Tag-arkiv: spionage

19. august 1917. Spioner i det falske egetræ

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. Efter at have været indsat ved Ypres fik han i august en tjans som kusk. Han var privat indkvarteret i Ostende – og oplevede der noget meget mystisk!

Det er det skønneste Kvarter, jeg har haft, og jeg fik Lov at blive der i 6 Uger. Den gamle vidste ret god Besked med vore nordslesvigske Forhold. Han havde i en Aarrække handlet med Fedekvæg paa England og havde været baade i Tønning og Husum til Marked, og han vidste nok, at der oppe i Nordslesvig boede et dansk Folk, der følte Prøjseraaget som en Pine.

Han var meget meddelsom; men der var to Omraader, hvor jeg intet kunde faa ud af ham.

Der var i Ostende en dejlig Park, og inde i den stod der blandt unge og slanke Elmestammer en 8-10 m høj gammel Eg, hvis Krone var blæst af, saa kun en eneste nøgen Gren stak ud fra den bare Stamme, som var saa tyk, at en Mand ikke kunde favne om den.

En Aften sad der en tysk Søsoldat og en belgisk Pige derude i Parken. Soldaten saa da en Skikkelse komme ovenud af den gamle Eg og glide ned ad den slanke Elmestamme og derefter forsvinde i Buskadset.

Han gjorde næste Dag Anmeldelse om det, han havde set.
Sagen blev undersøgt, og det viste sig, at Egen var lavet af Jern og Cement, og at der gik en underjordisk Gang hen til Egen, 1½ m dyb og 1 m bred, i hvis ene Side der laa en Mængde Telefonkabler.

Det var sikkert en Spion, som havde sit Sæde dér, og det blev paastaaet, at Telefonledningerne førte over til England og til Newport og Dixmuiden.

Egen var saa skuffende efterlavet, at man bogstavelig kunde staa med Øjnene og Næsen et Par Tommer derfra og ikke opdage, at det ikke var naturlig Egebark. Først naar man tog sin Lommekniv og prøvede Barken, viste det sig, at det var Cement udenom et Jernstativ.

Det sagdes, at Gangen havde to Udgange, men jeg har aldrig fulgt den til Ende, endskønt jeg flere Gange har været nede i den.

Om denne Eg vilde jeg meget gerne have lidt at vide af den gamle, men det var umuligt; han var saa tæt som en Potte.

Endvidere fortalte Svigerdatteren mig, at den gamles nuværende Hustru, hans anden Hustru, Stedmoder til Svigerdatterens Mand, sad lammet i en Rullestol. Jeg vilde meget gerne med hjem for at besøge den syge Kone og for at se hans Hjem; men det vilde han paa ingen Maade tillade.

Vi kunde godt være gode Venner og dele vort Haab om Tysklands Nederlag i Krigen; men han vilde ikke føre den lutherske Kætter ind i sit Hjem og udsætte sin Hustru for dennes Paavirkning.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

11. august 1917. Mystisk spion på besøg hos redaktør Willemoës

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis. I begyndelsen af august 1917 er der flere notater om en unge mariner, der havde forbindelser til sønderjyden Petersen-Pauli.

6. august 1917

En mand, der kom over grænsen 30. juni, er ankommet hertil i dag. Han var på kontoret for at annoncere om en lejlighed og en kokkepige. Ved samtale med ham erfarede jeg, at han i nogen tid havde boet hos gårdejer Vind i Obbekær, var taget til Esbjerg for at tale med den engelske konsul, hvem han dog ikke traf, hvorefter han på en Petersen-Paulis [?] råd var taget til Kbhvn.

Der havde han været i den engelske legation, hvor man havde udspurgt ham om en hel del i et par dage. Så havde han – således fortæller han – af den engelske konsul fået udbetalt et beløb af 1000 kr., og der var lovet ham 200 kr. månedlig, dersom han ville sørge for at sende desertører til Sjælland, navnlig marinere, til en bestemt adresse, som han dog ikke opgav. Han var meget forvirret og havde en hel del planer for, som jeg dog bestemt frarådede ham. – Da han fra sit 15. år har været i tjeneste i marinen vidste han tilsyneladende god besked om dens organisation m.v.

Han meddelte, at ”Hindenburg” ikke havde været med i søslaget 31. maj 1916 og kunne i det hele bekræfte beretningen pag. 554 flg., men der var dog enkelte ting, han ikke kunne udtale sig om, da han ikke vidste besked dermed.

Om aftenen, da han kom igen, for at jeg kunne få nærmere at vide, var kontorchef Deber [?] og frue her, og politibetjent Sørensen mødte og spurgte om den pågældende desertør var her, da han skulle anholdes som mistænkt for tyveri i København!

Side 563+ 564

Jeg udtalte, at jeg troede politiet var på vildspor i så henseende, men politiet havde sine ordrer. Manden fik dog lov at blive her til kl. 10, da han blev afhentet; men beklageligvis kunne han under sådanne forhold, da han var meget nervøs, ikke meddele noget, man kunne fæste lid til. *se pag. 564

7. august 1917

Den unge mariner blev ikke anholdt, men har fået tilladelse til at bo i sit logi mod at deponere sine penge.

11. august 1917

Borgmesteren meddeler mig, at han har anholdt den unge mand og har henstillet til mig ikke at offentliggøre noget af det, han har meddelt mig, da sagen med hans anholdelse udvikler sig meget og en del andre bliver indviklet deri. Borgmesteren kunne ikke udtale sig nærmere i øjeblikket.

I dag kom en sønderjyde og meddelte, at politiet havde været på gæstgiveriet ”Sønderjylland” og spurgt om en Petersen-Pauli, der skulle være tysk spion!!

Petersen-Pauli er sønderjyde, der mindst af alt kunne tænkes at ville gå i tysk efterretningstjeneste.

Blot borgmesteren nu ikke laver en frygtelig buk [?] – der er, synes jeg, al udsigt til, at han gør det.

12. august 1917

I eftermiddag var jeg i anledning af forandringerne ved ”Posborg” har borgmesteren, og han fortalte da uden foranledning af mig, at den unge sønderjyde efter Justitsministeriets ordre var sendt til København og nu i forvaring hos Kbhvns politi. Borgmesteren var meget glad ved, at han ikke havde mere med ham at gøre.

Den unge mand, (dette skal tilføjes pag. 563) var meget opsat på at få trykt her ”nogle sedler” der skulle sendes over grænsen og hvis indhold skulle være baseret på at få lavet uroligheder i Sønderjylland!

Jeg gjorde ham begribelig, at den slags historier kunne ikke tåles her og at hvis han ytrede noget herom til andre eller forsøgte at få sådanne sedler trykt, ville han uvægerligt blive udleveret til Tyskland og blive skudt.

Han kom efterhånden lidt til ro og kunne nu begynde at indse, at han vistnok havde indladt sig på dumheder, og han lovede at tage sig i agt og forholde sig roligt, mens han var her i byen.

Jeg havde netop stillet spørgsmål til ham om ubådstogterne og glædede mig til at høre derom, da han havde gjort tjeneste på en ubåd i længere tid, da politibetjent Sørensen hentede ham. Det var meget kedeligt. –

Lærer Bennedsen meddeler i dag, at den unge mand ved sin optræden i Høm bl.a. havde ytret, at han havde solgt et tysk ubåds [?] (formentlig ubådskonstruktioner] til englænderne og havde fået det godt betalt!

Af redaktør Willemoës notesbøger, bind III

13. juni 1917. Zeppelinere ved Blåvandshuk – og engelsk overlegenhed ved Arras

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis.

Fra Arrasfronten

Skomager N.P. Nielsen, Fohl, der er landstormsmand, og som har deltaget i krigen sidst ved Arrrasfronten, hvorfra han kom 3.-4. juni og gik over grænsen i lørdags 9. juni, meddeler, at hans division (7. eller 17.) består af regimenterne 163, 86 og 76. Af hans bataljon – 2. bataljon 163 reg. – var der efter at de havde været i kamp kun ca. 200 mand tilbage af ca. 1000 mand. Tabene var sket så hurtigt, at feldwebelerne fik ordre til hurtigst muligt at samle resterne af deres respektive styrker, og disse kom tilbage kun med stormoppakning, medens tornystrene blev tilbage.

Helt igennem viste det sig, at englænderne var dem overlegne i alle henseender.

En stor del af det tyske mandskab, blev taget til fange, fordi angrebet skete så pludseligt, at soldaterne ikke kunne nå op af deres opholdsrum.

Mht. levnedsmidler gik det tåleligt. Men brødrationerne er blevet nedsat fra 1½ pund til 1 pund dagligt. Middagsmaden var som sædvanlig slappere.

Fedtstoffer er det uhyre nøjsomt med. Heldigvis kommer der endnu pakker hjemmefra.

Oksby 13/6

Trafikken langs vestkysten

N.R.P. Der vedbliver stadig at være livlig trafik her langs kysten uden for Blåvandshuk, såvel af krigsskibe som af luftskibe og flyvemaskiner. Der ses så at sige al tid krigsskibe her uden for og i længere tid har 2 armerede trawlere ligget opankret syd for slugen.

I den senere tid iagttager man jævnligt, at der fra luftfartøjer nedkastes lys eller signalbomber. Det er som regel hen imod aften dette sker, og er et interessant og pragtfuldt skue, da lyskuglen har temmelig stor udstrækning og daler forholdsvis langsomt. De fleste luftskibe man ser nu, har 3 gondoler. (der siges, at nogle har 4 gondoler, og at de to midterste kun forskydes mellem de to yderste; dette anser jeg ikke for pålidelig).

Når vinden ikke er fralands, hører man næsten hele dagen igennem lyden af flyvemotorerne ofte uden at kunne øjne hvorfra lyden kommer. I den sidste tid har man ikke her hørt noget til kanonade.

Af redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

9. juni 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: Britiske agenter

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Fcia.

Der er fra engelsk Side iværksat en meget detailleret Spionage i Grænseegnen; det er særlig Forholdene i Slesvig, -Troppe, Skyttegravsanlæg, Artilleristillinger, Feltbaner, Luftskibsstationer, Pasforhold o.l., der interesserer Agenterne.

En Overløber beretter:
Ved 9. Rgt. i Itzehoe ligger f.T. 400 Md. og 800 Heste; Mandskabet gaar til Fronten efter 6 Ugers Uddannelse.

En Soldat med Orlov i Haderslev fortæller, at Brødrationerne ved Fronten nu er mindre end tidligere. Meningen blandt Soldaterne er, at Tyskland om en Maaned ikke har mere Brød. I Slesvig skal alle Husmølller være forseglede, saa der ikke kan males i Hjemmene.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

7. juni 1917. Tysk James Bond i Kolding

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis.

Eli: Den tyske sikringsstyrke i Stubbom syd for Hejlsfjord er i færd med at lave skyttegrave ud til Hejlsbugt.

Dette sætter man i forbindelse med den omstændighed, at man for nogle dage siden så et tysk opmålingsfartøj lodninger i Hejlsbugt.

Skytte[-grav] nord for Haderslev Fjord

En russer – der er kommet 4 over grænsen s.f. Kolding i dag, hvoraf de 3 var gået øst om Haderslev Fjord, meddeler, at de ikke ret langt n.f. Haderslev stødte på en skyttegravslinje.

Efter det lukkede Rigsdagsmøde
Minister Stauning
Der fremkom efter det lukkede Rigsdagsmøde den       i  ”Berlingske Tidende” og i ”Nationaltidende” meddelelse om, at der var rettet angreb mod minister Stauning for hans optræden i Stokholm.
Som bekendt dementeres dette officiøst gennem Ritz.Bur.
Der blev heller ikke rettet noget angreb på Stauning i Rigsdagsmødet, men derimod i det bagefter stedfindende ministermøde, hvor I.C. Christensen stærkt kritiserede hans optræden, ligesom Rottbøl fandt, at dette I.C. C’s angreb ikke var uberettiget, hvortil Stauning svarede, at han først og fremmest var international socialdemokrat, og at den stilling han havde fået i ministeriet havde han ikke valgt selv, men fået overdraget af partiet.
Udenrigsministeren Scavenius var, som sædvanlig, ved at tabe hovedet, da denne udtalelse kunne tyde på en mulig sprængning af ministeriet, men mødet havde dog den følge, at Stauning nu ikke rejser til konferencen i Stokholm.
Når Stauning derfor i et interview til journalist har udtalt, at det ikke var givet, at han fik lejlighed til at komme til Stokholm, står dette i forbindelse med det på ministermødet forefaldne.

Spionage
Eli: Det tyske paskontors bestyrer i Kolding v. Küchler, har siden sin ankomst været bekendt som en stor elsker af det smukke køn. Han har længe levet sammen med en husholderske som af flere af husets gæster kaldes frøken men af andre frue.

Vedkommende dame er nu rejst, og Herr V. Küchler har meget ofte damebesøg fra byen. Blandt disse besøgende er en telefondame frk. Jensen, datter af en portør ved Sydbanen. Hun havde kun været en kort tid på centralen som elev, da man opdagede, at hun var noget letlevende.

Samtidig kom der en påstand op om, at hun ved visse lejligheder holdt herr v. Küchler underrettet om telefonsamtaler, navnlig med 861 (militærets). Der ymtedes om, at hun samtidig med at stille 861 i forbindelse med folk i byen, stillede paskontoret med, men centralen har dog stillet sig meget tvivlende om, at hun virkelig har udført det.

Hun blev imidlertid afskediget, dog vel nærmere p.g.a. letsindighed og desuden for urenlighed, idet hun 2 gange har vist sig at være befængt med lus.

Af redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

29. maj 1917. Spionage i Kolding

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis.

Spionage

Eh: Man har i Kolding lagt mærke til, at når der ved visse lejligheder står et eller andet i ”Kolding Avis”, bliver der efter dennes ankomst til paskontoret på dette travlt med skrivemaskiner, hvorefter der afsendes post med toget sydpå kl. 3½ efterm.

Det oplyses fra militær side, at undersøgelsen i en affære i Grenå- Århus har givet til resultat, at der i Rostock er en station for trådløs telegrafering; dertil indgår der rapporter fra Danmark og derfra udgår der atter ordrer til ubådende f.eks. i følgende form: Fisk12.

Dette betyder ubåd i den og den kvadrat. – Telegrammer fra Danmark er i kopi fundet hos spioner, og koden til telegrammerne fandtes hos den i Århus arresterede tysker, gemt i hans vest.
I Kolding har E. personligt konstateret, at der afgår overordentlig hyppig korrespondance sydfra, dels besøget til posthuset, dels til banegården ved toget, og paskontorets personale har overordentlig stærk forbindelse med banegården.

Stvbg. Arbejdsmandskabet ved de tyske befæstningsanlæg i Nordslesvig er delt i 3 klasser, formodentlig efter straffegraden. 1. klasse får 10 pfg. daglig i lønning, 2. klasse 7 pfg. og 3. klasse 3 pfg. daglig. Når mandskabet opfører sig godt og melder sig frivilligt til tjeneste ved fronten, afgår de straks og straffen eftergives.
Der arbejdes bestandig på befæstningslinjen i Nordslesvig med 10-20.000 mand.

Af redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

11. maj 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “Alle blev taget …”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Fcia.

Fra meget paalidelig Kilde

a. Kysten syd for Hjelsminde har i den sidste Tid ofte været besøgt af tyske Officerer. I sidste Uge var en Stab paa 6 Officerer, som med Kort i Haanden syntes at have Opmærksomheen henvendt paa Brandsø.

b. Ved Gasse Høje er opstillet 4 Kanoner af meget svært Kaliber (38 cm).

c. I April Maaned har der i Haderslev været Session over 17-aarige. Alle blev taget – hovedsagelig til Artilleriet og Rytteriet.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

30. april 1917. Wytschaete: Hemmelige lyssignaler til fjenden?

Johs. Jessen, Korup, gjorde krigstjeneste ved 1. Batl. 262, der i foråret 1917 lå på Vestfronten.

Den 30.4. måtte vi forlade dette dejlige sted og ud i rummelen igen, vi kom nu længere ned efter Wytschaete, det var et sted, vi havde respekt for, det var en bue langt ind i den engelske linie, og den kunne flankeres fra to sider (min medkonfirmand faldt her) men heldigvis kom vi ikke så langt, der var en by forinden der hedder Warrin, her blev vi foreløbig, men kunne tydelig høre kanonerne i Wytschaete-buen.

Byen var ikke berørt af krigen, alt var i orden og befolkningen også.

Min gruppe blev indkvarteret i en stor tom hestestald, man i skumringen kom der bud fra skrivestuen (kompagnikontoret), at min gruppe skulle stille med al udrustning ved kontoret omgående, da vi kom holdt dør en vogn med sejl over, hvor vi blev gemt ind i, hvad i al verden skulle vi nu ud på, blev det Wytschaete, patruljer eller hvad, tankerne svirrede, mens kusken kørte ud af byen.

Det var nu blevet næsten helt mørkt, og så holdt vognen og kusken hoppede ned, og begyndte at hamre på vognen mod et eller andet af jern, for at illustrere, at der var gået noget i stykker, og vi fik ordre til at stige ud og gøre bøssen skydeklar. Foran os lå et stort to etages hus og bag ved det kirkegården, folkene i huset mærkede uråd, og kom frem i vinduerne, vi havde ordre til ikke at skyde kun jage dem bort fra vinduerne.

Da vi havde stået der en tid fik vi ordre til at trænge ind i det og samtidig med os kom der en afdeling fra bagsiden, vore efterretningsfolk havde lagt mærke til, at der fra dette hus kom lysglimt op mod en fransk eller engelsk lænkeballon, der stod langt bag fronten, og at denne lænkeballon igen sendte glimt mod jorden og ved pejlinger og målinger kunne det fastslåes, at dette hus kunne komme i betragtning, huset blev undersøgt, folkene afhørt, men selvfølgelig uden resultat, men ved undersøgelsen af det hele kom man ud i haven, her lå et havehus eller lysthus, og det var taget i besiddelse af to bayerske underofficerer.

I døren, der vendte ud mod lænkeballonen, var der en glasrude og lige over for den hang der et spejl og midt i rummet en lampe, og når den ene gik op og ned forbi lampen mens hen talte med sin kammerat, der lå på en gammel divan, kunne det nok se ud som om, der kastedes lysglimt ud i rummet, og det havde ballonen også opfattelse af.

Det hele var nu opklaret, aktionen blev afblæst og glade var vi, da vi kørte tilbage til vores hestestald.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

29. april 1917. Spionerne melder nyt fra Sikringsstilling Nord

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han nedskrev i sine notesbøger.

U.K. På Gassehøjene ved Skærbæk er der anbragt 4 svære kanoner (15 cmt.) og ved Ø. Gassehøj 2 af samme slags og 8 stk. anbragt i Kolby Skov, der ligger lige vest for Øbjerg.

I Husum findes der ingen garnison.

En mand, der er hjemme fra østfronten, meddeler, at der er mængder af soldater på østfronten, som får orlov.

Forplejningen ved østfronten er ret ordentlig og der er ingen forskel ude i linjen og længere inde; men der foretages heller intet som helst fra nogen af siderne.

Af redaktør Willemoës’ notesbøger

25. april 1917. Efterretninger om Sikringsstilling Nord

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han nedskrev i sine notesbøger.

Syd for – langs grænsen
32. bataljon, der har udført grænsebevogtningen mellem Fladså og ”Friheds”broen, er afgået for nogle dage siden til Haderslev (vistnok den 17de) og mandskabet fordelt til forstærkning af de øvrige afdelinger til grænsevagt.
– Bevogtningsstyrken ved den befæstede linje synes at bestå af 3 bataljoner. – Bag ved linjen ligger en række optiske signalstationer på Knivsbjerg, Over Jerstal, Bjørneskov, Toftlund og i Vognshøj. En linje går mod syd (?)
– Skyttegravslinjen ved Toftlund er udgravet i ½meters dybde; ”understand” (de bombesikre rum er derimod helt færdige i størrelse 2X4 meter)
Der er udstukket en ny linje parallelt med gamle, fra hvilken der udgår gange i zigzag.
Pigtrådsbælter på ca. 5 meters bredde ligger foran linjen.
Et 15 cmt. batteri a 4 kanoner er opstillet lige vest for Galsted =Bevtoft, dog nærmest ved Galsted.
Vedkommende meddeler har intet set til større troppe[vandringer?] i tiden 15. januar til udgangen af februar.
Hos landboerne er der tilsyneladende ikke større forplejningsvanskeligheder.
Al telefonering er forbudt eller under censur.

K.K. Tilsynet med den befæstede linje føres af oberstløjtnant von Kerzmann [?] i Toftlund. Bevogtningen af linjen Hyrup-Arrild afsnittet besørges af Ersatzbataljon 35, der har et kompagni i Toftlund og de 3 andre kompagnier i de omliggende byer: Arrild-Allerup-Hønning, Højrup II, Åbøl, Hølleskov. Lidt rytteri ligger indkvarteret i Brænderup og Roust.
I Toftlund ligger foruden [et] kompagniet Brotnen [?] med ca. 200 mand, 100 heste og 20 pontoner med tilhørende vognpark samt 10 ingeniører til betjening af Funken [?] = stationen. Ca. 1000 fæstningsfanger er indkvarteret i barakker i nærheden af Toftlund kirke. – Funken=stationen er etableret i et skur nær møllen.
Der har ikke været troppesamlinger i januar og februar i Flensborg ud over dem, der hurtigt afgik til Leckstedt lejren.
En armékorpsstab var ventet til ”Sommers Hotel[?]” men kom ikke.
Vagttjenesten i Flensborg besørges af mandskab, der er hjemme på rekreation.

Af redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

31. marts 1917. Spionage ved Vimy

Johs. Jessen, Korup, gjorde krigstjeneste ved 1. Batl. 262, der i foråret 1917 lå ved Vimy på Vestfronten

Arraskammerater! Alene Navnet fremkalder Minder. Hvem af jer var med i Paaskeslaget 1917 ved Arras — eller rettere sagt 10 km Nord for Arras ved Vimy-Højene? Vimy laa jo ved den store  Landevej fra Douai til Arras, dukkende sig bag de ret store,  skovbevoksede Høje. Her prøvede Englænderne 2’den Paaskedag,  den 9. April 1917, at gennembryde Tyskernes Front.

For at kunne udføre dette Kup blev der lagt Trommeildsbølger over den ulykkelige Egn i en 5-6 Uger, og til syvende og sidst udsendtes  en Spion for at sætte Kronen paa Værket og udspionere de tyske Forsvarsstillinger.

En og anden, der læser disse Linier, laa maaske til højre eller venstre for Vimy i Dagene fra 1. Marts til 13. April 1917 og ved, hvordan de 280 engelske Batterier af alle Kalibre bearbejdede os stakkels  Soldater Dag og Nat, kun med smaa Afbrydelser, i de seks Uger. I kunde kun høre Bulderet eller mærke en sagte Skælven af Jorden, men vi kunde baade høre og føle, nej, hvad siger jeg der, vi kunde ingen af Delene, vi blev jo fuldstændig sløvede, uimodtagelige og moralsk nedbrudte af den evindelige Skydning. Da vi saa den 13. om  Aftenen kl. 9 sanseløse løb ned af Højen og tilbage i Ro, var vi kun 11 Mand, Resterne af 1. Batl. 262. — Det var Spionens Værk.

Jeg maa nu gaa lidt tilbage i Tiden, til Sommeren 1914. Jeg stod da paa Broen over Saale i Weissenfels-Thyringen. Det var Søndag den 2. August, den for Europa saa skæbnesvangre Dag. Hvem husker ikke denne smukke Sommerdag, med den lidt trykkende Luft, som stemte Sindene til Alvor. — Men som sagt, jeg stod med min Cykel paa Broen og saa ned i Saaleflodens gule, grumsede Vand og lod Tankerne drage paa Langfart med de glidende Vande. Der var jo Stof nok at tænke over denne Dag. Jeg havde været paa Farten fra om Morgenen, kørt over Naumburg, hvor et Batteri »Felt« stod klar til Afrejse til Fronten, til »Bad Kosen«, Rudelsburg og Saaleck for saa endelig ved Aftenstid over Giebichenstein at ende i Weissenfels.

Saa blev jeg paa een Gang revet ud af mine Tanker ved, at en Bil blev standset af Brovagten, der af Garnisonen der i Byen var sat til at bevogte denne Overgang. (Alt var jo i de første Krigsdage spærret  for om muligt at fange omstrejfende Spioner). De seks Personer i Bilen, alle Mænd, blev ført ind i Brohuset for at legitimere sig. Efter nogen Tids Forløb blev Vagten raabt til Gevær, og en af  Passagererne førtes ud og blev af seks Soldater med opplantet Bajonet ført af Sted til Garnisonen, som laa i Klipperne Syd for Byen.

Vi unge Mennesker løb med, for det sivede ud, at det var en fransk Spion, hos hvem der var fundet Tegninger af Rhinfæstningerne. Han skulle nu skydes, mente vi da. Da gik det op for os, at nu var det Alvor med al den . Krigssnak.

Jeg glemmer aldrig denne Mand. Han var stor og kraftig, men bleg som en Dødning. Kunde han nu ikke klare for sig i Tide, var han i  Morgen ikke mere blandt de levendes Tal. Hans høje, brede Pande vidnede om Kløgt og Energi, og var der et Halmstraa at klamre sig til, skulde han nok vide at gribe det. De brune Øjne i det markerede  Ansigt spejdede til alle Sider, men Flugt var umulig. Uden for Porten ventede vi en halv Times Tid efter at høre den Geværsalve, der  skulde udslette hans Liv.

Jeg havde ca. 10 km til min Arbejdsplads og kunne derfor ikke vente længere, og da der jo stadig intet skete, tog jeg omsider af Sted. Tiden gik, og Krigen skred frem over søndrede Byer, Landskaber og Mennesker med uformindsket Styrke.

2½ Aar senere, den 1. Marts 1917, gik vi i Stilling ved Vimy. Canadiske Tropper angreb os de første Martsdage. Deres Batterier skød straks et Batteri af de os tildelte »Felt 63« i Stumper og Stykker.  Englændernes Infanteri led svære Tab, og man foreslog os to Timers Vaabenhvile, for at de kunde begrave de døde, der laa i Ingenmandsland. Englænderne havde ikke troet, at Tyskerne efter ca. tre Aars Krig endnu havde saa gode Tropper, der kunde afslaa et  saa energisk Angreb. De skulle selvfølgelig nedkæmpes og  blødgøres, og derfor blev vi udsat for deres forfærdelige Artilleribeskydning i de efterfølgende seks Uger. De af os, der stod det igennem, gik Dag og Nat med en dundrende Hovedpine.

Saa var der en Nat med et ubehageligt Vejr, rigtig et fransk Vejr med Regn og Slud lige i Ansigtet. Vi saa nogle skarpe Lysglimt, som fra en  Lommelygte glimte frem fra vor Stilling over imod Englænderne.  Tiden sneglede sig hen, mens vi stod paa Lyttepost og paa Vagt i Skyttegraven, og vi syntes, som saa ofte før, at de to Timer aldrig fik ende i det Hundevejr. Ronden kom for at se efter, om alt var i Orden. Officeren havde en Majors Rang, og spurgte ud om alt. Næste Nat  gentog det samme sig med Glimtene og med Majoren, men kort efter kom endnu en Ronde, og det forekom os lidt besynderligt. Vi talte om dette mærkelige næste Dag, og da saa det samme gentog sig for tredie Gang, var vor Mistanke vakt. Vi vidste jo, at Ronden  beklædtes af alle Bataillonens Officerer.

Vor Korporal, der var en opvakt Fyr, fik hurtigt fat i den fremmede Major og bad ham legitimere sig. Fyren blev selvfølgelig grov og skældte og smældte over den raadne Disciplin, der nu var i Hæren, og at man kunne have Mistanke til en prøjsisk Major. Han bad om at blive ført til Bataillonsstaben, saa skulle alt nok klares. Vor første Bataillon førtes ogsaa af en Major, og han sad i sin hyggelige Bunker, da den fremmede Major førtes ind. Korporalen aflagde Bapport og tilføjede, at det var tredie Nat, den nye Major drev rundt i vort Afsnit.

Da vor Bataillonschef ikke kendte den fremmede, bad han om at se hans Papirer. Han fremdrog et Papir, hvorpaa der kun stod »Zollern« (vor Afsnitsbetegnelse), og at han hed Major v. d. Tann. Saa kom Vinflaskerne paa Bordet, og det gik løs med skaalen og tituleren, men vi gik tilbage til Natten og Regnen. Jeg havde set hans Ansigt og — studsede. Hvorfor og hvorfra var det mig bekendt?

Om det nu var for at faa Tiden til at gaa, at Flasken kom paa Bordet, saa der kunde foretages en Kontrolopringning, ved jeg ikke. Men da v. d. Tann viste sig i Skyttegraven igen kort Tid efter, kom selve Bataillonsadjudanten springende og forlangte ham anholdt. Der fandtes ingen Officer af det Navn i den store Generalskab, og de havde heller ingen udsendt. Nu for vi i Nattens Mulm og Mørke rundt i Graven for at finde ham, og nede ved tredie Deling blev han halet ned i Frakkeskøderne. — Han var nemlig ved at forsvinde over Dækningen.

I det flakkende Lys fra Lyskuglerne saa jeg atter dette blege Ansigt med de urolige brune Øjne, og da gik det op for mig, hvor jeg sidst havde set det. Det var ved Broen over Saalefloden i Weissenfels for  2½ Aar siden.

Dengang klarede han altsaa Skærene, og det er sikkert det, der har fristet ham til at prøve igen. Kan han mon klare sig i Land igen? Jeg ved det ikke og har aldrig faaet det at vide.

DSK-årbøger, 1957

 

31. januar 1917 – Fra Efterretningssektionens journal

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachment mod Frcia [Fredericia] 1. 1 Bilag modtaget fra H angaaende Forhold i Tyskland og Slesvig. (Bilaget skrevet af).

2. Fra paalidelig Kilde: Tropper, der var anmeldt til Egnen om Gram og Hygum, er ankomne.

3. Gennem Kolding Rytteri:
a. Det meddeles fra 2 forskellige Kilder, at der til Nordslesvig i alt er ankommet 6000 Ryttere.
b. En meget paalidelig Mand meddeler, at den 30/1 eller 29/1 kom et Tog til Rødekro med Artilleri, desuden[?] med Geværer og andre Udrustningsgenstande.
c. Det forlyder, at der i Hamborg skal være mange Tilfælde af Plettyfus.

Okdoens [overkommandoens?] Efteretningssektion (tilintetgøres).
Rytteriet i Nordslesvig er nærmere at betragte som et Hestedepot

i Aabenraa: 1500-2000 Md.
omkring Haderslev: 6-7000 –
i Flensborg 10000 –

Indkvartering af 400 Md. i Gabøl: 400 Mand i Ø. Linnet er aflyst

En Mængde Pontoner er aflæsset ved Rødekro og Hovslund og transporteret til Kalvøvig.

Der arbejdes stærkt paa Barakker, 4-6 km. bg. Skyttegravslinien (i Linie med Batterierne) (Hoptrup – Syd om Mastrup – S. om Vedsted – N. om Skovby – Bevtofte – N. om Toftlund og videre mod V.)

Ved Skovgaard et Batteri lige midt i Alléen.

38 cm Kanoner i Lerskov Plantage og i Plantagen V. f. Banen.
Til disse Batterier er der Spor direkte fra Hovedbanen.
Hovedepotet af Ingeniørmateriel ved Hovslund Station.

Bane fra lidt N. for Rødekro til Skovby (direkte).

Bekræftelse paa Ankomst af Pionerer med store Pontoner og en Mængde Bromateriel til Over Jersdal.

2 Divisioner i Lockstedt Lager.

i Rødding 30 Md af 9.Res.Ersatz Jægerbatl. og Mandskab af 32 Lsb. [Landsturm-Bataillon]

Byerne mellem Haderslev-Aabenraa-Rørkjær-Kabdrup, Erigsted[?] og Bjerning har den 24/1 faaet Melding om Indkvartering af Rytteri

I Juleugen laa
i Mastrup 2. komp af Lsb.Inf.Rgt. 31
i Gram Lsb.Infrgt 27
i Haderslev Lsb.Inf.R. 21

Sparekassedirektør Sibani, Skive.
Til Stabschefen. Om en mistænkelig Sønderjyde, der siges af spionere for tysk Regering.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

 

7. juli 1916. Willemoës’ noter: Stor militær aktivitet omkring Skærbæk

Redaktør N.C. Willemoës, Ribe, førte under krigen en privat dagbog, bl.a. med begivenheder, der ikke kunne eller måtte trykkes i avisen.

Fra Skærbæk meldes, at der i egnen er anlagt telefon i rigt mål, og man har set store lastbiler transportere telefonpæle og andet materiel i massevis.

Der er også tale om i Skærbæk at lave feltkøkken til massebespisning.

Den tyske gendarm Wollesen i Hvidding siges at tage nordpå engang i mellem – civil selvfølgelig – for at drive lidt spionage. En deserteret soldat traf ham en dag i Ribe og udbrød:” Nej, goddag Wollesen, er De her”, hvorpå Wollesen skyndsomst forsvandt.

Gassehøjene er anlagt spejlsignaler, hvormed der signaleres om dagen formentlig med brohovedet ved Skærbæk og med Sild eller Rømø. Nogle tilfældige besøgende havde set i en mægtig kikkert hvor alt var rødt, hvad de så.

I vinter fik kommuneforstanderne i Hvidding, Brøns og Rejsby m.fl. steder fra myndighederne anordning om at skaffe pålidelige mænd eller kvinder til at rejse over grænsen og købe levnedsmidler. Vedkommende skulle ikke blot få pas men alle mulige lettelser og gratis rejse. Kommuneforstander Evald i Brøns gjorde forsøg for at skaffe en mand, medens Jensen i Hvidding og Brodersen i Rejsby intet foretog i den retning.

De hjemløse i Tønder kreds indkaldes

De hjemløse indkaldes allerede nu i Tønderkreds og skulle, så vidt vides, genmøde den 7. juli i Flensborg, medens der intet forlyder om deres indkaldelse i Haderslevkreds.

I Haderslev indkaldes nu ca. 400 mand – det er ikke hjemløse – men de sidste rester af folk med skavanker.

Da zeppelineren ”Z18” sprang i luften onsdag den 17. november 1915 bragte ”RST” [Ribe Stiftstidende] den 20. meddelelse om, at der var dræbt 1 mand og såret 8. Men forholdet er det, at der i virkeligheden blev såret langt flere og så mange, at flere lazaretter rekvireredes og førte de sårede fra luftskibshallerne direkte til Flensborg uden at standse undervejs – ude ved luftskibshallerne ved Tønder er der på en plads umiddelbart og dertil et lille anlæg, der ligner en begravelse på hvilken der er rejst et jernkors; det menes, at der her er begravet de døde, der omkom ved eksplosionen.

Det hedder, at der samme dag forulykkede en zeppeliner i Friederichshafen og en anden et sted i Pommern.

N.C. Willemoës’ notesbøger

8. juni 1916. Agent “Z” hos Willemoës i Ribe

Redaktør N.C. Willemoës, Ribe, førte under krigen en privat dagbog, bl.a. med begivenheder, der ikke kunne eller måtte trykkes i avisen.

Optanter m.v.

Student Truels Nielsen og Z var her på kontoret, og Truels N. meddelte, at udenrigsministeren umiddelbart før vedtagelsen af den ordinære indfødsretslov i februar 1916 havde udtalt til Landstingets udvalg desangående, at den danske regering havde forpligtet sig til ikke at naturalisere hverken tyske undersåtter eller optantsønner eller hjemløse, så længe krigen varer.

Z meddeler, at der ikke endnu er anbragt kanoner på Astrup bakker; skytset henstår på banen, og der er tale om at anbringe det på Gassehøjene øst for Skærbæk.

Når Tyskere stormer på vestfronten

Folk der kommer fra fronten – vestfronten – meddeler, at når tyskerne stormer – i hvert fald på enkelte steder – anbringes der bag ved tropperne xxxx kanoner med kardatsker, klar til at fyre, såfremt tropperne skulle flygte eller nægte at gå frem.

Af Redaktør Willemoës’ dagbøger

Agent “Z” skal ifølge en teori af historikeren Michael H. Clemmesen være identisk med rigsdagsmand H.P. Hanssen. Denne teori er dog senere draget i tvivl.

13. marts 1916. Russisk spion bortført fra Danmark til Sønderjylland

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Kartoffelkort.

Er nu indførte af magistraten i Kiel. Indtil videre tildeles der hver person et pund om ugen.

Den russiske jøde og den tyske opdager.

Tyskerne har i nogen tid eftersøgt en russisk jøde, der som tysk borger sigtes for at have udsmuglet medicinalvarer fra Tyskland til Rusland samtidig – og det er formentlig den egentlige grund til anstrengelserne for at få fat i ham – at have drevet spionage. En tysk opdagelsesbetjent tog til København, hvor han har opholdt sig i nogen tid og hvor det lykkedes ham at opspore den eftersøgte og efterhånden vinde dennes tillid således, at han kunne få jøden med på rejse ved at foregive for denne, at de i fællesskab kunne gøre et godt forretningskup i Jylland.

Opdagerens mål var at få russeren lokket over grænsen, i hvilken henseende der måtte udvises ikke ringe snedighed. Det turde derfor ikke gå an at tage med toget til grænsestationen, hvor russeren øjeblikkelig vilde blive klar over situationen, men der måtte gås omveje. Opdageren valgte da at tage til Ribe, og i fredags aftes ankom de med 6-toget hertil. En tredje mand – en dansktalende fra Hvidding – der var indforstået med, hvad der skulle ske, stødte her til dem i et gæstgiveri, og ved 7-8 tiden tog de alle tre afsted i bil ned mod grænsen.

Bilen fik imidlertid bestemt ordre til at holde ved Egebæk Kro – ca. 1 km fra grænsen – hvor de tre mænd steg ud og forsvandt ad den gamle Vedstedvej lige overfor og senere ind i plantagen syd for vejen.

Russeren nærede nogle øjeblikke tvivl om ekspeditionens redelighed, men den tyske opdager forstod at overvinde hans betænkelighed, og de gik videre, indtil de ad en sti over markerne nåede ind over grænsen. Her var imidlertid vagterne blevet forstærket, og aldrig så snart var man på tysk grund, før russeren blev arresteret og belagt med håndjern, medens samtidig hans gode ven opdageren forsvandt. To kriminalbetjente førte i lørdags morges opdagerens bytte videre sydpå, formentlig til Berlin.

2. februar 1916. Trætte soldater på Østfronten

Johann H. Schramm gjorde krigstjeneste på Østfronten.

På marchtur under slaget ved Masuren.

De største anstrengelser for soldaterne på østfronten var de evindelige marchture. Hvilket besvær det var for mandskaberne, kan man næsten ikke dannede evindelige marchture. Hvilket besvær  det var for mandskaberne, kan man næsten ikke danne sig en forestilling om, når man ikke selv har været med, og det er utroligt, hvad soldaterne kunne holde til.

Den 2. februar 1916 nåede vi fra den tidligste morgenstund og til middag kun femten kilometer frem. Vejene var så at sige  ufremkommelige. Trætte, som vi var, undte man os ikke noget hvil. Vi  måtte omgående stille os til rådighed som dækning for et  armékorps, som var under march, og det vil sige, at vi resten af dagen måtte stå på vagt for at forhindre, at de marcherende kolonner blev angrebet fra siderne.

Vi stod i en vælling af dyb ler. Vi sank i til langt op ad benene. Det var et frygteligt pløre, og vi måtte holde ud til klokken otte om aftenen, altsaa til langt efter, at det var blevet mørkt. Tro ikke, at der så blev en hvilepause! Nej, vi måtte omgående marchere videre og nåede  frem til en by, der hed Krambola. Her fik man fat i en civilperson, der skulle føre os ti kilometer frem.

Vejen var et frygteligt ælte, for her havde regiment efter regiment  marcheret, her havde et utal af vogne kørt. Det var bælgmørkt. Vi var beskidte til langt op ad benene. Af og til lå der store sten på vejen, Dem faldt man over. Så tændte man en lommelygte for at faa lidt oversigt over terrænet. Så blev der råbt og skreget: »Sluk lyset!« — Russerne var jo i nærheden.

Langsomt gik det fremad. Da vi havde passeret midnat, og klokken var blevet ét, opdagedes det, at civilisten var ved at narre os. Han  var lige ved at føre os over til russerne; men så kan det nok være, at han fik en omgang. Jeg har aldrig hørt nogen skrige og jamre så  grusomt, som her i den stille nat. For resten blev civilisten skudt tre dage senere, fordi han var ved at snige sig gennem den tyske forpostkæde på vej over til russerne.

Vi måtte nu marchere omkring ved tre kilometer tilbage, og først klokken tre om natten nåede vi vort bestemmelsessted. Her fik vi den sølle besked, at enhver måtte se at finde et sted, hvor han kunne  få tag over hovedet. I løbet af et øjeblik var hele kolonnen opløst  og forsvundet.

Jeg var sammen med nogle kammerater kommet ind i et hus. Vi havde fået de våde støvler af og var ved at skifte strømper — hvis man da var så heldig at være i besiddelse af et par ekstra strømper — da der kom ordre om, at vort kompagni straks skulle træde an igen for at marchere videre til den næste by.

Men kompagniet var jo nu fuldstændig opløst, og der var derfor kun få, der adlød befalingen. Ordren blev gentaget; men — vi blev, hvor vi var, og det var håbløst at tænke på, at kompagniet nu kunne samles. Ærlig talt syntes vi, at vi havde ydet tilstrækkeligt, og vi lagde os simpelthen til at sove, og det gjorde vi til langt op ad formiddagen.

Da vi vågnede, gjorde vi vel nok store øjne, for det viste sig, at vi lå lige lukt blandt en flok russiske soldater. De var lige så trætte, som vi. Deres befalingsmænd havde ikke kunnet få dem til at marchere videre. De havde smidt sig ned på gulvet og var omgående faldet i søvn.

Vor ankomst havde ikke forstyrret dem; men nu var de i en ubehagelig situation, for de var for få i forhold til os. Komme bort kunne de ikke. Det var for sent, og der var ikke andet at gøre for dem end at lade sig tage til fange.

Først om eftermiddagen klokken to blev kompagniet igen samlet, hvorefter vi omgående blev sat i gang med at bygge stillinger.  Russerne lå kun en kilometer borte, så vi havde travlt; men da aftenen var gået, og morgenen brød frem, opdagede vi, at alt vort arbejde havde været nytteløst, for russerne havde trukket sig tilbage, og — så gik det atter fremad på march på de  ufremkommelige og opløste veje, og atter blev der stillet umenneskelige krav til soldaternes udholdenhed.

DSK-årbøger, 1958

27. januar 1916. Ribe Stiftstidende: Belgiske tilstande

To tyske spioner hængte – og en kommentar.

Franz von Jessen telegraferer tirsdag fra Paris til Berlingske Tidende: Det vil erindres, at den tyske spion, der angav den engelske sygeplejerske, Miss Edith Cavell, og derved gav anledningen til hendes henrettelse, nogen tid efter blev fundet dræbt på gaden i en af Bruxelles forstæder. Han var dræbt ved to revolverskud i hovedet. 

Den tyske ambassadør idømte i den anledning byen Bruxelles en bøde på en halv million francs, med den motivering at det ved attentatet var godtgjort, at i hvert fald nogle borgere havde overtrådt det udstedte forbud mod besiddelse af revolvere.

Nu er to andre spioner bleven dræbt i Bruxelles. De er fundne hængte. På ligene fandtes der i lommen et kort, hvorpå der stod: Hængt for spionage-forbrydelse.

Det er forbudt belgierne at bære revolvere, men ikke at eje solidt reb til at ekspedere spioner med.

20. december 1915. Fængsling af sønderjyske kvinder

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis nord for Kongeåen.

Når sønderjyske kvinder fængsles.

Den 3. december blev der, som tidligere nævnt, pludselig foretaget en række fængslinger i vesteregnen, deriblandt også af 4 sønderjyske kvinder. Om den fremgangsmåde, der er anvendt overfor disse, skal vi, uden at gå i enkeltheder, anføre nogle træk, der er karakteristisk for den hensynsløshed, der – sikkert imod regeringsmyndighedernes vidende og vilje – af visse lavere myndigheder øves mod dele af en befolkning, der udviser en pligtopfyldelse og loyalitet, som har vundet den tyske regerings og den tyske hærledelses uskrømtede ros.

I forbindelse med arrestationerne fandt der omfattende husundersøgelse sted af kriminalbetjente. I hvert eneste rum i hele lejligheden blev skuffer, skabe og overhovedet ethvert aflukker gennemrodet og alt, hvad der fandtes af beskrevet, halet frem og efter endt gennemsyn kastet til side, så det flød overalt i huset i den ubeskriveligste uorden.

Om aftenen førtes de arresterede damer til Tønder, hvor de – til trods for, at kriminalbetjentene gentagne gange havde forsikret, at der kunde overnattes på hotel – blev ført direkte til arrestbygningen og der hensættes i hver sin bælgmørke celle med et par ord om, at der fandtes både seng og ”kloset”, med at de i øvrigt selv måtte orientere sig, dvs. famle sig omkring i mørket.

Et par tæpper på den indretning, der skulle forestille seng, udbredte en meget ilde lugt, og ”klosettet” spredte i det lille tæt lukkede mørkekammer en ulidelig stank, der næsten var ved at tage vejret fra beboerne.

I sådanne rum måtte damerne overnatte til næste morgen.

Den 4. december førtes arrestanterne til Flensborg, og de fire kvinder hensattes i hver sit værelse, hvor der var så koldt, at der var meget vanskeligt at holde varmen.

Her hensad damerne så indtil den 10. december om middagen, da de pludselig fik meddelelse om, at de var løsladt og kunne gå, hvorhen de vilde uden at der under deres ophold i Flensborg var blevet afholdt spor af forhør over dem og end ikke stillet et eneste spørgsmål til dem.

Da de blev løsladt, må myndighederne selvfølgelig være blevet klar over, at damerne intet strafbart havde begået, men man viste dem ikke engang det hensyn at meddele, at den mistanke, for hvilken de havde måttet døje fængsel i 8 dage, havde vist sig at være ugrundet.

Det er at håbe, at de højere myndigheder vil blive sat i kundskab om denne sag og tage den under nærmere overvejelse.

10. april 1915. Anholdt! Forsøgte at smugle brev over grænsen

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen

Af Nicolai Flyman

Syd for Grænsen under Krigen

Det bødes der for

Karlen med Brevet i Strømpen
Onsdag før Paaske var en ung Karl fra Guldager efter Besøg søndenaa paa Vej tilbage hertil sammen med sin Kæ­reste. Ved Grænsen underkastedes de det sædvanlige Eftersyn, og den tyske Bevogtning var omtrent færdig med Undersøgelsen, da den fandt et Brev i hans Strømpe! Om Brevets Indhold forlyder intet udover, at det var skrevet fra en Kone søndenaa til en Kone heroppe. Karlen blev øjeblikkelig anholdt og se­nere ført til Skærbæk, hvor en nær­mere Undersøgelse fandt Sted hos Distriktskommandøren. Karlen er senere ført til Flensborg, hvor der antagelig venter ham 1 á 2 Maaneders Fæng­selsophold.

Karlen, der ikke havde Papirerne i Orden
En Karl fra Vesterenge i Ribe Her­red havde i Fjor Tjeneste hos Gaardejer Jensen i Harreby, søndenaa. Den 1. Novbr. skiftede han Bopæl, idet han tog Tjeneste som Daglejer hos Naboen, Gaardejer S. Hansen. Karlen forsømte imidlertid at faa ordnet de foreskrevne Fra- og Tilflytningspapirer hos Myn­dighederne, og da han nogen Tid efter kom til Ribe og som hjemmehø­rende i Herredet fik udleveret et Pas og atter kom ned over Grænsen, blev han anholdt af den tyske Grænsebevogtning paa Grund af den ovennævnte Uorden med Hensyn til hans Opholdspapirer. Han blev ført til Rødding og derfra til Flensborg, hvor han nu har siddet fængslet en Maanedstid.

Vi finder Anledning til at indskærpe for de danske, der tager paa Besøg eller tager Arbejde i Nordslesvig, at de uvægerlig retter sig efter de Paabud, de tyske Myndigheder har givet, og retter sig efter dem indtil det yderste. Vil man gøre Krav paa Tilladelse til at færdes søndenaa for Tiden, er det kun Ret og rimeligt, at man til Gengæld ikke overtræder de af Krigs­forholdene dikterede Paabud til Sikringsforanstaltninger. Vil man ikke ind­rette sig herefter, maa man tage Føl­gerne, som de falder, uden at beklage sig.

Under alle Omstændigheder maa det fraraades — og skarpt misbilliges — at følge de ovennævnte Karles Eksempel, der kan virke skadeligt paa det allerede forud i mange Henseender vanskelige Samkvem mellem begge Si­der af Grænsen.

22. februar 1915. Anholdte danskere atter løsladt

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen

Sønderjylland og Krigen

Grosserer I. C. Clausen af Kolding løsladt af Haderslev Arrest

Grosserer I. C. Clausen, Indehaver af Tarmsliberiet i Kolding, blev som bekendt Søndag den 7de Februar paa Hjemrejse fra Hamborg, anholdt i Som­mersted og Dagen efter indsat i Arre­sten i Haderslev. I Lørdags er han løsladt og om Aftenen vendt tilbage til Kolding.

Om denne Arrestation, der er et talende Vidnesbyrd saavel om den Ner­vøsitet, der hersker hos visse nord­slesvigske Myndigheder, som om den Mangel paa Hensyn, der kan vises de paa Mistanke anholdte, meddeler vi føl­gende Enkeltheder af Interesse:

Aarsagen til Anholdelsen var en maskinskreven Seddel med Uddrag af et Foredrag om 42 Centimeters Mørsere, holdt i Ingeniørforeningen i Düsseldorff, og ikke blot udsendt i Tyskland, men ogsaa til nevtrale Lande. Hr. Clausen havde faaet den af en Bekendt paa en Restaurant i Hamborg.

Efter Anholdelsen i Sommersted maatte Hr. Clausen overnatte i det derværende Vagtlokale sammen med 8 Soldater og en Dame, og han fik an­vist Soveleje paa Gulvet. Da den 62- aarige Mand næste Morgen bad om at maatte vaske sig, blev der svaret ham, at han kunde gøre Toilette ude i Gaarden under Vandhanen. Opad Dagen blev Grosserer Clausen ført til Haders­lev, og med en Soldat paa hver Side og fulgt af en Hoben nysgerrige maatte han spadsere fra Banegaarden gennem Byens Gader til Arresten. I denne har Opholdet i de forløbne 14 Dage været upaaklageligt, idet den Anholdte fik Tilladelse til at tage egen Forplej­ning.

Efter Anholdelsen blev Sagen herom sendt til Rigsretsadvokaturen i Leipzig. Fra Familiens Side skete der Henven­delse til Udenrigsministeriet i Køben­havn, og den danske Gesandt i Berlin, , Grev Moltke, satte sig snarest i Be­vægelse for at udvirke Hr. Clausens Løsladelse. Det lykkedes ham saa godt, at der allerede i Lørdags fra Rigsrets­advokaturen indløb telegrafisk Ordre til Myndighederne i Haderslev om at løslade Clausen. Forinden dette imid­lertid kunde ske, maatte ogsaa Gene­ralkommandoens Ordre hertil foreligge, og den indløb om Eftermiddagen. En kort Meddelelse til Hr. Clausen om, at han var fri og kunde rejse hjem var alt, hvad der blev sagt ham. En Undskyldning for, at der forelaa en Fejltagelse eller at Anholdelsen havde været ubegrundet, gaves ikke.

Atter løsladt

Dyrlæge Hansen i Skærbæk, der i Maanedens Begyndelse blev sat un­der Anholdelse og interneret i Flens­borg, blev, som vi erfare, løsladt i Fredags.

 

4. december 1914. Fanget bag fjendens linjer: Hårene rejste sig på hovedet – Skoven var fuld af russere!

Feltpostbrev fra “Jens”, dateret Østpreussen den 7. Decbr. 1914.

Kære Forældre

Det var den 3. December, da vi var paa Feltvagt. Vort Kompagni har en Feltvagt opstillet 1 Km.. fra vor Skyttegrav. Der foran ligger et Gods, som hedder Amalienhof, som er delvis nedskudt og afbrændt. Paa højre Side en lille Granskov, og paa venstre Side ligger Gaarden og en stor Park med store Træer, mest Løvtræer. Alt det skal vor Feltvagt beskytte, at der ingen Russere kommer ind. Tusinde meter paa den anden Side Godset ligger Byen B., som er besat af Russerne.

Vi kom derud om Aftenen og løste den gamle Feltvagt af, som bestaar af 44 Mand, en Løjtnant, en Feldwebel, et Par Underofficerer og en Hornist. Før vi blev Inddelt til vor Post, sagde Løjtnanten, at hvis vi blev overrumplet og ikke kunde holde Stillingen, vilde Hornisten give Signal, og Pladsen blev bestemt, hvor vi skulde samles. Jeg og Peter Bonde fra Dybbøl stod sammen, vi havde anden Vagt og skulde staa to Timer, fra 7 til 9.

Vi stod til Højre midt i Udkanten af Skoven, foran laa B., til Venstre stod 3 Mand i en lille Skyttegrav, til Højre for os stod 3 Mand i Skyttegrav og helt oppe paa højre Fløj stod en Dobbeltpost.

Da vi havde staaet en halv Time begyndte vore Poster at skyde helt nede paa venstre Fløj; men vi kunde ikke se noget, og Skydningen hørte op igen. Men paa en Gang kommer der ca. 70 Meter fra os en russisk Skyttelinje paa henved 30 Mand, saa begyndte jeg og Peter at skyde, vi skød en 40 Skud i alt, men kunde ikke forstaa, at ingen af de andre skød. Men det var ikke saa sært, for hele Feltvagten havde trukket sig tilbage. Der var nemlig kommen ca. 500 Russere ind i Skoven til Venstre, og det havde vi ikke set.

I det samme kom der en russisk Soldat og stod lige ud for mig. Jeg raabte ham an: Hvem der! Og den Stakkel, han gav et Skrig og blev saa angst. Det Ansigt og det Skrig glemmer jeg aldrig. Han forsvandt ind i Skoven, vi skød ikke, og han skød heller ikke.

Men hvad nu, paa en Gang var hele Skoven fuld af Russere. Feltvagten var borte og havde ingen Signaler givet, og havde ladet os staa alene. Vi gjorde rask omkring og vilde gennem Skoven. Men hvor skulde vi samles? Midt igennem Skoven gaar der en bred Landevej, og den skulde vi følge til W. Men da vi kom derned, var hele Landevejen besat af Russerne med en lang Skyttekæde, bag os kom ca. 40 Mand, ja vi var helt omringet.

Vi krøb straks ind under et Par smaa Graner, og der blev vi saa liggende. Russerne søgte Skoven ordentlig igennem baade paa Kryds og Tværs, men de saa os ikke. Vi blev rolig liggende, af og til kom der en. Ja, der var en saa nær ved mig, at han traadte paa min Kappe, da han gik forbi. Vi laa lige ned paa Jorden, og der laa vi fra om Aftenen Kl. 8 til om Morgenen Kl. 7 uden at røre os.

Vi frøs, vi kunde ikke hoste, ikke snyde Næsen, ja, det var en forfærdelig Stilling. Russerne lige foran. De var i Færd med at grave Skyttegrave udenfor Skoven; jeg sagde til Peter: „Hvad bliver det her til?” Ja, der var jo foreløbig ikke andet at gøre end blive liggende.

Hen i Morgenstunden hørte vi noget gebrokkent Tysk, og alt var roligt, saa stille som om hele Skoven var renset for Russere igen, men ak og ve! Vi mente næsten, at vor Feltvagt var kommen ud igen. Vi krøb saa rundt i Skoven, lyttede, krøb videre, vi vilde hen og se, om der var en Post udstillet ved vor Vagtstue.

Vi kom omtrent derhen, saa kom der en lille sort Russer ud og lo over hele Ansigtet, og saa saa fornøjet ud. Han havde vist været inde og faa sig et godt Maaltid, for vi havde baade Brød, Smør og Flæsk og Cigarer. Det laa jo paa Vagtstuen. Ja, han har rigtignok smovset.

Da vi saa ham, vidste vi jo Besked, at Russerne var der endnu. Vi krøb saa i Dækning igen. Men da Klokken var 10 om Formiddagen, begyndte vort Artilleri at skyde, og hele den Granatild fik vi altsammen. Ja, det var saa forfærdeligt, at der er ingen, der kan forestille sig det. Det Ekko, saadanne Skrald giver i Skoven, er helt ubeskriveligt. Af og til fik vi hele vor Kappe fuld af Granatstumper og Jord. Vi laa med Næsen i Jorden, krøb saa tæt ind under Granerne som vi kunde, og laa stadig med de Tanker: Nu kommer der en, og Du er færdig, eller der kommer en Russer og giver Dig en Kugle eller et Bajonetstik. Ja, det var lange Timer at ligge der.

Da Kl. var 11½ Middag, kunde Russerne ikke holde sig i Skyttegravene længere. Saa kom der ca. 30 Mand mindst og de gik lige tæt forbi os, men saa os ikke, vi laa ganske musestille. Og Granatilden blev ved uafbrudt. Mærkelig nok blev vi ikke truffet og saaret, men fik af og til en Ladning Jord, Sten og Granatstumper over os; men de var jo trætte af Grangrenene, inden de kom til Jorden.

Denne Granatild varede til Klokken 12 Middag, og saasnart den hørte op, var Russerne i Parken igen. De gik atter forbi os, men saa os ikke.

Hvad nu, siger Peter til mig. Jeg foreslog, at vi skulde blive liggende til Aften, for saa kom vor Feltvagt nok ud at lede om os. Men det slog fejl. Vi blev roligt liggende til Klokken 5 om Eftermiddagen stift paa en Plet, aa, hvor vi frøs, vi kunde ikke røre os, 50 Meter foran os stod Russerne. Vi havde ikke faaet noget at spise. Men Jeg var saa heldig, at jeg havde faaet en halv Flaske Cognac med. Den fik vi en lille Slurk af engang imellem. Det var det eneste vi nød. Men vi frøs, vi havde jo ogsaa ligget paa Maven fra Kl. 8 om Aftenen til anden Dags Eftermiddag Klokken 5. Det var en lang Tur, ligge i en saadan Stilling, og Du ved ikke, naar Du faar en Kugle eller et Bajonetstik. Ja, det var en lang, haard, nervespændende Nat og Dag.

Da Klokken var 5, var det lidt mørkt i Skoven, uden for den maanelyst. Nu skulde det prøves. Enten-eller. Se at komme tilbage til vort Kompagni eller i russisk Fangenskab. Jeg sagde til Peter: „Kan vi nu spille dem det Puds at snige os igennem?”

Vi regnede med, at Russerne var lidt dumme. Saa krøb vi paa alle fire hele Skoven igennem, ud til, hvor vi havde staaet Post. Vi tog vor Hue paa, Hjelmen i venstre Haand og Bøssen i højre. Af og til lyttede vi, om Farvandet var rent. Hele Skoven kan vel være en 10 Tønder Land, og den var besat af ca. 500 Russere, 2 krigsstærke Kompagnier.

Nu, vi kom godt og vel ud til Skovkanten, men lige som vi skulde ud af Skoven, kom der 7 Russere. De gik forbi os paa Skridts Afstand, vi blev staaende ganske roligt, og de mærkede os ikke.

Haarene rejste sig paa Hovedet; men da de var forbi, var vi straks koldblodige igen. Nu skulde vi igennem den russiske Skyttekæde. Vi agerede saa russisk Patrouille og gik ganske roligt ud af Skoven, med Hjelmen under venstre og Geværet under højre Arm, som om der ingen Ting var. Hele Skovkanten var jo besat af en vældig Skyttelinje, men for hver 10 Skridt vi kom fra Skoven, lettede det noget. Vi kom godt igennem Skyttekæden. Se, Russerne gaar altid og smaafløjter, og det havde vi jo ligget i Skoven og lært, saa Melodien kunde vi. Og vi gik saa og smaafløjtede paa vor Patrouilletur og det gik godt.

Men nu kom vi i en farlig Stilling, vi kom jo nemlig mellem 2 Skyttelinjer. Vi gik efter Skyttegraven ved 7. Komp. 84 og da vi kom nær paa 100 Meter, skød de to Skud paa os, den ene Kugle gik til Højre for os, den anden til Venstre.

Vi smed os straks ned, tog Huen af og satte Hjelmen paa, saa var vi tysk Patrouille, stod op og gik videre, og saa skød de ikke mere, det var jo maanelyst, og saa kunde de se, vi havde Hjelm. Vi gik saa hen til 6. Kompagni, dem raabte vi an, at de maatte ikke skyde, vi var Patrouille 5. Komp. 84. De hørte det straks og vi kom saa over Pigtraaden, og kom lykkelig over til 6. Kompagni. I kan tro, at vi var glade, at vi var kommen uskadt fra saadan en Tur, kommen godt igennem baade den russiske og tyske Skyttelinje. Nu gik det saa derfra til vort Kompagni. Der blev Glæde, da de saa os igen. Vi meldte os straks til vor Feldwebel, at vi var kommen tilbage. Han kunde næsten ikke tro sig selv. Vi gav saa en Forklaring over hele Turen.

Saa maatte vi med det samme hen og melde os til Officererne. Vi gjorde saa en Melding: Saa og saa mange Russere er der, og de har gravet Skyttegrave langs med hele Skovkanten. „Donnerwetter! Wie kan das blosz angehn!”

Den ene stak os en Flaske Vin, den anden en Flaske Cognac, og de var velkomne ovenpaa saadan en Frysetur. Men da vi saa kom til vore Kammerater, blev der først Glæde. Vi er jo 10 Danske, som altid holder sammen, og bor sammen; men nu fik vi at vide, at der mangler 2 Mand endnu. Vi har ikke set dem, saa de er nok løben lige i Hænderne paa Russerne. Den ene var en af os 10., Peter Andersen fra Dyndved paa Als, en flink en, som vi alle holdt saa meget af. Bare han ikke er saaret, saa kommer han nok igen. Den anden var en W. Schrøder fra Slesvig.

Vi var allerede meldt til Tabslisten som savnede, og al vor Post var sammenpakket og skulde have været retur, men den fik vi igen. Ja vi maa takke Gud, at vi kom saa godt fra det, for hvis han ikke havde hjulpet os, saa var vi aldrig sluppet godt fra det, og han skal ogsaa nok hjælpe mig herefter. Jeg vilde kun nødig gøre den Tur om igen. Det er længe siden jeg har hørt hjemmefra, men Banen har været spærret her i en Uge, saa nu kommer der nok nogen Post igen.

Hils dem nu alle hjemme, at jeg er kommen godt ud af den „Klese”.
Kærlig Hilsen

Eders
Jens

Tyskere i russiske uniformer B 2064
Tyske soldater i russiske uniformer. Peter Schmidt fra Aabenraa er nr. 5 fra højre.

 

3. december 1914. Grev Schack fri igen

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen

Grev Schack fri igen

Efter hvad vi erfarer er Lensgreve Schack, Schackenborg, i Gaar sat paa fri Fod efter at have været interneret i næsten 5 Maaneder, idet han sammen med en Række andre Nordslesvigere blev sat fast den 7de August og ført til Flensborg, hvor Myndighederne siden har holdt ham fængslet i Navigationsskolen, indtil Løsladelsen pludselig kom i Gaar. Greven er i Dag afrejst fra Flensborg.

Grev Schack cropped 66-187

27. november 1914. Sagen mod Grev Schack er standset

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Lensgreve Schack-Schackenborg

Rigsretsadvokaten har for 14 Dage siden standset den Sag mod Greve Schack-Schackenborg, hvortil der var truffet Forberedelser gennem Undersøgelser af hans egne og Sogneværnenes i sin Tid beslaglagte Papirer.

Det forlyder, at det indsamlede Materiale skal tilstilles Underretterne, for at sagen kan gaa gennem alle Instanser. Der er derfor Udsigt til, at den trækkes yderligere i Langdrag og at Grev Schack under de nuværende Forhold vil blive holdt fængslet en rum tid endnu.

Grev Schack cropped 66-187
Grev O.D. Schack-Schackenborg

2. november 1914. Patruljevirksomhed

Af Füsilierregiment 86’s historie

På patruljevirksomheden, var det muligt at vise modstanderen vor overlegenhed. Her fik de krigsfrivillige anvist et udstrakt og taknemmeligt felt, hvor de kunne udleve deres krigsbegejstring.

Den ungdommelige forstærkning havde i starten ikke haft det for let. De krigsfrivillige blev på grund af deres mangelfulde militære optræden af deres kammerater opfattet som mindre fuldgyldige soldater, og mangen en foresat var forfærdede over deres umilitæriske optræden. De blev snart kaldt ”krigsuvillige”.

Men kloge kompagniførere forstod snart at skaffe afløb for deres virketrang. De gav dem til opgave at skaffe kendskab til forholdene hos modstanderen og finde ud hans livsvaner, styrke og fordeling af poster, tilstanden af hans skansearbejder og så videre.

Først drog de unge karle af sted under ledelse af ældre, erfarne folk. Snart derpå alene. De flokkedes om patruljeturene, stillede sig selv opgaver, udvidede selvstændigt de stillede opgaver. I begyndelsen noget klodset og usmart, men snart sneg de sig som indianere gennem græs- og roemarker, smuttede om natten ind på teglværket i Ribécourt, krøb op på loftet og iagttog hele dagen, hvad der rørte sig hos fjenden. Ofte måtte de hals over hoved tilbage, mens shrapnells og geværprojektiler peb efter dem; men de overbragte deres fornøjede kompagnifører en hel række meldinger.

 

19. oktober 1914. På patrulje: “Jeg trykkede Brystet mod Jorden og gjorde mig saa lille som muligt”

FR86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl fortæller:

Den 19. Oktober 1914. Om Aftenen fik jeg Ordre til at gaa Patrouille imod Fjenden. Hertil fik jeg fire haandfaste Karle. Ordren lød paa, at vi skulde se, om Byen, som laa foran os, var besat med Fjender, og hvad de foretog sig, og saa skulde vi om muligt tage en rød fransk Kasket med til Kompagniføreren.

Da Mørket faldt paa, listede vi af Sted. Foran os var der først en Dal, saa var der en 400 Meter bred Stubmark, beplantet med Frugttræer, derefter en lige saa stor Roemark, og ovre bag den laa Byen.

I Nærheden af Byen stod to Halmhæs. Her lagde vi os ned for at lytte. Vi hørte tydeligt, at der var mange Soldater i Byen, og vi listede os forsigtigt nærmere. Ved det første Hus saa vi en dobbelt Vagt staa ligegyldig og tale sammen. Dem kunde vi nok tage; men sæt nu, at det ikke gik glat, og de slog Alarm. Saa fik vi hele Banden paa Halsen. — Saa gik vi uden om dem og hen for Midten af Byen, hvor vi stod og lyttede.

Inde i Byen hørte vi dæmpet Tale og Vogne, der kørte frem og tilbage, samt Klirren med Kogekar. Nogle fældede Træer, og andre byggede Skanser. Vi havde hørt tilstrækkeligt og gik tilbage igen. Men da vi kom til Roemarken, kom der en Trop hen imod os. Det maatte være Fjender; thi fra os var der ikke flere ude den Aften.

Omhyggelige for at undgaa Støj kastede vi os ned paa Maven. De var 10 Mand og en Officer, altsaa en fransk Officerspatrouille. Langsomt og listende gik de forbi os i en uhyggelig Nærhed.

I det Øjeblik, de var lige ud for os, holdt jeg Aandedrættet tilbage, som om jeg var bange for, at det skulde forraade os. Jeg trykkede Brystet mod Jorden og gjorde mig saa lille som muligt. Jeg var kommen til at ligge med Maven paa en haard Genstand; men jeg turde ikke flytte den for ikke at komme til at lave Støj.

Da Faren var ved at trække over, fjernede jeg Genstanden. Nej se, det var et prægtigt Æble. Det kom mig lige tilpas, og jeg spiste det straks. Ved at søge fandt jeg et Par til og tog dem med i Lommen. Da vi kom tilbage, overbragte jeg Meldingen til Kompagnichefen, som sad nede i Kælderen ved et lille Bord og skrev ved det flakkende Skin af et Tællelys. Meldingen, jeg overbragte, var tilfredsstillende.

Kasketter fik vi ingen af; men en Forkølelse fik vi da; thi vi var kun meget let paaklædt, uden Kappe og Patrontasker, kun med Geværet i Haanden og 20 Patroner i Lommen, for at vi kunde pille af, naar vi kom i Knibe.

Franske soldater i de karakteristiske røde bukser
Franske soldater i de karakteristiske røde bukser og røde huer