Tag-arkiv: Siegfried-stillingen

14. maj 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “Hindenburglinien er stærk”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Fcia.

1. Gennem B. (ny Mand, navnet opgivet)

a. Det bekræftes, at næsten alt Rytteri fra Haderslev og Omegn er paa Foraarsarbejde i Mecklenburg.

b. I Aabenraa er kun ”meget lidt” Fodfolk.

c. Arbejdet paa den befæstede Linie i Nordslesvig fortsættes meget ivrigt; det er væsenligst Jernbanearbejder.

d. Nøden i Tyskland er meget stor, navnlig i Byerne; en Soldat, der fra Vestfronten er hjemme paa Orlov, meddeler, at Hindenburglinien er stærk, men at det tyske Artilleri er det engelske ganske underlegen. En Svoger til ovennævnte Soldat er hjemme fra Østfronten (Riga) og meddeler, at der fraterniseres stærkt med Russerne. De fleste tyske Tropper er her ført bort. Nøden paa Østfronten er overordentlig stor, og han (Svogeren) var saa udsultet, at alle hans Paarørende græd, da de fik ham at se, og hans egen Børn kunde ikke kende ham.
En nordslesvigsk Redaktør meddeler, at Befolkningen i Berlin er saa udsultet, at den ikke synes at kunne gøre Oprør.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

31. marts 1917 – Det store Hovedkvarter: “… vore Troppers friske og glade Angrebslyst”

Den 31. marts 1917 bragte Flensborg Avis sidste del af Det store Hovedkvarters beretning om tilbagetoget til Siegfried-Stellung i februar-marts 1917.

(læs første del)

Kampene ved Ancre.
Fra det store Hovedkvarter skrives:

3.
En anden Gruppe af Kampe udspandt sig i det østlige Afsnit af det opgivne Omraade. Her var det ved Landsbyen Warlencourt af særlig Vigtighed at forhindre, at Fjenden fulgte efter. Med Glæde løste Tropperne denne Opgave. De i dette Afsnit opstillede Divisioner havde siden først i November Maaned befæstet de i og for sig paa lavt og sumpet Terræn beliggende Stillinger, som til at begynde med kun bestod af Granathuller, og udbygget dem, og nu skulde der uden Tvang gaas tilbage, skønt Modstanderen tit havde hentet braadne Pander her.

Forberedelserne var vanskelige, thi Fjenden maatte ikke mærke noget. Og derved kunde der ingen Tvivl være om, at han i det mindste i Almindelighed var underrettet om, hvad der forestod. Han maatte vide, at der bag ved vore forreste Linjer var lavet en Række gode Stillinger. Men det viste sig straks ved Begyndelsen af vore Bevægelser, at i det mindste Tidspunktet vor forblevet skjult for Fjenden, at han altsaa ikke havde erkendt Formaalet med de nævnte Sprængninger og ødelæggelser, og vore dristigste Forventninger blev overtrufne, da vi saa Fjenden endnu i Dagevis fyre med Artilleri og Maskingeværer mod vore forladte Stillinger.

Dette skylder vi vore Patrouillers tapre Udholdenhed, idet de holdt godt ud i de forladte Grave. Til Trods for Faren for at blive rendte over Ende eller afskaarne, forstod de stadig at skuffe Fjenden, som om Gravene endnu var fuldt besatte. Da de mærkede, at denne Hensigt lykkedes, var de endda saa kække at stødte frem ud over vore for længe siden af Hovedstyrkerne forladte Grave, og det kom til Patrouillekampe i Forterrænet uden nogen Støtte i Ryggen! Herved fastsloges det, at Fjenden endnu som før arbejdede paa sine Traadforhindringer. Det var altsaa lykkedes fuldstændig at skuffe ham.

Først den tredje Dag efter Rømningen kom Fjenden under Vejr med, at der var sket en Forandring, og han begyndte da ogsaa straks at skyde sit Artilleri frem, men han vidste ikke, hvor langt vi var gaaede tilbage, og overstrøede planløst Terrænet med sin Ild. Lidt efter lidt blev hans Patrouiller dristigere; Aarsagen til denne stigende Selvbevidsthed kendtes rigtignok paa — deres usikre Gang.

Nu trak vore Fortropper sig lidt efter lidt tilbage til den længere bagved liggende Linje og holdt kun den saakaldte „Bastion”, en Højde nord for Landsbyen Warleneourt, som i en Bue fra Syd og Vest var omsluttet af „Warlencourt-Værket” og mod Øst af ”Leipzig-Værket”. Paa denne i Terrænet stærkt fremspringende Høj, som ligefrem udfordrede til et Angreb, laa da ogsaa snart haard fjendtlig Ild.

Kun skilt fra „Bastionen” ved en jævn Sænkning hævede sig i Retning af Sydøst til Øst den højtliggende Gruppe Landsbyer Le Barque, Ligny-Thilloy og Thalloy; ogsaa de var naturligvis fuldstændig i Ruiner. Her satte lidt efter lidt fjendtlige Patrouiller og senere større Styrker fast, som sprang frem fra den fjendtlige Linje. Dette fremkaldte Tanken om et kraftigt Modstød for derved at søge at afskære Fjenden, som var trængt frem til Landsbyen.

Ud fra disse Overvejelser fødtes et større Modangreb, som gennemførtes den 2. Marts. Dette Foretagende, som paa Grund af sit dramatiske Forløb nok havde fortjent en nærmere Beskrivelse, kom dog paa Grund af et samtidigt ført stærkt engelsk Angreb paa „Bastionen” ikke til fuld Udførelse. Denne maatte efter en heftig Modstand overlades Fjenden, men Forsvarernes Holdning er hævet over enhver Ros. Rømningen af Stillingerne fulgte svarende til Befalingerne efter en heftig Modstand, som kostede Fjenden store Tab, og alt indbygget Materiel og alle de saarede skaffedes tilbage. Ikke engang de døde efterlod man i Fjendens Haand.

Ved denne Afslutning af Kampen om „Bastionen” blev der paa en vis Maade grebet ind i Resultatet mod Landsbygruppen, idet den angribende Gruppe saa sin højre Fløj blottet. Og dog naaede de paagældende Kompagnier under koncentrisk Samvirken ind i Landsbyerne og vendte planmæssigt tilbage til deres Grave, mens de førte et betydeligt Antal Fanger med sig, deriblandt flere Officerer.

Desværre betjente Englænderne sig under disse Kampe igen af folkeretsstridige Midler. Det er utvivlsomt bevist, at de har prøvet paa at skaffe en sønderskudt tysk Gravmortér tilbage paa en Sygebaare under Røde Kors-Mærket. Et andet Sted har en Afdeling, som det var lykkedes at komme bag om et af vore Kompagniers Fløj, nærmet sig dette bagfra, idet de havde ombyttet deres flade Staalhjælme med tyske. Begge disse forsmædelige Krigslister opdagedes i Tide, og saavel „Transporten af den saarede” som „Flankedækningen” ødelagdes til sidste Mand af Maskingeværild.

Ogsaa under Kampene om det østlige Afsnit stod vore Troppers friske og glade Angrebslyst sin Prøve. I stort Overtal meldte de frivillige sig til Patrouiller eller større Foretagender og kappedes om at bidrage til, at det hele lykkedes.

Det er ikke tysk Skik at fejre tilbagegaaende Bevægelser, selv hvor disse sker uden Tryk og Paavirkning fra Fjendens Side, og hvor de lykkes langt ud over, hvad man havde haabet, som Sejre. Den „triumferende Likvidation af Gallipoli-Foretagendet” og „Polens geniale Rømning” overlader vi til vore Fjender. Men vi har dog Ret til med Stolthed og Tilfredshed at henvise til den lykkelige Tilbagelægning af vor Front paa begge Sider af Ancre-Bækken. Den leverer Beviset for, at som i Hjemmet saaledes bevarer ogsaa Tropperne den ubetingede Tillid til deres Førere, ogsaa naar det gælder af højere Hensyn at bringe det tungeste Offer for Soldaten: Paa Befaling at opgive en gennem lange Maaneders Kampe sejgt forsvaret Stilling planmæssigt, uden at spore Fjendens Klinge.

30. marts 1917 – Det store Hovedkvarter: “Folks Glæde ved igen at komme ind i Kampe …”

Senest ændret den 31. marts 2017 8:52

Den 30. marts 1917 bragte Flensborg Avis nedenstående beretning fra Det store Hovedkvarter om tilbagetoget til Siegfried-Stellung i februar-marts 1917.

Kampene ved Ancre.
Fra det store Hovedkvarter skrives: Kun langsomt og nølende havde Englænderne besluttet at følge vore Tropper til det Terræn, som vi siden den 23. Februar havde overladt dem. Vore Bagtropper og vort Artilleris energiske Ild fik dem til at studse og gjorde dem hver Fodsbred Jord stridig. Naar vore Tilsløringsforholdsregler havde opfyldt deres Formaal og et yderligere Terrænafsnit frigaves af os, forkyndte de engelske Hærberetninger dette som „Sejre”, „Erobringer” og Befrielser. Først fra den 23. Februar af tog Angriberne sig sammen til kraftigt at trænge efter, og nu udspandt der sig i Forterrænet ved vore nye Stillinger tre nye Afsnit af Kampe, som fortjener en indgaaende Skildring. De giver vore Troppers og disses Underføreres Aand et glimrende Vidnesbyrd.

1.
Det yderste Forspring af den af os nu opgivne Landstrimmel ind i de fjendtlige Stillinger dannede Landsbyen Gommecourt. Alle Franskmændenes og Englændernes Angreb mod dette fremskudte Punkt var strandede, ogsaa for Sommeslaget. Da dette begyndte, havde Modstanderen efter den bekendte Artilleriforberedelse, som varede en Uge, den 1. Juli 1916 angrebet Landsbyen med store Styrker og var ogsaa enkelte Steder trængte ind i Gravene, af hvilke de dog endnu samme Aften kastedes ud med Tab af nogle Fanger og mange døde. Siden da har kun Artilleriet, men meget stærkt, i de 8 Maaneders Forløb virket mod Landsbyen og skudt den helt sønder og sammen; ogsaa det prægtige Slot med sin smukke Park var, som saa mange andre i Somme-Omraadet, jævnet med Jorden af det franske og engelske Artilleri.

Det faldt meget svært for vore Tropper at efterkomme Befalingen fra oven om at rømme de Grave og underjordiske Beboelsesrum, som ligefrem var komne til at staa deres Hjerte nær, og i hvilke de under vanskelige Forhold havde budt den fjendtlige Ild Trods under de endeløse Slagmaaneder. Da Fjenden endelig en Række af Dage efter Rømningen vovede at sætte sig fast i Landsbyen med stærkere Patrouiller, trængte vore Bagtropper endnu engang paa eget Initiativ ind i Landsbyen, kastede Fjenden ud af den, besatte „Kærneværket” i vor forladte Stilling, som allerede under Kampene den 1. Juli havde været Hovedstøttepunktet, og vendte saaledes endnu en Gang tilbage til Hjemstedet for lange vanskelige Maaneder. Der behøvedes en ny udtrykkelige Befaling for at faa dem til at rømme Stillingen igen.

Under de nu Haarders begyndende Bagtropskampe ydede Forsvarerne sejg og udholdende Modstand mod den først nølende og langsomt efterfølgende Fjende, stødte stadig paa ny frem igen og forhindrede saaledes, at Fjenden rykkede efter i det planmæssigt opgivne Terræn langt ud over den Tid, man havde antaget. Under denne Kamp viste sig tydeligt vore Folks Glæde ved igen at komme ind i Kampe, som i det mindste mindede om Bevægelseskrigen. Underførernes glade Lyst til at gaa paa, den menige Mands Lyst til Eventyr, til personlig Fare osv, traadte frem i en Grad, som viste, at den lange Gravkrigs Nervepirrende Indflydelse ikke i mindste Maade havde skadet Troppernes Aand. Hvad der under disse Kampe er ydet af Enkeltmand, maa forbeholds Regimenternes Historie, i hvilken disse Dages Kampe vil komme til at spille en ærefuld Rolle.

Til en særlig livlig Kamphandling kom det den 27. Februar om Morgenen under et stærkt Angreb fra Englændernes Side paa den hidtil bag de tyske Linjer beliggende lille Skov ved Høj 125. Her viste et Reserveregiment, som allerede har udmærket sig under hele Felttoget, sig særlig under en forbitret Nærkamp. At de har naaet en væsentlig heldigere Stilling, har haft en lige saa heldig Indflydelse paa Nordvestfløjens Tropper paa vor nye Front, som Kampenes Forløb har haft det paa deres Stemning og Selvtillid. Hos Infanteriet og Artilleriet har Indtrykket af deres ubetingede Overlegenhed i Feltkrigen over den Modstander, de hidtil kun har staaet over for i Gravkampen, urokkelig fæstnet sig.

2.
Som Hjørnet ved Gommecourt sprang langt frem imod Vest, saaledes sprang ogsaa Spidsen ved Grandcourt langt ind i Fjendens Stilling i sydvestlig Retning, saa den samtidig kunde tages under den fjendtlige Ild i Front og Flanke. Dette gjorde sig saa meget mere gældende, som dette „blæsende Hjørne” ogsaa omfattede et større Antal Landsbyer, nemlig Serre, Puisieux, Miraumont, Irles og Pys. Rigtignok var disse smukke franske Landsbyer for længe siden af Franskmændenes Forbundsfæller forvandlede til Grushobe og kunde knap nok kendes fra Markerne rundt omkring, idet det hele kun var en Række af Granathuller. Navnlig Serres, det vestlige Hjørne, var fuldstændig raseret bort fra Jordens Overflade. „Befrielsen” af disse Landsbyer, som i de fjendtlige Hærberetninger fremhæves med teatralsk Begejstring, kommer altsaa for sent til at udløse andet i deres tidligere Indbyggere end en ret platonisk Tilfredsstillelse.

Til Trods for deres Tilstand, i hvilken de heller ikke i mindste Maade mere mindede om deres tidligere beboelige Tilstand, udøvede disse kun paa Kortet kendelige geografiske Punkter dog en særlig Tiltrækning paa det fjendtlige Artilleri. Naar man tilføjer, at disse næsten ubeboelige Stillinger gennemstrømmes af Ancre-Bækken og dennes to sumpede øvre Løb, af hvilke Bækken flyder sammen i Landsbyen Miraumont, saa er det forstaaeligt, at netop her Befalingen til at ombytte disse Stillinger med højere, længere tilbageliggende hilstes med særlig Glæde.

Og saa har de til Forsvar efterladte Tropper endda ikke gjort det let for Fjenden at faa Fodfæste paa det opgivne Terræn. Deres Patrouiller og Bagtropper i Samvirken med Artilleriet, som naturligvis kendte Terrænet helt nøje, holdt Modstanderen under en virksom Ild, at han kun meget langsomt besluttede sig til at besatte de mudrede og sønderskudte og af de tyske Sprængninger til den sidste Rest ødelagte Grave, der gik gennem en Ruinørken, som engang hed Puisieux eller Miraumont. Kun helt langsomt rømmede de her tilbageladte Sikringsafdelinger, følgende den almindelige Befaling, de Terrænafsnit, der skulde opgives, over for Fjendens stadig stærkere Afdelinger, som lidt efter lidt samlede sig henimod den 28. Februar. Den nævnte Dag fandt Fjenden endelig Mod til en større Angrebshandling, som dog allerede brød sammen i Artilleriets og Bagtroppernes Ild.

(fortsættes)

18. marts 1917. Operation “Alberich”

I marts 1917 foretog tyskerne en strategisk tilbagetrækning på Vestfronten til den såkaldte Siegfried-stilling. Alt foran den nye stilling blev sprængt eller brændt ned. Füsilierregiment 86 var med til ødelæggelserne.

Den følgende nat begyndte divisionens tilbagetog til Siegfried-stillingen. 

Da frigørelsen fra en opmærksom fjende er meget vanskelig, var den foreskrevet i mindste detalje. Hvilebataljonen besatte denne nat bagtrop-stillingen ved Ervillers bag for Gomiécourt. Beredskabsbataljonen, den I bataljon, gik som beredskab for bagtroppen til Mory og besatte de veje, der derfra førte sydpå. Frontbataljonen, III bataljon, forlod den forreste linje, R1-stillingen, og marcherede gennem de to andre bataljoner på en nattemarch til Lagnicourt bag ved Siegfried-stillingen.

Sikringen af denne tilbagetrækning varetog sikringsafdeling Simon for divisionen, fra hvert regiment ét kompagni, fra regiment 86 var det 5. kompagni (løjtnant Harms). Det forblev om natten i R1, afgav skud støttet af artilleriet, skød lyskugler op og snød således fjenden under bataljonernes tilbagetrækning.

Den følgende dag holdt det R2 besat ind til kl. 8 om aftenen, gik så skridtvis tilbage og forenede sig med II bataljon i Baralle, 12 km vest for Cambrai, hvor den 18. marts division og 2. garde-reservedivision havde indtaget en stilling.

Tilbagetrækningen var et grusomt smukt syn. ”Alberich” begyndte sit værk. Allerede uger i forvejen havde man truffet forberedelser til at vanskeliggøre fjendens fremstød. Indbyggerne var i forvejen sendt bort.

Så blev samtlige vejkryds undermineret, kældre, dækningsrum og brønde fyldt med sprængstof. Hele ødelæggelsesværket var opkaldt efter dybets mørke dæmon ”Alberich”.

Dagen i forvejen var man begyndt med sprængningen. Nu flammede landsbyerne op og lyste uhyggeligt gennem den tykke røg, der bredte sig vidt ud over markerne. Hvert øjeblik gennemrystedes luften af det dumpe knald fra en ny sprængning.

Terrænet skulle forvandles til en ørken, som fjenden kun med stort besvær kunne krydse, hvor han ikke kunne finde vand, ingen beskyttelse og ingen dækning.

Forholdsreglerne var hårde, men i krig betyder enhver skade, som man kan tilføje fjenden, at egne folks liv og helbred skånes. Her er der ikke plads til medfølelse.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

4. marts 1917. FR86 bygger på “Siegfried-stillingen”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 kom blev i februar 1917 endelig afløst fra stillingerne ved Ancre. Men længe varede hvilen ikke.

Når kvartererne er gode, så er soldatens hvile for det meste kort. Således også her. Den 23. februar var regimentsstaben, II og III bataljon allerede på march igen. Den førstnævnte gik til Bullecourt, den senere så hedt omstridte landsby sydøst for Arras, III bataljon til Ecoust St. Mein, sydvest derfor. I bataljon kom til Epinoy nordvest for Cambrai med henblik på uddannelse og byttede den 4. marts med III bataljon.

Kvartererne i Bullecourt og Ecoust St. Mein var meget dårlige. Opgaven for begge bataljoner var udbygningen af den nye Siegfried-stilling. Om den lige et par ord.

Princippet, der satte sig igennem, efter at Hindenburg og Ludendorff havde overtaget Den Øverste Hærledelse, var det, at forsvaret ikke måtte klamre sig stift og ubevægeligt til terrænet. Ved den uhyre kraftige artillerivirksomhed var et forsvar af hver fodsbredde jord enten umuligt eller forbundet med kostbare blodofre.

Derfor besluttede man sig allerede i det sene efterår 1916 til at prisgive en del af terrænet og trække sig tilbage til en udbygget stilling, som afskar vore skyttegraves fremspringende vinkel og gik nogenlunde fra Arras over St. Quentin til Aisne-floden.

Denne ”Siegfried-stilling”, 125 km lang, skulle udbygges med alle den moderne feltbefæstnings midler.

Det havde følgende fordele: Man trak sig bort fra fjenden, der antageligt om foråret 1917 ville gennemføre et nyt, vældigt slag ved Somme. Man kunne så vente på fjenden i en godt udbygget stilling, mens denne måtte ligge i åbent, ørkenagtigt terræn. Endeligt sparede man jo ved frontforkortelsen et betragteligt antal divisioner.

Det hele kom an på at begynde tilbagetrækningen, før han var klar til et nyt slag. Siegfried-stillingen var imidlertid ikke engang færdig i rå træk i februar, selvom man havde trukket alle tænkelige arbejdskræfter til. Derfor regimentets korte hviletid.

Dets opgave var at grave skyttegrave samt huller til betonbyggeri og bunkers. Det var tungt, fordi jorden efter den sjældent hårde vinter endnu var frosset dybt ned.

Den 7. marts var også dette afsluttet, og regimentet blev endnu engang sendt til fronten.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918