Tag-arkiv: sønderjyder

26. juli 1917. Der er trøst i at læse de smukke morgensange og Gud. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Torsdag d. 26. juli 1917,
skrevet på forpost i en
lille skov nede i Frankrig.

Min egen kære Inger! Heller ikke i går var der brev fra dig, men det skal jo nok være postvæsenets skyld. Og så skal der nok være et eller to breve til mig, når jeg i aften bliver afløst og kommer tilbage til hulen… I de sidste par dage har jeg kun skrevet et kort til dig, kære Inger, og det er fordi at jeg har været lidt træt. I forgårs, da vi igen kom herud i stillingen, måtte jeg og nogle flere straks på forpost. Og det er anstrengende en hel dag ovenpå march turen hertil og ingen søvn om natten, da vi må gå herud i mørke. Vel kan vi sove lidt herude, men det er på den bare jord i bunden af graven. Og i går var jeg endnu træt af den forrige dags gerning, og derfor fik du også kun et kort i går. Herude i den lille skov, hvor jeg er i dag på forpost, er det mere hyggeligt. Der er lavet et lille lysthus, hvor man godt kan ligge og sove lidt, det har jeg også gjort i dag. Og så bliver man straks bedre tilpas, når man får sig en lille skraber. Da det var blevet lyst i morgenstunden, satte jeg mig til at læse alle de smukke morgensange, som står i den grønne sangbog, og hvor blev jeg da glad og opmuntret derved. Sådan trøst, som der er i at læse disse smukke sange og vide, at Gud ikke er os fjern, men gerne vil høre vor bøn og tak…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

22. juli 1917. Mikael Steffensen: “For en Tid siden laa jeg i største Fare derude i mit Jordhul, da tog Angsten mig”

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I sommeren 1917 var han ved Flandern.

Flandern, den 22. juli 1917.

Først og fremmest vil vi være Venner for at komme nærmere til Gud, ikke sandt, min Ven? Husker Du den Aften ved Fru L.? I sang: »Vi vil bede Jer hjem«. Da tog Du min Arm og. sagde: »Ja, Du kan tro, vi vil bede for Jer, bede Jer hjem.« Der er vel tænkt paa at bede os hjem til Livet derhjemme, til det daglige Liv, men hvor køn og dyb er ikke Tanken, at bede os hjem, hjælpe os at komme hjem til Gud Fader, hvis vi ikke ser vort jordiske Hjem mere.

Ogsaa den Tanke vil staa for Jer, naar I knæler for os i Bøn.

For en Tid siden laa jeg i største Fare derude i mit Jordhul, da tog Angsten mig; men kort efter kom Trøsten i Tanken: »Skal du dø ung herude, og dø en voldsom Død maaske, saaer det dog værd at have levet.

Thi større Livsmaal kan intet Menneske have end at have Forvisning om at dø med Jesus hos sig i de sidste Øjeblikke. Saa er alting godt.

Og skulde dette Brev være det sidste, min Ven, saa tænk paa senere i Livet, hvis der skulde komme tunge Timer, at Din Ven sagde Dig Tak for, at Du havde hjulpet ham nærmere til Gud, nærmere Jesus.

Ja, vær glad, min Ven, se frejdig frem, Bønnen vil styrke Dig.

Vi gaar mod Freden, jeg tror det, hold ud en Stund endnu, vær ikke angst, alt tjener Dem til Gode, som elsker Gud.

Din Mikael.

Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)

21. juli 1917. Den nye Reichskanzler ser ud til at være endnu mere altysk end den forrige. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag d. 21. juli 1917

 … Den nye rigskansler, vi har fået, vil vist ikke hjælpe stort til, at vi snart får fred. Efter de indtryk, man får af aviserne, ser det ud til, at han en altysker, værre end Bethmann Hollveg. Så kan vi sige: Det bliver jo længere jo værre. Men så tror jeg heller ikke, han kommer til at råde længe. Nu skal vi se, man kan jo også gøre et skarn fortræd. Jeg huer ham ikke, siden han i foråret gav anledning til, at kornet toges fra os, det husker du nok – at revisionen var…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

15. juli 1917. Mon Reichskanzlerens afgang kan bane vej for fred? Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag d. 15. juli 1917

… Jeg tror, at det nu endelig begynder at dages for os, jeg mener med hensyn til det, der for tiden foregår i Berlin. Nu er Bethmann Holweg gået af, og der vil nok blive flere, som får deres afsked. Når der så er gjort rent bord, kan der være tanker for, at der kan komme fredsforhandlinger i stand. Englænderne og fransk- mændene skal nok spekulere på, hvad det er, der går for sig i Berlin. De allierede har jo udtalt, at de kun vil forhandle med en frisindet regering. Og en sådan får vi nok herefter. Altyskerne har nok spillet deres sidste trumf ud, og det er heller ikke for tidligt, at de bliver sat fra styret. Der er et gammelt ord, der siger: Strenge herrer regerer ikke længe, og det skal nok komme til at slå til.

Jeg talte i går med Hække fra Frørup. Han mente, at der var gode udsigter for min ansøgning. Men han sagde, at der let kunne gå 4 uger lien efter, at den var anbefalet af kompagniet. Sådan var det nok gået med Kaufmann. Nu vil vi så vente og håbe og ikke glemme at bede om, at Vorlierre vil lade mig komme hjem til jer.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

13. juli 1917. Der trækkes pigtrådsforhindringer i mørket før månen er fremme. Brev fa Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag morgen d.13. juli 1917

… I de sidste nætter har vi været ude at lave pigtrådsforhindringer. Og da det har været mørkt, da månen først kommer efter at vi er gået derfra, kan du vistnok tænke dig, hvordan arbejdet bliver gjort. Det er også akkordarbejde. Hver gruppe skal trække 5 ruller pigtråd. Og du kan tro, der bliver svindlet ved arbejdet, for at blive færdige. Den første aften blev tråden klippet over og halve ruller kastet bort, men det blev vore foresatte kloge på og så må vi aflevere de tomme ruller. Så på den måde kan der ikke snydes, men så bliver det på en anden måde. Da det er mørkt, kan de ikke se, hvordan arbejdet bliver udført, og om dagen kan de ikke komme derud. Så forstår du nok, hvordan det går.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

8. juli 1917. Kirkeklokken er taget ned og slået i stykker. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag aften d. 8. juli

Kæreste Jørgen

! … Jeg har regnet ud på, om du ikke skulle være bleven afløst i forreste linie nu, for der er jo alligevel fare derude. Så jeg vil da være glad ved at høre, at du er kommet lidt tilbage. Du fortæller om ham, som blev ramt ved at bære middagsmad ud…

I formiddags kom Karen Ellegård her et lille øjeblik efter kirketid. Hun bød meget på mig og børnene, at vi skulle komme derop en dag og så med det samme ned til vandet. Hendes børn bader hver dag. Det vil vi nu også gerne da, for det kan da være en fornøjelse for børnene. Hun har også søgt om at få Thomas hjem i 3 måneder; men han mente, at det var blevet afslået ved komp. Han er jo i Galicien, og der er det jo galt nu. Kirkeklokken er taget ned nu og er slået i stykker. Nu hører vi aldrig, at Bendix ringer morgen og aften, for den lille klokke kan jo kun høres i stille vejr, og når vinden bærer med. Hvor er det underligt, som alting biir småt og fattigt…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

7. juli 1917. I Hamborg er der slet intet at få. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag d. 7. juli 1917

Min egen kære Inger!

… Jeg skulle spørge dig fra Schmidt, hvis kone du har sendt smør, om du måske kunne sende hende lidt »Fettigkeiten«, flæsk eller smør eller hvadsomhelst. Han og feldweblen får orlov i slutningen af denne måned, og så ville han gerne have, om du kunne sende dem lidt. Han vil så gå hen og sælge F. noget deraf. De er begge fra Hamborg, og der er slet intet at få, siger han. Nu kan du tænke over det, kære Inger. Hvis du kan afse noget, kan du sende det, men ellers skal du ikke bekymre dig mere derfor, for jeg har ikke lovet ham noget…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

5. juli 1917. Gården får en russisk malkerøgter. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Torsdag, d. 5. Juli

I dag var der endelig både brev og kort fra dig. I de tre sidste dage har jeg jo ikke hørt fra dig, så du kan nok tænke dig, at jeg blev glad ved at høre, at der ellers ikke var noget i vejen der. Jeg vidste jo nok, at du var kommen ud i stillingen… Nu har vi fået os en malkerøgter igen. Han er russisk undersåt, men kan tale dansk. Han har været hos Jens Jensens i Gammelby, så jeg ringede Mag- dalene J. op, inden jeg fæstede ham. Hun sagde, at han var dygtig, så for den sag kumae det godt gå, men han kunne ikke så godt komme ud af det med de andre folk der hos hende. Nu får vi jo se, hvordan det går. Nu når der biir travlt til høst, kan det jo være godt nok at have ham. Han er lejet sådan, at han også skal hjælpe ved andet. Vil han så afsted, tager Sara og jeg jo fat igen. Han skal have 150 M. om måneden, og måske kommer du hjem altimens…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

4. juli 1917. I dag har vi haft en død ved at hente middagsmad. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Onsdag d. 4. juli 1917

Vi har i dag haft et tab i kompagniet, idet vi i dag har haft en død ved at hente middagsmad. Han og to mere er gået for tidlig op af graven, og straks har englænderne skudt på dem med schrapnel- ler, og derved blev den ene ramt i halsen og var straks død. Havde de gået lidt længere ned, kunne de uhindret være gået til køkkenet. Ja, sådan er det, af skade bliver man klog. Men det var ellers noget, vi vidste, at såsnart vi gik op af graven der, blev vi beskudt. Det har gjort indtryk på kammeraterne, for her hvor stillingen er rolig, er det jo ikke en hverdagsbegivenhed…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

2. juli 1917. Maskingeværerne sprøjter kugler ud på lykke og fromme. Brev fra Jørgen til Inger.

 

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag d. 2. juli 1917

Min egen kære Inger! Mange tak for dit brev fra d. 27. juni, som jeg fik i går aftes. Vi får altid posten om aftenen lidt før, vi skal på vagt eller til arbejde. Hver anden nat er vi på vagt, og den næste nat arbejder vi. Hvor er en sådan nat da lang, fra det begynder at blive mørkt, og til det begynder at blive dag igen. Fra vi går hjemmefra eller fra hulen og til vi kommer tilbage er der gået over 6 timer. Og så står man der på et sted den hele lange nat, og mørket bliver tættere og tættere indtil Kl. 31/2. Så begynder dagen igen at lyse, og lidt efter begynder fuglene at synge. Det er især lærken, som lader sig høre. Hvor glæder man sig, når afløsningen så kommer, og man kan liste af hjemad igen. Det kan jo endda sagtens gå an, når der bare er roligt derude, og det har det næsten altid været. Der er nok nogle maskingeværer, som knatrer uafladelig næsten hele natten, og kuglerne kommer pibende hen over hovedet på os, men når man bare bliver i graven, så er faren ikke så stor. Vel hører man kuglerne slå ned i jorden med et lille klask bagved os, hvor jorden hæver sig. Der er jo ikke tale om, at der sigtes efter nogen. Maskingeværerne sprøjter kuglerne ud på lykke og fromme, og det er vist meget sjældent, at en kugle rammer nogen. Det er for at forurolige modstanderen, at der skydes. Værre er granaterne og schrapnellerne, men i de sidste nætter er de slet ikke blevet brugt…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

2. juli 1917. Der kartes uld til strømper. Brev fra Inger til Jørgen

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag, d. 2. juli 1917

Min egen kære Jørgen! Nu er dat så igen ude i stillingen. Det var ellers ikke længe, I var i R. denne gang; og helt rolig uden skydning er der jo sagtens ikke. Men som du skriver, går du ikke ene, du tager din Gud med dig, og han vil også nok bevare dig denne gang. I dag var der ingen brev fra dig, men jeg kan jo nok mærke, at det er lidt mere uregelmæssigt, når du er der forude. Nu glæder jeg mig til at høre fra dig i morgen. Det har været det dejligste solskin og sommer i dag, og Sine Skrøder har været her helt fra i morges. Hun karter uld, mor sidder ude hos hende i haven og ripper det fra hinanden. Jeg har omtrent 9 pd. uld, så det kan da give garn til strømper. Jeg har også lovet pigerne hver et pd., for det er jo helt umulig for dem at opdrive garn til strømper, og de slider jo da hver dag. Sine kommer i morgen igen, det er helt morsomt at have hende i nogle dage, og hun vil gerne ud. Jeg er jo alligevel mere bundet nu, da jeg malker, så er det rart, når der kommer nogen. I går eftermiddag var Hans Jacob og Kristian her. De var til fødselsdag hos Joh. Bramsens. H.J. ser godt ud og var jo så glad ved at være hjemme, men frygtelig havde det jo været der ved »Chemin des Dames«. Det var jo ikke til at fortælle…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

 

21. juni 1917. Gården begynder at vokse Inger over hovedet. Brev fra Jørgen ti Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Torsdag d. 21. juni 1917

 

Mange tak for dit brev fra sidste lørdag d. 16. Du har altså igen gjort et forsøg på at få mig hjem, og det er jo også godt. Du plejer at hænge i, når du får begyndt. Men det kumae da være, at det kunne lykkes med den første ansøgning. Da vi i forgårs kom tilbage her til R., traf jeg straks Suhr, og han fortalte, at ansøgningen for et par dage siden var nået til kompagniet og der blevet anbefalet og sendt videre. Nu skal vi så se, hvad det kan blive til. Suhr mente, at det måske kumae lykkes, men andet ved han jo heller ikke. Ansøgningen går til bataljonsregimentet og vel også til divisionen, måske videre. Så det er en lang vej, inden den når målet. Jeg synes da, det er et godt tegn, at den er blevet anbefalet af kompagniet. Vi vil altså håbe det bedste, kære Inger. Ja, jeg kan forstå, at det er naeget nødvendigt, at jeg kommer hjem, for arbejdet kan snart vokse jer over hovedet…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

17. juni 1917. Jeg synes gerne, man kunne lade os være i fred, så længe vi er ude i stillingen. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag efterm. d. 17.6.1917

Min egen kære Inger! I morgenstunden blev vi vækket kl. 6 og måtte straks op at pakke vore sager sammen og så afsted, men det hele var kun blind alarm. Det vidste vi nok i forvejen. Det var majoren, som er regimentskommandør, der ville fortælle os, hvordan vi skulle forholde os, hvis engelskmændene skulle bryde ind i vor stilling. Det var efter vor mening noget meningsløst, han der stod og fortalte os. Eller i hvert fald var det nok, når han havde fortalt vore officerer det. Det var meget varmt, og vi svedte, så vandet løb af os. Vi havde tornyster pakket med mantel og telt og en stor spade. Desuden havde vi laver 10 håndgranater at slæbe på. Det hele varede nu ikke så ret længe, men jeg synes da, at de gerne kunne lade os i fred sålænge vi er her ude i stillingen. Men Gudskelov at det hele kun var blind alarm…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

16. juni 1917. der er igen problemer med malkningen. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag, d. 16 juni 1917.

Min kære Jørgen! Nu skal jeg skynde mig at skrive til dig, inden vi skal hen at malke, for den malkerøgter, som vi fik, er rejst igen. Han var her i fem dage og 2 gange var han syg. Så syntes han selv, at han ville afsted, og det var vi såmænd heller ikke kede af. Han fik 27 M 50 for de par dage. Nu lige var der igen en fra fæstemanden; men nu er jeg så klog ikke at fæste dem med det samme. Jeg sagde, at jeg ville tale med Jens Friis om det. Alt imens kom han så til at sige, at han havde været hos Peter Ravns sidste vinter. Jeg tænker, det er ham, som kun er en lille tid og så tilsidst melder folk for et eller andet, som han mener at have opdaget. Så jeg var glad ved, at jeg ikke gik på den straks med at leje ham. I aften vil jeg spørge Kristian Juhl ad, hvad hans navn var. I formiddag har jeg været i Haderslev. Nu får jeg en ny ansøgning sendt bagefter den anden om en længere orlov. Det var Fedder, som fik mig afsted. Jeg skulle absolut have været med første tog, men skulle jo da først have malket, og en god davre kan jeg også nok have. Så cyklede jeg, og traf da også manden hjemme. Når den ene ansøgning ikke vil hjælpe, så gør no. 2 måske, vi mangler dig i hvert fald meget herhjemme. Hans har meget om ørerne, postens roer har han sået om, og i dag sår han malerens om. Det er vel tvivlsomt, at vore kan stå sig, så det hele ser vidtløftigt ud…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

13. juni 1917. Alt det grønne gør, at man ikke ser krigens vederstyggelighed. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Onsdag d. 13. Juni 1917

Min egen kære Inger! Mange tak for brevet fra årsdagen for vort bryllup. Det er en smuk morgensang, du begyndte dagen med. Takke Gud for natten, som er gået, og du kan stå op frisk og sund og gå til din gerning. Ja, man kan nok blive oplivet ved at stå tidligt op og komme ud i naturen. Sådan går det også mig, for her hvor vi f.t. er, er der også smukt. Krigen har endnu ikke hærget så slemt her, og naturen søger at bøde på skaden, så godt den kan. Det er en skovegn, vi befinder os i, men alle træerne er afhuggede. Det ville jo ikke have set godt ud om vinteren, men nu i foråret er der skudt små buske op overalt, og græsset er langt og frodigt, så det er helt kønt her endda. Der har gået en jernbane her forbi, men skinnerne er brudt op og svellerne ligeledes, så der kun er banedæmningen tilbage. Alt det grønne gør, at man ikke ser krigens vederstyggelighed, heller ikke granathullerne. Jernbanen har gået nede i en lavning imellem to skrænter, og vor hule er lavet ind i den ene skrænt. Nej, vor bryllupsdag har jeg ikke glemt, kære Inger, jeg tror næsten vi har haft de samme tanker sidst på vor højtidsdag…

Nu har du altså fæstet en malkerøgter, og som du skriver, er det en meget stor løn, men der er jo ikke andet at gøre, vi er jo nødt til at have folk på gården, men ellers bliver det for dyrt at holde køer. Når han nu bare endda vil passe dem godt, så får det at hjælpe sig med lønnen. Hvad er det for en karl, da han sådan tager plads i utide. Han kan jo vist også hjælpe karlene ved andet arbejde…

I går og i dag har vi haft to gode dage, siden vi er kommet lidt længere tilbage, og vi har sovet hele natten. Det er noget andet end at stå på vagt i 5 timer fra det bliver mørkt og til det lysner af dag uden at blive afløst.

Der er så mange jordbær her på egnen, Lund og flere har været ude at plukke. Nogle af dem har plukket en hel »Kochgeschirr« fuld. Det er dejligt med jordbær, men det er af de små, så det er et sent arbejde.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

31. maj 1917. Der er problemer med malkningen. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Torsdag 31. maj

Min egen kære Jørgen! … I dag har jeg også fået skrevet til Hans Jakob. Han har fødselsdag på mandag, d. 4. juni. Andreas ringede op i dag og fortalte, at de rejser op til ham i Trier på lørdag. Han kan ingen orlov få fra lazarettet, og han var bange for, at han skulle udskrives nu med det første. Og så ville han gerne se sin far og mor først. Det er jo en skuffelse, at han ikke får orlov, det havde de så bestemt ventet. Valborg, Marie og Christian skulle ellers have været til Roost i de dage, men nu blev det så opsat til en søndag længere hen. – Hvad tror du, vi skal gøre ved det med den malkning. Jeg er bange for, at det ikke rigtig var Saras mening, at hun ville malke, og helt alene kan jeg vist ikke. Ja, hun skal jo nok gøre det nu foreløbig, men jeg er alligevel lidt ked af det. Det nytter heller ikke meget at skrive det til dig, for du kan jo ikke hjælpe mig…

 Der er kommet fire kreaturer fra Nordskov ned på engen i Bilidt. Der er rigelig græs nu. Jeg har slet ikke været nede at se til dem i Bojskov. Min cykel er ikke i orden endnu. Det kan vist være slemt nok at få et nyt stykke ventilgummi. – Jeg længes meget efter dig, min kære, kære Jørgen, der er så meget der trykker…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

24. maj 1917. Mikael Steffensen fortvivlet over soldaterkammerater

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I maj 1917 var han ved Lecluse i Frankrig. Herfra fortæller Mikael om sin fortvivlelse over sine soldaterkammeraters manglende indsigt i forbindelse med krigen.

Lecluse, den 24. maj 1917.

Ofte har jeg ærgret mig over den Mangel paa Indsigt og Forstaaelse af hele Forholdet, som mine ellers saa brave Kammerater udviser. Saaledes spurgte jeg en Kammerat, som er ved Res. Regt. 31, hvor de laa i Beredskab, men ‘han vidste det ikke, vidste heller ikke, hvad Byen hed, som deres Stilling gik igennem, men der var en Kirke og en Kridthule. I hver eneste fransk By er der en Kirke og en Kridthule.

I lykkelig Uvidenhed gaar de frem og aner ikke, ’hvad der egentlig gaar for sig. At vort Afsnit, ved Englændernes Fremtrængen paa begge Sider af os, til venstre for Bullecourt og til højre ved Arras —Cambrai-Vejen danner et fremspringende Punkt, anser de ikke som farligt, til Trods for, at 272 Aars Erfaring burde fortælle dem om det. Artilleristillinger, farlige Skæringspunkter, Dalsænkninger og Hegn, som altid er udsat for Bombardement, løber de ind i med samme Koldblodighed, som jeg og mange andre gaar de mindre udsatte Veje. Ting, som foruroliger mig i højeste Grad, fordi det er Tegn, som næsten aldrig skuffer, f. Eks. Flyvernes energiske Opklaringsforsøg, det engelske Artilleris Ild paa Kolonneveje, Uro i de engelske Linjer, vore egne Forstærkninger bag Fronten, alt det gaar uden om deres Betragtning og Iagttagelse, og det er saa selvfølgelige Ting, som enhver burde vide.

Og dog, de skaanes for megen Smerte, de kan tro paa, at det gaar til Skansearbejde, naar det fortælles dem; med Spaden paa Nakken og rigelig Munition »for en Sikkerheds Skyld« spadserer de lige ind i Kampen uden ringeste Anelse om, hvad der egentlig gaar for sig. »Hvor skal vi hen?« lyder Spørgsmaalene fra Rækkerne, naar vi bringer Meldinger til Kompagniføreren, og hvad skal man svare? Er det Ret af mig, at jeg forlanger af mine Landsmænd, at de dog i det mindste skal se klarere end »Flokken«? Jeg tror, at mange kan tage deres Forholdsregler, naar de saa sig lidt mere om. Befaling er Befaling, ja, men Udførelsen kan ske paa forskellig Maade.

Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)

 

 

 

 

23. maj 1917. Det havde været bedre at være hjemme hos jer.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Onsdag d. 23. maj 1917

Min egen kære Inger! Nu er jeg altså kommet ud i stillingen, men vi ligger ikke i første stilling. Og i den tid, jeg har været her, har det været meget roligt. Det værste er at få plads nede i hulen, det er overfyldt alle steder. Feldweblen kunne lige så godt have ladet mig blive der, hvor han er, for herude er der ikke meget at gøre alligevel, og komp. kommer nok tilbage om kort tid.

Jeg har lige talt med Lund, han ligger nede i hulen og sover. Han havde fået æggene, vi sendte ham, i går. Han var glad ved, at vi tænkte på ham. Nu skal du høre, hvordan det gik med smørret, jeg havde med. Feldweblen ville intet have, og så vil jeg heller ikke prøve det det andet sted. De kunne vel ellers godt bruge lidt »Fettigkeiten«, men det må jo ikke være, og så er det en skam at nøde godt i ondt, som man siger. Det havde været bedre at være hjemme hos jer, kære Inger. Det var gode dage, vi havde sammen, men når det endda kan blive ved at være lige så roligt, som det er her, så kan det endda gå an.

Og så håber vi, at det må lykkes for mig at komme hjem til jer igen inden alt for længe, jeg tænker på ansøgningen. Fedder har jo vist været ude at tale med Thaysen, hvad mon han har sagt?…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

 

17.maj.1917. Mikael Steffensen: “Dødsdømt er alt, hvad der findes indenfor de engelske Kanoners Rækkevidde”

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I maj 1917 var han ved Lecluse i Frankrig.

Lecluse, den 17. maj 1917.

Min kære, kære Ven!

Til saa mange skylder jeg Brev, men jeg maa skrive til Dig, Du trofaste, ejegode Ven, skrive for at sige Dig Tak for Dine rige Breve fra i Gaar og fra den 14., skrive for at fortælle Dig, at jeg endnu lever og er ved fuld Sundhed og kraft.

Og dog, dybt inde er jeg rystet som aldrig før, det var saa skrækkeligt, alt det, jeg saa. Jeg skriver, som om vi var ude af det, men min Bataillon ligger i forreste Linje. I Forgaars Nat kom jeg til Lecluse for at blive her. En Gang daglig maa jeg saa gaa forud med Post og med Befalinger, og samme Nat gaar jeg tilbage hertil. Andre anser det for en farlig Post, og det er det. Det er svært at komme igennem Spærre- og Trommeilden, men hidtil er alt gaaet godt, og Vorherre vil hjælpe fremdeles.

Selv er jeg tilfreds med at kunne være her om Natten og det meste af Dagen; det er kun nogle Timer om Aftenen, fra 7—12, at jeg er udsat for Fare. Men jeg vil ikke skrive ret meget om Kampene i Dag, Du faar alt udførligt, naar vi en Gang, jeg vil haabe snart, bliver afløste. Vi har ingen Storkampdag haft, og før en saadan kommer, bør vist ingen Afløsning ventes. Tabene er taalelige, der er endnu slet ingen Tale om at være »opreven«, og de ca. 70 Procent Tab, som betinger en Afløsning, er langt fra naaet. Desværre har jeg mistet en brav Kammerat, en brav Soldat, med hvem jeg har delt mange haarde Lidelser. Han begraves i Dag.

Det, der gør Kampene her saa voldsomme, er det svære engelske Artilleris absolutte Overlegenhed. Knusende og sønderrivende slaar disse centnertunge Uhyrer ned, hvor man mindst aner det. Den snorlige, prægtige Rue National Arras— Cambrai, som nu overskygges af ældgamle Linde, ødelægges helt. De grønne Træer ligger flængede og sønderrevne tværs over Vejen. Deres mægtige grønne Kroner danner en Afspærring, som er vanskelig at faa ryddet af Vejen, da Vejen altid ligger under Ild. Jeg skal ikke glemme, da jeg den første Aften cyklede i Stilling da hilstes vi af Britternes allersværeste Skyts, og det er et Under, at vi slap godt fra det.

Saa vil jeg ikke skrive mere om alt dette i Dag. I fjorten Dage har vi haft grønne Skove, og Kløveren slaas til Hestefoder. Et frugtbart Land lægges øde, gøres til en Ørken. 7—8 Kilometer bag forreste Linje er der næsten ikke en Kvadratmeter Jord, som ikke er oprodet, sønderflænget af Granater. Ganske nær herved slaar de svære Granater ned. Det er Varselsskud om,’at de Par Civilfolk, som endnu er her, skal redde sig.

Snart vil ogsaa Lecluse være en Ruinhob. Befolkningen har gjort deres Haver i Stand, saa maatte de flygte. Vinen slynger sig endnu om Gavl og Huse, den breder sine Blade over de Hjem, med hvilke den snart skal gaa til Grunde. Dødsdømt er alt, hvad der findes indenfor de engelske Kanoners Rækkevidde, — det er en haard Vej for at naa frem til Rettens og Menneskelighedens Fuldstændiggørelse. Den gaar over mange Menneskers Livslykke, og den er rød af Blod.

I Dag er jeg saa rolig igen. Hver Aften er det gaaet godt, og naar jeg nu i Aften vender tilbage, har jeg fire Aftener fri. Der er endnu ikke Haab om Afløsning, — vi skal holde ud. Og jeg siger: Med Guds Hjælp og ved mine Venners, ved Din Hjælp og Støtte vil jeg kunne holde det ud. Vi maa tro, at intet sker tilfældigt eller paa Slump, men kun efter Guds Raad og Vilje, Guds store mægtige Vilje, som førte os paa Ørnevinger frem til i Dag, under hans Vilje beskyttes vi, Du og jeg. Guds Fred, min Ven, vil jeg nedbede over Dig og Dine. Altid er jeg Dig nær i Tanken, thi altid er jeg

Din Mikael.

Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)

4. maj 1917. At tænke sig at halvdelen af de folk du har på dine fotografier er borte. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag, d. 4. maj 1917

Min kære Jørgen! …De har straks sagt dig det om den efterorlov, du ikke fik, men som var dig tiltænkt; men hvorfor kunne du så ikke med det samme rejse hjem igen. Det kan jeg ikke forstå, det var da altid bedre end at være der. Ja, det kan jo nu ikke nytte at ærgre sig over det, for nu er det for sent, men det kunne ellers have været en god uge for os alle herhjemme. Men ellers må vi jo være glade ved, at du har været hjemme i den tid, dit kompagni har været for. Hvor har de dog lidt meget. At tænke sig, at halvdelen af den flok på de fotografier, du har, er borte. Og Koch, det var jo ham, du holdt mest af. Den tanke ligger jo så nær, hvordan mon det kunne være gået dig, hvis du ikke havde været hjemme, men været med de andre derude. Gud ske tak for, at du slap fri for alt dette denne gang. Måske du også herefter kan blive bevaret, det er jo da altid vor bøn. – Hans Hansen fra Stenderup er død i Vitry og ligger begravet der…

Du skriver, om Louise er lidt ked af at gå i skole. Ja, det fortalte jeg dig jo om i mit brev fra i går. Det går jo så meget godt for os, endnu da. I morges var hun lidt ked af det. Hun klagede sig, at hun havde ondt i halsen, hun ville i seng igen. Så lå hun en halv times tid længere, men så fik jeg hende snakket for, jeg kunne jo nok mærke, at det var ikke så slemt. Hun græd så lidt over, at hun ikke kunne huske, hvad dør og vindue hed på tysk. Se, det var jo nu en stor modgang for hende, lille pige, men jeg trøstede hende, og så gik vi med hende ned til kroen, Agnete, Kirstine og jeg, så ville hun selv gå resten. Det skal ellers nok gå, det er jeg ikke bange for…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

1. maj 1917. 14 dages efterorlov er bevilliget. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 1. maj 1917

Min egen kære Inger! Nu har jeg en rigtig glædelig meddelelse til dig, der er tilstået mig efterorlov i 14 dage fra d. 6. maj. Jeg rejser herfra den 4., men ved jo ikke, når jeg kan være i Haderslev. Jeg skal nok sende telegram enten fra Hamborg eller Flensborg…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

30. april 1917. Jørgen går glip af 8 dages efterorlov og returnerer for tidligt til fronten. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag morgen d. 30.4.1917

Min egen kære Inger! … Da jeg kom hertil i går aftes kl. 9 sagde skriveren, at jeg var kommet for tidligt, for der var tilstået mig en efterorlov på 8 dage, til 5. maj. Det var da meget kedeligt, at vi ikke fik telegrammet sendt afsted noget før. Men det er jo min egen skyld, for jeg troede ikke, at det kunne nytte, men nu får jeg selv lide derfor og du jo også, min kære gode Inger. Hvor ville jeg gerne have blevet hjemme hos dig og vore små piger, så kunne jeg have fulgt lille Louise til skole i morgen. Nu går du vel med hende, den lille pige. Hun er vel ikke rigtig glad for at komme i skole, men det skal nok gå for hende. Hun skal nok kunne følge med. Rejsen hertil tog lang tid for mig, for jeg kørte hele tiden med persontog, og forbindelsen var ikke så god, men jeg trøstede mig med, at jeg let kom tidligt nok. Der var heller ingen, der sagde noget, fordi jeg kom to dage for sent. Feldweblen sagde rigtignok, at han troede, jeg ikke kom mere, men det var vel fordi, jeg søgte om at få efterorlov. Samtidig spurgte han mig, om jeg ikke ville tegne et nyt krigslån, men jeg fortalte ham jo, at jeg allerede havde tegnet på sidste krigslån. Ja, når jeg kunne komme hjem til jer nu snart og blive hjemme f.eks. som opsynsmand over russerne, så var det noget andet, om det så skulle koste 2 eller 3000 M, men det er jo vist helt umuligt. Vi ligger nu i reserve i en by langt bagved fronten, men man ved jo aldrig, hvor længe det kan vare, for det går jo hårdt til hernede. Også vort komp. har mistet mange, både døde og sårede. Den gruppe, hvortil jeg hørte, har lidt særlig meget. Min underofficer Sierck og Koch, samt to mand mere, er døde, desuden mange flere af komp. Nu får vi snart forstærkning og så går det vel snart løs igen. Dog kommer vi ikke derhen, hvor de var sidst…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

17.april 1917. Soldaten Mikael Steffensens møde med engelsk tank: “Som Hagl smældede Kuglerne mod Barakkerne og Træerne”

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I foråret 1917 var han ved Somain i Frankrig, hvor han oplevede de engelske kampvognes grusomheder.

Somain, den 17. april 1917.

Anden Paaskedag lød Allarmsignalet, og allerede en halv Time senere var vi undervejs til Fronten, som laa 12 Kilometer fra Byen, hvor vi laa. Englænderne var brudt igennem ved Wancourt, og vi maatte ind i Aabningen. Klokken 5 om Eftermiddagen begyndte Kompagnierne at grave sig ned ved Landevejen til højre for Landevejen bag Monchy. I Snevejr og Regn arbejdedes der uafbrudt i fjorten Timer.

Da fik Bataillonen Befaling til at gaa frem og tage Føling med Fjenden. Foran Briterne, — til venstre for Landevejen Cambrai—Arras, maatte Soldaterne nu begynde forfra at grave sig ned, udsat for Ilden fra Englændernes Kanoner og Maskingeværer. Tre Gange blev engelske Infanteri- angreb afslaaede af vore Kompagnier i Dagens Løb. De engelske Stormkolonner kom altid i en Snestorm, som de havde ‘i Ryggen, men deres Storm var forgæves, ikkemindst, og vel kun, fordi de var aldeles berusede. Den Dag og den følgende Nat arbejdede 84erne ustandseligt.

Sammen med Bataillonsstaben laa jeg i et Skur paa en Højde bag Monchy, hvorfra vi kunde overse hele Terræ­ net, hvor vore Kompagnier laa, og hvorfra vi havde en nogenlunde Ordonnansforbindelse med Tropperne.
[…]

Da jeg om Aftenen gik gennem Stillingen forude, kunde jeg opmuntre de forfrosne, gennemblødte og forvaagede Kammerater. Ved Tilbagekomsten til Staben blev der meldt, efter engelske Fangeudsagn, som syntes aldeles tilforladelige, at et engelsk Angreb paa Monchy blev forberedt til Onsdag Morgen den 11. April. Straks blev jeg sendt afsted til vor Bagage, som laa 10 Kilometer bag os, i Byen Sailly, for at hente Patronvognen med 24,000 Patroner.

Klokken 5 om Morgenen kom jeg tilbage med Vognen. Midt paa Skraaningen opad Højen til Stabslageret saa jeg, at der forude signaliseredes et engelsk Angreb. Brandgule Lyskugler svævede over en bred Front, — der var alvorlig Fare.

I en Fart blev Patronerne udladede og Kammeraterne hentede for at slæbe dem op til vort Lagersted. Det var næsten lyst, og fra Højden kunde jeg se, hvorledes Tropperne, der dækkede 84ernes Flanke, veg tilbage i vild Uorden. Kanonerne drønede foran og bag os, og Skæret fra Tusinder af eksploderende Granater lyste i Morgengryet.

Da saa jeg noget mærkeligt, noget, som jeg aldrig vil kunne glemme. 84erne sprang ud af deres Skyttegrave og bombarderede en stor graa Kolos, som drejede sig rundt og gav Ild, saa det lyste som Lyn fra dens Sider. Det var en engelsk »Tanks«. Snart fik vi Øje paa tre andre, og en af dem var os ganske nær. Den listede sig op ad Bakkeskraaningen fra Monchy op til os, og nu gav den Ild mod os. Som Hagl smældede Kuglerne mod Barakkerne og Træerne, og snart var Staben der med Geværer og Karabiner. Men Uhyret sneglede sig altid nærmere. Linjen foran os var gennembrudt. Britterne stormede og tog Monchy, vi, omkring ved en Snes Mand, var de eneste Forsvarere af Højden. Da blev der givet Ordre til Tilbagetog.

Endnu i Dag maa jeg le over den »Flugt«. Bag os sprængte Artilleriet frem med deres svære Heste for at hente Kanonerne ud. Alt løb, som om det var betalt for det, — uden Maal, blot tilbage. Jeg travede, fuldt belæsset, skydende min Cykle gennem den vaade, granatpløjede Jord, — bag efter hele Kolonnen. En Gang før har jeg fortalt om den Evne jeg har til at finde ud af vanskeligt Terræn, med andre Ord, — finde de mindst udsatte Steder i Terrænet. Ikke en eneste Gang kastede jeg mig ned, og naaede snart Sukkerfabrikken — vort foreløbige Maal.

Englænderne, som vi ventede i Hælene paa os, havde endnu ikke naaet Bakkens Top, hvor vor Barakke laa. Hvad var der sket? Straks maatte vi kaste vor Oppakning og frem til vore Kompagnier. Vi er jo »Gefechtsordonnanser« og maa frem for alt holde Forbindelsen vedlige.

Skrækkeligt var det at se de lange Rækker af Saarede, som kom fra forreste Linje, skrækkelige var de engelske Granaters Eksplosioner paa Vejen Arras—Cambrai, som vi maatte frem ad.

Vi mødte flere af vore Folk, som dog ingen Oplysninger kunde give om Hovedstyrken. De var om Morgenen sendt bort for at hente Kaffe, og da de vilde vende tilbage til Linjen, rasede Kampen i Skyttegraven. De lod alting staa og løb med Flokken tilbage, og tog de Saarede, som havde slæbt sig ud af Tummelen, med tilbage. Snart naaede vi vore linjer.

Kuglerne peb fra Hundreder Bøsse­ piber mod os, det gik fra Hul til Hul, endeligt naaede vi ind. Stillingen var holdt. Vel Tusinde engelske Lig laa foran Skyttegraven, og mange Saarede laa og jamrede sig. De kunde ikke hentes ind, thi blot et Hoved oven for Skyttegravens Rand, og en engelsk Kugle peb om Ørerne paa det.

Løjtnanten afgav følgende Melding: En engelsk »Tanks« havde kunnet nærme sig, uden at det ved Gevær­ kugler og Haandgranater var muligt at forhindre det, dens Panser var uigennemtrængelig for disse Forsvarsmidler. Foran Graven drejede den Siden til, og kørende langs Skyttegravens Rand havde den mejet Besætningen ned, som ikke vilde vige, før der blev givet Kommando dertil. Det var dog lykkedes en stor Del at redde sig i Granathuller bag Skyttegraven, og denne Flok havde afslaaet de engelske Regimenters Angreb, som fulgte umiddelbart bagefter. — Det havde været Massemord.

Englænderne var døddrukne, og oprejst kom de i tætsluttet Linje. Maskingeværerne ‘havde mejet alt ned. Paa samme Maade var de engelske Kavallerilinjer, som sprængte frem, bleven mejede ned. De fire »Tanks« var bleven tilintetgjorte ved det tyske Artilleri. — Til højre for Landevejen trængte Englænderne frem, men var udsatte for 84ernes Flankeild. Derfor var Højden, hvor vi havde haft vor Bolig, endnu ubesat. —- Med denne Melding gik vi tilbage til Sukkerfabrikken, som laa under koncentreret Artilleriild. Vi blev der Dagen over og den følgende Nat, — da vor Bataillon endelig blev afløst, den 12. om Morgenen.

Til venstre og til højre for Bataillonen laa Englænderne saa langt fremme, at 84erne laa i en Sæk, som de dog kom godt ud af, men Afløsningen tabte straks Stillingen, som ikke var sært. Vi kom ikke tilbage i Ro, men som Reserve til Chirissy, nær den engelske Linje ved Heninel. Der laa vi [i] tre Dage, udsat for morderisk ild, […]

Ikke et Hus i Chirissy blev ‘hel. Jeg blev ganske, ganske let saaret, da Vinduerne sprang i den Stue, hvor jeg laa. Men det var kun Draaber Blod, der flød, og Bulen svinder for hver Dag. Om Aftenen blev jeg ofte sendt tilbage, og det var en drøj Tur, thi Dyndet laa 10 Centimeter tykt paa Vejen og Hundrede Munitionsvogne sprængte forbi. Værre har jeg ikke oplevet. For hver 100 Meter slog en Granat ned paa Vejen eller ved Siden af, og utallige Shrapnel eksploderede. Men alt gik godt. Skrækkeligt var det at se Soldaterne fra Skyttegraven. Leret klæbede ved alt deres Tøj, tommetykt sad det, vaadt, klæbrigt Ler. Og saa tavse gik de tilbage, uden at dække sig, naar en Granat suste lige over deres Hoveder, — de var hærdede, eller snarere sløve.

Nu er vi her i Somain. I Morgen rejser vi til Valencien­ nes som Armee-Reserve. Altid maa vi være parate til at gaa i Ilden paa ny. 84erne har faaet en glimrende Ros, — som ingen agter paa. De sikrede højre Flanke, men der randt Blod, ungt Blod i Strømme. Vor Bataillon tabte 2 Kompagniførere og 3 Løjtnanter, og Major Koiler, Chefen for anden Bataillon faldt. Om Tabene tør jeg ikke skrive i Dag, — maaske en anden Gang.

Om Slaget ved Arras, hvis første Storm vi kom ind i, kan der ikke siges meget i Dag. Hvad der er tabt, er ikke opgivet med god Vilje, men hvis England fremdeles vil sende berusede Sønner i Kamp, vil England aldrig kunne vinde. Englands Taktik fra Somme var: Stærk ruinerende Artilleriforberedelse forud for Infanteristormen, som ofte blev aldeles glimrende udført.

Her ved Arras, og i private Breve skildres det samme ved de øvrige engelske Angrebssteder, kom de oprejst, og altsaa Skive for Infanteriilden, ravende, totalt berusede. Det var en Ind­ sats af Menneskemateriale, som ligner de alleruforsigtig- ste russiske Masseangreb, Vore Fanger var stolte, kønne Skikkelser, men sanseløs berusede allesammen. Det var rørende, med ‘hvilken Omhu de forbandt de saarede tyske Fanger. Selv er jeg ikke Øjenvidne dertil; men fra flere Sider, fra aldeles paalidelige Kammerater har jeg de kønneste Skildringer af Englændernes Menneskelighed og humane Optræden over for den slagne Fjende.

Det er haardt at se Lidelser, — Medlidenhedsfølelse er tung Smerte. Disse stovte, bredskuldrede, ranke Gutter, som gaar i Slag, vaager, lider i Døgn, sulter, tørster, staar der, — men bliver. Mange finder deres Grav derude, andre lemlæstes. Man holder af disse Gutter; thi man deler alt med dem, den sidste Rest af Humøret, den sidste Mundfuld Vand, og den sidste Bid Brød. Det er dem, der i Dødens Stund forbinder det blødende Saar, dem, der varsomt hyller den døde Kammerat ind i Kappen og gemmer ham i Moder Jords Skød. Og saa spænder de den tunge Hjelm af og bøjer Hovedet i Bøn for den døde Kammerat. Det er Ting, som binder en til disse Krigere, det gør ondt at se dem segne, segne uden Smil.

Kærlige Hilsener til Jer alle, men mest til Dig.
Mikael.

Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)

11. april 1917. Tanks! “Uhyret sneglede sig altid nærmere …”

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I foråret 1917 lå han i Frankrig. Om kampene ved Arras skrev han i et længere brev den 17. april.

Somain (Frankrig), 17. April 1917.

Min kære, kære Ven!

Solen er forlængst gaaet ned i sin Seng af rosenrøde Dyner, som Olfert Ricard siger, — der er Fred og Stilhed her, kun de tunge Drøn høres i det Fjerne.

Jeg er 25 Kilometer bag Fronten mellem Arras og Valenciennes.

Vi skal hvile et Par Dage oven paa den skrækkelige Tur.

Nu vil jeg kort fortælle, hvad jeg har oplevet, hvad jeg led, og hvad jeg vandt. —

Anden Paaskedag lød Alarmsignalet, og allerede en halv Time senere var vi undervejs til Fronten, som laa 12 Kilometer fra Byen, hvor vi laa. Englænderne var brudt igennem ved Wancourt, og vi maatte ind i Aabningen.

Klokken 5 om Eftermiddagen begyndte Kompagnierne at grave sig ned ved Landevejen til højre for Landevejen bag Monchy. I Snevejr og Regn arbejdedes der uafbrudt i fjorten Timer.

Da fik Bataillonen Befaling til at gaa frem og tage Føling med Fjenden.

Foran Briterne, — til venstre for Landevejen Cambrai-Arras, maatte Soldaterne nu begynde forfra at grave sig ned, udsat for Ilden fra Englændernes Kanoner og Maskingeværer.

Tre Gange blev engelske Infanteriangreb afslaaede af vore Kompagnier i Dagens Løb. De engelske Stormkolonner kom altid i en Snestorm, som de havde i Ryggen, men deres Storm var forgæves, ikke mindst, og vel kun, fordi de var aldeles berusede.

Den Dag og den følgende Nat arbejdede 84erne ustandseligt.

Sammen med Bataillonsstaben laa jeg i et Skur paa en Højde bag Monchy, hvorfra vi kunde overse hele Terrænet, hvor vore Kompagnier laa, og hvorfra vi havde en nogenlunde Ordonnansforbindelse med Tropperne. Her fejrede jeg Din Fødselsdag. Min Tanke var hjemme hos Dig, jeg havde Ro til inderligt og længe at dvæle i Bøn for Dig og Dine.

Paa Ordonnansturen tænkte jeg paa Dig og glemte Kulden og Trætheden.

Om Aftenen kom Brev fra Dig, og jeg var lykkelig og mærkelig rolig.

Da jeg om Aftenen gik gennem Stillingen forude, kunde jeg opmuntre de forfrosne, gennemblødte og forvaagede Kammerater.

Ved Tilbagekomsten til Staben blev der meldt, efter engelske Fangeudsagn, som syntes aldeles tilforladelige, at et engelsk Angreb paa Monchy blev forberedt til Onsdag Morgen den 11. April.

Straks blev jeg sendt afsted til vor Bagage, som laa 10 Kilometer bag os, i Byen Sailly, for at hente Patronvognen med 24,000 Patroner.

Klokken 5 om Morgenen kom jeg tilbage med Vognen. Midt paa Skraaningen opad Højen til Stabslageret saa jeg, at der forude signaliseredes et engelsk Angreb. Brandgule Lyskugler svævede over en bred Front, — der var alvorlig Fare.

I en Fart blev Patronerne udladede og Kammeraterne hentede for at slæbe dem op til vort Lagersted.

Det var næsten lyst, og fra Højden kunde jeg se, hvorledes Tropperne, der dækkede 84ernes Flanke, veg tilbage i vild Uorden.

Kanonerne drønede foran og bag os, og Skæret fra Tusinder af eksploderende Granater lyste i Morgengryet.

Da saa jeg noget mærkeligt, noget, som jeg aldrig vil kunne glemme. 84erne sprang ud af deres Skyttegrave og bombarderede en stor graa Kolos, som drejede sig rundt og gav Ild, saa det lyste som Lyn fra dens Sider.

Det var en engelsk »Tanks«. Snart fik vi Øje paa tre andre, og en af dem var os ganske nær. Den listede sig op ad Bakkeskraaningen fra Monchy op til os, og nu gav den Ild mod os.

Som Hagl smældede Kuglerne mod Barakkerne og Træerne, og snart var Staben der med Geværer og Karabiner. Men Uhyret sneglede sig altid nærmere.

Linjen foran os var gennembrudt. Briterne stormede og tog Monchy, vi, omkring ved en Snes Mand, var de eneste Forsvarere af Højden.

Da blev der givet Ordre til Tilbagetog.

Endnu i Dag maa jeg le over den »Flugt«. Bag os sprængte Artilleriet frem med deres svære Heste for at hente Kanonerne ud. Alt løb, som om det var betalt for det, — uden Maal, blot tilbage.

Jeg travede, fuldt belæsset, skydende min Cykle gennem den vaade, granatpløjede Jord, — bag efter hele Kolonnen. — En Gang før har jeg fortalt om den Evne jeg har til at finde ud af vanskeligt Terræn, med andre Ord, — finde de mindst udsatte Steder i Terrænet.

Ikke en eneste Gang kastede jeg mig ned, og naaede snart Sukkerfabrikken — vort foreløbige Maal.

Englænderne, som vi ventede i Hælene paa os, havde endnu ikke naaet Bakkens Top, hvor vor Barakke laa. Hvad var der sket?

Straks maatte vi kaste vor Oppakning og frem til vore Kompagnier. Vi er jo »Gefechtsordonnanser« og maa frem for alt holde Forbindelsen vedlige.

Skrækkeligt var det at se de lange Rækker af Saarede, som kom fra forreste Linje, skrækkelige var de engelske Granaters Eksplosioner
paa Vejen Arras-Cambrai, som vi maatte frem ad.

Vi mødte flere af vore Folk, som dog ingen Oplysninger kunde give om Hovedstyrken. De var om Morgenen sendt bort for at hente Kaffe, og da de vilde vende tilbage til Linjen, rasede Kampen i Skyttegraven. De lod alting staa og løb med Flokken tilbage, og tog de Saarede, som havde slæbt sig ud af Tummelen, med tilbage.

Snart naaede vi vore Linjer. Kuglerne peb fra Hundreder Bøssepiber
mod os, det gik fra Hul til Hul, endeligt naaede vi ind. Stillingen var holdt.

Vel Tusinde engelske Lig laa foran Skyttegraven, og mange Saarede laa og jamrede sig. De kunde ikke hentes ind, thi blot et Hoved oven for Skyttegravens Rand, og en engelsk Kugle peb om Ørerne paa det.

Løjtnanten afgav følgende Melding: En engelsk »Tanks« havde kunnet nærme sig, uden at det ved Geværkugler og Haandgranater var muligt at forhindre det, dens Panser var uigennemtrængelig for disse Forsvarsmidler.

Foran Graven drejede den Siden til, og kørende langs Skyttegravens Rand havde den mejet Besætningen ned, som ikke vilde vige, før der blev givet Kommando dertil.

Det var dog lykkedes en stor Del at redde sig i Granathuller bag Skyttegraven, og denne Flok havde afslaaet de engelske Regimenters Angreb, som fulgte umiddelbart bagefter.

Det havde været Massemord. Englænderne var døddrukne, og oprejst kom de i tætsluttet Linje. Maskingeværerne ‘havde mejet alt ned. Paa samme Maade var de engelske Kavalerilinjer, som sprængte frem, bleven mejede ned.

De fire »Tanks« var bleven tilintetgjorte ved det tyske Artilleri.

Til højre for Landevejen trængte Englænderne frem, men var udsatte for 84ernes Flankeild.

Derfor var Højden, hvor vi havde haft vor Bolig, endnu ubesat.

Med denne Melding gik vi tilbage til Sukkerfabrikken, som laa under koncentreret Artilleriild. Vi blev der Dagen over og den følgende Nat, — da vor Bataillon endelig blev afløst, den 12. om Morgenen.

Til venstre og til højre for Bataillonen laa Englænderne saa langt fremme, at 84erne laa i en Sæk, som de dog kom godt ud af, men Afløsningen tabte straks Stillingen, som ikke var sært.

Vi kom ikke tilbage i Ro, men som Reserve til Chirissy, nær den engelske Linje ved Heninel. Der laa vi tre Dage, udsat for morderisk Ild, og der modtog jeg den 12. om Aftenen Din Pakke. Tak, min Ven,  for alt.»Valhalla« ligger ganske sikkert endnu i Flandern, maaske ser jeg den aldrig mere, men saa har jeg Mindet.

Der har jeg levet mange glade, lykkelige Timer sammen med Dig, disse glade Timer, som Dine dejlige Breve gav mig. —

Kommer en Offensiv i disse Egne, er Hytten snart en Grushob. Ikke et Hus i Chirissy blev ‘hel. Jeg blev ganske, ganske let saaret, da Vinduerne sprang i den Stue, hvor jeg laa. Men det var kun Draaber Blod, der flød, og Bulen svinder for hver Dag. —

Om Aftenen blev jeg ofte sendt tilbage, og det var en drøj Tur, thi Dyndet laa 10 Centimeter tykt paa Vejen og Hundrede  Munitionsvogne sprængte forbi.

Værre har jeg ikke oplevet. For hver 100 Meter slog en Granat ned paa Vejen eller ved Siden af, og utallige Shrapnel eksploderede. Men alt gik godt. Skrækkeligt var det at se Soldaterne fra Skyttegraven.

Leret klæbede ved alt deres Tøj, tommetykt sad det, vaadt, klæbrigt Ler. — Og saa tavse gik de tilbage, uden at dække sig, naar en Granat suste lige over deres Hoveder, — de var hærdede, eller snarere sløve.

Nu er vi her i Somain. I Morgen rejser vi til Valenciennes som Armee-Reserve. Altid maa vi være parate til at gaa i Ilden paa ny. — —

84erne har faaet en glimrende Ros, — som ingen agter paa. De sikrede højre Flanke, men der randt Blod, ungt Blod i Strømme. Vor Bataillon tabte 2 Kompagniførere og 3 Løjtnanter, og Major Koiler,
— Chefen for anden Bataillon faldt. —

Om Tabene tør jeg ikke skrive i Dag, — maaske en anden Gang.

Om Slaget ved Arras, hvis første Storm vi kom ind i, kan der ikke siges meget i Dag. Hvad der er tabt, er ikke opgivet med god Vilje, — men hvis England fremdeles vil sende berusede Sønner i Kamp, vil England aldrig kunne vinde.

Englands Taktik fra Somme var: Stærk ruinerende Artilleriforberedelse forud for Infanteristormen, som ofte blev aldeles glimrende udført.

Her ved Arras, — og i private Breve skildres det samme ved de øvrige engelske Angrebssteder, — kom de oprejst, og altsaa Skive for Infanteriilden, ravende, totalt berusede. Det var en Indsats af Menneskemateriale, som ligner de alleruforsigtigste russiske Masseangreb.

Vore Fanger var stolte, kønne Skikkelser, men sanseløs berusede allesammen. Det var rørende, med hvilken Omhu de forbandt de saarede tyske Fanger.

Selv er jeg ikke Øjenvidne dertil; men fra flere Sider, fra aldeles paalidelige Kammerater har jeg de kønneste Skildringer af Englændernes Menneskelighed og humane Optræden over for den slagne Fjende.

Det er haardt at se Lidelser, — Medlidenhedsfølelse er tung Smerte. Disse stovte, bredskuldrede, ranke Gutter, som gaar i Slag, vaager, lider i Døgn, sulter, tørster, staar der, — men bliver. Mange finder deres Grav derude, andre lemlæstes. Man holder af disse Gutter; thi man deler alt med dem, den sidste Rest af Humøret, den sidste Mundfuld Vand, og den sidste Bid Brød.

Det er dem, der i Dødens Stund forbinder det blødende Saar, dem, der varsomt hyller den døde Kammerat ind i Kappen og gemmer ham i Moder Jords Skød. Og saa spænder de den tunge Hjelm af og bøjer Hovedet i Bøn for den døde Kammerat. —

Det er Ting, som binder en til disse Krigere, det gør ondt at se dem segne, segne uden Smil.

Kærlige Hilsener til Jer alle, men mest til Dig. Mikael

Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)

6. april 1917. Langfredag: “Derude hersker Død og Mord, Menneskers Ondskab.”

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I foråret 1917 lå han i Frankrig.

Frankrig, Langfredag, den 6. April 1917.

Min kære, kære Ven!

Vi ligger i en Lade bag Fronten, Regnen strømmer ned og gør de bundløse Veje endnu mere ufremkommelige og Skyttegravenes Pløre endnu dybere.

Englænderne trommer endnu mere, dog har vi forude en Del gode Dækninger, siges der.

I Gaar Morges var jeg forude, og det saa ikke godt ud, der flyver næsten for mange Granater omkring.

Dog, vi er vante til ondt. Naar der er nogenlunde Dækninger, er alt ikke saa slemt.

Det er Langfredag, — denne store Mindedag, hellige Langfredag.

Og derude hersker Død og Mord, Menneskers Ondskab. — Og dog er det Festdag for hver, som har følt, at Vorherre stred denne tunge Kamp. for os. Helst sad jeg hjemme hos Dig i Din dejlige Stue og nød Langfredags Stilhed og Glæde, uddybet og forøget i Din Nærhed.

Min Tanke gaar hjem til Dig, Du trofaste Mand, trofaste Ven, og vil Gud, vi ses igen, sunde, stærke, glade! — Jeg er rask og rolig. Din Drøm er endnu ikke gaaet i Opfyldelse, det var saamænd ingen Skade til, om den blev Virkelighed, og dog er det maaske bedre saadan. —

Dine Cigarer er ganske udmærkede. — Tak, min Ven, for alt. Gud vil
være Dig nær. Kærlige Hilsener til Dig og Dine.

Din Mikael.

Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)