Tag-arkiv: stormangreb

28. marts 1917. Farligt naboskab: “Englænderne og vi i hver sin Ende af Skyttegraven”

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I foråret gik englænderne til angreb. Han og kammeraten Peter Hansen sad nu i skyttegraven.

Vi sad sammen i 1½ Døgn, Englænderne og vi, i hver sin Ende af Skyttegraven, saa kom der Ordre til de to Kompagnier, som var kastet ud, at de skulde storme.

Vi andre, som havde holdt Stillingen, skulde derimod rulle Skyttegraven op fra Flanken.

De to, der var dygtigst til at kaste med Haandgranater, blev stillet forrest, derefter kom de to bedste Skytter, og Resten af os blev saa brugt til henholdsvis at føre Haandgranater frem og lade Rifler.

Kampen var kort. Englænderne blev kastet ud igen; men vi maatte blive endnu et Døgn derude. Dog, ved Mørkets Frembrud kom der Afløsning, og vi gik glade ud af Stilling og haabede efter disse tre
strenge Dage at komme tilbage til et nogenlunde godt Kvarter i Le Catelet.

Dog, her blev vi ogsaa skuffet og kom tilbage i en Reservestilling, som endnu ikke var udbygget. Vi maatte sætte os paa Trappetrinene ned til de endnu ikke udgravede Jordhuler, og da det nu var blevet susende Regnvejr, var vi hurtigt gennemblødte. Saa sad vi dér, mens Vandet løb under os, og sov og frøs.

Det staar for mig som en af de Nætter, hvor Skuffelsen, Modløsheden og Forsagtheden greb mig som næsten ingensinde.

Ved Daggry blæste det op, og vi lagde vort Tøj i den skarpe Vind.

Efter nogle faa Dages Forløb kom vi alligevel ind i Byen i Kvarter.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

6. oktober 1916. Angreb ved Somme! “I tætte Kolonner kom de myldrende frem …”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86.  Efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni, der i efteråret 1916 lå ved Somme-fronten.

Imedens hylede Granaterne, og Bly-, Staal- og Jernstumper slog ned allevegne. Jorden rystede under de voldsomme Sprængninger, og  Luften var graagul af Røg og Krudtdamp. Alle sad vi og ventede paa,  at Franskmanden dog snart vilde komme for at gøre en Ende paa denne forfærdelige Spænding, ligemeget hvordan saa end  Afgørelsen faldt ud.

Der blev ikke talt et Ord, og Cigaretterne smagte ikke mere. Vi ventede kun paa Fuldbyrdelsen af den Dødsdom, der for længe siden var afsagt over os.

nls_haig_-_smashed_up_german_trench_on_messines_ridge_with_dead
Original filkplacering fra Wikipedia: https://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/4/47/NLS_Haig_-_Smashed_up_German_trench_on_Messines_Ridge_with_dead.jpg

Kompagniføreren var kommet kravlende hen til Understanden til os. Han var ikke mange sure Sild værd, og havde kun den Tanke enten at maatte dø eller se at komme tilbage, forinden Franskmanden kom for at tage ham til Fange.

Præcis Klokken 5 blev den voldsomme Ild som ved et Trylleslag  afbrudt. Hvilken uhyre Lettelse, men nu kom der ogsaa Liv i   Kompagniføreren. „Gud ske evig Lov”, raabte han, medens han rev Revolveren fra Bæltet.

Nogen nærmere Ordre behøvede han ikke at give, thi de første  Geværskud knaldede allerede imod de fremrykkende Franskmænd.

I tætte Kolonner kom de myldrende frem, og flere Kompagnier lige i Retning af vort Afsnit.

Maskingeværerne var snart bragt i Stilling, og arbejdede efter Hensigten. Haandgranaterne blev i rivende Hast kastet ud over Gravkanten, men foreløbig dog til ingen Nytte, thi Franskmanden var endnu i for lang Afstand.

RIR242_Maskingeværstilling_mindre

Kompagniføreren maatte nu til at gribe regulerende ind, og hans Ordre lød paa, at Maskingeværerne skulde holde en jævn Ild vedlige og under godt Sigte holde lige ind i Rækkerne.

Først i en Afstand af ca. 100 Meter skulde der lægges alt det i, der blot kunde gaa igennem Løbene. Haandgranater skulde heller ikke kastes før i samme Afstand, og indtil da skulde der fyres med  almindelige Geværer, af hvilke der mindst var tre til hver Mand.

Fjenden var nu kommet nærmere, og Haandgranaterne blev kastet uden sædvanligt Ophold mellem Tænding og Kastningen, hvilket bevirkede, at hver Mand kunde kaste dobbelt saa mange. De laa nu  derude, og dannede ved deres Eksplosioner en levende Ildmur, som var beregnet paa, at Fjenden ikke kunde slippe igennem.

Maskingeværerne arbejdede ivrigt, og deres Virkning kunde tydelig ses. Drejende Løbet til højre og venstre og sænkende det op og ned i Bølgeform mejede de alt ned for Fode, og det var tydeligt at se, at  der blev en Standsning i Angribernes Rækker, i hvert Fald var der  ikke megen Fart i Angrebet.

Pludselig vilde mit Maskingevær ikke mere, og endnu havde jeg 7000 Skud tilbage. Løbet, der havde arbejdet sig fast, blev revet ud, og et nyt blev sat i.

6a44-127_maskingeværgruppe

„Rolig, bare rolig, gamle Dreng,” sagde  Kompagniføreren, der stod bagved. „Bare rolig, jeg tror vi har dem, de ser ud til at have tabt  Lysten.”

Dog, Fjenden kom nærmere, og ogsaa han begyndte at skyde.

Maskingeværerne raslede alt det ud igennem Løbene, som de kunde overkomme, og snart stod vi indhyllet i Dampen fra Kølevandet, der kogte i Geværet. Paany stod baade mit og det andet Gevær stille, men der var nu ikke Tid til at skifte Løb. Det blev overladt sin egen, ynkelige Forfatning, og Haandgranaterne blev taget i Brug.

Fjenden havde smidt sig ned foran vores „Ildmur”, og det viste sig, at Kompagniføreren fik Ret i sin Formodning. De kunde ikke trænge igennem.

„Rolig, bare rolig,” var hans stadige Formaning, „vi har dem.”  Kompagniførerens urokkelige Mod forplantede sig til alle, og enhver lagde alt det i, som han blot orkede. Ved Hjælp af Lysraketter blev  der nu givet vort Artilleri Ordre til at sætte ind med Spærreild, og de gjorde det med stor Eftertrykkelighed.

Natligt_angreb_måske_Somme

Fjenden har vel nu paa Grund af de mange eksploderende Granater bedømt Modstanderne til at være mange, thi pludselig sprang de op, og løb. De løb, som om selveste Djævelen var i Hælene paa dem, men nu blev det levende i Skyttegraven hos os. I staaende Stilling tømte vi Magasinerne af Geværerne i Ryggen paa den flygtende Fjende, og medens Kompagniføreren raabte om at vise ham „Made in Germany”, flygtede han i Panik tilbage, hvorfra han var kommet. Raabende og skrigende, kastende alt fra sig, søgte Fjenden Dækning  bag ved væltede Landevejstræer, men heller ikke her havde han Ro, thi nu laa han i Spærreilden fra vort Artilleri.

Imidlertid havde vi været ude i Forterrænet. Vor Søgen gjaldt  Feltflaskerne fra faldne og saarede Franskmænd. Vi vidste, hvad de  indeholdt, men ikke alene var det Feltflaskerne, det gjaldt, thi vor  Ammunition var ved at slippe op, og de bortkastede Geværer og Patroner var derfor en god Reserve at have liggende, naar Fjenden atter vendte tilbage.

Vestfront Skyttegrav med franske lig

Frygtelig saa den foran os liggende Slagmark ud, og i bogstavelig Forstand laa døde og saarede, som var de strøede over det hele af en stor, usynlig Haand. De saaredes Raaben om Hjælp lodes uænset. De var for mange.

I det begyndende Mørke kunde vi se mange  sammenrullede Skikkelser rejse sig i Terrænet forude og søge tilbage til deres Afdelinger. Hidtil var de, af Frygt for at blive skudt ned, blevet liggende som livløse, men nu kunde de løbe.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

6. september 1916. Somme: Kl. 4 stiger fjenden ud af sine grave i tætte linjer!

I august 1916 kom Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 retur til Somme-fronten. Under konstant beskydning og i øsende regnvejr forsøgte soldaterne at vedligeholde stillingerne.

Om morgenen rettes der tunge kalibre, ind til 28 cm, mod fronten og Berny.

Fra kl. 2 om eftermiddagen raser trommeilden som en orkan.

Kl. 4 stiger fjenden ud af sine grave i tætte linjer.

Angrebet bliver straks erkendt både af infanteriet og artilleriet. Foran 8., 5. og 7. kompagni bliver han holdt nede med artilleri- og infanteriild. Foran 1. kompagni og 5/68 bølger kampen frem og tilbage, ind til også her modstanderen viger. 6. kompagni består nu kun af tre stærkt spredte grupper på hver 10 mand.

For den midterste lykkes det med heftig ild at rive den fjendtlige linje op foran deres front, de to andre grupper bliver rendt over ende og nedkæmpet efter et heftigt håndgemæng. Her var gennembruddet altså næsten lykkedes.

Da iler i nødens stund 3. kompagni ud af Berny-slugten.

Franskmanden går tilbage, resten af 6. kompagni bliver befriet fra en delvis omringning. Begge kompagnier forfølger modstanderen ind til tæt foran den gamle K3 og besætter her nogle gamle stykker skyttegrav.

Til højre derfor var ligeledes løjtnant Knutz med 1. kompagni og dele af 68’erne gået frem ca. 300 meter ad ”Dronningevejen,” havde dér taget fanger og taget et maskingevær som bytte.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen. Køb den her.

4. september 1916. Thode på Østfronten: “Det blev til det værste slagteri …”

Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i 4. Schlesiske Infanteriregiment 157, 7. komp. Den 30. august 1916 stormede regimentet russiske stillinger ved Høje Kukul Skovkarpaterne, som de derefter skulle holde.

Kompagniet havde til venstre for det sted, vi stormede, indtaget en ny stilling, og var begyndt at grave nye skyttegrave. Her var jeg nogle dage, så blev vi forflyttet. Såvidt jeg husker, blev der sammensat et nyt kompagni, for jeg mindes, at jeg ikke kendte mange af de kammerater, vi var sammen med.

Vi marcherede temmelig langt, og kom ud af skoven. I en bjergdal kom vi forbi en lille landsby, hvor der boede Tataere [tatarer]. Der købte jeg et prospektkort, som jeg endnu er i besiddelse af.

Så gik det ind i bjergene og skovene igen. Vi marcherede i skoven i gåsegang. Vi var lidt betænkelige ved at se, at vores øverste befalingsmand pludselig havde gevær, ellers havde de kun pistoler.

Vi fik aldrig at vide, hvad der forestod.

Pludselig blev der skudt. Vi var løbet lige ind i flanken af et russisk regiment. De havde sikkert heller ikke regnet med angreb, for de havde været i fuld gang med at spille kort, kunne vi se. Det flød med spillekort overalt. ‘

Det blev til det værste slagteri. Vi blev ved med at kæmpe os frem, bare fremad.

Dette stod på temmelig længe. Tilsidst vidste vi næsten ikke, hvem der havde overtaget. Jeg husker, at der på slutningen til venstre for os stod tyske soldater med armene i vejret, mens der dér, hvor jeg stod, var flest tyskere, og her var det russerne, der havde overgivet sig.

Det endte med, at alle de russere, som var her, overgav sig.

Nu måtte en del af os overtage fangerne. Det tyndede slemt ud i vore rækker, og vi nåede heller ikke langt mere den dag.

Det blev aften og mørkt. Officerer var der ingen af mere. Resten af os lagde os så ned i dækning bag træstammer så godt som muligt.

Vi kunne høre på de russiske kommandoer og på skydningen, at
russerne var i overtal her. Vi skød alt, hvad vi kunne, for at russerne ikke skulle mærke, at vi var så fåtallige. Vores geværløb var ved at blive gloende.

En kammerat, som lå ved siden af mig, blev pludselig tavs. Jeg ruskede i ham, men han reagerede ikke, så jeg troede, han var død.

Pludselig bemærkede jeg, at mine kammerater begyndte at løbe tilbage. Jeg måtte også løbe. Jeg var ikke glad for at lade min kammerat ligge, men der var intet at gøre.

Thode, Carl Theodor: krigserindringer, nedskrevet 1974 (pdf)

Thodes erindringer danner grundlag for Jakob Brodersens roman “Thode”, der udkom i 2016.

4. september 1916. Angreb ved Somme! Forreste linje rendt over ende!

I august 1916 kom Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 retur til Somme-fronten. Under konstant beskydning og i øsende regnvejr forsøgte soldaterne at vedligeholde stillingerne.

Den 4. september gryr. Tung ild ved fronten, deriblandt sværme af tunge miner.

Fra kl. 11 formiddag trommeild. Kl. 12,15 springer fjenden frem i tætte formationer.

Den fuldstændig rystede og sønderskudte forreste linje, der består af 13., 2., 11., 12. kompagni, bliver rendt over ende og for største parten taget til fange. Også K3 måtte prisgives overmagten. Til højre bliver mellemstillingen holdt af 4. kompagni og en deling fra 3. kompagni. På

det venstre afsnit kaster sig en lille flok under ledelse af løjtnant Jepsen og oversergent Schultz med dødsforagt mod fjenden for at generobre K3. Forgæves. Begge førere falder. Men her støder fjenden dog ikke længere frem.

Ved middagstid får II bataljon ordre til at rykke frem. Fremrykningen i den lange løbegrav, der allerede begyndte ved Miséry, kunne kun foregå langsomt og krævede hele eftermiddagen. Hen mod aften stod det klart, at de tilkaldte reserver ikke slog til over for det angreb, der blev ført over en bred front og med voldsom overmagt. Modstødet blev opgivet.

Det gjaldt nu om at udfylde de huller, som angrebet havde revet. Som nævnt blev mellemstillingen nordøst for Berny holdt af 3. og 4. kompagni, bagved i anden linje 1. kompagni. Til højre gabte et hul over til 90erne, her blev 7. og 5. kompagni sat ind. Bagved dem 8. kompagni. Til venstre for 4. kompagni måtte 6. kompagni udfylde et 500 m bredt hul, som strakte sig fra 4. kompagnis venstre fløj og til vejgaflen nord for Berny. Bagved dem 6. kompagni fra regiment 85.

I strømmende regn, der varede hele natten, og under bestandig artilleriild gravede kompagnierne sig ned i det helt åbne terræn. Om morgenen er deres grav knædyb.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen. Køb den her.

30. august 1916. “Vi var desperate af angst!” Thode i stormen på Høje Kukul

Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i 4. Schlesiske Infanteriregiment 157, 7. komp. I slutningen af august kom regimentet til Skovkarpaterne.

Vi skulle storme en russisk skyttegrav på et højt bjerg – Høje Kukul, ca. 2.000 m højt. Russerne lå på toppen af bjerget, og de østrigske tropper, som var i dette afsnit, og som adskillige gange var blevet slået tilbage, lå i en skyttegrav ca. 50 meter nede.

Vi skulle så ved morgengry gå til angreb. Vi lå på bjergskråningen
nedenfor østrigerne, hvorfra vi skulle gå til stormangreb.
.
Der var stor nervøsitet hos os. Den gruppe, jeg hørte til, var ikke fuldkommen, vi var 6 mand og en Gefreiter, som var leder.

Nervøsiteten var så stor, at en af soldaterne skød sig selv i foden. Han var nu også meget urolig og bange.

Vor  korporalskabsfører, Gefreiteren, sagde: “Jeg tror ikke, jeg kommer godt fra dette her”.

Ja, vi var alle bange. Da vi lå der i beredskab, begyndte vort artilleri at indskyde sig. Dog var de første skud alt for korte, og slog ned bag os. Vi kunne se og høre, at de kom os nærmere, og vi var nervøse for, at de næste skud skulle slå ned blandt os. Det skete heldigvis ikke.

Som kom morgenen, vi gik så lydløst, som muligt frem i den østrigske skyttegrav. Jeg stod ved siden af vore kompagnifører, han så på sit ur, og kommanderede: “STORM”. Så stormede vi.

Det gik så hurtigt, og vi var desperate af angst.

Russerne overdængede os med ild. Vores gruppefører var så uheldig at storme lige ind i en russisk maskingeværrede.

Russisk maskingevær
Russisk maskingevær

Da jeg var nået cirka halvvejs til den russiske skyttegrav, faldt jeg om, jeg prøvede hurtigt flere gange at stå op, men kunne ikke.

Mine tanker var straks, at jeg nu havde mistet mit venstre ben. Jeg strøg med venstre hånd ned over benet, og min hånd var fuld af blod, Men i bar nervøsitet prøvede jeg igen at rejse mig, og nu lykkedes det. (Natten før havde jeg drømt, at jeg fik mit ene ben skudt af).

Det hele varede kun kort tid, og vi nåede den russiske skyttegrav.

De russere, der ikke var faldet, flygtede til den venstre side i deres skyttegrav. Nu var vi på toppen, men russerne gav ikke op, og til højre for os kæmpedes der hårdt endnu. Foran os prøvede russerne at gå til modangreb, men opgav dog tilsidst.

Før vi gik til angreb, havde vi fået en ny kompagnifører, der lignede en stor dreng, men al respekt for ham. Da vi havde taget den russiske skyttegrav, og kæmpede videre imod de russiske  modangreb, stod han oprejst i kugleregnen og kommanderede, hvor vi skulle skyde hen. At der ikke skete ham noget, forstår jeg ikke.

Jeg lå på knæ lige foran ham og skød. Hans oppasser stod ved siden af ham, bag mig. Han fik en kugle i brystet, og gav en lille lyd fra sig, og var død på stedet.

Da der nogen tid efter var kommet lidt ro over feltet, bad  kompagniføreren mig om at bringe en lille minekaster tilbage til graven, hvorfra vi var gået frem.

Jeg fik et chok, da jeg så, hvorledes der så ud. Jeg kunne regne ud, hvor det var, jeg var faldet om. På det sted lå vores  korporalskabsfører død med et stort hul i underlivet og benet. Han er sikkert blevet ramt af en håndgranat, og jeg regner med, at noget samtidig har ramt mig på venstre ben og slået det følelsesløst – dog uden at der var efterladt sår.

Nu kunne jeg først se, hvad her var foregået. Der lå en del opsvulmede, døde østrigere og blandt dem vore egne døde kammerater.

IMG_2011_11_30_6942_østfront_døde_skyttegrav

Da jeg afleverede minekasteren bag fronten, stod her nogle tilfangetagne russiske soldater og røg cigaretter. Det var nu lidt underligt at se, men de havde jo haft det lige så ondt som vi. Hvor jeg har været i krigen, har der altid været den regel, at nar fjenden havde kastet våbnene, var vi ikke fjender mere.

Af min gruppe på 7 mand, var der efter slaget 3 tilbage. Så man
kan nok sige, at jeg har været heldig.

De to kammerater, der sammen med mig kom godt fra det, var begge
ældre mænd. Den ene var af polsk afstamning, og den anden var
i civil skomager.

Efter at have afleveret minekasteren, måtte vi tilbage til  kompagniet.

Vejen gik igennem den skyttegrav, vi havde indtaget. Her vil jeg helst ikke fortælle, hvad vi så. Russerne havde ofte i deres skyttegrave temmelig store skydehuller, og det må vore maskingeværskytter have udnyttet. Da mange af russerne nok har forsøgt at flygte gennem disse huller, er de kommet ind i maskingeværilden, og virkningen var grufuld.

Thode, Carl Theodor: krigserindringer, nedskrevet 1974 (pdf)

Thodes erindringer danner grundlag for Jakob Brodersens roman “Thode”, der udkom i 2016.

26. august 1916. Russerne havde fået næsen brændt eftertrykkeligt.

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten og i juli 1916 blev han overført til maskingeværafdelingen.

Det ventede angreb fra russerne udeblev ikke.

For en gangs skyld indledte de med den største kanonade, jeg har oplevet på østfronten. De skød vore pigtrådsspærringer i smadder, og vi var klare over, at hvis v i ikke var endda meget rappe på tæerne, ville de rende os over ende.

De var kun ca. 100 meter fra os. Det lykkedes imidlertid ikke for dem, kun ganske enkelte kom ind i vor skyttegrav og blev omgående afvæbnet.

MG-afdelingen beviste endnu engang sin kunnen. Det »Huræ«, som russerne råbte, da de stormede frem, blev for mange, alt for mange det sidste ord i denne verden.

Jeg skal ikke komme nærmere i n d på denne affære. Den var frygtelig. Vore tab var også store, men ikke en brøkdel af russernes.

Angrebet blev ikke fornyet, det havde vi ellers ventet. Russerne må tilsyneladende have fået næsen brændt så eftertrykkeligt, at de havde tabt lysten.

Kort tid efter blev v i afløst af østrigerne og trukket tilbage til andre opgaver.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

1. august 1916. Verdun: “Minnesk do, æ hæ vel nok væt heldig, di hæ skødt de urrest lej a min lil’finger væk”

Peter Clausen, Lundsgårdsmark, gjorde krigstjeneste ved RIR88, der i juli ankom til Verdun

Så var det morgenen den 1. august. Præcis klokken fire – alle formationer havde fået deres ure stillet – startede angrebet.

Himlen blev rød over det hele, og af hundreder af kanonrør spyedes der ild på de franske stillinger. Også minekasterne, som stod i en lang række bag den tyske skyttegrav, sendte deres 200 punds frugter af sted, og snart var alt indhyllet i røg og støv.

Der kunne da ingen slippe levende ud af det ragnarok, tænkte jeg. –

Jeg havde frivagt fra klokken otte og havde lagt mig til at sove i vor lille dækning, men jeg vågnede ved, at det med et blev stille, og jeg så en skare franskmænd komme over imod os.

Da var stormangrebet i fuld gang, thi alt var gået planmæssigt; det var nemlig fanger, der arriverede, og som skyndte sig ud af ildlinjen.

Noget efter begyndte også de letsårede at myldre forbi os. En af de første var Hans Bøjskov fra Rønshoved. Jeg ser ham endnu komme springende ned ad skrænten med venstre hånd forbundet og råbende i forbifarten: »Minnesk do, æ hæ vel nok væt heldig, di hæ skødt de urrest lej a min lil’finger væk«, og borte var han.

Snart kom der dog flere, og de var værre medtaget, men alle flyttede sig dog så hurtigt, de nogenlunde kunne. Blandt disse mindes jeg en ung franskmand, der gik alene og ikke evnede at løbe for et skud i siden; vi gav ham noget at drikke og viste ham den korteste vej tilbage.

Ebbesen_vand_mindre
Johannes P. Ebbesen: To soldater drikker vand (Museum Sønderjylland)

Snart begyndte franskmændene dog at komme til kræfter igen, og så var det alt andet end hyggeligt for os. Oppe i stillingen så det forfærdeligt ud. Selvfølgelig var der ikke skyttegrave mere, kun granathuller og fordybninger, som soldaterne selv havde gravet. Den eftermiddag mistede 5. kompagni halvdelen af sit mandskab, men stillingen blev holdt.

DSK-årbøger 1970

22. juli 1916. Østfronten: “Den kommende dag ser blodig ud …”

Den anonyme sønderjyde “n” skriver om kampene på Østfronten i juli 1916.

Jeg har i de sidste Dage ikke haft Tid til at skrive, men vil nu fortsætte der, hvor jeg slap sidst.

Det var altsaa den 22. om Aftenen. I et uendeligt langt Tog sneglede Regimentet videre i Mørket. Til venstre for os i det fjerne lyste en Ildebrand imod Himmelen.

Regimentet saa saa langt ud, at vi mente, det var en anden Division, der gik frem der. Imidlertid forandrede vi pludselig Kurs netop i Retning af det lysende Baal.

Skulde det virkelig være Maalet? Var Baalet maaske tændt for at vise vore Kolonner Vej.

Klokken blev efterhaanden mange. Jeg var nærved at segne om. 

Man begyndte at høre Kanontordenen, senere ogsaa Geværild i den nævnte Retning. Skulde vi maaske føres frem til Angreb?

Ordonanser kom os i Møde og udsendtes fra os. Jeg spurgte vor Løjtnant, hvad der gik for sig. „Jeg ved intet“, svarede han, „og spørger jeg vor Kompagnifører, faar jeg et afvisende, undvigende Svar.“

Af og til afbrødes Marchen. Gevær- og Maskingeværilden lød stadig nærmere. Hver Gang, der blev gjort Holdt, kastede vi os ned paa Marken ved Siden af Vejen, uden at ænse Fugtighed og Kulde. Vi var jo i Forvejen gennemblødte.

Kl. 1 blev de enkelte Kompagnier stillet op med Front imod den brændende By. Vi stod i Dækning i en Dal. Øjensynligt skulde vi frem til Angreb; Byen holdtes endnu af Russerne. Straks gik det dog ikke løs.

Vi fik Ordre til at lægge os ned. Trætheden overmandede os, og trods Vand og Kulde henfaldt vi snart i en halvsovende Tilstand, ude af Stand til at samle os til en klar Forestilling om, hvad der gik for sig.

KL 3½ hed det pludseligt „Auf“!

Vi fo’r op, tumlede til Geværerne og blev opstillede i Skyttelinjer med Front mod Byen. Saa gik det fremad. Kanonilden, som havde vedvaret hele Natten, hørtes endnu, men jeg lagde dog Mærke til, at Shrapneller og Granater ikke saa meget eksploderede over Byen, som bag Byen.

Skulde Russerne atter have „geturmt“, d. v. s. være paa Tilbagetog?

Det gik stadig fremad. Vi var i første Linje, paa yderste venstre Fløj.

Oppe paa de Bakker, vi passerede, kunde vi se de lange halvcirkelformede Skyttelinjer nærme sig Byen fra tre Sider.

Hvad man tænker paa i et saadant Øjeblik? Dertil er for det første at sige, at man er saa overtræt, at man har svært ved at tænke sammenhængende. Det bliver tilfældigt, hvad der farer én gennem Hovedet.

— Skulde denne Morgen være den sidste, som du oplever?

— Se, i Nordøst stiger Solen op. — „Den ser blodig ud i Dag“, bemærker en Kammerat. —

(… fortsættes)

Martha Ottosen: Breve til hjemmet.

20. juli 1916. Blodig dag ved Somme: “Bjerge af lig spærrer vejen for angriberne”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev i juli 1916 indsat ved Somme.

Kl. 8 om formiddagen steg blåkapperne ud af deres skyttegrave.

Foran den højre bataljon bliver de under svære tab afvist af 2. kompagni. Ved 4. kompagni lykkes det dem, begunstiget af røg og tåge, at trænge ind i et 100 meter langt skyttegravsstykke, som var ryddet af miner og artilleri. Men 4. kompagni samler sig hurtigt til et modstød. En uforfærdet gruppe ført af de to tapre sergenter Rave og Clausen går fra skyttegraven i kødet på den indtrængende fjende med håndgranater. De får støtte på den anden side af indbrudsstedet af 90’erne.

Maleri_skyttegrav_nærkamp
Stormangreb! Maleri på Sønderborg Slot

Fra skulderværn til skulderværn bliver fjenden jaget. Frygteligt raserer de tyske håndgranater blandt modstanderne, der bliver skubbet stadig tættere sammen. Angriberne må forlade graven, fordi bjerge af lig spærrer vejen for dem. Da rækker de sammenpressede fjender, ca. 50 mand, hænderne i vejet. De bliver uden eskorte sendt bagud. Desværre måtte de to befalingsmænd bøde for deres uforfærdethed med livet.

Trods dette gode resultat var 4. kompagnis situation meget risikabel på grund af deres store tab. Da fik 9. kompagni kl. 10 om morgenen ordre til at sværme ind til støtte for 4. kompagni. Frejdigt førte løjtnant Iversen kompagniet gennem spærreilden. Uden nævneværdige tab nåede kompagniet hen over åbent terræn den forreste skyttegrav, glad og lettet hilst velkommen af resterne af 4. kompagni. Her vovede franskmanden intet angreb mere den dag.

Vestfront Skyttegrav med franske lig
Dræbte soldater i en skyttegrav

Alvorligere var situationen ved den venstre bataljon. Her var det lykkedes fjenden efter heftig artilleriforberedelse overraskende at trænge ind i vor skyttegrav og tage en del af besætningen til fange. Fra 8. kompagni savnedes 3 officerer og 96 mand, fra 5. kompagni 2 officerer og 37 mand.

Fjenden var så trængt videre frem hen over Romervejen og havde besat en del af grav nr. to med stærkere styrker. Da trækker ritmester Henneberg, føreren af II bataljon, 6. og 7. kompagni frem til nord for Berny, og ligeledes 11. kompagni, som regimentet har stillet ham til rådighed. Kl. 11,30 er opstillingen klar. Premierløjtnant Kalepky giver tegn til modangreb. I tynde skyttelinier går kompagnierne frem.

Fjenden yder trods sin overlegenhed ikke megen modstand, trækker sig tilbage bag Romervejen og forsvarer sig med to maskingeværer.

IMG_2011_11_29_5840_fransk_maskingevær_cropped
Fransk maskingeværstilling

Disse bringer en tid de 3 kompagniers forehavende til stilstand. Så bliver maskingeværerne bragt til tavshed af en tung felthaubitser. Kompagnierne går kl. 2,30 om eftermiddagen videre frem og kaster fjenden tilbage i sin gamle stilling. Kun et stykke på 60 meters længde forbliver i hans hånd til højre og til venstre for den ”brune grav”.

Den ”brune grav” er en gammel tysk reservestilling og strækker sig hen mod fjenden. Således er denne i stand til gennem skyttegraven at trække forstærkning til. Disse trænger de af tab svækkede kompagnier tilbage igen og udvider indbrudsstedet til ca. 250 meter.

Så bliver 1. kompagni som regimentsreserve trukket frem. Dem var det den dag allerede lykkedes at nedskyde en engelsk flyver.

antiluftskyts_fly_mindre
Tysk antiluftskyts
Påskrift, bagside: "Von Oberltn. v. Richtofen heruntergeschossenes engl. Kampflugzeug (am 14/4. 17 in Gegend Douai)
Nedskudt engelsk fly

Oversergent Früdden tog de to besætningsmedlemmer til fange under stærk fjendtlig ild. Om natten ruller kompagniet ved et dristigt gennemført håndgranatangreb det omstridte stykke grav op. Kl. 4 om morgenen var hele stillingen igen på vore hænder.

Füslilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen

19. juli 1916. “Så ka do wel snak dansk?” Sønderjysk møde på slagmarken ved Somme

Jørgen Hansen fra Aabenraa deltog i slaget ved Somme. Her mødte han kort Peter Rossen fra Hostrupskov.

To Landsmænd mødes
Det var den 19. Julil 1916, at vi rykkede i en Stilling ved Somme. Straks fra Morgenstunden af aabnede Franskmændene en heftig Artilleriild mod os, og hen paa Formiddagen blev vor Stilling stormet af de Sorte. Vi blev beordret frem til Modangreb, men den ene efter den anden faldt tilbage i Graven, ramt af en Kugle, thi Franskmændene havde ogsaa faaet Maskingeværer frem.

Selv blev jeg saaret, men dog ikke værre, end at jeg kunde blive ved Kompagniet. Kampen vedblev hele Formiddagen, og da den omsider stilnede af og Franskmændene trak sig tilbage, laa der Dynger af Lig foran vore Skyttegrave. Jeg blev af Delingsføreren beordret hen til Lægen for at blive forbunden, thi Blodet vedblev at løbe fra et Saar i Hovedet.

For at naa hen til Lægen maatte jeg løbe ca. 200 Meter over aaben Mark, thi der var ingen Løbegrav her.

Efter at være bleven forbunden, maatte jeg løbe samme Vej tilbage. Da jeg var kommen midtvejs, begyndte Franskmændene pludselig at skyde med Shrapnels. Jeg søgte efter Dækning og saa, at der et lille Stykke ud til Siden laa en Mand med et Maskingevær. Ved Siden af ham laa der endnu et Maskingevær og 3 Mand, ramt af en Fuldtræffer.

Jeg spurgte den fremmede Kammerat, om jeg maatte ligge lidt i Dækning hos ham. Ja, svarede han uden at se paa mig, han holdt Blikket stadig rettet paa et bestemt Sted forude. Jeg kunde paa hans Sprog høre, at han maatte være heroppe fra det nordlige og spurgte derfor, hvor han var fra. „Da oben vom Norden”, svarede han, stadig uden at vende Blikket mod mig. „Saa ka do well snak Dansk?” spurgte jeg.

– „Ja! Ka do aa?“ svarede han, og nu saa han pludselig paa mig.

– „Hvor æ do fra?“

-„Fra Affenraa”, sagde jeg, „jeg har Arbejde paa „Hejmdal”

-„Hvad siger du. Jeg hedder Peter Rossen, og er fra Hostrupskov. O, hvor er jeg glad, at jeg igen kan tale Dansk med en derhjemme fra.“ „Du kan tro“, svarede jeg, „at jeg ogsaa er glad for, at vi mødtes. Vi var 7 Kammerater derhjemme fra, men de fem er falden, saa nu er vi kun to tilbage. Men vi maa mødes igen. Men nu maa jeg tilbage til mit Kompagni, for der er falden mange, og Franskmændene bliver ved med at skyde.

Farvel og kom rask og sund hjem igen, naar Krigen er forbi. Vi vil haabe, at det snart maa ske.“ „Tak, ligesaa”, svarede Peter Rossen kort.

Jeg løb hurtigt tilbage til mit Kompagni, men det var et sørgeligt Syn, der mødte mig. I Skyttegraven fandt jeg kun faldne Kammerater. Livet var længst udslukt. Stive og kolde laa de der, de Saarede var blevet bragt bagud i Sikkerhed. Jeg var den eneste, der var tilbage i Skyttegraven. Men jeg søgte ogsaa tilbage og fik her at vide, at Resterne af Kompagniet om Aftenen skulde blive afløst og sendes tilbage i „Rostilling”.

Dette skete om Aftenen Kl. 11, 23 Timer efter at vi var rykket ud. 23 frygtelige Timer. Det viste sig, at vi kun var 75 Mand tilbage i Kompagniet, og af disse faldt endda et Par Stykker, inden vi kom i Sikkerhed.

Inden vi marcherede tilbage, benyttede jeg den korte Tid, det vilde vare, inden vi kom afsted, til at se efter P. Rossen. Men han var der ikke mere, han var ogsaa bleven afløst.

Efter Krigen spurgte jeg efter ham, men fandt ham ikke. Nogle Aar senere saa jeg hans Navn i Mindeparken i Aarhus. Han var kommen godt ud af Helvedet ved Somme, men var Aaret efter falden paa Slagmarken i Galicien.

DSK-årbøger, 1942

18. juli 1916. K. Tastesen på Østfronten: Tilbage i skyttegravene ved Düna

Füsilier K. Tastesen, Vestpreussisk Infanteriregiment 148, 11. Kom. 5. Gruppe, blev i foråret 1915 såret på vestfronten og efter endt rekreation og orlov blev han genindkaldt i ny enhed på den nordligste del af østfronten i Kurland ved floden Düna i det nuværende Letland.

Saadan gik vi som Arbejdssoldater til midt i Juli Maaned. Da foretog Russerne et Angreb ved Steinbach, og vi skulde afløse Kavalleriet, der var slaaet tilbage.

Der kom vi i gamle Skyttegrave, og samme Dag — den 18. Juli — foretog Russerne et Angreb, som hurtigt blev slaaet tilbage. Russerne skulde storme op ad Strandbredden ved Dyna Floden, men i det samme fik vi Ordre til at gøre et Modangreb med Bajonetten.

Da de saa, det var Infanteri, varede det ikke længe, før de vendte om og flygtede over Dyna. Vi forfulgte dem over Floden, som der var bygget Broer over, men Dagen efter maatte vi trække os tilbage, da de kunde skyde paa os fra alle Sider.

Da vi var kommet tilbage, stak Russerne Ild paa Broen, for at vi ikke skulde komme længere. Dagen efter blev vi atter afløst af Kavalleriet og marscherede tilbage til Krautsche. Nu kom vi til at læsse Ammunition af Jernbanevogne samt grave Skyttegrave og lignende

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

18. juli 1916. Somme: Franskmændene angriber – og jages tilbage!

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev i juli 1916 indsat ved Somme.

Den 18. tidligt om formiddagen bliver Berny og omegn igen hyllet ind i gaståger. Fra Belloy suser igen sværme af miner ned på den højre fløj. Et vildt løben frem og tilbage fra ét skulderværn til et andet for at undvige.

Kompagnierne bliver stuvet sammen i enkelte ubeskadigede stykker skyttegrav. 

Ved højre fløj er 100 meter af en skyttegrav fuldstændig jævnet. Et forsøg af fjenden på under beskyttelse af denne ild at bryde ud fra Belloy bliver forpurret af 12. kompagni.

Om eftermiddagen igen stærk ild på hele fronten og dertil miner på den højre fløj. Bataljonerne regner med et angreb og alarmerer deres reserver. Kl. 5 vælder fjenden igen ud af Belloy, han bliver jaget tilbage igen af 12. kompagni. I denne og i den forrige nat kunne der ikke blive skanset i det bagved liggende terræn.

Füslilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen

11. juli 1916. Somme: Franskmændene angriber igen og igen!

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev i juli 1916 indsat ved Somme.

Formiddagen den 11. juli gik nogenlunde. Men hen mod middag begyndte det franske artilleri og minekasterne deres virksomhed.

Igen steg de store, sorte fugle op i luften, denne gang i skarer, og slog ned med død og tilintetgørelse. Tunge haubitsere og kanoner supplerede deres arbejde. Snart satte også det lette artilleri massivt ind, og nu steg ilden til den vildeste trommeild.

En kort tid holdt den op, lige som en borende smerte i kroppen kan holde op en tid for så at vende tilbage med fornyet kraft.

Nedslagene faldt så tæt som hagl. Højt og tæt hvirvlede den brune jord op, det var, som om jordoverfladen vandrede. Ilden dækker hele regimentsafsnittet, værst hamrer det ned på midten og den venstre fløj på kompagnierne 11., 1. og 3. Uden beskyttelse er füsiliererne prisgivet dens rasen i den åbne skyttegrav.

Først prøver de på at undvige minerne og de stærkeste ildkoncentrationer, dog kun for en kort tid. Snart er skyttegraven skudt sammen over længere strækninger. Døde og sårede hober sig op og spærrer for enhver færdsel. Først farer sygehjælperne afsted gennem graven, men snart kan de ikke længere komme frem, også selv om råbet gjalder nok så smerteligt og indtrængende.

Sådan bliver kompagnierne revet op i isolerede smågrupper. I de endnu ubeskadigede dele af graven kryber füsiliererne sammen og venter vredt på deres skæbne. Deres våben, det bedste, de endnu har tilbage, pakker de ind i regnslaget eller frakken for at beskytte det mod de uopholdeligt nedfaldende jordmasser, og for at have det klar til gengældelsens time.

Kl. 2.30 eftermiddag træder franskmændene an til angreb ud af Belloy mod 11., 1. og 3. kompagnis afsnit efter kraftig ildforøgelse. De rykker frem i 3 bølger i god orden. Trods deres svære tab reagerer kompagnierne straks på angrebet, røde lyskugler sendes i luften, vort artilleri sætter ind og holder reserverne nede i gravene, infanteri- og maskingeværild jager angriberne tilbage igen. 

Artilleriilden bliver svagere, men franskmanden har ikke tabt modet.

Kl. 5.30 eftermiddag, tager den fjendtlige ild til igen, stiger hastigt til trommeild. En halv time raser det hen over de ulykkelige grave.

Kort efter kl. 6 bryder fjenden, denne gang i tætte formationer, ud af Belloy. Kompagnierne har haft nye og svære tab, men alligevel knuses angrebet igen af deres velrettede ild.

Skyttegrav_tegning_døde_cropped

Men frygteligt ser det ud i skyttegravene. Særligt ved 1. og 3. kompagni. Ved det sidstnævnte er to tredjedele af graven jævnet.

Døde og levende ligger begravet nedenunder, fødder og hænder rager gyseligt op. De sårede gisper, stønner og skriger på hjælp, som alligevel ikke kan bringes ud til dem, før mørket falder på. De to kompagnier beder om afløsning. Ved mørkets frembrud bliver 2. og 4. kompagni sendt på vej, men endnu en tredje svær prøvelse skal bestås.

Kort efter kl. 10 begynder pludseligt igen en vild trommeild, denne gang blandet med gasgranater. Kl. 11 – solen går dér senere ned end hos os – vælter fjenden for tredje gang i tætte sværme ud fra Belloy for dog at gennemtvinge et godt resultat. Nu er der sorte iblandt, syngende stormer de frem.

Ved opbydelsen af de sidste kræfter kan kompagnierne standse dem. Tæt foran deres front bryder angrebet sammen med store tab for fjenden. Nogle sorte, som er trængt ind i et stykke af 1. kompagnis grav bliver smidt ud igen ved hjælp af håndgranater, derved falder føreren af 1. kompagni, den brave premierløjtnant Hansen, skudt af en sort slyngel, der allerede havde overgivet sig.

Således havde 1., 11. og 3. kompagni under den sværeste ild uden videre bragt tre franske angreb til at mislykkes. Men med hvilke ofre var denne sejr købt! 

1. kompagni havde 24 døde, 67 sårede og 30 savnede; 3. kompagni 37 døde og 107 sårede, det var to tredjedele af kompagniet. Men også de øvrige frontkompagnier havde lidt slemt. Også reservekompagniernes tab var ret store, da fjenden havde skudt dybt ind i terrænet bagude. I Berny faldt føreren af 13. kompagni, løjtnant Festesen.

I alt kostede denne dag regimentet 107 døde, derunder 3 officerer og 380 sårede. 1. og 3. kompagni var ikke længere kampdygtige, de blev om natten afløst af 2. og 4. kompagni.

Den korte nat bragte ingen ro, de sårede skulle bringes tilbage, det var alt, hvad der var kræfter til, for straks efter midnat sattes der igen ind med stærk artilleri- og mineild på III bataljon og den højre fløj af I bataljon. Igen følelige tab.

I det første morgengry kl. 3,30 fulgte efter en stærk ildforøgelse foran fronten ved 1. kompagni et fjerde, svagere angreb, netop under afløsningen. Det blev som de foregående afvist.

Füslilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen

29. juni 1916. Stormangreb på Højde 304

Unteroffizier ved Regiment 84 (IR84) 7. kompagni Friedrich Karl Dambeck, Kropp v/Slesvig, om kampene om højde 304.

Efter lang, grundig  forberedelse skulle man den 29. juni igen forsøge at tage  den ligdækkede høj med storm.

Allerede den 27. juni lod hr. kaptajn Borchmann 84erne fra hans stormbataljon træde an for at organisere dem til opgaven. Fire enheder på hver 12 mand var nødvendig. Størstedelen af disse folk stillede frivilligt op, og hvad der så manglede, blev udtaget blandt de mest erfarne.

Paroleordet er i dag “Hindenburg!” bekendtgjorde kaptajnen. En egenartet glans viste sig i stormsoldaternes øjne ved navnet Hindenburg. Enhver vidste, hvorfor dette store navn skulle tjene som paroleord i dag.

Trænvognene stod klar for at gøre marchvejen så kort for os som muligt, og fremad gik det: Retning høj 304.

Dagen for vor afgang bragte os ikke helt ud foran, men vi havde jo tid nok, for stormen skulle jo først finde sted i eftermiddagstimerne i overmorgen. Mellemtiden benyttede vore førere samt skyttegravsbesætningens førere til orientering og drøftelse af samvirket mellem stormtrop og kompagni.

Til fastsat tid stod alle på deres pladser og vidste nøjagtigt, hvad de skulle, og hvor de skulle hen.

Kl. 5:15 eksploderede de sidste tyske tunge  granater i den fjendtlige stilling, og værre end nogensinde før sprøjtede det med splinter og sten, skidt og møg  om ørerne på os, altsammen fra vort tunge skyts.

Pludselig blev nedslagene dumpere: Ilden blev forlagt bagud. Åndedraget stod næsten stille på os, hjertet rasede som en vild.

Endnu nogle minutter skulle vi udholde den venten? Nej, det kunne vi ikke. Der manglede endnu to minutter i den tid, stormen var fastsat til, da råbte en underofficer: Afsted!

En flammekaster rensede grusomt den sape, langs hvilken den enhed, jeg tilhørte, skulle løbe, idet vi skulle efterlade sape-besætningen som på forhånd fortabt.

Med fældet gevær styrtede vi løs på den nærmeste fjendtlige linje. Det lykkedes alt sammen udmærket. Den kære Franz kom lige ud af sine huller og måtte overgive sig til de tyske blankvåben, hvad enten han ville eller ej.

Vi trængte voldsomt fremad og nåede også den næste linje, der imidlertid allerede lå på højens anden skråning og forsvarede sig bravt.

Pludselig kom der skud fra flanken. Min sidemand sank om i et krater, dødeligt ramt. Et blik til venstre jog en grusom skræk i mine lemmer. Til halv venstre bag os sad fjenden endnu i sin grav og modtog 2. kompagni med opplantet bajonet og en helvedesild.

Hurtigt sprang vi tilbage til en god flankeringsstilling. Et stort granatkrater syntes os velegnet. Hurtigt nogle folk fra 4. kompagni frem og så hurtigskydning!

Ho  la la, Franz, det sidste havde ikke været nødvendigt! – Som vanvittig styrtede den fra flanken ramte fjende tilbage, naturligvis i den rene fordærv, for 2. kompagni og også 27erne passede godt på og kunne tage endnu et antal fanger.

Ved afbrænding af en lyskugle meldte vi til reserven og til artilleriet, at stormen var lykkedes til fuldkommenhed, og i de næste minutter skulle den slagne fjende igen fordøje de tunge granater.

Fra den blodigt tilkæmpede høj kunne man nu se over på Termitbakken, hvor Mecklenburgerne var steget ud af deres huller og iagttog det storslåede skuespil. Med klude og huer vinkede de til os og råbte et eller andet, i hvert fald: Hurra.

Fornøjede tiltrådte stormsoldaterne om natten tilbagemarchen.

Ved en lille sejrsfest, som kaptajn Borchmann afholdt for stormsoldaterne, mindedes vi vore kammerater, som i kampen om den  uhyggelige høj havde måttet ofre deres liv for fædrelandet, og da glassene stødte mod hinanden, stemte et forbipasserende kompagni i med: O’ Deutschland hoch in Ehren … –

Af Regimentshistorien.  Udkommer i uddrag på dansk 2016.

29. juni 1916. Ved Verdun: “… et forfærdeligt syn at se soldater blive brændt levende”

Peter Petersen, Sdr. Sejerslev, blev indkaldt til 2. Ersatzbataljonregiment 84. Natten til den 26. juni 1916 gik han i stilling ved Højde 304 ved Verdun.

Den 29. juni 19 minutter over fem skulle vi storme de franske stillinger, der lå foran os, og de to første grupper – jeg var i første – fik til opgave at indtage den franske sappe [fremskudt skyttehul].

Frem foran os stormede en afdeling med flammekastere. Det var jo et forfærdeligt syn at se soldater blive brændt levende.

Men underofficeren, ham jeg havde stået vagt ved, blev såret, mens han stormede frem ved min side, og jeg har ikke set ham siden.

DSK-årbøger 1969

9. juni 1916. Storm på “Højde 304” ved Verdun

Hermann Hunger fra Aabenraa deltog i slaget ved Verdun som infanterist i IR84, 5. kompagni. I begyndelsen af juni fik han som den eneste i kompagniet påtvunget at bære én af de helt nye stålhjelme. Det var han ikke meget for – og hans kammerater grinede ad ham.

Da jeg fredag morgen stod på post, kom vor gruppefører gennem graven med ordre til at være rede til at storme kl. 6,30. Stemningen
efter denne besked sank ikke så lidt. Vi vidste jo helt nøje, at mange af os ville blive på valen.

Tankerne gik hjemad til vore kære; vi blev tavse. At storme uden artilleriforberedelse syntes vi var helt håbløst.

Så kom stormkolonnerne og flammekasterne. De sidstnævnte indledte stormen med at udspy deres flydende ild over i den franske grav, og et skrig derovrefra fortalte os, at en mand var blevet ramt og nu brændte op.

Så kom kommandoen til storm, men da var klokken også blevet syv.

Allerede ved at arbejde os op af graven skete der noget grimt lige ved siden af mig.

Lige før stormen fik hver udleveret 4 håndgranater, som sattes ned i »koblet« (livremmen), to på hver side af maven og med skaftet nedad. I skaftet sad en strop, som skulle trækkes ud, når man ville kaste granaten efter et mål. Hvorledes ulykken skete, så jeg ikke, men jeg antager, at der, da vi kravlede op af graven, er smuttet et stykke trærod eller lignende ind i stroppen, hvorved stroppen blev halet ud af kammeraten selv.

Granaten eksploderede.

Jeg fik et chok, for kammeraten så forfærdelig ud og faldt tilbage i graven, døende.

I de tyske aviser og i vore egne censurerede blade stod der, at tyskerne havde taget »304« ved Verdun, men det var kun en halv sandhed – eller halv løgn. Begge landes stillinger var på »304«, men kammen af højen var ingenmandsland imellem dem, og stormen den dag forandrede ikke noget herved.

Jeg stormede af sted lige som alle de andre, men vi kom ikke langt, for ovre på den anden side var man på post. Maskingeværerne ryddede slemt op imellem os.

Jeg sprang ned i et granathul. I hele terrænet mellem de to skyttegrave var franskmanden i stand til at meje os ned for fode.

Sammen med mig kom der også en purung soldat ned i hullet. Han virkede som en stor dreng, havde været elev på et lyceum i Bremen, hvor hans forældre boede, og havde meldt sig frivilligt til fronten.

Lige bag mig sprang vor gruppefører også ned i et granathul.

Da vi havde ligget lidt, begyndte den unge mand: Vi må videre, vi har fået befaling til at indtage den fjendtlige grav. Jeg sagde til ham, at det ville være den sikre død at gå ud nu. Så lå vi stille igen et stykke tid, og da skyderiet ligesom tog noget af, begyndte han igen: Jeg vil lige se, hvor alle de andre er blevet af. Igen advarede jeg ham, men han ville ikke høre, og så stak han hovedet op over hullet. I samme øjeblik fik han en kugle gennem halsen, så blodet sprøjtede ud. Hans hoved faldt ned, han mumlede »Mutter«, og så var han død.

Så lød fløjten fra vor grav, det var det samme som at gå tilbage, og vor kompagnifører var en af de første til at kravle tilbage.

Vor gruppefører vinkede til mig, kom med, og i det samme fik også han en kugle gennem halsen. Han kikkede endnu en gang på mig, lagde hovedet ned på sine knæ, og så var også han væk.

Nu gjaldt det for mig også at komme tilbage, men hvorledes, for der blev jo endnu skudt. Foreløbig blev jeg liggende i hullet for at lægge en plan til tilbagetrækningen. Geværet måtte efterlades, og heller ikke de fire håndgranater, som ingen havde fået brug for, ville jeg have med, for begge dele var kun til hinder, når jeg ville kravle tilbage; kun min bajonet tog jeg med.

Da skydningen sløjede lidt af, begyndte jeg at slange mig gennem alle granathuller og andre sænkninger i terrænet. Det tog tid at komme over de ca. 50 meter – længere kom vi ikke – og ankomsten i vor grav skete omtrent, som når jeg på søbadeanstalten derhjemme sprang ud fra vippen. Jeg kom på hovedet ned i graven, men helt uskadt,  selvom franskmanden skød efter mig, idet jeg sprang.

Stormen var en fiasko.

NB: Episoden med den unge soldat er tidligere bragt den 14. maj 2016 i en litterært bearbejdet version af samme forfatter. Det er tydeligvis denne begivenhed, som den litterære version bygger på /RR

DSK-årbøger 1966

9. juni 1916. Regiment 84: Stormangreb ved højde 304

C. Beuck, var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84)
I maj 1916 kom regimentet til Verdun og deltog i flere angreb på højde 304. Angrebet den 9. juni 1916.

Om aftenen den 8. juni – det var omkring midnat – kommer en ordonnans fra bataljonen med den ordre, at der efter brigadens anordning skal foretages et overrumplende angreb uden forberedende artilleriild: Den 9. juni kl. 5,50 skal kompagniet træd an, til højre for os skal 7. og en del af 8. kompagni ligeledes sættes ind; på højre fløj bliver der sat flammekastere ind; til venstre for 5. kompagni vil den højre fløjdeling fra 11. kompagni reg. 27 tilslutte sig.

Det bliver til en søvnløs nat for mig. Jeg studerer grundigt den udførlige angrebsordre – den er endnu i dag i mine hænder – og  den vedlagte skitse. Tankerne jager gennem mit hoved. Der er kun kort tid til forberedelse.

Det er mig fuldstændig uforståeligt, at et sådant angreb i det vanskeligste terræn, ovenikøbet efter fiaskoen den 22. maj, kan blive planlagt og beordret uden at kompagniførernes mening bliver indhentet, der dog ligger med kompagnierne i forreste linje og grundigt kender terrænet ved selvsyn. Men der er ikke længere tid til overvejelser og betænkeligheder. Jeg sætter mig i forbindelse med føreren af 7. kompagni, løjtnant af reserven Sörensen, og taler sagen grundigt igennem med mine delingsførere.

Morgenen gryr. Jeg går gennem kompagniet , taler med de enkelte folk og appellerer til deres pligt- og æresfølelse; jeg forventer, at enhver gør, hvad der bliver forventet af ham. – Det er et skrækkeligt vejr; regnen siler fra himlen;  geværerne er snavset til; støvlerne bliver siddende i kridtslammet; der falder kun enkelte skud derovre fra. Jeg har på fornemmelsen, at fjenden er meget vagtsom.

Ved angrebsafsnittets højre fløj, ved 7. og 8. kompagni, begynder flammekasterne at arbejde, formår dog ikke at uskadeliggøre de flankerende fjendtlige maskingeværer, men bliver selv sat ud af spillet. –

Til befalet tid, kl. 6,50 formiddag, bryder kompagniet ud af graven. Men i samme øjeblik bliver vi modtaget af en rasende ild fra den grav, der ligger lige over for os, og navnlig fra flankerende maskingeværer fra højre. 7. kompagnis venstre fløj bliver holdt under beskydning fra de samme maskingeværer og kommer ikke ud af graven.

Vi når med svære tab den befalede linje, men er nu værgeløse udsat for fjendens målrettede ild fra beskyttede stillinger. Alt hvad fjenden har til rådighed af jern og ild bliver sluppet løs på os, endda af artilleriet bliver vi ramt, mens vi ikke kan spore den mindste støtte fra vort; ganske vist var det for os ingen ny erfaring.

Vor situation bliver stadig vanskeligere, den bliver uholdbar. Jeg måtte være blottet for enhver ansvarsfølelse, hvis jeg stadig uden beskyttelse ville prisgive kompagniet den fjendtlige ild. Jeg giver ordre til enkeltvis at kravle tilbage til graven. Under de allerstørste vanskeligheder bliver ordren udført; de sidste når først graven ved mørkets frembrud, altså efter ca. 14 timer! Men heller ikke den, der nåede graven ved dagslys, var i sikkerhed.

Efter min dagbog lå der tung artilleri- og minebeskydning over vor stilling uopholdelig fra kl. 10,30 formiddag til kl. 8.30 eftermiddag. Der er næppe en plet, der ikke bliver ramt, overalt stønner de sårede; en mand har fået nervechok af en granat, der slog ned ved siden af ham, han ryster over hele kroppen ved hver yderligere granat, der falder, og gør naturligvis os andre urolige.

En granat rammer ned i et lig, der ligger i min nærhed, og sprøjter  allerede begyndende fordærvede kropsdele rundt omkring, som nu spreder en helt utålelig stank, som vi nu må indånde hele dagen. Vor stemning har nået nulpunktet.

Allerede om formiddagen efter det mislykkede angreb åbner jeg en ny befaling fra bataljonen, der først måtte åbnes kl. 10, og som havde følgende ordlyd: “Hvis den befalede linje ikke er nået om morgenen, bliver angrebet mod dette mål fortsat om eftermiddagen den 9. juni .

… Alle de dele af bataljon Haderslev, som om morgenen var indsat til indbrud i den fjendtlige stilling, skal indsættes samtidigt kl. 6,25 eftermiddag.” Kompagniet har 10 døde og 25 sårede, resten er til det yderste udmattet, nerverne oppisket – og så skal vi endda storme?

Nu kommer et af de bitreste øjeblikke i mit liv: om morgenen havde jeg måttet give ordre til angreb – mange gang før havde jeg givet sådan en ordre og hver gang med den glædelige vished, at vi nok skulle klare det, men i dag til morgen havde jeg den ikke – og nu skal vi storme igen? Efter sådan en dag?

Jeg gengiver ikke her, hvad jeg dengang har tænkt …  Jeg lader delingsførerne komme og meddeler dem angrebsordren – iskold ro ligger i deres ansigtstræk, de svarer ikke et ord. Til sidst siger jeg til dem, at jeg anser gennemførelsen for umulig  og ikke vil give ordren til angreb. Også denne meddelelse tager de tavst til sig; de er helt apatiske; de er ved enden af deres indre modstandskraft. – –

Time efter time forløber; sjældent har vi så længselsfuldt ønsket os solnedgangen som på denne dag. Endelig går dagen til ende, en dag, som ikke skulle give en ydre succes, men som dog havde vist, at en disciplineret enhed giver alt, hvad den formår inden for grænserne af dens menneskelige kunnen for at byde fjenden trods.

Uddrag af krigserindringer for fhv. Unteroffizier ved 7. kompagni, Regiment 84  (IR84) Friedrich Karl Dambeck.

På Ferme de Madeleine havde vi sorgløse dage, indtil den 9. juni pludselig satte os i en anden stemning. Fjenden havde erfaret, at vi ville storme hele højderyggen. Allerede den 8. juni lå en morderisk trommeild over vor forreste linje. Den 9. juni, den fastsatte storm-dag, skød vore 21 cm  mørsere ulykkeligvis for kort og tilintetgjorde en hel deling. Angrebet  kom ikke til udførelse. Blodbestænket hilste jeg på mit gamle 7. kompagni, der netop lå ude foran og havde lidt svære tab. Med tungt hjerte begav stormsoldaterne sig hjemad, stærkt decimeret.
Pinsen var ødelagt for os.

Af Regimentshistorien. Udkommer på dansk i 1916.

14. maj 1916. Ved Højde 304: “Det sidste, de sitrende Læber mumlede var: ‘Mor!’.”

Hermann Hunger fra Aabenraa gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment “von Manstein” Nr. 84, 5. kompagni. I maj 1916 blev regimentet indsat ved Verdun. Han beretter nedenfor om en episode i et granathul ved Højde 304.

Mor!

Vi laa sammen i et Granathul, Mors Dreng og jeg. Han var i den Alder, hvor man hverken er Dreng eller Mand. Han var blandt de Aargange, hvor man har faaet de første krøllede Dun paa Hagen og ikke tør betro sig til Barberkniven endnu.

Nu sagde han ikke ret meget.

Men nede i Bunkeren, ja, ogsaa i Skyttegraven, dog mest i Barakken i Nantillois, særlig naar Posten var kommen og havde bragt Breve og Pakker, saa kunde han ikke tie med, hvilken god og dygtig Mor han havde. Han havde bestemt den bedste og villeste Mor i hele Verden.

Nu var der ikke Stunder til at snakke, ikke en Gang om Mor.

Han var gaaet lige fra Skolebænken og ind i Krigen. Og sit Fædreland elskede han og var stolt over at maatte være med til at kæmpe for det.

Han var bedre Folks Barn fra en Storby. Men nu sad vi to, Drengen og jeg, i et Granathul paa 304 midt imellem den tyske og den franske Stilling.

Det var en prægtig Foraarsmorgen efter en rolig Nat. Lidet anede vi ved Daggry, at Ordren skulde komme til at storme den franske Grav uden Artilleriforberedelse, heroppe paa den frygtede og frygtelige Høj ved den eftertragtede Fæstning Verdun.

Klokken fire Morgen kom Befalingen: ”Om et Kvarter stormer vi. Alle klar til at springe ud af Graven. Den fjendtlige Gravskal tages”.

Saa kom Flammekasterne.

Præcist Klokken fire og femten Minutter sprøjtede de, og Skrigene ovre fra den anden Grav viste, at Væsken havde truffet.

Op! Fremad!

Og saa begyndte et Helvede paa Jorden.

Alt hvad Franskmændene havde af Krigsredskaber udspyede deres Ild imod os.

Ned!

Ti Meter forude en lille Granattragt. Og her fandt vi ned, Drengen og jeg.

Vi sundede os lidt.

Den sikre Død at storme videre .

Men Drengen var ivrig. “Vi maa fremad . — Vi har faaet Ordre”. “Er du forrykt! — Ned med dig!”

Værre og værre blev Helvedet over os. Drengen var der igen : “Vi maa videre”.

“Ti stille!”.

Vi laa tavse en Stund .

Var hans Tanker hos Mor? Og, mærkede Moderhjertet derhjemme, at hendes Dreng var i Dødsfare?

Nu sagtnede Ilden lidt. “Jeg vil ljge se, hvor Kompagniet er henne”. “Lad vær ’!” For sent.

Hans varme Blod sprøjtede hen over mig. Drengehovedet bøjede sig ned og hvilede mod Granattragtens Væg.

Det sidste, de sitrende Læber mumlede var : “Mor”.

Og saaskingrede Fløjten fra vor Grav : “Tilbage!”

DSK, Årbøger, 1941

13. maj 1916. Ved Højde 304: “Fjenden angriber! Skyd!”

Unteroffizier ved Regiment 84 (IR84) 7. kompagni Friedrich Karl Dambeck, Kropp v/Slesvig om et fransk modangreb og sanitetstjeneste efter kampen.

Tidligt den 13. maj kom der ordre om at rykke frem. Tavs pakkede man sine sager sammen. Fastere end ellers greb jeg om mit gevær og steg så ud af min hule. Hver gruppefører måtte i det vilde terræn arbejde selvstændigt.  Derved fremkom der en trinvis formering af kompagniet helt af sig selv.

Forsigtigt sprang alle videre fra granathul til granathul. Fjenden forsvarede sig fortvivlet, men kunne ikke forhindre, ar vi rykkede ind på pelsen af ham. Den seje fjende greb allerede flugten, da pludselig to maskingeværer flankerede fra venstre. På få sekunder lå vi på jorden for at undgå en fuldstændig tilintetgørelse, og ti minutter senere faldt der ikke et skud mere.

Rundt omkring forblødte og kvaltes vore bedste, og vore hårdt sårede stønnede. Sygebærere og sanitetsfolk krøb omkring. Hvad der var tilbage af kompagniet, ventede nu på fjenden, der da sikkert ville udnytte vort nederlag. Artilleriet på begge sider syntes at være grebet af vanvid. Først da der om eftermiddagen faldt  en fin regn, blev kanonildens voldsomhed svagere. Denne lejlighed benyttede de let sårede sig af.

Overalt i terrænet så man grå punkter hinke afsted bagud. De meget let sårede hjalp sygebærerne med at bære nogle hårdt sårede. Hvad det betyder har jeg nogle dag senere selv måttet erfare. – Desværre kunne ikke alle sårede  blive bragt i sikkerhed, for om  aftenen begyndte igen artillerikampen. –  Gennemvåde og overtrukket med et tykt lag af snavs lå vi blandt vore døde kammerater i granathullerne og holdt trofast vagt.

Lige efter den nye dags første time blev pludselig i ret kort afstand nogle sorte skikkelser synlige: Fjenden angriber! – Skyd! råber en eller anden.

Længe nok har Franz ladet  os vente. Nu kunne vi endelig gøre vort nederlag godt igen. Røde lysraketter gav artilleriet besked om spærreild! Den satte øjeblikkelig ind. Med hvide lyskugler blev hele infanterikamppladsen oplyst, så vi udmærket kunne iagttage virkningen af vor fortvivlede skydning.

Nogle tapre franskmænd nåede ganske vist frem til vor linje, men blev overmandet og taget til fange. Stønnen og skrigen hos fjenden beviste tydeligt, at stormen var  brudt blødende sammen. Efterhånden blev det roligt, og i de våde huller snorkede snart de tapre, overanstrengte krigere.

I morgengryet begyndte påny den anstrengende sanitetstjeneste. Også nedgravning af de døde blev påbegyndt, for transport bagud kunne der slet ikke være tale om. Ingen sten, intet trækors viser stedet hvor vi har begravet vore helte, men endnu i dag flyver tankerne op på den høj, hvor i adskillige dybe kratere 23 tyske krigere hviler ud efter dette jordelivs plager.

Til middag var slagmarken takket være tysk næstekærlighed renset, så vidt fjenden ikke havde kunnet forhindre dette arbejde. Udmattet krøb jeg sammen i mit hul og faldt i søvn.

Pludselig er der én, der ryster mig: Dambeck jeg har fundet endnu en hårdt såret. Vil du hjælpe mig med at bære ham til Malancourt? Jeg vidste, at jeg ville bryde sammen undervejs, men det måtte blive et ja. To sygebærere og foruden mig en anden sølle djævel tog hver fat i et bårehåndtag, løftede lasten op på skulderen og tumlede gennem de dybe granathuller ned ad skråningen.

Overalt lå der døde, mest franskmænd og sorte, kun enkelte gange så jeg på skulderstropperne nummeret 22.

Forges-lavningen lå under ild. Jeg tog mig ikke af det. Det flimrede gult og grønt for min øjne, og mine ben truede med at svigte under mig, men et eller andet tvang mig ubønhørligt videre. Mekanisk slog vi over i halvtrav, for de fjendtlige hilsner kom lovlig tæt ind på livet af os. Dinglende og hivende efter vejret nåede vi op på den anden side af højen, men så gjorde vi udmattet holdt i et granathul.

Stille klynkede vor kammerat på båren, et alvorligt hovedskud havde berøvet ham bevidstheden. Alligevel syntes det ikke umuligt, at han kunne reddes. Efter en kort pause slæbte vi igen videre og nåede snart til Malancourt. Den lille Forges-bæk, der ellers venligst rislede gennem dalen, søgte nu i det splittede leje forgæves sin vej. Dér, hvor der ellers langs med førte en landevej, stod der nu vand, og ingen kunne vide, hvor dybe granathullerne nedenunder var.

Idet vi forsigtigt følte os frem, ofte i vand til hofterne, søgte vi gennem ruinerne en vej. Henover, nedenunder, til venstre omkring, til højre omkring nåede vi endelig vort mål, bryggeriet i Malancourt.

I en kælder, der var forblevet uskadt, lå de sårede ved siden af hinanden og ventede frygtsomt på den forløsende aften. Med opsmøgede ærmer var lægerne i arbejde, man turde næsten ikke forstyrre. Halvt bevidstløs sank vi alle fire om på det hårde gulv, ingen af os var i stand til at sige et ord. – 

En af lægerne trådte hen til vor båre, og efter en kort undersøgelse så han os medlidende  ind i  de dybtliggende øjne: Kan ikke mere reddes! –

Jeg kastede et blik på min våde bukser og på de lidende ansigtsudtryk hos min tre kammerater. Alle har sikkert i tanker gentaget: Ikke mere til at redde!

Af regimentshistorien. Udkommer på dansk i 2016.

28. april 1916 – Claus Eskildsen: “… paa Dødens Mark!”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder og blev indkaldt ved krigens begyndelse, men kom først til fronten i februar 1915. Her gjorde han resten af krigen tjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I foråret 1916 befandt regimentet sig på østfronten.

Hele April igennem var det endnu meget uroligt ved Narocz-Søen. Efter et voldsomt russisk Angreb den 13. April tæller vi over 200 døde Russere foran vort Regimentsafsnit; men Dagen efter piskes de brune Masser frem til Storm igen. Paaskelørdag, den 22. April, prøver de det umulige for sidste Gang. Saa falder der omsider Ro over dem.

Vore Frontstakler bruger Spaden endnu flittigere end Bøssen. For fire Uger siden overtog de en lille Vandgrøft. Nu er den udbygget til et helt System af dybe Grave og sikre Hulrum, værnet med et tæt Filter af Pigtraad. De roder omkring i Sand og Sump, kæmper og vaager om Dagen, vaager og kæmper om Natten, — Paaskedag, anden Paaskedag, Søgn og Helg er ens.

Tysk maskingeværstilling i skyttegrav på østfronten, Claus Eskildsens østfrontalbum (Lokalhistorisk Arkiv for Gl. Tønder Kommune)
Tysk maskingeværstilling i skyttegrav på østfronten, Claus Eskildsens østfrontalbum (Lokalhistorisk Arkiv for Gl. Tønder Kommune)

De er saa trætte! Men nu krones Arbejdet. Russeren er faldet til Ro, og vor Stilling begynder at se pæn ud, Nu kan vi vel ogsaa unde os lidt Ro, Nej, Fronten maa aldrig komme til Ro, thi saa kommer Tankerne, og tænke maa det stakkels Frontdyr ikke.

Angrebsbefalingen er der!

Nu er det Tyskerne, der vil tromme og storme. I Dagevis slæbes der Ammunition frem. Nye Batterier gaar i Stilling. Stormtropperne dukker op i Skovlejren. Af Divisionens Tropper er vort Regiment det eneste, der skal tage Del i Angrebet. Maaske er det Generalens »Tak for sidst«, fordi vor Major paa højere Sted har klaget over den umulige og unødvendig strenge Divisionskommandør, — i det mindste mener Majoren, at vi skal med igen, fordi han ikke kan forliges med Generalen.

Vort stakkels Regiment har nu ligget fem Uger her forude, i Trommeild og Angreb, og har hverken Dag eller Nat faaet Hvile. De fleste, der den 22. Marts begyndte Kampen her, er faldne, saarede, syge, den største Del bestaar i Dag af uøvet Udfyldningsmandskab. — Men Ordren skal lystres!

Den 28. April, paa Slaget 4 om Morgenen, begynder det tyske Artilleri at tromme. Den nærmeste Egn omkring os er spækket med Batterier. Jorden ryster, Barakken sitrer. Vinduerne klirrer, det fine Sand risler ned paa os. Officererne sidder i deres Heltekælder. Deres dyrebare Heste har de sendt længere tilbage i Sikkerhed, deres mindre dyrebare Skrivere lader de roligt sidde i den skrøbelige Barak. Men Russerne prøver slet ikke paa at holde det tyske Artilleri nede. De lægger al deres Ild paa Skyttegravene, hvor Stormtropperne staar, og os lader de i Fred.

Reserve-Infanterie-Regiment nr. 266´s skrivestue, i forgrunden Claus Eskildsen (Lokalhistorisk Arkiv Gl. Tønder Kommune)
Reserve-Infanterie-Regiment nr. 266´s skrivestue, i forgrunden Claus Eskildsen (Lokalhistorisk Arkiv Gl. Tønder Kommune)

Fra 9½—10 presses Artilleri- og Minekasterilden op til højeste Styrke. De russiske Skyttegrave er helt ukendelige, forvandlet til en Pløjemark. Vore Folk kravler op af deres Huler og stiller sig parat, dirrende af Spænding.

Paa Slaget 10 standser hele Orkestret. Stormtropperne springer ud af Gravene, løber som vilde fremad, mærker næppe, at de springer over den første russiske Skyttegrav, tager den anden, løber videre, tager alt det, den 75. Div. tabte i Marts, løber videre — og vilde være
løbet til Verdens Ende, hvis man ikke havde kommanderet Holdt.

Russerne løber ligesaa stærkt, mange i samme Retning, andre med opløftede Arme hen imod vore Folk. Regimentets Bytte er 13 Officerer og 1327 Mand, 7 Maskingeværer og l Minekaster. Det er stødt saa dybt igennem, at det har taget 2 Regimentskommandører med deres Stabe til Fange. Den store Hærberetning opgør det samlede Bytte til 6 Officerer, 5600 Mand, 1 Kanon, 28 Maskingeværer og 10 Minekastere. Vore Tab var ikke særlig store. 2 Officerer og 44 Mand er faldne, 8 Officerer og 186 Mand saarede. — Men 240 Mand paa een Dag er alligevel en slem Aareladning for et Regiment.

Slagmark med døde russere, Claus Eskildsens østfrontalbum (Lokalhistorisk Arkiv for Gl. Tønder Kommune)
Slagmark med døde russere, Claus Eskildsens østfrontalbum (Lokalhistorisk Arkiv for Gl. Tønder Kommune)

Om Eftermiddagen gaar Premierløjtnanten og jeg ud for at se paa Slagmarken. Det er et forfærdeligt Syn. Alle disse Sandmarker, Fyrre- og Granskove er gennemrodede, oppløjede af Granater og Miner, sammenskudte, revet i Trævler, et eneste Kaos af Huller, Grave, Stubbe, Pigtraad, Hylstre, Splinter — og Lig! I Hundredvis ligger døde Russere strøet ud over det tidligere Ingenmandsland, forraadnede, sønderrevne af Granater.

Hvor bliver Livets daglige Bekymringer smaa, naar man staar her midt paa Dødens Mark! Premierløjtnanten gaar længere fremefter, hvor Slagets Bulder endnu lyder. Jeg bliver tilbage og tager et Par Billeder med mit Fotografiapparat.

Russiske krigsfanger, Claus Eskildsens østfrontalbum (Lokalhistorisk Arkiv for Gl. Tønder Kommune)
Russiske krigsfanger, Claus Eskildsens østfrontalbum (Lokalhistorisk Arkiv for Gl. Tønder Kommune)

Paa een Gang staar der en stor Russer ved min Side! Han har vist hidtil ageret »levende Lig«, »død Mand«, men har nu ment, at en fredelig Skriver med et Fotografiapparat som eneste Vaaben ikke kunde være farlig at overgive sig til. Nu slaar vi Følge hjemefter. Omtrent halvvejs paa Vejen til Lejren indhenter vi en simpel »Muskot«, der svedende og pustende slæber af med et russisk Maskingevær, som han har erobret og nu selv vil aflevere paa Byttesamlingsstedet Det gaar tungt for ham i det dybe Sand. — »Vent lidt, her kommer jeg med en Trækhest til dig!« — Den store Russer gaar grinende med i Tøjet, og nu trækker de to, mens jeg gaar ved Siden. Men det er endnu tungt nok for to, og jeg har ikke Tid til at gaa saa langsomt. — »Nu vil jeg sige dig noget, Kammerat! Det kommer sig ikke saa nøje med en Pølse i Slagtetiden! Jeg forærer dig min Fange og gaar min Vej!«

Det var da flot! Den eneste Fange, jeg »tog« under hele Krigen, forærede jeg bort.

(Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront, København 1929, s. 122-5)

7. marts 1916. Våbenhvile på Østfronten: “Foran vort Pigtraad laa ligefrem Dynger af Lig.”

Füsilier K. Tastesen, Vestpreussisk Infanteriregiment 148, 11. Kom. 5. Gruppe, blev i foråret 1915 såret på vestfronten og efter endt rekreation og orlov blev han genindkaldt i ny enhed på den nordligste del af østfronten i Kurland ved floden Düna i det nuværende Litauen. Her deltog hans enhed i tyskernes sommer- og efterårsoffensiv. I marts 1916 indledte Russerne et stormangreb.

Af Allan Otto Wagner

Vi var endnu 40 Mand af vort Kompagni. Vi maatte først begrave vore egne døde, men de fleste var begravet under Jorden af Granaterne. Bagefter hjalp vi Russerne.

Foran vort Pigtraad laa ligefrem Dynger af Lig. De fleste af de Saarede var frosset ihjel, da det jo var 5 Dage siden Stormløbet. Enkelte var jo dog endnu i Live, de, der havde været saa heldige at komme til at ligge under nogle Døde eller Saarede.

Det var et rædselsfuldt Arbejde. Naar man slæbte en Død væk, kunde man maaske se en Saaret, fuldstændig gennemblødt af Blod, og Øjnene og Ansigtet fordrejet — og ofte var de gaaet fra Forstanden. Andre Steder kunde man finde Dynger af afskudte Ben, Hoveder, Hænder og Indvolde, ofte begravet i Sne, hvor Blodet havde smeltet Sneen, saa det var en blodig Masse det hele.

Der blev gravet store Grave, hvor der kunde være 50 á 60 Lig i hver.

Herned blev paa ligegyldig Maade det hele kastet mellem hinanden, som om det var Kreaturer, der blev begravet.

Da de tre Dage var gaaet, blev der afgivet tre Varselsskud, og saa var Krigen udbrudt igen.

Der var ca. 100 Russere ovre hos os: de blev og lod sig tage til Fange. Nu blev der ikke skudt ret meget, men vi maatte arbejde strengt paa nye Skyttegrave. Der var saa fredeligt, at vi gik sammen og talte med hinanden. Naar vi fløjtede efter dem, kom de gerne over til os, eller ogsaa gik vi over til dem.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

 

27. februar 1916. Navarin: Målet nået! Hvornår kommer modangrebet?

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 lå i begyndelsen af året ved Somme-Py. Her fik det i februar ordre til at forberede et angreb på højdedraget ved Navarin-Ferme. Stormen blev gennemført med succes den 27. februar kl. 17:30 – men hvor længe kunne det erobrede holdes?

Natten sænker sig. Den stærke spænding løsner sig. Hvor velkommen ville ikke en dyb og lang søvn være! Men det tør man slet ikke tænke på. Hvad vil fjenden gøre? Vil han blot acceptere slaget? Forsøge at tage det røvede fra os igen? Den skarpeste vagtsomhed, det mest anstrengende arbejde var nødvendigt.

Rastløst bliver gravene sat i forsvarsmæssig stand, forbindelsesgravene bliver blokeret, d.v.s. at de i retning af fjenden bliver dækket til eller fyldt op med pigtråd, og bagved det graves der sapespidser. Hurtigspærringer bliver bragt frem, nye skyttegrave bliver påbegyndt, skydestandpladser bliver lavet i de gamle. Med uophørlig iver bliver navnlig forbindelsgraven til den gamle stilling etableret. Den skal være færdig endnu i nat. Det er en æressag. Den er livsnerven ad hvilken det nye led kan få næring fra den gamle krop, uden den ville det snart dø bort. Allerede hen mod kl. 1 var det nødvendige nået.

Fjenden foretog sig denne første nat ikke noget alvorligt. Et par patruljeangreb med håndgranater blev hurtigt afvist. Nogle vredladne og planløse ildoverfald anrettede kun lidt skade. I morgengryet bemægtigede 7. kompagni sig ved overrumpling en stort dækningsrum. Én officer og 35 mand hentede de ud derfra.

Alle dækningsrum indeholdt stort bytte. Geværer, ammunition og håndgranater, de sidstnævnte var meget velkomne. Ikke mindre velkommen var de mange gode sager, konserves, marmelade, kiks, franskbrød, chokolade, ølankre o.s.v., ved hvilke infanteristerne med misundelse erkendte den store forskel mellem tysk og fransk forplejning. Nødrationerne behøvede man endnu ikke at tage hul på.

Fra “Füsilierregiment ‘Königin’ Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918.”

27. februar 1916. Navarin: Stormen er i gang!

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 lå i begyndelsen af året 1915 ved Somme-Py. Her fik det i februar ordre til at forberede et angreb på højdedraget ved Navarin-Ferme. Stormen skal finde sted den 27. februar kl. 17:30.

Gråhvid hænger et uigennemtrængeligt kæmpegardin af røg, kridt og jord over den fjendtlige stilling. Dystert røde stjerner og glimt lyner uopholdeligt frem. Trampet i stykker, pløjet op og revet fra hinanden bliver den fjendtlige stilling.

Så! Kæmpeforhænget sætter sig i bevægelse, trækkes væk, scenen bliver åben. Kl. 17.30! ”Afsted!”

Som på den yderste dag spytter jorden sine mennesker ud. Tæt ved to tusinde grå mænd stiger ud af gravene.

Hvilket syn! De sidste fornemmelser af beklemthed forsvinder. Lige for lidt siden i de trange skulderværn så man fire mand til højre og 4 mand til venstre, det var alt, hvad øjet kunne overskue. Nu til højre og venstre den endeløse kæde af kammerater, alle besjælet af én vilje: ”fremad!”

Strækningen over til fjenden skulle foregå i løb, før spærreilden sætter ind, før han kan komme ud af sine dækningsrum.

Overraskelse og overrumpling er væsentlig. Jorden er fedtet og rodet op. Trådstumper stikker op som slanger og vikler sig om benene. Derfor går det efter et kort løb over i skridtgang. Men det franske artilleri er vågent. Flyvere havde afgivet melding. Et halvt minut efter udfaldet sætter den franske spærreild ind.

Stormkompagnierne undgår den. Transportgrupperne, så vidt de ikke straks går med de første bølger, bliver beskudt og holdt nede i skyttegraven. Først en time senere kan de gå frem.

De første bølger har nået den fjendtlige skyttegrav.

Pigtrådsspærringen er på de fleste steder skudt i stykker og rullet op i klumper. Til venstre sætter et maskingevær ind; skuddene går for højt.

Skyttegraven. Et ødelagt maskingevær. Døde. Ingen modstand. Da, på højre fløj! 12. kompagni studser. Franskmændene kommer imod dem i store mængder. Er det et modangreb?

Ak nej, det er fanger, som med hænderne i vejret har overgivet sig. Stormbølgerne trænger længere frem i skyttegravene og hen over dækningerne. Stadig ingen modstand. Skyttegrav nummer to bliver overskredet og nummer tre nået. De er kun lidt beskadiget af vort artilleri.

Her finder man de store dækningsrum. Et kraftigt Hurra eller ”Overgiv jer!” bliver skrålet ned i dem, og snart vælder det ud af jorden med fanger, delvis strålende af lykke over, at plagerierne nu får ende. Nogle råber ”Gud ske lov”!

Det drejer sig om 19. og 26. jægerenhed. De lader sig uden modstand føre bort.

I et begyndende mørke bliver der nu sørget for kontakt igen. Ikke uden vanskeligheder, for 7. kompagni havde ikke rigtig kunnet finde vej i det sønderskudte og oprodede terræn og var trængt frem 100 meter længere end den befalede linje. I mellemrummet mellem 7. og 5. kompagni havde en deling fra 13. fordelt sig.

Fra “Füsilierregiment ‘Königin’ Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918.”

27. februar 1916. 5 minutter til stormen: “En rus af raseri griber soldaterne …”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 lå i begyndelsen af året 1915 ved Somme-Py. Her fik det i februar ordre til at forberede et angreb på højdedraget ved Navarin-Ferme. Stormen skal finde sted den 27. februar kl. 17:30.

Kl. 17:25 var alt så nogenlunde på plads. Tæt sammen på hug sidder infanteristerne med bankende hjerter i skyttegravene, kompagni-, delings- og gruppeførerne ved stormstigerne med urene i hånden.

Flere gange dagen igennem var tidspunktet bekendtgjort og urene koordineret. ”To minutter igen!”.

Spændingen vokser til det uhyrlige. Vil springet over til fjenden lykkes? Er hans trådnet skudt i stykker? Er hans poster holdt nede eller nedkæmpet? Er der endnu intakte maskingeværer? Vil hans spærreild ramme os og drive os tilbage?

En hvirvel af spørgsmål går i de sidste minutter gennem hjernen.

Derude raser artilleriets ildstorm. I luften hvæser, hyler og drøner det, jorden ryster og sitrer. En orkan af ødelæggelse bruser derude. Nerverne bliver pisket op, en rus af raseri griber soldaterne.

Fra “Füsilierregiment ‘Königin’ Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918.”