Tag-arkiv: skyttegravsliv

2. juli 1917. Frelst af en højere magt – eller tilfældet?

Anders Hansen, Gammelby pr. Visby, fortæller om en episode på Østfronten

En højere Magt frelste mit Liv

Vi havde ligget en kort Tid i Rostilling i Brygge og Omegn; men i Maj 1917 kom vor Division til Østfronten. Her afløste vi en tyrkisk Division i Omegnen af Brzezany (Galizien).

En tidlig Morgen i Begyndelsen af Juli aabnede Russerne et mægtigt Bombardement paa vor Stilling. Det var med Skyts af svært Kaliber. Bombardementet var næsten mere voldsomt, end vi havde oplevet det paa Vestfronten.

Vi havde dog en godt udbygget Stilling med gode Skulderværn og anbragte os med fire Mand imellem hvert.

Artilleriilden satte ind ved den Tid, da der skulde hentes Kaffe og Brød ved Feltkøkkenet. Dette befandt sig en ti Minutters Gang længere tilbage i Skoven. Vi skiftedes til at gaa to Mand af hver Gruppe.

Det var ikke min Tur den Morgen; men den Kammerat, der skulde med, vilde hellere blive i Skyttegraven. Jeg gik derfor med i hans Sted.

Det blev ingen Spadseretur som paa en god Chaussé, for vi maatte løbe fra det ene Granathul til det andet, og rundt omkring os eksploderede Granaterne. Da vi endelig naaede op i Skoven, var Køkkenpersonalet deserteret og havde efterladt Gullaschkanonen til sin egen Skæbne.

Vi fik i en Fart Kogekarrene fyldt, snappede et Par Brød, og saa gik det frem igen; men — da var Skyttegraven blevet forvandlet til store Granathuller.

Vi løb hen i en Understand, som endnu var i Behold, og som var forsynet med to Nedgange. Mens vi opholdt os dernede, fortalte en Kammerat, der havde staaet paa den anden Side af det Skulderværn, hvor jeg havde staaet, at det var i allersidste Øjeblik, jeg var kommet derfra. Nogle faa Sekunder efter at jeg var gaaet bort, slog en Granat ned umiddelbart foran Skyttegraven og væltede Jorden over paa de fire Mand, som havde deres Plads der. Hvis jeg var blevet der, vilde min Livsbane altsaa være endt der.

Det varede ikke længe, før det ogsaa begyndte at blive kritisk nede i Understanden. En Granat slog ned ved Siden af den ene Nedgang og lukkede den. Nu var det nok paa Tide at komme derfra. Det var imidlertid ikke helt fornøjeligt at sidde uvirksom i saadan en Jordhule og i Blinde vente paa, at ens Lod bliver udtrukket i det store Lotteri.

Efter et Par Timers Trommeild gik Russerne i Kompagnikolonner frem mod vor Stilling. Det tyske Artilleri tav, men der var et Maskingevær i vort Kompagniafsnit, som ryddede svært op i Russernes Rækker. Moskoviterne kom alligevel ind i vor Stilling, og vi maatte trække os tilbage til en længere bagud liggende Stilling.

Da vi nu i samme Øjeblik fik Forstærkning af Stødtropper, blev Russerne efter en kort, men haard Kamp kastet tilbage til deres Udgangsstillinger.

Derefter faldt der mere Ro over Fronten. Denne lyse Sommerdag blev for vort 150 Mand stærke Kompagni en sort Dag. Det blev næsten halveret. Selv i Sommeslagets Inferno, hvor Bataillonen var indsat en fjorten Dages Tid i Juli 1916, havde vort Kompagni kun et Tab af nogle faa Mand.

DSK-årbøger 1951

3. Juni 1917 Milert Schulz: “ Wie [ich] aber aus alles ersehe geht es Euch ja noch immer recht gut zu hause“

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Im Felde d.3.6.17

Meine lieben Eltern und Geschwister!

Gottes Friede zum Gruss!

Besten Dank für erhaltene Postsachen. Es [hat] mich sehr gefreut in der letzten Zeit recht oft von Euch gehört zu haben[,] meine Lieben. Wie [ich] aber aus alles ersehe[,] geht es Euch ja noch immer recht gut zu hause. Hier ist es auch noch alles beim alten. Bin noch immer Gott sei Lob und Dank gesund und munter und habe es auch noch immer recht gut hier in Mazedonien.

Es ist hier jetzt kolossal heiss. In den Mittagsstunden kaum zum aushalten. Es ist ungefähr eine Hitze von 55-60 grad. Also könnt Ihr Euch wohl ungefähr vorstellen[,] was wir in einer solchen Hitze auszustehen haben. Wir[,] die wir bei der Gefechtsbagage sind[,] können es ja immer noch besser aushalten wie die welche vorne im Schützengraben sein müssen. Wir haben vergangene Woche fast jeden Tag Gewitter gehabt mitunter sogar sehr stark. Und mit dem Gewitter kommt natürlich den auch ein starker Regen. Nun könnt Ihr Euch ja vorstellen wie es ist in einen blosen Zelt zu wohnen[,] wenn ein so starker Gewitterregen fällt. Aber geht noch alles wenn es ja mitunterunter [sic!] tut[,] wenn es nicht genügend Ablauf hat.

Heute kam ein Nordschleswiger nach hier der auf Urlaub gewesen ist. Ich habe ja natürlich auch mit ihm gesprochen. Nach seinem Erzählen ist es ja furchtbar trocken zu Hause und der Roggen ist auch noch kurz und grün. Hier fangen die Leute schon an den Roggen zu mähen. Das ganzen Korn ist bald reif hier. Ja meine Lieben hoffentlich dauert es noch nicht allzu lange mehr eher wir uns wieder treffen können. Wenn mein Feldwebel wieder vom Urlaub kommt[,] will ich mal mit ihm sprechen ob ich vielleicht im August oder September fahren kann. Oder der langersehnte Friede kommt bald. Gott gebe, dass es doch dieses Jahr endlich zum Schluss kommen lassen möge.

Diese Tage ist es hier ziemlich ruhig gewesen, aber wie ein französischer Gefangener ausgesagt hat, werden sie hier noch einen Angriff versuchen[,] aber bei uns kommt er doch nicht durch. Hatte vorgestern einen Brief von Bruder Matthias. Er hat jetzt aber schon genug von[]dem Soldat sein. Ja ich währe auch froh wenn [ich] hätte zu hause sein können, aber so Gott will[,] hoffe ich doch einst gesund und glücklich wieder in die geliebte Heimat kehren zu können.

Sonst wüsste ich für diesmal nicht viel neues erzählen zu können. Meine Mazedonischen Ansichten habt Ihr doch bekommen. Nun seid Ihr alle recht herzl. Gegrüsst und auf ein frohes Wiedersehn hoffend verbleibe ich Euer gegebener Sohn und Bruder.

Milert

(Breve i privateje)

25. februar 1917 – Milert Schulz: “Das ist mitunter nicht so angenehm…”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Geschrieben d. 25/2 17,

Mein lieber Vater.
Deinen lieben Brief vom 11/2 habe gestern mit Freuden dankend erhalten. Wier[]ich daraus ersehe[,] möchtest du als alter Soldat gerne wissen wie ich hier im Felde einen Tag Durchschnittlich erlebe. Ich will dir denn erzählen[,] wie wir in Stelleung verleben.

Wenn die Koche mit in Stellung ist[,] wird morgens wenn es noch dunkel ist Kaffe geholt, dann wird Kaffe getrunken und zum schlafen hingelegt[,] weil wir doch nachts Posten gestanden haben. Alle 6 Stunden 2 Stunden Posten. Mittags wird eine beschmierte oder wenn nichts da ist eine troken Stulle Brod gegessen. Dann holen wir wieder Abend unser Mittagessen wenn es dunke[l] ist. Das ist mitunter nicht so angenehm[,] da uns die Kugeln doch um die Ohren pfeifen. Nachts wird denn Posten gestanden. Sonst wird in der Übriegen Zeit geschrieben oder sonst irgend gemacht.

Augenblicklich sind wir gestern in Ruhe gekommen und habe ich gleich grosse Wasche gehabt. Sonst geht es mir ja noch Gott sei Dank gut. Schreibe nun auch gleich einen Brief nach Hause.
Auf baldiges Wiedersehn dein Sohn Milert.

(Brev i privateje)

24. oktober 1916 – Lorens Jepsen: “6 Dage i saakaldt Ro”

Lorens Jepsen var landmand fra Valsbøl lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse. I januar 1916 blev han tildelt Infanterie-Regiment Nr. 75, der efter flere ture ved Somme i løbet af sommeren midt i september blev indsat mellem Blangy og Tilloy ved Arras.

Monchy 24.X.1916

Min egen kære Anne!
Atter bag Fronten, 6 Dage i saakaldt Ro. Men Roen her er jo af den Slags, at man meget hellere ligger forude, naar Stillingen da er nogenlunde, thi forude er der jo altid lidt farligt, og saa lader de, som kalder sig vore Herre, kun meget lidt se, og vi fører som Følge deraf et tæmmeligt frit Liv. Er vi derimod bag Fronten, saa faar vi ikke Spor af Ro, vi har stadig væk Appel, maa ekserserer og ogsaa atter løbe forud paa Skansearbejde, endog saa naar det er mørkt og regner. Med Skansearbejdet har vi meget travlt for Tiden, endskønt det er en gammel Stilling. Men Sagen er vel sagtens den, at man frygter Engelskmanden fra Siden, nede fra Somme. Da jeg kom fra Orlov, fortælles der, at Lazaretterne bag Fronten rømmedes og nu fortælles der, at intet Land bag Fronten tilsaas mere, hverken her eller i Rusland. Om alle disse Rygter taler Sandhed, ved jeg ikke, men – det er nok skidt med Mads.

Kære Anne, har Du ved Flytningen nu husket at afmelde og atter at melde Dig til Skatteligningen kommer du vist ogsaa til at afgive en Erklæring, som det jo sker hvert Efteraar. Før var det jo lige til da vi kun behøvede at angive vor Gæld. Nu, da der ingen Gæld er, men kun Formue, behøver du vel egentlig ikke at afgive Erklæring, men saa løber du maaske den Fare, at Du skatter for højt. Vort Andel i Sparekassen maa du ikke regne med; Sparekassen skatter for sig selv. Ligeledes maa Du heller ikke angive Moders Penge. Flensborg behøver Du heller ikke at nævne. Naa, det Hele forstaar og ordner Du vel nok selv, naar det forlanges.

Avisen har jeg faaet for nogle Dage siden, men nu er den mærkeligt nok udebleven Post i flere Dage. Fra Dig har jeg heler ikke haft Post i flere dage og jeg længes, sandt at sige, efter at høre, hvorledes det gaar i Medelby. Du skriver, at det var en rummelig Lejlighed, er der ogsaa stor Stald og Lade? Er der stor Have og er der nogen Jord til at plante Kartofler i?

Mon dette Brev endnu skulde naa Dig til Din Fødselsdag? Endnu en Gang de hjerteligste Hilsner og Lykønskninger tilligemed B[—-] til kl. en Femmarkssseddel No. 2., mere følger.

De hjerteligste Hilsner til Dig og Børnene
Din Lorens

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

19. oktober 1916. En livsfarlig pibe tobak

Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i 4. Schlesiske Infanteriregiment 157 på Østfronten.

Efter nogle dages forløb blev jeg sendt til min troppedel. Det var Infanteriregiment 157, 7- kompagni.

Kompagniet lå i skyttegrav på en bjergkam. Bagtil, til venstre og til højre for os var der skov. Lige for os var der på en skråning en temmelig stor græsmark. Nede i dalen mellem os og russerne var der skov over det hele, og i denne havde russerne deres stillinger. Bag skoven var der bjerge igen.

Vi lå ret højt oppe, så der ofte kun var tåge eller skyer at se over det hele – set fra vor stilling – og alt så fredeligt ud.

Jeg spurgte så kammeraterne, hvordan forholdene var. “Vi har det roligt her”, var svaret.

Der var fuldt udgravede skyttegrave, og vor gruppe havde sin egen understand, som dog ikke var særlig solid.

Den første aften skulle jeg så også stå vagt i skyttegraven, og jeg lavede straks en stor brøler. Jeg var dengang allerede en stor piberyger, og da jeg havde stået et stykke tid, syntes jeg, at det ville være godt med pibe tobak.

De havde alle sagt, at her var meget roligt, og der var langt til den fjendtlige side, da der jo var en stor græsmark imellem os.

Knap nok havde jeg fået tændt piben, før der blev skudt nogle salver af granater over os. Kammeraterne kom farende fra understanden og var meget opbragte.

Granaterne var slået ned lige foran og bag skyttegraven – en enkelt lige ved understanden.

Jeg blev selv chokeret, men fortalte selvfølgelig ikke, at jeg havde revet tændstikker. Om det var min skyld, ved jeg ikke, jeg tror dog ikke, at de på den anden side kunne have reageret så hurtigt. Det har nok været et tilfælde.

Heldigvis blev ingen ramt. Jeg var jo selv den, der havde været mest udsat. Det viste sig også senere, da vi for alvor blev beskudt, at granaterne slog ned, hvor de gjorde den aften.

Senere tændte jeg dog ikke mere min pibe om aftenen i skyttegraven.

Thode, Carl Theodor: krigserindringer, nedskrevet 1974 (pdf)

Thodes erindringer danner grundlag for Jakob Brodersens roman “Thode”, der udkom i 2016.

thode-510x762_cropped

 

12. oktober 1916 – Lorens Jepsen: “et 15 m langt Panser-Auto”

Lorens Jepsen var landmand fra Valsbøl lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse. I januar 1916 var han blevet tildelt Infanterie-Regiment Nr. 75, der efter flere ture ved Somme i løbet af sommeren midt i september blev indsat mellem Blangy og Tilloy ved Arras.

Skg. d. 12 Oktober 1916
Saa sidder jeg da atter her ude under Jorden. Stillingen her er omtrent som i Champagne, dog vel næppe saa rolig, thi Engelskmanden skyder stadig med Miner. Naar man sidder nede i sin Hule, saa er Faren ikke saa stor, men værre er det selvfølgelig naar man skal staa paa Post ude i Graven. Dog, en god Ting er der ved disse Miner, man kan nemlig høre, naar de kommer, og ved Nattetide enddog som oftest se dem, og saa gælder det om at forsvinde i en Fart i det nærmeste Hul. Det gælder derfor om at være vaagen. Det kompagnie, som vi afløste havde ligget her i tolv Dage og slet ingen Tab haft. Stillingen her er gammel og derfor ogsaa godt udbygget. Der er en svær Mængde Traadforhindringer baade foran vore og de engelske Grave. Ved Nattetid bestryger Maskingeværerne ofte terrænet, da der frygtes for fjendtlige Patroljer.

"Erobret engelsk tank" (Museum Sønderjylland - ISL)
“Erobret engelsk tank” (Museum Sønderjylland – ISL)

Kanontordenen fra Somme lyder op til os. Der raser Kampen nok stadig videre[.] Engelskmanden har der i den sidste Tid brugt et nyt Kampmiddel et 15 m langt Panser-Auto. Paa dets Staalplader glider vore Geværkugler virkningsløst af. Det er besat med enten 6 Maskingeværer eller ogsaa 4 Maskingeværer og 2 smaa Kanoner. Denne Kolos kører paa en god Vej 6-7 km i Timen, paa løs eller opblødt Jord derimod kun omtrent 1½ km. Men Pigtraadforhindringer og to m. brede Grave kører den glat over væk. Ja, Menneskene udspekulerer meget nu om Stunder, men det er sørgeligt, at det er saa meget af det onde.

Tilloy-Blangy_IR75

Du nævner, at Du vil flytte i næste Uge. Er Vasili færdig ude i Engen og ligeledes med at køre Træ, thi naar Du først bor i Medelby, kan Du vel ikke beholde ham længere. Omme bag Gaarden laa to lange Gran, naar de ikke er solgt, kan du jo tage dem til Brændsel, ligeledes de Pæle som staar omkring Høhæsset[.] Over Porten i Høladen ligger en Del Brædder, over Fodergangen ved Kvierne ligger nogle Granbrædder og oppe i det ene Tag ved Loen ligger en Del Gulvbrædder som tilhører Dig. I Tørreladen ligger der ogsaa en Del Træ, i Hjørnet havde jeg opstablet lange Stykker: se kun at få alt med. Der skrives om at købe en Ko, hvorledes er Stalden, bliver der ikke for koldt til Vinter, thi naar Koen skal fryse, saa vil den kun give lidt Mælk.

De hjerteligste Hilsner til Dig og Børnene
Din egen Lorens.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

8. oktober 1916 – Lorens Jepsen: “Gleiche Löhnung, gleiches Essen”

Lorens Jepsen var landmand fra Valsbøl lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse. I januar 1916 var han blevet tildelt Infanterie-Regiment Nr. 75, der efter flere ture ved Somme i løbet af sommeren midt i september blev indsat nær Arras.

Monchy, d. 8.10.16.

Min kære Anne!
Da jeg har Vagttjeneste for et Døgn, saa sidder jeg i Ro her paa Vagtstuen i Monchy og har god Tid til at skrive til dig. Jeg vil da først fortælle Dig lidt om hvordan jeg har det her ude.

Du mener i Dit sidste Brev at jeg ligger i Ro, men det er ikke Tilfældet. Vi har en Stillinge her i Lighed med den vi havde i Champagne sidste Vinter. Gravene er godt udbyggede, da Stillingen jo allerede er gammel, og vore Bunker er dybe og nogenlunde sikre. Vi har Engelskmanden for os her, men han forholder sig temmelig rolig saa vore Tab er meget ringe her. Naar han bliver hidsig en Gang imellem synes hans Specialitæt at være at Kaste med Miner. Vi skal atter en af Dagene ud i Graven og bliver der saa vist nok i tre Uger, derefter kommer vi atter ti Dage tilbage.

Ved Somme har vore været forfærdelig med i den Tid jeg har været hjemme. Fra vort Kompagni er omkring ved fyrre tilbage af de gamle Mandskab. Deraf har en Del været afkommanderet den Gang. Af dem som var ved Kompagniet under Kampene er der kun kommen 24 Mand tilbage, men af disse har vel atter rigelig Halvdelen haft sig forputtet, saa i Virkeligheden er ikke en Gang en halv Snes Mand kommen vel ud af Ilden. Det er jo skrækkeligt at tænke sig.

Ved Rgt 90 har en hel Del da ogsaa fundet paa det Raad, at binde deres Lommetørklæder paa Bøssen og saa løbe over. Vore Officerer har vel givet Ordre til at skyde paa dem, dog er der nok ingen, som har lystret denne Ordre. Ved vort Rgt skal Folkene ogsaa paa forskellig Maade have ytret Utilfredshed, saaledes har de haft en Plakat opslaaet: Gleiche Löhnung, gleiches Essen, dann wäre der Krieg schon längst vergessen, og ligeledes har de hængt et Stykke Ost op i en Traad med en Seddel, hvorpaa der stod: Dies ist unsere Verpflegung für zwei Tage. Ostestumpen skal have været saa bitte lille, saa det var en Ynk.

Du skriver at Nic. Jepsen er saaret saa ham behøver jeg altsaa ikke at kigge efter foreløbig. Paul Petersen, som Du skriver om, ligger i disse Dage samen med mig her i Monchy. Da jeg husker derpaa, vil jeg bede Dig skrive til Andreas Asmussens Kone, thi der er vel ikke bleven svaret paa hendes Brev endnu. Mon der er kommen Efterretninger fra Andreas? Det skulde virkelig gøre mig ondt, hvis ogsaa han var borte.

Som jeg skrev, blev der lovet mig Straf, fordi jeg kom for sent, men endnu gaar jeg uantastet, saa det har vel nok ikke været andet end en tom Trussel.

Hermed sluttes for i Dag med de hjerteligste Hilsner til Dig og Børnene og alle i Hjemmet
Din egen Lorens

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

22. august 1916 – Lorens Jepsen: “… jeg ligger her ude i Skg.”

Lorens Jepsen var landmand fra Valsbøl lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse. I januar 1916 var han blevet tildelt Infanterie-Regiment Nr. 75, der i slutningen af august for anden gang blev indsat ved Somme ved landsbyen Barleux sydvest for Peronne.

d. 22.8.1916

Min kære Anne!

Min aller hjerteligste Tak for Fotografiet. Det er jo lykkedes udmærket, men mager er Du bleven, det kan jeg se. Dog blot Du kun er sund, saa har det jo mindre at sige.

Rugen har I slaaet, skriver Du i Dit sidste Brev, saa er I vel helt færdige med Rughøsten nu. Havren ved Huset er vel ogsaa snart moden? Har I ogsaa høstet Maries Rug?

Det er nu den fjerde Dag, at jeg ligger her ude i Skg. [dvs. skyttegraven], men det er stadig roligt. Vi har travlt med ved Nattetid at udbygge vore Stillinger. Det værste her ude er denne Gang Forplejningen, da Køkkenet ikke kan komme nær nok her til vore Stillinger. Vi maa altsa løbe langt efter vor Mad og alt er kold, naar vi kommer tilbage. Noget varmt faar vi altsaa aldrig, thi ogsaa Kaffen er kold. Forresten faar vi ikke mere end et Bægerfuld i Døgnet. Dog er vi saa heldige stillet, at vi kan hente Vand fra en sammenskudt By lige ved Siden af os. Men Vandet er ikke godt, og jeg drikker ikke gerne deraf.

Barleux_aug_1916

Hvor længe vi bliver her ude denne Gang ved jeg ikke. Blot jeg nu kunde rejse hjem, naar vi kommer ud af Skg. Jeg har rigtignok selv ikke den bedste Tro, dog umuligt er det jo ikke. Du skriver at Chr.P. Tychsen har haft 6 Uger Orlov, saa er han vel endnu stadig Stade. Ja, det er rigtignok noget andet end at ligger her ude. Lykkelig den, der kan blive hjemme.

Du spørger i et Brev, om det er vor Mergel, der ligger midtvejs ude paa Søndermarken. Ja, det er, men den Indtægt, hvor Rugen nu er, skal ikke mergles, den mergledes nemlig for kun faa Aar siden, med Mergel oppe fra Krattet. Af Mergelen nede ved Chausseen tilhører søndre Ende os, og af Mergelen i Syvspring faar Carsten den Ende næst Sporet alt maa for Resten ogsaa være affællet. Er der i Aar nogen, som kører Mergel fra Søndermarken? Høsten bliver, efter som Du skriver jo meget god i Aar.

Lorens Jepsen, Valsbøl, med sin hustru Anne og deres store børneflok (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek)
Lorens Jepsen, Valsbøl, med sin hustru Anne og deres store børneflok (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek)

Gerne havde Du ogsaa haft et Brev fra Sofie Asmussen. Ja, Andreas var jo saa heldig at faa Høstorlov, men han ligger vel ogsaa her ude igjen. Jeg vilde skrive til ham, saavel som ogsaa til Jørgen, som forhaabentlig stadig er i Flensborg, men jeg har i den sidste Tid hverken haft Tid eller Lyst til Skriveriet.

Jeg læser i Avisen, at Thomsen, Medelby tilbyder en Gaard efter en Enke Nissen, stor omkring 70 ha. er det Majholm?

Saa vil jeg slutte for denne Gang idet jeg sender de hjerteligste Hilsner til Eder alle i Hjemmet


Din Lorens


Endnu en Gang Tak for det smukke Fotografi og paa et snarligt Gensyn.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

7. august 1914. Kresten Andresen: “I dag er det så netop to år siden, at jeg kom i trøjen”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der fra slutningen af juli 1916 befandt sig ved Somme.

Mandag den 7. august 1916

Kære forældre!
I dag er det så netop to år siden, at jeg kom i trøjen. Hvor er det dog en sørgelig dag at mindes. Man kan tit blive så tungsindig ved at støde på den slags mindedage. Men ellers har jeg i de to år holdt humøret temmelig godt oppe. Men i den sidste tid har det undertiden knebet lidt.

Der bliver her forlangt for meget af mennesker. Jeg rykkede i stilling den 23. juni og har til dags dato været uden afløsning, d.v.s. et tidsrum af over fyrretyve dage. I den tid har jeg ikke fået mig vasket en halv snes gange. De sidste fjorten dage har været særlig hårde, da vi i den tid har måttet kampere under åben himmel. En nat under åben himmel vil sige en søvnløs nat; da ligger man og tænker på, hvordan man har haft det, og hvordan man kunde have det, når der ikke var krig. Hvor kom mer man dog til at sætte pris på et hjem her, hvor man flakker om som en fredløs mand.

Jeg har gravet mig et hul ind i en lervæg, sådan at jeg lige kan ligge der med benene udenfor, som sådan en røver. Og her får jeg post. Et brev fra den 3. aug. fra jer og et fra Misse og en Hejmdal. Det virker oplivende at føle, at man i dette røverliv dog har forbindelse med mennesker.

For øvrigt tror jeg, at vi med det første bliver helt afløst. Foreløbig kan I være fuldstændig rolige. Det er en ren lykke, at vi har haft det dejligste sommervejr i al den tid.

Men nu er himlen grå, og det vilde ikke være rart, om vi nu fik regn, for så vil det blive et frygteligt pløre at vælte sig i. 

Har I hørt noget fra Jørgen Brag? Misse skriver, at Christian endnu er i behold i garnisonen. Sikken en lykke for ham. Jeg ved ikke mere at skrive om.

Til slut mange kærlige hilsner fra eders hengivne søn
Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

28. juli 1916. Kresten Andresen: Håber at Gud stadig er med mig og giver mig den lod, som han holder for bedst

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der fra slutningen af juli 1916 befandt sig ved Bapaume.

Den 28. juli 1916

Kære far og mor!
Nu er jeg efter nogle hårde dage kommet tilbage i en roligere stilling og er uskadt på liv og lemmer. Forrykt eller nervøs er jeg heller ikke blevet, skønt der var al mulig grund til det. Det så virkelig til tider sort ud, men jeg var mærkelig rolig, og trommeild vænner man sig også til, skønt I kan jo nok forstå éns stemning, når man sidder i et lille jordhul og der i timevis hugger svære 28 cm granater ned rundt om.

En sådan luftmusik, som her var, har jeg i mine levedage ikke hørt. Englænderne er forfærdelige modstandere, og nu har de fået de sorte tropper hertil også, i et styrkeforhold siges der, at der er to sorte for hver hvid.

Nu er jeg for denne gang kommet helskindet ud af det og håber, om jeg end skulde komme derud igen – hvad jeg ikke tror – Gud stadig er med mig og giver mig den lod, som han holder for bedst.

Jeg vil bede jer sige morbror Hans Peter, at jeg foreløbig ikke ser mig i stand til at skrive noget til almanakken. I må også undskylde brevet lidt, for jeg har i mange døgn ingen søvn fået; nu i nat har jeg fået et par timer; vi ligger ellers på bar jord eller graver os ned og sover siddende. Som oftest har vi ikke kunnet løse oppakningen og tage kappen over, og så kan man ikke sove for kulde. Så begynder først benene at blive kolde. Men mærkværdigvis er jeg under disse forhold bleven helt rask, skønt jeg i længere tid har haft influenza og dårlig mave; det mærker jeg slet ikke mere. 

Endelig i dag har jeg fået post, efter at jeg intet har fået de sidste 10 dage. Der var en hel del pakker: to med smør, en med skinke og en med kiks og heilkraft. Mange tak for dem. Og tak for brevene af 16. og 19. juli. Jeg håber, at I har fået nogle af mine breve også. For fremtiden skal jeg nok se at skrive så tit, som jeg kan komme af med brevene. Og så vil vi håbe, at disse skrækkelige tider snart er forbi. Mange af mine kammerater er sårede, men ingen faldne. Gudskelov.

Andet komp. har jeg slet ikke set truffet. Den eneste, jeg har mødt, er Rasmus Nissen fra Lendemark, han kom i fuldt løb ude fra forreste stilling og gjorde et meget forstyrret indtryk; vi gav hinanden hånden, men måtte hver til sin side, da shrapnellerne hvæsede over hovedet på os. Lille Karl Hansen fra Skærbæk har fået en shrapnelkugle i det ene ben. Han var et øjeblik før henne at snakke med mig og var meget nervøs og urolig. Det glæder mig sandelig, at han er sluppet så godt fra det.

Nu skal I ikke være urolige for mig, jeg stoler fast på, at jeg nok skal komme hjem igen. Så mange kærlige hilsner fra

eders hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

16. juli 1916. Kresten Andresen: “…Vor dækning er fuld af rotter”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i sommeren 1916 befandt sig ved Douai.

Den 16. juli 1916

Kære forældre!
Jeg har det godt. Nu er jeg snart færdig med min 21 dages skyttegravstilværelse og kommer så tilbage en uge i ro. Jeg glæder mig meget dertil, for her gror man jo næsten til mos i enhver henseende.

Vaskning er en absolut luksus her. Jeg har ikke fået mig vasket de sidste otte dage, så det svier ordentlig i øjnene nu. Men det er så meget mere ækelt, som vor dækning er fuld af rotter. De laver et vældigt påstyr under og over én, når man sover; det er store sorte tingester med lang manke. Man er undertiden i tvivl med sig selv, om det er rotter eller ildere. Men hvad det end er, så laver de et vældigt svineri.

IMG_2011_11_30_6416 Rotter_cropped

Utøj er der også så fuldt af, så det vrimler. I kan tro, det er ingen hyggelig tilværelse, og 21 dage er jo sådan en halv evighed, inden de får ende. Jeg vil håbe, at I får ret med, at det snart har ende. Men når man sådan daglig går og ser, hvor store kræfter der er i bevægelse, og hvor indgående det hele er organiseret, og hvor dan stillingen er udbygget, så forstår man slet ikke, at det nogensinde kan høre op. Så går man til sidst og bilder sig ind, at det er livet og samfundet, der har antaget andre former, end vi før var vant til. Men lad os ikke håbe det.

Hvor vidt er I nu med arbejde? Høslætten er vel færdig nu, og rughøsten, for så vidt I har nogen, kan vel snart begynde? Jeg tror ikke, der er nogen udsigter til, at jeg kan komme hjem og hjælpe jer. Jeg tror ikke, der kan undværes ret mange folk på fronterne for øjeblikket. Men jo hårdere pine, des snarere ende. Nu næste gang skal jeg gøre mig umage og skrive jer et længere brev.

Med mange hilsner til Johanne og Bodil

Eders hengivne søn
Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

10. juli 1916. Kresten Andresen: Hårde kampe ved Arras: “… herude udstår man jo intet i forhold dertil”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i sommeren 1916 befandt sig ved Douai.

Søndag aften den 10. juli 1916

Kære forældre!
Jeg har gået hele dagen og fik først nu tilfældigvis at vide, at det er søndag. Man går sådan i en døs gennem dag og nat. Her er et fint vejr med dejligt solskin, og det er dejligt at sidde i skyttegraven imod at ligge nede i den mugne dækning. Har man ligget dér en fem, seks timer og sovet, så er man helt trang og svampet for brystet, som havde man astma; men det går ret hurtigt over, når vi kommer op i den friske luft og i lyset.

Det må gå hårdt til for tiden nede ved Arras. Herfra kan vi nok høre kanonaden. Jeg kan være glad for, at jeg kom i skyttegraven dengang; alle de, som blev ved depotet længere end mig, er måske landede dernede. Og herude udstår man jo intet i forhold dertil. Det havde jeg også bestemt på fornemmelsen dengang, og jeg sagde det hver eneste dag til de andre kammerater.

Nu har jeg fået at vide, at det slet ikke er søndag i dag, men mandag. Overhovedet er jeg vist bleven en dag tilbage med mit skriveri. Nå, det vilde jo heller ikke være så mærkeligt, om man her lå en dag fuldstændig i dvale, så man slet ikke anede, at den havde eksisteret.

I dag fik jeg brev fra Svend, han venter jo at komme til Rusland som godsforvalter. Han lader også til at være meget ked af sin stilling. Det må også være forfærdeligt at gå sådan ene omkring, uden at have et fornuftigt menneske at tale med. Da er vi her jo godt stillede i den henseende. Men jeg synes, det måtte være muligt at reklamere for ham, da han jo ikke kan komme i felten. Han skriver, at Peter Chr. er kommet til Karpaterne. Det var ingen hyggelig nyhed.

Nu mange hilsner til Bodil og Johanne og jer fra eders hengivne søn
Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

7. juni 1916. Kresten Andresen: Kedsomhed og sløvsind præger hverdagen

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i juni 1916 befandt sig ved Douai.

Den 7. juni 1916

Kære alle sammen!
… For nylig skulde jeg have været med til et større stormangreb mod engelskmanden, men havde det store uheld at få en finger af led kort forinden.

Livet går hen i en regelmæssig døs; en gammel soldat får en meget bred ryg og bliver delvis døv på begge øren. Det hedder sig også: Hundrede mark til den, der kan få en gammel soldat ud af sin ro! Denne store sindsro er en højt anskreven ynglingedyd hernede; men jeg synes, man kan nu hverken le eller græde eller sørge eller glæde sig for denne sindsro. Den virker forfærdelig sløvende.

Jeg må udøve stor selvovervindelse for at få skrevet et brev, et så stærkt åndeligt arbejde som at læse en bog er umuligt. Nu har jeg næsten de to år fulde. I holder snart jert andet elevmøde under krigen; jeg tør ikke love at komme næste år, for det er ikke givet, krigen er sluttet til den tid. Udsigterne er så bitterlig små. Men lad os håbe det bedste. En lang hilsen til venner og kendinger fra jeres alle sammens

Kresten.

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

3. juni 1916. Vi sov de første nætter på den bare jord.

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på østfronten.

Fotografiet forestiller rekruttiden – Bergholt er nr. to fra venstre i bageste række.

Thomas – sådan hed min makker – havde i garnisonen været en overordentlig gemytlig fyr. Nu var det, som om han tabte gnisten, han kunne ikke rigtig finde melodien og så meget sort på fremtiden. Man kunne heller ikke påstå, at det var lyse tider, vi gik i møde. 

Skyttegraven, vi logerede i , var efter russernes tilbagetog nyopkastet og uden beboelsesrum af nogen art. Vi sov de første nætter på den bare jord, og det øsregnede. Dertil kom, at det om dagen var brandvarmt, og om natten faldt temperaturen helt ned til en 5—6 graders varme, så vi frøs med anstand i vort våde tøj. 

Jeg tror, at min »hjælp dig selv« opdragelse hjalp os over det døde punkt. I løbet af de næste dage fik jeg organiseret forskellige materialer til at ligge på, så vi i al fald ikke fik fugt nedefra. 

Korporalskabet, vi var blevet tildelt, blev ledet af en Gefreiter (underkorporal), han var sådan set en flink mand, men ikke meget »ledende«. Fordelingen af det arbejde, der rutinemæssigt skulle udføres – det arbejde man i garnisonen kaldte »Stubendienst« – tog han sig ikke af, det overlod han til de »gamle« i korporalskabet. Her var det særligt en bayrer, der førte ordet. Han fordelte dette arbejde, der bestod i at hente mad fra feltkøkkenet, post m. m. efter bedste skøn – nemlig efter sit eget. 

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

5. maj 1916. Duel på trompeter ved Yserkanalen

N. L., Spandet, lå i maj 1916 ved Yser-kanalen

En fredelig Duel
Det var i Maj. I Krigsaaret 1916, jeg oplevede denne fredelige og ret enestaaende Duel, hvorom jeg her kort vil berette.

Stillingen, vi laa i, strakte sig ud fra Byen Dixmuidens søndrede Ruiner. Vore Skyttegrave var mange Steder yderst primitive, da disse strakte frem over de lave og fugtige Engarealer langs Yserkanalens Bred.

Det var en livsalig og forfriskende Morgen. Solen var lige staaet op, og den tætte Taage, der havde indhyllet os med sit Slør Natten over, maatte skyndsomst  fortrække.

Solens Straaler funklede og skinnede i det endnu dugvaade Græs og — nej, se dog bare — Engblommernelignede næsten Gulddukater . . . . Naturen var vidunderlig en saadan Morgen. Lærkerne svang sig syngende højt mod Sky, og fra de mange smaa Vandløb hørtes Frøernes frelige Krak — krak!

Ogsaa hos os i Gravens Dyb herskede der endnu en vis Ro. Et Par af Mændene stod i Adamskostume — Jagten efter de smaa graabenede Fyre var allerede i fuld  Gang.

Solen skinnede paa Mændenes nøgne Kroppe. Jagten foregik under munter Snakken, afbrudt af enkelte Latterudbrud. Et Par af Kammeraterne var beskæftiget med at gøre deres Vaaben i Stand. Og der, noget borte, stod en større Klynge og drøftede en Sag ret højlydt. Det drejede sig i Virkeligheden vist om — alt og ingenting.

Pludselig blev Stilheden afbrudt af et Horns skrattende Toner. Lyden naaede over til os fra den anden Skyttegrav. En Belgier, eller hvem det var, sad nu der og lod Tonerne rulle. Vi sad eller stod andægtige og lyttede til Musikkens Toner. Musikken standsede, men efter en kort Pavse fortsatte Manden derovre sin musiceren.

Han blæste nu en ogsaa hos os kendt Døgnmelodi — en „Schlager“, kalder Tyskerne det, og vi lyttede igen; nogle af os tillod os at nynne svagt med.

I min umiddelbare Nærhed stod ogsaa Fidde Jøhnk, Kompagniets Spasmager, og lyttede. Fidde var en saakaldt Altmuligmand. Han kunde synge og more andre med Vitser og den Slags’ Ting, og han kunde rigtig drille en ikke afholdt Kammerat eller Befalingsmand, naar det endelig kom an paa det. Foruden alle disse Færdigheder forstod Manden sig paa Musik — sa’ han da. En Gang har han fortalt mig lidt fra sit omtumlede Liv. Han havde bl. a. været med et omrejsende Cirkus, hvor han havde haft sin Plads i Orkestret.

Som en Mindelse fra denne Tid havde han endnu Trompeten i Behold, og ved enkelte Lejligheder lod han os nyde godt af sin Musik. — Om hans Kvalifikationer kunde der godt siges baade det ene og det andet. Men nu tilbage til Sagen.

Som vi stod der allerbedst og lyttede til Musikkens Toner, fo’r det pludseligt ud af Fiddes Mund: Hov — hov — du, den er gal. — Det skal være et „F“ .

Hva’ for noget, sa’ Fischer. — Du vil maaske lære ham derover, hvordan det skal være?

— Fischer var ogsaa en Slags Fagmand. Han var Hornblæser. — Fidde optog straks Handsken. — Ja, sa’ han, jeg skal lære ham, jeg skal give ham en Lektion, som han kan nemme, og derved trak Fidde sig ud af Klyngen og forsvandt ned i Dækningen.

Lidt efter stod han da der med det for ham saa dyrebare Eje i Haanden. Maaske var det blanke Instrument det eneste, Manden ejede.

Med en Mine som nogen romersk Sejrherre besteg den gode Fidde den ret interimistiske Tribune — der her bestod af Gravens Græsbænk. Snart rullede Tonerne ud over Graven og dens Omgivelser. De endnu sovende kom farende ud af deres Huler og saa sig forskrækkede omkring.

Men det var jo bare den tossede Fidde, der stod derhenne og spillede.

Selv vor gode Løjtnant Maas kom et Øjeblik til Syne. Skønt dette her var lidt udenfor Reglementet, lod han staa til. Allerede en Gang før havde han prøvet Kræfter med Spasmageren Fidde Johnk, men han maatte ærlig indrømme, at han der havde fundet sin Overmand. Den gode Løjtnant trak sig derfor ganske stille tilbage.  Han skulde ikke nyde noget.

Det kunde vel ikke helt nægtes, at den gode Fidde med en vis dilettantisk Færdighed behandlede sit Instrument. Kampen bølgede frem og tilbage. Snart blæste den ene og snart den anden af de to Kamphaner et Stykke.  Vi morede os kosteligt og opildnede den gode Fidde. — Ha, det kan du da gøre meget bedre, ikke Fidde? —  Hæng i — skaan ham bare ikke — og andre Udraab lød fra Kammeraternes Side.

Fidde blæste og blæste, saa Øjnene næsten var ved at trille ham ud af Hovedet. Endelig fandt Fidde, at nu kunde det være nok. Han blæste til Slut Strofer af en March og sluttede af med en lang og for os frydefuld Tirade. Lidt uforsigtigt stak han Hovedet op over Skyttegravens Rand og udslyngede med sin sidste Kraft følgende Hilsen: „Saa, nu har du vel faaet nok for denne Gang — Hva’ !“

Med en Mine, som om han havde vundet en stor Sejr, traadte den godt forpustede Fidde atter ned blandt os i Gravens Bund.

Den fredelige Duel havde fundet sin Afslutning.

DSK-årbøger 1947

14. april 1916. FR86 i Champagne: “Hellere sved end blod …”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldt “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyske soldater. I foråret 1916 befandt det sig i Champagne.

Da 86’erne rykkede ind i Champagne, fandt de en knap brystdyb skyttegrav, uden spærringer og dækningsrum, ellers intet, slet intet.

Da de blev afløst efterlod de sig tre mønsterværdigt byggede stillinger, der gik dybt i terrænet, alle vel forsynede med dækningsrum, beskyttet af en bred pigtrådsspærring og forbundet med baglandet ved dybe kilometerlange løbegrave. To godt udbyggede lejre rummede reservetropperne og dem, der var i hvile, stalde og barakker til trosset.

Som tidligere kort nævnt blev hovedgraven, K1, yderligere beskyttet af en forpostgrav, i det nye afsnit endda af tre. 16 saper, deriblandt én overdækket, stødte frem i ingenmandsland. Bag K1 løb K2, hvor frontkompagniernes reserver var anbragt. I dalsænkningen løb der en skinstilling, i begyndelsen knædyb, som skulle tiltrække fjendtlig artilleriild. Den blev dog snart udbygget til en forstærket skyttegrav og spækket med maskingeværer. Lige neden for højde 193 forløb K3, eller hovedforsvarsstillingen, en særlig fast og stærk stilling, her lå til stadighed et kompagni bataljonsreserve. Den var desuden bestykket med maskingeværer, der kunne skyde hen over egne stillinger mod fjendtlige grave, samt to små kanoner i en lurestilling.

Bag dem på kammen af højde 193 var K4, der hovedsageligt forblev til rådighed for artilleriobservation Det var den første stilling. Den bestod derefter på højre fløj af seks, på venstre af otte bag hinanden liggende grave. Talrige forbindelsesveje forbandt de forreste grave. Fire løbegrave på hver 1500 m førte fra K2 bag ud. Fra ”Bremerlejren” løb ”Königinvejen” endnu adskillige kilometer langt bag ud

(… teksten fortsætter under billedet)

13-01_Champagne

3 km tilbage på højderne nord for Somme-Py beherskede en anden stilling den brede Py-dal, det var 1. reservestilling eller R1. Den bestod af to skyttegrave og var til stadighed besat af et kompagni. Yderligere 3 km tilbage løb R2 stillingen, ganske fikst camoufleret i et stykke skov, en grav, der blev vedligeholdt og udbygget og i alvorlige tilfælde besat af en del af bataljonen i hvileperioden.

Dette kolossale stillingsnet var hugget ud af hårdt kridt forsynet med en bred pigtrådsspærring og talrige dækningsrum.

Også i et dækningsrum lå der er mængde arbejde, navnlig i de nye store. Til ét eneste dækningsrum regnede man i almindelighed 30-40 dages arbejde. 6 læs træ skulle man bruge, træet skulle for størstedelen fældes og køres af eget tros. Dækningsrummene havde alle to udgange og blev i de sidste måneder endda forbundet indbyrdes. Til arbejdet på dækningsrummene hørte også, at det opkastede kridt skulle jævnes og ubemærket dækkes med mørk jord, så man ikke gav det fjendtlige artilleri nogen målpunkter.

Den væsentligste arbejdsbelastning havde de fire kompagnier i bataljons- og regimentsreserve. De havde bl.a.til opgave at skaffe frontens kolossale materialebehov gennem løbegravene op foran. Hvad det betyder, kan følgende fortegnelse antyde. Den indeholder regimentets materialebehov på én tilfældigt udvalgt dag:

23 træstammer, 50 planker, 2-5 m lange, 5 til 10 cm tykke, 100 brædder, 55 stk. lægter eller stænger, 650 sandsække, 50 store minerrammer, 18 små minerrammer, 50 stativer til spanske ryttere, 35 hurtigspærringer, 300 pæle, 1 rulle bindetråd, 1 rulle båndjern, 60 jernkramper, søm af alle slags, 20 ruller pigtråd, og dertil spader, skovle og spidshakker.

Men hvad skulle der ikke også klares oven i alt dette! I samtlige grave, altså også i løbegravene, skulle der anbringes skydenicher, små afstivede trætrin førte derop. I løbegravene måtte der med regelmæssige mellemrum forefindes vigepladser, især til brug for båreholdene. For skytterne var godt skudfelt en hovedbetingelse, derfor måtte hver jordbunke, hver busk, hver græstue glattes ud, og skydeskår skæres ud af jordopkastet.

Da terrænet på grund af vejret, artilleriet og jordarbejdet ændrede sig dagligt, måtte skudfeltet også kontrolleres hver dag. Hvor der regelmæssigt blev stillet poster, blev der bygget stålskjolde og standen blev splintsikkert inddækket. Til posterne i forpostgravene blev der lavet små afstivede dækningsnicher. Til ammunition og håndgranater var der indlagt hoved- og sidedepoter i gravens vægge. Der skulle til stadighed passes på, at de ikke blev fugtige. Mod regnen var man nu bedre rustet end forrige vinter.  Gravene var over det hele forsynet med gangriste, og for hver 10 skridt var der afløb for regnvand.

Til de regelmæssige opgaver hørte rengøring og uddybning af gravene, da disse på grund af regn og frost stadig faldt sammen, 2,40 m var den reglementerede dybde. Endvidere var der reparation af beskudte steder, nyopførsel af ødelagte skulderværn og mange andre ting.

Når man tænker på, at størstedelen af disse arbejder er foretaget om natten eller under jorden, så kan man først ret vurdere, hvor svært og omfattende dette arbejde var. Füsiliererne slog, savede, hamrede, gravede, hakkede, slæbte, trak tråd, så blodet sprang af fingrene, så jakke og bukser faldt fra kroppen i laser. Var de overhovedet soldater endnu? Var øgenavnet ”arbejderforening” ikke blevet til sandhed nu?

Ofte var de ved at bryde sammen af udmattelse, officerer og underofficerer måtte så, hvor vanskeligt det end syntes dem, kommandere dem op igen, for regimentet slækkede ikke på sine krav. Hellere sved end blod, var grundidéen. Og den var korrekt. Den har skånet regimentet for tilbageslag og blodofre som ved Moulin. De stillinger, som regimentet efterlod, har, efter hvad vi ved, holdt lige til kort før sammenbruddet.

Fra Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen

31. marts 1916. Patrulje i Champagne: “Som store snegle glider de fremad på den bløde og våde jord.”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldt “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder.

Klokken er 2 om natten. Sagte bliver der meddelt: patrulje rykker frem.

Tre mand med Parabellumpistoler i hånden og to håndgranater i bæltet forlader sapespidsen, arbejder sig gennem tråden og sniger sig mod fjenden.

Ganske langsomt, som store snegle glider de fremad på den bløde og våde jord, hele tiden med lange pauser og til det yderste iagttagende og lyttende. De skal konstatere, hvad de mærkeligt høje jordbunker ved den fjendtlige sapespids betyder. Bliver der arbejdet på en underjordisk gang?

Glidende og lyttende arbejder de sig frem, over en halv time har de brugt for at passere en strækning på 50 meter. Nu er de ved den fjendtlige grav, lægger sig foran den og hører den franske post hoste.

Da går der en lyskugle op og svæver over dem i sin silkefaldskærm. De tre stikker næsen dybt ned i skidtet. Er de opdaget? Hamrer der snart en kugle i kroppen på dem? Men lyskuglen slukkes, uden at der løsnes et skud eller en håndgranat brager. Nu ligger de i to timer som døde i de våde mudder. De oplever den franske vagtafløsning, hører nogle ord fra den tjenstgørende officer, men de fornemmer ikke nogen arbejdsstøj. Efter to timers uafbrudt og åndeløs lytten kravler de tilbage, fire timer er de kravlet omkring på den våde jord. Gennemvåde og smurt ind i ler, når de tilbage til deres egen grav og melder til deres kompagnifører, at de intet usædvanligt har erfaret.

Kompagniføreren er beroliget, roser sine soldater og giver dem lov til at sove lige til om aftenen. – Hvorfor bliver her fortalt om en tilsyneladende ubetydelig hændelse, en sag uden egentlig pointe?

For at vise dem, der først lader heltegerninger begynde med 10 dræbte og 20 fanger, hvilken offervilje, hvilken omtanke, hvilken tapperhed også en ganske enkel patruljeoperation kræver.

Hundreder af den slags opgaver har 86’erne gennemført. Denne ene fortælles for eksemplets skyld.

Da patruljedeltagerne kravler ned i deres bunker, gryr morgenen langsomt. Livet ebber ud. En ny dag begynder.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen

30. marts 1916. Natlig rutine i skyttegravene i Champagne

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldt “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder.

Om vinteren med dens lange nætter er det et surt stykke arbejde at stå på post. Fredsinddelingen: to timers post, fire timers hvile har man for længst måttet opgive. To timers post og to timers hvile, ofte også arbejde i stedet for hvile, sådan er det nu. Tre eller fire gange må soldaten om natten ud af sin trange dækningsgrav og stå på post.

Der er han så et lille bitte led i en uhyre lang kæde, som når fra Nordsøen til de schweiziske bjerge. Men han ved, at en kæde aldrig er stærkere end sit svageste led, at det kommer an på ham, og derfor er han påpasselig om dagen som om natten.

Om dagen betragter han nøje det lille afsnit, som ligger foran ham. Han kender hvert krater, hver træstump, hver tidselstilk, han indprenter sig pælenes stilling i den fjendtlige pigtrådsspærring og trådenes virvar. Den fjendtlige gravs omrids sætter sig på øjnenes nethinde. Hver lille bunke, hver jordklump husker han efter form og alder. Om morgenen ser han straks: fjenden har her gravet nogle nye pæle ned, dér lappet en forhindring, dér kastet et par bunker jord op, han melder det til sin kompagnifører.

Om natten borer hans øjne sig ind i, lytter hans ører i timevis ud i mørket, særligt i sapespidserne, kompagniets yderste følehorn.

Sanserne er spændt ind til smertegrænsen. Var der ikke noget, der bevægede sig der fremme? Det var blot en tidselstump, der svajede i vinden. Raslede det ikke lidt i græsset? Hånden griber fast om geværkolben. Nej, det var vinden, der peb igennem ståltråden. Men nu, det er ikke til at tage fejl af, da dukker et hoved op. Klikker det ikke også i tråden? Et greb ned i kassen ved siden af ham, en håndgranat brager. To mørke skikkelser springer tilbage. En ramme patroner bliver sendt efter dem. Lyskugler stiger op i luften. Der er ikke mere at se.

Den fjendtlige patrulje synes at være sluppet fra det. – Hvis posten står på et mindre udsat sted, i anden eller tredje grav, så vandrer tankerne langt bort, alt efter stand, alder og temperament.  Ungdomstid, hjemby, kone og barn, dækkede borde, hvide senge, balsale med smukke kvinder bevæger sig i en broget blanding i hans fantasi. Men frem for alt er det hjemmet, som hans tanker længselsfuldt kredser om som om en salighedens ø.

Overmander trætheden sommetider posten, så sørger det fjendtlige artilleri for, at han ikke sover ind. Han ved også nøjagtigt, i hvilken retning de fjendtlige kanoner står. Når det blinker to skridt til højre for træstumpen, så gælder det ham. Han har så 6 sekunders tid til at finde dækning.

Efter to timer kommer hans afløser ud af dækningsrummet. Han meddeler ham i få ord, hvad der er sket, til gengæld fortæller den anden, at det giver ”pigtrådshegn” til middag. Madhenterne er kommet tilbage fra det indbyggede feltkøkken for en halv time siden. Afløsningen, d.v.s. den halve gruppe, har allerede spist. Den anden halvdel, som ind til nu var på post, står nu for tur. Maden har deres gruppefører holdt varm. I dag tørrede grønsager, ”pigtrådshegn” også kaldet, i morgen nudler, i overmorgen ris, og så igen ”pigtrådshegn” osv.’

Til dette hovedmåltid kan der kun bevilges en halv time. I den første halvdel af natten kan der slet ikke tænkes på hvile. Gravene skal gøres dybere, om dagen må det ikke ske, fordi opkastet jord og kridt tiltrækker artilleriilden.

Nu bytter posten sit gevær ud med en spidshakke eller en spade. Geværet anbringer han imidlertid sådan, at han straks har det ved hånden. Ikke et øjeblik må han i graven være forsvarsløs, også i dækningsrummet hænger geværet sådan, at han kan fatte det med ét greb.

Andre tager de trådruller og pæle på skulderen, som reservekompagniet lige har slæbt hertil, og klatrer op på dækningen. Med uendeligt besvær arbejder de sig gennem pigtrådsspærringen. På den side, der vender mod fjenden, graver og skruer de først to rækker pæle i. Natten er sort og regnfuld, det er godt, men alligevel skal det gøres helt stille, for fjenden ligger på lur kun knap 40 meter borte.

Så spinder de et tæt net af pigtråd over pælene, river deres hænder til blods og ligeledes støvler og uniform, kaster sig et dusin gange eller mere ned i skidtet, når lyskuglerne derovre fra sønderriver mørket. Når de så slukkes i mudderet, springer de op igen og fortsætter deres arbejde. Den mistroiske modstander skyder uophørligt ind i mørket, så gnisterne springer fra tråden. Sommetider bliver én båret nedenunder, men arbejdet går videre, ind til tråden er sluppet op.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen

29. marts 1916. Daglig rutine i skyttegravene i Champagne

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldt “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder.

Det første morgengry. Natposterne står endnu ubevægelige. Gråt og tomt dukker det hærgede terræn op for deres blik, det terræn, som natten så velgørende skjulte. Da får en velkendt klang dem til at lytte. Det klinger næsten lige som kirkeklokker. Det er kaffehenterne, som med fyldte kogekar skramler gennem graven.

Begærligt suger øret klangen ind, næsen den varme duft. Den tjenstgørende underofficer går gennem graven og kommanderer: Træd af!

Dagposten kommer op. Én mand for hver gruppe. Natposten stamper et par gange i jorden for at løsne de stive led og bringe blodet i bevægelse. Hans overanstrengte øjne smerter og brænder efter den langvarige stirren ind i natten. Nu stiger han ned i sit dækningsrum, fra hvilket duften af kaffeerstatningen igen behageligt slår ham i møde. Også lidt marmelade, ”Hindenburg-smør” eller ”Offensivsmørelse” også kaldet er med, undertiden lidt dåsefedt eller endog en lille klump smør. Denne kaffe efter en lang nattevagt med udsigt til et par timers ro er den kosteligste stund om dagen. Krig uden kaffe, om det så kun er fire uger? Fuldstændig utænkeligt!

En dyb ro sænker sig nu over fronten. Kanonerne tier. Graven er som uddød, man kan gå 4 til 5 skulderværn hen ad graven uden at træffe nogen post. Jorden har opslugt alt levende. Denne dybe ro bliver højst afbrudt af en højtstående besøgende, der anser det for sin pligt at lade ringeklokken gå i gang og starte en gasalarm. Et helligt tordenvejr nedkaldes over den arme kompagnifører, hvis hans folk ikke får sig viklet hurtigt nok ud af deres tæpper. Hen mod kl. 10 melder artilleriet, at krigen endnu ikke er forbi, og sender nogle salver herover. Flyvere kredser med en stille summen oven over stillingen.

Omkring middag er det i almindelighed slut med roen. De løbende arbejder bliver påbegyndt. Gravene bliver renset, der findes foresatte, der i rolige perioder ikke tillader et patronhylster eller et cigaretskod i Graven. Nedgange til dækningsrum og trin til skydepladser bliver afstivet, standpladser til poster bliver forbedret, dækningsrum udvides.

I den sene eftermiddag er der i almindelighed en times tjenestefri. Da sætter en sig måske hen i et stille hjørne for at skrive et brev. En anden, der ikke kunne sove roligt, undersøger på dækningsrummets øverste trin sin skjorte for at finde årsagen til forstyrrelsen. Andre kryber sammen et sted for at sludre.

Igen og igen er hjemmet det evige tema. Cykelordonnansen kommer med posten og tager den frisk skrevne med igen. Dagens andet højdepunkt. Til kompagniføreren medbringer han de nye ordrer, og nu bliver delings- og gruppeførerne kaldt til befalingsudgivelse. Efter en halv time vender de tilbage til deres folk og videregiver befalingerne: ”Jernkorset er tildelt … den 19. tager … på orlov… lyskuglesignalerne er ændret, rød betyder nu spærreild, grøn forlægning af ild, gul med forgrening gasangreb…, i nat kommer 7. kompagni med 50 pæle, 6 trådruller, 6 spanske ryttere. De spanske ryttere skal stilles op foran sape 3, rullerne skal helst bruges op foran den højre fløj … kridtbunkerne på dækningsrum 9 skal jævnes og dækkes med jord … regimentskommandøren er i morges gået gennem stillingen og udtaler sin anerkendelse over gravenes tilstand. Hos posterne var ikke alting i orden, i sape 5 har han fundet en post, der slet ikke havde forstået sin instruktion.  I gruppe 3 stod en post uden skudfelt og observation … håndgranaterne i gruppe 5 ligger for fugtigt, en ny kasse skal indbygges … i nat kl. 2 skal en patrulje gå frem og finde ud af, hvad der er i vejen med jordbunkerne foran sape 4. Hvem har lyst? Fra kl.2 og til patruljens hjemkomst må der ikke skydes. Løsenet fra i dag ”Itzehoe” … det var så befalingen.

Gruppeførerne fordeler posterne. Det bliver mørkt. Den tjenstgørende underofficer råber: ”Træd an!” Livet i graven begynder.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen

27. marts 1916. Skyttegravsliv i Champagne

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldt “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder.

Graven er den uhyggelige, dæmoniske magt, der på de gyldne dage med ro lurer på soldaten, og, når tiden er omme, ubønhørligt igen trækker ham ned i sit svælg. Så er graven i 10 dage soldatens hele verden, eller rettere det 6-8 meter lange stykke mellem to skulderværn. Her tilbringer han tiden sammen med otte kammerater.

Dette stykke er hans fængsel, som tugt og lydighed binder ham til. Inden for dens fire kridtvægge oplever han, hvordan solen om sommeren bager, og hvordan skulderværnene om natten tegner sig spøgelsesagtigt i måneskinnet. Herfra ser han længselsfuldt om natten et stykke stjernehimmel, om dagen et stykke himmelblå.

Når han er på post, stirrer han gennem en slidse i stålskjoldet på en lille dynge jord, som kaldes den fjendtlige grav. Meget mere tør han – i hvert fald om dagen – ikke se, for den kugle, der så rammer ham i panden, sidder allerede i løbet, og en finger leger måske allerede med aftrækkeren.

Men dette fængsel, som han altid vender tilbage til, bliver for ham, så mærkeligt det end lyder, til sidst et stykke hjem.

Det dækningsrum, som han sammen med sine kammerater klemmer sig ned i, har han selv været med til at bygge. Det har sine svagheder, det er klart, der findes både større og bedre, men hvis det ikke bliver alt for groft, så skal det nok holde. Pigtrådsspærringen har han i mørke regnvejrsnætter selv været med til at trække. Sådan lige med det første kommer ingen så let igennem.

Det lille stykke skyttegrav holder han dagligt ren og forbedrer det. Han kender hver revne, hver sten, hver jordklump.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen

12. februar 1916. “Klokken 6 skal der angribes …”

H.C. Brodersen fra Nordborg gjorde det første krigsår med i Füsilierregiment 86. Efter rekonvalescens kom han i efteråret 1915 retur til Vestfronten i Leib-Kompagni Nr. 118.

Rouvroy, den 12. Februar 1916.

Vi er atter kommet i Stilling. Denne Gang noget længere til venstre for den gamle Stilling. Vi har faaet en ny Delingsfører, der kom herud med en Forstærkningstransport, saa jeg har atter maattet overtage min gamle Gruppe.

Stillingen her skal lægges noget fremefter, og Artilleriet har begyndt deres forberedende Arbejde. Det franske Artilleri bliver ikke Svar skyldig, og der er saaledes ikke Tale om nogen „Stilhed før Stormen”. Granaterne hyler hid og did, og „Marmeladespandene” — det er store Miner — slaar ned i Skyttegraven og efterlader intet levende, hvor de slaar ned.

Understanden bliver ved Minernes kolossale Kraft og Sprængevne slaaet igennem, og mange bliver saaledes levende begravet.

Det er umuligt at bjerge de saarede, og de, der ikke kan hjælpe sig selv tilbage, maa blive liggende i Skyttegraven, hvor de maa prise sig lykkelige, naar den næste Granat vil gøre Ende paa deres Lidelser.

Det er umuligt at have en Post staaende i Graven, og alle har de søgt Dækning i Understandene.

Der er blevet uddelt Levnedsmidler — Chokolade og Brændevin. Ledelsen véd nok, at „uden Mad og Drikke, duer Helten ikke”, og særlig Brændevinen er vel beregnet paa at skulle indgive lidt Mod. Mange har drukket sig Mod til , og Skomageren har af den Grund opgivet al videre Angreb.

Klokken 6 skal der angribes.

Ildhastigheden synes nu at være paa sit højeste. Max er ikke begejstret for Foretagendet, og Udsigterne til at faa Løjtnantsdistinctionerne, som hans Fader længe har ventet paa, skal blive fæstnet til hans smalle Skuldre, hjælper ikke til at sætte Humøret op. Han sidder ved Siden af Skorstensfejeren, og de lader Flasken gaa ivrigt fra Haand til Haand. Vi er alle forsynet med Udrustning, beregnet til at klippe Franskmandens Pigtraad over; med Brædder til at bygge nye Understande; „spanske Ryttere” til at afspærre for Franskmændenes Fremtrængen ved et eventuelt Modangreb, og med Masser af Patroner.

Vi Underofficerer sidder med Lommeurene i Hænderne og iagttager Viserne, der langsomt arbejder sig om til 6.

(… fortsættes)

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

 

30. januar 1916. Vestfronten: På nattevagt. “Itt’ et Vær aa jav en Hund uer i!”

Sønderjyden Hans beretter om en nattevagt på Vestfronten

En Nat paa Vagt i Skyttegraven.

Vi sidder 4 Mand i vor Jordhytte i Skyttegraven, kun 30 Meter fra Franskmændene, og fortærer med god Appetit vort Aftensmaaltid, som undertiden er tarveligt nok, men til andre Tider er meget delikat, alt eftersom Posten har været os huld. Klokken lakker mod 6, og udenfor er det snart mørkt.

Det regner og blæser, et rigtig stygt Vejr, derhjemme sagde man altid: „det er itt’ et Vær aa jav en Hund uer i“. Da aabnes den meterhøje Dør til vor romantiske Bolig, og en dump Krigerstemme brummer: „Nachtposten fertig machen, in 5 Minutten raustreten!“ Det behager os naturligvis ikke, men her nytter ingen kære Mor.

Den sidste Bid puttes i Munden, og den sidste Slurk Kaffe skylles bagefter. Derpaa griber man først det dejlige varme Halssjal, som vikles 3-4 Gange om Halsen, dernæst Kappen taget paa, Lænderne omgjordes med Livremmen, hvad der ganske vist ikke er behageligt, da vi har 120 Patroner i Taskerne, dertil Sidegeværet, Spaden, Gasmasken. Brødtasken og Feltflasken, altsaa en anstændig Vægt, om den fyldte Mave. Piben eller en Cigar, Mærke „Liebesgabe“ tændes, og saa kommer Hovedsagen, vor kære Bøsse.

Velrustede kravler vi saaledes op af den ret ujævne Trappe, og enhver gaar paa sin Plads i Graven. Vi staar paa en Forhøjning (Auftritt), saa vi bekvemt kan kigge igennem Skydehullerne, dog er endnu et Bræt anbragt, hvor vi kan stille os op, naar vi rigtig vil kigge over Dækningen, hvad der af Hensyn til Sikkerheden ofte er nødvendigt om Natten. Langsomt kravler man altsaa op paa Pladsen og venter paa, hvad Natten vil bringe.

Man er lidt gnaven i Sinde, thi Regnen strømmer uafladelig, mens Vinden piber. Med Kraven op om Ørerne skyder man Ryg og ryster sig uvilkaarlig, for at Vandet bedre skal flyde af en, fra Huen drypper det ned paa Næsen, hvor der allerede i Forvejen hænger en klar Dryp.

Piiiv, piiiv, over Hovedet flyver Fjendens Kugler med deres uhyggelige Fløjten, patsch, slaar en ned foran Næsen af en i Jorden, og Skidtet flyver en i Ansigtet. Tak for den, Franskmand, den skal du faa betalt. Bøssen, som er ladt med 5 Patroner, tages sagte i Haanden, Sikringsfløjten lægges om. Derovre, lidt til Venstre, havde jeg set Ildstraalen, da han skød, altsaa langsomt tage Sigte, Fingeren langsomt krummet, bums! flyver Kuglen af Sted. Hvad Virkning den gør, ved man jo ikke. Men Franskmanden mærkede den dog, og snart svarer han igen.

Men ikke ene. Han siger sine Sidekammerater Besked, og snart skyder tre, fire Mand ad Gangen. Vi er ikke sene til at gøre det samme. Siirsst, siirsst, med hvislende Lyd gaar en Raket i Luften. Det er lyst, som om Dagen. Nu er det paa Tide at kigge nøje efter, om der er noget paa Færde foran en. Alt er i Orden. Dog mærker man sig et Par Skydehuller hos Modstanderen.

Ratsch-Ratsch-bum-bum, Fjenden sendte et Par Granater, som slog ind i en hundrede Meters Afstand. Splinter og Stumper, Jord og Sten flyver i Luften, og Krudtdampen kildrer i Næsen. Hurtigt som et Lyn dukker man sig og presser sig imod Gravkanten, til det igen bliver roligt. Vort Artilleri er ikke sent til at svare. Saadan gaar det en Tid frem og tilbage.

Hvad var det, lige foran mig puslede der noget. Det er bælgmørkt, jeg ser intet. Højre Haand omklamrer Bøssen. Nerverne spændes. Hjertet banker. Atter rasler det. Forsigtigt kigger jeg helt over Dækningen. Da ser jeg Fredsforstyrreren! En Frækhed! en stor tyk Rotte (som en liden Kat), løber der omkring og søger sig noget til Aftensmad! Et Lettelsens Suk. Bøssen stilles hen.

Men i Stedet for, hurtigt Sidegeværet revet ud og Svap, den frække Gavtyv maatte lade sit Liv. Ja, Blod maa der nødvendig flyde i Krigen. Dig har jeg, mumler jeg, og gør et Par kraftige Drag af Piben, som nær var gaaet ud. Alt imens bliver Fødderne kolde, man begynder at trippe, hvad mon Klokken siger. Aha, just tilpas. Den vagthavende Underofficer skyder en Lyskugle i Luften. Lyst som om Dagen, hurtig et Blik paa Uret, 7, det var Halvvejen, saa gaar det da ned ad Bakken igen.

Vup — ——- et Lyn, Ræn-n-ng, et vældigt Brag, et Lufttryk ikke til at beskrive, en Hagl af Jernstumper, Jord, Sten og andet svirrer i Luften. Der, et Stykke til højre var det, slog en stor fransk Mine ned. Det kan nok være, man kan blive hurtig i Vendingen. I et Nu ned i Graven, og hvis det er muligt ind under Dækning.

Et Par Minutter, og alt er igen roligt, kun uafladelig Bøsseskud. Vore Tropper sparer naturligvis ikke med Svar, og for det meste faar Fjenden 3—4 Gange dobbelt betalt, saa han falder snart til Føje.

Atter staar man paa sin Plads. „Das war aller Hand“, siger man til Kammeraterne, som staar en 10 Meter til venstre og højre. Ja, Joffre har nok Lyst til at lave dicke Luft svarer han.

En Stund er det igen temmelig roligt. Da paa en Gang knak! knak! knak! knak! stedse hurtigere, pist pist, pist, over Hovedet suser uafladeligt Kuglerne saa tætte som Hagl.

Det er et Maskingevær, som ogsaa vil snakke med, for om muligt at meje nogle ned, som længere tilbage ofte om Natten arbejder paa Dækninger. Vi dukker os og morer os i vort stille Sind. Os kan de jo ikke mene dermed. Faste Trin høres bagved. Parole ? spørger en hvas Stemme. Hælene slaar sammen, Hænderne ud af Lommerne, og Ordet siger man da i militær Tone. Det var den tjensthavende Officer, som gør Runden i Graven for at se, om alt er i Orden.

Ved den næste Lyskugle kigger man paa Klokken. Aha! et Kvarter før otte. Det er Tid at vække Afløsningen. Hurtigt springer en ned og hen for at vække. Det kan nok hænde, at man maa raabe en 10-12 Gange, forinden de bliver rigtig vaagne. Klokken er nu otte. De maa nu komme hvert Øjeblik. Hvad er det, endnu ikke her — fem Minutter er det nu allerede over Tiden. Atter en hen for at brøle ned i Hulen. Endelig med næsten 10 Minutters Forsinkelse kommer de søvndrukne, og modtages just ikke paa en alt for blid Maade. Vi betaler næste Gang med Renter.

Det var de to første Timer. Endnu 3 Gange 2, jo Tak, en Fornøjelse. Dog man tænker ikke derpaa. Hurtig Oppakningen af, en Cigaret tændt, og langsomt kravler man ind i en snæver Køje, langtfra tiltalende, og dog er man sjæleglad, naar man først er der, man vikler sig ind i et Dækken, Hovedet paa Tornystren og vil nu gerne sove ind. Dog ak og ve! Her er der andre smaa Fjender, graa og sorte, nogle slemme Gæster. De bliver nu vaagne, da Kroppen begynder at varmes. Man kradser og klør, vælter sig til højre og venstre. Det nytter kun lidt. Altsaa op igen. Lyset tændt, og nu begynder en Jagt, som, ofte giver et godt Udbytte. Efter denne ubehagelige Forstyrrelse forsøger man det for anden Gang paa Hylden. Denne Gang faar Søvnen og Trætheden Overmagten. Snart snorker man og sover fast som en Sten.

Man er nu ikke mere i Krigen, ikke mere i Skyttegraven, thi man — drømmer, drømmer om Hjemmet, om Mor, om Søskende, om alle de Kære. Aa, det er saa vidunderligt skønt at være hjemme, glemt er al Trængsel, al Nød. Man er fri. Verden staar aaben, Glæde uden Ende …

Da pludselig en grov Stemme „Halloh! Aufstehen! Ablösen!“ Ak! Hvad var det? Kun en Drøm. Langsomt vender Tankerne tilbage til Virkeligheden, den nøgterne Virkelighed. O ve! det var kun en Drøm.

Halvt fortumlet i Hovedet — kun en Times Søvn. Man er tilmode som paa en Blaamandag. Man trækker altsaa det hele Skrammel paa igen og kravler ud, ud i den øsende Regn, Regn, som der kun gives i Frankrig, uophørligt hele Nætter igennem. Nu gaar Spillet løs forfra igen. Og her bliver man ret hurtig lysvaagen, thi det gaar paa Liv og Død.

Saadan gaar en Dag efter den anden, en Uge efter den anden, indtil endelig, endelig de 20 Dage er forbi, og vi igen for en Stund kan pakke vor Kommode, og med uendelig Glæde i Hjertet og Tak til Gud forlader den trange Skyttegrav. Desværre mangler vi jo hver Gang en eller flere Kammerater, ja alle vende ikke tilbage.

Gid dog den gode Gud snart vilde oplade sin milde Haand og gøre en Ende paa denne forfærdelige Krig, give os Fred, Fred imellem Folkeslagene og Fred i Hjertet.

Eder, i Kære derhjemme, denne lille Skildring af Livet herude i Felten, til bedre Forstaaelse, optegnet i en rolig Aftenstund i Reserve, den 31. Januar 1916, Dagen før min 25. Fødselsdag.

Eders hengivne Hans.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

24. januar 1916. Slut med fraterniseringen: “Fændrikken blev hængende såret i pigtråden i to dage.”

H.C. Brodersen fra Nordborg gjorde det første krigsår med i Füsilierregiment 86. Efter rekonvalescens kom han i efteråret 1915 retur til Vestfronten i Leib-Kompagni Nr. 118. I januar 1916 havde hans gruppe etableret en uofficiel våbenhvile med franske soldater, der lå i en sapespids blot 3-4 meter borte.

Idyllen i Sappe 3 fik en brat Afslutning, og vi var selv Skyld i det. Fændrikken overraskede os en Dag ved, at vi sad og spiste Franskbrød. Noget saadant fik vi jo ikke udleveret, og hans Nysgerrighed var vakt. Vi indbød ham til en beskeden Frokost, og under denne var vi saa uheldige at fortælle ham om Forholdene. Han sladrede om Tingenes Tilstand, og Enden blev, at Gruppen er blevet afløst, og de gamle Tilstande med døde og saarede hver Dag er atter indtraadt.

Franskmændene kan sikkert ikke forstaa vor svigagtige Opførsel. Men ikke nok hermed. Fændrikken fik Kompagniførerens Tilladelse til at drive Franskmanden 15 Meter tilbage, og med den Begrundelse, at det hidtidige, umilitære og landsforræderiske Forhold ikke ønskedes gentaget. Han førte Angrebet frem, men det gik ud over ham selv. Store var Tabene, der ikke syntes at staa i Forhold til det opnaaede Resultat.

Da de om Aftenen havde været ude for at trække Pigtraad, havde Fændrikken ikke været varsom nok med Hensyn til Lysraketterne, og havde været for sén til at kaste sig ned, da de oplyste Terrænet.

Franskmanden havde straks haft et Par Haandgranater ved Haanden, og dødelig saaret blev Fændrikken hængende derude i Pigtraaden. Der blev gjort flere Forsøg paa at bjerge ham ind i Skyttegraven, men han sad uhjælpelig fast.

I 2. Dage og Nætter kunde vi høre hans ynkelige Jamren og Bønner om Hjælp, og Skorstensfejeren besluttede sig da til at vove endnu et Forsøg.

Med en lang Staaltraad slæbende efter sig kravlede han ud til Fændrikken, og det lykkedes ham at faa den gjort fast i hans Livrem, og
naa tilbage til Graven. Med mange Hænder halede vi i Staaltraaden, men den Larm, der opstod, forplantede sig videre gennem Pigtraaden over til Franskmanden, der besvarede vore Anstrengelser med en Byge Haandgranater.

Forsøget maatte opgives, og fra imorges er det roligt derude. En, blot nogenlunde kristelig, Begravelse kan vi ikke give ham, og han gaar, som saa mange andre „til Rotterne”.

Vi skal imorgen tilbage i Reservestilling og have 10 Dages Ro. Jeg har atter overtaget Ledelsen af Delingen, og det er Skomageren glad for, thi han faar af og til en Trykpost [“Druckposten] og skal ikke med ud om Natten.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

22. januar 1916. Fraternisering: Om kapitalister og farlige kvinder

H.C. Brodersen fra Nordborg gjorde det første krigsår med i Füsilierregiment 86. Efter rekonvalescens kom han i efteråret 1915 retur til Vestfronten i Leib-Kompagni Nr. 118.

I januar 1916 havde hans gruppe etableret en uofficiel “våbenhvile” med franskmændene i en sape, blot 3-4 meter borte.

Vi havde ellers haft mange gemytlige Aftener ovre hos Franskmanden, og der var ikke en Aften, uden at vi var hos ham, eller han hos os. Af Tobak havde vi rigeligt, medens hans var monopoliseret og derfor knap.

De havde rigeligt og godt Brød, medens vores var Rugbrød og Portionerne smaa, og der kom derfor en udstrakt Byttehandel istand.

Underholdningen blev ført ved Finger- og Tegnsprog og med enkelte tillærte Brokker af hinandens Sprog, og det gik udmærket. Vi vidste snart, hvem der var gift; hvormange Børn enhver havde; hvorlænge
de havde været med i Krigen; hvad vi mente om hinandens Artilleri; og meget andet.

Alle var vi enige om, at Krigen var „Grand Malør”, og at „La grande Kapitalist” var Skyld i det hele. Det var der kun een Mening om, og den blev yderligere understreget ved, at vi paa Ordet „Kapitalist” slog os paa Lommen, og ved en betegnende Bevægelse omkring Halsen opnaaede Tilslutning til Meningen om, hvad vi mente om dem.

Den sidste Aften vi var derovre, udfoldede Skomageren sig i hele sin socialistiske Indstilling. Han mente, at hvis alle Socialister hele Verden over havde været enige, kunde Krigen, der kun førtes i Storkapitalens Interesser, ikke være opstaaet. Om Diplomaterne erklærede han, at „de hænger sammen som Ærtehalm”. „De laver Traktater og Overenskomster, og bagefter hjælper de ved Intriger til at skabe Forvirring. Saaledes opstaar Krige,” sluttede han, men tilføjede hviskende, „men jeg har nu hørt fortælle, at for skellige, højtstaaende Personers Interesse for een og samme Kvinde har fremkaldt denne Krig ; dog, det er noget man ikke maa tale alt for højt om.”

Vi vilde alle vide noget nærmere Besked angaaende denne lumske Dame, men Skomageren erklærede, at det kunde vi faa at vide en anden Gang. „Jeg siger bare, vogt jeg for Kvinderne,” sagde han, og dermed var der intet mere at hente ud af ham om den Ting.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

15. januar 1916. “Der er kun 3-4 meter over til franskmanden.” Udveksling af cigaretter og franskbrød

H.C. Brodersen fra Nordborg gjorde det første krigsår med i Füsilierregiment 86. Efter rekonvalescens kom han i efteråret 1915 retur til Vestfronten i Leib-Kompagni Nr. 118.

Ripont, den 15. Januar 1916. Det er Frostvejr og Sne. I 10 Dage har vi været i Ro, og har faaet Forstærkning; og er nu atter kommet i Stilling, denne Gang lidt mere til højre. Jeg har været saa uheldig at have faaet anvist et „Sappehoved”, hvor der aldrig er Ro. Haandgranaterne flyver frem og tilbage, thi der er kun 3-4 Meter over til Franskmanden, der har modarbejdet Sappen.

Sappehovedet er naturligvis godt indhegnet med Pigtraad, men der skal dog passes godt paa, for at være sikker mod Overrumplinger. Altid er der døde eller saarede, men i Forgaars besluttede Max, at dette her skulde høre op. Han kunde tale og skrive fransk, og af den Grund blev han enstemmigt valgt til at føre de Vaabenstilstandsforhandlinger, som han havde udklækket. Han fandt særlig Tilslutning hos Skomageren, og ogsaa Skorstensfejeren erklærede, at det var „Famos”.

I Gaar Morges var Forberedelserne færdige. Til en stor Klump Kridt blev der bundet 8 Pakker med Cigaretter, og til et andet Stykke blev der bundet et Brev med Betingelserne. De gik ud paa, at hvis de vilde lade være med at fortrædige os, skulde de hver Morgen faa en Pakke Cigaretter, og vi lovede dem saa Ro til at ryge dem.

Max kastede selv sit Forslag over til dem, og efter den Tid vi mente, Brevet kunde være læst, fulgte Cigaretterne.

Vi afventede i største Spænding, hvad Fredstilbudet vilde føre til, men da vi kort efter kiggede ud gennem Skydeskaaret i Staalpladen, kunde vi se, at der var gaaet Ild i Cigaretterne. Duften af dem naaede over til os, og vi var glade over det gode Paafund, der syntes at vinde Tilslutning.

Pludselig kom en større Pakke susende igennem Luften der ovre fra. Skrækslagne flygtede vi til alle Sider og søgte Dækning, hvor der var nogen at finde, men Skomageren, der ikke lige straks havde opdaget Faren, faldt over Pakken og blev liggende med denne under sig. Vi ventede hvert Øjeblik paa at se Skomageren ryge i Luften. „Løb, dit dumme Svin!”, raabte Skorstensfejeren.

Da vi i det samme saa omkring Hjørnet af Skulderværnet, saa vi Skomageren sidde ganske rolig paa sin Bag, og i færd med at løsne Pakkens Baand. Drevet af Nysgerrighed, kom vi alle tilstede, og stor var Glæden, da Pakken viste sig at indeholde et dejligt, stort Franskbrød. Det var dog et rigtig „Fransk”brød, og det varede ikke længe, før det var omdelt og fortæret. Max’s Forslag om lokal Vaabenhvile viste sig at være vel anbragt, og Skorstensfejeren kunde da heller ikke lade være med at trykke ham til sit Bryst.

I Aftes var Max og Skorstensfejeren ovre paa den anden Side, og var blevet godt modtaget af Franskmanden. De syntes selv, at det var bedre, som vi nu havde det, og havde trakteret med Vin og mere Franskbrød, der blev taget med over til os. I Aften vil jeg med et Smut derover for at hilse paa dem. Bare det bliver ved med at gaa godt.

I Middags havde vi Besøg af Fændrikken, der jo er Delingsfører, men af og til kommer for at indhente Oplysninger og Raad. Trods sin Ungdom er han saamænd et prægtigt Menneske og synes nu at have lært, at uden Kammeratskab kan den enkelte intet udrette. Kun syntes han at være utilfreds med, eller var dog i hvert Fald yders forbavset over, at der aldrig forelaa Melding om saarede fra „Sappe 3″, og mente, at vi vel hellere maatte foretage en Patrouille over for at se, om der i det hele taget var nogen derovre.

Det raadede jeg ham dog meget indtrængende fra, og forklarede ham Forholdet med, at der muligvis var kommet Afløsning derovre, og at de ikke var interesseret i denne evindelige Haandgranatkamp. Det syntes han ogsaa at kunne forstaa, og han blev endnu bedre i Humør, da jeg viste ham „Kölnische Zeitung”, i hvilken der under „Heeresbericht” stod, at der Juleaftensdag i Stillingen 12 Kilometer østlig Tahure var stormet og indtaget stærke, fjendtlige Stillinger.

Han fik Udklippet med sig, og sender vel nu dette hjem til Forældrene, medens han selv venter sig rykket nærmere Løjtnantstitlen, som han jo engang skal have.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)