1. juli 1919. Med i Verdenskrigen ved en fejltagelse. Adolf Søgaards mærkelige skæbne

Nicolai Svendsen fra redaktør på avisen Modersmaalet/Dannevirke i Haderslev. Han har nedfældet sine erindringer fra overgangstiden mellem revolutionen 1918 og genforeningen 1920. Vi bringer i dag og de følgende dage udtog af hans erindringer. Dette er ottende del.

Af mine Minders Dyb dukker i denne Forbindelse op en underlig Skikkelse, som er hentet lige ud fra en ”Bindstouw”, som burde være skrevet Anno 1919 eller i Aarene derefter.

Jeg nedskrev i Vidners Nærvarelse, straks efter, at Døren havde lukket sig efter denne sære Foreteelse, følgende nøjagtige Skildring af ham, som jeg synes har blivende Værdi som Bidrag til yderligere Forstaaelse af det Emne, det her er blevet min Opgave at behandle:

Der kom en Bondekarl paa en Snes Aar ind paa Kontoret for at bede om ”en grøn Seddel til Danmark”.

”Hvor kommer De fra?” spurgte jeg.

”Fra Rumænien!” lød Svaret.

Derved vaktes min Interesse, og der udspandt sig da følgende Samtale:

”Hvad har De været i Rumænien?”

”A ha væt i Krigsfangenskab; men de gør no it nowe, fo a ha set moj derowe, o de ha it kost mej en Penning.”

”Hvor er De fra?”

”Egentlig fra Rødding. Der er a da født!” svarede han.

”Men sin kom a regtenok te Gramby.”

Det var en lille firskaaren Fyr med et Par troskyldige Øjne, der kikkede ærligt frem for sig. Han var klædt i tysk Krigstøj, der slet ikke tog sig saa helt daarligt ud. Et Par solide Støvler havde han handlet sig til. Et Tombaksur, der glinsede som Guld, havde han undervejs betalt den firedobbelte Pris for. Men han var glad for det og tog sig i det hele taget ikke Verden saa nær.

Hans Sprog var den særeste Blanding af Jydsk, Militærtysk og rumænske Stumper.

De sidste Aars unormale Forhold havde præget hans Skæbne. Efter hvad han selv fortalte paa sit Blandingsmaal, var hans Levnedsløb i al dets Omskiftelighed dette:

Født i Rødding, opdraget i Gramby, Skolegang der, til han var fyldt 9 Aar. Hans Fader, Fiskehandler Søgaard, flyttede da over Grænsen til Vonsild. Her blev han — Adolf Søgaard er hans Navn — konfirmeret af Pastor Schack. Efter Konfirmationen kom Adolf ud at tjene. Derpaa var han tre forskellige Steder i Grovsmedelære, men slog sig alligevel atter paa Landbruget, tilsidst hos Gaardmand Fisker i Hoppeshuse.

I Vinteren 1918 fik han Lyst til at besøge Kendinge syd for Aaen. Han passerede da Grænsen uden at tænke paa, at der var noget, der hed Pas. Efter at være naaet et Bøsseskud over paa slesvigsk Grund blev Adolf ved Frørup nappet af en tysk Post, transporteret til Flensborg og derfra til Rensborg. Før han saa sig om, var han preussisk Rekrut under Verdenskrigen — han var jo født i Rødding. Det havde han ikke taget med i Beregningen.

I Forsommeren 1918 gik det syd paa gennem Riger og Lande, som Adolf Søgaard ikke havde Rede paa. Han mindedes en stor By, der hed Budapest. Det var Hovedstaden i Rumænien, fortalte han. For Resten havde han opholdt sig mest paa Lazaret i noget, der hed Bukarest. Det var en By, der var ikke saa lidt større endda end Kolding.

Den 11. November tog Rumænerne deres Hovedstad i Besiddelse, og Adolf Søgaard kom i  Fangenskab.

”Hvordan havde De det der?”

”Nicht godt!”

”Sagde De ikke, at De var Dansk?”

”Nej, a kom ud te a Bynder. De kind it nowe te Vonsild.”

”Naa, hvordan var det der? Ligner saadan en rumænsk Bondegaard dem i Vonsild?”

Han smiler: ”Na—aj!”

”Hvor er det da bedst?”

”Det er bedst i Vonsild.”

Pavse.

”De a endda moj bæe i Vonsild!”

”Og saa?”

”Den 9. Juli bløw a fri o kom med Lazarettzug til Seithain i Saksen.”

”Og nu vil De saa hjem?”

”Ja, i Tirsdags bløw a entlassen.”

”Saa rejste De herop!”

”Ja, ma a Ekspres o 330 Mark ohne Verpflegung o Marschgebühr. Saa snød de mej endda for de 100 Mark.”

”Sig mig engang, Adolf Søgaard, hvad er De nu: tysk, dansk, Socialist, Spartakist eller hvad?”

Han smiler igen godmodigt: ”De skal a sej da: a er dansk!”

Vi er dermed blevet dus.

”Har du nu ikke varet ked af hele denne Historie og den Fejltagelse ved, at du kom paa den forkerte Side af Hegnet ved Frørup i Fjor Vinter?”

”Aa nej, a har jo set møj, grov møj, o no har a væn hen o æ Bank og faat min Pæng byttet.”

”Lad os se: Hvor mange har du saa igen?”

Han tager en solid Læder-Lommebog frem og viser nogle og fyrre danske Kroner.

Men saa var det galt med Passet. Efter at være permitteret i Saksen satte han straks Kursen mod Nord. Han længtes alligevel efter at se sin Far, sagde han. Moderen var død.

I Aftes kom Adolf Søgaard til Vamdrup, den 20-aarige enfoldige Jyde, der ved en Fejltagelse eller maaske rettere paa Grund af manglende geografisk Begavelse var kommen paa tværs af Europas Grænser og ved en ren Forseelse med i Verdenskrigen, fordi han ikke rigtig fattede, at der endnu

i det Herrens Aar 1918 var en saa himmelvid Forskel paa Vonsild og Frørup.

Men det danske Bureaukrati har sine Sager i den bedste Orden.

Adolf Søgaard havde varet viden om og set meget; han havde ogsaa faaet nogen Erfaring i at holde sine Papirer i Orden; men han manglede et Pas, og derfor blev han vist tilbage faa Kilometer fra sit Hjem, da han dreven af Længsel skyndte sig tilbage til sit Fædreland og sin Slægt, vist tilbage af det danske Grænsepoliti, som altsaa har sine Sager i Orden, i dette Tilfalde i den Grad, at det gik over

Adolf Søgaards Forstand; men det hørte der nu ikke saa meget til.

Saa stod han da maalløs overfor det uforstaaelige: Da han vilde til Frørup for at søge Arbejde, tog de ham til Soldat og sendte ham til Rumænien, og da saa omsider Krigen var til Ende, og han kom hjem, viste man ham tilbage.

Paa Politikontoret i Haderslev skillingede det tyske Personale sammen og forærede ham 3 Mark til et Pas. Hos mig fik han ”en grøn Seddel” og et trøstende Ord med paa Rejsen, i Fald der atter skulde være noget i Vejen paa Tærskelen til Hjemmet.

Han havde en hel Skjorte, et Par Sko og en Børste med hjem – foruden Kronerne i Brystlommen.

Saa stod han ved Døren og stak ”den grønne Seddel” ind til Pengene og smilede.

”Farvel, Redaktør, og Tak skal du ha’. Skuld a igen kom i Forlegenhed …”

”Ja, saa skal du være velkommen.”

”Farvel!”

Det var Adolf Søgaard, der vendte hjem fra Verdenskrigen, som han i Grunden ved en Fejltagelse var kommen med i.

(fortsættes …)

Paa vej til Danmark. Livsbilleder fra Sønderjylland i Overgangsaarene 1918-20. Nicolai Svendsen, Svend Thorsen 1935

2 tanker om “1. juli 1919. Med i Verdenskrigen ved en fejltagelse. Adolf Søgaards mærkelige skæbne”

  1. Historien om den hjemvendte kriger Adolf Søgaard er gengivet – med kildeangivelse – i bogen “Sønderjysk Lune. Skæmtefulde Ord eller Gærninger”, 1943, samlede af Per Syvspring.
    Her har historien om Søgaard nummer 44, side 35 – 36. Historien er dog noget forkortet og redigeret.

    (Denne bog er ganske interessant og underholdende. Giver ikke mindst et muntert billede af spændingerne mellem dansk og tysk. Et eksempel gengiver jeg nedenfor).

    Bogen “Sønderjysk Lune” er udgivet i kommission hos GRÆNSEN, Dansk-Nordisk Forlag – 1943 – 39 sider.

    Per Syvspring er pseudonym for Gudmund Schütte, 1872-1958, se
    http://www.litteraturpriser.dk/aut/SGudmundSchutte.htm

    Mere om Gudmund Schütte:
    https://da.wikipedia.org/wiki/Gudmund_Schütte

    Ordet syvspring er i tidens løb brugt i flere sammenhænge og om flere personer.
    “Ordbog over det danske Sprog” oplyser på
    https://ordnet.dk/ods/ordbog?query=Syvspring
    at Syv-spring (jf. tysk siebensprung) kan være navn paa en leg eller folkedans.

    Bogen “Bornholms stednavne”, 1951, på
    https://dis-danmark.dk/bibliotek/900476.pdf
    angiver: “Syvspring er Navn paa en gammeldags Dans og bruges desuden som Spottenavn om Een, som har en daarlig og underlig Gang med mange Fagter og Gebærder.”

    – – –
    Et eksempel på en ‘lun’ historie i bogen: Side 34, nummer 40: Sønderjyden Hjuler og Hjemmetyskeren. Hjuler var deserteret, og vendte nu tilbage. Han mødte en hjemmetysker, han kendte. “Naa, er du dær igen, Hjuler; så hær vi nok snart oll æ Krigsforbrydere igen”. – “Ja-a, snart ollsammel, undtejn æ Kejser”.

    Navnet Hjuler kan være korrekt. 3 med det navn deserterede: H.M. Hjuler, P.A. Hjuler og S.J. Hjuler.

Skriv et svar til Arne May Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *