Tag-arkiv: Zeppelin

16. november 1917 – Mathias Damm: “… faa en Zeppelin til at fragte Roerne hjem”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der i begyndelsen af november 1917 blev forlagt fra øst- til vestfronten.

den 16. Nov 17
Kære Moder og Sødskende!
Mange Tak for Kort fra den 29, 31(Brev),2,3,5,7-8. Jeg har det godt og er sund og rask. Har lige havt Storvask. Det gjorde ogsaa nødig. Det er her meget mildt om Dagen, men graat Veir og om Natten fryser det undertiden. Jeg fik ogsaa Kort fra Onkel Nis igaar, han haaber det ikke er saa beskidt hos os i “Rusland”. Han vil jo ogsaa studse, naar han hører jeg er i samme Verdensdel som ham.

Du skriver om at Søren er bleven opereret, er det S Bjørnskov? Idag haaber jeg at faa Pakker. Igaar var kun Brevpost. Gid det maatte lykkes at faa Fader hjem, eller da i alfald nærmere Hjemmet. Godt at i har eders Roer hjemme. Jeg er ogsaa kørt gjennem Boi Juhlers Garnison. Vi fik der et Stk Brød, og en Ende Blodpølse. Slet ikke til at vringe med Næsen af. Det er jo ogsaa Hessen, ikke Prøisen.

Anne maatte hellere se at faa en Zeppelin til at fragte Roerne hjem, kanske de dertil holdt længere ud, end at flyve til London. Det bliver dog temmelig dyrt, naar der gaar en 6-8 Stk hver Gang. Jærnkorset haaber jeg at faa afsendt, naar Posten er rigtig i Gang igjen. Jeg troer nok, det var blot paa Grund af Spærren, at det kom tilbage. Men det haster jo heller ikke. Det bedste var om jeg kunde komme hjem for stedse. Det var mere værd end alt andet.

Nu har hele “Stosstrup” Jærnkorset, blot de, der er kommen til siden 21.9. ikke. Der er 9 Mand, som har faaet siden den Dag (3×3) Jeg var med den anden Rate. Der var dog forskellige som gjorde store Øine, da et par Elsasser fik det. Og det er nærved at være de bedste Kamerater. Det har man ogsaa set den Dag.

Vi skulle nu snart have Kaffe, saa jeg vil slutte. Hils Per og Marie og sig Tak. Jeg har ikke kunnet skrive i længe, kan Du jo sige, Det er jo heller ingen Løgn. Thi det er tre Uger siden det blev forbudt.

Mange Hilsner sendes eder alle af eders Søn og Broder
Mathias.

Kære Moder, kunne i ikke faa mig en Lommespeil og kam. Jeg har knust de andre i Lommen en af de sidste Dage i Rusland.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

21. august 1917 – Tønder Luftskibsbase: L23´s undergang

Klokken ti minutter i fem om morgenen den 21. august 1917 forlod L23 under kommando af Oberleutnant zur See Dinter luftskibsbasen ved Tønder. Opgaven var som så mange gange tidligere at rekognoscere over Nordsøen. 45 km ud for Bovbjerg fik L23 øje på en flåde af britiske krigsskibe bestående af  fire krydsere og 15 destroyere.

Ombord på krydseren HMS Yarmouth befandt sig en flyvemaskine af typen Sopwith Pup. Flight Sub-Lieutenant B.A. Smart beretter:

Jeg modtog ordre til at angribe Zeppelineren. Jeg tog straks afsted i Sopwith Pup N.6430. Zeppelinerens position var 15-20 km syd-syd-vest. For først at blive opdaget, når jeg var helt henne ved Zepp´en, havde jeg kort tid forinden ladet fremtrædende mærker overmale delvist med grå maling.

Jeg steg jævnt med en hastighed på 100 km/t indtil 9.000 fods højde, med zeppelineren i syne hele tiden, bortset fra når den lejlighedsvis blev skjult af skyer. Fortsatte så i svagt nedadgående kurs, da zeppelineren nu var langt under mig, farten var da 150 km/t.

Da zeppelineren endelig var inden for skudvidde, lå den 1.500 fod under mig, min egen højde var 7.000 fod. Jeg placerede mig så direkte bag den, sådan at gondolernes maskingevær ikke kunne beskyde mig, og dykkede så omtrent i vinkel på 45 grader og nåede 165 km/t. Observerede en mand med maskingevær på toppen af skroget, men jeg zigzagede let, indtil jeg var helt tæt på, og så vidt jeg ved, blev ingen dele af flyet ramt.

På 150-200 m´s afstand affyrede jeg en salve på 10 til 15 skud, men de gik ret højt, så jeg dykkede, fladede ud og skød uafbrudt indtil jeg var 20 m fra agterstavnen, da flammer brød frem og jeg foretog et skarpt dyk og drej for at undgå at torpedere zeppelineren. Efter at have rettet op, kikkede jeg tilbage for at fastslå resultatet.

Agterstavnen var opslugt af flammer og den faldt øjeblikkeligt. Ved forenden hang noget, som jeg senere fandt ud af var en mand på vej ned i faldskærm. Skelettet foldede sig sammen og flammerne spredte sig hurtigt fremefter, og da zeppelineren tilsidst ramte havet, var kun en meget lille del intakt. Den fortsatte med at udsende en høj søjle af tyk sort røg indtil der kun var nogle få pletter tilbage. Min højde var da 3.000 fod.
(D.H. Robinson: The Zeppelin in Combat, 1994, s. 262-3)

Smart landede derefter på vandet foran en destroyer, som samlede ham op, og også reddede flyets maskingevær og motor. Alle ombordværende på L23 mistede livet. I løbet af aftenen lokaliserede en tyske flyvemaskine en olie- og brændstofplet på havet, og bjærgede en af L23´s propeller.

Historier om Danmark: På sporet af 1. Verdenskrig på Zeppelinbasen ved Tønder 9. juli 2017

Historier om Danmarkkommer med Peter & Solvognen” til flyhangaren ved Zeppelinbasen i Tønder.

Mødested: 

Zeppelinbasen ved den gamle flyhangar i Soldaterskoven, Ribelandevej 58H (kørselsvejledning nederst på denne side)

Vært: Museum Sønderjylland, Zeppelin- og Garnisonsmuseum, Støtteforeningen for Zeppelinbasen og Lokalhistorisk arkiv for Gl. Tønder Kommune.

Besøg eller genbesøg Danmarks tydeligste spor fra 1. verdenskrig og den tid, hvor luftskibet var et militært trumfkort.

Oplev resterne af den historiske luftbase og se, hvor de gigantiske Zeppelinhangarer stod.

FRI ENTRÉ!

Peter tager imod i Solvognen (foto: Tobias Fonsmark)

Solvognen er dagen igennem omdrejningspunkt for en række aktiviteter for børn og voksne.

Udførligt program nedenfor!

Peter & Solvognen under vejs til Tønder … (foto: Tobias Fonsmark)

Solvognen byder desuden på kaffe, lege og genstande, man må røre ved.

Oplev også danmarkshistorien gennem Virtual Reality eller del en historie fra din familie i campingvognen.

Du kan desuden møde soldater og jagerpiloter fra historieformidler gruppen Westfront 1916 , der med historikeren Kaare Johannesen i front også vil vise deres uniformer frem på den røde løber.

Westfront 1916
Westfront 1916

Mød også filmproduceren Ronnie Fridthjof (“Armadillo”), der barsler med en ny storfilm om en sønderjyde i Første Verdenskrig (baseret på Karsten Skovs roman “Knacker”). Det er Amanda Rokkjær Munksgaard fra P4SYD, der interviewer.

Du kan også møde forfatteren Sune Wadskjær Nielsen, der har skrevet den  anmelderroste bog “Dansksindet under Ørnebanneret” om Johannes Christensen fra Visby ved Tønder. Johannes Christensen var med Regiment 84 ved Verdun, men besluttede sig for at desertere til Danmark. Det er Amanda Rokkjær Munksgaard fra P4SYD, der interviewer.

Desuden kan du møde en stand med Støtteforeningen for Sikringsstilling Nord, der fortæller om deres arbejde med forsvarslinjen fra Første Verdenskrig.

Også Historisk Samfund for Sønderjylland er til stede og sælger bogen “Sønderjyderne og Den store Krig 1914-1918” til specialpris. Bogen, der udkom første gang i 2006, er netop blevet genoptrykt efter at have været udsolgt længe.

Dagens program

Kl. 7-9.15: Mød Solvognen står ved Guldbageren i Tønder.

Kl. 10.00 :Solvognen er dagens samlingssted ved flyhangaren på Zeppelinbasen. Borgmester Henrik Frandsen byder velkommen.

Kl. 10.15: Mød soldaterne fra Westfront1916 hele dagen.

Kl. 10:30-11:45: Rundvisning på Zeppelinterrænet ved Manfred Petersen (leder af Zeppelinmuseet).

Kl. 10.30-11:00: Westfront 1916 optræder med historiker Kaare Johannesen : “De Sidste Riddere – jagerpiloter under 1. Verdenskrig”.

Kl. 11.00-11.30: Interview på Solvognens scene med forfatter Sune Wadskjær Nielsen om bogen “Dansksindet under ørnebanneret”.

Kl. 11.00-14.00: Giv det videre! Erindringsindsamling i Solvognen  ved Gl. Tønder Lokalhistorisk Arkiv.

Kl. 11.30-12.00: Interview med Ronnie Fridthjof (“Armadillo”), producer på den kommende store spillefilm om Sønderjyder i Første Verdenskrig.

12.00-12.30: Musik på Solvognens scene med Lars Grønlund: Sange om 1. Verdenskrig.

12:30-13.30: Rundvisning for gangbesværede ved Tenna Rejnholt Kristensen, Museum Sønderjylland.

12.30-13.30: Westfront 1916 optræder med historiker Kaare Johannesen: “Soldaten og hans Udstyr – en revue over den tyske soldat anno 1914-18”

13.30-15.00: Rundvisning på Zeppelinterrænet ved Manfred Petersen (leder af Zeppelinmuseet).

13.30-14.30: Rejs ind i Danmarks historien – prøv et par VR Briller

15:00: Tak for i dag!

Ingen behøver at sulte eller tørste: Hagge’s Musik Pub sælger øl og grillpølser ved en bod ved flyhangaren!

Westfront 1916

Kørselsvejledning: Tag rundkørslen ved Tønder Nord og følg Ribe Landevej ind mod Tønder. En grusvej fører ind mod “Soldaterskoven”. Flyhangaren er ved den røde pil på kortet neden for.

NB: Der er ikke mange parkeringsmuligheder på pladsen foran flyhangaren, så man skal regne med at gå et stykke.

Postkort af Tønder Luftskibsbase (Tønder Zeppelin- og Garnisonsmuseum)
Der er stadig masser af spor efter de store haller
Den gamle flyhangar fra 1915/16

 

 

 

13. juni 1917. Zeppelinere ved Blåvandshuk – og engelsk overlegenhed ved Arras

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis.

Fra Arrasfronten

Skomager N.P. Nielsen, Fohl, der er landstormsmand, og som har deltaget i krigen sidst ved Arrrasfronten, hvorfra han kom 3.-4. juni og gik over grænsen i lørdags 9. juni, meddeler, at hans division (7. eller 17.) består af regimenterne 163, 86 og 76. Af hans bataljon – 2. bataljon 163 reg. – var der efter at de havde været i kamp kun ca. 200 mand tilbage af ca. 1000 mand. Tabene var sket så hurtigt, at feldwebelerne fik ordre til hurtigst muligt at samle resterne af deres respektive styrker, og disse kom tilbage kun med stormoppakning, medens tornystrene blev tilbage.

Helt igennem viste det sig, at englænderne var dem overlegne i alle henseender.

En stor del af det tyske mandskab, blev taget til fange, fordi angrebet skete så pludseligt, at soldaterne ikke kunne nå op af deres opholdsrum.

Mht. levnedsmidler gik det tåleligt. Men brødrationerne er blevet nedsat fra 1½ pund til 1 pund dagligt. Middagsmaden var som sædvanlig slappere.

Fedtstoffer er det uhyre nøjsomt med. Heldigvis kommer der endnu pakker hjemmefra.

Oksby 13/6

Trafikken langs vestkysten

N.R.P. Der vedbliver stadig at være livlig trafik her langs kysten uden for Blåvandshuk, såvel af krigsskibe som af luftskibe og flyvemaskiner. Der ses så at sige al tid krigsskibe her uden for og i længere tid har 2 armerede trawlere ligget opankret syd for slugen.

I den senere tid iagttager man jævnligt, at der fra luftfartøjer nedkastes lys eller signalbomber. Det er som regel hen imod aften dette sker, og er et interessant og pragtfuldt skue, da lyskuglen har temmelig stor udstrækning og daler forholdsvis langsomt. De fleste luftskibe man ser nu, har 3 gondoler. (der siges, at nogle har 4 gondoler, og at de to midterste kun forskydes mellem de to yderste; dette anser jeg ikke for pålidelig).

Når vinden ikke er fralands, hører man næsten hele dagen igennem lyden af flyvemotorerne ofte uden at kunne øjne hvorfra lyden kommer. I den sidste tid har man ikke her hørt noget til kanonade.

Af redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

23. maj 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “En ny Zepp.hal skal være opført ved Højersluse”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Fcia.

1. Fra paalidelig Kilde.

a. Det bekræftes, at Befolkningen i de store Byer i Tyskland nu kun faar Brød 3 Gange ugentlig.

b. Det hedder sig, at Høruphav – af Hensyn til Befæstningsanlæg – skal være afspærret.

c. Den i sin Tid indmeldte Beskadigelse af Luftskibshallen ved Tønder (den 21/3 dA) bekræftes; den ene Hal blev ødelagt, den anden stærkt beskadiget.
En ny Zepp.hal skal være opført ved Højersluse N.V. for Tønder.

d. Fra den store Zepp.fabrik ved Essen (Gelsenkirchen) udgik afvigte Fredag og Lørdag 5-6 Zepp. Paa Prøvefart over Nordsøen, det siges, at en Zepp. Bygges hver 40´ Dag.

e. For c 14 Dage siden var de tyske Handelsspioner i Danmark samlede til Konference i Kjøbenhavn.

2. Naar Befolkningen Syd for Grænsen faar Pas til Danmark, faar de samtidig Paalæg om ikke at røbe noget om tyske Forhold.

3. 50 kg. Kaalrabi koster i Tyskland nu 90 Mk.

4. Stillingen og Besætningsforholdene i Nordslesvig er den senere Tid ikke undergaaet nogen Forandring.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

18. maj 1917. Rygter om luftangreb på Zeppelinbasen i Tønder

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis.

En ældre mand, der er kommet hertil fra Tønderegnen og har bosat sig her i egnen meddeler, at den eng. flyver den 21. marts ødelagde den ene af hallerne ved Tønder fuldstændigt og beskadigede den anden stærkt, ligesom der også var tab af menneskeliv. Meddelelsen er holdt fuldstændig hemmelig.

Kaptajn Hansen i Hjerting meddeler, at der i går sås 4 armerede trawlere, to og to, der stod til søs og formentlig fiskede eng. miner.

K.H. meddeler, at der næsten daglig ses flere tyske skibe på minefiskeri. Et enkelt skib har for et par dage siden meddelt, at det på én dag havde optaget ca. 90 miner.

Af redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

Note: Meddelelsen om bombardementet af luftskibshallerne var usand.

Forleden var historikeren Kaare Johannsen på besøg på Zeppelinbasen. Han optog en lille film, som er værd at se.

Har du lyst til at støtte formidlingen af Zeppelinbasen og arbejdet for at bevare hangaren, så send en mail til ottenberg@bbsyd.dk og meld dig ind i Støtteforeningen for Zeppelinbasen i Tønder. Det koster kun 150,- kr. for et års medlemskab.

Luftkrigen – Zeppeliner!

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell. Kanalen bringer også talrige specialudsendelser om forskellige sider af krigen.

I anledning af “fortidsmindedagen” på Zeppelinbasen i Tønder i går, bringer vi her specialafsnittet om Zeppelinere.

1. maj 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “Skyttegrave med mange Opholdsrum”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Fcia.

1. En Sønderjyde fra Haderslevegnen har meddelt følgende:

a. i Haderslev ligger 1´ og 2´ Bataillon af 84 Ersatz-rgt. (c. 2000 Md) og desuden 1 Komp badensiske Fodfl. ( 200 Md.)Desuden c 600 Ryttere af 20´D.R., deraf var Hestene med meget Mandskab paa Landarbejde i Meklenborg[?]; medens Resten af Mandskabet var paa Mark i Omegnen af Haderslev.

b. Fra Hoptrup til Genner ligger Skyttegravene i N-S, front mod Ø. (tidligere meldt). Ligeledes Skyttegrave med mange Opholdsrum og med Pigtraad foran fra Genner til Havslund.

c. Ved Aarøsund ligger Marineartilleri med et Batteri paa 4-6 Kanoner, vistnok 10,5 c/m Haubitze.

d. 45. Art.Rgt. – tidligere i Rendbg – ligger nu i Bamfeld ved Altona.

e. I de fleste Byer ligger altid en Del af Troppe[r]ne komignerede[?] i Kaserner o.l. for at være rede ved Optøjer.

f. Troppeafdelingerne skifter hyppigt Garnison for ikke at blive for kendt med Befolkningen.

2. 1 Zepp. S.f. Grænsen 5 Morgen i Retning V-Ø.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

8. september 1916. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om Hindeburgs og Ludendorffs nye dispositioner ved Verdun, en fransk katastrofe i jernbanetunnelen ved Tavannes, fransk-britiske angreb ved Somme, Centralmagternes angreb på Rumænien, der var trådt ind i krigen på Ententens side få dage tidligere, russiske angreb på Østfronten, nedskydningen af en Zeppeliner over London – Zeppelineren L24, der var stationeret i Tønder, deltog i angrebet, der omfattede i alt 16 Zeppelinere.  Der er desuden omtaler af kampene ved Isonzo og kampene i tysk Østafrika, hvor Dar-es-Salaam falder.

7. juli 1916. Willemoës’ noter: Stor militær aktivitet omkring Skærbæk

Redaktør N.C. Willemoës, Ribe, førte under krigen en privat dagbog, bl.a. med begivenheder, der ikke kunne eller måtte trykkes i avisen.

Fra Skærbæk meldes, at der i egnen er anlagt telefon i rigt mål, og man har set store lastbiler transportere telefonpæle og andet materiel i massevis.

Der er også tale om i Skærbæk at lave feltkøkken til massebespisning.

Den tyske gendarm Wollesen i Hvidding siges at tage nordpå engang i mellem – civil selvfølgelig – for at drive lidt spionage. En deserteret soldat traf ham en dag i Ribe og udbrød:” Nej, goddag Wollesen, er De her”, hvorpå Wollesen skyndsomst forsvandt.

Gassehøjene er anlagt spejlsignaler, hvormed der signaleres om dagen formentlig med brohovedet ved Skærbæk og med Sild eller Rømø. Nogle tilfældige besøgende havde set i en mægtig kikkert hvor alt var rødt, hvad de så.

I vinter fik kommuneforstanderne i Hvidding, Brøns og Rejsby m.fl. steder fra myndighederne anordning om at skaffe pålidelige mænd eller kvinder til at rejse over grænsen og købe levnedsmidler. Vedkommende skulle ikke blot få pas men alle mulige lettelser og gratis rejse. Kommuneforstander Evald i Brøns gjorde forsøg for at skaffe en mand, medens Jensen i Hvidding og Brodersen i Rejsby intet foretog i den retning.

De hjemløse i Tønder kreds indkaldes

De hjemløse indkaldes allerede nu i Tønderkreds og skulle, så vidt vides, genmøde den 7. juli i Flensborg, medens der intet forlyder om deres indkaldelse i Haderslevkreds.

I Haderslev indkaldes nu ca. 400 mand – det er ikke hjemløse – men de sidste rester af folk med skavanker.

Da zeppelineren ”Z18” sprang i luften onsdag den 17. november 1915 bragte ”RST” [Ribe Stiftstidende] den 20. meddelelse om, at der var dræbt 1 mand og såret 8. Men forholdet er det, at der i virkeligheden blev såret langt flere og så mange, at flere lazaretter rekvireredes og førte de sårede fra luftskibshallerne direkte til Flensborg uden at standse undervejs – ude ved luftskibshallerne ved Tønder er der på en plads umiddelbart og dertil et lille anlæg, der ligner en begravelse på hvilken der er rejst et jernkors; det menes, at der her er begravet de døde, der omkom ved eksplosionen.

Det hedder, at der samme dag forulykkede en zeppeliner i Friederichshafen og en anden et sted i Pommern.

N.C. Willemoës’ notesbøger

2. juni 1916. Willemoës sarkastisk: Beskydning af Zeppelineren L24 må ikke omtales for den danske censur

Redaktør N.C. Willemoës, Ribe, førte under krigen en privat dagbog, bl.a. med begivenheder, der ikke kunne eller måtte trykkes i avisen.

Udenrigsmisteriets censurer

Lærer Nygaard Jespersen sendte 1. juni en meddelelse til Ritzaus Bureau om zeppelineren ”L. 24” fart over dansk territorium i går og nævnte bl.a. hvor langt den var oppe nord for grænsen m.v. Udenrigsministeriet havde censureret denne meddelelse, som derefter fremtrådte i følgende højkomiske form:

”Ribe 1. juni: Ifølge ”Ribe Stifttidende” observeredes i middags en antagelig tysk zeppeliner, der tilsyneladende fløj over dansk territorium. Zeppelineren, der forsvandt i sydlig retning, fløj lavt og var formentlig havareret. Der er i formiddags hørt ”ret heftig kanonade udover havet”.

I betragtning af at ”L. 24” gik ned over diget 300 m nord for Kammerslusen og nåede op mellem Hjortlund og Jernved Kirker for at gå ud lidt nord for Hømlund, kunne denne formentlige forsigtighed sammenlignes med en vending som: Et antageligt dansk udenrigsministerium, der tilsyneladende er beliggende ved Kongens Nytorv” osv. – ”Forbedringen” fra ministeriets side er ganske uhyrlig og gav anledning til en mængde forespørgsler i dag fra folk, der har læst meddelelsen i udenbys blade.

Fra N.C. Willemoës’ dagbøger

1. juni 1916. Zeppeliner beskudt ved Fanø

Redaktør N.C. Willemoës, Ribe, førte under krigen en privat dagbog, bl.a. med begivenheder, der ikke kunne eller måtte trykkes i avisen.

En salve mod zeppelineren ”L 24”.

Da zeppelineren ”L. 24” kom ind på dansk territorium i middags ved Fanø, blev der fra vagtmandskabet vest for kabelhuset afgivet 100-200 skud, nøjagtigere ca. 150. Dette antal måtte imidlertid absolut ikke omtales, da man var i tvivl om, hvorvidt det var rigtigt at fyre, når zeppelineren er havarist.

Fra N.C. Willemoës’ dagbøger

12. februar 1916. Forfremmelser og havareret Zeppelin

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholde syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen

Forfremmelser og udmærkelser

Advokat Schmidt fra Toftlund, der har været indkaldt siden krigens begyndelse som overløjtnant og som har ligget i Hamborg, er blevet forfremmet til kaptajn.

Gardejæger Christian Lund, søn af Chr. Nikolaj Lund, er ifølge ”Flensborg Avis” efter de hårde kampe i Vogeserne blevet forfremmet til gefreiter og har formentlig fået tildelt jernkorset.

 Fra Stiftet, Ribe den 12. februar

En Zeppeliner i havari?

Udfor Blåvand sås i går formiddags ved halvellevetiden et stort luftskib styrende mod sydøst. Det gik usædvanligt langt nede og lyden fra maskinerne syntes så regelmæssigt, at man måtte formode, at luftsejleren havde lidt et eller andet havari.

På Manø så beboerne luftsejleren ved ellevetiden. Da den passerede grunden ”Kurvesand” vest for øen var den så langt nede, at man trods den stærkt disede luft kunne læse den betegnelse ”L20”.

Luftskibet, der var hvidt, styrede mod syd, men blev af den østlige vind undervejs drevet mere og mere vestpå. Antagelig er det tyske luftskib senere landet et sted syd for grænsen.

13. december 1915. Syd for grænsen under krigen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis nord for Kongeåen.

Tabet af tyske zeppelinere

Tre eksplosioner i de samme dage

Som vi meddelte i sin tid, eksploderede en ny stor zeppeliner, “Z 18” i luftskibshallen i Tønder den 17. november. Samme dag eller i dagene umiddelbart omkring den 17. november er, som vi nu erfarer, imidlertid også et luftskib, der opgives at være “Z 28”, sprunget i luften ved Fuhlsbüttel ved Hamborg; det påstås bestemt, at et tredje tysk luftskib i de samme dage er blevet ødelagt i Bitterfeldt (i preussisk Sachsen).

Syd for grænsen under krigen

De hjemløse og optantbørnene skal melde sig til lægsrullen

Landsrådskontoret i Haderslev bekendtgør den 10. december, at i medfør af en forordning fra Indenrigsministeren og krigsministeren af 28. oktober 1915 skal alle mandlige personer uden undersåtsret, der er fødte i tiden fra 2. august 1869 til 31. december 1898, melde sig til lægsrullen i tiden fra den 15. til 31. december 1915 hos den stedlige politimyndighed (Magistrat, borgmester, kommuneforstander, godsforstander). Ved anmeldelsen skal fremvises mulige militærpapirer og sådanne papirer, der kan give oplysning om deres egne, forældres eller søskendes undersåtsforhold.

Til de meldepligtige personer hører også optantbørnene.

Krigens hårdheder

Kådner Herman Jacobsen og hustru i Vester Sottrup har haft tre sønner med i krigen.

Af disse har den ældste, Kresten, der er omtrent 23 år gammel været såret to gange; for tiden er han atter med i kampene ved Jacobstadt. Den næstældste søn, Klavs, der var 21 år gammel faldt for tre måneder siden i Russisk Polen. Den 29. november modtog Herman Jacobsen og hustru meddelelse om, at deres tredje søn, den 19 år gamle Herman, var afgået ved døden på lazaret i Königsberg.

Dagen efter, den 30. november, måtte ifølge ”Hejmdal” faderen, kådner Herman Jacobsen selv, der er 45 år gammel, efter modtagen indkaldelsesordre møde i Flensborg, hvorfra han derpå endnu samme dag blev sendt til Metz for at få en militær uddannelse.

I hjemmet i Vester Sottrup sidder nu den sørgende hustru med 5 uforsørgede børn.

Kagebagning til jul.

Landråden i Sønderborg bekendtgør i kredsbladet: forbudet af 16. august 1915 mod bagning af kager af hvedemel i hjemmene sættes ud af kraft indtil den 31. december i år.

På samme tid frigives [tryksværteklat]reserverne til julebagning én [tryksværteklat]hvedemel á person til hver civil[tryksværteklat] i kredsen. Gær må dog ikke anvendes til bagningen. I ugen fra 13. til 19. december må der sælges så mange melmærker ud over det forskrevne kvanta, at hver husholdning kan få ½ pund hvedemel mere á person, hvis man ønsker det. I de to sidste uger af december er salget disse mærker ikke tilladt.

Studehandel

Gårdejer Nis Enemark solgte i torsdags 50 stude til handelsmand Simon fra Brunsbüttelkoog For 680 mark stykket. Studene skal leveres til foråret.

Kommuneforvalter Clausen Schmidt i Gestrup solgte samme dag 18 stude for 640 mark stykket. Gårdejer Peter Hansen i Gestrup, har solgt til kreaturhandler Wilken i Hamborg 36 stude for 665 mark stykket.

Peter Madsen i Roost har solgt 30 stude for 675 mark stykket.

Hjemme på orlov.

”Flensborg Avis” medarbejder J.N. Jensen, der fra krigens begyndelse har været med på vestfronten, kom i torsdags hjem på otte dages orlov.

Haderslev Privatbanks fallit.

Under 9. december 1915 bekendtgør Amtsretten i Haderslev følgende:

I fallitsagen over aktieselskabet Privatbankens formue i Haderslev har fælleskreditoren stillet andragende om at standse fallitsagen. Andragender og fallitkreditorernes samtykkende erklæringer ligger til kreditorernes eftersyn i retsskriverkontoret. Fallitkreditorerne kan inden en uge nedlægge indsigelse mod andragendet.

Hygum sogns ældste mand,

gamle bødker Nis Madsen på Hygum Gammelgård, der den 14. marts i år fyldte sit 93de år, afgik forrige søndag ved døden efter kun nogle få dages sygdom. Det er et langt, nøjsomt og virksomt liv, der her har fundet sin afslutning.

9. december 1915. Syd for grænsen under krigen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis nord for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Et forbud mod at fotografere.

Den kommanderende general i Altona har forbudt at fotografere og tegne luftskibshaller, luftskibe og flyvemaskiner samt at sælge postkort, planer og tegninger deraf. At fotografere og tegne på offentlige gader og pladser må kun ske med særlig tilladelse.

Intet forbud mod bagning af julekager.

Efter hvad der meddeles ”Berliner Tageblatt” fra kompetent side, har man ikke påtænkt at forbyde julebagning til jul; men der kræver forhandlinger om med henblik på den øjeblikkelige knaphed på smør og fedt at begrænse bagning af sådanne kager, der forlanger meget smør og fedt.

Krigens følger i Husum

Af en regnskabsopgørelse, der forleden blev fremlagt i et byrådsmøde i Husum af byrådskassereren, fremgår ifølge ”Dannevirke”, at der ved årets slutning vil være en underbalance af 100.000 mark, heri indbefattet udlæg, som Riget skal godtgøre byen. Særlig værd at lægge mærke til er, at den planlagte indtægt ved markederne helt er udeblevne. De store kvægmarkeder har nemlig været standsede som følge af mund- og klovsyge.

Det manglende beløb skal optages som 4½% lån, der skal afbetales med 5½%.

Hun glemte passet

Fru Kirstine Jacobsen af Tønder var i tirsdags for landsretten i Flensborg anklaget for at være rejst fra Tønder til Bredebro uden pas. Fru Jacobsen, som havde syv børn hjemme, havde ifølge “Flensborg Avis” haft travlt før hun rejste og glemte passet.

Loven lyder som mindste straf på én dags fængsel, som retten også idømte den anklagede, mens den anbefalede hende at søge om benådning.

Der forelå en nødstilstand

Tjenestekarl Anton Hansen af Råager [Roager] , født i Danmark, var anklaget, fordi han havde forladt amtsdistriktet uden at indhente amtsforstanderens tilladelse. Hansen havde ifølge “Flensborg Avis” fået en lammelse i den ene side af ansigtet og måtte hurtigst til lægen i Gram. For at få tilladelse til dette, skulle han til Skærbæk for at have amtsforstanderens tilladelse. Retten erkendte, at der her forelå en nødstilstand, så den anklagede frikendtes.

Til advarsel

Landmand Peder Pedersen fra Danmark, der tjente i Skodborg, er af amtsretten i Rødding bleven idømt fire ugers fængsel for ikke, hver gang han gik over grænsen, at have meldt det til amtsforstander Rafalski i Rødding. Bladene meddeler dette som advarsel for alle, der mener, at den af generalkommandoen befalede til- og afmelding for udlændinge er overflødig.

Grøntsager, løg, surkål og ferskvandsfisk

På grund af forbundsrådsforordning er der til reguleringen af priserne for grøntsager, løg og surkål blevet bestemt, at der for så vidt der skal fastsættes højestepriser for detailhandelen må følgende priser for pundet af bedste vare ikke overskrides:

Hvidkål 5 penning, rødkål 7 penning, savoykål 6 penning, kålrabi 5 penning, gulerødder 8 penning, løg 15 penning, surkål 16 penning.

Disse bestemmelser træder i kraft med den 13. december.

For ferskvandsfisk må højestepriserne i detailhandel pr. pund ikke overstige:

Karper 1 mark 30 penning, suder 1 mark 50 penning, gedder 1 mark 25 penning, brasen på 1 kilogram og derover 1 mark, under 1 kilogram 75 penning, under 1 pund 65 penning. Hvis fiskene er døde, nedsættes priserne med 20 procent.

Bestemmelserne træder i kraft den 13. december.

 

29. marts 1915. Ny fangelejr ved Øster Terp. Zeppeliner til basen i Tønder

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for Kongeåen

Syd for Grænsen under Krigen

En ny Fangelejr
opføres i Nærheden af Øster Terp øst for Løgumkloster. Lejren, der skal staa færdig i de første Dage af April, skal huse 1000 Krigsfanger, som skal anvendes til Kultivering af de udyrkede Arealer.

Vagtmandskabet indtræffer den 10. April, Fangerne nogle Dage senere.

En Zeppeliner
ankom i Gaar Eftermiddags til Luft­skibshallerne ved Tønder og gik ned dér. Den sejlede dog afsted igen ved 2½-Tiden.

Saahavren
Myndighederne anbefaler indtræn­gende Landbrugerne at erhverve den fornødne Saasæd ufortøvet, medens den endnu kan faas. Efter 1. April risi­kerer man, at der ikke bliver Havre at købe.

Kvindelige Sporvogns­konduktører
I Hamborg har Krigen foranlediget en overordentlig Mangel paa mandlig Assistance paa snart sagt alle Omraader, og det er ikke noget ringe Antal af Forespørgsler, der sendes til nevtrale Stater om Tilvejebringelse af Folk til ledige Pladser. Betegnende er det, at Sporvognsselskabet har besluttet – forsøgsvis hedder det — at ansætte kvindelige Konduktører paa Sporvogne, og et større Antal Kvinder skal straks instrueres. De faar Uniformsjaket og Hue. Foreløbig skal de kvindelige Konduktører kun ansættes paa Tilhængsvognene.

2. september 1914. H.P. Hanssen arbejder på løsladelse af civilfangerne

Ribe Stiftstidende orienterer om situationen syd for Kongeåen

Sønderjylland og Krigen

Rigsdagsmand H.P. Hanssen-Nørremølle har i den forløbne Tid arbejdet meget energisk paa at faa de fængslede Sønderjyder løsladt, i hvilken Anledning han har konfereret med Overkommandoen. Hvorvidt hans Anstrengelser skal krones med Held, vil Fremtiden vise.

Foreløbig har der været Tale om at lade indhente nærmere Oplysninger i de paagældende Jurisdiktioner om, hvorvidt de har foretaget sig Handlinger, der kan berettige til vedblivende at holde dem fængslet. Og saadanne Oplysninger er, som vi erfarer, allerede indhentet adskillige Steder.

Rigsdagsmand H.P. Hanssen
Rigsdagsmand H.P. Hanssen

Forbudet mod at have tændt Lys om Aftenen og mod at færdes paa Landevejene efter Kl. 9. om Aftenen, der blev udstedt omkring den 18. August, blev for nogle Dage siden ophævet, men er nu atter traadt i Kraft i Gaar. Forbudet siges at være begrundet med, at man vil udelukke enhver Mulighed for, at der ved Lys skulle kunne gives Vejledning til Uvedkommende navnlig paa Søen. Hvor paapasselig man er i den Henseende ses af, at da man i Søndags Aftes saa Lysbøjen ved Esbjerg – som man ikke kender søndenaa – og antog det for Lyssignaler, blev straks næste Morgen (i Gaar) et Zeppelin-Luftskib dirigeret langs Kysten op til vest for Fanø for at underkaste denne Strækning et nøjere Eftersyn.

I øvrigt er Civilposterne ved Broer og Baner mv. nu afløst af Militærposter. Ved Hvidding staar der Vagt helt ud til Stranden.

Overfor de mangfoldige Rygter og forkerte Meddelelser, der er i Omløb, skal vi oplyse, at der vedblivende ikke findes nogen større Troppestyrke i Nordslesvig – hvilket da ogsaa ville være ganske overflødigt.

3. august 1914. Fra Nordslesvig under Krigen

Ribe Stiftstidende følger udviklingen syd for Kongeåen. Mandag den 3. august skriver den følgende:

En Ferierejsende, som Søndag Aften kom til Ribe fra Tønderegnen, meddeler Ribe Stiftstidende følgende:

Samtidig med at Mobiliseringsordren udsendtes, bekendtgjordes det ved Opslag, at al Postforbindelse med Udlandet kun maa foregaa paa Tysk paa aabne Postkort; Cifferskrift eller andre Systemer maa ikke anvendes; Breve og Pakker modtages ikke.

Fra Lørdag Morgen svarede Telefoncentralerne: Fjernsamtaler modtages ikke.

Søndag Morgen udsendte Flensborg Avis et meget lille Nummer, Teksten kunne vel fylde Halvdelen af en Side i Ribe Stiftstidende. Redaktionen bad Holderne være overbærende overfor Bladet i disse vanskelige Tider, det ville afholde sig fra politiske og nationale Betragtninger og kun udkomme som rent Efterretnings- og Underholdningsblad. Som ansvarshavende var mod sædvane kun anført E. Christiansen.

Nye tyske Aviser kunne ikke opdrives. Den almindelige Befolkning vidste derfor ikke, om der var erklæret Krig eller ikke; men man anede det, da Landstormen sent i Lørdags Aftes blev indkaldt. Landstormen indkaldes kun ved særlig Befaling af Kejseren og udgøres af Mænd, som er udtraadt af Landeværnet og endnu ikke fyldt 45 Aar. Normalt indkaldes den sidst. Det var derfor ejendommeligt at se de ældre møde før de yngre. Man mener, at de skal anvendes som Vagtposter eller gøre Tjeneste paa Tøjhusene.

Lørdag Aften ankom der Militærtog til Højer Sluse, og store Masser af Bjælker og Pigtraad blev opkøbt i Højer. Søndag Formiddag vedvarede Indskibningen af Tømmer og Kanoner til Sild. Soldaterne havde deres krigsuniformer paa: Graat Tøj, matte Knapper, brune Støvler og Pikkelhuen overtrukket med graat Lærred. Søndag Aften skulle der ankomme et tog med Pionerer, der skulle sættes over til Øen. Et Luftskib er set styre fra Fastlandet mod Sild.

Søndag Morgen troede man at høre et Kanonskud; i Skærbæk erklærede man imidlertid, at Braget skyldtes Sprængningen af en Mine, som havde revet sig løs.

De indkaldte, som stillede i Højer, blev straks sat i Arbejde med at føre Trælast fra Toget og ud paa Skibet. De maatte selv sørge for deres Forplejning den første Dag.

Søndag Eftermiddag kom der Anordning om, at Folk skulle møde Mandag Morgen med deres 4-6 Aars Heste i Tønder for Militærkommissionen.

Nogle af de ledende Danske i Tønder og Omegn blev arresterede Natten til Søndag, og flere føler sig utrygge, ikke mindst fordi man ingen som helst Efterretninger faar ud over Befalinger og Krigsanordninger samt Køreplaner for Militærtogene.

De talrige Badegæster paa Sild haster hjem. I Gaar Formiddags afgik saaledes to fuldt besatte tog lige efter hinanden fra Højer Sluse.

De fleste kongerigske Danske, der var i Slesvig, rejste hjem Lørdag. Meddeleren af disse Linjer havde hos Kommuneforstanderen i den Kommune, hvor han havde opholdt sig de sidste Dage, faaet fornøden skriftlige Attest som fremmed og slap ved Hjælp af sit ”Ausweis” let over den spærrede Grænse.

Hanssen-Nørremølle og andre danske Redaktører frigivne

Rigsdagsmand H.P. Hanssen

 Til Ribe Stiftstidende meddeles Søndag Eftermiddag bl.a.:

Allerede Morgenen efter, at Rigsdagsmand H.P. Hanssen-Nørremølle var blevet arresteret, ankom der Telegram til ham fra den tyske Rigsdagspræsident om, at Rigsdagen var indkaldt. Telegrammet blev bragt ham i Fængslet af Fængselsinspektøren. Hanssen-Nørremølle reklamerede derefter gennem Landraaden til Regeringspræsidenten og den kommanderende General og blev løsladt kort efter. Han er i Morges rejst til Berlin.

De andre Redaktører ved Hejmdal blev frigivet mod at give deres Æresord.

Meddelelsen om, at Grosserer Julius Nielsen, Tandlæge Smith og Advokat Andersen skulle være arresterede, er ikke rigtig, ligesom Meddelelsen i forskellige Blade om, at der alene paa Haderslevegnen er udstedt Arrestordre mod ca. 30 danske Nordslesvigere, er urigtig.

C.G. d'Obry Willemoës, redaktør af Ribe Stiftstidende
C.G. d’Obry Willemoës, redaktør af Ribe Stiftstidende

22. juli 1914. “Der kræves, at Tyskland endelig engang skal slå i bordet for Rusland!”

Flensborg Avis beretter om en episode ved den tysk-russiske grænse:

Zeppelin over Vojens banegård
Zeppelin over Vojens banegård

Fra den russisk-tyske Grænse har Rygtet fortalt, at det tyske Militærluftskib “Z4” havde været over Grænsen, og at russiske Grænsesoldater havde skudt paa det.

Fra Berlin hævdes halvofficiøst, at Luftskibet ikke har været over Grænsen, men et par Kilometer derfra, og at Besætningen paa Grund af Støjen fra Skruerne ikke har kunnet høre, om Russerne alligevel skød.

I “Hamburger Fremdenblatt” gaas der ud fra, at Russerne har forset sig, og at Tyskerne er optraadte ulasteligt, og det kræves, at Tyskland endelig engang skal slaa i Bordet for Rusland.