Tag-arkiv: Vestfront

6. juni 1917. Claus Eskildsen i Flandern: “Gas! — Ga—s! — Ga—a—s!”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Mens tyskerne ventede på en engelsk offensiv omkring Ypresbuen, kom der et gas angreb mod stillingen.

Englænderne blev mere og mere livlige i Ypresbuen. Med 1 Mill. Pund Dynamit sprængte de den 6. Juni Tyskernes hele Stilling ved Wytschaete Syd for Ypres. Vi laa i Buens nordlige Del, men fik alligevel vor Part af Angrebet.

Gas! — Ga—s! — Ga—a—s!

raabtes der om Aftenen forude, hvor Vore Folk fra 11. og 12. Kompagni laa i Stillingen. Raabet sendes videre, alle Alarmindretninger tages i Brug; men for mange er det allerede Sekunder for sent. 2 Officerer og en Snes Mand segner om og er færdige med det samme.

Værre endnu er det for de 100 Mand, som vaklende søger tilbage. Man gør alt for at frelse dem og lindre deres Pine, men den ene efter den anden maa lide den grufulde, kvalfulde Død. Der ligger disse dødsdømte Stakler, uhyggeligt grønne og gule i Ansigtet. Aandenøden tager til, Ansigtet bliver blaasort, et tykt Skum staar om Munden, en modbydelig Stank breder sig. Lungerne fortæres under kvælende Hoste og frygtelig Aandenød, ingen Bevidstløshed mildner Dødskvalerne.

Gasvaabnet er Djævlens Opfindelse. Gasmord er Grusomhed i Renkultur, værre end naar man lagde Strikken om Halsen paa Ofret og langsomt, langsomt lang—somt trak til. Derfor blev Gassen denne Krigs Yndlingsvaaben.

Vort 12. Kompagni mistede denne Aften to Tredjedele af sine Frontfolk. — De frelste Kammerater saa ikke mere Foraaret i Flandern. Mens Tropperne forude ødelagdes uden Nytte — det store engelske Angreb begyndte først halvanden Maaned senere — laa Stabens Skrivestue smukt, hyggeligt, hjemligt gemt i et lille straatækt Hus i Landsbyen Stadendreef.

Her var frodige Marker og løvtunge Træer, Svalereder under Taget og Lærkesang over Engene.

Men det vil snart være forbi.

Den 24. Juni skyder Englænderne for første Gang under Krigen ind i den lille Idyl.

Dagen efter afstaar vi Stillingen til Sachsere. Man kunde nok se, at Divisionen efter de haarde Kampe ved Lens og de hvileløse Uger her i Flandern ikke var modstandsdygtig nok til at blive paa saa udsat en Post.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 168-9

3. juni 1917. Claus Eskildsen: “Ludendorff mente, at Offensiven kom straks”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter hans division var vendt tilbage til fronten, i Flandern, blev de kaldt frem til forstærkning, da General Erich Ludendorff var sikker på at en engelsk modoffensiv var undervejs.

Ludendorff indrømmer i sine Krigserindringer, at han for en Gangs Skyld har forregnet sig. Den store fransk-engelske Foraarsoffensiv, der skulde bringe Afgørelsen, er strandet.

Den har efterladt dyb Skuffelse og Kampuvilje i de franske Rækker, men den sejge Englænder giver ikke op. Han tager fat alene, naturligvis i Flandern. Forberedelserne kunde ikke skjules for Tyskerne.

Men Ludendorff mente, at Offensiven kom straks, og derfor blev sammen med flere andre ogsaa vor Division skudt ind til Forstærkning. De tyske Hærføreres Nervøsitet sled hurtigt Troppernes Kampkraft op.

Allerede den første Nat alarmeredes hele Linien, og Hvilebataillonen maatte ligge forude. Som dette første Døgn blev de følgende Uger. Det var næsten værre at være Hvilebataillon end Kampbataillon.

De faa Uger i Flandern kostede Regimentet 300 døde og Saarede, men 600 syge, fordi Tropperne altid laa alarmerede, uden Ly mod Vind og Vejr.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 168

27. maj 1917. Claus Eskildsen: “De kendte ikke Krigen, disse prægtige Idealister”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter 10 dages hvile i Flandern gik turen til Langemarck.

10 Dage ligger Regimentet »som Grænseværn« her bagved i dybeste Fred. Saa er denne Ferie forbi.

Første Pinsedag, den 27. Maj, — Transporten foregaar selvfølgelig igen paa en højhellig Dag — overtager Regimentet et Afsnit ved Langemarck i den berømte Ypres-Bue.

Langemarck!

Her var det, at de unge frivillige i Efteraaret 1914 med Ild i Hjertet og Glans i Øjet og »Deutschland über alles« paa Læberne i tætte Flokke stormede frem mod de engelske Skyttegrave. Her var det, at de lod sig meje ned af de engelske Maskingeværer, alle disse Studenter og Seminarister, Blomsten af Tysklands Ungdom.

De levede i Drømmen om, at Heltemod kunde hidtvinge Sejren, at de som en anden Winkelried kunde bane en Vej gennem Fjendens Mur.

De kendte ikke Krigen, disse prægtige Idealister, mine Rekrutter fra August 1914!— Ved Langemarck ligger nu i Støv og Aske de mange Tusinder, der var deres Forældres Stolthed og Haab, der efter Naturens Lov skulde have været deres Folks Lærere og Førere gennem den kommende Tid. 

Græsset gror paa deres Grave, da Langemarck for os ikke mere blot bliver et Navn, men Virkelighed. Hvad skal vi her?

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 167-8