Tag-arkiv: Tro

23. juni 1917 – Peter Geil: “… mange Døde der og en hæsslig Lugt fyldte Luften”

Pastor Nicolai C.  Nielsen brevvekslede under krigen med mange nordslesvigske soldater, en af dem var Peter Geil.

Skreven d. 23.6. 1917

Kære Herr Pastor.
Det sidste Brev jeg fik fra Dem med 2 M var i ”Waziens.” Siger dem mange tak derfor. Pengene kunde jeg storartet bruge. Min Pengepung var snart tom; men det ere jo ingen Skam for en Soldat. Vi skulde lige en Badetour til Douai.

Vi rykkede saa nærmere til Fronten og d. 27. Mai kom de første af vore M.G. Kompagnier i Graven. Vi bragte baade Gewehrene og Patronkastene frem. Hver Mand havde 3 eller 4 Kastener med 250 Patroner i hver. Det var ikke en ledt Byrde. Vi gik i 2 Timer fra Vejen hvor vi blev kørt hen over fri Mark til Stillingerne. Der befandt sig kun Granathuller, som vore Tropper laa i. Helt vorne var der en Grav. Det lignede dog i hværtfald en. Her og der var den skudt sammen. Den var kort forinden stormet af vore Tropper og bleven omarbejdet i en tysk Grav. Kl. henimod 6 vare vi hjemme igen.

Vi vare saamange tilbage, saa vi kunde løse dem af der laa forne efter 3 Dage. De næste Aftener bragte vi dem spidse ud. Jeg skulde med en til, hen til Gewehr 1. Det laa helt forne i Graven. Vi viste ingen rigtig Besked og kom for langt fremad og til vendstre.

Lige med et bekom vi et Fyroverfald, det er karakteristisk for den lumske Engländer. Han skød strægvis og Salve paa Salve af Granater og Schappnells 15-20 Skud af Gangen. Der var Granathul ved Granathul. Et dækkede halv det andet. Saaddan var Jorden oppløjet. Men saa hurtig det gik løb vi. Af og til fald man med Spidsen. Saa godt det gik passede man paa, at man intet tabte. Schrapnellkuglerne og Granatstykkerne fløj til højre og vendstre for os. Jeg undrer mig endnu i dag , at vi kom udskadt derfra, da og Salverne kom længere frem. Herren havde bevaret os vidunderlig.

Tilbage ventede vi i et Granathul til Overfaldet var til Ende. Saa gik det frem igen og tilsidst fandt vi dem, der laa mange Døde der og en hæsslig Lugt fyldte Luften og Graven især om Natten. Efter 3 Dage løste vi saa af og kom til Gewehr een, da vi vidste, vor det laa. Englænderne laa 150 km fra os, og om Natten laa han i en fremskudt Sappe, hvorfra han skød sine Lyskugler over i vor Grav. Det fjendtlige Artillerie skød altid for vidt, omendskøndt stundom lige ved Gravkanten, saa Jordklumper fløj i Graven.

Det medste maatte vi passe paa for vor egen Artillerie. Det skød ofre for kort og den første aften vi vare der, slog en Fuldtræffer i Graven. En var død. En anden blev begge Been revet af, han døde ogsaa kort efter og to vare haardt og ledt saaret. Det var skrekkeligt. Vi skød ofte Lyskugler (røde) af, at vor Artilleri skulde lægge Ilden videre frem, men de næste Dage havde vi det[]samme igen. 2 Blindgængere slog i vor Dækning. En Lykke var det at de ikke exploderede. Man mærker Herrens bevarende Haand.

Næste Nat blev der begravet, 6 Englændere var det vel, som laa med Hovedet lige for Graven og altid var der jo en Horchposten ude fra os. Maskingewehrbetjeningen har det bedre, da de om Natten ikke behøver at arbejde; men een staar stadig Vagt. Den sidste Nat havde vi ”erhöhte Gefechtsberitschaft”. Man troede at Egnlænderen vilde gribe an. En Patroullie var ude fra os og skulde se at tage nogle til Fange i Sappen. Men de kunde ikke komme derhen, da de to Maskingewehre stod i den. Saa bleve vi alle afløst; en Time forinden blev en jødisk Leutnant saaret i Haanden, da han, gik oppe paa Dækningen og vilde søge alt muligt sammen.

Natten efter vi var bleven afløst og vare komne i Ro bleve Kompagnierne alarmeret. Jeg havde lige med mange flere fulgt en interessant Luftkamp, som endte med Englænderen styrtede ned. Fartøjet gik i veldig Fahrt kre[d]sende nedad og endnu 100 m over Jorden søgte Føreren at give Apperatet en Glideflug over Jorden men saa styrtede det ned. Mange løb derhen og jeg kunde ikke holde mig, endskønt det var langt borte, helt henne ved Douai. En mængde Mænnekser var stilmet sammen. Mig interesserede det blot om Englænderen ikke skulde være sluppet derfra med Livet.

Apperatet saa jeg, og Bagdelen var oversprøjtet af Blod, og det varede ikke længe inden man bar ham, der var kun en i Flugapperatet, bort. Det var nu ikke et smuk Syn og gjorde en stærk Indtryk paa mig. Det var en ung Englænderhauptmann, kraftig med sort lokket Negerhaar, klædt hel i Leder. Han havde i Luftkampen faaet et Skud i Hovedet og havde saa tabt Bevidstheden og var død, da han kom ned. Da jeg kom hjem blev det raabt Alarm og i nogle faa Minutter stod Kompagniet alt opladt paa Vognene. Englænderne havde grebet an, og to til 3 Nætter gik Kampen.

Mange Kammerater faldt eller blev saaret mit Kompagnie blev skaandt, det laa i Bereitschaft i Bahndammen Douai-Arras og et par Dage senere blev jeg afkommanderet til Telegraphvæsenet, snart imod min Vilie. Naar jeg kunde holde de[t] ud og kunde forrette det, skulde jeg, sagde Feldweblen. Jeg tog det saa, som en Gave fra Herren, og det er jo en beroligelse for mine Forældre. Jeg har Gærningen endnu.

Siger Dem mange tak fordi De har husket mig i Deres Bønner Herrens Bevarelse har været stor, især i de hæftige Fyroverfald som vi opleve 3 Gange. Mange Hilsener sender Dem Deres Peter Geil.
Undskyld at Brevet blev saa lang!

(Nic. C. Nielsen, P116-15, Arkviet ved Dansk Centralbibliotek)

17.maj.1917. Mikael Steffensen: “Dødsdømt er alt, hvad der findes indenfor de engelske Kanoners Rækkevidde”

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I maj 1917 var han ved Lecluse i Frankrig.

Lecluse, den 17. maj 1917.

Min kære, kære Ven!

Til saa mange skylder jeg Brev, men jeg maa skrive til Dig, Du trofaste, ejegode Ven, skrive for at sige Dig Tak for Dine rige Breve fra i Gaar og fra den 14., skrive for at fortælle Dig, at jeg endnu lever og er ved fuld Sundhed og kraft.

Og dog, dybt inde er jeg rystet som aldrig før, det var saa skrækkeligt, alt det, jeg saa. Jeg skriver, som om vi var ude af det, men min Bataillon ligger i forreste Linje. I Forgaars Nat kom jeg til Lecluse for at blive her. En Gang daglig maa jeg saa gaa forud med Post og med Befalinger, og samme Nat gaar jeg tilbage hertil. Andre anser det for en farlig Post, og det er det. Det er svært at komme igennem Spærre- og Trommeilden, men hidtil er alt gaaet godt, og Vorherre vil hjælpe fremdeles.

Selv er jeg tilfreds med at kunne være her om Natten og det meste af Dagen; det er kun nogle Timer om Aftenen, fra 7—12, at jeg er udsat for Fare. Men jeg vil ikke skrive ret meget om Kampene i Dag, Du faar alt udførligt, naar vi en Gang, jeg vil haabe snart, bliver afløste. Vi har ingen Storkampdag haft, og før en saadan kommer, bør vist ingen Afløsning ventes. Tabene er taalelige, der er endnu slet ingen Tale om at være »opreven«, og de ca. 70 Procent Tab, som betinger en Afløsning, er langt fra naaet. Desværre har jeg mistet en brav Kammerat, en brav Soldat, med hvem jeg har delt mange haarde Lidelser. Han begraves i Dag.

Det, der gør Kampene her saa voldsomme, er det svære engelske Artilleris absolutte Overlegenhed. Knusende og sønderrivende slaar disse centnertunge Uhyrer ned, hvor man mindst aner det. Den snorlige, prægtige Rue National Arras— Cambrai, som nu overskygges af ældgamle Linde, ødelægges helt. De grønne Træer ligger flængede og sønderrevne tværs over Vejen. Deres mægtige grønne Kroner danner en Afspærring, som er vanskelig at faa ryddet af Vejen, da Vejen altid ligger under Ild. Jeg skal ikke glemme, da jeg den første Aften cyklede i Stilling da hilstes vi af Britternes allersværeste Skyts, og det er et Under, at vi slap godt fra det.

Saa vil jeg ikke skrive mere om alt dette i Dag. I fjorten Dage har vi haft grønne Skove, og Kløveren slaas til Hestefoder. Et frugtbart Land lægges øde, gøres til en Ørken. 7—8 Kilometer bag forreste Linje er der næsten ikke en Kvadratmeter Jord, som ikke er oprodet, sønderflænget af Granater. Ganske nær herved slaar de svære Granater ned. Det er Varselsskud om,’at de Par Civilfolk, som endnu er her, skal redde sig.

Snart vil ogsaa Lecluse være en Ruinhob. Befolkningen har gjort deres Haver i Stand, saa maatte de flygte. Vinen slynger sig endnu om Gavl og Huse, den breder sine Blade over de Hjem, med hvilke den snart skal gaa til Grunde. Dødsdømt er alt, hvad der findes indenfor de engelske Kanoners Rækkevidde, — det er en haard Vej for at naa frem til Rettens og Menneskelighedens Fuldstændiggørelse. Den gaar over mange Menneskers Livslykke, og den er rød af Blod.

I Dag er jeg saa rolig igen. Hver Aften er det gaaet godt, og naar jeg nu i Aften vender tilbage, har jeg fire Aftener fri. Der er endnu ikke Haab om Afløsning, — vi skal holde ud. Og jeg siger: Med Guds Hjælp og ved mine Venners, ved Din Hjælp og Støtte vil jeg kunne holde det ud. Vi maa tro, at intet sker tilfældigt eller paa Slump, men kun efter Guds Raad og Vilje, Guds store mægtige Vilje, som førte os paa Ørnevinger frem til i Dag, under hans Vilje beskyttes vi, Du og jeg. Guds Fred, min Ven, vil jeg nedbede over Dig og Dine. Altid er jeg Dig nær i Tanken, thi altid er jeg

Din Mikael.

3. maj 1917. Gud … tag mig straks og lad mig ikke ligge såret og hjælpeløs derude “

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.

Fire Døgn sad vi i første Stilling. Regelmæssigt var der Angreb Morgen og Aften. Enkelte Gange kom det til Nærkamp; men naar Haandgranaterne begyndte at falde, og Hurraraabene lød og Bajonetterne glimtede, saa vidste jeg ikke andet end at staa ganske stille, folde mine Hænder over mit Gevær og saa give mig Gud i Vold med den ene Bøn i min Sjæl, at skulde jeg dø, han saa vilde tage mig straks, og ikke lade mig ligge saaret og hjælpeløs derude.

En Morgen, da de saarede var blevet bragt bort — de døde blev jo liggende — havde jeg den Glæde, at min Delingsfører og vor unge Løjtnant kom kravlende hen til mig og bad, om de maatte læse med i min Bibel.

De kunde jo ikke læse min Bibel, men vi satte os ned paa Bunden af Skyttegraven, ikke som to Overordnede og en menig Soldat, men som tre Mænd, der var de samme Vilkaar undergivet.

Saa læste jeg for dem af min danske Bibel, oversatte det paa Tysk og talte til dem og med dem.

Saa bad vi sammen, og saa listede de af igen. Det var første Gang; men det blev ikke sidste.

Der gik en lang Tid. En Morgen mødte Løjtnanten mig, og idet han rakte mig sin Haand, sagde han med et Par Øjne, der skinnede som et Par nyslaaede 25-Ører: „Jeg kan tro paa min Frelser.”

Delingsføreren var mere stilfærdig  anlagt; men saa vidt jeg kan skønne, fandt ogsaa han den rigtige Vej ved Korsets Fod hos Jesus.

De to blev selvfølgelig mine bedste Foresatte, ja, de bedste, jeg nogensinde har haft. Jeg havde dem et helt Aar, saa faldt de begge to paa én Dag ved Stormen paa Højderne ved Moreuil.

Det var Skotterne, vi dér stod overfor. Vi tabte den Dag Halvdelen af vor Division, saa Kammeraterne laa som Kornneg ned over en høstet Kornmark.

Da vi ved Aftenstid tre Kammerater gik over Slagmarken for at søge efter faldne, fandt vi vor Løjtnant siddende paa sine Knæ i et Granathul, hvor en Riffelkugle fra Skotterne havde truffet ham lige midt i Panden.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

2. maj 1917. Levende begravet – og mødt sin Gud

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.

Vi havde lige ordnet os i Stilling, da Englænderne begyndte med at lægge Trommeild paa vor Skyttegrav, og Trommeild er jo skrækkelig, naar Granaterne bogstavelig talt hagler ned, og de store Shrapnels eksploderer oppe i Luften og hver for sig sender deres 250 smaa, runde Kugler ned over det i Skyttegraven uden Dækning staaende Mandskab.

Man kan forstaa, at det ikke varede længe, før de saaredes Jamren og de døendes Rallen lød rundt om os.

Trommeilden varede to Timer. Midt i det hele kom en Granat og fo’r ned i Jorden ved Siden af mig og min Sidekammerat til venstre. Da den eksploderede, væltede den Jord volden ud i den 3 Alen dybe Skyttegrav og begravede os under Jordmasserne.

For mit Vedkommende var det ikke saa slemt denne Gang.Jeg blev kastet ned paa Ryggen, mine Arme laa langs min Krop, og ovenpaa denne 3 Alen Jord, der trykkede helt forfærdeligt, men mit Ansigt var frit, og aldrig i mit Liv har jeg saadan raabt om Hjælp som i den Stund.

Der kom da ogsaa straks 5-6 Kammerater, deriblandt ogsaa min Sidekammerat til højre, Delingsføreren; de kastede Jord til Side og fik mig halet frem.

Saasnart jeg kom frem, saa jeg, at min Sidekammerat til venstre ogsaa var borte; det var en Kunstmaler fra Berlin.

Vi gravede af alle Livsens Kræfter for ogsaa at redde ham. Jeg vidste, hvor han havde staaet, og kunde derfor ogsaa regne ud, hvor omtrent han maatte ligge. Jeg kom saa med min lille Spade lige ned paa hans Hoved.

Han var sunket ned paa sine Knæ, og Staalhjelmen var gledet om for hans Ansigt. Saasnart jeg fik hans Hoved afdækket, fik jeg mine Hænder ned under hans Hage og Ansigtet trukket op i frisk Luft.

Han var dryppende vaad af Sved, men gav ikke Spor af Livstegn fra sig. Vi gravede ham alligevel ud og lagde ham ovenpaa Jorden; men da han havde ligget nogle Øjeblikke, begyndte han at drage Aande.

Han aandede underligt dybt og begyndte at røre sine Lemmer, og mens vi endnu stod og saa paa ham, rejste han sig op paa sine Knæ, foldede sine Hænder og begyndte at takke Gud.

Aah, jeg kunde ønske, mine Læsere havde hørt den Mand takke Gud! Ikke med en Stavelse takkede han, fordi han var gravet ud; men han takkede Gud af hele sit Hjerte, fordi han havde faaet en frelst Sjæl.

Han havde kæmpet sin Jakobskamp dernede under de 3 Alen Jord, og fortalte os bagefter, at hele hans Liv var passeret Revy forbi hans
indre Øje og var standset hjemme hos hans unge Søster i Berlin, som han vidste, bad for ham, og som han var overbevist om bad for ham netop i denne Stund.

Som Soldat betragtet var han slet ingenting værd, ikke fire Skilling, han kom heller ikke mere med i Stilling, men fik Pladsen som Kompagnifotograf.

Han var paa sin egen Maade et stilfærdigt Vidne om Guds Barmhjertighed mod Syndere, og han fik en god Plads mellem Kammeraterne. Vi holdt allesammen af ham.

Da Trommeilden hørte op, ventede vi, at Stormen skulde bryde løs, men det blev ikke til noget. Derimod prøvede Englænderne ved Aftenstid at gaa frem til Storm, men det Angreb blev let afslaaet, uden at det kom til Nærkamp.

Næste Dag gentog det samme sig, og Englænderne prøvede paany
et Stormangreb, som blev afslaaet.

Ved Aftenstid blev vi udsat for et Gasangreb; vi stod seks Timer i Gas, men takket være de gode Gasmasker mistede vi den Gang ingen.

Under Gasangrebet kom min Kaptejn hen til mig og lagde Haanden paa min Skulder, idet han sagde: „Hør, Gamle, i Nat skal du skyde.”

Det gav et Gys i mig. Jeg tænkte: Hvor véd han, at du ikke skyder? Han sagde ogsaa: „Naar vi holder en jævn Ild vedlige, slipper vi muligvis for Englændernes Stormangreb, men tier vi, tror de, at vi er helt eller halvt døde af Gassen, og saa vil de storme bagefter.”

Jeg fyrede tappert ind i Jordvolden uden for vor Skyttegrav, saa mit Gevær knaldede ligesaa lystigt som de andres. Det er næsten den eneste Gang, jeg har haft mit Gevær ladt i de 28 Slag, jeg har været med i, og derfor gaar jeg ogsaa med den dejlige Tryghedsfølelse i mit Hjerte, at jeg hverken har gjort Englænderne eller Franskmændene Fortræd, og det har meget større Værd for mig, end jeg den Gang tænkte paa.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

26. april 1917. Bøn og banden – sårende kugler og sårende ord

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.

Om Aftenen blev vi saa ført ud i Stilling. Vi skulde først ind i anden Stilling. Paa Vejen ud tabtes Forbindelsen imellem første og anden Deling. Vi stod saa dér midt paa aaben Mark, alt imedens Granaterne slog ned omkring os.

Omsider blev det opklaret, at de andre var foran, saa kom de tilbage og hentede os, og vi kom ind i en stor Grusgrav.

Dér havde Artilleriet haft Stilling, og denne Grusgrav var derfor særlig udsat for Englændernes Bevaagenhed. Vi var ogsaa næppe kommet ind i Graven, før Smertensskrigene lød fra vore Rækker. Der var allerede en Del saarede.

Hurtigt fik vi de smaa Spader i Gang for at faa gravet lodrette Huller ned i Jorden, hvor vi kunde have Dækning imod Granatsplinterne.

Vi sad der Dagen over, og ved Aftenstid blev vi saa ført ind i en anden Stilling. Vi havde 9 Døde og ligesaa mange Saarede, saa da vi om Aftenen gik ind i anden Stilling, var vor Deling kun 42 Mand stærk.

Vi var lige godt og vel kommet ud i Stillingen, saa kom der 4 Mand bærende med en saaret Kammerat; han havde faaet en Shrapnelkugle ind i højre Lunge.

Da de kom lige ud for mig, raabte Føreren, en Bayrer: „Er det dig, Gamle, der staar paa Vagt?” Jeg svarede: „Ja.” „Saa kom her og hjælp os med at bære den saarede Mand udenfor, for vi har faaet en Mand med, som gaar og falder over sine egne Ben, og det er desuden en af dine Kammerater.”

-“Jamen Gorki, jeg kan jo da ikke saadan forlade min Post.” „Jo, han kan jo tage din Plads; kom nu!”

Jeg kravlede op af Skyttegraven, og den anden Kammerat kravlede ned for at tage min Post, og saa gik vi ind imod Byen Cherescy med den saarede Kammerat, en af mine trofaste, unge Venner.

32a Transport såret_cropped

I Cherescy skulde Lægen og Sanitets-Personalet være. Det blev en vanskelig Gang, særlig igennem Byen; den laa netop under engelsk Artilleriild. Granaterne haglede ned rundt om os, snart eksploderede de paa Gaden, saa de løsrevne Brosten fløj i Luften, snart var det et Hus, der blev truffet foran os eller bagved os og styrtede.

Vi gik alle fire uden at sige et Ord, men sikkert ogsaa hver for sig i stille Bøn.

Da vi kom til Forbindsstedet, viste det sig, at Lægen og Sanitetspersonalet forlængst var borte. Vi lagde den saarede Kammerat ned, og Gorki siger saa: „Nu gaar vi andre tre ud i Byen for at finde Lægen, men du bliver her hos den saarede.”

Jeg bøjede mine Knæ ved den saarede Kammerat, bad over ham og lagde mit Øre ned til hans Mund; han kunde kun hviske.

Han hviskede mig saa ind i Øret. „Jeg ved nok, hvorfor jeg ikke er død paa Pladsen”

– “Naa, hvorfor det da?”

– „Jo, for det er Gud, der vil forbarme sig over mig. Naar du har talt til os, at vi skulde omvende os og give Gud vort Hjerte, saa har jeg ikke sagt meget imod, men jeg har været glad for dem, der vilde sige dig imod; men jeg har altid følt, at du havde Ret, og nu har jeg en  underlig Tryghedsfølelse ved det, at jeg ikke skal dø, men at Gud vil forbarme sig over mig. Vil du nu skrive hjem til mine kære Forældre, at jeg tror, jeg skal komme igennem det, og vil du saa ikke bede for mig?” 

Jeg bad endnu en Gang for ham, trykkede hans Haand og hviskede ham min Frelsers Navn og Forjættelser ind i Øret; saa kom der en Sanitetsvogn. Jeg fik den raabt an, en Bærebør blev trukket ud, paa den blev han lagt, skubbet ind i Vognen, og saa gik det af Sted til Feltlasarettet.

Ambulance ved Novoalexandrovsk i 1915
Ambulance ved Novoalexandrovsk i 1915

Lidt efter kom de andre tre Kammerater tilbage, men da var den saarede borte.

Saa traadte Gorki hen til mig, greb min Haand og sagde: „Hvorfor vil du ikke være gode Venner og Kammerat med mig? Du er jo gode Venner med alle de andre i Kompagniet; men jeg har en Følelse af, at du altid gaar af Vejen for mig.”

Jeg svarede ham: „Du kan jo ikke sige fem Ord, uden de tre skal være Banden og Sværgen; kan du ikke nok forstaa, at det gør mig saa inderligt ondt, at du saadan skal bruge Djævelens Navn for at bekræfte Sandheden af dine Ord, eller at du skal tage Guds Navn forfængeligt?”

– „Ja, men det mener jeg da virkelig ikke noget med,” sagde Gorki.

– „Kan gerne være, men tror du, at den Dag, vi skal fremstilles for den levende Guds Ansigt, vi da kan sige, at vi mente ikke noget med det?”
– „Nej,” sagde Gorki, „det tror jeg ikke, men giv mig din Haand, og lad os være gode Venner fra i Dag. Jeg tænker, at du har mærket, at der ogsaa i mit Bryst bor et Hjerte; det har du vel mærket i Dag, da vi bar den syge Kammerat ud.”

Jeg rakte ham min Haand, og fra den Stund var vi gode Venner.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

25. april 1917. Johannes Christensen: Vorherre har nok beredt ham et bedre hjem deroppe

20-årige Johannes Christensen venter på, at hans orlovspapirer kan komme i orden, så han kan hjem til Visby ved Bredebro for første gang siden han omkring 1. oktober 1916 blev frontsoldat ved Regiment 84.
I dag den 25. har jeg været med til at bringe feltwebel Møller og løjtnant Rose til deres sidste hvilested. Vi havde et par kister til dem og bundet et par kranse. De blev kørt herfra til Asfeldt, hvor de blev jordet i en fællesgrav. I den ene ende af graven kom de ned ved siden af hinanden, løjtnant Rose først , derefter spillede regimentsmusikken og divisionspræsten holdt en lille tale. Der var vist 20 mand i alt, der blev jordet i den samme grav, alle ved siden af hinanden, kun med et dækken over. Kanonerne tordnede, feltbanen fløjtede og automobiler i snesevis larmede og fløjtede forbi. Ja, mens alt hvad man kan tænke sig herude ved fronten, hvor der lige er begyndt en ny offensiv, bevægede sig rundt om og frem og tilbage, foregik den lille alvorlige handling i en lille kreds af mænd, som alle bar præg af denne tids alvorlige og forfærdelige handlinger.

Da vi kom hjem igen til Brienne, fortalte nogle, at de var gået omkring og set lidt på de mange gravsten. Alle var pyntet med et lille trækors, hvor navnet stod på den faldne. De havde også fundet Marius Petersens navn iblandt. Han var død 24. april af sine sår. Den stakkel. Nu har han lidt sorg og nød herude i tre år og så måtte han endda bort. Men Vorherre har nok beredt ham et bedre hjem deroppe, hvor ingen mere tør lide eller længes. Jeg vil altid mindes Marius som en trofast ven med hjertet på rette sted.
Ja. Denne dag vil atter være en stærk mindedag herudefra.

Skrevet onsdag 25. april på et lille kvistværelse i Brienne.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ . Bogen kan bl.a. købes på Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

18. april 1917: Johannes Christensen: Om morgenen 18. april var der pludselig alarm

20-årige Johannes Christensen er soldat i Regiment 84, der ligger i reserve nordøst for Reims, klar til at afløse udmattede enheder i forreste linje, der forsvarer sig mod den franske forårsoffensiv . Han fortæller i nogle dagbogsoptegnelser.

Om morgenen 18. april var der pludselig alarm og en halv time efter var vi på march igen i piskende regnvejr. Vi marcherede eks kilometer og kom til Brienne, som man ved første øjekast så var rømmet over hals og hoved. Der blev fra formiddag til eftermiddag klokken fem, så hed det alarm igen.

I denne by så det forfærdeligt ud. Alt lå mellem hinanden. Der lå de kostbareste ting, som ingen havde tænkt på eller kunne nå at få med under franskmandens pludselige og heftige beskydning. Vi så jo naturligvis lagrene efter og tog nogle småting med, som minder fra denne by. Noget betydeligt havde vi ikke lyst til at slæbe med på og hvem ville slæbe rundt med unyttigt? I det hele taget havde jeg ikke meget lyst til at rode lagrene.

Klokken 17.00 gik det så pludseligt videre, og vi kom hen til denne by og her har vi ligget i en stor lade siden i aftes. Vinduer og døre er ituslåede, så det blæser tværs igennem, men det er kun, hvad vi er i hele tiden og det er dog bedre end ude i graven. Vi går med koblet omspændt hele tiden, så vi blot behøver at smide tornysteren på skulderen, når det atter hedder alarm. Sandsynligvis går det forud, men vi håber til det sidste, at det må gå tilbage. Skal vi forud, så stoler jeg på at Vorherre og frelser vil bevare mig igennem dette. Ja, Gud i vold I kære derhjemme.

Jeg har det endnu godt og har kun grund til at takke gud for min skæbne indtil nu.

Dette er skrevet i min dagbog på ryggen af mit tornyster her i den store lade, mens kanonerne tordner udenfor, så jorden ryster under os.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ . Bogen kan bl.a. købes på Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

6. april 1917. Langfredag: “Derude hersker Død og Mord, Menneskers Ondskab.”

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I foråret 1917 lå han i Frankrig.

Frankrig, Langfredag, den 6. April 1917.

Min kære, kære Ven!

Vi ligger i en Lade bag Fronten, Regnen strømmer ned og gør de bundløse Veje endnu mere ufremkommelige og Skyttegravenes Pløre endnu dybere.

Englænderne trommer endnu mere, dog har vi forude en Del gode Dækninger, siges der.

I Gaar Morges var jeg forude, og det saa ikke godt ud, der flyver næsten for mange Granater omkring.

Dog, vi er vante til ondt. Naar der er nogenlunde Dækninger, er alt ikke saa slemt.

Det er Langfredag, — denne store Mindedag, hellige Langfredag.

Og derude hersker Død og Mord, Menneskers Ondskab. — Og dog er det Festdag for hver, som har følt, at Vorherre stred denne tunge Kamp. for os. Helst sad jeg hjemme hos Dig i Din dejlige Stue og nød Langfredags Stilhed og Glæde, uddybet og forøget i Din Nærhed.

Min Tanke gaar hjem til Dig, Du trofaste Mand, trofaste Ven, og vil Gud, vi ses igen, sunde, stærke, glade! — Jeg er rask og rolig. Din Drøm er endnu ikke gaaet i Opfyldelse, det var saamænd ingen Skade til, om den blev Virkelighed, og dog er det maaske bedre saadan. —

Dine Cigarer er ganske udmærkede. — Tak, min Ven, for alt. Gud vil
være Dig nær. Kærlige Hilsener til Dig og Dine.

Din Mikael.

Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)

26. marts 1917. “Skal vi dø, saa vil vi dø sammen” – to kammerater i ildlinjen

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten ved Somme, hvor han blev tildelt IR357. I foråret 1917 blev han og hans bedste kammerat, Peter Hansen, sendt på forpost i ingenmandsland.

Saasnart vi kom ud i den Hulvej, vi skulde besætte, blev den Gruppe, vi to tilhørte, sendt ud paa Forpost.

Vi kom derud, og saa blev igen vi to sendt længere frem paa Patrulje for at udspejde Englænderne og se, hvor de stod, og muligvis, hvor mange de var.

Det var sort Nat. Vi sneg os frem i Mørket og fik ved at lytte Færten  af, at paa et bestemt Sted gik der en engelsk Dobbeltpost.

Vi gik tilbage og meldte vor Underofficer, at paa det og det Sted gik der en Dobbeltpost. ,,Sludder og Vrøvl,” svarede han. „I to gamle er blot bange, og saa ser I naturligvis Syner. Men vi sagde Nej; vi var sikre paa, at vi havde brugt baade vore Øjne og Øren, og at det var rigtigt, som vi sagde.

I det samme kom der en Ordonnans fra anden Side og meldte Underofficeren, at han skulde være særlig agtpaagivende overfor det Sted, vi netop havde betegnet for ham, for dér gik der en engelsk Dobbeltpost.

Saa  fik vi da en lille Sejr over ham.

Vi blev sendt tilbage igen, og mens vi gik og puslede rundt nede ved en sammenskudt Farm, saa vi igennem Mørket og Snetykningen en hel Række Skikkelser glide forbi. Vi vidste, at vort 10. Kompagni havde en Patrulje ude, 10 Mand stærk, og hviskede til hinanden: „Er det vort 10. Kompagni, som trækker sin Patrulje hjem?”

Vi kunde skimte Omridsene af Skikkelserne og talte op til 10. Saa var vi klar over, at det var vore egne.

Mens vi endnu stod paa samme Plet, lyttende og anspændende vore Synsnerver til det yderste, saa vi paany Skikkelser glide forbi, vel ca. 15-20 meter fra os.

Vi begyndte igen at tælle, men Skikkelserne blev ved med at komme, hvorfor vi forstod, at nu var det Englænderne, der kom, og at de gik
frem til Storm, dækket af Mørket.

Peter Hansen hviskede til mig: „Nu kunde vi ellers let komme i Fangenskab.” Jeg hviskede tilbage: „Der er jo intet, vi hellere vil, men jeg tør ikke gøre noget til det selv. Vi véd jo ikke, hvilke Hænder, vi falder i, men derimod, at i saadanne Øjeblikke sidder Kuglerne løst i Riflerne, men vil Gud lægge det saadan tilrette for os, at vi kan komme i Fangenskab, saa for mig gerne.”

Vi kastede Geværerne fra os, lagde os næsegrus ned i Pløret, hvor vi stod, fik Patronbæltet spændt af og laa parate til at springe op i det Øjeblik, vi blev anraabt. Vi skulde nok være kommet hurtigt paa Benene og have bedt om Pardon; men Englænderne saa os ikke.

Det var deres venstre Fløj, som var gaaet forbi os. Faa Minutter efter fløj Lyskugler i Tusindvis i Vejret, og Slaget var i fuld Gang.

Vi sprang op igen, tog vort Bælte og vor Patrontaske og Geværet, og saa sagde jeg til Peter Hansen: „Løb du nu, alt hvad du kan, op til vor egen Stilling. Underofficeren med sine 6 Mand er forlængst borte. Om et Øjeblik begynder det tyske Artilleri med en Spærreild, og saa har vi ingen store Chancer for at slippe levende, og du kan jo dog løbe; det kan jeg ikke, det er mit Pustetøj ikke indrettet efter.”

Men Peter Hansen traadte hen til mig og greb min Haand, idet han sagde: „Nej, jeg forlader dig ikke. Skal vi dø, saa vil vi dø sammen.”

Vi gav hinanden Haanden, og vort Venskab blev om muligt endnu inderligere i det Øjeblik, saa jeg er overbevist om, at det skal nok holde for Livet.

Vi tog derpaa hinanden under Armen og gik ganske langsomt op igennem Spærreilden, mens Maskingeværkuglerne peb os om Ørene, og vi slap uskadt igennem.

Da vi kom op til Kammeraterne, laa de i spredt Fægtning.

Englænderne havde trukket sig lidt længere til højre og stormet to af vore Kompagnier, som de havde kastet ud af Skytte gravene.

Saa sad da Englænderne i den ene Ende af Skyttegraven og vi i den anden; og der var vist ingen af os, der var særlig stolte af det Naboskab, vi havde med hinanden.

Mens vi laa dér i spredt Fægtning, skød vort eget Artilleri stadig for kort, saa de tyske Granater anrettede et større Mandefald mellem os end mellem Englænderne. En gik ned til vore fire Sygepassere, som faldt alle fire; en anden gik ind i den lille Hule, hvor vor Gruppe havde Tilhold.

Vi havde et større Antal Haandgranater liggende derinde, som Granaten antændte, idet den eksploderede, saa da vi kom tilbage, var alt fuldstændig raseret; Brød og Konservesdaaser, Tornystre og hvad vi ellers havde liggende derinde var fuldstændig forsvundet. En stor tyk Bjælke, som laa tværs over Hulen, og som bar Staalpladerne og den paadækkede Jord, var slaaet midt over, og den ene Halvdel var kastet langt ud paa Markerne.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

25. marts 1917. En bøn til Gud, før to kammerater skal på forpost

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten ved Somme, hvor han blev tildelt IR357.

Hidtil havde vi ikke været rigtig i Ilden; men vi havde Dag for Dag set Byer blive sprængt. Vi blev flyttet lidt længere tilbage til en By, som hed Le Catelet, derfra blev der sendt en Jagtkommando ud, hvor jeg ikke var med; menen Dag kom den Ordre, at Kompagniet skulde i Stilling ude ved Lempire. Nu skulde vi altsaa rigtig ud i Ilden.

Der havde udviklet sig et varmt Venskab mellem min Kammerat, Peter Hansen fra Pøl paa Als, og mig. Vi gik sammen til vor Feltwebel og bad, om vi ikke maatte blive sammen, nu da vi  skulde i Ilden for første Gang, men han sagde Nej, det kunde ikke lade sig gøre.

Vi satte os saa til at skrive hjem til vore Kære om Eftermiddagen, og mens jeg.sad derinde i et lille Hus og var i Færd med at skrive, kom der en ung Kammerat og rev Døren op, stak Hovedet ind og sagde: „Peter, kom herud!”

„Ja,” svarede jeg, „naar jeg er færdig med at skrive, skal jeg straks komme ud.”

Han svarede hurtigt: „Nej, kom straks,” vendte sig om og gik. Jeg skubbede mine Skrivematerialer fra mig og gik udenfor. Da jeg kom ud, sagde han: „Vi gaar herop.” Vi var nemlig ved Foden af en Bakke, oppe paa hvis Top, der laa et dejligt fransk Slot omgivet af en prægtig Park.

Da vi kom op i en af Parkens skyggefulde Gange, gik vi tavse Side om Side et lille Stykke, saa standsede vi. Han rakte mig et Brev og sagde: „Tag og læs det!”

Jeg læste Brevet. Det var fra en Søster, som laa paa sit Dødsleje. Hun var gift ude paa Vesteregnen. Hun var en troende Kvinde og skrev et meget alvorligt Brev til sin unge Broder,blandt andet meget  indtrængende om at give Gud sit Hjerte:

„Efter al menneskelig Beregning er det det sidste Brev, jeg faar Lov at skrive til dig; men du véd, at det, der gør mig lykkelig ogsaa over for Døden, er, at jeg kan tro paa Jesus som min Frelser.

Du har set din Broder gaa gennem Dødens Port med Frimodighed i sit Hjerte, og du véd, at snart skal jeg følge; du véd, at det, der holder mig oppe, er det, at Jesus er min Frelser, og du véd, at han længes ogsaa efter dig; giv ham dit Hjerte, unge Broder, og lad mig saa give dig et godt Raad endnu.

Der vil sikkert ved dit Kompagni være en eller anden, som du har Tillid til som et Guds Barn. Gaa hen og luk dig op over for en saadan Kammerat, og lad ham faa Lov til at se ind i dit Hjertes Dyb.”

Hun skrev meget mere. Et alvorligt, indtrængende Brev, som greb baade hendes unge Broder og mig.

Da jeg havde læst Brevet og saå op, stod den unge, kraftige Yngling og græd, saa Taarerne trillede ned ad hans Kinder, og han sagde: „Nu véd du, Peter, hvordan jeg har det, og jeg véd godt, at hvis jeg nu skal gaa ud i Kamp, og jeg skal blive derude, saa er jeg ikke frelst, for jeg har ikke en barnlig, enfoldig Tro paa Jesus som min Frelser.”

Jeg talte med ham, og vi bad sammen, til Tiden var saa fremskreden, at vi skulde skynde os at stille paa Pladsen.

Hurtigt kom vi ned ad Bjerget, fik fat i vore Tornystre og vore Vaaben. Og saa gik det da for første Gang ud i Ilden, ude ved Lempire; den var taget af Englænderne.

Da vi stod paa Alarmpladsen, spurgte Kompagnichefen, om der var nogen, der havde særlige Ønsker, før vi gik i Slag. Peter Hansen og jeg traadte atter frem og sagde, at vi ønskede at være Sidekammerater. Det fik vi Lov til.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

14. marts 1917. “Da jeg stod ved Pozieres og saa de Hundreder af døde Kammerater, lemlæstede, ilde tilredte, følte jeg Væmmelse ved Tanken om at skulle ligge saadan en Gang. “

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I foråret 1917 lå han i Flandern.

Swevezeele, den 14. Marts 1917.

Kære, kære Venner!

Tak, inderlig Tak for dit kære Brev, og Tak for Kortet med den korte, men kære Hilsen. Brevet kom den 3. ds. og Kortet den 6. ds., Pakken kom i Gaar, mange, mange Tak for den. I kan tro, det smagte.

Men jeg havde været ængstelig for, at ogsaa den var gaaet tabt; thi det tog jo Tid, før den kom; men Grunden var, at der stod »Stab 2. Bataillon«, der skal staa »Stab 1. Bataillon«. Fejltagelsen ligger maaske i, at J. B. er ved 2. Bataillon, ikke?

Nu har jeg Pakken og er meget glad for den.

Vi er bag Fronten siden den 1. Marts, og bliver her til den 21. Byen, hvor vi ligger, hedder Swevezeele, en lille Købstad paa 6-7000 Indbyggere, 25 Kilometer bag Fronten.

Dog er det ingen Hviletid, vi har her. Hver Dag har sine Plager med Eksercits og alt muligt andet, saa der næsten ikke er en eneste Fritime i Døgnet.

Men det værste er dog, at vi maa fryse den ganske Dag. Det er koldt og har været meget koldt, men Brænde faar vi ikke meget af. Jeg blev da ogsaa saa forkølet, at jeg blev alvorlig syg. Og som et Minde om den Tur har jeg nu en hyppig tilbagevendende Tandpine, og en Kind saa tyk som en knyttet Næve. I Gaar maatte jeg gaa i Seng, saa voldsomme var Smerterne, i Dag er det meget bedre..

Forude trommer Englænderne saadan hver Dag, at Vinduerne klirrer her. Der venter os en slem Tid, og godt er det at vide sit Liv og alt i Vorherres Haand. »Alt staar i Guds Faderhaand«, ogsaa den Tid, som kommer.

Fylder Mismodet en Tid min Sjæl, saa lyser det dog altid, naar jeg tænker paa denne korte Lidelsens Tid i Forhold til den evige Glæde.

Mennesker vilde hinanden ondt, og hvad gør vi selv? Ejede man dog blot denne vidunderlige Kærlighed, som tilgiver alt, haaber alt, tror alt.

Livet her er kun en Kamp for at naa frem til dette Stade, naa frem til det evige Liv derhjemme hos Vorherre. Og dog, der er saa meget, der binder os hernede:. Arbejdet, vi fik kær, Hjemstavn og Venner, Livet selv i al sin Dejlighed og al sin Usselhed. Man hænger ved Livet, for Livets Skyld..

Og man længes ikke mindst mod at gøre det godt, som man forbrød og forsømte. Der er saa uhyre meget for mig at gøre godt, saa meget at indhente i det daglige Liv, og derfor længes jeg tilbage.

Bag ved alt dette staar Guds Vilje kan synes haard, . . . naar vi vandrer hans Vej, et dejligt Landskab ligger da i Baggrunden, der skal du naa hen, siger Gud; men du skal vandre den Vej, jeg viser dig. Aa Gud, hvor er det svært, din Lov er haard, min Gud, og mine Kræfter svage. Men hjælp mig, naar det svigter for mig.

— Da jeg stod ved Pozieres og saa de Hundreder af døde Kammerater, lemlæstede, ilde tilredte, følte jeg Væmmelse ved Tanken om at skulle ligge saadan en Gang. Aldrig saa jeg andet end stivnende Rædsel malet i disse fortrukne Ansigter, aldrig et Smil, aldrig var end et Stænk af Fred gydt ud over deres Træk.

Sammen med disse Døde laa levende, slumrende Kammerater,-hvilende med Hovedet paa deres døde Kammerat.

I deres Ansigt læste jeg Fred og Tryghed. De kunde ikke mere, de opgav alt, lagde sig til at sove, og mange deres sidste Søvn. Sjælen var i Ro, som Børn gav de sig hen i Skæbnen. Aldrig nænnede jeg at vække disse slumrende, dødtrætte Mænd, de kunde jo kun vaagne til Gru og Forfærdelse. —

Men det gav Tanker af dybeste Art.

Kødet værger sig mod Undergang og Smerte, men Sjælen kan finde Fred selv i alt dette uhyggelige. Dødskampen forvrænger Ansigtets Træk, men derfor kan Sjælen godt have fundet Freden, dens Paradis.

Det er Angsten for Menneskers Ondskab, som endnu staar malet i den Dødes Træk; Sjælens Fred, Freden med Gud, kan Mennesker ikke røre.

Og det er min Trøst nu, da vi igen gaar ud i de haarde Kampe: »Guds-Freden i mit Hjerte«.

Kunde denne Fred overvinde Legemets Angst og Afsky for Tilintetgørelse, kunde jeg drage ud med Glæde, men det er ikke saadan for mig, jeg haaber, jeg tror, det vil komme i Dødens Stund,  naar Gud lader Paradisets Klokker ringe, da vil Legemet endnu kæmpe hin tunge Kamp, men Sjælen vil juble; thi den er forløst. —

Men der var et endnu, jeg lærte ved Pozieres: I den dagelange Kamp med Fjenden faa Meter foran os, under brændende Sol og mørke, kvalfulde Nætter, kunde jeg ikke bede. Der var ingen Ro til at folde Hænderne til Bøn, der var ingen Styrke, jeg vaagede for mit og for mange Kammeraters Liv.

Da kunde jeg have raabt af Lungernes fulde Kraft, men jeg vidste, I kunde ikke høre det: »Bed for mig!«

Det er Raabet, som jeg i Dag former som en Bøn: “Venner, bed for os.”

Vær kærlig hilset og modtag igen min hjerteligste Tak!

Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)

30. januar 1917. Af en mors dagbog: “Herre Jesus Krestus, vi vil tro, at du har selv taget ham ved Haanden”

Abeline Lorenzen fra Bredebro førte dagbog. I januar 1917 blev hendes søn Anton Schulz Lorenzen indlagt på et lazaret i Vilnius.

30 Januar

i Morges modtog vi det haarde Budskab at vor kj[ære] lille Anton er gaaet over Grænsen til det Land hvorfra ingen vender tilbage,

Herre Jesus Krestus vi vil tro at du har selv taget ham ved Haanden, og ledet Ham Hjem til Dig.

ja, Herre du har lov at gjøre med Dit var [hvad] du vil, Du gav os Ham og Han har været os til stor Glæde, og vi har saa gode Minder om Ham, Du har atter taget Ham, thi Han var Din dyrekjøbte Eindom,

Du vil ogsaa i Naade hjelpe os, at vi maa sige, Dit store Navn være Lovet og Priset, du seet nok hvor store Sorg og vor hvore arme Hjerter bløder, men du bliver dog tilbage, lad os dog altid seer at du trods Alt elsker os, lad mig tro kjere  frelser at du har hørt min Bøn og selv vaaget over mit Barn

der falder ikke en Spurv fra Taget eller et Haar af hvort Hoved uden din Vilie, saa sker der atter intet med os uden du vil det Herre, og du tager aldrig feil.

(privateje, transkriberet af Milert Schulz)

29. januar 1917. Af en mors dagbog: “Herre, Herre forbarm Dig, og tag ham ikke bort …”

Abeline Lorenzen fra Bredebro førte dagbog. I januar 1917 blev hendes søn Anton Schulz Lorenzen indlagt på et lazaret i Vilnius. Han døde i dag – men hun ved det ikke endnu.

29 Januar

Herre Jesus, du har sagt: ”Kald paa mig paa Nødens Dag jeg vil udfri dig og du skal prise mig,

Tak Herre for dit Ord, det er en haard Nødens Dag for os i dag, som vi uden Din trofaste Hjelp ikke kan komme over,

vi fik nu en Telegram i Middag  at vor kj[ære] lille Anton var dødelig, o du trofaste Gud vær du selv mit Barn nær med den Trøst og Hjelp han tiltrænger, du vil ikke tage ham bort inden du selv har forklaret Dig for ham du trofaste Gud, tvæt du Hans Kjortel i Jesu Blod, lad Ham see Jesus Blod og lad Morderengelen gaa forbi,

Herre lad mig tro Dit Ord, og giv mig Naade til at være stille for Dig Guds Søn, Herre Herre forbarm Dig, og tag ham ikke bort inden du tager Ham Hjem, du vil jo ingen Synders dø, og du er en Gud der hører Bøn, du vil ogsaa høre vort Skrig og Raab.

Dette Sprog tog Metha 2. Korinth 4, 16-18. Herre gjør vel imod mit Barn efter dit gode Ord, Herre du er stærk og mægtig, ræk din Haand ud og rør ved Anton, Du er stærkere end alle Læger.

(privateje, transkriberet af Milert Schulz)

28. januar 1917. Af en mors dagbog: “Herre vor jeg længes efter at høre videre hvordan han har det”

Abeline Lorenzen fra Bredebro førte dagbog. I januar 1917 blev hendes søn Anton Schulz Lorenzen indlagt på et lazaret i Vilnius.

28 Januar

Metha tog det gode Ord for Anton (Rom 5,1,2) Altsaa retfærdiggjorde ved Troen, have vi free med Gud ved vor Herre Jesus Chrestus ved hvem vi har erholdt Adgang til Tronen til den Naade, hvori vi staae, og vi rose os af Haab om Salighed hos Gud;

Tak Jesus for Dit gode Ord gjør det levende for vore Sjæle, og lad Anton heile ved dine Løfter du store Gud.

du seer nok Herre vor jeg længes efter at høre videre hvordan han har det, men du er den gode Hyrde og vil nok tage dit syge Barn i dine Arme, og bære det Hjem, hvis det er Din Villie at han skal vandre bort fra Jammerdalen,

o Herre hør mit Bøn mit Raab og Skrig vaag du selv over mit Barn, du er også mægtig til at føre ham godt hjem igjen,

Herre Jesus Krestus forbarm dig, forbarm dig over os, det er ogsaa i dag Thildes fødselsdag, Tak Jesus med hende har du ogsaa fredstanker, vær du hende nær, og hjelp hende tilrette i alle hendes Anliggender, du har jo dog kun et maal for Øie med os alle, at faa os frelste Hjem, og giv du Naade til at vi maa være stille, du seer nok jeg er bedrøvet.

(privateje, transkriberet af Milert Schulz)

27. januar 1917. Af en mors dagbog: “… gid vi dog maa høre i Aften fra Ham”

Abeline Lorenzen fra Bredebro førte dagbog. I januar 1917 blev hendes søn Anton Schulz Lorenzen indlagt på et lazaret i Vilnius.

27 Januar

atter var jeg igaar syg af Smerter, og maatte holde Sengen til over Middag, Ingeborg Andresen havde det ogsaa i Maven di maatte have Lægen at Sprøite hende ind,

vi sendte igaar en Pakke til Milet med et Brød Pølse Smør, og Zukker der gik ogsaa fra Metha to Kort af med et Sprog til Milet og Anton

Almægtige Gud Du som i Naade oplod Lydias Hjerte saa hun gav agt paa Ordet, oplad du Anton og Milets Hjerte for dine Sandheder at di maa tro Ordet, og see hvor du elsker dem,

der er ogsaa i dag gaaet et Brev af til Anton fra mig, vi fik to Kort igaar Aftes men de var skreven før hans sidste Brev d. 14 og d 18,

gid vi dog maa høre i Aften fra Ham,

det er i dag Keiserens fødselsdag, der er Kirke i Eftermiddag.

(privateje, transkriberet af Milert Schulz)

25. januar 1917. Af en mors dagbog: “Kjære Jesus, frels Anton og lad Ham see din Kjerlighed”

Abeline Lorenzen fra Bredebro førte dagbog. I januar 1917 blev hendes søn Anton Schulz Lorenzen indlagt på et lazaret i Vilnius.

25 Januar

jeg læste lige . Hvo som tror, fester ikke (Es 28,16)

Du vil ogsaa nok Herre give os Naade til at være stille, før du selv vor kj[ære] lille Anton her Hjem igjen, omring ham trofaste frelser og set Englevagt om Ham, ræk din Haand ud og rør ved Ham du har dog Magten kj[ære] Jesus, frels Anton og lad Ham see din Kjerlighed,

vi har i dag sendt en lille Pakke af med Heilkraft og Zukker og Smaakager, og til Milet har jeg skreven et Brev og sendt et Blad, Herre Jesus Krestus lad det trøste Milet, og lad ogsaa de gode Ord som Metha skrev til Anton bli-e Ham til Velsignelse og Opmuntring. det var af 5 MsB? (missionsblad?).

(privateje, transkriberet af Milert Schulz)

24. januar 1917. Af en mors dagbog: “o Gud, Du vil nok i Naade vaage over Anton, og føre Ham Hjem igjen”

Abeline Lorenzen fra Bredebro førte dagbog. I januar 1917 blev hendes søn Anton Schulz Lorenzen indlagt på et lazaret i Vilnius.

  1. Januar

igaar blev jeg atter saa syg og fik da voldsomme Smerter, men er nu da over Middag kommen op igjen,

vi havde igaar Aftes Besøg af to Koner fra N. Lügum di ville til Husum, begge deres Mænd er faldne, det var Henrikke Mortesen, og Schmidts Kone, Schmidt faldt ikke men døde af Blodstyrtning paa et Lazeret,

vi fik ogsaa igaar Aftes 2 Breve og 1 Kort fra vor kj[ære] Anton skreven d 16 og d 20, han var kommen paa et Lazaret i Wilna,

din Trofasthed er stor o Gud, Du vil nok i Naade vaage over Anton, og føre Ham Hjem igjen, lad dem ikke faa Lov at ødelegge Ham, kjere kjere frelser, giv Ham din Helligaand, og lad Ham see din Kjerlighed til Syndere, ræk din Frelsehaand ud over Ham og bevar Ham, den Haand hvori Anton ogsaa staar tegnet, et mægtig til at beskytte Ham ihvor Han er, inderlig Tak Herre at du gjør mig stille.

fra Milet fik vi nu i Aften Brev skreven d 18. Thilde skrev strax et Kort baade til Ham og Anton, og et Brev til Overlægen i Wilna, da  der kom Kort i Aften fra Lazarettet at Antons Sygdom var langvarig, det var Rippenfelensyndung og begge Lungerspisser var angrebne Tak Herre Jesus Krestus du har Magten, hjelp Ham hjelp.

(privateje, transkriberet af Milert Schulz)

lorenzen-anton-schulz-1895-1917
Anton Schulz Lorenzen

24. december 1916. Kompagni-bedstefar holder jul på kasernen

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. Han var rekrut ved IR49 i Gnesen.

Jeg var gentagne Gange hos Kaptajnen og forsøgte at faa den lovede Orlov, men hver Gang fik jeg til Svar, at han turde ikke lade mig rejse paa egen Risiko, og Majoren var altid i slet Lune, saa han turde ikke fremføre min Orlovsbegæring for ham.

Jeg fortalte Kammeraterne om det, og de lo mig dygtigt ud, idet de sagde: „Kaptejnen holder dig bare op med Snak. du faar alligevel ingen Orlov.”

Tiden gik, og det blev Jul. Juleaften var vi alle samlede i Spisestuen; enhver fik en Julegave til en Værdi af 1,50 Mark, og derefter var der gratis Øldrikning for hvem der vilde.

Jeg gik hjem paa min Stue, fik fat paa min Bibel og Juleevangeliet, Brevene fra Hjemmet og fra andre kære Venner.

Og som jeg sidder der, gaar Døren op, og en af mine Kammerater træder ind og siger til mig: „Nu er vi ca. 40 Mand samlede henne paa vor Stue, og du skal komme hen til os; du maa læse Juleevangeliet for os, og du maa tale til os, og du maa bestemme, hvad vi skal synge, men du skal være iblandt os.”

Jeg var naturligvis glad for Opfordringen og gik med. Vi læste saa Juleevangeliet sammen, bad sammen og sang et Par Julesalmer.

Men Aftenens egentlige Midtpunkt og det, som gjorde den uforglemmelig for os, var en lille Bog, som var sendt mig fra Hjemmet, skrevet af forskellige under Titlen:

„Julehilsen til Soldaterne fra nordslesvigske Hjem”.

Julehilsen010

I den Bog var der en ung Hustru, som havde afskrevet en lille Sang: „Jeg ved det, Gud, jeg trænger til din Tugt”. Hun havde mistet sin Mand, som var faldet i Rusland.

[Vennen var Rytz, Peter Hendrik (1876-1916)]

Han var en af mine bedste Venner. Vi havde staaet sammen i Nationalitetskampen; vi havde saa tit baade i Mark og Skov talt sammen om Gud og hans Rige, og han havde mange Gange sagt til mig: „Du er en lykkelig Mand, at du er saa enfoldig, at du kan tro Bibelen, og hvad der staar i den, men det kan jeg ikke. Jeg kan ikke tro hverken paa Gud eller paa Djævelen eller paa Himmel eller Helvede, det er altsammen imod min sunde Fornuft,” og tit var jeg gaaet fra ham med et bedrøvet Hjerte.

Han blev indkaldt godt et Aar før jeg, og da han havde været inde en kort Tid, skrev han til mig: „Den Gud, som du ved, jeg hjemme ikke kunde tro paa, kommer mig saa nær her, at jeg ikke kan blive ham kvit, og i mine bedste Stunder finder jeg mig fuldstændig afhængig af ham.”

Vi vekslede en Del Breve sammen; han kom hjem paa en mindre Orlov, var nede hos mig at sige Farvel, og da vi kom udenfor  Gaarden, vendte han sig om, tog min Haand og trykkede den, og mens Taarerne trillede ned ad hans Kinder, sagde han: „Det bæres mig for, at jeg aldrig skal se Brændstrup mere.”

Jeg fulgte ham til Stationen; Sindsbevægelsen overvældede ham hvert Øjeblik; men kort efter blev han rolig igen, sagde Farvel til sin Hustru og sine fem smaa Børn og rejste for sidste Gang bort fra Brændstrup — for ikke mere at komme levende tilbage.

Faa Dage efter fik jeg atter Brev fra ham, hvori han skrev: „Snart gaar det til Fronten, men hellere gaa til Rusland og lægge mine Ben der, end gaa til Brændstrup og leve det gamle Liv.”

Han gik til Fronten og faldt derinde i Rusland.

Jeg fortalte Kammeraterne det udførligt, fortalte dem om hans Hjem, hans Hustru og hans Børn, og Alvoren greb os; det store Spørgsmaal brændte i vore Hjerter: „Mon det er den Vej, der er beskikket ogsaa for os?” Vi sang atter, bad sammen og følte os rigtig knyttet nær sammen.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

13. december 1916. Mikael Steffensen: “Maaske er det vor sidste Jul hernede?”

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I december 1916 lå han i Flandern.

Flandern, den 13. Decbr. 1916.

Nu er det altsaa ind imod Jul, atter er det mod Barnets Fest. Og Tak for det Julehæfte, som du sendte mig. Det er dog ikke Julehilsenen fra i Aar, men fra i Fjor. Jeg fik det samme Hæfte tilsendt i Fjor; men det gik tabt i Sommeslaget, og jeg er saa glad for at eje det igen.

Maaske bliver Hæftet fra i Fjor udsendt paa ny? Dog kan jeg næppe tro det.

Min Jul vil blive taalelig i Aar, vi haaber nemlig paa at komme tilbage i Ro lille Juleaften. Saa kan vi pynte lidt op og hygge lidt i vort lille Bræddehus, og synge Julesange. For mig er alene Tanken om Ro den Aften saa velsignet. Mindet faar da Lov til at fylde Sindet og tage Sjælen fangen. Og Gud ske Lov er mit Sind saa rigt paa Minder, at det slaar til til den Aften. I Tankerne er jeg dog hjemme hos Jer, lever sammen med Jer, synger vore dejlige Julesalmer. Tonerne vil lyde for mit Øre: »Glade Jul, dejlige Jul« — —.

Mit Sind længes efter den Varme, som fylder mit Bryst, naar disse herlige Toner lyder. Aar efter Aar Slægter igennem har disse dejlige bløde Melodier stemt Sindet til Julestemning og skabt Glæde. Og jeg veed, de vil lyde for mit Øre den hellige Juleaften.

I mange, mange Hjem vil en, eller maaske flere af de kæreste unge Mænd savnes, — og de vil ikke vende tilbage. Krigen tog dem. Alene fra sidste Jul har jeg tabt mange Venner. Hvor forfærdeligt tungt maatte det være, hvis vi ikke maatte eller kunde tro, at der var et Derhjemme, var en Himmel, hvor Vorherre samler, hvad her vi nu maa savne. Og Gud ske Lov, at vi kan tro, at vi har faaet Vished for, at derhjemme er vort rette Hjem. At netop den rette Juleglæde er til Stede, naar det er blevet til Vished for os, at netop derfor kom Vorherre her til Jord, at vi kunde vinde og finde det himmelske Fader­hus.

Lad det saa kun isne og blive mørkt omkring os, det rette, det store, det evige kan aldrig forgaa. Jeg har gjort mig den Tanke, at de, som gik bort, kan følge vor Færd. Det er mig ikke muligt at give Slip paa den Tanke; men jeg kan ikke begrunde den. Saa kær er den Tanke blevet mig, netop derved, at den er en Spore til at leve Livet ret. Men ogsaa derved, at saa er vi ikke skilte fra dem helt. Maaske er de os nærmere, end vi helt kan fatte.

Og Mindet om dem lyser med en sælsom Glans, hvis denne Tanke kan være rigtig. Livet her har sin Fortsættelse, fordi Sjælen aldrig dør, og ved Barnets Fødsel kan Livet fortsættes langt herligere end her, — naar vi blot vil. ——

Nu gaar det mod Jul. Maaske er det vor sidste Jul hernede. Og jeg veed, at om I kunde, I vilde byde mig til Eders Julebord, og denne Tanke gør mig saa inderlig godt. —

Gud vor Fader har taget saa mange Venner hjem til sit Julebord, denne Tanke, denne Vished fylder Sjælen med Glæde. — Glæde andre, som var det sidste Gang, vi fik Lov til det, deri ligger Velsignelse. —

Gid den Velsignelse maa blive Jer til Del, I, som har gjort saa meget for at glæde os herude, det er mit Juleønske. —

Rigtig glædelig Jul, velsignet af Gud, det er min Bøn til ham, som engang blev født til Jord for Verdens Frelses Skyld.

Glædelig Jul allesammen, og vær kærlig hilset fra Eders heng. Mikael.

Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)

7. december 1916. Kompagnibedstefar belærer feltpræsten

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. Han var rekrut ved IR49 i Gnesen.

Den Kaserne, vi laa paa, laa ca. 20 Minutter udenfor Byen og var en Dragonkaserne. Jeg fik snart opspurgt, at der inde i Byen var et Soldaterhjem, hvor der hver Onsdag Aften kom en Præst og holdt Bibelsamtale.

Jeg vilde meget gerne med og gik derfor ind til min Ven, Feltwebelen, og bad om Lov til at gaa; men han sagde rent ud Nej.

Jeg tiggede alligevel om Lov til at gaa ind til Bibelsamtale og sagde, at jeg skulde ingen Dumheder lave, men komme straks tilbage fra Mødet.

Han svarede, at det var der ikke Tale om, og at jeg kunde let tilfredsstille min aandelige Trang derude paa Kasernen.

Jeg svarede, at jeg havde da min Bibel, og at jeg var Gud taknemmelig for, at jeg kunde læse i den, og at Vejen til Gud ikke var spærret, men at jeg iøvrigt med den aandelige Mad, der blev mig budt paa Kasernen, ikke kunde tilfredsstille min Sjæl.

Han sagde bare: „Heraus!” og saa maatte jeg jo, noget slukøret cg bedrøvet, gaa min Vej.

Næste Dag, da Parolen var forbi Kl. ca. 5 om Eftermiddagen, siger Feltwebelen imidlertid: „Om en time stiller hele Kompagniet i Spisesalen til Bibeltime.”

Naa, tænkte jeg, nu bliver det da godt, skal vi nu have Bibeltime herude paa Kasernen!

Hele Kompagniet var saa Kl. 6 i Spisesalen, alle Officerer og Underofficerer indbefattet, og saa kom der en Præst, som traadte frem foran den store Forsamling og, efter at vi havde sunget et Vers, begyndte at tale til os.

Han fortalte os først om en stor Sejr, idet Bukarest lige var taget. Det havde nu kun saa som saa sin Interesse for os, for vi hørte hver Dagpaa Eksercerpladsen, at vi skulde uddannes til at storme Bukarest, saa de Laurbær var altsaa borte for os. Da han var færdig med det, fik Englænderne, Franskmændene og Italienerne en rigtig god Omgang, som de ikke mærkede noget til, og derefter tog han fat paa de slemme Amerikanere. De havde nu meldt sig med i Krigen som Tysklands Modstandere.

Efter at de først havde tjent saa mange Penge hos Tyskerne, mente Præsten, at det var ganske utilbørligt, at de nu meldte sig som Tyskernes Modstandere, og saa udkastede han det Spørgsmaal til hele Forsamlingen, om vi ikke ogsaa syntes, at det var skammeligt gjort af Amerikanerne.

Vi saa paa hinanden, og det brændte naturligvis „Bedstefar” i Støvlerne; omsider kom jeg paa Benene og svarede Præsten, at jeg syntes ikke godt, at Amerikanerne kunde bære sig anderledes ad.

Præsten blev helt forfjamsket, saa over paa mig og sagde: „De har vist misforstaaet mig,” men jeg svarede: „Nej, jeg har aldeles ikke misforstaaet Dem, Hr. Pastor.”

–  „Jo, hvordan mener De da det?” spurgte Præsten.

Ja, jeg havde jo da læst noget i Beretningerne, som gik ud paa, at Amerikanerne var villige til at mægle Fred; men som Betingelse havde de forlangt, at Undervandsbaadskrigen skulde begrænses, særlig overfor de neutrale. Tyskernes Svar var, at de udvidede Undervandsbaadskrigen, og det første, de gjorde, var, at de sænkede den store amerikanske Udvandrerdamper „Lusitania”, og derfor syntes jeg, at hvis Amerikanerne havde nogenlunde Æresfølelse i Livet, saa maatte de føle det som en knyttet Næve midt i Ansigtet, og saa kunde de ikke gøre anderledes, end de gjorde, men maatte  melde sig som vore Modstandere.

Præsten blev helt benovet; han stod og hakkede i det og vidste slet ikke, hvad han skulde sige. Han svarede saa, at saadan havde han aldrig tænkt sig det Spørgsmaal.

Jo mere forlegen Præsten blev, desto mere Mod fik jeg naturligvis. Jeg sprang op igen og sagde, at jeg kunde i det hele taget ikke forstaa, at vore Modstandere altid blev omtalt for os menige som Mennesker, der kun havde lave Motiver og uædle Bevæggrunde. For mig personlig er der noget, der hedder en ærlig Modstander, og ham var det langt skønnere at kæmpe imod end hine.

Præsten kørte bogstavelig rundt paa sin Hale og vidste slet ikke, hvad han skulde sige til det. Jeg sprang op igen og havde endnu mere at skulle have sagt; men saa var der et Par af mine unge Kammerater, der bagfra greb mig i Frakken og halede mig ned paa Bænken; de hviskede mig ind i Øret: „Nu holder du Mund, Gamle, for ellers gaar du i Vandet.”

Præsten var nu kommet sig saa meget, at han fik sagt: „Skal vi synge det og det Vers,” og saa var den Bibeltime ikke længere.

Vor gamle Kaptajn havde hele Tiden staaet og kigget paa
mig gennem sine Lorgnetter og tænkt sit ved det.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

28. november 1916. Kompagni-bedstefar søger om orlov

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. Han var rekrut ved IR49 i Gnesen.

Efter en halv Snes Dages Forløb listede jeg en Aften ind til vor gamle Kaptajn og bad indstændigt, om han vilde lade mig faa Lov til at faa en Orlov, før jeg gik til Fronten. Jeg vilde saa inderlig gerne endnu en Gang hjem og sige Farvel til min Hustru og mine Børn, for jeg vidste jo ikke, om det var min Lod at blive derude.

Kaptajnen hørte paa mig, og jeg syntes at kunne se et velvilligt Blink i hans Øje.

Da han havde betænkt sig lidt, sagde han: „Ja, Poulsen, De skal faa en Orlov, før De rejser til Fronten.”

Saa sagde han til mig, at naar jeg kom derud, skulde jeg kun gaa saa langt, som det blev forlangt af mig, men ikke gaa og være nysgerrig og kigge op over Skyttegraven; thi derved havde mange hentet sig en dødbringende Kugle.

Og han fortalte mig, at netop Aftenen før, han var blevet haardt saaret, var der gledet underlige Anelser igennem hans Sjæl om, at der vilde times ham noget alvorligt. Han skrev da Afskedsbrev til sin Hustru, sendte sin Vielsesring og sin Portemonnæ hjem til hende, og næste Dag blev han ogsaa haardt saaret af en Haandgranat.

Da han havde fortalt det, dristede jeg mig til at sige til ham: „Jamen, Hr. Kaptajn, det var jo Gud, som kaldte ad Dem.”

Han saa paa mig og svarede: „Ja, Poulsen, det er jeg ogsaa selv klar over.”

Og fra det Øjeblik syntes jeg ikke, at vi var saa langt fra hinanden.

Jeg havde besluttet at gøre alt med en god Vilje og et frisk Mod, for saa vidt det var mig muligt, og jeg stod mig godt ved det. Mit Lønkammer fandt jeg ude mellem et Par Udhuse, hvor jeg kunde være ene med Gud hver Morgen Kl. 04:30.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

25. oktober 1916. Krokodiller i Rufijifloden

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I efteråret 1916 fremstillede han landminer og reparerede geværer i Kungulio ved Rufijifloden.

Jeg brød mig ikke om at skyde for at dræbe. Flodhestene, som jeg ofte saå i Floden, skød jeg aldrig paa, og af Antilopevildtet skød jeg kun, hvad vi havde Brug for — og der var mere end rigeligt af det.

Derimod skød jeg ofte paa Krokodillerne i Floden, da de var en Plage og en stadig Trusel for mine Bærere, naar de badede i Floden, hvad de meget ofte gjorde.

Jeg foreholdt dem Gang paa Gang, at de risikerede Livet, men de trak blot paa Skuldrene og svarede: — Det er Guds Villie!

Det var det stadig tilbagevendende Svar, naar man gjorde dem opmærksom paa, at de løb en Risiko ved en eller anden uforsigtig Handling, og de svarede saadan, enten de tilhørte den ene eller den anden Religion. Det var selve Afrikas Skæbnetro, der talte ud af dem.

Da jeg ikke kunde faa Bærerne til at være mere forsigtige, lagde jeg mig efter Krokodillerne. De fandtes i Floden i et meget stort Tal, og Jagten paa dem var meget spændende og anstrengende.

Som Regel laa de og solede sig paa Sand- eller Dyndtanger, der løb ud i Floden. Naar man nærmede sig tilstrækkelig forsigtigt, kunde man komme dem paa Skudhold, men lige saa ofte oplevede man, at den Tange, der for et Øjeblik siden havde været tæt besat med Krokodiller, blev tom og bar, inden man fik Tid til at løfte Geværet, endsige til at tage Sigte.

Nogle enkelte Gange lykkedes det mig dog at komme de hæslige Dyr paa Skudhold. De var i gamle Dage næsten sikre mod Geværernes Blykugler paa Grund af deres pansrede Skæl, men den moderne Riffelkugle gaar glat igennem, og har man sigtet rigtigt — paa Hovedet — saa bliver Krokodillen paa Valen.

Det lykkedes mig at faa nogle smukke Eksemplarer paa Tasken ved Kungulio. Ellers skød jeg efter dem, naar de dukkede op af Vandet, men selv omman ramte sikkert og dræbende, var det ikke muligt at
faa fat paa Byttet, der gled tilbage i Floden.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

10. oktober 1916. Ved Somme: Et vink fra Gud?

Fr. Muller, Højer, gjorde krigstjeneste på Vestfronten, oprindeligt ved 4. kmp. i Jägerbataillon 33. I efteråret 1916 kom han til Infanteriregiment 362, der blev indsat på Somme-fronten.

I de følgende dage var vi atter ude i skyttegravene, og da der havde været vagtafløsning, gik jeg gennem skyttegraven for at finde et sted, hvor jeg kunne lægge mig til hvile.

Det var ikke så let; men jeg fandt dog en hule, der var gravet ind i brystværnet. Den var skrøbelig og gav ikke dækning for granater eller splinter.

I den tro, at stillingen ikke var så farlig, og at jeg godt  kunne finde  hvile her et par timer, ville jeg krybe ind i hulen; men det var, som om en indre stemme advarede mig. »Gå ikke derind!« sagde stemmen,  »gå et andet sted hen!« —

Jeg adlød advarslen og gik videre. Lige efter kom to soldater. De søgte også efter en soveplads, og da de så hulen, krøb de ind i den; men de nåede kun at lægge sig ned, før en granat slog ned i graven,  eksploderede og dræbte dem begge.

En underofficer, der kom til,  ville have mig til at hjælpe sig med at undersøge de dræbte nærmere; men jeg kviede mig; jeg kunne dårlig  se på de to ulykkelige.

At jeg undgik at søge hvile i denne hule, betragter jeg som et vink fra Gud.

DSK-årbøger 1960

26. september 1916. Jeg går det i møde tryg og uden gru

19-årige Johannes Christensen fra Nørby ved Visby er netop blevet overført fra et rekrutdepot til Regiment 84, som er rykket ind i stillingen omkring Fort Douaumont ved Verdun.

Skrevet 26-9-1916

Kære alle sammen

Da jeg lige har en time til overs i aften, skal I have en lille hilsen igen. Jeg har det godt.

Forrige nat var vi på vej ud i stillingen, men kom kun halvejs, så måtte vi vende om igen. I morgen aften går det løs igen. Hvor længe vi bliver derude ved jeg ikke., men jeg tænker en halv snes dage. Jeg ligger i Fleury. Jeg ved ikke rigtigt, hvordan det staves. Adolf og Johannes har jeg talt med. Adolf er hjemme på orlov nu. Stillingen her er den samme som den var til at begynde med på 304. Nogen skyttegrav er der ikke endnu. Der er kun granathuller at opholde sig i, men der arbejdes jo naturligvis hver nat. De ligger kun 20-40 meter fra hinanden. Det er just ikke den bedste stilling, jeg har truffet, men jeg synes, at jeg går til det hele så tryg og uden gru. Jeg ved ikke, hvor den tryghed stammer fra, men gudskelov at jeg har den.

Ja. Lad ham råde for min skæbne, så går det nok, som det er bedst.

Vi har her tre danske løjtnanter ved kompagniet. En der hedder Christensen fra Uge, som fører kompagniet, så er der Vestergaard fra Emmersbøl og Jørgensen fra Abild. Ved 6. kompagni er løjtnant Christensen fra Egebæk og en mere dernede fra.

Ja. I kære derhjemme. Nu håber jeg I har det godt og lad os håbe på et snarligt og glædeligt gensyn.

Med hjertelig hilsen eders Johannes

Jeg kan ikke se mere, så I må undskylde skriften. Jeg ville være meget glad om I ville bestille avisen et par måneder. I kan jo sende adressen til dem. Ellers har man jo slet ingen anelse om, hvordan det står til i verden.  Ja. Så godt nat og hils og alle derhjemme.

Eders Johannes

Forhåbentligt er Thorvald hjemme endnu. Jeg håber I har modtaget mit kort med adressen på.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

5. august 1916. Kresten Andresen: “Vær bare rolige og tro, at alt bliver ledet til det bedste”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der fra slutningen af juli 1916 befandt sig ved Somme.

Den 5. august 1916

Kære forældre!
Det var en sørgelighed at komme hen til andet kompagni i går aftes. Jeg kunde slet ingen af de gamle venner finde; omsider fandt jeg en Schultz nede fra Haderslev amt. Peter Østergård fra Stursbøl er falden, hvor er det dog sørgeligt. Jeg syntes, jeg kunne tænke mig andre falde; men Peter Østergård, denne gode, rare ven, at han skulde falde, kan jeg ikke begribe. Hvad der dog kræves af ofre. Rasmus Nissen er hårdt såret i begge ben. Hans Skau har fået begge lår brækket og brystet kvæstet. Jens Christensen fra Lundsgårdsmark såret. Johs. Hansen, Linstrup hårdt såret, Jørgen Lenger fra Smedeby såret, Asmus Jessen fra Årup såret. 

Der var ingen tilbage mere, og Iskov, Laursen, Nørregård, Karl Hansen – alle er væk, så nu er jeg næsten alene her. Hvor længe skal dog dette blive ved?

Her har vi det nu roligt, og jeg tvivler om, at vi foreløbig kommer ud igen. Løjtnanten vil have Iskov og Laursen for en krigsret, da han hævder, at de har fjernet sig fra fronten uden grund og sneget sig med til Tyskland.

Jeg har det for tiden godt. Tak for dåsen med stegefedt, som jeg har fået i dag. Den har kun været fem dage undervejs, så postvæsenet funktionerer jo godt. I går fik jeg en pakke med kiks og honningkager, men dem har jeg vel skrevet om i går, ellers skal I have tak for dem.

Jeg er fremdeles ved godt mod og tror fuldt og fast, at jeg snart er helt borte fra denne egn. Men ingen ved jo, hvad der forestår, og det er også godt. Vær bare rolige og tro, at alt bliver ledet til det bedste.

Og så vil jeg slutte med mange kærlige hilsner til eder alle

eders hengivne søn
Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve