Tag-arkiv: vagttjeneste

11. september 1917. På “Druckposten” bag Vestfronten

Andreas Jensen, Frifelt. gjorde krigstjeneste på Østfronten, hvor han i 1915 blev såret. Efter endt ophold på lazarettet blev han erklæret “G.V.” – det vil sige anvendelig til garnisonstjeneste. Han blev vagtmand ved Krigs-Arb.-Batl. 82 i Prekullen i en stor Krigsfangelejr i Kurland. Ved juletid 1916 blev han overflyttet til en fangelejr ved Sedan på Vestfronten.

NB: Kan bringes hele sensommer og tidlig efterår

Det var i 1917. En Dag hen paa Sommeren fik jeg den Besked, at jeg den følgende Morgen skulde melde mig paa vort Kontor, for der at faa nærmere Besked.

Naa, tænkte jeg, hvad kan der nu være i Vejen. Jeg var mig ikke bevidst at have forset mig i nogen Retning. — Ganske vist — stjal vi! — Men hvem gjorde ikke det i disse Tider, hvor Forplejningen var knap og mindre god.

Det skete engang, at vi paa Banegaarden i Sedan opbrød to Jernbanevogne. Det viste sig, at Vognene var fyldte med de dejligste friskrøgede Skinker! Naa, vi gjorde kort Proces og kørte hele Indholdet hjem i vore Kvarterer, hvor vi længe levede højt paa dem. Jo, Skinkerne gik den Gang vistnok i de gale Maver. — Aa, ja-ja, det var den Gang.

Naa, den næste Dag stillede jeg altsaa omme paa Kontoret. Jeg meldte mig, og der var straks en Løjtnant, der tog imod mig. Han spurgte straks: Hør, Jensen, hvordan kommer De ud af det med Fangerne? — Kan Fangerne li’ Dem? Jeg svarede som sandt var: — Det tror jeg nok, Hr. Løjtnant, og Vrøvl har jeg endnu aldrig haft med at faa dem til at udføre det Arbejde, de er blevet sat til at udføre. Naa, ja, det er godt Jensen, men ser De, Sagen er den, sagde Løjtnanten, at vi skal have en Telefonledning lagt ud til Fronten langs den nybyggede Feltbane. Tror De, at De med det fornødne Mandskab fra Lejren kan paatage Dem at rejse de nødvendige Master?

Jo, Hr. Løjtnant, det tør jeg nok paatage mig, svarede jeg. Storartet — det er godt Jensen. Løjtnanten syntes at være svært fornøjet og fortsatte: Nu kan De — skal vi sige, faa syv Fanger og med dem udføre Arbejdet, men hvor mange Master mener De at kunne rejse om Dagen — Tyve? … Løjtnanten saa derved spørgende paa mig?

— Nej-nej; Hr. Løjtnant- — Hvor vil De hen? — „Ti da“, prøvede Løjtnanten. — Jeg rystede afværgende paa Hovedet.

Otte da. — Men jeg rystede kun igen.

Ja, saa ved jeg intet andet Raad, end at De selv bestemmer Antallet, sagde Løjtnanten opgivende.

Jeg kun vilde paatage mig at sætte tre Pæle om Dagen. — Tre! — Løjtnanten var næsten gaaet fra Snøvsen. Det var rigtignok ikke meget, men lad gaa. Saa siger vi det, Jensen. I Eftermiddag kan De udtage Folkene, og i Morgen er De klar til Arbejdet. — Farvel Jensen!

Jeg vidste nok, hvem jeg vilde have med til det fore- staaende Arbejde. Den næste Morgen stillede de saa alle, dem, jeg havde udvalgt, det var Nicolaj, Pjotr — eller Peter, Januschka, Wladimir, Vladislau og de andre, hvis Navne jeg nu ikke husker længere.

Før vi tog fat, forklarede jeg Fangerne, hvad der skulde laves. — Langsomt skulde det gaa, og dette sidste var de svært med paa. — „Immer, immer langsam voran“, var det ikke saadan, vi sang og raabte under Fremmarchen den Gang. Saa gik vi da der og drev Tiden hen, saa godt vi kunde.

To Gange om Dagen, Morgen og Aften, kom der et Tog forbi fra og til Fronten med Forstærkninger eller Tropper, der blev afløste, og ved Middagstid kom der et Materialtog, der gjorde Holdt og aflæssede Middagsmad til mig og mine Fanger. I den Tid, da Togene passerede, var alle Mand i fuldt Sving, den øvrige Tid tilbragte vi, som vi bedst kunde. Nogle tog sig en Lur, og ellers aflagde vi Besøg hos de flinke franske Bønder, der bød os Vin og andet godt.

Det skete ogsaa, at vi hjalp til med Høsten, eller hvad der nu kunde falde for. Dog havde jeg altid en af mine Fanger udstillet for at alarmere os, hvis dette skulde være nødvendigt. Men det skete dog aldrig, at vi blev overraskede. Russerne sagde, at — „Kammerat Panje ischt gut!“ og de viste mig det ret ofte. — Aldrig var der en, der fandt paa at stikke af, skønt her var Lejlighed nok til det. Da vi efterhaanden naaede ret langt ud, benyttede vi Toget til vor Hen- og Hjemfart.

Ja, saadan gik der to Maaneder i Herlighed og Glæde. Men en skønne Dag var vi naaet til Vejs Ende. Vi havde alle haft godt af det frie Liv. Mine kære Russere var næsten ukendelige fra før. De havde faaet Huld paa Kroppen og følte sig næsten helt frie. Jeg havde næsten helt ondt om dem, da jeg den sidste Dag tog Afsked med dem, og saa dem forsvinde ind i Lejrens myldrende, men just ikke hyggelige Liv. Jeg er tit og ofte senere kommet til at tænke paa disse saa rare og flinke Mennesker og hvordan deres Skæbne er blevet.

DSK-årbøger 1945.

29. juli 1917 – Mathias Damm: “… jeg hører til Stosstrup”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der i sommeren 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

Søndag den 29 Juli 17

Min kære Fader!

Du skal have mange Tak for dit Kort, som jeg har modtaget. Jeg har længe ventet at høre fra dig. R. har jeg intet hørt fra endnu og de hjemme heller ikke siden Dagen før jeg reiste. Han er kanske bleven flyttet og Postsageme blive holdt tilbage. Thi i det sidste han skrev skrev han om at han slog Græs.

De sidste Par Dage har her atter været rolig, men en Formaning i Form af et par Timers Mine Koncert faar vi af og til. Dog naar vi blot kunde blive her en Tur, andetsteds er det nok ubehageligt i denne Tid.

Det var da glædeligt om du kunde komme hjem og høste Sommerkornet, Rugen faar de jo nok. Ja, her gaar man og driver rundt og gør ingen Ting. Jeg har idag 4 Timer Vagt og saa fri. Ellers har jeg for det meste 6. Arbeide har jeg intet med at gøre. Og Nattevagt heller ikke, jeg hører til Stosstrup. Men derfor ser vi dog ikke mere Krigerisk ud, end andre og er altid Reserve ved Compagniet. Hvordan har du det, har du stadig Vagt?

Gruppebillede af håndgranatbevæbnede stormtropper, østfronten 1917. Stående yderst til højre ses formodentlig Mathias Damm, Gøttrup (Museum Sønderjyllland – Museet på Sønderborg Slot)

Hvad mener du, kære Fader, giver det snart Fred. Her har forskellige sat store Forhaabninger til den nye Rigskansler, men han er akkurat af samme Snit, som v B.H. og jeg læste igaar, at Englænderne mente han var værre istedetfor bedre, thi han var akkurat ligesaa egensindig og vanskelig, at forhandle med, som Bismark i sin Tid var. Og de vilde ikke slutte Fred, før den tyske Soldat havde indset, at han kæmpede for sin egen Undertrykkelse, eller det prøissiske Aristokrati var styrtet. Det er haarde Ord og efter det giver det foreløbig ingen Fred.

Har du læst, at en norsk Dame mente at det gav Fred til 16. Sept. Det kunde være helt rart. Hvor vilde der blive Glæde Verden over naar den Dag virkelig kommer, og man kan sige, nu er Myrderiet til Ende. Saa vilde jeg gærne øve Parademarsch og præsenter Greb et Aar, om det skulde være. Saa kunde man da virkelig haabe at komme helskindet hjem. Her er man aldrig sikker. Dog er det gaaet godt hidindtil og med Guds Hjælp gaar det ogsaa herefter.

Det faldt mig ikke nær saa svært at drage hjemmefra i Aar, mærkelig nok. Det kom mig blot for som jeg skulde en lille Reise. Maatte det dog blive Alvor snart, saa i gamle Karle kunde komme hjem i Vinter.

Du skriver om Pengene. Jeg har jo skrevet en Gang herom. Haaber du har faaet det. Jeg fik 1050 M ved Moder og de 10 og 110 lagde jeg selv til, saa nu er der 1205 M paa Bogen. Det er ærgeligt nok med Onkels ubudne Gjæster. Da har han været i Fart. Kære Fader.

Sender dig de hjerteligste Lykønskninger til din Fødselsdag, det havde jeg nær glemt. Nu blot mange Hilsner fra din Søn
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.113)

Feltbrev: “Infanteriet og Artilleriet i Slaget ved Arras”

Infanteriet og Artilleriet i Slaget ved Arras.
(Feltbrev til ”Flensborg Avis”)

Jeg læste forleden en Artikel om Feltartilleriet ved Arras, skreven af ”Köllnische Volkszeitung´s” Krigskorrespondent, Hr. Hermann Kätsch, der begyndte saaledes: ”Artilleristen har det jo meget lettere end Infanteristen derude i Graven. Det er saadan en Mening, man altid hører; han skyder blot af, og Granaten flyver over til Fjenden osv.”

Hr. Kätsch, der i sin Artikel søger at stille Artilleriets Arbejde, Mod, Savn og Anstrengelser lige med dem, om ikke højere end Infanteristens, skriver videre, hvorledes Artilleristen, naar Munitionsvognen ikke kan kommer hen til Batteriet, maa slæbe Munition i sine Arme for det meste over fri Mark, 100 Meter, ja endnu længere, og ned i Munitionsdækningen, og alt dette om Natten, da der paa Grund af Lænkeballon og Flyver ikke kan arbejdes om Dagen.

Under Ild ligger Batteriet naturligvis, saa godt som Infanteristens Grav, saa et let Arbejde er det ikke for Betjeningsmandskabet; dog tror jeg ikke, ja kan godt paastaa det, at Kätsch selv har været ude i Ildstillingen hos det lette Artilleri, endsige hos Infanteristen i Graven, naar der gives Spærreild. Det er jo klart, at ingen Vaabenart udspurgt derom, forringer sine Ydelser, Arbejde og Anstrengelser, og jeg vil heller ikke i det efterfølgende forringe Artilleriets; tværtimod maa vi være glade ved, at det er saa godt; jeg vil kun forsøge at skildre Infanteriets Levned herude, og da jeg som Sygebærer ligger ved Infanteriet, ogsaa har været afkommanderet ved Artilleriet (der, naar det gaar hedt til, forlanger Sygebærere), kender jeg saa temmelig begge Vaabenarters Ydelser.

Som sagt er Batterierne selvfølgelig stærkt udsatte for Fjendens Ild, men der skydes jo ogsaa paa Gravstillingen med Artilleriet, og det ikke blot med let og mellemsvært, men ogsaa med svært Skyts, og herude er Dækningerne for det meste ikke nær saa gode og stærke som ved Batterierne. Infanteristen kan heller ikke gaa i Dækning; de, der er bestemte til at staa Vagt, maa blive for at holde et vaagent Øje med Fjenden og forhindre et pludseligt Overfald; han ligger maaske kun 20-30 Meter borte. Kammeraterne nede i Dækningen stoler paa, at der passes godt paa, saa han maa holde ud, til Afløsningen kommer.

Gravene er udsatte for Fjendens Mineild; falder en saadan paa en Dækning, skal denne være temmelig stærk for at modstaa Trykket; kan den ikke det, er han begravet dernede, og hvad det koster for Arbejde og Anstrengelser at grave Mandskabet ud af en saadan sammenskudt Dækning, for ikke at tale om Faren derved, kan jeg af egen Erfaring tale med om. Hvor ofte er Infanteristen ikke, ved Sprængningen af Gravstillingen, som Fjenden har undermineret, revne i Stykker og slyngede højt i Vejret eller begravede under Jordmasserne, og saa begynder for dem, der er slupne heldige derfra, Kampen om Sprængtragten. Gevær-, Maskingeværild og Haandgranatkamp raser nu heftigt fra begge Sider. Til andre Tider gaar han ud paa farlige Patrouillegange, maa ofte storme Fjendens godt befæstede Stillinger eller afværge hans rasende Angreb; han er paa første Haand udsat for Gasangrebene og alle andre moderne Angrebsvaaben, der bruges i denne Krig.

Nu kommer Arbejdet. Traadforhindringen og Graven er skudt sammen af Fjendens Granater og Miner og skal nu udbedres saa rask som muligt i Nattens Løb. Der skal nye Dækninger mineres, saa Infanteristen faar ikke den velfortjente Hvile; han maa nu med Spade og Hakke arbejde i flere Timer. Alt, hvad der bruges af Materiel, saasom Pigtraad, Pæle, Træ, Cement osv., skal hen selv slæbe ud i Stillingen; hvad der bruges af Munition og Haandgranater, maa han ogsaa selv skaffe derud, og det er ikke en-to Hundrede Meter, men lige saa mange Kilometer, somme Steder endnu længere. Han har heller ikke altid en Løbegrav, hvor han kan gaa saa nogenlunde sikker, men maa ogsaa gaa, som vi siger oven paa Dækningen. Det sidste Stykke, hvor den forreste Gravstilling begynder, har han maaske mere Dækning, dog maa alt foregaa med største Ro for ikke at henlede Fjendens Opmærksomhed derpaa.

Er han nu endelig saa vidt, saa han kan tænke paa Maden, ja saa maa denne jo ogsaa hentes. Mindst to Mand [a]f hver Gruppe (8 Mand) maa af Sted ned til Køkkevognen, der kommer saa langt frem som muligt; hvert Bæger Kaffe, hvert Stykke Brød, han nyder, maa han selv hente sig. Vil han vaske sig, maa Vandet ogsaa hentes, eller han faar vente, til han kommer tilbage i Ro.

Tit er det umuligt at faa Levnedsmidler hentet; Fjenden lægger Spærreild bag ved Stillingen for at forhindre Forstærkninger i at komme ind i Graven; saa maa han nøjes med det Forraad af Kødkonserver, Kiks og Seltervand, der altid ligger parat for saadanne Tilfælde ude i Stillingen.
Dette er Infanteriets Levned herude i forreste Linje. Megen Tid til Søvn er der ikke, et Par Timer paa en Halmsæk, naar han er saa lykkelig at have en, indviklet i sin Kappe eller et Tæppe, og han er igen frisk og kan staa sin Mand i denne forfærdelige Kamp mod Overmagten.

H.F.

(Bragt i Flensborg Avis 12. juni 1917]

5. juni 1917 – Mathias Damm: “… om Natten 4 Timer Vagt”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der i sommeren 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

den 5 Juni 17.

Kære Moder og Sødskende!
Jeg vil nu skrive eder et par Ord. Postsager har jeg ikke faaet siden Lørdag. Haaber at faa i Aften. Jeg er jo i samme Stilling nu, hvor jeg var i Vinter. Vi vare 9 Mand fra 3 Comp og valgte 5 af II Battallion af den Grund, at det ligger her. Jeg har om Natten 4 Timer Vagt og om Dagen 2 Timer Arbeide og 4 Timer anden Tjeneste, enten Dit eller Dat. Det er ikke saa meget som ved 3. endda det er i Reserve. Og mig kan det være ligemeget, hvilket Comp jeg er ved. Her lærer man ogsaa snart Kameraterne at kjende. Og de Foresatte kunne altid være ligesaa gode som der. Jeg har idag Tjeneste om Efterm. Første No. (af Vagten) arbeider om Form, 2 No. om Efter, hveranden Dag har man første. Jeg sov idag til Kl 11. Kunne i tillade eder det?

Søndag Aften havde vi mægtig Torden og en Skylleregn, saa Vandet strømmede gennem Graven og skyllede store Huller og Render og altsammen landede det her i Lavningen. Vi maatte til at lave Dæmning foran Døren, thi det kom ind af Døren, ligesaa ved de andre Understande. Igaar havde vi saa Beskæftigelse med at skovle Sandet ud af alle Gravene, thi de vare sommesteder halv fyldte, og oppe paa Bjærget var det omvendt. Igaar regnede det ogsaa, dog mere fornuftig. Nu vil jeg skrive mere i Aften, naar Posten er fordelt.

Fra eder fik jeg saa intet, men forhaabentlig desto mere imorgen. Det er fint Veir idag. Jeg skal nu paa Post. Jeg fik Kort fra Onkel Nis. Han havde været paa Orlov. Og var nu kommen hen hvor der var tyndere Luft. Nu vil jeg slutte med mange

Hilsner til eder alle eders Søn og Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.113)