Tag-arkiv: ubåde

11. januar 1918 – Max Valentiner kaprer norsk skib

Den 11. januar 1918 kaprede U-157 under kommando af Max Valentiner den norske damper  “Norefos” (1.788 BRT).  Damperen var afgået fra Mozambique 1. december 1917 med stykgods til Marseille. I sine erindringer “Der Schrecken der Meere” beretter Valentiner:

Kort efter kaprede jeg en nordmand. Den svarede oven i købet helt til det, vi forlangte af en damper.  Han kom fra Madagaskar, vor proppet med levnedsmidler til den franske hær, gav os den fineste kødkonserves og var desuden – hvilket ikke var uvigtigt for Tyskland – ladet med 30 tons gummi fra Mozambique. For slet ikke at tale om vinen, snapsen og delikatesserne. 

Først læssede vi alt gummiet over til mig, så så mange levnedsmidler som muligt, og så tog jeg ham som forspand for mine planer: Jeg ville sejle mod syd, han skulle slæbe mig, så jeg  kunne (tænkte jeg, det skulle vise sig at gå anderledes) spare brændstof…

Inden da havde jeg et rendevouz. Ved øen Ferro ventede et spansk sejlskib med 40 tons wolfram, som jeg skulle have ombord. Desuden skulle jeg samme sted mødes med en tysk ubåd.  I mellem tiden ville nordmanden naturligvis være stukket af. Jeg sendte derfor tyve af mine mænd med kaptajnløjtnant af reserven, Ölrichs, en kendt herre fra handelsflåden, ombord, gav ham en småkalibret kanon så vel som en radiotelegraf med, så jeg kunne opretholde forbindelsen med ham.

Kaptajnløjtnanten modtog desuden en mængde forholdsregler af mig. Han skulle, formanede jeg ham blandt andet, i tilfælde af fare, føre det norske flag ligesom de engelske ubådsfælder.

(Max Valentiner: Der Schrecken der Meere, 1931, s. 244-5)

 

7. januar 1918 – Max Valentiner: “Det havde bogstavlig talt sprøjtet med blod”

Den 7. januar 1918 bordede og sænkede U-157 med Max Valentiner som kaptajn det franske troppetransportskib “Qued Sebou” (1540 BRT).

Pludselig en kyst i sigte: Afrika. Samtidig får vi et skib i sigte. Det sejler langs den afrikanske kyst mod syd. Jeg havde ingen tid at spilde, for damperen – som desværre næsten alle dampere – sejlede bestemt hurtigere end mig, også selvom jeg, som nu, brugte begge maskiner …

Afstanden var 16.300 meter, altså overordentlig stor. Alligevel lå vores skud ikke helt dårligt. Mere end 16 kilometer er noget af en afstand, det var derfor ikke nogen overraskelse, at damperen ikke så os, ikke vidste, hvorfra nedslagene stammede. Pludselig så vi, hvordan han beskød et sejlskib i nærheden. Åbenbart troede han at der var tale om en slags “Seeadler” à la Graf Luckner.

Men til sidst så han os og begyndte at skyde på os. Hans nedslag lå temmelig godt. I mens nåede mine kanoner en rasende skudhastighed. Det gjorde ham tydeligt nervøse.  Han vidste naturligvis ikke at mine motorer var så lidt værd, ellers var han simpelthen sejlet fra os. Pludselig så vi en røgsky i stedet for damperen. Han lavede “tåge”.

Det var ret smart, men tilsidst lagde vi mærke til mastespidserne, fandt dermed et mål for vores kanoner og fyrede videre. Så opgav han det. Vi så, hvordan mastespidserne rørte sig, og han kom ud. Afstanden var nu kun lidt mere end 16.000 meter: altså næsten nærdistance for 15-cm kanoner: Hvert skud skulle træffe.

Men han skød også igen, hans kaliber synes at være den samme som vores. Og han skød fremragende, kort og langt. Gabet blev hele tiden smallere, han korrigerede hele tiden bedre, og skød sig stadig bedre ind. Nedslagene, de enorme, sprøjtende vandsøjler, rejste sig ikke hundrede meter foran og bag os. Jeg kunne regne ud, hvornår den første svære træffer fra “15eren” vil slå ned i kommandotårnet.

Der skulle “ske noget”, og det med det samme! Opgive damperen? Udelukket! Ikke fordi jeg indtil da så godt som intet havde sænket. Nej: vi var sultne, javel, vores proviant var allerede blevet “rationeret”, præcis som i Tyskland!

Jeg stoppede. Straks forstummede maskinerne. På den måde vandt jeg tid: Modstanderen havde regnet med en bestemt hastighed og afstand for U-157. Det gamle trick lykkedes virkelig. Hans nedslag lå en tid lang dårligt. Men snart havde han igen korrigeret sig hen på “U-157”. Jeg gik nu tilbage med fuld kraft på begge maskiner og narrede endnu en gang damperen. En tid lang lå hans nedslag igen dårligt. Alligevel gjorde artillerikampen mig temmelig nervøs, for nedslagene var svære, hver af de høje vandsøjler sydede allerede så tæt, at vi alle blev våde af støvregnen. Jeg ændrede igen farten, da et skud sad lige ved siden af stævnen, så et sprængstykke rev et hul i vores træbeklædte bak.

Vores kanoner trommede stadig hurtigskydning. Vores skud lå ganske godt, men jeg havde kun observeret to træffer i damperen. Alle andre skud lå for langt eller for kort.

Pludselig en frygtelig detonation agter!

Skræmt til døde og indstillet på det værste river jeg min Zeiss-kikkert fra øjnene, hvilket syn: I stedet for kanonmandskabet en sønderflænget blodig masse … kanonføreren, en kæmpe mand med et flagende fuldskæg står som den eneste ved kanonen. Melder roligt og sagligt: “Bagerste kanon ukampdygtig”. Uvilkårligt tænker jeg: Det kan jeg se, min dreng.

Mens jeg tøver et øjeblik , fyrer den forreste kanon videre, måske to skud til. Så farer det gennem mit hoved: “Herre Gud, vi må dykke, ellers er vi fortabt. Træfferen ved kanonen er en forfærdelig advarsel.” Jeg befaler højt: “Hurtigdykning”, ” bring døde og sårede forsigtigt ned i båden.” Den forreste kanon indstiller skydningen, alle løber  i mellem hinanden for hurtigst muligt at gøre båden klar til dykning. Døde og sårede bliver båret ned af deres kammerater. Jamren, trøstende ord, rådslagning, skældud, alt imellem hinanden.

Dækket er allerede rømmet, da falder det mig ind, at der ikke længer slår granater ned omkring vores båd. Jeg ser med kikkerten over på damperen. Netop da hejser damperen et hvidt flag. Jeg glemmer vores uheld, brøler ned i båden: “Dyk ikke, øjeblikkeligt tilbage til på pladserne, damperen synes at overgive sig.”

Lige så hurtigt som folkene forsvandt fra dækket, kom de frem igen. Den forreste kanon bliver gjort skudklar, selv ved den bagerste kanon fumler kanonføreren rundt, jeg høre, hvordan han igen helt fortumlet melder: “Bagerste kanon fuldstændig ukampdygtig.”

Imens vi langsomt nærmer os damperen og jeg holder skarpt øje med den i kikkerten, spørger en eller anden mig: “Er Hr. Kaptajnløjtnanten såret?”
“Hvordan det?” Så bemærker jeg først, at jeg er oversprøjtet med blod fra top til tå. En fugtig, klæbrig masse sidder på min krage. Men det er ingen ting. Er som alle andre på broen fuldstændig uskadt. Det havde bogstavlig talt sprøjtet med blod.

Da afstanden til damperen var omkring 4.000 meter, kunne jeg i kikkerten se, at to fyldte både stødte fra damperen og satte kurs mod den afrikanske kyst. Jeg kunne også se, at bådene var proppede. Den var altså forladt, damperen. På en gang skød mistroen op i mig: Ganske rigtig, pludselig havde damperen sænket det hvide flag! Jeg befalede hurtigskydning mod den – den var jo forladt, ikke? Så kunne et par granater ikke skade nogen … !

Med høj fart, stadig skydende, kommer vi nærmere. Jeg tager ikke kikkerten fra øjnene … Hvad var det? Damperen er fuld af mennesker! Det gør mig forfærdelig ondt, at vi har beskudt den fyldte damper. Damperen er uden tvivl en troppetransport. Det vrimler med mennesker, ophidsede løber de frem og tilbage, en myretue.

Da “U-157” er på omkring 1.000 meters afstand, ser jeg, hvordan en gruppe mennesker løber agterud og besætter den temmelig højt placerede kanon. Men endnu før kanonen på damperen er drejet rundt, har mine folk åbnet ild. Der falder et skud, der er rettet direkte imod den bagerste kanon. Rammer ikke, men folkene flygter fra kanonen, granaten må have hvæset forbi umiddelbart over deres hoveder. Igen panik på damperen, enkelte falder i havet, de fleste løber ud i forstavnen. Jeg fløjter igen med batteripiben [vagtofficerens bådsmandspibe], mine folk reagere øjeblikkeligt og høre op med at skyde.

Nu er vi helt tæt på. Ved damperens ræling står negersoldater, ser forfærdet på vores kæmpe ubåd … Damperen er hullet som en si, der ser frygteligt ud ombord, alt er sønderflænget af granaterne …

Jeg lader to både sætte i vandet. En med sanitetspersonale til damperen, en til at indsamle de store fisk, der bedøvet af granaterne flyder rundt på vandet (vi har hårdt brug for dem).

Så er vi inde op 50 meter. Mine folk betragter nysgerrigt og opmærksomt damperens ræling. Pludselig tumler en fyr – åbenbart kanonføreren – hen mod kanonen … Vi er to meter fra damperen. Det ville ikke være nogen spøg. Mine folk er allerede styrtet til den forreste kanon, sigter … det ville være blevet et skrækkeligt blodbad! Da river negerne kanonføreren væk fra kanonen … “Jeg ham på kornet”, skriger en af mine folk, som er en særlig dygtig skytte og som har hentet sig en karabin fra kommandotårnet. “Hold op”, råber jeg til ham … Uforstående glor han på mig. I hans øjne lyner mordlysten…

Doktoren er klatret ombord med sine folk. Han vender sig om og råber over til os: “Her ser det skrækkeligt ud! Hvad skal jeg gøre med de sårede … vil De ikke selv kommer over og ser nærmere på elendigheden?”

I mellemtiden så jeg, hvordan begge de to både var landet på den flade kyst. De første folk havde knap sat en fod på jorden, før de var omringet af beduiner, som ørkenen – Gud ved hvorfra – havde udspyet med heste og geværer. Jeg så hvordan de undersøgte folkene … og utvivlsom udplyndrede dem.

Jeg kravlede ned i båden. Sejlede hen. “Uezebu” stod der skrevet med store bogstaver på stævnen. Agterud flagrede et laset fransk flag … Ved falderebet modtog en stor sort sergent mig med en vis højtidelighed, men også med troskyldighed. Hans bryst var fuld af krigsordner. Han hilste stramt, rakte mig så venskabeligt hånden. Jeg tog imod den. Lægen råber til mig: “Denne underofficer er tilsyneladende det eneste fornuftige menneske ombord …”

Jeg går sammen med sergenten over dækket: Det var det forfærdeligste, som jeg indtil da havde oplevet under krigen … de døde lå sønderrevet rundt omkring på dækket … med tomme øjne så mennesker på mig, jeg så på dem, de manglede deres lemmer … Jeg var næsten gledet: Blod … foran mig en neger, hvis ben er skudt af. På trods af det skrækkelige sår lader det ikke til, at han har smerter, for han sidder på kanten af lugen og ser bedrøvet på mig. Nogle meter fra ham hænger en bananklase. Jeg river nogle af, giver ham dem. Lægen siger: “Herre Gud, manden har bestemt ingen appetit!” Men negeren griber bananerne, flår skrællen af, begynder at spise.


Jeg trådte ind i kortrummet henover to døde, hvis hænder rakte stift op i himmelen. Dér lå i et hjørne telegrafisten. En granatsplint i lungen. Han så på mig … bad med svag stemme om en cigaret.  Jeg gav ham den … Han havde til det sidste telegraferet efter hjælp. Vi havde aflyttet det. Så kunne han ikke mere: Hans afrevne arm med gule voksfingre lå endnu ved morsenøglen!

Bag korthuset havde samme skud fejet som en le. Et stort antal folk havde vel ville søge dækning her. Nu lå de ovenpå hinanden, forrevne og sønderknuste. Ved siden af denne bunke en helt nøgen, kulravende sort, velvoksen neger. Blot en lille bitte splint i hovedet synes at have slukket hans liv. Sergenten sagde blidt på fransk: “Det er min kære lillebror, hvad skal jeg sige til vores stakkels moder?” Lægen skar et muslingearmbånd af håndledet og gav det til sergenten.

Men der var ingen tid til at falde hen i tanker, hvert øjeblik kunne hjælpekrydseren dukke op: Vi havde opfanget dens svar. “Hold ud en time endnu”, havde han telegraferet! Den time var gået for længst! Jeg gav sergenten ordre til at sætte den store flåde, der lå agter, ud. Han trommede alle folk sammen til dette arbejde, mine matroser hjalp til. Så blev alle der endnu trak vejret slæbt ombord på flåden. Et vanskeligt arbejde, for mange havde slemme sår og måtte bæres forsigtigt.

En del af negerne havde drukket sig fra sans og samling. De folk var som vilde dyr. Jeg ser en, der som en stor vred sanktbernhardtshund tænderskærende svømmer rundt i vandet og ikke kan overtales til at blive på flåden. Han vil absolut gøre noget ved vores ubåd. Man så, hvor rasende han var, han brølede som en vild gorilla. Måske er han også blevet sindsyg!

Mens vores båd lodsede 16 tons proviant, padlede flåden langsomt indtil bredden, hvor beduinerne allerede ventede. Jeg betragtede den triste færd til den forsvandt i skumringen. Til det sidste kunne jeg se sergenten oprejst på flåden, roligt vinkede han: En brav, tapper soldat! Jeg tog kasketten af i dyb beundring for denne sande soldat.

Senere læste vi i aviserne, at de skibbrudne ikke var blevet slået ihjel, men at de blev fuldstændigt udplyndret af beduinerne og nogle dage senere ankom splitternøgne til den spanske koloni Rio Doro. Staklerne havde været på vej til rekonvalescens fra vestfronten!!

Det var blevet mørk nat, mens mine soldater slæbte proviant om  bord. “Vi har fundet vinlageret!”, lød det pludseligt, “Champagne er der også …” Midt i glæden meldingen: “Lys i sigte!” Uden tvivl hjælpekrydseren, tænkte jeg, fortumlet af de mange oplevelser …

Jeg gav befaling til at antænde sprængpatronerne og øjeblikkeligt at komme over på ubåden. Et minut efter var folkene ombord. De skyndte sig til deres dykkestationer, gjorde torpedoer klar til affyring. Mens jeg sejlede mod lyset, hørtes fra damperen sprængpatronernes dumpt drønende eksplosion. […] Det havde været en blodig dag – også vores tab var forfærdelige: Vi havde tre døde, ti sårede.

(Max Valentiner: Der Schrecken der Meere, 1931, s. 230-40)

 

26. december 1917 – Max Valentiner: Kabelfiskeri og en sænkning ved Azorerne

Den 26. december 1917 sænkede U-157 med sønderborgeren Max Valentin som kaptajn ved Azorerne det portugisiske sejlskib, Lidia (302 BRT), der var på vej fra New Orleans til Porto. I dagene før sænkningen havde han forsøgt at gennemføre en særlig mission ved Azorerne.

“U-157” skulle her ganske tæt på land forsøge at overskære [telegraf]kablet, der førte til England og Europa i det hele taget. Jeg havde i admiralstaben afvist denne opgave, fordi søbunden ved Azorerne ifølge søkortene synes at være klippegrund. Jeg var overbevist om, at ankeret, som vi skulle finde kablet med, ville hænge fast i klippebunden og blive trukket løs. I admiralstaben troede den toneangivende officer, som denne store såkaldte u-krydser hørte under, at min opfattelse alene skyldtes manglende lyst til opgaven. Vedkommende var en “ny”, kendte hverken mig eller havde været ubådskommandant, og havde kun ringe ide om ubådskrig. Jeg lod derfor tålmodigt hans store ord passere uden at indvende noget, fandt det blot besynderligt, at en denne officer tog  munden så fuld overfor en erfaren kommandant, uden selv at kunne henvise til nogen succeser. Kun hans fire striber, hans højere rang, gav ham så meget mod.

Ved øen Horta, næsten direkte foran havnen, forsøgte jeg om natten i måneskin at løse min opgave, med fuld forståelse for den betydning en sådan forstyrrelse kunne have. Men trods den største forsigtighed gik det nøjagtig, som jeg havde forventet: Kabelankeret satte sig fast i klippebunden og blev trukket løs. Den vedkommende officer tænkte nu sikkert, at jeg havde gjort det med vilje, ellers havde han næppe sendt to andre ubåde til Azorerne med samme opgave. Naturligvis gik det dem begge to nøjagtigt som mig.

(Max Valentiner: Der Schrecken der Meere, 1931, s. 228-9)

22. december 1917 – Max Valentiner: Ubådskrydseren U157

Ubådskaptajn Max Valentiner fra Sønderborg fik i september 1917 kommandoen over U157, som han og hans nye besætning brugte efteråret på at lære at kende. I sin bog Der Schrecken der Meere beskriver han sin nye ubåd.

“U157” var oprindeligt bestemt til at sejle som handelsubåd og var bygget derefter.  Tyskland forsøgte som bekendt at modvirke Ententens blokade, som USA den gang endnu ikke var en del af, ved at bygge kæmpe ubåde, der opretholdt forbindelsen til Amerika. […] Min ubåd skulle have været døbt U-Bayern og også have sejlet til Amerika. De forenede staters krigserklæring gjorde en ende på de planer, men handelsbåden blev ombygget til en krigsubåd.

Ombygningen vil jeg underkaste en nærmere kritik. Det er rigtigt, at båden var en ren kolos, den havde en størrelse på næsten 2000 tons. Den var overordentlig luksuriøst indrettet, kaptajnen havde en herlig kahyt og ikke sådan et lille hul, som jeg havde beboet på U38, som mandskabet måtte passere igennem, når de ville agterud. Der var en officersmesse “med alt tilbehør”, mandskabet sov menneskeværdigt.

Tysk ubådskrydser, her i en version med en sværere bevæbning end i Valentiners beskrivelse  nemlig ud over to 15 cm også to 8,8 cm kanon (Karosszék tábornok)

Bevæbningen var fantastisk: To 15 cm-kanoner. Med dem kunne man skyde 16.000 meter og næsten tage kampen om med en lille krydser. Torpedorør var der også indbygget. Ammunition medbragte båden i kassevis og den beløb sig til 1.800 granater og tyve torpedoer! Bemanding: 8 officerer, 78 mand. Aktionsradius? 5.000 til 6.000 sømil.

Den var enorm. Så vidt må alle vel medgive mig bådens specifikationer var tillokkende. Ja, ideelle. Desværre var der en hage ved det hele: For at spare på vægten, udstyredes den kun med lette maskiner. To maskiner af hver 400 PS. De kunne – i gunstigt vejr – nå 10 sømil i timen. Er den hastighed allerede beskeden, så var den ved søgang forfra snarere 4 til 6 sømil, i storm kunne man overhovedet ikke sejle mod søgangen. […]

Ved de første prøvesejladser måtte jeg smile af den iver herrerne fra admiralstaben lagde for dagen. Naturligvis sejlede båden langsommere over vandet  end en almindelig damper, under vandet var kolossen plump, ikke særlig manøvrerbar, og selvindlysende langsommere end over vand. Kanonerne tiltalte mig derimod. De skød præcist ud på 16.500 meter og havde en høj skudhastighed.

(Max Valentiner: Der Schrecken der Meere, 1931, s. 224-5.)

 

22. oktober 1917 – Enkefru Røgind: “Scener fra Sænkningen er saa hjærteskærende”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

22. Oktbr.
Beretning fra London: 5 norske, 1 [to?] danske og 3 svenske Skibe blev sænket af Kanonild. To britiske Torpedojagere skudt ned, [osv.]. Der er to danske Skibe »Margrethe« og »Stella« sænkede. Alt Mandskab fra Stella er reddet. Ni danske Sømænd omkommet.

Scener fra Sænkningen er saa hjærteskærende, at man ikke kan holde dem ud. Tyskerne skød uden Varsel, to Kvinder viftede fra et af Skibene med et hvidt Klæde, det tog de ingen Notits af, men sendte den ene Granat efter den anden. Begge dræbte. Redningsbaadene beskød de endogsaa, da de var satte i Vandet. 14 Mand og 3 Kvinder blev dræbt. En Mængde Søfolk laa og flød paa Vandet og raabte til Tyskerne, men de tog intet Hensyn. Fra Kristiania skrives, at man antager, der er druknet 250—300 Mennesker.

Kaptajn From paa Stella reddede sin lille Hund, en Terrier, som han trofast bar paa sin Arm, da han kom i Land i Bergen. Hvor har jeg glædet mig derover, midt i al den Elendighed. Jeg vil aldrig glemme ham. Mon egentlig Tyskerne gør sig klart, hvilke Følger det har. Der vil komme en Tid for Tyskland, der hedder Gengældelsens Time, og jo flere Forbrydelser de ophober, des større bliver den. Der vil komme en Tid, da Tyskerne maa skjule deres Nationalitet for at blive fri for Folks Foragt. De stakkels Mennesker rejste ud i deres lovlige Kald og lumskelig myrdede. Det skete midtvejs mellem Shetlandsøerne og Norge.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 142)

15. oktober 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “Brødet er daarligt”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Frcia.

  1. Fra paalidelig Kilde:
    I Haderslev mærkes Ernæringsvanskelighederne føleligt. I flere Maaneder har man ikke kunnet fa Gryn, og der tildeles hvert Individ kun 200 gr. Kød ugentligt. Brødet er daarligt. Der er i Byen forholdsvis Mangel paa Kartofler.

  2. Gennemgaaende hver Aften siden 11 ds. er der fra Snoghøjvagten medlt, at at 2-3 Ubaade c Kl 8 Em. har passeret Snoghøj for nordgaaende.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

20. august 1917 – U38: “Trykskroget knagede, det var ingen fornøjelse …”

Under kommando af Max Valentiner traf U38 den 20. august 1917 en konvoj, og angreb trods motorproblemer. Det lykkedes at sænke den bevæbnede damper “Incemore” (3.060 BRT) med en torpedo. I sin erindringsborg “Schrecken der Meere” beskriver Valentiner sænkningen, og den efterfølgende jagt på ham og hans besætning.

Der er med ubåde ligesom med mennesker, alt for stor aktivitet slider på dem. Også “U38 var slidt, og behøvede snart et grundigt “generaleftersyn”.  Desværre havde jeg udskudt det nødvendige eftersyn for længe, og det var på et hængende hår blevet katastrofalt:

Året 1917 lakkede mod enden, da jeg foretog min sidste operation med ubåden. Jeg sejlede ud gennem Otrantostrædet, hvor jeg […] ikke fandt den ringeste modstand. Jeg så ikke en gang et vagtskib.

Mellem Malta og øen Pantelerion stoppede mine dieselmotorer pludselig. Rørte ikke mere på sig. Udslukkede. Jeg var forfærdet over at måtte ligge på havet som en anskudt and. Gik selv ned i maskinrummet, hvor mine folk svedende var i gang med at udskiftede maskinens beskadigede dele …

Pludselig blev der meldt en konvoj – det var lige hvad der manglede.
“Kan De i det mindste få gang i en maskine?” spurgte jeg
“Jeg vil forsøge …”

Nærmere konvojen: En stor damper med to små og flere motor- og torpedobåde – – det virkede virkelig lovende … “Hvordan går det med maskinen?” spurgte jeg.“Måske går det …”

Jeg tænkte ikke på at sænke, jeg tænkte kun på at komme helskindet ud af denne forbandede situation. Men da så den ene af maskinerne igen virkede og da konvojen kom lige imod mig, genvandt jeg appetitten. Jeg gjorde et lille tilløb, dykkede og afskød torpedoen …

Jeg havde udvalgt mig den fedeste af mine fjender … torpedoen sad! Jeg dykkede til stor dybde. Så kom der dybvandsbomber. Dybvandsbombernes eksplosioner blev til en langtrukken dundren. Så blev det en smule roligere. Så igen et par dybvandsbomber, som rystede båden …

Stilhed. Intet rør sig mere. Jeg har ingen hast med at dykke ud. Så endelig vil jeg gøre forsøget, stiger op. Når periskopdybde og forskrækkes: Fra retning af Malta kommer en kæde af hurtige motorbåde susende imod mig med bovbølgerne sprøjtende vejret. Så må jeg vel hellere… Et slag der slynger mig mod væggen … en dybvandsbombe. Lige ved siden af tårnet…! Dyk! Vandindtrængen? Jeg venter … der sker intet.

Da jeg var kommet mig over braget, som slog luften ud af mig, og  jeg fik bragt orden i mine tanker, gik vi, stadig lammet af skræk ned på 70 meter … Det var voveligt: Tryskroget begyndte snart at knage under trykket …

Og nu begyndte jeg at overveje: Hvorfra, hvor satan kom den  dybvandsbombe fra? Motorbådene var endnu langt væk, intet fartøj – det var umuligt at tage fejl – intet fartøj var i nærheden …!? Men det var en svær bombe! Jeg var blevet fuldstændig modløs og nedbøjet … Pludselig forstod jeg: En flyver måtte have kastet bomben! Javel, sådan var det. Se flyveren kunne jeg ikke. For jeg kunne ikke se op med periskopet (først senere blev de forbedret, så også det var muligt!).

Trykskroget knagede, det var ingen fornøjelse …

Flyet havde i øvrigt ikke skadet mig i en sådan grad, at jeg for dets skyld dykkede ned på 70 meter. En flyver kan kun se ubåden, når periskopet er oppe. Nej, det var motorbådene, der bekymrede mig. Jeg vidste nemlig, at Ententen i nogen tid havde udrustet sådanne både med lytteapparater – en amerikansk opfindelse. Disse både trækker et eller andet apparat efter sig, som ligger dybt i vandt og som gennem et kabel er i stand til at overføre de svageste lyde.

Som jeg allerede har bemærket: man kan ikke stoppe op under vandet, man må til stadighed bevæge sig og det laver larm! Jeg forsøgte nu at slukke alle de apparater, der lavede larm. Ventilationen, som er nødvendigt for at rense luften, blev slukket: Vi ville hellere indånde kulilte. Gyrokompasset blev slukket. Vi styrede i stedet efter vores mangelfulde magnetkompas. Maskinen løb så langsomt, at man kun lige netop kunne holde ubåden.

Ifølge mine beregninger måtte bådene nu være lige over mig. Det var de: Det første brag drønede, så hele båden rystede. De havde trods alt fundet mig. Brummm, fulgte de næste detonationer, den tredje, fjerde, femte … Forsvarsløs, fuldstændig forsvarsløs famlede vi os gennem vandet …
Nu var detonationerne længere væk … Nye brag drønede helle tiden … Nu var det blevet stille. Jeg talte på fingrene: Hvis jeg ikke fik en bombe i løbet af den næste time, ville jeg dykke ud. I samme øjeblik et nyt brag! Denne gang særlig tæt på … I fire timer blev vi bombarderet, fire timer!

Hvis bare det havde været høj søgang. Jeg vidste nemlig, at lytteapparaterne så ikke fungerede … schssss brummmm, endnu en bombe!

I maskinrummet svedte mine folk. De udskiftede cylinderlåg, som var sprunget, et tungt og hårdt arbejde i den giftige luft. Mine batterier var temmelig flade. Jeg tænkte på “U 3”! Den gang i Den finske Bugt gik det mig på samme måde.

Jeg regnede og regnede igen, og slog fast, at jeg ubetinget måtte dykke ud omkring klokken elleve. 

På trods af al forsigtighed og den store dybde, som “U 38” sejlede i, kunne jeg ikke ryste vagtskibene af. Langt ud på aftenen stadig nye bomber.  Klokken 9 gik månen ned, så ville det i det mindste være mørkt. Det kunne ikke vente længere: Præcist klokken 10 dykkede jeg ud. Stoppede samtidig maskinen. Jeg lod ubåden ligge tungt, så kun dækket og kommandotårnet stak op over vandet. Mandskabet løb til kanonen, vi ville sælge vores liv så dyrt som muligt. Luften var mørk og diset, alligevel opdagede vi forskrækket en båd i umiddelbar nærhed.

“Gud fader”, siger vagtofficeren … “Schh”, siger  jeg, “vi er så tæt på, at man må kunne høre hvert ord!” Wurmbach springer selv til kanonen, tager sigte. Jeg lader det gå videre: “Kun skydning, hvis han skyder eller sejler mod os.” Wurmbach sigter omhyggeligt kanonen. Lydløst bliver låsen lukket. Jeg kan høre mit hjerte, der går som en damphammer. Nu gælder det liv eller død …

Mine øjne var overanstrengte: Jeg så nu kun båden som et svagt silhouet … eller havde den fjernet sig? “Den fjerner sig”, åndede en eller anden. Jeg havde altså ikke taget fejl! Langsomt, uendelig langsomt forsvinder silhouettet i tågen, og er til sidst helt opslugt …

— reddet — endnu en gang reddet … om så blot for et kvarter, en time, en nat — en uge … vi er reddet!

Senere diskuterede vi ofte: havde han set os, briten? Holdt han det for bedst ikke at se os? Lurede han ligesom os og afventede tiden? Tog han os for en englænder, fordi vi lå midt hans linje?

Læs mere om Max Valentiner www.max-valentiner.dk

4. juli 1917. Med U19 på jagt efter handelsskibe

Johannes Ingwersen gjorde krigstjeneste om bord på U19, der stak til søs, da den uindskrænkede ubådskrig var blevet erklæret.

Vi var naaet til Foraaret 1917. Det tyske Admiralitet havde over for England og dets allierede erklæret den uindskrænkede U-baadskrig. Den tyske Hærledelse regnede da med at kunne knuse England ved Hjælp af en stor U-baads Flaade; derfor havde man gennem det sidste Aar paa alle de tyske Værfter haft stor Travlhed. Man byggede nye og bedre U-baade. Slagskibenes Tid var forbi, for de var alt for medtagne og umoderne, og de, der endnu var i Behold, regnede man saadan set ikke mere med. Det var nærmest kun gammelt Jern. Nej, U-baade! Det var noget helt andet.

Værftet blev rømmet for alt dueligt Mandskab. Ogsaa jeg undgik ikke min Skæbne denne Gang.

En af de første Dage i April 1917 meldte jeg mig til Tjeneste om Bord paa U-baaden »U19«.* Baaden var ganske ny, men ikke ret stor. Den laa paa det Tidspunkt i U-baads Basen i den store Krigshavn  Wilhelmshaven.

Baadens Fører, Kaptajnløjtnant Stamer, var en yngre Mand. Han havde det meste af den forløbne Del af Krigen gjort Tjeneste om  Bord paa en af Højsøflaadens Skibe; men en U-baad var nu noget andet end et stort Skib. Dog siger man, at man kan vænne sig til alt.

Dette gælder ogsaa, naar det drejer sig om at være om Bord paa en U-baad.

Jeg havde hurtigt opdaget, at jeg var den eneste Sønderjyde om Bord paa denne Baad. Hvad Kammeratskabet angaar, var alt saare godt. Hvorledes skulde det også være anderledes! Alle var flinke og velvillige, og det gælder ogsaa Baadens Chef, der efter faa Dages Forløb var »dus« med hele Besætningen.

Det begyndte med Øvelser. Vi skulde jo først lære Baaden og hele dens indviklede Mekanisering at kende. Det varede dog ikke saa forfærdelig længe, før vi kunde forlade vor Base.

En skønne Dag stak vi til Søs, for, som det hed, at optage Kampen mod Fjenden, der i dette Tilfælde nærmest gjaldt alle — uanset Nationalitet, selv om Tyskland ikke var i Krig med dem. Det hed i den modtagne Ordre: Alt, hvad der kommer ud for de tyske Kanoner skal sænkes!

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1956

*) U19 var indgået i Den kejserlige Marine i 1913, og tilhørte fra september 1916 til maj 1917 Østersø-flotillen.

26. maj 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om det 10. slag om Isonzo og afslutningen af Nivelle-offensiven ved Aisne. Frankrig har nu mistet mere end 1.000.000 mænd ud af en samlet mandlig befolkning på ca. 20.000.000 og mytterierne bobler under overfladen.

Det handler også om det arabiske oprør og Lawrence of Arabia – og om  tyske Gotha-bombeflys angreb mod mål i England – det var første gang i verdenshistorien. Og så lykkes det endelig briterne at knække ubådstruslen med indførelsen af konvojsystemet.

3. februar 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “Sult i Fangelejren ved Tinglev”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachtment mod Frcia. [Fredericia]
1. Nervøsitet sydpaa, mange Rygter. Fra meget paalidelig Kilde, sikkert korrekt:
a. 255´ Division fra Magdeburg ligger i Nordslesvig med Stabskvarter paa Højens Hotel i Haderslev.
240´ Division fra Berlin ligger ligeledes i Nordslesvig.
En 3´ Division ventes fra Lockstedtlager.
19´ Inf.Rgt. ligger i Haderslev; i Haderslev og Omegn skal nu være 10-12,000 Md. i Aabenraa – Flensborg – Tønder – Løgumkloster er der fuldt op af Militær.
Detachmentet mener, at der i Øjeblikket i Nordslesvig fra Flensborg og Nordpaa ligger mindst 40-50,000 Md.
b. i Lockstedt Lager dannes 2 nye Divisioner.

2. Fra paalidelig Kilde:
a. til Haderslev ankommen 15 store Lastautos, der benyttes til at afhente Kaalrabi hos Landmændene.
b. I Frørup rekognosceredes forleden af 7 Off. m.H. en Plads til Minenwerfer. Der skal foretages Gravearbejder.
c. 500 Murere (43-45 Aar) er udtagne til Arbejde paa en Ammunitionsfabrik i Köln.
d. 30,000 russiske Krigsfanger beskæftiges paa en Ammunitionsfabrik i Spandau.
e. En Feldwebel i Braunsbüttel meddeler, at den tyske Flaade ligger klar ved Helgoland, og at alle U-baade har faaet ordre til at vende hjem snarest.

3. Ernæringsforholdene.
i Haderselv ingen Kartofler.
i Christiansfeld har Soldaterne ikke faaet Kartofler i 1 Maaned.
i Barakken ved Frørup ingen Kartofler.
Sult i Fangelejren ved Tinglev.
i Flensborg ikke Brød i 3-4 Dage.

4. i Magdeburg 100,000 Tdr. [tønder] Kartofler og 15,000 Kasser Sild fordærvede.

Okdoens [Overkommandoens] Efteretningssektion. (tilintetgøres.)
1. Desertør (Sønderjyde) meddeler:
Der udtages 25 Md pr Komp. for at danne Kærnen i nye Afd. Der taltes om, at der yderligere skulde udtages 40 Md. af hvert Rgt.
Alle Folk med Orlov er hjemkaldt til øjeblikkeligt Møde.
Der skal i Omegnen af Haderslev i de sidste Dage være 50-70000 Md. Man venter ved Toftlund, at der har skal sammendrages et Armekorps.
Officerer og Uoff. har faaet udleveret Generalstabskort over Nørrejylland, og man taler om en Udnyttelse af Frederikshavn og Skagen Havne som U-baadsstationer.

2. Melding fra X 1/2 1917
Langs den sønderjyske Grænse ligger nu koncentreret c 40,000 Md, og Styrken forøges stadig. I de sidste Uger er der udleveret Generalstabskort over Jylland til Officerer og Uoff.

3. Melding fra Sønderjylland 31/1 17.
Gnisttelegrafistationer ligger saaledes:
a. Lige Syd for Rangstrup og V. for Vejen Rangstrup-Hellevad
b. S.V. For Over Jerstal, Syd for Banen Over Jersdal-Neder Jersdal, omtrent midtvejs mellem de 2 Byer.
c. Paa Gasse Høje
d. Ved Ballum

Andre Meldinger
Flammekastere i Skyttegravene er opstillet med 10-20 m. Afstand.
Mandskabet har ofte andre Numre paa Skuldrene end Regimentsnummert. Rgt. 240 har saaleds 6 paa Skulderen.
f.T. store Omflytninger af Tropper fra V. til Ø. og omvendt. Orlov for Vestfronten standset i 4 Uger.
For hvert Rgt. paa Vestfronten er der nu 3 Maskingeværkomp.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

12. januar 1917 – Ribe Stiftstidende: ny æresborger i Sønderborg by

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Udnævnt til æresborger

Kaptajnløjtnant Valentiner, der fornylig paa grund af sine store fortjenester til søs blev hædret med ordenen Pour Le Merite, er af byraadet i Sønderborg bleven udnævnt til æresborger i Sønderborg by.

Max Valentiner (Foto: Erik Hansen)
Max Valentiner (Foto: Erik Hansen)

Skoleungdommen og ukrudtet

Det tyske Landbrugsraad har hos kultusministrene og landbrugsministrene i Prøjsen og alle forbundstater anmodet om, at hele skoleungdommen, piger saa vel som drenge, især paa landet maa faa lov til at hjælpe til med ukrudtets ødelæggelse, eftersom kornudbyttet aar efter aar under krigen er blevet mindre som følge af ukrudtet.

Efterlyste

I regeringens Amtsblatt for den 6. januar 1917 efterlyses følgende personer, der er beskyldte for at være deserterede eller at have forladt deres afdeling uden tilladelse: forstærkningsreservist Jørgen Beck, f. 10. maj 1885 i Vonsbæk; pioner Christian Sørensen, f. 2 marts 1888 i Daler, sidst tjenestekarl i Østerby; ikke-uddannet landstormspligtig Lorens Christian Hansen, f. 22. juni 1897 i Gabøl, sidst i Rangstrup; ikke-uddannet landstormspligtig Fredrik Slothus, f. 22. april 1898 i Hjerting, sidst i Møgelmose; ikke-uddannet landstormspligtig Niels Andresen Schack, f. 5. januar 1871 i Stenderup, sidst i Rødding; musketer Mathias Jepsen, f. 3. juli 1877 i Frørup; musketer Christian Kissow, f. 13. december 1891 i Hyrup, sidst i Stenderup. Endvidere efterlyses for samme forseelse 9 personer, fødte sydpaa. Desuden efterlyses gaardejer Iver Hansen Hellesø, f. 18. april 1865 i Hjerndrup, sidst i Moltrup, for overtrædelse af paragraf 141 i straffelovbogen(ydet hjælp til at desertere).

Faldne

Gaardejer Mads Schmidts hustru i Arnum ved Højrup har modtaget budskab om, at hendes mand er falden juleaften.

Hendrich Sønderskov fra Hammelev er den 19. december falden i Rusland.

Kaadner L. Lorenzen fra Gjelstoft Mark ved Gram er død paa Vestfronten af sygdom. Den afdøde efterlader hustru og 10 børn.

I fangenskab

P. Christiansen i Nybøl har faaet efterretning om,  at hans søn er i fangenskab.

Landmand Andreas Andersens paarørende i Snogbæk har faaet efterretning fra ham om, at han er i russisk fangenskab.

Otto Nolde fra Haderslev,  der før har været opført som savnet, er i fangenskab.

Ifølge tabslisten er Jørgen Blohm fra Hundslev paa Als og Underofficer Peter Sønnichsen fra Røllum ved Aabenraa, der har været i fransk fangenskab, bleven udvekslede.

 

5. december 1916. UC-19 sænket – Rasmus Wolter dræbt

Den 5. december 1916 sænkede ubåden UC19 (med sønderjyden Rasmus Wolter fra Røllum om bord) det russiske sejlskib Ans i den engelske kanal. NB: Der er nogen usikkerhed omkring datoen. Både den 4.12., 5.12. og 6.12. nævnes.

Den britiske handelsskib SS Kashmir observerede sænkningen og udsendte radiosignaler. Den britiske destroyer HMS Ariel hastede til sænkningsstedet. Ved ankomsten fik udkiggen øje på den uddykkede UC19’s tårn.

Der blev slået alarm på UC19, der straks dykkede ned under havoverfladen. HMS Ariel var hurtigt på stedet og smed en dybvandsbombe, der dog ikke eksploderede.

Nu gik spillet i gang: Kattens jagt efter musen. I neddykket tilstand var ubåden usynlig. Havet er stort, men jægeren kendte det omtrentlige sted, hvor byttet gemte sig.

Destroyeren skiftede taktik. HMS Ariel benyttede derefter sin paravane, et våben, der normalt blev brugt til minestrygning, men her var udstyret med en sprængladning til anvendelse mod ubåde.

Destroyeren trak sin paravane efter sig i 9-10 meters dybde. Dér, hvor man formodede at ubåden gemte sig, blev den bragt til sprængning.

Kort efter blev der observeret luftbobler og oliespor på havoverfladen.

UC19 gik ned med 25 mand. Én af dem var Rasmus Wolter.

26. august 1916. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om Somme, Østfronten, hvor Brusilow-offensiven mister pusten, Balkan-fronten, hvor fem hære på ententens side samler sig, russernes offensiv i Kaukasus – samt om den noble tyske ubådskaptajn de Lothar von Arnauld de la Periére.

19. august 1916 – Ribe Stiftstidende: Pour Le Merite-ordenen til en sønderjyde

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Kaptajnløjtnant Max Valentiner,

søn af provst Valentiner i Sønderborg, der er kommandør paa en undervandsubaad i Middelhavet, har faaet ordenen Pour Le Merite.

Gaardejer Peter Fink i Stubbom

er efter længere tids svagelighed afgaaet ved døden. Budskabet kommer ikke overraskende, skriver Hejmdal, men det vil vække dyb vemod blandt de mange,  der staar ham og hans hjem nær. Peter Fink var ikke særlig fremtrædende i vort offentlige liv, men han var en meget varmtfølende mand, for hvem det var en hjertesag at  være med i arbejdet for kristenlivets vækst, og for vort folkelivs røgt og pleje, en kraftig udpræget karakter, som altid var rede til at træde i skranken for, hvad han holdt for ret og rigtigt. I sin ungdom var Peter Fink optant, men først i halvfemserne blev han naturaliseret. Seks af hans sønner og en svigersøn har deltaget i krigen. Deraf er hans yngste søn faldet i Karpatherne, en anden søn, som har deltaget i kampene paa Vestfronten, er bleven hjemsendt med en svær nyrelidelse, en tredje søn blev saaret foran Verdun, men er atter ved fronten.

Det nye krigslaan og præsterne

Konsistoriet i Kiel anmoder igen præsterne om af alle deres kræfter at bidrage til at fremme det nye krigslaan og saa vidt muligt hjælpe ved ordningen af hvervearbejdet.

Faldne

Hans Richard Hoeck Roager, søn af lærer R. Roager i Starup ved Haderslev, er falden, 22 aar gl.

Enke Henriette Lund i Bæk ved Vonsbæk har faaet meddelelse om, at hendes yngste søn, Anton, er falden 22 aar gl. Hendes anden søn, Hans, har været savnet siden den 20. juli.

I tabslisten meddeles, at Rolf Bentzen fra Haderslev, Adolf Beck fra Aller og Hans Top fra Rødding er faldne.

Gaardejer Lorentzen paa Bokholm ved Halk har faaet meddelelse om, at hans søn er død i et lazaret.

Gaardejer H. Grau fra Oksbøl paa Als, der har indkaldt siden krigens begyndelse, er død af sygdom i sit hjem.

Saarede

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Jes Jessen fra Birkelev, Hans Skovrup fra Højrup, Peter Faaborg fra Barsmark, Chresten Petersen fra Hagenbjerg, Peter Mathiesen fra Stevning, Johannes Bruhn fra Hejsager, gefreiter Peter Dallmann fra Haderslev og Ingvart Bruun fra Hejsager er haardt saarede.

Desuden meddeles, at Jesper Hinnigsen fra Hygum Mark er bleven saaret den 18. november 1914, og Christen Jacobsen fra Fol og Lorenz Bentzer fra Søgaard er saarede.

I fangenskab

Thomas Wind fra Endrupskov ved Gram er i fransk fangenskab.

Savnede

I tabslisten meddeles, at Jens Jessen fra Uge, Karl Hünkemeier fra Rødding, Nikolaj Wrang fra Egen, Chresten Schmidt fra Roager, Hans Ehlers fra Guderup, Jakob Bendiksen fra Kegnæs, Jørgen Jæger fra Augsutenborg, Diedrich Duus fra Aabenraa, Klaus Kruse fra Sønderborg, Peter Petersen fra Mintebjerg, Christian Christensen fra Vester Nybøl i Haderslev amt, Christian Schultz fra Sommersted Holm og Peter Wraa fra Kestrup er savnede.

Landmand Tiedemand fra Porsplet ved Toftlund er bleven erklæret for uduelig og derefter bleven hjemsendt.

 

10. november 1915 – U38: Gennem Otranto Strædet

Under kommando af Max Valentiner passerer U38 gennem Otranto Strædet ind i Adriaterhavet:

Det må have været på rejsens 30. dag, at jeg sejlede gennem Otranto Strædet. Aftenen trak de første violette tråde, da jeg så skibe. En, to, en hel kæde i grupper: den britiske bevogtning. Jeg kendte disse kæder: Armerede fiskebåde.

Det skulle ikke være nogen stor sag at snige mig forbi dem. Hvor længe kunne det vel vare før natten lå tungt over havet? Så ændrede en af grupperne kurs. Jeg blev nødt til at dykke. Man havde helt sikkert opdaget mig.

Under mit forsøg på at trænge gennem kæden var jeg sejlet mod øst. De kunne altså ikke vide, om jeg ville ind eller ud ad strædet. De tog fejl, de troede jeg ville ud i Middelhavet. De enkelte både var uden tvivl forbundet med net til at fange ubåde med. Gennem periskopet kunne jeg se, hvordan de dannede formation. Med stor fart sejlede jeg forbi dem, og kunne allerede efter en time dykke ud.

(Fra Max Valentiner: Der Schrecken der Meere, 1931, s. 114-5.)

Læs mere om Max Valentiner www.max-valentiner.dk