Tag-arkiv: selvskade

3. august 1918. Selvforskyldte bylder

Senest ændret den 17. september 2021 20:22

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten

Sidst i juli eller først i august måned fik jeg eksem i hovedbunden og måtte under lægebehandling. Da jeg havde hele hovedet forbundet, kunne jeg ikke benytte gasmaske og måtte derfor blive tilbage ved bagagen i det såkaldte Revier (infirmeri), hvor lægen befandt sig.

En dag faldt jeg i snak med en mand fra et andet kompagni. Da han hørte om mit eksem, sagde han, at det skulle bare være ham, der havde det, så skulle han snart komme til Tyskland.

Jeg blev selvfølgelig interesseret og spurgte, hvordan han da ville bære sig ad.

Han ville ikke rigtig ud med svaret, men det slap dog ud af ham til sidst, at han var drogist og havde et vist kendskab til hudsygdomme. Mod at jeg lovede ham ubetinget tavshed, forklarede han mig, at hvis jeg daglig drak 2-3 skefulde eddike, ville ingen læge kunne helbrede mig. Den sure eddike ville straks gå over i blodet, og – sluttede han: »Så skal du bare se løjer.«

Egentlig troede jeg ikke rigtig på ham, men tænkte, at det var et forsøg værd. Jeg gik til kokken og spurgte, om han havde lidt eddike til mig, for jeg skulle lave kartoffelsalat. Det havde han, og da jeg var kommet i enrum, tog jeg den første mundfuld.

I løbet af det næste døgn tog jeg et par stykker mere, og jeg skal love for, at min skepsis forsvandt. Hele hovedbunden blev oversået med bylder så store som ærter. Hår og bylder måtte radikalt barberes væk, og jeg blev indsmurt i salve.

Jeg holdt op med at drikke eddike et par dage, og bylderne begyndte at svinde. Inden de var helt borte, drak jeg atter lidt af det sure, og så var de der igen.

Sådan gik det en fjorten dages tid , så var det ved den tid, da jeg skulle rejse på orlov, og jeg holdt op med at »drikke«.

Et par dage før jeg skulle rejse, var jeg så godt som helbredt, og lægen mente, at jeg godt kunne tage af sted.  (…) Sammen med den sidste af de 30 sønderjyder, der kom til bataljonen i 1916, rejste jeg hjem.

Vi skiltes i Over Jerstal, og aftalte, at vi atter skulle mødes der, når orloven var forbi. Jeg så ham ikke før mange år efter krigen, han gik nemlig til »Kongeå-brigaden«. (Betegnelse for de sønderjyder, der flygtede til Danmark for at undgå tysk militærtjeneste). Jeg blev således »Den sidste på skansen«, vel nok en tvivlsom ære; men jeg havde givet Hannoveraneren mit ord på, at jeg ville komme igen, og det agtede jeg at holde for ikke at sætte ham i forlegenhed.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

23. maj 1918: Asmus Andresen – Asmus og en kammerat blev “enige om, at lade en Granat falde ned paa vore Fødder.”

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Mange forsøgte at gøre sig selv utjenstdygtige, og en Nat, da vi læssede Ammunition af, blev vi to Mand enige om, at lade en Granat falde ned paa vore Fødder.

Da vi fik fat i en Granat, satte vi begge to Benene frem for at ramme sikkert; men da vi lod Granaten falde, sprang vi med det samme tilbage. Granaten faldt og slog en Kolbøtte og ramte en Korporal paa den ene Fod, saa han straks maatte til Lægen.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

10. april 1918. Selvskade: To hug med øksen – og så var tommelfingeren væk!

Senest ændret den 4. december 2020 9:13

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Jeg  er  kommet  til  et  Eksercitskompagni.  Det  bestaar  af gammelt  Mandskab,  der  flere  Gange  har  været  ved  Fronten, og  som  nu  skal  strække  Benene  lidt  og  forøvrigt  skal  strammes  lidt  op.  Det  er  de  ikke  særlig  villige  til at  være  med til.

De  har  alle  faaet  nok  af  Krigen,  og  længes  ligesom  enhver anden  kun  efter  at  komme  hjem  til  Familien.  Det  er  derfor med  største  Uvillie  de  hver  Morgen  møder  til Tjenesten  og er  af  den  Grund  ikke  altid  lige  behagelige  at  have  med  at gøre. 

Forleden  Morgen  gik  det  da  ogsaa  galt  i  min  Deling. Een  Mand  irriterede  mig  saa  voldsomt  med  sin Ugidelighed, at  jeg  maatte  give  ham  en  Irettesættelse.  Den  Slags  har  han vel  tidligere  faaet  mange  af,  men  nu  gik  det  galt. 

Han  for ind  paa  mig  med  løftet  Gevær.  Jeg  naaede  dog  at  springe  til Side,  og  Geværet  suste  i  Gulvet med  det  Resultat,  at  Kolben skiltes  fra  Løbet.  Det  havde  vi  nu  nok  faaet  „ordnet”,  men Feldveblen,  der  ikke  kunde  forstaa,  hvor  jeg  blev  af  med  mit Korporalskab,  kom  i  det  samme  opad  Trapperne. 

Han  havde  set  det  hele,  og  nu  gik  der  Rapport  i  Sagen.  Det  endte med,  at  vi  alle  —  hele  Korporalskabet  —  maatte  møde  i Krigsretten. 

Det  resulterede  i, at  Manden  fik  8  Dages  streng Arrest,  at  afsone  efter  Krigen.  —  Ved  samme  Møde  i  denne frygtede  Ret  havde  vi  Lejlighed  til  at  overvære  en  anden Sag,  i  hvilken  der  var  lagt  godt  i .

Det  drejede  sig  om  Faneflugt,  Fejghed  over  for  Fjenden  og  for „Selbstverstümlung”. Statsadvokaten  begærede  Manden  idømt  3  Aars  Fæstningsarrest,  men  nu  tog  Forsvareren  Ordet.

Det  var  en  gammel hvidhaaret  Herre,  der  i  Modsætning  til  de  3  Dommere  var Civil.  „Det  var  ene  og  alene  Længslen  efter  de  Kære  i  Hjemmet,  der  har  overvældet  min  Klient  til  at  berøve  sig  selv Tommelfingeren,”  begyndte  han.

„Mine  Herrer,  høje  Ret,” fortsatte  han  og  spurgte:  „er  der  nogen  iblandt  Dem,  der  er saa  haardhjertet  ikke  at  kunne  føle  det?  I  to  Aar har  Manden ikke  været  paa  Orlov  og  kun  fordi  han  er  Elsas’er,  og  dog har  han  Hustru  og  Børn  ligesom  tusinde  andre,  og  som  han har  længtes  efter. 

Hvad  angaar  Fejgheden,  mine  Herrer,” fortsatte  han,  „da  vil  jeg  gerne  have  Lov  til  at  bevise  det modsatte.  Forestil Dem, mine  Herrer,”  begyndte  han,  „at  De lægger  Deres  Tommelfinger paa  et  ujævnt  og  knudret  Brædt! De  tager  en  Økse,  Magen  til den  Soldaten  har,  ikke  en  sleben og  skarp,  nej,  men  en,  der  er  sløv  og  fuld  af  Skaar;  De  slaar til!

Fingeren  bliver  siddende  ved  det  første  Hug !  De  tager ikke  Haanden  til Dem, —  hvadbehager,  mine  Herrer?  Derpaa langer  De  ud  til  et  kraftigere  og  nyt  Hug ,  der  saa  skiller Fingren  fra  Haanden!  Hr.  Statsadvokat,  mine  Herrer,  høje Ret,  det  er  forklaret  af  Manden,  at  han  har  maattet  slaa  til to  Gange  for  at  opnaa  sin  Hensigt!

Jeg  spørger:  Er  det  Fejghed?  Nej,  og  atter  Nej.  Jeg  mener  derimod,  at  Manden  maa være  i  Besiddelse  af  overordentlig  Mod  og  Karakterstyrke!

Og  med  Hensyn  til Faneflugten,  da  har  han  kun  ved  at  skille sig  af  med  Fingeren  haft  til  Hensigt  at  komme  paa  Lazaret, og  dermed,  om  muligt,  hjem  til  sin  Familie.

Jeg  overlader hermed  trøstig  min  Klient  til  Bedømmelse  af  den  høje  Ret, og  mener,  at  nogle  faa  Dages  Fængsel  er  fuldtud  tilstrækkelig!”  —  Dommen  lød  paa  14  Dages  mørk  Arrest.

 

4. august 1917. Hønsekødsuppe i grøften: “Så trist som at følge én af sine kære til det sidste hvilested.”

Mathias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69. Efter at have været indsat ved bl.a. Somme i 1916, blev regimentet flyttet til østfronten i foråret 1917, hvor det deltog i de hårde kampe i Galizien i juli 1917. Efter sammenbruddet af den russiske offensiv gik det mod øst.

(… fortsat)

Dage i Stilling vekslede nu med Ro i Landsbyerne i Baglandet. Var vi i Ro, blev der ekserceret med os for at holde Disciplinen vedlige. I Stilling havde vi det betydeligt bedre. Stillingerne var rolige. Der var kun lidt Skyderi.

Een Gang til blev vi alarmeret. Vi var i de tidlige Morgentimer blevet afløst og marcherede fra Stillingen – til en af Landsbyerne – langt tilbage. Det var en lang Marchtur. Vi nåede først over Middag Bestemmelsesstedet.

Vi var fuldstændig færdige af Træthed. Vi kunde næsten ikke mere gå på vore Ben, men sultne var vi, og der var mange Høns i disse Egne – „Kochgeschirraspiranten“, som vi kaldte dem. Vi sluttede os 2-3 eller 4 sammen, travede rundt på vore ømme Fødder og fik ”besørget” Høns. Så blev disse plukket, og Indvoldene taget ud. Det var et uvant Arbejde.

Vi fik lavet et provisorisk Ildsted i Læ af et Hegn, Hønen puttet i et Kogekar, og så skulde det snart blive til en dejlig Hønsesuppe. Det varede heller ikke lange, før Fedtøjnene viste sig. Vandet løb sammen i Munden på os. Det skulde vel nok smage.

Trætte var vi, usigelig trætte, men først vilde vi spise og så endelig tage os en ordentlig Lur. Den løb jo ikke bort — vi var jo i Havn.

Imens var det blevet Eftermiddag, Hønsesuppen var færdig. Vi skulde til at tage Kogekarret af Ilden, da en Ordonnans kom løbende og råbte „Alarm“ — om 10 Minutter færdig til Afmarch.

Først var vi som lamslåede, men så gav vi Luft for vor Harme. Det var ikke blide Ord, der faldt. Jeg har aldrig hørt nogen bande så nederdrægtigt, som vi gjorde det de næste 5 Minutter. Der var ikke een indenfor de „ansvarlige”, som ikke fik sig en ordentlig Omgang. Det havde sikkert været nok til at blive idømt Fæstning, hvis det var blevet meldt.

Lettede gjorde det unægteligt i Øjeblikket, men det hjalp nu ikke. 10 Minutter er kun en kort Tid, når man skal have alt pakket, og når man skal forlade Stedet for aldrig mere at vende tilbage dertil. Suppen var skoldhed. Det var umuligt, at få en Skefuld ned. Jeg ved ikke, om nogen kan forestille sig, med hvilke Følelser vi hældte det hele i Grøften. Det var næsten ligeså trist, som at følge en af sine kære til det sidste Hvilested.

Men Tanken om at skulle marchere hele den lange Vej tilbage igen var ligeså deprimerende. Det varede 20 Minutter, inden vi alle var til Stede og kunde begynde Marchen.

Jeg tror ikke, at Tilskuerne har fået Indtrykket af, at det var kampbegejstrede Tropper, der drog af Sted mod Fronten, hvorfra Kanontordenen kunde høres. Det var nærmest et Sørgetog.

I Begyndelsen gik det nogenlunde, men efterhånden kunde vi ikke mere. Kompagniføreren gav omsider Ordre til at søge Plads på Geværvognene. Der er ikke megen Plads på Maskingeværvognene. På alle mulige og umulige Måder forsøgte vi at komme til at sidde. Jeg fik Plads helt inde på Vognstangen og måtte holde mig fast ved Vognen for ikke at falde ned. Så længe det gik i Skridt, kunde det jo nok gå an. Men da det blev mørkt, og vi var kommen ind i et Område, der kunde beskydes, blev der kommanderet „Carrache“ . Hestene fik Pisken, og nu gik det i Galop over Stok og Sten og gennem Granathuller.

Jeg havde alle Kræfter behov for at holde mig fast ved Vognen for ikke at blive slynget ned under den, men næsten værre endnu var det med Hestehovene. Øjnene fulgte som hypnotiseret Hestenes Bevægelser. Bagbenene gik op og ned, og Hovene hver Gang i betænkelig Nærhed af mine Ben. Hvor længe vilde det gå godt? Hvornår vilde Slaget komme, der fik mig til at lande under Vognen og dermed også under de efterfølgende Heste og Vogne? Det var et eneste Mareridt, som jeg aldrig vil glemme, men en højere Hånd bevarede mig for den Skæbne, som jeg ustandseligt havde for Øjnene. Jeg slap fra det med Livet i Behold.

Ved et Ophold undervejs tabte vi vor Geværfører. I et Ærinde forsvandt han i Mørket. Der fortaltes bagefter, at han havde skudt sig selv i Hånden. Jeg har aldrig set ham eller hørt om ham siden. Hvis det passede, er det jo nok blevet en alvorlig Sag for ham. Sådan noget blev ikke dømt mildt.

DSK-årbøger, 1945

26. august 1916 – Lorens Jepsen: kun arbejderne og middelstanden må lide og og dø

Lorens Jepsen var landmand fra Valsbøl lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse. I januar 1916 var han blevet tildelt Infanterie-Regiment Nr. 75, der i slutningen af august for anden gang blev indsat ved Somme ved landsbyen Barleux ca. 5 km sydvest for Peronne.

d. 26.8.1916

Min kære Anne!
For et Stykke Skinke som jeg modtog i Aftes hermed min hjerteligste Tak. Jeg ved ikke rigtig om jeg bemærkede det paa Brevkortet i Gaar men jeg er nu atter bag Fronten, dog kun for et Par Dage. Det ser næste ud, som om vi skal beholde fast Stilling her, lige som sidste Vinter i Champagne, dog det er jo kun Formodninger vi ved jo aldrig hvad næste Time kan bringe, alt kan jo ændre sig i kort Tid. Som jeg skrev, har vi de Dage, vi var for ude, haft det meget roligt, længere mod Nord, paa den engelske Front, har det tordnet uafbrudt. Hvad det har at betyde med denne Ro herude, ved jeg ikke, thi at Franskmændene skulde slaa sig til Ro, tror jeg ikke.

Det er sørgeligt, at Krigen saaledes skal vedblive at rase. Blot vi kunde faa de store Herre, som staar for Styret herud i Skg. [dvs. skyttegraven]. Du kan tro, de vilde snart faa Næsen fuld. Men desværre er det kun Arbejderne og Middelstanden som maa lide og og dø, de øverste ti Tusinde mærker jo kun lidt til Krigen, enten er de hjemme, som uundværlige, eller ogsaa har de en Trykpost et eller andet Sted. De faa, som naar her helt ud, tjener ej heller som mening Soldat, men bliver Befalingsmænd, om det ogsaa kun er tyveaarige Lømler, og under disses Uforstand og Drengeagtighed maa vi saa lide. Dog, vi har aktive Officerer, som ikke er et Haar bedre. Vi har stadig Folk, som maa eksersere efter, naar vi ligger bag Fronten, fordi de har spist deres Jernportion, disse smaa Blikdaaser med Kød, som Du kender. Det er jo egentlig at stift Stykke, naar man betænker, at Folkene maa udholde Anstrængelser og Lidelser og stadig har Døden for Øje, at de saa straffer fordi de har spist disse Stumper Kød. Var det ikke bedre, om man gav dem saa meget, at de kunde spise sig mæt.

Nu lige jeg skriver dette er der en Skare franske Flyvere over os og en af dem træffes af vort Skyts og maa gaa brændende ned. Nej, Krigen er forfærdelig.

Som det lader, gaar Rughøsten nok ikke saa rask fra Haanden paa Grund af Regnen. Her i Frankrig er det ogsaa renset[?] for Tiden. Men den bedste Tid af Sommeren har vi jo haft. Dagene kortes og Efteraaret nærmer sig med stærke Skridt. – I de sidste Dage har tre af vort Kompagnie saaret sig selv med deres Bøsse. – af en Forseelse naturligvis; de vil blive stillet for en Krigsret.

Der hjerteligste Hilsner til Eder alle i Hjemmet
Din Lorens

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

29. april 1915. Gasangrebet ved Yserkanalen: “To af vore kammerater havde sat bøssepiben på foden og såret sig selv.”

Senest ændret den 16. juli 2016 13:52

Lauritz Jørgensen deltog som tysk soldat i det første gasangreb ved Ypres den 21.-29. april 1915. Efter at have været i kamp i en uge og ligget uden fødevarer i et granathul i fem dage er Lauritz Jørgensen nået tilbage til de tyske linjer, hvor han og hans kammerater endelig kan sove – og spise.

(… fortsat)

Vi fik også mad. Vi vaskede os, men appetit til maden havde vi ikke. Nu duk­kede vor bataillonskommandør op. Han var en usympatisk herre. Han sagde, at han havde ventet at se os hver med nogle hoveder af de „sorte” under armene osv. -— Vi blev atter kommanderet ud, hvor vi hørte hjemme, dvs. i første linie. Idet samme lød der nogle skud. — To af vore kammerater havde sat bøssepiben på foden og såret sig selv. De slap for at følge med.

Vi andre gik tavse frem igen. Vi spekulerede på, hvorledes vi kunne slippe bort. Min sidekammerat, en sadelmager fra Mecklenborg, sagde højt: „Jeg går ikke over kanalen igen!” Han fik tilslutning fra os alle. Officeren spurgte, hvad vi talte om. Sadelmageren trådte frem og gentog, hvad han havde sagt. Officeren svarede: „Det forstår jeg, men vi skal i to dage bevogte en tidligere bro­overgang i byen.”

Yserkanalen delte byen, og franskmændene havde den ene halvdel. Franske lyskugler hang her som overalt i små faldskærme og belyste ruinerne. Maskingeværkugler føg ind imellem de sønderskudte huse, hvorfra beboerne lige var flygtet.

Nogle af os havde søgt ly i et hus. Det urolige, blafrende lys fra lyskuglen belyste de voksagtige ansigter af mor og børn, der opholdt sig i stuen. — De forholdt sig rolige. Vi følte os som mordere og forbrydere. Sadelmageren tog min hånd, og med bevæget stemme sagde han: „Skal vi være enige om aldrig mere at gå med i krig?” — „Ja,” var mit svar, „aldrig mere.” — En anden soldat stod tavs og græd. Han gav os begge hånden, og tavse gik vi alle tre ud i uvejret. Nat­ten efter blev vi afløst og gik helt tilbage til vort gamle kvarter.

Mange tropper af forskellige våbenarter deltog i dette lumske gasangreb, men ikke mange slap tilbage medlivet i behold. „Den storesejr”, som var proklameret i Tysk­land gennem aviserne ved angrebets begyndelse, endte som et ynkeligt nederlag.

DSK-årbøger, 1954