Tag-arkiv: Ypres

17. august 1917. Såret i ingenmandsland ved Ypres

Gross var maskingeværskytte ved 1. maskingeværkompagni, Infanteriregiment 84, der i august 1917 lå ved fronten ved Ypres. Den 16. august var hans maskingeværrede blevet løbet over ende af englænderne, men de var straks atter blevet fordrevet. Nu lå han sammen med sine kammerater – sårede i ingenmandsmand.

Kammeraterne var blevet liggende 100-150 meter bagude. På den måde blev vi nu liggende mellem den tyske og den fjendtlige linje uden hjælp og uden mad og drikke.

Folkene var allerede før angrebet gået bort for at hente mad og vendte ikke tilbage. Vi afventede først aftenen. men da aftenen og heller ikke  natten bragte os nogen hjælp, besluttede jeg mig til at sende to kammerater, der nogenlunde kunne gå, afsted for at nå vor første linje og derfra hente hjælp.

Men der kom ingen hjælp.

Sådan gik også hele dagen. Hos de fleste sårede viste sig nu sårfeberen, og også tørsten plagede os.

I den følgende nat begyndte nogle allerede at fantasere og at ville rive forbindingen af. Jeg havde mit hyr med at forhindre dette og med at berolige dem.

Af Regiment 84’s historie

16. august 1917. Englænderne kom krybende enkeltvis

Adolf Nielsen fra Egernsund gjorde krigstjeneste ved IR91 og RIR465. Med det sidstnævnte regiment kom han til fronten ved Ypres i august 1917.

Efter to Døgns Rejse blev vi den 16. august 1917 sat af en 10-15 Km. bag Fronten. Vi kom ud i Skyttegraven, en Forpost 300 Meter foran Hovedgraven (paa  Siegfredsfronten).

Der havde vi Engelskmanden for os.

Men vi havde ikke været i Krig i 4 Maaneder, og meget af Mandskabet havde aldrig set en Skyttegrav.

Englænderne mærkede ogsaa., at vi var nye Afdelinger, for de lod os aldrig i Fred. Saa snart der kom en Granat, løb flere af vort Mandskab.

Om Aftenen fik vi et ordentligt Klister Granater af Engelskmanden. En Aften trommede han i over en Time med ide store Granater, Kl. 10 stormede han vor  Stilling; da var det saa mørkt, at vi knapt kunde se vor Sidemand.

Lyskastere oplyste dog Terrænet mellem Skyttegravene, og der kom han, men det var ikke i Sværme som Russerne. Nej, det var enkeltvis og krybende det meste af Vejen, dækkende sig bag alt, saa vi ikke kunde se ham, før han pludselig dukkede op lige for Næsen af os.

Naada, nu gjaldt det om at bruge Næverne for ikke at blive taget til Fange. Den ene Haandgranat suste i Hovedet paa dem meget stærkere end den anden. Men det unge Mandskab kastede alt for tidlig, saa Englænderne kastede dem tilbage, hvormed mange af vore egne Folk blev dræbt eller saaret af vore egne Haandgranater.

Men vi gav ikke tabt, og efter 2 Timers Haandgemæng var
han paa Flugten. Ved Projektørernes Lys kunde vi rigtig se ham, da han løb. Maskingeværerne knaldede godt, og Geværerne var i fuld Virksomhed. Men det hjalp ikke meget, for vi var alt for oprevne til at kunne sigte paa Fjenden, saa han kom godt hjem i sin egen Hule med meget smaa Tab.

Adolf Nielsen: Fire Aar i Felten under den tyske Ørn. Oplevelser og Krigserindringer. 

16. august 1917. Modangreb ved Zonnebeke: “Englænderne stikker af og efterlader døde og sårede.”

C.J. Beuck  var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84). Han blev senere tysk præst i Aabenraa. I begyndelsen af august 1917 ankom regimentet til fronten ved Ypres.

Den 16. august bryder frem – igen en dag, der for os hører til krigens uforglemmelige dage.

På én gang sætter trommeilden ind tidligt om morgenen. Jeg farer ud af søvnen, strammer mekanisk bælte og frakke og giver ordre ned gennem kompagniet: “giv agt, gør klar!” Jeg ved: nu drejer det sig om modangreb. Snart indtræffer ordren fra regimentet: “5., 6. og 9. kompagni går over Grotemolen frem mod Westhaus og generobrer den mistede stilling; Forbindelse: 5. kompagni.” – Jeg lader straks træde an.

Hen over højdedraget går det nu ned i lavningen. Et skrækkeligt terræn: sump, granathuller, brede grave, meget svært fremkommeligt. Zonnebeke forbliver til højre for os.

Vi får artilleriild; i løb går det fremad. Jeg ser mig omkring: jeg får det samme billede, som jeg så ofte har set, især i Polen: i deployeret skyttelinje går kompagniet frem, foran går gruppe- og delingsførere; det hele er som støbt. En følelse af stolthed fylder mit bryst, stolthed over mit kære, tapre 5. kompagni; enhver ved, at det bliver en tung dag, men enhver er også fyldt med en jernvilje til at gøre sin pligt; den gamle Mansteiner ånd lever endnu i os. –

Over højen foran os ligger der tung ild. Inde i mig stiger bekymringen for, hvordan jeg skal få kompagniet igennem; jeg ytrer mine betænkeligheder for Vizefeldwebel Wellmann. Han svarer: “Vi skal bare igennem, hr. løjtnant!” – og vi går igennem, – vi kommer direkte mod Westhaus.

Foran mineindgangen står kaptajn Hofmeister og vinker til mig. Jeg lader kompagniet få en åndepause og løber hen til kaptajn Hofmeister. Han stråler af glæde: “Jeg vidste det da, at I ikke ville lade os i stikken”, og ryster min hånd.

Hans situation er heller ikke misundelsesværdig. Den forreste linje og Wilhelm-stillingen foran ham er besat af fjenden; knap 100 meter foran ham ligger englænderne.

Bataljonskommandostationen har kun et maskingevær til forsvar; fra venstre er 90erne ved at storme, men foran ham er der en åbning; dér skal vi ind. –

Og fremad går det igen. En rasende maskingevær- og geværild modtager os. Vi går i stilling og åbner en livlig ild. Jeg mærker, at fjenden begynder at vakle og lader kommandere: “Om lidt går det fremad til storm!” og straks efter : “Op og afsted! March! March!”

En blændende storm: en lang, sammenhængende linje springer frem – ind i Wilhelm-stillingen. Englænderne stikker af og efterlader døde og sårede.

Vi har skam også tab. Vizefeldwebel Wellmann  kommer krybende langs med skyttelinjen og beretter om hårde tab; Storm, en ganske fortræffelig underofficer, der fra begyndelsen har stået i kompagniet og først for få uger siden som den første underofficer i kompagniet har fået Jernkorset af 1. kl., er faldet; det var et hårdt slag for mig. –

Men vi må videre. Uopholdelig driver vi englænderne foran os, men foran Haanebek må vi blive liggende. Det fjendtlige artilleri har skudt sig ind på denne linje og overdænget os med ild. Angrebet går i stå; men vi har også klaret et godt stykke. – Vi er nu på samme højde som linjen til højre for banedæmningen.

Også dér havde fjenden angrebet, men foran 8.kompagni var hans angreb takket være Vizefeldwebel Hegermanns energiske indgriben gået i stå. Hegermann, en tavs men ubetinget pålidelig og åndsnærværende soldat, havde, som jeg senere hørte, lige i rette tid bragt et maskingevær i stilling på sit betondækningsrum og således opholdt angrebet.

Langsomt rinder timerne. Alt for langsomt følger solen sin bane. Endelig bliver det aften. Kanonlarmen bliver efterhånden svagere. Jeg hører om yderligere tab i kompagniet; de gør mig ondt allesammen, mest vor kære, tapre Wellmanns død; ingen ved, hvor og hvordan han er faldet. – 

Mod midnat falder kun nogle enkelte granater i terrænet; én slår ned tæt foran mig; for første gang såres jeg af et stykke fjendtligt jern; den granat, der sårer mig, rammer de to nærved liggende Unteroffiziere Kaad og Hoffmann, af hvilke den sidstnævnte senere dør af sine sår. –

Jeg humper ud af kamplinjen, efter at løjtnant af reserven Sebald har fået kommandoen over kompagniet, og når efter timelang, forgæves søgning en forbindingsplads. I infirmeri-behandling i Moorslede afventer jeg kompagniet, som indtræffer den 19. august.-

Flandernslaget er for os slut; vi trænger til hvile og ny opfyldning.      

Af Regiment 84’s historie

14. august 1917. Efter indsatsen: To dages driverliv bag fronten ved Ypres

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var efter et længere lazaretophold i slutningen af juli 1917 på vej tilbage til fronten ved Ypres til bataljon 407.

Den 13. august om morgenen kom afløsningen. Det var dejligt at komme tilbage og få lidt ro, og vi trængte så sandelig til det.

Vi havde alt pakket sammen, vi afleverede kanonen, og ved 5 tiden gik vi tilbage, og efter en lille times march, var vi ved vognene, de holdt bag nogle træer og buske, i en fart kom vi på vognene og så kørte vi tilbage. Det varede ikke længe, inden vi lå hulter til bulter nede på bunden af vognen og sov.

Vi kørte ikke til Morslede, men til Beythem; Morslede var blevet skudt i brand i de dage, vi lå i ildstillingen. Da englænderne begyndte at beskyde den med svært kaliber, flygtede alt tilbage og tog kvarter i Beythem. Dette var gengældelse, fordi tyskerne havde skudt kvartererne i stykker bag den engelske front.

Da vi kom til Beythem, steg vi ned af vognen og fik et loft anvist på en bondegård. Det var en ret stor gård, hvor der kunne ligge 50 mand på loftet af stuehuset. Når vi kom til kvarteret, var klokken omkring 7-8 .

Først drak vi kaffe og spiste. Så vaskede vi os grundigt og så lagde vi os til at sove og sov fra kl. 9 – kl. 4. Vi stod så op, gabede, strakte os, og ved 5 tiden fik vi så middagsmad.

Om aftenen spadserede vi en tur, gik rundt i byen, drak et glas øl i kantinen, sad i vejgrøften og røg tobak, skrev breve m.m.

Ved 10 tiden gik vi til ro og sov så til om morgenen ved 8 tiden, stod op, vaskede os, drak kaffe, så gjorde vi støvlerne i stand, rensede vort tøj, syede, pudsede sabelen og karabineren, og hen på eftermiddagen stillede vi til parade med påklædning og våben. Spiste så til middag ved 5 tiden.

Tit kogte vi pærer eller æbler i denne tid om eftermiddagen, for der hørte en stor frugthave med til gården. Man kunne også komme til at skrælle kartofler, pille bønner eller komme med til at hente (plukke) bønner rundt omkring på markerne.

Man kunne også komme med hen til proviantdepotet for at hente brød og andre levnedsmidler, et sådant depot lå temmelig langt bag fronten. Eller vi begravede de faldne på en eller anden kirkegård. Ved 7-8 tiden gik vi så til ro, for ved 2 tiden blev vi vækket, og så gik det ud til ildstillingen igen.

Efter 2 døgns ro var vi udhvilet, men mindre kunne heller ikke gøre det, for når vi kom tilbage fra ildlinjen, var vi helt overtrætte.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

13. august 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det igen navnlig om Det tredje slag om Ypres (Passchendaele), som tyskerne kalder Flandernschlacht, hvor mudderet vanskeliggør kamphandlingerne. Men også på Østfronten er der bevægelse: von Mackensens tyske armé rykker frem i Rumænien og krydser Suritsa-floden. På samme front rykker centralmagterne frem ved Oituz. Længe nordpå på Østfronten går russerne derimod til angreb, men bliver stoppet med store tab. På den russiske hjemmefront vejrer bolsjevikkerne morgenluft. Og så handler det om de britiske eksperimenter med hangarskibet HMS Furious – (der i 1918 skulle spille en afgørende rolle i angrebet på Zeppelinbasen i Tønder).

12. august 1917. Artillerist ved Ypres: “Englænderne angreb hårdt i denne måned.”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var efter et længere lazaretophold i slutningen af juli 1917 på vej tilbage til fronten ved Ypres til bataljon 407.

Jeg blev altså aftrækker eller Kan. 1 ved 4. Skütz. Jeg var glad for, at jeg fik denne bestilling der, og i forhold til omstændighederne kunne jeg ikke fa det bedre. Dog opdagede jeg, at telefonisterne havde det ikke så svært, som vi havde det ved Verdun.

En geschützbetjening holdt sammen i tykt og tyndt, og vi var de samme hver dag med undtagelse af de omskiftelser, som tabene måtte medføre, og det var ret hyppigt, at der kom andre.

Stillingen lå ved en korsvej, og det eneste tilflugtssted var en hvælving i et brændt hus. Hvælvingen kunne rumme ca. 10 mand, og når vi havde lidt tid til hvile, så kravlede vi ind under hvælvingen; her lå vi og sov, men i det hele og store gav det ikke ret megen ro i ildstillingen.

De fleste timer tilbragte vi ved Skützet, havde vi en ildpause, så arbejdede vi med at udbedre stillingen. Det var engbund, vi stod på, derfor stod kanonerne på “Bettung” dvs. de stod på svære egetræsplanker under, mens Lafettenswanzen (bagenden) borede sig dybt ned i jorden. Bag ved der fyldte vi så op med jord, sten, faskiner, men det vældige pres, gjorde, at vi måtte arbejde med kanonstandpladsen næsten hver dag.

Om natten gik hele tiden med at bære ammunition; skulle vi skyde samtidig, måtte 2-3 mand passe kanonen, resten bære ammunition, men var der hurtig i måtte alle ”ans Geschütz”.

Hver aften ved 10-11 tiden kom der 6 -8 lastbiler, de holdt på landevej og så skulle kanonererne bære granaterne 100-200 m.

Det drejede sig om et forbrug på ca. 1000 stk. daglig, og når så hver granat vejede ca. 50 kg, så betød det et mægtigt arbejde.

Var der så en smule ekstra tid, skulle vi frem og trække pigtråd foran stillingen.

Vi lå i ildstillingen 2 døgn ad gangen; så blev vi afløst af det andet hold og var så i ro to døgn.

Men de 2 døgn, vi lå i ildstillingen, kunne man ikke regne med nogen hvile, det kunne ske, at man kunne lægge sig et par timer et eller andet steds, men det var sjælden.

Officererne havde deres ophold i et hjørne af det brændte hus, der havde de noget bølgeblik over hovedet. Englænderne angreb flere gange hver eneste dag; når vi forlod kanonerne, blev de altid ladt og stod indstillet på spærreild, dvs. lige foran de engelske infanteristillinger.

Når det engelske infanteri gik af gravene og frem til storm, tog det kun nogle få sekunder (10-30) så fyrede samtlige kanoner og batterier, dvs. at i så kort tid kunne stilheden blive forandret til det mest øredøvende spektakel man til tider dårligt kunne råbe hverandre op.

Signalsystemet blev ordnet gennem telefonen, eller hvis denne svigtede, hvilket man kunne regne med under enhver større skærmydsel, så skete underretningen pr. ordonnans og lyssignaler.

Lyssignalerne bestod af lyskugler, der med en lille pistol blev skudt i vejret. Der var flere slags. Hvide, røde, gule, og hvide der opløste sig i perler, når de var på højdepunktet. Hver sort havde sin betydning.

De hvide var kun til at oplyse terrænet med. De andres betydning skiftede hver dag, tit flere gange om dagen.

De betød f.eks. gul: Fjenden angriber, mange på en gang: Fjenden angriber ganske voldsomt. Rød: Vi går frem, læg ilden længere frem. Hvid med perler: Vi går tilbage, læg ilden længere tilbage.

Så snart vi holdt op med at skyde, var der altid en, der holdt vagt. Han skulle holde øje med lyssignaler, der forekom i vort divisionsafsnit.

For at få dette konstateret, havde vi et bræt med søm, når vi stod bag dette og sigtede langs de to katedere, så var mellemrummet vort divisionsafsnit f.eks.

Englænderne angreb hårdt i denne måned. De begyndte som regel om aftenen ved 11-12 tiden. Så varede angrebet til ca. 4-5 om morgenen. Så gik de 3-4 km frem.

Om morgenen gjorde tyskerne et modangreb, dette tog ligeledes en 4-5 timer, og så var englænderne kastet tilbage igen. Disse kampe var ualmindelig hårdnakket.

Vi begyndte som regel med at skyde på 8000 m. – gik langsomt ned på 2000 – 3000 m. og så langsomt med at lægge 50 m. til ad gangen op på 8000 m. igen. Når englænderne var kastet tilbage, blev der en lille ildpause. Så kunne der ved middagstid blive ganske stille et par timer.

Vi fik os så noget at spise, tændte en cigar eller piben, men så måtte vi på benene igen og arbejde med ammunitionen, smøre og rense kanonen, pudse låsen, ordne alt til natskydningen, udbedre kanonstandpladsen, bære sårede tilbage osv.

Hen på eftermiddagen skød vi os ind efter nye mål. Det skete efter ordre fra iagttagelsesstanden, luftballonen, en flyvemaskine eventuelt ved lydmåling (når vejret var derefter) og ved vinkelmåling.

Det drejede sig om en 15-30 skud, men der var som regel 5-10 minutter mellem hvert skud, til gengæld kunne 3-4 mand betjene kanonen.

I mørkningen kom spisevognen, dvs. når den kunne komme ind for beskydningen. Den bragte varm mad, brød, tobak, lidt pålæg og 1/10 liter snaps, og når vi havde “Grosskampftage” (dage med voldsomme kampe), fik vi dobbelt ration, ja, til tider mer, end vi kunne spise.

Vi fik tit 10 cigarer og 20 cigaretter daglig, medens vi bag ved fronten fik 2 cigarer og 4 cigaretter daglig. Af vin og spiritus fik vi kun 1/10 liter på storkampdagene; men så fik vi så meget mere, når vi kom i ro.

Suppen fra køkkenvognen var varm.

Køkkenvognen medførte også postsækken. Det var jo altid spændende at få et brev eller en pakke hjemmefra. Pakkerne måtte veje indtil 500 g. Det tog ca. 8 dage med en pakke eller et brev, før man havde det. Pakkerne indeholdt som regel levnedsmidler såsom: flæsk, æg, brød. smør, fedt, lagkage, småkager, strømper, skjorter, undertøj osv. Levnedsmidlerne smagte vidunderlig.

Selv om det tit var muggen, det blev spist alligevel. Det, der kom hjemmefra, blev nydt med anden ærbødighed, end den, man nød kommismaden med. Så snart vi havde spist, tog køkkenvognen af sted, medtagende breve og andre papirer, der skulle tilbage. Køkkenvognen var den daglige forbindelse med ”Protzensammelstelle”.

Lige til venstre for stillingen gik landevejen. Her var der altid livlig trafik, den tog stærk til om natten.

Den strøm, der gik til og fra fronten, både af mennesker og materiel, var ganske kolossal. Menneskene gik endog mest tværs over markerne, hvorimod vognene og skytset måtte holde sig mest på landevejene.

Om aftenen kunne vi tælle 20 – 30 luftballoner ovre hos englænderne, om morgenen var det tyskerne, der havde ballonerne oppe (de så bedst med solen).

Den 11. og 12. august var jeg altså med i ildlinjen, og det gik i grunden bedre, end jeg havde regnet med. Alt var nyt, der var meget at se efter, og man stod jo ret fremmed over for frontlivet i førstningen.

Se foregående afsnit her

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

11. august 1917. “Krig lærer én kammeratskab.”

C.J. Beuck  var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84). Han blev senere tysk præst i Aabenraa. I begyndelsen af august 1917 ankom regimentet til fronten ved Ypres.

Den 11.august forløber forholdsvis roligt. Vi er meget sultne og derfor meget glade, da Jacobsen med sin enhed bringer os mad efter mørkets frembrud.

Men 6. kompagnis forsyningsenhed kan heller ikke denne nat komme frem; vi deler med 6. kompagni, skønt det bliver noget knapt; men krig lærer én kammeratskab. –

Først sent om natten kan vi bryde op; vi må skynde os, fordi dagen snart bryder frem. Langs banedæmningen  fører jeg kompagniet over Zonnebeke tilbage ind i Flandern-stillingen.

Af Regiment 84’s historie

11. august 1917. “Krigen havde udviklet sig til det værre, siden jeg var ved Verdun.”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var efter et længere lazaretophold i slutningen af juli 1917 på vej tilbage til fronten til bataljon 407.

Den 11. august var jeg med i ildstillingen. Jeg var ikke glad for det. Aftenen i forvejen blev jeg tildelt 4 Geschütz som kanoner 1, altså jeg skulle være aftrækningskanoner (Abzugskanonier).

Jeg sov ikke meget om natten, jeg læste i mit Testamente, bad til Gud om han ville beskærme mig, imens kunne man høre den evindelige kanontorden, der lyder mindst lige så frygtelig på en 20 kilometers afstand som når man befinder sig midt i den.

Det hele var jo ganske nyt, og krigen havde udviklet sig til det værre, siden jeg var ved Verdun.  Således fik vi nu stålhjelm, gaskrigene var mere almindelig.

Vi blev vækket kl. 2 om natten, fik kaffe, spiste, tog bagagen op, denne bestod af Sturmgepäck dvs. karabiner, patroner, brødtaske, mantel, kogespand, gasmaske, stålhjelm og evt. et tæppe (om vinteren). Vi trådte an, blev endnu en gang nøje inddelt og så kunne vi stige til vogns.

Der blev 4 heste spændt for hver af de to store høstvogne, som batteriet havde kapret et eller andet sted. Officererne red på deres heste, og disse vogne kørte os så et godt stykke på vejen sådan, at vi havde kun 5-6-7 kilometer at gå efter som beskydningen var i øjeblikket. Vejene kunne til tider være så voldsom under ild, at vi måtte gå det meste af vejen, så gik vi tværs over markerne i
gåserække.

Vi kørte så cirka 1½ time, stod af vognene og marcherede en lille time.

Da vi kom til stillingen, var de i fuld gang med skydningen. Vi lagde vor oppakning, overtog kanonerne og fortsatte den givne kommando. De gamle spurgte kort, om de havde haft tab – døde og sårede – det hele tog kun nogle få minutter, mandskabet fra den gamle besætning forsvandt, og vi fortsatte skydningen.

4 kanoner spyede ild, og granaterne gik over til englænderne i og omkring Ypern.

Jeg var som før nævnt kanoner 1. Mit arbejde under skydningen var: På kommando ”4. Geschütz Feuer!” trak jeg af.

Men lød kommandoen: 4. Geschütz 50 skud – eller 100 skud eller 150 skud, så trak jeg af, når vi var færdig.

Når skuddet var faldet, bragte jeg ved hjælp af en mekanisme røret i vandret plan (Røret på en Felthaubitze peget næsten lige i vejret ved skydningen på store afstande) med højre hånd åbnede jeg låsen, og fangede med venstre hånd den udflyvende ”Kartuschhylse” – krudtpatronen. Denne kastede jeg hen til siden.

Imens havde kanoner 5 puttet en ny granat ind i løbet og sammen med kanoner 3 presset denne ved hjælp af en svær stang godt ind i løbet. Kanoner 4 bragte mig en ny Kartusche, denne satte jeg bag ved granaten, lukkede låsen, brage atter røret i skydestilling, trak af og så den samme fremgangsmåde igen.

Alt imens kunne kanoner 2 uhindret sigte og bringe den ind i den nøjagtige stilling ved hjælp af sigteindretningen. (Teilscheibe, Nonins und Kreuzvage).

Hvorledes sigtningen foregik ved nat og dag, direkte og indirekte ville være for vidtløftig at komme ind på her, tilmed er hele fremgangsmåden kun forståeligt for kanonerer. Vor kanontype var “Schwere Felthaubitze 1913 mit verlangertem Rohr”. De havde 8 detailladninger og kunne skyde 9000 m.

Granaterne vejede ca. 50 kg og kostede før krigen 100 Mark pr. skud

Bataljonens oprindelse

Bataljon 407 blev sammenstillet i foråret 1917 i Køln. Mandskabet bestod af en del ældre kanonerer og underofficerer, der var kommet nede fra Tyrkiet, hvor de havde ligget ved et par batterier, der bevogtede Dardanellerstrædet. Resten var ungt mandskab omkring ved 19-20 år.

Efterhånden kom der flere og flere ældre til. Batteriet rykkede ud fra Køln og kom med i offensiven ved Arras og Duai 1917; i juni kom det til Flandern, og her stødte jeg til det den 9. august 1917.

Den 31 juli havde de haft en vældig batalje, med svære tab af mandskab og heste. Bataillonet havde 3 batterier a 4 Skütz (4 kanoner).

I. bat. havde Feldhaubitz 1913 II. bat. havde 10 cm. langrøret kanoner III. bat. havde 21 cm. Mørsere af nyeste type.
Bataillonet var ifølge det Skütz et stærkt bataillon og et moderne batl, hvilket bevirkede, at det blev indsat, hvor kampen rasede hårdest.

Se foregående afsnit her

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

10. august 1917. Nærkontakt med englænderne: “Vi hører, hvordan de foran os genlader geværerne; Kuglerne fløjter os om ørerne.”

C.J. Beuck  var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84). Han blev senere tysk præst i Aabenraa. I begyndelsen af august 1917 ankom regimentet til fronten ved Ypres.

Fra dag til dag forstærkes artilleriilden. Vi har den følelse, at noget er under forberedelse. Den 10.august kommer der regulær trommeild.

Englænderen angriber, men os trænger han ikke frem til; vi ved ikke, hvordan det står til forude.

Om eftermiddagen kommer der melding om, at fjenden har løbet den venstre fløj af regimentet over ende. To delinger fra 7. kompagni bliver sendt frem, kommer imidlertid ud for så stærk artilleriild, at de må vende om.

Snart efter kommer der en ordonnans fra K.T.K. [1] kaptajn Hofmeister, som vi er underlagt: 5. og 6. kompagni træder straks an til modangreb!

Desværre indeholder ordren slet ingen angivelser af situationen derude foran og af angrebsmålet. – 2. og 3. deling får gennem min ordonnans ordre til at træde an til modangreb, så snart de ser 1. deling træde an. 6. kompagni til venstre for 5. træder ligeledes an, så snart 5. kompagni sætter i march. I løb iler jeg sammen med min ordonnans, korporal Julius Hansen, til banedæmningen for at alarmere 1. deling. Her i de sikre dækningsrum aner man intet om, hvad der sker ude foran.

Men den fortræffelige fører, Vizefeldwebel Wellmann, fatter straks situationen;  i løbet af et øjeblik er delingen marchklar. Vi træder an.

Terrænet umiddelbart til venstre for banedæmningen er et uigennemtrængeligt sumpterræn. I enkelt kolonne går det langs med banedæmningen, der byder god beskyttelse  mod indseende fra halvhøjre, over Haanebek-bækken. Jeg spørger posten foran et betonhus, hvor den forreste linje er, han peger ud foran på et sønderskudt hus; dér er den venstre fløj af det forreste kompagni.

Jeg får delingen deployeret og løber med Wellmann og ordonnanserne forud mod huset.

En meget lavtgående flyver beskyder os med sit maskingevær uden at træffe.

Vi er 10-15 meter foran husets murrester, da der pludselig falder en salve: jeg er som forstenet; 3 ordonnanser ligger ramt på jorden, 2 af dem er død, deriblandt min kære, tro ordonnans Julius Hansen, én ligger med maveskud, på mig går der et skud gennem stålhjelmen kun få millimeter over den højre tinding, og ud bagtil; den fremkomne splint rammer Wellmann i hovedet og sårer ham i tindingen.

– “Det er jo englændere!” råber Wejjmann.

– “Ja, det mærker man”, svarer jeg.

Nu bare væk i en fart! Vi hører, hvordan de foran os genlader geværerne; Kuglerne fløjter os om ørerne.

Til venstre for os løber en grav; vi springer ned i den og kryber på maven tilbage: Wellmann, som jeg først forbinder, en ordonnans,  hvis navn jeg desværre har glemt, og jeg – de eneste, der er blevet tilbage.

I mellemtiden er 1. deling kommet op på højde med os og har taget stilling  bag en hæk. Her bliver vi liggende. Også de  andre to delinger er ankommet, ikke uden tab, deriblandt Vizefeldwebel Kehlet og Unteroffizier Eistermann, begge udmærket prøvede førere; de er ikke hårdt såret, men er nødt til at udgå; det gør ondt i hjertet på mig, da jeg rækker dem hånden til afsked.

Natten falder på. Jeg inddeler kompagniet på ny og søger forbindelse med 6. kompagni. Løjtnant af reserven Saucke, den efter mange kampe erfarne fører for 6. kompagni, som man altid i kamp kunne forlade sig på, er der ikke – han  er under fremrykningen blevet skadet af en granat – men hans kompagni er der.

Mellem 6. kompagni og os, 5. kompagni, havde der i år og dag eksisteret et trofast våbenbroderskab. Hvor ofte har vi ikke i Polen hjulpet hinanden! Hvor ofte har det ene kompagni ikke fordelt sig i det andet og sammen kastet fjenden tilbage! – Nu lå vi igen side om side.

Kompagniet har ingen officerer mere, men jeg træffer to underofficerer, der meget villigt støtter mig i mine beslutninger; desværre har jeg glemt deres navne.

Vi lægger kompagniet, som er stormet for langt frem, længere tilbage og bringer det på linje med 5. kompagni samt regimentet til venstre for os – længselsfuldt venter vi på vor forsyningsenhed – men denne nat får vi ikke noget at spise!

Senere erfarer jeg årsagen: føreren af enheden, Vizefeldwebel Jacobsen, formoder, at vi endnu er i Wilhelm-stillingen; da han ikke finder os dér, går han sammen med en anden alene frem i håbet om at støde på os et eller andet sted ude foran. Men det kommer helt anderledes. De er kommet over Haanebek og strejfer om i terrænet.

Derved sker det, at Jacobsen springer ned i et granathul, i hvilket der ligger en maskingeværbesætning, men engelsk! Knap ser Tommy’erne “the German”, før de forskrækket træder til side og rækker hænderne i vejret. Men da de ser, at der kun er én, fatter de sig hurtigt igen og afvæbner nu tyskeren. Ved tegn gør de Jacobsen forståelig, at han skal gå bagud, men giver ham ingen ledsager med. 

Men næppe er Jacobsen kommet ud af deres synsfelt, før han går i en stor bue og vender velbeholden tilbage til sine folk i Wilhelm-stillimgen. Men til at bringe mad ud, er det nu for sent.

[1] “Kampftruppenkommandeur”, leder af stormtropoperationer fra en særlig kommandostation.

Af Regiment 84’s historie

6. august 1917. Ved Ypres: “Jernstumper, jordklumper, sten, betonklodser hvirvler gennem luften.”

C.J. Beuck  var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84). Han blev senere tysk præst i Aabenraa. I begyndelsen af august 1917 ankom regimentet til fronten ved Ypres.

Stadig tættere falder granaterne omkring os; vi kaster os ned, og vi springer fremad. Endelig når vi venstre fløj af det kompagni, vi skal afløse.

3. deling bliver her tilbage; bitte små dækningsrum og granathuller er, hvad  der er til dem.

Videre går det et godt stykke. I et betonhus, hvor grundvandet står højt, bliver 2. deling.

En sammenhængende linje findes der ikke. Den enhed, der skal afløses, er til dels allerede rykket ud. Tæt tåge ligger over jorden; man kan ikke orientere sig. Endelig finder vi det dækningsrum, hvor jeg og mine ordonnanser og en gruppe skal være.

Men 1. deling skal først være bragt på plads. Jeg beder indstændigt vor fører om nu at føre os derhen – men han indrømmer, at han ikke ved, hvor vi er. En skrækkelig situation!

Man kan ikke se 5 skridt frem for sig. Jernstumper, jordklumper, sten, betonklodser hvirvler gennem luften. Efter endeløs søgen finder vi indgangen til en minegang under banedæmningen Roulers-Ypern; her er der lavt, trykkende, fugtigt, men temmelig bombesikkert.

Sanitetsfolkene og maskingeværskytterne mukker over, at de ikke kan beholde stedet selv, men 1. deling skal altså med ind. – Efter lang flakken omkring finder jeg mit dækningsrum igen.

I mellemtiden er morgenen den 6. august brudt frem. Med optrukne ben og stive lemmer sidder vi og venter – og venter – på hvad?

Tidligere gik det fremad med frisk gå-på-mod; nu er krigen blevet til en materiale-kamp, et artillerislag. Den ene time går efter den anden, den ene dag efter den anden. Først når tusmørket sænker sig, løsnes den trykkende resignation.

Jeg inspicerer kompagniafsnittet, jeg besøger delingerne, tager imod meldinger om, hvad der er sket i løbet af dagen, om sundhedstilstanden, om sårede o.s.v. I løbet af natten indtræffer transportenheden: udsøgte, uforfærdede folk; de har en hård tjeneste, tungt belæsset med jerndragere, levnedsmidler, håndgranater må de ofte passere spærreild-zonen, men hos os er de altid velkomne.

Af Regiment 84’s historie

5. august 1917. C.J. Beuck: “Sump, morads, vand – det er Flandern!”

C.J. Beuck  var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84). Han blev senere tysk præst i Aabenraa. I begyndelsen af august 1917 ankom regimentet til fronten ved Ypres.

Om aftenen den 4. august bliver regimentet afsendt fra banegården i Rumbeke. Toget kører over Roulers til Vierkavenhoek, vi er tæt på kampzonen. Efter en timelang march indtræffer vor bataljon i “Flandernstillingen”, tredje kamplinje. Kun let udgravede skyttegrave strækker sig over højdedraget.

Vi  mærker snart, at vi er kommet til et hovedkampafsnit af fronten, uafladeligt skyder kanonerne, der hersker en livlig flyveraktivitet.

Vi hører om de foregående dages kampe. Efter at englænderne den 31. juli har løbet vor 1. linje over ende i buen omkring Ypern, ligger vore enheder ude foran i sej kamp i granathuller og beton-dækningsrum. Sump, morads, vand – det er Flandern.

Vi mærker, at det ikke er lette dage, vi står foran. Men vi er jo ild-prøvet og – vi er vant til at gøre vor pligt; vi vil også gøre det denne gang. –

Allerede om aftenen skal vi i 2. stilling, “Wilhelm-stillingen”. Det er en opmarch, som vi er vant til fra høj 304 og høj 100 [ved Verdun, hvor regimentet tidligere lå, RR]; I enkeltkolonne går det fremad ad en fodsti, der slynger sig mellem granathullerne.

Kun få ord bliver vekslet. De uopholdelige lyskugler, der hvisler på vej op og langsomt  synker igen, oplyser vor vej; man hører kun læderets knirken, skanseredskabernes klapren, gasmaskens slasken og den uhyggelige torden fra utallige kanoner.

Jeg går som så ofte før i spidsen af mit kompagni, idet jeg følger efter den stedkendte fører fra 94erne, som vi skal afløse.

Endelig rager et lille betonhus ud af mørket. En stemme råber os imøde: “Er det 5. kompagni?” “Javel, hr. kaptajn.” Det er vor bataljonsfører, kaptajn Soltau. Jeg lader holde et kort hvil. Hastigt flyver ordene frem og tilbage – intet overflødigt, kun det nødvendige, saglige bliver sagt.

Kaptajn Soltau fortæller mig, at løjtnant Nissen, føreren af vor 1. deling, der skulle overtage det nye kompagniafsnit, er faldet – det går mig meget på! Allerede en død, før vi overhovedet er i stilling. –

Så følger meddelelse om situationen foran fjenden, til sidst nogle opmuntrende ord om at skulle være på vagt og holde ud, et fast håndtryk og: “Alt godt for jer derude foran!” – så går det ellers fremad igen.

Jeg tænker, at her skal det nok være tilladt med et par ord om kaptajn Soltau. I erindring for alle dem – officerer, underofficerer og manndskab – som har stået under kaptajn Soltau i II bataljon, vil han leve videre som typen på en ægte tysk officer. Han var helt igennem soldat, uselvisk, uforfærdet og med en ubestikkelig retfærdighedsfølelse; altid besjælet af viljen til at nedkæmpe fjenden under hensyntagen til mest muligt at skåne egne tropper; gennemsyret af den strengeste samvittighedsfuldhed og jernhård pligtfølelse krævede han meget af os, men skånede ikke sig selv.

Det, som forlenede hans ordrer med det rette eftertryk, var hans personlige eksempel. Jeg erindrer ikke nogensinde at have bemærket et tegn på frygt eller svaghed hos ham. Tanken om selv at sidde i et bombesikkert dækningsrum, mens hans bataljon lå under svær ild, var utålelig for ham. Vi kunne være helt sikker på, at han, så snart det var ham muligt, , kom ud foran for at inspicere stillingen og personligt overbevise sig om, hvordan det gik os.

Vi stolede ubetinget på hans føring. – Således gik vi også den nat i en stilling, der knap kunne kaldes stilling, i den faste overbevisning, at han ville gøre sit for at lette opgaven for os.

Af Regiment 84’s historie

5. august 1917 – Johannes Ankersen: “… midt i det store Flandernslag”

Flensborgeren Johannes Ankersen var løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der siden midten af juni havde ligget i reserve bag fronten ved Ypres i Flandern. Den 31. juli indledte briterne deres offensiv i Flandern, den 2. august gik Ankersen og hans mænd i stilling.

Nu var vi altså midt i det store Flandernslag. Hyggeligt var det ikke, det kan man vel sige, men efter min mening var det ikke så forfærdeligt som Sommeslaget. Også her holdt englænderne deres sanitetspause, det vil sige at de to timer overhovedet ikke skød. Desuden have vi også på tysk side en mængde artilleri, der ikke var fjendens så underlegent og som også skød fligtigt. Forplejning kom frem hver nat. Vores divisionschef, general Lequis, sørgede særligt for det. Også ham selv så vi ofte i forreste linje. Angst kendte han ikke, og sådan vandt den tidligere så hadede snart alles hjerter.

Tabene de første dage var ikke så store, på trods af at englænderne gjorde flere angreb. Ubehageligt var det med regnen, og de engelske flyveres frækhed, af hvis vovemod og koldblodighed vores kunne have taget ved lære af, men ikke gjorde. Hele dagen lang kunne vi på grund af den fjendtlige ild ikke rigtig bevæge os, kun i kamppauserne åndede alle for et øjeblik ud og fik nyt livsmod.

Fire dage varede min første tur fremme, så blev jeg afløst. Den officer, der bragte det nye mandskab frem, og som skulle afløse mig, havde ikke samme held som mig. Afdelingen blev ramt i Hølunden og næsten halvdelen af underofficererne og mandskabet blev såret eller faldt. Jeg selv kom efter afløsningen godt tilbage.

Vi glædede os over hvilekvarteret, der gav os mulighed for at spise varm mad, at blive vasket og sove uden forstyrrelser. Syv dage havde jeg ro, først da skulle jeg igen være syv dage fremme. Da vejret i mellemtiden igen var blevet varmt og tørt, havde vi det dejligt i hvilekvarteret. Stemningen var i det store hele ikke dårlig på trods af kampdagene gav rigligt med arbejde, fare, ubehageligheder, snavs og strabadser. Det viste sig, at tiden i Rusland havde været godt for vores nerver, vi følte os nu også i stand til at udholde noget. Et faktum er det, at vi i den tid hvor vores division var indsat, på trods af mange angreb ikke mistede en meter land.

(Oversat fra tysk efter erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

4. august 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om Det tredje slag om Ypres (Passchendaele), som tyskerne kalder Flandernschlacht. Næsten en halv million briter og franskmænd gik til angreb på de tyske stillinger og gjorde i begyndelsen gode fremskridt – men regnen og mudderet satte snart en stopper for den videre fremrykning. Hjemme i Tyskland udbryder der mytteri på krydseren SMS Prinzregent Luitpold. Også i den russiske hær hørte mytterier og lydighedsnægtelse til dagens orden. Alligevel gjorde den russisk-rumænske offensiv ind i det besatte Rumænien fremskridt.

6. juni 1917. Claus Eskildsen i Flandern: “Gas! — Ga—s! — Ga—a—s!”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Mens tyskerne ventede på en engelsk offensiv omkring Ypresbuen, kom der et gas angreb mod stillingen.

Englænderne blev mere og mere livlige i Ypresbuen. Med 1 Mill. Pund Dynamit sprængte de den 6. Juni Tyskernes hele Stilling ved Wytschaete Syd for Ypres. Vi laa i Buens nordlige Del, men fik alligevel vor Part af Angrebet.

Gas! — Ga—s! — Ga—a—s!

raabtes der om Aftenen forude, hvor Vore Folk fra 11. og 12. Kompagni laa i Stillingen. Raabet sendes videre, alle Alarmindretninger tages i Brug; men for mange er det allerede Sekunder for sent. 2 Officerer og en Snes Mand segner om og er færdige med det samme.

Værre endnu er det for de 100 Mand, som vaklende søger tilbage. Man gør alt for at frelse dem og lindre deres Pine, men den ene efter den anden maa lide den grufulde, kvalfulde Død. Der ligger disse dødsdømte Stakler, uhyggeligt grønne og gule i Ansigtet. Aandenøden tager til, Ansigtet bliver blaasort, et tykt Skum staar om Munden, en modbydelig Stank breder sig. Lungerne fortæres under kvælende Hoste og frygtelig Aandenød, ingen Bevidstløshed mildner Dødskvalerne.

Gasvaabnet er Djævlens Opfindelse. Gasmord er Grusomhed i Renkultur, værre end naar man lagde Strikken om Halsen paa Ofret og langsomt, langsomt lang—somt trak til. Derfor blev Gassen denne Krigs Yndlingsvaaben.

Vort 12. Kompagni mistede denne Aften to Tredjedele af sine Frontfolk. — De frelste Kammerater saa ikke mere Foraaret i Flandern. Mens Tropperne forude ødelagdes uden Nytte — det store engelske Angreb begyndte først halvanden Maaned senere — laa Stabens Skrivestue smukt, hyggeligt, hjemligt gemt i et lille straatækt Hus i Landsbyen Stadendreef.

Her var frodige Marker og løvtunge Træer, Svalereder under Taget og Lærkesang over Engene.

Men det vil snart være forbi.

Den 24. Juni skyder Englænderne for første Gang under Krigen ind i den lille Idyl.

Dagen efter afstaar vi Stillingen til Sachsere. Man kunde nok se, at Divisionen efter de haarde Kampe ved Lens og de hvileløse Uger her i Flandern ikke var modstandsdygtig nok til at blive paa saa udsat en Post.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 168-9

3. juni 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om resultaterne af de allieredes offensiver på Vestfronten, der netop er ebbet ud. Haig planlægger en ny, britisk sommeroffensiv ved Ypres/Ieper på trods af advarsler. Men briterne har i hemmelighed gravet tunneller og undermineret Messines-højderyggen med sprængstof – lige under de tyske stillunger. Den franske hær oplever mytterier oven på de voldsomme tab under Nivelle-offensiven tidligere på året. Soldaterne ikke uvillige til at forsvare Frankrig – men de ville ikke længere kastes frem i nyttesløse og blodige offensiver. De første amerikanske tropper var begyndt at ankomme i Frankrig.

3. juni 1917. Claus Eskildsen: “Ludendorff mente, at Offensiven kom straks”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter hans division var vendt tilbage til fronten, i Flandern, blev de kaldt frem til forstærkning, da General Erich Ludendorff var sikker på at en engelsk modoffensiv var undervejs.

Ludendorff indrømmer i sine Krigserindringer, at han for en Gangs Skyld har forregnet sig. Den store fransk-engelske Foraarsoffensiv, der skulde bringe Afgørelsen, er strandet.

Den har efterladt dyb Skuffelse og Kampuvilje i de franske Rækker, men den sejge Englænder giver ikke op. Han tager fat alene, naturligvis i Flandern. Forberedelserne kunde ikke skjules for Tyskerne.

Men Ludendorff mente, at Offensiven kom straks, og derfor blev sammen med flere andre ogsaa vor Division skudt ind til Forstærkning. De tyske Hærføreres Nervøsitet sled hurtigt Troppernes Kampkraft op.

Allerede den første Nat alarmeredes hele Linien, og Hvilebataillonen maatte ligge forude. Som dette første Døgn blev de følgende Uger. Det var næsten værre at være Hvilebataillon end Kampbataillon.

De faa Uger i Flandern kostede Regimentet 300 døde og Saarede, men 600 syge, fordi Tropperne altid laa alarmerede, uden Ly mod Vind og Vejr.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 168

27. maj 1917. Claus Eskildsen: “De kendte ikke Krigen, disse prægtige Idealister”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter 10 dages hvile i Flandern gik turen til Langemarck.

10 Dage ligger Regimentet »som Grænseværn« her bagved i dybeste Fred. Saa er denne Ferie forbi.

Første Pinsedag, den 27. Maj, — Transporten foregaar selvfølgelig igen paa en højhellig Dag — overtager Regimentet et Afsnit ved Langemarck i den berømte Ypres-Bue.

Langemarck!

Her var det, at de unge frivillige i Efteraaret 1914 med Ild i Hjertet og Glans i Øjet og »Deutschland über alles« paa Læberne i tætte Flokke stormede frem mod de engelske Skyttegrave. Her var det, at de lod sig meje ned af de engelske Maskingeværer, alle disse Studenter og Seminarister, Blomsten af Tysklands Ungdom.

De levede i Drømmen om, at Heltemod kunde hidtvinge Sejren, at de som en anden Winkelried kunde bane en Vej gennem Fjendens Mur.

De kendte ikke Krigen, disse prægtige Idealister, mine Rekrutter fra August 1914!— Ved Langemarck ligger nu i Støv og Aske de mange Tusinder, der var deres Forældres Stolthed og Haab, der efter Naturens Lov skulde have været deres Folks Lærere og Førere gennem den kommende Tid. 

Græsset gror paa deres Grave, da Langemarck for os ikke mere blot bliver et Navn, men Virkelighed. Hvad skal vi her?

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 167-8