18. juni 1915. På flugt gennem Vadehavet

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, hjalp desertører over grænsen til Danmark.

Da Krigen brød ud i August 1914, var jeg 16 Aar gammel, min Bror 17, og det faldt os ikke et Øjeblik ind, at Indkaldelsen til den tyske Hær skulde kunne naa os.

Men Tiden gik, og i Foraaret 1915 ”forsvandt” min Bror. Da min Fødeby Høgsbro i Hviding Sogn ligger ved Vesterhavet, lige Syd for den danske Grænse, var det paa det Tidspunkt let nok at komme over til Danmark.

I Foraaret begyndte Flugten nordpaa at tage Fart, og jeg hjalp en Del af mine Efterskolekammerater og andre over Grænsen.

Det foregik altid over Vadehavet, i Førstningen om Dagen, og senere, da Bevogtningen blev mere skrap, om Natten. Soldaterne vovede sig ikke derud ved den Tid, saa naar vi først var forbi Patruljerne, der gik langs Stranden, gik det hele af sig selv.

Jeg fulgte saa med langs med Havkanten, til vi naaede tæt op til Grænsen og skød da et par Skud med et Jagtgevær. Saa vidste Vedkommende, at nu kunde han roligt sætte Kursen efter Lysskæret fra Ribe og vilde da før eller senere naa den frelsende Kyst.

Engang var jeg med et Par Stykker. Det var midt paa Eftermiddagen. Vi gik ud fra Rejsby Aa og var kun kommet nogle faa Hundrede Meter ud, da der pludselig dukkede fire tyske Soldater op over det lave Dige. Vi stak i Løb; det kan nok være, der kom Gang i Pusselankerne. Da der var 5— 6 Tommer Vand, havde vi taget vore Benklæder af for at kunne bevæge os mere frit. En af Soldaterne forfulgte os, til vi naaede Grænselinien; men saa var vi jo i Danmark og i god Behold.

Mærkeligt nok blev der ikke skudt efter os. De har nok antaget os tre flygtende Skikkelser, med Skjorten flagrende bagud, for et Skib for fulde Sejl. Da jeg kom hjem igen, hørte jeg nemlig, at Soldaterne havde sat Byen paa den anden Ende ved at fortælle, „at nu var det da for galt; saadan en Frækhed; nu sejler Flygtningene til Danmark ved højlys Dag lige for Næsen af os.“ Med lidt livlig Fantasi kunde de nok komme paa den Tanke, da som bekendt Vand og Luftspejling i Forening gør, at f. Eks. en Havmaage paa Vandet antager uhyre Dimensioner.

Nu var jeg jo kommet til Danmark; men det var ikke min Hensigt at blive der, og til Trods for min i Vester Vedsted boende Families Overtalelsesforsøg om ikke at vende hjem igen sneg jeg mig samme Eftermiddag tilbage over Grænsen, langs med Grøfterne og med en Engskovl paa Nakken.

Senere blev Vagtkæden flyttet direkte ned til Grænsen. Da havde det ikke kunnet lade sig gøre at gaa over ved Dagslys. Udkigsposten i Hviding Kirketaarn blev dog, saa vidt jeg ved, bibeholdt; men jeg gav ikke ret meget for deres Holden Udkig.

Der skete senere Henvendelser til min Far om Hjælp; men han afviste dem, dog uden min Viden. Han mente, at det efterhaanden blev for farligt et Foretagende. Det var jeg dog ikke tilfreds med. Jeg var gaaet med paa den værste og syntes, det var sjovt at narre Tyskerne.

Før jeg blev indkaldt, var jeg et Par Gange i Danmark efter forskellige Ting, som vi manglede. Saa fik jeg Lov til at gaa over hos de Soldater, der var indkvarterede hos os.

DSK-årbøger, 1951

En tanke om “18. juni 1915. På flugt gennem Vadehavet”

Skriv et svar til sofielouise Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *