Tag-arkiv: ubåde

20. august 1917 – U38: “Trykskroget knagede, det var ingen fornøjelse …”

Under kommando af Max Valentiner traf U38 den 20. august 1917 en konvoj, og angreb trods motorproblemer. Det lykkedes at sænke den bevæbnede damper “Incemore” (3.060 BRT) med en torpedo. I sin erindringsborg “Schrecken der Meere” beskriver Valentiner sænkningen, og den efterfølgende jagt på ham og hans besætning.

Der er med ubåde ligesom med mennesker, alt for stor aktivitet slider på dem. Også “U38 var slidt, og behøvede snart et grundigt “generaleftersyn”.  Desværre havde jeg udskudt det nødvendige eftersyn for længe, og det var på et hængende hår blevet katastrofalt:

Året 1917 lakkede mod enden, da jeg foretog min sidste operation med ubåden. Jeg sejlede ud gennem Otrantostrædet, hvor jeg […] ikke fandt den ringeste modstand. Jeg så ikke en gang et vagtskib.

Mellem Malta og øen Pantelerion stoppede mine dieselmotorer pludselig. Rørte ikke mere på sig. Udslukkede. Jeg var forfærdet over at måtte ligge på havet som en anskudt and. Gik selv ned i maskinrummet, hvor mine folk svedende var i gang med at udskiftede maskinens beskadigede dele …

Pludselig blev der meldt en konvoj – det var lige hvad der manglede.
“Kan De i det mindste få gang i en maskine?” spurgte jeg
“Jeg vil forsøge …”

Nærmere konvojen: En stor damper med to små og flere motor- og torpedobåde – – det virkede virkelig lovende … “Hvordan går det med maskinen?” spurgte jeg.“Måske går det …”

Jeg tænkte ikke på at sænke, jeg tænkte kun på at komme helskindet ud af denne forbandede situation. Men da så den ene af maskinerne igen virkede og da konvojen kom lige imod mig, genvandt jeg appetitten. Jeg gjorde et lille tilløb, dykkede og afskød torpedoen …

Jeg havde udvalgt mig den fedeste af mine fjender … torpedoen sad! Jeg dykkede til stor dybde. Så kom der dybvandsbomber. Dybvandsbombernes eksplosioner blev til en langtrukken dundren. Så blev det en smule roligere. Så igen et par dybvandsbomber, som rystede båden …

Stilhed. Intet rør sig mere. Jeg har ingen hast med at dykke ud. Så endelig vil jeg gøre forsøget, stiger op. Når periskopdybde og forskrækkes: Fra retning af Malta kommer en kæde af hurtige motorbåde susende imod mig med bovbølgerne sprøjtende vejret. Så må jeg vel hellere… Et slag der slynger mig mod væggen … en dybvandsbombe. Lige ved siden af tårnet…! Dyk! Vandindtrængen? Jeg venter … der sker intet.

Da jeg var kommet mig over braget, som slog luften ud af mig, og  jeg fik bragt orden i mine tanker, gik vi, stadig lammet af skræk ned på 70 meter … Det var voveligt: Tryskroget begyndte snart at knage under trykket …

Og nu begyndte jeg at overveje: Hvorfra, hvor satan kom den  dybvandsbombe fra? Motorbådene var endnu langt væk, intet fartøj – det var umuligt at tage fejl – intet fartøj var i nærheden …!? Men det var en svær bombe! Jeg var blevet fuldstændig modløs og nedbøjet … Pludselig forstod jeg: En flyver måtte have kastet bomben! Javel, sådan var det. Se flyveren kunne jeg ikke. For jeg kunne ikke se op med periskopet (først senere blev de forbedret, så også det var muligt!).

Trykskroget knagede, det var ingen fornøjelse …

Flyet havde i øvrigt ikke skadet mig i en sådan grad, at jeg for dets skyld dykkede ned på 70 meter. En flyver kan kun se ubåden, når periskopet er oppe. Nej, det var motorbådene, der bekymrede mig. Jeg vidste nemlig, at Ententen i nogen tid havde udrustet sådanne både med lytteapparater – en amerikansk opfindelse. Disse både trækker et eller andet apparat efter sig, som ligger dybt i vandt og som gennem et kabel er i stand til at overføre de svageste lyde.

Som jeg allerede har bemærket: man kan ikke stoppe op under vandet, man må til stadighed bevæge sig og det laver larm! Jeg forsøgte nu at slukke alle de apparater, der lavede larm. Ventilationen, som er nødvendigt for at rense luften, blev slukket: Vi ville hellere indånde kulilte. Gyrokompasset blev slukket. Vi styrede i stedet efter vores mangelfulde magnetkompas. Maskinen løb så langsomt, at man kun lige netop kunne holde ubåden.

Ifølge mine beregninger måtte bådene nu være lige over mig. Det var de: Det første brag drønede, så hele båden rystede. De havde trods alt fundet mig. Brummm, fulgte de næste detonationer, den tredje, fjerde, femte … Forsvarsløs, fuldstændig forsvarsløs famlede vi os gennem vandet …
Nu var detonationerne længere væk … Nye brag drønede helle tiden … Nu var det blevet stille. Jeg talte på fingrene: Hvis jeg ikke fik en bombe i løbet af den næste time, ville jeg dykke ud. I samme øjeblik et nyt brag! Denne gang særlig tæt på … I fire timer blev vi bombarderet, fire timer!

Hvis bare det havde været høj søgang. Jeg vidste nemlig, at lytteapparaterne så ikke fungerede … schssss brummmm, endnu en bombe!

I maskinrummet svedte mine folk. De udskiftede cylinderlåg, som var sprunget, et tungt og hårdt arbejde i den giftige luft. Mine batterier var temmelig flade. Jeg tænkte på “U 3”! Den gang i Den finske Bugt gik det mig på samme måde.

Jeg regnede og regnede igen, og slog fast, at jeg ubetinget måtte dykke ud omkring klokken elleve. 

På trods af al forsigtighed og den store dybde, som “U 38” sejlede i, kunne jeg ikke ryste vagtskibene af. Langt ud på aftenen stadig nye bomber.  Klokken 9 gik månen ned, så ville det i det mindste være mørkt. Det kunne ikke vente længere: Præcist klokken 10 dykkede jeg ud. Stoppede samtidig maskinen. Jeg lod ubåden ligge tungt, så kun dækket og kommandotårnet stak op over vandet. Mandskabet løb til kanonen, vi ville sælge vores liv så dyrt som muligt. Luften var mørk og diset, alligevel opdagede vi forskrækket en båd i umiddelbar nærhed.

“Gud fader”, siger vagtofficeren … “Schh”, siger  jeg, “vi er så tæt på, at man må kunne høre hvert ord!” Wurmbach springer selv til kanonen, tager sigte. Jeg lader det gå videre: “Kun skydning, hvis han skyder eller sejler mod os.” Wurmbach sigter omhyggeligt kanonen. Lydløst bliver låsen lukket. Jeg kan høre mit hjerte, der går som en damphammer. Nu gælder det liv eller død …

Mine øjne var overanstrengte: Jeg så nu kun båden som et svagt silhouet … eller havde den fjernet sig? “Den fjerner sig”, åndede en eller anden. Jeg havde altså ikke taget fejl! Langsomt, uendelig langsomt forsvinder silhouettet i tågen, og er til sidst helt opslugt …

— reddet — endnu en gang reddet … om så blot for et kvarter, en time, en nat — en uge … vi er reddet!

Senere diskuterede vi ofte: havde han set os, briten? Holdt han det for bedst ikke at se os? Lurede han ligesom os og afventede tiden? Tog han os for en englænder, fordi vi lå midt hans linje?

Læs mere om Max Valentiner www.max-valentiner.dk

4. juli 1917. Med U19 på jagt efter handelsskibe

Johannes Ingwersen gjorde krigstjeneste om bord på U19, der stak til søs, da den uindskrænkede ubådskrig var blevet erklæret.

Vi var naaet til Foraaret 1917. Det tyske Admiralitet havde over for England og dets allierede erklæret den uindskrænkede U-baadskrig. Den tyske Hærledelse regnede da med at kunne knuse England ved Hjælp af en stor U-baads Flaade; derfor havde man gennem det sidste Aar paa alle de tyske Værfter haft stor Travlhed. Man byggede nye og bedre U-baade. Slagskibenes Tid var forbi, for de var alt for medtagne og umoderne, og de, der endnu var i Behold, regnede man saadan set ikke mere med. Det var nærmest kun gammelt Jern. Nej, U-baade! Det var noget helt andet.

Værftet blev rømmet for alt dueligt Mandskab. Ogsaa jeg undgik ikke min Skæbne denne Gang.

En af de første Dage i April 1917 meldte jeg mig til Tjeneste om Bord paa U-baaden »U19«.* Baaden var ganske ny, men ikke ret stor. Den laa paa det Tidspunkt i U-baads Basen i den store Krigshavn  Wilhelmshaven.

Baadens Fører, Kaptajnløjtnant Stamer, var en yngre Mand. Han havde det meste af den forløbne Del af Krigen gjort Tjeneste om  Bord paa en af Højsøflaadens Skibe; men en U-baad var nu noget andet end et stort Skib. Dog siger man, at man kan vænne sig til alt.

Dette gælder ogsaa, naar det drejer sig om at være om Bord paa en U-baad.

Jeg havde hurtigt opdaget, at jeg var den eneste Sønderjyde om Bord paa denne Baad. Hvad Kammeratskabet angaar, var alt saare godt. Hvorledes skulde det også være anderledes! Alle var flinke og velvillige, og det gælder ogsaa Baadens Chef, der efter faa Dages Forløb var »dus« med hele Besætningen.

Det begyndte med Øvelser. Vi skulde jo først lære Baaden og hele dens indviklede Mekanisering at kende. Det varede dog ikke saa forfærdelig længe, før vi kunde forlade vor Base.

En skønne Dag stak vi til Søs, for, som det hed, at optage Kampen mod Fjenden, der i dette Tilfælde nærmest gjaldt alle — uanset Nationalitet, selv om Tyskland ikke var i Krig med dem. Det hed i den modtagne Ordre: Alt, hvad der kommer ud for de tyske Kanoner skal sænkes!

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1956

*) U19 var indgået i Den kejserlige Marine i 1913, og tilhørte fra september 1916 til maj 1917 Østersø-flotillen.

26. maj 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om det 10. slag om Isonzo og afslutningen af Nivelle-offensiven ved Aisne. Frankrig har nu mistet mere end 1.000.000 mænd ud af en samlet mandlig befolkning på ca. 20.000.000 og mytterierne bobler under overfladen.

Det handler også om det arabiske oprør og Lawrence of Arabia – og om  tyske Gotha-bombeflys angreb mod mål i England – det var første gang i verdenshistorien. Og så lykkes det endelig briterne at knække ubådstruslen med indførelsen af konvojsystemet.

3. februar 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “Sult i Fangelejren ved Tinglev”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachtment mod Frcia. [Fredericia]
1. Nervøsitet sydpaa, mange Rygter. Fra meget paalidelig Kilde, sikkert korrekt:
a. 255´ Division fra Magdeburg ligger i Nordslesvig med Stabskvarter paa Højens Hotel i Haderslev.
240´ Division fra Berlin ligger ligeledes i Nordslesvig.
En 3´ Division ventes fra Lockstedtlager.
19´ Inf.Rgt. ligger i Haderslev; i Haderslev og Omegn skal nu være 10-12,000 Md. i Aabenraa – Flensborg – Tønder – Løgumkloster er der fuldt op af Militær.
Detachmentet mener, at der i Øjeblikket i Nordslesvig fra Flensborg og Nordpaa ligger mindst 40-50,000 Md.
b. i Lockstedt Lager dannes 2 nye Divisioner.

2. Fra paalidelig Kilde:
a. til Haderslev ankommen 15 store Lastautos, der benyttes til at afhente Kaalrabi hos Landmændene.
b. I Frørup rekognosceredes forleden af 7 Off. m.H. en Plads til Minenwerfer. Der skal foretages Gravearbejder.
c. 500 Murere (43-45 Aar) er udtagne til Arbejde paa en Ammunitionsfabrik i Köln.
d. 30,000 russiske Krigsfanger beskæftiges paa en Ammunitionsfabrik i Spandau.
e. En Feldwebel i Braunsbüttel meddeler, at den tyske Flaade ligger klar ved Helgoland, og at alle U-baade har faaet ordre til at vende hjem snarest.

3. Ernæringsforholdene.
i Haderselv ingen Kartofler.
i Christiansfeld har Soldaterne ikke faaet Kartofler i 1 Maaned.
i Barakken ved Frørup ingen Kartofler.
Sult i Fangelejren ved Tinglev.
i Flensborg ikke Brød i 3-4 Dage.

4. i Magdeburg 100,000 Tdr. [tønder] Kartofler og 15,000 Kasser Sild fordærvede.

Okdoens [Overkommandoens] Efteretningssektion. (tilintetgøres.)
1. Desertør (Sønderjyde) meddeler:
Der udtages 25 Md pr Komp. for at danne Kærnen i nye Afd. Der taltes om, at der yderligere skulde udtages 40 Md. af hvert Rgt.
Alle Folk med Orlov er hjemkaldt til øjeblikkeligt Møde.
Der skal i Omegnen af Haderslev i de sidste Dage være 50-70000 Md. Man venter ved Toftlund, at der har skal sammendrages et Armekorps.
Officerer og Uoff. har faaet udleveret Generalstabskort over Nørrejylland, og man taler om en Udnyttelse af Frederikshavn og Skagen Havne som U-baadsstationer.

2. Melding fra X 1/2 1917
Langs den sønderjyske Grænse ligger nu koncentreret c 40,000 Md, og Styrken forøges stadig. I de sidste Uger er der udleveret Generalstabskort over Jylland til Officerer og Uoff.

3. Melding fra Sønderjylland 31/1 17.
Gnisttelegrafistationer ligger saaledes:
a. Lige Syd for Rangstrup og V. for Vejen Rangstrup-Hellevad
b. S.V. For Over Jerstal, Syd for Banen Over Jersdal-Neder Jersdal, omtrent midtvejs mellem de 2 Byer.
c. Paa Gasse Høje
d. Ved Ballum

Andre Meldinger
Flammekastere i Skyttegravene er opstillet med 10-20 m. Afstand.
Mandskabet har ofte andre Numre paa Skuldrene end Regimentsnummert. Rgt. 240 har saaleds 6 paa Skulderen.
f.T. store Omflytninger af Tropper fra V. til Ø. og omvendt. Orlov for Vestfronten standset i 4 Uger.
For hvert Rgt. paa Vestfronten er der nu 3 Maskingeværkomp.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

12. januar 1917 – Ribe Stiftstidende: ny æresborger i Sønderborg by

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Udnævnt til æresborger

Kaptajnløjtnant Valentiner, der fornylig paa grund af sine store fortjenester til søs blev hædret med ordenen Pour Le Merite, er af byraadet i Sønderborg bleven udnævnt til æresborger i Sønderborg by.

Max Valentiner (Foto: Erik Hansen)
Max Valentiner (Foto: Erik Hansen)

Skoleungdommen og ukrudtet

Det tyske Landbrugsraad har hos kultusministrene og landbrugsministrene i Prøjsen og alle forbundstater anmodet om, at hele skoleungdommen, piger saa vel som drenge, især paa landet maa faa lov til at hjælpe til med ukrudtets ødelæggelse, eftersom kornudbyttet aar efter aar under krigen er blevet mindre som følge af ukrudtet.

Efterlyste

I regeringens Amtsblatt for den 6. januar 1917 efterlyses følgende personer, der er beskyldte for at være deserterede eller at have forladt deres afdeling uden tilladelse: forstærkningsreservist Jørgen Beck, f. 10. maj 1885 i Vonsbæk; pioner Christian Sørensen, f. 2 marts 1888 i Daler, sidst tjenestekarl i Østerby; ikke-uddannet landstormspligtig Lorens Christian Hansen, f. 22. juni 1897 i Gabøl, sidst i Rangstrup; ikke-uddannet landstormspligtig Fredrik Slothus, f. 22. april 1898 i Hjerting, sidst i Møgelmose; ikke-uddannet landstormspligtig Niels Andresen Schack, f. 5. januar 1871 i Stenderup, sidst i Rødding; musketer Mathias Jepsen, f. 3. juli 1877 i Frørup; musketer Christian Kissow, f. 13. december 1891 i Hyrup, sidst i Stenderup. Endvidere efterlyses for samme forseelse 9 personer, fødte sydpaa. Desuden efterlyses gaardejer Iver Hansen Hellesø, f. 18. april 1865 i Hjerndrup, sidst i Moltrup, for overtrædelse af paragraf 141 i straffelovbogen(ydet hjælp til at desertere).

Faldne

Gaardejer Mads Schmidts hustru i Arnum ved Højrup har modtaget budskab om, at hendes mand er falden juleaften.

Hendrich Sønderskov fra Hammelev er den 19. december falden i Rusland.

Kaadner L. Lorenzen fra Gjelstoft Mark ved Gram er død paa Vestfronten af sygdom. Den afdøde efterlader hustru og 10 børn.

I fangenskab

P. Christiansen i Nybøl har faaet efterretning om,  at hans søn er i fangenskab.

Landmand Andreas Andersens paarørende i Snogbæk har faaet efterretning fra ham om, at han er i russisk fangenskab.

Otto Nolde fra Haderslev,  der før har været opført som savnet, er i fangenskab.

Ifølge tabslisten er Jørgen Blohm fra Hundslev paa Als og Underofficer Peter Sønnichsen fra Røllum ved Aabenraa, der har været i fransk fangenskab, bleven udvekslede.

 

5. december 1916. UC-19 sænket – Rasmus Wolter dræbt

Den 5. december 1916 sænkede ubåden UC19 (med sønderjyden Rasmus Wolter fra Røllum om bord) det russiske sejlskib Ans i den engelske kanal. NB: Der er nogen usikkerhed omkring datoen. Både den 4.12., 5.12. og 6.12. nævnes.

Den britiske handelsskib SS Kashmir observerede sænkningen og udsendte radiosignaler. Den britiske destroyer HMS Ariel hastede til sænkningsstedet. Ved ankomsten fik udkiggen øje på den uddykkede UC19’s tårn.

Der blev slået alarm på UC19, der straks dykkede ned under havoverfladen. HMS Ariel var hurtigt på stedet og smed en dybvandsbombe, der dog ikke eksploderede.

Nu gik spillet i gang: Kattens jagt efter musen. I neddykket tilstand var ubåden usynlig. Havet er stort, men jægeren kendte det omtrentlige sted, hvor byttet gemte sig.

Destroyeren skiftede taktik. HMS Ariel benyttede derefter sin paravane, et våben, der normalt blev brugt til minestrygning, men her var udstyret med en sprængladning til anvendelse mod ubåde.

Destroyeren trak sin paravane efter sig i 9-10 meters dybde. Dér, hvor man formodede at ubåden gemte sig, blev den bragt til sprængning.

Kort efter blev der observeret luftbobler og oliespor på havoverfladen.

UC19 gik ned med 25 mand. Én af dem var Rasmus Wolter.

26. august 1916. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om Somme, Østfronten, hvor Brusilow-offensiven mister pusten, Balkan-fronten, hvor fem hære på ententens side samler sig, russernes offensiv i Kaukasus – samt om den noble tyske ubådskaptajn de Lothar von Arnauld de la Periére.

19. august 1916 – Ribe Stiftstidende: Pour Le Merite-ordenen til en sønderjyde

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Kaptajnløjtnant Max Valentiner,

søn af provst Valentiner i Sønderborg, der er kommandør paa en undervandsubaad i Middelhavet, har faaet ordenen Pour Le Merite.

Gaardejer Peter Fink i Stubbom

er efter længere tids svagelighed afgaaet ved døden. Budskabet kommer ikke overraskende, skriver Hejmdal, men det vil vække dyb vemod blandt de mange,  der staar ham og hans hjem nær. Peter Fink var ikke særlig fremtrædende i vort offentlige liv, men han var en meget varmtfølende mand, for hvem det var en hjertesag at  være med i arbejdet for kristenlivets vækst, og for vort folkelivs røgt og pleje, en kraftig udpræget karakter, som altid var rede til at træde i skranken for, hvad han holdt for ret og rigtigt. I sin ungdom var Peter Fink optant, men først i halvfemserne blev han naturaliseret. Seks af hans sønner og en svigersøn har deltaget i krigen. Deraf er hans yngste søn faldet i Karpatherne, en anden søn, som har deltaget i kampene paa Vestfronten, er bleven hjemsendt med en svær nyrelidelse, en tredje søn blev saaret foran Verdun, men er atter ved fronten.

Det nye krigslaan og præsterne

Konsistoriet i Kiel anmoder igen præsterne om af alle deres kræfter at bidrage til at fremme det nye krigslaan og saa vidt muligt hjælpe ved ordningen af hvervearbejdet.

Faldne

Hans Richard Hoeck Roager, søn af lærer R. Roager i Starup ved Haderslev, er falden, 22 aar gl.

Enke Henriette Lund i Bæk ved Vonsbæk har faaet meddelelse om, at hendes yngste søn, Anton, er falden 22 aar gl. Hendes anden søn, Hans, har været savnet siden den 20. juli.

I tabslisten meddeles, at Rolf Bentzen fra Haderslev, Adolf Beck fra Aller og Hans Top fra Rødding er faldne.

Gaardejer Lorentzen paa Bokholm ved Halk har faaet meddelelse om, at hans søn er død i et lazaret.

Gaardejer H. Grau fra Oksbøl paa Als, der har indkaldt siden krigens begyndelse, er død af sygdom i sit hjem.

Saarede

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Jes Jessen fra Birkelev, Hans Skovrup fra Højrup, Peter Faaborg fra Barsmark, Chresten Petersen fra Hagenbjerg, Peter Mathiesen fra Stevning, Johannes Bruhn fra Hejsager, gefreiter Peter Dallmann fra Haderslev og Ingvart Bruun fra Hejsager er haardt saarede.

Desuden meddeles, at Jesper Hinnigsen fra Hygum Mark er bleven saaret den 18. november 1914, og Christen Jacobsen fra Fol og Lorenz Bentzer fra Søgaard er saarede.

I fangenskab

Thomas Wind fra Endrupskov ved Gram er i fransk fangenskab.

Savnede

I tabslisten meddeles, at Jens Jessen fra Uge, Karl Hünkemeier fra Rødding, Nikolaj Wrang fra Egen, Chresten Schmidt fra Roager, Hans Ehlers fra Guderup, Jakob Bendiksen fra Kegnæs, Jørgen Jæger fra Augsutenborg, Diedrich Duus fra Aabenraa, Klaus Kruse fra Sønderborg, Peter Petersen fra Mintebjerg, Christian Christensen fra Vester Nybøl i Haderslev amt, Christian Schultz fra Sommersted Holm og Peter Wraa fra Kestrup er savnede.

Landmand Tiedemand fra Porsplet ved Toftlund er bleven erklæret for uduelig og derefter bleven hjemsendt.

 

10. november 1915 – U38: Gennem Otranto Strædet

Under kommando af Max Valentiner passerer U38 gennem Otranto Strædet ind i Adriaterhavet:

Det må have været på rejsens 30. dag, at jeg sejlede gennem Otranto Strædet. Aftenen trak de første violette tråde, da jeg så skibe. En, to, en hel kæde i grupper: den britiske bevogtning. Jeg kendte disse kæder: Armerede fiskebåde.

Det skulle ikke være nogen stor sag at snige mig forbi dem. Hvor længe kunne det vel vare før natten lå tungt over havet? Så ændrede en af grupperne kurs. Jeg blev nødt til at dykke. Man havde helt sikkert opdaget mig.

Under mit forsøg på at trænge gennem kæden var jeg sejlet mod øst. De kunne altså ikke vide, om jeg ville ind eller ud ad strædet. De tog fejl, de troede jeg ville ud i Middelhavet. De enkelte både var uden tvivl forbundet med net til at fange ubåde med. Gennem periskopet kunne jeg se, hvordan de dannede formation. Med stor fart sejlede jeg forbi dem, og kunne allerede efter en time dykke ud.

(Fra Max Valentiner: Der Schrecken der Meere, 1931, s. 114-5.)

Læs mere om Max Valentiner www.max-valentiner.dk

7. november 1915 – U38: Passagerskibet Ancona sænkes

Under kommando af Max Valentiner passerer U38 strædet ved Sicilien. Undervejs sænkes den fransk damper “France” (4.052 BRT.) og den Italiensk passagerdamper “Ancona” (8.210 BRT) på vej til New York  torpederes. Flere end 200 mister livet, her i blandt flere amerikanske statsborgere, og sænkningen fører til kraftige amerikanske protester.

Læs mere om Max Valentiner www.max-valentiner.dk

6. november 1915 – U38: Neutrale skibe

Under kommando af Max Valentiner stopper U38 mellem Algier og Bizerta en amerikansk og en dansk damper, da begge er tilhører neutrale nationer og ikke sejler med krigskontrabande får de begge lov til at sejle videre.

Så heldig er to italienske skibe ikke, briggen “Elisa Francesca” (208 BRT) og damperen “Ticino” (3.897 BRT.) sænkes begge. Samme skæbne overgår også den engelsk damper “Glenmoor” (3.075 BRT.) og den fransk damper “Yser” (3.545 BRT.), det beslaglagt tysk skib “Dacia”.

Læs mere om Max Valentiner www.max-valentiner.dk

3. november 1915 – U38: En udbytterig dag

Under kommando af Max Valentiner forsøger U38 med signal og varselsskud at stoppe den bevæbnede engelsk damper “Woodfield” (3.584 BRT). Damperen forsøger at stikke af og afgiver ild med en let hækkanon. U38 besvarer ilden og efter flere træffere stopper damperen og besætningen går i bådene. Den bliver derefter sænket med en torpedo og granatild.

Samme dag stoppes den japansk damper “Yasukuni Maru” (5.118 BRT), de franske dampere “Dahra” (2.127 BRT),  “Le Calvados” (1.658 BRT) og “Sidi Ferruch” (2.537 BRT), den Italiensk damper “Ionio” (1.816 BRT) og endnu en engelsk damper “Buresk” (3.673 BRT.). De sænkes alle med ubådens kanon efter besætningerne er gået fra borde.

Et lazaretskib der har taget besætningen fra “Buresk” ombord bliver undersøgt og får lov til at sejle videre. Senere forfølger man en stor bevæbnet damper, men opgiver da den har for stor ildkraft.

Læs mere om Max Valentiner www.max-valentiner.dk

19. august 1915 – U38: Sænker tre dampere

Under kommando af Max Valentinr sænker U38 ud for Scillyøerne tre engelske dampere: “Restormel” (2.118 BRT), “Baron Erskine” (5.585 BRT) og “Samara” (3.172 BRT). De to første sænkes med torpedoer og den sidste med 14 skud fra dækskanonen. Som tidligere forsøger en bevæbnet yacht at gribe ind, men U38 slipper fra den uden at dykke.

Læs mere om Max Valentiner www.max-valentiner.dk

4. august 1915 – U38 på særlig mission

Under kommando af Max Valentiner afsejler U38 fra Helgoland med kurs mod Det irske Hav. Valentiner har meldt sig frivilligt til at hente tyske ubådsfolk, der er blevet taget til fange og befinder sig i britisk krigsfangenskab. Blandt dem er kaptajn von Henning, der efter sin tilfangetagelse har stået i livlig brevveksling med sin familie. Men som det fremgår af Valentiners erindringsbog “Der Schrecken der Meere”, var der noget der ikke helt stemte:

“Hans breve var skrevet i et noget mærkværdigt tysk, og også indholdet var så fordrejet og besynderligt, at de pårørende fik den tanke, at de måske indholdt andre informationer. De sendte derfor brevene til den tyske admiralstab. Her fandt man hurtigt ud af, at man af brevene kunne læse en anden meddelelse: Henning bad nemlig i sine breve om at blive befriet fra fangelejren, og gjorde det klart for admiralstaben, at det var nemt for fangerne at bryde ud af fangelejren, nå kysten og blive hentet af en tysk ubåd.”

I fangelejren holdt ubådsfolkene sammen og beskæftigede sig med videnskab og sport, men de fleste af deres tanker drejede sig om friheden:

“Dag og nat overvejede de, hvordan de kunne komme ud af lejren. Man udkastede den plan at bygge en tunnel, der skulle gå under lejren ud i friheden. I hovedbygningen fandtes et lille rum, hvor spand, kost og andre rengøringsmidler havde deres plads. Her blev med en lille sav udskåret en firkantet lem i gulvet. Lemmen var lavet så omhyggeligt, at den i lukket tilstand umuligt kunne ses. Umiddelbart under lemmen var gravet et dybt hul, der tjente som indgang til tunnelen.
Tunnelbygningen var et gigantisk arbejde og tog næsten et halvt år. Under lejren var jorden klipperig og egnede sig absolut ikke til udgravning af gange, så meget desto mere fordi de redskaber der stod til rådighed var yderst primitive og mangelfulde: lommeknive, gafler, skeer og primitive håndbor. Alligevel gik man til arbejdet med stor energi. Gangen blev ganske vist kun så stor, at et menneske lige netop kunne presse sig igennem. Den mindede om en rævegang.”

Læs mere om Max Valentiner www.max-valentiner.dk