11. september 1916. “Afrika har taget hele min familie …”

Nis Kock fra Sønderborg sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. De blev siden indrulleret i det tyske forsvar af kolonien. I august 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepotet i Morogoro. I begyndelsen af september ankom han til Kissaki.

Stache talte nu kun til mig. Wisner hørte ikke længere med til vor Safari. Han havde kun tilfældigt gjort Tjeneste ved Ammunitionsafdelingen og skulde nu opsøge sit Kompagni igen.
— Hvornaar skal vi af Sted, spurgte jeg, Bærerne er jo meget trætte.
— Vi kan maaske vente til i Overmorgen, men det er ogsaa muligt, at vi maa rykke ud allerede i Morgen. Det kommer an paa Stillingen. Generalen var i temmeligdaarligt Humør, fordi Magasinerne var saa overfyldte, da han kom herned. Vi skal have det ned paa den anden
Side Rufijifloden.

Vi tog Afsked med Wisner og ønskede ham god Rejse. Han skulde finde sit Kompagni, der laa et Sted i Skovene og Krattet her omkring. Han havde vist sig som en fortræffelig Kammerat paa den lange Safari, god og hjælpsom og arbejdsom, skønt han næsten var trykket til Jorden af personlige Sorger. Kort før vi forlod Morogoro, havde han faaet Efterretning om, at han eneste Broder var faldet i en Forpostfægtning ved Kondoa-Irangi, og nogen Tid i Forvejen havde han erfaret Budskabet om sin eneste Søsters Død. — Afrika har taget hele min Familie, sagde Wisner til mig, og den tager nok ogsaa mig med.

Da han var gaaet, sagde Stache til mig: — Jeg nænnede ikke at fortælle Wisner det, for han har haft Sorger nok, men til Dem vil jeg sige det — Zeller, som vi var sammen med i Morogoro, er død her i Nærheden af Kisakki.
— Hvordan er det dog gaaet til, spurgte jeg, han var jo Ammunitionsmand og var kommet af Sted i god Tid.
— Paa samme Maade som Weiss, ved en Sprængning Vi har jo kun temmelig primitive Midler at sprænge med, og det koster Menneskeliv.
Jeg kunde se paa Stache, at han var stærkere bevæget ved Meddelelsen om sin Vens Død, end han vilde have givet det Udseende af, og jeg lod derfor være med at udspørge ham om Enkelthederne. Kort efter gik han til en ny Konference med Generalen.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

3 tanker om “11. september 1916. “Afrika har taget hele min familie …””

  1. Hej. Vedr mindebladene. jeg har noget mere til min bedstefars brødre. Den ene side er ikke helt udfyldt og den anden blank. Det er Thomas Hansen, regiment 84 infanteri, 10 kompagni. Født 16/9 1895 i Ravsted og død 16/10-1916 Fort Donaumont.
    Broderen er Ludvig Hansen 84infanteri,10 kompagni. Født 19-12 1893 Mårbæk/Bedsted og død 16/10-1916 Fort Donaumont.
    De faldt i samme granat. De kom gående med den store gryde med mad imellem sig, da der kom en granat. Min bedstefar så det.
    Deres far er Peter Ludvig Hansen som var landmand og drev Abild Kro mellem Tønder og Højer. Den lå ved kirken. Skriveren har ikke kunnet læse det hele. Ved Ludvig er derslet ikke skrevet noget, nok fordi de faldt i samme øjeblik.
    Jeg har kun været inde på mindebladene en gang og kan ikke finde ud af at komme derind igen.
    Tak for jeres gode arbejde
    MvH Anette Iversen

    1. Til Anette Iversen.

      Tak for din kommentar og beretningen om din bedstefar og hans brødre.

      Mindebladene findes i dette tilfælde på Rigsarkivet Aabenraa.
      De er i forbindelse med Rigsarkivets crowdsourcing-projekt blevet transkriberet af frivillige og ligger i gruppen “Sønderjyske arkivalier”.
      De ligger normalt alfabetisk efter efternavnet, men her er direkte link til mindebladenes 1. side for: Ludvig Hansen og Thomas Hansen.

      De bliver selvfølge begge nævnt på listen over dagens faldne den 16. oktober.

      Har du evt. lyst til, at udfylde en fil med oplysninger om din bedstefar, så han også kan få sin egen side her på “Den store Krig”?
      Hvis du vil, så send mig gerne en mail.

      Med venlig hilsen
      Hanne C. Christensen
      Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot.

    2. Anette Iversen
      Tak for oplysningerne. På de to brødres dødsdag 16. oktober kommer der sider med de data, vi har om dem, og dele af din fortælling vil også blive medtaget.
      Venlig hilsen
      Sonja Barsøe

Skriv et svar til Hanne C. Christensen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *