Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84. Han lå i vinteren 1915-1916 ved Loretto.

Den nye stilling, vi nu kom i, var ny og systematisk udbygget under hensyntagen til terrænets beskaffenhed. Den forreste skyttegrav var tre meter dyb og foroven en fem til seks meter bred, og bunden var overalt forsynet med løberiste af træ.

Fra gravens bund og ned til opholdsrummenes bund skulle der være mindst 22 trappetrin, så vi fik mindst 5 meter fast jord over os. Disse  bunkers var afstivede nede i jorden. Selve rummet var 1,80 m højt,  2,40 m bredt og 4 m langt. Hver bunker havde to udgange og var  desuden forbundet med hinanden under jorden. Nedgangene  krummede, så der ikke kunne skydes ned ovenfra.

Undergrunden bestod af kalksten, og det var et stort stykke arbejde at lave et sådant opholdsrum.

Vi fortsatte udbygningen af denne stilling. Om dagen fyldte vi den løshuggede kalk i sække, og om natten tømte vi sækkene bag ved  skyttegravene. Vi lå da i en række, hver bag et lille værn og kastede sækkene fra den ene til den anden, indtil den sidste tømte dem. Det  var et meget farligt job, idet man ovre fra den anden side forsøgte at forstyrre os i arbejdet ved at skyde på os med geværgranater, små  skyttegravskanoner og miner.

En nat syntes jeg dog, det blev for hedt og rullede mig langs jorden for at komme i dækning. Derved fik et stykke pigtråd fat i mine  bukser og rev en mægtig trekant. Jeg reparerede straks, men fik  underbukserne syet fast til benklæderne …

En lille kanon, måske kal. 4 cm, hvormed franskmændene kunne bestryge vort afsnit, var særlig generende. Den måtte tilintetgøres. Til dette formål fik hver vagtpost to pinde. Den ene af pindene blev  straks sat i jorden foran på dækningen, og når så af skuddet fra kanonen lyste op, blev den anden pind sat ned i pejleretningen.

Ved så at trække en linie over pindene fra de forskellige stand, fandt  man skæringspunktet, og der måtte den altså være. Den fik 120  skud af svært kaliber og var herefter tavs.

DSK-årbøger 1960