Tag-arkiv: Siegfried-linjen

10. juni 1917. FR86 i Siegfriedstillingen

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregimentet”, fordi usædvanligt mange sønderjyder gjorde krigstjeneste i det. I juni 1917 lå regimentet i Siegfriedstillingen ved det ødelagte slot Havrincourt. Det var et helt andet og moderne forsvarsværk end de gamle skyttegravsstillinger.

Hvad der var særlig vanskeligt og krævede højeste indsats af klogskab, mod og energi, var på dette sted forsvaret af forfeltet.

Det er allerede blevet nævnt, hvor meget det nu, hvor vi stod i defensiven, kom an på at holde modstanderen så langt fra livet som muligt. Et fjendtligt angreb foretaget på 500 meters afstand var under almindelige omstændigheder på forhånd dømt til at mislykkes.

Til forfeltet hørte parken. Den blev i løbet af de næste måneder spærret med pigtråd på kryds og tværs og næsten gjort utilgængelig. Ved udkanten af parken lå, godt gemt i buskadset, en modstandsrede med en stærk besætning under kommando af en officer. Dertil kom der i buskadset adskillige maskingeværreder.

Men den egentlige forpostlinje løb betragteligt på den anden side af parken. Den var 500-1.200 m fra den egentlige kamplinje.

Forholdene her var ligesom i en bevægelseskrig.  Hvert frontkompagni udskilte sædvanligvis en deling til sin sikring, denne stod på feltvagt, af hvilke der for hvert kompagniafsnit fandtes to.

Feltvagterne opstillede så deres underofficersposter og dobbeltposter. En patrulje inden for kæden af poster sørgede for forbindelsen mellem posterne.

Som rygrad for linjen af poster tjente foruden feltvagten også såkaldte gruppereder, det var små skyttegravsstykker bag deres linje ligesom modstandsrederne. Her var kompagniernes stødtropper anbragt, dvs. grupper bestående af de kvikkeste og mest beslutsomme folk. Deres opgave var i tilfælde af angreb på forposterne straks at sprede sig ud i disses linje eller, i tilfælde af at modstanderen allerede var trængt gennem linjen, i nærkamp at smide ham ud igen.

Feltvagterne og grupperederne havde sædvanligvis et maskingevær og en granatkaster hos sig, der nu fik stigende betydning.

Om natten stod der foran hvert kompagniafsnit ca. 10 dobbeltposter.

Om dagen blev antallet formindsket. De afløste poster trak sig så tilbage til deres feltvagt eller slog sig ned bag fældede træer, i jordhuller og under nedgravede bølgeblikplader.

Da der kun blev afløst én gang om natten, var vagtposttjeneste meget anstrengende. Den var det i endnu højere grad på grund af terrænets vanskelige beskaffenhed og fjendens adfærd.

Fra: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

5. juni 1917. Füsilierregiment 86 indtager Siegfriedstillingen

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregimentet”, fordi usædvanligt mange sønderjyder gjorde krigstjeneste i det.

Siegfried-stillingen, som nu blev besat, fandt ikke regimentets bifald i alle punkter. Men den var i det mindste i rå træk færdig, bestod af to dybe og brede grave, som var beskyttet af gode spærringer.

Dækningsrummene, delvist af beton, var lige netop tilstrækkelige i antal. De vigtige Flesquièreshøjder, som strakte sig bag Havrincourt, var ligeledes beskyttet ved en stærk dobbeltlinje, som nu blev overladt infanteri-pionerkompagniet til videre udbygning. Imellem de to hovedstillinger med 3-4 km afstand blev der af regimentet påbegyndt en mellemstilling, Oetinger-spærrestillingen, og færdiggjort i den følgende måned. Løbegrave mellem de to stillinger fandtes der endnu ikke, de var foreløbigt heller ikke nødvendige, da man kunne nå frem til Siegfried-stillingen uden at blive beskudt af fjendtligt infanteri.

En vigtig nyskabelse var modstandsreder i forfeltet og ikke mindst i mellemterrænet. Det var disse korte, uanseligt anlagte skyttegravsstykker, der, skakbrætagtigt strøet over terrænet, sædvanligvis var besat med 1-2 grupper fra beredskabskompagniet samt et maskingevær.

På grund af deres uregelmæssige placering var de meget vanskelige at få ram på for artilleriet og kunne først nedkæmpes efter et stort forbrug af tid og ammunition. I zonen med modstandsreder skulle det fjendtlige angreb løbe død, ifald det skulle trænge frem over hovedstillingen. En modstandsrede i stort format var hver lille by, derfor blev Havrincourt, Flesquières og hvile-byen Noyelles spærret med pigtråd efter alle kunstens regler, omgivet af grave, beskyttet af barrikader og udstyret med
skydeskår.

Regimentet fordelte sig nu på følgende måde inden for dette afsnit. De to underafsnit ”Nord” med slot og park Havrincourt og ”Syd” blev besat af hver en bataljon. Hver bataljon holdt med tre kompagnier den forreste linje samt forfeltet.

Et kompagni lå som beredskab i grav nummer 2 eller dannede besætning i mellemfeltets modstandsreder. Senere var forholdet inden for bataljonerne: to kompagnier i front, to i beredskab.

Den tredje bataljon lå som brigadereserve i Noyelles i hvile. Hvilet varede 10 dage, indsatsen 20 dage. Efter 10 dages frontindsats byttede bataljonen internt front- og beredskabskompagnier.

Fra: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

4. marts 1917. FR86 bygger på “Siegfried-stillingen”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 kom blev i februar 1917 endelig afløst fra stillingerne ved Ancre. Men længe varede hvilen ikke.

Når kvartererne er gode, så er soldatens hvile for det meste kort. Således også her. Den 23. februar var regimentsstaben, II og III bataljon allerede på march igen. Den førstnævnte gik til Bullecourt, den senere så hedt omstridte landsby sydøst for Arras, III bataljon til Ecoust St. Mein, sydvest derfor. I bataljon kom til Epinoy nordvest for Cambrai med henblik på uddannelse og byttede den 4. marts med III bataljon.

Kvartererne i Bullecourt og Ecoust St. Mein var meget dårlige. Opgaven for begge bataljoner var udbygningen af den nye Siegfried-stilling. Om den lige et par ord.

Princippet, der satte sig igennem, efter at Hindenburg og Ludendorff havde overtaget Den Øverste Hærledelse, var det, at forsvaret ikke måtte klamre sig stift og ubevægeligt til terrænet. Ved den uhyre kraftige artillerivirksomhed var et forsvar af hver fodsbredde jord enten umuligt eller forbundet med kostbare blodofre.

Derfor besluttede man sig allerede i det sene efterår 1916 til at prisgive en del af terrænet og trække sig tilbage til en udbygget stilling, som afskar vore skyttegraves fremspringende vinkel og gik nogenlunde fra Arras over St. Quentin til Aisne-floden.

Denne ”Siegfried-stilling”, 125 km lang, skulle udbygges med alle den moderne feltbefæstnings midler.

Det havde følgende fordele: Man trak sig bort fra fjenden, der antageligt om foråret 1917 ville gennemføre et nyt, vældigt slag ved Somme. Man kunne så vente på fjenden i en godt udbygget stilling, mens denne måtte ligge i åbent, ørkenagtigt terræn. Endeligt sparede man jo ved frontforkortelsen et betragteligt antal divisioner.

Det hele kom an på at begynde tilbagetrækningen, før han var klar til et nyt slag. Siegfried-stillingen var imidlertid ikke engang færdig i rå træk i februar, selvom man havde trukket alle tænkelige arbejdskræfter til. Derfor regimentets korte hviletid.

Dets opgave var at grave skyttegrave samt huller til betonbyggeri og bunkers. Det var tungt, fordi jorden efter den sjældent hårde vinter endnu var frosset dybt ned.

Den 7. marts var også dette afsluttet, og regimentet blev endnu engang sendt til fronten.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918