12. februar 1920. “Der var alt for få gendarmer, kun nogle få mænd, som intet kunne stille op over for tusinder af mennesker”

Kaptajn Daniel Bruun, der havde tjeneste som politidirektør ved den internationale kommission under afstemningen i Slesvig i 1920, beskrev begivenhederne i sine erindringer i ”Fra de sidste tredive Aar.”

I et brev dateret 12. februar skrev Daniel Bruun om en episode, der indtraf på ”Flensburger Hof”:

”I går var jeg atter på en sviptur til Sønderborg angående nogle tyske demonstrationer mod de franske soldater, som havde vagt på banegården.

Da jeg efter mørkets frembrud kom hjem på hotellet, var der stor opstandelse over, at en tysker var kravlet op på hoteltaget, hvor han havde flænget den engelske og franske fane bort og sat et tysk rigsflag og en slesvig-holstensk fane i stedet. Han undslap.

Der er på hotellet en engelsk vagt, som selv hejser og stryger fanerne, og som i øvrigt er der til beskyttelse af kommissionens medlemmer. Politiet har intet at gøre på hotellet, og skandalen må tilskrives manglende vagt”.

Dagen efter flagaffæren, sammenfattede jeg mine betragtninger i en skrivelse til kommissionen, hvori jeg endnu en gang påpegede nødvendigheden af at træffe præventive foranstaltninger ved militærets hjælp.

Der var alt for få gendarmer, kun nogle få mænd, som intet kunne stille op over for tusinder af mennesker. Jeg ønskede slet ikke, at soldaterne skulle gøre polititjeneste, dertil var de åbenbart ikke egnet, de var vænnet til krigsforhold og havde svært ved at finde sig til rette under fredelige forhold. Men under kommando ville de alene ved at vise sig bidrage til at holde oprør nede. Men kommissionen kunne ikke fravige sit synspunkt, at tropper ikke måtte anvendes til polititjeneste.”

Tak til Mette Elisabeth Bruun og Museum “Mellem Slesvigs grænser” i Rens for manuskriptet.

3 tanker om “12. februar 1920. “Der var alt for få gendarmer, kun nogle få mænd, som intet kunne stille op over for tusinder af mennesker””

  1. Kære Amalie

    Du får lige en hilsen her fra Fyn med tak fordi du har behandlet Daniel Bruuns tekst så fint og loyalt.

    De unge i familen synes at det er megasejt, at oldefar Daniel nu er gået digitalt.

    Hvis du er interesseret i at vide mere om D.B.´s eventyrlige liv, så send mig en mail.

    Måske ved du allerede, at han er mest kendt som nordboforsker?
    Grønland, Island og Færøerne.

    Mange venlige hilsener

    Mette
    Elisabeth Bruun

    1. Hej Mette og familie 🙂

      Tak for din besked! Og hvor er det skønt at høre, at oldefar Daniel nu er blevet populær derhjemme 😉

      Daniel Bruun var bestemt et spændende menneske, og I kan godt være stolte af at være i familie med ham!

      Godt forår til jer, og pas på jer selv! 🙂

      De bedste hilsner
      Amalie

    2. Kære Mette Elisabeth Bruun. Det er snart en menneskealder, siden vi mødtes hos faster Pip i Viborg, og du og dine søstre fortalte mig, Chris Wammen, søn af Thorkild Wammen, om jeres farfar, Daniel Bruun. Jeg har skrevet en feature til avisen Danmark om Daniel Bruun som politipræsident i Flensborg i 1920, som jeg gerne vil sende til dig, så kunne du ikke sende mig din email-adresse?
      De bedste hilsener,
      Chris

Skriv et svar til Mette Elisabeth Bruun Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *