Tag-arkiv: Vauquois

12. oktober 1917. Claus Eskildsen på vestfronten. “I Huler ved Siden af Stollegangene bor Nisserne.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Eskildsen måtte bestige bjerget Vauquois for at besøge officerstaben, tegneren og den unge skriver Schrøder.

Har man Lov til at tale om »Byer«? Der staar ikke et Hus! De hvide Kalkstensruiner ser uhyggeligt spøgelseagtige ud paa Baggrund af Bjergskraaningernes mørke Skove.

Aldrig før har jeg set saa bredt et Bælte fuldstændig ødelagt. Hvor mon alle de stakkels Mennesker er, der her havde deres Hjem?

Hvad vil de sige, naar de kommer tilbage? Fra Landsbyen Cheppys Ruinhob følger man Landevejen endnu et lille Stykke, drejer saa af til venstre og gaar med et Feltbanespor om bag den store Vauquois, som man hele Tiden har set foran sig.

Det hele er et eneste Felt af mindre Granat- og store Minekratere. Et Sted staar endnu et Par Træstubbe. Jeg undersøger Barken. — Her laa nok engang en Æblehave!

Jeg kravler op ad det stejle Bjerg og naar pustende og med Hjertebanken Hullet, der fører ind til Vauquois’s Hemmeligheder. Jeg faar et Lys i Haanden og en Fører ved Siden og er nu optaget i Bjergfolkets Samfund.

Vi gaar omtrent 10 Minutter gennem de mørke Stoller. Vandet siver ned overalt, Bunden er fuld af Snavs. Her dratter man i et Hul, her famler man sig ned ad nogle Trin, her kan man kun gaa i dukket Stilling, her er det saa snævert, at man skal knibe sig igennem.

Det hele er et Kryds og tværs, saa selv Føreren er ved at løbe vild i denne Labyrint. 

I Huler ved Siden af Stollegangene bor Nisserne. Her kommer vi forbi en Skrivestue, her lugter det af Biksemad fra et Køkken. Vi naar frem til Stabskøkkenet, hvor Kokken og tre Oppassere spørger efter nyt fra Oververdenen.

Ved Siden af sidder Skriveren og Tegneren i deres Hule. De klager over Hovedpine. Det er ikke saa mærkeligt. De har nu siddet hernede i 11 Døgn uden at se Dagens Lys, og kun deres Ur har fortalt dem, om det var Dag eller Nat.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 190-191

11. oktober 1917. Ved Vauquois: “vi har det saa hyggeligt her borte fra Officererne.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Eskildsen og hans regiment slår sig ned i et forfaldent hus ved byen Fléville.

Kæmpen har ogsaa slugt vore Officerer. Men der er ingen Plads til de mange Skrivere. En Tegner og vor yngste Skriver, Student Schrøder, særlig uddannet og egnet til at arbejde med de taktiske Spørgsmaal, følger dem.

Vi andre tager Ophold hos Bagage-Trainet i Byen Fléville, omtrent 10 Kilometer længere tilbage, da alle Byerne nærmere ved ligger i Ruiner. Vort Hus er ikke af de flotteste. Nok har det to Stokværk, som alle Huse her paa Egnen, men det staar kun oprejst, fordi det ikke ved, til hvilken Side det skal falde.

Alt er forfaldent. Stuerne er trange og mørke. Hvad gør det! Argonnerne har Træ nok til at putte i Kakkelovnen, og vi har det saa hyggeligt her borte fra Officererne.

Vi er en rar lille Familie, den vittige Matthiesen og den gravalvorlige Bunke, Cyklisternes vilde Kor, de trofaste Kuske, frem for alt min gode Svoger Nis, som jeg, dengang vi laa ved Narocz-Søen, fik lirket bort fra Helvedet foran Verdun.

Vi hjælper hverandre, vi deler med hinanden, og »Fatter« Harms, Husmanden fra Klægsbøl, er vor »Mutter«, som koger vor Mad, Fatter og Mutter i een Person. Maden er tilsvarende. Ingen Kvinde kan have finere naturligt Anlæg for Kogekunsten; men Manden spores i Peber og Løg. 

Jeg skal ud at se til Bjergfolket i Hulebjerget. Det gaar paa Cykel op og ned ad Landevejens Bakker langs med Airefloden. Oppe paa Bakkerne maa man køre ud og ind, thi her staar der store Skærme og Risfletninger ud paa Vejen, afvekslende paa højre og venstre Side, for at Franskmanden ikke kan iagttage Færdslen.

Der ligger Byer paa begge Sider af Floden. De danner en interessant Overgang fra Typen ved Verdun til Charmpagnebyerne. I Verdunegnen var alle Byer Dalbyer, indeklemt i de snævre Kløfter; i Champagne boede Folk i Bjergbyer, oppe paa Bakketoppene; her, midt imellem, er Bopladserne kravlet ud af Dalene, men har ikke naaet Højderne.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 189-190

6. oktober 1917. Ved vestfronten: “— Vi glemmer aldrig Navnet Vauquois!”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter Champagne kommer Eskildsen og regimentet til bjerget Vauquois, på vej mod Argonnerne.

Kulde og Blæst. Omblæst af hvide Kridtstøvskyer rejser vi østpaa, til Marcq ved Grandpré. Derfra marcherer vi sydpaa, langs med Aisnens øvre Løb, her kaldt Aire-Floden.

Vort Maal er Argonnerbjergene, tre Mil Vest for Verdun. I Argonnernes østlige Udløbere hæver sig paa Aire-flodens højre Bred en vældig Bjergkegle, hele Egnens Behersker og Konge.

Vauquois er dens Navn.

Toppen kronedes i Fredstider af en Valfartskirke, og i Byen Vauquois oppe paa Bjerget solgtes der Rosenkranse og Helgenbilleder i Mængde. I Dag er ikke blot Kirke og By forsvundne, hele Bjergets Top er gaaet med ved de mange Sprængninger. Vauquois ligner nu en Vulkan med skarpttakket Kraterrand.

Hedt og bittert er der blevet stridt om denne Bjergs kæmpe. Bladet er flydt ned ad Klippevæggene. Nu har Franskmændene affundet sig med, at Tyskerne ejer den, og der hersker Ro her, da vort Regiment faar denne Nøglestilling trykket i Haanden.

Det er et nyt Eventyr, der lukker sig op. Vore Folk bliver til Bjergfolk. Vauquoiskæmpen aabner sin Mund og sluger hele Regimentet. Som smaa Nisser løber nu 266erne omkring derinde, med Lys i Haanden, gennem Kæmpens Labyrint af underjordiske Gange og Huler.

Og dette Liv, mere eventyrligt end behageligt, varer ved i over tre Maaneder.

— Vi glemmer aldrig Navnet Vauquois!