16. marts 1916. Kvinde får bøde for at ligge med en krigsfange – og andre nyheder fra et Sønderjylland i krig

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Kirken og krigen.

Konsistoriet i Kiel har til sogneforbund, menigheder og andre kirkelige korporationer samt de under kirkeligt tilsyn stående stiftelser, anstalter og foreninger sendt opfordring om at tage del i tegningen af det fjerde krigslån. Det bemærkes, oplyser ”Hejmdal”, at der ingen betænkeligheder foreligger mod at bebyrde kirkelige ejendomme i den hensigt for de rejste lån at tegne krigslån.

Desuden anmodes præsterne om at virke hen overalt, hvor der ikke kan tegnes større lån, at søge tilvejebragt mindre bidrag.

Afgift ved opkøb af kvæg.

Formanden for bestyrelsen af den slesvig-holstenske kvæghandelsforening, landråd Dr. Scheiff, bekendtgør, at foreningen af medlemmerne for ethvert efter vedtægternes bestemmelser underkastes opkøb af kvæg i provinsen Slesvig-Holsten vil opkræve en afgift på 1/10 % af regningsbeløbet.

Mangel på smede.

Krigen har medført en betydelig mangel på håndværkere på landet, da de fleste yngre mænd er indkaldte til hæren. Navnlig savnes ifølge ”Hejmdal” smede og hjulmagere, der vel nok er dem, landbruget mindst kan undvære, navnlig nu i forårs- og sommertiden.

Ingen kaffeselskaber mere!

Fra officiel side opfordres til i krigstiden at standse alt gæsteri, især også kvindernes kaffe- og teselskaber.

Kvæget.

”Flensborg Avis ” meddeler:

”Store kvægtransporter er siden den 23. februar igen blevet befordrede fra statsbanegården ud til søkarantænen ved Flensborg, som på grund af forholdene i lang tid har måttet ligge stille. Kvæget, der kommer hertil nordfra, sendes efter noget ophold videre til fronten; hvert tog ledsages af en underofficer og 20 mand. Alene i sidste uge er der kommet henved 3000 stykker kvæg gennem Flensborg. Blandt de fordele, byen har af disse kvægtransporter, er den, at der daglig bliver henved 1000 liter mælk i byen”.

En bøde.

”Flensborg Avis” meddeler fra landsretten i Flensborg:

For overtrædelse af belejringsloven var konen Magdalene Gregersen, født Nissen, af Høgelfeldt ved Brecklum anklaget. Hendes mand var faldet i april 1915. Hun havde slet ingen hjælp på gården, der ligger ensomt, og fik så en belgisk krigsfange til hjælp.

Med ham havde hun levet sammen. Hun hævdede, at han havde lovet at gifte sig med hende. Konen er 29, fangen 23 år.

Statsadvokaten androg på 3 måneders fængsel. Retten tilkendte den anklagede formildende omstændigheder og idømte hende en pengebøde på 100 mark.

For hjælp til faneflugt.

Ved landsretten i Flensborg forhandledes i tirsdags en sag mod tjenestekarl Karl Nicolajsen af Rådager. Den anklagede er født den 20. januar 1898. Den 20. januar i år havde han efter aftale hjulpet to værnepligtige med at flygte, nemlig en hjemløs Jensen, som havde været soldat, men var sendt hjem igen, og en Christensen. Flugten udførtes på den måde, at man kørte over grænsen med en vogn, som om man ville hente roer. Under halmen i bunden af vognen lå Jensen skjult, mens Christensen var kusk. Den anklagede kørte så alene tilbage. Han tilstod grædende alt, og undskyldte sig med, at en af de flygtede havde sagt, at der ingen straf var for en sådan handling. Den anklagedes far, som var til stede, oplyste, at anklagede i begyndelsen af krigen havde villet melde sig frivilligt.

Statsadvokaten androg på 8 mdrs. Fængsel.

Retten idømte den anklagede 4 mdrs. Fængsel, idet den ifølge ”Flensborg Avis” tog hensyn til, at han var mindreårig, da han udførte handlingen, og at det var sandt, at han havde villet melde sig frivilligt, da krigen begyndte, så han ikke havde handlet af tyskfjendtlig sindelag.

Læderpriserne.

I går, den 15. marts, trådte en ny bekendtgørelse vedrørende højestepriser og beslaglæggelse af læder i kraft i stedet for den hidtilværende bekendtgørelse om højestepriser for læder af 1. december 1915; derved nedsættes de hidtil gældende grundpriser betydeligt for et helt antal sorters vedkommende.

 Kamp om smørret.

Smørret er der stort begær efter i Haderslev. Foran det udsalgssted, som Mastrup mejeri har åbnet hver mandag og torsdag eftermiddag på Jomfrustien, samledes ifølge ”Dannevirke” forleden eftermiddag ved tretiden så mange købelystne, at gaden udenfor var propfuld, og man måtte låse døren for at få ro til at betjene dem, der var sluppet ind. Men når døren så igen blev åbnet, opstod der en kamp mellem dem. Der skulle ud, og dem, der ville se at slippe først ind.

Da trængslen blev ligefrem livsfarlig for dem, som havde færrest kræfter, blev der sendt bud til politikontoret, og to betjente kom for at ordne adgangen til at få den begærede vare.

Hvem der var med i trængslen bringer hårrejsende beskrivelser af de scener, der forefaldt. Kvinder hvinede, og småbørn, som mødre havde med, skreg.

Der fortælles også pudsige scener fra al bedrøveligheden. Blandt dem, der stod udenfor og søgte at komme ind, var der også en temmelig svær dame. Da en militærklædt mand kom ud med to pund, begyndte man at gøre ophævelser herover, og den svære dame var nok en af dem, der var mest højrøstet. Soldaten gav imidlertid svar på tiltale og sagde til den svære dame: ”De skulle overhovedet slet ikke have noget, De kunne gå hjem og tære af Deres eget fedt”.

For fremtiden vil enhver kunde kun få ét pund smør, som i forvejen er afvejet; det nytter ikke at sige, at man skal have med til naboer.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

Landmand Chr. Frisk og hustru i Branderup modtog i lørdags efterretning om, at deres søn er faldet ved Verdun. De har allerede mistet en søn i krigen og har endnu en søn mere ved hæren.

Chr. M. Frandsen og hustru i Friskmark ved Gram har modtaget efterretning om, at deres søn Boy er faldet den 24. februar, 24 år gammel.

Snedker Jens Wismar fra Klostret i Haderslev er den 28. februar blevet såret.

Den eneste søn af gårdejer Lausen i Ringtved, der har været savnet siden de første kampe i Belgien og Nordfrankrig, befinder sig i fransk fangenskab, sandsynligvis i kolonierne.

2 tanker om “16. marts 1916. Kvinde får bøde for at ligge med en krigsfange – og andre nyheder fra et Sønderjylland i krig”

  1. Hjælp til faneflugt Karl Nicolaisen er min farbror. Han hjalp en del over grænsen men blev anmeldt af en tysk præst og måtte 4 mdr i fængsel hvorefter han blev indkaldt. Han faldt i januar 1918 kort før sin 20 års fødselsdag i Flanderen.

Skriv et svar til Martin Nicolaisen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *