Tag-arkiv: skyttegrav

25. august 1917. Mikael Steffensen: “De haarde Kampe er alt for Fremtidens Skyld”

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I august 1917 befandt han sig ved Rimcourt (Remicourt) hvorfra han skrev fra skyttegraven.

I skyttegraven ved Rimcourt, den 25. august 1917.

Min kære, kære Ven!

Vor nye Stilling er god. I de brede, dybe Grave er mange og ret sikre Dækninger. Vandstanden er lav her, saa der kan graves dybe Gange ned i den lerede, haarde Jord. De dybeste Opholdsrum er vel nok kun 8 Meter under Jordfladen, undtagelsesvis er de dybere, men saa er de ogsaa ret sikre. Hver Dækning er afstivet med 5 Centimeter tykke Rammer af Fyr eller Grantræ, som staar aldeles tæt op til hinanden. Derved dannes der Gange, 1,20 Meter brede og 1,80 Meter høje. Fra disse Gange bygges saa Rum ind til Siden, idet der dannes smaa Gange vinkelret paa den lange Gang.

I vor Dækning har vi tømret Sengene, to og to over hinanden, fast til den ene Langside af den lange Gang. De øvrige to af Sengenes Hjørner støttes af to høje Stolper. Sengen selv bestaar af fire Brædder med en Bund af Staaltraadsnet, en ny Slags Madras. Nettet bøjer sig efter Legemets Stilling, og man hviler virkelig godt. Brugen af Træuld undgaas, og dermed Faren for Utøj.

Der skydes kun lidt her, men ikke desmindre er der Tab. Man skal først vænne sig til en Stilling. Længe vil vi ikke faa Lov til at blive her, Tropperne deroppe i Flandern trænger til Afløsning. Der kæmpes umenneskeligt ‘haardt deroppe med forfærdende Tab paa begge Sider. »Valhalla« er nu ‘engelsk, eller rettere, den Plet Jord, hvorpaa den stod. Linjen vil omtrent gaa, hvor den laa.
Vi føler Usikkerheden, Utrygheden tynger, fordi vor Tro ikke er fuldkommen nok.

Mine Ønsker, mit Haab, vore fælles Ønsker og Haab kan vi saa svært føje ind under Guds mægtige Vilje. Oprigtig talt synes vi, at alt er forkert, hvad der ikke falder ud til vor øjeblikkelige Fordel.

Hvad der sker nu, paa de store Valpladser, Landenes Trængsler og Nød, de haarde Kampe er alt for Fremtidens Skyld, for at kommende Slægter kan faa Fred, og i Fred udvikle sig. De store Statsmænd maa skue ind i en Fremtid af mindst hundrede Aar, og deres Handlinger i Øjeblikket maa være bestemt efter, hvad der kan gavne Fædrelandet i Fremtiden.

Vorherre ser langt klarere, vi har saa ofte set, at hans Veje var andre end vore, og vi har set, at een Dags Angst og Graad fulgtes af Maaneders Glæde. Men saa at kende Guds Veje og ‘hans Vilje. Han virker jo i os ved sit Ord og ved sine Love og mere direkte gennem vor Samvittighed. Men vor Samvittighed, ja, den kan sove, derfor har han undertiden andre Midler end netop sit Ord, det skrevne, [til] at vække os af Dvale, gennem de Mennesker, vi omgaas, faar vi tit en Advarsel fra Gud. Og man vil lære, at det særlig er bestemte Mennesker, som aabner os Øjet, kalder paa det Gode i os.

Velsignet det Menneske, som faar Venskabsbaandet knyttet med dem, som kan løfte os opad. Gennem Venner kan Gud kalde saa inderligt paa os, paa en Maade, saa det retter og trøster paa een Gang. Derfor holder jeg Dit Venskab saa højt, og det føles inden i mig, som vi nok naar ind i Fremtidens Land, som om der er meget rigt i Vente, fordi jeg føler fuldt og fast, at Guds Velsignelse hviler over vort Venskab.

Din Mikael.

Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)

 

 

 

24. december 1916. Jul i forreste mudderhul ved Somme

N.A. Christensen, Graasten, var indsat i Somme-slaget tre gange.

(fortsat …)

Tilsølede fra Top til Taa, med en tyk brun Lerskorpe, fuldstændigt udasede, gennemsvedte og gennemvaade, dumper vi ned i vor Stilling. Her er vi altsaa den yderste Forpost. Ja, i Grunden er det slet ingen Stilling, kun en Række dybe Granathuller, som i allerbedste Tilfælde er gjort endnu dybere ved Hjælp af 3-4 Trærammer.

En Gruppe paa otte Mand i hvert Hul. Ingen Tag over Hovedet, ingen Ovn, knapt nok en Siddeplads, som er nogenlunde tør. Ovenfra løber Vandet ned til os, saa en Mand maa øse uafbrudt Dag og Nat.

Her skal vi tilbringe de næste ti Dage, altsaa baade Jul og Nytaar. Fjenden ligger ca. 300 m borte bag det øde Ingenmandsland, og ved vor mindste synlige Bevægelse pisker Maskingeværilden straks over til os. Større Kamphandlinger ventes forøvrigt ikke i dette vanskelige Terræn midt om Vinteren, nærmest kun Skinangreb og Artilleridueller under Masseanvendelse af Ammunition.

Forplejning kan kun tilføres hver tredie eller fjerde Dag, og kun det allernødvendigste af Tørkost og Drikkevand. Hovedmaaltidet er den saakaldte „Jern-Ration“. Vort gennemblødte Tøj maa tørres paa Kroppen.

 Straks den første Formiddag faar vort Frontafsnit en rigelig Overhaling af Fjendens Skyts, og en stor 21 cm. Granat slaar ned foran vort Hul og borer sig ind under Afstivningen. Vi venter at ryge i Luften allesammen, — men nej, den lægger sig til Ro uden at eksplodere. Afstivningen er knækket, og Jord styrter ned omkring os, men vi har ingen Skade taget. Heldigvis er der mange Blindgængere i dette opblødte Terræn, alligevel er det en ejendommelig Fornemmelse at sidde oven paa saadan en Fyr.

Juleaften lader Fjenden os i Ro. Der høres næppe et eneste Geværskud paa hele Afsnittet. Alligevel er Freden sikkert endnu langt borte. Skiftevis staar Kammeraterne paa Vagt og spejder ud i Ingenmandsland. Vi andre sidder i vort vaade Hul og ryster af Kulde og Feber.

Der er saavist ingen Julestemning hos os, dertil er vore Forhold og Omgivelser alt for trøstesløse. Den, der endnu er saa lykkelig at eje en Smule Tørsprit, varmer sit sidste Bæger Kaffe-Erstatning eller gør sig til gode med den allersidste Cigaret, som er opsparet til denne Aften.

Breve og Pakker samt Forplejningen naar ikke frem til os, for Tilførselsmulighederne er saa fortvivlede. Vi trykker os ind mod den vaade Lervæg, indhyllet i Kappe og Tæppe, og kritiserer vor Tilværelse. Vi er udmarvede og krigstrætte og mangler alt.

Vi tænker tilbage paa vor første Jul herude i 1914. Den fejrede vi i Ro langt bag Fronten i en stor Lade med rigtigt Juletræ og med Overflod af gode Levnedsmidler; vi sang de gamle, kære Julesange, og en stor Del af den franske Civilbefolkning fra Byen beundrede vort Juletræ og modtog Gaver af vore rigelige Portioner, nu har vi selv intet.

Vore Tanker gaar mod Hjemmet i det fjerne Nord, hvor længe skal vi endnu friste denne elendige Tilværelse? Krigen hører sikkert ikke op, førend der ikke mere findes Menneskemateriale.

Hvor mange Kammerater er allerede gaaet bort, og – hvornaar bliver det min Tur? I Slutningen af vor Periode slaar Vejret om til Frost, og det bliver bidende koldt; men vi er dog fri for at øse Vand.

(fortsættes …)

DSK-årbøger 1951

25. september 1916. Natligt overfald på fransk forpost: “Vi var snart indviklet i den mest forbitrede nævekamp …”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

(… fortsat fra kl. 18:00)

Under en patrulje i ingenmandsland blev Brodersen og hans kammerater pludselig anråbt på fransk.

Vailly den 25. September 1916.

Vi trykkede os saa langt ned i Moder Jords Skød, som det blot var muligt, og med Munden tæt til hinandens Ører aftalte vi, hvad vi videre skulde gøre. Et Par Skud peb hen over Hovederne paa os, og der blev derfor ikke lang Tid til at betænke os i.

Det havde været Meningen at overrumple dem, men Franskmændenes Opmærksomhed var nu vakt, og Sagen stillede sig derfor nu vanskeligere. Dog, vi havde Ordre til, enten død eller levende, at bringe een Mand, og vi maatte derfor gøre et Forsøg.

 Vi kravlede nu hver til sin Side, og det var en Aftale, at Skorstensfejeren og Sepl skulde sørge for et Offer, medens jeg skulde holde Ryggen fri.

Med et Spring var vi nede i Hullet hos de forbavsede Franskmænd, men hvem der blev mest forbavset, fik vi ikke Tid til at konstatere, thi i Graven var der nemlig 4 Mand i Stedet for 2, som vi havde regnet med.

I samme Øjeblik var vi indviklet i et vildt Haandgemæng. Høje Raab og Brøl som fra vilde Dyr kløvede Luften, og de frygteligste Eder og Forbandelser paa begge Sprog brød Nattens Stilhed. Een af Franskmændene løb straks tilbage, og vi var nu 3 imod 3 og var snart indviklet i den mest forbitrede Nævekamp.

Franskmændene var værst stillet, thi de havde kun de lange Geværer at værge sig med, medens vi brugte Haandgranaterne som Slagvaaben. Jeg laa snart paa Bunden af den snævre Plads og med en stor Franskmand over mig. Med sit Sidegevær gennempryglede han min Krop, medens jeg kun havde Tanker for at værge saa godt for mig, som jeg kunde.

Mørket hindrede os i at iagttage Enkelthederne, men jeg opfattede dog, at min Modstander flere Gange satte Bajonetten imod mit Bryst, men paa Grund af de andres Tumlen rundt om i Hullet, er han vel blevet hindret i at støde til. Det lykkedes mig nu at faa frigjort min Revolver, og medens han i sin halvt liggende Stilling stod bøjet over mig, pressede jeg denne imod hans Bryst og trykkede til.

Han faldt ned over mig, men i min fortvivlede Angst for Ekspeditionens Udfald, lykkedes det mig i en Haandevending at gøre mig fri og sprang op af Hullet. Imedens de andre kæmpede som vilde Dyr, havde jeg et Øjeblik Tid til at trække Vejret.

Sepl havde faaet fat i sin Kniv, og det var et frygteligt Vaaben i hans Haand. Han brugte den paa en saa frygtelig Maade, at hans Modstander blødte af mange Stiksaar, og med sin Staalhjelm søgte det arme Menneske at afværge det afgørende Stik. Skorstensfejeren kæmpede en fortvivlet Kamp med sin Mand, der var stor og stærk. Franskmanden havde nu med et Kvælertag faaet fat om Halsen paa ham, og de faldt nu om og tumlede rundt nede i Hullet. Jeg kunde nu ikke høre noget Livstegn fra Skorstensfejeren, og med et Spring sad jeg paa Ryggen af hans Modstander. Et Revolverskud imellem hans Skuldre gjorde Ende paa Kampen.

Imedens kæmpede Sepl som en aldeles rasende mod sin Mand, og de lignede mere vilde Dyr end Mennesker. De faldt og rullede rundt om hinanden, sprang op og ind paa hinanden igen. Franskmandens Tøj var flænget over det hele, men Sepl havde endnu ikke faaet Lejlighed til at bibringe ham det afgørende Stød. Imidlertid var Skorstensfejeren atter kommet noget til Hægterne, og i sin liggende Stilling lykkedes det ham at slaa Armene omkring Franskmandens Ben.

Han faldt, og Sepl var straks over ham og rendte i sin Afsindighed sin Kniv i Brystet paa ham.

Det var forbi, men Faren var endnu langtfra overstaaet, thi fra alle Sider blev der nu afskudt Lysraketter, der oplyste Terrænet som i klareste Dagslys. Det var det værste, der kunde ske for os, thi kun i Skjul af Mørket havde vi Haab om at slippe tilbage.

Fra alle Sider lød Maskingeværernes kendte Tikken, og Kuglerne fløjtede hen over Hovederne paa os.

(… fortsættes kl. 21:00)

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

16. september 1916. Vand og pløre ved St. Quentin

Fr. Møller, Aabenraa, gjorde krigstjeneste ved IR464 i Første Verdenskrig. Efter endt lazaretophold kom han på rekonvalescens i Flensborg og Højer. Men efter et halvt år i fred her, kom han retur til fronten.

Vi blev omsider trukket ud af fronten ved Arras og blev indsat ved St. Quentin. Byen lå i frontlinien. Den var slet medtaget, mange huse skudt i grus.

Jeg var sådan set ikke ked af frontafsnittet her, for her fandtes dog nogenlunde skyttegrave, og dækninger var der også;  men da der indtrådte en regnperiode, blev graven hurtigt et søle og næsten ufremkommelig. Vandet silede ned ad brystværn og rygdækning, og den opblødte jord fulgte med. Ofte var pløret i bunden af graven op til 40 cm dybt. Vi måtte dag og nat skovle pløret ud. Englænderne, der lå over for os, var flinke. De forstyrrede os ikke. De var nemlig ude for dén samme ubehagelighed og fulgte vort eksempel. Vi forstyrrede naturligvis heller ikke dem …

Det skete dog under en skudveksling, at en af mine kammerater blev ramt af en geværkugle i halepartiet. Vi syntes, han var meget heldig, for han kunne nu forlade den opblødte skyttegrav, og han kunne  regne med at blive indlagt på et lazaret i Tyskland, ja, han kunne oven i købet engang komme hjem på orlov.

Men hos os gik granaterne vedblivende hen over vore hoveder, om
natten steg og sank lyskuglerne i et broget fyrværkeri, geværer affyredes, og maskingeværerne knaldede. Og så måtte vi om natten tilbage for at hente proviant. Feltkøkkenet stod inde i St. Quentin, og vi havde en lang og streng og farlig vej at gå. Maden blev naturligvis kold, inden vi nåede ud i skyttegraven med den.

Der var dog et gode ved stillingen her. Vi havde, så utroligt det lyder, elektrisk lys i vor understand. Det havde jeg aldrig oplevet.

DSK-årbøger 1961

12. september 1916 – Ribe Stiftstidende: skyttegravsarbejder i Nordslesvig

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Større skyttegravsarbejder i Nordslesvig

I lørdags ankom ca. 400 pionerer med ca. 40 heste til Skærbæk, hvor deres indkvartering voldte stærkt røre. De skal efter forlydende i gang med skyttegravsarbejder i grænseegnen – fra Skærbæk og østpaa.

Faldne

Franz Thomsen, søn af strygekone Marie Thomsen i Aabenraa, der tjente som overstyrmand paa et luftskib, er kommen af dage ved en krigsfart. Han efterlader sig hustru og børn.

Arbejdsmand Heinrich Breum fra Bjerggaard ved Svenstrup paa Als er falden.

Landmand P. Chr. Madsens hustru paa Landlyst ved Thomashus nord for Haderslev, har modtaget budskab om, at hendes mand er falden i de sidste haarde kampe, 39 aar gl.

Saarede

Bureaumedarbejder Otto Hennig af Aabenraa er bleven saaret.

Godsejer Andreas Raben fra Søgaard er bleven saaret.

Savnede

I tabslisten meddeles, at Thomas Hansen fra Holdbi, Nis Heye fra Uge og Christian Thordsen fra Kettingskov er savnede

 

10. september 1916 – Sikringsstilling Nord

Den 10. september indførtes der en særlig postcensur i Sønderjylland/Nordslesvig, og tyske soldater gik i gang med at anlægge en nordvendt skyttegravslinje.

Uindskrænket ubådskrig
Baggrunden  var den militære situation på især vestfronten. Hårdt presset af tabene under de store offensiver ved Verdun og  Somme besluttede den tyske hærledelse at forsøge at besejre Storbritannien med en uindskrænket ubådskrig. I farvandet omkring de britiske øer ville både fjendtlige såvel som neutrale skibe kunne risikere at blive sænket uden varsel af de tyske ubåde. Før man gik i gang, vil man dog forberede sig på eventuelle modtræk fra Storbritannien og mod de neutrales reaktion. I nord frygtede man, at Storbritannien uden dansk modstand kunne få lov til at landsætte tropper i Danmark til et angreb henover den dansk-tyske grænse.

Udsnit af luftfoto af Sikringsstilling Nord syd for Kalkenberg ved Vedsted (Johannes Bruchhof)
Udsnit af luftfoto af Sikringsstilling Nord syd for Kalkenberg ved Vedsted (Johannes Bruchhof)

Forsvarslinjen
Den 10. september gik tyskerne derfor i gang med at anlægge en skyttegravsstilling tværs over Sønderjylland fra Slivsø ved Hoptrup i øst til Vesterhavs-diget ved Skærbæk i vest.  Med hjælp fra de såkaldte Armierungstrupppen (arbejdssoldater uegnet til frontindsats) begyndte de tyske ingeniørtropper i første omgang at opstille pigtrådsspærringer, mens den dobbelte skyttegravslinje indtil videre kun markeredes i et spadstiks dybde. For ikke at spilde ressourcer på at vedligeholde skyttegravene skulle de først graves i fuld dybde, når stillingen ved et eventuelt fjendtligt angreb blev bemandet. Artilleriet gik dog i stilling med det samme, der var dog tale om forældede kanoner, de fleste fra før århundredeskiftet.

Postcensur
Samtidig med at arbejdet tog sin begyndelse indførtes postcensur i området nord for Flensborg. Alle breve skulle afleveres med åbne kuverter, være skrevet på enten tysk, dansk, svensk eller norsk og måtte naturligvis ikke indeholder oplysning af militær natur.

Gå ikke glip af åbenhus-dagen i anledning af Sikringsstilling Nords  100-årsdag – læs nærmere her!

Vil du vide mere om Sikringsstilling Nord kan du besøge hjemmesiden for Sikringsstilling Nord og Verdenskrigens Spor.

 

 

5. august 1916. Kresten Andresen: “… det kan ikke nægtes, at hjertet tit står stille i brystet på én, når den svære haubitzer kommer susende”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der fra slutningen af juli 1916 befandt sig ved Somme.

Ablincourt den 5. august 1916

Kære forældre!
Nu har jeg overstået et skrækkeligt mareridt og sidder nu vel beholden langt bag fronten – d.v.s. jeg ligger på maven i græsset og skriver til jer. Om aftenen må man ikke gerne fortælle spøgelseshistorier, men ved højlys dag gør det ikke så meget. Og jeg kan da gerne fortælle jer, at det har været en hård omgang hernede. Ganske vist kom jeg aldrig i nogen berøring med englænderne selv, men så meget mere med deres artilleri, og det var aldeles forfærdeligt.

Jeg tror ikke, der er en eneste tysker her, som ikke bærer al mulig respekt for det engelske artilleri, men aldrig har jeg oplevet værre trommeild end den, vi var udsat for i nat, lige et par timer før vi blev afløst. Det lader sig umuligt skildre i ord og ikke forestille i tankerne. Vi holdt en smal løbegrav i tredje linje besat; arbejdede om natten og gravede den dybere, dækkede den omhyggeligt med græs, og når morgenen kom, lagde vi os på langs i graven og dækkede os, så at flyverne, der stadig svirrede over os, ikke kunde opdage os. Og det gik godt to døgn og endnu en dag.

Den tredje dags aften hen ved kl. halv elleve kom der pludselig som et rasende brøl af tusinde uhyrer. Jorden gungrer og ryster, jord og sten og kvalm og krudtdamp hyller det hele i en røg. Og dækninger har vi ikke; vi sidder pressede ind mod væggen, stålhjelmen ned om ørerne og éns oppakning stablet op til dækning for bryst og underliv. Og så overgiver man sig til sin gode lykke. Men det kan ikke nægtes, at hjertet tit står stille i brystet på én, når den svære haubitzer kommer susende.

Tænk, der var 38 cm granater iblandt, og de eksploderer med en så uheldsvarslende torden, at man næsten kan tabe besindelsen ved det. Intet hører man, intet ser man. Sagtner det et par sekunder, spørger man til sin sidemand. Til tider får man hele ladninger af jord og sten ned over sig, stålhjelmen klirrer ordentlig. Pludselig suser en shrapnelflaske, en tingest, der vejer en syv-otte pund, ned på mit skinneben, og jeg griber ned efter benet for at se, om det endnu hænger ved; jeg kan bevæge foden, som ved et under har benet slet ingen skade taget.

Én kommer styrtende gennem graven: spader! spader! råber han, tre af hans kammerater ligger levende begravet. Han kommer tilbage, det er ikke til at komme frem; graven ligger jævnet. Omsider kommer en saniteter igennem med spader. De bliver gravet ud og er endnu i live; blandt dem er Ebsen fra Nybøl. Da kommer der pludselig bevægelse i graven. Alle stormer og maser på: Gas! Gas! brøles der; en tyk sort kvalm fylder hele graven, så man knap kan ånde; nogle styrter op over dækning og afsted over fri mark. Det var kun pulverdamp. Men nu må vi afsted, i halvanden time har vi holdt ud; de fleste sager er begravede af jord.

Så stålhjelmen ned om ørerne, kroppen bøjet sammen og afsted. Over bjerg og dal i graven. Gudskelov, her er der roligere, og her er graven til at være i. Selv har man en mærkelig ro og beslutsomhed. Den kommer, når man har ligget her et kvarters tid. 

Nu er jeg helt mig selv igen og tænker kun derpå som et mareridt. Hvem Gud vil bevare, han er uden fare, og Guds vilje med én er og bliver altid den bedste.

Mange kærlige hilsner fra eders hengivne søn
Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

25. juni 1916 – Johannes Ankersen: “… forbandede lort!”

Johannes Ankersen fra Flensborg havde meldt sig frivilligt i august 1914 og var blevet tildelt Füsilier-Regiment Nr. 86. I 1915 var han blevet forfremmet til løjtnant og kommanderet til Infanterie-Regiment nr. 63, der juni 1916 lå ved Somme.

Tyske officerer fra Infanterie-Regiment Nr. 63 i skyttegrav ved Somme, foråret 1916. Yderst til venstre ses Løjtnant Johannes Ankersen, Flensborg (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek)
Tyske officerer fra Infanterie-Regiment Nr. 63 i skyttegrav ved Somme, foråret 1916. Yderst til venstre ses Løjtnant Johannes Ankersen, Flensborg (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek)

Så var vi altså igen i Tyskland, i den kære hjemstavn. Blot en skam, at tiden går så hurtigt, 14 dage er hurtigt omme. Denne gang skulle det dog gå anderledes. Hjemme havde vi den 24. juni fejret fars fødselsdag til langt ud på den lyse morgen, og jeg lå om morgenen den 25 i den skønneste søvn, da mor vækkede mig og overrakte et just ankommet telegram med befaling om øjeblikkeligt at vende tilbage til regimentet. Nå, det var værre historie, men alle eder hjalp intet, så allerede henimod 11 sad jeg i et tog og kørte mod vest igen. Hvad mon der var sket? Aviserne som anskaffedes undervejs gav svaret: i hærens beretning stod, at vores modstander ved Somme beskød vores linje med kraftig ild. En fjendtlig offensiv var altså i vente, og vi skulle naturligvis nødvendigvis være med. Forbandede lort. Undervejs traf jeg et par kammerater fra vores regiment. Med toget var i det hele taget næsten kun officerer, der telegrafisk var blevet kaldt tilbage fra orlov.

(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)

 

 

15. juni 1916. Tættere på, så havde det været et dejligt »Heimatschuss«

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten.

“Heldige skud”

Da regimentet havde fået udhvilet, blev det beordret til at bygge en skyttegrav over et engdrag. For grundvandets skyld måtte skyttegraven bygges oven på jorden. Hver nat blev halvdelen af styrken sat til dette arbejde, som viste sig at være endda meget farligt.

Russerne kunne selvfølgelig om dagen konstatere, at der blev arbejdet om natten, og holdt engen, der var ca. 200 meter bred, under en vold som geværild hele natten igennem. Arbejdet bestod i at grave græstørv og stable dem oven på hinanden, så der blev en vold i mandshøjde.

Den første nat, jeg var med til dette job, arbejdede jeg sammen med en anden sønderjyde, hvis navn var Jørgen. Han var en gemytlig fyr og dejlig at arbejde sammen med. Pludselig smed Jørgen spaden og svor en dyr ed. Det viste sig, at han havde fået et strejfskud i den ene tommelfinger.

Skaden var imidlertid ubetydelig, det så nærmest ud, som om han havde brændt fingeren en smule. »Det var da som pokker,« udbrød han, »en halv cm tættere på, så havde det været et dejligt »Heimatschuss« (hjemsendelssesskud)«.

Den næstfølgende nat arbejdede vi atter sammen, og Jørgen var atter heldig – eller uheldig om man vil. Han faldt pludselig om og tog sig til skinnebenet. Jeg fik ham slæbt i læ bag volden, trak støvlen af ham, men kunne intet sår finde, kun en stor blå plet var synlig på skinnebenet.

»Det var strejfskud nr. to,« var Jørgens kommentar, »Gud ved, hvad der sker tredie gang?« Da han ville trække støvlen på igen, var der noget, der trykkede inde ved tæerne. Han trak atter støvlen af, stak hånden ned i den og halede en geværkugle frem.

Nu kan man jo med rette spørge, hvordan dette kunne gå til? Svaret er ligetil, på et givet tidspunkt går farten af enhver kugle, og den får en nedadgående bevægelse. I dette tilfælde var kuglen gået gennem et læg i Jørgens bukseben lige oven for støvleskaftet. Ved den nedadgående bevægelse var den gået imod støvleskaftet indvendig. Den havde ikke haft kraft til at gå gennem læderet og var så faldet ned i støvlen.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

6. marts 1916. K. Tastesen fanget i ingenmandsland under granatild

Füsilier K. Tastesen, Vestpreussisk Infanteriregiment 148, 11. Kom. 5. Gruppe, blev i foråret 1915 såret på vestfronten og efter endt rekreation og orlov blev han genindkaldt i ny enhed på den nordligste del af østfronten i Kurland ved floden Düna i det nuværende Litauen. Her deltog hans enhed i tyskernes sommer- og efterårsoffensiv. I marts 1916 indledte Russerne et stormangreb.

Af Allan Otto Wagner

Den 6. maatte jeg paa Vagt ude i en sappe [fremskudt skyttehul til observation, RR]. Jeg kom godt derud ved at springe fra det ene Hul til det andet. Men nu blev Ilden mellem Hulen og mig saa slem, at jeg ikke kunde blive afløst. Jeg laa helt gemt i Sne, og det frøs, saa jeg næsten var helt stiv.

En Løjtnant vilde ud til mig, men da han var kommen Halvvejen, blev han ramt i den ene Haand, saa den blev fuldstændig reven af. Han flygtede tilbage, og nu turde ingen prøve paa at komme derud igen, og jeg kunde heller ikke komme tilbage. Der stod jeg saa uafbrudt i 12 Timer i den værste Kulde og omtrent begravet i Sne.

Endelig var jeg nødt til at skulle tilbage for ikke at fryse ihjel, da jeg ikke kunde holde mig vaagen længere, og jeg kunde lige saa godt dø paa den ene Maade som paa den anden. Jeg sprang op, men var saa stiv, at jeg ikke kunde løbe. Jeg tumlede ned i et Granathul, op igen og ned i det næste og saa fremdeles. Da jeg var kommen Halvvejen, kunde jeg ikke mere og lagde mig ned i et Hul og tænkte ingen Ting. Nerverne var alt for oprevne til, at jeg kunde tænke.

Jeg havde vel ligget der nogle Minutter, da en Granat sprang ved Siden af og væltede Jord og Sten ned over mig. Jeg vaagnede op og besluttede at gøre et sidste Forsøg. Jeg væltede mig gennem Sne og Jord, der var fuldstændig rødt af Blod, og naaede endelig Hulen. Jeg saa godt en Løjtnant tiltalte mig, men kunde ikke samle, hvad han sagde. Nerverne var fuldstændig ødelagt, saa jeg kunde hverken tænke eller handle.

Jeg lagde mig hen i et Hjørne af Hulen og faldt hen i en Døs, hvor jeg laa et helt Døgn. Jeg sov ikke, men var ikke i Stand til at kunde rejse mig og heller ikke tænke klart. Da jeg atter kunde rejse mig og kom op, var der helt roligt. Russerne havde bedt om Vaabenstilstand for at begrave deres Døde, og det var gaaet i Orden for tre Dage.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

23. februar 1916. Fjendens granater uden virkning på moderne skyttegrave

Underofficer A. Carstensen fra Løgumkloster og Gefrejter J. Petersen fra Ris, gjorde krigstjeneste på Vestfronten.

To gode Kammerater fra Nordslesvig.

I Skyttegraven den 23. Febr. 1916.

Efter at vi har været i Reserve i 6 Dage, tager vi ud i Skyttegraven for at afløse vore Kammerater, som afvekslende med os besætter Stillingen i 6 Dage, og som med spændt Opmærksomhed venter efter det Øjeblik, da vi kommer og raaber ned i Hulen til dem: „Ablösung“.

I et Nu spænder de Tornystren paa, tager Bøssen i Haanden og med et venligt „God Nat og paa Gensyn om 6 Dage“ tager de tilbage for at hvile ud i deres Kvarter.

Efter at vi har stillet dobbelt Vagtpost ud, begynder vi med vor egen Syssel. Madposen bliver aabnet, en Kop Kaffe varmes, og saa spises der Aftensmad med en vældig Appetit. Nede i Hulen, som er bygget af Bølgeblik dybt under Jorden, har vi sat en lille fransk Kakkelovn op, som der bliver fyret i, naar det er mørkt. Før gaar det ikke, da ellers Franskmanden, som ligger nær foran os, vilde beskyde os med svær Ammunition.

Derefter ordner enhver sit Leje, for at lægge sig til Ro efter de sidste Anstrengelser.

Den Del af Graven, som vi besætter, er opnævnt efter den pæneste Gade i vor Garnisonsby Ch., Bismarckstrasse-Kaiserdamm, hvor en moderne Undergrundsbane kører uafladeligt. De store Huller, der forestiller Holdepladserne, er forbundne med underjordiske Gange, og de er ligeledes opnævnt efter disse, saa naar Banen var her, kunde man køre fra den ene Station til den anden.

Da Graven gaar i en Bue, forekommer det ofte, at Fjenden beskyder os fra Flanken. Henimod Kl. 6 hver Aften aabner Fjenden, som staar paa Vagt lidt til venstre for os, en heftig Ild. Han kaldes i Almindelighed Peter Knald, fordi han hvert 5. Minut knalder lige over vor Dækning paa et og samme Sted. Lidt efter begynder hans Kollega fra højre, som kaldes August Schütz. Folkene morer sig hver Aften kosteligt over disse to Helte, naar de kan sige „Det var Peter Knald“ eller ogsaa „Det var August Schütz“, fordi de helt uden Virkning bortknalder en Mængde Patroner.

Enhver mener, at naar vi engang faar fat i dem, skal de begge faa tildelt en „Lukasmedaille“.

I første Halvdel af Natten overtager vi Gravtjenesten for en tredje Del af Kompagniet, netop paa den Tid, da Fjenden sætter alle sine Minekastere i Funktion. Af og til hører man et dumpt Skud, som om det kom nede fra en Hule. Alle Vagtposter er med et Spring nede i deres Smuthuller. En stor Mine stiger højt op, og med et vældigt Brag kreperer den i Nærheden, saa en Byge af Splinter, Jord og Træ hagler ned i Graven. „Det var en af de store“, siger vi til hverandre, „det er dog noget Pak, at de ikke kan holde Ro en eneste Time“.

Man ved allerede, at der snart kommer en til. Dog gør de os ikke megen Skade dermed, thi Graven har vi saa „moderne“ anlagt, at det næsten er dem umuligt at ramme os.

Undertiden taler ogsaa Artilleriet med, noget som vore Artillerister snart skal besvare. Paa begge Sider blinker Kanonerne tillige med de eksploderende Granater, der vidt og bredt sprøjter med Gnister. Under deres uhyggelige Lyd kigger man med spændt Opmærksomhed over Kanten for at se deres Virkning.

Nattens Mørke oplyses af de saakaldte Faldskærme, som bliver kastet op med en Raket og af Vinden baaret over vor Stilling. Skærmen er af den fineste Silke, hvorunder der hænger en brændende Patron, der en kort Tid kaster et klart Lys over Graven, saa man let kan se, om der er en Patrouille paa Færde. „Fallschirm in Sicht“, raaber Vagtposterne og forfølger dem med Øjnene, til de falder ned, for saa at samle dem op om Morgenen. Mangen en sender dem hjem, for at deres Kære skal se, hvad Damerne i Paris syr sammen til Gavn for deres Tropper.

Ja, hvis denne hele Bedrift kun ikke var forbunden med Fare, saa er det virkelig meget interessant, hvad man oplever i denne Krig. Men desværre mister man saa ofte en god Kammerat.

For nylig overraskede en god Ven der hjemme fra, J. J., som er ved et Kompagni, der ligger her ved Siden af, os med et Besøg. „Hvem kan det vel være, der humpler ned ad den ujævne Trappe“, siger vi til hverandre, idet Døren bliver lukket op. En god Ven træder ind og byder venligt God Aften, og saa begyndte Samtalen paa Dansk, noget man ikke faar Lejlighed til hver Dag. Først spørges der, om man ikke har hørt noget Nyt om Freden, men desværre kan man ikke svare paa det. Derefter drøftes de sidste Nyheder fra vort kære Hjem, og hvad man har læst i „Hejmdal“, som vi med stor Glæde modtager næsten hver Aften, naar den dejlige Time kommer, da Postsagerne bliver uddelt, og man spændt lytter efter hver Adresse, der oplæses. Før Besøget gaar igen, skænkes der en Kop Kaffe eller, hvis det er muligt, destilleres en Vingrog, som man plejer der hjemme.

Desværre gaar der saa mange gode Dage tabt for en, hvor man hjemme paa en anden Maade kunde være mere til Gavn. Men vi haaber, at vor gode Gud vil beskærme os som hidindtil og vil sende os sunde og raske hjem igen til vore Kære derhjemme i Nordslesvig.

En venlig Hilsen til Venner og Bekendte fra Underofficer A. Carstensen fra Løgumkloster og Gefrejter J. Petersen fra Ris.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

19. december 1915. Skyttegravsgravning på Østfronten

Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915 kæmpede på Østfronten.

Trods beskydning blev arbejdet fortsat, for skyttegraven skulle være færdig, en havde gravet sig ned her, en anden der, disse huller skulle forbindes, hjørnerne graves bort og skulderværn med 10-15 m afstand oprettes og i baglandet anlægges beskyttelsesrum til mandskabet.

Hen imod Jul var vi færdige med det. Samtidig med at vi forude befæstede vort gravesystem med løbegrave ud til lytteposterne og løbegrave tilbage, så der kunne hentes forplejning og forsyninger af krigsmateriel, byggede bagagefolkene deres hestestalde og opholdsrum, til både feltkøkken og lagerrum til madvarer. Det var et stort kompleks, der lå godt beskyttet i en lav plantage, hvor træerne kun var et par meter høje, det blev opnævnt efter vor kaserne i Charlottenborg ved Berlin, der hed “Westend”, og det her foretagende langt inde i de russiske skove, halvvejs til Moskva fik navnet “Neu westend”.

Der skulle være plads til 10-11 heste og lige så mange betjening, og da der til første bataljon hørte fire kompagnier med samme antal heste og mandskab med bataljonstab og melderyttere, måtte der jo lægges et stort arbejde i at få det nogenlunde.

Til at begynde med anede vi ikke hvor længe opholdet her kunne vare, men vi lå i denne stilling over et år.

I det område hvor vi havde etableret os var der tre høje, som kæmpegrave herhjemme, men nok så store, det var vi glade for, for her kunne vi have vore beskyttelsesrum bedre garderet mod beskydning som ude på den flade mark, de blev nu udhulet så de kunne rumme en deling på 30 -40 mand, der var tre delinger i et kompagni, og der var tre høje, dem havde vi kaldt “Grenzberg”,”Spuchberg” og ”Blocksberg”.

Vi var kun halvfærdig med det store arbejde, så blev vi rykket et par km sydpå, men i samme stilling, nu lå vi næsten ude ved floden, Beresina, og overfor Smorgon og Moledetschno (aw Molodeczno), det var ved denne flod Napoleon i 1812 tabte 20.000 af sine tropper og ved Smorgon forlod han hæren og rejste tilbage til Paris.

Til venstre støttede vi også ”Hindenburg-højen” og til højre på klosteret “Sutskow”. Her begyndte vi så igen at bygge bombesikre beskyttelsesrum og for at kunne gøre det, måtte vi have træ og atter træ, der var jo nok at tage af, en kolonne kom derud for at fælde træerne og afkviste dem, så kom en mand med et par heste og en kæde, der blev slået om den tynde ende og afsted gik det til pionerparken, hvor det blev savet op i bjælker, stolper og brædder, der så igen blev transporteret ud til skyttegraven og anvendt der, endnu længere inde i skoven var kulsvierne og fældede træer til deres ”miler” hvor der blev brændt trækul, det blev anvendt, der hvor linjerne lå tæt på hinanden og hvor rummene alligevel skulle opvarmes i den strenge vinter, trækul ryger jo ikke, men varmer godt, det er en egen teknik ved det, milerne må nok ryge, men der må ikke gå ild i dem, de må kun ulme.

Der kom mange officerer og så på det og fik forklaringen på hvordan milerne skulle behandles. Det var soldater fra Bayern, der ordnede det, de havde bygget sig rigtig smukke svejtserhuse at bo i, for dem var krigen forbi så længe vi lå i Rusland. Det træ, vi skulle bruge, blev befordret med feltbane og heste, det var dejligt et gå i de mægtige skove og slæbe træ til brug i skyttegravene, der blev en dyb rille hvor de store stammer gled langs ad.

Ude bag skyttegravene blev der gravet et ni meter dybt hul 4 m bredt og en færdigsyet ramme af meget svære granstammer sat på plads, forskallet med brædder så jorden blev stående, så meget svære granatammer lagt ovenpå, så en meter jord, stammer igen den anden vej, jord og stammer igen og så fremdeles til hullet var fyldt.

En skyttegravsovn blev installeret, kakkelovnsrøret var af træ, selve skyttegraven var afstivet af unge graner i ca. 5 cm tykkelse, tænk en gang hvad træ der skulle bruges til en strækning fra Riga til Sortehavet.

Det var kedeligt når fjendens granater slog vor veludbyggede stilling i stykker og det skete mange, mange gange.

Vi tabte selvfølgelig mandskab ved udbygningen, men da vi var færdige hørte det op. I Soly-West stod der mange lokomobiler som skaffede os el-strøm til oplysning af vore opholdsrum og den strøm havde vi megen spas med, den blev sommetider forbunden med lejet, der var af båndjern eller med kogekarrene der også var af jern, så lød der et brøl af den anden verden og så gjaldt det om at finde ud af, hvem synderen var, for det skulle hævnes.

I trådforhukningen foran var der også strøm, de første patruljer fik strømmen at føle, men så fandt russerne ud af at skyde pigtråden i stykker, så der ingen strøm var nedenfor brudstedet. Når det var fugtigt vejr regn eller tåge kunne vi høre det suse og knistre, der foran i pigtrådsbæltet.

Sommetider blev der gjort et angreb med tågebomber, hos os kunne vi ikke bruge rigtig gas, blaukreutz eller gelbkreutz, der blæses ud af beholdere, fordi skovene forandrede vindretningen, den var ikke bestandig, så vi kunne risikere, at få det hele tilbage igen.

En morgen da vor kammerat Kloss stod vagt i skyttegraven, så han ude i pigtrådsbæltet en ueksploderet glasbeholder med tågegas, han fik den lempet ind og så kastede han den så langt over mod den fjendtlige stilling at den splintredes og en vældig sky udviklede sig, nu blev han bange, for russerne kunne tro, at vi begyndte igen, og så vilde de overdænge os med granater, han greb så en håndgranat og kylede den ud i tågeskyen, så skulle de ovre på den anden side tro, det var den der forårsagede skyen.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

15. oktober 1915. “Germanski dut-dut!”

Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915 kæmpede på Østfronten.

Den 1.10. fik vi nyt fra inderst til yderst, undertøj, strømper, uniform og frakke, alt det gamle med alle lus blev smidt i en stor hob og brændt af.

Det var jo nok bestemt, at der ikke skulle ske mere i denne omgang, vinteren var jo så småt begyndt og det gjaldt om at komme i jorden, nu den 15.10. frøs det allerede 5o.. Vor bagage, feltkøkken, ammunition, levnedsmidler, foder til alle heste lå et godt stykke tilbage fra det sted, hvor vi skulle grave os ned for vinteren.

Mit kompagni fik tildelt et afsnit ved Kunawasskoven, vi var temmelig nær ved den russiske stilling en 60-70 m langt nok til at vi ikke kunne kaste håndgranater over til hinanden.

Om natten begyndte vi så at grave os ned i jorden, vi skulle helst så langt ned så vi havde dækning, når det blev lyst, Vi forstyrrede gensidigt hinanden med minekastere, det var først senere, der også kom kanoner, det var Feltartilleriregiment Nr. 63 kaliber 7,5 cm.

Da vi havde udbygget vores stilling i en 14 dages tid, havde russerne fået tid til at få meget store minekastere kørt i stilling, og da de første miner eksploderede over hovedet på os blev vi helt chokerede, det gav et brag som vi kun havde hørt ved Kowno af de 42 cm.

I begyndelsen kom der kun et per stykker, men det blev værre senere, og vi var længst ikke færdige med udbygningen, og disse her tingester sprang en meter over jorden, for at gøre mest mulige ukampdygtige, og det havde de også held til, men så lærte vi at tage os bedre i vare.

Vi kunne høre denne dumpe lyd, når der blev sendt en afstod, der blev så stillet en vagt ud med en trompet, han skulle så give et par stød i hornet, når han hørte afskudet, så gjaldt det om at komme i dækning, den var tydelig at se når den suste opad, fik vendt og kom ned igen, men russerne kunne også høre, at vi advarede med hornet hvergang de sendte en afsted og så råbte de samtidig “germanski dut-dut”.

Russerne havde en ulige bedre stilling, de lå nede bag en høj skrænt, som de kunne gå ind i fra siden og hytte sig. Der stod ovre på deres side et stort træ, hvor toppen var frosset bort eller på anden måde forsvundet, mellem to store grene, der ragede højt til vejrs sad en stump af toppen som nøjagtigt lignede et menneskehovede, der stirrede over på os, og det kan nok være, der blev skudt på denne stump træ.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

2. maj 1915. Russerne skyder!

Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915 kæmpede på Østfronten.

En af de første dage i maj begyndte russerne at overdænge os med granater, vi løb som mus fra den ene ende til den anden for at hytte skindet.

Jeg havde sat mig godt tilrette under store bjælker, men pludselig foer jeg bort, og da jeg kom tilbage var det hele splintret af en stor granat.

Hen på eftermiddagen løb en kammerat og jeg ind i en bunker der endnu var hel, men kort efter blev det os også her for usikkert, og da vi forlod den krøb Karlemann ind i den og blev dræbt af en fuldtræffer, som slog det hele i stykker.

Vi var hele tiden på vagt, for når den svære beskydning var forbi ville de storme vores stilling, det vidste vi. De skød hele dagen og da det blev mørkt kom de, vores lyttepost kom farende tilbage og alarmerede os og alle vi der endnu kunne bruge et gevær fyrede løs på de fremtrængende fjender, en del af dem nåede også ind i vores skyttegrav, men de blev hurtigt tilintetgjort og resten trak sig tilbage, men da solen stod op så vi at de havde gravet sig ned i Ingenmandsland midt mellem vore stillinger så uheldigt, at de kunne flankeres fra vor første deling.

Hen på formiddagen kom der et hvidt flag eller klud op som tegn på overgivelse, men der var næsten ingen overlevende de lå alle døde i deres egen grav, men vi havde også temmelige tab. Et par dage efter skulle vi gøre gengæld, men det blev heldigvis aflyst i sidste øjeblik.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

8. december 1914. “Jeg stod i afmægtig harme over den skændsel, der her blev øvet.”

Brev fra Kresten Andresen, Ullerup, Reserve-Infanteriregiment 86.

Dives, d. 8-12-14

Kære forældre!

Nu er jeg trukket et par km tilbage for at hvile et par dage. Vort kompagni blev indkvarteret i kirken. Jeg stod i afmægtig harme over den skændsel, der her blev øvet. På kirkegården ligger gravene i et lerælte. Men værre ser det ud i kirken. En satte sig straks hen og spillede gadeviser på orglet. På præstestolen sad et par og spiste fedtebrød. Alteret er lavet om til et spisekammer. En stillede sig overmodig hen og ringede med messeklokken. Gulvet fuldt af halm, vindueskarme og vægge fulde af våben.

Dette har været et Guds hus, og er nu en røverkule. Men det nytter så lidt at ærgre sig; alt sådant fører krigen med sig.

Jeg blev straks stillet vagtpost ved slottet. Der bor brigadegeneralen, regimentskommandanten og regimentsfanen, men jeg var jo mand for at bevogte dem alle tre. Her af denne by er alle indbyggerne flygtede bort, i hvert fald har jeg endnu ingen set.

I dag er det fjorten dage, siden jeg rejste fra Lyksborg. Jeg synes, det er en hel evighed siden. Det må jo komme af, at de mange ny indtryk, man her daglig modtager. Og dog har jeg ikke oplevet noget i sammenligning med andre.

Der tales her meget om et generalangreb over hele fronten, jeg ved ikke, om det har noget på sig. Hvis det skulde komme, er vi heldig stillede, da vi ligger så fremskudt. Sker derimod angrebet fra fransk side, så må vi jo få det at føle.

Jeg kan ikke tænke mig, at der kom ret mange over til vore forskansninger. Imellem skyttegraven er der fuldstændig fladt terræn med højst et sammenregnet kornneg hist og her til dækning. Og der er jo stærke pigtrådsforhugninger på begge sider. Vor skyttegrav går ud og ind i en bugtende linje. Franskmændene er mere kunstig anlagt; de ligger bagved hinanden, næsten terrasseformigt

Bag ved sig har de skyttegrav ved skyttegrav, for et muligt tilbagetog, og disse reservegrave graver beboerne for dem. De er så godt skjulte, at jeg de første par dage slet ikke kunde få øje på dem, indtil jeg opdagede dem meget nærmere, end jeg havde troet.

I søndags var der en fransk flyver over os. Vi kunde iagttage, hvorledes shrapnellerne sprang omkring ham; men han fløj så støt, som ragede de slet ikke ham, helt ind over landet og vendte nogen tid efter uskadt tilbage, forfulgt af vore kardæsker.

I må skrive til mig, om hvordan alt står til. J. Brag, P. Jensen og jeg sidder tit og drøfter; men de er jo så frugtesløst.

I kan tænke jer, at i dag har vi stået og lavet geværgreb, akkurat som i Flensborg, jeg havde ikke drømt om, at det skulde forfølge os herned; her, troede jeg, så man lidt mere enkelt og stort på det hele. Vi har en ny løjtnant som eneste officer ved hele kompagniet, og han tænker sig jo vist sit derved.

Gid der snart var fred, og hver kunde rende hjem til sit, og frem for alt være frie mænd i nord. Jeg har aldrig passet ind i en spændetrøje, og jeg vil aldrig i mine dage finde mig tilrette der.

En kærlig hilsen til jer alle fra

jeres søn Kresten

Claus Bundgård Christensen: “Krestens breve og dagbøger.” (2012)

18. november 1914. “Livet i Skyttegravene”

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Feltpost fra Sønderjylland

Fra Livet i Skyttegravene

Det er et kolossalt Arbejde at anlægge og Fuldstændiggøre saadanne Skyttegrave. Vore her er gennemgaaende to Meter dybe. Hver enkelt har sit Skydehul, som er overdækket og har den mindst mulige Aabning.

Det fugtige Vejr, som herskede her i Sidste Uge, gjorde Opholdet i Skyttegraven mindre behageligt. Det var fedtet og vaadt. Nu har vi begyndt at brolægge Gangen. Paa Jernbanesporene ligger der løse Skærver. Den henter vi i Sække. Og saa har vi et Par Murere ved Kompagniet, som lægger os en udmærket Spadserevej.

Over vore Huler er der hængt tykke Bjælker eller Telefonpæle, og over dem Brædder eller Døre med ca. 1 Meter Jord paa. Vi er dermed i hvert Fald sikrede mod Sprængstykker af Granater og i stor Udstrækning tillige mod Granater af Feltskyts. Shrapnells er helt ufarlige. Imod det svære Skyts har vi ingen Dækning. Vi haaber, at det ikke rammer os. Ved A. blev vi beskudt i timevis af svært Skyts, men kun én Granat faldt i vort Kompagni. Den dræbte en Mand og saarede fire.

Bunden af Hulerne er dækket af et tykt Lag Halm, Væggene beklædte med Halmmåtter, saa selv om Natten er der rigtig lunt.

Men vi maa jo hvert Øjeblik, især om Natten, være rede til i ét Nu at kunne være paa vor Plads, hvis vi angribes. Der er naturligvis ingen, som maa tage Støvlerne af.

Et morsomt Tilfælde passerede for et Par Dage siden. Vi har en fremskudt Feltvagt, som holder en Bro besat, der fører over en bredt Vandløb. Broen er sprængt, fordi vi frygter et fransk Angreb paa dette Punkt.

Paa den anden Bred af Vandløbet har Franskmændene posteringer i umiddelbar Nærhed af Broen, dog kun om Natten. Om Dagen trækker de dem tilbage til Skyttegravene, som ligger ca. 500 Meter fra Vandløbet.

Forleden opdagede vor Feltvagt to franske Stude, som græssede paa en Stubmark. Der afgik straks Melding til Kompagnislagteren, en Alsinger fra Hundslev. Han er egentlig Kreaturhandler, men her er han Slagter, Kok og Barber. En Ekspedition blev udrustet. Den bestod af Slagteren og fire Mand til Bevogtning.

Da den ankom, stod Feltvagten med Geværet ved Kind. Slagteren kommanderede: ‘Fyr!’ Studene faldt, Ekspeditionen sejlede en Baad over Vandløbet og arbejdede sig forsigtigt ind paa det Sted, hvor de laa. Inden der var gaaet en Time var Studene parteret. Huden sad paa de enkelte Stykker, men det kunne nu transporteres over Vandløbet.

Vore Folk kom lykkeligt tilbage, og vi glædede os baade over det herlige Kød, som vi fik fat i, og over, at vi havde snuppet Studene væk for Næsen af Franskmændene. Vore Folk faar nu en lækker Steg, mens Turkoerne knap har det tørre Brød. Saadanne morsomme Episoder liver op i det ellers ensformige Skyttegravsliv.

6a44-106
Franske kolonialtropper (“Zuaver”)

 

 

27. oktober 1914. Regimentets nye stilling

Af Füsilierregiment 86’s historie:

Regimentets nye stilling begyndte på højre fløj i en skov, der kronede Oise-dalens vestlige højder, strakte sig langs med Dreslincourts sydvestrand, løb i sydøstlig retning gennem Oises brede og smukke engdrag og lagde sig foran landsbyen Pimprez med sin venstre fløj op ad Oise og dens ledsagende kanal.

Landskabet var smukt, egnen frugtbar, landsbyerne gjorde et velhavende og komfortabelt indtryk. De tre bataljoners stillinger var ret forskelligartede. Den højre fløj, som I bataljon tog sig af, lå i skoven på bakken ved Dreslincourt.

Bataljonen logerede i en af de store kalkhuler, som hyppigt forekommer på den egn, den sikrede sig ved stærke vagtenheder, der på deres side igen fremskød underofficersposter og dobbeltposter. Forbindelsespatruljer sneg sig gennem den tætte skov inden for vagtpostkæden. Med korte intervaller blev feltvagterne afløst og gik så til ro i hulen. Denne blev særligt om aftenen lyst svagt og spøgelsesagtigt op med hundreder af stearinlys, et ukendt syn for sønnerne af det nordtyske lavland og fuld af sælsom eventyrromantik.

Også skoven var af en egenartet skønhed, stedvis uigennemtrængelig, afbrudt af stejle slugter og lange kedelformede indhug af underjordiske kalkhuler. Et af disse romantiske steder ragede en stor rovfuglerede op, båret af flere natursøjler, som et grotesk tempel fra hedningetiden.

Selve Dreslincourt blev holdt af III bataljon. II bataljon spærrede Oise-dalen bag ved en lille bæk, der flød ud i Oise, og sikrede med sin venstre fløj Pimprez. Her var der fremskudt stærke feltvagtenheder til ledvogterhuset ved banedæmningen på strækningen Noyon-Paris, og det samme i kratskoven umiddelbart ved Oise. Regimentsstaben lå i Chiry.

Franskmanden syntes endnu ikke at have gennemgående skyttegrave.

Han lå om dagen 800-1000 meter borte i Ribécourt, førte om natten feltvagter og poster frem og besatte små stykker skyttegrave.

Regiment 86 015 Moulin indgang til hulen
Regiment 86 ved Moulin: Indgang til kalkhulen.

3. Oktober 1914. Nyt fra Hejmdal: Alle venter paa Udfaldet af det galiciske Slag

Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal.

Bliver Krigen langvarig? Berlin, Fredag.

Det italienske Blad “Corriera della Sera”s Korrespondent i Paris har kun ringe Haab om en afgørende fransk Sejr over Tyskerne. De faa, som i forrige Uge ansaa en Omgaaelse af højre Fløj for sikker, var nu overbevist om Umuligheden af en hurtig Løsning ved et Hovedslag mod Tyskerne, og forudsaa en lang Varighed af Kampen indtil Udmattelse.

Fra paalidelig Side i London meddeles, at Lord Kitchener skal have udtalt, at Krigen mindst ville vare to Aar.

Ugeoversigt.

De lange Slagrækker i Frankrig staar endnu overfor hinanden. Feltslaget er blevet til en Slags Fæstningskrig. Thi begge har gravet enhver Dækning, som Naturen giver. Længden af Slaglinjen mellem St. Quentin over Verdun til Belfort kan anslaas til ca. 250 Klm., det vil sige næsten lige saa langt som Afstanden fra København til Hamborg. Naturligvis er Kampen ikke lige haard alle Steder. Haardest kæmpedes der i denne Uge mellem St. Quentin og Amiens. Der forsøgtes efter den anden at falden vore Tropper i Ryggen ved at omgaa dem. Det synes, som begge Hære herved har skudt sig stadig længere fra Vogeserne og i Bagfronten fører deres Hærer til Egnen omkring Amiens.

Det tyske Hovedangreb finder Sted mellem Fæstningerne Verdun og Toul. Der er det foreløbige Resultat, at et af Spærreforterne midt imellem Fægtningerne er bleven erobret, og at de tyske Tropper har overskredet Maas ved St. Mihiel. Men endnu yder Verdun Modstand mod de tyske Projektiler. I de sidste Dage fordobles Anstrengelserne tydeligvis alle Steder. Man kan forestille sig Hærenes og Hærledelsernes Utaalmodighed efter endelig at komme ud af Løbegravene.

Der er endnu ikke muligt at drage en Sammenligning mellem Tabene paa begge Sider. Det maa anerkendes, at de officielle franske Meddelelser i den senere Tid har været mere saglig rigtige og i det hele har stemt overens med det tyske Hovedkvarters Meldinger.

Svært Skytsild drøner Syd for Antwerpen. Den gamle pæne By Mecheln er faldet i tyske Hænder, uden at det er kommet til væsentlige Ødelæggelser derved. Den tyske Troppekommando har ved Hjælp ladet meddele til Antwerpen, at Tyskerne omhyggeligt vil skaane alle Kirker og Kunstværker, saafremt de ikke af Belgier benyttes som Basis for militære Operationer. Der blev nemlig sagt, at Belgierne havde opstillet maskingeværer og en Station for traadløs Telegrafi paa den store Katedrals lange tag i Antwerpen. Det er saa svært at bevare Fortidens kostbare kunstneriske Arv midt i Krigen! Det er i det hele taget for alle Parter svært at forblive nøjagtig samme Menneske i Krigen som man var tidligere var.

Paa den østlige Linje er der et aandet større Slag under Forberedelse, som sandsynligvis vil finde Sted i Nærheden af den galiciske Fæstning Przemysl. Der er af Østerrigere og Tyskere blevet koncentreret nye Tropper der. Russerne har aabentbart med deres Flertal først trængt Østerrigerne ud af Østgalicien og derpaa gjort Forsøg paa at sætte sig fast hen efter Krakau til Vestgalicien. Dette sidste umuliggøres dem nu som Følge af de allierede tyske og østerrigske Troppers Fremrykning. Ogsaa tilbagevises de russiske Angreb paa Passene i Karpaterbjergene af Ungarene. Hele Verden, men især Rumænien og Bulgarien, venter paa det galiciske Slag, som det afhænger af, om den fortsatte Krig i Øst skal udkæmpes paa østerrigsk eller russisk Omraade.

Naar jeg siger, at særlig Rumænien og Bulgarien venter paa Udfaldet af det galiciske Slag, skal det betyde, at Neutraliteten ikke er lige saa sikret der som i Svejts, Holland og Danmark. Alle Stater ved Donauens nedre Løb og ved det sorte Hav er i stor Ophidselse, og der skal kun et lille Stød til at kuldkaste Roen. Derhos svarer til enhver Retning i disse Stater en Modbevægelse. Selv gode Kendere af disse Lande kan ikke forudsige Udviklingen i Europas Sydøst. I første Linje synes Tyrkiet at være stillet foran Valget, en engelsk-fransk Flaade krydser nemlig ved Indsejlingen til Dardanellerstrædet og forulemper Skibsfarten, saa Dardabellernes Lukning er bleven anordnet. Den russiske Sortehavsflaade skal fra Nord være i Bevægelse mod Konstantinopel.

I alle søfarende Lande har den tyske Undervandsbaad “U.9″‘2 Bedrift gjort et stærkt Indtryk. Selv den stærkeste Sømagts Angribelighed er godtgjort ved et kækt og heldigt Angreb.

Naturligvis virker alle Søangreb som en forstyrrelse af Handelen, Spørgsmaalet er blot, hvem der kan holde det ud længst. I Tyskland har man den Opfattelse, at vi er ret godt i Stand til at holde det ud. Selvfølgelig gøres der paa enkelte Steder forsøg paa at skrue Priserne i Vejret, men under alle Professioner, i Særdeleshed ogsaa Landbrugets Bifald, skal der fastsættes Normalpriser for Korn. Antallet af Arbejdsløse er i Aftagen, da den daglige voksende Hærs Udrustning, Beklædning og Ernæring giver meget Arbejde. Der er Nødlidende, men ikke flere end ellers i økonomiske Krigstider. Folket som Helhed er roligt og tillidsfuldt.

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Fra Skærbæk Sogn.

Ifølge Efterretninger, der er indløbne fra Felten, er der fra Skærbæk Sogn siden Krigens Begyndelse faldet en Mand, mens en Mand er i engelsk Fangenskab, nemlig forhenværende Købmand Chr. Schmidts Søn, Christian, og 7 Mand er saarede deraf er en, som forleden nævnt, i fransk Fangenskab.

Faldne og Saarede.

Efter Meddelelser, der er kommen til Aabenraa, er Skomagermester Boysen, Storegade, der var Vicefeldwebel ved Reserveregimenter Nr. 86, Flensborg, blandt de Faldne fra Krigsskuepladsen i Frankrig.

 

 

22. september 1914. “Franskmændene gravede sig ned i respektfuld afstand.”

Af Regiment 86’s historie

Den 22. september blev stillingen fremskudt 1.500 meter indtil vejen Moulin-Autrêches med I bataljon tæt op ad Moulin.

To dage senere gravede franskmanden sig ned i en respektfuld afstand af 800-1.000 meter. Også de følgende dage lod han regimentet uforstyrret.

Krigstordenen trak videre nordpå, hvor der endnu i ugevis blev kæmpet om forlængelse af fløjen, indtil Nordsøen betød stop. Mellem Vogeserne og Noyon stivnede bevægelseskrigen, stillingskrigen tog sin begyndelse.

1914-09-22 Fransk skyttegrav
Fransk skyttegrav

12. september 1914. “Der var vist ikke længere nogen, der ikke fandt krigen ubehagelig!”

Af Regiment 86’s historie:

Den 12. 9. hørte regimentet under Detachement Obernitz og havde således sammen med feltartilleri-regiment 45 til opgave at sikre 9. armékorps’ overgang over Aisne.

III bataljon gik i stilling foran Croutoy for at sikre regimentets afmarch.

Da melder kavaleriet om fremrykning af stærke fjendtlige infanterikolonner fra sydlig retning. Men samtidig med meldingen klasker allerede de første projektiler ind i landsbyen. De kom fra nogle lavninger syd og sydøst for Croutoy. III bataljon tager ildkampen op og holder den fremtrængende fjende fra livet.

I den ildkamp havde artilleri-regiment 45 svære tab af mennesker og navnlig af heste. Således måtte III bataljon bøde med 43 heste under forsøget med at frigøre sig for fjenden.

Endnu mere kritisk blev situationen for I bataljon. Den befandt sig på march fra Jaulzy til Vic sur Aisne, da den kommer under heftig infanteribeskydning til højre for de sydlige Aisne-højder. Straks deployeres 3. kompagni, og det besvarer ilden. Køretøjerne bøjer af til venstre for landevejen og galoperer tværs ind over markerne mod Vic.

De når landsbyen og kommer over broen uden tab, skønt denne ligger under heftig maskingeværild. Også denne bataljon når uden nævneværdige tab nordsiden af floden, hvor 2. kompagni allerede havde etableret en modtagestilling. Så sprængte pionererne broen. Snart efter stødte franske patruljer frem mod Aisne. Têten af II bataljon støder allerede foran Vic på den fjendtlige fortrop.

Bataljonen gør derfor omkring og når ved Attichy, 6 km syd for Vic ned ad floden lykkeligt over Aisne. Det samme gør regimentsstaben og III bataljon, efter at det var lykkedes dem at frigøre sig fra fjenden. Kun dele af 12. kompagni var under ildkampen blevet trængt tilbage i retning af Vic til I bataljon. Her fandt de broerne allerede sprængt. Hurtigt besluttede de sig til at kaste sig ud i Aisne, og svømmende under fjendtlig ild når de den anden bred. Først hen mod aften nåede de helt gennemvåde tilbage til deres bataljon.

Det var kritiske timer, regimentet havde gennemlevet, og alle åndede lettet op, da også broen ved Attichy sprang i luften. Beslutsomhed og rolig optræden havde været nødvendigt for at mandskab, vogne og kanoner kunne komme over. Roligt gemyt har jo Slesvig-Holsteneren. Således var det tilsyneladende helt nødvendigt, at der ved Aisne-broen skulle plyndres et æbletræ, mens fjendtlige projektiler allerede slog ned i trækronen og pionererne gjorde klar til sprængning.

Bataljonerne marcherede nu på nordbredden af Aisne mod nord endnu ledsaget af nogle franske granater og shrapnels. I bataljon fra Vic over Autréches op på højderne syd for Audignicourt, II og III bataljon samt maskingeværkompagniet fra Attichy over Moulin sous Touvent, hvis navn nu for første gang dukker op for regimentet, til Ticlet-Ferme.

1914-09-12

”Holdt! Gør front! Gå i stilling!” Tilbagetogsbevægelserne var nu slut. Almindelig lettelse. Følelsen at marchere med fjenden i ryggen blev efterhånden utålelig.

Regimentets nye stilling begyndte foran La Grange des Moines-Ferme syd for Audignicourt og forløb i sydøstlig retning indtil høj 151 1 km sydvest for Vassens. Den var ca. 8 km borte fra Aisne.

Trods bevidstheden om, at her skulle man blive, var situationen ikke besnærende. Det regnede i stride strømme, og den tunge, franske lerjord forvandledes til mudder. I de dybe dele af graven står der vand. På andre steder kryber folkene tæt sammen på bunden af graven og ryster af kulde og væde, mens andre står på vagt. Der var vist efterhånden ikke længere nogen, der ikke fandt krigen ubehagelig.

6. september 1914. En 86’er ved Marne: “Ned, ned i den hårde lerjord skulle vi!”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86’eren H.C. Brodersen fortæller:

Hvilken frygtelig Dag. Næppe var vi stillet op til Afmarch, før franske Granater splittede os til alle Sider. Der var Forvirring allevegne, og selv Officererne syntes ikke at vide, hvad der foregik, eller hvad der skulde ske. Paa en Græsmark fandt Kompagniet dog atter sammen, og der blev givet Ordre til at grave os ned.

Dem, der havde Spader, blev nu misundt, men der var for de andre ikke andet at gøre end tage Fingrene, Bajonetter og Støvlehæle i Brug.

Shrapnels og Granater suste ustandselig ned omkring og hvirvlede ved deres Indhug Jordklumper i Vejret til alle Sider. Stedse nærmere syntes de at komme, og vi fik her en første Prøve paa det franske Artilleris Præcision og Træfsikkerhed.

Ned, ned i den haarde Lerjord skulde vi, hvis vi da ikke vilde udsætte os alt for meget for de hvirvlende Granatsplinter. Fra Fingerspidserne løb Blodet ud fra Neglene, men da hver Haandfuld Jord ydede forøget Sikkerhed, blev der arbejdet videre uden at ænse paa dette.

Ved Middagstid blev der givet Ordre til Angreb, men af Fjenden kunde vi intet se, og der havde endnu ikke lydt Geværskud, hvorefter vi kunde bedømme hans Stilling. Glade for at komme ud af denne „Heksekedel”, løb vi frem mod den Jernbanedæmning, der var anvist som næste Samlingssted. Over Jernbanedæmningen og videre ind i den foranliggende Skov gik det, men vi var nu kommet „fra Asken i Ilden”.

Voldsomme Brag, der gav Genlyd i den store Skov, lød rundt omkring, og de eksploderende Granater løsrev Grene, der raslede ned om Ørerne paa os og forøgede Uhyggen. Der var en Helvedeslarm, og der var ikke til at skaffe Ørenlyd for Kommando eller andre orienterende Tilraab. Da vi endelig naaede igennem til Skovens modsatte Side, spærredes den videre Fremtrængen af en høj Tjørnehæk og et Pigtraadshegn. Med Økser og Spader blev der dog efter et kortere Ophold skaffet Gennemgang, og i nogle faa Spring satte vi over Vejen bag Indhegningen og laa snart i spredt Orden paa en aaben Mark. Her stod skokket Byg, og den bød kun ringe Dækning mod den voldsomme Ild, vi blev modtaget med.

Forude kunde vi tydelig se det franske Artilleri, der var kørt op paa en Mark noget til højre, men ogsaa de havde opdaget os, thi Kaskader af Shrapnels og Granater slog ned omkring, imellem og bag os. Jord, Sten og Granatsplinter røg hvinende omkring, og de skokkede Neg røg med i Luften, hvorfra de atter søgte ned og lagde sig til Hvile mellem lemlæstede Mennesker, indtil de paany sammen med dem blev hvirvlet op.

De første Geværkugler fløjtede og hvinede omkring os, men endnu kunde vi ikke finde ud af, hvorfra de kom. Vore Tab var store, og vi havde endnu intet at skyde efter for at kunne forsvare os. Nu blev der raabt: „Forude i Træerne Zuaver! Fyr løs ! ” Der sad de altsaa gemt imellem Trætoppene, intet Under, at vi ikke havde kunnet finde dem.

Vi fyrede nu som vanvittige, men der var ikke Mulighed for at kunne tage ordentlig Sigte. Der blev blæst til Storm, men den mest morderiske Geværild modtog os. Vi blev standset i vort Angreb, og Dækning var der ikke at finde. Det var en frygtelig Situation, thi fra et Skovhjørne længere tilbage kunde vi se nye franske Forstærkninger rykke frem. (…).

1914-09-06 Engelsk feltartilleri copy
Engelsk feltartilleri

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)