Tag-arkiv: tilbagetog

15. marts 1917. Felthospitalet evakueres

John Nis Lorenzen fra Tønder var medicinstuderende. Efter en kort uddannelse ved sanitetstjenesten kom han til at gøre krigstjeneste på et feltlazaret. Han befandt sig i Fressies ved Somme, da der kom ordre om tilbagetog.

Tilbagetoget foregik vistnok i natten fra den 16. til den 17. marts 1917. Da vi aldrig modtog befalinger, måtte vi selv holde os underrettet om, hvad der skulle foregå.

Dagen og aftenen før tilbagetoget skilte kamptropperne sig af med alle dem, de ikke kunne have med. Da tropperne så i løbet af natten passerede byen, afleverede de yderligere en del sårede, som de havde taget med. Vi søgte at evakuere til Cambray, hvad vi kunne, men henimod morgenstunden havde vi dog vistnok ca. 40 sårede og syge tilbage, hvoraf den største del måtte transporteres liggende.

Jeg aftalte med Cambray, at der ved daggry skulle komme et sygetog til stationen, da sporene dertil endnu var i orden. Vi iværksatte straks flytningen til jernbanestationen, og da toget kom til den aftalte tid, forlod vi samlingsstedet. Mens vi var beskæftiget med indladningen, energisk understøttet af togpersonalet, faldt de første granater i nærheden som tegn på, at vi måtte skynde os.

Det var lyst, da toget kørte. Da vi forlod byen, eksploderede kort efter hinanden nogle granater på begge sider ikke langt fra toget. Vi kom nu til Cambray. Så vidt jeg kunne se, blev vi rangeret ind i et større sygetog med læger og sygeplejersker; toget skulle køre via Valenciennes og formentlig til Tyskland.

Da jeg havde hørt, at vor division skulle samles ved Valenciennes, besluttede vi at fortsætte med sygetoget, hvad vi også fik lov til som gæster, selv om sygeplejerskerne skævede noget til os. Det var i øvrigt første og sidste gang, jeg fik lejlighed til at iagttage virksomheden i et sådant tog.

I Valenciennes stod vi af og blev af myndighederne anbragt i en kaserne. Jeg nåede den dag endnu at se på malerisamlingen i museet og at gøre nogle indkøb af kniplinger.

Næste morgen blev vi pr. jernbane sendt til lazarettet, der lå i en stationsby i nærheden.

Lorenzen, John Nis: Erindringer fra fire år ved fronten (1934)

Se også: Krigsskader og behandling

11. juni 1916. Bergholt på tilbagetog i Galizien

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på østfronten.

Fotografiet forestiller rekruttiden – Bergholt er nr. to fra venstre i bageste række.

“På ilmarch”

Fra hvert korporalskab blev der udtaget en mand, som skulle blive tilbage og markere, at skyttegraven stadig var besat ved at opretholde en forceret skydning i indtil en time efter hovedstyrkens afmarch. Derefter skulle de forsøge at indhente regimentet. Da disse folk ingen oppakning havde, kun deres geværer samt ammunition, var der en reel chance for, at dette kunne lykkes. Og det gjorde det. 

Da den befalede time var gået, trak den tyske kæde sig tilbage, og det lykkedes dem i løbet af natten at nå frem til regimentet med kun én mand let såret. 

De fortalte, at russiske patruljer allerede en halv time efter vor afmarch viste sig foran de tyske pigtrådsspærringer, men da de blev stærkt beskudt, blev de liggende der og gav derved tyskerne tid til at forsvinde. 

Fra kl. 22 til kl. 7 om morgenen gik vi tilbage i ilmarch med kun ti minutters ophold hver fulde time – en såkaldt »Pinkelpause« (tissepause). 

At sige, at tropperne var udmattede, er et mildt udtryk, men ingen ville gerne i russisk fangenskab, så enhver gjorde, hvad han kunne for at følge med. 

Klokken syv næste morgen gjorde v i holdt på en pløjemark. Geværerne blev sat sammen, og soldaterne faldt bogstavelig talt om ved siden af dem og sov omgående. Officererne lod os ligge; de vidste, at det ville være umuligt at få os på benene de første timer. 

Hvor mange kilometer vi havde tilbagelagt i disse ni timer, ved jeg ikke, men det var mange. Kun den, der har prøvet en sådan ilmarch med fuld oppakning og dertil 500 patroner ekstra, véd hvilken kraftanstrengelse det er. 

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

25. oktober 1914. Jeppe Østergaard: “Russerne er os talmæssigt knugende overlegne.”

Jeppe Østergaard fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.

25.10-1914.

Det er nu tredje gang, jeg tager fat på dette brev. Vi befinder os nu en 40 km sydvest for Skiernewice og går næppe videre tilbage. Herfra vil der snart spørges nyt.

Alt indrettes på et virksomt forsvar, da russerne talmæssigt er os knugende overlegne. Skønt det er søndag, har kanonerne alt begyndt deres frygtelige virksomhed. I det hele taget har søndag hidtil aldrig bragt os noget godt eller en smule hvile. Netop søndagen nærer vi en grundet mistillid til.

En lille undtagelse dannede for os den 18. ds. Mens af regimentet to bataljoner lå i skyttegrave, lå 1. bataljon bagved i reserve og til dækning af det svære saksiske artilleri. Der lå vi hele eftermiddagen i det dejligste oktobervejr, mens artilleriet fyrede, og russerne svarede i salvevis, men alle kugler eksploderede på 100 meters afstand.

Margrethe sendte mig Peters adresse og skrev, at han var afrejst til Frankrig. I brevet af 14. skriver I, at han sammen med Michael Steffensen har logi hos en dansktalende familie i Slesvig. Foreløbig er han altså ikke med. Flere gange har jeg skrevet til ham, men da hans adresse veksler så ofte, har han næppe fået noget deraf.

Tysklands sager står nok ikke nær så glimrende, som de i sin tid tegnede. Her har vi dog ikke trukket os tilbage som en slået hær, men kun af taktiske grunde. Russerne havde, sagde man, 15 armékorps samlet i Warschau, og skulde vi med 5 armékorps have løbet stormløb mod en 1. klasses fæstning, var vi forblødte.

Rigtignok må vi ikke glemme, at de beretninger, vi får i hænde, er ensidige, og at vor snævre horisont ikke giver rum til et samlet overblik. Jeg tvivler derfor ikke om, at mænd som oberst L. med indsigt i mangfoldige forhold nærmere rammer sømmet på hovedet end jeg.

Her, hvor jeg skriver, er halvmørke, så læsningen vil måske volde vanskeligheder. Stykkevis som det er skrevet, bør det måske også læses for at skåne øjnene for overarbejde. Men så snart tiden tillader mig det, skal I få et bedre skrevet og lettere læseligt brev.

I bedes hilse P. Skau, Windfeldts, Ankersens, Dagmar, Anna og andre, som sender mig en venlig tanke. Hans J. Andresen talte jeg med i går. Han var i bedste velgående. Det samme er tilfældet med mig. Nå, hvem der får sådanne pakker, som I sender mig, må vel kunne døje noget. Dog een eneste tanke, som ofte kommer frem i ord, behersker alle: fred! fred! Hvornår har dette her en ende?

Men kærlige hilsner og tanker besjælet af et gensynshåb sender jer

Eders Jeppe.

Warszawa oktober-november-1914

25. oktober 1914. Hemming Skov: “Den russiske dampvalse rullede ind over Tyskland.”

Af Allan Otto Wagner.

176’eren Hemming Skov fra Københoved deltog i kampene om Warszawa.

Pludselig den 25. Oktober under den megen Raslen tilbage skulde vi afgive Patroner til Kompagnierne, før vi hastede videre. Vi havde sikkert opnaaet at være uheldig og skulde være ”Nachhut”.

Regimentet graver sig ned og holder Stillingen til den 27. om Aftenen; og det var den sidste Modstand for vort Vedkommende paa hin Warszawa-Tur. Fra nu af foregik Retræten helt til den tyske Grænse uden at gøre Front mod Forfølgerne.

At bemægtige sig Warszawa ved en ”Handstreich”, et dristigt anlagt Overrumplingsforsøg, mislykkedes. — Der skal da have været 15 russ. Armekorps samlet omkring Warszawa, og Tyskerne med omkring ved 5 Armekorps vilde være forblødt, om der var blevet fortsat.

Vor Brigade-Kommandør, Generalmajor v. Hahn hev sig, — som vel flere andre — ved dette Foretagende Jernkorset af 1.Kl. Men flest var nok de, der ,,erhvervede” et Træskors.

Men i disse Dage var Tyskerne og Østrigerne altsaa paa Vej hjem over hele Linien med en russisk Hær paa 40 Armekorps i Hælene, og mod Vest udmaledes, hvorledes, den russiske Dampvalse” nu rullede ind over det til Undergang viede Tyskland. Resultatet blev langt under Forventning.

EasternFront1914b

23. oktober 1914. Feltpost fra Jeppe Østergaard: “Værst er det med fødderne. Vejene er våde, støvlerne utætte.”

Jeppe Østergaard fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.

Dagbogen 23.10-1914.

I går af gik alle kolonner mod sydvest, efternølerne i dag. 1. og 2. bataljon, en bataljon 128, maskingeværkomp. og een afdeling artilleri skal opholde russernes fremtrængen og sikre tilbagetoget. En del lå natten over i skyttegrave, og om morgenen gik vi frem mod øst. En mils vej ude træffes de russiske forposter, der skydes lidt på begge sider, artilleriet fyrer kraftigt, og vi trækker os i ordnede grupper tilbage. Hele bataljonen havde 8 sårede. Da lidt over middag alle er bag byen, sprænges broen. Bataljonen forskanser sig en 2-3 km bag byen.

Brev til hjemmet

2 km vest for Skiernewice 23.10-1914 aften.

Kære allesammen!

Mens kompagnierne ligger i solide skyttegrave, som gravedes i eftermiddag, og der nu er indtrådt en pause i skydningen, sidder jeg lunt i et hus hos batl. staben som „Gefechtsordonnanz” og vil ved lampens skær prøve på at sende jer, I kære, et par ord.

Først mange tak for alt, hvad de sidste dage har bragt mig fra jer. Tre breve, stemplet 4., 10. og 13. ds., men hvor glad jeg end er for dem, jeg har fået, beklager jeg dog meget, at de fra 10/9 til 4/10 er gået tabt.

En tid lang gik posten via Galizien, og det synes, som om intet deraf er nået i de rette hænder. Desuden gik vi i denne tid meget stærkt fremad, hurtigere end de gamle postiljoner kunde følge efter. —

Så har jeg fået 3 pakker fra Sommersted, een fra ungdomsforeningen, hvis medlemmer i huset jeg hermed siger min bedste tak, men som jeg forøvrigt håber snart at få lejlighed til at sende en særskilt hilsen og anerkendelse. Een pakke med strømper og handsker, fin vare, udmærket varme, og een pakke med chokolade, bonbon, maggi og skrivemateriale. Det sidste kom mig meget tilpas, da mit oplag ebbede ud. Maggibouillon smager fortrinligt, og de andre varer er jo rene lækkerbidskener. — Der mangler endnu en pakke med mavebindet, men muligt at den kommer næste gang.

Vejret har i den sidste tid været tåleligt, i forhold til årstiden, og klimaet her endog meget mildt. En smule nattefrost har vi ganske vist haft, men må indrømme, at de foresatte tager al mulig hensyn til os, for så vidt det lader sig forene med de nødvendige sikkerhedshensyn.

Siden vi betrådte Polens grund, har vi kun sovet ude en 5-6 gange, og selv om en lade ikke kan sammenlignes med en hyggelig stue, hvor ilden brænder lystigt i kakkelovnen, så er den dog fortrinlig, når hullerne stoppes til, og man har strå at vælte sig i.

Da vi rejste herned fra Østprøjsen, lo mange og officererne med, da vi købte os varmt undertøj. „Det får I gennem komp. Til oktober får I vinterundertøj og pelstrøjer!!“ Sådan lød de smukke ord. Jeg tænkte kun et „mon?“ og købte, hvad jeg havde brug for, og nu er mig de varme sager adskilligt værdifuldere end de kolde mønter i lommen.

Varmt undertøj har vi ikke fået udleveret, og de bebudede pelse løber nok endnu frit omkring i Lyneborgheden og andet steds. Med at få tøjet tørret går det ganske simpelt. Der laves en prægtig ild, man nærmer sig ilden så meget, som heden tillader det, og snart damper man fra øverst til nederst. Værst er det med fødderne. Vejene er våde, støvlerne utætte og, skønt de var nye i August, alle opslidte. Fødderne er derfor næsten aldrig tørre, støvlerne får man ikke af i hver uge, og strømperne holder derfor kun en 14 dage.

Det vilde derfor være rart, om I med en 3 ugers mellemrum vilde sende mig et par strømper og et par “fodlapper”. Jeg bruger begge dele, da erfaringen har lært, at fødderne på den måde holder bedst ud.

Med føden er jeg hidtil kommen ret godt igennem. Enkelte dage har jeg levet noget knapt, men sultet har jeg dog aldrig.

1914-10-polsk bondegård

18. oktober 1914. Hemming Skov på Østfronten: “Det gik jo nu den vej, hønsene skraber …”

Af Allan Otto Wagner

176’eren Hemming Skov fra Københoved deltog i kampene om Warszawa.

Den 18. Oktober Kl. 4 Morgen traadtes an til en sidste Dyst imod Warszawa. Jeg opholdt mig den Dag i Nærheden af vor Sanitetsvogn, og der var meget at bestille, for der kom mange Saarede. Letsaarede kom krybende paa alle fire, en af vore Løjtnanter (Westphal) bragtes haardt saaret tilbage og døde kort efter.

Hen paa Eftermiddagen fik vi af en østrigsk Officer Besked om at køre tilbage. Vi betænkte os heller ikke længe, for nu saa vi Infanteriet komme løbende fra alle Hjørner og Kanter.

En af Kompagniets Tambourer, der var saaret ved Munden, fik jeg op paa min Vogn, og i fuld Fart kørte vi en Snes km tilbage og traf sammen med vore Feltkøkkener.

Vi hastede videre ad daarlige Veje, gjort endnu daarligere af de lange og tunge Artillerikolonner. Ud paa Aftenen blev jeg stikkende i en af disse Artilleriets Mudderhuller. Hestene var udasede, og hvor nødigt jeg end vilde, maatte jeg spænde fra og overnatte i Nærheden.

Her havde været Samleplads for Saarede, men af disse var de sidste ved at blive bragt væk. At blive her ret længe, var der sikkert ikke Raad til.

Men man fik ligesom lettere ved at fatte, hvorfor der altid stod saa mange Køretøjer tilbageladt af Russerne, naar de gik tilbage. Og skulde det nu mon blive din Lod?

Kammeraterne var over alle Bjerge, min Tambour sagde intet paa Grund af Saaret ved Munden, saa jeg maatte fundere over Tingene med mig selv. — Vanen sløvede; vi lagde os til at sove. Men ud paa Natten, vistnok til Held for os, blev vi purret ud af en Saniteter, der bemærkede, at der var Geværild i Nærheden.

Efter denne ”Bulletin” om Begivenhedernes Gang prøvede vi at slippe væk, og det lykkedes. I en By, i hvilken vi havde været før, (det gik jo nu den Vej, Hønsene skraber), traf vi Bagagen fra 1. Komp., der ligeledes var kørt fast og havde maattet overnatte. Efterhaanden blev der Samling paa Bagagen indenfor Bataillonen, og samlet fortsatte vi saa Tilbagetoget Dag og Nat ad usle Veje.

For ikke atter at blive hængende, ofrede jeg en Nat til en af disse ,,Artillerilöcher” et Par Sække løse Patroner, som jeg var blevet overlæsset med fra II. Batl. — Søvn og Hvile blev det smaat med, man sad og faldt i Søvn paa Bukken, og det hændte, at Tømmen slæbte under Vognen. Engang vaagnede jeg ved, at Hjælmen var trillet af Hovedet. Det gik som Regel godt, Hestene fulgte bare efter; dog kunde det hænde, at man med et Bump holdt stille i en Vejgrøft.

EasternFront1914b

13. september 1914. “Han raabte til os om at tage ham med tilbage, men det var den visse Død at vove et Forsøg.”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86‘eren H.C. Brodersen fortæller:

Paa den nordlige Side af Aisnefloden, den 13. September 1914.

Jeg havde troet, at det i Modsætning til Fremmarch, kunde gaa tilbage uden at komme i Klammeri med Fjenden. Men, Gud bedre! Knap nok var vi i Middags som sidste Trop fulgt efter Armékorpset, før der kom Melding om, at Franskmændene havde besat Højderne ned til Aisnefloden, saaledes at vi havde Floden paa venstre Side og Fjenden til højre for os.

Forude, vel et Par Kilometer fremefter, laa Broen, som vi skulde over, men det skulde altsaa ikke gaa saa let at naa over den frelsende Bro, thi de første Geværkugler suste os nu om Ørerne.

I en Haandevending var Batallionen i Kampstilling, og vort Kompagni svingede i Skyttekædeformation ud til højre, hvor vi besatte Kanten af en lille Skov. Et Batteri, der var kørt foran os paa Landevejen, drejede deres Skyts, hvor de stod, og før vi var naaet i Stilling, drønede deres Skud hen over Hovederne paa os.

Fra Højderne forude kunde vi tydeligt se Franskmændene i deres røde Benklæder komme stormende frem, og snart var vi indviklet i en Geværild af det mest forrygende Tempo. Det knitrede og bragede allevegne, og Fjendens Kugler slog Klask i Trætoppene over Hovederne paa os, saa Grene og Blade røg til alle Sider. Artilleriet sparede ikke paa Krudtet, men gav, hvad det havde. Stillingen var  kritisk, men vi havde Pligt til at sikre Tilbagetoget, og det lykkedes ogsaa nogenlunde at holde Fjenden i Skak.

Efter et Par Timers Forløb blev det dog mærkværdig roligt omkring os, og Fjenden var ogsaa blevet mere nærgaaende. Delingsføreren gav Hans Blom og mig Ordre til at gaa tilbage for at skaffe Underretning om Forbindelsen, der ikke mere syntes at være tilstede.

Vi naaede tilbage til Landevejen, hvor det ikke saa godt ud. Fra alle Sider strømmede Kammeraterne til i Retning af Broen, der kunde øjnes langt forude, og selv Artillerihestene syntes at vejre noget usædvanligt. De løb frem og tilbage og med Halen lige i Vejret. En Artilleriofficer mente til min Forespørgsel, at det dog var ganske usandsynligt, at der endnu opholdt sig nogen forude, da der dog for lang Tid siden var givet Ordre til at komme tilbage. „Vi har løst vor Opgave og opfyldt vor Pligt, ” sagde han, „men se nu at komme tilbage, hvis ikke I vil i Fangenskab. Artilleriet har,” sagde han, „endnu kun faa Skud tilbage til den ene, endnu virkende Kanon, men efterlade een, endnu uafskudt Granat, det vil vi ikke.”

(… fortsættes under billedet)

Tysk artilleri
Tysk artilleri under beskydning

Hans Blom syntes nu ikke at ville med tilbage til Delingen, og medens han søgte at befri en Hest, der havde faaet begge Forben fast i Tøjlerne og nu stod og dansede rundt om sig selv, løb jeg tilbage til Kammeraterne, der ikke anede, at de om faa Minutter var prisgivet Fangenskabets Lod.

Omgaaende blev der nu givet Ordre til Tilbagetog, men enkelte Kammerater, der havde søgt Dækning bagved en Halmstak længere ude, naaede ikke ind til os. De hørte vore Raab om at komme tilbage, men Franskmanden havde opdaget dem, og tog dem under Ild, da de krybende søgte at naa ind til os. Alle maatte de segne under Fjendens Kugler, og iblandt dem var Hans Rossen fra Hostrupskov, der haardtsaaret maatte i Fangenskab. Han raabte til os om at tage ham med tilbage, men det var den visse Død at vove et Forsøg.

De fleste af os naaede den frelsende Bro, i hvis Rækværk franske Geværkugler da allerede slog ind og som Opspringere, fo’r hylende omkring.

Paa den anden Side af Broen stod en Pionerunderofficer, der ved Kortslutning af en elektrisk Ledning skulde sende Broen i Luften. Vi var dog ikke alle naaet over, men de første Franskmænd viste sig nu ogsaa paa den, og Underofficeren mente nu, at det var paa Tide at sætte en Stopper for den videre Tilstrømning.

Med et Brag røg Broen i Luften, og mange maatte med den forsvinde i Aisnefloden. Vi kunde endnu se mange Kammerater komme løbende, men da de saa den sprængte Bro, smed de sig resolut i Vandet for at svømme over. Mange naaede over, men de fleste fandt Døden i Aisneflodens graagule, mudrede Vand.

Fjendens Granater søger endnu at indhente deres undslupne Bytte, men vi ligger udenfor deres Rækkevidde, trætte og oprevne, og ventende paa, at vi i Læ af Mørket og ugenert af Fjenden kan fortsætte Tilbagemarchen.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

12. september 1914. “Der var vist ikke længere nogen, der ikke fandt krigen ubehagelig!”

Af Regiment 86’s historie:

Den 12. 9. hørte regimentet under Detachement Obernitz og havde således sammen med feltartilleri-regiment 45 til opgave at sikre 9. armékorps’ overgang over Aisne.

III bataljon gik i stilling foran Croutoy for at sikre regimentets afmarch.

Da melder kavaleriet om fremrykning af stærke fjendtlige infanterikolonner fra sydlig retning. Men samtidig med meldingen klasker allerede de første projektiler ind i landsbyen. De kom fra nogle lavninger syd og sydøst for Croutoy. III bataljon tager ildkampen op og holder den fremtrængende fjende fra livet.

I den ildkamp havde artilleri-regiment 45 svære tab af mennesker og navnlig af heste. Således måtte III bataljon bøde med 43 heste under forsøget med at frigøre sig for fjenden.

Endnu mere kritisk blev situationen for I bataljon. Den befandt sig på march fra Jaulzy til Vic sur Aisne, da den kommer under heftig infanteribeskydning til højre for de sydlige Aisne-højder. Straks deployeres 3. kompagni, og det besvarer ilden. Køretøjerne bøjer af til venstre for landevejen og galoperer tværs ind over markerne mod Vic.

De når landsbyen og kommer over broen uden tab, skønt denne ligger under heftig maskingeværild. Også denne bataljon når uden nævneværdige tab nordsiden af floden, hvor 2. kompagni allerede havde etableret en modtagestilling. Så sprængte pionererne broen. Snart efter stødte franske patruljer frem mod Aisne. Têten af II bataljon støder allerede foran Vic på den fjendtlige fortrop.

Bataljonen gør derfor omkring og når ved Attichy, 6 km syd for Vic ned ad floden lykkeligt over Aisne. Det samme gør regimentsstaben og III bataljon, efter at det var lykkedes dem at frigøre sig fra fjenden. Kun dele af 12. kompagni var under ildkampen blevet trængt tilbage i retning af Vic til I bataljon. Her fandt de broerne allerede sprængt. Hurtigt besluttede de sig til at kaste sig ud i Aisne, og svømmende under fjendtlig ild når de den anden bred. Først hen mod aften nåede de helt gennemvåde tilbage til deres bataljon.

Det var kritiske timer, regimentet havde gennemlevet, og alle åndede lettet op, da også broen ved Attichy sprang i luften. Beslutsomhed og rolig optræden havde været nødvendigt for at mandskab, vogne og kanoner kunne komme over. Roligt gemyt har jo Slesvig-Holsteneren. Således var det tilsyneladende helt nødvendigt, at der ved Aisne-broen skulle plyndres et æbletræ, mens fjendtlige projektiler allerede slog ned i trækronen og pionererne gjorde klar til sprængning.

Bataljonerne marcherede nu på nordbredden af Aisne mod nord endnu ledsaget af nogle franske granater og shrapnels. I bataljon fra Vic over Autréches op på højderne syd for Audignicourt, II og III bataljon samt maskingeværkompagniet fra Attichy over Moulin sous Touvent, hvis navn nu for første gang dukker op for regimentet, til Ticlet-Ferme.

1914-09-12

”Holdt! Gør front! Gå i stilling!” Tilbagetogsbevægelserne var nu slut. Almindelig lettelse. Følelsen at marchere med fjenden i ryggen blev efterhånden utålelig.

Regimentets nye stilling begyndte foran La Grange des Moines-Ferme syd for Audignicourt og forløb i sydøstlig retning indtil høj 151 1 km sydvest for Vassens. Den var ca. 8 km borte fra Aisne.

Trods bevidstheden om, at her skulle man blive, var situationen ikke besnærende. Det regnede i stride strømme, og den tunge, franske lerjord forvandledes til mudder. I de dybe dele af graven står der vand. På andre steder kryber folkene tæt sammen på bunden af graven og ryster af kulde og væde, mens andre står på vagt. Der var vist efterhånden ikke længere nogen, der ikke fandt krigen ubehagelig.

11. september 1914. “Nu kan de [tyskerne] ikke med magt længere …”

84’eren “Chr.” fortæller:

Tilbagetoget fra Marne var Krigens store Vendepunkt.

Masser af Rytteri overhalede os bag fra. Jeg har aldrig set saa meget tysk Kavalleri som i de første Dage under Tilbagemarchen. Vi vidste jo dengang intet om, at tyske Kavalleristyrker havde været endnu nærmere ved Paris, end vi var.

Endelig en Morgenstund kom vi en Times Tid i Bivuak. Der blev kommanderet »Helm ab zum Gebet«, og en Præst talte, jeg véd ikke hvad. Men jeg husker, at en af mine Kompagnikammerater, N. B. fra Haderslev Næs, sagde til mig: »Nu kan de ikke med Magt længere, nu skal de prøve at bede sig frem – -«.

Das Kreuz von Saarburg
Krucifikset ved Saarburg. Korset blev bortskudt under kampene.

Almanak for Nordslesvig, 1935.

11. september 1914. “Bare dog regnen snart ville holde op.”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86‘eren H.C. Brodersen fortæller:

Crontoy, den 11. September 1914.

Det har regnet lige siden den 9., og det regner stadig.

Til at begynde med, virkede det forfriskende, men nu har Kanonernes og Bagagevognenes opæltende Hjulbevægelser, Menneskers- og Hestefødders uendelige Trampen forvandlet Vejene til ét ufremkommeligt Pløre. Ved Vic-sur-Aisne skal Armékorpset over Aisnefloden, og vor Bataillon skal overtage Dækningen. I et Par Dage er store Troppemasser allerede gaaet igennem Byen Crontoy, hvor vi ligger og venter.

Bare dog Regnen snart vil holde op. Skorstensfejeren har anskaffet sig en Cylinderhat og en Paraply til Beskyttelse mod den alt for rigelige Væde. Mange har fulgt hans Eksempel og har hentet civilt Tøj ud fra Skabe i de af Beboerne forladte Huse, og med Overfrakker, Paraplyer, Slag og andet, som de alle har forsynet sig med, ser Kompagniet ud, som skulde de til Maskerade.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

09 Marchkort til Moulin mindre

 

 

10. september 1914. På fortsat tilbagetog.

Af Regiment 86’s historie:

Den 10. september begyndte allerede kl. 4 om morgenen tilbagemarchen over Bargny mod nord til Gondreville og herfra sammen med divisionen over Morienval til Pierrefond med dets vidunderlige slot, så gennem de østlige udløbere af Compiègne skoven, en prægtig løvskov, til Trosly-Breuil i Aisne dalen. Igen en marchtur på over 30 km. Med en stærk sikring mod Compiègne-skoven gik regimentet til ro kl. 6 om aftenen.

Pierrefonds
Pierrefonds

9. september 1914. Regiment 86 på tilbagetog

Af Regiment 86’s historie:

Det gik i nordlig retning over La Celle, hvor Petit Morin blev passeret igen, og Vendiere og Viffort, som først for tre dage siden blev passeret, og som ligger over 25 km nord for Neuvy. Lange ophold i marchen er et uundgåeligt bi-fænomen ved tilbagetog. Ved hver kort standsning synker folk som døde ned i vejgrøften og på landevejen. Dødtrætte når regimentet Viffort den 8. september kl. 2 morgen.

Det kunne knap betale sig at lægge sig hen. Allerede kl. 6 skulle der marcheres videre. Denne gang i nordvestlig retning over Chézy sur Marne, Hautvesnes, Marolles am Ourcq. Her blev der i mørket holdt et kort hvil, og i natmarch nåede man ved midnatstid Ivors. Ca. 50 km havde fødderne tilbagelagt denne dag. Den nye frontlinje var nået, men udmattelsen var fuldstændig. Fire dage så godt som uden søvn. March, deltagelse i et stort og svært slag, march og march igen. Dag og nat. Lastbilerne, som fulgte efter de udmattede, var toplæsset med mennesker og oppakning. Alle andre blev pisket fremad af den tanke ikke at falde i fjendens hænder. Mange sank i Ivors sammen som blyklumper og sov sig ømme og stive i den kolde efterårsnat

Om morgenen den 9. september var regimentet allerede kl. 7 klar til angreb ved sydvestranden af skoven ved Ivors. Den franske 6. armés sidste, svage omgåelsesforsøg i retning af Villers Cotteret skulle afværges ved hjælp af et angreb. III og II bataljon holdt skovranden ved Ivors besat; til højre infanteriregiment 85, til venstre 3. armékorps. I bataljon forblev bagud til rådighed for brigaden.

I løbet af formiddagen blev II bataljon trukket frem til sikring af det artilleri, som var på vej op til fronten. Den gik i stilling ved sydvestranden af Bargny.

Vidt og bredt stod kornet i traver og gav god dækning. Da rykker en stærk fransk kavalleripatrulje frem fra det overfor liggende Macquelines. Den kommer lige imod folkene fra 7. kompagni. De lader franskmændene komme ind på 300 meters afstande og giver så ild. Kun én slipper derfra.

Kl. 1.30 om eftermiddagen indtræffer angrebsbefalingen. Angrebet skal føres frem 4 km i sydvestlig retning indtil banelinien Ormoy-Betz. Kl. 3.30 var banedæmningen nået. Fjenden bestående af vigende, svage styrker ydede ingen alvorlig modstand. Artilleriet havde snart skræmt ham ud af korntraverne, som han var krøbet ind i. Et komisk syn var det, hvordan traverne pludseligt blev levende og i en betragtelig fart løb hen over marken. Bagud. På højderne syd for banedæmningen gik regimentet til ro kl. 9 om aftenen med posterede vagter.

Franske soldater i de karakteristiske røde bukser
Franske soldater i de karakteristiske røde bukser

7. september 1914. 86’erne på tilbagetog.

Af Füsilierregiment 86’s historie:

Den 7. 9. kl. 7.30 om formiddagen indtraf den endegyldige tilbagetrækningsordre. Den var blevet nødvendig på grund af den alment strategiske situation.

Mellem Paris og Verdun var slaget blusset op over hele linjen, værst på den tyske højre fløj. Et heftigt fjendtligt flankeangreb havde ramt 1. armés højre fløj, Kluck havde imødegået det, idet han havde trukket 4. og 2. armékorps ud af fronten og i ilmarch kastet dem ind på sin højre fløj. De derved opståede huller i formationen var kun nødtørftigt udfyldt af kavallerikorps.

Ved en tilbagetrækning af 1. armé, der kæmpede i en stor halvbue, til en kortere linje, blev der frigjort yderligere styrker. Nu blev også 9. armékorps trukket ud og i ilmarch kastet ind på den truede højre fløj.

Regiment 86 016 Moulin skyttegrav
86’ere i en hastigt gravet skyttegrav