Tag-arkiv: søkrig

13. juni 1917. Zeppelinere ved Blåvandshuk – og engelsk overlegenhed ved Arras

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis.

Fra Arrasfronten

Skomager N.P. Nielsen, Fohl, der er landstormsmand, og som har deltaget i krigen sidst ved Arrrasfronten, hvorfra han kom 3.-4. juni og gik over grænsen i lørdags 9. juni, meddeler, at hans division (7. eller 17.) består af regimenterne 163, 86 og 76. Af hans bataljon – 2. bataljon 163 reg. – var der efter at de havde været i kamp kun ca. 200 mand tilbage af ca. 1000 mand. Tabene var sket så hurtigt, at feldwebelerne fik ordre til hurtigst muligt at samle resterne af deres respektive styrker, og disse kom tilbage kun med stormoppakning, medens tornystrene blev tilbage.

Helt igennem viste det sig, at englænderne var dem overlegne i alle henseender.

En stor del af det tyske mandskab, blev taget til fange, fordi angrebet skete så pludseligt, at soldaterne ikke kunne nå op af deres opholdsrum.

Mht. levnedsmidler gik det tåleligt. Men brødrationerne er blevet nedsat fra 1½ pund til 1 pund dagligt. Middagsmaden var som sædvanlig slappere.

Fedtstoffer er det uhyre nøjsomt med. Heldigvis kommer der endnu pakker hjemmefra.

Oksby 13/6

Trafikken langs vestkysten

N.R.P. Der vedbliver stadig at være livlig trafik her langs kysten uden for Blåvandshuk, såvel af krigsskibe som af luftskibe og flyvemaskiner. Der ses så at sige al tid krigsskibe her uden for og i længere tid har 2 armerede trawlere ligget opankret syd for slugen.

I den senere tid iagttager man jævnligt, at der fra luftfartøjer nedkastes lys eller signalbomber. Det er som regel hen imod aften dette sker, og er et interessant og pragtfuldt skue, da lyskuglen har temmelig stor udstrækning og daler forholdsvis langsomt. De fleste luftskibe man ser nu, har 3 gondoler. (der siges, at nogle har 4 gondoler, og at de to midterste kun forskydes mellem de to yderste; dette anser jeg ikke for pålidelig).

Når vinden ikke er fralands, hører man næsten hele dagen igennem lyden af flyvemotorerne ofte uden at kunne øjne hvorfra lyden kommer. I den sidste tid har man ikke her hørt noget til kanonade.

Af redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

5. juni 1917 – Skageraksfest: “Forenede med feltgraa og Blaatrøjer til sejrsglad Skagerakfest”

Flensborg Avis bragte 5. juni et referat fra Sonderburger Zeitung Skagerak-festen den 3. juni.

Skagerak-Festen i Sønderborg i Søndags begyndte ifølge „Sonderburger Zeitung” med en Gudstjeneste, ved hvilken Provst Valentiner prædikede. Formiddagen var i øvrigt viet til Idrætskampe for Ungdommen. Om Eftermiddagen var der Koncert i Slotshaven, og ude ved Vemmingbund foretog en Undersvandsbaad Dykkeøvelser. Ved Festen om Aftenen i „Centralhotellet” bød Overlærer Meyer Velkommen, hvorpaa Generalsekretær Dr. Hugo fra Berlin holdt Festtalen. Efter Forslag af Landraad Schønberg sendtes følgende Telegram til Kejseren:

Til Hans Majestæt Kejseren, Store Hovedkvarter,
Forenede med feltgraa og Blaatrøjer til sejrsglad Skagerakfest fornyer mange Hundrede Mænd, Kvinder og Medlemmer af Ungdomsværnet fra Als og Sundved i Ærefrygt over for Deres Majestæt Troskabseden fra Dybbøl-Mindedagen 1914! I stolt Sorg for vore faldne, der glade ofrede deres Liv for det tyske Kejserdømmes alt overskyggende Magt, i klippefast Tillid til vore Vaabens Sejr under Deres Majestæts sikre Ledelse, i jublende Begejstring over vore U-Baads-Heltes berømmelige Gerninger, hvis dristige uhemmede Gaaen paa virkeliggør det tysk Folks Siegfriedsdrøm, lover vi i Hus og Hjem, i Værksted og bag Ploven, glade, uforknytte og trodsige med staalhaard Haand og varmt Hjerte i selvfølgelig Pligt at arbejde videre og holde ud, indtil den tyste Ørn holder de rovgridske Gribber i sine Kløer og Deres Majestæt kan diktere den i Knæ tvungne Fjende en Fred saa sejrrig, saa tysk, som vort offerrige Folk har fortjent den og længes efter.

Sønderborg, den 3. Juni 1917.
Efter Bemyndigelse:
Landraad Schønberg.

Den sidste Tale blev holdt af Sanitetsraad Dr. Reuter, og der blev endnu sendt et kort Telegram til Kaptajnleutnant Valentiner.

Det var ikke kun i Sønderborg, at årsdagen for Jyllandsslaget blev markeret, på fotoet ses sømænd ved mindehøjtidelighed i Wilhelmshafen (Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot)

 

2. juni 1917 – Damperen Gamma af Åbenrå torpederet

Den norske avis Stavanger Aftenblad berettede  lørdag 2. juni 1917, om damperen Gammas forlis.

Den tyske damper ”Gamma” jages iland og torpederes mellem Kvadsheim og Haarr av 3 engelske  jagere.

De laa 100 meter fra land. Det tyske mandskap i Behold.

Kl. 10 iformiddag meldte vor korrespondent paa Vigrestad: En stor tysk lastdamper jages i dette øieblik iland nedenfor Haarr av 3 engelske krydsere. Det gaar med rasende fart ret mot land. Man har hørt et eller flere skud.

Kl. ½11.
Damperen er gaaet paa grund i Øirobugten nedenfor Haarr. Krydserne gaar rundt omkring den nær land. Det er store Skibe med flere Skorstener Tyskerne befinder sig ombord. Været er fint.

Egersund kl. ½11
Torpedobaaten gjør sig klar til at stikke ut.

Et øienvidnes beretning.
”Aftenbladet”s medarbeider, som kom tilstede straks damperen var set paa land fortæller:

Noget før ved 9-tiden iformiddag blev man opmærksom paa en stor sort tysk damper, som med rasende fart stevnet mot land forfulgt af tre krigsskibe, som avfyrte varselsskud til den om at stoppe. Ved ½11-tiden gik damperen med noksaa sterk fart paa land i Øirobugten mellem gaardene Kvadsheim og Haarr, der hvor Kvadsheim-lodsen har sin baat. Det tyske mandskap 18 mand søkte snart iland.

Jagerne, som alle hadde 3 Skorstener og hadde en længde av ca. 200 meter – den ene dog noget større end den de andre – gik tæt ind paa damperen. De to bar merkerne ”C. 28” og ”C. 31”, mens den tredjes merke ikke kunde opdages. De gik rimeligvis ikke længer end 100 meter fra land.

Damperen Gamma malet før krigen (Museum Sønderjylland – Aabenraa Museum)

Den ene Jager braset nu op, vendte bredsiden til og sendte en torpedo ivei. Den rammet ikke, men blev liggende ved land. Dog – en ny blev skut ut og med bedre resultat. Den tyske damper, som laa fast paa stranden, rammedes agter. Et vældig drøn skaket den rædselsslagne befolkning op. En vældig vandsøjle blandet med vrakrester slyngedes 100 meter i været. Dog, Damperen laa like fast paa stranden. En ny Torpedo jager mot skibet, som atter rammedes. En flamme slaar op – det brænder. Atter en  – men feil sigtet – torpedoen gik agterut og mor Norges jord maatte holde for.

Mens de forstenede tilskuer ser paa det frygtelige skuespil, som har bragt dem krigens gru paa nært hold, piler en liten dampbarkasse frem kommende nordfra. Den farer midt imellem krigsskibene og tyskerne, mens den ene torpedo suser tæt forbi den. Den lille motorkutter gaar dog uanfegtet sin vei. Hvad det dumdristige fartøi skulde der, vet man ikke.

Da nu englænderne mente at ha ødelagt baaten nok svinget de og gik utover. En baat firtes fra den ene før bataljen og rodde ind mot tyskeren. Der førtes vistnok en samtale med folkene ombord, som de øieblikkelig kom sig iland.

De tre jagere kan nu sees langt ute i horisonten.

Torpedobaaden ”Garm” kan ses at komme indover.
Den tyske damper er ”Gamma”, 3500 tons paa fra Emden til Narvik. Den var tom.

Jagten begyndet paa den maatte at damperen kom søndenfra nær land, mens jagerne kom nordenfra. Pludselig saa man den ene stevne ret mot land. Damperen blev omringet og tvunget mot land, hvis den ikke vilde blive kapret.

Virkningen av torpedoens eksplosion var frygtelig.  Svære Jernstykker slyngedes helt op til gaarden Kvadsheim. Den første torpedo gik næsten helt igjennem skibet.

31. maj 1917 – Skagerakfest: “Hil jer, som har berøvet England Herredømmet til Søs!”

Flensborg Avis bragte 31. maj 1917 et opråb fra Sonderburger Zeitung om en fejring af årsdagen for Jyllandsslaget.

En Mindefest for Sølaget ved Skagerak.
Førstkommende Søndag, den 3. Juni, vil der i Sønderborg blive afholdt en Fest i Anledning af Aarsdagen for Søslaget ved Skagerak. Om Eftermiddagen Klokken 3 er der Koncert i Slotshaven af Marinemusikken fra Mørvig, og Klokken 8 om Aftenen fortsættes Festen i Centralhotellet, hvor der holdes et Festforedrag af Dr. Hugo fra Berlin og derefter andre Taler samt bydes paa Musik- og Sangforedrag.

Der er offentliggjort følgende Opraab i „Sonderburger Zeitung”:

„Tyske Mænd og tyske Kvinder i Sønderborg Kreds!

I denne os paatvungne Verdenskrig medoplever vi forbavsede en Tid med vældige Bedrifter af den tyske Værnemagt til Lands og til Vands, Bedrifter saa store, som vort Folk under dets tusindaarige Historie ikke tidligere har udført Mage til, og som vi tidligere ikke havde tiltroet os selv. Kun een har tiltroet os dem — og skælvet for dem — England! Med Fjendens skarpe Blik har England misundeligt fulgt Tysklands vidunderlige økonomiske Opsving før Krigen. England har anet, hvad den stadig voksende tyske Folkekraft, som ikke kunde yde sig selv nok i rastløst Fredsarbejde, i Skabertrang og Foretagsomhedslyst, vilde kunne yde, naar den tyske Mikkel ombyttede Ploven med Sværdet. Derfor har det under bævende Frygt for sit Verdensherredømme faaet hele Verden imod os og forstaaet med snedige og indsmigrende Slagord at bedaare dem og faa dem til at overfalde os.

Vi har ikke fundet Slagord for at omvende de bedaarede, men ført Slag for at værge Englands-Forblindelsen.

Hil vor Flaade og Admiral Scheer! Hil Heltene fra Skagerakslaget! De har vist Verden, at Englands Kæmpeflaade ikke er uovervindelig! Hil vore U-Baadsbesætninger, Førere og Mandskaber! Hil Sønderborgs Æresborger iblandt dem! Hil jer, som har berøvet England Herredømmet til Søs!

Hil vore feltgraa, som har vundet Sejr over Sejr og nu trodser den forenede Fjendemagts Kæmpestorm!

Langsomt, men sikkert modnes Høsten af disse Heltegerninger: de bringer os efter alle de mange, mange Ofre den sejrrige tyske Fred, naar Hjemmet forbliver trofast over for Hæren! Fast være og blive vort Hjerte til Trods for alt det tunge, der er paalagt os! Tillidsfuldt og lige ud i den lysere Fremtid se[r] det af ingen Nød blændede Øje! Vidt aabne sig Haanden for at hjælpe, hvor den blot kan, for at afværge enhver Nød!

Alle, som veed sig ens med os i den Slags Tanker og Sindelag, indbydes hjerteligt til at deltage i de festlige Foranstaltninger, der i Anledning af Aarsdagen for Slaget ved Skagerak finder Sted i Sønderborg Søndagen den 3. Juni.”

Opraabet er underskrevet af Amtsforstander Andersen, Bagmose, Justitsraad Alexandersen, Sønderborg, Lærer Bagger, Ketting, Skatteinspektør Beckmann, Sønderborg, Skovfoged Bøorn. Nygaard, Kredsseketær Borzikowski, Sønderborg, Overingeniør Brandt, Sønderborg, Overrealskoledirektør Brunn, Sønderborg, Teglværksejer Christiansen, Rendbjerg, Kredsskoleinspektør Teiss, Stationsforstander Ehlers, Postdirektør Engelhardt, Postsekretær Groth, Amtsretsraad Güntzel, Bysekretær Hansen, Rentier Georg Hansen, Distriktsskorstensfejer Heinrich, Bankdirektør Helmer, Raadmand Johannsen, alle af Sønderborg, Gaardejer Jens Hansen, Leder af Ungdomsværnet for Broager, Dynt Mark, Bygmester Horn, Broager, Amtsforstander Jacobsen, Rumohrsgaard, Kommuneforstander Jacobsen, Sarup, Lærer Jørgensen, Stevning, Borgmester Jürgensen, Avgustenborg, Amtsforstander Kier, Sønderborg, tidligere Herredsfoged Klinker, Nordborg, Førstelærer Koopmann, Overlazaretinspektør Krause, Redaktør Kühler, Kobbersmedemester Lindholm, Havnearbejder Lohse, Overlærer Meyer, Bryggeriejer Petersen, Overrealskolelærer Rambow, Dr. Renter, Baneforvalter Rosenberg, Retssekretær Rusch, Landraad Schönberg. Typograf Thomsen, Provst Valentiner, Apoteker Vierth, Dr. de Bries, Formand for Fiskeriforeningen Weltzien, Førstelærer Witt, Malermester Witt, Førstelærer Wittkens, alle af Sønderborg, Pastor Matthiesen, Guderup, Overamtmand Schartan. Kajnæsqaard, og Skovrider Zimmermann, Sønderskoven.

1. Februar 1917 – Uindskrænket ubådskrig

Efter to års skyttegravskrig uden nævneværdige resultater og uden tegn på en snarlig afgørelse besluttede den tyske hærledelse at forsøge at vinde krigen til søs. Planen var ved en ubådsblokade at indskrænke tilførelsen af fødevare til Storbritannien. Da landet var  afhængig af import for at kunne brødføde sin befolkning, håbede man på den måde at kunne sulte briterne til overgivelse.

Med opbakning fra det tyske parlament indledte den tyske flåde derfor 1. februar uindskrænket ubådskrig i farvandet omkring De britiske Øer. I en spærrezone, der blev udvidet flere gange i løbet af året, risikerede alle skibe uanset nationalitet at blive sænket uden varsel. Det gjaldt også skibe fra de neutrale lande.

Den tyske admiralstab var gennem komplicerede beregninger kommet frem til, at man ved sænkningen af 600.000 bruttoregisterton om måneden ville kunne bringe Storbritannien til overgivelse i løbet af mindre end seks måneder. Truslen om uvarslet sænkning forventedes desuden at ville medføre et ophør eller kraftig indskrænkning i de neutrale rederes sejlads på Storbritannien, og dermed en yderligere reduktion i indførelse af fødevare.

Den 1. februar havde den tysk flåde 129 ubåde, 69 af dem opererede i Nordsøen. I løbet af de næste måneder lykkedes det dem rent faktisk omtrent at opfylde det opstillede mål, og situationen i Storbritannien begyndte at blive kritisk. Men da den britiske flåde indførte konvojsejlads, faldt antallet af sænkede skibe drastisk. Samtidig var Ententen i stand til at erstatte de sænkede skibe hurtigere end den tyske admiralstabs statistikere og økonomer havde forventet. Endelig betød sænkningen af neutrale skibe uden varsel, at USA i april erklærede Tyskland krig.

5. december 1916. UC-19 sænket – Rasmus Wolter dræbt

Den 5. december 1916 sænkede ubåden UC19 (med sønderjyden Rasmus Wolter fra Røllum om bord) det russiske sejlskib Ans i den engelske kanal. NB: Der er nogen usikkerhed omkring datoen. Både den 4.12., 5.12. og 6.12. nævnes.

Den britiske handelsskib SS Kashmir observerede sænkningen og udsendte radiosignaler. Den britiske destroyer HMS Ariel hastede til sænkningsstedet. Ved ankomsten fik udkiggen øje på den uddykkede UC19’s tårn.

Der blev slået alarm på UC19, der straks dykkede ned under havoverfladen. HMS Ariel var hurtigt på stedet og smed en dybvandsbombe, der dog ikke eksploderede.

Nu gik spillet i gang: Kattens jagt efter musen. I neddykket tilstand var ubåden usynlig. Havet er stort, men jægeren kendte det omtrentlige sted, hvor byttet gemte sig.

Destroyeren skiftede taktik. HMS Ariel benyttede derefter sin paravane, et våben, der normalt blev brugt til minestrygning, men her var udstyret med en sprængladning til anvendelse mod ubåde.

Destroyeren trak sin paravane efter sig i 9-10 meters dybde. Dér, hvor man formodede at ubåden gemte sig, blev den bragt til sprængning.

Kort efter blev der observeret luftbobler og oliespor på havoverfladen.

UC19 gik ned med 25 mand. Én af dem var Rasmus Wolter.

26. august 1916. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om Somme, Østfronten, hvor Brusilow-offensiven mister pusten, Balkan-fronten, hvor fem hære på ententens side samler sig, russernes offensiv i Kaukasus – samt om den noble tyske ubådskaptajn de Lothar von Arnauld de la Periére.

25. juni 1916. Overraskende straf: Tre dage på en blød sofa og tre ugers orlov!

H.P. Jørgensen fra Olmersvold ved Vollerup vest for Åbenrå gjorde krigstjeneste i flåden, først på en minestryger og senere om bord på Najade, en hjuldamper, der var blevet rekvireret til brug for marinen.

Vor nye Bestilling var om Bord på Halvflotilleskibet „Najade”. Flotillechefen var en Kaptajn, og han havde sine Kontorer her om Bord. Det var altså et Bureau-Skib og gjorde ikke Turene med. Det lå altid fast fortøjet ved Land. Her blev jeg så installeret som Dæksmatros.

Den første Aften gik jeg i Land, nu havde vi svippet rundt på Vandene en 3-4 Uger, så jeg længtes efter at få fast Grund under Fødderne. Jeg gik i Biografen og tog bagefter en Spadseretur langs med Stranden og i Parken. Swinemünde er et Badested ved Østersøen, og Stranden flød med Strandkurve.

Jeg havde Følgeskab af en Kammerat fra et af Skibene. Da vi omkring ved Tolvtiden var for hjemadgående, vi gik igennem Parken, rendte vi på Chefen, som forlangte at se vore Nattegn. Min Kammerat vilde stikke af, men jeg blev stående. og vi blev så begge noterede. Kammeraten opgav et falsk Navn.

Næste Dags Formiddag mødte vi begge til Rapport. Jeg fik dikteret tre Dage middel Arrest, og han seks Dage „Dicke“ = streng Arrest. Det var en køn Begyndelse på vor nye Post, og noget slukøret skyndte jeg mig ned.

Undervejs blev jeg standset af Vagtmesteren, som tiltalte mig temmelig brøsigt, om jeg kunde se den Klokke der, — en elektrisk Klokke under Loftet, og om jeg kunde se den Sofa der. Det kunde jeg jo nok. Ja, her havde jeg at opholde mig fra otte om Morgenen og så længe Chefen var om Bord, selv om det blev Midnat. Når så den Klokke der ringede, skulde jeg melde mig hos Chefen og gøre, hvad han forlangte. Kort sagt, jeg var blevet Ordonnans ved Chefen (Halvflotillechefen). „Og“ , sagde han så, Vagtmesteren, „de tre Dage sidder De i Brummen her, og“ , tilføjede han så, „hvornår vil De så på Orlov? “ – Min Kone havde nemlig indsendt en Ansøgning, og jeg havde fået bevilliget tre Ugers Orlov.

— „Men ikke noget med Flæsk og Skinker her, gamle Ven, det skal vi ikke have noget af!“ ——- Og dermed kunde jeg gå.

I kan tro, jeg var som himmelfalden. En behagelig Tjeneste, de tre Dages Arrest og så Udsigt til tre Ugers Orlov. Jeg behøver ikke at fortælle, at på min Tjeneste var der intet at udsatte nu og i den nærmeste Fremtid, og sidst i Juli 1916 rejste jeg hjem på min første Orlov.

DSK-årbøger 1945

17. juni 1916. På øvelse i Østersøen: “De skyder derovre!” – “Quatsch!”

H.P. Jørgensen fra Olmersvold ved Vollerup vest for Aabenraa gjorde krigstjeneste på en minestryger i Østersøen.

Vor første Tur bestod i, at vi sammen med M. 28 skulde ledsage fire Handelsskibe op til Sundet. Forinden havde vi dog haft en Del Skarpskydningsøvelser i Østersøen. Under en af disse Øvelser var vi nær ved at sætte et Bådemandskab til.

Øvelsen foregik på den Måde, at det ene Skib slæbte Skydeskiven, medens det andet med Tilløb fra en anden Kurs beskød Skiven. Afstanden var et Par Sømil. Vi havde just gjort et sådant Tilløb og stod nu for at vende. En Båd var sat i Vandet, bemandet med en Bådsmand og tre Mand. De skulde klæbe Hullerne til på Skiven. Jeg havde Vagt på Broen som Udkigsmand.

Mens vore Folk nu var beskæftiget ved Skiven, så jeg pludselig en Røgsøjle slå ud fra Skibet derovre, og lidt senere fulgte Nedslaget af Granaten, dog ca. 500 m for kort. Jeg afgav Melding om, at de skød derovre. „Quatsch”, var Svaret. Dog snart kom den næste, og den faldt betydeligt nærmere. Nu fik Kommandanten nok travlt, han halede i Sirenen og hylede værre end en Besat. Dog lige så lidt, som vi kunde høre Skydningen, kunde de høre Sirenen.

Det tredie Skud kom da også, inden man på Skiven var blevet opmærksom derpå. Nedslaget skete umiddelbart bag ved Skiven, men nu fik Folkene nok travlt med at komme bort derfra. Båden var da heller ikke kommet ret langt, før den fjerde Granat sad i Skiven, så Splinterne røg dem om Ørerne. De var noget blege om Næbbene, da de kom om Bord, men heldigvis var de ikke kommet noget til.

Da vi senere skulde skifte, trak det sammen til en værre Ballade mellem Kommandanterne, da ingen af dem vilde tage Skylden for Forseelsen. Jeg tænker, de har tiet Historien ihjel, for vi hørte ikke senere om den.

Som foran nævnt skulde vi sejle med Handelsskibe til Sundet. Klokken var otte om Aftenen, da vi vendte ved Indsejlingen til Sundet, hvor de tyske Spærredampere lå. Vi kunde se Sjællands Kyst og Tårnene i København.

Blot man kunde komme derind, tænkte jeg, så skulde de ikke se mig mere. Da vi om Natten sejlede tilbage, blev det en temmelig skarp Kuling, og Masten svingede hid og did. Klokken tre skulde jeg på en firedelt Vagt. Krigsvagten var 4 Timer. Jeg skulde være Rorgænger, Maskintelegrafist, betjene Agterkanonen og holde Udkig. Det var een Time hvert Sted. Nu skulde jeg først op i Mastekurven og holde Udkig.

Midtvejs oppe var Lyskasteren anbragt, forsynet med et Rækvark omkring en Platform. Hertil gik det godt, men nu var der kun en Lejder af Reb, som hang under Masten, og der var endnu et godt Stykke tilbage. Jeg forsøgte et Par Trin, opgav det og kravlede så ned igen, Masten svingede frem og tilbage, og mørkt var det. Nej, du har Kone og Børn hjemme, tænkte jeg, du går ikke derop, og så gik jeg ned og meldte, at jeg ikke kunde komme derop. Dog, efter at jeg først havde fået Krukken skældt fuld, blev Resultatet dog. at jeg kunde blive stående ved Lyskasteren.

Dagen derpå blev jeg afkommanderet. Jeg og en anden skulde ombyttes med to Signalgaster. Først fik vi dog Lov at hjælpe med at tage Kul ind, et svært og beskidt Arbejde.

DSK-årbøger 1945.

14. juni 1916. På en minestryger i stormvejr på Østersøen

H.P. Jørgensen fra Olmersvold ved Vollerup vest for Åbenrå havde aftjent sin værnepligt i marinen. Han blev i efteråret 1914 erklæret ”helt uduelig” [ganz untauglich] til krigstjeneste pga. et dårligt ben, men efter fornyet session i oktober 1915 blev han alligevel erklæret krigsduelig. I begyndelsen af maj 1916 blev han overført til mineafdelingen i Cuxhafen som matros. Efter et kort ophold i Wilhelmshafen blev hans minestryger overført til Østersøen.

Skibet, vi var kommet om Bord i, var helt nyt, og det tog en fjorten Dages Tid at få alle de mange Grejer om Bord, som hørte til et Krigsskibs Udrustning. Skibet var en Minesøger, men foreløbig skulde vi stationeres i Swinemünde, hvor vi skulde beskytte Handelsskibene, der sejlede med Erts [jernmalm, RR] fra Sverige, mod Ubådsangreb.

Det var et rigtigt Blæsevejr, da vi sejlede fra Wilhelmshaven, og i Nordsøen, hvor Bølgerne gik højt, var der mange, der måtte ofre til Havguden. Selv om det var min første Tur til Søs, holdt jeg mig dog.

Om Aftenen nåede vi Indsejlingen til Kieler-Kanalen, og hele Natten gik med at komme igennem denne. Af og til måtte vi ved en Sluse vente på et modgående Skib, eller at Vandet skulde have os op i Niveau, så vi kunde sejle videre. Vandstanden mellem Nordsøen og Østersøen kan variere et Par Meter på Grund af Ebbe og Flod.

Klokken fem nåede vi ind til Kiel, hvor vi skulde gøre en Times Ophold. Klokken syv sejlede vi videre med Kurs mod Swinemünde. Havde vi haft Storm i Nordsøen, så var det intet at regne mod det, vi mødte i Østersøen, og da vi først havde rundet Femern, fik vi Bølgerne ret at føle. Det var en Storm fra Nordøst, Vindstyrke 12, stik imod. Snart stod vi på Hovedet, snart på Halen.

Jeg havde den Formiddag Vagt på Broen, og af og til tænkte jeg, når vi skulde ned i en Bølgedal: „Nej, der kommer vi ikke igennem”. Og dog! — Selv om Bølgerne overskyllede Kommandobroen, og Skruen af og til svirrede i Luften, så gik det alligevel, om end kun småt, og vi holdt støt vor Kurs.

Ved Middagstid var Stormen på det højeste. Klokken tolv blev jeg afløst. Jeg husker, at vi fik „Plum und Klüt” til Middag. Da jeg kom ned i Mandskabsrummet, mødte der mig et sørgeligt Syn; Frivagten sad eller lå rundt omkring i Lokalet, blegnæbbede var de alle, og af og til måtte en ud og ofre. Jeg erhvervede mig straks et „dobbelt Slag” af Middagsmaden. „Plum und Klüt” var min Livret.

Det første „Slag” satte jeg til Livs dernede, men ved det andet måtte jeg skyndsomst op på Dækket. Det blev mig for kvalmt dernede.

Men nu opholdt jeg mig ovenpå, jeg placerede mig midtskibs, og da jeg så fik Piben tændt, var jeg helt godt tilpas. Jeg fik Selskab af en Kammerat, som også kunde klare den. Vi var kun fire, der slap for at ofre, deriblandt også Kommandanten.

Ret længe havde jeg dog ikke Fred, jeg måtte nemlig op på Kommandobroen og tage Roret igen, alle de andre var syge. Den Dag fik vi Lov til at ryge på Vagten; det stimulerede.

Henad Eftermiddagen løjede Vinden af, og da jeg ved Firetiden blev afløst, var vi kommet ind i nogenlunde smult Vande. Det blev en dejlig Aften, og det var en herlig Indsejling, da Lysene fra Swinemünde og Heringsdorf tindrede os i Møde.

DSK-årbøger 1945

8. juni 1916. Kresten Andresen: Mor har fødselsdag; “jeg skal nok tænke på dig den dag”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i juni 1916 befandt sig ved Douai.

Den 8. juni 1916

Kære mor!
Nu vil jeg rigtig ønske dig mange gange til lykke til din fødselsdag og håbe, at du må få lov til at holde den på en rigtig god måde. Jeg kan desværre ikke komme med, men det får jo hjælpe sig; jeg skal nok tænke på dig den dag.

Desværre falder den lige efter pinse, og det kan vel ikke tillades i disse tider at holde tre festdage lige efter hinanden. Nu har du ellers holdt mange fødselsdage, siden jeg sidste gang har været med til en af dem. Jeg tror ikke, jeg har været med siden 1906 – jo, vent lidt, i 1912, da jeg kom hjem fra filosofikum.

Jeg vilde have sendt dig et billede, men fotografen får det ikke færdigt. Jeg har det ellers ret godt. Det kan under alle omstændigheder vare længe, inden jeg kommer i skyttegraven igen.

Der er mange gode venner, megen fritid, og tiden falder én ikke let lang her, hvor der leves et afvekslende liv omkring én. Byen og omegnen er også dejlig. Jeg har endnu ikke været så meget omkring, da jeg selvfølgelig har fået en større forkølelse, som jo gerne er min skæbne.

Valdemar Ludvigsen og Christians fætter Nikolajsen fra Kollund er på et rekrutdepot her i nærheden; de var sidste søndag undervejs herhen, men fandt ikke til vejs ende. Her i byen kan man få næsten alt muligt endnu; der er endogså kafeer, hvor man kan få kaffe og kager.

Men priserne er hårrejsende. I dag købte jeg et par rundstykker, de var så store som valnødder, og kostede 8 pfennig stykket; men de smagte alligevel fortrinligt. 

Det lader til, at der for tiden er kommet rulning i begivenhederne, både nede i Tyrol og med det store søslag. I går for taltes der, at lord Kitchener er gået under med hele sin stab på vejen til Rusland.

I Rusland er der nok begyndt en større offensiv, som vist lige er i sit første stadium. Jeg tror nu, at stillingen i det væsentlige bliver den samme trods de heftige kampe, og sådan vil vi vel gå ind i det tredje vinterfelttog.

Jeg kan ikke tro på nogen fred i lange tider. Nu er det længe siden, jeg har fået brev hjemmefra. Mange tak for pakken med smør og skinke, den var i udmærket stand. Når I kan sende smør af og til, så behøver I ikke at sende andre ting; her kan man jo få alt, hvad man behøver. Så vil jeg slutte med de bedste ønsker og hilsner.

Din hengivne søn Kresten

I må passe på, hvad I skriver, for der er streng censur her.

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

5. juni 1916. Kresten Andresen: “Vi er vist fjernere fra freden, end vi længe har været det”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i juni 1916 befandt sig ved Douai.

Den 5. juni 1916

Kære forældre!
Mange tak for pakken med smør og kiks og brevet af 27. maj. Det glæder mig, at udkastet til omordningen af aftægtet har kunnet gå an. Men derfor er det da en risikabel sag at gøre udkast til Johan Iversens aftægt også; imidlertid kan jeg godt sende dem en lille tegning.

Det fatale hønsehus, som mor savner på tegningen, må forlægges til op i omegnen af granerne, og kartoflerne vil der vel nok blive plads til andre steder end netop i det lille stykke land vest for huset. Efter min mening skulde det helt ofres for skønheden, og I kan tro, at et anlæg dér vil pynte på hele huset. Jeg har slet ikke noget imod, at der af det stykke land bliver ofret noget til persille og jordbær; det burde så i hvert fald være den del, der ligger mellem midtergangen og granerne. I øvrigt synes jeg, at der måtte forsvinde et par af de mange frugttræer, for det ene kan jo ikke stå for det andet.

Jeg har det helt godt heroppe, for øvrigt er jeg for tiden meget stærkt forkølet. Vi har det særdeles roligt, og det kan vare i en måneds tid. Jeg har haft en længere samtale med dr. Thomsen, vi gik en lang tur om i parken. Jørgen Brag er nu rejst af til Tyskland og kommer rimeligvis på lazaret i Flensborg; det er godt for den gamle rare svend. Jeg har besøgt ham tre gange, mens han endnu lå her på lazaret.

Det er nok et vældigt søslag, der har været oppe i Skagerrak. Efter hvad her meddeles, har englænderne omtrent mistet en snes skibe og tyskerne otte. Italienerne har nok også fået et slemt smæk. Det er i grunden ret livligt for tiden på alle fronter.

Nu er freden jo også bleven udsat en måned; terminen er nu den 27. august, for kort tid siden var den den 17. juli. Jeg synes, hele fredsbevægelsen, som i grunden tegnede så godt, er bleven brat standset. Vi er vist fjernere fra freden, end vi længe har været det; og det skulde ikke undre mig, om der bliver et tredje vinterfelttog også.

Mange hilsner til alle fra eders hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

 

2. juni 1916. Indespærret i bugen på den sunkne SMS Seydlitz

H.P. Jørgensen fra Olmersvold ved Vollerup vest for Åbenrå havde aftjent sin værnepligt i marinen. Han blev i efteråret 1914 erklæret ”helt uduelig” [ganz untauglich] til krigstjeneste pga. et dårligt ben, men efter fornyet session i oktober 1915 blev han alligevel erklæret krigsduelig. I begyndelsen af maj 1916 blev han overført til mineafdelingen i Cuxhafen som matros og senere overflyttet til Wilhelmshafen.

Efter en tre Ugers Tid øverførtes jeg med en Kommando på 300 Mand til Cuxhaven. Vi var blevet overført til Mineafdelingen der og var blevet Minematroser, — „Himmelfartskommando”, trøstede Kammeraterne os med.

Vor Transportfører var en „Obermaschinistenmaat”. Han havde et flot, lyst og kraftigt Fuldskæg. En rigtig nordisk Type. Da jeg om Aftenen, efter at vi var blevet indkvarteret i Kasernen, var på Vej fra Kantinen, råbte han til mig, hvor mange Klokken var, og da han havde hørt mit Mål, udbrød han på Dansk: „Hvor er du fra?”

— „Fra Aabenraaegnen”, svarede jeg. — Ja, det var han også, og det viste sig,, at vi endda flygtigt havde kendt hinanden som unge derhjemme. Han havde i et Par År været Fyrbøder på Amtsbanen mellem Aabenraa og Graasten og var gået ud af Militærtjenesten som Reserve-Maskinistmat. Under Krigen var han blevet forfremmet.

Vi blev nu meget gode Kammerater og var altid sammen uden for Tjenesten. Vi kom sammen i en Kommando til Mineuddannelse og blev sammen beordret om Bord på Minestrygeren M. 31.

Den 31. Maj 1916 afrejste vi fra Cuxhaven til Wilhelmshaven, hvor Skibet skulde gå i Tjeneste. Min Kammerat skulde være 2. Maskinist, og jeg Dæksmatros. Besætningen talte 48 Mand, og Skibets Kommandant var en Overløjtnant.

Vor Omflytning skete netop samme Dag, som Skagerrak-Slaget fandt Sted, og da vi Dagen efter vor Ankomst sjokkede rundt i Krigshavnen i Wilhelmshaven, på Vej til Værftet, havde vi god Lejlighed til at tage de fra Slaget hjemvendte Krigsskibe i Øjesyn.

Der var ikke særlig mange, men de var alle gennemhullede. Hullerne var dækket med Sejldug. „Een sådan Sejr til, og vi har ingen Flåde mere”, sådan var Omtalen af Sejren inden for Marinekredse.

I Slusen ved Indsejlingen til Havnen havde „Seydlitz” taget Bunden og sad fast, kun Kommandotårnet og Masterne stod over Vandet. Dagen derpå blev man opmærksom på en vedvarende Banken fra Skibets Indre, og gennem et Talerør fra Kommandobroen kom man i Forbindelse med nogle Folk, som af Vandet var indespærret i Ammunitionsrummet nede i Bunden af Skibet.

Dernede havde de siddet siden Slaget tog sin Begyndelse Fredag Morgen. Først om Torsdagen i den påfølgende Uge blev de befriede, da Skibet blev hævet. Der var 17 Mand og 1 Løjtnant i Rummet. Fra om Tirsdagen havde man hældt flydende Mad ned til dem igennem Talerøret, men de var dog meget forkomne, en af dem var endda blevet vanvittig. De vidste nemlig ikke, om de lå på Havets Bund eller andetsteds. Skibet var blevet ramt af en Torpedo, og de indstyrtende Vandmasser havde spærret dem inde.

DSK-årbøger 1945

1. juni 1916. I havn efter Jyllandsslaget: “… de døde blev kørt bort i møbelvogne”

En anonym 84’er fortæller om sit møde med de sårede matroser efter Jyllandsslaget

Da jeg som infanterist i efteråret 1916 ved en fejltagelse blev indlagt på marinelazarettet i Kiel, mødte jeg her en del af de marinesoldater, der havde været med i Jyllands-slaget den 31. maj samme år.

Der var nogle sørgelige skikkelser imellem, og en egen gru blev det at se på de stakler, som var blevet forbrændt. Der er særligt et billede, som endnu, efter de mange år, står skarpt i erindringen. Det var dem, hvis hud over hele hovedet var brændt og havde taget en del af kødet med også, de så frygtelig ud.

Jeg talte en del med dem, og de forklarede mig, at de skulle blive længe på lazarettet, for de skulle først have en ny hud, og det skulle ske ved transplantation, og det kunne godt vare i flere år. Man ville ikke have dem gående blandt befolkningen, sådan som de så ud.

Vi kom jo også til at tale om selve søslaget. og disse soldater havde jo selvfølgelig deres egen mening om, hvad der skete den 31. maj om eftermiddagen.

De fortalte, at den tyske Hochseeflotte havde forladt Wilhelmshaven allerede den 30. maj og var ankret op på Schillig red ved Jadebugten. Efter planen skulle slagkrydserne tidlig næste morgen gå op langs den norske kyst, hvor man havde observeret engelske krydsere, senere skulle så slagflåden følge efter. Nu gik det jo noget anderledes.

Slaget var frygteligt, mens det stod på, sagde de og de kunne ikke se, at nogen havde vundet slaget. Det var jo også admiral Scheer, som trak sig tilbage, hvorved kampen ebbede ud.

Det var et sørgeligt syn at se flåden liste ind i havnen den næste eftermiddag, sagde de forbrændte mennesker, skibe med alt skudt ned, hvad der havde stået oprejst, andre med mere eller mindre slagside, gråd og jammer fra de pårørende til dem, der ikke var med hjem. Mange lemlæstede om bord, og de døde blev kørt bort i møbelvogne, så mange var der.

DSK-årbøger 1966

31. maj 1916. Overkanonér Torp kvæstet i Jyllandsslaget

Holger Marius Frederik Torp fra Haderslev gjorde krigstjeneste som overkanonér om bord på linjeskibet SMS Kronprinz. Til sin datter har han bl.a. berettet følgende:

Holger Torp fortalte ikke så meget om livet ombord på “Kronprinz”.  Der var selvfølgelig meget streng disciplin om bord. De menige matroser lå i Hængekøjer tæt på hinanden og alle sov med strømperne på om natten parat til at springe i tøjet, hvis der blev slået alarm. Vanen med strømperne fulgte far resten af hans dage.

Holger Torp var i mellemtiden blevet udnævnt til Überkanonier.

Holger Torp, Haderslev

Under Jyllandsslaget stod han nede i bunden af slagskibet og var med til at sende granaterne via en elevator op til kanonerne på dækket. De “varmede” granaterne, kaldte han det. Hvad det egentligt betyder, ved jeg ikke. Det har måske været et tysk udtryk for at klargøre granaterne, inden de blev sendt videre.

Hvor mange store kanoner der var ombord på “Kronprinz”, ved jeg ikke. men i løbet af slaget blev der affyret 144 stk. langtrækkende granater.

Holger Torp fortalte, at der var et øredøvende spektakel, når kanonerne blev affyrede og hele skibet rystede ved hver salve. Desuden var det utroligt varmt nede i bunden, så matroserne svedte bravt. Han fik en alvorlig høreskade af spektaklet, og det plagede ham resten af Iivet, endvidere led han også af dårlige nerver i mange år.

Helt uden fysiske mén slap Holger Torp  dog ikke fra bataljen i 1916.

Under kampen foretog “Kronprinz” en brat manøvre, og ved et uheld væltede en granat. Den rullede henover dørken og ramte tæerne på hans højre fod. Det var især storetåen , det gik ud over og den skade forvandt den aldrig.

Som en lille “Krølle” kan jeg fortælle, at som meget lille pige var det altid spændende at se fars mærkelige storetå og høre ham fortælle om granaten, der bar skylden, dengang han var ud at slås på det store vand.

Efter slaget listede “Kronprinz” hjem til Kiel og var et af de få tyske skibe, der kom hjem i næsten ubeskadiget tilstand.

Fortalt af Marie Torp, februar 2013.

31. maj 1916. Om bord på SMS Kronprinz under Jyllandsslaget

L. F. Gram deltog fyrbøder på SMS Kronprinz i Jyllandsslaget – verdens indtil da største søslag.

(… fortsat)

Søslaget ved Jylland

Jeg var Fyrbøder ved Oliekedlen, en let Bestilling, da vi kun havde at regulere Olien og føre Tilsyn med Vandstanden i Kedlen. Vi var tre Mand paa Oliefyrpladsen, Underofficer Bjerring fra Aabenraa, Blom fra Meklenborg og jeg hørte til et Hold. (Bjerring er krigsforlist ved den engelske Kyst i Paaskedagene 1940 som 1. Maskinmester paa Aabenraa-Damperen „Viking”).

Der var treskiftet Vagt, og vi havde Vagt fra: Kl. 4—8. Om Formiddagen ved Appellen meddelte Ingeniøren, at Flaaden stod nord paa og skulde forsøge at opfange de Konvojer, der gik mellem Norge og England.

Den 31. Maj om Eftermiddagen gik mit Hold paa Vagt uden at der var Fyr under Kedlen, for at spare paa Olien, kun Kulkedlerne var i Drift. Et Kvarter over fire ringede Telefonen med Ordren „Klar Skib til Kamp”.

Vi saa først paa hverandre, om det nu ogsaa kunde passe, men saa kom der ny Ordre „Tænd op under Kedlen”. Da sagde Kammerat Blom, at nu vilde han op og hente Ur og Penge, og jeg bad ham ogsaa at tage mit Ur og mine Penge med. Kassebeholdningen var rigtignok ikke stor, da vi kun fik 5 Mark hver 10. Dag.

Lidt efter kom Ingeniøren løbende og gav Ordre til at blokere Overtryksventilen for at holde paa al Dampen. Idet Ingeniøren løb videre til den næste Kedel, raabte han „Vi kommer straks i Kamp, hold jer tappert”. Da det kun tog 10 Minutter for at fyre Kedlen op paa Tryk, kom Skibet snart paa fuld Fart.

Klokken godt fem kimede Telefonen igen med Ordren „Vi kommer i Kamp med engelsk Krydser” og lidt efter gik den første Bredside fra de store 30,5 cm.s Kanoner.

Der var fem Kanontaarne med to Rør i hver, og et Rør i hver Taarn blev samtidig affyret, medens det andet blev ladet. Det var som at staa paa én Fjeder, da den ene Bredside efter den anden forlod Skibet, men ellers gik alt som paa en sædvanlig Vagt, vi kunde jo heller ikke se, hvad der foregik. Telefonen lød igen „engelsk Krydser „Indefatigable” brænder” og lidt efter „Krydseren er sunken”.

Saadan gik Tiden, snart med Kamp paa Styrbord og snart paa Bagbord, ind imellem var alt roligt, naar undtages en Dirren i Skibsskroget, som sagde os, at vi var paa højeste Fart.

Hen under Aften holdt Skydningen op, og der kom Ordre om, at Vagten ikke maatte skiftes, idet de vandtætte Skodder ved Skiftningen skulde lukkes op, og det maatte ikke ske med Faren for Torpedering eller for en Fuldtræffer for Øje. Endelig Kl. 12 blev vi saa afløst og blev indsat som Reservevagt i Panserdækket, og da vi under hele Slaget ikke havde faaet noget at spise, kunde vi ordentlig have en Portion Smørrebrød, som blev sat for os. Hen paa Aftenen den 1. Juni løb Skibet ind til Wilhelmshaven og gik til Ankers, og efter Afløsningen skulde vi op paa Dækket for at tage Sagerne i Øjesyn.

Der laa en Del Sprængstykker fra Granater paa Dækket, og paa Hækket havde Skibet en Bule, men ellers var ingen Skade sket, heller ingen Saarede. Fra Dækket kunde vi se Panserkrydseren „Seydlitz” ligge i Slusen med Kanonerne pegende ud til Siderne. Den var svært beskadiget og havde ogsaa haft stort Tab af Mandskab.

IMG_9183_efter_Jyllandsslaget_cropped
Skudhul i siden på tysk krigsskib i Wilhelmshafen

Næste Dag takkede Kaptajnen Besætningen for det Arbejde, denne havde udført, og hver Mand fik som en særlig Anerkendelse udbetalt 1 Mark af Kantineoverskuddet.

Nogle Dage senere ankom Kejseren til Wilhelmshaven for at mønstre Marinen. Fra hvert Skib blev der udtaget et Par Mand, og da de alle var samlet, holdt Kejseren en Tale til dem og skridtede forresten Fronten af. En Kammerat fra Bakken, der havde været med, fortalte, at Kejseren havde været i daarligt Humør, han saa bister ud og saa slet ikke paa Folkene.

Saadan oplevede jeg Slaget ved Jylland 1916.

DSK-årbøger, 1943

31. maj 1916. Om bord på SMS Kaiser: “… med højeste fart fremad og igennem de engelske skibslinjer”

Johan Moltzen, Sønderborg, var maskinist om bord på slagskibet SMS Kaiser.

Den 1. juni 1913 blev jeg afkommanderet til det tyske kejser-flagskib SMS Kaiser. Det var den tyske flådes første turbineslagskib, et linjeskib på 29.000 tons størrelse, et vidunder af teknik.

Skibet var 173 meter langt, 32 meter bredt, og det havde et dybtgående på 9,60 meter under vandlinjen. Det var armeret med 10 stk. 30,5 cm, 14 stk. 15 cm og en hel del 10,5 cm kanoner. Endvidere havde det 8 torpedorør. Til skibets fremdrift havde vi et turbineanlæg med tre maskiner på tilsammen 50.000 hestekræfter, en besætning på ca. 1.200 mand, i krigstid dog 1.622 mand.

IMG_2011_11_29_5920 SMS Kaiser
SMS Kaiser. (foto: Museum Sønderjylland).

Den 30. maj 1916 forlod vi havnen med kurs nordpå, og den 31. maj klokken 4:45 blev der slået alarm og »klar til kamp«.

Det var »Jyllandsslaget«, der her tog sin begyndelse. Vi styrede stadig nordpå i kølvandslinje, som det hedder i sømandssproget, dvs. med førerskibet »König« foran med første admiral om bord, og derefter – med 300 meters afstand – »König-klassen«, så »Kaiser-klassen«, derefter »Ostfriesland-klassen« osv.

Vi fulgte Jyllands kyst nordpå, men englænderne, der havde mange flere skibe, var avanceret frem og havde lagt en »hestesko« om vor kurs. Vi måtte dreje af til bakbord, ud i Nordsøen, for der var ingen plads til den anden side ind imod den jyske kyst.

Efter ordre styrede vi nu lige igennem den engelske skibslinje på det vanskeligste sted, og derfor blev slaget der meget hårdt.

Vi i maskinrummet, der var indespærrede bag de vandtætte skodder, fik ordre til at fyre op, alt hvad kedlerne kunne holde til. Det var en umenneskelig bestilling i den frygtelige varme. Dampventilerne var blokerede, for at ingen damp skulle gå til spilde. – Og så gik det med højeste fart fremad og igennem de engelske skibslinjer.

Alle vore 30,5 kanoner var i aktivitet til begge sider og drønede uafbrudt.

Gennembruddet lykkedes, for englænderne kunne ikke holde gennembrudsstedet lukket, og det var vor frelse; men vi havde bortskudt næsten hele beholdningen af 30,5 granater. –

Tabene og ødelæggelserne var på begge sider store, men englænderne sejlede med resten af storflåden nordpå og tilbage til England, og vi fik samling på vore skibe, ubeskadigede som beskadigede, og drog hjemad.

På tilbageturen fik vi øje på en ældre del af den engelske flåde, men da vi styrede hen imod den, trak den sig tilbage – de turde ikke tage kampen op.

Om aftenen den 1. juni løb vi ind i havnen i Wilhelmshaven, og her fortalte man os, at vi havde vundet en mægtig sejr. Det kunne vi nu ikke rigtig forstå, for vore skibe var i en meget dårlig forfatning.

DSK-årbøger 1972

31. maj 1916. Jyllandsslaget – baggrund og forløb

Af journalist Knud Jakobsen, Sea War Museum Jutland, Thyborøn, med tilføjelser vedr. Sønderjylland af René Rasmussen, Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot.

Jyllandsslaget var verdenshistoriens største søslag. Det foregik onsdag den 31. maj og torsdag den 1. juni 1916, som var Kristi Himmelfartsdag. Det var første og eneste gang, slagskibene fra den tyske og den britiske flåde mødtes under første verdenskrig.

Slaget fandt sted på strækningen fra Hanstholm til Blåvandshuk og foregik så tæt på den jyske vestkyst, at man kunne høre kanontorden i land.

IMG_9154_SMS_Derfflinger_marine
SMS Derfflinger i Wilhelmshafen før slaget (Foto: Museum Sønderjylland).
IMG_9155_SMS_Derfflinger_marine
SMS Derfflinger i Wilhelmshafen efter slaget (Museum Sønderjylland)

Baggrunden

Den britiske flåde var dobbelt så stærk som den tyske, og derfor kunne viceadmiral Reinhard Scheer ikke tillade sig en direkte konfrontation, da han i januar 1916 blev chef for Højsøflåden. Han satsede i stedet på en offensiv strategi, hvor han ved hjælp af miner, ubåde og overraskende angreb gradvis udlignede forskellen.

Han rettede flere angreb på den britiske østkyst uden at opnå det ønskede resultat, og i slutningen af maj besluttede han at sejle op langs den jyske vestkyst og føre handelskrig ved Norge. Det virkelige mål var ikke de forsvarsløse handelsskibe, men de britiske styrker, som han dermed håbede at lokke ud fra deres baser. Gik det galt, kunne han i værste fald trække sig tilbage via Skagerrak og de danske farvande.

 Optakten

Under hele krigen kunne briterne aflytte og dechifrere tyske radiosignaler, og allerede den 28. maj vidste briterne, at Højsøflåden var på vej ud. Chefen for Grand Fleet, admiral John Jellicoe blev alarmeret, og den 30. maj klokken 23:30 dansk tid forlod han Scapa Flow med 16 slagskibe og tre slagkrydsere, mens yderligere otte slagskibe sejlede fra Cromarty for at mødes med hovedstyrken til søs.

Fra Rosyth sejlede Grand Fleet’s opklaringsstyrke under viceadmiral David Beatty. Den bestod af seks slagkrydsere, som blev fulgt af en eskadre på fire slagskibe under kontreadmiral Hugh Evan-Thomas. De fire slagskibe var af Queen Elizabeth-klassen, som på dette tidspunkt var verdens hurtigste og bedst bevæbnede.

Planen kom dårligt fra start på grund af en misforståelse i den britiske efterretningstjeneste. Højsøflåden forlod Wilhelmshaven den 31. maj klokken 02:00 og 3:30, og ti timer senere troede briterne stadig, at den endnu lå i havnen.  Da de to flåder mødtes, kom det derfor som en stor overraskelse for de britiske admiraler.

Jyllandsslaget_kort
Slagets forløb

Overlegen britisk flåde

På begge sider var de store skibe ledsaget af mange mindre fartøjer. Jellicoes hovedstyrke blev således fulgt af otte lette krydsere, fire opklaringskrydsere, 51 destroyere og en lille minelægger. På samme måde blev Beattys hurtige opklaringsstyrke fulgt af 14 lette krydsere, 27 destroyere og et moderskib for vandfly.

Den tyske opklaringsstyrke under viceadmiral Franz Hipper bestod af fem slagkrydsere, fem lette krydsere og 30 torpedobåde. 40 sømil længere mod syd kom Scheers hovedflåde, som bestod af 16 slagskibe og seks ældre linjeskibe. De var ledsaget af seks lette krydsere og 31 torpedobåde. Der var ingen ubåde med i selve slaget, og på grund af dis og lavthængende skyer, kom fly og luftskibe ikke til at spille nogen rolle.

Briterne havde i alt 151 skibe, mens tyskerne havde 99. Skibene var bemandet af 60.000 briter og 45.000 tyskere. Hvis alle britiske skibe affyrede deres kanoner samtidigt, ville granaterne tilsammen veje 150.760 kilo, mens de tyske granater tilsvarende ville veje 60.879 kilo. En britisk 15 tommers granat (38,1 cm) var slagets tungeste og vejede 879 kilo.

Det danske skib

Havde det ikke været for et fredeligt dansk handelsskib, var tyskerne og briterne sejlet forbi hinanden. Skibet var N. J. Fjord, som var på vej fra Leith til Frederikshavn, og som blev observeret fra den tyske krydser SMS Elbing.

To torpedobåde blev sendt frem for at inspicere det neutrale skib, og da N. J. Fjord fik ordre til at standse, blev dampmaskinen stoppet. Dermed blev der overtryk af damp, en sikkerhedsventilen åbnede sig og lukkede en stor, hvid dampsky ud. Den blev set fra den britiske krydser Galatea, som var det britiske skib helt ude på fløjen.

Galatea og krydseren Phaeton sejlede frem for at undersøge og blev observeret fra Elbing, som åbnede ild på meget stor afstand. Klokken 15:28 var slaget i gang, og trods afstanden scorede den tyske krydser klokken 15:36 slagets første træffer. N. J. Fjord fik hurtigt dampen op igen og slap uskadt væk.

Kampens første fase

Da Beatty fik melding om de tyske skibe, var han på vej mod nord for at mødes med Jellicoe, men nu drejede han rundt og satte kurs mod sydøst for at få sine skibe ind på en linje. Den nye kurs blev ikke kommunikeret videre til Evan-Thomas’ fire slagskibe med det resultat, at de blev hægtet af og ikke kunne deltage i de indledende kamphandlinger.

Da Hipper så de britiske skibe, vendte også han rundt, og nu fortsatte de to opklaringsstyrker på to parallelle kamplinjer mod syd. Klokken 16:48 var afstanden mellem de to opklaringsstyrker snævret ind til cirka 14.000 meter, hvorefter tyskerne åbnede ild.

Den tyske ild var meget præcis, og klokken 17:00 ødelagde en granat fra Lützow det centrale Q-tårn på Beatty’s flagskib Lion og dræbte hele tårnets besætning. Skibet blev kun reddet, fordi den dødeligt sårede major Francis Harvey fra Royal Marines beordrede tårnets ammunitionsmagasin sat under vand. Han havde fået begge ben knust, men formåede at redde sit skib og blev posthumt tildelt Victoriakorset.

IMG_2011_11_29_5912 Lützow_cropped
SMS Lützow (Museum Sønderjylland)

Den fortsatte kamp

Den første del af slaget gik hårdt ud over Beattys slagkrydsere.

Klokken cirka 17:05 eksploderede Indefatigable med kun to overlevende, og klokken 17:25 eksploderede Queen Mary med ni overlevende. Klokken 17:30 kom Scheers styrke til syne, hvorefter Beatty vendte rundt og søgte at trække tyskerne med op mod Jellicoes styrke.

Nu kom de fire slagskibe under Evan-Thomas endelig i aktion. De kom til at danne britisk bagtrop, og i denne fase blev der scoret mange træffere på begge sider. Scheer vidste ikke, at Grand Fleets hovedstyrke ventede ham og fulgte efter Beatty, indtil han klokken 19:30 pludselig så Jellicoes mange skibe foran sig.

Jellicoe havde været i tvivl om den rette manøvre, men havde valgt den rigtige og havde ”krydset T’et”. Det vil sige, at han havde anbragt hele sine styrke i en lige linje på tværs af Scheers kurs. Dermed kunne samtlige britiske kanoner skyde på fjenden, mens kun de forreste tyske kanoner kunne svare igen. Det var en ren dødsfælde, men ved hjælp af en 180 graders vending lykkedes det Scheer at slippe væk.

Selvom briterne havde overmagten, klarede tyskerne sig bedst. Panserkrydseren Defence blev i denne periode af slaget ramt af flere granater, hvorefter skibet sprang i luften, og hele besætningen på 903 mand omkom. Kun et kvarter senere overgik den samme skæbne slagkrydseren Invincible. Skibet eksploderede, og af 1.032 mand overlevede kun seks. Invincible havde været med til at sænke den tyske krydsereskadre ved Falklandsøerne i december 1914 – men denne gang trak hun det korteste strå.

Selvom Scheer kun med nød og næppe var sluppet ud af den britiske dødsfælde, vendte han nu om og styrede direkte tilbage mod den britiske linje. Det skete i et forgæves forsøg på at komme den lette krydser Wiesbaden til undsætning, efter at den var blevet ramt af en svær granat og ikke længere kunne sejle selv.  Scheers redningsaktion var nær gået galt, og for at slippe væk for anden gang, beordrede han sine slagkrydsere og torpedobåde frem i et selvmorderisk angreb. Det fik briterne til at dreje væk, hvorefter Scheer undslap igen.

SMS_Pommern
SMS Pommern (Museum Sønderjylland)

Natkamp og undergang

Efterhånden gik slaget over i en forvirret natkamp med flere sammenstød mellem destroyere, torpedobåde, krydsere og slagskibe. Flere skibe blev sænket, herunder SMS Frauenlob, HMS Black Prince og SMS Pommern, som alle tog hele deres besætning med sig i dybet.

SMS Wiesbaden blev ramt af mange granater og en torpedo, og da skibet gik ned, var de fleste allerede døde. Det lykkedes dog 22 mand at finde tilflugt på tre redningsflåder, men det var en stakket frist. Ingen kom dem til hjælp, og en efter en døde de af kulde og udmattelse.

To dages senere var overfyrbøder Hugo Zenne alene tilbage. Efter 48 timer på redningsflåden blev han samlet op af den norske damper Willy og fik senere lov at vende tilbage til Tyskland. I alt omkom 589 mand fra Wiesbaden.

6a48-008_SMS_Frauenlob
SMS Frauenlob (Museum Sønderjylland)

 Digteren Gorch Fock

Et af ofrene fra dette skib var Johann Wilhelm Kinau, der var født på Finkenwerder ved Hamborg den 22. august 1880. Johann ville have været Nordsøfisker ligesom sin far, men var for klejn og kom i stedet i købmandslære. Han havde flere stillinger som bogholder og kontorist, men begyndte snart at skrive digte og fortællinger om fiskeri og søfart under pseudonymet Gorch Fock.

Selvom han var familiefar med kone og tre børn, blev han i 1915 indkaldt og kæmpede som infanterist i Serbien og Rusland. I marts 1916 blev han efter eget ønsket overført til marinen, hvor han gjorde tjeneste som udkig i stormasten på Wiesbaden.

Johann Kinaus lig drev i land i Sverige, hvor han sammen med ni andre tyske og tre engelske søfolk blev begravet på skærgårdsøen Stensholmen ud for Fjällbacka. Den tyske marines sejlskoleskib er opkaldt efter ham, og når Gorch Fock passerer Stensholmen, sendes en båd i land for at lægge blomster på digterens grav.

8.645 dræbte

Det lykkedes Scheer at bringe hovedparten af sin flåde sikkert hjem til Tyskland, og det samme gjorde Hipper, selvom han på vejen måtte opgive flagskibet SMS Lützow. Skibet blev ramt af 24 svære granater og en torpedo, og måtte til sidst sænkes med en torpedo.

Da morgenen kom, så Jellicoe bare et tomt hav, men der er ingen tvivl om, at han var den virkelige sejrherre i Jyllandsslaget. Selvom briterne mistede flere skibe og flere mænd end tyskerne, havde de stadig herredømme over Nordsøen, og det var det eneste, som betød noget. Jyllandsslaget ændrede ikke magtbalancen.

Briterne mistede 6.784 mand og fjorten skibe på i alt 111.000 tons, mens tyskerne mistede 3.058 mand og elleve skibe på i alt 62.000 tons.

Britiske tab

Slagkrydsere (dreadnoughts): Indefatigable, Queen Mary, Invincible

Panserkrydsere: Black Prince, Warrior, Defence

Destroyere: Tipperary, Shark, Sparrowhawk, Turbulent, Ardent, Fortune, Nomad, Nestor

Britiske tabstal: 6.094 dræbte, 674 sårede og 177 fanger- i alt 6.945 (6.768 dræbte og sårede).

Tyske tab

Slagkrydser: Lützow

Slagskib: Pommern

Krydsere: Frauenlob, Elbing, Rostock, Wiesbaden

Torpedobåde: V48, S35, V27, V4, V29

Tyske tabstal: 2.551 dræbte og 507 sårede – i alt 3.058.

Nogle af de dræbte drev i land i Danmark og blev begravet her, men endnu flere blev af en nordgående havstrøm ført op forbi Skagen og videre til Sverige og Norge. Omkomne fra Jyllandsslaget ligger begravet på svenske kirkegårde fra Gøteborg og op til den norske grænse og på norske kirkegårde på begge sider af Oslofjorden.

Dræbte søfolk fra Sønderjylland

I hvert fald 9 af de dræbte tyske søfolk var fra Sønderjylland, nemlig:

Kappler, Max Richard (SM Torpedoboot V 48) – Skagerrak.
Paulsen, Jørgen Friedrich (SM Torpedoboot V 48) – Skagerrak.
Stehr, Otto Hansen (SMS Derfflinger) – Skagerrak
Hansen, Jürgen (SMS Pommern) – Skagerrak.
Hansen, Peter Christian (SMS Pommern) – Skagerrak.
Jacobsen, Wilhelm Otto (SMS Pommern) – Skagerrak.
Jahnke, Heinrich (SMS Pommern) – Skagerrak.
Petersen, August Peter (SMS Wiesbaden) – Nordsøen.
Petersen, Peter Christian Wilhelm Albert (SMS Wiesbaden) – Nordsøen.

I alt deltog ca. 150 sønderjyder i Jyllandsslaget.

Læs mere om Jyllandsslaget på Sea War Museum Jutland: http://www.seawarmuseum.dk/

Eller besøg museet: Sea War Museum Jutland, Kystcentervej 11, 7680 Thyborøn

SEA WAR MUSEUM JUTLAND

SeaWarMuseum_Thyborøn
Foto: Sea War Museum Jutland
SeaWarMuseum_Thyborøn_3
Foto: Sea War Museum Jutland
SeaWarMuseum_Thyborøn_4
Foto: Sea War Museum Jutland
SeaWarMuseum_Thyborøn_2
Foto: Sea War Museum Jutland

 

 

30. maj 1916. Om bord på SMS Kronprinz på vej ud i Nordsøen

L. F. Gram deltog som fyrbøder på SMS Kronprinz i Jyllandsslaget – verdens indtil da største søslag.

Søslaget ved Jylland
Jeg var som Fyrbøder paa en af de nyeste og kraftigste Slagskibe i den tyske Flaade, Linjeskibet „Kronprinz“. I Ugen før Søslaget kom de tyske Krigsskibe til  Wilhelmshaven for at tage Bunkerkul, Olie og Proviant om Bord.

Men at der skulde være noget særligt paa Færde, havde ingen af os Anelse om, havde vi dog saa tit været med paa Togter imod England uden at møde engelske Skibe.

Om Aftenen den 30. Maj 1916 kom der Ordre til at gaa Søvagt, og hver Mand fik udleveret en Gasmaske. Det var noget helt nyt, og nu vidste vi, at der vilde blive „dicke Luft”. Om Natten til den 31. Maj lettede Skibene og stod til Søs, hvorhen vidste ingen af os.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1943.

1 og 2 slagsskibs eskadre squadrons højsøflåden KIel
Højsøflåden i Kiel

4. maj 1915 – Zeppelin L7´s undergang

Luftskibet L7, der var hjemmehørende på Luftskibsbasen i Tønder,  var efter det mislykkede britiske angreb på basen tidligere på dagen blev sendt ud på rekognoscering efter de skibe, hvor den angribende flyver var startet fra.  Flensborg Avis meddelte den 8. maj følgende om luftskibets skæbne:

Marineberetning.
[…] Luftskibet „L. 7″ er ikke vendt tilbage fra en Opklaringstur. Efter en officiel Bekendtgørelse fra det engelske Admiralitet er det den 4. Maj blevet tilintetgjort paa Vesterhavet af engelske Søstridskræfter.
Chefen for Marinens Admiralstab.

Luftskibet „L. 7’s” Undergang.
Om ødelæggelsen af et Luftskib paa Vesterhavet bringer „Wolffs Bureau” følgende Meddelelser:

Det engelske Admiralitet melder: Et Zeppelin-Luftskib er i Nærheden af Slesvigs Kyst blevet ødelagt af en af vore lette Krydsereskadrer. Endvidere meddeler Admiralitetet Fredag: De Skibe, der i Gaar tilintetgjorde et Zeppelin-Luftskib, er de smaa Krydsere „Galathea” og „Phaeton”.  Zeppelinen var aabenbart paa en Rekognosceringstur, da den blev ødelagt af de to Fartøjers Kanonild.

Fra Malmø meldes Lørdag:
Da Stokholmdamperen „Svea”, Kaptajn Eklund, der i Dag indkom til Malmo, Torsdag Formiddag befandt sig henved 17 Minutter vestsydvest for Horns Rev ved Jylland, iagttoges fra Skibet et Zeppelin-Luftskib, der stod vestpaa. Efter et Par Timers Forløb saas nogle Torpedojagere, som satte Kursen efter Zeppelinen. Denne vendte og gik tilbage, men indhentedes af Jagerne, der beskød den, hvorpaa Jagerne fjernede sig. En halv Time senere gik Zeppelinen skraat nedad mod Vandfladen. „Svea” styrede nu nærmere for at bringe Hjælp, men da Jagerne ogsaa styrede hen mod Zeppelinen, fandt Kaptajn Eklund det heldigst at sejle bort igen. Torpedojagerne forlod igen Zeppelinen, der nu laa paa Vandet i brændende Tilstand, og kort efter sank den. „Svea” styrede atter ned mod den, men kunde ikke opdage Spor af Luftskibet.

En hollandsk Fiskedamper, der er ankommen til Ymuiden, meddeler, at den har været Vidne til en Kamp mellem et Zeppelin Luftskib og en Eskadre paa 21 Krigsskibe 5 Mil vest for Horns Rev. Luftskibet angreb Eskadren, som straks spredtes. To Skibe blev i Nærheden.  Luftskibet afgav to Skud fra Agterenden, tilsyneladende uden Resultat, hvorpaa et af Krigsskibene skød tre Gange paa det. Luftskibet trak sig tilbage og gik højere, tilsyneladende ikke ramt. Men 10 Minutter efter at det havde passeret Fiskedamperen, skete en vældig Eksplosion, og Luftskibet faldt ned paa Havet. Fiskedamperen vilde ile til Hjælp, men forhindredes deri ‘ ved, at Luftskibet kom ind imellem den engelske Flotille, der imens var vendt tilbage.

 

2. april 1916. Kresten Andresen: “Nu er jeg fuldkommen rask igen…”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i foråret 1916 befandt sig ved Montigny.

Den 2. april 1916

Kære forældre!
Tak for brevet. Af det, som også af Hejmdalen i dag, ser jeg, at englænderne har kastet bomber ned ude på Slesvigs vestkyst; dermed har krigen jo på en måde fået en ny udvidelse; og der vil jo sikkert følge mere af den slags. Det lader til, at der nu til foråret ventes en større træfning til søs. Jeg tror, det hele bryder løs på én gang.

Her har vi en ren sommerlig varme, så vi sveder som bæster; man kan ligefrem ikke holde ud i længere tid at ligge i solen. Der er så frodigt og tørt.

Det lader jo til, at russerne allerede begynder at brænde på, og de skal vel give signalet til generalstormen. Jeg tror, det er bedst at komme ud til fronten så snart som muligt, men længe bliver jeg vel heller ikke her. Mit komp. er blevet opløst, og jeg er kommet til 1. komp., derhen må I fra nu af adressere brevene.

I skriver om at sende noget. Jeg har endnu min blikkasse temmelig godt forsynet. Smørret er ved at slippe op, men dåsen med fedt har jeg slet ikke begyndt på endnu. Nu er jeg fuldkommen rask igen, og det har den sidste uges varme været skyld i.

Det lader til, at jeg får det en hel del bedre ved mit ny kompagni, hvad eksercits angår. I øvrigt har jeg det nu stadig godt på grund af mit ben, jeg behøver aldrig at lave langsomt skridt eller parademarch, og det er næsten den største del af tjenesten.

Forleden dag fik jeg billederne ude fra Nørremølle, de er jo meget morsomme. De vil sikkert more folk hernede, når jeg viser dem dem. I dag har vi været til stor feltgudstjeneste i slotsparken. Præsten holdt som sædvanlig en politisk tale, åndeligt indhold har en sådan prædiken ikke. 

Nu vil jeg slutte, for jeg vil ud i byen og se, om jeg kan træffe nogle landsmænd.

Med mange hilsner jeres hengivne Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

31. marts 1916. Hjælpekrydseren “Greif” sunket

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Hjælpekrydseren ”Greif”

Enkefru Davidsen i Trappen ved Gråsten har ifølge ”Flensborg Avis” fra sin søn, der hørte til hjælpekrydseren ”Greif”s besætning og er blevet reddet ved dens undergang, modtaget et kort fra fangenskabet i England. For andre, der kunne ønske oplysninger, meddeles hans adresse: Overmatros Wilhelm Davidsen, Prisoner og War, Handforth, 46. Comf., England. Den unge mand var før krigen styrmand på Flensborg-damperen ”Fylla”.

26. marts 1916. Luftangreb på Zeppelinbasen i Tønder! Søtræfning i Nordsøen!

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Løbeseddel til ”Ribe Stifts-Tidende”

Søndag eftermiddag den 26. marts 1916.

Træfningen i Nordsøen i går.

2 tyske armerede trawlere skudt i brand.

Kamp mellem engelske og tyske torpedojagere?

Fransk-engelske flyverangreb i Tønderegnen.

Om den træfning, der i går, lørdag, har fundet sted i Nordsøen mellem engelske og tyske skibe, foreligger der endnu søndag eftermiddag ikke yderligere efterretninger end dem, der er kommet ind med Esbjergkutterne ”Alliance”, Skipper [mangler!] og ”Cimbria”, skipper Christensen-Vestbæk. Disse oplysninger går ud på følgende:

I fredags fik en del Esbjergkuttere, der lå ude sydsydvest for Grådyb, af et par tyske damptrawlere, der i lang tid har fungeret som en slags inspektionsskibe for tyskerne, ordre til at søge længere ind eller længere nordpå. Det gjorde de fleste af kutterne også, men ”Cimbria” gik senere ud til sin tidligere plads igen, hvor der er god fangst.

Lørdag kom de to tyske trawlere ”Braunschweig” og ”Otto Rudolph” igen, da der pludselig dukkede en del engelske torpedobåde og jagere op og forfulgte de to trawlere. Omtrent ud for ”Røde Kliff”, 10-12 kvartmil sydvest for Grådyb, skød jagerne de to trawlere i brand´, og det menes, at i hvert fald den ene sank.

Den jævnlige kanonade en del af dagen menes at hidhøre fra, at en engelsk eskadre har gjort jagt på 4 tyske torpedojagere, som i fredags gik på rekognoscering nordpå og som de engelske skibe har søgt at isolere.

Om resultatet heraf foreligger imidlertid endnu intet. Fiskerne mener imidlertid at have observeret en stærk eksplosion på en af de engelske torpedojagere, men hvorfra den stammer eller om jageren gik til bunds kunne intet bestemt siges.

Antallet på skibe, der er observeret i Nordsøen natten mellem fredag og selve lørdagen, opgives meget forskelligt, enkelte vil endog have set indtil 40 krigsskibe.

På Fanø hørtes fjern skydning endnu i aftes ved 7-tiden.

I går morges ved 6-tiden observeredes en zeppeliner og 2 flyvere for nordgående.

Fransk-engelsk flyverangreb mod luftskibshallen ved Tønder.

Rejsende, der i går kom sydfra, meddeler, at 2 franske og 1 engelsk flyver lørdag morgen observeredes kommende fra havet med retning mod Tønder, i hvis nærhed der som bekendt ligger en luftskibshal, men at de forinden mødtes af tyske kampflyvere. Under en påfølgende luftkamp skal en fransk flyver være skudt med ved Højer og en anden ved Dedsbøl (et par mil syd for Tønder).

Det berettes, at ligeledes en tysk flyvemaskine er blevet skudt ned, idet en sådan i går formiddags førtes ind til Tønder pr. bil.

I egnen er i går af en flyver tabt 3 bomber, hvoraf en ødelagde en lade i Randerup (pr. Ballum).

De fransk-engelske flyvere menes at være gået op fra engelske krigsskibe i Nordsøen i går morges.

 

 

15. februar 1916 – Hilfskreuzer Marie passerer ækvator

Friedrich Christiansen dåbsbevis udstedt af Neptun, da han ombord på hjælpekrydseren Marie passerede ækvator den 15. februar 1915 (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek)
Friedrich Christiansen dåbsbevis udstedt af Neptun, da han ombord på hjælpekrydseren Marie passerede ækvator den 15. februar 1915 (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek)

Hjælpekrydseren Marie er stadig på vej mod Østafrika, den 15. februar passeres ækvator og det markeres behørigt:

“Ved krydsningen af ækvator (15. februar) blev kaptajn von Kaltenborn og alle de andre udøbte døbt efter gammel sømandsskik. Den smukkeste havfrue i Neptuns følge, skibskok Spanger, vakte stor munterhed med sin lange blonde hørparyk”.

Harboe Kardel: Schleswig-Holsteiner im Weltkrieg, 1933