Tag-arkiv: skyttegrave

23. juni 1917 – Peter Geil: “… mange Døde der og en hæsslig Lugt fyldte Luften”

Pastor Nicolai C.  Nielsen brevvekslede under krigen med mange nordslesvigske soldater, en af dem var Peter Geil.

Skreven d. 23.6. 1917

Kære Herr Pastor.
Det sidste Brev jeg fik fra Dem med 2 M var i ”Waziens.” Siger dem mange tak derfor. Pengene kunde jeg storartet bruge. Min Pengepung var snart tom; men det ere jo ingen Skam for en Soldat. Vi skulde lige en Badetour til Douai.

Vi rykkede saa nærmere til Fronten og d. 27. Mai kom de første af vore M.G. Kompagnier i Graven. Vi bragte baade Gewehrene og Patronkastene frem. Hver Mand havde 3 eller 4 Kastener med 250 Patroner i hver. Det var ikke en ledt Byrde. Vi gik i 2 Timer fra Vejen hvor vi blev kørt hen over fri Mark til Stillingerne. Der befandt sig kun Granathuller, som vore Tropper laa i. Helt vorne var der en Grav. Det lignede dog i hværtfald en. Her og der var den skudt sammen. Den var kort forinden stormet af vore Tropper og bleven omarbejdet i en tysk Grav. Kl. henimod 6 vare vi hjemme igen.

Vi vare saamange tilbage, saa vi kunde løse dem af der laa forne efter 3 Dage. De næste Aftener bragte vi dem spidse ud. Jeg skulde med en til, hen til Gewehr 1. Det laa helt forne i Graven. Vi viste ingen rigtig Besked og kom for langt fremad og til vendstre.

Lige med et bekom vi et Fyroverfald, det er karakteristisk for den lumske Engländer. Han skød strægvis og Salve paa Salve af Granater og Schappnells 15-20 Skud af Gangen. Der var Granathul ved Granathul. Et dækkede halv det andet. Saaddan var Jorden oppløjet. Men saa hurtig det gik løb vi. Af og til fald man med Spidsen. Saa godt det gik passede man paa, at man intet tabte. Schrapnellkuglerne og Granatstykkerne fløj til højre og vendstre for os. Jeg undrer mig endnu i dag , at vi kom udskadt derfra, da og Salverne kom længere frem. Herren havde bevaret os vidunderlig.

Tilbage ventede vi i et Granathul til Overfaldet var til Ende. Saa gik det frem igen og tilsidst fandt vi dem, der laa mange Døde der og en hæsslig Lugt fyldte Luften og Graven især om Natten. Efter 3 Dage løste vi saa af og kom til Gewehr een, da vi vidste, vor det laa. Englænderne laa 150 km fra os, og om Natten laa han i en fremskudt Sappe, hvorfra han skød sine Lyskugler over i vor Grav. Det fjendtlige Artillerie skød altid for vidt, omendskøndt stundom lige ved Gravkanten, saa Jordklumper fløj i Graven.

Det medste maatte vi passe paa for vor egen Artillerie. Det skød ofre for kort og den første aften vi vare der, slog en Fuldtræffer i Graven. En var død. En anden blev begge Been revet af, han døde ogsaa kort efter og to vare haardt og ledt saaret. Det var skrekkeligt. Vi skød ofte Lyskugler (røde) af, at vor Artilleri skulde lægge Ilden videre frem, men de næste Dage havde vi det[]samme igen. 2 Blindgængere slog i vor Dækning. En Lykke var det at de ikke exploderede. Man mærker Herrens bevarende Haand.

Næste Nat blev der begravet, 6 Englændere var det vel, som laa med Hovedet lige for Graven og altid var der jo en Horchposten ude fra os. Maskingewehrbetjeningen har det bedre, da de om Natten ikke behøver at arbejde; men een staar stadig Vagt. Den sidste Nat havde vi ”erhöhte Gefechtsberitschaft”. Man troede at Egnlænderen vilde gribe an. En Patroullie var ude fra os og skulde se at tage nogle til Fange i Sappen. Men de kunde ikke komme derhen, da de to Maskingewehre stod i den. Saa bleve vi alle afløst; en Time forinden blev en jødisk Leutnant saaret i Haanden, da han, gik oppe paa Dækningen og vilde søge alt muligt sammen.

Natten efter vi var bleven afløst og vare komne i Ro bleve Kompagnierne alarmeret. Jeg havde lige med mange flere fulgt en interessant Luftkamp, som endte med Englænderen styrtede ned. Fartøjet gik i veldig Fahrt kre[d]sende nedad og endnu 100 m over Jorden søgte Føreren at give Apperatet en Glideflug over Jorden men saa styrtede det ned. Mange løb derhen og jeg kunde ikke holde mig, endskønt det var langt borte, helt henne ved Douai. En mængde Mænnekser var stilmet sammen. Mig interesserede det blot om Englænderen ikke skulde være sluppet derfra med Livet.

Apperatet saa jeg, og Bagdelen var oversprøjtet af Blod, og det varede ikke længe inden man bar ham, der var kun en i Flugapperatet, bort. Det var nu ikke et smuk Syn og gjorde en stærk Indtryk paa mig. Det var en ung Englænderhauptmann, kraftig med sort lokket Negerhaar, klædt hel i Leder. Han havde i Luftkampen faaet et Skud i Hovedet og havde saa tabt Bevidstheden og var død, da han kom ned. Da jeg kom hjem blev det raabt Alarm og i nogle faa Minutter stod Kompagniet alt opladt paa Vognene. Englænderne havde grebet an, og to til 3 Nætter gik Kampen.

Mange Kammerater faldt eller blev saaret mit Kompagnie blev skaandt, det laa i Bereitschaft i Bahndammen Douai-Arras og et par Dage senere blev jeg afkommanderet til Telegraphvæsenet, snart imod min Vilie. Naar jeg kunde holde de[t] ud og kunde forrette det, skulde jeg, sagde Feldweblen. Jeg tog det saa, som en Gave fra Herren, og det er jo en beroligelse for mine Forældre. Jeg har Gærningen endnu.

Siger Dem mange tak fordi De har husket mig i Deres Bønner Herrens Bevarelse har været stor, især i de hæftige Fyroverfald som vi opleve 3 Gange. Mange Hilsener sender Dem Deres Peter Geil.
Undskyld at Brevet blev saa lang!

(Nic. C. Nielsen, P116-15, Arkviet ved Dansk Centralbibliotek)

Feltbrev: “Infanteriet og Artilleriet i Slaget ved Arras”

Infanteriet og Artilleriet i Slaget ved Arras.
(Feltbrev til ”Flensborg Avis”)

Jeg læste forleden en Artikel om Feltartilleriet ved Arras, skreven af ”Köllnische Volkszeitung´s” Krigskorrespondent, Hr. Hermann Kätsch, der begyndte saaledes: ”Artilleristen har det jo meget lettere end Infanteristen derude i Graven. Det er saadan en Mening, man altid hører; han skyder blot af, og Granaten flyver over til Fjenden osv.”

Hr. Kätsch, der i sin Artikel søger at stille Artilleriets Arbejde, Mod, Savn og Anstrengelser lige med dem, om ikke højere end Infanteristens, skriver videre, hvorledes Artilleristen, naar Munitionsvognen ikke kan kommer hen til Batteriet, maa slæbe Munition i sine Arme for det meste over fri Mark, 100 Meter, ja endnu længere, og ned i Munitionsdækningen, og alt dette om Natten, da der paa Grund af Lænkeballon og Flyver ikke kan arbejdes om Dagen.

Under Ild ligger Batteriet naturligvis, saa godt som Infanteristens Grav, saa et let Arbejde er det ikke for Betjeningsmandskabet; dog tror jeg ikke, ja kan godt paastaa det, at Kätsch selv har været ude i Ildstillingen hos det lette Artilleri, endsige hos Infanteristen i Graven, naar der gives Spærreild. Det er jo klart, at ingen Vaabenart udspurgt derom, forringer sine Ydelser, Arbejde og Anstrengelser, og jeg vil heller ikke i det efterfølgende forringe Artilleriets; tværtimod maa vi være glade ved, at det er saa godt; jeg vil kun forsøge at skildre Infanteriets Levned herude, og da jeg som Sygebærer ligger ved Infanteriet, ogsaa har været afkommanderet ved Artilleriet (der, naar det gaar hedt til, forlanger Sygebærere), kender jeg saa temmelig begge Vaabenarters Ydelser.

Som sagt er Batterierne selvfølgelig stærkt udsatte for Fjendens Ild, men der skydes jo ogsaa paa Gravstillingen med Artilleriet, og det ikke blot med let og mellemsvært, men ogsaa med svært Skyts, og herude er Dækningerne for det meste ikke nær saa gode og stærke som ved Batterierne. Infanteristen kan heller ikke gaa i Dækning; de, der er bestemte til at staa Vagt, maa blive for at holde et vaagent Øje med Fjenden og forhindre et pludseligt Overfald; han ligger maaske kun 20-30 Meter borte. Kammeraterne nede i Dækningen stoler paa, at der passes godt paa, saa han maa holde ud, til Afløsningen kommer.

Gravene er udsatte for Fjendens Mineild; falder en saadan paa en Dækning, skal denne være temmelig stærk for at modstaa Trykket; kan den ikke det, er han begravet dernede, og hvad det koster for Arbejde og Anstrengelser at grave Mandskabet ud af en saadan sammenskudt Dækning, for ikke at tale om Faren derved, kan jeg af egen Erfaring tale med om. Hvor ofte er Infanteristen ikke, ved Sprængningen af Gravstillingen, som Fjenden har undermineret, revne i Stykker og slyngede højt i Vejret eller begravede under Jordmasserne, og saa begynder for dem, der er slupne heldige derfra, Kampen om Sprængtragten. Gevær-, Maskingeværild og Haandgranatkamp raser nu heftigt fra begge Sider. Til andre Tider gaar han ud paa farlige Patrouillegange, maa ofte storme Fjendens godt befæstede Stillinger eller afværge hans rasende Angreb; han er paa første Haand udsat for Gasangrebene og alle andre moderne Angrebsvaaben, der bruges i denne Krig.

Nu kommer Arbejdet. Traadforhindringen og Graven er skudt sammen af Fjendens Granater og Miner og skal nu udbedres saa rask som muligt i Nattens Løb. Der skal nye Dækninger mineres, saa Infanteristen faar ikke den velfortjente Hvile; han maa nu med Spade og Hakke arbejde i flere Timer. Alt, hvad der bruges af Materiel, saasom Pigtraad, Pæle, Træ, Cement osv., skal hen selv slæbe ud i Stillingen; hvad der bruges af Munition og Haandgranater, maa han ogsaa selv skaffe derud, og det er ikke en-to Hundrede Meter, men lige saa mange Kilometer, somme Steder endnu længere. Han har heller ikke altid en Løbegrav, hvor han kan gaa saa nogenlunde sikker, men maa ogsaa gaa, som vi siger oven paa Dækningen. Det sidste Stykke, hvor den forreste Gravstilling begynder, har han maaske mere Dækning, dog maa alt foregaa med største Ro for ikke at henlede Fjendens Opmærksomhed derpaa.

Er han nu endelig saa vidt, saa han kan tænke paa Maden, ja saa maa denne jo ogsaa hentes. Mindst to Mand [a]f hver Gruppe (8 Mand) maa af Sted ned til Køkkevognen, der kommer saa langt frem som muligt; hvert Bæger Kaffe, hvert Stykke Brød, han nyder, maa han selv hente sig. Vil han vaske sig, maa Vandet ogsaa hentes, eller han faar vente, til han kommer tilbage i Ro.

Tit er det umuligt at faa Levnedsmidler hentet; Fjenden lægger Spærreild bag ved Stillingen for at forhindre Forstærkninger i at komme ind i Graven; saa maa han nøjes med det Forraad af Kødkonserver, Kiks og Seltervand, der altid ligger parat for saadanne Tilfælde ude i Stillingen.
Dette er Infanteriets Levned herude i forreste Linje. Megen Tid til Søvn er der ikke, et Par Timer paa en Halmsæk, naar han er saa lykkelig at have en, indviklet i sin Kappe eller et Tæppe, og han er igen frisk og kan staa sin Mand i denne forfærdelige Kamp mod Overmagten.

H.F.

(Bragt i Flensborg Avis 12. juni 1917]

5. juni 1917 – Mathias Damm: “… om Natten 4 Timer Vagt”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der i sommeren 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

den 5 Juni 17.

Kære Moder og Sødskende!
Jeg vil nu skrive eder et par Ord. Postsager har jeg ikke faaet siden Lørdag. Haaber at faa i Aften. Jeg er jo i samme Stilling nu, hvor jeg var i Vinter. Vi vare 9 Mand fra 3 Comp og valgte 5 af II Battallion af den Grund, at det ligger her. Jeg har om Natten 4 Timer Vagt og om Dagen 2 Timer Arbeide og 4 Timer anden Tjeneste, enten Dit eller Dat. Det er ikke saa meget som ved 3. endda det er i Reserve. Og mig kan det være ligemeget, hvilket Comp jeg er ved. Her lærer man ogsaa snart Kameraterne at kjende. Og de Foresatte kunne altid være ligesaa gode som der. Jeg har idag Tjeneste om Efterm. Første No. (af Vagten) arbeider om Form, 2 No. om Efter, hveranden Dag har man første. Jeg sov idag til Kl 11. Kunne i tillade eder det?

Søndag Aften havde vi mægtig Torden og en Skylleregn, saa Vandet strømmede gennem Graven og skyllede store Huller og Render og altsammen landede det her i Lavningen. Vi maatte til at lave Dæmning foran Døren, thi det kom ind af Døren, ligesaa ved de andre Understande. Igaar havde vi saa Beskæftigelse med at skovle Sandet ud af alle Gravene, thi de vare sommesteder halv fyldte, og oppe paa Bjærget var det omvendt. Igaar regnede det ogsaa, dog mere fornuftig. Nu vil jeg skrive mere i Aften, naar Posten er fordelt.

Fra eder fik jeg saa intet, men forhaabentlig desto mere imorgen. Det er fint Veir idag. Jeg skal nu paa Post. Jeg fik Kort fra Onkel Nis. Han havde været paa Orlov. Og var nu kommen hen hvor der var tyndere Luft. Nu vil jeg slutte med mange

Hilsner til eder alle eders Søn og Broder
Mathias.

(Renskrift af Allan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.113)

 

2. juni 1917 – Paul Paulsen: “Det er altid bedre en[d] i Skyttegraven”

Paul Paulsen blev indkaldt i slutningen af 1915 og kom først til at tjene ved Infanterie-Regiment Nr. 85. Efter i oktober 1916 at være blevet såret, blev han i foråret 1917 overført til Infanterie-Regiment Nr. 163.

Kjære Søster!

Vil idag skrive dig et paar Ord. Vi ligger oppe ved Arras i Nærheden af Douai, vo jeg siste Aar va[r] i Larzarettet. Men vi ligger inu i Reserve. Byen heder Estrees. Vi har det her temmelig godt. Vi maa jo skanse og exerzere lidt[,] men det er ikke saa slemt. Det er altid bedre en[d] i Skyttegraven[.] Men det gode faa jo altid saa rask en Ende.

Vi skal vist om et paar Dage her i Stilling og det er ikke saa net. faa du har jo vistnok hørt at det her er et urolig Sted. Der skal ingen Grave være her ude ifor, men kun Granathuller [h]vo[r] Soldaterne maa ligge i[,] men [h]vis Gud vil bevare mig saa kan det see nok saa galt ud. Det er vist ogsaa nok her[, h]vo[r] Broder Martin blev saaret. Her va[r] det ogsaa i denne Egn vi laa si[d]ste Efteraar, blot vi va[r] et temmelig Stykke længere tilforn. Men Tom[m]y har taget et godt Stykke siden den Tid. Da va[r] det jo ogsaa saavidt rolig.

Ja[, h]vis Krigen da snardt havde en Ende[,] at vi ma[a]tte komme godt hjem igjen. Jeg sender Eder idag et Billede med, nu kan i see om i kan kjende mig. Det er ellers ikke bleven saa meget godt[,] men vi har jo heller ingen rigtig Fhotograf som hjemme[.]

Nu en kjærlig Hilsen til eder alle fra Paul

(HBA8033, Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

18. april 1917 – Ribe Stiftstidende: nord for grænsen…

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Livet ved den franske front

Der var i aftes mødt saa mange mennesker, som klubbens store sal kunde rumme, for at høre Hr. Fjerdingstads foredrag om livet ved den franske front. Taleren indledede med den beskedne bemærkning, at han ikke var foredragsholder af fag, men vilde tale ud af selvoplevelse som jævn og simpel soldat; men i grunden behøvedes der ingen undskyldning; for fremstillingen var – ogsaa fra et formelt synspunkt – ulastelige virkede helt igennem yderst tiltalende, fri som den var baade for pral og hadefuldhed mod fjenderne. Gennem en broget række af alvorlige og morsomme oplevelser malede han et meget levende billede af soldaterlivet i Frankrig baade i kvarteret, i løbegraven og midt i kugleregnen, og man fik et stærkt indtryk af den tillidens, frivillighedens og kammeratskabets aand, der raader i den franske armé mellem befalingsmænd og menige. Efter foredraget viste taleren en række gode lysbilleder fra skyttegravene og krigsomraadet; det var kun i sin gode orden, at tilhørerne lønnede foredragsholderen gennem en kraftig klapsalve.

De syge krigsfanger

Sidst i maaneden kommer de første krigsfanger. Efter hvad vi erfarer ved henvendelse til den danske Komité for Anbringelsen af syge Krigsfanger, vil de to fangelejre, ved Horserød og ved Hald, først staa parate til at modtage krigsfangerne lige ved udgangen af denne maaned. De første hold krigsfanger fra Rusland og fra Tyskland vil derefter kunne ventes i dagene omkring 1. maj.

17.april 1917. Soldaten Mikael Steffensens møde med engelsk tank: “Som Hagl smældede Kuglerne mod Barakkerne og Træerne”

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I foråret 1917 var han ved Somain i Frankrig, hvor han oplevede de engelske kampvognes grusomheder.

Somain, den 17. april 1917.

Anden Paaskedag lød Allarmsignalet, og allerede en halv Time senere var vi undervejs til Fronten, som laa 12 Kilometer fra Byen, hvor vi laa. Englænderne var brudt igennem ved Wancourt, og vi maatte ind i Aabningen. Klokken 5 om Eftermiddagen begyndte Kompagnierne at grave sig ned ved Landevejen til højre for Landevejen bag Monchy. I Snevejr og Regn arbejdedes der uafbrudt i fjorten Timer.

Da fik Bataillonen Befaling til at gaa frem og tage Føling med Fjenden. Foran Briterne, — til venstre for Landevejen Cambrai—Arras, maatte Soldaterne nu begynde forfra at grave sig ned, udsat for Ilden fra Englændernes Kanoner og Maskingeværer. Tre Gange blev engelske Infanteri- angreb afslaaede af vore Kompagnier i Dagens Løb. De engelske Stormkolonner kom altid i en Snestorm, som de havde ‘i Ryggen, men deres Storm var forgæves, ikkemindst, og vel kun, fordi de var aldeles berusede. Den Dag og den følgende Nat arbejdede 84erne ustandseligt.

Sammen med Bataillonsstaben laa jeg i et Skur paa en Højde bag Monchy, hvorfra vi kunde overse hele Terræ­ net, hvor vore Kompagnier laa, og hvorfra vi havde en nogenlunde Ordonnansforbindelse med Tropperne.
[…]

Da jeg om Aftenen gik gennem Stillingen forude, kunde jeg opmuntre de forfrosne, gennemblødte og forvaagede Kammerater. Ved Tilbagekomsten til Staben blev der meldt, efter engelske Fangeudsagn, som syntes aldeles tilforladelige, at et engelsk Angreb paa Monchy blev forberedt til Onsdag Morgen den 11. April. Straks blev jeg sendt afsted til vor Bagage, som laa 10 Kilometer bag os, i Byen Sailly, for at hente Patronvognen med 24,000 Patroner.

Klokken 5 om Morgenen kom jeg tilbage med Vognen. Midt paa Skraaningen opad Højen til Stabslageret saa jeg, at der forude signaliseredes et engelsk Angreb. Brandgule Lyskugler svævede over en bred Front, — der var alvorlig Fare.

I en Fart blev Patronerne udladede og Kammeraterne hentede for at slæbe dem op til vort Lagersted. Det var næsten lyst, og fra Højden kunde jeg se, hvorledes Tropperne, der dækkede 84ernes Flanke, veg tilbage i vild Uorden. Kanonerne drønede foran og bag os, og Skæret fra Tusinder af eksploderende Granater lyste i Morgengryet.

Da saa jeg noget mærkeligt, noget, som jeg aldrig vil kunne glemme. 84erne sprang ud af deres Skyttegrave og bombarderede en stor graa Kolos, som drejede sig rundt og gav Ild, saa det lyste som Lyn fra dens Sider. Det var en engelsk »Tanks«. Snart fik vi Øje paa tre andre, og en af dem var os ganske nær. Den listede sig op ad Bakkeskraaningen fra Monchy op til os, og nu gav den Ild mod os. Som Hagl smældede Kuglerne mod Barakkerne og Træerne, og snart var Staben der med Geværer og Karabiner. Men Uhyret sneglede sig altid nærmere. Linjen foran os var gennembrudt. Britterne stormede og tog Monchy, vi, omkring ved en Snes Mand, var de eneste Forsvarere af Højden. Da blev der givet Ordre til Tilbagetog.

Endnu i Dag maa jeg le over den »Flugt«. Bag os sprængte Artilleriet frem med deres svære Heste for at hente Kanonerne ud. Alt løb, som om det var betalt for det, — uden Maal, blot tilbage. Jeg travede, fuldt belæsset, skydende min Cykle gennem den vaade, granatpløjede Jord, — bag efter hele Kolonnen. En Gang før har jeg fortalt om den Evne jeg har til at finde ud af vanskeligt Terræn, med andre Ord, — finde de mindst udsatte Steder i Terrænet. Ikke en eneste Gang kastede jeg mig ned, og naaede snart Sukkerfabrikken — vort foreløbige Maal.

Englænderne, som vi ventede i Hælene paa os, havde endnu ikke naaet Bakkens Top, hvor vor Barakke laa. Hvad var der sket? Straks maatte vi kaste vor Oppakning og frem til vore Kompagnier. Vi er jo »Gefechtsordonnanser« og maa frem for alt holde Forbindelsen vedlige.

Skrækkeligt var det at se de lange Rækker af Saarede, som kom fra forreste Linje, skrækkelige var de engelske Granaters Eksplosioner paa Vejen Arras—Cambrai, som vi maatte frem ad.

Vi mødte flere af vore Folk, som dog ingen Oplysninger kunde give om Hovedstyrken. De var om Morgenen sendt bort for at hente Kaffe, og da de vilde vende tilbage til Linjen, rasede Kampen i Skyttegraven. De lod alting staa og løb med Flokken tilbage, og tog de Saarede, som havde slæbt sig ud af Tummelen, med tilbage. Snart naaede vi vore linjer.

Kuglerne peb fra Hundreder Bøsse­ piber mod os, det gik fra Hul til Hul, endeligt naaede vi ind. Stillingen var holdt. Vel Tusinde engelske Lig laa foran Skyttegraven, og mange Saarede laa og jamrede sig. De kunde ikke hentes ind, thi blot et Hoved oven for Skyttegravens Rand, og en engelsk Kugle peb om Ørerne paa det.

Løjtnanten afgav følgende Melding: En engelsk »Tanks« havde kunnet nærme sig, uden at det ved Gevær­ kugler og Haandgranater var muligt at forhindre det, dens Panser var uigennemtrængelig for disse Forsvarsmidler. Foran Graven drejede den Siden til, og kørende langs Skyttegravens Rand havde den mejet Besætningen ned, som ikke vilde vige, før der blev givet Kommando dertil. Det var dog lykkedes en stor Del at redde sig i Granathuller bag Skyttegraven, og denne Flok havde afslaaet de engelske Regimenters Angreb, som fulgte umiddelbart bagefter. — Det havde været Massemord.

Englænderne var døddrukne, og oprejst kom de i tætsluttet Linje. Maskingeværerne ‘havde mejet alt ned. Paa samme Maade var de engelske Kavallerilinjer, som sprængte frem, bleven mejede ned. De fire »Tanks« var bleven tilintetgjorte ved det tyske Artilleri. — Til højre for Landevejen trængte Englænderne frem, men var udsatte for 84ernes Flankeild. Derfor var Højden, hvor vi havde haft vor Bolig, endnu ubesat. —- Med denne Melding gik vi tilbage til Sukkerfabrikken, som laa under koncentreret Artilleriild. Vi blev der Dagen over og den følgende Nat, — da vor Bataillon endelig blev afløst, den 12. om Morgenen.

Til venstre og til højre for Bataillonen laa Englænderne saa langt fremme, at 84erne laa i en Sæk, som de dog kom godt ud af, men Afløsningen tabte straks Stillingen, som ikke var sært. Vi kom ikke tilbage i Ro, men som Reserve til Chirissy, nær den engelske Linje ved Heninel. Der laa vi [i] tre Dage, udsat for morderisk ild, […]

Ikke et Hus i Chirissy blev ‘hel. Jeg blev ganske, ganske let saaret, da Vinduerne sprang i den Stue, hvor jeg laa. Men det var kun Draaber Blod, der flød, og Bulen svinder for hver Dag. Om Aftenen blev jeg ofte sendt tilbage, og det var en drøj Tur, thi Dyndet laa 10 Centimeter tykt paa Vejen og Hundrede Munitionsvogne sprængte forbi. Værre har jeg ikke oplevet. For hver 100 Meter slog en Granat ned paa Vejen eller ved Siden af, og utallige Shrapnel eksploderede. Men alt gik godt. Skrækkeligt var det at se Soldaterne fra Skyttegraven. Leret klæbede ved alt deres Tøj, tommetykt sad det, vaadt, klæbrigt Ler. Og saa tavse gik de tilbage, uden at dække sig, naar en Granat suste lige over deres Hoveder, — de var hærdede, eller snarere sløve.

Nu er vi her i Somain. I Morgen rejser vi til Valencien­ nes som Armee-Reserve. Altid maa vi være parate til at gaa i Ilden paa ny. 84erne har faaet en glimrende Ros, — som ingen agter paa. De sikrede højre Flanke, men der randt Blod, ungt Blod i Strømme. Vor Bataillon tabte 2 Kompagniførere og 3 Løjtnanter, og Major Koiler, Chefen for anden Bataillon faldt. Om Tabene tør jeg ikke skrive i Dag, — maaske en anden Gang.

Om Slaget ved Arras, hvis første Storm vi kom ind i, kan der ikke siges meget i Dag. Hvad der er tabt, er ikke opgivet med god Vilje, men hvis England fremdeles vil sende berusede Sønner i Kamp, vil England aldrig kunne vinde. Englands Taktik fra Somme var: Stærk ruinerende Artilleriforberedelse forud for Infanteristormen, som ofte blev aldeles glimrende udført.

Her ved Arras, og i private Breve skildres det samme ved de øvrige engelske Angrebssteder, kom de oprejst, og altsaa Skive for Infanteriilden, ravende, totalt berusede. Det var en Ind­ sats af Menneskemateriale, som ligner de alleruforsigtig- ste russiske Masseangreb, Vore Fanger var stolte, kønne Skikkelser, men sanseløs berusede allesammen. Det var rørende, med ‘hvilken Omhu de forbandt de saarede tyske Fanger. Selv er jeg ikke Øjenvidne dertil; men fra flere Sider, fra aldeles paalidelige Kammerater har jeg de kønneste Skildringer af Englændernes Menneskelighed og humane Optræden over for den slagne Fjende.

Det er haardt at se Lidelser, — Medlidenhedsfølelse er tung Smerte. Disse stovte, bredskuldrede, ranke Gutter, som gaar i Slag, vaager, lider i Døgn, sulter, tørster, staar der, — men bliver. Mange finder deres Grav derude, andre lemlæstes. Man holder af disse Gutter; thi man deler alt med dem, den sidste Rest af Humøret, den sidste Mundfuld Vand, og den sidste Bid Brød. Det er dem, der i Dødens Stund forbinder det blødende Saar, dem, der varsomt hyller den døde Kammerat ind i Kappen og gemmer ham i Moder Jords Skød. Og saa spænder de den tunge Hjelm af og bøjer Hovedet i Bøn for den døde Kammerat. Det er Ting, som binder en til disse Krigere, det gør ondt at se dem segne, segne uden Smil.

Kærlige Hilsener til Jer alle, men mest til Dig.
Mikael.

Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)

14. januar 1917. Claus Eskildsen: “Med haard Haand skrabede man alt sammen, der kunde sendes ud til Fronten”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I januar 1917 blev regimentet indsat ved La Bassée.

Ny Front, nye Modstandere, nye Kampmetoder — det var let at se, at Omflytningen fra Øst til Vest for Regimentet og hver enkelt af os betød et Vendepunkt. Derimod vilde ingen af os dengang have troet, at dette Vendepunkt nøjagtigt faldt sammen med Midtpunktet i Regimentets korte Historie. Det faldt ogsaa sammen med det vigtigste Vendepunkt i hele Krigen. Kejserens Fredstilbud var blevet afvist, og det stod nu klart for alle, at denne Krig ikke vilde ende uafgjort, men at der ved Freden vilde findes sejrende og besejrede.

Tyskland foretog et vældigt Tag for at rive Sejren til sig. Den 1. Februar proklamerede man den hensynsløse, uindskrænkede Ubaadskrig — og tabte derved Krigen, idet den afgørende Magt, Amerika, traadte ind i Modstandernes Rækker.

Med haard Haand skrabede man alt sammen, der kunde sendes ud til Fronten. Hjemmefra fik hvert Regiment, ogsaa vort, 300 frontuduelige (»gv.« = garnisonsverwendungsfähig) Folk, der bestemtes til Afløsning af »kv.« (kriegsverwendungsfähig) Mandskab ved Trainet. Mange trofaste, gamle Folk maatte nu fra Bagage Trainet ud i Skyttegravene; men Officererne holdt Haanden over deres Oppassere og Skrivere, af dem afløstes ingen. Regimentet sendte til Gengæld 300 stærke og krigsvante Mand til Erstatningsbataillonerne, hvor de benyttedes som Kærne til nye Regimenter. Snart hørte vi, at der fandtes et Regiment med det høje Nummer 464.

Det politiske Vendepunkt faldt ogsaa sammen med et taktisk. Den stive Kamp om den forreste Skyttegrav afløstes helt af den bevægelige i et bredt Bælte af Pigtraadskrydsninger, Skyttegrave, Støttepunkter, Maskingevær»Reder« og snildt indrettede Fælder.

Man regnede med, at enhver større Patrouille vilde trænge ind i den forreste Linie, og Kampens Tyngdepunkt kom til at hvile paa »Stødgrupperne«, hvis Hovedvaaben var Haandgranaterne, hvormed de skulde rydde op i Stillingen, naar Fjenden havde sat sig fast. Den mere bevægelige Kamp medførte, at de »lette« Minekastere og »lette« Maskingeværer, kom stærkt i Brug, og at der lagdes større Vægt paa en sikker Forbindelse.

Hvert Regiment fik sin særlige »Efterretnings-Afdeling«, der arbejdede med Telefon, Brevduer, Lyssignaler, Vinketegn og Signalering ved Hjælp af Maskingeværer.

De gamle Vestfrontregimenter saa — absolut uden Grund — med Ringeagt ned paa os russiske Barbarer, og man gik langt uden om vort Train med de skurvede Heste. »Latrinparolen« lød allerede paa, at vi skulde over til Østfronten igen, og at hele Transporten kun havde været et genialt Kneb af Hindenburg. Men vi var alligevel gode nok til at komme i Fronten, inden vi endnu havde faaet os vænnet til de nye Forhold.

Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront (1929).

27. september 1916 – Otto Iversen: “anstrengende tjeneste”

Otto Iversen fra Maugstrup blev indkaldt i sommeren 1916, og kom efter sin uddannelse i Rendsborg til Frankrig.

I felten 27.9.1916

Kære forældre!
Modtog i går et kort fra broder Thomas, som han den 11. har sendt til min adresse i Rendsborg. Vi har meddelt vores adresse til Rendsborg og bedt om at få vores post eftersendt. Efter at have modtaget noget fra R. forventede jeg at få post fra jer.

I dag er jeg på vagt fra middag i dag til middag i morgen. Hver sjette time har jeg to timers vagt og fire timer på vagtstuen. I de fire timer har jeg god tid til at skrive mine breve. Efter hvad Thomas skriver, så mener han, at jeg stadig vil være dér den følgende søndag, forhåbentlig har han ikke været i Rendsborg, da han jo ikke ville besøge mig søndagen efter jeg måtte af sted tirsdag.

Her har vi anstrengende tjeneste, meget mere anstrengende end i Rendsborg. Om eftermiddagen har vi næsten altid to timers skansen og jorden er frygtelig hård, ca. ½ meter er god fed jord, så begynder kridtet eller kalkstenen allerede og skyttegraven skal være 2,40 m. dyb. Når man læner sig mod skyttegravens sider, så bliver man så hvid som hvis man lænede sig op ad en kalket mur. Man kunne berette meget herfra og fra omegnen, men det er os forbudt og hvis vi skulle gøre det, så slipper brevene ikke igennem. Jeg er begyndt på min dagbog, så jeg ikke har glemt det hele, når jeg kommer hjem. Navne på alle de steder, jeg har været i kvarter, bliver noteret.

For et par dage siden, d. 25, var der trommeild ved fronten. Om aftenen kom om nyheden, at 5.000 fanger og fem landsbyer var blevet taget fra franskmændene.

I formiddags var vi ovre i nabolandsbyen for at blive afluset, selvom jeg endnu ikke har mærket noget til lusene. Forskellige andre havde dog brug for det. Aflusningsanstalten ligger i en tidligere fransk sukkerfabrik. Siden krigens begyndelse har alt stået stille på fabrikken. Næste alle vinduerne er slået ind og alle brugsgenstandene smidt udenfor, hvor der lå store jernfade og maskindele mellem hinanden. Det kommer til at tage tid og penge, at sætte fabrikken istand igen. I sådan en forfatning befinder meget sig desværre.

Sidste søndag var jeg på kirkegården her i landsbyen. Der hvor de tyske soldater lå begravet, var alt holdt pænt og rent. I kirkegårdsmuren var stadig de huller, som blev benyttet som skydeskårer, da krigen rasede her. Fronten har ikke ændret sig her i to år.

Vær så venlig at give mig besked om, hvor mange af mine breve og kort, som er nået frem, jeg vil gerne vide om det hele får lov at komme igennem.

Til slut hjertelig hilsen til jer alle jeres
Otto.

(Brev oversat fra tysk, Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

30. august 1916 – Lorens Jepsen: Orlovshåb

Lorens Jepsen var landmand fra Valsbøl lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse. I januar 1916 var han blevet tildelt Infanterie-Regiment Nr. 75, der i slutningen af august for anden gang blev indsat ved Somme ved landsbyen Barleux ca. 5 km sydvest for Peronne.

d. 30.8.1916

Min kære Anne!
Min hjerteligste Tak for et Brev og en Pakke med Kage, som jeg modtog i Aftes. Jeg beder Dig ikke at sende mig mere foreløbig, ej heller at skrive Breve, da jeg har stærkt Haab om at komme hjem. De andre er i Dag kommen tilbage fra Høstorlov. Men hvem der skal rejse nu, er ikke bestemt. Ansøgningerne er vel ikke kommet tilbage fra Regimentet endnu. Nogle mener, at denne Orlov begynder d. 1. Septbr., andre d. 4., dog bestemt faar man intet at vide førend i sidste Øjeblik.

I Aften rykker vort Kompagni atter forud og jeg havde jo egentlig haabet at blive fri for denne Tur, men naar det ikke giver nærmere Besked, saa kommer jeg nok til at traske med, det faar jo hjælpe sig, blot man kommer sund tilbage igjen, men behageligt er det langt fra, det har regnet stærkt her i den sidste Tid. Vejen er derfor meget opblødt, og tung at gaa og i Skg. vil der vist nok staa Vand. Ja, den bedste Tid af Aaret har vi nu atter haft her ude.

Krigen fører jo meget voldsom for Tiden, Rumænien har vel ogsaa erklæret Krig, dog tror jeg alligevel ikke at det giver Fred dette Aar, skønt det vel var værd at ønske.

Jeg har ogsaa faaet en Pakke fra Jørgen Jørgensen i Aftes. Hvad den indeholder ved jeg ikke endnu, da jeg ikke har haft Tid til at se efter. Jørgen har endnu foreløbig Orlov til d. 22. September, men jeg vil haabe, at han slet ikke kommer til Fronten mere. Et Liv, som det, vi maa føre her for Tiden, vilde han heller ikke holde længe ud, dertil er han ikke stærk nok. Jeg skal have skrevet til ham, da han ikke har hørt fra mig i lang Tid. Jeg ved ikke, hvori det ligger, thi jeg har i den sidste Tid kun haft lidt Lejlighed, men ogsaa kun lidt Lyst til at skrive.

Ansøgningen om otte Uger Orlov er kommen tilbage med Afslag. Der var vel heller ikke andet at vente. Amtsforstanderen har vistnok ingen Anbefaling givet, i hvert Fald var det ikke at vente, efter som han før har baaret sig ad.

Hvis der er megen Kløver i Havren ude i Søndertop saa burde den hellere sidde over Kostalden at den kunde tærskes lidt og saa fodres paa Kreaturerne. Til Hakkelse er Kløverhavre ikke god. Blot Vejret nu ikke volder for mange Vanskeligheder ved Bjærgningen.

De hjerteligste Hilsner til Eder alle i Hjemmet.
Paa Gjensyn! Din Lorens

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)