Tag-arkiv: Serbien

14. januar 1918 – Milert Schulz: “Liegen jetzt in einer serbischen Stadt Namens Kumanovo zwischen Nisch u. Uskyb”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Den 14.1.18.

Meine lieben Eltern u. Geschw.!

Endlich mal wieder die Gelegenheit Euch ein paar Zeilen zu schreiben. Kann Euch mitteilen, dass wir jetzt aus der Front rausgezogen sind. Liegen jetzt in einer serbischen Stadt Namens Kumanovo zwischen Nisch u. Uskyb wenn Ihr das auf der Landkarte finden könnt. Ich bin mit einem Feldwebel von unserer Komp. im voraus geschickt um für unser Bataillon Quartier machen. Wir sind jetzt schon 3 Tage hier und eher das Regiment kommt werden wohl noch 8 -10 Tagen vergehen.

Wir leben einen ganz schönen Tag hier. Zu kaufen gibt es auch noch allerhand an Äpfel u. Frucht. Bloss ziemlich teuer. Wir werden jetzt wohl hier 3-4 Wochen bleiben u. dann feste Exerzieren. Wo es denn hingehen wird weis ich nicht, jedenfalls nach wir wohl auch noch neu eingekleidet werden. Also jetzt braucht Ihr vorläufig keine Angst zu haben dass mich was passieren kann.  

 Hier hört man kein Kanonendonner mehr. Also ganz ausser Gefahr. Hier ist es jetzt tüchtig Winter geworden, aber wir haben eine ganz schöne warme Bude. Die Leute sind auch sehr nett. Die Post von Euch werde ich erst bekommen wenn die Komp. hier ist. Dann gibt es hoffentlich einen ordenlichen Schwung auf einmal. Sonst ist vorläufig weiter nichts neues. Habe es recht gut u. bin auch soweit gesund u. wohlauf.

Sie denn für Diesmal recht herzl. Gegrüsst von mir Euer Sohn u. Bruder

Milert.

(Breve i privateje)

28. maj 1917. K. Tastesen overfaldet af banditter i Serbien

Füsilier K. Tastesens enhed blev i efteråret 1916 overført til Rumænien på Balkanfronten, hvor han igen bliver såret. I april 1917 kom han på orlov og blev gift. Herefter gik det i maj til Palæstina gennem Serbien, der var præget af guerillakrig.

Den 7. Maj kom jeg til Garnisonen igen, og den 10. kom vi af Sted til Palæstina. Vi kørte fra Elbing igennem Østrig til Serbien, hvor vi gjorde Holdt i 2 Dage i Belgrad for at vente paa flere Tropper, der skulde komme til. Derpaa kørte vi til Nisch. Der blev vi i 14 Dage for at holde Orden. Serbien var jo helt ødelagt, kun nogle Tropper og Civile, som stod under en General, overfaldt de tyske Lejre og Byerne om Natten. Ellers holdt de til i Bjergene.

Den 28. Maj om Natten blev vi overfaldet af Banden, der var kommen ind i nogle Huse i Udkanten af Byen, hvorfra de skød med Maskingeværer og almindelige Geværer samt kastede med Mursten samt alt, hvad der var ved Haanden.

Da vi ikke kunde faa dem ud paa anden Maade, stak vi Ild i Husene, og de, der ikke blev skudt, flygtede

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

1. april 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om hårde bulgarske repressalier mod serbiske oprørere, urolighederne i Rusland, der synes at stilne af – men Østrig-Ungarn og Tyskland lader Lenin køre i tog fra sit eksil i Schweiz til Rusland for at smide nyt brændstof på det ulmende oprør. Det handler også om det første slag om Gaza i Mellemøsten, hvor adgangen til vandforsyninger var afgørende.

12. november 1916. Hans Hostrup på vej til Makedonien

Senest ændret den 17. november 2016 17:57

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, blev i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan.

(… fortsat)

Fra Prilep skulde vi Dagen efter videre med en Feltbane. Her kom en Kammerat, Rose hed han, og jeg bort fra de øvrige og traskede længe rundt i de bundløse Gader for at finde de andre eller i hvert Fald et Natte- herberge. Vi mødte Børn, der vilde have os med hjem; saa meget Tysk havde de da lært, at de kunde gøre os det begribeligt. Vi skulde dog ikke nyde noget, for vi kunde jo nok regne ud, hvad den gik ud paa.

Omsider fik vi Husly; der var dog ingen Vinduer. Vi sov sammen med nogle andre Soldater paa Gulvet.

Det var sjældent, vi saa Ruiner i de efterhaanden mange serbiske Byer, vi stiftede Bekendskab med. Det saa ud til, at Tyskerne havde haft let Spil, da de erobrede Landet.

Næste Morgen fandt vi vore Kammerater paa Feltbanestationen, og herfra blev vi kørt til Topolschani, en lille Landsby i Nærheden af Monastir, hvor der var oprettet et Ammunitionsdepot. Ammunitionen blev fra Feltbanen udlosset paa Stationen, der kun bestod af en Plads med Tag over.

Herfra skulde Granaterne bæres op ad en Bjergskraaning og graves ned i smaa Kælderrum, der var indhugget i Bjerget med en vis indbyrdes Afstand. Der var Plads til ca. 200 Granater i hvert Hul, alt efter Størrelsen, og der var mange Variationer, helt fra 7,5 til 21 cm.

Det var et grimt Stykke Arbejde at slæbe paa de dumme Tingester, og selv om vi „trykkede” os lidt, (vi blev efterhaanden helbefaren i denne Kunst), skulde det jo gøres, og Granaterne trykkede ogsaa, endda saadan, at jeg mange Aar efter var øm paa Kravebenet af det.

Vi var dog ikke ene om det, idet en Afdeling rumænske Krigsfanger var sat til at hjælpe os. De var bevogtet af Bulgarerne, nogle raa Fyre, der ikke tog i Betænkning at jage Bajonetten i dem, naar de ikke vilde — eller ikke kunde — makke ret. Under Arbejdet var de under Opsyn af en tysk Underofficer, der pryglede dem for et godt Ord. Trods det holdt de mere af os end af deres Vogtere- „Bulgarski nje dobra, nihs Kultur. Germanski dobra“, sagde de til os.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1951

9. november 1916. Hans Hostrup på vej til Makedonien

Senest ændret den 17. november 2016 18:04

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz, og i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan.

(… fortsat)

I Begyndelsen af November 1916 rejste vi sydpaa. L. Dollerup og M. Lund var med i Transporten; andre husker jeg ikke.

Rejsen gik først til Gradsko i Makedonien, ca. 70 km fra Prilep. Paa Vejen herned mødte vi et Lazarettog fyldt med haardtsaarede fra det saksiske Jægerregiment, maaske de samme, som sammen med os var rejst derned, og som fortsatte, da vi steg ud i Nish. De havde faaet en meget haard Medfart ved Monastir, hvor der rasede heftige Kampe paa den Tid.

Det gjorde et dybt Indtryk paa os, da vi saa de raske Jægere i den Forfatning. For Infanteriet var det særlig slemt i det klippefyldte Bjergland- Det var næsten umu­ligt at grave sig ned, og Sprængvirkningen fra Granaterne var dobbelt, da Stenene virkede som Splinter.

Fra Gradsko til Prilep var der ingen Jernbane. Det tog os to Dage at gaa de 70 km. Ikke nogen særlig stor Præstation, men i Betragtning af, at det hele Tiden gik opad, at det var Snevejr og glat Føre, var det drøjt nok alligevel med fuld Oppakning.

Vejen gik over Babuna-Passet, hvor den snor sig frem og tilbage utallige Gange, forbi dybe Slugter, hvor der en Gang imellem laa et knust Lastauto nede paa Bunden. Jeg gad vide, hvor mange Chauffører der har sat Livet til paa den Maade.

Trafikken paa denne Strækning blev nemlig besørget af Lastbiler og en Traadbane, der gik over Bjerge og dybe Afgrunde. Af og til saa vi en eller to Soldater sidde oven paa Høballer eller Ammunitionskasser, og de fik paa den Maade en eventyrlig Luftrejse. De sparede jo Benene, men jeg skulde nu ikke nyde noget, for sæt, at Staalviren sprang! Det kunde nemlig ske.

Her saa vi de første rumænske Krigsfanger. De var sat til at passe Stationerne.

Den første Nat sov vi i Telt og frøs med Anstand. Da vi nærmede os Prilep, blev Landet mere fladt. Lidt uden for Byen havde jeg en Oplevelse. Der sad en Tigger ved Vejen og spillede paa et Instrument, der lignede en Violin. Han spillede en Melodi, jeg kendte. (Tiggere var der mange af i Serbien, maaske Tito har faaet dem afskaffet). Det var Melodien til „Vældige Riger rives om Jorden”, som vi sang til Gymnastikken hjemme i Hviding Forsamlingshus. Det var mærkeligt at møde en kendt Melodi saa langt borte fra sin Hjemstavn. Senere opdagede jeg, at det er en bulgarsk Folkesang; saa var det jo ikke saa mærkeligt endda.

At der ingen Sundhedskommission fandtes i Landet, var nemt at se, for langs Vejen laa mange Skeletter, mest af Okser, der bruges som Trækdyr. Dør de undervejs, faar de Lov til at blive liggende som Føde for Gribbene, eller ogsaa, til de raadner op. I Vandløbene, hvor man hentede Drikkevand, laa der ogsaa døde Dyr.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1951

5. november 1916. Hans Hostrup i Serbien

Senest ændret den 17. november 2016 17:42

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz, og i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan.

(… fortsat)

Ved Belgrad kørte vi ind i Serbien og lige til Nish, Landets gamle Hovedstad.

Det første, vi lagde Mærke til, var, at Stationerne hele Vejen ned lignede smaa Fæstninger med Pigtraad og Løbegrave og hvad dertil hører. Det var lavet, for at man kunde værge sig mod Overfald fra den serbiske Modstandsbevægelse.

En saadan fandtes nemlig i det dengang af Tyskerne besatte Serbien. Dog derom senere.

Opholdet paa Banegaardene blev brugt til smaa Udflugter i Omegnen, saa vidt det lod sig gøre. Ret langt kunde vi jo ikke fjerne os fra Toget, da vi aldrig vidste, naar der blev givet Afgangssignal. Det skete da ogsaa, at nogle ikke naaede at komme med. Der kunde godt gaa en halv Dag, inden vi kørte igen; men hvad gjorde det, det gik jo „alles vom Krieg ab!“

Under et Ophold var der engang Appel med vor „Jernportion”. Mange havde spist det hele, nogle det halve, og der blev lovet dem al Landsens Ulykker. Saa blev der uddelt nye Portioner, og der skete ikke mere i den Sag. Vi, der havde noget af Portionen i Behold, ærgrede os over, at vi ikke ogsaa havde spist det hele. Forplejningen var jo ikke saa rigelig.

Ankommet til Nish efter 7-8 Døgns Kørsel med Afbrydelser, blev vi indkvartéret i en stor Kaserne. Paa denne boede der ogsaa bulgarske Soldater, som jo var Tyskernes allierede, og som vi senere ved Fronten kom en hel Del i Berøring med- Vi var naturligvis nysgerrige efter at se, hvad det var for Fyre, men da vi ikke kunde snakke med dem, blev det et meget overfladisk Bekendtskab.

Vi tilhørte nu „Heeresgruppe v. Belows” Rekrutdepot og var i Nish i tre Uger. Herfra blev vi sendt ud til de forskellige Frontafsnit, efterhaanden som der blev Brug for os.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1951

20. april 1916. Feltbrev fra Serbien: “Kønne er de ikke …”

Ved den græske Grænse, i April.

Efter at have ligget 8 Dage paa Jernbanen og gjort 2 Dagsmarcher har vi nu naaet vort Bestemmelsessted. Jeg er atter kommen til mit gamle  Kompagni, sammen med mine gamle Venner. For Tiden ligger vi i Reserve
ved en By ved Vardarfloden. Vore Dækninger har vi gravet ind i Bjergene, hvad der ikke har været et let Stykke Arbejde, da næsten alt er Sten. Men det er nødvendigt paa Grund af de franske Flyveres livlige Virksomhed.

Om Dagen har vi Ro. Vor Virksomhed begynder om Natten. Det gaar over Bjerge og Dale i Maaneskin til Hovedstillingen, som vi stal udbygge. Fra Klokken 8 til 1 arbejdes der ivrigt med Spade, Hakke og Sprænges. Naar saa vort Nattearbejde er endt, gaar det samme Vej tilbage, altid i Gaasegang, da Vejen er smal. Saa har vi for det meste Ro igen til næste Aften.

Selve Rejsen herned var meget interessant, den førte jo gennem helt nye Egne, Serbien og Makedonien. I en lille By før Belgrad blev vi liggende halvanden Dag.

Batajnika ligger 30 Kilometer fra Belgrad. Efter at have faaet Forplejning og Lønning gik vi ud i Landsbyen, som ligger lidt afsides fra Banen. Det første, man støder paa, er Soldatergrave fra 1914/15, en Tid, da Serberne endnu stod ved Donau og Save. Om Kamp fortæller ogsaa en Del ødelagte og nedbrændte Bygninger. Befolkningen er vel ogsaa for en Del serbisksindet, og en Del forladte Gaarde vidner om, at deres Beboere er flygtede med Serberne.

Om Dagen var Byen som uddød. Kun hist og her et Par Børn, som render efter en og tigger om „Kreuzer”. Ellers undtagen en bjæffende Hund intet levende Væsen. De voksne Beboere og større Børn er alle ude paa Markarbejde eller vogter store Flokke af Kreaturer, Faar og Svin, som endrægtigt Side om Side søger deres Føde ude paa de store Græsmarker.

Næsten skjult i Græsset ligger de smaa hvide pyntelige Huse og Gaarde. En høj Mur og Port ud til Gaden forhindrer alt Indblik i Gaardens Indre. Men der er intet at skjule. Alt vidner om Renlighed og Ordenssans. Intet overflødigt Redskab staar omkring; alt er paa sin Plads. Ud til Gaardspladsen har næsten hvert Hus en Overbygning, baaren af Søjler. Vinranker snor sig omkring dem op til Taget. Gamle blomstrende Kastanjetræer hvælver deres brede Kroner beskyttende over Hus og Gaard. Syrener og blomstrende Frugttræer udstrømmer en tung, bedøvende Duft. Og over det hele en blændende Sol fra en dybblaa
Himmel. Der er Sommer i By.

Lige saa idyllisk et Indtryk selve Landbyen gør, lige saa tarveligt er Beboernes Udseende. Høje og magre med solbrændte Ansigter ser man dem om Aftenen vende tilbage fra deres Markarbejde. Kønne er de ikke, og deres tarvelige brogede Paaklædning gør ikke Helhedsindtrykket bedre. Ordknappe og næsten afvisende er de for fremmede. Kun smaa er deres Krav til Livet.

Et uudsletteligt Indtryk gjorde Aftenen paa mig. Solen var allerede forsvunden bag Horizonten, og kun et lyst Skær viste, hvor den var gaaet ned. Fra en funklende Stjernehimmel sendte Maanen sit milde Skyer ud over det flade Land, spejlende sig i de mange smaa Søer og Vandløb. Fra Mosekærene lød Frøernes Kvækken, og et enkelt Fugleskrig brød Stilheden.

Længselsfyldte og højtidelige tonede Soldaternes Sange om! Hjemstavn og Arne ud i den stille Aften, mens jeg gik mig en Tur alene igennem den lille By. Hist og her et Lys i Stuerne, ellers intet Tegn paa Liv. En sovende By. Kirketaarnets forgyldte Kors funkler i Maanelyset. Næsten spøgelseagtigt hæver de hvide Gravkors og Sten sig fra den mørke Baggrund. Alt aander Tryghed og Ro. Man glemmer for en Stund, at der er Krig. Og mens man vandrer ensomt, gaar Tankerne paa Langfart. Hjem higer de, til den kære gamle By ved den blaanende Fjord, til en lille Rede, som huser dem, der er en kære. Saa langt, langt borte fra Hjemmet gaar man drømmnde og nynnende hen for sig — en gammel hjemlig Sang — til
et Alarmsignal kalder en tilbage til Toget — til Virkeligheden.
O. M.

(Flensborg Avis 22. maj 1916)

12. februar 1916. I Makedonien: “Mahomedanerne driver jo alt efter deres Stilling og Formue Flerkoneriet.”

Chr. R. kom som soldat til Balkan, der forekom ham meget fremmedartet

En Tur gennem Makedoniens Bjerge.

Makedonien, den 12. Februar 1916.

Kære „Hejmdal“!

Med Dig og dine Læsere vil jeg nu gøre en lille Tur gennem Højbjergene i Syd-Serbien, det saakaldte gamle Makedonien.

Vejret er just ikke særlig godt, men jeg vil haabe, at det op paa Dagen bliver bedre. Det regner. Vejen er jo, da Vandet fra Bjergene strømmer ned derpaa, en dejlig Vælling, dog er den jo med sin faste Undergrund temmelig farbar. Gennem en snæver Dal gaar Vejen jævnt opad, til den naar et forhenværende Gæstgiveri, nu Opholdssted for bulgarske Armerings-Soldater.

Saa maa vi til at anstrenge os lidt, thi nu gaar det opad. Vejen snor sig i Siksak op ad Bjergets Sider. Stolte Bjerge, dels graa Klipper, dels med et tyndt Jordlag bevokset med forkrøblet Egebusk og lidt Græs. Længere henne, hvor Vejen er indhugget i Bjergets Side, glinser Stenene, som om det var Guldstøv, en Art Metal er det jo sikkert, da Landet er rigt paa Metal, særlig Kobber.

Her er Vejen smukt anlagt, og i Frastand ser det ud som en prægtig Stenmur eller et Galleri. Skuer man i Vejret, op til Spidsen, en svimlende Højde, i alt Fald for os Nordboere, ser man en Ørn majestætisk svævende højt, højt oppe, spejdende efter Bytte. Den ser i denne Afstand ikke særlig stor ud, men jo højere vi kommer, desto større bliver den.

Her gennemskæres Bjerget af en rivende Bjergflod, der skummende strømmer ned mellem Stenene. 1.700-1.800 Meters Højde ligger der Sne.

Her er det temmelig koldt og det blæser lidt. Nu gaar det ind i Skyerne, en tæt Taage indhyller alt. Her er en raakold Luft, dog stadig opad, højere og højere. Efter 5 Timers Kørsel, med smaa Mellempavser, naas Højdepunktet.

Lidt før møder vi en Massegrav med 48 faldne Bulgarer. Ved Siden af dem staar der et provisorisk bygget Hus til Armerings-Soldater og Telefonarbejdere, ganske lunt og net, dækket med Træ, Halm og Jord. En Kakkelovn med Røret op gennem Taget mangler heller ikke, saa de har indrettet sig ganske husligt. Nu er vi oppe paa Spidsen, i hvert Tilfælde af Vejen (1.135 Meter), men Bjerget rager endnu 632 Meter i Vejret. Dets Højde er 1.767 Meter.

Nu gaar det atter i Siksak nedad, ind mod Byen P. Til højre for Vejen befinder der sig i et Par Hundrede Meters Afstand en meget smuk Bjergkæde. Alt store Kæmpesten, opstablet og henkastet mellem hverandre som af en overnaturlig Magt. Et dejligt Billede, hvorover enhver Sletteboer maa frydes.

Hist paa den højeste Tinde vajer et lille Fag, dog er det ikke muligt at skelne Nationaliteten, men det er vistnok et bulgarsk, da det er paa bulgarsk Etappeomraade.

Histovre til venstre drager en bulgarsk Oksekolonne i endeløs Række. Deres smaa Vogne, forspændt med nogle store graa Stude med mægtige Horn giver det, som alt her, et østerlandsk Præg. Ogsaa Æslet er her et meget brugt Befordringsmiddel. Hvad der alt kan læsses paa dem er utroligt, 2-300 Pund bærer de smaa Tingester.

Til venstre for Vejen, ved en lille Bæk, ligger 5-6 Vandmøller i Rad, meget snildt og billigt indrettet. Vandet ledes i en Grøft, som opdæmmes, hen til Møllen, derfra gennem et udhulet Træ ned over et Hjul, som ligger vandret, og ikke, som hos vore Vandmøller, lodret. Her styrter det med mægtig Kraft og Larm ind over Egerne eller rettere Brædderne og driver med mægtig Fart Hjulet, der driver en lille 70-80 Ctm. stor Sten. Det er Hvedemølleri i denne Egn.

Nu naas Byen P. Snævre, smudsige Gader med lige saa simple som smudsige Huse. Her er den mahomedanske Religion den fremherskende. Dog findes der ogsaa saakaldte Ung-Tyrkere. (Landet har jo før tilhørt Tyrkiet).

Mahomedanerne driver jo alt efter deres Stilling og Formue Flerkoneriet. Enhver nogenlunde velsitueret Mahomedaner har jo 3-5-10 Koner. En mærkelig Tilstand.

De Damer, som befinder sig i et saadant Harem, gaar tæt tilsløret, i en lang sort Præstekjole og Hovedet tæt tilbundet med et hvidt Klæde. De lader sig sjældent se. Neglene har de farvet helt røde som Tegn paa deres Værdighed, eller ogsaa som Pynt for at bedaare deres naadige Ægtefælle. De taler aldrig med os, og gaar for det meste af Vejen.

Se ind i deres Bolig eller Helligdom er umuligt eller saa godt som umuligt. Det er en Sjæl­denhed, at det tillades, hvad der dog ogsaa er os ligegyldigt, endskønt Nysgerrighed er en slem Drivfjeder.

Der findes i Byen mange Moskeer. Præsten gaar to Gange daglig omkring Taarnet og synger nogle monotone Sange, det lyder meget kønt, dog paa Grund af mit Ukendskab til Sproget, uforstaaeligt.

Vi vil nu aflægge et lille Besøg i Europæer-Kvarteret. Her ser det ordentligt og bedre ud. Der findes Gæstgiverier paategnet: Herr Man sprit Deukk (Manden her taler Tysk).

Vi gaar ind; der bydes Vand og Vin. Vi forlanger et Glas Vin, og der serveres en Drik, som næppe fortjener Navnet Vin. Den drikkes, og det gaar videre.

Her er et Konditori. Der maa vi ind Der udsøges en 3-4 Slags Kager. „Og de koster?“ „1,20 Mark“. Lidt dyrt, men alt maa jo prøves. Her er en Urmager- eller Juvelerbutik, flere kønne Sager, alt tysk Fabrikat. Det er nu bleven mørkt, og vi maa se at komme hjem. En anden Gang mere.

De venligste Hilsener til alle derhjemme i vort gamle Nordslesvig sender
Chr. R.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

31. januar 1916. Makedonien: Dovne mænd og undertrykte kvinder

Sønderjyden “H” blev forbløffet og vred over sæd og skik, da han mødte serbere og muslimer i Makedonien.

Fra Makedonien.

Den 31. Januar 1916.

Kære Mor, Søster og Helga!

Ja, det er jo et stort Ark, jeg nu begynder paa, det er ikke fordi jeg netop har saa meget at skrive om — den ene Dag gaar jo næsten som den anden. Og dog er der mere Afveksling i Vinter.

Sidste Vinter var vi længere paa Stedet og var ogsaa mere direkte inde under Krigstummelen; men havde dog ellers en rigtig god Tid. Vi havde elektrisk Lys, gode Stalde, varme og lyse Opholdsrum, og Befolkningen lignede jo da dem, vi før var vante til at omgaas. Naturen og Klimaet var ogsaa mere hjemligt der end hernede.

Her fører vi mere et omvandrende Rejseliv, er ude paa en lang Rejse, faar meget at se; det er ikke saa meget, i hvert Tilfælde direkte Krig, vi mærker, ja heller ikke dens Følger. Den lange Tur her ind gennem Passet mellem Leskovac og Kumanovc var en meget interessant Tur, og den var heller ikke saa vanskelig, da vi havde nogenlunde godt Vejr.

Men I kan tro, det var en Snævring, og mange Steder var Vejen bundløs. Jeg skriver Vejen, for der er kun denne Vej langs med Moravaens Bred ud og ind mellem Bjergene eller Bjergkæderne. Jævnsides med Vejen gaar Jernbanen, men hvor Floden slaar en stor Bugt, der gaar Jernvejen lige gennem Bjerget gennem lange Tunneller. Vi derimod sneglede videre om ad med Floden.

Vældig var Naturen mange Steder, særlig hvor Snævringen var saa smal, at Klipper til en Højde af 1500-2000 Meter ragede lige op og ned og Klippeblokke højt oppe hang ud over Vejen, og Floden dybt nede brusede og skummede. Saa kunde der, naar vi kom om et Klippehjørne, komme en lille fri Plads, hvor Bjergene gav mere Plads til de Vejfarende; de skarpe Kanter og de stejle Spidser tog af, Bjergene blev rundkuplede — opad deres Sider stod Bøgetræer med gult Løv og op rundt om de smaa graa Huse.

Alle Vegne, nede og oppe, kunde vi høre baade Barnegraad og Latter. Cigaretrygende Mænd, dovne og dasende, stod der overalt og saa paa os. Gamle og unge Kvinder var altid i Gang, tit bærende tunge Byrder og ved strengt Arbejde. Højt oppe paa Bankens Top mange Steder en Kirke, ikke særlig køn, og Kirkegaarden uden om. Kirkegaarden var tydeligt at se; der stod de mange hvide Sten, høje og lave, men de hælder baade frem og tilbage — der er slet ingen Orden — der kan være noget saa trist over en serbisk Kirkegaard.

I det hele taget, hvor har jeg dog set mange triste Kirkegaarde rundt om, hvor vi har været.

Efter at vi var komne ned til Flodbredden igen og Vejen atter begyndte at stige, ja, saa kunde det komme saadan, at den gik lige op over et Bjerg. Saa gjordes der Holdt — der toges Afstand — Hestene kradsede saa smaat af op ad den stejle Vej, og Kusken, ja, vi alle, haabede jo, naar vi kom derop, saa kom Udsigten, saa fik vi mere Luft. Men nej, der bag ved var der endnu højere Bjerge; saa ned igen, ned til Flodbredden, og saadan Gentagelse efter Gentagelse. Dog altid andre Former, men bestandig under denne indespærrede Fornemmelse.

Først efter fire Dages Kørsel slap vi ud, jeg havde nær sagt, saa vi Land foran os, men dog længst ude omgivet af høje Bjerge — at det var Bjerge kunde man se, for de stod som en hvid takket Mur rundt om Landet foran os.

Nu er vi saa inde i Makedonien. Der er mere fladt her, det vil sige, der er Bjerge nok, men de trækker sig da mere beskedent tilbage her. Den By, vi nu har boet i i 6 Dage, men som vi forlader i Morgen, er beboet af Tyrkere — derfor mohamedansk i Sæd og Skik.

Vi kunde slet ikke forstaa, hvad der var i Vejen, da Byen var kvindetom; vi saa slet ingen. For det er jo nu da saadan alligevel hernede ogsaa, at der mangler noget, naar man ikke ser dem.

Lille Børn, naar man nu tænker, at de f. Eks. i Danmark har Valgret, er ligestillede med Mændene, hvilken skrigende Modsætning hernede. Ja, hvor er de dog langt tilbage.

Man maa undre sig over, at det er muligt, det som jeg saa i Formiddags, da jeg gik forbi et Hus, hvor en Kvinde ikke kunde komme hurtigt nok ind, som det sig hør og bør, at Manden da slog hende, fordi hun havde ladet sig se. Men hun tog roligt imod den knaldende Lussing, som hendes egen Mand gav hende, og for­ svandt ind ad Døren. De maa kun lade deres Ansigt se af deres egen Mand.

Hvor kan man blive ilter og rigtig gal i Hovedet ved at gaa og se paa disse dovne Mandfolk hernede, altid rygende paa en selvlavet Cigaret; de bestiller ingenting, alt ligger øde og forsømt, hulter til bulter, skident og usselt er alt.

Rundt om de forskellige Hjem er der Raalerstensmure eller Kampestensmure. Hist og her er der faldet et Stykke af disse ned, men nej, den Skade bødes der ikke paa, saa løber de hen over Brokkerne. Der kan de springe rundt fra Sten til Sten, saa slipper de paa det Sted at gaa i Dynd til Knoklerne i denne Tid. Naar først Sommeren kommer, kan det blive tørt nok.

Det skal være meget varmt hernede. Forresten er Tyrken rigtig flink imod os. Han klapper os paa Skuldrene — det gjorde vor her, og sagde saadan noget som, at Germanerne og Mohamedanerne — Tyrkerne — saa slog han ud med Armene — „Vi er jo fælles om den store Sag“.

I Morgen begynder vi saa paa en tre Dages March, og standser vel saa nedad ved Veles et Sted. Her er Omgivelserne saa mærkeligt ørkenagtige. Træer er der næsten ingen af. Dovne Mænd, Drengebørn, Æsler og en Masse Hunde, det er det meste Levende, vi ser. Ja Faar. Men det allerkønneste er nu Bjerggeden — den er dejlig — den har en Rejsning som en Hest og er kobberrød, et nydeligt Dyr.

Her ser man ofte det Billede, at der kommer en cigaretrygende Tyrk slentrende, drivende foran sig 2—3—4—5 langørede luntende Æsler med fuld Oppakning af alt muligt, havde jeg nær sagt: Skind, Huder, Klude, Ben og Mastetræer. Naa, det sidste kan de jo selvfølgelig ikke have mange paa Lager af. Men hvad de har paa Lager, det er Tobaksblade. Der avles en Masse Tobak, hvilket ogsaa er tilfældet her i Byen.

Fra Donau og hernedad bager de alle deres Brød paa følgende Maade: Ildstedet er altid midt paa Gulvet. Majsen — det er altid Majsbrød — er finmalet. Vand hentes i en Krukke, aldrig i en Spand. Bagetruget er et udhulet Stykke Træstamme.

Et bestemt Maal Mel og dito Vand æltes sammen. De kender ikke meget til det, der hjemme staar i Eders Kogebøger: „man tager“; der er nemlig ikke mange Slags at tage af her. Inden Dejgen røres sammen, lægges der dygtigt med Ved paa Ilden, det kender de rigtigt, det lægges løst og let paa Ilden, men saaledes, at Bagestenen kan bæres oppe, saa Veddet kan forbrænde.

Alt som det brænder, synker den cirkelrunde flade Sten længere og længere ned i Ilden, Flammerne slaar helt rundt op om den. Stenen er, som nævnt, flad med en 3—4 Centimeter høj Kant, saa der bliver en rund Flade, Fordybning, indtil 20—25 Centimeter i Flademaal. Majsmelet og Vand røres sammen, mange kommer lidt Surdejg i.

Stenen er varm, den væltes ud af Ilden, den støves lidt af med en skidden Klud — ikke altid —, der prøves med Majsmel, om den er for varm. Er den passende, det kender de selvfølgelig nøje, ja, saa hældes den flydende Dejg ned i Stenens Udhuling. Tit bruger de saa en flad Sten til at lægge over, men mange bruger en klokkeformet Jernplade.

Oven paa denne og rundt om lægger de saa den gloende Aske i en 1-2 Centimeters Bredde. Der staar saa Ovnen. Efter to Timers Forløb er Majsbrødet færdigt. Det spises helst varmt. Ikke sjældent har jeg set, at de lægger Asken direkte ned paa Dejgen, men forinden vender de Pandekagen. Denne Bagning gaar for det meste for sig to Gange om Dagen.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

11. december 1915: Overblik over kampene i Serbien i november og december

Senest ændret den 31. maj 2016 15:43

I starten af oktober blev Serbien invaderet af tyske og østrig-ungarske styrker. Få dage efter var landets hovedstad, Beograd, på tyske hænder, og situationen blev ikke bedre for den serbiske hær, da Bulgarien senere samme måned også angreb landet. Et lille håb eksisterede dog i kraft af den fransk-britiske ekspeditionsstyrke, som fra starten af oktober blev sat i land i det nordlige Grækenland.

Serbien løbes over ende

Serbien blev hurtigt presset fra flere side: Fra nordvest rykkede dele af den østrig-ungarske 3. armé frem, forstærket af to tyske divisioner, og fra Beograd pressede den tyske hovedstyrke sig videre ned i landet. Bulgarerne angreb østfra og brød igennem de serbiske linjer i Vardar-floddalen mod syd, hvorefter de besatte byerne Stip, Skopje og Kumanovo (i det nuværende Makedonien).

Den serbiske øverstkommanderende, feltmarskal Putnik, stod over for både frontale og flankerende angreb fra en overlegen fjende. Han imødegik angrebene med en række dygtigt udførte tilbagetrækninger og undgik med nød og næppe, at den serbiske hær blev omringet. Serberne var dog nedslidte og dårligt udrustet, ligesom der var kun lidt hjælp at hente hos deres montenegrinske allierede.

Kort over centralmagternes angreb i Serbien, 1915. Klik på kortet for at se det i fuld størrelse.
Kort over centralmagternes angreb i Serbien, 1915. Klik på kortet for at se det i fuld størrelse.

I starten af november, efter rømningen af Beograd, faldt også byen Niš, hvor den serbiske regering havde taget sæde. Herefter trak serberne sig tilbage til Kosovo, hvor man ville koncentrere sine kræfter. Imens forsøgte centralmagterne igen at omringe den serbiske hær. Som modsvar forsøgte serbiske tropper derfor at bryde igennem de bulgarske linjer ved Skopje. Håbet var at skabe forbindelse til det allierede ekspeditionskorps, som rykkede frem fra Salonika (Thessaloniki i det nuværende Grækenland). Angrebet mislykkedes imidlertid, og bulgarerne kunne slå de udmattede serbiske tropper tilbage.

I løbet af november, samtidig med at serberne kæmpede i Kosovo og nær Skopje, bevægede de første franske og britiske ekspeditionsstyrker sig frem over det græske grænseområde og ind i serbisk Makedonien. Planen var at støde frem mod nord gennem Vardar-floddalen og komme de stærkt pressede serbere til undsætning. To franske og en enkelt britisk division (i alt ca. 60.000 mand) marcherede frem på begge sider af Vardar-floden i nordlig retning, men den bulgarske 2. armé satte en hurtig og effektiv stopper for den fransk-britiske fremrykning. De allierede styrker gravede sig derfor ned langs en 80 km lang front mellem Crna Reka-floden og Doiran-søen i det sydøstlige Makedonien.

Serbisk og fransk-britisk tilbagetog

Den 23. november indtog tyske og bulgarske tropper byen Prishtina i Kosovo, og to dage efter erkendte den serbiske feltmarskal Putnik, at en fortsættelse af kampene vil betyde tilintetgørelsen af den serbiske hær. Valget stod nu mellem at kapitulere eller at forsøge at undslippe fjenden ved at føre resterne af hæren, parlamentet, hoffet, tusindevis af civile flygtninge og ca. 70.000 krigsfanger gennem Montenegro og Albanien til Adriaterhavet. Putnik valgte det sidste og beordrede den 25. november den fuldstændige tilbagetrækning.

Nyheden om Prishtinas fald fik den franske general og ekspeditionskorpsets leder, Sarrail, til at opgive en undsætningsaktion i Serbien. Han besluttede i stedet at begynde en tilbagetrækning til udgangspunktet i Salonika. Den bulgarske overkommando vendte samtidigt blikket mod netop det fransk-britiske ekspeditionskorps, og den 3. december begyndte den bulgarske 2. armé en forfølgelse af de franske styrker. Få dage senere angreb bulgarerne den britiske division ved Kosturino (i det nuværende Makedonien) og jog dem på flugt. Forfulgt af bulgarske styrker trak de allierede ekspeditionstropper sig således tilbage mod den græske havneby Salonika uden at have ydet serberne nogen nævneværdig hjælp.

Ankomst til Adriaterhavskysten

Den 7. december nåede et sørgeligt optog, bestående af resterne af den slagne serbiske hær, flere tusinde civile serbere og ca. 20.000 krigsfanger, frem til Scutari (Shkodër) i Albanien, hvorfra turen er gået videre mod syd til havnebyen Valona (Vlorë). I en helt forfærdelig forfatning – mange uden sko og kun pjalter på kroppen – har serberne siden slutningen af november forceret de montenegrinske og albanske bjerge i et ekstremt hårdt vintervejr ad umulige veje. Tusindvis er døde på vejen af udmattelse, sult, kulde og sygdom. Mange andre er blevet dræbt af de østrig-ungarske forfølgere eller den fjendtlige lokalbefolkning i Kosovo og Albanien. I alt har ca. 100.000 mistet livet på tilbagetoget til Adriaterhavskysten.

I dag den 11. december er de bulgarske styrker nået frem til den græske grænse. Her beordres de af tyskerne til at indstille forfølgelsen af de fransk-britiske styrker, og de modtager gentagne tyske advarsler om ikke at krydse grænsen til Grækenland. Hele Serbien er nu under den tyske general Mackensens kontrol. Den kombinerede tysk-østrig-ungarske styrke har taget ca. 124.000 krigsfanger – bulgarerne yderligere 50.000 – og mere end 94.000 serbere er blevet dræbt eller såret under selve krigshandlingerne. Centralmagterne er desuden kommet i besiddelsen af ca. 600 stykker serbisk artilleri og værdifulde lagre af håndvåben. De har dog også selv haft et tab på ca. 67.000, heraf ca. 12.000 tyske og ca. 18.000 østrig-ungarske soldater.

Evakuering til Korfu

Selv efter ankomsten til den albanske kyst finder lidelserne ikke umiddelbart nogen ende for resterne af den serbiske hær og de mange hårdtprøvede civile flygtninge. På trods af at lokale albanske myndigheder forsøger at hjælpe, er de allierede ikke i stand til at fremskaffe tilstrækkeligt mad og husly til de mange tusinde serbere. Sygdom, sult og kulde fortsætter med at koste mange livet. Italien nægter at evakuere de serbiske soldater og flygtninge og forsøger faktisk i første omgang fra Vlöre at drive dem tilbage mod bjergene.

I sidste ende tager de allierede dog affære. Frankrig inddrager den græske ø Korfu, og dækket af 70 krigsskibe bliver de ca. 140.000 overlevende serbere evakueret i slutningen af februar 1916. Tanken er fra allieret side, at de resterende ca. 90.000 serbiske soldater skal fragtes videre til Salonika, hvor de skal regrupperes, genudstyres og genoptrænes, så de kan indgå i ekspeditionsstyrken i Grækenland.

 

Relateret indlæg:

22. oktober 1915: Overblik over månedens kampe i Serbien

22. oktober 1915: Overblik over månedens kampe i Serbien

Senest ændret den 31. maj 2016 15:40

Stigende tab, overstrakte forsyningslinjer og ufarbare veje satte i slutningen af september 1915 en stopper for centralmagternes offensiver på Østfronten. Men den russiske hær var bragt i knæ, og det ville tage flere måneder, før Rusland igen var i stand til udføre større operationer på Europas østlige krigsskueplads. Således kunne centralmagterne nu vende blikket mod Serbien, der stadig var en torn i øjet på Østrig-Ungarn og en stopklods for de fælles forbindelser til Det Osmanniske Rige.

Balkan og Gallipoli-fronten

Allerede i marts luftede den tyske generalstabschef, Falkenhayn, idéen om en fælles tysk-østrig-ungarsk offensiv, som skulle slå Serbien ud af krigen. På daværende tidspunkt var hans østrigske kollega, Conrad von Hötzendorf, dog ikke villig til at afsætte tropper til et sådan foretagende. For Tysklands vedkommende handlede et Serbien-felttog dog også om at få genoprettet transportforbindelsen til Det Osmanniske Rige via Donau-floden. Dette blev kun mere aktuelt efter den allierede landgang på Gallipolihalvøen i slutningen af april. I et større perspektiv var der tillige usikkerhed omkring krigens udvikling på Balkan: I sommeren 1915 var Bulgarien og Rumænien stadige neutrale, mens Grækenland mest hældede til de allieredes side, men en endelig sejr over Serbien kunne muligvis ændre på dette billede.

I første omgang var især Bulgariens stilling betydningsfuld: Både centralmagterne og de allierede havde siden krigsudbruddet forsøgte at lokke bulgarerne med i en alliance.  I lyset af de store tyske sejre i forbindelse med Gorlice-Tarnow-offensiven, og de allieredes tilsyneladende fiasko ved Gallipoli, valgte Bulgarien imidlertid til fordel for centralmagterne den 6. september 1915. Helt uden betydning var det desuden heller ikke, at man i Berlin stillede Bulgarien en indlemmelsen af Thrakien (i det nuværende Grækenland) og serbisk Makedonien i udsigt.

Ved indgangen til oktober stod Serbien dermed praktisk talt isoleret overfor Tyskland, Østrig-Ungarn og Bulgarien. Den serbiske hær havde i sensommeren og efteråret 1914 slået østrig-ungarerne tilbage af to omgange, og hærens ressourcer var næsten udtømte. Derfor sendte de allierede i alt hast et ekspeditionskorps under fransk ledelse afsted til støtte for serberne, og i første omgang gik en beskeden fransk-britisk styrke i land ved Salonika (Thessaloniki) i det neutrale Grækenland i starten af oktober. På dette tidspunkt var det dog allerede for sent at komme centralmagternes angreb i forkøbet.

Centralmagternes angreb på Serbien
Serbien_1915
Kort over centralmagternes angreb ind i Serbien, 1915. Klik på billedet for at se det i fuld størrelse.

Den 6. oktober iværksatte Tyskland og Østrig-Ungarn angrebet på Serbien med en samlet styrke på ca. 600.000 mand. Strategien var klar: Fra nordvest skulle østrig-ungarske tropper i Bosnien-Herzegovina (og senere bulgarske tropper fra øst og syd) fastholde eller evt. presse serberne ind i landet. Imens skulle den tyske hovedstyrke under ledelse af operationens øverstkommanderende, den tyske general Mackensen, marchere direkte mod Beograd og videre ned gennem landet. Til at modstå denne tripel-invasion havde den serbiske øverstkommanderende, feltmarskal Putnik, kun ca. 330.000 tropper. Alene de tysk-østrig-ungarske styrker talte altså næsten dobbelt så mange som de serbiske.

Angrebet blev indledt med et svært bombardement af Beograd og området omkring byen fra tysk og østrig-ungarsk artilleri, imens tropper overskred grænsen ved floderne Sava og Donau. Der opstod voldsomme gadekampe i den serbiske hovedstad, hvor civile serbere tog del i kamphandlingerne. Kampene var intense over hele linjen, og serberne forsøgte desperat at holde ud, men den 9. oktober var Beograd i general Mackensens besiddelse.

Den 14. oktober, godt en uge efter det indledende tysk-østrig-ungarske angreb, erklærede Bulgarien så officielt Serbien krig. Nu rykkede to bulgarske arméer frem fra øst med ordre om at erobre byerne Niš og Skopje. Serberne formåede i første omgang at stoppe den bulgarske 1. armés fremstød, men 2. armé brød igennem mod syd ved Vardar-floden nær Skopje (i det nuværende Makedonien).

Status i slutningen af oktober

De talmæssigt langt underlegne, slidte og dårligt udrustede serbiske styrker er ikke overraskende blevet løbet over ende. Bulgarerne har indtil videre fortsat fremrykningen fra syd og øst, og i dag, den 22. oktober, er Skopje faldet i bulgarske hænder. Mod nord er general Mackensens tyske hovedstyrke trængt ca. 30 km frem.

Det eneste håb for Serbien er på nuværende tidspunkt, at den allierede ekspeditionsstyrke ved Salonika kan gribe ind, inden de tyske og bulgarske tropper får forbindelse til hinanden. Men eftersom udskibningen af de første fransk-britiske tropper først begyndte i starten af måneden, kan hjælpen meget vel vise sig at komme for sent for serberne.

 

Relateret indlæg:

11. december 1915: Overblik over kampene i Serbien i november og december

30. juli 1914. Modersmaalet: Spændingen i Europa

Senest ændret den 27. januar 2016 21:25

Haderslev-avisen Modersmaalet kommenterer i sin rubrik “Politisk Rundskue” begivenhederne i Europa.

Spændingen i Europa.

Hvor man hører fra, meldes det, at Spændingen og Nervøsiteten er stor, saa stor, at ingen kan mindes noget lignende; thi den hersker i enhver nok saa lille By hele Europa over, eftersom alle Europas Lande, naar det gaar galt, kan blive indviklede i den Krig, som nu er begyndt mellem Østerrig-Ungarn og Serbien.

I ethvert af de store Lande, der enten høre til Tremagtsforstaaelsen eller Treforbundet, findes der to Partier, et Krigsparti, som absolut vil have Krig, og et Fredsparti, der ikke vil have Freden krænket. Disse Partier fører aabenlyst, men især bag Kulisserne, en voldsom Kamp, og Fred eller Krig afhænger af, hvem der vinder Overhaand. Afgørelsen kan trække ud, og den kan ogsaa komme pludselig. En almindelig europæisk Krig staar paa Dørtærskelen – et Ord, som anvendes ofte i disse Dage.

Krigsbegejstringen for ikke at sige Krigsgalskaben er størst i de af Slaver og Tyskere beboede og beherskede Lande; thi det længe ulmende Had mellem de to Folk, Slaver og Germaner, synes nu, da Tiden er til det store Opgør, at ville bryde ud i lys Lue.

Heldigvis synes Flertallet af de ledende Mænd i alle Stater og særlig de, som det mest kommer an paa, endnu at ville dæmme op for den Kæmpekrig, hvis Udfald og Følger vil være uberegnelige.

Naar man læser tyske Blade, vil man lægge Mærke til, at der i meget store Dele af det tyske Folk er en udpræget Krigslyst. Begejstringen for Østerrig-Ungarn er meget stor, og hele skylden væltes over paa Serbien.

Det skal ikke nægtes, at Serbien har en meget stor Part af Skylden, og særlig maa det stygge Dobbeltmord paa det østerrigske Kronprinsepar den 28. Juni fordømmes paa det skarpeste; men Østerrig og Ungarn har i mange Aar undertrykt og forulempet Serbien paa alle mulige Maader, saa det er forstaaeligt, at Serberne til Gengæld tirrer deres store Nabofolk, hvor de kan, og at serbiske Fædrelandsvenner nu efter Sejren over Tyrker og Bulgarer gør sig Haab om at samle alle serbisktalende Folk – ogsaa de, som er under Østerrig-Ungarn, som til Eksempel Bosnien og Herzegovina – til et stort serbisk Rige.

Men sligt kan en Regering som den østerrig-ungarnske selvfølgelig ikke billige og bør, før det bliver for sent, skride ind derimod. Nu maa man altsaa i Wien have indset, at det var paa højeste Tid, og ved Mordet paa Tronfølgerpaaret brast Taalmodigheden. Serbien skal straffes.

At man paa ledende Steder i Tyskland er ked af de stærke Tilkendegivelser for Krigen, fremgaar af en officiøs Artikel i ”Hamburger Correspondent” i Gaar under Overskriften ”Spænding og Bekymring”. Det hedder her til Slutning: ”I det tyske Folk har den Bekymring og den Spænding, som er bleven paalagt det, heldigvis ikke fostret nogen som helst Modløshed. Langtfra at ønske Krigen er Tyskland besluttet paa fuldt at staa paa sin Forbundsfælles Side. De i de sidste Dage fra forskellige tyske Byer meldte Tilkendgivelser lader ingen Tvivl tilbage; men nye Tilkendegivelser behøves ikke. Ja, den kan skade, da de let kan udarte og blive en Brod mod andre Magter.

Det er derfor absolut i sin Orden, at der nu i Berlin er udstedt Forbud herimod. Lad Diplomaterne have Ordet. De har givet os tydelige Beviser for, at de forstaar Folkets Sprog. I Kabinetterne er man ligesom i Fædrelandets videste Kredse gennemtrængte af, at den svære Krise ikke maa endes med en raadden Fred.”

– Krigslystens Udslag er altsaa kommen visse Folk i Berlin paa tværs; de ønsker ikke saa megen Rabalder.

svendsen 001a
Redaktør Nicolai Svendsen

Udenrigsrubrikken “Politisk Rundskue” var redigeret af Nicolai Svendsen

29. juli 1914. Modersmaalet: Krigen er i gang

Senest ændret den 27. januar 2016 14:15

Haderslevavisen Modersmaalet kommenterer i sin rubrik “Politisk Rundskue” begivenhederne i Europa.

Krigen mellem Østerrig-Ungarn og Serbien.

Stormagten Østerrig-Ungarn har altsaa ikke villet vente med at begynde Krigen, til den engelske Udenrigsminister Greys Forslag om en Konference i London mellem Stormagternes Gesandter er blevet godkendt eller forkastet. De østerrig-ungarnske Tropper er rykkede ind i Serbien, og, som man vil se af nedenstaaende Telegram fra i Aftes, har Østerrig-Ungarn ogsaa – altsaa bagefter – officielt meddelt Verden, at det fører Krig mod Serbien. Stormagten begynder altsaa Krigen, før den erklærer Krigen officielt…

Soldatertransport østrigere_cropped

Englands Mæglingsskridt.

”St. Petersborg Kurér” erfarer i Udenrigsministeriet, at England har foretaget sit Skridt paa egen Tilskyndelse og uden nogen som helst Foranledning fra Ruslands side, idet den russiske Regering anser sit diplomatiske Hverv overfor Østerrig-Ungarn for opfyldt.

Østerrigs Krav stiger.

Efter hvad den fungerende Udenrigsminister, Bienvenu-Martin erklærer, synes Stillingen i Gaar noget gunstigere. ”Neues Wiener Tageblatt” skriver i Gaar: Den østerrig-ungarnske Regering kan ikke standse Begivenhedernes Gang; det er altsaa heller ikke længere muligt, at den østerrig-ungarnske Regering gaar ind paa at standse sit Angreb mod, at Serbien betaler Mobiliseringsomkostningerne og selvfølgelig gaar ind paa den østerrig-ungarnske Notes Krav. Den østerrig-ungarnske Regering vil nu maatte stille ganske andre Krav.

I diplomatisk Henseende er der ikke foretaget noget som helst Skridt. Alle meddelelser om en fransk-russisk Demonstration er fuldstændig grebne ud af Luften. Bortset fra den af den russiske Sendemand foretagne Henvendelse om en Forlængelse af Tidsfristen for Serbiens Svar, er der hidtil ikke sket noget.

Londonbladet ”Standard” skriver i Gaar, at hvis Østerrig-Ungarn vil indskrænke sig til at afstaffe Serbien og skaffe Orden til Veje i Landet, da er dets Handling fuldstændig berettiget.

svendsen 001aRedaktør Nicolai Svendsen skrev Modersmaalets udenrigspolitiske rubrik.

28. juli 1914. Østrig-Ungarn erklærer Serbien krig

Senest ændret den 27. januar 2016 14:12

Wien den 28. juli 1914

Den kongelige serbiske regering har ikke svaret på en tilfredsstillende måde på noten af 23. juli 1914, overgivet af den Østrig-Ungarske gesandt i Beograd, den kejserlige og kongelige regering ser sig derfor tvunget til at sikre sine rettigheder og interesser, og med det formål at gribe til våbenmagt. Derfor betragter Østrig-Ungarn sig herefter som værende i krig med Serbien.

Grev Berchtold

28. juli 1914. Modersmaalet: Politisk Rundskue

Senest ændret den 27. januar 2016 14:11

Den gamle Kejser.

….en Korrespondent i Rom vil fra paalidelig Kilde have erfaret, at Østerrigs meget energiske Fremgangsmaade over for Serbien ikke er udsprungen fra Udenrigsminister, Grev Berchtold, saaledes som man almindelig har været tilbøjelig til at antage. Stødet skal tværtimod i højeste Grad være givet af den gamle Kejser Frans Josef. Efter den første Lammelse, som Attentatet i Serajevo fremkaldte, er den gamle Monark bleven grebet af et sandt Had til Serbien. Han har ganske skudt Hensynet til Krigsfaren til Side for at faa gjort ”rent Bord med Serbien”….

Engelsk Skridt til Mægling.

Det officiøse Reuters Bureau i London meddeler i Gaar: Efter hvad der erfaredes Søndag Aften i diplomatiske Kredse, har den engelske Regering givet sine Sendemænd i Paris, Berlin og Rom Ordre til, at der gøres Skridt i Wien og St. Petersborg til at faa den østerrigsk-serbiske Strid henvist til Mægling fra de fire ikke-interesserede Magters Side, nemlig Tyskland, Frankrig, Italien og England…

Rumænien og Grækenland.

I Søndags har der fundet en Meningsudveksling Sted mellem Grækenland og Rumænien med det Formaal at opretholde Ligevægten paa Balkanhalvøen i Tilfælde af Fjendtligheder.

En engelsk Trusel.

Londonbladet ”Times” skriver i Gaar. Saa længe der er Haab om at bevare Freden, vil vi fremfor alt arbejde derpaa. Men hvis nogen skulde ønske at stille vore Princippers Fasthed paa Prøve, da skal vi vide, – nu som før – at forsvare vor Ret med hele vor Kraft.

Begrænsning af Krigen?

I indflydelsesrige Kredse i Wien erklærede man i Gaar, at en Lokalisering af Krigen var sikret, efter at England havde erklæret, at Krigen skulde holdes borte fra Vesterhavet. Frankrig arbejder med Højtryk i Petersborg for Verdensfreden.

Neutralitetsforanstaltninger

Fra Rotterdam telegraferes, at Holland træffer de nødvendige Forholdsregler til at forsvare sin Neutralitet. Allerede i Søndags blev den vigtige Jernbanebro over Maas besat af Militæret. En Melding fra Bryssel om, at Belgien forbereder en almindelig Mobilisering, har gjort et dybt Indtryk i Holland.

Stemningen i den serbiske Hær.

Telegrammer Fra Sofia til Berlin beretter, at den serbiske Hærs Tilstand er kritisk, og at Officererne er nedtrykte. Man søger at holde Modet oppe hos de Menige ved fantastiske Fortællinger om, at Grækenland og Rumænien vil slaas sammen med Serbien, at England har sendt 400 Skibe til de tyske Farvande.

svendsen 001a
Nicolai Svendsen var redaktør på Modersmaalet-Dannevirke og det var ham der dagligt formidlede og kommenterede på den internationale politik.

27. juli 1914. “Det moralske Ansvar for det truende Sammenbrud af den europæiske Civilisation falder paa Tyskland”

Senest ændret den 27. januar 2016 14:07

Flensborg Avis analyserer den højspændte situation i et ekstranummer:

Ved Verdenskrigens Rand

I Lørdags afbrødes den diplomatiske Forbindelse mellem Østerrig-Ungarn og Serbien. Efter den Tid er der udspredt Masser af Ekstrablade trindt omkring i Europa; men der er ikke sket noget afgørende, og Meddelelse om nogen større Kamp foreligger endnu ikke.

Med langt større Spænding end selve Udviklingen ved den østerrigsk-serbiske Grænse følger Europa Forholdet mellem Stormagterne.

Endnu synes intet afgjort med Hensyn til, hvorledes Rusland vil stille sig. Der meddeleles Udtalelser om, at Frankrig vil slutte sig trofast til Rusland, og at Tyskland og Italien vil staa Last og Brast med Østerrig-Ungarn, Udtalelser, der paa nærværende Tidspunkt er en Selvfølge.

Kejser Wilhelm er nogle Dage før Tiden vendt hjem fra Norge. Præsident Pointcaré har derimod ikke opgivet sit besøg i København.

(…)

Fra Wien telegraferes:

(…) Det var et højst dramatisk Øjeblik, da Udenrigsministeriets Pressekonsulent kalde de 40 Journalister ind til sig, som i Timevis havde ventet i Paladset Gange. Pressekonsulenten var synlig bevæget, da han meddelte, at den diplomatiske Forbindelse med Serbien var afbrudt.

Meddelelsen modtoges med stormende Bravoraab, og alle styrtede derefter til Udgangen og raabte mod Menneskemængden foran Slottet: “Krig! Krig!”

Stormende Hurraraab var Folkets Svar. I næste Nu var den indre slotsplads opfyldt af Mennesker, og man afsang den østerrigske Nationalsang.

Hvad siger Tyskland?

Det officiøse “Wolffs Bureau meddelelser: (…) Den tyske Regering har overalt paa samme Maade hævdet det Standpunkt, at den betragter Konflikten mellem Østerrig-Ungarn og Serbien som et Anliggende, der alene angaar disse to Stater og derfor maa forblive lokaliseret.

Dens Bestræbelser gaar ud paa, at ogsaa de øvrige Magter skal gøre dette Standpunkt til deres, for at Freden i Europa kan blive bevaret.

Den russiske Presse

(…) Novolje Vremja skriver i en ledende Artikel: Østerrig-Ungarn alene vover ikke at gøre sig skyldig i nogen Krænkelse af den internationale Ret.

Et Ord af den tyske Kejser er tilstrækkeligt til, at Østerrig-Ungarn tager sin Verbalnote tilbage. Kejseren ved, at Rusland ikke kan forblive ligegyldig, men er tvunget til ved den fulde Vægt af sin Militærmagt at understøtte Serbien.

Østerrigs Overfald paa Serbien betyder krig med Rusland. En østerrigsk-russisk Krig fremkalder Tysklands Medvirkning, et russisk-tysk Sammenstød drager Frankrig med ind, maaske ogsaa England.

Det moralske Ansvar for det truende Sammenbrud af den europæiske Civilisation falder paa Tyskland og dets Leder. En fredelig Udgang er kun mulig, hvis Tyskland ikke er fast besluttet paa nu at føre Krig mod Frankrig og Rusland.

1914-07-17 Peter SimonsenRedaktør Peter Simonsen var ansvarlig for Flensborg Avis’ udenrigsrubrik.

27. juli 1914. Mobilisering i Serbien og Østrig-Ungarn! Begejstring i Tyskland!

Senest ændret den 27. januar 2016 14:04

Haderslev-avisen Modersmaalet følger den spændte udvikling i Sydøsteuropa.

Krigen mellem Østerrig-Ungarn og Serbien.

Som meddelt i de i Gaar Formiddags til Bladets Læsere i Byen og Landet udsendte Løbesedler, er den diplomatiske Forbindelse mellem Serbien og Østerrig-Ungarn bleven afbrudt Lørdag Aften. Serbien havde allerede om Eftermiddagen Klokken 3 anordnet Mobilisering, og Østerrig-Ungarn lader delvis mobilisere…

Begejstring i Tyskland.

Da Ekstrabladene om Serbiens utilstrækkelige Svar uddeltes i Berlin Lørdag Aften, udbrød Mængden i høje Leveraab for Østerrig-Ungarn. Henved 2000 Personer drog hen foran det østerrig-ungarnske Gesandtskab, raabte Hurra og sang ”Deutschland, Deutschland, über alles” og andre tyske Nationalsange. Gesandten traadte frem og takkede. Ogsaa i Hamborg kom Begejstringen for Østerig-Ungarn til Orde i Tale og Sang.

Gott mit uns_2

Serbiens Naboer vil holde sig neutrale.                                      

Fra Belgrad meddeles, at Regeringerne i Bulgarien og Grækenland vil holde sig strengt neutrale.

Om Krigsbegejstringen i Belgrad.

Meddeles fra Berlin: Til Lørdag Middag var der Stemning i Regering, Militær og Befolkning for at svare imødekommende paa Østerrig-Ungarns Note. Klokken 2 Lørdag Eftermiddag ankom en hemmelig Depeche fra St. Petersborg, og da den var bleven læst, udbrød en vild Begejstring for Krigen. Det hed sig, at Rusland havde stillet sig fuldtud paa Serbiens Side.

De tyske Gesandter beroliger.

De tyske gesandter i Paris, Petersborg og London har haft Samtaler med de paagældende Landes Udenrigsministre. De har udtalt sig meget beroligende og opfordret til at tage Sagen med Ro.

Italien og Østerrig-Ungarn.

Den italienske Regering har meddelt den østerrig-ungarnske Regering, at Italien i Tilfælde af en bevæbnet Strid mellem Østerrig-Ungarn og Serbien vilde indtage en venskabelig Holdning, svarende til Forbundstraktaten.

En tysk officiøs Udtalelse.

Det officiøse tyske Wolffs Bureau meddeler: Den tyske Regering har ikke i Paris ført noget andet Sprog, end hos alle øvrige regeringer. Den tyske Regering har overalt paa samme maade hævdet det Standpunkt, at den betragter Konflikten mellem Østerrig-Ungarn og Serbien som et Anliggende, der alene angaar disse to Stater og derfor maa forblive lokaliseret. Dens Bestræbelse gaar ud paa, at ogsaa de øvrige Magter skal gøre dette Standpunkt til deres, for at Freden i Europa kan blive bevaret.

 

26. juli 1914. Flensborg Avis: Østrig hykler!

Senest ændret den 27. januar 2016 14:01

Flensborg Avis analyserer det østrigske ultimatum til Serbien:

Østrigerne beskylder Serbien for: At planlægge løsrivelse af de østrigske provinser Bosnien og Hercegovina; at Serbien er arnested for en forbryderisk agitation samt at serbiske embedsmænd deltager i hemmelige, nationalistiske foreninger, der arbejder på dette mål. Heroverfor har Østrig hidtil været langmodig, hævder det selv.

Hertil knytter Flensborg Avis følgende kommentar:

Man forbavses over det Hykleri, der tilkendegiver sig i den østerrigske Tale om Langmodighed og Velvilje. Selvfølgelig kan mange Ting have været ubehagelige nok for Østerrig; men det maa aldrig glemmes, at dette fra første Færd har haft Uretten paa sin Side, dels ved Indlemmelsen af en stor Del af den serbiske Folkestamme, dels ved det Regimente, Østerrigerne har ført i Bosnien og Hercegovina baade før og efter Anneksionen.

1914-07-17 Peter SimonsenRedaktør Peter Simonsen skrev Flensborg Avis’ udenrigsrubrik.

25. juli 1914. Serbien besvarer det østrig-ungarske ultimatum

Senest ændret den 27. januar 2016 13:57

Den serbiske regering accepterer stort set  alle de betingelser, som Østrig-Ungarn har stillet i deres ultimatum. Den vil dog ikke opfylde kravet om, at østrig-ungarsk organer i Serbien skal kunne medvirke direkte til bekæmpelse af undergravende virksomhed rettet mod Østrig-Ungarn, ligesom en direkte deltagelse i undersøgelsen på serbisk territorium af omstændigheder ved mordet på  ærkehertug Franz Ferdinand heller ikke kan komme på tale.

25. juli 1914. Et ultimatum: Østrig vil have krig!

Senest ændret den 27. januar 2016 13:42

Flensborg Avis analyserer den højspændte situation på Balkan efter det østrigske ultimatum den 23. juli:

Østerrigs note til Serbien – Et Ultimatum

De viser sig, at de beroligende Røster, der midt i Ugen fremkom fra Wien, ikke var til at stole paa, i Særdeleshed den Meddelelse, at der ikke ville blive sat noget Frist paa Besvarelsen af den bebudede østerrigske Note.

Denne Note blev allerede i Torsdags Eftermiddags Klokken 6 overrakt den serbiske Regering af baron Giesl, og den kræves besvaret inden 48 Timer.

Det østrigske ultimatum:

Det er altsaa de østerrigske Krav. De overgaar vistnok de flestes Forventninger. Det synes klart, at de allerfleste af disse Fordringer, om overhovedet nogen af dem, kan Serbien ikke gaa ind paa. Selv hvor der stilles et rimeligt Forlangende, saaledes om en Undersøgelse mod Deltagerne i Komplottet fra Sarajevo, er det knyttet sammen med den ydmygende Fordring, at østerrigske Embedsmænd skal se de serbiske paa Fingrene.

Hele denne Note maa efterlade det Indtryk, at Østerrig vil have Krig med Serbien, skønt man i Wien maa være klar over, at dette saare let kan føre til en Europæisk Krig.

1914-07-17 Peter Simonsen

25. juli 1914. Østrig: “Serbien er Arnestedet for forbryderisk Agitation!”

Senest ændret den 27. januar 2016 13:40

Haderslev-avisen “Modersmaalet” behandler i sin udenrigsrubrik “Politisk Rundskue” begivenhederne i Europa:

Østerrig-Ungarns Klagemaal over Serbien.      

De østerrig-ungarnske Sendemænd i Tyskland, Frankrig, Storbritanien, Italien, Rusland og Tyrkiet har af deres Regering faaet Paalæg om at bringe Indholdet af den østerrig-ungarnske Note til den serbiske Regering til den Regerings Kundskab, ved hvilken de er akkrediteret, og dertil at føje en Bemærkning, i hvilken der henvises til Serbiens Politik, som gaar ud paa at forberede Løsrivelsen af de til Serbien grænsende østerrig-ungarnske Distrikter. Serbien er bleven Arnestedet for en forbryderisk Agitation…..

 Østerrigske Hovedstadsblade om Noten til Serbien.

Bladene i Wien erklærer overenstemmende, at den til Serbien rettede Note er Begyndelsen til et Forsvar og ikke et Angreb, at den viser Monarkiets faste Vilje, men ikke forlanger andet af Serbien, end hvad dette for længst af fri Vilje burde have gjort for at værne sin Anseelse over for Europa. Den samlede Presse udtaler haabet om, at Serbien ved en hurtig Antagelse af Østerrig-Ungarns Fordringer vil afvise enhver Mistanke for Fællesskab med Morderne, og være klog nok til ikke at vælge Krigen, men Freden.

En Verdensfredskongres.

I Byen Konstanz skal der fra den 1. til 4. August afholdes en Verdensfredskongres. Stødet dertil er udgaaet fra England, og i alt 120 Delegerede fra alle Lande deltage i Kongressen, især vil der komme Deltagere fra De forenede Stater, England, Holland og Svejts.

De Delegerede er for det meste høje kirkelige Embedsmænd, særlig har den katolske Kirke udnævnt Kardinaler, Ærkebiskopper og Biskopper.

Ogsaa Diplomater vil besøge Kongressen, der skal kaldes ”International Verdensfredskongres” eller ”Kirkelig Fredskongres”. – I den stærkt politisk bevægede Tid kan en Verdensfreds-Kongres næppe udrette stort; men derfor kan det vel nok med Tiden gøre sin Virkning, at fremragende Personer fra alle Lande optager en Virksomhed for Verdensfredens Fremme. Især bør det være Kirkens Pligt at arbejde for Fred.

 

24. juli 1914. Flensborg Avis: “Faren for en Eksplosion er overordentlig stor!”

Senest ændret den 27. januar 2016 13:38

Flensborg Avis beretter om begivenhederne i Europa:

Østerrig og Serbien. En engelsk Advarsel.

I Beretninger fra Wien til tyske Blade hedder det, at man nu ser roligere paa Tingene. (…) Ingen kender endnu de østerrigske Fordringer (…) og i ledende Kredse er man overbevist om, at Serbien vil gaa ind paa dem. Dette vil naturligvis afhænge af deres Art, og det vil derfor udelukkende komme an paa den østerrigske Regering, om Tingene skal udvikle sig i den ene eller den anden Retning. Er Østerrigs Krav urimelige, vil Serbien utvivlsomt kunne stole paa Ruslands støtte.

Men ogsaa alle uhildede Iagttagere vil i saa Fald staa paa Serbiens Side. Meget oplysende er en Artikel, der i Onsdags fandtes i Verdensbladet Times; den turde gengive den almindelige Opfattelse:

“Den voksende Spænding mellem Østerrig-Ungarn og Serbien har hidført en Situation i den europæiske Politik, der er alt for alvorlig til, at man kan lade den uænset. Det er ikke vort ønske at overdrive Faren, men Magterne maa søge at besværge den, inden det er for sent. Og der er ingen Tid at spilde. (…)

Den østerrigske Regering har hidtil handlet med forholdsmæssigt Maadehold. Det er nu som før vort Haab, at den Holdning, som Kejser Franz Josef umiddelbart efter Mordgerningen indtog i de af ham udstedte Proklamationer til Hæren og Folket, maa blive bibeholdt under de uundgaaelige Forestillinger, der vil blive gjorte Serbien. Men der er tydelige Tegn paa, at man i indflydelsesrige Kredse nu indtager en ganske forandret Holdning. Det er vel tilfredsstillende, at der ogsaa i disse Kredse er et stærkt Ønske om at opnaa Støtte hos Europas offentlige Mening. Men de Midler, der anvendees, er snarere egnede til at modarbejde end opvække Sympati hos upartiske Iagttagere.

Tanken om ved Trusler eller gennem en Krig at tvinge Serbien til at undertrykke en national Bevægelse rummer mange Farer, ikke blot for Østerrig-Ungarn, men for Europas Fred. Disse Farer vil ogsaa være alvorlige, selv om det lykkes at lokalisere Krigen. Det er klart, at naar Østerrig-Ungarn drager Sværdet, vil det søge at lokalisere Konflikten, hvis det kan. Men det er lige saa klart, at Afgørelsen ikke vil komme til at afhænge af Østerrig-Ungarn alene. Dette gør Sagen til et europæisk Spørgsmaal.

Et Felttog mod Serbien, ja blot Fordringer over for Serbien, der kan synes at være Udslag af politisk Ærgerrighed, vil i Rusland fremkalde en slavisk Bevægelse, der vil kunne øve Indflydelse paa Regeringen. Og hvis det forholder sig rigtigt, at Østerrig-Ungarn er bestemt paa at benytte Lejligheden til at søge alle Spørgsmaal, der angaar Orienten, ordnet, saa er Faren for en Eksplosion overordentlig stor.”

1914-07-17 Peter SimonsenFlensborg Avis’ udenrigspolitiske artikel var skrevet af Peter Simonsen

24. juli 1914. Østrigsk ultimatum!

Senest ændret den 27. januar 2016 13:35

Østerrig-Ungarn og Serbien.

Til ”Neues Wiener Tagblatt” meddeles fra Semlin den 23. Juli:

Den østerrig-ungarnske Gesandt har over for den serbiske Regering klaget over, at serbiske Gendarmer for nogle Dage siden har skudt paa østerrigske Undersaatter. Den serbiske Regering har indledt en indgaaende Undersøgelse. ”Novoje Bremja” skriver i Anledning af den spændte Stilling mellem Østerrig-Ungarn og Serbien, at Rusland og Frankrig endnu mindre end i 1912 og 1913 vil tillade, at Østerrig overfalder Serbien.

Østerrigsk Ultimatum til Serbien.

Ifølge et i Morges modtaget Telegram fra Belgrad har den østerrig-ungarnske Gesandt i Aftes Kl. 6 overrakt den serbiske Regering en Verbalnote med den østerrig-ungarnske Regerings Krav til Serbien. I Noten kræves der Svar til Lørdagen den 25. Juli Kl. 6 Aften.

 

23. juli 1914 – Østrig-Ungarsk ultimatum til Serbien

Senest ændret den 27. januar 2016 13:34

Dem 22. juli modtog den østrig-ungarske ambassadør i Serbien følgende ultimatum, som skulle afleveres til den serbiske regering dagen efter:

Den 31. marts 1909 gav den kongelige serbiske gesandt på vegne af sin regering ved hoffet i Wien den kejserlige og kongelige regering følgende erklæring:

“Serbien anerkender, at det gennem de i Bosnien gennemførte forhold ikke er blevet anfægtet på sine rettigheder og at landet derfor vil tilpasse sig den beslutning, som stormagterne i henhold til Berlineraftalens artikel 25 vil træffe. I det Serbien følger stormagternes rådslagning, forpligter den sig til at opgive den stilling af protest og modstand, som den siden anneksionen i oktober har indtaget, landet forpligter sig endvidere til at ændre retningen på sin nuværende politik overfor Østrig-Ungarn og for fremtiden at pleje nabovenskabelige forbindelser med sidstnævnte.”

De seneste års historie og i særdeleshed den smertelige begivenhed den 28. juni har vist, at der eksisterer en undergravende bevægelse i Serbien, hvis mål det er, at løserive visse dele af det østrig-ungarske monarkis område. Denne bevægelse, som er opstået for øjnene af den serbiske regering, er uden for kongerigets grænser kommet til udtryk gennem terroristiske handlinger, gennem en række af attentater og gennem mord.

Langt fra at have opfyldt de i erklæringen af 31. marts 1909 indeholdte forpligtelser har den kongelige serbiske regering intet gjort for at holde denne bevægelse ned. Den tolererer de forbryderiske tendenser i de forskellige, mod monarkiet rettede foreninger, pressens tøjlesløse sprog, forherligelsen af attentaternes ophavsmænd, officerers og embedsmænds undergravende virksomhed, den tolererer en usund propaganda i den offentlige undervisning og tåler endelig alle manifestationer, som kan forlede den serbiske befolkning til had mod monarkiet og foragt for dets institutioner.

Denne tolerance, som den kongelige serbiske regering har gjort sig skyldig i, varede frem til det øjeblik, hvor begivenheden d. 28. juni viste hele verden de grufulde konsekvenser af en sådan tolerance.

Det fremgår af udsagn og tilståelser fra den forbryderiske ophavsmand til attentatet den 28. juni, at mordet i Sarajevo udtænktes i Beograd, at morderne modtog de våben og bomber, som de var udstyret med, af serbiske officerer og embedsmænd, som tilhørte “Narodna Odbrana”, og endelig at befordringen af forbryderne og deres våben til Bosnien blev foranstaltet og gennemført af ledende serbiske grænseorganer.

De anførte resultater af undersøgelsen tillader ikke længere den kejserlige og kongelige regering at indtage den tålmodigt afventende holdning, som den i årevis har indtaget overfor den agitation, som har sit midtpunkt i Beograd og hvorfra den bliver spredt til monarkiet. Resultaterne pålægger derfor den kejserlige og kongelige regering at gøre en ende på denne virksomhed, som udgør en stadig trussel for fred og orden i monarkiet.

For at nå dette mål, ser den kejserlige og kongelige regering sig tvunget til at forlange en officiel forsikring af den serbiske regering, som fordømmer propagandaen rettet mod Østrig-Ungarn, det vil sige alle bestræbelser, hvis endemål det er at løsrive områder fra monarkiet, som tilhører det, og at den forpligter sig til at bekæmpe den forbryderiske og terroristiske propaganda med alle midler.

For at give disse forpligtelser en højtidelig karakter, skal den kongelige serbiske regering på første side af deres officielle organ d. 26./13. juli offentliggøre følgende erklæring:

“Den kongelige serbiske regering fordømmer den mod Østrig-Ungarn rettede propaganda, det vil sige alle bestræbelser, hvis mål det er at løsrive områder fra det østrig-ungarske monarki, som tilhører det, og de beklager på det oprigtigste de grusomme følger af disse forbryderiske handlinger.

Den kongelige serbiske regering beklager, at serbiske officerer og embedsmænd har taget del i den foran nævnte propaganda og dermed har truet de nabovenlige forbindelser, som den kongelige serbiske regering højtideligt har forpligtet sig til i erklæringen af 31. marts 1909.

Den kongelige regering, som misbilliger og tilbageviser enhver tanke og hvert forsøg på indblanding i indbyggernes skæbne som for altid er en del Østrig-Ungarn, betragter det som sin pligt at gøre officerer, embedsmænd og hele kongerigets samlede befolkning opmærksom på, at den for fremtiden vil gå frem med yderste strenghed mod enhver person, der gør sig skyldig i den slags handlinger, handlinger som den vil bruge alle kræfter på at forebygge og bekæmpe.”

Denne erklæring skal samtidig bekendtgøres for den kongelige hær gennem en dagsbefaling fra Hans Majestæt Kongen og offentliggøres i hærens officielle organer.

Den kongelige serbiske regering forpligter sig desuden til:

1) at bekæmpe enhver publikation, der ophidser til had og foragt mod monarkiet, og hvis almene tendens retter sig med sidstnævntes territoriale integritet,

2) øjeblikkeligt at gå i gang med at opløse foreningen “Naroda Odbrana”, hvis samlede propagandamidler skal konfiskeres og skride ind på samme måde over for alle lignende foreninger i Serbien, som beskæftiger sig med propaganda mod Østrig-Ungarn.; den kongelige regering skal træffe de nødvendige forholdsregler for, at foreningerne ikke fortsætter deres virksomhed under et andet navn eller i en anden form,

3) uden ophold at fjerne alt fra den offentlige undervisning i Serbien såvel hvad angår lærerstaben som undervisningsmateriale, som tjener eller kan tjene til at nære propagandaen mod Østrig-Ungarn,

4) fra militærtjeneste eller forvaltning generelt at fjerne alle officerer og embedsmænd, som har gjort sig skyldig i propaganda mod Østrig-Ungarn og hvis navne den kejserlige og kongelige regering forbeholder sig at bekendtgøre den kongelige regering sammen med det materiale der foreligger mod dem,

5) indvillige i, at organer fra den kejserlige og kongelige regering i Serbien medvirker til bekæmpelsen af de mod monarkiets territoriale integritet rettede, undergravende bevægelser,

6) at indlede en retslig undersøgelse af de deltagere i komplottet den 28. juni, som befinder sig på serbisk territorium; dertil delegerede organer fra den kejserlige og kongelige regeringen vil tage del i de relevante undersøgelser,

7) med al hast at foretage arrestation af Major Voija Takostitsch og en vis Milan Ciganovitsch, serbisk statsembedsmand, som er blevet kompromitteret af resultatet af undersøgelsen,

8) ved virksomme forholdsregler at forhindre deltagelsen af serbiske myndigheders indsmugling af våben og eksplosiver over grænsen; at afskedige og hårdt straffe enhver fra grænsevagterne ved Schabatz og Losnitza, der var bagmændene til forbrydelsen i Sarajevo behjælpelig med overskridelsen af grænsen,

9) uden ophold at lade den kejserlige og kongelige regering underrette om gennemførelsen af de i forestående punkter sammenfattede forholdsregler.

Den kejserlige og kongelige regeringen afventer den kongelige regerings svar senest lørdag den 25. d.m. ind klokken 4, eftermiddag.

Et memorandum over resultatet af undersøgelsen i Sarajevo, så vidt som de omhandler de i punkt 7 og 8 nævnte funktionærer, er vedlagt denne note.

Tillæg:
Den i retten i Sarajevo gennemførte straffeundersøgelse af Gavrilo Princip og konsorter på grund af det den 28. juni dette år begåede snigmord, henholdsvis medskyldighed, har ført til følgende konstateringer:

1. Planen om at myrde Ærkehertug Franz Ferdinand under hans ophold i Sarajevo, blev udtænkt i Beograd af Gavrilo Princip, Nedeljko Cabrinovitsch, en vis Milan Ciganovitsch und Trifko Grabesch med hjælp fra Major Voija Takositsch.

2. De seks bomber og fire Browningpistoler med ammnunition, som forbryderne anvendte blev skaffet og givet til Princip, Cabrinovitsch og Grabesch i Beograd af en vis Milan Ciganovitsch og Major Voija Takositsch.

3. Bomberne er håndgranater, som stammer fra den serbiske hærs våbendepot i Kragujevatz.

4. For sikre attentatets gennemførelse underviste Coganovitsch Princip, Cabrinovitsch og Grabesch i brugen af granaterne og gav i en skov nær skydebanerne ved Topschider Princip, Cabrinovitsch og Grabesch undervisning i skydning med Browningpistoler.

5. For at muliggøre Princip, Cabrinovitsch og Grabeschs overskridelse af den bosnisk-herzegovinske grænse og indsmuglingen af våben organiserede Ciganovitsch et helt, hemmeligt transportsystem. Forbryderne og deres våbens adgang til Bosnien og Herzegovina blev gennemført med hjælp fra grænsevagterne ved Schabatz (Rade Popovitsch) og Losnitza såvel som af tolder Budivoj Grbitsch fra Losnitza og flere andre personer.

I forbindelse med afleveringen af ovenstående note skal Deres højvelbårenhed [den østrig-ungarske ambassadør i Serbien] mundtligt tilføje, at de har besked på — så fremt der ikke i mellem tiden er kommet et uforbeholdt samtykkende svar fra den kongelige regering — efter udløbet af den i noten meddelte frist på 48 timer, at regne fra den dag og time den meddeles, med personalet at forlade det kejserlige og kongelige gesandtskab i Beograd.

(via www.verdenskrig.dk)

23. juli 1914. Den østrigske note forventes at være høflig, men bestemt.

Senest ændret den 27. januar 2016 13:21

Flensborg Avis skriver om krisen mellem Østrig-Ungarn og Serbien:

Østerrigs Henvendelse til Serbien

(…) Det forlød i Tirsdags i Wien, at Østerrig ville forlange et Svar af Serbien inden 48 timer, og om Notens formentlige Indhold hedder det i et Telegram fra Wien til et berlinske Blad:

‘Efter hvad man hører, vil det wienske Kabinets Note være affattet i en høflig, men bestemt Form og først kræve Indledelsen af en Undersøgelse mod de serbiske Statsborgere og Organer, der er blottede ved Mordet i Sarajevo med Garanti for, at denne Undersøgelse fører til en grundig og virkelig Fuldstændiggørelse af det Resultat, der blev fastslaaet ved Undersøgelsen i Sarajevo. Disse Garantier er af Betydning med Henblik paa, at det østerrig-ungarske Monarki vil have fuld Sikkerhed for, at de skyldige ogsaa virkelige forfølges og straffes. (…).’

Noget som helst Hensyn til, at Østerrig har gjort det serbiske Folk en blodig Uret ved Anneksionen af Bosnien i 1908, trykker ikke den østerrigske Regering; men det har næppe heller nogen ventet.

Man haaber nu i Wien, at ingen andre Stormagter vil blande sig i Sagen. Hvad Italien og Tyskland vedrører, er man vis derpaa, og ligesom “Norddeutsche Allgemeine Zeitung” har den engelske Regerings Organ “Westminster Gazette” talt om, at Konflikten bør “lokaliseres”.

Frankrig og Rusland har ikke ytret sig; men Bladet “Neue Freie Presse” i Wien glæder sig over, at man i Talerne i Skt. Petersborg ikke har slaaet i Bordet, og at de ikke indeholder nogen Opmuntring for Storserbervæsenet.

23. juli 1914. “… et europæisk spørgsmål.”

Senest ændret den 27. januar 2016 13:19

Rusland og Frankrig

Præsident PoinCaré er altsaa paa Besøg i St. Petersborg. At hans Rejse har stor politisk Betydning, er der ingen, som tvivler om, særlig da han ledsages af Førsteminister Bibiani og Direktøren for Udenrigsministeriet i Paris de Margerie.

Af de russiske Blade har ”Novoje Bremja” betonet Toforbundets fredelige Karakter, men tillige hævdet, at det burde optræde med Fasthed.

Kadetbladet ”Retj” erklærer, at Forbundets Forpligtelser maa være gensidige, og advarer indtrængende Frankrig mod at nedsætte den treaarige Tjenestetid. Sker det, vil Ruslands Følelser for Frankrig blive stærkt afkølede. Bladet haaber, at Poincaré som en særlig Mægler kan skaffe en engelsk-russisk Marineoverenskomst i Stand.

Et radikalt russisk Blad peger paa de svære Byrder, som Forbundet paalægger begge Lande, kræver, at de skal nedsættes, og tager til Orde for et tysk-fransk-russisk Forbund.

De franske Blade er glade over, at den fransk-russiske Forstaaelse er saa inderlig, men betoner i øvrigt, at de stærke Rustninger er den bedste Garanti for en Verdensfred.

”Action” skriver, at man fra Berlin stadig udbreder Rygter om, at Frankrig ønsker Hævn. Det er imidlertid ikke Tilfældet, og Rygterne udspredes kun for at dække over den udæskende Politik, som man fører i Berlin.

”Gaulois” erklærer, at Poincaré ikke nu vil foreslaa en engelsk-russisk Marineoverenskomst, en saadan kan komme senere, men først maa de to Magter blive enige om de persiske Spørgsmål.

”Matin’s” Petersborgkorrespondent Jules Hedeman, fremhæver i sine Artikler vedvarende Ruslands umaadelige militære Styrke. Den russiske Hær tæller nu 44, til næste Aar 45 Hærkorps, dog maa 12 blive i Asien, 2 i St. Petersborg og Finland. Hele Resten kan angribe ved de tyske og østerrigske Grænser.

Overfor Rumænien behøver Rusland ikke mere at dække sig, da dette Land ikke længere har nogen Militæroverenskomst med Østerrig, og det sandsynligvis vil vende sig mod Østerrig for at tage Siebenbürgen. I stærk Modsætning til den krigerske Tone i denne Korrespondance, staar, som meddelt, de Taler, som Kejser Nikolaj og Præsident Poincaré har udvekslet.

Østerrig og Serbien

Det spændte Forhold mellem Østerrig og Serbien forvolder vedblivende Uro, ikke mindst paa Børserne. En snarlig Udbrud af en Krig regner man dog ikke med. Man mener i berlinske diplomatiske Kredse, at Forhandlingerne mellem Wien og Belgrad i Betragtning af Forholdenes alvorlige Natur vil strække sig over et længere Tidsrum…

”Times” behandler i Tirsdags den truende Stilling i en længere Artikel, hvor det bl. andet hedder: ”Tanken om ved Trusler eller gennem en Krig at tvinge Serbien til at undertrykke en national Bevægelse rummer mange Farer, ikke blot for Østerrig-Ungarn, men for Europas Fred. Disse Farer vil ogsaa være alvorlige, selv om det lykkes at lokalisere Krigen.

Det er klart, at naar Østerrig-Ungarn drager Sværdet, vil det søge at lokalisere Striden, hvis det kan. Men det er ligesaa klart, at Afgørelsen ikke vil komme til at afhænge af Østerrig-Ungarn alene. Dette gør Sagen til et europæisk Spørgsmål.”

 

22. juli 1914. Tyskland råder til, at begrænse konflikten til Balkan

Senest ændret den 27. januar 2016 13:13

Krigsfaren

Naar Hundedagene indfinder sig, og det gør de i Dag, plejer man ogsaa at kriges i – Aviserne. De sidste Ugers stærke Solskin og Hede synes i Aar at have fremkaldt en krigerisk Stemning før dette Tidspunkt; thi Stemningen har været meget krigerisk hele sommeren igennem og en Del af Foraaret med, særlig i tyske og slaviske Blade. Heldigvis kommer engang imellem et ledende Blad med en afsvalende Bemærkning.

I Anledning af det forestaaende Opgør mellem Østerrig-Ungarn og Serbien offentliggør ”Norddeutsche Allgemeine Zeitung” i sin Ugeoversigt i Søndags en officiøs Erklæring, hvori det hedder:

”Vi slutter os til det mere end et Sted udtrykte Haab, at det ved, at den serbiske Regering i Tide stemmer Tonen ned, undgaas, at det kommer til en alvorlig Krise. Europas Sammenhold, der hidtil under den lange Balkankrise har givet sig Udtryk gennem Bevarelsen af Freden mellem stormagterne, gør det i hvert Fald ønskeligt og nødvendigt, at de Stridigheder, der kan opstaa mellem Østerrig-Ungarn og Serbien, forbliver lokaliserede”

I Bemærkningerne til denne Erklæring hedder det, at den fortjener særlig Opmærksomhed. Der forlanges frie Hænder for Østerrig-Ungarn under det kommende Ordskifte med Serbien, der, efter hvad man antager, ikke vil forløbe saa glat. En Indskriden udefra med det Formaal at støtte Serbien kan ikke forblive ubesvaret fra Tysklands Side, og Bevarelsen af Freden er derfor kun sandsynlig, naar stormagterne afholder sig fra enhver Indblanding i denne Sag mellem Østerrig-Ungarn og Serbien.

At Østerrig-Ungarn vil afholde sig fra enhver Voldshandling over for det serbiske Landomraade og det serbiske Folk og vil holde sig strengt til sin Opgave: en moralsk politisk Udrensning i Serbien og Tilintetgørelse af det anarkistisk-nationalistiske Soldaterherredømme i Belgrad, er en Selvfølge. En saadan skarp Begrænsning til den egentlige Opgave er ganske i Østerrig-Ungarns egen Interesse, saa at det næppe kan tænkes, at ville lade sig friste til at gøre sig skyldigt i Overgreb, der kunde fremkalde en russisk Indskriden.

 

21. juli 1914. Tysk avis: “Den tyske Hær vil man ikke indjage Frygt og Rædsel!”

Senest ændret den 27. januar 2016 13:00

Haderlev-avisen “Modersmaalet” kommenterer udviklingen i Europa:

Fast og Rolig sin Vej.

I Anledning af de franske Blades rosende Omtale af det russiske Forsvarsvæsen bemærker ”Berliner Lokal-Anzeiger” i sin politiske Ugeoversigt for i Søndags bl. andet:

Hr. Poincaré har endnu ikke naaet sit Rejsemaal, og allerede viser Forstaaelsesfællerne i et uundgåeligt Anfald af Lidenskab de forfærdelige Tegn paa tøjlesløs Hadefuldhed. Jo mere beskæmmende de Tilstande er, som dertil kaldede Kritikere i disse Dage har fastslaaet i Frankrig, des mere imponerende skildres de russiske Krigsforberedelser for dermed at gøre Indtryk i Tysland. Muligvis er i Rusland alt det Guld, som glimrer. Men den tyske Hær vil man ikke indjage Frygt og Rædsel. Den gaar fast og rolig sin Vej og kan fortrøstningsfuldt vente paa det, som skal komme.

Krigsfaren i Sydøst.                                                                  

…”Neue freie Presse” i Wien erfarer fra særlig Kilde angaaende Ruslands Holdning over for den østerrig-serbiske Spænding følgende: Rusland haaber, at Østerrig-Ungarn ikke vil stille Krav til Serbien, der paa nogen Maade truer dette Lands Selvstændighed. Saafremt Østerig-Ungarns Forlangender er maadeholdne, vil Rusland sikkert i Fredens Interesse gøre alt for at støtte dem.

20. juli 1914. Fransk visit i Rusland: Sammen er vi stærkere end Tyskland!

Senest ændret den 27. januar 2016 12:58

Haderslev-avisen “Modersmaalet” kommenterer situationen i Europa:

Præsident Poincarés Rejse. Verdens stærkeste Militærmagt.

I anledning af Præsident Poincarés Rejse fremhæver Bladene i Paris de militære Kraftanstrengelser, Rusland i den sidste Tid har gjort. Med særligt Eftertryk fremhæves dette i et Telegram som ”Le Matin” har modtaget fra sin særlig Korrespondent i St. Petersborg. Det hedder deri:

… Paa Forøgelsen af den tyske Hær har Frankrig svaret med 3-Aarsloven og Rusland med sin Mandskabsforøgelse, der den første Maaned i Aaret 1916 vil give det en knusende Overlegenhed over alle europæiske Hære.

Rusland vil da ganske alene have en Fredsstyrke, der i Tal overgaar Treforbundets forenede Hære.

Bladet ”Eclair” skriver: Den tyske Presses Ro er bleven forstyrret. Den ser en Fare i den slaviske Bevægelse. Ogsaa vi føler, om end af andre Grunde, Trang til Klarhed. Lad os haabe, at Præsident Poincarés Besøg hos Kejser Nikolaj maa splitte de skyer, der indhyller en hel Verdensdel. Aldrig tidligere har der eksisteret en mere begivenhedsrig, mere alvorlig Tid. Vi vil ikke være Ofre for en kunstig Ophidselse, men heller ikke overraskes af uforudsete Forpligtelser.

Der er Skyer paa den politiske Himmel.                                              

I en Tale ved Lordmayorens Middag i Fredags for Citys Bankierer og Købmænd udtalte den engelske Finansminister Lloyd George blaandt andet:

Et er af allerstørste Betydning for os, nemlig Freden, Fred udadtil og Fred herhjemme. For et Aar siden befandt vi os midt i en stor Krig i Orienten. Det var en Tid fuld af Uro og Bekymring, og vi forestiller os nu næppe, hvor foruroligende Stillingen var.

Vi Englændere har Grund til at være, stolte af, at under hele denne Forvirring, der havde kunnet føre til en af de største Ulykker, der nogen Sinde har truet den europæiske Civilisation, overtog England under Sir Edward Greys kloge Ledelse Førelsen af Arbejdet paa Genoprettelsen af den europæiske Fred.

Paa den internationale Himmel findes der stedse Skyer; en fuldstændig skyfri Himmel gives der aldrig i Udenrigspolitikken, og ogsaa nu er der Skyer; men naar vi i Fjor er slupne over saa meget større Vanskeligheder, stoler vi paa, at sund Menneskeforstand, Taalmodighed, god Vilje og Taalsomhed, der i Fjor hjalp med at overvinde større Vanskeligheder, vil sætte os i stand til at overvinde de nuværende Vanskeligheder.

Østerrig og Serbien.

Alt i Østerrig tyder paa, at et forestaaende Opgør mellem Østerrig og Serbien ikke vil forløbe glat. Regeringen i Wien er denne Gang fast besluttet paa at kræve utvetydig klar Besked af Regeringen i Belgrad. ”Neue freie Presse” skriver, at hvis Pasitch ikke kommer paa andre Tanker, vil det stille sig daarligt med Fredsudsigterne. Østerrig venter kun paa Høstens Tilendebringelse for at gaa mod Serbien.

svendsen 001a
Redaktør Nicolai Svendsen