Tag-arkiv: U157

20. februar 1918 – Max Valentiner opbringer græsk damper

Sønderborgeren Max Valentiner var kaptajn på ubådskrydseren U157 og befandt sig efter årsskiftet 1917/1918 i Atlanterhavet udfor den nordafrikanske kyst, hvor han en mørk nat tabte en konvoj af syne.

Men jeg forfulgte konvojen med al kraft for at angribe den, når det blev lyst. Da den afrikanske sol den næste morgen stod strålende op, kunne jeg da også se en røgsøjle foran mig. Men det gik snart op for mig, at konvojen var forsvundet, og at denne damper enten ikke tilhørte den eller også var blevet tilbage.

Det var kun en kort skudveksling: damperens nedslag lå langt væk, på månen, som sømanden siger. Damperen var en stor græker [Kithira/red], der havde en last på ca. 6.000 tons i palmeolie i fade. Grækerens kaptajn førte det stolte navn Themistokles. Mens hele besætningen ventede i to redningsbåde ved siden af vores ubådskrydser, undersøgte vi damperen.

Den gjorde et ret snavset, trist indtryk. Men det som interesserede mig, var dens ladning af olie. Jeg besluttede mig for, hvis vores maskiner kunne arbejde med olieen, at fylde mine oliedepoter op og tage damperen med som reserve. Jeg kunne da føre krig, så længe jeg havde lyst, kunne overraskende dukke op ved Kapstaden og i Daressalam, kunne understøtte Lettow, eventuelt senere anløbe de indiske havne og på den måde føre en krydserkrig, der ville fylde verden med forundring og rædsel.

Jeg spandt videre på mine planer: Skulle min artilleriammunition blive brugt op, så kunne jeg montere den erobrede dampers kanoner. Torpedoer havde jeg nok af, hovedsagen var brændstof, og den gav grækeren mig i rigt mål.

Jeg tog straks to fad fra damperens dækslast ombord og lod dem fylde i dieseltanken. Vi var netop i gang med at oplade vores batterier. En af de to dieselmotorer var i gang, jeg kunne foretage prøven. Sandelig, palmeolien lod til at smage motoren godt, den fortsatte roligt. Ingeniøren spurgte, om jeg havde noget imod at starte den anden dieselmotor og lade den køre på olien.

Jeg var naturligvis begejstret og glædede mig, da snart derefter begge maskiner løb fantastisk. Vi overvejede nu, hvordan vi bedst og mest praktisk kunne fylde den megen olie i vores tanke og udkastede en “slagplan” for den nærmeste fremtid. Det var vigtigt for mig, at den norske besætning på min norske damper intet fik at vide om grækeren. Jeg ville holde grækeren langt væk fra al trafik og fra tid til anden hente ham til mig for at fylde olie på, han skulle være mit flydende depot.

Min “slagplan” var netop klar, da jeg blev revet ud af mine drømme: Maskinerne stod stille! Anende det værste styrtede jeg ned i maskinrummet … Så min ingeniørs bekymrede ansigt og forstod alt: Dieselmotorerne brød sig ikke om palmeolie … Det var ikke det værste. Dieselmotorerne var så forstoppede, at vi måtte skille dem ad… “Hvor lang tid vil det tage” spurgte jeg ingeniøren. Han mente, det ville tage ti timer … Han tog fejl: Det tog 36 timer!!! […]

Vi behøvede i øvrigt ikke at sænke den græske damper, den sank af sig selv: Den var nemlig læk, og kaptajnen havde kun holdt damperen gående ved at hele tiden at lade pumperne arbejde.

(Max Valentiner: Der Schrecken der Meere, 1931, s. 254-6)

19. februar 1918 – Max Valentiner: En konvoj i sigte

Sønderborgeren Max Valentiner var kaptajn på ubådskrydseren U157 og befandt sig efter årsskiftet 1917/1918 i Atlanterhavet udfor den nordafrikanske kyst.

I dagevis ikke en røgsky i sigte, havet var som uddødt. Vi passerede de Kap verdiske Øer og så i det fjerne Porto Grande. Heller ikke her var der noget liv. Vi blev slæbt videre [af en kapret norsk damper/red.] med kurs mod Sierra Leone. Kort før havnen gav jeg nordmanden ordre til at begive sig til i et område uden trafik og uden fare. Selv lagde jeg mig på lur syd for Sierra Leone i synsvidde af den afrikanske kyst for at opfange de dampere, der sejlede mellem Kapstaden og Sierra Leone.

Desværre var luften på grund af den store hede og den almindelige fugtighed så diset, at vi ikke havde noget udsyn og intet fik i sigte. Til sidst lagde jeg mig direkte foran Sierra Leones havn. Men det kom der intet ud af, der var ingen trafik at se. 

Jeg tror klokken var elleve om aftenen, jeg stod med mine officerer på dækket. Det var en bælgmørk nat, en af dem, hvor man angiveligt ikke kan se sin en hånd for sig … Men med et løste silhouetter sig fra mørket … Skibe! En Konvoj. Vi lå midt i den … måtte gå 30 meter frem, tilbage, måtte manøvrere for ikke at blive påsejlet.

Jeg stirrede ud i natten: På 800 meters afstand passerede to hjælpekrydsere – – langsomt gled deres  silhouetter forbi os. Mine folk var allerede klar ved 15cm-kanonerne … Ikke et menneske sagde et ord, men jeg vidste, at folkene brændte efter at skyde … langsomt sejlede hjælpekrydserne forbi, mens jeg overvejede …

De ville gengælde beskydningen … på 50 henholdsvis 150 meter. Selv i denne bælgmørke nat kunne hvert skud være en træffer … vi måtte være fornuftige.  En torpedo ville jeg gerne risikere. Men før jeg var færdig, havde natten opslugt konvojen.

(Max Valentiner: Der Schrecken der Meere, 1931, s. 253-4)

17. februar 1918 – Max Valentiner: “… også svinene forsvarede skibet”

Den 17. februar 1918 sænkede U-157 med sønderborgeren Max Valentin som kaptajn ud for Afrika den portugisiske sejlskib, Estrella Da Bissao (129 BRT). I sine erindringer “Der Schrecken der Meere” beskriver Valentiner sænkningen af et portugisisk sejlskib som kan være Estrella Da Bissao.

Fra Azorerne sejlede jeg via de Kanariske Øer til den afrikanske kyst. Undervejs sænkede jeg enkelte mindre fartøjer, de første på denne rejse. Jeg husker særlig en sænkning som det var i dag: Om natten i måneskin holdt jeg et stort sejlskib an, en helt ny tremaster under portugisisk flag med vidunderlige gaffelsejl af snehvidt bomuld. Besætningen flygtede i redningsbådene, da ubåden nærmede sig. Mine folk lagde til med jollen, og ville klatre op på dækket. Da sprang en kæmpe hund, en slags sanktbernhardshund, larmende imod dem, gøede og bed, og ville ikke lade nogen komme op på dækket. Mine folk forsøgte at slå den ned med årerne, men hunden var for hurtig, veg uden om, ingen kunne ramme den.

Jollen måtte tilbage igen for at hente en pistol. Jeg bad dem skåne den tapre hund, det ville være bedre om de tog den med. Men den lod sig ikke overtale: den måtte “slås ned”.

Sejlskibet havde bomuld og kobber ombord, en værdifuld ladning, som vores besætning, der havde brug for levnedsmidler, dog ikke kunne bruge til noget. Derimod var der to svin ombord, naturligvis også et fint bytte. Men da en mand i mørket greb ned i svinestien, skreg han op: også svinene forsvarede skibet til de blev knaldet ned. Og jeg spiste sammen med svinekødet et stykke anerkendelse for det tapre dyr.

(Max Valentiner: Der Schrecken der Meere, 1931, s. 229-30.)

31. januar 1918 – Max Valentiner: Den norske kaptajn

Max Valentiner kaprede midt i januar i en norsk damper, og brugte den som slæbe og forsyningsskib. I sine erindringer “Der Schrecken der Meere” beretter han nærmere om skibets kaptajn.

Jeg holdt det for det rigtigste og klogeste ikke at lade den norske kaptajn føle sit fangenskab. I stedet betonede vi, at vi var gæster ombord på hans skib og han kaptajnen. Og på den måde kom vi hurtigt overens, og mere end det, vi sluttede venskab med kaptajnen, som langsomt men sikkert tog vores “piratvaner” til sig. Ja, han opførte sig som en tysk officer, angrebslysten brændte i ham …

Da den norske damper ved ækvator måtte vente på mig alene, kom et fransk sejlskib, der var bevæbnet til tænderne. Min kaptajnløjtnant [Ölrichs] foretrak derfor, at lade sin “tschinbum”, som frontsoldaterne kalder de små kanoner, tie.

Franskmanden spurgte over radioen nordmanden om positionen. Ölrichs svarede og sejlede temmelig tæt forbi franskmanden for at kunne se hans dæk. Den norske kaptajn stod ved siden af ham og skummede: “Vær nu ikke så bange … vi har brug for mel … påsejl ganske enkelt svinet og så færdig…”, og han gned sig i hænderne ved tanken om det lille slag.

Men Ölrichs forholdt sig fornuftigt: Franskmanden var et kæmpe skib og nordmanden en gammel skude … nej, nej, så var det bedre at holde sig i ro.

(Max Valentiner: Der Schrecken der Meere, 1931, s. 250-1)