Tag-arkiv: søkrig

22. oktober 1917 – Enkefru Røgind: “Scener fra Sænkningen er saa hjærteskærende”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

22. Oktbr.
Beretning fra London: 5 norske, 1 [to?] danske og 3 svenske Skibe blev sænket af Kanonild. To britiske Torpedojagere skudt ned, [osv.]. Der er to danske Skibe »Margrethe« og »Stella« sænkede. Alt Mandskab fra Stella er reddet. Ni danske Sømænd omkommet.

Scener fra Sænkningen er saa hjærteskærende, at man ikke kan holde dem ud. Tyskerne skød uden Varsel, to Kvinder viftede fra et af Skibene med et hvidt Klæde, det tog de ingen Notits af, men sendte den ene Granat efter den anden. Begge dræbte. Redningsbaadene beskød de endogsaa, da de var satte i Vandet. 14 Mand og 3 Kvinder blev dræbt. En Mængde Søfolk laa og flød paa Vandet og raabte til Tyskerne, men de tog intet Hensyn. Fra Kristiania skrives, at man antager, der er druknet 250—300 Mennesker.

Kaptajn From paa Stella reddede sin lille Hund, en Terrier, som han trofast bar paa sin Arm, da han kom i Land i Bergen. Hvor har jeg glædet mig derover, midt i al den Elendighed. Jeg vil aldrig glemme ham. Mon egentlig Tyskerne gør sig klart, hvilke Følger det har. Der vil komme en Tid for Tyskland, der hedder Gengældelsens Time, og jo flere Forbrydelser de ophober, des større bliver den. Der vil komme en Tid, da Tyskerne maa skjule deres Nationalitet for at blive fri for Folks Foragt. De stakkels Mennesker rejste ud i deres lovlige Kald og lumskelig myrdede. Det skete midtvejs mellem Shetlandsøerne og Norge.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 142)

12. oktober 1917 – Erobringen af Øsel og Dagø: “… et besværligt Arbejde at faa os sat i Land”

Den 12. oktober indledte tyskerne en stor landgangsoperation på øerne Øsel og  Dagø (i dag Saarema og Hiiumaa) ved Estlands kyst. En unavngiven sønderjyder berettede i Danskesindede sønderjydske Krigsdeltageres Aarbøger 1941 om sin deltagelse i landgangen. Der er muligvis tale om Johannes Møller fra Øster Lindet, der gjorde tjeneste ved et maskingevær-kompagni fra Infanterie-Regiment Nr. 17, og som deltog i landgangen.

Under Verdenskrigen laa jeg i godt et Par Aar ved Fronten i Rusland. Jeg var Kusk ved et M.G.K. [Maskingeværkompagni] , som tilhørte et Regiment med det fine Navn Infanteri Regiment Barfuss, IV Westphålisches Nr. 17, som hørte til 42. Division. Jeg var den eneste dansk talende ved Kompagniet.

Johannes Møller, Øster Lindet, deltog i landgangen på Øsel og Dagø, og har på bagsiden at dette billede skrevet: “Her er skibet som sejlede os over til Øen” (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

Efter at vi havde deltaget i Offensiven i Galizien i 1917, kunde jeg rejse hjem paa Høstorlov. Hjemme fik jeg Meddelelse fra min Feltwebel om, at Afdelingen var sat ind ved Erobringen af Riga, og at man ventede at se mig der. Da jeg den 26. September naaede op til Riga, var Afdelingen imidlertid allerede taget til Libau, hvor jeg kort efter meldte mig tilbage.

Johannes Møller, Øster Lindet, har på bagsiden noteret: “Her er de ved at blive forladet”. (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

I Libau var man ved at forberede et Togt til Øerne Øsel og Dagø, som skulde erobres. Den 9. Oktober blev vi indskibet i en Mængde store Skibe. Vort Kompagni kom i Skib Nr. 11. Vi var her sammenstuvet ca. 2000 Mand og 200 Heste. Dagen efter sejlede vi ud i Krigshavnen og ankrede op. Der laa her en lang Række Minestrygere, som skulde gaa foran os og sikre vor Sejlads. Den 11. Oktober sejlede vi saa i en meget langstrakt Konvoj ud mod Øsel. Vi var alle forsynet med Svømmeveste, og der var udstedt stærkt Forbud mod at tage dem af under Sejladsen.

Endnu et billede fra krigsdeltageren Johannes Møller, hans tekst lyder: “Skibet i fuld Fart ude paa Øster Havet” (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

Den 12. Oktober, midt paa Dagen, naaede vi om paa den nordre Side af Øsel. Der laa allerede en hel Del store Krigsskibe, som havde taget det første Stød. Det var et besværligt Arbejde at faa os sat i Land, idet der ingen Havn var. Alle maatte sættes ind i Baade. Hestestalden var helt nede i Bunden af Skibet, og herfra blev Hestene enkeltvis hejst op i en stor Kasse, og fra Dækket blev de saa igen paa samme Maade hejst ned i Baadene. Hele Landsætningen gik dog godt, og vi kunde snart efter støde til vor Afdeling og afløse de russiske Køretøjer, der var rekvireret for at transportere de svære Maskingeværer.

Krigsdeltageren Johannes Møller tekst til dette billede lyder: “Et russisk Batteri 30,5 cm paa nordspissen af Dagø” (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

Snart var Øsel indtaget, og vi blev sat over paa Dagø, som ogsaa ret hurtigt blev erobret.

(Anonym sønderjyde i DSK-årbøger, 1941.)

13. juni 1917. Zeppelinere ved Blåvandshuk – og engelsk overlegenhed ved Arras

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis.

Fra Arrasfronten

Skomager N.P. Nielsen, Fohl, der er landstormsmand, og som har deltaget i krigen sidst ved Arrrasfronten, hvorfra han kom 3.-4. juni og gik over grænsen i lørdags 9. juni, meddeler, at hans division (7. eller 17.) består af regimenterne 163, 86 og 76. Af hans bataljon – 2. bataljon 163 reg. – var der efter at de havde været i kamp kun ca. 200 mand tilbage af ca. 1000 mand. Tabene var sket så hurtigt, at feldwebelerne fik ordre til hurtigst muligt at samle resterne af deres respektive styrker, og disse kom tilbage kun med stormoppakning, medens tornystrene blev tilbage.

Helt igennem viste det sig, at englænderne var dem overlegne i alle henseender.

En stor del af det tyske mandskab, blev taget til fange, fordi angrebet skete så pludseligt, at soldaterne ikke kunne nå op af deres opholdsrum.

Mht. levnedsmidler gik det tåleligt. Men brødrationerne er blevet nedsat fra 1½ pund til 1 pund dagligt. Middagsmaden var som sædvanlig slappere.

Fedtstoffer er det uhyre nøjsomt med. Heldigvis kommer der endnu pakker hjemmefra.

Oksby 13/6

Trafikken langs vestkysten

N.R.P. Der vedbliver stadig at være livlig trafik her langs kysten uden for Blåvandshuk, såvel af krigsskibe som af luftskibe og flyvemaskiner. Der ses så at sige al tid krigsskibe her uden for og i længere tid har 2 armerede trawlere ligget opankret syd for slugen.

I den senere tid iagttager man jævnligt, at der fra luftfartøjer nedkastes lys eller signalbomber. Det er som regel hen imod aften dette sker, og er et interessant og pragtfuldt skue, da lyskuglen har temmelig stor udstrækning og daler forholdsvis langsomt. De fleste luftskibe man ser nu, har 3 gondoler. (der siges, at nogle har 4 gondoler, og at de to midterste kun forskydes mellem de to yderste; dette anser jeg ikke for pålidelig).

Når vinden ikke er fralands, hører man næsten hele dagen igennem lyden af flyvemotorerne ofte uden at kunne øjne hvorfra lyden kommer. I den sidste tid har man ikke her hørt noget til kanonade.

Af redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

5. juni 1917 – Skageraksfest: “Forenede med feltgraa og Blaatrøjer til sejrsglad Skagerakfest”

Flensborg Avis bragte 5. juni et referat fra Sonderburger Zeitung Skagerak-festen den 3. juni.

Skagerak-Festen i Sønderborg i Søndags begyndte ifølge „Sonderburger Zeitung” med en Gudstjeneste, ved hvilken Provst Valentiner prædikede. Formiddagen var i øvrigt viet til Idrætskampe for Ungdommen. Om Eftermiddagen var der Koncert i Slotshaven, og ude ved Vemmingbund foretog en Undersvandsbaad Dykkeøvelser. Ved Festen om Aftenen i „Centralhotellet” bød Overlærer Meyer Velkommen, hvorpaa Generalsekretær Dr. Hugo fra Berlin holdt Festtalen. Efter Forslag af Landraad Schønberg sendtes følgende Telegram til Kejseren:

Til Hans Majestæt Kejseren, Store Hovedkvarter,
Forenede med feltgraa og Blaatrøjer til sejrsglad Skagerakfest fornyer mange Hundrede Mænd, Kvinder og Medlemmer af Ungdomsværnet fra Als og Sundved i Ærefrygt over for Deres Majestæt Troskabseden fra Dybbøl-Mindedagen 1914! I stolt Sorg for vore faldne, der glade ofrede deres Liv for det tyske Kejserdømmes alt overskyggende Magt, i klippefast Tillid til vore Vaabens Sejr under Deres Majestæts sikre Ledelse, i jublende Begejstring over vore U-Baads-Heltes berømmelige Gerninger, hvis dristige uhemmede Gaaen paa virkeliggør det tysk Folks Siegfriedsdrøm, lover vi i Hus og Hjem, i Værksted og bag Ploven, glade, uforknytte og trodsige med staalhaard Haand og varmt Hjerte i selvfølgelig Pligt at arbejde videre og holde ud, indtil den tyste Ørn holder de rovgridske Gribber i sine Kløer og Deres Majestæt kan diktere den i Knæ tvungne Fjende en Fred saa sejrrig, saa tysk, som vort offerrige Folk har fortjent den og længes efter.

Sønderborg, den 3. Juni 1917.
Efter Bemyndigelse:
Landraad Schønberg.

Den sidste Tale blev holdt af Sanitetsraad Dr. Reuter, og der blev endnu sendt et kort Telegram til Kaptajnleutnant Valentiner.

Det var ikke kun i Sønderborg, at årsdagen for Jyllandsslaget blev markeret, på fotoet ses sømænd ved mindehøjtidelighed i Wilhelmshafen (Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot)

 

2. juni 1917 – Damperen Gamma af Åbenrå torpederet

Den norske avis Stavanger Aftenblad berettede  lørdag 2. juni 1917, om damperen Gammas forlis.

Den tyske damper ”Gamma” jages iland og torpederes mellem Kvadsheim og Haarr av 3 engelske  jagere.

De laa 100 meter fra land. Det tyske mandskap i Behold.

Kl. 10 iformiddag meldte vor korrespondent paa Vigrestad: En stor tysk lastdamper jages i dette øieblik iland nedenfor Haarr av 3 engelske krydsere. Det gaar med rasende fart ret mot land. Man har hørt et eller flere skud.

Kl. ½11.
Damperen er gaaet paa grund i Øirobugten nedenfor Haarr. Krydserne gaar rundt omkring den nær land. Det er store Skibe med flere Skorstener Tyskerne befinder sig ombord. Været er fint.

Egersund kl. ½11
Torpedobaaten gjør sig klar til at stikke ut.

Et øienvidnes beretning.
”Aftenbladet”s medarbeider, som kom tilstede straks damperen var set paa land fortæller:

Noget før ved 9-tiden iformiddag blev man opmærksom paa en stor sort tysk damper, som med rasende fart stevnet mot land forfulgt af tre krigsskibe, som avfyrte varselsskud til den om at stoppe. Ved ½11-tiden gik damperen med noksaa sterk fart paa land i Øirobugten mellem gaardene Kvadsheim og Haarr, der hvor Kvadsheim-lodsen har sin baat. Det tyske mandskap 18 mand søkte snart iland.

Jagerne, som alle hadde 3 Skorstener og hadde en længde av ca. 200 meter – den ene dog noget større end den de andre – gik tæt ind paa damperen. De to bar merkerne ”C. 28” og ”C. 31”, mens den tredjes merke ikke kunde opdages. De gik rimeligvis ikke længer end 100 meter fra land.

Damperen Gamma malet før krigen (Museum Sønderjylland – Aabenraa Museum)

Den ene Jager braset nu op, vendte bredsiden til og sendte en torpedo ivei. Den rammet ikke, men blev liggende ved land. Dog – en ny blev skut ut og med bedre resultat. Den tyske damper, som laa fast paa stranden, rammedes agter. Et vældig drøn skaket den rædselsslagne befolkning op. En vældig vandsøjle blandet med vrakrester slyngedes 100 meter i været. Dog, Damperen laa like fast paa stranden. En ny Torpedo jager mot skibet, som atter rammedes. En flamme slaar op – det brænder. Atter en  – men feil sigtet – torpedoen gik agterut og mor Norges jord maatte holde for.

Mens de forstenede tilskuer ser paa det frygtelige skuespil, som har bragt dem krigens gru paa nært hold, piler en liten dampbarkasse frem kommende nordfra. Den farer midt imellem krigsskibene og tyskerne, mens den ene torpedo suser tæt forbi den. Den lille motorkutter gaar dog uanfegtet sin vei. Hvad det dumdristige fartøi skulde der, vet man ikke.

Da nu englænderne mente at ha ødelagt baaten nok svinget de og gik utover. En baat firtes fra den ene før bataljen og rodde ind mot tyskeren. Der førtes vistnok en samtale med folkene ombord, som de øieblikkelig kom sig iland.

De tre jagere kan nu sees langt ute i horisonten.

Torpedobaaden ”Garm” kan ses at komme indover.
Den tyske damper er ”Gamma”, 3500 tons paa fra Emden til Narvik. Den var tom.

Jagten begyndet paa den maatte at damperen kom søndenfra nær land, mens jagerne kom nordenfra. Pludselig saa man den ene stevne ret mot land. Damperen blev omringet og tvunget mot land, hvis den ikke vilde blive kapret.

Virkningen av torpedoens eksplosion var frygtelig.  Svære Jernstykker slyngedes helt op til gaarden Kvadsheim. Den første torpedo gik næsten helt igjennem skibet.

31. maj 1917 – Skagerakfest: “Hil jer, som har berøvet England Herredømmet til Søs!”

Flensborg Avis bragte 31. maj 1917 et opråb fra Sonderburger Zeitung om en fejring af årsdagen for Jyllandsslaget.

En Mindefest for Sølaget ved Skagerak.
Førstkommende Søndag, den 3. Juni, vil der i Sønderborg blive afholdt en Fest i Anledning af Aarsdagen for Søslaget ved Skagerak. Om Eftermiddagen Klokken 3 er der Koncert i Slotshaven af Marinemusikken fra Mørvig, og Klokken 8 om Aftenen fortsættes Festen i Centralhotellet, hvor der holdes et Festforedrag af Dr. Hugo fra Berlin og derefter andre Taler samt bydes paa Musik- og Sangforedrag.

Der er offentliggjort følgende Opraab i „Sonderburger Zeitung”:

„Tyske Mænd og tyske Kvinder i Sønderborg Kreds!

I denne os paatvungne Verdenskrig medoplever vi forbavsede en Tid med vældige Bedrifter af den tyske Værnemagt til Lands og til Vands, Bedrifter saa store, som vort Folk under dets tusindaarige Historie ikke tidligere har udført Mage til, og som vi tidligere ikke havde tiltroet os selv. Kun een har tiltroet os dem — og skælvet for dem — England! Med Fjendens skarpe Blik har England misundeligt fulgt Tysklands vidunderlige økonomiske Opsving før Krigen. England har anet, hvad den stadig voksende tyske Folkekraft, som ikke kunde yde sig selv nok i rastløst Fredsarbejde, i Skabertrang og Foretagsomhedslyst, vilde kunne yde, naar den tyske Mikkel ombyttede Ploven med Sværdet. Derfor har det under bævende Frygt for sit Verdensherredømme faaet hele Verden imod os og forstaaet med snedige og indsmigrende Slagord at bedaare dem og faa dem til at overfalde os.

Vi har ikke fundet Slagord for at omvende de bedaarede, men ført Slag for at værge Englands-Forblindelsen.

Hil vor Flaade og Admiral Scheer! Hil Heltene fra Skagerakslaget! De har vist Verden, at Englands Kæmpeflaade ikke er uovervindelig! Hil vore U-Baadsbesætninger, Førere og Mandskaber! Hil Sønderborgs Æresborger iblandt dem! Hil jer, som har berøvet England Herredømmet til Søs!

Hil vore feltgraa, som har vundet Sejr over Sejr og nu trodser den forenede Fjendemagts Kæmpestorm!

Langsomt, men sikkert modnes Høsten af disse Heltegerninger: de bringer os efter alle de mange, mange Ofre den sejrrige tyske Fred, naar Hjemmet forbliver trofast over for Hæren! Fast være og blive vort Hjerte til Trods for alt det tunge, der er paalagt os! Tillidsfuldt og lige ud i den lysere Fremtid se[r] det af ingen Nød blændede Øje! Vidt aabne sig Haanden for at hjælpe, hvor den blot kan, for at afværge enhver Nød!

Alle, som veed sig ens med os i den Slags Tanker og Sindelag, indbydes hjerteligt til at deltage i de festlige Foranstaltninger, der i Anledning af Aarsdagen for Slaget ved Skagerak finder Sted i Sønderborg Søndagen den 3. Juni.”

Opraabet er underskrevet af Amtsforstander Andersen, Bagmose, Justitsraad Alexandersen, Sønderborg, Lærer Bagger, Ketting, Skatteinspektør Beckmann, Sønderborg, Skovfoged Bøorn. Nygaard, Kredsseketær Borzikowski, Sønderborg, Overingeniør Brandt, Sønderborg, Overrealskoledirektør Brunn, Sønderborg, Teglværksejer Christiansen, Rendbjerg, Kredsskoleinspektør Teiss, Stationsforstander Ehlers, Postdirektør Engelhardt, Postsekretær Groth, Amtsretsraad Güntzel, Bysekretær Hansen, Rentier Georg Hansen, Distriktsskorstensfejer Heinrich, Bankdirektør Helmer, Raadmand Johannsen, alle af Sønderborg, Gaardejer Jens Hansen, Leder af Ungdomsværnet for Broager, Dynt Mark, Bygmester Horn, Broager, Amtsforstander Jacobsen, Rumohrsgaard, Kommuneforstander Jacobsen, Sarup, Lærer Jørgensen, Stevning, Borgmester Jürgensen, Avgustenborg, Amtsforstander Kier, Sønderborg, tidligere Herredsfoged Klinker, Nordborg, Førstelærer Koopmann, Overlazaretinspektør Krause, Redaktør Kühler, Kobbersmedemester Lindholm, Havnearbejder Lohse, Overlærer Meyer, Bryggeriejer Petersen, Overrealskolelærer Rambow, Dr. Renter, Baneforvalter Rosenberg, Retssekretær Rusch, Landraad Schönberg. Typograf Thomsen, Provst Valentiner, Apoteker Vierth, Dr. de Bries, Formand for Fiskeriforeningen Weltzien, Førstelærer Witt, Malermester Witt, Førstelærer Wittkens, alle af Sønderborg, Pastor Matthiesen, Guderup, Overamtmand Schartan. Kajnæsqaard, og Skovrider Zimmermann, Sønderskoven.

1. Februar 1917 – Uindskrænket ubådskrig

Efter to års skyttegravskrig uden nævneværdige resultater og uden tegn på en snarlig afgørelse besluttede den tyske hærledelse at forsøge at vinde krigen til søs. Planen var ved en ubådsblokade at indskrænke tilførelsen af fødevare til Storbritannien. Da landet var  afhængig af import for at kunne brødføde sin befolkning, håbede man på den måde at kunne sulte briterne til overgivelse.

Med opbakning fra det tyske parlament indledte den tyske flåde derfor 1. februar uindskrænket ubådskrig i farvandet omkring De britiske Øer. I en spærrezone, der blev udvidet flere gange i løbet af året, risikerede alle skibe uanset nationalitet at blive sænket uden varsel. Det gjaldt også skibe fra de neutrale lande.

Den tyske admiralstab var gennem komplicerede beregninger kommet frem til, at man ved sænkningen af 600.000 bruttoregisterton om måneden ville kunne bringe Storbritannien til overgivelse i løbet af mindre end seks måneder. Truslen om uvarslet sænkning forventedes desuden at ville medføre et ophør eller kraftig indskrænkning i de neutrale rederes sejlads på Storbritannien, og dermed en yderligere reduktion i indførelse af fødevare.

Den 1. februar havde den tysk flåde 129 ubåde, 69 af dem opererede i Nordsøen. I løbet af de næste måneder lykkedes det dem rent faktisk omtrent at opfylde det opstillede mål, og situationen i Storbritannien begyndte at blive kritisk. Men da den britiske flåde indførte konvojsejlads, faldt antallet af sænkede skibe drastisk. Samtidig var Ententen i stand til at erstatte de sænkede skibe hurtigere end den tyske admiralstabs statistikere og økonomer havde forventet. Endelig betød sænkningen af neutrale skibe uden varsel, at USA i april erklærede Tyskland krig.

5. december 1916. UC-19 sænket – Rasmus Wolter dræbt

Den 5. december 1916 sænkede ubåden UC19 (med sønderjyden Rasmus Wolter fra Røllum om bord) det russiske sejlskib Ans i den engelske kanal. NB: Der er nogen usikkerhed omkring datoen. Både den 4.12., 5.12. og 6.12. nævnes.

Den britiske handelsskib SS Kashmir observerede sænkningen og udsendte radiosignaler. Den britiske destroyer HMS Ariel hastede til sænkningsstedet. Ved ankomsten fik udkiggen øje på den uddykkede UC19’s tårn.

Der blev slået alarm på UC19, der straks dykkede ned under havoverfladen. HMS Ariel var hurtigt på stedet og smed en dybvandsbombe, der dog ikke eksploderede.

Nu gik spillet i gang: Kattens jagt efter musen. I neddykket tilstand var ubåden usynlig. Havet er stort, men jægeren kendte det omtrentlige sted, hvor byttet gemte sig.

Destroyeren skiftede taktik. HMS Ariel benyttede derefter sin paravane, et våben, der normalt blev brugt til minestrygning, men her var udstyret med en sprængladning til anvendelse mod ubåde.

Destroyeren trak sin paravane efter sig i 9-10 meters dybde. Dér, hvor man formodede at ubåden gemte sig, blev den bragt til sprængning.

Kort efter blev der observeret luftbobler og oliespor på havoverfladen.

UC19 gik ned med 25 mand. Én af dem var Rasmus Wolter.

26. august 1916. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om Somme, Østfronten, hvor Brusilow-offensiven mister pusten, Balkan-fronten, hvor fem hære på ententens side samler sig, russernes offensiv i Kaukasus – samt om den noble tyske ubådskaptajn de Lothar von Arnauld de la Periére.

25. juni 1916. Overraskende straf: Tre dage på en blød sofa og tre ugers orlov!

H.P. Jørgensen fra Olmersvold ved Vollerup vest for Åbenrå gjorde krigstjeneste i flåden, først på en minestryger og senere om bord på Najade, en hjuldamper, der var blevet rekvireret til brug for marinen.

Vor nye Bestilling var om Bord på Halvflotilleskibet „Najade”. Flotillechefen var en Kaptajn, og han havde sine Kontorer her om Bord. Det var altså et Bureau-Skib og gjorde ikke Turene med. Det lå altid fast fortøjet ved Land. Her blev jeg så installeret som Dæksmatros.

Den første Aften gik jeg i Land, nu havde vi svippet rundt på Vandene en 3-4 Uger, så jeg længtes efter at få fast Grund under Fødderne. Jeg gik i Biografen og tog bagefter en Spadseretur langs med Stranden og i Parken. Swinemünde er et Badested ved Østersøen, og Stranden flød med Strandkurve.

Jeg havde Følgeskab af en Kammerat fra et af Skibene. Da vi omkring ved Tolvtiden var for hjemadgående, vi gik igennem Parken, rendte vi på Chefen, som forlangte at se vore Nattegn. Min Kammerat vilde stikke af, men jeg blev stående. og vi blev så begge noterede. Kammeraten opgav et falsk Navn.

Næste Dags Formiddag mødte vi begge til Rapport. Jeg fik dikteret tre Dage middel Arrest, og han seks Dage „Dicke“ = streng Arrest. Det var en køn Begyndelse på vor nye Post, og noget slukøret skyndte jeg mig ned.

Undervejs blev jeg standset af Vagtmesteren, som tiltalte mig temmelig brøsigt, om jeg kunde se den Klokke der, — en elektrisk Klokke under Loftet, og om jeg kunde se den Sofa der. Det kunde jeg jo nok. Ja, her havde jeg at opholde mig fra otte om Morgenen og så længe Chefen var om Bord, selv om det blev Midnat. Når så den Klokke der ringede, skulde jeg melde mig hos Chefen og gøre, hvad han forlangte. Kort sagt, jeg var blevet Ordonnans ved Chefen (Halvflotillechefen). „Og“ , sagde han så, Vagtmesteren, „de tre Dage sidder De i Brummen her, og“ , tilføjede han så, „hvornår vil De så på Orlov? “ – Min Kone havde nemlig indsendt en Ansøgning, og jeg havde fået bevilliget tre Ugers Orlov.

— „Men ikke noget med Flæsk og Skinker her, gamle Ven, det skal vi ikke have noget af!“ ——- Og dermed kunde jeg gå.

I kan tro, jeg var som himmelfalden. En behagelig Tjeneste, de tre Dages Arrest og så Udsigt til tre Ugers Orlov. Jeg behøver ikke at fortælle, at på min Tjeneste var der intet at udsatte nu og i den nærmeste Fremtid, og sidst i Juli 1916 rejste jeg hjem på min første Orlov.

DSK-årbøger 1945

17. juni 1916. På øvelse i Østersøen: “De skyder derovre!” – “Quatsch!”

H.P. Jørgensen fra Olmersvold ved Vollerup vest for Aabenraa gjorde krigstjeneste på en minestryger i Østersøen.

Vor første Tur bestod i, at vi sammen med M. 28 skulde ledsage fire Handelsskibe op til Sundet. Forinden havde vi dog haft en Del Skarpskydningsøvelser i Østersøen. Under en af disse Øvelser var vi nær ved at sætte et Bådemandskab til.

Øvelsen foregik på den Måde, at det ene Skib slæbte Skydeskiven, medens det andet med Tilløb fra en anden Kurs beskød Skiven. Afstanden var et Par Sømil. Vi havde just gjort et sådant Tilløb og stod nu for at vende. En Båd var sat i Vandet, bemandet med en Bådsmand og tre Mand. De skulde klæbe Hullerne til på Skiven. Jeg havde Vagt på Broen som Udkigsmand.

Mens vore Folk nu var beskæftiget ved Skiven, så jeg pludselig en Røgsøjle slå ud fra Skibet derovre, og lidt senere fulgte Nedslaget af Granaten, dog ca. 500 m for kort. Jeg afgav Melding om, at de skød derovre. „Quatsch”, var Svaret. Dog snart kom den næste, og den faldt betydeligt nærmere. Nu fik Kommandanten nok travlt, han halede i Sirenen og hylede værre end en Besat. Dog lige så lidt, som vi kunde høre Skydningen, kunde de høre Sirenen.

Det tredie Skud kom da også, inden man på Skiven var blevet opmærksom derpå. Nedslaget skete umiddelbart bag ved Skiven, men nu fik Folkene nok travlt med at komme bort derfra. Båden var da heller ikke kommet ret langt, før den fjerde Granat sad i Skiven, så Splinterne røg dem om Ørerne. De var noget blege om Næbbene, da de kom om Bord, men heldigvis var de ikke kommet noget til.

Da vi senere skulde skifte, trak det sammen til en værre Ballade mellem Kommandanterne, da ingen af dem vilde tage Skylden for Forseelsen. Jeg tænker, de har tiet Historien ihjel, for vi hørte ikke senere om den.

Som foran nævnt skulde vi sejle med Handelsskibe til Sundet. Klokken var otte om Aftenen, da vi vendte ved Indsejlingen til Sundet, hvor de tyske Spærredampere lå. Vi kunde se Sjællands Kyst og Tårnene i København.

Blot man kunde komme derind, tænkte jeg, så skulde de ikke se mig mere. Da vi om Natten sejlede tilbage, blev det en temmelig skarp Kuling, og Masten svingede hid og did. Klokken tre skulde jeg på en firedelt Vagt. Krigsvagten var 4 Timer. Jeg skulde være Rorgænger, Maskintelegrafist, betjene Agterkanonen og holde Udkig. Det var een Time hvert Sted. Nu skulde jeg først op i Mastekurven og holde Udkig.

Midtvejs oppe var Lyskasteren anbragt, forsynet med et Rækvark omkring en Platform. Hertil gik det godt, men nu var der kun en Lejder af Reb, som hang under Masten, og der var endnu et godt Stykke tilbage. Jeg forsøgte et Par Trin, opgav det og kravlede så ned igen, Masten svingede frem og tilbage, og mørkt var det. Nej, du har Kone og Børn hjemme, tænkte jeg, du går ikke derop, og så gik jeg ned og meldte, at jeg ikke kunde komme derop. Dog, efter at jeg først havde fået Krukken skældt fuld, blev Resultatet dog. at jeg kunde blive stående ved Lyskasteren.

Dagen derpå blev jeg afkommanderet. Jeg og en anden skulde ombyttes med to Signalgaster. Først fik vi dog Lov at hjælpe med at tage Kul ind, et svært og beskidt Arbejde.

DSK-årbøger 1945.

14. juni 1916. På en minestryger i stormvejr på Østersøen

H.P. Jørgensen fra Olmersvold ved Vollerup vest for Åbenrå havde aftjent sin værnepligt i marinen. Han blev i efteråret 1914 erklæret ”helt uduelig” [ganz untauglich] til krigstjeneste pga. et dårligt ben, men efter fornyet session i oktober 1915 blev han alligevel erklæret krigsduelig. I begyndelsen af maj 1916 blev han overført til mineafdelingen i Cuxhafen som matros. Efter et kort ophold i Wilhelmshafen blev hans minestryger overført til Østersøen.

Skibet, vi var kommet om Bord i, var helt nyt, og det tog en fjorten Dages Tid at få alle de mange Grejer om Bord, som hørte til et Krigsskibs Udrustning. Skibet var en Minesøger, men foreløbig skulde vi stationeres i Swinemünde, hvor vi skulde beskytte Handelsskibene, der sejlede med Erts [jernmalm, RR] fra Sverige, mod Ubådsangreb.

Det var et rigtigt Blæsevejr, da vi sejlede fra Wilhelmshaven, og i Nordsøen, hvor Bølgerne gik højt, var der mange, der måtte ofre til Havguden. Selv om det var min første Tur til Søs, holdt jeg mig dog.

Om Aftenen nåede vi Indsejlingen til Kieler-Kanalen, og hele Natten gik med at komme igennem denne. Af og til måtte vi ved en Sluse vente på et modgående Skib, eller at Vandet skulde have os op i Niveau, så vi kunde sejle videre. Vandstanden mellem Nordsøen og Østersøen kan variere et Par Meter på Grund af Ebbe og Flod.

Klokken fem nåede vi ind til Kiel, hvor vi skulde gøre en Times Ophold. Klokken syv sejlede vi videre med Kurs mod Swinemünde. Havde vi haft Storm i Nordsøen, så var det intet at regne mod det, vi mødte i Østersøen, og da vi først havde rundet Femern, fik vi Bølgerne ret at føle. Det var en Storm fra Nordøst, Vindstyrke 12, stik imod. Snart stod vi på Hovedet, snart på Halen.

Jeg havde den Formiddag Vagt på Broen, og af og til tænkte jeg, når vi skulde ned i en Bølgedal: „Nej, der kommer vi ikke igennem”. Og dog! — Selv om Bølgerne overskyllede Kommandobroen, og Skruen af og til svirrede i Luften, så gik det alligevel, om end kun småt, og vi holdt støt vor Kurs.

Ved Middagstid var Stormen på det højeste. Klokken tolv blev jeg afløst. Jeg husker, at vi fik „Plum und Klüt” til Middag. Da jeg kom ned i Mandskabsrummet, mødte der mig et sørgeligt Syn; Frivagten sad eller lå rundt omkring i Lokalet, blegnæbbede var de alle, og af og til måtte en ud og ofre. Jeg erhvervede mig straks et „dobbelt Slag” af Middagsmaden. „Plum und Klüt” var min Livret.

Det første „Slag” satte jeg til Livs dernede, men ved det andet måtte jeg skyndsomst op på Dækket. Det blev mig for kvalmt dernede.

Men nu opholdt jeg mig ovenpå, jeg placerede mig midtskibs, og da jeg så fik Piben tændt, var jeg helt godt tilpas. Jeg fik Selskab af en Kammerat, som også kunde klare den. Vi var kun fire, der slap for at ofre, deriblandt også Kommandanten.

Ret længe havde jeg dog ikke Fred, jeg måtte nemlig op på Kommandobroen og tage Roret igen, alle de andre var syge. Den Dag fik vi Lov til at ryge på Vagten; det stimulerede.

Henad Eftermiddagen løjede Vinden af, og da jeg ved Firetiden blev afløst, var vi kommet ind i nogenlunde smult Vande. Det blev en dejlig Aften, og det var en herlig Indsejling, da Lysene fra Swinemünde og Heringsdorf tindrede os i Møde.

DSK-årbøger 1945

8. juni 1916. Kresten Andresen: Mor har fødselsdag; “jeg skal nok tænke på dig den dag”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i juni 1916 befandt sig ved Douai.

Den 8. juni 1916

Kære mor!
Nu vil jeg rigtig ønske dig mange gange til lykke til din fødselsdag og håbe, at du må få lov til at holde den på en rigtig god måde. Jeg kan desværre ikke komme med, men det får jo hjælpe sig; jeg skal nok tænke på dig den dag.

Desværre falder den lige efter pinse, og det kan vel ikke tillades i disse tider at holde tre festdage lige efter hinanden. Nu har du ellers holdt mange fødselsdage, siden jeg sidste gang har været med til en af dem. Jeg tror ikke, jeg har været med siden 1906 – jo, vent lidt, i 1912, da jeg kom hjem fra filosofikum.

Jeg vilde have sendt dig et billede, men fotografen får det ikke færdigt. Jeg har det ellers ret godt. Det kan under alle omstændigheder vare længe, inden jeg kommer i skyttegraven igen.

Der er mange gode venner, megen fritid, og tiden falder én ikke let lang her, hvor der leves et afvekslende liv omkring én. Byen og omegnen er også dejlig. Jeg har endnu ikke været så meget omkring, da jeg selvfølgelig har fået en større forkølelse, som jo gerne er min skæbne.

Valdemar Ludvigsen og Christians fætter Nikolajsen fra Kollund er på et rekrutdepot her i nærheden; de var sidste søndag undervejs herhen, men fandt ikke til vejs ende. Her i byen kan man få næsten alt muligt endnu; der er endogså kafeer, hvor man kan få kaffe og kager.

Men priserne er hårrejsende. I dag købte jeg et par rundstykker, de var så store som valnødder, og kostede 8 pfennig stykket; men de smagte alligevel fortrinligt. 

Det lader til, at der for tiden er kommet rulning i begivenhederne, både nede i Tyrol og med det store søslag. I går for taltes der, at lord Kitchener er gået under med hele sin stab på vejen til Rusland.

I Rusland er der nok begyndt en større offensiv, som vist lige er i sit første stadium. Jeg tror nu, at stillingen i det væsentlige bliver den samme trods de heftige kampe, og sådan vil vi vel gå ind i det tredje vinterfelttog.

Jeg kan ikke tro på nogen fred i lange tider. Nu er det længe siden, jeg har fået brev hjemmefra. Mange tak for pakken med smør og skinke, den var i udmærket stand. Når I kan sende smør af og til, så behøver I ikke at sende andre ting; her kan man jo få alt, hvad man behøver. Så vil jeg slutte med de bedste ønsker og hilsner.

Din hengivne søn Kresten

I må passe på, hvad I skriver, for der er streng censur her.

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

5. juni 1916. Kresten Andresen: “Vi er vist fjernere fra freden, end vi længe har været det”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i juni 1916 befandt sig ved Douai.

Den 5. juni 1916

Kære forældre!
Mange tak for pakken med smør og kiks og brevet af 27. maj. Det glæder mig, at udkastet til omordningen af aftægtet har kunnet gå an. Men derfor er det da en risikabel sag at gøre udkast til Johan Iversens aftægt også; imidlertid kan jeg godt sende dem en lille tegning.

Det fatale hønsehus, som mor savner på tegningen, må forlægges til op i omegnen af granerne, og kartoflerne vil der vel nok blive plads til andre steder end netop i det lille stykke land vest for huset. Efter min mening skulde det helt ofres for skønheden, og I kan tro, at et anlæg dér vil pynte på hele huset. Jeg har slet ikke noget imod, at der af det stykke land bliver ofret noget til persille og jordbær; det burde så i hvert fald være den del, der ligger mellem midtergangen og granerne. I øvrigt synes jeg, at der måtte forsvinde et par af de mange frugttræer, for det ene kan jo ikke stå for det andet.

Jeg har det helt godt heroppe, for øvrigt er jeg for tiden meget stærkt forkølet. Vi har det særdeles roligt, og det kan vare i en måneds tid. Jeg har haft en længere samtale med dr. Thomsen, vi gik en lang tur om i parken. Jørgen Brag er nu rejst af til Tyskland og kommer rimeligvis på lazaret i Flensborg; det er godt for den gamle rare svend. Jeg har besøgt ham tre gange, mens han endnu lå her på lazaret.

Det er nok et vældigt søslag, der har været oppe i Skagerrak. Efter hvad her meddeles, har englænderne omtrent mistet en snes skibe og tyskerne otte. Italienerne har nok også fået et slemt smæk. Det er i grunden ret livligt for tiden på alle fronter.

Nu er freden jo også bleven udsat en måned; terminen er nu den 27. august, for kort tid siden var den den 17. juli. Jeg synes, hele fredsbevægelsen, som i grunden tegnede så godt, er bleven brat standset. Vi er vist fjernere fra freden, end vi længe har været det; og det skulde ikke undre mig, om der bliver et tredje vinterfelttog også.

Mange hilsner til alle fra eders hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

 

2. juni 1916. Indespærret i bugen på den sunkne SMS Seydlitz

H.P. Jørgensen fra Olmersvold ved Vollerup vest for Åbenrå havde aftjent sin værnepligt i marinen. Han blev i efteråret 1914 erklæret ”helt uduelig” [ganz untauglich] til krigstjeneste pga. et dårligt ben, men efter fornyet session i oktober 1915 blev han alligevel erklæret krigsduelig. I begyndelsen af maj 1916 blev han overført til mineafdelingen i Cuxhafen som matros og senere overflyttet til Wilhelmshafen.

Efter en tre Ugers Tid øverførtes jeg med en Kommando på 300 Mand til Cuxhaven. Vi var blevet overført til Mineafdelingen der og var blevet Minematroser, — „Himmelfartskommando”, trøstede Kammeraterne os med.

Vor Transportfører var en „Obermaschinistenmaat”. Han havde et flot, lyst og kraftigt Fuldskæg. En rigtig nordisk Type. Da jeg om Aftenen, efter at vi var blevet indkvarteret i Kasernen, var på Vej fra Kantinen, råbte han til mig, hvor mange Klokken var, og da han havde hørt mit Mål, udbrød han på Dansk: „Hvor er du fra?”

— „Fra Aabenraaegnen”, svarede jeg. — Ja, det var han også, og det viste sig,, at vi endda flygtigt havde kendt hinanden som unge derhjemme. Han havde i et Par År været Fyrbøder på Amtsbanen mellem Aabenraa og Graasten og var gået ud af Militærtjenesten som Reserve-Maskinistmat. Under Krigen var han blevet forfremmet.

Vi blev nu meget gode Kammerater og var altid sammen uden for Tjenesten. Vi kom sammen i en Kommando til Mineuddannelse og blev sammen beordret om Bord på Minestrygeren M. 31.

Den 31. Maj 1916 afrejste vi fra Cuxhaven til Wilhelmshaven, hvor Skibet skulde gå i Tjeneste. Min Kammerat skulde være 2. Maskinist, og jeg Dæksmatros. Besætningen talte 48 Mand, og Skibets Kommandant var en Overløjtnant.

Vor Omflytning skete netop samme Dag, som Skagerrak-Slaget fandt Sted, og da vi Dagen efter vor Ankomst sjokkede rundt i Krigshavnen i Wilhelmshaven, på Vej til Værftet, havde vi god Lejlighed til at tage de fra Slaget hjemvendte Krigsskibe i Øjesyn.

Der var ikke særlig mange, men de var alle gennemhullede. Hullerne var dækket med Sejldug. „Een sådan Sejr til, og vi har ingen Flåde mere”, sådan var Omtalen af Sejren inden for Marinekredse.

I Slusen ved Indsejlingen til Havnen havde „Seydlitz” taget Bunden og sad fast, kun Kommandotårnet og Masterne stod over Vandet. Dagen derpå blev man opmærksom på en vedvarende Banken fra Skibets Indre, og gennem et Talerør fra Kommandobroen kom man i Forbindelse med nogle Folk, som af Vandet var indespærret i Ammunitionsrummet nede i Bunden af Skibet.

Dernede havde de siddet siden Slaget tog sin Begyndelse Fredag Morgen. Først om Torsdagen i den påfølgende Uge blev de befriede, da Skibet blev hævet. Der var 17 Mand og 1 Løjtnant i Rummet. Fra om Tirsdagen havde man hældt flydende Mad ned til dem igennem Talerøret, men de var dog meget forkomne, en af dem var endda blevet vanvittig. De vidste nemlig ikke, om de lå på Havets Bund eller andetsteds. Skibet var blevet ramt af en Torpedo, og de indstyrtende Vandmasser havde spærret dem inde.

DSK-årbøger 1945

1. juni 1916. I havn efter Jyllandsslaget: “… de døde blev kørt bort i møbelvogne”

En anonym 84’er fortæller om sit møde med de sårede matroser efter Jyllandsslaget

Da jeg som infanterist i efteråret 1916 ved en fejltagelse blev indlagt på marinelazarettet i Kiel, mødte jeg her en del af de marinesoldater, der havde været med i Jyllands-slaget den 31. maj samme år.

Der var nogle sørgelige skikkelser imellem, og en egen gru blev det at se på de stakler, som var blevet forbrændt. Der er særligt et billede, som endnu, efter de mange år, står skarpt i erindringen. Det var dem, hvis hud over hele hovedet var brændt og havde taget en del af kødet med også, de så frygtelig ud.

Jeg talte en del med dem, og de forklarede mig, at de skulle blive længe på lazarettet, for de skulle først have en ny hud, og det skulle ske ved transplantation, og det kunne godt vare i flere år. Man ville ikke have dem gående blandt befolkningen, sådan som de så ud.

Vi kom jo også til at tale om selve søslaget. og disse soldater havde jo selvfølgelig deres egen mening om, hvad der skete den 31. maj om eftermiddagen.

De fortalte, at den tyske Hochseeflotte havde forladt Wilhelmshaven allerede den 30. maj og var ankret op på Schillig red ved Jadebugten. Efter planen skulle slagkrydserne tidlig næste morgen gå op langs den norske kyst, hvor man havde observeret engelske krydsere, senere skulle så slagflåden følge efter. Nu gik det jo noget anderledes.

Slaget var frygteligt, mens det stod på, sagde de og de kunne ikke se, at nogen havde vundet slaget. Det var jo også admiral Scheer, som trak sig tilbage, hvorved kampen ebbede ud.

Det var et sørgeligt syn at se flåden liste ind i havnen den næste eftermiddag, sagde de forbrændte mennesker, skibe med alt skudt ned, hvad der havde stået oprejst, andre med mere eller mindre slagside, gråd og jammer fra de pårørende til dem, der ikke var med hjem. Mange lemlæstede om bord, og de døde blev kørt bort i møbelvogne, så mange var der.

DSK-årbøger 1966

31. maj 1916. Overkanonér Torp kvæstet i Jyllandsslaget

Holger Marius Frederik Torp fra Haderslev gjorde krigstjeneste som overkanonér om bord på linjeskibet SMS Kronprinz. Til sin datter har han bl.a. berettet følgende:

Holger Torp fortalte ikke så meget om livet ombord på “Kronprinz”.  Der var selvfølgelig meget streng disciplin om bord. De menige matroser lå i Hængekøjer tæt på hinanden og alle sov med strømperne på om natten parat til at springe i tøjet, hvis der blev slået alarm. Vanen med strømperne fulgte far resten af hans dage.

Holger Torp var i mellemtiden blevet udnævnt til Überkanonier.

Holger Torp, Haderslev

Under Jyllandsslaget stod han nede i bunden af slagskibet og var med til at sende granaterne via en elevator op til kanonerne på dækket. De “varmede” granaterne, kaldte han det. Hvad det egentligt betyder, ved jeg ikke. Det har måske været et tysk udtryk for at klargøre granaterne, inden de blev sendt videre.

Hvor mange store kanoner der var ombord på “Kronprinz”, ved jeg ikke. men i løbet af slaget blev der affyret 144 stk. langtrækkende granater.

Holger Torp fortalte, at der var et øredøvende spektakel, når kanonerne blev affyrede og hele skibet rystede ved hver salve. Desuden var det utroligt varmt nede i bunden, så matroserne svedte bravt. Han fik en alvorlig høreskade af spektaklet, og det plagede ham resten af Iivet, endvidere led han også af dårlige nerver i mange år.

Helt uden fysiske mén slap Holger Torp  dog ikke fra bataljen i 1916.

Under kampen foretog “Kronprinz” en brat manøvre, og ved et uheld væltede en granat. Den rullede henover dørken og ramte tæerne på hans højre fod. Det var især storetåen , det gik ud over og den skade forvandt den aldrig.

Som en lille “Krølle” kan jeg fortælle, at som meget lille pige var det altid spændende at se fars mærkelige storetå og høre ham fortælle om granaten, der bar skylden, dengang han var ud at slås på det store vand.

Efter slaget listede “Kronprinz” hjem til Kiel og var et af de få tyske skibe, der kom hjem i næsten ubeskadiget tilstand.

Fortalt af Marie Torp, februar 2013.

31. maj 1916. Om bord på SMS Kronprinz under Jyllandsslaget

L. F. Gram deltog fyrbøder på SMS Kronprinz i Jyllandsslaget – verdens indtil da største søslag.

(… fortsat)

Søslaget ved Jylland

Jeg var Fyrbøder ved Oliekedlen, en let Bestilling, da vi kun havde at regulere Olien og føre Tilsyn med Vandstanden i Kedlen. Vi var tre Mand paa Oliefyrpladsen, Underofficer Bjerring fra Aabenraa, Blom fra Meklenborg og jeg hørte til et Hold. (Bjerring er krigsforlist ved den engelske Kyst i Paaskedagene 1940 som 1. Maskinmester paa Aabenraa-Damperen „Viking”).

Der var treskiftet Vagt, og vi havde Vagt fra: Kl. 4—8. Om Formiddagen ved Appellen meddelte Ingeniøren, at Flaaden stod nord paa og skulde forsøge at opfange de Konvojer, der gik mellem Norge og England.

Den 31. Maj om Eftermiddagen gik mit Hold paa Vagt uden at der var Fyr under Kedlen, for at spare paa Olien, kun Kulkedlerne var i Drift. Et Kvarter over fire ringede Telefonen med Ordren „Klar Skib til Kamp”.

Vi saa først paa hverandre, om det nu ogsaa kunde passe, men saa kom der ny Ordre „Tænd op under Kedlen”. Da sagde Kammerat Blom, at nu vilde han op og hente Ur og Penge, og jeg bad ham ogsaa at tage mit Ur og mine Penge med. Kassebeholdningen var rigtignok ikke stor, da vi kun fik 5 Mark hver 10. Dag.

Lidt efter kom Ingeniøren løbende og gav Ordre til at blokere Overtryksventilen for at holde paa al Dampen. Idet Ingeniøren løb videre til den næste Kedel, raabte han „Vi kommer straks i Kamp, hold jer tappert”. Da det kun tog 10 Minutter for at fyre Kedlen op paa Tryk, kom Skibet snart paa fuld Fart.

Klokken godt fem kimede Telefonen igen med Ordren „Vi kommer i Kamp med engelsk Krydser” og lidt efter gik den første Bredside fra de store 30,5 cm.s Kanoner.

Der var fem Kanontaarne med to Rør i hver, og et Rør i hver Taarn blev samtidig affyret, medens det andet blev ladet. Det var som at staa paa én Fjeder, da den ene Bredside efter den anden forlod Skibet, men ellers gik alt som paa en sædvanlig Vagt, vi kunde jo heller ikke se, hvad der foregik. Telefonen lød igen „engelsk Krydser „Indefatigable” brænder” og lidt efter „Krydseren er sunken”.

Saadan gik Tiden, snart med Kamp paa Styrbord og snart paa Bagbord, ind imellem var alt roligt, naar undtages en Dirren i Skibsskroget, som sagde os, at vi var paa højeste Fart.

Hen under Aften holdt Skydningen op, og der kom Ordre om, at Vagten ikke maatte skiftes, idet de vandtætte Skodder ved Skiftningen skulde lukkes op, og det maatte ikke ske med Faren for Torpedering eller for en Fuldtræffer for Øje. Endelig Kl. 12 blev vi saa afløst og blev indsat som Reservevagt i Panserdækket, og da vi under hele Slaget ikke havde faaet noget at spise, kunde vi ordentlig have en Portion Smørrebrød, som blev sat for os. Hen paa Aftenen den 1. Juni løb Skibet ind til Wilhelmshaven og gik til Ankers, og efter Afløsningen skulde vi op paa Dækket for at tage Sagerne i Øjesyn.

Der laa en Del Sprængstykker fra Granater paa Dækket, og paa Hækket havde Skibet en Bule, men ellers var ingen Skade sket, heller ingen Saarede. Fra Dækket kunde vi se Panserkrydseren „Seydlitz” ligge i Slusen med Kanonerne pegende ud til Siderne. Den var svært beskadiget og havde ogsaa haft stort Tab af Mandskab.

IMG_9183_efter_Jyllandsslaget_cropped
Skudhul i siden på tysk krigsskib i Wilhelmshafen

Næste Dag takkede Kaptajnen Besætningen for det Arbejde, denne havde udført, og hver Mand fik som en særlig Anerkendelse udbetalt 1 Mark af Kantineoverskuddet.

Nogle Dage senere ankom Kejseren til Wilhelmshaven for at mønstre Marinen. Fra hvert Skib blev der udtaget et Par Mand, og da de alle var samlet, holdt Kejseren en Tale til dem og skridtede forresten Fronten af. En Kammerat fra Bakken, der havde været med, fortalte, at Kejseren havde været i daarligt Humør, han saa bister ud og saa slet ikke paa Folkene.

Saadan oplevede jeg Slaget ved Jylland 1916.

DSK-årbøger, 1943