18. juli 1916. Hvide bønner giver “gasangreb” ved Verdun

Senest ændret den 22. juli 2016 8:54

Peter Clausen, Lundsgårdsmark, gjorde krigstjeneste ved RIR88, der i juli ankom til Verdun

Efter at vi ca. 40 unge fra Ldw. 85 var havnet ved vort nye regiment, Res. Inf. Regt. nr. 88, i skovlageret nord for Monchetin, blev vi foreløbig tildelt 2. bataljon som en slags 5. kompagni. Det var på flere måder en større forandring for os, thi Ldw. 85 havde sit hjemsted i Sønderborg, mens 88 hørte til 18. armekorps og havde garnison i Hanau i Hessen, der lå 700 kilometer borte fra Sønderborg.

Tillige var vi tidligere kun godt 100 mand i kompagniet, mens vi her tilnærmelsesvis kom op på fuld krigsstyrke, altså 250 mand. Så I kan nok forstå, at der blev pladsmangel, da vi kom til at bo i nogle lave barakker og sov i tre-etagers senge, hvor jeg blev anbragt på øverste etage og lige under taget. Luften var ikke god her, ja, særdeles forpestet, fordi der dag efter dag serveredes store, hvide bønner, der altid gav visse » bivirkninger«. Og jeg i øverste etage så min fordel i at flytte ud i det fri og kampere under træerne, hvor der var godt med frisk luft og høj himmel.

Men snart fik vi marchordre, og hele bataljonen med musikken i spidsen gled ned mod en jernbanestation ca. 20 kilometer borte, og vi, der dannede et ekstra 5. kompagni, trampede som et »vedhæng« bagest.

Ankommet til banegården blev vi indladet i kreaturvogne med påskriften: 48 mand eller 6 heste, men jeg er overbevist om, at der var bedre plads til 6 heste end til de 48 mand, der oven i købet skulle have fuld oppakning med.

Efter en nats kørsel nåede vi næste morgen en station mellem Metz og Verdun, men altså på den franske side af grænsen, hvor vi blev indkvarterede i en lille landsby, hvis beboere endnu drev deres ejendomme selv, men deres landbrug og levevis syntes efter vore begreber at være ret gammeldags. Hvad der ikke virkede tiltalende på mig var eksempelvis, at alle steder lå møddingen foran vinduerne og ud til vejen – et til visse uskønt syn.

Det var også en trist tilværelse, disse mennesker fristede; det forekom mig, at de over for militæret åbenbart var fuldkommen retsløse: Et sted anvendte artilleristerne deres stue som stald for deres heste, og da der var knebent med plads, havde de slået en skillevæg ned, og indgangsdøren var revet bort. så åbningen kunne agere »stalddør«.

Men vi flyttede, da der ikke var plads til os, hen til en lille by, der var vokset op om en fabrik, og vi fik logi i gymnastiksalen.

Der sporedes også en forskel på anden vis mellem de to troppedele, bl.a. i hygiejnen. Ved 85. havde vi så omtrentlig fået bugt med de »små grå«, men her ved 88. trivedes de ypperligt – og da vi dagen efter havde appel med spisegrejer og tæerne, da var der også en betydelig forskel at spore, hvad både lægen og feltvebelen konstaterede, idet de fremhævede os som et eksempel til efterfølgelse.

Spændende var det, da vi skulle fordeles på de forskellige kompagnier, idet vi otte nordslesvigere gerne ville blive i nærheden af hinanden, og det var så heldigt, at 5. kompagni netop behøvede ti mand, så vi otte gled med der. Selvfølgelig kunne vi jo ikke komme i samme korporalskab, men vi var da sammen alligevel.

Da hele regimentet nu var samlet, flyttede vi lidt nærmere Verdun og kom så til at bo i Betainvillers, en landsby, som var forladt af indbyggerne, men ellers ikke meget ødelagt.

DSK-årbøger 1970

2 tanker om “18. juli 1916. Hvide bønner giver “gasangreb” ved Verdun”

  1. Min farfar Laurids Sørensen gjorde tjeneste ved Res. Inf. Regt. nr. 88, (RIR 88) 2. MGK, 1915-18, hvor han blev taget til fange ved St. Quentin 3. oktober 1918, sad i Felthamlejren og kom hjem (formentlig) 6. juli 1919. Er der nogle der har oplysninger om RIR 88 eller andet hører jeg gerne derom.

    1. Hej Claus
      Regimentet er nævnt i DSK’s årbøger side 82/1967; s 21/1970 og s. 76/1971. Du finder de digitaliserede årgange her: https://denstorekrig1914-1918.dk/listerlitteraturlinks/dsk-dansksindede-soenderjyske-krigsdeltagere/
      Der findes utvivlsomt andre beretninger fra soldater i RIR88 – og hvis der gør, så vil de på ét eller andet tidspunkt dukke op på siden her! Jeg skal prøve at huske at prikke til dig, hvis jeg kommer i tanker om flere.
      mvh
      René

Skriv et svar til Rene Rasmussen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *