Tag-arkiv: stormangreb

21. august 1917. Ved Ypres: “Ude i Terrænet kunde vi høre nogen jamre sig, og disse Stakler jamrede sig i fire Dage uden at blive hjulpet.”

Adolf Nielsen fra Egernsund gjorde krigstjeneste ved IR91 og RIR465. Med det sidstnævnte regiment kom han til fronten ved Ypres i august 1917.

Den næste Dag skød Fjenden saa desperat ned til os, at man skulde tro, det ikke gik rigtig til; det gjorde det heller ikke, for de, der laa ved Siden af os, havde  Telefonforbindelse med deres egen Grav.

Da Mørket brød frem, forberedte vi os til al smide Fjenden tilbage. Vi krøb ud af Graven og langsomt hen mod Fjenden, da vi var en 10-15 Meter fra, sprang vi op, og i fuld Løb gik det mod Fjenden. Haandgranaterne begyndte at suse i Luften fra begge Sidder. Vi vilde flygte, men vor Kompagnifører raabte »Fremad«.

Og som han havde sagt dette, fik han en Haandgranat lige i Synet og faldt stendød, om.

Vi stormede fremad, men Fjenden var tapper. Ud maatte han dog.

Vi fik ingen Fanger. Fjenden forlod tre Døde paa Pladsen, medens vi havde 13 Døde og 25 Saarede.

En Mand fik skudt begge Ben af; han levede en god Time med store Smerter, men vi kunde ikke hjælpe ham, for de var skudt af helt oppe.

Ude i Terrænet kunde vi høre nogen jamre sig, og disse Stakler jamrede sig i fire Dage uden at blive hjulpet.

Fjenden havde altsaa ogsaa Saarede.

Jeg og en Mand til vilde hente dem, men Underofficererne sagde: »Bliv I her. Fjenden er ikke længere borte end vi.«

Og de fik Lov at ligge og havde sikkert en kvalfuld Død.

Adolf Nielsen: Fire Aar i Felten under den tyske Ørn. Oplevelser og Krigserindringer. 

16. august 1917. “De kommer, de kommer!”, 1. maskingeværkompagni løbet over ende af englændere

Gross var maskingeværskytte ved 1. maskingeværkompagni, Infanteriregiment 84, der i august 1917 lå ved fronten ved Ypres.

Da jeg den 15. august gik i stilling, meldte jeg mig først hos hr. løjtnant Rühle, som befandt sig ved bataljonsstaben. Her erfarede jeg ved udsagn fra en krigsfange, at fjenden ville angribe den 15. om aftenen eller den 16. om morgenen.

Så snart jeg hørte det, udbad jeg mig en fører af løjtnant Rühle og skyndte mig at komme ud foran.

Næppe 500 meter fra bataljons-kommandostation, kom vi i meget stærk spærreild. Jeg antog naturligvis, at et angreb ville følge efter denne ild og satte alt ind på at komme ud foran gennem spærreilden, hvad der også lykkedes mig. Her meldte jeg mig igen hos hr. løjtnant Schreinert.

Ilden tog snart noget af, og der fulgte ikke noget angreb. Efter at jeg lige var kommet mig lidt, gik det med en ny fører videre, ind til jeg var på plads.

Så overtog jeg  geværerne efter Albrecht, Andrekievicz og Schmidt. Af Albrecht lod mig så beskrive fjendens situation samt terrænet så godt, som det var muligt i mørket. Jeg indskærpede igen posterne forhøjet opmærksomhed for så at sove lidt. Klokken var allerede blevet 2.

Den 16. august kl. 5,15 satte det ind med en heftig trommeild, Jeg sprang op, hængte min gasmaske om halsen og ville gå ud for at se, hvad der var i vejen, da råbte posterne allerede ind i blokhuset: “De kommer, de kommer!”

Englænderne var  altså rykket ud direkte bag deres ildbølge.. Jeg lod naturligvis maskingeværerne gå  i de dem bekendte stillinger og observerede nu terrænet foran, så imidlertid kun helt enkelte fjender, mod hvilke det  knap kunne betale sig at skyde med maskingeværerne.

Det var mig derimod påfaldende, at fjenden til venstre for os havde forlagt sin artilleriild betydelig længere frem. Som jeg nu kigger til venstre, ser jeg fjenden i masser storme ind på skoven, hvor  løjtnant Schreinert lå. Hurtigt lod jeg et maskingevær tage fjenden i vor flanke under beskydning.

Til det formål måtte maskingeværet mindst rykke til siden om til blokhusets venstre hjørne for så at gå i stilling. Det øjeblik syntes englænderne kun at have ventet på, for knap havde Schmidt og Friedlein smidt sig ned, før fjendtligt maskingeværild satte ind. Friedlein fik en 3-4 træffere i bryst og mave og væltede rundt på jorden. Schmidt nåede med et kort spring ned i et granathul.

Friedlein erstattede jeg hurtigt med en anden skytte og bar ham selv tilbage til blokhuset. Schmidt havde påbegyndt skydningen med godt resultat. Man mærkede tydeligt en forvirring i flokken af fjender,  en del ville tilbage, en del trængte videre frem.

Da der foran mig  stadig ikke skete noget bemærkelsesværdigt, lod jeg endnu et maskingevær komme tilbage for også at rette dette mod fjendens flanke. For at undgå unødvendige tab lod jeg maskingeværet bringe ind i blokhuset.

I den venstre sidevæg var der et temmelig stort vindue, igennem dette vindue lod jeg maskingeværet rette mod fjenden. Så afsøgte jeg endnu engang forterrænet, der var stadig intet at se. Så kiggede jeg igen til venstre.

Pludselig bliver jeg klar over, hvordan en del af fjenden skiller sig ud fra hovedstyrken og kommer imod os. Samtidigt hører jeg, at maskingeværet i blokhuset kun afgiver enkeltskud og så igen stopper. Fjenden var allerede inde på 60-70 meter. Største hast var nødvendig.

Maskingeværet i blokhuset har stadig funktionsfejl. Fast besluttet på at forsvare mig til sidste øjeblik springer jeg ind i blokhuset for at se, hvad der  var i vejen med maskingeværet. Jeg skubber skytten til side og ser med ét blik, at fejlen ligger ved bæltet. Ud med bæltet, lade et nyt, er gjort på få sekunder; så ellers skyde videre.

Albrecht skyder, jeg fører bæltet. Dog kommer vi ikke langt. En håndgranat flyver gennem vinduet, lander for vore fødder og eksploderer dér. Vi vælter omkuld begge to og slæber os et lille stykke væk fra vinduet, de vi forventede endnu flere håndgranater, som da også straks fulgte.

Kort derefter forstummede også de to andre maskingeværer, et tegn for mig om, at disse også var overmandet. Nogle folk søgte endnu dækning i blokhuset, men blev dér ofre for de håndgranater, der kastedes ind. De usårede blev straks sendt bagud som krigsfanger. Fra min deling var det 3 mand. Sådan blev hele min deling revet op, og det i en så kort tid, at man næppe kunne nå at tænke over det. Men det skyldtes den store fjendtlige styrke og den for korte afstand mellem os og fjenden. Det hos os liggende infanteri blev også for størstedelen taget til fange.

Så rykkede  englænderne videre frem. Snart fulgte forstærkningen. To mand fra denne forstærkning kom ind i blokhuset og forbandt os. Kikkerter og pistoler tog de med, ellers var folkene ganske ordentlige. De gav os at drikke fra deres feltflasker og cigaretter at ryge. Så fortalte de os, at der allerede var engelsk kavalleri på vej! Om det det har været tilfældet, ved jeg ikke, i hvert fald troede jeg dem ikke og håbede på et snarligt modstød fra vore reserver. 

Efter at englænderne havde forbundet os, gik de videre. Vore tre maskingeværer havde de endnu ikke fundet, da vi havde sørget for, at de ikke kunne se dem ved at dække dem til og kaste dem i et granathul.

Efter at vi havde ligget sådan et par timer, bemærkede jeg, hvordan englænderne kom tilbage og opsøgte deres gamle stillinger, også artilleriet tog til i heftighed. Jeg sluttede deraf, at modstødet var foretaget af vore styrker og håbede på i de næste øjeblikke igen at se tyske kammerater omkring mig. Desværre opfyldtes mit håb ikke. Som jeg senere under transporten tilbage kunne konstatere, var kammeraterne blevet liggende 100-150 meter bagude. På den måde blev vi nu liggende mellem den tyske og den fjendtlige linje uden hjælp og uden mad og drikke.

Af Regiment 84’s historie

16. august 1917. Modangreb ved Zonnebeke: “Englænderne stikker af og efterlader døde og sårede.”

C.J. Beuck  var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84). Han blev senere tysk præst i Aabenraa. I begyndelsen af august 1917 ankom regimentet til fronten ved Ypres.

Den 16. august bryder frem – igen en dag, der for os hører til krigens uforglemmelige dage.

På én gang sætter trommeilden ind tidligt om morgenen. Jeg farer ud af søvnen, strammer mekanisk bælte og frakke og giver ordre ned gennem kompagniet: “giv agt, gør klar!” Jeg ved: nu drejer det sig om modangreb. Snart indtræffer ordren fra regimentet: “5., 6. og 9. kompagni går over Grotemolen frem mod Westhaus og generobrer den mistede stilling; Forbindelse: 5. kompagni.” – Jeg lader straks træde an.

Hen over højdedraget går det nu ned i lavningen. Et skrækkeligt terræn: sump, granathuller, brede grave, meget svært fremkommeligt. Zonnebeke forbliver til højre for os.

Vi får artilleriild; i løb går det fremad. Jeg ser mig omkring: jeg får det samme billede, som jeg så ofte har set, især i Polen: i deployeret skyttelinje går kompagniet frem, foran går gruppe- og delingsførere; det hele er som støbt. En følelse af stolthed fylder mit bryst, stolthed over mit kære, tapre 5. kompagni; enhver ved, at det bliver en tung dag, men enhver er også fyldt med en jernvilje til at gøre sin pligt; den gamle Mansteiner ånd lever endnu i os. –

Over højen foran os ligger der tung ild. Inde i mig stiger bekymringen for, hvordan jeg skal få kompagniet igennem; jeg ytrer mine betænkeligheder for Vizefeldwebel Wellmann. Han svarer: “Vi skal bare igennem, hr. løjtnant!” – og vi går igennem, – vi kommer direkte mod Westhaus.

Foran mineindgangen står kaptajn Hofmeister og vinker til mig. Jeg lader kompagniet få en åndepause og løber hen til kaptajn Hofmeister. Han stråler af glæde: “Jeg vidste det da, at I ikke ville lade os i stikken”, og ryster min hånd.

Hans situation er heller ikke misundelsesværdig. Den forreste linje og Wilhelm-stillingen foran ham er besat af fjenden; knap 100 meter foran ham ligger englænderne.

Bataljonskommandostationen har kun et maskingevær til forsvar; fra venstre er 90erne ved at storme, men foran ham er der en åbning; dér skal vi ind. –

Og fremad går det igen. En rasende maskingevær- og geværild modtager os. Vi går i stilling og åbner en livlig ild. Jeg mærker, at fjenden begynder at vakle og lader kommandere: “Om lidt går det fremad til storm!” og straks efter : “Op og afsted! March! March!”

En blændende storm: en lang, sammenhængende linje springer frem – ind i Wilhelm-stillingen. Englænderne stikker af og efterlader døde og sårede.

Vi har skam også tab. Vizefeldwebel Wellmann  kommer krybende langs med skyttelinjen og beretter om hårde tab; Storm, en ganske fortræffelig underofficer, der fra begyndelsen har stået i kompagniet og først for få uger siden som den første underofficer i kompagniet har fået Jernkorset af 1. kl., er faldet; det var et hårdt slag for mig. –

Men vi må videre. Uopholdelig driver vi englænderne foran os, men foran Haanebek må vi blive liggende. Det fjendtlige artilleri har skudt sig ind på denne linje og overdænget os med ild. Angrebet går i stå; men vi har også klaret et godt stykke. – Vi er nu på samme højde som linjen til højre for banedæmningen.

Også dér havde fjenden angrebet, men foran 8.kompagni var hans angreb takket være Vizefeldwebel Hegermanns energiske indgriben gået i stå. Hegermann, en tavs men ubetinget pålidelig og åndsnærværende soldat, havde, som jeg senere hørte, lige i rette tid bragt et maskingevær i stilling på sit betondækningsrum og således opholdt angrebet.

Langsomt rinder timerne. Alt for langsomt følger solen sin bane. Endelig bliver det aften. Kanonlarmen bliver efterhånden svagere. Jeg hører om yderligere tab i kompagniet; de gør mig ondt allesammen, mest vor kære, tapre Wellmanns død; ingen ved, hvor og hvordan han er faldet. – 

Mod midnat falder kun nogle enkelte granater i terrænet; én slår ned tæt foran mig; for første gang såres jeg af et stykke fjendtligt jern; den granat, der sårer mig, rammer de to nærved liggende Unteroffiziere Kaad og Hoffmann, af hvilke den sidstnævnte senere dør af sine sår. –

Jeg humper ud af kamplinjen, efter at løjtnant af reserven Sebald har fået kommandoen over kompagniet, og når efter timelang, forgæves søgning en forbindingsplads. I infirmeri-behandling i Moorslede afventer jeg kompagniet, som indtræffer den 19. august.-

Flandernslaget er for os slut; vi trænger til hvile og ny opfyldning.      

Af Regiment 84’s historie

12. august 1917. Artillerist ved Ypres: “Englænderne angreb hårdt i denne måned.”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var efter et længere lazaretophold i slutningen af juli 1917 på vej tilbage til fronten ved Ypres til bataljon 407.

Jeg blev altså aftrækker eller Kan. 1 ved 4. Skütz. Jeg var glad for, at jeg fik denne bestilling der, og i forhold til omstændighederne kunne jeg ikke fa det bedre. Dog opdagede jeg, at telefonisterne havde det ikke så svært, som vi havde det ved Verdun.

En geschützbetjening holdt sammen i tykt og tyndt, og vi var de samme hver dag med undtagelse af de omskiftelser, som tabene måtte medføre, og det var ret hyppigt, at der kom andre.

Stillingen lå ved en korsvej, og det eneste tilflugtssted var en hvælving i et brændt hus. Hvælvingen kunne rumme ca. 10 mand, og når vi havde lidt tid til hvile, så kravlede vi ind under hvælvingen; her lå vi og sov, men i det hele og store gav det ikke ret megen ro i ildstillingen.

De fleste timer tilbragte vi ved Skützet, havde vi en ildpause, så arbejdede vi med at udbedre stillingen. Det var engbund, vi stod på, derfor stod kanonerne på “Bettung” dvs. de stod på svære egetræsplanker under, mens Lafettenswanzen (bagenden) borede sig dybt ned i jorden. Bag ved der fyldte vi så op med jord, sten, faskiner, men det vældige pres, gjorde, at vi måtte arbejde med kanonstandpladsen næsten hver dag.

Om natten gik hele tiden med at bære ammunition; skulle vi skyde samtidig, måtte 2-3 mand passe kanonen, resten bære ammunition, men var der hurtig i måtte alle ”ans Geschütz”.

Hver aften ved 10-11 tiden kom der 6 -8 lastbiler, de holdt på landevej og så skulle kanonererne bære granaterne 100-200 m.

Det drejede sig om et forbrug på ca. 1000 stk. daglig, og når så hver granat vejede ca. 50 kg, så betød det et mægtigt arbejde.

Var der så en smule ekstra tid, skulle vi frem og trække pigtråd foran stillingen.

Vi lå i ildstillingen 2 døgn ad gangen; så blev vi afløst af det andet hold og var så i ro to døgn.

Men de 2 døgn, vi lå i ildstillingen, kunne man ikke regne med nogen hvile, det kunne ske, at man kunne lægge sig et par timer et eller andet steds, men det var sjælden.

Officererne havde deres ophold i et hjørne af det brændte hus, der havde de noget bølgeblik over hovedet. Englænderne angreb flere gange hver eneste dag; når vi forlod kanonerne, blev de altid ladt og stod indstillet på spærreild, dvs. lige foran de engelske infanteristillinger.

Når det engelske infanteri gik af gravene og frem til storm, tog det kun nogle få sekunder (10-30) så fyrede samtlige kanoner og batterier, dvs. at i så kort tid kunne stilheden blive forandret til det mest øredøvende spektakel man til tider dårligt kunne råbe hverandre op.

Signalsystemet blev ordnet gennem telefonen, eller hvis denne svigtede, hvilket man kunne regne med under enhver større skærmydsel, så skete underretningen pr. ordonnans og lyssignaler.

Lyssignalerne bestod af lyskugler, der med en lille pistol blev skudt i vejret. Der var flere slags. Hvide, røde, gule, og hvide der opløste sig i perler, når de var på højdepunktet. Hver sort havde sin betydning.

De hvide var kun til at oplyse terrænet med. De andres betydning skiftede hver dag, tit flere gange om dagen.

De betød f.eks. gul: Fjenden angriber, mange på en gang: Fjenden angriber ganske voldsomt. Rød: Vi går frem, læg ilden længere frem. Hvid med perler: Vi går tilbage, læg ilden længere tilbage.

Så snart vi holdt op med at skyde, var der altid en, der holdt vagt. Han skulle holde øje med lyssignaler, der forekom i vort divisionsafsnit.

For at få dette konstateret, havde vi et bræt med søm, når vi stod bag dette og sigtede langs de to katedere, så var mellemrummet vort divisionsafsnit f.eks.

Englænderne angreb hårdt i denne måned. De begyndte som regel om aftenen ved 11-12 tiden. Så varede angrebet til ca. 4-5 om morgenen. Så gik de 3-4 km frem.

Om morgenen gjorde tyskerne et modangreb, dette tog ligeledes en 4-5 timer, og så var englænderne kastet tilbage igen. Disse kampe var ualmindelig hårdnakket.

Vi begyndte som regel med at skyde på 8000 m. – gik langsomt ned på 2000 – 3000 m. og så langsomt med at lægge 50 m. til ad gangen op på 8000 m. igen. Når englænderne var kastet tilbage, blev der en lille ildpause. Så kunne der ved middagstid blive ganske stille et par timer.

Vi fik os så noget at spise, tændte en cigar eller piben, men så måtte vi på benene igen og arbejde med ammunitionen, smøre og rense kanonen, pudse låsen, ordne alt til natskydningen, udbedre kanonstandpladsen, bære sårede tilbage osv.

Hen på eftermiddagen skød vi os ind efter nye mål. Det skete efter ordre fra iagttagelsesstanden, luftballonen, en flyvemaskine eventuelt ved lydmåling (når vejret var derefter) og ved vinkelmåling.

Det drejede sig om en 15-30 skud, men der var som regel 5-10 minutter mellem hvert skud, til gengæld kunne 3-4 mand betjene kanonen.

I mørkningen kom spisevognen, dvs. når den kunne komme ind for beskydningen. Den bragte varm mad, brød, tobak, lidt pålæg og 1/10 liter snaps, og når vi havde “Grosskampftage” (dage med voldsomme kampe), fik vi dobbelt ration, ja, til tider mer, end vi kunne spise.

Vi fik tit 10 cigarer og 20 cigaretter daglig, medens vi bag ved fronten fik 2 cigarer og 4 cigaretter daglig. Af vin og spiritus fik vi kun 1/10 liter på storkampdagene; men så fik vi så meget mere, når vi kom i ro.

Suppen fra køkkenvognen var varm.

Køkkenvognen medførte også postsækken. Det var jo altid spændende at få et brev eller en pakke hjemmefra. Pakkerne måtte veje indtil 500 g. Det tog ca. 8 dage med en pakke eller et brev, før man havde det. Pakkerne indeholdt som regel levnedsmidler såsom: flæsk, æg, brød. smør, fedt, lagkage, småkager, strømper, skjorter, undertøj osv. Levnedsmidlerne smagte vidunderlig.

Selv om det tit var muggen, det blev spist alligevel. Det, der kom hjemmefra, blev nydt med anden ærbødighed, end den, man nød kommismaden med. Så snart vi havde spist, tog køkkenvognen af sted, medtagende breve og andre papirer, der skulle tilbage. Køkkenvognen var den daglige forbindelse med ”Protzensammelstelle”.

Lige til venstre for stillingen gik landevejen. Her var der altid livlig trafik, den tog stærk til om natten.

Den strøm, der gik til og fra fronten, både af mennesker og materiel, var ganske kolossal. Menneskene gik endog mest tværs over markerne, hvorimod vognene og skytset måtte holde sig mest på landevejene.

Om aftenen kunne vi tælle 20 – 30 luftballoner ovre hos englænderne, om morgenen var det tyskerne, der havde ballonerne oppe (de så bedst med solen).

Den 11. og 12. august var jeg altså med i ildlinjen, og det gik i grunden bedre, end jeg havde regnet med. Alt var nyt, der var meget at se efter, og man stod jo ret fremmed over for frontlivet i førstningen.

Se foregående afsnit her

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

10. august 1917. Nærkontakt med englænderne: “Vi hører, hvordan de foran os genlader geværerne; Kuglerne fløjter os om ørerne.”

C.J. Beuck  var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84). Han blev senere tysk præst i Aabenraa. I begyndelsen af august 1917 ankom regimentet til fronten ved Ypres.

Fra dag til dag forstærkes artilleriilden. Vi har den følelse, at noget er under forberedelse. Den 10.august kommer der regulær trommeild.

Englænderen angriber, men os trænger han ikke frem til; vi ved ikke, hvordan det står til forude.

Om eftermiddagen kommer der melding om, at fjenden har løbet den venstre fløj af regimentet over ende. To delinger fra 7. kompagni bliver sendt frem, kommer imidlertid ud for så stærk artilleriild, at de må vende om.

Snart efter kommer der en ordonnans fra K.T.K. [1] kaptajn Hofmeister, som vi er underlagt: 5. og 6. kompagni træder straks an til modangreb!

Desværre indeholder ordren slet ingen angivelser af situationen derude foran og af angrebsmålet. – 2. og 3. deling får gennem min ordonnans ordre til at træde an til modangreb, så snart de ser 1. deling træde an. 6. kompagni til venstre for 5. træder ligeledes an, så snart 5. kompagni sætter i march. I løb iler jeg sammen med min ordonnans, korporal Julius Hansen, til banedæmningen for at alarmere 1. deling. Her i de sikre dækningsrum aner man intet om, hvad der sker ude foran.

Men den fortræffelige fører, Vizefeldwebel Wellmann, fatter straks situationen;  i løbet af et øjeblik er delingen marchklar. Vi træder an.

Terrænet umiddelbart til venstre for banedæmningen er et uigennemtrængeligt sumpterræn. I enkelt kolonne går det langs med banedæmningen, der byder god beskyttelse  mod indseende fra halvhøjre, over Haanebek-bækken. Jeg spørger posten foran et betonhus, hvor den forreste linje er, han peger ud foran på et sønderskudt hus; dér er den venstre fløj af det forreste kompagni.

Jeg får delingen deployeret og løber med Wellmann og ordonnanserne forud mod huset.

En meget lavtgående flyver beskyder os med sit maskingevær uden at træffe.

Vi er 10-15 meter foran husets murrester, da der pludselig falder en salve: jeg er som forstenet; 3 ordonnanser ligger ramt på jorden, 2 af dem er død, deriblandt min kære, tro ordonnans Julius Hansen, én ligger med maveskud, på mig går der et skud gennem stålhjelmen kun få millimeter over den højre tinding, og ud bagtil; den fremkomne splint rammer Wellmann i hovedet og sårer ham i tindingen.

– “Det er jo englændere!” råber Wejjmann.

– “Ja, det mærker man”, svarer jeg.

Nu bare væk i en fart! Vi hører, hvordan de foran os genlader geværerne; Kuglerne fløjter os om ørerne.

Til venstre for os løber en grav; vi springer ned i den og kryber på maven tilbage: Wellmann, som jeg først forbinder, en ordonnans,  hvis navn jeg desværre har glemt, og jeg – de eneste, der er blevet tilbage.

I mellemtiden er 1. deling kommet op på højde med os og har taget stilling  bag en hæk. Her bliver vi liggende. Også de  andre to delinger er ankommet, ikke uden tab, deriblandt Vizefeldwebel Kehlet og Unteroffizier Eistermann, begge udmærket prøvede førere; de er ikke hårdt såret, men er nødt til at udgå; det gør ondt i hjertet på mig, da jeg rækker dem hånden til afsked.

Natten falder på. Jeg inddeler kompagniet på ny og søger forbindelse med 6. kompagni. Løjtnant af reserven Saucke, den efter mange kampe erfarne fører for 6. kompagni, som man altid i kamp kunne forlade sig på, er der ikke – han  er under fremrykningen blevet skadet af en granat – men hans kompagni er der.

Mellem 6. kompagni og os, 5. kompagni, havde der i år og dag eksisteret et trofast våbenbroderskab. Hvor ofte har vi ikke i Polen hjulpet hinanden! Hvor ofte har det ene kompagni ikke fordelt sig i det andet og sammen kastet fjenden tilbage! – Nu lå vi igen side om side.

Kompagniet har ingen officerer mere, men jeg træffer to underofficerer, der meget villigt støtter mig i mine beslutninger; desværre har jeg glemt deres navne.

Vi lægger kompagniet, som er stormet for langt frem, længere tilbage og bringer det på linje med 5. kompagni samt regimentet til venstre for os – længselsfuldt venter vi på vor forsyningsenhed – men denne nat får vi ikke noget at spise!

Senere erfarer jeg årsagen: føreren af enheden, Vizefeldwebel Jacobsen, formoder, at vi endnu er i Wilhelm-stillingen; da han ikke finder os dér, går han sammen med en anden alene frem i håbet om at støde på os et eller andet sted ude foran. Men det kommer helt anderledes. De er kommet over Haanebek og strejfer om i terrænet.

Derved sker det, at Jacobsen springer ned i et granathul, i hvilket der ligger en maskingeværbesætning, men engelsk! Knap ser Tommy’erne “the German”, før de forskrækket træder til side og rækker hænderne i vejret. Men da de ser, at der kun er én, fatter de sig hurtigt igen og afvæbner nu tyskeren. Ved tegn gør de Jacobsen forståelig, at han skal gå bagud, men giver ham ingen ledsager med. 

Men næppe er Jacobsen kommet ud af deres synsfelt, før han går i en stor bue og vender velbeholden tilbage til sine folk i Wilhelm-stillimgen. Men til at bringe mad ud, er det nu for sent.

[1] “Kampftruppenkommandeur”, leder af stormtropoperationer fra en særlig kommandostation.

Af Regiment 84’s historie

31. juli 1917. Mathias Møller: “… det er utroligt, hvad Mennesket kan, hvis der ikke er noget Valg”

Mathias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69. Efter at have været indsat ved bl.a. Somme i 1916, blev regimentet flyttet til østfronten i foråret 1917, hvor det deltog i de hårde kampe i Galizien i juli 1917. Efter sammenbruddet af den russiske offensiv gik det mod øst.

Den 29. Juli nåede vi Wasylkowice, en lille Landsby ikke langt fra den gamle Grænse mellem Galizien og russisk Ukraine. Grænsen dannedes her af Floden Sbrucz, en Biflod til Dnjestr. På den russiske Side af Floden havde Russerne besat forberedte Stillinger, og det lykkedes ikke Stødtropperne at forcere Floden.

I Wasylkowice kom vi i Kvarter, men allerede Natten fra den 30. til 31. blev vi alarmeret og marcherede videre.

Vi skulde afløse Stødtropperne. I Morgenskumringen nåede vi en lille By ca. 2 km fra Fronten. Da vi gjorde Holdt, opdagede vi et stærkt ramponeret Olieraffinaderi. Vi kunde ikke modstå Fristelsen at forsyne os med Olie, som Kælderen var fyldt med. Olien kunde jo bruges til at stege Kartofler i. Fedtstoffer var jo en meget efterspurgt Vare i 1917.

Inden Kompagniet var samlet og kunde fortsætte Marchen, var det blevet lyst, men Tåge lå endnu over Markerne. Da vi var kommet ud af Byen og ud i frit Terræn, begyndte de første Solstråler at titte frem over Højene foran os. Det varede ikke længe, for Tågen forsvandt.

Vi kunde nu overse Terrænet, der foran os var fuldstændigt fladt, med modne Rug- og Hvedemarker. I en Afstand af ca. 1500-2000 m lå en mindre Landsby med spredt Bebyggelse mellem Træer, Buske, Haver og Majsarealer. Det var det nærmeste Sted, hvor man kunde finde et Skjul.

På den anden Side af Byen, bag Floden Sbrucz, steg Terrænet ca. 70 m stejlt op. På den øverste Kant af Højene lå de russiske Stillinger. Russerne havde altså højt oppefra fri Udsigt over hele Terrænet.

Så snart Solstrålerne havde fået Tågen til at lette, begyndte Geværprojektiler at pibe i Luften og klaske ned omkring os. Vi søgte ind i Kornmarkerne og gik spredte frem. Det vil sige, vi gik ikke, vi løb, vi løb for Livet — selvfølgelig fremad —. Målet skulde jo nås.

Kun den, som har prøvet at løbe med det tunge Maskingeværmateriel, ved, hvad det koster af Anstrengelser. Ret længe kan man ikke løbe ad Gangen i dukket Stilling med Maskingevær og Ammunitionskasser.

Det varede ikke længe, for de første sårede begyndte at kravle og slæbe sig tilbage. Man misundte dem, som havde fået et ”bedre” Kødsår. Men vi måtte jo videre.

Vi styrtede korte Strækninger frem ad Gangen. Lungerne arbejdede vildt, Benene var som jordbundne, så tunge. Jo længere vi kom frem, jo flere Projektiler sang der i Luften.

Enkelte Maskingeværer bjæffede, men til alt Held havde Russerne tilsyneladende ikke ret mange af dem, for ellers vilde sikkert ingen af os være kommet levende fra det. Artilleriild mødte vi ikke.

Kræfterne svandt mere og mere, men det er utroligt, hvad Mennesket kan, hvis der ikke er noget Valg, og man skal fremad. Distancen mellem os og det reddende Skjul bag Træer, Buske og Huse blev mindre og mindre. Med en sidste, næsten håbløs Anstrengelse nåede vi Bestemmelsesstedet.

Fuldstændig udmattet kastede vi os ned blandt Kammeraterne ved Byens Udkant. Det var Tropper af Støddivisionen, vi skulde afløse.

Det varede en Tid, for vi i det hele taget kunde sanse noget, for Lungerne, Hjertet og Nerverne faldt nogenlunde til Ro.

Det første vi hørte, da vi kunde tale med Tropperne, som lå der, var, at Klokken 8 skulde de russiske Stillinger angribes. Det gjorde aldeles ikke vort Almenbefindende bedre. Vi var nærmest deprimerede.

DSK-årbøger, 1945

28. april 1917. Poplerne er levende … englænderne angriber!

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.

Den Aften blev jeg stillet ud paa Lyttepost c. 30 meter foran
Pigtraadsforhindring og Skyttegrav.

Ved Dagslyset havde jeg set, at der 30 meter til venstre for os løb et Hegn, hvor der stod en Række kappede Popler i Mandshøjde.

Det var de sidste Dage i April Maaned, en lun Foraarsaften med en let Taage, som kom ind over Hegnet. Jeg stod halvvejs drømmende og nynnede paa en af vore kære, danske Sange: „Nattens dæmrende Taager …”

Men som jeg stod dér og kiggede ind i Taagen, saa det ud for mig, som om Poplerne var blevet levende. Jeg kneb mig selv i Armen ligesom Jeppe i Baronens Seng og sagde til mig selv: „Er du vaagen, eller drømmer du?”

Men omsider blev jeg klar over, at det var ikke Drøm. De virkelige Popler var forlængst dækkede af Taagen, og de mørke Skikkelser, jeg nu kunde skimte, var engelske Soldater.

Jeg troede, de gik frem til Storm, dækket af Taagen, fik i en Fart et Par Alarmskud skudt op i  Luften alt imens jeg kravlede tilbage paa alle fire for at være saa lille en Skive for Englænderne som muligt, og det kan nok være, jeg gjorde mig saa tynd, saa tynd.

Da jeg kom tilbage til Skyttegraven, stod vore Mænd paa Post og ventede paa Stormangrebet; men det blev ikke til noget den Aften.

Først næste Dags Morgen var det lykkedes for Englænderne at tage en Del af vor forreste Linie, og i Daggryet saa vi dem komme frem og gaa imod os.

Vi sagde først til hinanden: „Vi har jo ikke ret mange Mand forude.” 

Vi regnede med, at Englænderne talte ca. 1 Bataillon paa en Frontstrækning af 500 m. Vi saa ogsaa, at de gik frem til Storm, idet en Mand sprang frem snart hist, snart her; men iøvrigt saa vi ikke meget til dem.

Der kom Befaling igennem Skyttekæden, at ingen maatte skyde. Vi kunde knap forstaa det; men Gaadens Løsning fik vi snart.

Da Englænderne kom vor Skyttegrav 30-50 meter nær, lød der en skarp Signalfløjte.

I samme Nu rejste hele deres Skyttekæde sig, og under Hurraraab styrtede de frem med fældede Bajonetter; men de havde ikke haft Linien godt nok udspioneret; Forsvarskæden løb i Siksak, og Englænderne kom ind i en Sænkning i Forsvarslinien.

Paa hver af Fløjene stod der et Maskingevær, og i samme Øjeblik, Englænderne satte ind med at storme, begyndte Maskingeværerne at skyde, saa de kom til at staa i Krydsild, og i kortere Tid, end det kan fortælles, styrtede de næsegrus over hinanden, saa de paa sine Steder laa ovenpaa hinanden foran vore Skyttegrave.

Der var ikke mange af dem, der slap, og de faa, der var usaarede,
skyndte sig hurtigst muligt tilbage..

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

8. april 1917. Englænderne mejes ned foran Vimy

J.P. Møller, Søstgård, gjorde krigstjeneste i Husarregiment “Franz Josef” Nr. 16, der havde kaserne på Gottorp Slot i Slesvig. I foråret gjorde regimentet spejdertjeneste ved Vimy.

Den 8. april, lige ved dagens frembrud, satte englænderne ca. en brigade kavalleri ind mod tyskernes infanterilinje lige foran vor observationspost.

Denne attakke blevet frygteligt syn: Næsten hele de to regimenter blev fejet ned af den tyske maskingeværild.

Her og der så man hestene ligge enten døde, eller de blev ved at arbejde med benene for at slæbe sig bort.

Rytterne, såvidt de ikke var døde, slæbte sig i dækning i grøften bag ved bakken eller bag døde heste.

DSK-årbøger 1971

28. marts 1917. Farligt naboskab: “Englænderne og vi i hver sin Ende af Skyttegraven”

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I foråret gik englænderne til angreb. Han og kammeraten Peter Hansen sad nu i skyttegraven.

Vi sad sammen i 1½ Døgn, Englænderne og vi, i hver sin Ende af Skyttegraven, saa kom der Ordre til de to Kompagnier, som var kastet ud, at de skulde storme.

Vi andre, som havde holdt Stillingen, skulde derimod rulle Skyttegraven op fra Flanken.

De to, der var dygtigst til at kaste med Haandgranater, blev stillet forrest, derefter kom de to bedste Skytter, og Resten af os blev saa brugt til henholdsvis at føre Haandgranater frem og lade Rifler.

Kampen var kort. Englænderne blev kastet ud igen; men vi maatte blive endnu et Døgn derude. Dog, ved Mørkets Frembrud kom der Afløsning, og vi gik glade ud af Stilling og haabede efter disse tre
strenge Dage at komme tilbage til et nogenlunde godt Kvarter i Le Catelet.

Dog, her blev vi ogsaa skuffet og kom tilbage i en Reservestilling, som endnu ikke var udbygget. Vi maatte sætte os paa Trappetrinene ned til de endnu ikke udgravede Jordhuler, og da det nu var blevet susende Regnvejr, var vi hurtigt gennemblødte. Saa sad vi dér, mens Vandet løb under os, og sov og frøs.

Det staar for mig som en af de Nætter, hvor Skuffelsen, Modløsheden og Forsagtheden greb mig som næsten ingensinde.

Ved Daggry blæste det op, og vi lagde vort Tøj i den skarpe Vind.

Efter nogle faa Dages Forløb kom vi alligevel ind i Byen i Kvarter.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

6. oktober 1916. Angreb ved Somme! “I tætte Kolonner kom de myldrende frem …”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86.  Efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni, der i efteråret 1916 lå ved Somme-fronten.

Imedens hylede Granaterne, og Bly-, Staal- og Jernstumper slog ned allevegne. Jorden rystede under de voldsomme Sprængninger, og  Luften var graagul af Røg og Krudtdamp. Alle sad vi og ventede paa,  at Franskmanden dog snart vilde komme for at gøre en Ende paa denne forfærdelige Spænding, ligemeget hvordan saa end  Afgørelsen faldt ud.

Der blev ikke talt et Ord, og Cigaretterne smagte ikke mere. Vi ventede kun paa Fuldbyrdelsen af den Dødsdom, der for længe siden var afsagt over os.

nls_haig_-_smashed_up_german_trench_on_messines_ridge_with_dead
Original filkplacering fra Wikipedia: https://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/4/47/NLS_Haig_-_Smashed_up_German_trench_on_Messines_Ridge_with_dead.jpg

Kompagniføreren var kommet kravlende hen til Understanden til os. Han var ikke mange sure Sild værd, og havde kun den Tanke enten at maatte dø eller se at komme tilbage, forinden Franskmanden kom for at tage ham til Fange.

Præcis Klokken 5 blev den voldsomme Ild som ved et Trylleslag  afbrudt. Hvilken uhyre Lettelse, men nu kom der ogsaa Liv i   Kompagniføreren. „Gud ske evig Lov”, raabte han, medens han rev Revolveren fra Bæltet.

Nogen nærmere Ordre behøvede han ikke at give, thi de første  Geværskud knaldede allerede imod de fremrykkende Franskmænd.

I tætte Kolonner kom de myldrende frem, og flere Kompagnier lige i Retning af vort Afsnit.

Maskingeværerne var snart bragt i Stilling, og arbejdede efter Hensigten. Haandgranaterne blev i rivende Hast kastet ud over Gravkanten, men foreløbig dog til ingen Nytte, thi Franskmanden var endnu i for lang Afstand.

RIR242_Maskingeværstilling_mindre

Kompagniføreren maatte nu til at gribe regulerende ind, og hans Ordre lød paa, at Maskingeværerne skulde holde en jævn Ild vedlige og under godt Sigte holde lige ind i Rækkerne.

Først i en Afstand af ca. 100 Meter skulde der lægges alt det i, der blot kunde gaa igennem Løbene. Haandgranater skulde heller ikke kastes før i samme Afstand, og indtil da skulde der fyres med  almindelige Geværer, af hvilke der mindst var tre til hver Mand.

Fjenden var nu kommet nærmere, og Haandgranaterne blev kastet uden sædvanligt Ophold mellem Tænding og Kastningen, hvilket bevirkede, at hver Mand kunde kaste dobbelt saa mange. De laa nu  derude, og dannede ved deres Eksplosioner en levende Ildmur, som var beregnet paa, at Fjenden ikke kunde slippe igennem.

Maskingeværerne arbejdede ivrigt, og deres Virkning kunde tydelig ses. Drejende Løbet til højre og venstre og sænkende det op og ned i Bølgeform mejede de alt ned for Fode, og det var tydeligt at se, at  der blev en Standsning i Angribernes Rækker, i hvert Fald var der  ikke megen Fart i Angrebet.

Pludselig vilde mit Maskingevær ikke mere, og endnu havde jeg 7000 Skud tilbage. Løbet, der havde arbejdet sig fast, blev revet ud, og et nyt blev sat i.

6a44-127_maskingeværgruppe

„Rolig, bare rolig, gamle Dreng,” sagde  Kompagniføreren, der stod bagved. „Bare rolig, jeg tror vi har dem, de ser ud til at have tabt  Lysten.”

Dog, Fjenden kom nærmere, og ogsaa han begyndte at skyde.

Maskingeværerne raslede alt det ud igennem Løbene, som de kunde overkomme, og snart stod vi indhyllet i Dampen fra Kølevandet, der kogte i Geværet. Paany stod baade mit og det andet Gevær stille, men der var nu ikke Tid til at skifte Løb. Det blev overladt sin egen, ynkelige Forfatning, og Haandgranaterne blev taget i Brug.

Fjenden havde smidt sig ned foran vores „Ildmur”, og det viste sig, at Kompagniføreren fik Ret i sin Formodning. De kunde ikke trænge igennem.

„Rolig, bare rolig,” var hans stadige Formaning, „vi har dem.”  Kompagniførerens urokkelige Mod forplantede sig til alle, og enhver lagde alt det i, som han blot orkede. Ved Hjælp af Lysraketter blev  der nu givet vort Artilleri Ordre til at sætte ind med Spærreild, og de gjorde det med stor Eftertrykkelighed.

Natligt_angreb_måske_Somme

Fjenden har vel nu paa Grund af de mange eksploderende Granater bedømt Modstanderne til at være mange, thi pludselig sprang de op, og løb. De løb, som om selveste Djævelen var i Hælene paa dem, men nu blev det levende i Skyttegraven hos os. I staaende Stilling tømte vi Magasinerne af Geværerne i Ryggen paa den flygtende Fjende, og medens Kompagniføreren raabte om at vise ham „Made in Germany”, flygtede han i Panik tilbage, hvorfra han var kommet. Raabende og skrigende, kastende alt fra sig, søgte Fjenden Dækning  bag ved væltede Landevejstræer, men heller ikke her havde han Ro, thi nu laa han i Spærreilden fra vort Artilleri.

Imidlertid havde vi været ude i Forterrænet. Vor Søgen gjaldt  Feltflaskerne fra faldne og saarede Franskmænd. Vi vidste, hvad de  indeholdt, men ikke alene var det Feltflaskerne, det gjaldt, thi vor  Ammunition var ved at slippe op, og de bortkastede Geværer og Patroner var derfor en god Reserve at have liggende, naar Fjenden atter vendte tilbage.

Vestfront Skyttegrav med franske lig

Frygtelig saa den foran os liggende Slagmark ud, og i bogstavelig Forstand laa døde og saarede, som var de strøede over det hele af en stor, usynlig Haand. De saaredes Raaben om Hjælp lodes uænset. De var for mange.

I det begyndende Mørke kunde vi se mange  sammenrullede Skikkelser rejse sig i Terrænet forude og søge tilbage til deres Afdelinger. Hidtil var de, af Frygt for at blive skudt ned, blevet liggende som livløse, men nu kunde de løbe.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

6. september 1916. Somme: Kl. 4 stiger fjenden ud af sine grave i tætte linjer!

I august 1916 kom Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 retur til Somme-fronten. Under konstant beskydning og i øsende regnvejr forsøgte soldaterne at vedligeholde stillingerne.

Om morgenen rettes der tunge kalibre, ind til 28 cm, mod fronten og Berny.

Fra kl. 2 om eftermiddagen raser trommeilden som en orkan.

Kl. 4 stiger fjenden ud af sine grave i tætte linjer.

Angrebet bliver straks erkendt både af infanteriet og artilleriet. Foran 8., 5. og 7. kompagni bliver han holdt nede med artilleri- og infanteriild. Foran 1. kompagni og 5/68 bølger kampen frem og tilbage, ind til også her modstanderen viger. 6. kompagni består nu kun af tre stærkt spredte grupper på hver 10 mand.

For den midterste lykkes det med heftig ild at rive den fjendtlige linje op foran deres front, de to andre grupper bliver rendt over ende og nedkæmpet efter et heftigt håndgemæng. Her var gennembruddet altså næsten lykkedes.

Da iler i nødens stund 3. kompagni ud af Berny-slugten.

Franskmanden går tilbage, resten af 6. kompagni bliver befriet fra en delvis omringning. Begge kompagnier forfølger modstanderen ind til tæt foran den gamle K3 og besætter her nogle gamle stykker skyttegrav.

Til højre derfor var ligeledes løjtnant Knutz med 1. kompagni og dele af 68’erne gået frem ca. 300 meter ad ”Dronningevejen,” havde dér taget fanger og taget et maskingevær som bytte.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen. Køb den her.

4. september 1916. Thode på Østfronten: “Det blev til det værste slagteri …”

Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i 4. Schlesiske Infanteriregiment 157, 7. komp. Den 30. august 1916 stormede regimentet russiske stillinger ved Høje Kukul Skovkarpaterne, som de derefter skulle holde.

Kompagniet havde til venstre for det sted, vi stormede, indtaget en ny stilling, og var begyndt at grave nye skyttegrave. Her var jeg nogle dage, så blev vi forflyttet. Såvidt jeg husker, blev der sammensat et nyt kompagni, for jeg mindes, at jeg ikke kendte mange af de kammerater, vi var sammen med.

Vi marcherede temmelig langt, og kom ud af skoven. I en bjergdal kom vi forbi en lille landsby, hvor der boede Tataere [tatarer]. Der købte jeg et prospektkort, som jeg endnu er i besiddelse af.

Så gik det ind i bjergene og skovene igen. Vi marcherede i skoven i gåsegang. Vi var lidt betænkelige ved at se, at vores øverste befalingsmand pludselig havde gevær, ellers havde de kun pistoler.

Vi fik aldrig at vide, hvad der forestod.

Pludselig blev der skudt. Vi var løbet lige ind i flanken af et russisk regiment. De havde sikkert heller ikke regnet med angreb, for de havde været i fuld gang med at spille kort, kunne vi se. Det flød med spillekort overalt. ‘

Det blev til det værste slagteri. Vi blev ved med at kæmpe os frem, bare fremad.

Dette stod på temmelig længe. Tilsidst vidste vi næsten ikke, hvem der havde overtaget. Jeg husker, at der på slutningen til venstre for os stod tyske soldater med armene i vejret, mens der dér, hvor jeg stod, var flest tyskere, og her var det russerne, der havde overgivet sig.

Det endte med, at alle de russere, som var her, overgav sig.

Nu måtte en del af os overtage fangerne. Det tyndede slemt ud i vore rækker, og vi nåede heller ikke langt mere den dag.

Det blev aften og mørkt. Officerer var der ingen af mere. Resten af os lagde os så ned i dækning bag træstammer så godt som muligt.

Vi kunne høre på de russiske kommandoer og på skydningen, at
russerne var i overtal her. Vi skød alt, hvad vi kunne, for at russerne ikke skulle mærke, at vi var så fåtallige. Vores geværløb var ved at blive gloende.

En kammerat, som lå ved siden af mig, blev pludselig tavs. Jeg ruskede i ham, men han reagerede ikke, så jeg troede, han var død.

Pludselig bemærkede jeg, at mine kammerater begyndte at løbe tilbage. Jeg måtte også løbe. Jeg var ikke glad for at lade min kammerat ligge, men der var intet at gøre.

Thode, Carl Theodor: krigserindringer, nedskrevet 1974 (pdf)

Thodes erindringer danner grundlag for Jakob Brodersens roman “Thode”, der udkom i 2016.

4. september 1916. Angreb ved Somme! Forreste linje rendt over ende!

I august 1916 kom Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 retur til Somme-fronten. Under konstant beskydning og i øsende regnvejr forsøgte soldaterne at vedligeholde stillingerne.

Den 4. september gryr. Tung ild ved fronten, deriblandt sværme af tunge miner.

Fra kl. 11 formiddag trommeild. Kl. 12,15 springer fjenden frem i tætte formationer.

Den fuldstændig rystede og sønderskudte forreste linje, der består af 13., 2., 11., 12. kompagni, bliver rendt over ende og for største parten taget til fange. Også K3 måtte prisgives overmagten. Til højre bliver mellemstillingen holdt af 4. kompagni og en deling fra 3. kompagni. På

det venstre afsnit kaster sig en lille flok under ledelse af løjtnant Jepsen og oversergent Schultz med dødsforagt mod fjenden for at generobre K3. Forgæves. Begge førere falder. Men her støder fjenden dog ikke længere frem.

Ved middagstid får II bataljon ordre til at rykke frem. Fremrykningen i den lange løbegrav, der allerede begyndte ved Miséry, kunne kun foregå langsomt og krævede hele eftermiddagen. Hen mod aften stod det klart, at de tilkaldte reserver ikke slog til over for det angreb, der blev ført over en bred front og med voldsom overmagt. Modstødet blev opgivet.

Det gjaldt nu om at udfylde de huller, som angrebet havde revet. Som nævnt blev mellemstillingen nordøst for Berny holdt af 3. og 4. kompagni, bagved i anden linje 1. kompagni. Til højre gabte et hul over til 90erne, her blev 7. og 5. kompagni sat ind. Bagved dem 8. kompagni. Til venstre for 4. kompagni måtte 6. kompagni udfylde et 500 m bredt hul, som strakte sig fra 4. kompagnis venstre fløj og til vejgaflen nord for Berny. Bagved dem 6. kompagni fra regiment 85.

I strømmende regn, der varede hele natten, og under bestandig artilleriild gravede kompagnierne sig ned i det helt åbne terræn. Om morgenen er deres grav knædyb.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen. Køb den her.

30. august 1916. “Vi var desperate af angst!” Thode i stormen på Høje Kukul

Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i 4. Schlesiske Infanteriregiment 157, 7. komp. I slutningen af august kom regimentet til Skovkarpaterne.

Vi skulle storme en russisk skyttegrav på et højt bjerg – Høje Kukul, ca. 2.000 m højt. Russerne lå på toppen af bjerget, og de østrigske tropper, som var i dette afsnit, og som adskillige gange var blevet slået tilbage, lå i en skyttegrav ca. 50 meter nede.

Vi skulle så ved morgengry gå til angreb. Vi lå på bjergskråningen
nedenfor østrigerne, hvorfra vi skulle gå til stormangreb.
.
Der var stor nervøsitet hos os. Den gruppe, jeg hørte til, var ikke fuldkommen, vi var 6 mand og en Gefreiter, som var leder.

Nervøsiteten var så stor, at en af soldaterne skød sig selv i foden. Han var nu også meget urolig og bange.

Vor  korporalskabsfører, Gefreiteren, sagde: “Jeg tror ikke, jeg kommer godt fra dette her”.

Ja, vi var alle bange. Da vi lå der i beredskab, begyndte vort artilleri at indskyde sig. Dog var de første skud alt for korte, og slog ned bag os. Vi kunne se og høre, at de kom os nærmere, og vi var nervøse for, at de næste skud skulle slå ned blandt os. Det skete heldigvis ikke.

Som kom morgenen, vi gik så lydløst, som muligt frem i den østrigske skyttegrav. Jeg stod ved siden af vore kompagnifører, han så på sit ur, og kommanderede: “STORM”. Så stormede vi.

Det gik så hurtigt, og vi var desperate af angst.

Russerne overdængede os med ild. Vores gruppefører var så uheldig at storme lige ind i en russisk maskingeværrede.

Russisk maskingevær
Russisk maskingevær

Da jeg var nået cirka halvvejs til den russiske skyttegrav, faldt jeg om, jeg prøvede hurtigt flere gange at stå op, men kunne ikke.

Mine tanker var straks, at jeg nu havde mistet mit venstre ben. Jeg strøg med venstre hånd ned over benet, og min hånd var fuld af blod, Men i bar nervøsitet prøvede jeg igen at rejse mig, og nu lykkedes det. (Natten før havde jeg drømt, at jeg fik mit ene ben skudt af).

Det hele varede kun kort tid, og vi nåede den russiske skyttegrav.

De russere, der ikke var faldet, flygtede til den venstre side i deres skyttegrav. Nu var vi på toppen, men russerne gav ikke op, og til højre for os kæmpedes der hårdt endnu. Foran os prøvede russerne at gå til modangreb, men opgav dog tilsidst.

Før vi gik til angreb, havde vi fået en ny kompagnifører, der lignede en stor dreng, men al respekt for ham. Da vi havde taget den russiske skyttegrav, og kæmpede videre imod de russiske  modangreb, stod han oprejst i kugleregnen og kommanderede, hvor vi skulle skyde hen. At der ikke skete ham noget, forstår jeg ikke.

Jeg lå på knæ lige foran ham og skød. Hans oppasser stod ved siden af ham, bag mig. Han fik en kugle i brystet, og gav en lille lyd fra sig, og var død på stedet.

Da der nogen tid efter var kommet lidt ro over feltet, bad  kompagniføreren mig om at bringe en lille minekaster tilbage til graven, hvorfra vi var gået frem.

Jeg fik et chok, da jeg så, hvorledes der så ud. Jeg kunne regne ud, hvor det var, jeg var faldet om. På det sted lå vores  korporalskabsfører død med et stort hul i underlivet og benet. Han er sikkert blevet ramt af en håndgranat, og jeg regner med, at noget samtidig har ramt mig på venstre ben og slået det følelsesløst – dog uden at der var efterladt sår.

Nu kunne jeg først se, hvad her var foregået. Der lå en del opsvulmede, døde østrigere og blandt dem vore egne døde kammerater.

IMG_2011_11_30_6942_østfront_døde_skyttegrav

Da jeg afleverede minekasteren bag fronten, stod her nogle tilfangetagne russiske soldater og røg cigaretter. Det var nu lidt underligt at se, men de havde jo haft det lige så ondt som vi. Hvor jeg har været i krigen, har der altid været den regel, at nar fjenden havde kastet våbnene, var vi ikke fjender mere.

Af min gruppe på 7 mand, var der efter slaget 3 tilbage. Så man
kan nok sige, at jeg har været heldig.

De to kammerater, der sammen med mig kom godt fra det, var begge
ældre mænd. Den ene var af polsk afstamning, og den anden var
i civil skomager.

Efter at have afleveret minekasteren, måtte vi tilbage til  kompagniet.

Vejen gik igennem den skyttegrav, vi havde indtaget. Her vil jeg helst ikke fortælle, hvad vi så. Russerne havde ofte i deres skyttegrave temmelig store skydehuller, og det må vore maskingeværskytter have udnyttet. Da mange af russerne nok har forsøgt at flygte gennem disse huller, er de kommet ind i maskingeværilden, og virkningen var grufuld.

Thode, Carl Theodor: krigserindringer, nedskrevet 1974 (pdf)

Thodes erindringer danner grundlag for Jakob Brodersens roman “Thode”, der udkom i 2016.

26. august 1916. Russerne havde fået næsen brændt eftertrykkeligt.

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten og i juli 1916 blev han overført til maskingeværafdelingen.

Det ventede angreb fra russerne udeblev ikke.

For en gangs skyld indledte de med den største kanonade, jeg har oplevet på østfronten. De skød vore pigtrådsspærringer i smadder, og vi var klare over, at hvis v i ikke var endda meget rappe på tæerne, ville de rende os over ende.

De var kun ca. 100 meter fra os. Det lykkedes imidlertid ikke for dem, kun ganske enkelte kom ind i vor skyttegrav og blev omgående afvæbnet.

MG-afdelingen beviste endnu engang sin kunnen. Det »Huræ«, som russerne råbte, da de stormede frem, blev for mange, alt for mange det sidste ord i denne verden.

Jeg skal ikke komme nærmere i n d på denne affære. Den var frygtelig. Vore tab var også store, men ikke en brøkdel af russernes.

Angrebet blev ikke fornyet, det havde vi ellers ventet. Russerne må tilsyneladende have fået næsen brændt så eftertrykkeligt, at de havde tabt lysten.

Kort tid efter blev v i afløst af østrigerne og trukket tilbage til andre opgaver.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

1. august 1916. Verdun: “Minnesk do, æ hæ vel nok væt heldig, di hæ skødt de urrest lej a min lil’finger væk”

Peter Clausen, Lundsgårdsmark, gjorde krigstjeneste ved RIR88, der i juli ankom til Verdun

Så var det morgenen den 1. august. Præcis klokken fire – alle formationer havde fået deres ure stillet – startede angrebet.

Himlen blev rød over det hele, og af hundreder af kanonrør spyedes der ild på de franske stillinger. Også minekasterne, som stod i en lang række bag den tyske skyttegrav, sendte deres 200 punds frugter af sted, og snart var alt indhyllet i røg og støv.

Der kunne da ingen slippe levende ud af det ragnarok, tænkte jeg. –

Jeg havde frivagt fra klokken otte og havde lagt mig til at sove i vor lille dækning, men jeg vågnede ved, at det med et blev stille, og jeg så en skare franskmænd komme over imod os.

Da var stormangrebet i fuld gang, thi alt var gået planmæssigt; det var nemlig fanger, der arriverede, og som skyndte sig ud af ildlinjen.

Noget efter begyndte også de letsårede at myldre forbi os. En af de første var Hans Bøjskov fra Rønshoved. Jeg ser ham endnu komme springende ned ad skrænten med venstre hånd forbundet og råbende i forbifarten: »Minnesk do, æ hæ vel nok væt heldig, di hæ skødt de urrest lej a min lil’finger væk«, og borte var han.

Snart kom der dog flere, og de var værre medtaget, men alle flyttede sig dog så hurtigt, de nogenlunde kunne. Blandt disse mindes jeg en ung franskmand, der gik alene og ikke evnede at løbe for et skud i siden; vi gav ham noget at drikke og viste ham den korteste vej tilbage.

Ebbesen_vand_mindre
Johannes P. Ebbesen: To soldater drikker vand (Museum Sønderjylland)

Snart begyndte franskmændene dog at komme til kræfter igen, og så var det alt andet end hyggeligt for os. Oppe i stillingen så det forfærdeligt ud. Selvfølgelig var der ikke skyttegrave mere, kun granathuller og fordybninger, som soldaterne selv havde gravet. Den eftermiddag mistede 5. kompagni halvdelen af sit mandskab, men stillingen blev holdt.

DSK-årbøger 1970

22. juli 1916. Østfronten: “Den kommende dag ser blodig ud …”

Den anonyme sønderjyde “n” skriver om kampene på Østfronten i juli 1916.

Jeg har i de sidste Dage ikke haft Tid til at skrive, men vil nu fortsætte der, hvor jeg slap sidst.

Det var altsaa den 22. om Aftenen. I et uendeligt langt Tog sneglede Regimentet videre i Mørket. Til venstre for os i det fjerne lyste en Ildebrand imod Himmelen.

Regimentet saa saa langt ud, at vi mente, det var en anden Division, der gik frem der. Imidlertid forandrede vi pludselig Kurs netop i Retning af det lysende Baal.

Skulde det virkelig være Maalet? Var Baalet maaske tændt for at vise vore Kolonner Vej.

Klokken blev efterhaanden mange. Jeg var nærved at segne om. 

Man begyndte at høre Kanontordenen, senere ogsaa Geværild i den nævnte Retning. Skulde vi maaske føres frem til Angreb?

Ordonanser kom os i Møde og udsendtes fra os. Jeg spurgte vor Løjtnant, hvad der gik for sig. „Jeg ved intet“, svarede han, „og spørger jeg vor Kompagnifører, faar jeg et afvisende, undvigende Svar.“

Af og til afbrødes Marchen. Gevær- og Maskingeværilden lød stadig nærmere. Hver Gang, der blev gjort Holdt, kastede vi os ned paa Marken ved Siden af Vejen, uden at ænse Fugtighed og Kulde. Vi var jo i Forvejen gennemblødte.

Kl. 1 blev de enkelte Kompagnier stillet op med Front imod den brændende By. Vi stod i Dækning i en Dal. Øjensynligt skulde vi frem til Angreb; Byen holdtes endnu af Russerne. Straks gik det dog ikke løs.

Vi fik Ordre til at lægge os ned. Trætheden overmandede os, og trods Vand og Kulde henfaldt vi snart i en halvsovende Tilstand, ude af Stand til at samle os til en klar Forestilling om, hvad der gik for sig.

KL 3½ hed det pludseligt „Auf“!

Vi fo’r op, tumlede til Geværerne og blev opstillede i Skyttelinjer med Front mod Byen. Saa gik det fremad. Kanonilden, som havde vedvaret hele Natten, hørtes endnu, men jeg lagde dog Mærke til, at Shrapneller og Granater ikke saa meget eksploderede over Byen, som bag Byen.

Skulde Russerne atter have „geturmt“, d. v. s. være paa Tilbagetog?

Det gik stadig fremad. Vi var i første Linje, paa yderste venstre Fløj.

Oppe paa de Bakker, vi passerede, kunde vi se de lange halvcirkelformede Skyttelinjer nærme sig Byen fra tre Sider.

Hvad man tænker paa i et saadant Øjeblik? Dertil er for det første at sige, at man er saa overtræt, at man har svært ved at tænke sammenhængende. Det bliver tilfældigt, hvad der farer én gennem Hovedet.

— Skulde denne Morgen være den sidste, som du oplever?

— Se, i Nordøst stiger Solen op. — „Den ser blodig ud i Dag“, bemærker en Kammerat. —

(… fortsættes)

Martha Ottosen: Breve til hjemmet.

20. juli 1916. Blodig dag ved Somme: “Bjerge af lig spærrer vejen for angriberne”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev i juli 1916 indsat ved Somme.

Kl. 8 om formiddagen steg blåkapperne ud af deres skyttegrave.

Foran den højre bataljon bliver de under svære tab afvist af 2. kompagni. Ved 4. kompagni lykkes det dem, begunstiget af røg og tåge, at trænge ind i et 100 meter langt skyttegravsstykke, som var ryddet af miner og artilleri. Men 4. kompagni samler sig hurtigt til et modstød. En uforfærdet gruppe ført af de to tapre sergenter Rave og Clausen går fra skyttegraven i kødet på den indtrængende fjende med håndgranater. De får støtte på den anden side af indbrudsstedet af 90’erne.

Maleri_skyttegrav_nærkamp
Stormangreb! Maleri på Sønderborg Slot

Fra skulderværn til skulderværn bliver fjenden jaget. Frygteligt raserer de tyske håndgranater blandt modstanderne, der bliver skubbet stadig tættere sammen. Angriberne må forlade graven, fordi bjerge af lig spærrer vejen for dem. Da rækker de sammenpressede fjender, ca. 50 mand, hænderne i vejet. De bliver uden eskorte sendt bagud. Desværre måtte de to befalingsmænd bøde for deres uforfærdethed med livet.

Trods dette gode resultat var 4. kompagnis situation meget risikabel på grund af deres store tab. Da fik 9. kompagni kl. 10 om morgenen ordre til at sværme ind til støtte for 4. kompagni. Frejdigt førte løjtnant Iversen kompagniet gennem spærreilden. Uden nævneværdige tab nåede kompagniet hen over åbent terræn den forreste skyttegrav, glad og lettet hilst velkommen af resterne af 4. kompagni. Her vovede franskmanden intet angreb mere den dag.

Vestfront Skyttegrav med franske lig
Dræbte soldater i en skyttegrav

Alvorligere var situationen ved den venstre bataljon. Her var det lykkedes fjenden efter heftig artilleriforberedelse overraskende at trænge ind i vor skyttegrav og tage en del af besætningen til fange. Fra 8. kompagni savnedes 3 officerer og 96 mand, fra 5. kompagni 2 officerer og 37 mand.

Fjenden var så trængt videre frem hen over Romervejen og havde besat en del af grav nr. to med stærkere styrker. Da trækker ritmester Henneberg, føreren af II bataljon, 6. og 7. kompagni frem til nord for Berny, og ligeledes 11. kompagni, som regimentet har stillet ham til rådighed. Kl. 11,30 er opstillingen klar. Premierløjtnant Kalepky giver tegn til modangreb. I tynde skyttelinier går kompagnierne frem.

Fjenden yder trods sin overlegenhed ikke megen modstand, trækker sig tilbage bag Romervejen og forsvarer sig med to maskingeværer.

IMG_2011_11_29_5840_fransk_maskingevær_cropped
Fransk maskingeværstilling

Disse bringer en tid de 3 kompagniers forehavende til stilstand. Så bliver maskingeværerne bragt til tavshed af en tung felthaubitser. Kompagnierne går kl. 2,30 om eftermiddagen videre frem og kaster fjenden tilbage i sin gamle stilling. Kun et stykke på 60 meters længde forbliver i hans hånd til højre og til venstre for den ”brune grav”.

Den ”brune grav” er en gammel tysk reservestilling og strækker sig hen mod fjenden. Således er denne i stand til gennem skyttegraven at trække forstærkning til. Disse trænger de af tab svækkede kompagnier tilbage igen og udvider indbrudsstedet til ca. 250 meter.

Så bliver 1. kompagni som regimentsreserve trukket frem. Dem var det den dag allerede lykkedes at nedskyde en engelsk flyver.

antiluftskyts_fly_mindre
Tysk antiluftskyts
Påskrift, bagside: "Von Oberltn. v. Richtofen heruntergeschossenes engl. Kampflugzeug (am 14/4. 17 in Gegend Douai)
Nedskudt engelsk fly

Oversergent Früdden tog de to besætningsmedlemmer til fange under stærk fjendtlig ild. Om natten ruller kompagniet ved et dristigt gennemført håndgranatangreb det omstridte stykke grav op. Kl. 4 om morgenen var hele stillingen igen på vore hænder.

Füslilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen

19. juli 1916. “Så ka do wel snak dansk?” Sønderjysk møde på slagmarken ved Somme

Jørgen Hansen fra Aabenraa deltog i slaget ved Somme. Her mødte han kort Peter Rossen fra Hostrupskov.

To Landsmænd mødes
Det var den 19. Julil 1916, at vi rykkede i en Stilling ved Somme. Straks fra Morgenstunden af aabnede Franskmændene en heftig Artilleriild mod os, og hen paa Formiddagen blev vor Stilling stormet af de Sorte. Vi blev beordret frem til Modangreb, men den ene efter den anden faldt tilbage i Graven, ramt af en Kugle, thi Franskmændene havde ogsaa faaet Maskingeværer frem.

Selv blev jeg saaret, men dog ikke værre, end at jeg kunde blive ved Kompagniet. Kampen vedblev hele Formiddagen, og da den omsider stilnede af og Franskmændene trak sig tilbage, laa der Dynger af Lig foran vore Skyttegrave. Jeg blev af Delingsføreren beordret hen til Lægen for at blive forbunden, thi Blodet vedblev at løbe fra et Saar i Hovedet.

For at naa hen til Lægen maatte jeg løbe ca. 200 Meter over aaben Mark, thi der var ingen Løbegrav her.

Efter at være bleven forbunden, maatte jeg løbe samme Vej tilbage. Da jeg var kommen midtvejs, begyndte Franskmændene pludselig at skyde med Shrapnels. Jeg søgte efter Dækning og saa, at der et lille Stykke ud til Siden laa en Mand med et Maskingevær. Ved Siden af ham laa der endnu et Maskingevær og 3 Mand, ramt af en Fuldtræffer.

Jeg spurgte den fremmede Kammerat, om jeg maatte ligge lidt i Dækning hos ham. Ja, svarede han uden at se paa mig, han holdt Blikket stadig rettet paa et bestemt Sted forude. Jeg kunde paa hans Sprog høre, at han maatte være heroppe fra det nordlige og spurgte derfor, hvor han var fra. „Da oben vom Norden”, svarede han, stadig uden at vende Blikket mod mig. „Saa ka do well snak Dansk?” spurgte jeg.

– „Ja! Ka do aa?“ svarede han, og nu saa han pludselig paa mig.

– „Hvor æ do fra?“

-„Fra Affenraa”, sagde jeg, „jeg har Arbejde paa „Hejmdal”

-„Hvad siger du. Jeg hedder Peter Rossen, og er fra Hostrupskov. O, hvor er jeg glad, at jeg igen kan tale Dansk med en derhjemme fra.“ „Du kan tro“, svarede jeg, „at jeg ogsaa er glad for, at vi mødtes. Vi var 7 Kammerater derhjemme fra, men de fem er falden, saa nu er vi kun to tilbage. Men vi maa mødes igen. Men nu maa jeg tilbage til mit Kompagni, for der er falden mange, og Franskmændene bliver ved med at skyde.

Farvel og kom rask og sund hjem igen, naar Krigen er forbi. Vi vil haabe, at det snart maa ske.“ „Tak, ligesaa”, svarede Peter Rossen kort.

Jeg løb hurtigt tilbage til mit Kompagni, men det var et sørgeligt Syn, der mødte mig. I Skyttegraven fandt jeg kun faldne Kammerater. Livet var længst udslukt. Stive og kolde laa de der, de Saarede var blevet bragt bagud i Sikkerhed. Jeg var den eneste, der var tilbage i Skyttegraven. Men jeg søgte ogsaa tilbage og fik her at vide, at Resterne af Kompagniet om Aftenen skulde blive afløst og sendes tilbage i „Rostilling”.

Dette skete om Aftenen Kl. 11, 23 Timer efter at vi var rykket ud. 23 frygtelige Timer. Det viste sig, at vi kun var 75 Mand tilbage i Kompagniet, og af disse faldt endda et Par Stykker, inden vi kom i Sikkerhed.

Inden vi marcherede tilbage, benyttede jeg den korte Tid, det vilde vare, inden vi kom afsted, til at se efter P. Rossen. Men han var der ikke mere, han var ogsaa bleven afløst.

Efter Krigen spurgte jeg efter ham, men fandt ham ikke. Nogle Aar senere saa jeg hans Navn i Mindeparken i Aarhus. Han var kommen godt ud af Helvedet ved Somme, men var Aaret efter falden paa Slagmarken i Galicien.

DSK-årbøger, 1942

18. juli 1916. K. Tastesen på Østfronten: Tilbage i skyttegravene ved Düna

Füsilier K. Tastesen, Vestpreussisk Infanteriregiment 148, 11. Kom. 5. Gruppe, blev i foråret 1915 såret på vestfronten og efter endt rekreation og orlov blev han genindkaldt i ny enhed på den nordligste del af østfronten i Kurland ved floden Düna i det nuværende Letland.

Saadan gik vi som Arbejdssoldater til midt i Juli Maaned. Da foretog Russerne et Angreb ved Steinbach, og vi skulde afløse Kavalleriet, der var slaaet tilbage.

Der kom vi i gamle Skyttegrave, og samme Dag — den 18. Juli — foretog Russerne et Angreb, som hurtigt blev slaaet tilbage. Russerne skulde storme op ad Strandbredden ved Dyna Floden, men i det samme fik vi Ordre til at gøre et Modangreb med Bajonetten.

Da de saa, det var Infanteri, varede det ikke længe, før de vendte om og flygtede over Dyna. Vi forfulgte dem over Floden, som der var bygget Broer over, men Dagen efter maatte vi trække os tilbage, da de kunde skyde paa os fra alle Sider.

Da vi var kommet tilbage, stak Russerne Ild paa Broen, for at vi ikke skulde komme længere. Dagen efter blev vi atter afløst af Kavalleriet og marscherede tilbage til Krautsche. Nu kom vi til at læsse Ammunition af Jernbanevogne samt grave Skyttegrave og lignende

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

18. juli 1916. Somme: Franskmændene angriber – og jages tilbage!

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev i juli 1916 indsat ved Somme.

Den 18. tidligt om formiddagen bliver Berny og omegn igen hyllet ind i gaståger. Fra Belloy suser igen sværme af miner ned på den højre fløj. Et vildt løben frem og tilbage fra ét skulderværn til et andet for at undvige.

Kompagnierne bliver stuvet sammen i enkelte ubeskadigede stykker skyttegrav. 

Ved højre fløj er 100 meter af en skyttegrav fuldstændig jævnet. Et forsøg af fjenden på under beskyttelse af denne ild at bryde ud fra Belloy bliver forpurret af 12. kompagni.

Om eftermiddagen igen stærk ild på hele fronten og dertil miner på den højre fløj. Bataljonerne regner med et angreb og alarmerer deres reserver. Kl. 5 vælder fjenden igen ud af Belloy, han bliver jaget tilbage igen af 12. kompagni. I denne og i den forrige nat kunne der ikke blive skanset i det bagved liggende terræn.

Füslilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen

11. juli 1916. Somme: Franskmændene angriber igen og igen!

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev i juli 1916 indsat ved Somme.

Formiddagen den 11. juli gik nogenlunde. Men hen mod middag begyndte det franske artilleri og minekasterne deres virksomhed.

Igen steg de store, sorte fugle op i luften, denne gang i skarer, og slog ned med død og tilintetgørelse. Tunge haubitsere og kanoner supplerede deres arbejde. Snart satte også det lette artilleri massivt ind, og nu steg ilden til den vildeste trommeild.

En kort tid holdt den op, lige som en borende smerte i kroppen kan holde op en tid for så at vende tilbage med fornyet kraft.

Nedslagene faldt så tæt som hagl. Højt og tæt hvirvlede den brune jord op, det var, som om jordoverfladen vandrede. Ilden dækker hele regimentsafsnittet, værst hamrer det ned på midten og den venstre fløj på kompagnierne 11., 1. og 3. Uden beskyttelse er füsiliererne prisgivet dens rasen i den åbne skyttegrav.

Først prøver de på at undvige minerne og de stærkeste ildkoncentrationer, dog kun for en kort tid. Snart er skyttegraven skudt sammen over længere strækninger. Døde og sårede hober sig op og spærrer for enhver færdsel. Først farer sygehjælperne afsted gennem graven, men snart kan de ikke længere komme frem, også selv om råbet gjalder nok så smerteligt og indtrængende.

Sådan bliver kompagnierne revet op i isolerede smågrupper. I de endnu ubeskadigede dele af graven kryber füsiliererne sammen og venter vredt på deres skæbne. Deres våben, det bedste, de endnu har tilbage, pakker de ind i regnslaget eller frakken for at beskytte det mod de uopholdeligt nedfaldende jordmasser, og for at have det klar til gengældelsens time.

Kl. 2.30 eftermiddag træder franskmændene an til angreb ud af Belloy mod 11., 1. og 3. kompagnis afsnit efter kraftig ildforøgelse. De rykker frem i 3 bølger i god orden. Trods deres svære tab reagerer kompagnierne straks på angrebet, røde lyskugler sendes i luften, vort artilleri sætter ind og holder reserverne nede i gravene, infanteri- og maskingeværild jager angriberne tilbage igen. 

Artilleriilden bliver svagere, men franskmanden har ikke tabt modet.

Kl. 5.30 eftermiddag, tager den fjendtlige ild til igen, stiger hastigt til trommeild. En halv time raser det hen over de ulykkelige grave.

Kort efter kl. 6 bryder fjenden, denne gang i tætte formationer, ud af Belloy. Kompagnierne har haft nye og svære tab, men alligevel knuses angrebet igen af deres velrettede ild.

Skyttegrav_tegning_døde_cropped

Men frygteligt ser det ud i skyttegravene. Særligt ved 1. og 3. kompagni. Ved det sidstnævnte er to tredjedele af graven jævnet.

Døde og levende ligger begravet nedenunder, fødder og hænder rager gyseligt op. De sårede gisper, stønner og skriger på hjælp, som alligevel ikke kan bringes ud til dem, før mørket falder på. De to kompagnier beder om afløsning. Ved mørkets frembrud bliver 2. og 4. kompagni sendt på vej, men endnu en tredje svær prøvelse skal bestås.

Kort efter kl. 10 begynder pludseligt igen en vild trommeild, denne gang blandet med gasgranater. Kl. 11 – solen går dér senere ned end hos os – vælter fjenden for tredje gang i tætte sværme ud fra Belloy for dog at gennemtvinge et godt resultat. Nu er der sorte iblandt, syngende stormer de frem.

Ved opbydelsen af de sidste kræfter kan kompagnierne standse dem. Tæt foran deres front bryder angrebet sammen med store tab for fjenden. Nogle sorte, som er trængt ind i et stykke af 1. kompagnis grav bliver smidt ud igen ved hjælp af håndgranater, derved falder føreren af 1. kompagni, den brave premierløjtnant Hansen, skudt af en sort slyngel, der allerede havde overgivet sig.

Således havde 1., 11. og 3. kompagni under den sværeste ild uden videre bragt tre franske angreb til at mislykkes. Men med hvilke ofre var denne sejr købt! 

1. kompagni havde 24 døde, 67 sårede og 30 savnede; 3. kompagni 37 døde og 107 sårede, det var to tredjedele af kompagniet. Men også de øvrige frontkompagnier havde lidt slemt. Også reservekompagniernes tab var ret store, da fjenden havde skudt dybt ind i terrænet bagude. I Berny faldt føreren af 13. kompagni, løjtnant Festesen.

I alt kostede denne dag regimentet 107 døde, derunder 3 officerer og 380 sårede. 1. og 3. kompagni var ikke længere kampdygtige, de blev om natten afløst af 2. og 4. kompagni.

Den korte nat bragte ingen ro, de sårede skulle bringes tilbage, det var alt, hvad der var kræfter til, for straks efter midnat sattes der igen ind med stærk artilleri- og mineild på III bataljon og den højre fløj af I bataljon. Igen følelige tab.

I det første morgengry kl. 3,30 fulgte efter en stærk ildforøgelse foran fronten ved 1. kompagni et fjerde, svagere angreb, netop under afløsningen. Det blev som de foregående afvist.

Füslilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen

29. juni 1916. Stormangreb på Højde 304

Unteroffizier ved Regiment 84 (IR84) 7. kompagni Friedrich Karl Dambeck, Kropp v/Slesvig, om kampene om højde 304.

Efter lang, grundig  forberedelse skulle man den 29. juni igen forsøge at tage  den ligdækkede høj med storm.

Allerede den 27. juni lod hr. kaptajn Borchmann 84erne fra hans stormbataljon træde an for at organisere dem til opgaven. Fire enheder på hver 12 mand var nødvendig. Størstedelen af disse folk stillede frivilligt op, og hvad der så manglede, blev udtaget blandt de mest erfarne.

Paroleordet er i dag “Hindenburg!” bekendtgjorde kaptajnen. En egenartet glans viste sig i stormsoldaternes øjne ved navnet Hindenburg. Enhver vidste, hvorfor dette store navn skulle tjene som paroleord i dag.

Trænvognene stod klar for at gøre marchvejen så kort for os som muligt, og fremad gik det: Retning høj 304.

Dagen for vor afgang bragte os ikke helt ud foran, men vi havde jo tid nok, for stormen skulle jo først finde sted i eftermiddagstimerne i overmorgen. Mellemtiden benyttede vore førere samt skyttegravsbesætningens førere til orientering og drøftelse af samvirket mellem stormtrop og kompagni.

Til fastsat tid stod alle på deres pladser og vidste nøjagtigt, hvad de skulle, og hvor de skulle hen.

Kl. 5:15 eksploderede de sidste tyske tunge  granater i den fjendtlige stilling, og værre end nogensinde før sprøjtede det med splinter og sten, skidt og møg  om ørerne på os, altsammen fra vort tunge skyts.

Pludselig blev nedslagene dumpere: Ilden blev forlagt bagud. Åndedraget stod næsten stille på os, hjertet rasede som en vild.

Endnu nogle minutter skulle vi udholde den venten? Nej, det kunne vi ikke. Der manglede endnu to minutter i den tid, stormen var fastsat til, da råbte en underofficer: Afsted!

En flammekaster rensede grusomt den sape, langs hvilken den enhed, jeg tilhørte, skulle løbe, idet vi skulle efterlade sape-besætningen som på forhånd fortabt.

Med fældet gevær styrtede vi løs på den nærmeste fjendtlige linje. Det lykkedes alt sammen udmærket. Den kære Franz kom lige ud af sine huller og måtte overgive sig til de tyske blankvåben, hvad enten han ville eller ej.

Vi trængte voldsomt fremad og nåede også den næste linje, der imidlertid allerede lå på højens anden skråning og forsvarede sig bravt.

Pludselig kom der skud fra flanken. Min sidemand sank om i et krater, dødeligt ramt. Et blik til venstre jog en grusom skræk i mine lemmer. Til halv venstre bag os sad fjenden endnu i sin grav og modtog 2. kompagni med opplantet bajonet og en helvedesild.

Hurtigt sprang vi tilbage til en god flankeringsstilling. Et stort granatkrater syntes os velegnet. Hurtigt nogle folk fra 4. kompagni frem og så hurtigskydning!

Ho  la la, Franz, det sidste havde ikke været nødvendigt! – Som vanvittig styrtede den fra flanken ramte fjende tilbage, naturligvis i den rene fordærv, for 2. kompagni og også 27erne passede godt på og kunne tage endnu et antal fanger.

Ved afbrænding af en lyskugle meldte vi til reserven og til artilleriet, at stormen var lykkedes til fuldkommenhed, og i de næste minutter skulle den slagne fjende igen fordøje de tunge granater.

Fra den blodigt tilkæmpede høj kunne man nu se over på Termitbakken, hvor Mecklenburgerne var steget ud af deres huller og iagttog det storslåede skuespil. Med klude og huer vinkede de til os og råbte et eller andet, i hvert fald: Hurra.

Fornøjede tiltrådte stormsoldaterne om natten tilbagemarchen.

Ved en lille sejrsfest, som kaptajn Borchmann afholdt for stormsoldaterne, mindedes vi vore kammerater, som i kampen om den  uhyggelige høj havde måttet ofre deres liv for fædrelandet, og da glassene stødte mod hinanden, stemte et forbipasserende kompagni i med: O’ Deutschland hoch in Ehren … –

Af Regimentshistorien.  Udkommer i uddrag på dansk 2016.

29. juni 1916. Ved Verdun: “… et forfærdeligt syn at se soldater blive brændt levende”

Peter Petersen, Sdr. Sejerslev, blev indkaldt til 2. Ersatzbataljonregiment 84. Natten til den 26. juni 1916 gik han i stilling ved Højde 304 ved Verdun.

Den 29. juni 19 minutter over fem skulle vi storme de franske stillinger, der lå foran os, og de to første grupper – jeg var i første – fik til opgave at indtage den franske sappe [fremskudt skyttehul].

Frem foran os stormede en afdeling med flammekastere. Det var jo et forfærdeligt syn at se soldater blive brændt levende.

Men underofficeren, ham jeg havde stået vagt ved, blev såret, mens han stormede frem ved min side, og jeg har ikke set ham siden.

DSK-årbøger 1969

9. juni 1916. Storm på “Højde 304” ved Verdun

Hermann Hunger fra Aabenraa deltog i slaget ved Verdun som infanterist i IR84, 5. kompagni. I begyndelsen af juni fik han som den eneste i kompagniet påtvunget at bære én af de helt nye stålhjelme. Det var han ikke meget for – og hans kammerater grinede ad ham.

Da jeg fredag morgen stod på post, kom vor gruppefører gennem graven med ordre til at være rede til at storme kl. 6,30. Stemningen
efter denne besked sank ikke så lidt. Vi vidste jo helt nøje, at mange af os ville blive på valen.

Tankerne gik hjemad til vore kære; vi blev tavse. At storme uden artilleriforberedelse syntes vi var helt håbløst.

Så kom stormkolonnerne og flammekasterne. De sidstnævnte indledte stormen med at udspy deres flydende ild over i den franske grav, og et skrig derovrefra fortalte os, at en mand var blevet ramt og nu brændte op.

Så kom kommandoen til storm, men da var klokken også blevet syv.

Allerede ved at arbejde os op af graven skete der noget grimt lige ved siden af mig.

Lige før stormen fik hver udleveret 4 håndgranater, som sattes ned i »koblet« (livremmen), to på hver side af maven og med skaftet nedad. I skaftet sad en strop, som skulle trækkes ud, når man ville kaste granaten efter et mål. Hvorledes ulykken skete, så jeg ikke, men jeg antager, at der, da vi kravlede op af graven, er smuttet et stykke trærod eller lignende ind i stroppen, hvorved stroppen blev halet ud af kammeraten selv.

Granaten eksploderede.

Jeg fik et chok, for kammeraten så forfærdelig ud og faldt tilbage i graven, døende.

I de tyske aviser og i vore egne censurerede blade stod der, at tyskerne havde taget »304« ved Verdun, men det var kun en halv sandhed – eller halv løgn. Begge landes stillinger var på »304«, men kammen af højen var ingenmandsland imellem dem, og stormen den dag forandrede ikke noget herved.

Jeg stormede af sted lige som alle de andre, men vi kom ikke langt, for ovre på den anden side var man på post. Maskingeværerne ryddede slemt op imellem os.

Jeg sprang ned i et granathul. I hele terrænet mellem de to skyttegrave var franskmanden i stand til at meje os ned for fode.

Sammen med mig kom der også en purung soldat ned i hullet. Han virkede som en stor dreng, havde været elev på et lyceum i Bremen, hvor hans forældre boede, og havde meldt sig frivilligt til fronten.

Lige bag mig sprang vor gruppefører også ned i et granathul.

Da vi havde ligget lidt, begyndte den unge mand: Vi må videre, vi har fået befaling til at indtage den fjendtlige grav. Jeg sagde til ham, at det ville være den sikre død at gå ud nu. Så lå vi stille igen et stykke tid, og da skyderiet ligesom tog noget af, begyndte han igen: Jeg vil lige se, hvor alle de andre er blevet af. Igen advarede jeg ham, men han ville ikke høre, og så stak han hovedet op over hullet. I samme øjeblik fik han en kugle gennem halsen, så blodet sprøjtede ud. Hans hoved faldt ned, han mumlede »Mutter«, og så var han død.

Så lød fløjten fra vor grav, det var det samme som at gå tilbage, og vor kompagnifører var en af de første til at kravle tilbage.

Vor gruppefører vinkede til mig, kom med, og i det samme fik også han en kugle gennem halsen. Han kikkede endnu en gang på mig, lagde hovedet ned på sine knæ, og så var også han væk.

Nu gjaldt det for mig også at komme tilbage, men hvorledes, for der blev jo endnu skudt. Foreløbig blev jeg liggende i hullet for at lægge en plan til tilbagetrækningen. Geværet måtte efterlades, og heller ikke de fire håndgranater, som ingen havde fået brug for, ville jeg have med, for begge dele var kun til hinder, når jeg ville kravle tilbage; kun min bajonet tog jeg med.

Da skydningen sløjede lidt af, begyndte jeg at slange mig gennem alle granathuller og andre sænkninger i terrænet. Det tog tid at komme over de ca. 50 meter – længere kom vi ikke – og ankomsten i vor grav skete omtrent, som når jeg på søbadeanstalten derhjemme sprang ud fra vippen. Jeg kom på hovedet ned i graven, men helt uskadt,  selvom franskmanden skød efter mig, idet jeg sprang.

Stormen var en fiasko.

NB: Episoden med den unge soldat er tidligere bragt den 14. maj 2016 i en litterært bearbejdet version af samme forfatter. Det er tydeligvis denne begivenhed, som den litterære version bygger på /RR

DSK-årbøger 1966