10. februar 1920. En gammel mands historie rører alle ved afstemningsfest

Nicolai Svendsen genfortæller en historie fra en afstemningsfest i et sogn, han ikke præciserer nærmere, end at det ligger syd for Skærbæk. Det kan være flere sogne.

I et Sogn mod Syd sad ved Festen blandt de Hjemvendte en Gubbe nær Støvets Aar og fortalte stilfærdigt og uden al Sentimentalitet med den naturlige Evne, som ofte er en jævn Mand givet, sit Livs Eventyr saa gribende, at alle Tilhøreres Sind var underligt betagne deraf.

Han begyndte med at fortælle om Barndomsaarene her paa dette Sted, i Gaarden med de høje Træer derovre bag Kirken, om Skolegangen i Halvtreserne hos den danske Lærer, der som faa forstod at indprente i Børnenes Forestilling og Fantasi Sagn og Sagaer, Fædrelandets Historie og Beretninger om henfarne Slægters Bedrifter i Norden, som tilsammen afspejlede Folkets Liv og Færden gennem Tiderne, saa det aldrig glemtes.

Danskheden sad i Højsædet den Gang, og man priste den i Tale og Sang, fordi den var saa dyrekøbt fornylig paa Treaarskrigens Valpladser.

Men en Dag den Vinter, da han gik til Præsten, drog en Flok preussiske Soldater pludselig ind i Gaarden. De kom som Fjender, efter at vore egne var vegne for Overmagten.

Han huskede det saa grant netop nu. Det var just i Dag for seksoghalvtresindstyve Aar siden, den 10. Februar 1864. Den Dag voldte en Sorg og Græmsel i Gaardens og Slægtens Historie, som aldrig kunde udslettes.

Da Grænsen blev draget ved Kongeaaen, og han var kommen til Skelsaar og Alder, blev han overskrevet til Danmark, som det hed, og dermed fraskrev han sig sin Førstefødselsret til Stavn og Sted hernede. Men vi ventede jo, at det ikke vilde vare ret længe, før vi atter skulde vende tilbage til Danmark.

Men det skete ikke, og Tiden led, og det var ham forbudt at gense sit Hjem og alt det, han havde fattet Kærlighed til i sin Barndom.

Jo, to Gange hændte det. Han fik Lov til fra Sol stod op til Sol gik ned at vende tilbage til den gamle Gaard. Det var for at være med til at bære først sin Far og siden sin gamle Mor til Graven. Jo, og een Gang til, da han dreven af Hjemlængsel en mørk Nat sneg sig over Grænsen som en Landflygtig for at staa ved deres Grave og kaste et Blik paa Gaarden med de mange Minder.

Og han fortsatte med Fortællingen om, hvorledes han trods Afstanden vedblev at leve med i Forholdene hernede fra Aar til Aar, fra Slægt til Slægt, fra Gaard til Gaard. Hver lille Ting gemte han i sin Hukommelse. Han fulgte Byens Udvikling, Døgnets Hændelser og Familiernes Skæbne.

Jo længere han talte, des stærkere fik Minderne Tag i Gubben, saa at det var for Tilhørerne, som om de paany oplevede disse  Begivenheder og atter saa de kendte Skikkelser fra Fortiden lyslevende færdes iblandt dem.

Det var Byens Saga i Mands Minde; det var deres egen Saga; det var selve Folkets Saga fra det sidste halve Aarhundrede afmalet med saa levende Farver, efter at den havde været gemt gennem de mange Aar i et trofast Sind.

Ved Fortællingen gik der gennem Salen og Forsamlingen som et Pust af Folkesjælen i det omstridte Land med dens dragende Magt over Menneskene, som den ytrer sig ved Indvirkning fra en tusindaarig Historie og en ejendommelig Livsførelse fra Slægt til Slægt, som kan fylde den, der har mærket den, med en underfuld Styrke, saa længe han lever.

Og dette var vel i Grunden den dybeste Aarsag til, at Sejren
i Dag blev vor.

Da Gamlingen sluttede, rejste hans Bysbørn sig dybt bevægede til Tak for denne Oplevelse og for denne Kærlighed til Hjemstavnen og for denne troværdige Tale, der indeholdt tre Slægtleds Historie fra 10. Februar 1864, da Dannebrog blev gemt hen der ovre paa Gaarden, og til den 10. Februar 1920, da Flaget atter hejstes.”

Nicolai Svendsen og Svend Thorsen (udg.): Tiende Februar, Livsbilleder fra Sønderjylland i Genforeningsaaret 1920. København, 1939.

En tanke om “10. februar 1920. En gammel mands historie rører alle ved afstemningsfest”

  1. Tak for denne smukke og alvorlige beretning,kommer til at tænke på disse linier:Alt hvad fædrene har kæmper, alt hvad mødrene har grædt ,har den Herre stille lempet så vi fik vor ret.

Skriv et svar til Gunde Marie Bentin Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *