Tag-arkiv: Tro

17. august 1917. Hos belgiske civile: “Tyskerne har jo baade Gud og Mennesker imod sig”

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. Efter at have været indsat ved Ypres fik han i august en tjans som kusk.

I Ostende boede Civilbefolkningen endnu. En Mængde Militærvogne blev læsset og losset; det havde jeg ikke med at gøre, men til Gengæld skulde jeg finde et Kvarter baade for mig selv og Hestene, og det var lettere sagt end gjort.

Jeg kørte Gade op og Gade ned, men kunde intet Kvarter finde.

Omsider kom jeg helt ud til Kysten, hvor der laa en lang Række Badehoteller, af hvilke et Par var ramt enten af Granater eller Flyverbomber. De var en hel Del ramponeret og alle forladte.

Jeg søgte ind i et af disse og fandt en pæn Stue, hvor der var baade Vinduer og Døre. Jeg fik Hestene trukket ind i Stuen. Der var ikke andet Bohave derinde end to Spejle, som naaede fra Loft til Gulv, saa Bæsterne kunde ogsaa faa deres Forfængelighed tilfredsstillet!

Jeg søgte rundt i Hotellet og fandt et stort Zinkbadekar, det var jo en dejlig Krybbe, bare jeg havde noget at fylde i den. Jeg maatte derfor ud at søge efter Vand, men Vand er en sjælden Artikel i Nordfrankrig og Belgien, for der er kun én eller to Brønde i hver By samt murede Beholdere, Cisterner, ved eller under Husene, hvor  Regnvandet kan opsamles; men denne Vandbeholder kunde jeg ikke finde i Hotellet.

Jeg søgte saa ud af det ene Hus og ind i det andet, kom omsider over Gaden, gik ned i en Kælderlejlighed og bankede pænt paa Døren, men der lød intet „Kom ind”.

Jeg lukkede Døren op, traadte indenfor og opdagede ved den modsatte Side af dette lille Værelse en ung Frue og en lille Pige paa ca. 10 Aar.

Jeg kunde nok se, at jeg var ikke velkommen; men alt mens jeg spurgte efter Vand, løb mit Blik rundt i Stuen og standsede tilsidst ved et Krusifiks ovre paa den modsatte Væg; maaske jeg saa lidt længe paa det, Fruen fattede i hvert Fald Mod og gik hen imod mig, og idet hun pegede paa Krusifikset, sagde hun: „Tror De paa ham?”

Jeg svarede: „Ja, Frue, men tror De paa ham?”

Hun svarede Ja, og noget, der lignede et lyst Smil, gled hen over hendes Ansigt.

Saa rakte vi hinanden Haanden, Isen var brudt, og vi talte frit om Gud og hans Rige, hans Naade og hans Hjælp, hans Mening med os, ogsaa under den frygtelige Krig; tilsidst sagde Fruen: „Her kan De faa Vand til Deres Heste, og De skal være velkommen  hernede i min Lejlighed, naar De har bragt Hestene Vand; og saa skal De vide, at De er den første prøjsiske Soldat, som er blevet budt velkommen her i min lille Lejlighed.”

Jeg var naturligvis hjertensglad, skyndte mig op paa Hotellet med Vand til Hestene og gik atter tilbage til den lille Kælderlejlighed.

Da jeg kom tilbage, var den unge Frues Svigerfader kommet, en gammel, svær Herre, en Rigmand inde fra Byen.

Han sad bred og magelig i en Lænestol midt paa Gulvet.

Da jeg kom ind, begyndte Fruen og jeg straks at tale om aandelige Spørgsmaal, mens den gamle sad uroligt i Stolen og gav nogle uartikulerede Lyde fra sig for at give sit Mishag til Kende. Jeg henvendte mig til ham og gjorde, som jeg saa tit gjorde baade før og siden: jeg trykkede paa den sønderjydske Knap og fortalte ham, at jeg var en dansk Mand fra Nordslesvig, der kun gik tvungent med i Krigen, at det var gaaet os i 1864, som det nu var gaaet Belgien i 1914, og at det var min Overbevisning, at Tyskerne nok skulde tabe i Krigen.

Den gamle saå op paa mig og spurgte: „Tror De virkelig det?” hvortil jeg svarede: „Ja, Tyskerne har jo baade Gud og Mennesker imod sig,” og mindede ham om, at han skulde bare prøve at se paa Historien, saa kunde han se, hvordan det var gaaet Folkeslag før; naar et Folk er kommet saa højt op i Gudløshed og Hovmod, saa kommer Gud og siger, at han lader sig ikke spotte.

Der var særlig to Ting, jeg pegede paa; det ene var Indfaldet i Belgien, hvor de sagde, at de kun agtede Traktater for Papirlapper, og det andet var, at de skiltede med en Kejserbibel, som i mine Øjne ligefrem var gudsbespottelig.

Det første syntes han godt om, det andet tror jeg ikke vejede noget for ham; men han sprang op og rakte mig sin Haand og sagde til sin Svigerdatter: „Den Mand kan du godt have i Kvarter her,” hvortil hun svarede, at det vilde hun med Glæde.

Jeg indvendte, at hvor gerne jeg end vilde, saa skulde jeg jo sove paa Hotellet hos Hestene; men den gamle sagde: „Lad du de Krikker staa selv, og kom her ned, vi skal nok skaffe dig et godt Leje.”

Jeg var heller ikke vanskelig at overtale, og efter at jeg, paany havde været oppe hos Hestene, givet dem Vand og en Haandfuld Havre, søgte jeg paany ned i Kælderlejligheden, hvor den gamle og hans Svigerdatter havde redt et Leje til mig ude i Forstuen under Trappen.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

11. august 1917 – Peter Nielsen: “… mig arme elendige Synder”

Peter Nielsen gjorde tjeneste ved Infanterie-Regiment Nr. 84´s 6. kompagni, og stod i brevveksling med pastor Nic. C. Nielsen.

I Feldten d. 11. A[u]g[u]st 17.

Kære Herr Pastor!
Hjærtelig Tak for G. Budskab [det indremissionske blad “Det gamle Budskab”/red.]. Ja jeg har meget at sige Herren Tak for denne Gang[.] Vi har det nu at gjøre med Englænderne, vi ere nu flyttet, hvor vi ere maa jeg ikke skrive, men det har været haarde Dage for os. I 6 Dage har vi ligget i sværeste Ild. Ja[,] hvor har Herren været mig god, mig arme elendige Synder, at jeg er vendt sund og rask tilbage. Hvor har jeg bedt og tryglet Herren, hvis det kunde sked at bevare mit Liv, men dog kunde jeg sige, skee ikke min men din Villie o Herre.

Jeg modtog det G. Budskab  oppe i For, hvor det foredrag af P. Langlo om ”Hvorledes skal Menigheden tage imod vore Soldater ved deres Gjenkomst?” Ja ved disse Ord kommer Længselstaarerne frem efter denne Tid. Ja o Herre maatte den ikke være fjern, om man da af Naade maa have Lov, at komme Hjem og maatte der saa blomstre et Liv frem til Herrens Ære.

Ja jeg har endnu lidt Haab om en Efterorlov. Den er bevilliget[,] men jeg var allerede borte da Telegrammet kom. Og nu da man er foropppe er det ikke let at komme løs igjen. Vi vil nu haabe det be[d]ste. Nu kan de glæde dem med mig og takke Herren, at jeg denne Gang er kommen udskadt tilbage. Herren være nu med os alle fremdeles.

Og nu en hjærtelig Hilsen
Deres hengivne

Peter

10. august 1917 – Paul Paulsen: “… Igaar tromlede Englænderne hele Dagen”

Paul Paulsen blev indkaldt i slutningen af 1915 og kom først til at tjene ved Infanterie-Regiment Nr. 85. Efter i oktober 1916 at være blevet såret, blev han i foråret 1917 overført til Infanterie-Regiment Nr. 163.

Kjære Søster!
Har imorgen mo[d]taget dit Brev fra den 4 August [h]vofor jeg siger dig mange Tak. Vi er imorgen kommen ud af Stilling. Jeg maa rigtig nok takke Gud for at jeg igjen er kommen godt fra det. Igaar tromlede Englænderne hele Dagen paa vo[r] Stilling og greb saa an om Aftenen. Vi laa i Bere[d]skab og ma[a]tte saa ud til Forstærkning. Vi kom end[d]a held godt fra det og Angrebet blev afslaa[e]t. Men dem som laa i første Linie har lidt meget.

Ja kjære Søster [h]vis da Krigen snard ma[a]tte være til Ende[,] at vi ma[a]tte komme hjem igjen. Men vi maa jo være taalmodig. Gud skal nok føre alt til det be[d]ste for os. Vi maa takkke ham at han har bevaret os alle ind til nud. Haabentlig er det hans Vilie at vi alle maa komme sunde og raske hjem til eder igjen.

Jeg seer af dit Brev at du nok kan bruge lidt Sæbe[.] Jeg skal nok sende dig noget af og til ogsaa skal jeg nok sende noget Tobak[,] da jeg kan købe nok her og Betalingen skal du ikke sørge for. Jeg faa jo en stor Dagløn.

Haabentlig faa Morten ogsaa Orlov til Høsten. Min Orlov blev jo desvære ikke til noget men der er der jo ik[k]e noget at gøre ved. Jeg har det for saavidt godt som jeg ogsaa nok haaber om eder[.]

En kjærlig Hilsen
til eder alle fra din Broder
Paul.
Lev vel til vi sees.

(HBA8033, Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

7. august 1917. Heldet følger de troende … Peter Poulsen to gange ramt af granatsplinter

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I juli 1917 ankom han til fronten ved Ypres.

Efter at have ligget endnu nogle Dage i Reserve, blev vi atter ført frem, og denne Gang skulde vi ind i anden Stilling. Vi stod paa en Korsvej, en Granitsplint for susende og brummende forbi mit Øre og slog ned ved Siden af Lilletaaen paa min venstre Fod.

Det gjorde forfærdelig ondt; jeg troede, at Taaen var borte, men da jeg følte efter, viste det sig, at det kun var et Stykke af Støvlesaalen. Taaen var der, selv om den ogsaa var sort og blaa.

Vi kom saa ind i Stilling, altsammen svære Cementhuler byggede ovenpaa Jorden, til Dels dækkede med Jord og Sand. Vi kunde akkurat sidde 4 Mand inde i de fleste af dem; et lille firkantet Bord, en Døraabning og en Glasrude var der; for Glasruden var anbragt et tommetykt Bræt for at hindre Lyset i at skinne ud og Granatsplinter og Shrapnells at slippe ind.

Jeg sad med Ryggen op imod en saadan Rude, da en Shrapnell eksploderede udenfor, og en af de smaa runde Kugler fandt Vej igennem baade Bræt og Rude og ind paa min brede Ryg.

Den Mand, som sad lige overfor mig, sagde pludselig: „Hvad er der i Vejen, du bliver jo ligbleg?”

Jeg mærkede blot et skarpt Slag paa min Ryg og vidste ikke, hvad det var; men da vi saa efter, viste det sig, at det var en Shrapnellkugle; men jeg havde ingen Skade taget. Vi sad ellers dér og havde det ret gemytligt.

I de tre Dage var Feddersen og jeg sammen paa den sidste Aftenvagt oppe paa Kompagniførerens Stade, hvor vi stod med Lyspistoler og skulde tage mod Signaler forude fra og give dem videre til Artilleriet.

Den Aften, vi stod dér, kom en Granat, slog ned lidt til højre for os, og da den eksploderede, kom en Splint saa lang som en Finger og omtrent paa samme Tykkelse og ramte mig paa min højre Skulder.

Den slog gennem Tøjet og gav mig nogle smaa Skrammer samt en stor Bule over Brystet, fortsatte derefter over Brystet og rev venstre Ærme af min Trøje.

Feddersen fandt Granatsplinten, som han bagefter forærede mig, og den har jeg liggende derhjemme.

Jeg trimlede naturligvis bagover og ned og havde en Følelse, som om Lungerne slet ikke arbejdede; men jeg var ved fuld Bevidsthed og kunde forstaa alt, hvad Kammeraterne sagde om mig.

Jeg faldt lige ned i Hovedet paa vor Kaffekok.

Han havde tidligere paa Dagen faaet en Granat sendt lige ind i sin Kaffekedel, og det passede ham ikke. Saa var han løbet fra det hele hen til Kompagniførerens Stilling,  hvor han stod i Læ. Han vidste, at vi ved Daggry skulde afløses og tilbage.

Da jeg kom ned i Hovedet paa ham, sagde han: „Holdt, holdt Gamle, hvad fejler du; du kommer jo lige ned i Hovedet paa mig!”

Men da jeg laa og sprællede nede for hans Fødder, begyndte han at raabe om Hjælp; der var en Mand saaret. De kom saa og slæbte mig ind i Kompagniførerens Dækning og rev Klæderne af mig og stænkede mig med koldt Vand paa Bryst og Ansigt og hældte koldt Vand i min Mund; det varede ikke længe, før jeg paany kunde begynde at tale, og jeg fejlede ingenting; kun den store Bule paa Brystet generede mig, da Tornyster remmene netop laa dér.

Ja, forklar det, hvem der kan! Jeg kan ikke give anden Forklaring end det, som gamle Anders Stubkjær siger: ,,Vor Herre er en god Skytte” ; men at det var med Jubel og Tak

i mit Hjerte, at jeg næste Morgen gik ud af min Stilling efter disse mange Farer og dog uskadt, det kan enhver forstaa.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

6. august 1917. Mikael Steffensen: “Og hele Tiden raste Trommeilden, vild, ustandselig”

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I starten af august 1917 befandt han sig bag fronten ved Flandern.

 

Flandern, den 6. august 1917.

Kære, kære Ven!


I dette Øjeblik er du vist paa Vej hjem mod Nord, — hjem til vort eget Land. Jeg sidder paa min Feltseng og skriver til Dig. I en Uges Tid har jeg været heftig syg, febersyg. Det er en epidemisk Sygdom af tyfoid Natur, som hærger iblandt Tropperne her i det lave, sumpede Land, der fik fat i mig. Nu er jeg bedre, og snart maa jeg gøre Tjeneste igen. Saa vil jeg da være sammen med Dig, nu mens jeg har Ro. En behagelig Mathed har afløst den brændende Feber, Tanken er rolig og Legemet hviler. 

Naturen er ogsaa rolig nu. Dagelang raste et Uvejr med heftige Regnskyl, sammen med den engelske Trommeild, alt det var jeg skaanet for, jeg fik Lov til at ligge paa mit Leje. Mine Lidelser var intet mod mine Kammeraters. At ligge derude i de vandfyldte Huller de lange, kolde Dage, uden at røre sig, uden at kunne slippe Geværet, det er Lidelse. Og hele Tiden raste Trommeilden, vild, ustandselig. Alt det var jeg skaanet for, jeg er saa taknemmelig.

Nu kan jeg igen spise lidt, og Sundheden vender tilbage. I forbavsende kort Tid er jeg bleven Feberen kvit, det vil sige den høje Feber. Og der er stille ved Fronten, mere stille end vi har ‘kendt i længe. Hovedstormen kom ikke mod vort Regiment, men til højre og venstre for os. Linjerne hos os er holdte, og vor 2. Bataillon ‘holder Linjen ved Regiment 31.

Meget ‘har England ikke opnaaet. Artilleriforberedelserne var saa glimrende, saa knusende, men der skete det samme igen, som saa ofte før. Infanteristormen savnede Kraft og Plan. Englænderne var berusede allesammen, eller den store Masse dog. Tabene er uhyre store paa engelsk Side. Franskmændenes ‘Storm var glimrende. De ligger lige foran »Valhalla«, den gamle Dækning er vist ikke mere.

I to, tre Dage ‘har der været Ro ved Fronten, Ro før Stormen, thi det har langt fra Ende endnu. Men de tyske Batterier har faaet Tid til at forsyne sig rigeligt med Ammunition, og overalt er nye Stillinger sikrede og forstærkede. Hver Tomme Jord vil koste Blod. Uendeligt føres Meningsløsheden videre, uden Hensyn øges Sorgen og Smerten og Elendigheden, for hvad? For Penge eller Magts Skyld? Ja, noget af det altsammen; thi det gælder jo »være eller ikke være« for saa mange.

Du vil smile og tænke, nu grubler Mikael igen paa dette uløselige Problem, nu, da han sidder bag Fronten og ‘har Tid til at tænke. Det er netop Sagen, man grunder og tænker, man søger Fornuften, Meningen i det hele, Sammenhængen, Maalet, og man slider sig træt og løber i Ring, aldrig kommer man til et Resultat, fordi man ser for kort. Og det ender med Mismod, nej, alligevel, det ender med, at man folder Hænderne i Bøn og beder om Kraft til at holde ud, til at maatte faa Barnekaar, rigtig at kunne kaste sig ind i Guds Faderfavn og holde ud, at kunne sige: Fader, som du vil, ikke som jeg vil.

Gud har været mig saa god. Han skaanede mig, rigtig bar mig paa Ørnevinger til i Dag, og han gav mig Sundhed og Kraft og gav mig saa rig en Glæde trods alt. Krigen rev mig bort fra Venner, men han gav mig endnu bedre Venner i Stedet, og saa vil jeg klage?

Solen skinner saa dæmpet gennem Taagen, en sagte, kølig Vind svaler min Pande, der er Ro og Stilhed her paa Værelset, mit Sind er fyldt med Fred.


Nu er Krigen altsaa gaaet ind i fjerde Aar, indviet ved Kejsertale og alt. Tusinder og atter Tusinder er dømt til Døden. I Dag for et Aar siden laa jeg i en Skyttegrav ved Somme, en ganske forfærdelig Dag. Men Gud var mig god, og jeg vandt snart frem til Sundhed igen. Og saa den svære Gang til Somme igen, aldrig er en Vej forekommet mig saa tung. Men der kom Hjælp igen. Jeg mindes den Aften, da vi i Automobiler suste ‘bort fra Somme- omraadet. Solen var ved at gaa ned, da vi kørte, en underlig, køn Efteraarsaften. Altid fjernere gik det fra Kamptummelen, forbi fredelige, kønne Byer og Stæder, hvor Aftentaagen laa over over Gaarde og Kirker. Da Et forfærdeligt Tryk var veget fra mig, jeg var frigjort og glad. En Gang endnu vilde jeg gerne opleve en saadan Glæde, — den vil komme, naar Krigen er endt, naar vi faar Lov til at drage hjemad, hjem til alt det, vi længes mod, som staar for os som det allerhøjeste, ja, det eneste, vi har af virkelig kært paa Jord.

Hvis jeg skulde opregne, hvor ofte jeg led unyttig Kval, selvskabt Sorg, fordi jeg manglede Tillid til Gud, vilde jeg faa et stort Tal. Men jeg fik at se, at jeg var svag og lille, at kun Gud er stor. Gud er Kraftens Kilde, og Godhedens, Kærlighedens. Han gav mig af sin rige Kærlighed, og jeg kan saadan ængstes for, at jeg skulde miste selv et Gran af alt det, jeg har kær.

Du, min Ven, fik af Gud ogsaa saa meget at elske, og Du ængstes ogsaa for at kunne tabe noget af alt dette. Er det da ikke saadan, at Kilden fra Gud flyder ustandseligt? At Gud ikke vil lade os miste selv et Gran af den Kærlighed, han gav os? Eller fik vi kun Gaven for at kunne lære Lidelsen ved at miste igen? Hvad der kommer, vi maa huske paa, at Kærlighed fra Gud er en Kilde, der aldrig tørres ud, hvis vore Hjerter ikke skrumper ind. Og Kærligheden, i al sin Fylde, ønsker jeg Dig, min dyreste Ven.

Din Mikael.

 

 

5. august 1917. Feberramte Mikael Steffensen: “Det har været slemt for de stakkels Kammerater”

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I august 1917 lå han syg ved Flandern.

Flandern, den 5. august 1917.

Kære Venner!


Det er Søndag, rigtig Søndag med Sol og Varme og Stilhed, Stilhed ved Fronten. Et mægtigt Uvejr med Regn har raset i mange Dage, sammen med den engelske Offensiv, nu er begge Dele stilnet af, og Stilheden gør godt, og Solskinnet gør godt.

Jeg har ikke været ved Fronten den sidste Uges Tid. Jeg ‘har været syg, febersyg, med høj Feber. Det er en epidemisk Sygdom af tyfoid Natur, som hærger Tropperne her, der har hjemsøgt ogsaa mig. Men i Dag er jeg bedre. Jeg kan sidde oppe og jeg kan begynde at spise. En behagelig Mathed ligger over mig, som giver Legemet Hvile og den trætte Tanke Ro. Tanken dvæler nu saa stille hjemme hos Jer, og saa er den jo i godt og kært Selskab. Tak, mine Venner, for Jert kære Brev, og Tak for Æggene, de kom hertil i Gaar, og de var hele alle seks. I er blot alt for gode. Nu er de saa kærkomne, nu, da jeg skal samle Kræfter. Snart skal jeg ud til Fronten igen, og da har man alle Kræfter behov.

Det har været slemt for de stakkels Kammerater. Vejret var saa utaaleligt slemt. Hullerne, de laa i, fyldtes helt med Vand, selv om de tømtes hver Nat. Men værre var den engelske Trommeild. Infanteriangrebene var ikke saa stærke ved vort Regiment, og Linjen er holdt fuldstændig. Tabene er heller ikke saa forfærdelig store, som man maatte frygte for efter den voldsomme Beskydning.

Ja, jeg undrer mig over, at I faar Arbejdet gjort derhjemme, men kan det gaa i Længden? Intensiv Drift kan der jo ikke være Tale om, og der vil opstaa Mangler — sikkert. I hvert Fald har jeg set flere Steder, at Markernes Urenhed tager til paa mange Gaarde, Udbyttet forringes for hvert Aar, ogsaa selv ved gode Vejrforhold.

Du gjorde mig saa glad ved at fortælle, at der ventede mig et Arbejde ogsaa hos Jer, du kan tro, jeg længes efter at komme hjem til det. Hvem der dog kunde arbejde med noget virkeligt godt og sundt, for Krigerhaandværket er ik’ke noget for mig.

Engang vil Arbejdets Time komme, for mange, men for hvem? Nej, jeg vil ikke se sort paa det, jeg vil haabe, at det snart gaar mod Enden, at vi snart kommer hjem.

Hold ud, hold ud, hvisker det til mig, hold ud og styrk dig ved Bøn og Samliv med Gud. Som nu i Dag, da alting er saa friskt og dejligt efter Regnen, da jeg føler Kræfterne vende tilbage igen, saa der ligesom gaar en Foryngelse gennem min Krop og min Sjæl, da kan jeg føle Glæde, ung Livsglæde, trods alt det mørke bagved, og alt det mørke, der truer forude. Der er endnu saa meget at haabe paa, endnu saa meget at længes efter, især derhjemme, hos Jer, I kære, trofaste Venner, at jeg ikke har Lov til at sænke Hovedet eller lade Modet synke. Og først og fremmest, den gamle Gud lever endnu, og han er saa god og elsker os Mennesker akkurat saa højt, som da han sendte sin Søn til Slægtens Frelse. Ja, han elsker os endnu mere gennem denne Søn.Og hvem der har følt en Straale af denne Kærlighed varme Sjælen, han har endnu noget at leve for, og har intet at frygte af Døden.

Jeg ser i Tanken mit Fædreland. Ser de travle Høstfolk arbejde paa Høstmarken, ser det badet i Sol, som jeg saa det saa ofte. …

Gid vi snart maatte faa Lov til at hjælpe Jer, derom vil vi alle bede, inderligt og i Sandhed.

Kærlige Hilsner til Jer alle tre fra
Eders taknemmelige Mikael.

 

2. august 1917. Gas: “I lange Rækker laa Kammeraterne paa Jorden, vridende sig i de forfærdeligste Smerter, staalblaa i Ansigtet og med en blodblandet Fraade staaende ud af Munden”

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I juli 1917 ankom han til fronten ved Ypres. NB: Mht datering af denne begivenhed, se nederst i opslaget.

I 4 Døgn var vi derude i forreste Stilling, saa kom vi tilbage og laa nu i tredie Stilling. Dér havde vi det nogenlunde godt; men en Aften fik vi Ordre til, at vi skulde forud for at rydde Skyttegrave op, da Englænderne næsten havde jævnet dem med Jorden.

Vi stillede Kl. 12, men maatte vente til Kl. henad 4, før Artilleriilden sagtnede lidt, saa vi kunde gøre os Haab om at slippe ud. Vi var alle bevæbnede hver med en stor Spade, og desuden havde vi vore Gasmasker med, ellers intet.

Da vi næsten var derude, gik vi over et Jernbanelegeme.

Jeg sagde til min Formand: „Hvad er det? Jeg synes, det lugter efter Gas.” „Aa Snak,” sagde han, „det er ikke Gas, det er Krudtlugt, og saa naturligvis Lugten fra alle de Lig, der ligger herude fra Stormen, som du kan mærke.”

Men jeg blev ængstelig og fik Gasmasken frem og gik med den i begge Hænder. Næppe var jeg blevet færdig med disse Forberedelser, før Gassen var der; jeg  smækkede Gasmasken for mit Ansigt og var reddet; men sikken et Virvar, der blev i Kompagniet. Alle Mand vendte om og styrtede tilbage.

De rev hinanden over Ende, stødte Gasmaskerne fra hinanden, mens de under Jammer og Skrig løb tilbage, saa hurtigt de kunde.

Jeg var kravlet op og havde sat mig paa Kanten af Skyttegraven; thi naar man kan sidde eller staa stille, kan man sagtens hive Vejret gennem en Gasmaske; men skal man gaa eller løbe, er det forfærdeligt.

Omsider listede jeg af bagefter de andre. Da jeg kom hjem til den Hule, hvor vi boede 8 Mand, var der kommet en Mand før mig. Vi turde ikke tage Gasmaskerne af, for Gassen trængte ind i alle Huler, men vi fik fat i noget Træuld og tændte Ild i den, saa tog Ilden og Røgen de giftige Gasarter, og vi kunde uden Fare tage Gasmaskerne af. Det gjorde vi. Vi saa paa hinanden, men sagde ikke ret meget, vi havde en Følelse af, at der var sket noget alvorligt.

Lidt efter lidt kom alle Kammeraterne paa én nær. Jeg sagde, jeg vilde med det samme ud at søge efter ham, og straks var der én, som vilde med. Vi gik ud at søge, men kom ikke ret langt, før vi hørte en klagende Lyd inde fra en lille Hule, og da vi kom derind, sad Kammeraten der syg og grædende. Han havde slugt noget af den farlige Gas.

Vi fik ham øjeblikkelig hen paa Forbindpladsen til Lægen, og dér mødte os et frygteligt Syn. I lange Rækker laa Kammeraterne paa Jorden, vridende sig i de forfærdeligste Smerter, staalblaa i Ansigtet og med en blodblandet Fraade staaende ud af Munden. Den første, mit Øje faldt paa, var en lille, ung Kammerat nede fra Holsten. Jæger var hans Navn. Jeg traadte hen til ham og sagde: „Jamen Jæger, er det dig?”

„Ja, det er mig.”

„Kan du kende mig?”

»Ja, Jeg kan kende dig, Poulsen, og jeg skal dø, og jeg kan ikke dø,” stønnede han fortvivlet.

Jeg kastede mig paa Knæ ved Siden af min stakkels unge Kammerat, bad med ham og for ham og hviskede ham min Frelsers Navn og Forjættelser ind i Øret, og, jeg haaber til Gud, ogsaa ind i hans Hjerte. Saa tog jeg den lille, spinkle Kammerat i min Favn og vilde ile de ca. 500 m hen til den store Forbindplads med ham, hvor de havde et ofte anvendt Middel, med hvilket de kunde læske Staklerne; men ak, jeg kom ikke langt, før han drog sit sidste Suk, og saa maatte jeg lægge hans afsjælede Legeme ned ved Siden af Fodstien og løbe tilbage.

Jeg sprang ind til Lægen, som gik inde i det bombesikre Betonunderstade, og sagde: „Men, Hr. Doktor, har De da ingenting, vi kan læske vore stakkels Kammerater med?”

Den unge Læge gik i dybeste Fortvivlelse frem og tilbage og svarede: „Ak, Poulsen, vi har ingenting, slet ingenting, kun noget Mineralvand, som ganske vist kan læske for et Øjeblik; kan De faa de sunde Kammerater sat i Gang med det, saa gør det.”

Jeg sprang atter ud og raabte til de sunde Kammerater, at de skulde skynde sig at faa Kasserne med Mineralflasker ud, slaa Halsen af Flaskerne og saa faa lidt hældt i Munden paa vore stakkels Kammerater, for Lægen havde sagt, at det kunde læske et Øjeblik.

Selv gik jeg fra Mand til Mand, bøjede mine Knæ ned ved dem, bad for dem og med dem og talte til dem om min Frelser, og mit Haab er ogsaa til Gud, at det fandt Vej ind i Hjerterne. Jeg fik mangt et taknemmeligt Blik, men fik ogsaa mangt et fortvivlet Blik at se.

Det var en rædsom Morgenstund. I Løbet af to Timer havde vi mistet 200 Mand i vor Bataillon.

Poulsen er ikke flittig til at angive dato, og nedenstående beretning handler muligvis om et gasangreb den 24. juli 1917. I hvert fald er der registreret gasdræbte sønderjyder fra IR357 den pågældende dag. Vi er altså muligvis en uge for sent med den.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

Se også læge John Lorenzens beretning om gasforgiftede

og leksikonopslaget om gas og gasmasker

29. juli 1917. Varsel om døden ved Yserkanalen

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.

En Dag henimod Aften blev vi udkommanderet og marcherede udenfor Byen, hvor der holdt en Række Lastautomobiler.

Vi kom op, 30 Mand i hvert Automobil, og saa vidste vi Besked. Vi skulde hurtigt hen til et Sted, hvor der var Brug for os.

Henad de oprevne Landeveje kørte de med os op imod en lille By ved den engelske Kanal, som hed Middelkerke.

Medens vi kørte hen ad Landevejene, stod der foran mig midt i Lastautomobilet en af mine unge Venner og Kammerater. Han var altid en munter Fyr, til enhver Tid oplagt til Spøg og gale Streger; men den Aften stod han saa underlig tavs.

Jeg lagde min Haand paa hans Skulder og sagde til ham: „Hvad fejler du, Kammerat?”

Han saa op paa mig og sagde ganske stille: „Jeg kommer ikke med jer hjem igen.”

„Aa, det véd du dog ikke, Kammerat; vi har jo været ude i saa mangen haard Dyst og véd ganske vist nok, at vi ikke alle kommer tilbage; men om det bliver dig eller mig, der maa blive derude, kan ingen vide.”

Han svarede igen: „Jeg kommer ikke med hjem.”

Det gav en underlig alvorsfuld Stemning over os alle, og hvem der begyndte, véd jeg ikke, men i næste Nu stod vi 30 Mand med foldede Hænder, og saa begyndte vi at bede, og vi bad Rækken rundt Mand for Mand med Suk og med Skrig i vore Sjæle til den levende Gud om Naade og Forbarmelse baade for Legeme og Sjæl. Det er det mest gribende Bedemøde, jeg nogensinde har været med til.

Da vi kom til Middelkerke, kunde de store engelske Skibskanoner naa os. En Granat kom og huggede ned paa Chausseen, hvor vi var blevet opstillede, da vi kom ned af Lastautomobilerne; da den sprang, fløj vort Lastautomobil i Stumper og Stykker ind over Markerne, og der laa over 40 Mand døde og saarede, iblandt disse var hin unge Kammerat.

Skyndsomt gik vi ind i Løbegravene og fortsatte ud i Stilling.

[Dateringen af denne begivenhed er ret upræcis, og i betragtning af, hvad der senere sker, har den nok fundet sted for et par dage siden. RR]

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

22. juli 1917. Mikael Steffensen: “For en Tid siden laa jeg i største Fare derude i mit Jordhul, da tog Angsten mig”

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I sommeren 1917 var han ved Flandern.

Flandern, den 22. juli 1917.

Først og fremmest vil vi være Venner for at komme nærmere til Gud, ikke sandt, min Ven? Husker Du den Aften ved Fru L.? I sang: »Vi vil bede Jer hjem«. Da tog Du min Arm og. sagde: »Ja, Du kan tro, vi vil bede for Jer, bede Jer hjem.« Der er vel tænkt paa at bede os hjem til Livet derhjemme, til det daglige Liv, men hvor køn og dyb er ikke Tanken, at bede os hjem, hjælpe os at komme hjem til Gud Fader, hvis vi ikke ser vort jordiske Hjem mere.

Ogsaa den Tanke vil staa for Jer, naar I knæler for os i Bøn.

For en Tid siden laa jeg i største Fare derude i mit Jordhul, da tog Angsten mig; men kort efter kom Trøsten i Tanken: »Skal du dø ung herude, og dø en voldsom Død maaske, saaer det dog værd at have levet.

Thi større Livsmaal kan intet Menneske have end at have Forvisning om at dø med Jesus hos sig i de sidste Øjeblikke. Saa er alting godt.

Og skulde dette Brev være det sidste, min Ven, saa tænk paa senere i Livet, hvis der skulde komme tunge Timer, at Din Ven sagde Dig Tak for, at Du havde hjulpet ham nærmere til Gud, nærmere Jesus.

Ja, vær glad, min Ven, se frejdig frem, Bønnen vil styrke Dig.

Vi gaar mod Freden, jeg tror det, hold ud en Stund endnu, vær ikke angst, alt tjener Dem til Gode, som elsker Gud.

Din Mikael.

Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)

2. juli 1917. Frelst af en højere magt – eller tilfældet?

Anders Hansen, Gammelby pr. Visby, fortæller om en episode på Østfronten

En højere Magt frelste mit Liv

Vi havde ligget en kort Tid i Rostilling i Brygge og Omegn; men i Maj 1917 kom vor Division til Østfronten. Her afløste vi en tyrkisk Division i Omegnen af Brzezany (Galizien).

En tidlig Morgen i Begyndelsen af Juli aabnede Russerne et mægtigt Bombardement paa vor Stilling. Det var med Skyts af svært Kaliber. Bombardementet var næsten mere voldsomt, end vi havde oplevet det paa Vestfronten.

Vi havde dog en godt udbygget Stilling med gode Skulderværn og anbragte os med fire Mand imellem hvert.

Artilleriilden satte ind ved den Tid, da der skulde hentes Kaffe og Brød ved Feltkøkkenet. Dette befandt sig en ti Minutters Gang længere tilbage i Skoven. Vi skiftedes til at gaa to Mand af hver Gruppe.

Det var ikke min Tur den Morgen; men den Kammerat, der skulde med, vilde hellere blive i Skyttegraven. Jeg gik derfor med i hans Sted.

Det blev ingen Spadseretur som paa en god Chaussé, for vi maatte løbe fra det ene Granathul til det andet, og rundt omkring os eksploderede Granaterne. Da vi endelig naaede op i Skoven, var Køkkenpersonalet deserteret og havde efterladt Gullaschkanonen til sin egen Skæbne.

Vi fik i en Fart Kogekarrene fyldt, snappede et Par Brød, og saa gik det frem igen; men — da var Skyttegraven blevet forvandlet til store Granathuller.

Vi løb hen i en Understand, som endnu var i Behold, og som var forsynet med to Nedgange. Mens vi opholdt os dernede, fortalte en Kammerat, der havde staaet paa den anden Side af det Skulderværn, hvor jeg havde staaet, at det var i allersidste Øjeblik, jeg var kommet derfra. Nogle faa Sekunder efter at jeg var gaaet bort, slog en Granat ned umiddelbart foran Skyttegraven og væltede Jorden over paa de fire Mand, som havde deres Plads der. Hvis jeg var blevet der, vilde min Livsbane altsaa være endt der.

Det varede ikke længe, før det ogsaa begyndte at blive kritisk nede i Understanden. En Granat slog ned ved Siden af den ene Nedgang og lukkede den. Nu var det nok paa Tide at komme derfra. Det var imidlertid ikke helt fornøjeligt at sidde uvirksom i saadan en Jordhule og i Blinde vente paa, at ens Lod bliver udtrukket i det store Lotteri.

Efter et Par Timers Trommeild gik Russerne i Kompagnikolonner frem mod vor Stilling. Det tyske Artilleri tav, men der var et Maskingevær i vort Kompagniafsnit, som ryddede svært op i Russernes Rækker. Moskoviterne kom alligevel ind i vor Stilling, og vi maatte trække os tilbage til en længere bagud liggende Stilling.

Da vi nu i samme Øjeblik fik Forstærkning af Stødtropper, blev Russerne efter en kort, men haard Kamp kastet tilbage til deres Udgangsstillinger.

Derefter faldt der mere Ro over Fronten. Denne lyse Sommerdag blev for vort 150 Mand stærke Kompagni en sort Dag. Det blev næsten halveret. Selv i Sommeslagets Inferno, hvor Bataillonen var indsat en fjorten Dages Tid i Juli 1916, havde vort Kompagni kun et Tab af nogle faa Mand.

DSK-årbøger 1951

23. juni 1917 – Peter Geil: “… mange Døde der og en hæsslig Lugt fyldte Luften”

Pastor Nicolai C.  Nielsen brevvekslede under krigen med mange nordslesvigske soldater, en af dem var Peter Geil.

Skreven d. 23.6. 1917

Kære Herr Pastor.
Det sidste Brev jeg fik fra Dem med 2 M var i ”Waziens.” Siger dem mange tak derfor. Pengene kunde jeg storartet bruge. Min Pengepung var snart tom; men det ere jo ingen Skam for en Soldat. Vi skulde lige en Badetour til Douai.

Vi rykkede saa nærmere til Fronten og d. 27. Mai kom de første af vore M.G. Kompagnier i Graven. Vi bragte baade Gewehrene og Patronkastene frem. Hver Mand havde 3 eller 4 Kastener med 250 Patroner i hver. Det var ikke en ledt Byrde. Vi gik i 2 Timer fra Vejen hvor vi blev kørt hen over fri Mark til Stillingerne. Der befandt sig kun Granathuller, som vore Tropper laa i. Helt vorne var der en Grav. Det lignede dog i hværtfald en. Her og der var den skudt sammen. Den var kort forinden stormet af vore Tropper og bleven omarbejdet i en tysk Grav. Kl. henimod 6 vare vi hjemme igen.

Vi vare saamange tilbage, saa vi kunde løse dem af der laa forne efter 3 Dage. De næste Aftener bragte vi dem spidse ud. Jeg skulde med en til, hen til Gewehr 1. Det laa helt forne i Graven. Vi viste ingen rigtig Besked og kom for langt fremad og til vendstre.

Lige med et bekom vi et Fyroverfald, det er karakteristisk for den lumske Engländer. Han skød strægvis og Salve paa Salve af Granater og Schappnells 15-20 Skud af Gangen. Der var Granathul ved Granathul. Et dækkede halv det andet. Saaddan var Jorden oppløjet. Men saa hurtig det gik løb vi. Af og til fald man med Spidsen. Saa godt det gik passede man paa, at man intet tabte. Schrapnellkuglerne og Granatstykkerne fløj til højre og vendstre for os. Jeg undrer mig endnu i dag , at vi kom udskadt derfra, da og Salverne kom længere frem. Herren havde bevaret os vidunderlig.

Tilbage ventede vi i et Granathul til Overfaldet var til Ende. Saa gik det frem igen og tilsidst fandt vi dem, der laa mange Døde der og en hæsslig Lugt fyldte Luften og Graven især om Natten. Efter 3 Dage løste vi saa af og kom til Gewehr een, da vi vidste, vor det laa. Englænderne laa 150 km fra os, og om Natten laa han i en fremskudt Sappe, hvorfra han skød sine Lyskugler over i vor Grav. Det fjendtlige Artillerie skød altid for vidt, omendskøndt stundom lige ved Gravkanten, saa Jordklumper fløj i Graven.

Det medste maatte vi passe paa for vor egen Artillerie. Det skød ofre for kort og den første aften vi vare der, slog en Fuldtræffer i Graven. En var død. En anden blev begge Been revet af, han døde ogsaa kort efter og to vare haardt og ledt saaret. Det var skrekkeligt. Vi skød ofte Lyskugler (røde) af, at vor Artilleri skulde lægge Ilden videre frem, men de næste Dage havde vi det[]samme igen. 2 Blindgængere slog i vor Dækning. En Lykke var det at de ikke exploderede. Man mærker Herrens bevarende Haand.

Næste Nat blev der begravet, 6 Englændere var det vel, som laa med Hovedet lige for Graven og altid var der jo en Horchposten ude fra os. Maskingewehrbetjeningen har det bedre, da de om Natten ikke behøver at arbejde; men een staar stadig Vagt. Den sidste Nat havde vi ”erhöhte Gefechtsberitschaft”. Man troede at Egnlænderen vilde gribe an. En Patroullie var ude fra os og skulde se at tage nogle til Fange i Sappen. Men de kunde ikke komme derhen, da de to Maskingewehre stod i den. Saa bleve vi alle afløst; en Time forinden blev en jødisk Leutnant saaret i Haanden, da han, gik oppe paa Dækningen og vilde søge alt muligt sammen.

Natten efter vi var bleven afløst og vare komne i Ro bleve Kompagnierne alarmeret. Jeg havde lige med mange flere fulgt en interessant Luftkamp, som endte med Englænderen styrtede ned. Fartøjet gik i veldig Fahrt kre[d]sende nedad og endnu 100 m over Jorden søgte Føreren at give Apperatet en Glideflug over Jorden men saa styrtede det ned. Mange løb derhen og jeg kunde ikke holde mig, endskønt det var langt borte, helt henne ved Douai. En mængde Mænnekser var stilmet sammen. Mig interesserede det blot om Englænderen ikke skulde være sluppet derfra med Livet.

Apperatet saa jeg, og Bagdelen var oversprøjtet af Blod, og det varede ikke længe inden man bar ham, der var kun en i Flugapperatet, bort. Det var nu ikke et smuk Syn og gjorde en stærk Indtryk paa mig. Det var en ung Englænderhauptmann, kraftig med sort lokket Negerhaar, klædt hel i Leder. Han havde i Luftkampen faaet et Skud i Hovedet og havde saa tabt Bevidstheden og var død, da han kom ned. Da jeg kom hjem blev det raabt Alarm og i nogle faa Minutter stod Kompagniet alt opladt paa Vognene. Englænderne havde grebet an, og to til 3 Nætter gik Kampen.

Mange Kammerater faldt eller blev saaret mit Kompagnie blev skaandt, det laa i Bereitschaft i Bahndammen Douai-Arras og et par Dage senere blev jeg afkommanderet til Telegraphvæsenet, snart imod min Vilie. Naar jeg kunde holde de[t] ud og kunde forrette det, skulde jeg, sagde Feldweblen. Jeg tog det saa, som en Gave fra Herren, og det er jo en beroligelse for mine Forældre. Jeg har Gærningen endnu.

Siger Dem mange tak fordi De har husket mig i Deres Bønner Herrens Bevarelse har været stor, især i de hæftige Fyroverfald som vi opleve 3 Gange. Mange Hilsener sender Dem Deres Peter Geil.
Undskyld at Brevet blev saa lang!

(Nic. C. Nielsen, P116-15, Arkviet ved Dansk Centralbibliotek)

17.maj.1917. Mikael Steffensen: “Dødsdømt er alt, hvad der findes indenfor de engelske Kanoners Rækkevidde”

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I maj 1917 var han ved Lecluse i Frankrig.

Lecluse, den 17. maj 1917.

Min kære, kære Ven!

Til saa mange skylder jeg Brev, men jeg maa skrive til Dig, Du trofaste, ejegode Ven, skrive for at sige Dig Tak for Dine rige Breve fra i Gaar og fra den 14., skrive for at fortælle Dig, at jeg endnu lever og er ved fuld Sundhed og kraft.

Og dog, dybt inde er jeg rystet som aldrig før, det var saa skrækkeligt, alt det, jeg saa. Jeg skriver, som om vi var ude af det, men min Bataillon ligger i forreste Linje. I Forgaars Nat kom jeg til Lecluse for at blive her. En Gang daglig maa jeg saa gaa forud med Post og med Befalinger, og samme Nat gaar jeg tilbage hertil. Andre anser det for en farlig Post, og det er det. Det er svært at komme igennem Spærre- og Trommeilden, men hidtil er alt gaaet godt, og Vorherre vil hjælpe fremdeles.

Selv er jeg tilfreds med at kunne være her om Natten og det meste af Dagen; det er kun nogle Timer om Aftenen, fra 7—12, at jeg er udsat for Fare. Men jeg vil ikke skrive ret meget om Kampene i Dag, Du faar alt udførligt, naar vi en Gang, jeg vil haabe snart, bliver afløste. Vi har ingen Storkampdag haft, og før en saadan kommer, bør vist ingen Afløsning ventes. Tabene er taalelige, der er endnu slet ingen Tale om at være »opreven«, og de ca. 70 Procent Tab, som betinger en Afløsning, er langt fra naaet. Desværre har jeg mistet en brav Kammerat, en brav Soldat, med hvem jeg har delt mange haarde Lidelser. Han begraves i Dag.

Det, der gør Kampene her saa voldsomme, er det svære engelske Artilleris absolutte Overlegenhed. Knusende og sønderrivende slaar disse centnertunge Uhyrer ned, hvor man mindst aner det. Den snorlige, prægtige Rue National Arras— Cambrai, som nu overskygges af ældgamle Linde, ødelægges helt. De grønne Træer ligger flængede og sønderrevne tværs over Vejen. Deres mægtige grønne Kroner danner en Afspærring, som er vanskelig at faa ryddet af Vejen, da Vejen altid ligger under Ild. Jeg skal ikke glemme, da jeg den første Aften cyklede i Stilling da hilstes vi af Britternes allersværeste Skyts, og det er et Under, at vi slap godt fra det.

Saa vil jeg ikke skrive mere om alt dette i Dag. I fjorten Dage har vi haft grønne Skove, og Kløveren slaas til Hestefoder. Et frugtbart Land lægges øde, gøres til en Ørken. 7—8 Kilometer bag forreste Linje er der næsten ikke en Kvadratmeter Jord, som ikke er oprodet, sønderflænget af Granater. Ganske nær herved slaar de svære Granater ned. Det er Varselsskud om,’at de Par Civilfolk, som endnu er her, skal redde sig.

Snart vil ogsaa Lecluse være en Ruinhob. Befolkningen har gjort deres Haver i Stand, saa maatte de flygte. Vinen slynger sig endnu om Gavl og Huse, den breder sine Blade over de Hjem, med hvilke den snart skal gaa til Grunde. Dødsdømt er alt, hvad der findes indenfor de engelske Kanoners Rækkevidde, — det er en haard Vej for at naa frem til Rettens og Menneskelighedens Fuldstændiggørelse. Den gaar over mange Menneskers Livslykke, og den er rød af Blod.

I Dag er jeg saa rolig igen. Hver Aften er det gaaet godt, og naar jeg nu i Aften vender tilbage, har jeg fire Aftener fri. Der er endnu ikke Haab om Afløsning, — vi skal holde ud. Og jeg siger: Med Guds Hjælp og ved mine Venners, ved Din Hjælp og Støtte vil jeg kunne holde det ud. Vi maa tro, at intet sker tilfældigt eller paa Slump, men kun efter Guds Raad og Vilje, Guds store mægtige Vilje, som førte os paa Ørnevinger frem til i Dag, under hans Vilje beskyttes vi, Du og jeg. Guds Fred, min Ven, vil jeg nedbede over Dig og Dine. Altid er jeg Dig nær i Tanken, thi altid er jeg

Din Mikael.

Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)

3. maj 1917. Gud … tag mig straks og lad mig ikke ligge såret og hjælpeløs derude “

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.

Fire Døgn sad vi i første Stilling. Regelmæssigt var der Angreb Morgen og Aften. Enkelte Gange kom det til Nærkamp; men naar Haandgranaterne begyndte at falde, og Hurraraabene lød og Bajonetterne glimtede, saa vidste jeg ikke andet end at staa ganske stille, folde mine Hænder over mit Gevær og saa give mig Gud i Vold med den ene Bøn i min Sjæl, at skulde jeg dø, han saa vilde tage mig straks, og ikke lade mig ligge saaret og hjælpeløs derude.

En Morgen, da de saarede var blevet bragt bort — de døde blev jo liggende — havde jeg den Glæde, at min Delingsfører og vor unge Løjtnant kom kravlende hen til mig og bad, om de maatte læse med i min Bibel.

De kunde jo ikke læse min Bibel, men vi satte os ned paa Bunden af Skyttegraven, ikke som to Overordnede og en menig Soldat, men som tre Mænd, der var de samme Vilkaar undergivet.

Saa læste jeg for dem af min danske Bibel, oversatte det paa Tysk og talte til dem og med dem.

Saa bad vi sammen, og saa listede de af igen. Det var første Gang; men det blev ikke sidste.

Der gik en lang Tid. En Morgen mødte Løjtnanten mig, og idet han rakte mig sin Haand, sagde han med et Par Øjne, der skinnede som et Par nyslaaede 25-Ører: „Jeg kan tro paa min Frelser.”

Delingsføreren var mere stilfærdig  anlagt; men saa vidt jeg kan skønne, fandt ogsaa han den rigtige Vej ved Korsets Fod hos Jesus.

De to blev selvfølgelig mine bedste Foresatte, ja, de bedste, jeg nogensinde har haft. Jeg havde dem et helt Aar, saa faldt de begge to paa én Dag ved Stormen paa Højderne ved Moreuil.

Det var Skotterne, vi dér stod overfor. Vi tabte den Dag Halvdelen af vor Division, saa Kammeraterne laa som Kornneg ned over en høstet Kornmark.

Da vi ved Aftenstid tre Kammerater gik over Slagmarken for at søge efter faldne, fandt vi vor Løjtnant siddende paa sine Knæ i et Granathul, hvor en Riffelkugle fra Skotterne havde truffet ham lige midt i Panden.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

2. maj 1917. Levende begravet – og mødt sin Gud

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.

Vi havde lige ordnet os i Stilling, da Englænderne begyndte med at lægge Trommeild paa vor Skyttegrav, og Trommeild er jo skrækkelig, naar Granaterne bogstavelig talt hagler ned, og de store Shrapnels eksploderer oppe i Luften og hver for sig sender deres 250 smaa, runde Kugler ned over det i Skyttegraven uden Dækning staaende Mandskab.

Man kan forstaa, at det ikke varede længe, før de saaredes Jamren og de døendes Rallen lød rundt om os.

Trommeilden varede to Timer. Midt i det hele kom en Granat og fo’r ned i Jorden ved Siden af mig og min Sidekammerat til venstre. Da den eksploderede, væltede den Jord volden ud i den 3 Alen dybe Skyttegrav og begravede os under Jordmasserne.

For mit Vedkommende var det ikke saa slemt denne Gang.Jeg blev kastet ned paa Ryggen, mine Arme laa langs min Krop, og ovenpaa denne 3 Alen Jord, der trykkede helt forfærdeligt, men mit Ansigt var frit, og aldrig i mit Liv har jeg saadan raabt om Hjælp som i den Stund.

Der kom da ogsaa straks 5-6 Kammerater, deriblandt ogsaa min Sidekammerat til højre, Delingsføreren; de kastede Jord til Side og fik mig halet frem.

Saasnart jeg kom frem, saa jeg, at min Sidekammerat til venstre ogsaa var borte; det var en Kunstmaler fra Berlin.

Vi gravede af alle Livsens Kræfter for ogsaa at redde ham. Jeg vidste, hvor han havde staaet, og kunde derfor ogsaa regne ud, hvor omtrent han maatte ligge. Jeg kom saa med min lille Spade lige ned paa hans Hoved.

Han var sunket ned paa sine Knæ, og Staalhjelmen var gledet om for hans Ansigt. Saasnart jeg fik hans Hoved afdækket, fik jeg mine Hænder ned under hans Hage og Ansigtet trukket op i frisk Luft.

Han var dryppende vaad af Sved, men gav ikke Spor af Livstegn fra sig. Vi gravede ham alligevel ud og lagde ham ovenpaa Jorden; men da han havde ligget nogle Øjeblikke, begyndte han at drage Aande.

Han aandede underligt dybt og begyndte at røre sine Lemmer, og mens vi endnu stod og saa paa ham, rejste han sig op paa sine Knæ, foldede sine Hænder og begyndte at takke Gud.

Aah, jeg kunde ønske, mine Læsere havde hørt den Mand takke Gud! Ikke med en Stavelse takkede han, fordi han var gravet ud; men han takkede Gud af hele sit Hjerte, fordi han havde faaet en frelst Sjæl.

Han havde kæmpet sin Jakobskamp dernede under de 3 Alen Jord, og fortalte os bagefter, at hele hans Liv var passeret Revy forbi hans
indre Øje og var standset hjemme hos hans unge Søster i Berlin, som han vidste, bad for ham, og som han var overbevist om bad for ham netop i denne Stund.

Som Soldat betragtet var han slet ingenting værd, ikke fire Skilling, han kom heller ikke mere med i Stilling, men fik Pladsen som Kompagnifotograf.

Han var paa sin egen Maade et stilfærdigt Vidne om Guds Barmhjertighed mod Syndere, og han fik en god Plads mellem Kammeraterne. Vi holdt allesammen af ham.

Da Trommeilden hørte op, ventede vi, at Stormen skulde bryde løs, men det blev ikke til noget. Derimod prøvede Englænderne ved Aftenstid at gaa frem til Storm, men det Angreb blev let afslaaet, uden at det kom til Nærkamp.

Næste Dag gentog det samme sig, og Englænderne prøvede paany
et Stormangreb, som blev afslaaet.

Ved Aftenstid blev vi udsat for et Gasangreb; vi stod seks Timer i Gas, men takket være de gode Gasmasker mistede vi den Gang ingen.

Under Gasangrebet kom min Kaptejn hen til mig og lagde Haanden paa min Skulder, idet han sagde: „Hør, Gamle, i Nat skal du skyde.”

Det gav et Gys i mig. Jeg tænkte: Hvor véd han, at du ikke skyder? Han sagde ogsaa: „Naar vi holder en jævn Ild vedlige, slipper vi muligvis for Englændernes Stormangreb, men tier vi, tror de, at vi er helt eller halvt døde af Gassen, og saa vil de storme bagefter.”

Jeg fyrede tappert ind i Jordvolden uden for vor Skyttegrav, saa mit Gevær knaldede ligesaa lystigt som de andres. Det er næsten den eneste Gang, jeg har haft mit Gevær ladt i de 28 Slag, jeg har været med i, og derfor gaar jeg ogsaa med den dejlige Tryghedsfølelse i mit Hjerte, at jeg hverken har gjort Englænderne eller Franskmændene Fortræd, og det har meget større Værd for mig, end jeg den Gang tænkte paa.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

26. april 1917. Bøn og banden – sårende kugler og sårende ord

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.

Om Aftenen blev vi saa ført ud i Stilling. Vi skulde først ind i anden Stilling. Paa Vejen ud tabtes Forbindelsen imellem første og anden Deling. Vi stod saa dér midt paa aaben Mark, alt imedens Granaterne slog ned omkring os.

Omsider blev det opklaret, at de andre var foran, saa kom de tilbage og hentede os, og vi kom ind i en stor Grusgrav.

Dér havde Artilleriet haft Stilling, og denne Grusgrav var derfor særlig udsat for Englændernes Bevaagenhed. Vi var ogsaa næppe kommet ind i Graven, før Smertensskrigene lød fra vore Rækker. Der var allerede en Del saarede.

Hurtigt fik vi de smaa Spader i Gang for at faa gravet lodrette Huller ned i Jorden, hvor vi kunde have Dækning imod Granatsplinterne.

Vi sad der Dagen over, og ved Aftenstid blev vi saa ført ind i en anden Stilling. Vi havde 9 Døde og ligesaa mange Saarede, saa da vi om Aftenen gik ind i anden Stilling, var vor Deling kun 42 Mand stærk.

Vi var lige godt og vel kommet ud i Stillingen, saa kom der 4 Mand bærende med en saaret Kammerat; han havde faaet en Shrapnelkugle ind i højre Lunge.

Da de kom lige ud for mig, raabte Føreren, en Bayrer: „Er det dig, Gamle, der staar paa Vagt?” Jeg svarede: „Ja.” „Saa kom her og hjælp os med at bære den saarede Mand udenfor, for vi har faaet en Mand med, som gaar og falder over sine egne Ben, og det er desuden en af dine Kammerater.”

-“Jamen Gorki, jeg kan jo da ikke saadan forlade min Post.” „Jo, han kan jo tage din Plads; kom nu!”

Jeg kravlede op af Skyttegraven, og den anden Kammerat kravlede ned for at tage min Post, og saa gik vi ind imod Byen Cherescy med den saarede Kammerat, en af mine trofaste, unge Venner.

32a Transport såret_cropped

I Cherescy skulde Lægen og Sanitets-Personalet være. Det blev en vanskelig Gang, særlig igennem Byen; den laa netop under engelsk Artilleriild. Granaterne haglede ned rundt om os, snart eksploderede de paa Gaden, saa de løsrevne Brosten fløj i Luften, snart var det et Hus, der blev truffet foran os eller bagved os og styrtede.

Vi gik alle fire uden at sige et Ord, men sikkert ogsaa hver for sig i stille Bøn.

Da vi kom til Forbindsstedet, viste det sig, at Lægen og Sanitetspersonalet forlængst var borte. Vi lagde den saarede Kammerat ned, og Gorki siger saa: „Nu gaar vi andre tre ud i Byen for at finde Lægen, men du bliver her hos den saarede.”

Jeg bøjede mine Knæ ved den saarede Kammerat, bad over ham og lagde mit Øre ned til hans Mund; han kunde kun hviske.

Han hviskede mig saa ind i Øret. „Jeg ved nok, hvorfor jeg ikke er død paa Pladsen”

– “Naa, hvorfor det da?”

– „Jo, for det er Gud, der vil forbarme sig over mig. Naar du har talt til os, at vi skulde omvende os og give Gud vort Hjerte, saa har jeg ikke sagt meget imod, men jeg har været glad for dem, der vilde sige dig imod; men jeg har altid følt, at du havde Ret, og nu har jeg en  underlig Tryghedsfølelse ved det, at jeg ikke skal dø, men at Gud vil forbarme sig over mig. Vil du nu skrive hjem til mine kære Forældre, at jeg tror, jeg skal komme igennem det, og vil du saa ikke bede for mig?” 

Jeg bad endnu en Gang for ham, trykkede hans Haand og hviskede ham min Frelsers Navn og Forjættelser ind i Øret; saa kom der en Sanitetsvogn. Jeg fik den raabt an, en Bærebør blev trukket ud, paa den blev han lagt, skubbet ind i Vognen, og saa gik det af Sted til Feltlasarettet.

Ambulance ved Novoalexandrovsk i 1915
Ambulance ved Novoalexandrovsk i 1915

Lidt efter kom de andre tre Kammerater tilbage, men da var den saarede borte.

Saa traadte Gorki hen til mig, greb min Haand og sagde: „Hvorfor vil du ikke være gode Venner og Kammerat med mig? Du er jo gode Venner med alle de andre i Kompagniet; men jeg har en Følelse af, at du altid gaar af Vejen for mig.”

Jeg svarede ham: „Du kan jo ikke sige fem Ord, uden de tre skal være Banden og Sværgen; kan du ikke nok forstaa, at det gør mig saa inderligt ondt, at du saadan skal bruge Djævelens Navn for at bekræfte Sandheden af dine Ord, eller at du skal tage Guds Navn forfængeligt?”

– „Ja, men det mener jeg da virkelig ikke noget med,” sagde Gorki.

– „Kan gerne være, men tror du, at den Dag, vi skal fremstilles for den levende Guds Ansigt, vi da kan sige, at vi mente ikke noget med det?”
– „Nej,” sagde Gorki, „det tror jeg ikke, men giv mig din Haand, og lad os være gode Venner fra i Dag. Jeg tænker, at du har mærket, at der ogsaa i mit Bryst bor et Hjerte; det har du vel mærket i Dag, da vi bar den syge Kammerat ud.”

Jeg rakte ham min Haand, og fra den Stund var vi gode Venner.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

25. april 1917. Johannes Christensen: Vorherre har nok beredt ham et bedre hjem deroppe

20-årige Johannes Christensen venter på, at hans orlovspapirer kan komme i orden, så han kan hjem til Visby ved Bredebro for første gang siden han omkring 1. oktober 1916 blev frontsoldat ved Regiment 84.
I dag den 25. har jeg været med til at bringe feltwebel Møller og løjtnant Rose til deres sidste hvilested. Vi havde et par kister til dem og bundet et par kranse. De blev kørt herfra til Asfeldt, hvor de blev jordet i en fællesgrav. I den ene ende af graven kom de ned ved siden af hinanden, løjtnant Rose først , derefter spillede regimentsmusikken og divisionspræsten holdt en lille tale. Der var vist 20 mand i alt, der blev jordet i den samme grav, alle ved siden af hinanden, kun med et dækken over. Kanonerne tordnede, feltbanen fløjtede og automobiler i snesevis larmede og fløjtede forbi. Ja, mens alt hvad man kan tænke sig herude ved fronten, hvor der lige er begyndt en ny offensiv, bevægede sig rundt om og frem og tilbage, foregik den lille alvorlige handling i en lille kreds af mænd, som alle bar præg af denne tids alvorlige og forfærdelige handlinger.

Da vi kom hjem igen til Brienne, fortalte nogle, at de var gået omkring og set lidt på de mange gravsten. Alle var pyntet med et lille trækors, hvor navnet stod på den faldne. De havde også fundet Marius Petersens navn iblandt. Han var død 24. april af sine sår. Den stakkel. Nu har han lidt sorg og nød herude i tre år og så måtte han endda bort. Men Vorherre har nok beredt ham et bedre hjem deroppe, hvor ingen mere tør lide eller længes. Jeg vil altid mindes Marius som en trofast ven med hjertet på rette sted.
Ja. Denne dag vil atter være en stærk mindedag herudefra.

Skrevet onsdag 25. april på et lille kvistværelse i Brienne.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ . Bogen kan bl.a. købes på Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

18. april 1917: Johannes Christensen: Om morgenen 18. april var der pludselig alarm

20-årige Johannes Christensen er soldat i Regiment 84, der ligger i reserve nordøst for Reims, klar til at afløse udmattede enheder i forreste linje, der forsvarer sig mod den franske forårsoffensiv . Han fortæller i nogle dagbogsoptegnelser.

Om morgenen 18. april var der pludselig alarm og en halv time efter var vi på march igen i piskende regnvejr. Vi marcherede eks kilometer og kom til Brienne, som man ved første øjekast så var rømmet over hals og hoved. Der blev fra formiddag til eftermiddag klokken fem, så hed det alarm igen.

I denne by så det forfærdeligt ud. Alt lå mellem hinanden. Der lå de kostbareste ting, som ingen havde tænkt på eller kunne nå at få med under franskmandens pludselige og heftige beskydning. Vi så jo naturligvis lagrene efter og tog nogle småting med, som minder fra denne by. Noget betydeligt havde vi ikke lyst til at slæbe med på og hvem ville slæbe rundt med unyttigt? I det hele taget havde jeg ikke meget lyst til at rode lagrene.

Klokken 17.00 gik det så pludseligt videre, og vi kom hen til denne by og her har vi ligget i en stor lade siden i aftes. Vinduer og døre er ituslåede, så det blæser tværs igennem, men det er kun, hvad vi er i hele tiden og det er dog bedre end ude i graven. Vi går med koblet omspændt hele tiden, så vi blot behøver at smide tornysteren på skulderen, når det atter hedder alarm. Sandsynligvis går det forud, men vi håber til det sidste, at det må gå tilbage. Skal vi forud, så stoler jeg på at Vorherre og frelser vil bevare mig igennem dette. Ja, Gud i vold I kære derhjemme.

Jeg har det endnu godt og har kun grund til at takke gud for min skæbne indtil nu.

Dette er skrevet i min dagbog på ryggen af mit tornyster her i den store lade, mens kanonerne tordner udenfor, så jorden ryster under os.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ . Bogen kan bl.a. købes på Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

6. april 1917. Langfredag: “Derude hersker Død og Mord, Menneskers Ondskab.”

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I foråret 1917 lå han i Frankrig.

Frankrig, Langfredag, den 6. April 1917.

Min kære, kære Ven!

Vi ligger i en Lade bag Fronten, Regnen strømmer ned og gør de bundløse Veje endnu mere ufremkommelige og Skyttegravenes Pløre endnu dybere.

Englænderne trommer endnu mere, dog har vi forude en Del gode Dækninger, siges der.

I Gaar Morges var jeg forude, og det saa ikke godt ud, der flyver næsten for mange Granater omkring.

Dog, vi er vante til ondt. Naar der er nogenlunde Dækninger, er alt ikke saa slemt.

Det er Langfredag, — denne store Mindedag, hellige Langfredag.

Og derude hersker Død og Mord, Menneskers Ondskab. — Og dog er det Festdag for hver, som har følt, at Vorherre stred denne tunge Kamp. for os. Helst sad jeg hjemme hos Dig i Din dejlige Stue og nød Langfredags Stilhed og Glæde, uddybet og forøget i Din Nærhed.

Min Tanke gaar hjem til Dig, Du trofaste Mand, trofaste Ven, og vil Gud, vi ses igen, sunde, stærke, glade! — Jeg er rask og rolig. Din Drøm er endnu ikke gaaet i Opfyldelse, det var saamænd ingen Skade til, om den blev Virkelighed, og dog er det maaske bedre saadan. —

Dine Cigarer er ganske udmærkede. — Tak, min Ven, for alt. Gud vil
være Dig nær. Kærlige Hilsener til Dig og Dine.

Din Mikael.

Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)

26. marts 1917. “Skal vi dø, saa vil vi dø sammen” – to kammerater i ildlinjen

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten ved Somme, hvor han blev tildelt IR357. I foråret 1917 blev han og hans bedste kammerat, Peter Hansen, sendt på forpost i ingenmandsland.

Saasnart vi kom ud i den Hulvej, vi skulde besætte, blev den Gruppe, vi to tilhørte, sendt ud paa Forpost.

Vi kom derud, og saa blev igen vi to sendt længere frem paa Patrulje for at udspejde Englænderne og se, hvor de stod, og muligvis, hvor mange de var.

Det var sort Nat. Vi sneg os frem i Mørket og fik ved at lytte Færten  af, at paa et bestemt Sted gik der en engelsk Dobbeltpost.

Vi gik tilbage og meldte vor Underofficer, at paa det og det Sted gik der en Dobbeltpost. ,,Sludder og Vrøvl,” svarede han. „I to gamle er blot bange, og saa ser I naturligvis Syner. Men vi sagde Nej; vi var sikre paa, at vi havde brugt baade vore Øjne og Øren, og at det var rigtigt, som vi sagde.

I det samme kom der en Ordonnans fra anden Side og meldte Underofficeren, at han skulde være særlig agtpaagivende overfor det Sted, vi netop havde betegnet for ham, for dér gik der en engelsk Dobbeltpost.

Saa  fik vi da en lille Sejr over ham.

Vi blev sendt tilbage igen, og mens vi gik og puslede rundt nede ved en sammenskudt Farm, saa vi igennem Mørket og Snetykningen en hel Række Skikkelser glide forbi. Vi vidste, at vort 10. Kompagni havde en Patrulje ude, 10 Mand stærk, og hviskede til hinanden: „Er det vort 10. Kompagni, som trækker sin Patrulje hjem?”

Vi kunde skimte Omridsene af Skikkelserne og talte op til 10. Saa var vi klar over, at det var vore egne.

Mens vi endnu stod paa samme Plet, lyttende og anspændende vore Synsnerver til det yderste, saa vi paany Skikkelser glide forbi, vel ca. 15-20 meter fra os.

Vi begyndte igen at tælle, men Skikkelserne blev ved med at komme, hvorfor vi forstod, at nu var det Englænderne, der kom, og at de gik
frem til Storm, dækket af Mørket.

Peter Hansen hviskede til mig: „Nu kunde vi ellers let komme i Fangenskab.” Jeg hviskede tilbage: „Der er jo intet, vi hellere vil, men jeg tør ikke gøre noget til det selv. Vi véd jo ikke, hvilke Hænder, vi falder i, men derimod, at i saadanne Øjeblikke sidder Kuglerne løst i Riflerne, men vil Gud lægge det saadan tilrette for os, at vi kan komme i Fangenskab, saa for mig gerne.”

Vi kastede Geværerne fra os, lagde os næsegrus ned i Pløret, hvor vi stod, fik Patronbæltet spændt af og laa parate til at springe op i det Øjeblik, vi blev anraabt. Vi skulde nok være kommet hurtigt paa Benene og have bedt om Pardon; men Englænderne saa os ikke.

Det var deres venstre Fløj, som var gaaet forbi os. Faa Minutter efter fløj Lyskugler i Tusindvis i Vejret, og Slaget var i fuld Gang.

Vi sprang op igen, tog vort Bælte og vor Patrontaske og Geværet, og saa sagde jeg til Peter Hansen: „Løb du nu, alt hvad du kan, op til vor egen Stilling. Underofficeren med sine 6 Mand er forlængst borte. Om et Øjeblik begynder det tyske Artilleri med en Spærreild, og saa har vi ingen store Chancer for at slippe levende, og du kan jo dog løbe; det kan jeg ikke, det er mit Pustetøj ikke indrettet efter.”

Men Peter Hansen traadte hen til mig og greb min Haand, idet han sagde: „Nej, jeg forlader dig ikke. Skal vi dø, saa vil vi dø sammen.”

Vi gav hinanden Haanden, og vort Venskab blev om muligt endnu inderligere i det Øjeblik, saa jeg er overbevist om, at det skal nok holde for Livet.

Vi tog derpaa hinanden under Armen og gik ganske langsomt op igennem Spærreilden, mens Maskingeværkuglerne peb os om Ørene, og vi slap uskadt igennem.

Da vi kom op til Kammeraterne, laa de i spredt Fægtning.

Englænderne havde trukket sig lidt længere til højre og stormet to af vore Kompagnier, som de havde kastet ud af Skytte gravene.

Saa sad da Englænderne i den ene Ende af Skyttegraven og vi i den anden; og der var vist ingen af os, der var særlig stolte af det Naboskab, vi havde med hinanden.

Mens vi laa dér i spredt Fægtning, skød vort eget Artilleri stadig for kort, saa de tyske Granater anrettede et større Mandefald mellem os end mellem Englænderne. En gik ned til vore fire Sygepassere, som faldt alle fire; en anden gik ind i den lille Hule, hvor vor Gruppe havde Tilhold.

Vi havde et større Antal Haandgranater liggende derinde, som Granaten antændte, idet den eksploderede, saa da vi kom tilbage, var alt fuldstændig raseret; Brød og Konservesdaaser, Tornystre og hvad vi ellers havde liggende derinde var fuldstændig forsvundet. En stor tyk Bjælke, som laa tværs over Hulen, og som bar Staalpladerne og den paadækkede Jord, var slaaet midt over, og den ene Halvdel var kastet langt ud paa Markerne.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

25. marts 1917. En bøn til Gud, før to kammerater skal på forpost

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten ved Somme, hvor han blev tildelt IR357.

Hidtil havde vi ikke været rigtig i Ilden; men vi havde Dag for Dag set Byer blive sprængt. Vi blev flyttet lidt længere tilbage til en By, som hed Le Catelet, derfra blev der sendt en Jagtkommando ud, hvor jeg ikke var med; menen Dag kom den Ordre, at Kompagniet skulde i Stilling ude ved Lempire. Nu skulde vi altsaa rigtig ud i Ilden.

Der havde udviklet sig et varmt Venskab mellem min Kammerat, Peter Hansen fra Pøl paa Als, og mig. Vi gik sammen til vor Feltwebel og bad, om vi ikke maatte blive sammen, nu da vi  skulde i Ilden for første Gang, men han sagde Nej, det kunde ikke lade sig gøre.

Vi satte os saa til at skrive hjem til vore Kære om Eftermiddagen, og mens jeg.sad derinde i et lille Hus og var i Færd med at skrive, kom der en ung Kammerat og rev Døren op, stak Hovedet ind og sagde: „Peter, kom herud!”

„Ja,” svarede jeg, „naar jeg er færdig med at skrive, skal jeg straks komme ud.”

Han svarede hurtigt: „Nej, kom straks,” vendte sig om og gik. Jeg skubbede mine Skrivematerialer fra mig og gik udenfor. Da jeg kom ud, sagde han: „Vi gaar herop.” Vi var nemlig ved Foden af en Bakke, oppe paa hvis Top, der laa et dejligt fransk Slot omgivet af en prægtig Park.

Da vi kom op i en af Parkens skyggefulde Gange, gik vi tavse Side om Side et lille Stykke, saa standsede vi. Han rakte mig et Brev og sagde: „Tag og læs det!”

Jeg læste Brevet. Det var fra en Søster, som laa paa sit Dødsleje. Hun var gift ude paa Vesteregnen. Hun var en troende Kvinde og skrev et meget alvorligt Brev til sin unge Broder,blandt andet meget  indtrængende om at give Gud sit Hjerte:

„Efter al menneskelig Beregning er det det sidste Brev, jeg faar Lov at skrive til dig; men du véd, at det, der gør mig lykkelig ogsaa over for Døden, er, at jeg kan tro paa Jesus som min Frelser.

Du har set din Broder gaa gennem Dødens Port med Frimodighed i sit Hjerte, og du véd, at snart skal jeg følge; du véd, at det, der holder mig oppe, er det, at Jesus er min Frelser, og du véd, at han længes ogsaa efter dig; giv ham dit Hjerte, unge Broder, og lad mig saa give dig et godt Raad endnu.

Der vil sikkert ved dit Kompagni være en eller anden, som du har Tillid til som et Guds Barn. Gaa hen og luk dig op over for en saadan Kammerat, og lad ham faa Lov til at se ind i dit Hjertes Dyb.”

Hun skrev meget mere. Et alvorligt, indtrængende Brev, som greb baade hendes unge Broder og mig.

Da jeg havde læst Brevet og saå op, stod den unge, kraftige Yngling og græd, saa Taarerne trillede ned ad hans Kinder, og han sagde: „Nu véd du, Peter, hvordan jeg har det, og jeg véd godt, at hvis jeg nu skal gaa ud i Kamp, og jeg skal blive derude, saa er jeg ikke frelst, for jeg har ikke en barnlig, enfoldig Tro paa Jesus som min Frelser.”

Jeg talte med ham, og vi bad sammen, til Tiden var saa fremskreden, at vi skulde skynde os at stille paa Pladsen.

Hurtigt kom vi ned ad Bjerget, fik fat i vore Tornystre og vore Vaaben. Og saa gik det da for første Gang ud i Ilden, ude ved Lempire; den var taget af Englænderne.

Da vi stod paa Alarmpladsen, spurgte Kompagnichefen, om der var nogen, der havde særlige Ønsker, før vi gik i Slag. Peter Hansen og jeg traadte atter frem og sagde, at vi ønskede at være Sidekammerater. Det fik vi Lov til.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

14. marts 1917. “Da jeg stod ved Pozieres og saa de Hundreder af døde Kammerater, lemlæstede, ilde tilredte, følte jeg Væmmelse ved Tanken om at skulle ligge saadan en Gang. “

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I foråret 1917 lå han i Flandern.

Swevezeele, den 14. Marts 1917.

Kære, kære Venner!

Tak, inderlig Tak for dit kære Brev, og Tak for Kortet med den korte, men kære Hilsen. Brevet kom den 3. ds. og Kortet den 6. ds., Pakken kom i Gaar, mange, mange Tak for den. I kan tro, det smagte.

Men jeg havde været ængstelig for, at ogsaa den var gaaet tabt; thi det tog jo Tid, før den kom; men Grunden var, at der stod »Stab 2. Bataillon«, der skal staa »Stab 1. Bataillon«. Fejltagelsen ligger maaske i, at J. B. er ved 2. Bataillon, ikke?

Nu har jeg Pakken og er meget glad for den.

Vi er bag Fronten siden den 1. Marts, og bliver her til den 21. Byen, hvor vi ligger, hedder Swevezeele, en lille Købstad paa 6-7000 Indbyggere, 25 Kilometer bag Fronten.

Dog er det ingen Hviletid, vi har her. Hver Dag har sine Plager med Eksercits og alt muligt andet, saa der næsten ikke er en eneste Fritime i Døgnet.

Men det værste er dog, at vi maa fryse den ganske Dag. Det er koldt og har været meget koldt, men Brænde faar vi ikke meget af. Jeg blev da ogsaa saa forkølet, at jeg blev alvorlig syg. Og som et Minde om den Tur har jeg nu en hyppig tilbagevendende Tandpine, og en Kind saa tyk som en knyttet Næve. I Gaar maatte jeg gaa i Seng, saa voldsomme var Smerterne, i Dag er det meget bedre..

Forude trommer Englænderne saadan hver Dag, at Vinduerne klirrer her. Der venter os en slem Tid, og godt er det at vide sit Liv og alt i Vorherres Haand. »Alt staar i Guds Faderhaand«, ogsaa den Tid, som kommer.

Fylder Mismodet en Tid min Sjæl, saa lyser det dog altid, naar jeg tænker paa denne korte Lidelsens Tid i Forhold til den evige Glæde.

Mennesker vilde hinanden ondt, og hvad gør vi selv? Ejede man dog blot denne vidunderlige Kærlighed, som tilgiver alt, haaber alt, tror alt.

Livet her er kun en Kamp for at naa frem til dette Stade, naa frem til det evige Liv derhjemme hos Vorherre. Og dog, der er saa meget, der binder os hernede:. Arbejdet, vi fik kær, Hjemstavn og Venner, Livet selv i al sin Dejlighed og al sin Usselhed. Man hænger ved Livet, for Livets Skyld..

Og man længes ikke mindst mod at gøre det godt, som man forbrød og forsømte. Der er saa uhyre meget for mig at gøre godt, saa meget at indhente i det daglige Liv, og derfor længes jeg tilbage.

Bag ved alt dette staar Guds Vilje kan synes haard, . . . naar vi vandrer hans Vej, et dejligt Landskab ligger da i Baggrunden, der skal du naa hen, siger Gud; men du skal vandre den Vej, jeg viser dig. Aa Gud, hvor er det svært, din Lov er haard, min Gud, og mine Kræfter svage. Men hjælp mig, naar det svigter for mig.

— Da jeg stod ved Pozieres og saa de Hundreder af døde Kammerater, lemlæstede, ilde tilredte, følte jeg Væmmelse ved Tanken om at skulle ligge saadan en Gang. Aldrig saa jeg andet end stivnende Rædsel malet i disse fortrukne Ansigter, aldrig et Smil, aldrig var end et Stænk af Fred gydt ud over deres Træk.

Sammen med disse Døde laa levende, slumrende Kammerater,-hvilende med Hovedet paa deres døde Kammerat.

I deres Ansigt læste jeg Fred og Tryghed. De kunde ikke mere, de opgav alt, lagde sig til at sove, og mange deres sidste Søvn. Sjælen var i Ro, som Børn gav de sig hen i Skæbnen. Aldrig nænnede jeg at vække disse slumrende, dødtrætte Mænd, de kunde jo kun vaagne til Gru og Forfærdelse. —

Men det gav Tanker af dybeste Art.

Kødet værger sig mod Undergang og Smerte, men Sjælen kan finde Fred selv i alt dette uhyggelige. Dødskampen forvrænger Ansigtets Træk, men derfor kan Sjælen godt have fundet Freden, dens Paradis.

Det er Angsten for Menneskers Ondskab, som endnu staar malet i den Dødes Træk; Sjælens Fred, Freden med Gud, kan Mennesker ikke røre.

Og det er min Trøst nu, da vi igen gaar ud i de haarde Kampe: »Guds-Freden i mit Hjerte«.

Kunde denne Fred overvinde Legemets Angst og Afsky for Tilintetgørelse, kunde jeg drage ud med Glæde, men det er ikke saadan for mig, jeg haaber, jeg tror, det vil komme i Dødens Stund,  naar Gud lader Paradisets Klokker ringe, da vil Legemet endnu kæmpe hin tunge Kamp, men Sjælen vil juble; thi den er forløst. —

Men der var et endnu, jeg lærte ved Pozieres: I den dagelange Kamp med Fjenden faa Meter foran os, under brændende Sol og mørke, kvalfulde Nætter, kunde jeg ikke bede. Der var ingen Ro til at folde Hænderne til Bøn, der var ingen Styrke, jeg vaagede for mit og for mange Kammeraters Liv.

Da kunde jeg have raabt af Lungernes fulde Kraft, men jeg vidste, I kunde ikke høre det: »Bed for mig!«

Det er Raabet, som jeg i Dag former som en Bøn: “Venner, bed for os.”

Vær kærlig hilset og modtag igen min hjerteligste Tak!

Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)

30. januar 1917. Af en mors dagbog: “Herre Jesus Krestus, vi vil tro, at du har selv taget ham ved Haanden”

Abeline Lorenzen fra Bredebro førte dagbog. I januar 1917 blev hendes søn Anton Schulz Lorenzen indlagt på et lazaret i Vilnius.

30 Januar

i Morges modtog vi det haarde Budskab at vor kj[ære] lille Anton er gaaet over Grænsen til det Land hvorfra ingen vender tilbage,

Herre Jesus Krestus vi vil tro at du har selv taget ham ved Haanden, og ledet Ham Hjem til Dig.

ja, Herre du har lov at gjøre med Dit var [hvad] du vil, Du gav os Ham og Han har været os til stor Glæde, og vi har saa gode Minder om Ham, Du har atter taget Ham, thi Han var Din dyrekjøbte Eindom,

Du vil ogsaa i Naade hjelpe os, at vi maa sige, Dit store Navn være Lovet og Priset, du seet nok hvor store Sorg og vor hvore arme Hjerter bløder, men du bliver dog tilbage, lad os dog altid seer at du trods Alt elsker os, lad mig tro kjere  frelser at du har hørt min Bøn og selv vaaget over mit Barn

der falder ikke en Spurv fra Taget eller et Haar af hvort Hoved uden din Vilie, saa sker der atter intet med os uden du vil det Herre, og du tager aldrig feil.

(privateje, transkriberet af Milert Schulz)

29. januar 1917. Af en mors dagbog: “Herre, Herre forbarm Dig, og tag ham ikke bort …”

Abeline Lorenzen fra Bredebro førte dagbog. I januar 1917 blev hendes søn Anton Schulz Lorenzen indlagt på et lazaret i Vilnius. Han døde i dag – men hun ved det ikke endnu.

29 Januar

Herre Jesus, du har sagt: ”Kald paa mig paa Nødens Dag jeg vil udfri dig og du skal prise mig,

Tak Herre for dit Ord, det er en haard Nødens Dag for os i dag, som vi uden Din trofaste Hjelp ikke kan komme over,

vi fik nu en Telegram i Middag  at vor kj[ære] lille Anton var dødelig, o du trofaste Gud vær du selv mit Barn nær med den Trøst og Hjelp han tiltrænger, du vil ikke tage ham bort inden du selv har forklaret Dig for ham du trofaste Gud, tvæt du Hans Kjortel i Jesu Blod, lad Ham see Jesus Blod og lad Morderengelen gaa forbi,

Herre lad mig tro Dit Ord, og giv mig Naade til at være stille for Dig Guds Søn, Herre Herre forbarm Dig, og tag ham ikke bort inden du tager Ham Hjem, du vil jo ingen Synders dø, og du er en Gud der hører Bøn, du vil ogsaa høre vort Skrig og Raab.

Dette Sprog tog Metha 2. Korinth 4, 16-18. Herre gjør vel imod mit Barn efter dit gode Ord, Herre du er stærk og mægtig, ræk din Haand ud og rør ved Anton, Du er stærkere end alle Læger.

(privateje, transkriberet af Milert Schulz)

28. januar 1917. Af en mors dagbog: “Herre vor jeg længes efter at høre videre hvordan han har det”

Abeline Lorenzen fra Bredebro førte dagbog. I januar 1917 blev hendes søn Anton Schulz Lorenzen indlagt på et lazaret i Vilnius.

28 Januar

Metha tog det gode Ord for Anton (Rom 5,1,2) Altsaa retfærdiggjorde ved Troen, have vi free med Gud ved vor Herre Jesus Chrestus ved hvem vi har erholdt Adgang til Tronen til den Naade, hvori vi staae, og vi rose os af Haab om Salighed hos Gud;

Tak Jesus for Dit gode Ord gjør det levende for vore Sjæle, og lad Anton heile ved dine Løfter du store Gud.

du seer nok Herre vor jeg længes efter at høre videre hvordan han har det, men du er den gode Hyrde og vil nok tage dit syge Barn i dine Arme, og bære det Hjem, hvis det er Din Villie at han skal vandre bort fra Jammerdalen,

o Herre hør mit Bøn mit Raab og Skrig vaag du selv over mit Barn, du er også mægtig til at føre ham godt hjem igjen,

Herre Jesus Krestus forbarm dig, forbarm dig over os, det er ogsaa i dag Thildes fødselsdag, Tak Jesus med hende har du ogsaa fredstanker, vær du hende nær, og hjelp hende tilrette i alle hendes Anliggender, du har jo dog kun et maal for Øie med os alle, at faa os frelste Hjem, og giv du Naade til at vi maa være stille, du seer nok jeg er bedrøvet.

(privateje, transkriberet af Milert Schulz)

27. januar 1917. Af en mors dagbog: “… gid vi dog maa høre i Aften fra Ham”

Abeline Lorenzen fra Bredebro førte dagbog. I januar 1917 blev hendes søn Anton Schulz Lorenzen indlagt på et lazaret i Vilnius.

27 Januar

atter var jeg igaar syg af Smerter, og maatte holde Sengen til over Middag, Ingeborg Andresen havde det ogsaa i Maven di maatte have Lægen at Sprøite hende ind,

vi sendte igaar en Pakke til Milet med et Brød Pølse Smør, og Zukker der gik ogsaa fra Metha to Kort af med et Sprog til Milet og Anton

Almægtige Gud Du som i Naade oplod Lydias Hjerte saa hun gav agt paa Ordet, oplad du Anton og Milets Hjerte for dine Sandheder at di maa tro Ordet, og see hvor du elsker dem,

der er ogsaa i dag gaaet et Brev af til Anton fra mig, vi fik to Kort igaar Aftes men de var skreven før hans sidste Brev d. 14 og d 18,

gid vi dog maa høre i Aften fra Ham,

det er i dag Keiserens fødselsdag, der er Kirke i Eftermiddag.

(privateje, transkriberet af Milert Schulz)