Tag-arkiv: tandlæge

11. oktober 1917 – Mathias Damm: “Det om Understøttelserne er vel mere sandsynlig”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der efteråret 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

den 11 Okt 17.

Kære Moder!
Mange Tak for et Brev fra d 4 og Pakke 17 som jeg har modtaget. Jeg har været ved Tandlægen og faaet en Tand udtrukket. Derfor har jeg ikke faaet skreven i et par Dage. Den havde kvælet mig i 14 Dage nu. Saa jeg havde rigtig Nenne til den. Det er ellers en lang Vei nu, slank væk 6 Timer, og det er vist sjælden nogen gaar saa rask som jeg. Jeg har jo nu ogsaa faaet de gamle Stillinger at se ved samme Ledighed, hvad jeg ønskede mig. Men hvordan det ser ud, vil jeg ikke skildre jer.

Jeg fandt ogsaa en Kamerats (fra 3 Comp) Grav, han var indtil Dato “vermisst”. Og saa er hans Grav endda ved Siden af Veien. Hvem der har begravet ham er jo ikke godt at vide, men nogle Fæhoveder maa det da være. Det kunde aldrig falde mig ind at begrave en, uden at gøre Melding derom.

Jeg har læst det om Aargangen 69-70. Det maa komme alle tilgode, naar det bliver gjennemført. Af de to Aargange er der ingen mere i Fronten. Men det er jo endnu et Spørgsmaal, om det bliver til noget. Det om Understøttelserne er vel mere sandsynlig, og kommer naturligvis for alle. Det er jo ogsaa i Gange at vi skulle faa mere Lønning. Saa faar jeg jo 40 Prosent = 2,12 M. mere. Fader og R foreløbig 20 Prosent eller 1,06 M mere. Det er ogsaa fornuftig nok. Hvorfor skal de 14 Dages Rekrutter have ligesaa meget som dem der er tre Aar i Krigen. Og naar det saadan bliver inddelt, har Krigsgefreiteren og Krigsunderoffisererne ikke saa megen Fordel frem for os. Det har ogsaa ærgret saa mange gammel Kriger, naar de 4 Ugers Soldater er bleven befordret og faar mere Lønning. Thi det er blot Lønningen, der trækker.

Det er nu snart Kaffetid. Jeg vil derfor slutte med mange Hilsner til eder alle eders Søn og Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.113)

2. februar 1917 – Milert Schulz: Er du en dansker?

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Prilep d. 2 Febr. 1917.

Meine lieben Eltern u. Geschw.!
Bin ja immer noch hier in Prilep in Zahnbehandlung. War gestern wieder dort um den zweiten Zahn ziehen lassen. Montag den 5. soll ich wieder hin um den 3. raushaben. Ich glaube dass ist der letzte der gezogen werden soll. Die andern sollen ja plombiert werden.

Hier kann ich es noch lange aushalten. Werde ja von der Kommandantur verpflegt und dort sind Landstürmer von 9 Armeekorps. Nun frug ich welche die da Essen verteilen[,] ob da Schlsw. Holst. bei waren. Da sagt mir einer: Er du en dansker. Ich wurde ja natürlich froh[,] das ist ein Landstürmer aus Kr. Hadersleben.

Hat hier in den letzten Tagen geschneit. Schade, dass ich keine Post nach hier bekommen. Sonst bin ich ja noch immer gesund und munter.

Wiele herzl. Grüsse und Gottes reicher Friede sei mit uns allen
Euer Sohn und Bruder
Milert

(Brev i privateje)

12. marts 1916. Tandpine

En anonym sønderjysk soldat fra . Afd. 1. Komp. I E85 beretter om en episode hos militærtandlægen

Min Rendsborg-Tand
„Hvem vil melde sig syg? Tre Skridt frem!“
Jeg traadte de befalede tre Skridt foran Fronten sammen med en halv Snes andre.
„Hvad fejler De?“
„Tandpine.”
„Hvad? Tandpine? Sie sind wohl ganz und gar von Gott verlassen. Haha! Tandpine! Er De rigtig klog, Mand! Tror De maaske, at De kan slippe for at komme med denne Transport, fordi De melder Dem syg med en Smule Tandpine. Hvad er egentlig Meningen? De maa jo fejle noget! Lad mig se den Tand! Ach wass! Jeg kan ikke se noget! Hvilken Tand er det? De er jo ikke engang tyk ved Hovedet, højst tykhovedet. Og saa tror De, at De kan pudse os med det? Næh, min gode Mand, den gaar ikke, bare ind i Geleddet igen. — Hvad siger De? De forlanger at komme til Tandlægen? En Soldat har i det hele taget ikke noget at forlange. Har De forstaaet mig? Men godt! De skal komme til Tandlægen, men tro bare ikke, at De slipper for at komme med ud. Meld Dem i Revier!“

Denne Skylle fik jeg en raakold Morgen i Marts Maaned 1916 i Kasernegaarden i Rendsborg. Dagen før havde vi faaet det nye Kluns paa og ventede nu hver Time  paa Marchordre. Den gode „Spiess” troede naturligvis, at jeg vilde simulere, hvad der imidlertid slet ikke var Meningen. Jeg havde virkelig Tandpine, saadan i mellemsvær Grad. Der var et Hul i Tanden og Nerven var blottet, saa ved den mindste Smule jog det igennem den som med gloende Syle. Jeg var godt gal paa den  væmmelige Karl, da jeg meldte mig i Revier.

Det var en midaldrende Mand i Uniform, som jeg antog for en Læge, der tog imod mig. „Op med Gabet!”

Han kiggede paa Tanden, men sagde ikke noget. I Stedet for gav han mig Adressen paa en Tandlæge og Ordre til at møde e fte r den opgivne Adresse Kl. 5 om  Eftermiddagen.

Det var nok en køn en, at gaa hele Dagen uden at faa vaadt eller tørt, for den forbistrede Tandnerve vilde hverken have varmt eller koldt eller noget midt imellem.

Det var i et forbistret skidt Humør, jeg til den befalede Tid mødte hos Tandlægen, der boede i et gammelt to-etages Hus ved Skibbroen, en Trappe op. Trappen var smal og stejl, Forstuen snæver og mørk, Venteværelset lille og skummelt og hele Indretningen gav Indtryk af, at Tandlægen ikke netop var overrendt af Kunder.

Jeg hængte min nye Felthue paa den ene af de tre Knager, der var skruet ind i Bræddevæggen i Entreen, oggik ind i Venteværelset.

Lidt  fte r kom Tandlægen ind, og trods hans civile Klæder genkendte jeg ham straks som „Lægen” fra „Revierstube”.

Han kiggede igen paa Tanden og forklarede mig saa, at der var ikke andet at gøre end at trække den ud.

Jeg protesterede paa det energiske. En ung Mand, som jeg, skulde have sine Tænder plomberet, ikke trukket ud.

Men det var der ingen Tid til, Marchordren kunde komme hver Time, sagde han, og skulde jeg af sted med en Tand, der kun var halv t færdigbehandlet, kunde det sidste blive værre end det første. Altsaa, ned i Stolen, og frem kom Tangen.

En Gang til højre og en Gang til venstre og saa lige ud — og saa smuttede Tangen.

Himmel og Jord, sikke Smerter. Paa’en igen. En Gang til højre og en Gang til venstre og saa lige ud — og saa smuttede Tangen for anden Gang.

Jeg fik Taarer i Øjnene af Smerter, og det er sikkert, at Tantalus’ Kvaler var Barnemad ved Siden af mine.

„Bare rolig, bare rolig. Den er allerede løs. Hovedet lidt bagover. Saadan. Og saa godt op med Munden. Nu skal De se, for tredie Gang faa r vi den.“

En Gang til højre og en Gang til venstre . . . . Jeg svedte Smertens Sved, og han svedte Angstens Sved. Svedperlerne stod paa hans Næse og paa hans Pande, og hans Haar sad klasket fast i Panden paa ham. Jeg havde hans fortrukne Ansigt lige foran mig. Det var med Opbud af alle sine Kræfter, han nu tog det sidste Nap, og for at være helt sikker i sin Sag, satte han sit ene Knæ op paa mit Bryst — og halede til — Og saa smuttede Tangen for tredie Gang, mens han stønnende fo’r tilbage.

Jeg udstødte et Brøl, antagelig af samme Styrke som den saarede Løves derude i Ørkenen og sprang op, og da han for fjerde Gang vilde mane mig ned i Delinkventstolen, gav jeg ham med højre Næve et Stød ind i Hjertekulen, saa han med stort Rabalder faldt over i et Glasskab.

Med Vanviddet lurende i mit stakkels Hoved rev jeg Huen fra Knagen og mere faldt end gik ned ad de stejle, mørke Trapper, og ilede ud paa Gaden.

Hvad nu? Hundreder af smaa Djævle, med Save, Bor, Hammer og Mejsel bearbejdede mit Hoved.

Paa Kryds og tværs stormede jeg igennem Rendsborgs Gader, blottet for ethvert Haab om at finde Lise for min Ve.

Tilfældigt faldt mit Blik paa en stor Husgavl-Reklame, „Plombering af Tænder“. En Guldplombe kostede saa og saa meget, en Sølvplombe kostede lidt mindre, en Plombe af Platin var endnu billigere, og den billigste var en Cementblombe til 1 Mark.

Jeg vovede mig op til Tandlægen. Det viste sig at være en stor, moderne Tandklinik, og formedelst 1,50 Mk., som maatte erlægges kontant, fordi jeg var indklædt til Fronten, akkorderede vi om en Gipsplombe.

Kort at fortælle. Da vi tre Dage senere rullede afsted til Frankrig, havde jeg en splinterny Gipsplombe i Munden og ingen Smerter i Tanden, alt formedelst 1,50 Mk. Og Rendsborg-Tanden holdt indtil fornylig, da min Tandlæge tog den, dog uden at Tangen smuttede en eneste Gang.

DSK-årbøger, 1943