Tag-arkiv: torpedering

20. august 1917 – U38: “Trykskroget knagede, det var ingen fornøjelse …”

Under kommando af Max Valentiner traf U38 den 20. august 1917 en konvoj, og angreb trods motorproblemer. Det lykkedes at sænke den bevæbnede damper “Incemore” (3.060 BRT) med en torpedo. I sin erindringsborg “Schrecken der Meere” beskriver Valentiner sænkningen, og den efterfølgende jagt på ham og hans besætning.

Der er med ubåde ligesom med mennesker, alt for stor aktivitet slider på dem. Også “U38 var slidt, og behøvede snart et grundigt “generaleftersyn”.  Desværre havde jeg udskudt det nødvendige eftersyn for længe, og det var på et hængende hår blevet katastrofalt:

Året 1917 lakkede mod enden, da jeg foretog min sidste operation med ubåden. Jeg sejlede ud gennem Otrantostrædet, hvor jeg […] ikke fandt den ringeste modstand. Jeg så ikke en gang et vagtskib.

Mellem Malta og øen Pantelerion stoppede mine dieselmotorer pludselig. Rørte ikke mere på sig. Udslukkede. Jeg var forfærdet over at måtte ligge på havet som en anskudt and. Gik selv ned i maskinrummet, hvor mine folk svedende var i gang med at udskiftede maskinens beskadigede dele …

Pludselig blev der meldt en konvoj – det var lige hvad der manglede.
“Kan De i det mindste få gang i en maskine?” spurgte jeg
“Jeg vil forsøge …”

Nærmere konvojen: En stor damper med to små og flere motor- og torpedobåde – – det virkede virkelig lovende … “Hvordan går det med maskinen?” spurgte jeg.“Måske går det …”

Jeg tænkte ikke på at sænke, jeg tænkte kun på at komme helskindet ud af denne forbandede situation. Men da så den ene af maskinerne igen virkede og da konvojen kom lige imod mig, genvandt jeg appetitten. Jeg gjorde et lille tilløb, dykkede og afskød torpedoen …

Jeg havde udvalgt mig den fedeste af mine fjender … torpedoen sad! Jeg dykkede til stor dybde. Så kom der dybvandsbomber. Dybvandsbombernes eksplosioner blev til en langtrukken dundren. Så blev det en smule roligere. Så igen et par dybvandsbomber, som rystede båden …

Stilhed. Intet rør sig mere. Jeg har ingen hast med at dykke ud. Så endelig vil jeg gøre forsøget, stiger op. Når periskopdybde og forskrækkes: Fra retning af Malta kommer en kæde af hurtige motorbåde susende imod mig med bovbølgerne sprøjtende vejret. Så må jeg vel hellere… Et slag der slynger mig mod væggen … en dybvandsbombe. Lige ved siden af tårnet…! Dyk! Vandindtrængen? Jeg venter … der sker intet.

Da jeg var kommet mig over braget, som slog luften ud af mig, og  jeg fik bragt orden i mine tanker, gik vi, stadig lammet af skræk ned på 70 meter … Det var voveligt: Tryskroget begyndte snart at knage under trykket …

Og nu begyndte jeg at overveje: Hvorfra, hvor satan kom den  dybvandsbombe fra? Motorbådene var endnu langt væk, intet fartøj – det var umuligt at tage fejl – intet fartøj var i nærheden …!? Men det var en svær bombe! Jeg var blevet fuldstændig modløs og nedbøjet … Pludselig forstod jeg: En flyver måtte have kastet bomben! Javel, sådan var det. Se flyveren kunne jeg ikke. For jeg kunne ikke se op med periskopet (først senere blev de forbedret, så også det var muligt!).

Trykskroget knagede, det var ingen fornøjelse …

Flyet havde i øvrigt ikke skadet mig i en sådan grad, at jeg for dets skyld dykkede ned på 70 meter. En flyver kan kun se ubåden, når periskopet er oppe. Nej, det var motorbådene, der bekymrede mig. Jeg vidste nemlig, at Ententen i nogen tid havde udrustet sådanne både med lytteapparater – en amerikansk opfindelse. Disse både trækker et eller andet apparat efter sig, som ligger dybt i vandt og som gennem et kabel er i stand til at overføre de svageste lyde.

Som jeg allerede har bemærket: man kan ikke stoppe op under vandet, man må til stadighed bevæge sig og det laver larm! Jeg forsøgte nu at slukke alle de apparater, der lavede larm. Ventilationen, som er nødvendigt for at rense luften, blev slukket: Vi ville hellere indånde kulilte. Gyrokompasset blev slukket. Vi styrede i stedet efter vores mangelfulde magnetkompas. Maskinen løb så langsomt, at man kun lige netop kunne holde ubåden.

Ifølge mine beregninger måtte bådene nu være lige over mig. Det var de: Det første brag drønede, så hele båden rystede. De havde trods alt fundet mig. Brummm, fulgte de næste detonationer, den tredje, fjerde, femte … Forsvarsløs, fuldstændig forsvarsløs famlede vi os gennem vandet …
Nu var detonationerne længere væk … Nye brag drønede helle tiden … Nu var det blevet stille. Jeg talte på fingrene: Hvis jeg ikke fik en bombe i løbet af den næste time, ville jeg dykke ud. I samme øjeblik et nyt brag! Denne gang særlig tæt på … I fire timer blev vi bombarderet, fire timer!

Hvis bare det havde været høj søgang. Jeg vidste nemlig, at lytteapparaterne så ikke fungerede … schssss brummmm, endnu en bombe!

I maskinrummet svedte mine folk. De udskiftede cylinderlåg, som var sprunget, et tungt og hårdt arbejde i den giftige luft. Mine batterier var temmelig flade. Jeg tænkte på “U 3”! Den gang i Den finske Bugt gik det mig på samme måde.

Jeg regnede og regnede igen, og slog fast, at jeg ubetinget måtte dykke ud omkring klokken elleve. 

På trods af al forsigtighed og den store dybde, som “U 38” sejlede i, kunne jeg ikke ryste vagtskibene af. Langt ud på aftenen stadig nye bomber.  Klokken 9 gik månen ned, så ville det i det mindste være mørkt. Det kunne ikke vente længere: Præcist klokken 10 dykkede jeg ud. Stoppede samtidig maskinen. Jeg lod ubåden ligge tungt, så kun dækket og kommandotårnet stak op over vandet. Mandskabet løb til kanonen, vi ville sælge vores liv så dyrt som muligt. Luften var mørk og diset, alligevel opdagede vi forskrækket en båd i umiddelbar nærhed.

“Gud fader”, siger vagtofficeren … “Schh”, siger  jeg, “vi er så tæt på, at man må kunne høre hvert ord!” Wurmbach springer selv til kanonen, tager sigte. Jeg lader det gå videre: “Kun skydning, hvis han skyder eller sejler mod os.” Wurmbach sigter omhyggeligt kanonen. Lydløst bliver låsen lukket. Jeg kan høre mit hjerte, der går som en damphammer. Nu gælder det liv eller død …

Mine øjne var overanstrengte: Jeg så nu kun båden som et svagt silhouet … eller havde den fjernet sig? “Den fjerner sig”, åndede en eller anden. Jeg havde altså ikke taget fejl! Langsomt, uendelig langsomt forsvinder silhouettet i tågen, og er til sidst helt opslugt …

— reddet — endnu en gang reddet … om så blot for et kvarter, en time, en nat — en uge … vi er reddet!

Senere diskuterede vi ofte: havde han set os, briten? Holdt han det for bedst ikke at se os? Lurede han ligesom os og afventede tiden? Tog han os for en englænder, fordi vi lå midt hans linje?

Læs mere om Max Valentiner www.max-valentiner.dk