Tag-arkiv: Vejret

21. februar 1918 – Ernst Christiansen: “Nidviser mod Tyskerne”

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien. I begyndelsen af 1918 befandt han sig i Frankrig.

Sainghin, 21. Februar 1918 .

Saa snart Solen skinner, er det Flyvervejr. Den ene Kamp efter den anden og Himlen spættet af Shrapnelskyer. En Blindgænger fra en Afværgekanon kom hylende ned og gik en Snes Meter fra mig i den bløde Jord. En Stok naaede over en Meter ned i Hullet uden at støde paa noget.

Vort Arbejde er saare skønt. Vi hugger Busk med Krumkniv, Buske til »Blænder«, Forklædninger af Veje og Batterier mod Flyver-Iagttagelse, og i en Farbriksgaard i Sainghin føjes Grenene sammen ved Hjælp af Jerntraad og rulles til sidst sammen i en stor Rulle. Franske Fabrikspiger hjælper ved det. Ikke sjælden synger de — jeg tror, det er Nidviser mod Tyskerne.

Lønningsappel i en Havegang. Syrenbuskene staar med bristefærdige Knopper. Til Tider, især naar jeg har været falden i Tanker eller set paa Naturen, forekommer det militære Apparat mig saa uendelig latterligt, saa jeg har vanskeligt ved at gøre gode Miner til slet Spil.

Nu skal jeg til at sy en Lomme og skifte og rense Fodtøj osv., og jeg gider sandt for Dyden ikke. Tænk dig, naar man er træt af Marche og Arbejde og har spist Middagismad, saa at gymnasticere op paa en første Sals Seng uden Stige. Efter Krigen kan jeg vist tjene Føden som Akrobat.

Vil du med en lille lur ud i det spæde franske Foraar? Brændenælder er der allerede Masser af; men ingen spiser dem i Aar. Vel er Middagsmaden ussel — Roer uden Kartofler, Surkaal osv. i tynd Suppe , men den fulde Brødration bøder paa meget.

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 178-9)

 

21. februar 1918 – Mathias Damm: “… to Mand hjælper en tredie at trække Støvlerne ud af Skiddet”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

den 21.2.18.
Kære Moder!
Vil idag sende eder et par Ord. Jeg havde snart ventet at faa Pakke 50 idag eller igaar, men den kom ikke, blot den ikke er borte. Jeg har det saavidt godt og er sund og rask. Vi have nu faaet Tø og et godt Smadder er det igjen.

Jeg saa idag i Bladet at de ikke kunde undvære de gamle Karle over 45. Det er intet godt Tegn og der jo forresten ingen Udsigter til at det snart giver Fred. Her er der intet Godt at hente, og jeg har ingen Lyst mere. Det er et led Haandværk. Cathrine vilde gærne vide, hvordan to Mand hjælper en tredie at trække Støvlerne ud af Skiddet. Der gaar en ved hver Side og har fat i hver en Støvle og med den anden Haand trækker de deres egne Støvler ud.

Her er det meget maadelig med Forpleiningen. Da det alt bliver bragt os i Kander. Men forhaabentlig varer det kun 8 Dage. Jeg ved ikke meget at fortælle, hvad der kan interessere eder. Derfor vil jeg slutte med mange Hilsner til eder alle fra eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

 

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

18. februar 1918 – Milert Schulz: “Jeg har det ogsaa rigtig godt. Mit Kind bliver da tyndere nu”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien og videre til Konstantinopel i 1918.

Den 18.2.18.

Kjære Forældre og Sösk.!

Guds Fred til Hilsen!

Hjertelig Tak for dit j. Brev fra den 10.2. som jeg paa Söndag har modtagt kj. Fader. Det glæder mig hver gang at höre at I har det godt. Det er snart forgalt med Broder Matth. Som han kjörer paa Orlov. At spille Soldat paa den Maade kunde jeg nok ogsaa holde af men det er jo godt at han har det saa godt.

Jeg har det ogsaa rigtig godt. Mit Kind bliver da tyndere nu. Paa Torsdag skal jeg have én mere ud. Paa Söndag fik jeg den ikke ud. Ellers alt vel.

Her ligger der nu ½ Meter Snee men Vejret er mild. Kjærlig Hilsen Eders Sön og Broder

Milert.

(Breve i privateje)

30. januar 1918 – Mathias Damm: “I Aftes var jeg til Stævnemøde …”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

den 30.1.18

Kære Moder!
Mange Tak for et Kort fra d 24. Jeg har det godt og er sund og rask. I Aften skal jeg atter slæbe Forplejning. I Aftes var jeg til Stævnemøde og laa to Timer foran Franskens Traadforhugninger og ventede, men han kom ikke. Det var vist ogsaa bedre, ellers var vi kanske bleven hinanden for nærgaaende.

Vi har atter havt mægtig Frost i Nat. Saa Jorden var haard i Morges. Jeg har atter en hel Del Gigt idag, men det er heller ikke saa sært, naar man ligger paa den frosne Jord et par Timer.

Læste i Aftes at P. Høegs Kone har faaet 9 Maaneder. Paa en Maade ikke for meget, men hvad hjælper det, deraf bliver det Skete dog ikke usket, og skamme sig maa hun dog. De har dog en hel Flok Bøm? Og det kan være sørgeligt nok for ham at tænke paa Hjemmet. Nu nok derom. Haaber i alle har det godt.

Mange Hilsner sender eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

29. januar 1918 – Hans Paulsen: “… man frygter Uro i Berlin”

Hans Paulsen var grosserersøn fra Flensborg, og indtrådte i sommeren 1917 nitten år gammel i den tyske hær. Han kom til Berlin for at blive uddannet til chauffør, og der befandt han sig endnu i januar.

Berlin S.W. den 29.I.18.

Kære Forældre, Marie og Muddi!
En tæt Taage ligger siden igaar Morges over Berlin, saa man paa den lyse Dag kun kan see nogel Skridt foran sig. Det hindrer Færdslen meget, Sporvognene kører kun helt langsom. I Formiddag gjorde vi en lang Biltur til Gr. Ziethen, Selchow, Rotzis og Lichenrade. Trods det vi kuns kunde see nogle Skridt foran os, suste vi i stærk Fart langs Chausseen. For at see bedere, maatte vi klappe Glasskiven foran Vognen, som altid bedæggedes, ned, saa Vinden rigtig kunde komme an. Da vi kom hjem, var Næsen, Øjenbrynene og vort Tøj overtrukket af Dis. Det var en kold Partie!

Igaar maatte vi hele Dagen blive hjemme og holde os ”fahrbereit” ved vore Vogne, da man frygter Uro i Berlin. Over 100000 Arbejdere strejker nemlich. Gaderne er fulde af Gendarmer og Politibetjente. I alle Sporvogne og ved alle Gadehjørner hænger der Plakater med Overskriften: ”Was Hindenburg über den Streik sagt.” Største Delen deraf er nedreven og reven i lutter Stykker.

– Søndag Eftermiddag ofrede jeg til et Besøg ved Dr. Miang. Han var desværre – Gud ske Lov – ikke hjemme! – Maden bliver nu lidt daarligere. Det er jo heller igen Under numidt i Vinteren. Eders Tilskud er altsaa vented med Længsel.

– Her passerer saa lidt Nyt. I maa spørge mere, saa veed jeg ogsaa mere at fortælle. Jeg haaber snart engang at faa Svar paa mit sidste Brev. (Jensen etc.)

Hjertelig Hilsen fra
Eders Hans

Brevet fortsættes 30. januar

(P285-1, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

23. januar 1918 – Milert Schulz: “Mon vi nu da endelig ikke snart skulde faa Fred med Russland?”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Den 23.1.18.

Kjære Forældre og Söskende!

Guds Fred til Hilsen!

Undskyld at jeg ikke har skreven et par dage för tie jeg har snart ingen Tid haft. Vi har i dag næmlig haft Besichtigung. Den 17. Om Aftnen kom mit Komp. jo hertil saa vi i de sidste Dage har haft ”Vorübung zur Besichtigung”.

Jeg har jo ogsaa haft megen Post at besvare som var ankommen til mig i den Tid jeg var borte. I ved jo ogsaa nok at jeg har det godt her og er heelt ude af Fare. Men alligevel kan jeg jo nok tænke at I venter efter at höre fra mig. I den Tid var Brevene fra den 22/12, 26/12, 30/12, 31/12, 9/1, 10/1. Olgas Brev fra den 31/12 og Tonnes fra den 31/12 og igaar modtog jeg Moders Brev fra den 15/1 og siger Eder for alt min beste Tak. Ligeledes har jeg for to dage siden modtaget 2 Pakker med Pölse og Kage. Julepakkerne har jeg jo ogsaa modtaget med Tak og Glæde. Alt er mig j velkommen kan I jo noktænke kj. Forældre. Maaskee kan du sende mig lidt Smör kj. Moder til her i Etappen gver det ikke saa meget. Pölsen smager mig virkelig udmerket kan I tro.

For et par dage siden fik jeg Efterretning fra Kredssparkassen i Aabenraa at mine Sparepenge fra Maaned Dez. 15 M. var ankommen. Mit Kontonummer er 7382. Maaskee vil du notere dig det i en Hjörne i Hovedbogen kj. Fader for saa ved i jo ogsaa beskee iflade der skulde passere mig noget. Jeg sparer 3 Mark hver 10. Dag. Jeg haar 8 Mark Lönning hver 10. Dage som Gefr.

Ellers er jo endnu alt ved det gamle her hos mig, blodt jeg er lidt forkölet i denne Tid. Næsen löber heele Dagen. Det er ogsaa taaget hver dag og saadan nu uhyggelig Vandkuld. Brandmaterial er ogsaa knapp her saa vort Quarter om dagen er heelt kold blodt om Aftnen fyrer vi lidt. Vi har saadan en lille ”Feldofen”. Morgen hr vi stor- Appel med alt vad der hedder Vaaben.

Mon vi nu da endelig ikke snart skulde faa Fred med Russland? Gud giv dog at det helle snart matte faa en Ende.

Vær saa hjertelig Hilset og Kysset fra mig Eders Sön Broder

Milert.

(Breve i privateje)

20. januar 1918 – Hans Paulsen: “… at købe nogle Levnedsmidler under Haanden”

Hans Paulsen var grosserersøn fra Flensborg, og indtrådte i sommeren 1917 nitten år gammel  i den tyske hær. Han kom til Berlin for at blive uddannet til chauffør, og der befandt han sig endnu i januar. Nedenstående brev er som det eneste af hans bevarede breve hjem ikke sendt som feltpost, men med den civile post.

Berlin S.W., den 20. januar 1918.

Kære Forældre, Marie og Muddi!
Mange Tak for Pakke Nr. 37! Det lækkere Hvedebrød og den dejlige Kunsthonning levere mig hver Morgen et delikat Stykke Brød til Eders Kaffee. Westen kommer mig ogsaa meget belejeligt, da jeg kan bruge den paa Vognen, hvor det altid trækker stærkt i den raske Fart. Frikandellerne og Lammekødet tjener baade til Lækker Kødpaalæg som ogsaa som kraftig, fed Kost til alle mine Maaltider.

Imorges var vi alle paa Kommando i Kirke. Jeg synes, at vor Kirker derhjemme nok kan maale sig med de berlinske, som næsten mange fuldstændig er hvidkalkede indeni. Interessen for Kirkegang synes ogsaa at være lille her. Derfor er Kinoerne og Theatrene saa fuldere.

I Eftermiddag var jeg med Hinrichs i Deutsches Theater til ”Die Deutschen Kleinstädter.” Det var udmærked. Desværre kunde vi ikke see godt, thi vi havde Plads paa den høje ”Olymp” i kvælende Varme lige under Loftet.

– I den kommende Tid kunde det maaske lykkes mig, gennem vore Køreskoleture at faa Lejlighed til at købe nogle Levnedsmidler under Haanden. Det er naturligvis tildels til høje Priiser, som for Ex. Fornylig frisk Oksekød til m 4.50 pr. lb. Jeg beder Eder altsaa, at skrive mig, til hvad højeste Pris jeg maa købe Mel, Smør, Flæsk etc. Som sagt, gælder det alt kun, naar der engang gennem Tilfælde skulde byde sig en Lejlighed til en lille Handel.

– Her ligger dyb Snee paa Gaderne og Tøvejr skifter med Frost, saa det enten er et stort Søle paa Gaden eller ogsaa Glatis, saa det næsten er livsfarlig at gaa ude. Berlinerne er nemlig ikke mere saa flinke til at strø og rense Gaderne og ”Schneeschippgesetz”, deres store Sorg og Harme, er foruden Krigen og Ernæringsspørgsmaalet altid Hovedthemaet i Samtalerne. Et Sted i Theaterstykket i Eftermiddag, som kunde hentyde paa de nuværende Sneskovlerforhold, hilstes med stærk Latter og Raaben af Publikummet. Og igaar var jeg til Forandring i ”Hammerlichtspiele”, hvor Soldater har gratis Adgang, og saa en Film, som hed ”Ersatz”. Den gjorde Glodser over vort ”Ersatzlevned”.
Jeg vil slutte.

Hjertelig Hilsen fra Eders Hans

P.S.

Pakke Nr. 33 har jeg altsaa faaet!!!!

(P285-1, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

15. januar 1918 – Milert Schulz: “Jetzt ist hier das Wetter etwas milder geworden. Tagsüber warmen Sonnenschein”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Den 15.1.18.

Meine lieben Eltern u. Geschw.!

Endlich vor 2 Tagen brachte uns eine Ordonanz unsere Postaachen hierher. Es waren 3 Briefe von Euch meine Lieben vom 23.12., 28.12. u. 2.1. und denn im Ganzen 6 Pakete mit Wurst, Kuchen, Äpfel, Handtuch, Kamm, u.s.w.

Für alles meinen besten Dank. Wie ich aus Eueren Briefen sehe geht es Euch ja noch immer recht wohl im lieben Heim. Habe am 7.Jan ganz u gar Idas u. Br. Oskars Geburtstag vergessen. Hier mit nachträglich meinen herzl. Glückwunsch liebe Ida. Mir geht es ja immer noch recht gut hier in Kumanovo. Gestern Abend ist das 1. Bataillon gekommen. Morgen soll unser Bataillon kommen. Habe nun hier faule 14 Tage verlebt, aber dass wird ja bald aufhören, wenn erst die Komp. hier ist. Habe nun soeben mein selbstgekochtes Mittagessen vertilgt. Ich habe nämlich heute Nudel mit Büchsenfleisch gekocht. Tadellos hats geschmeckt. Jetzt ist hier das Wetter etwas milder geworden. Tagsüber warmen Sonnenschein.    

Sonst ist hier ja auch nicht viel neues. Unser Quartierswirt hat gestern sein Schwein geschlachtet 150 Pund kann es wohl gewogen haben. Ja wie ich Euch schon im letzten Brief geschrieben hatte waren wir ja auch zu Weihnachten hier. Wir wurden ja höflichst eingeladen. Zuerst bekam man eine Art Marmelade, 1 Glas Wasser u. Teelöffel vorgestellt. Davon sollte jeder en Teelöffel voll essen u. danach Wasser trinken. Wenn die Runde fertig war bekam jeder abwechselnd ein Glas Rotwein.

So feiern sie Weihnachten mit Besuch. Denn in der Hauptstrasse der Stadt hatte sich eine Zigeunerkappelle von 3 Mann (hier sind nämlich viele Zigeuner in dieser Stadt.) aufgestellt u. dann ging das Tanzen los. Hier tanzen die Leute so um den Weihnachtsbaum in einer Kette, dann hopsen so wie nicht ganz normale herum.

Ja so bekommt man vieles zu sehen. Sonst alles wohl viele herzl. Grüsse u. Küsse Euer Sohn u. Br.

Milert. 

(Breve i privateje)

14. januar 1918 – Hans Paulsen: “Jeg kan nemlig ikke godt lide Berlinerne”

Hans Paulsen var grosserersøn fra Flensborg, og indtrådte i sommeren 1917 nitten år gammel  i den tyske hær. Han kom til Berlin for at blive uddannet til chauffør, og der befandt han sig endnu i januar.

Berlin S.W.47. den 14. januar 1917 [fejl for 1918]
Kære derhjemme!
Vi har Middagspause fra 12-2. Lige har jeg spist til Middag. Menuet var lidt knap. Det lød: ”Fleischlos, Nudeln 100 g.” Deraf kan man jo næppe blive mæt, da de kun er kogt i Vand. Men derfor har jeg jo de hjemlige Pakker.

– Lige har jeg faaet Mors Brev. Mange Tak. Jeg bringer vist næppe i mine Breve helt til Udtryk, hvor glad jeg bliver, naar jeg faar et Brev hjemmefra, men I kan tro, at, naar man er saadan ene i en stor By blandt lutter fremmede mest usympatiske Mennesker (Jeg kan nemlig ikke godt lide Berlinerne), saa er et Brev hjemmefra en Ting, som kan hæve Humøret for en hel Dag. Desværre er det mig helt umulig, prompt at svare derpaa. Derfor skriver jeg hyppigere til Eder Alle.

– Endelig! idag har jeg tilbragt de første Timer paa Køreskolen. Det gaar temmelig gemytlig til der. Vi har 2 Timer sat 2 Slanger paa et Hjul (5 Mand), den 3. Time forsvandt vi stiltiende og spiste vor Nudelportion. Naar jeg kunde tælle alle de Timer sammen, som jeg har trykked mig ved Militæret, vilde det sikkert blive mange Dage. Forleen har jeg med flere andre ”schwänzed” en hel Dag. Det er en temmelig pirrende, men fylder en med Fryd, naar det er fuldbragt og godt overstaaet.

Forleden spiste jeg med Hinrichs i en ”Mittelstandsküche” [suppekøkken for middelklassen/red.] til Aften. Priis 0.90 M. Vi fik et Tallerken med Kartofler, en Skaal med Sup (udefinerbar, smagløs, grøn, tilsyneladende lavet af Roerstilke) og et Tallerken med Kunstsauce og et Stykke Blodpølse. Det smagte ikke godt, men naar vi atter er i Nød, kan vi jo altid ty derhen. Det er saa gunstig, da Soldater ingen Levnedsmiddelkort bruger at give af der.

– Vi har ogsaa Vinter her. Sneen ligger saa dyb, at hele Sporvognenfærdslen i Byen er standsed. Vore Biler har ogsaa svært Arbejde, Afslæbningskommandoerne har fuldtop at gøre. Snart har vi Frost, snart Tøvejr. Det var ingen behagelig Vejr at staa Vagt i igaar, Fødderne blev gennemvaade. Vi var saa træt og kaput deraf igaar, at vi gik Kl. 6 i Seng.

– Desværre synes Muddis Pakke at være tabt! Paa Frikadellerne glæder jeg mig meget, jeg er for Øjeblikket nemlig kuns anvist paa den knappe Kasernekost.

– Til Slut gratulerer jeg Far til Hussalget.
Hjertelig Hilsen fra
Eders Hans

Jeg haaber, i den næste Tid, at kunde sende Eder nogle Billeder med mig i Arbejdsdragt. I kan tro, at jeg ser flot ud deri. –
Kære Far, kan Du ikke sende mig ved Lejlighed til Privatadresse S.W. 47. et Pakke med nogle Kasser gode Cigarer? Jeg kunde faa Brug derfor!

(P285-1, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

14. januar 1918 – Milert Schulz: “Liegen jetzt in einer serbischen Stadt Namens Kumanovo zwischen Nisch u. Uskyb”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Den 14.1.18.

Meine lieben Eltern u. Geschw.!

Endlich mal wieder die Gelegenheit Euch ein paar Zeilen zu schreiben. Kann Euch mitteilen, dass wir jetzt aus der Front rausgezogen sind. Liegen jetzt in einer serbischen Stadt Namens Kumanovo zwischen Nisch u. Uskyb wenn Ihr das auf der Landkarte finden könnt. Ich bin mit einem Feldwebel von unserer Komp. im voraus geschickt um für unser Bataillon Quartier machen. Wir sind jetzt schon 3 Tage hier und eher das Regiment kommt werden wohl noch 8 -10 Tagen vergehen.

Wir leben einen ganz schönen Tag hier. Zu kaufen gibt es auch noch allerhand an Äpfel u. Frucht. Bloss ziemlich teuer. Wir werden jetzt wohl hier 3-4 Wochen bleiben u. dann feste Exerzieren. Wo es denn hingehen wird weis ich nicht, jedenfalls nach wir wohl auch noch neu eingekleidet werden. Also jetzt braucht Ihr vorläufig keine Angst zu haben dass mich was passieren kann.  

 Hier hört man kein Kanonendonner mehr. Also ganz ausser Gefahr. Hier ist es jetzt tüchtig Winter geworden, aber wir haben eine ganz schöne warme Bude. Die Leute sind auch sehr nett. Die Post von Euch werde ich erst bekommen wenn die Komp. hier ist. Dann gibt es hoffentlich einen ordenlichen Schwung auf einmal. Sonst ist vorläufig weiter nichts neues. Habe es recht gut u. bin auch soweit gesund u. wohlauf.

Sie denn für Diesmal recht herzl. Gegrüsst von mir Euer Sohn u. Bruder

Milert.

(Breve i privateje)

4.december 1917 – Milert Schulz: ”Hier haben wir die letzte Nacht Schnee gehabt. Heute morgen lag da eine 10 ctm ”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Den. 4.12.17.

Meine lieben Eltern u. Geschw.!

Für Pappas Brief vom 25.11. meinen besten Dank. Sehe ja aus deinen Schreiben, dass du recht oft zu Hause bist lieber Vater. Ich kann ja auch wohl verstehen dass du da am liebsten bist. Mir geht es auch recht gut hier bin jetzt so leidlich wieder hergestellt. Mein Magen ist auch besser geworden, wenigstens habe ich nicht mehr diesen durchfall. Will Euch heute auf eine Sache aufmerksam machen. Wie Ihr ja auch wisst werden auch hier im Felde Kriegsanleihe gezeichnet aber auf eine andere Art und Weise.

Hier wird nämlich zuerst in kleinen Beträgen von 3 Mark gespart und da bekommen wir eine 3 Marksmarke die im meinen Sparzettel eingeklebt werden. Nun habe ich auch damit angefangen und das Geld ist auf der Krissparkasse in Apenrade eingezahlt worden. Alle 10 Tage spare ich Mark u. wenn 100 Mark voll sind wird dieser Betrag von der Sparkasse als Kriegsanleihe gezeichnet. Also damit wenn mir was passieren sollte dass da Geld von mir liegt. Die Sparkontonummer habe ich noch nicht bekomme, aber sobald sie hier ist werde ich Euch dieselbe gleich mitteilen. Sonst wäre da weiter nichts von dieser Sache.

Hier haben wir die letzte Nacht Schnee gehabt. Heute morgen lag da eine 10 ctm. dicke Schneeschicht. Das ist so ungemütlich mit diesen Schnee. Es ist immer Dreck und Plantsch. Mit dem Fortkommen von hier weis ich noch nichts bestimmtes. Wir liegen jedenfalls noch in Ruhe.

Hatte vorgestern Brief von Tante Mie aus Düppel da schickte sie mir auch Vetter Nielses Bild. Nach ihrem Schreiben sind die ja gut zufrieden da. Von Schwester Mie u. Thilde u. Bruder Matth. hatte ich auch gute Nachricht. Nur Thilde schrieb sie lag schon 8 Tage zu Bett. Habe gestern einen Brief an Onkel Sören in Hadersleben u. an Bestefar habe ich auch geschrieben. Sonst wäre da nicht weiter neues. Wenns geht schick mir öfters ein Paket mit Kuchen liebe Mutter denn dass ist doch immer etwas anderes.

Für diesmal sei dann herzl. gegrüsst u. auf baldiges Wiedersehen Euer Sohn u. Bruder

Milert. 

(Breve i privateje)

27.november 1917 – Milert Schulz: ”Wir liegen ja immer noch in Ruhe”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Den 27.11.17.

Meine lieben Eltern u. Geschwister!

Besten Dank für Vaters Karte vom 19. Sowie deinen Brief vom 20 liebe Mutter. Sehe gleich zu Anfang das Briefes dass du mir ein Paket mit Kuchen abgeschickt hast. Nun warte ich ja darauf mit Freuden. Hier ist noch alles heim alten. Ich bin Gott sei dank soweit gesund munter. Sehe aus deinem Schreiben das zu Hause im lieben Heim dasselbe der Fall ist. Nein liebe Mutter mit meinen Magen habe ich noch nicht krank gemeldet. Es wird auch nur wenig Zweck haben, da man doch bloss ein paar Tage Schonung bekommt und am liebsten möchte ich auch hier bei der Komp. bleiben. Denn wenn man ins Laz. kommt wird man zum Ersatz Truppenteil nach Arys geschickt wenn man wieswe gesund ist. Und von dort geht es denn wieder gleich ins Feld und denn noch womöglich nach Frankreich. dann will ich doch lieber hier bleiben. Heute bin ich beim Zahnarzt gewesen.

Ich wollte den Zahn eigentlich rausziehen lassen aber der Arzt meinte er wäre noch zu schade und hat er mir ihn blombiert. Am 1. Dez. muss ich wieder hin zum 2ten mal bohren. Hoffentlich wird ér mir nicht so sehr schmerzen mehr. Das dicke Kinn ist auch bald wieder verschwunden.

Wir liegen ja immer noch in Ruhe. Am 4 Dez. geht es ja wieder in Stellung, ich glaube ich habe es Euch schon letztes Mal geschrieben. Das Wetter ist auch ziemlich milde jetzt. In dieser Zeit ist die Verpflegung auch ziemlich gut. Wir bekommen schon seid langer Zeit jeden 2.ten Tag 125 Gram Butter. Ist ganz gut nicht wahr. Bloss der nötige Belag fehlt. Aber hoffentlich hast du wieder ein Paketchen mit der schönen Wurst abgeschickt liebe Mutter, denn die schmeckt doch zu schön. Aber Kuchen ist mir auch sehr lieb. Ja meine Lieben man möchte ja gerne so manches haben, aber ich bin immer zufrieden mit dem was ich bekomme. Sonst wäre ja weiter nichts neues zu erzählen. Sei denn für diesmal recht herzl. Gegrüsst und geküsst vn mir Euer Sohn und Bruder

Milert.

(Breve i privateje)

14.november 1917 – Milert Schulz: ”Ja nu fejrer man allerede sin tredje Födselsdag som Soldat …”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Den 14.11.17

Meine lieben Eltern u. Geschw.!

Gottes Friede zum Gruss!

Schwester Olga’s Brief vom 7.11. habe ich dankend erhalten. Sehe dass noch alles wohl ist im lieben Heim.

Wie ich sehe ist Schw. Mie auch eine kleine Zeit zu Hause. Habe einen Brief von Ihr bekommen weis aber nicht ihre neue Adr. da ich dieselbe verlegt habe. Hoffentlich ist ihr Fuss bald wieder heil. Mir geht es aj immer noch recht gut. Den Herrn sei dank für soweit er helfe auch noch weiter. Mein Trost ist immer wie es im Liede heisst: ”Mig intet skal fattes min Hyrde han er”. Ja og som du skrev paa dit Kort kjære Fader i Joh. Aab. 3.5 Gid at vi rigtig maatte mere og mere lære at kun i Gud har min Sjæl sin Ro og til ham maa vi komme med alt vad der ligger os paa Hjertet. Maatte hver Gjerning skee til hans herr. lige Navnes Ære. Daa vil Gud ogsaa nok giver os sin Velsignelse til alt vad vi foretager os. Men det er ikke saa ledt immellem at staa som et Guds Barn i denne Verden, men vi vil bede Gud om Kraft og Hjælp.

Vi ligger jo endnu i Ro og om en 3-4 Uger gaar vi maaske igjen i Stilling. Nu kan jeg jo snart fejre min 21. Födsesldag. Forhaabentlig kommer der saa et godt Pakke ikke sandt kjære Moder. Ja nu fejrer man allerede sin tredje Födselsdag som Soldat. Jeg vil da ikke haabe at jeg di næste tre Aar skal fejre den som Soldat. Og den dejlige Julefest nærmer sig ogsaa nu. Men at fejre den hjemme for mig er der jo nu slædt ingen Tanker om. Her merker man jo ikke meget dertil.

Nu har Regnperioden begyndt hernede. Det er saa smussig og beskidt at man vojer i Leer op til Knoglerne. I dag er det nu lige Solskinsvejer.

Sidste Nat har det regnet heele Natten og da vi kun har et Telt over Hovedet har det naturlig regnet igjennem ned til os. Det er ugmütlig naar det saadan regner igjennem. Jeg har det jo rigtig godt her ved Telephonen. Pakken med Kagen har jeg ikke modtaget endnu. Send mig engang ved Lejlighed en Haandtörklæde kjære Moder mit det er heelt itu.

Nu være I saa mange (gange) hjertelig Hilset og Kysset fra mig Eder Sön og Broder

Milert.

(Breve i privateje)

 

10.november 1917 – Milert Schulz:” Der har været lidt tale om at vi skulde bort herfra men hvordan ved man ikke og i det heele er det et stort Spörgsmaal om vi kommer bort.”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Den 10.11.17

Mine Kjære Forældre og Sösk.!

Guds rige Fred til Hilsen!

Dit kjære Brev fra den 1.11. har jeg i forgaars modtaget kjære Moder ligeledes har jeg modtaget Babbas Brev fra den 3.11. igaar. For bægge min beste Tak kjære Forældre. Seer at I endnu har det rigtig godt derhjemme. Ak ja kunde man endnu havde været hjemme igjen i sin gamle Bestilling. Men nu sidder man her fjernt fra alt. Forhaabentlig kommer det længselsfulde Fredsbudskab. Gid dog at Herren snart vilde byde sit holdt over denne Elendighed. Mon det ikke skulde give en Forandring i Sagen med Italien? Her hos os er det ikke meget lös men det er jo godt at man kan sidde her i ro. Naar det saadan bliver ved hernede saa kan ja sagtens holde det ud. Naturligvis bliver der her ja ogsaa skudt med Granater med det er dog ikke saa slem som ved andre Fronter hvor der bliver Kempet hver dag. Her giver der jo ogsaa saarede og döde men jo da ikke i den Grad som f.eks. i Flandern. Gud skee Tak at man ikke er der.

Hem ved om man havde været levende endnu. Herren vil i Naade holde sin beskyttende Haand over os alle og naar det er sin vilje fore os sund og rask hjem igjen. Hvorlenge mon Broder Matth. vel skulde holde sig i Flensbg. Igaar havde jeg Brev fra ham at skulde til Backsted at skyde.

I dag har jeg ogsaa sendt et Kortbrev. Ja kunde man dog blodt saadan havde rejst hjem et smudt om Söndagen det kunde være heelt dejlig, men det er jo nu ikke saadan. Af dit Brev seer jeg at du igjen har sendt mig en Pakke med Kage kjære Moder.

Ja nu kan jeg dejlig bruge den. Som du skriver kjære Fader har jeg allerede for 8. Dagen siden skreven et lang Brev til Tante Mie paa den nye Adr. ja nu er di ogsaa borte fra Svejlund. Vi har da nydet meget godt eroppe for dem. I den förste Tid vil man jo komme til at savne dem. Nu er Svejlund jo ikke mere noget for os. Babba har vel samledt meget godt Skrammel hjem. Jeg kan nok forestille mig ham hvordan han har seet alle Hjörne og Kroge godt efter.

Nu er det ved at blive Efteraar hernede det er mere kold nu. Men endnu holder man det nok ud. Der har været lidt tale om at vi skulde bort herfra men hvordan ved man ikke og i det heele er det et stort Spörgsmaal om vi kommer bort.

Ellers er der ikke megen Nyt at fortelle. Saa være I alle hermed hjertelig Hilset og Kysset fra mig Eders Sön og Broder

Milert.

Paa snarlig gjensyn.

(Breve i privateje)

 

14. oktober 1917 – Mathias Damm: ” Forleden søgte de Folk til Tyrkiet”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der efteråret 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

Søndag den 14. Oktober 17.

Kære Søster!
Mange Tak for Dit Kort. Jeg modtog igaar. Jeg har det stadig, men en saadan deilig Søndag morgen længes jeg dog efter Hjemmet. Gid det maatte faa en Ende med dette Myrderi inden Foraar. Jeg er led paa det hele, og især her ved dette Regiment. Forleden søgte de Folk til Tyrkiet. Jeg havde den største Lyst til at melde mig, men saa var Moder vist bleven ulykkelig, skønt man kan ligesaa godt blive truffen her som der, og her har jeg længst havt Næsen fuld, skønt det ikke er ringere end ved 3 Komp. Til Stosstrup er man god, men bagefter vide de ikke, om man overhovedet eksisterer.

Nu faar vi atter, som jeg nok kunde tænke mig, mindre Brød. Nu har de jo ogsaa faaet, hvad de vilde og saa lønner det sig ikke at fede os. Jeg har i de sidste 14 Dage havt godt med en lille Pose Mel (2/4 Pund) som jeg fik at købe ved Komp. Jeg har bagt Pandekager og rørt noget i Maden, naar den var for tynd og kogt det op, saa det sommetider kunde gøres nødig at have en Spedspade til at skære af med, men det staar da i alfald i Maven. Nu er det ogsaa snart opbrugt.

Der er idag Gudstjeneste. Jeg har snart Angst at gaa hen, thi jeg har Gigt i Hovedet og Tænderne, og naar man kommer derhen og staa i Blæsten, bliver det vist helt forrykt. Det gaar vist saadan, at man bliver tandløs som en Oldemoder fra 1870 inden man engang kommer hjem. Jeg har nu faaet tre ud det sidste Aar. Og der gaar vist en mere i Vinter. Den begynder at gaa itu.

Solen skinner ellers saa deilig idag, men her er det en snart ligegyldig, blot det er godt Veir naar man arbeider. Man ved snart ikke, hvad man skal drive den lange Søndag hen med. Maatte dette elendige Myrderi dog snart faa en Ende. Saa vidste man da, hvad man skulde fordrive en Søndag med. Jeg kan ikke forstaa at nogle kunne være saa dumme at blive ved Militæret. Jeg kunde gøre Luftsving til Maanen, den Dag jeg kan hugge af. Jeg ynker heller ingen, som er falden 14. Heller ikke C.S. Han har da Ro. Hvad har jeg ud af de 2lA Aars Slæb og Fam. Dengang havde jeg ordentlige Klæder, nu har jeg Pjalter og Panjestøvler. Det er det hele. Dengang var man heller ikke saa led paa det hele, thi jeg skulde jo dog spille Soldat. Nu gaar man her og slider i 2 1/4  Aar og Sundheden og de bedste Ungdomsaar er borte og man har intet havt deraf. Man har blot set en Hob af Elendighed og Uretfærdighed, Og saa skal man endnu have Lyst til at slaas. Nu har jeg vrøvlet nok dennegang.

Mange Hilsner sendes eder alle derhjemme af Din Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.113)

5. august 1917 – Johannes Ankersen: “… midt i det store Flandernslag”

Flensborgeren Johannes Ankersen var løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der siden midten af juni havde ligget i reserve bag fronten ved Ypres i Flandern. Den 31. juli indledte briterne deres offensiv i Flandern, den 2. august gik Ankersen og hans mænd i stilling.

Nu var vi altså midt i det store Flandernslag. Hyggeligt var det ikke, det kan man vel sige, men efter min mening var det ikke så forfærdeligt som Sommeslaget. Også her holdt englænderne deres sanitetspause, det vil sige at de to timer overhovedet ikke skød. Desuden have vi også på tysk side en mængde artilleri, der ikke var fjendens så underlegent og som også skød fligtigt. Forplejning kom frem hver nat. Vores divisionschef, general Lequis, sørgede særligt for det. Også ham selv så vi ofte i forreste linje. Angst kendte han ikke, og sådan vandt den tidligere så hadede snart alles hjerter.

Tabene de første dage var ikke så store, på trods af at englænderne gjorde flere angreb. Ubehageligt var det med regnen, og de engelske flyveres frækhed, af hvis vovemod og koldblodighed vores kunne have taget ved lære af, men ikke gjorde. Hele dagen lang kunne vi på grund af den fjendtlige ild ikke rigtig bevæge os, kun i kamppauserne åndede alle for et øjeblik ud og fik nyt livsmod.

Fire dage varede min første tur fremme, så blev jeg afløst. Den officer, der bragte det nye mandskab frem, og som skulle afløse mig, havde ikke samme held som mig. Afdelingen blev ramt i Hølunden og næsten halvdelen af underofficererne og mandskabet blev såret eller faldt. Jeg selv kom efter afløsningen godt tilbage.

Vi glædede os over hvilekvarteret, der gav os mulighed for at spise varm mad, at blive vasket og sove uden forstyrrelser. Syv dage havde jeg ro, først da skulle jeg igen være syv dage fremme. Da vejret i mellemtiden igen var blevet varmt og tørt, havde vi det dejligt i hvilekvarteret. Stemningen var i det store hele ikke dårlig på trods af kampdagene gav rigligt med arbejde, fare, ubehageligheder, snavs og strabadser. Det viste sig, at tiden i Rusland havde været godt for vores nerver, vi følte os nu også i stand til at udholde noget. Et faktum er det, at vi i den tid hvor vores division var indsat, på trods af mange angreb ikke mistede en meter land.

(Oversat fra tysk efter erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

2. august 1917 – Johannes Ankersen: “… skyttegrave var der ikke nogen tilbage af”

Flensborgeren Johannes Ankersen var løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der siden midten af juni havde ligget i reserve bag fronten ved Ypres i Flandern. Den 31. juli indledte briterne deres offensiv i Flandern, og dagen efter blev regimentet alarmeret og rykkede frem mod fronten (læs om det her).

Den næste morgen modtog jeg ordre til igen at slutte mig til regimentet ved Becelaere. Bataljonen var efter at have ligget hele natten ude i regnen igen blevet trukket tilbage.

Det regnede stadig, da vi brød op, men jeg forventede hurtigt at kunne støde til regimentet, da det kun lå en halv time væk. Men denne gang forregnede jeg mig. På vejen stødte vi på en ammunitionskolonne, der var blevet stoppet af en kolonne i modsat retning. Nu hang vi også fast. Vende om kunne vi ikke, for vejen var for smal. Så måtte alt der kunne kravle og gå tage fat for at løse den sammefiltrede knude. Et vidunderligt arbejde, hvorunder det regnede uafbrudt, så skjorten snart klæbede til kroppen. Det tog over tre timer, før vi kom fri af det sammenrodede kaos. Endelig, til slut ankom vi til vores enhed. Desværre var der heller ikke her mulighed for at få tørret det våde tøj, så vi måtte fortsætte, som det var.

Der var heller ikke lang tid til at få sig udhvilet og tørret. Jeg fik straks ordre til at begive mig til staben for et infanteriregiment, som vi skulle afløse, for at orientere mig om minekasterstillingen. Med min feldwebel og to mand begav jeg mig på vej. I regimentets kommandostation fik vi en fører, og så gik det fremad. Det var højlys dag, og skyttegrave var der ikke nogen tilbage af, altså måtte alt foregå på åben mark. Fra Somme var vi jo allerede godt vant med kratermarker. Heller ikke her var der knapt et sted, hvor der ikke for hver ti kvardratmeter havde været et nedslag. Men her gjorde den omstændighed, at grundvandet står højt i Flandern, sig i aller højeste grad ubehageligt mærkbar. Alle granathuller var derfor fulde af vand eller rettere fuld af en tyk grød, der som en sugekop holdt alt fast. Langt bagud var jorden rodet op. Regnen havde ikke gjort vores vej bedre, og vi så ud som svin, da vi ankom til bataljonens kommandostation.

Underligt nok var vi stort set ikke blevet beskudt undervejs. Men knap var vi nået frem, før helvede brød løs. Englænderne skød som vanvittige og gjorde et lille angreb, som vi altså var nået rettidigt frem til, men som ikke blev kronet med held. Ved bataljonen var det til at holde ud, her var en stor, stærk betonbunker, der nok kunne holde til noget. Men vi måtte længere frem, minekasterne befandt sig videre fremme i den såkaldte ”Hølund”.

Kratermark i Flandern 1917 (Deutsches Museum Nordschleswig)

Det fjendtlige artilleri var endnu ikke faldet til ro, men det kunne jeg ikke vente på. Altså fremad, benene på nakken, og løbe om kap med døden. Vi nåede lykkeligt frem til Hølunden, men her så først for alvor slemt ud. I det lille skovstykke havde fjenden med rette formodet al muligt og hans kanoner havde derfor velsignet den rigeligt. Lunden var blevet en sand urskov. Granathul ved granathul. De få tilbagblevne træer sønderskudt og sønderrevet sammenfiltret til en ufremkommelig klump. I mellem dem resterne af feltbanesporet. Det var svært at arbejde sig fremad, og det var ubehageligt, for på grund af den kraftige, vedvarende beskydning ville man gerne fremad.

En af vores førere faldt i et granatkrater og kun med stort besvær kunne vi trække ham fri af det seje mudder. Når en såret først var havnet i sådan et hul, så var han med sikkerhed fortabt til jammerligt at blive hængende i mudderet og omkomme. Endelige nåede vi frem til føreren af minekasterafdelingen. Jeg havde knap troet, at vi ville være kommet frem, men det lykkedes alligevel. Jeg orienterede mig, så godt jeg kunne, og så hed det tilbage igen. Endnu engang et løb på liv og død til bataljonens kommandostation, og så var også det overstået. Derfra var det bedre, området lå ikke længere under så kraftig beskydning, og vi kom godt tilbage til vores enhed. Ganske vist var jeg møgbeskidt og våd til skinnet, men nu fandt jeg i det mindste et sted, hvor jeg kunne hvile ud og tørret mine ting. Dog ikke længe.

Om natten måtte jeg frem igen, denne gang med mandskab for at afløse forude. På trods af at vi måtte udholde en betydelig beskydning hele vejen, nåede vi frem uden tab. Selv i den forfærdelige Hølund skete os intet. Jeg fordelte folkene så godt jeg kunne på de otte minekasterpladser. De stakkels karle fandt kun dårligt ly, der var kun en ikke særlig god bunker, men jeg kunne ikke tilbyde noget bedre. Efter at alt var ordnet og overdraget, begav jeg mig selv til bataljonsstaben, hvor jeg skulle opholde mig som minekasterofficer. Her var det endelig til at holde ud at være.

Kommandostationen var, som jeg allerede har nævnt, et rigtigt godt dækningsrum af beton, der kunne holde til mangt en fjendtlig granat. Det var dog småt med pladsen, for her befandt sig ud over bataljonsstaben og min ringhed også forbindelsesofficeren for artilleriet, telefontropper, lystkastere, jordtelegrafer, ordonnanser og meldeløbere fra kompagnierne. Men der kan være mange tålmodige får i en stald, og når nøden er stor, kan man godt presse sig sammen.

(Oversat fra tysk efter erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

1. august 1917 – Johannes Ankersen: “steg … på min stridshest og red højt syngende af sted”

Flensborgeren Johannes Ankersen var løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der siden midten af juni havde ligget i reserve bag fronten ved Ypres i Flandern. Her havde regimentets soldater i ugevis  igen og igen trænet på at indtage deres alarmstillinger. Den 31. juli indledte briterne deres offensiv i Flandern.

På grund af de mange prøvealarmer osv. var vi til sidst blevet så ligeglade, at vi da vi om morgenen den 1. august blev vækket af den sødeste søvn med det bekendte stikord, først ikke troede, det var alvor. Alt blev gjort klart og så af sted til vores post. Det var et ubehageligt regnfuldt vejr, det dog alligevel gav en del fordele, da vores modstander ikke kunne observere vores fremmarch. Trods det forefandt vi vores alarmstation under en svag spredningsild fra det fjendtlige artilleri. Det kostede nogle ubetydelige tab, og havde ikke den store betydning. Alligevel forstyrrede det naturligvis, da vi indtil videre måtte blive liggende og afvente nærmere ordre.

Til sidste erfarede vi, at fjenden havde angrebet over hele linjen. For an os, altså i vores kampområde, var han ikke trængt frem, men derimod så det til højre for os i området foran Becelaere værre ud. Efter forventningsfuldt at have tilbragt hele formiddagen på vores alarmstation, fik vi henimod middag ordre til at rykke frem mod Becelare. Ankommet til Becelaere gjorde vi igen holdt for at modtage nye ordre. Om aftenen indløb besked med ordre om at indtage en beredskabsstilling. Nu gik det atter løs.

Løjtnant Johannes Ankersen højt til hest (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Jeg var ved temmelig godt mod, da jeg som erstatning for middagsmad og som middel mod regnen, der havde gjort mig våd til skindet, havde drukket et par ordentlige glas cognac. Da alt var klart til opbrud, steg jeg på min stridshest og red højt syngende af sted. Det gode stemning forlod mig heller ikke, da vi måtte igennem en slugt, der lå under voldsom beskydning. Jeg kan nu kun huske, at jeg højt til hest med høj stemme sang ”Wintersturm wichen dem Wonnemond”, mens vi passerede et travlt skydende tysk batteri, og de engelske granater slog ned til alle sider. Nu drejede infanteriet af vejen og ud på åben mark ind i en sænkning for at her at holde sig klar. Vi havde endnu ikke været i berøring med fjenden, foran os lå stadig tyske tropper.

Men der var ikke plads til mig og min minekasterafdeling i sænkningen. Vi havde læsset vores svære minekastere á fire styk på store vogne. Hestespandene var utilstrækkelige, små panjeheste [dvs. russiske heste, red. ], der vel godt kunne trække vognene på gode veje, men ikke havde en chance på den regnopblødte jord. Allerede tidligere havde vi på dårlige veje haft problemer i den retning. Hvis jeg nu drejede af vejen, så ville vi være kørt uhjælpelig fast efter ti skridt. Det var altså nytteløst. Jeg orienterede regimentschefen om forholdene, han indså rigtigheden af min opfattelse, og gav mig frie hænder til at indrette mig passende i nærheden. Det gjorde jeg gerne, og fandt da også i nærheden snart en passende tom gård, hvor min deling slog sig ned. Jeg oprettede forbindelse med regimentet, og så lagde vi os alle dødsens trætte hen. Udenfor strømmede regnen uophørligt ned. Vi kunne være glade for at have tag over hovedet, mens vores arme kammerater vel måtte tilbringe natten i det fri.

(Oversat fra tysk efter erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

8. Juli 1917 – Milert Schulz:” Wie können wir bloss Gott dankbar sein, dass der Krieg nicht in unserm Lande wütet”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Im Felde den 8.7.17

Meine lieben Eltern und Geschwister!
Gottes Friede zum Gruss!

Wo ich nun diesen Brief schreibe, hast du wohl grade in kleines Mittagsschläfchen bekommen liebe Mutter und Pappa vielleicht einen etwas längeren. Na das macht ja nun auch nichts. Für deinen Brief vom 30.6 sage dir meinen besten Dank liebe Mutter. Ebenfalls für Schwester Diddes Briefe vom 28.6 und 2.7.

Ja meine Lieben wenn ich auf Urlaub kommen sollte kommt mein Photo aber in gang. Aber das schlimmste ist ja denn ich kenne ja gar nicht die kleine Schwester Anni. Habt Ihr denn kein Bild von ihr. Von Br. Oskar habe ich ja noch eins von Febr. letztes Jahr wie ich von Königsberg auf Urlaub war. Na diesen Monat wird es wohl nicht werden, aber denn hoffentlich mitt nächsten Monat, also August. Das schadet ja auch weiter nichts. Gestern war ich von der Hitze ziemlich krank. Kopf – und Leibschmerzen hatte ich kaum zum aushalten. Heute ist es doch besser, wenigstens habe ich kein Kopfschmerzen. Gegessen habe ich auch nichts. Nur ein paar Soldatenzwieback.

Es ist ja jetzt auch eine furchtbare Hitze hier, aber hoffentlich wird es bald ein wenig kühler. Am schönstens ist es Abends wenn die Sonne weg ist, alles ist still, nur ab und zu hört man ein Kanonenschuss hier und dort krachen, aber das lässt uns weiter nicht stören. Ach wäre doch bald der langersehnet Frieden bloss da dass man endlich mal wieder aus diesen Elend herauskommen können. Wie können wir bloss Gott dankbar sein, dass der Krieg nicht in unserm Lande wütet. Ja möge sich der Herr doch bald über diesen Jammer sich erbarmen und uns bald den Frieden geben.

Von hier ist ja sonst nichts neues zu berichten. Ja liebe Mutter du schriebst wegen Pfeffer. Das gibt es hier auch nicht aber die Bulg. Soldaten haben ein sogenanntes Paprika auch so eine Pfefferart. Werde dir davon etwas nach Hause schicken. Es ist aber furchtbar stark. Also hoffentlich komme ich denn so mitte oder Ende August nach Hause und seid Ihr denn bis dahin alle recht herzl. gegrüsst und geküsst von mir Euer Sohn und Bruder

Milert 

(Brev i privateje)

3. Juli 1917 – Milert Schulz: ”… Mutter, dass ich noch immer Eurer „Dreng“ sein darf”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Im Felde den 3.7.17

Meine lieben Eltern und Geschwister!
Gottes Friede zum Gruss!

Zuerst besten Dank für erhaltenes Paketchen mit Kuchen u. Schinken. Und zweitens besten Dank für erhaltenen Brief vom 25/6 und Karte vom 26/6 von dir meine gute Mutter. Ja du kannst glauben liebe Mutter wenn man hier im Felde steht den Tod alle Augenblick vor Augen, dann weiss man erst richtig zu schätzen was man an einen guten Vater und eine gute Mutter hat. Darum freue ich micht auch sehr jedes mal wenn ich Eure Briefe durchlese dass Ihr mir immer treu hingebene Eltern seid.

Jetzt weis ich so richtig was ich an Euch habe lieber Vater und Mutter. Ich schätze mich besonders hoch wenn du schreibst „min kjere Dreng“ liebe Mutter, dass ich noch immer Eurer „Dreng“ sein darf. Ja, wie wohl ist es ein treues Heim zu haben. Und denn die lieben Geschwister alle. Ihr geht mir nicht nur einmal durch den Kopf. sondern den lieben langen Tag sind meine Gedanken stets bei Euch und denn stelle ich mir das ganze liebe Heim in Gedanken vor, jede Ecke, jede Stube, jedes Bild und was sonst noch ist stelle ich mir oft alles in Gedanken vor. Und denn wie man als Kind dort gespielt haben, da habe ich am Tisch zu Mittag gegessen, da sass Vater, da sas Mutter, und da sassen die Geschwister und da der Schrank in der Küche wo man so oft ein Strück Zucker ohne Mutters Erlaubnis genommen hat. Ja meine Lieben bei dieser Einförmigkeit lässt man sich sein ganzen Leben vor Augen kommen.

Wenn man dauernd an diesen Krieg denken wird man ja ganz Dusselig im Kopf. Am liebsten denken ich garnicht daran. Nur mit sehnsucht denket man an den Frieden wo wir einst als Kämpfer den Heimatlichen Boden betreten dürfen. Welch eine Freude wird das sein wenn die Erlösende Stunde schlägt.

Mir geht es noch immer recht gut hier und bin auch gesund und munter. Wenn bloss nicht diese Hitze wäre dann ginge es noch. An der Front ist es während dieser Hitze auch ziemlich ruhig. Habe endlich Brief von Br. Matth. bekommen und ihm gestern geschrieben. Hoffentlich glück es mit mein Urlaub End diesen Monat, wenn nicht denn im August. Sonst wäre ja nichts neues zu schreiben. Viele herzl. Grusse u. Küsse verbleibe ich bis auf ein fröhliches Wiedersehn Euer dankbarer Sohn und Bruder

Milert.

(Breve i privateje)

30. Juni 1917 – Milert Schulz: ” …. ikke saa slemt naar blodt den forferdelige Krieg havde en ende”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Skrevet den 30.6.17

Mine kjære Derhjemme i det kjære Nordsleswig!
Guds Fred til Hilsen!

Ja nu er der jo et par dage siden jeg har skreven til Eder og føler jeg mig nødsaget til at skrive et paar Ord igjen, hvad jeg jo ogsaa gjør med Glæde. Denne gang paa Dansk.

Har i dag modtaget dit Kort fra den 23/6 Kjære Moder med Tak. Mig gaar det jo endnu altid rigtig godt og er Gud skee Tak sund og rask. Vi lever jo ogsaa heelt godt her i Felden. Til Middag bager jeg Pandekager og til Aften steger jeg et par Frekadeller. Det smager jo heelt godtil Saa kann du jo nok forstsaa at vi lever heelt godt. Med det er jo kun Feldw. og jeg der saadan lever og saa ogsaa Offiseerne. Derfor tør du ikke sende mig nogen Pakker kjære Moder, send det saa hellere til Broder M. han har det meere behov end jeg. Naar jeg mangler noget skal jeg nok skrive derom. Blodt skriv flittig at jeg altid hved hvordan det gaar Eder mine kære.

Jeg haaber jo nu da sterkt at jeg kommer igjen paa Orlov i 14 dage sidst i neste Maaned. Men naar jeg ikke kommer saa kommer jeg sidst i August. Nu faar vi jo at see. Naar jeg saa kommer igjennem Rendsb. Stiger jeg ud og tager Br. M. med hjem i en 8 Dage. Jeg ved slet ikke sin Adresse endnu. Kedelig at di faar saa lidt at spise i Garnisonen.

Her er det jo endnu altid saa forferdelig warm. Vi løber i Skjorter herom, og saa en masse Fluer saa man kan næpper værne sig mod dem. Men nu det er jo altsammen ikke saa slemt naar blodt den forferdelige Krieg havde en ende. Gud give dog at Freden dog snart maatte holde sin Indtog i Landene.

Jeg lenges efter at see og tale med Eder igjen mine Elskede. Mit Klaverspil har jeg jo vist heelt forglemt. Hvem spiller nu derpaa. Der kan vel ingen som Babba. Men nu han kan jo ogsaa spille heelt fin og smukke Stykker.

Kommer Heise snart hjem paa Orlov eller han ikke skrevet derom endnu? Nu til Slut være I alle hjerteligt Hilset og Kysset fra mig Eder Søn og Broder.

Milert

Skriver snart

(Breve i privateje)

19. Juni 1917 – Milert Schulz: “… beim einem Angriff 500 Tote“

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien. Og nu håber han, at kunne komme hjem i august eller september.

Im Felde d.19.6.17

Meine lieben Eltern und Geschwister!

Gottes Friede zum Gruss!

Meinen besten Dank für Eure lieben Briefe vom 11.6.17. liebe Mutter und Vater. En hat mich sehr gefreut mal wieder etwas aus der lieben Heimat zu bekommen. Wie ich ja aus alle Euren Briefen sehen kann habt Ihr’s ja noch immer recht gut. Ihr schrieb mir letzt ob ich nicht Kaffee oder Wolle besorgen kann. Ja meine lieben mit Kaffee wird es wohl nicht so leicht sein. Aber mit Wolle liesse sich vielleicht etwas machen. Ich werde mich mal nach salchen Sachen umsehen. Vielleicht kann ich doch etwas auftreiben.

Mir geht es ja noch immer recht gut hier unten. Bin noch immer gesund und munter.  Hier haben wir jeden Tag Gewitter und viel Regen. Gestern regnete es so stark, dass wir kaum in unsern Zelt aufhalten konnten. Also regen genug. Ich wünschte dass dieser Regen zu Hause gefallen wäre.

Gestern bekammen wir Telegram von unsern Feldwebel, dass er zu Hause erkrankt war. Na hoffentlich kommt er noch wieder, dass ich auch nach Hause fahren kann. Wenn’s Glückt komme ich vielleicht im September oder Ende August. Nun wollen wir erstmal die Zeit ruhig abwarten. Ende diesen Monat fahren 5 Mann von der Komp. in Urlaub und denn Ende Juli wieder 5 Mann.  Diese sind noch die altesten bei der Komp. die schon ein Jahr im Felde sind. Nun den sind noch End August 2 Mann von den alteren übrig und da hoffe ich mitfahren zu können. Na vielleicht ist der krieg auch bisdahin zu End das kann man ja nun garnicht wissen. Got gebe es in seiner Gnade dass es doch bald Schluss wird mit diesen Kämpfen und Ringen um Leben und Tod. Wenn ich an die schweren Kämpfe denken welche wir hier Mitte Mai hatten da haben die Franzosen beim einem Angriff 500 Tote vor unserer Stellung verloren und wie viele verwundete sind nicht zurück  gelaufen. Ja es ist schrecklich mit so einer Mörderei.

Jetzt ist es fast ganz ruhig an der Front. Nur ab und zu fällt ein Artellerieschuss. Ich freue mich bloss, dass ich hier auf der Schreibstube sein kann. Hab jeden Tag mein gutes Essen und jede Nacht meinen ruhigen Schlaff. Jeden zweiten Tag essen wir „Frekadeller“ mit Butter gebraten und wenn das nicht da ist in Schmalz. So, nun zum  Schluss seid Ihr alle recht herzl. Gegrüsst und geküsst von mir Euer Sohn und Bruder.

Milert

Auf Wiedersehn im September

(Breve i privateje)

9. Juni 1917 – Milert Schulz: “Wir laufen halbnackt herum“

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Im Felde d.9.6.17

Meine lieben Eltern und Geschwister!

Gottes Friede zum Gruss!

Deinen lieben Brief wo du und Schwester Mie geschrieben hast liebe Mutter habe ich vorgestern mit vielen Freuden dankend erhalten. Es freut mich natürlich jedes Mal wenn ich von Euch meine Lieben einen Brief habe und ich immer wieder lesen dar, dass es Euch allen noch recht gut trotz dieser schweren Prüfungszeit.

Mir geht es ja auch noch immer recht gut. Nur mein Magen ist in den letzten Tagen nicht ganz in Ordnung gewesen, aber heute ist es schon etwas besser. Na es ist ja auch kaum zum Aushalten in dieser Hitze hier. Ich bin um 8 Uhr aufgestanden und habe soeben meinen Kaffee mit Butter und Käsestullen gleich ans Briefschreibern begeben. Die  Uhr ist jetzt und schon so warm wie bei Euch in der glühende Flammen. Wir laufen halbnackt herum. Den Tag über ist an Arbeiten nicht zu denken, nur morgens in aller frühe und Abends wenn es wieder kühl ist. Mit der Schieserei ist es auch nicht mehr so schlimm. Es ist fast völlig ruhig hier an der Front. Nur die Flieger kommen ab und zu mal rüber gebrummt.

Aber den schlimmsten Krieg haben wir hier mit den Fliegen. Man kann nicht eine Tasse Kaffee trinken ohne dass da ein oder zwei Fliegen drinn sind. Und schmieren wir eine Marmelandenstulle schon ist dieselbe voll Fliegen besetzt. Das schlimste ist aber wenn Sie einem dauernd ins Gesicht herum Kribbeln. Dafür haben wie jetzt von der Millitärbehörde Fliegennetze bekommen. Ähnlich wie die Frauen so ein Netz vor ihren Hüten tragen. Das ist nun ganz praktisch.

Ja so lebt nun hier herum in Mazedonien sitzten dauernd in diesen grossen Bergkessel eingeschlossen und kann bloss einige hundert Meter an den Bergabhang sehen.

Wäre doch bloss dieser ganze Krieg bald vorbei dass wir wieder gesund und glücklich nach Hause kehren dürfen. Gott gebe doch in seiner Gnade, dass es sich bald zum Frieden kehren möge. Aber lasst uns auch nicht verzagen wie lange es auch noch dauern mag denn der Herr ist nache all denen die ihn von Herzen anrufen und er wird uns auch noch durchhelfen. Lasst uns auf ihn unser vertrauen setzen und ihm alleine walten lassen er der Herr wird schon wissen, was für uns das Beste ist (…)

(Breve i privateje)

5. juni 1917 – Mathias Damm: “… om Natten 4 Timer Vagt”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der i sommeren 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

den 5 Juni 17.

Kære Moder og Sødskende!
Jeg vil nu skrive eder et par Ord. Postsager har jeg ikke faaet siden Lørdag. Haaber at faa i Aften. Jeg er jo i samme Stilling nu, hvor jeg var i Vinter. Vi vare 9 Mand fra 3 Comp og valgte 5 af II Battallion af den Grund, at det ligger her. Jeg har om Natten 4 Timer Vagt og om Dagen 2 Timer Arbeide og 4 Timer anden Tjeneste, enten Dit eller Dat. Det er ikke saa meget som ved 3. endda det er i Reserve. Og mig kan det være ligemeget, hvilket Comp jeg er ved. Her lærer man ogsaa snart Kameraterne at kjende. Og de Foresatte kunne altid være ligesaa gode som der. Jeg har idag Tjeneste om Efterm. Første No. (af Vagten) arbeider om Form, 2 No. om Efter, hveranden Dag har man første. Jeg sov idag til Kl 11. Kunne i tillade eder det?

Søndag Aften havde vi mægtig Torden og en Skylleregn, saa Vandet strømmede gennem Graven og skyllede store Huller og Render og altsammen landede det her i Lavningen. Vi maatte til at lave Dæmning foran Døren, thi det kom ind af Døren, ligesaa ved de andre Understande. Igaar havde vi saa Beskæftigelse med at skovle Sandet ud af alle Gravene, thi de vare sommesteder halv fyldte, og oppe paa Bjærget var det omvendt. Igaar regnede det ogsaa, dog mere fornuftig. Nu vil jeg skrive mere i Aften, naar Posten er fordelt.

Fra eder fik jeg saa intet, men forhaabentlig desto mere imorgen. Det er fint Veir idag. Jeg skal nu paa Post. Jeg fik Kort fra Onkel Nis. Han havde været paa Orlov. Og var nu kommen hen hvor der var tyndere Luft. Nu vil jeg slutte med mange

Hilsner til eder alle eders Søn og Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.113)

 

3. Juni 1917 Milert Schulz: “ Wie [ich] aber aus alles ersehe geht es Euch ja noch immer recht gut zu hause“

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Im Felde d.3.6.17

Meine lieben Eltern und Geschwister!

Gottes Friede zum Gruss!

Besten Dank für erhaltene Postsachen. Es [hat] mich sehr gefreut in der letzten Zeit recht oft von Euch gehört zu haben[,] meine Lieben. Wie [ich] aber aus alles ersehe[,] geht es Euch ja noch immer recht gut zu hause. Hier ist es auch noch alles beim alten. Bin noch immer Gott sei Lob und Dank gesund und munter und habe es auch noch immer recht gut hier in Mazedonien.

Es ist hier jetzt kolossal heiss. In den Mittagsstunden kaum zum aushalten. Es ist ungefähr eine Hitze von 55-60 grad. Also könnt Ihr Euch wohl ungefähr vorstellen[,] was wir in einer solchen Hitze auszustehen haben. Wir[,] die wir bei der Gefechtsbagage sind[,] können es ja immer noch besser aushalten wie die welche vorne im Schützengraben sein müssen. Wir haben vergangene Woche fast jeden Tag Gewitter gehabt mitunter sogar sehr stark. Und mit dem Gewitter kommt natürlich den auch ein starker Regen. Nun könnt Ihr Euch ja vorstellen wie es ist in einen blosen Zelt zu wohnen[,] wenn ein so starker Gewitterregen fällt. Aber geht noch alles wenn es ja mitunterunter [sic!] tut[,] wenn es nicht genügend Ablauf hat.

Heute kam ein Nordschleswiger nach hier der auf Urlaub gewesen ist. Ich habe ja natürlich auch mit ihm gesprochen. Nach seinem Erzählen ist es ja furchtbar trocken zu Hause und der Roggen ist auch noch kurz und grün. Hier fangen die Leute schon an den Roggen zu mähen. Das ganzen Korn ist bald reif hier. Ja meine Lieben hoffentlich dauert es noch nicht allzu lange mehr eher wir uns wieder treffen können. Wenn mein Feldwebel wieder vom Urlaub kommt[,] will ich mal mit ihm sprechen ob ich vielleicht im August oder September fahren kann. Oder der langersehnte Friede kommt bald. Gott gebe, dass es doch dieses Jahr endlich zum Schluss kommen lassen möge.

Diese Tage ist es hier ziemlich ruhig gewesen, aber wie ein französischer Gefangener ausgesagt hat, werden sie hier noch einen Angriff versuchen[,] aber bei uns kommt er doch nicht durch. Hatte vorgestern einen Brief von Bruder Matthias. Er hat jetzt aber schon genug von[]dem Soldat sein. Ja ich währe auch froh wenn [ich] hätte zu hause sein können, aber so Gott will[,] hoffe ich doch einst gesund und glücklich wieder in die geliebte Heimat kehren zu können.

Sonst wüsste ich für diesmal nicht viel neues erzählen zu können. Meine Mazedonischen Ansichten habt Ihr doch bekommen. Nun seid Ihr alle recht herzl. Gegrüsst und auf ein frohes Wiedersehn hoffend verbleibe ich Euer gegebener Sohn und Bruder.

Milert

(Breve i privateje)