Tag-arkiv: Soldaterteater

7. august: Asmus Andresen – Teaterforestilling og natterend fra lazarettet

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I juli 1918 var han ved fronten, hvor han blev såret og overgivet til et feltlazaret i Pont Ronge.

En Dag stod jeg i Porten og så, at der strømmede mange Soldater ind i et Teater, som lå i Nærheden af Lazarettet, jeg betænkte mig ikke ret længe, men gik ind i Teatret, hele Salen var overfyldt med Mennesker.

Kl. 8 begyndte Forestillingen; da jeg først skulde være i Sengen Kl. 9½, kunde jeg da få det meste af Forestillingen at se, men da Forestillingen var meget interessant blev jeg til Kl. 10½, så fik jeg travlt med at komme til Lazarettet igen.

Dørene var naturligvis bleven lukkede. Jeg prøvede nu på at sprænge Bagdøren, men denne var stærk som Jern, så gik jeg hen til Porten og ruskede i Døren, til en af Husbeboerne kom og lukkede mig ind. Jeg takkede mange Gange, og så ind og i Seng.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

19. juni 1918 – Claus Juhl: “… gendarmerne tænkte anderledes, flere blev endog skudt.”

Claus Juhl blev indkaldt ved krigens udbrud og kom Fußartillerie-Regiment Nr. 20´s anden bataljon, der deltog i kampene både på øst- og vestfronten. I juni 1918 befandt han sig i Frankrig.

Den 17. om natten stillingsveksel og den 18. før dagens frembrud, afmarch, vi marcherede først til Armentieres, hvor Sorgenfrei blev jordet, og derfra til en by som hed Somme. Vi lå her natten over, og den 19. gik det videre gennem Lille, Ronbaire til byen Herseanne, som ligger ved den belgiske grænse. Det regnede småt hele formiddagen, men det gav for lidt til at bløde den udtørrede jord igennem.

I Herscause fik vi kvarter, disse var for det meste gode, en kammerat og jeg lå hos en slagter. Nu havde han naturligvis ikke noget at slagte, da tyskerne jo førte kontrol med alt ting. Mellem os og kvarterværterne var forholdet godt, vi blev således indbudt på nye kartofler og kaninsteg, og kunne så til gengæld vise vores taknemmelighed ved anden småhjælp.

Smugleriet florerede i stor stil, hver morgen 4-5 kom en hel trop smuglere igennem, enten med korn eller kartofler, det drejede sig altid om fødevarer. I Belgien var disse forholdsvis rigeligere end hinsides grænsen, hvor de store byer Lille, Roubaise og Toreoing lå. Folkene vandrede hele natten for at hente sig en smule kartofler eller korn, de havde såmænd besvær nok med at skaffe sig det. De vidste nøjagtigt at en almindelig soldat ikke gjorde dem noget, hvorimod de havde vældig respekt for gendarmeriet. Jeg synes altid det ligefrem var synd, når de måtte aflevere den smule de havde hentet, men gendarmerne tænkte anderledes, flere blev endog skudt.

Vi var flere gange i Lille, fra Herseanne og til Lille var der rigtignok 13. km, men da den elektriske sporvej var i funktion, kunne vi altid benytte denne. I Lille teater blev der opført forskellige skuespil, skuespillerne var naturligvis tyske, priserne var ikke særlig høje, så vi havde god lejlighed til at benytte os deraf. Der var også altid stuvende fuldt hus, så vi måtte besørge os billetter i forvejen.

Divisionen havde vi hver uge et tog til rådighed til Blankenberghe og Ostende; det var fordi mandskabet kunne få en lille udflugt derop og samtidig bade i Vestervov-vov. Fra hvert batteri kom der 6 mand med ad gangen, jeg var så heldig at komme med den ene gang, desværre var tiden så kort, vi havde kun en dag til rådighed.

Allerede mens vi lå i Menegate var der flere som blev syge, de fik op til 41 grader i feber, men i løbet af et par dage tabte feberen sig, og de følte sig kun slappe. Som regel varede sygdommen kun ca. 5 dage i enkelte tilfælde vel lidt længere, men noget ondartet forløb havde den ikke. Den største part af mandskabet blev angrebet under vort ophold i Herscause, som middel blev der af lægen foreskrevet sprit. Inden for hele divisionen ved jeg kun om et dødstilfælde, og grunden var den, at de flyttede manden, da han havde for høj feber uden at være tilstrækkelig forsigtige. Det var mærkeligt nok, at soldaterne kom så let over denne sygdom.

(Dagbog renskrevet af Pernille Juhl, der har brugt den som inspiration til den historiske roman “Vent på mig Marie”)

16. marts 1918. Jes Sarup i teater

Senest ændret den 17. marts 2018 11:51

Jes Sarup fra Haderslev tog i marts 1918 til Vestfronten for at hente liget af den faldne Mikael Steffensen hjem til Sønderjylland.

Et Ophold i Lille

En fast Køreplan for Togene kunde man selvsagt ikke regne med i disse Egne og under slige Forhold. Man kunde paa Jernbanestationerne se Afgangstiderne, men der var udtrykkeligt taget Forbehold.

Flyverfaren har selvfølgelig haft sin store Indflydelse paa Toggangen, men formodentligt har man ogsaa af Hensyn tilTroppetransporter i det hele villet vildlede Fjenden ved at undlade faste Togtider.

Det blev mig meddelt, at jeg maatte vente i Lille til om Aftenen Kl. 10, før den Tid gik Toget ikke videre.

Med Hensyn til Provianteringen havde jeg jo Dagen i Forvejen gjort mindre gode Erfaringer. Jeg vilde derfor nu prøve mig frem paa en anden Maade.

Jeg vidste, at mit Pas gav mig Adgang til Officersmessen, men hidindtil havde jeg ikke haft behov at benytte mig af Passet som særlig Legitimation i den Slags Øjemed. I Halluin havde man anvist mig et jævnt Spisekvarter, som jeg godt kunde hjælpe mig med, jeg skøttede slet ikke om at komme i Officerernes Selskab.

Nu gik jeg hen til Banegaardskommandanturen, og idet jeg fremlagde mit Pas, udbad jeg mig anvist et Sted, hvor jeg kunde spise Middag. Kommandanten var yderst elskværdig og viste mig hen til Officersmessen, som jeg jo ogsaa havde ventet.

Officersmessen var indrettet i et gammelt Hotel med store, hyggelige Lokaler. Da jeg kom ind og havde taget Plads ved et af Bordene, nærmede en civilklædt Tjener sig. Jeg havde lagt Mærke til, at en tilstedeværende Officer havde vinket ham hen til sig og ført en kort Korrespondance med ham. Tjeneren spurgte mig — ikke om mine Ønsker med Hensyn til Spisesedlen, men — om mine Papirer. Da jeg havde fremlagt mit Pas, og min Legitimation saaledes maatte anses for fuldgyldig, kunde jeg ogsaa faa en Spiseseddel.

Middagen, som blev serveret for mig, var baade rigelig og meget velsmagende og dertil ganske forbavsende billig: 3 Retter Mad med en halv Flaske Rødvin for 5 Mark. Det var ikke stort mere, end jeg havde betalt Dagen i Forvejen for Kaffe med nogle tørre Smaakager i Kafeen. Jeg forstod, at jeg var kommen til den rette Kilde. Men jeg forstod ogsaa bedre et Ord, som man hørte overalt dernede og forresten ogsaa herhjemme: „Gleiche Löhnung, gleiches Essen, denn wäre der Krieg schon längst vergessen”. (Frit oversat: Med samme Mad og lige Løn, havde Krigen for længst været en Drøm.)

Nu mærkede jeg i Grunden først, hvor tarvelig den Mad havde været, som vi havde spist i Halluin, og dog var den sikkert adskillig bedre end den, man leverede til Frontsoldaterne, dem, der gjorde det største Arbejde og trængte allermest til en ordentlig Forplejning.

Efter at jeg saaledes havde styrket mig, kunde jeg i Ro give mig til at se paa Byen. Omkring Banegaarden var Gaderne slemt medtagne. En hel Del store Huse var skudte i Grus, men, som jeg hørte var det sket af Tyskerne, inden Fæstningen var taget. De Allierede havde ikke beskudt Byen synderligt. Kuu Flyverne havde man jævnlig Besøg af.

Mens jeg gik omkring Paa en storPlads i Nærheden af Banegaarden, hvor det myldrede af Soldater – Civilister saa man ikke mange af — blev jeg anholdt af en Soldat, der med sin Messingplade foran Brystet kendetegnedes som Gendarm eller Politi. Han ønskede at se mit Pas. Man var i Lille øjensynlig mere nervøs og ængstelig for Spioner end i de andre Byer, hvor jeg havde været.

Der laa nu en hel Eftermiddag foran mig, og den skulde gerne anvendes godt, saa jeg kunde faa set, hvad der var af interessante Ting og Forhold. Det, jeg savnede, var en Fører, men jeg anede ikke, hvem der mulig kunde ligge her af mine Landsmænd.

I Halluin og Menin var Lykken mig huld, der løb jeg paa Landsmænd paa Gaden. Og det syntes virkelig, som om jeg skulde have lidt af samme Held her. Det var, mens jeg gik paa den store Plads i Nærheden af Banegaarden. Jeg saa da Bogholder Knud Høy fra Aabenraa gaa paa den modsatte Side af Pladsen.

I øjeblikket kunde jeg ikke komme i Tanker om hans Navn, og der var derfor intet andet for end at se, om jeg kunde indhente ham. Men inden jeg naaede derover, var han forsvunden i en eller anden Sidegade. Han var min eneste Chance, jeg saa ingen andre Landsmænd dernede, skønt der selvfølgelig har været adskillige af dem.

I Teatret

Ved et drive omkring i Gaderne kom jeg forbi Teatret og saa paa Opslaget, at der netop skulde gives en Forestilling om Eftermiddagen Kl. 4. Naa, altsaa Teater bag Fronten, ja hvorfor ikke? Det maatte jeg se. Det skulde interessere mig at se, hvad man bød Soldaterne, og saa vilde jeg nok gøre Psykologiske Studier.

Det var berlinske Kunstnere, som var reklamerede fri for Krigstjeneste, fordi de skulle stille deres Evner i Folkets Tjeneste paa en bedre Maade ved at sørge for god og fornøjelig Underholdning. Nu var de kommen til Frankrig for at glade Soldaterne med deres Kunst.

Teatret var stuvende fuldt, ene Soldater, og de syntes for en kort Stund at have strøget alle Tanker om Krigen, og hvad den førte med sig, af sig, for at give sig hen i Nuet. Der spilledes et Lystspil og de udmærkede Skuespillere gav deres Bedste. Soldaterne reves fuldstændig med og ydede udelt Bifald.

For mig var Modsætningen for stærk, jeg fattede næppe, at man kunde glemme Krigens Alvor saa helt og holdent. Der var baade i Vestibulen og inde i Teatret opslaaet store Plakater som opfordrede til at søge ned i Kældrene, naar Alarmsignalerne meldte, at Flyvere nærmede sig. Et saadant Signal var jo nok til at afbryde Idyllen.

Selv da Lamperne slukkedes, stod disse advarende Plakater for mine Øjne midt under Spillet. Jeg følte mig ikke tryg og kunde ikke under Spillet glemme, hvad der laa der ude.

Forestillingen gik uforstyrret, som sagtens saa mange. Men om Signalerne havde lydt, kunde alle Tilskuerne da naa at komme ned i Kældrene? Hvor var de, og var de rummelige nok?

Den Slags Tanker kom og gik. Jeg mærkede paa mig, at jeg var mere nervøs her, skønt jeg nu var længere fra Fronten, end jeg havde været de to foregaaende Dage, hvor jeg endog havde været i umiddelbar Nærhed af Skyttegravene og havde været fuldstændig rolig. Men alle de stærke Indtryk, som jeg havde været udsat for de sidste Dage, havde taget noget mere paa Nervesystemet, end godt var.

Efter Forestillingen gik jeg hen i en meget elegant Kafe, hvor jeg for dyre Penge kunde faa en Kop Chokolade. Men der var mennesketomt og kedeligt, og jeg længtes efter at kunne forlade Byen. Og der var endnu flere Timer til Togets Afgang. Da fik jeg den gode Tanke at faa mig et Bad. Badeanstalten, havde jeg set, var i Nærheden. Det styrkede mig. Det var første Gang i 6 Dage jeg kunde faa mig klædt helt af, og som et nyt Menneske forlod jeg Badeanstalten.

Før Afrejsen gik jeg endnu en Gang hen i Officersmessen og fik mig en udmærket Aftensmad, og saa endelig nærmede Tiden for Afrejsen sig.

Jes Sarup: Ved Vestfronten Marts 1918

18. februar 1918 – Mathias Damm: Englænderne og amerikanerne må først have én over nakken, før de kommer til fornuft

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

Mandag d. 18.2.18.

Kære Veninde!
Mange Tak for Dit Brev som jeg modtog idag. Jeg har det godt og er sund og rask. Imorgen gaar vi atter ud i Skyttegraven og paa en lidt mere kildent Sted. Det siges at vi har Amerikanerne foran os. De har nok snappet 3 af dem i Nat. Naa, hvorfor ikke. Regimentet har havt med Russere, Serbere og Franskmænd at gøre. Saa kunne vi ogsaa prøve det med dem. Værre kunne de ikke være. Jeg er nu ved M.G. indtil Tide var jeg ved Stødtroppen. Det kan forresten snart være ens, hvor man er, især naar der tromles.

Gid det snart maatte faa en Ende, men Udsigterne ere kun daarlige, omend vi paa en Maade har Fred med Rusland. Dog det har kun liden Betydning, naar ikke Englænderne og Amerikanerne besinder sig, giver det ingen Fred foreløbig. Men jeg troer nok at de ere ligesaa krigstrætte, som vi, og Befolkningen vil sikker ikke finde sig i, at de forlænger Krigen uden Grund. Men jeg troer nok, at de først maa have noget paa Nakken, inden de kommer til Fornuft, og saa vil der flyde Blod og mangen en vil ikke opleve Freden, han saa længe har længtes efter.Det er Skade for hver, der nu maa lade Livet.

Dem fra 14 og 15 [årgangene/red.] kan man ikke ynke. De ere bleven sparet for meget, og de have Fred og Ro. Det havde jeg ikke troet, da jeg for tre Aar siden ventede at blive indkaldt, at jeg skulde 3 Aar i Krig og hvem ved, om det ikke varer et Aar til, naar jeg maa opleve det. Dog ville vi haabe, at det maa give Fred til Sommer, at vi til næste Vinter maa samles alle med hverandre hjemme i vort kære Nordslesvig. Hvor vil der blive Glæde den Dag vi kunne vende hjem til vore Kære. Saa vil man atter føle sig lidt som Menneske.

I Aftes vare vi her til Theaterforestilling. Det var storartet. Det hele er dog ogsaa for, at man engang imellem faar andre Tanker. Forleden vare vi i Kino. Det hele er jo meget godt, men naar man kun maatte komme hjem, troer jeg nok man morede sig mindst ligesaa godt paa anden Maade, og i skulle vel nok hjælpe at faa Humøret op. I Haab om at vore Forhaabninger snart maa opfyldes og vi snart maa mødes hjemme i Nordslesvig slutter jeg med mange Hilsner
Mathias Danim.

Nu er Din Broder Laurids jo bleven vor Nabo hjemme. Det lader jo til at i trækker Østerpaa, men saa har vi ikke saa langt, naar vi besøge eder.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

17. februar 1918 – Mathias Damm: “… en, hvis Trøie kløede paa et par Steder”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

Søndag den 17.2.18.

Kære Moder!
Mange Tak for Dit Brev fra den 11. Du regner nok altid med en Uge (7 Dage). Vi ere 8 Dage her. Paa Tirsdag snører vi atter Randselen. Pakken Du skriver om har nok været 45. Den anden fik jeg den Morgen, vi vare kommen her om Aftenen.

Det jeg skrev om Stævnemøde har i nok ikke faaet Skovlen under. Der var en, hvis Trøie kløede paa et par Steder, især paa venstre Bryst og Kraven [lyst til medaljer/red.] og vilde hente et par Naboer, men vi skulde saa først se, hvor Posterne stod, og derfor gik vi i Patroullie. Men det hele blev bagefter intet til, og vi græd ikke.

Du skriver at Kortet er vist kommen med i et Brev fra Lørdag. Det sidste jeg har modtaget var dog fra den 8, mener jeg. I tre Dage har jeg dog intet faaet, men det kan i bedst se, om jeg har takket for det. Du skriver, at Kuverter koster 3 Pf. Jeg kan købe 5 Ark Papir og 5 Kuverter for 18 pf, men jeg har endnu 40 Ark af disse uden Kuverter, og Kuvert har jeg til 10. Men jeg bruger ogsaa en del Papir uden Kuvert til Pakker og naar jeg skriver 5-8 Sider. Men en 20 Kuvert kan jeg nok bruge lidt paa lang.

I kunne jo rigtig faa Bønnesuppe nu de ere ligesaa gode som Ærter. Naar vi blot havde nok af dem her. Men de ere jo ogsaa gode at sætte, saa i kunne faa noget at spise til Efteraar. Vi have her faaet Frost igjen, dog Solen skinner saa varmt at det er en Lyst. I Aften gaar jeg atter til Teater eller Variete-Forestilling, i Forgaars havde vi Foredrag og Lysbilleder. Det første brød der sig ingen om, forskellige snorkede dertil.

Stalden nede ved L.C. er da bleven bygget, mens jeg gik i Skole. A. Rosenberg har jo allerede boet der en 4-5 Aar. Naar han kunde sælge det andet, maatte han nok hellere se at blive det løs, skønt dumme Asener gives der jo nok af nutildags, som mener at naar de først fåar fat paa en Landeiendom ere de ovenpaa. Især dem der let er kommen ved lidt Penge, og intet har at spise. Nutildags gjælder det om at forlange for en Ting. Budet bliver altid givet i Forhold dertil. Den virkelige Værd er der ingen der ved mere.

Jeg skal nu afisted til Gudstjeneste. Derfor vil jeg til at holde op, kanske faar jeg imidletid Postsager og faar noget at tilføie. Jeg har lige afsendt en Pakke med noget i kunne bruge, naar i ingen Petroleum har (3,50 M) og for et par Siden afsendte jeg tre Kasser med mine Handsker og lidt andet. Skriv nu om i faar dem, og ligesaa den jeg afsendte første Dag her med Kasser og et par St. af ovennævnte. Der var intet fra eder idag. Jeg fik blot et par Blade fra Th P.

Præsten talte helt godt idag, men han havde det som vor gamle Præst, at han ikke rigtig kan faa det udtalt. Her finder man ellers mest den Slags som taler meget og mener lidt. Nu blot mange Hilsner til eder alle eders Søn og Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)