Tag-arkiv: sygdom

10. august 1917. Hans Hostrup i Makedonien

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz, og i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan. Her tilbragte han det meste af 1917 ved fronten i Makedonien nær Gevgeli.

At vi var langt mod Syd, kunde ses paa den Mængde Skildpadder, der løb rundt. Ligeledes var der Masser af Slanger, der kunde blive indtil en Meter lange. De var dog ikke giftige, men ubehageligt var det dog, naar de kravlede ind til os ad Vinduet, der var i Højde med Jordoverfladen. Et ejendommeligt Syn var det at se de Tusinder af Ildfluer, der fløj omkring i de lune Sommeraftener. Med smaa Mellemrum tændte og slukkede de „Lygten”.

I August blev mange af os syge af Malaria. Den har faaet mange Soldater til at bukke under. Malaria trobica var værst. Malaria tertiana, som jeg fik, var ikke saa slem. Midlet imod den var fire Kininpiller daglig. Natten før jeg blev kørt til et Feltlazaret, drak jeg en hel Spandfuld Te. Det lyder utroligt, men det var Feberen, der voldte den umaadelige Tørst.

Senere kom jeg til et Krigslazaret i Yskyb. Her laa der ved Siden af mig een, der havde været Fyrbøder paa et Tog, der kort forinden var blevet overfaldet af serbiske Friskarer ved Leskovach. Forinden havde de skaaret Halsen over paa Brovagten, der vistnok var faldet i Søvn i Skilderhuset. Hensigten var saa, at Broen, der laa tæt ved Byen, skulde sprænges i Luften, naar Toget kom. Heldigvis naaede det over, lige før det skete. Han viste mig et Fotografi af Lokomotivet. Det bar Mærker af utallige Geværkugler. Et andet viste seks serbiske Mænd og Kvinder, der var blevet hængt efter den Affære.

Lazarettet her i Yskyb var en vældig stor treetages Bygning, der saa ud til engang at have været brugt til Kornmagasin eller lignende. Her laa vistnok et Par Hundrede Patienter, for det meste angrebet af Malaria.

Dødsfald mærkede vi ikke meget til. Det var det modsatte af, hvad der var Tilfældet i Feltlazarettet, hvor jeg først var. Maaske kom det af, at der her i Yskyb var Sygeplejersker. Det har sikkert gjort noget til at holde Livsmodet oppe hos de syge.

Dette være sagt, uden at jeg dermed vil forklejne vore brave Sanitetssoldater, men en mandlig Sygepasser kan ikke staa Maal med en ung, smuk og livlig Sygeplejerske.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1951

6. august 1917. Mikael Steffensen: “Og hele Tiden raste Trommeilden, vild, ustandselig”

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I starten af august 1917 befandt han sig bag fronten ved Flandern.

 

Flandern, den 6. august 1917.

Kære, kære Ven!


I dette Øjeblik er du vist paa Vej hjem mod Nord, — hjem til vort eget Land. Jeg sidder paa min Feltseng og skriver til Dig. I en Uges Tid har jeg været heftig syg, febersyg. Det er en epidemisk Sygdom af tyfoid Natur, som hærger iblandt Tropperne her i det lave, sumpede Land, der fik fat i mig. Nu er jeg bedre, og snart maa jeg gøre Tjeneste igen. Saa vil jeg da være sammen med Dig, nu mens jeg har Ro. En behagelig Mathed har afløst den brændende Feber, Tanken er rolig og Legemet hviler. 

Naturen er ogsaa rolig nu. Dagelang raste et Uvejr med heftige Regnskyl, sammen med den engelske Trommeild, alt det var jeg skaanet for, jeg fik Lov til at ligge paa mit Leje. Mine Lidelser var intet mod mine Kammeraters. At ligge derude i de vandfyldte Huller de lange, kolde Dage, uden at røre sig, uden at kunne slippe Geværet, det er Lidelse. Og hele Tiden raste Trommeilden, vild, ustandselig. Alt det var jeg skaanet for, jeg er saa taknemmelig.

Nu kan jeg igen spise lidt, og Sundheden vender tilbage. I forbavsende kort Tid er jeg bleven Feberen kvit, det vil sige den høje Feber. Og der er stille ved Fronten, mere stille end vi har ‘kendt i længe. Hovedstormen kom ikke mod vort Regiment, men til højre og venstre for os. Linjerne hos os er holdte, og vor 2. Bataillon ‘holder Linjen ved Regiment 31.

Meget ‘har England ikke opnaaet. Artilleriforberedelserne var saa glimrende, saa knusende, men der skete det samme igen, som saa ofte før. Infanteristormen savnede Kraft og Plan. Englænderne var berusede allesammen, eller den store Masse dog. Tabene er uhyre store paa engelsk Side. Franskmændenes ‘Storm var glimrende. De ligger lige foran »Valhalla«, den gamle Dækning er vist ikke mere.

I to, tre Dage ‘har der været Ro ved Fronten, Ro før Stormen, thi det har langt fra Ende endnu. Men de tyske Batterier har faaet Tid til at forsyne sig rigeligt med Ammunition, og overalt er nye Stillinger sikrede og forstærkede. Hver Tomme Jord vil koste Blod. Uendeligt føres Meningsløsheden videre, uden Hensyn øges Sorgen og Smerten og Elendigheden, for hvad? For Penge eller Magts Skyld? Ja, noget af det altsammen; thi det gælder jo »være eller ikke være« for saa mange.

Du vil smile og tænke, nu grubler Mikael igen paa dette uløselige Problem, nu, da han sidder bag Fronten og ‘har Tid til at tænke. Det er netop Sagen, man grunder og tænker, man søger Fornuften, Meningen i det hele, Sammenhængen, Maalet, og man slider sig træt og løber i Ring, aldrig kommer man til et Resultat, fordi man ser for kort. Og det ender med Mismod, nej, alligevel, det ender med, at man folder Hænderne i Bøn og beder om Kraft til at holde ud, til at maatte faa Barnekaar, rigtig at kunne kaste sig ind i Guds Faderfavn og holde ud, at kunne sige: Fader, som du vil, ikke som jeg vil.

Gud har været mig saa god. Han skaanede mig, rigtig bar mig paa Ørnevinger til i Dag, og han gav mig Sundhed og Kraft og gav mig saa rig en Glæde trods alt. Krigen rev mig bort fra Venner, men han gav mig endnu bedre Venner i Stedet, og saa vil jeg klage?

Solen skinner saa dæmpet gennem Taagen, en sagte, kølig Vind svaler min Pande, der er Ro og Stilhed her paa Værelset, mit Sind er fyldt med Fred.


Nu er Krigen altsaa gaaet ind i fjerde Aar, indviet ved Kejsertale og alt. Tusinder og atter Tusinder er dømt til Døden. I Dag for et Aar siden laa jeg i en Skyttegrav ved Somme, en ganske forfærdelig Dag. Men Gud var mig god, og jeg vandt snart frem til Sundhed igen. Og saa den svære Gang til Somme igen, aldrig er en Vej forekommet mig saa tung. Men der kom Hjælp igen. Jeg mindes den Aften, da vi i Automobiler suste ‘bort fra Somme- omraadet. Solen var ved at gaa ned, da vi kørte, en underlig, køn Efteraarsaften. Altid fjernere gik det fra Kamptummelen, forbi fredelige, kønne Byer og Stæder, hvor Aftentaagen laa over over Gaarde og Kirker. Da Et forfærdeligt Tryk var veget fra mig, jeg var frigjort og glad. En Gang endnu vilde jeg gerne opleve en saadan Glæde, — den vil komme, naar Krigen er endt, naar vi faar Lov til at drage hjemad, hjem til alt det, vi længes mod, som staar for os som det allerhøjeste, ja, det eneste, vi har af virkelig kært paa Jord.

Hvis jeg skulde opregne, hvor ofte jeg led unyttig Kval, selvskabt Sorg, fordi jeg manglede Tillid til Gud, vilde jeg faa et stort Tal. Men jeg fik at se, at jeg var svag og lille, at kun Gud er stor. Gud er Kraftens Kilde, og Godhedens, Kærlighedens. Han gav mig af sin rige Kærlighed, og jeg kan saadan ængstes for, at jeg skulde miste selv et Gran af alt det, jeg har kær.

Du, min Ven, fik af Gud ogsaa saa meget at elske, og Du ængstes ogsaa for at kunne tabe noget af alt dette. Er det da ikke saadan, at Kilden fra Gud flyder ustandseligt? At Gud ikke vil lade os miste selv et Gran af den Kærlighed, han gav os? Eller fik vi kun Gaven for at kunne lære Lidelsen ved at miste igen? Hvad der kommer, vi maa huske paa, at Kærlighed fra Gud er en Kilde, der aldrig tørres ud, hvis vore Hjerter ikke skrumper ind. Og Kærligheden, i al sin Fylde, ønsker jeg Dig, min dyreste Ven.

Din Mikael.

 

 

5. august 1917. Feberramte Mikael Steffensen: “Det har været slemt for de stakkels Kammerater”

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I august 1917 lå han syg ved Flandern.

Flandern, den 5. august 1917.

Kære Venner!


Det er Søndag, rigtig Søndag med Sol og Varme og Stilhed, Stilhed ved Fronten. Et mægtigt Uvejr med Regn har raset i mange Dage, sammen med den engelske Offensiv, nu er begge Dele stilnet af, og Stilheden gør godt, og Solskinnet gør godt.

Jeg har ikke været ved Fronten den sidste Uges Tid. Jeg ‘har været syg, febersyg, med høj Feber. Det er en epidemisk Sygdom af tyfoid Natur, som hærger Tropperne her, der har hjemsøgt ogsaa mig. Men i Dag er jeg bedre. Jeg kan sidde oppe og jeg kan begynde at spise. En behagelig Mathed ligger over mig, som giver Legemet Hvile og den trætte Tanke Ro. Tanken dvæler nu saa stille hjemme hos Jer, og saa er den jo i godt og kært Selskab. Tak, mine Venner, for Jert kære Brev, og Tak for Æggene, de kom hertil i Gaar, og de var hele alle seks. I er blot alt for gode. Nu er de saa kærkomne, nu, da jeg skal samle Kræfter. Snart skal jeg ud til Fronten igen, og da har man alle Kræfter behov.

Det har været slemt for de stakkels Kammerater. Vejret var saa utaaleligt slemt. Hullerne, de laa i, fyldtes helt med Vand, selv om de tømtes hver Nat. Men værre var den engelske Trommeild. Infanteriangrebene var ikke saa stærke ved vort Regiment, og Linjen er holdt fuldstændig. Tabene er heller ikke saa forfærdelig store, som man maatte frygte for efter den voldsomme Beskydning.

Ja, jeg undrer mig over, at I faar Arbejdet gjort derhjemme, men kan det gaa i Længden? Intensiv Drift kan der jo ikke være Tale om, og der vil opstaa Mangler — sikkert. I hvert Fald har jeg set flere Steder, at Markernes Urenhed tager til paa mange Gaarde, Udbyttet forringes for hvert Aar, ogsaa selv ved gode Vejrforhold.

Du gjorde mig saa glad ved at fortælle, at der ventede mig et Arbejde ogsaa hos Jer, du kan tro, jeg længes efter at komme hjem til det. Hvem der dog kunde arbejde med noget virkeligt godt og sundt, for Krigerhaandværket er ik’ke noget for mig.

Engang vil Arbejdets Time komme, for mange, men for hvem? Nej, jeg vil ikke se sort paa det, jeg vil haabe, at det snart gaar mod Enden, at vi snart kommer hjem.

Hold ud, hold ud, hvisker det til mig, hold ud og styrk dig ved Bøn og Samliv med Gud. Som nu i Dag, da alting er saa friskt og dejligt efter Regnen, da jeg føler Kræfterne vende tilbage igen, saa der ligesom gaar en Foryngelse gennem min Krop og min Sjæl, da kan jeg føle Glæde, ung Livsglæde, trods alt det mørke bagved, og alt det mørke, der truer forude. Der er endnu saa meget at haabe paa, endnu saa meget at længes efter, især derhjemme, hos Jer, I kære, trofaste Venner, at jeg ikke har Lov til at sænke Hovedet eller lade Modet synke. Og først og fremmest, den gamle Gud lever endnu, og han er saa god og elsker os Mennesker akkurat saa højt, som da han sendte sin Søn til Slægtens Frelse. Ja, han elsker os endnu mere gennem denne Søn.Og hvem der har følt en Straale af denne Kærlighed varme Sjælen, han har endnu noget at leve for, og har intet at frygte af Døden.

Jeg ser i Tanken mit Fædreland. Ser de travle Høstfolk arbejde paa Høstmarken, ser det badet i Sol, som jeg saa det saa ofte. …

Gid vi snart maatte faa Lov til at hjælpe Jer, derom vil vi alle bede, inderligt og i Sandhed.

Kærlige Hilsner til Jer alle tre fra
Eders taknemmelige Mikael.

 

16. Juli 1917 – Milert Schulz:” Ja schlecht leben wir nicht”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Den 16. Juli 17

Meine lieben Eltern und Geschwister!

Ja nun wird es wohl bald wieder mal Zeit, dass ich mal einen Brief schreibe. Habe gestern Pappas Brief vom 5/7 und heute Mutters Brief vom 8/7 dankend erhalten. Wie ich ja sehe erwartet Ihr mich ja auf Urlaub. Na nun wird es wohl auch mehr lange dauern. Habe schon mit meinem Feldw. gesprochen ist nämlich vor ein paar Tagen wieder zurückgekehrt – wegen meinen Urlaub. Da sagte er. Ja Sie können im August fahren Schulz. Also meine Lieben hoffe ich nun endlich mal Euch sprechen zu können. Nun wird es aber auch bald Zeit. Sehne mich nämlich auch danach. Besonders sehne ich mich danach mal die kleine Anni zu sehen. Ja denn werde ich in Rendsburg aussteigen und Bruder Matth. Gleich mitnehmen. Hoffentlich hast du denn genug in der Küche liebe Mutter.

Wenn wir beide ankommen dass du denn eine Pfanne Brattkartoffel für uns Soldaten hast. Ja meine Lieben wären wir bloss erst da, na das wird schon werden. Gott gebe seinen Segen dazu. Sonst geht es mir ja noch immer tadellos hier. Jetzt wurde grade an der Küche gepfiffen, dann heisst es Essenholen. Heute gibt es Nudel mit Backobst. Also Augenblick jetzt muss ich essen und sehen wie es schmeckt. Habe soeben gegessen. Also tadellos hats geschmeckt. Ja schlecht leben wir nicht.

Dein Paket mit Kuchen vom 3/7 habe ich auch vor 2 Tagen Dankend erhalten liebe Mutter Vom 1. Aug. ab sollt Ihr mir nichts mehr schicken da ich wohl Mitte August von hier wegfahre. Aber schreiben könnt Ihr ruhig. Hier ist es immer noch so fürchterlich heiss. Und mein Magen ist auch noch nicht richtig in orden, aber es geht noch. Sonst wüsste ich ja für diesmal nicht viel neues zu erzählen. Habe auch eine Karte an Br. Matth. Und Schw. Thilde geschrieben. Ja sonst wüsste ich für diesmal nicht viel neues zu erzählen. Wenn ich nach Hause Komme werde ich schon Pfeffer mitnehmen das heisst den Bulgarischen bis aufs Wiedersehn recht herzl. gegrüsst von mir Euer Sohn und Bruder

Milert 

8. Juli 1917 – Milert Schulz:” Wie können wir bloss Gott dankbar sein, dass der Krieg nicht in unserm Lande wütet”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Im Felde den 8.7.17

Meine lieben Eltern und Geschwister!
Gottes Friede zum Gruss!

Wo ich nun diesen Brief schreibe, hast du wohl grade in kleines Mittagsschläfchen bekommen liebe Mutter und Pappa vielleicht einen etwas längeren. Na das macht ja nun auch nichts. Für deinen Brief vom 30.6 sage dir meinen besten Dank liebe Mutter. Ebenfalls für Schwester Diddes Briefe vom 28.6 und 2.7.

Ja meine Lieben wenn ich auf Urlaub kommen sollte kommt mein Photo aber in gang. Aber das schlimmste ist ja denn ich kenne ja gar nicht die kleine Schwester Anni. Habt Ihr denn kein Bild von ihr. Von Br. Oskar habe ich ja noch eins von Febr. letztes Jahr wie ich von Königsberg auf Urlaub war. Na diesen Monat wird es wohl nicht werden, aber denn hoffentlich mitt nächsten Monat, also August. Das schadet ja auch weiter nichts. Gestern war ich von der Hitze ziemlich krank. Kopf – und Leibschmerzen hatte ich kaum zum aushalten. Heute ist es doch besser, wenigstens habe ich kein Kopfschmerzen. Gegessen habe ich auch nichts. Nur ein paar Soldatenzwieback.

Es ist ja jetzt auch eine furchtbare Hitze hier, aber hoffentlich wird es bald ein wenig kühler. Am schönstens ist es Abends wenn die Sonne weg ist, alles ist still, nur ab und zu hört man ein Kanonenschuss hier und dort krachen, aber das lässt uns weiter nicht stören. Ach wäre doch bald der langersehnet Frieden bloss da dass man endlich mal wieder aus diesen Elend herauskommen können. Wie können wir bloss Gott dankbar sein, dass der Krieg nicht in unserm Lande wütet. Ja möge sich der Herr doch bald über diesen Jammer sich erbarmen und uns bald den Frieden geben.

Von hier ist ja sonst nichts neues zu berichten. Ja liebe Mutter du schriebst wegen Pfeffer. Das gibt es hier auch nicht aber die Bulg. Soldaten haben ein sogenanntes Paprika auch so eine Pfefferart. Werde dir davon etwas nach Hause schicken. Es ist aber furchtbar stark. Also hoffentlich komme ich denn so mitte oder Ende August nach Hause und seid Ihr denn bis dahin alle recht herzl. gegrüsst und geküsst von mir Euer Sohn und Bruder

Milert 

(Brev i privateje)

28. December 1916. Fra Aleppo til Konstantinopel med syge

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten i et 150 mand stort ekspeditionskorps, bestående af et antal maskingeværbataljoner.

Jeg havde nu været et par dage i Aleppo, der er jo ikke meget at faa at se i saadan en by, der er kun nøgne mure, og husene med deres flade tage og gaderne er kun den bare jord. Murene er blegede af solen, og de smider solstraalerne tilbage saa man er nødt til at gaa med solbriller. 

Der er flere der skal tilbage til Konstantinopel, vi hygger os nu i en pakvogn, der kan vi hav vore sager samlede, og vi er jo fri for at være sammen med tyrkerne i personvognene.

Vi skal nu gennem Amanusbjerget. Tunellen paa 5 km.s længde er nu færdigbygget, saa fuldbanen kan køre igennem. Sidst vi var her var hullet ikke større end at kipvognstogene kunne køre igennem. Vi kommer nu ud paa den slette som løber mellem Amanusbjerget og Taurusbjerget, i syd kan vi skimte Middelhavet. 

Det er sørgeligt naar man ser saa god en jord ligge hen til ingen verdens nytte, kun tilgroet med ukrudt. Der kunne blive de skønneste palmelunde med dadler: figner, appelsiner og alle de sydfrugter vi kunne ønske os. Vandet løber en næsten til tænderne naar man tænker derpaa, idet mindste i de tider hvor vi herhjemme ikke har set noget deraf i flere aar. 

Vi passerer engang i mellem nogle smaa byer. Appelsinhøsten er lige afsluttet, appelsinerne kan man se i store hobe paa marken, og der er mange sorter at vælge mellem. Vi nøjes ikke med at købe et par, vi køber hele kasser fulde ad gangen.

Nu er vi kommet til byen Kylek-Bogas, som ligger ved foden af Taurus-bjerget, den ligger lige nord for Tarsus, herfra skal vi med lastbiler over Taurus-bjerget til byen Borzanti, og saa med fuldbanen ind igennem Anatolien til Haidar-Parcha som ligger ved Bosporus og derfra blev vi sejlet over til byen Konstantinopel. 

Der kom jeg igen paa lazarettet, og var der til d. 28. dec. 1916. Her var et temmelig stort lazaret bleven oprettet, med flere læger og professorer. De studerede i tropiske sygdomme, der var mange patienter med mange slags sygdomme, saasom kolera, tyfus, plettyfus, malariafeber, sandfluefeber, rur, armøbenrur, men det mærkeligste er at alle febersygdomme smitter ikke direkte, de bliver overført af et dyr. 

Malaria bliver overført af en moskitomyg. Sandfluefeber af en sandflue, plettyfus af en lus. En som laa her ved siden af mig fik plettyfus. Den morgen blev der stor opstandelse paa stuen, alle læger stormede til og professoren forklarede dem sygdommen i første stadium. Jeg laa lige ved siden af og kunne høre alt. Jeg tror ikke sygdommen er saa let at konstatere. Den begyndte med en skrækkelig hovedpine og høj feber, op til 42 gr. og saa viser der sig en lille bitte prik paa det næst nederste ribben paa venstre side, men det er en skrækkelig sygdom, de syge kan ligge i flere dage uden bevisthed. 

Den syge blev straks flyttet over i epidemibarakken, jeg tror nok der laa fire stykker derovre med samme sygdom. Jeg fejrede nu julen 1916 her paa lazarettet, vi fik en dejlig aftensmad med steg, og hver mand fik en julegave. Den 28. dec. blev jeg udskreven og kom saa til genezungsafdelingen. 

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

1. november 1916 – Ellen Jensen: “… Nøden er stor alle Steder”

Ellen Jensen var gift med journalist ved Flensborg Avis, J.N. Jensen. Under krigen boede hun i Flensborg, og berettede i sine breve om stort og småt fra sit liv i byen og fra deres omgangskreds rundt om i Sønderjylland og Sydslesvig.

Flensborg den 1.11-1916

Min egne Kæreste! – I Dag er det første November, om seks Maaneder, saa er alt lysere og bedre igen og saa er den Tid skridt. For mange vil Vinteren blive en slem Tid, som der vil blive tænkt tilbage paa med Rædsel. Ak ja, vi er jo alt langt inde i Krigens tredje Aar. Og stadig saa ringe udsigter til Freden. Hvor Uhyre Værdier der gaar tabt og til hvilken Nytte? Europas Frihed!!! Ak Gud. Frihed, Ordet er taalsomt.

– – Jeg blev afbrudt, Fru Schmidt kom med mine Penge. Jeg fik en stor Glæde. Der kom nemlig en Kasse gammelt Tøj fra Agnete, som hun havde lovet Fru Christiansen. Men nu gav jeg Fru S. en Kjole og en Bluse der af. Hun blev saa glad, det gamle Skind, at hun sprang op og kyssede og omfavnede mig og snakkede ikke om andet end det den hele Tid. ”hvad siger dog Schneider, hvad siger dog S.” blev hun ved. Og ja, Nøden er stor alle Steder. Marie fik en lille Kjole med hjem til een af hendes Søskende. Havde man bare haft noget at give af. – Fru S. havde været syg og spyttet Blod, de har alle i den Familie haft Tuberkulose.

– – I Aftes skulde jeg have været op til Simonsens efter Penge, men det blev et forfærdelig Uvejr, det regnede og tordnede, saa jeg har aldrig hørt Magen. Det er forfærdeligt uhyggeligt. – – Nu skal jeg derop i Aften og først maa jeg hen til Fru Christiansen med Tøjet. Jeg har intet, intet ellers at skrive om, bare du snart kom hjem.

Jeg kysser dig Jens og længes og er din egen Pige.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

6. august 1916. Kresten Andresen: “… om vi skulle forflyttes til det yderste hav, så kan vi næppe komme til et værre sted end her”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der fra slutningen af juli 1916 befandt sig ved Somme.

Den 6. august 1916

Kære forældre!
Jeg har det godt fremdeles. Der er ikke meget at skrive om. Krig er jeg så led og ked af, at jeg ikke gider skrive noget derom. I begyndelsen af krigen, da var der dog til trods for alt det skrækkelige en vis poesi iblandet. Den er nu forsvundet.

Det kommer mig for, at jeg har givet jer en alt for drastisk skildring af en trommeild. Virkningen af en sådan ild er mere moralsk end ellers ødelæggende; vi har kun haft to døde og fem sårede under hele det bombardement; så det er jo næsten ubegribeligt. Nå, jeg håber nu, at jeg er færdig med min part her, i hvert fald foreløbig – hvad fremtiden vil, kan man jo aldrig vide. Men om vi skulde forflyttes til det yderste hav, så kan vi næppe komme til et værre sted end her. Det bedste er blindt at lade sig lede af skæbnen; thi selv at gribe ind er uforsvarligt, og man kan dog ikke fly fra Guds vilje og bestemmelse med én. Gud har sin vilje med hvert enkelt menneske; at sætte sig op imod den vilje er synd, og det hævner sig.

I undrer jer vel over, at min drøm om konfirmationstøjet ikke er gået i opfyldelse endnu, skønt tiden syntes at være kommen; men det skal I bare ikke være urolige over. Kommer tid, kommer råd. Ja, nu skal posten afgives. Det er jo søndag, det får jeg først nu at vide.

Det glæder mig, at det går Johanne så godt; hun skal såmænd snart blive rask igen. Jeg tror, jeg kunde trænge til den samme kur. Min mave er ikke god, men mine nerver synes at være lavet af tjæret skibstov, for de lader sig ikke let bringe i uorden.

Mange kærlige hilsner fra eders hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

15. Juli 1916. Heinrich Jessen i Mellemøsten: “Kolera, plettyfus, rur, armøbenrur, tyfus, malariafeber, sandfluefeber …”

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste ved et 150 mand stort tysk ekspeditionskorps i Mellemøsten.

Den 24. juni 1916 er vi i “Mosul”, der ligger gemt nede i en dal ved floden Tigris. Der er et usundt klima her, for luften staar næsten helt stille og solen brænder, saa det er en trykkende hede med 75 gr. varme i solen.

Kirkegaarden er næsten større end den plads byen ligger paa, men byen blir ogsaa kaldt for ørkenens grav. 

Vi bliver nu indkvarteret paa et hotel, men I maa jo ikke forestille jer det saadan som hos os derhjemme, det er alt sten og marmorgulv, dør og vindueskarme er udsavet af marmor, for det har de nok af, men træet er knapt, taget er fladt saa vi kan sove deroppe om natten. Det er en italiener som ejer hotellet. Vi faar ogsaa vor forplejning der, vi skal jo selv betale. 

Forplejningspengene faar vi jo udbetalt. Middagsmad spiser vi altid om aftenen efter solnedgang, saa er det knap saa varmt. Først bliver der fejet udenfor hotellet, det er nemlig kun jord, saa blir det hele overhældt med vand, det bliver saadan mere friskt, saa blir borde og stole sat ud, og kulørte lamper blir ophængt, og saa kan det gaa løs med maden, og 6 – 7 retter plejer vi gerne at faa.

Vi kan nok mærke at vi ikke er vant til klimaet, for vi ligger snart alle og er syge, nogle ligger med stærk feber 40 – 41 gr. Tre mand er døde. Den ene dag kan de være helt sunde og raske, den næste dag er de døde.

Hvad der her hersker af sygdom er næsten ubeskriveligt kolera, plettyfus, rur, armøbenrur, tyfus, malariafeber, sandfluefeber, ja man kan næsten sige al slags sygdom. 

Men det er heller ikke at undres over at folk bli’r syge; naar der dør en hest, et æsel eller et andet dyr bliver det liggende hvor det er, om det ogsaa ligger midt paa vejen, eller om det falder om i vandet, hvorfra folk skal hente deres drikkevand. 

Øjensygdom er en mægtig plage, hvert andet menneske har syge øjne, men læge kender de jo ikke til. Og saa disse krøblinge som ligger henslængt ved husmurene, med kun et sækkelærred at dække sig til med, udtærede saa de næsten ikke kan røre sig. Naar man kommer forbi kysser de ens klæder, og med længselsfulde, utørrede øjne og ansigtet fordrejet i smerte hvisker de: “Sahib giv mig en almisse”. 

Naar de bygger et hus bruger de hverken teglsten, kalk eller cement, det bliver bygget af marmor og alle slags sten som bliver opsamlet ude paa marken. Marmoret bliver opsat i en rundkreds og opbygget som en slags ovn, og fyldt med hakkelse indvendig, saa bliver der sat ild til halmen og gennem denne varme bliver marmoret saa skørt at det kan lade sig male til støv, og det binder meget bedre end cement. 

Det er lige i faste tiden og der bliver af skudt 3 kanonskud hver 6 te. time, og udraaberen kalder fra minareten til bøn til samme tid, og man kan høre det næsten over hele byen i den stillestaaende luft, men vi var nu ikke interesserede i at han der begyndte midt om natten og forstyrrede os i vor nattesøvn. 

Hele vort formaal er naturligvis en hemmelighed, men da vi rejste gennem ørkenen, blev der skrevet i de engelske aviser, at 40,000 mand var paa vej mod østen, og vi var kun 150. Meningen var at vi skulle have haft 4,000 mand tyrkisk kavalleri, og vi skulle saa have haft føring af denne division, men vi fik slet ingen tyrker, saa vi maatte klare os selv. Og meningen var vist nok, at vi skulle have truet den engelske besiddelse i Indien. 

15. Juli, jeg har nu været syg i nogen tid, og ti mand er allerede døde.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

12. juli 1916. Kresten Andresen: I sikkerhed i stillingen langt fra Arras

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i sommeren 1916 befandt sig ved Douai.

Skyttegraven den 12. juli 1916

Kære forældre!
Jeg har i dag fået brev fra morbror Hans Peter. Det var angående noget til almanakken. Han skrev, at I var meget urolige for mig og troede, at jeg var med i alt det nede ved Arras. Nu vil jeg bare berolige jer med, at det dernede er så langt herfra, at man kun jævnt væk kan høre kanonaden.

Stillingen her er så meget roligere for tiden, da kræfterne spændes dernede. Jeg er kommet i stilling i nat, og denne gang i forreste grav; men den ligger 200-300 m fra den engelske, og så er der endda et lille bakkedrag imellem os, så vi ikke engang kan se vore genboere. Her er der ingen fare for sprængning, da der ikke bliver mineret på så stor afstand; fremdeles er der en trådforhindring, som er 40 m bred, så I behøver ikke at ængstes for mit ved kommende. 

Jeg er nu atter bleven nogenlunde rask igen, men hosten har sat sig temmelig fast for brystet, så jeg vilde være glad for nogle salmiakpastiller eller sådan noget. Maven er dog ikke helt i orden endnu, jeg kan godt sige langtfra; det kommer af noget ildelugtende brød, som vi i den sidste tid har fået. 

Hvordan går det ellers derhjemme? Jeg læser i avisen, at I ikke kan få nyt tøj mere; det er da godt, at jeg har et temmelig omfattende oplag. Jeg har jo et grønt og et brunt et gråt, et gammelt blåt, et ældre blåt og nyt blåt og så en smoking og desforuden forskellige par fantasibukser, så der er da ingen smalle steder foreløbig. Måske får jeg også en pjaltet uniform at rejse hjem i, når den tid engang kommer.

Nu begynder ellers allerede de nye spådomme at indfinde sig om, at krigen er forbi til nytår; det var straks fire måneder videre frem i tiden. Morbror lader heller ikke til at være meget optimistisk.

Med mange kærlige hilsner fra eders søn
Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

6. juli 1916. Kresten Andresen: “Kød kan jeg næsten ikke få ned mere, og tit kniber det med middagsmad også”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i sommeren 1916 befandt sig ved Douai.

Den 6. juli 1916

Kære forældre!
Jeg har fået en pakke med flæsk og en pakke smør af 30. juni, mange tak for dem; pakkerne er sædvanligvis en fem-seks dage undervejs. Jeg har det ellers godt, når undtages, at jeg slæber rundt med en væmmelig forkølelse, dårlig mave og deraf følgende hovedpine.

I denne uge ligger vi i en langt tilbagetrukket stilling, hvor der ikke skydes. Men overhovedet skydes der her kun til visse tider, og da kan man jo tage dækning, så det hele er ikke så farligt, som det ser ud til. Jeg var i går igen hos løjtnanten og måtte opgive mine personalier til en rapport til regimentskommandøren angående officerskursus. Hvad det bliver til, ved jeg ikke, men det vil den nærmeste fremtid nok kunne vise. 

Det er da godt, at I har Bodil hjemme, og at Johanne er hjemme også, så har I da ikke med bare fremmede folk at gøre. Misse, som jeg hørte fra i dag, skriver, at alt forkommer i regnen. Her har vi i lange tider haft flest dage med solskin; men undertiden er der rigtignok også her nasset og koldt.

Jeg fandt forleden dag jordbær i en aldeles forgroet have, men de var næsten vilde. Jeg tror nok, det ender med, at jeg får en mavehistorie, inden krigen er forbi, men den har også holdt sig tappert nu i alle de måneder. Kød kan jeg næsten ikke få ned mere, og tit kniber det med middagsmad også. Nå, jeg vil håbe, at en god mælkekur efter krigen vil bringe maven på andre tanker.

Mange hilsner til Bodil og Johanne Eders hengivne søn
Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

5. juni 1916. Kresten Andresen: “Vi er vist fjernere fra freden, end vi længe har været det”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i juni 1916 befandt sig ved Douai.

Den 5. juni 1916

Kære forældre!
Mange tak for pakken med smør og kiks og brevet af 27. maj. Det glæder mig, at udkastet til omordningen af aftægtet har kunnet gå an. Men derfor er det da en risikabel sag at gøre udkast til Johan Iversens aftægt også; imidlertid kan jeg godt sende dem en lille tegning.

Det fatale hønsehus, som mor savner på tegningen, må forlægges til op i omegnen af granerne, og kartoflerne vil der vel nok blive plads til andre steder end netop i det lille stykke land vest for huset. Efter min mening skulde det helt ofres for skønheden, og I kan tro, at et anlæg dér vil pynte på hele huset. Jeg har slet ikke noget imod, at der af det stykke land bliver ofret noget til persille og jordbær; det burde så i hvert fald være den del, der ligger mellem midtergangen og granerne. I øvrigt synes jeg, at der måtte forsvinde et par af de mange frugttræer, for det ene kan jo ikke stå for det andet.

Jeg har det helt godt heroppe, for øvrigt er jeg for tiden meget stærkt forkølet. Vi har det særdeles roligt, og det kan vare i en måneds tid. Jeg har haft en længere samtale med dr. Thomsen, vi gik en lang tur om i parken. Jørgen Brag er nu rejst af til Tyskland og kommer rimeligvis på lazaret i Flensborg; det er godt for den gamle rare svend. Jeg har besøgt ham tre gange, mens han endnu lå her på lazaret.

Det er nok et vældigt søslag, der har været oppe i Skagerrak. Efter hvad her meddeles, har englænderne omtrent mistet en snes skibe og tyskerne otte. Italienerne har nok også fået et slemt smæk. Det er i grunden ret livligt for tiden på alle fronter.

Nu er freden jo også bleven udsat en måned; terminen er nu den 27. august, for kort tid siden var den den 17. juli. Jeg synes, hele fredsbevægelsen, som i grunden tegnede så godt, er bleven brat standset. Vi er vist fjernere fra freden, end vi længe har været det; og det skulde ikke undre mig, om der bliver et tredje vinterfelttog også.

Mange hilsner til alle fra eders hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

 

27. maj 1916. Peter Rossen som armeringssoldat

Peter Rossen, Rurup. gjorde krigstjeneste som armeringsoldat. I maj-juni 1916 lå han mellem Laon og Reims.

De andre Kammerater havde nu forladt Stillingen og var flyttet til nogle Barakker i Nærheden af Juvincourt.

Jeg blev tildelt et Kommando paa otte Mand og to Korporaler. Vi lavede en Øvelsesplads, hvor man kunde kaste med Haandgranater.

Vi maatte udbedre Banerne, hver Gang de havde været anvendt.  Opholdet her varede 3—4 Uger, og vi havde herlige Dage.

Vi laa i Byen Guignicourt. Her havde jeg ogsaa opholdt mig i otte Dage i Vintermaanederne. Vi havde et herligt Kvarter i en Stue.

En Gang imellem besøgte en gammel Mand os. Han var 91 Aar, en rigtig Kraftkarl at se til. Han kunde lidt Tysk, saa vi kunde forstaa hinanden. Han havde ikke været med i 1870, for da var han allerede for gammel, men han fortalte, at her laa Tyskerne ogsaa dengang  ligesom vi nu laa her. Hver Middag fik han to Cigaretter af mig.

Ogsaa denne Tid fik Ende, og vi kom tilbage til de andre. De lavede en Banegrav ud mod Fronten. Det var ikke ufarligt, og der faldt da ogsaa enkelte af Kammeraterne.

En Dag blev vi vaccineret mod Kolera og Tyfus. Mange blev syge og maatte paa Lazaret. Nogle af dem saa vi aldrig mere . . .

Jeg blev ogsaa syg, fik store Vabler paa Kroppen. De har vel anvendt en forkert Vaccine.

DSK-årbøger 1960

2. april 1916. Kresten Andresen: “Nu er jeg fuldkommen rask igen…”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i foråret 1916 befandt sig ved Montigny.

Den 2. april 1916

Kære forældre!
Tak for brevet. Af det, som også af Hejmdalen i dag, ser jeg, at englænderne har kastet bomber ned ude på Slesvigs vestkyst; dermed har krigen jo på en måde fået en ny udvidelse; og der vil jo sikkert følge mere af den slags. Det lader til, at der nu til foråret ventes en større træfning til søs. Jeg tror, det hele bryder løs på én gang.

Her har vi en ren sommerlig varme, så vi sveder som bæster; man kan ligefrem ikke holde ud i længere tid at ligge i solen. Der er så frodigt og tørt.

Det lader jo til, at russerne allerede begynder at brænde på, og de skal vel give signalet til generalstormen. Jeg tror, det er bedst at komme ud til fronten så snart som muligt, men længe bliver jeg vel heller ikke her. Mit komp. er blevet opløst, og jeg er kommet til 1. komp., derhen må I fra nu af adressere brevene.

I skriver om at sende noget. Jeg har endnu min blikkasse temmelig godt forsynet. Smørret er ved at slippe op, men dåsen med fedt har jeg slet ikke begyndt på endnu. Nu er jeg fuldkommen rask igen, og det har den sidste uges varme været skyld i.

Det lader til, at jeg får det en hel del bedre ved mit ny kompagni, hvad eksercits angår. I øvrigt har jeg det nu stadig godt på grund af mit ben, jeg behøver aldrig at lave langsomt skridt eller parademarch, og det er næsten den største del af tjenesten.

Forleden dag fik jeg billederne ude fra Nørremølle, de er jo meget morsomme. De vil sikkert more folk hernede, når jeg viser dem dem. I dag har vi været til stor feltgudstjeneste i slotsparken. Præsten holdt som sædvanlig en politisk tale, åndeligt indhold har en sådan prædiken ikke. 

Nu vil jeg slutte, for jeg vil ud i byen og se, om jeg kan træffe nogle landsmænd.

Med mange hilsner jeres hengivne Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

20. marts 1916. Kresten Andresen: Med ambivalente følelser retur til krigen

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i vinteren 1915-16 befandt sig ved Loretto.

Den 20. marts 1916

Kære forældre!
Nu har jeg været en uge her, og jeg forstår slet ikke, som den tid er bleven mig lang. Jeg er slet ikke rigtig kommen til mig selv igen oven på en mængde gode oplevelser. Jeg er så glad over at have været hjemme; men på den anden side synes nu alt hernede at falde mig dobbelt svært.

Jeg er også straks bleven syg igen: en meget slem halsbetændelse med feber. Jeg er da også derfor kommet på sygestuen, og her er der da udsigter til, at man kan komme sig igen.

Her er der det dejligste forårsvejr, og man forstår slet ikke, at der endnu kan være vinter hjemme. Så snart jeg var kommet over Rhinen, meldte våren sig. Det var helt mærkeligt; luften var ligefrem diset af bare varme, og jeg sad og svedte i toget. Hvor er Belgien dog et dejligt land. Først kører man gennem en bjergegn. Her jager et rigt afvekslende landskab forbi én; snart stejle stenklipper med grønne sætermarker; snart dybe kløfter, så en smilende dal med en lille købstad i bunden, så gennem en mørk tunnel, over en rivende bæk. Til sidst bliver landskabet mere jævnt bølgende; i store kraftige drag tegner det sig for én.

Nå, jeg fortæller jer vel, hvad jeg så tit har fortalt jer. Jeg venter stærkt brev fra jer, jeg har nu slet ingen post fået, siden jeg er kommet herop igen, men jeg har heller ikke skrevet, for jeg har ikke kunnet få mig til at sætte pen til papiret; men nu kommer jeg vel til at holde sengen et par dage, og så kommer lysten til at skrive ganske af sig selv. 

Jeg ligger her på stue sammen med en hamborgsk storkøbmand. Han har før krigen indført silke, te og porcelæn fra Kina og Japan. Han har selv rejst meget omkring i verden. Han er meget indtaget i København og danskerne; han har under krigen været der mange gange og haft en hel del samtaler med Scavenius. Det må være mærkeligt for sådan én nu pludselig at skulle spille soldat. Han siger, at alt tyder på, at der er fred om et par måneder; den må komme, siger han.

Jeg er meget spændt på at høre nyt fra Rigsdagen. Der må jo snart komme noget. Ellers er der vel ikke sket noget af betydning.

Mange hilsner til alle fra jeres hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

21. februar 1916. Kresten Andresen: “[…] her er så koldt og absolut ikke egnet for syge”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i vinteren 1915-16 befandt sig ved Loretto.

Nordfrankrig den 21. februar 1916

Kære forældre!
Jeg har det temmelig godt, når undtages, at jeg er bleven aldeles hundsk forkølet, sådan helt og helt igennem. Jeg har meldt mig syg og har fået nogle dage fri for tjeneste, men det hjælper jo ikke meget, da der her er så koldt og absolut ikke egnet for syge.

Jeg har fået et langt brev fra Christian, hvori han forklarede mig en hel del om en halm-orlov, han havde spekuleret ud til mig. Den idé er jeg meget glad for; kom kun blot med ansøgningen. Forholdene her står i ansøgningernes tegn og er ikke som før ved kolonnen. Tilmed lader det til, at det giver dobbelt så lang orlov på den måde. Jeg er desuden kommen til det resultat, at jeg ad almindelig vej ikke vil komme på rad nogensinde.

Når én først er begyndt at vandre fra troppedel til troppedel, er man hjemløs og uden nogen ret. De fleste af de fyrre tyve, jeg er sammen med, er af den slags folk, og der er også kun meget få af dem, der har været hjemme, skønt de fleste har været her lige fra krigens begyndelse, og mange er endda gift. – Christian mente, at han nu også vilde komme ind med det første. Kommer han i felten, kommer han sikkert til disse egne, måske direkte hertil. 

Her er der bleven mildere i vejret igen. I går var en Mortensen fra Skibelund og jeg en lille tur til en skov. Der var fuldt af blå blomster. Om en måned har vi fuldt forår her, så vil alt her være lige så vidt som hjemme i begyndelsen af maj. Men landet her er ikke så kønt som nede i „Oise”; til gengæld er der dog her i departementet „Nord” langt kønnere end nede i „Pas de Calais”, eller „Artois”.

Imidlertid kan man godt sige: blæse med skønheden!, når blot krigen var til ende. Skal vi virkelig opleve 1917 i krig også? Når det går løs på udmattelseskrig, så kan den jo vare længe nok. Her drives der ordentlig sjov med al den marmelade. Den smager for resten helt godt, men er jo da en meget dårlig erstatning for kød og pølse. 

Her er der ikke ro et øjeblik – tænk jer også henved hundrede mand i ét rum. De fleste af dem, jeg er sammen med, er lystige fyre; én er ligefrem udlært klovn, og han holder sjov fra morgen til aften.

Eders hengivne søn Kresten

NB. Jeg har fået en pakke med smør fra jer, mange tak for den; der lader skam ikke til at være ret megen kød- og fedtnød hjemme. 

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

21. oktober 1915 – Flensborg Avis: “Fremkalder Krigen særlige Sygdomme?”

Fremkalder Krigen særlige Sygdomme?

Allerede fra gammel Tid veed man, at Krigen ikke blot slaar sine Saar, men ogsaa har Sygdom i sit Følge, skriver Or. J. i »Nationaltidende«,  og han fortsætter: Frygtelige Epidemier af forskellige Farsoter vandrede tidligere i Krigens Fodspor, og mange flere Mennesker døde af Sygdomme end af Saar.

Den nuværende Krig har imidlertid vendt op og ned paa dette som paa saa mange andre Forhold. Hygiejnens og Lægekunstens høje Stade har dæmmet op for Epidemierne, som ikke rigtig synes at have faaet fat noget Sted; men til Gengæld har den moderne Teknik frembragt Mordvaaben af en hidtil ukendt Virkning, der fylder Valpladserne med Dynger af Lig og Lazaretterne med navnløse Rædsler.

Aldrig nogen Sinde tidligere har Lægerne haft Lejlighed til at gøre saa rige Erfaringer som nu, hvor Millionhære kæmper mod  hinanden; men man undres over, at de overhovedet har Tid til at beskæftige sig med andet end at behandle og lindre de syge og saarede. Man skulde tro, at dette Arbejde maatte fylde dem helt, men ikke des mindre faar de Stunder til at tale og skrive og  debattere Sager, som skulde synes af ret underordnet Betydning. Som nu for Eksempel Tyskerne, der benytter Krigens usædvanlige Forhold til at samle Erfaringer angaaende Spørgsmaalet om den seksuelle Afholdenhed. I Tusindvis af  Spørgeskemaer har de sendt ud til Mændene i Skyttegravene —som imidlertid har vist den sunde Sans at undlade at svare paa de 27 mere eller mindre næsvise Spørgsmaal, der rettes til dem. De 150 Svar, der er indkomne, vidner ganske smukt om, at Soldaterne har andet at tænke paa, naar de daglig har Døden for Øje.

Af langt større Interesse er derimod Lægernes Iagttagelse med Hensyn til Krigens Evne til at fremkalde særlige Sygdomme eller paatrykke de sygelige Tilstande et særligt Præg. Det vilde jo ikke være saa underligt, om Organismen reagerede anderledes paa Sygdom under de mange usædvanlige Forhold, Feltlivet fører med sig: svære legemlige Strabadser og Afsavn, psykisk Uro og  Anspændelse ved den bestandige Fare, Synet af de mange Rædsler og Ulykker og Tanken paa dem derhjemme, forandret og ofte mangelfuld Kost og den fuldstændigt ændrede Levevis.

Hver paa sin Vis kan alle disse Forhold bidrage til at svække  Organismens Modstandskraft, og man kan da ogsaa i de fremmede medicinske Tidsskrifter læse om, hvorledes Krigen har gjort sin Indflydelse gældende paa adskillige Sygdommes Forløb. Tyske Læger iagttog saaledes en Mængde ganske lette Tilfælde af Dysenteri (Blodgang), som under normale Forhold sikkert vilde være helbredte, men som nu endte med Døden, fordi Soldaterne  ikke havde Kraft til at staa dem igennem. Og det var slet ikke legemlig Udmattelse, der var Skyld i Sygdommens sørgelige Udgang, men fremfor alt Patienternes sjælelige Tilstand, deres fuldstændige Modløshed og Bekymring.

Samtidig kunne man se et enormt Antal Tyfustilfælde, næsten uden Temperaturstigning og med lidet  udprægede Symptomer. Bakteriologiske Undersøgelser viste, at man virkelig stod over for en ægte Tvfusinfektion (ikke Paratyfus); men de tyske Soldater var overordentlig lidt paavirkede af den. I det hele beredte forskellige smitsomme Sygdomme Lægerne mange Overraskelser. Det var, som om Krigen fremkaldte en hel Række Tilfælde, hvis Forløb afveg fra den Type, man var vant til i Fredstid.

En bekendt tysk Læge v. Krehl, hvis Iagttagelser er offentliggjorte af det prøjsiske Krigsministeriums Sanitetsafdeling, beretter mange interessante Ting om Forholdene i Felten.

Angaaende Troppernes Ernæringstilstand fortæller han, at den i Krigens Begyndelse lod en Del tilbage at ønske, sagtens fordi Forplejningen var mangelfuld. I denne Periode var Soldaternes Modstandskraft meget nedsat. Men de tilpassede sig hurtigt til Krigens Forhold, og selv om de magrede en Del af, blev deres Modstandskraft større, saa de bedre taalte  Anstrengelser og atter kom lettere over deres Sygdomme.

Med Hensyn til de enkelte Organers Funktion bemærker Forfatteren,  at han ikke iagttog noget særlig ejendommeligt vedrørende Lunger, Nyrer, Mave og Tarm. Nogen virkelig Forstyrrelse af Hjertets Virksomhed alene som Følge af muskulære Overanstrengelser saa han heller ikke, men hos Soldater, hvis Hjerter i Forvejen ikke var saa gode, hos Alkoholister, stærke Røgere og nervøse forekom ofte Hjertetilfælde. Nervesmerter, Ischias og akute og kroniske rheumatiske Lidelser i Muskler og Led viste sig fortrinsvis hos Folk, som i Forvejen havde lidt af saadanne Sygdomme, medens de friske og raske unge Folk ikke fik Gigt i Skyttegravene eller i deres Jordhuler.

Stor Interesse helliger v. Krehl Soldaternes sjælelige Tilstand, og han mener at have iagttaget, at adskillige  nervøse Tilfælde hidrørte fra sygelige Forandringer i Skjoldbruskkirtlen, baade hos Folk, som før havde frembrudt Symptomer afhængige af denne Kirtel, og hos Soldater, som først under Krigen var begyndt at lide af nervøse Forstyrrelser (Hjertebanken, hurtig Puls, Aandenød osv.), der kunde henføres til Skjoldbruskkirtlen.

Efter hans Mening er alle Organer og deres Funktioner afhængige af psykiske Indvirkninger, og under Krigen træder Viljens og Stemningens Indflydelse paa hele Organismen og dens Ydedygtighed særlig stærkt frem. Han priser i høje Toner den tyske Soldat, der trods det største legemlige Slid og Mangel paa Føde og Søvn udfolder en Tapperhed og Energi uden Lige. Og han fremhæver Tyskernes »overordentlige sjælelige og legemlige Modstandskraft« som Grund til, at psykisk betingede Sygdomme trods alt er saa sjældne blandt de tyske Tropper i »denne overordentlige Tid«. I øvrigt kommer han ikke nærmere ind paa Spørgsmaalet »Krig og Sindssygdom«, som saa mange andre Forfattere har beskæftiget sig med. Dog fremhæver han, at virkelig Hysteri er en temmelig sjælden Sygdom, medens andre har peget paa, at hysteriske Tilfælde med Søvnløshed, Angst og andre sjælelige Symptomer, som er stærkt farvede af Krigen, fremkommer ret hyppigt, ligesom Krigen med dens legemlige og sjælelige  strabadser kan bringe slumrende Anlæg til Sindssygdom til Udbrud.

Alt i alt maa man vist sige, af Krigen ikke fremkalder nye Sygdomme,
som man ikke har kendt tidligere, men at den paa mange Maader
særpræger de sygelige Tilstande. er sikkert nok. Og efter alles Mening spiller Krigens sjælelige Indflydelse  en særlig stor Rolle for adskillige

31. juli 1915 – Fra billedsamlingen: Johannes Hildebrandts grav

Billede af Johannes Hildebrandts grav i Galizien, hvor gjorde tjeneste som i en Landsturmbataillon med mange nordslesvigere. Enheden var ikke en frontenhed og årsagen til hans død var kolera. Fotoet er sendt som feltpostkort til Fru Steenholdt i Over Jersdal og lyder:

Sender dig hermed et Billede af Hildebrandts Grav. Han var os en meget kjær Kammerat. Ære være hans Minde. Venlig Hilsen fra Mads Jensen. Jeg havde sendt et til Jens men jeg har tabt hans Adresse

Do

Johannes Hildebrandts grav i Galizien. Hildebrandt døde af kolera 31. juli 1915 (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)
Johannes Hildebrandts grav i Galizien. Hildebrandt døde af kolera 31. juli 1915 (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

2. april 1915. Johannes Jessen på Østfronten

Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262. I februar 1915 blev det indsat i kampene ved de Masuriske søer.

Vi blev stadig angrebet af fjenden igennem daglige skyderier. Jeg husker vi blev med tog transporteret til Suwalki og forlod toget ved det sammenskudte bryggeri, og straks gik det østpå en hel dagsmarch. Vi skulle derude danne en feltstilling mod angreb fra Grodno, en fæstning ved Njemen (Nensel på tysk).

Langt ude var de russiske stillinger og et godt stykke foran dem lå en ensom bondegård. Min gruppe (en underofficer og 8 mand) fik til opgave at se efter om den var besat, det var den ikke og bonden og hans familie var der heller ikke, så indrettede vi os i køkkenet så godt det lod sig gøre men på engang hørte vi sagte stemmer, og vi studsede og lyttede, hvor i alverden kom de fra, vi undersøgte laderne stak hovedet op gennem loftlugen, vi fandt intet, men kunne stadig høre stemmer.

På gårdspladsen stod et meget stort træ med en tyk stamme, bag dette træ havde vi hele tiden en vagt stående for at holde øje med russerne, men hans øre hørte de hviskende stemmer og han sneg sig om hushjørnet og her opdagede han at stemmerne kom nede fra jorden. Her havde bonden gravet et skjul for det tilfælde, at tyskerne kom, men næste dag kom der ordre til tilbagetrækning,

Det var langfredag [2. april 1915, RR] morgen vi begyndte tilbagemarchen mod Sulwalki. Det havde frosset om natten, solen stod op på en skyfri himmel vejen førte langs en række småsøer, der var omkransede med træer, der næsten skjulte huse og gårde. På engang begyndte det at blinke frem mellem træerne, vi troede det var solstrålerne der brødes i vinduerne, men nej, det var en kirke, der brændte. Det hele spejlede sig i isen, vi gik betaget forbi. Officererne fotograferede, det var den 1. april, det var vinter endnu, men strålende solskin.

Jeg skal lige fortælle om en ting, der var et meget stort handykap i den masuriske vinter. Vi gik jo og spiste sne for at slukke tørsten og kom vi så ind i en bondegård hvor ovnen lå fuld af halvbagt brød, som endnu var varmt og klæbrigt blev det svælget ned med grådighed, forplejningen kunne ikke følge med, derfor var vi altid sultne og spiste alt hvad der kunne spises, det kunne maven ikke tåle og det gav gennemgang så det forslog noget, vi blev trætte og afkræftede og skulle stadig marchere og kæmpe. Sommetider sad det meste af kompagniet ved siden af vejen med bukserne nede. Hvad det vil sige med hele udrustningen af og på i en fart, for så at gå en halv time og så til det hele igen og sådan gik det i 2-3 uger.

Da foråret så var slået igennem, jorden var blevet tør og hård kom vi i en fast stilling mellem Marlampol og Kalvaria, et gammelt valfartssted i Polen. 1. bataljon og 2. kompagni afløste hinanden hver 3. dag ude i skyttegraven.

Når vi kom tilbage lå vi i en lade i halm de tre dage vi var fri. Det stykke vi besatte gik gennem en have til en gård, hvor familien var evakueret og vi brugte alt fra gården til at udbygge vor stilling med, 3. og 4. kompagni afløste første og anden, en dag fandt jeg “Hejmdal” liggende i den bunker, hvor jeg boede, jeg fik nemlig også denne danske avis tilsendt. Det var klart, at der måtte findes en dansker mere ved et af de andre kompagnier, jeg skrev så mit navn og kompagni nr. på avisen og lod den ligge, men det viste sig efter lang tid, at det var en søn af Kloppenborg Skrumsager der lå ved 1. kompagni. Han ejede ved sin død den store gård “Kanekær” ved Kjelstrup strand, nu fik jeg i hvert fald en landsmand mere.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig