Tag-arkiv: Våben

Fra samlingerne: Mauser M1914

Mauser M1914, semiautomatisk pistol med en kaliber på 7,65 mm. Pistolen blev købt i stort tal af den tyske hær, en blandt mange Behelfspistolen, der skulle afhjælpe manglen på standardpistolen P08.
Pistolen er 153 mm lang og vejer omkring 600 gr. Magasinet i pistolens greb har plads til otte patroner. Pistolens sikring består noget usædvanligt af to knapper placeret på venstre side bag aftrækkeren, en aflang riflet, der sikrer pistolen, når den trykkes ned ad, og en rund, der ved et tryk afsikrer den.

Som ved de fleste andre semiautomatiske pistoler bliver slæde tilbage, når den sidste patron er affyret. Men når et fyldt magasin sættes i pistolen, glider slæden automatisk frem og skubber en patron i kammeret.

Pistolen tilhører Zeppelin- og garnisonsmuseet i Tønder.

Fra samlingerne: Russisk Nagant-revolver

Den russiske standard-revolver Nagant M1895. Revolveren havde en kaliber på 7,62 mm, og  der kunne være 7 patroner i tromlen. Efter sigende kom revolveren i én udgave til underofficerer og menige med “singel-action” og én til officerer med “double-action”. Underofficerer og menige skulle derfor før hvert skud spænde hanen med hånden før de skød, mens officeren ved et tryk på aftrækkeren på en gang kunne spænde hanen og affyre revolveren.

nagant_mss-3

Revolverens belgiske konstruktør havde på forskellig vis forsøgt at forhindre gassen fra krudtets eksplosion i at slippe ude mellem den uundgåelige revne mellem tromle og løb. Når man spændte hanen blev tromlen efter at have drejet næste patron foran løbet presset frem mod dets bagende. Projektilet var desuden omgivet fuldstændigt af patronhylstret, som ved affyringen blev presset ud til siderne mod overgangen mellem tromle og løb, så mest muligt af gassens energi drev projektilet frem gennem løbet.

nagant_mss-2

Revolveren var dog ret langsommelig at lade. Det kunne kun ske en patron af gangen, og ved genladning skulle patronhylstrene først skubbes ud et efter et. nagant_mss-1

Revolveren blev overtaget af Den røde Hær og blev også brugt under Anden Verdenskrig. Pistolen tilhører Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot.

Fra samlingerne: Pistole Modell 1904

Pistole Modell 1904 (P04) var den tyske marines standardpistol. Pistolen havde en kaliber på 9 mm og magasinet kunne rumme 8 patroner. Den var 26,7 cm lang og vejede omkring et kg uden ammunition. Løbet var 15 cm langt, 5 cm længere end løbet på hærens standardpistol, Pistole Modell 1908 (P08, bedre kendt som Luger), men ellers omtrent identisk.Den tyske marines standardpistol P04 (Museum Sønderjylland - Museet på Sønderborg Slot)

Den tyske marines standardpistol P04 (Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot)

Den tyske marines standardpistol P04 (Museum Sønderjylland - Museet på Sønderborg Slot)
Den tyske marines standardpistol P04 (Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot)
Den tyske marines standardpistol P04 (Museum Sønderjylland - Museet på Sønderborg Slot)
Den tyske marines standardpistol P04 (Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot)
Den tyske marines standardpistol P04 (Museum Sønderjylland - Museet på Sønderborg Slot)
Den tyske marines standardpistol P04 (Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot)

Fra samlingerne: Stielhandgranate M1917

Ved krigsubruddet i 1914 var ingen af de krigsførende landes hære udstyret med håndgranater. Soldaterne var uddannet til bevægelseskrig, og i den var der ikke brug for den type nærkampsvåben. Med skyttegravskrigens indtræden  ændrede behovene sig, og håndgranaten endte som et af krigens vigtigste håndvåben.zm_stielhandgranate_m17_2_resizeI begyndelsen blev håndgranaterne fremstillet og i hovedsagen anvendt af ingeniørtropperne. De havde modtaget uddannelse i belejring af fæstninger, havde derfor både materiale og forskrifter til at producere håndgranaterne. Man gik dog hurtigt i gang med at udvikle og producere håndgranater på hjemmefronten, og i de første år af krigen, blev der fremstillet en række forskellige typer.zm_stielhandgranate_m17_3_resizeI 1915 indførte tyskerne den såkaldte Stielhandgranate (dvs. stavhåndgranat) bestående af  en sprængladning i en blikdåse monteret på et træhåndtag. Den blev løbene forbedret, og den endelige version var Steilhandgranate M1917.zm_stielhandgranate_m17_4_resize

zm_stielhandgranate_m17_1_resize

 

nahkampfmittel_titelbladTitelblad fra forskrift for brug af nærkampsvåben fra 1. januar 1917. Forskriften er i hovedsagen en lang instruktion i, hvordan man skal bruge håndgranaten, mens andre våbentyper fylder meget lidt. Se hele Vorschriften für den Stellungskrieg für alle Waffen, Teil 3, Nahkampfmittel.

Fra samlingerne: Mauser Gewehr 98

Mauser Gewehr 98 var den tyske standardriffel under Første Verdenskrig. Geværet var 125 cm langt og vejede 4 kg. Kaliberen var 7.92 mm og der var plads til 5 patroner i magasinet. Geværet bliver teknisk set regnet for det ypperste af sin type, men dets længde kunne være et problem i de smalle skyttegrave, ligesom dets lige ladegreb havde en tendens til at hænge fast, og så var magasinkapaciteten kun det halve af geværets britiske modstykke.

Mauser Gewehr 98
Mauser Gewehr 98

På låsestolen står:  Waffenfabrik Mauser A-G, Oberdorf A/N, 1913.

Mauser Gewehr 98Mauser Gewehr 98Mauser Gewehr 98

Se mere om Mauser Gewehr 98 på C&Rsenal (eksternt link)

 

10. juli 1916 – Flensborg Avis: Officerernes håndvåben

Officerernes Haandvaaben i Krigen.

Naar Officerer forinden Krigens Udbrud drøftede, hvilket Haandvaaben der bedst egnede sig for Officeren i Felten, var Meningerne meget delte, hedder det i en Artikel i et tysk Fag-Tidsskrift. Den ene sagde: “Naar vi staar over for Fjenden, lægger jeg Sablen paa Bagagevognen og tager det første det bedste Gevær.” Den næste sagde: “Et Gevær er bare i Vejen, en Officer har slet ikke Tid til at skyde, han skal være snart her, snart der. I Nærkamp kan jeg kun tænke mig at bruge eet Vaaben, nemlig min Sabel, og i Nødsfald har jeg jo endelig min Pistol.”

Paa Spørgsmaalet, om Officeren nu i det hele taget har Brug for noget Vaaben, maa Svaret sikkert blive, at han absolut har Brug for et godt og paalideligt Vaaben, med hvilket han kan gøre sig Haab om at forsvare sig virksomt i paakommende Tilfælde. I Skyttegravene, i Ildlinjen har Officeren saa meget at gøre med at have Opmærksomheden henvendt paa sine Folk, med at iagttage Ildvirkningen osv., at han slet ikke kan faa Tid til selv at optræde som Skytte. Følgelig har han ikke Brug for noget Angrebsvaaben, ikke for Gevær. Men ved gennembrydning af fjendtlige Linjer, ved farlig Patrouilletjeneste, ved Marcher gennem fjendtlige Landsbyer, hvor der kan være Mulighed for at komme til at staa over for Franctireurs eller skjulte Modstandere, eller i Tilfælde af, at han bliver sprængt bort fra sine Folk, da har han i høj Grad Brug for et Forsvarsvaaben, som ikke hindrer hans Bevægelser, men som dog paa den anden Side maa være saa stort, at han dermed i kortest mulig Tid kan gøre en Angriber ukampdygtig. Sablen er ganske vist et smukt og fornemt Vaaben, men den er ganske værdiløs i de her omtalte Situationer. En kort Karabin med paasat lang Bajonet, hvortil hører Skede, er ogsaa uhensigtsmæssig og er under Løb mindst lige saa generende som det lange Infanterigevær, da man risikerer at faa Skeden ind imellem Benene og snuble, og man ikke kan lægge Vaabnet fra sig uden at risikere, at det bliver stikkende i Jorden.

Den tyske semiautomatiske pistol Mauser C96 (Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot)
Den tyske semiautomatiske pistol Mauser C96 (Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)

I vore Tider er det et Ildvaaben, en Pistol, Officeren har Brug for. Ganske vist hører der til Officerens Udrustning saavel Pistol som Sabel; men Pistolen er som oftest alt for lille, en Lommepuffert, meget nydelig med Nikkelkappe-Patroner, men dog snarere at henføre under det farlige Legetøjs end det brugbare Forsvarsvaabens Kategori. Hvad nytter et saadant smukt og bekvemt lille Vaaben, naar det gælder om paa 50 Meters Afstand ved det første Skud at uskadeliggøre en Fjende? I Almindelighed nytter det slet intet, i alt Fald da kun, naar Skytten i Forvejen har haft Lejlighed til at gøre sig fortrolig med sit Vaaben, hvilket snarest vil sige, at han har lært dets Mangler og Fejl at kende og tager disse i Betragtning, naar han sigter, — eller ogsaa kun i de ganske enkelteTilfælde, hvor Kuglen “af Vanvare” rammer sit Maal. Om virkelig Paalidelighed er der ikke Tale ved den Slags Vaaben. Mange af de Officerer, der er faldne i Krigen, vilde maaske  i dette Øjeblik have været i Live, hvis de havde været bevæbnede med paalidelige Forsvarsvaaben.

Belgisk automatpistol Browning mle. 1910, kaliber 7,65 mm (Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot)
Belgisk automatpistol Browning mle. 1910, kaliber 7,65 mm (Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)

Saa højt udviklet Vaabenindustrien end er, har man dog ikke endnu fremstillet et Skydevaaben, som man kan gemme inden i Haanden og som samtidig er virkelig paalideligt og træfsikkert paa en Afstand af 50 Meter og derover. Den fine Betegnelse „Selvladningspistol” ændrer intet ved denne Kendsgerning. Ikke des mindre nærer Officererne Uvjlie mod at bruge store Pistoler. Det har vist sig, at mange Officerer i Felten har væbnet sig med Infanterigeværer; men Pistolerne skal være smaa. En Mængde holder sig stadig til de smaa Browningpistoler, som virkelig skal gaa og gælde for at være brugelige Forsvarsvaaben, af hvis Paalidelighed daglig mange værdifulde Menneskeliv afhænger.

Den tyske semiautomatiske pistol Mauser C96 med pistolhylster monteret som kolbe (Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot)
Den tyske semiautomatiske pistol Mauser C96 med pistolhylster monteret som kolbe (Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)

“Jeg har”, siger Forfatteren, “prøvet disse dejlige Browningpistoler (6,35 Millimeter Kaliber) paa Skydebanen, og det viste sig, at jeg allerede paa 12 Meters Afstand ikke fik en eneste Træffer i en ret stor Skive — og jeg mener ellers uden Pral at kunne betegne mig selv som en ret god Pistolflytte. For en civil, der kun i de allersjældneste Tilfælde kommer i den Situation at maatte forsvare sit Liv, kan den Slags Lommepufferter maaske nok svare til Formaalet, idet det her kun gælder om at holde Modstanderen i Skak eller bruge Vaabnet Paa ganske kort Afstand. Men i Felten kan Officeren hver Time komme i det Tilfælde at maatte forsvare sig med Pistolen paa nærmere eller længere Hold, og hertil duer Lommepistolen absolut ikke. I den tyske Hær har man da ogsaa fornuftigvis indført den store saakaldte “Parabellum-Pistol”, der er et for Krigsbrug fremragende godt Vaaben, for Underofficerer, Musikere, Sanitetssoldater og lignende. Den 10 Skuds Mauser-Selvladningspistol er endnu bedre og er vist egentlig Ideal-Vaabnet for Officerer; det blev da ogsaa benyttet af disse saa vel i Boerkrigen som i Felttoget i Kina, og man gjorde da udmærkede Erfaringer med det. Jeg har med denne Pistol skudt paa løbende Jagtskive paa et Hold af 80 Meter og af 100 Skud haft 87 Træffere. Mauserpistolens Ladningsmetode og dens Skæftning er tilmed overordentlig praktisk. Denne Pistol er ganske vist tre Gange saa stor som den elegante Browning-Lommepistol, men saa har den dog det Fortrin, at den skyder baade  hurtigere og sikrere. Med dette Vaaben i Haanden kan en Officer altid være i Stand til at forsvare sig virksomt, selv om han maa kæmpe med flere Modstandere paa een Gang. Og naar Pistolen anbringes i et Læderfutteral, fastgjort ved Bæltet, kan man bevæge sig akkurat lige saa ugeneret og rask, som naar man kun medfører en af de omtalte Lommepistoler. Og Sablen kan man saa ganske rolig lægge paa Bagagevognen, hvor den kan faa Lov til at blive liggende, indtil mindre krigerske Tider oprinder. Mauserpistolen er Officerens Haandvaaben i Felten.