Tag-arkiv: Safari

10. oktober 1917. “Jeg havde kronisk Malaria, og jeg kunde ikke faa Kinin”. Nis Kock i Østafrika

Nis Kock der var ankommet til Østafrika ombord på blokadebryderen “Kronborg”, deltog i forsvaret af den tyske koloni.  Kinin-rationerne var begyndt at blive sparsomme, og det gik stærkt ud over Nis og hans nu efterhånden kroniske malaria.

Min Kinin var omtrent sluppet op, og intetsteds var der mere at faa. Beholdningerne var kun ganske smaa, og Rationeringen blev skrappere for hver Dag, der gik. Medens man før kunde faa 28 Gram, naar man havde Malaria, var Rationen nu kun 7 Gram, og Resultatet blev, at denne modbydelige Sygdom blev siddende i mig og forfulgte mig, hvorhen jeg end bevægede mig.

Arbejdet maatte dog ikke hvile. Vi modtog jævnlig Ordre fra Hovedkvarteret om at holde os i Nærheden af denne eller hin lille Landsby eller sende Miner forskellige Steder hen, men vi skiftede saa ofte Opholdssted, at baade Navne og Begivenheder fra denne Periode er gaaet tabt for mig.

Ofte bevægede vi os ad Veje, hvor vi Uger tilbage havde gaaet, men oftest maatte vi selv bane os Vej ind igennem Skove, hvor Hvide aldrig havde sat deres Fod.

I Gaasegang vandrede vi sløvt af Sted fra Morgen til Aften gennem mandshøjt Græs eller stikkende Krat eller frodig Jungle. Kun sjældent hørte vi nyt, og mine Indtryk fra den Tid er præget af den rene Haabløshed.

Jeg havde kronisk Malaria, og jeg kunde ikke faa Kinin — jeg var dømt til at dø i Løbet af kort Tid.

Med et forstærket Malariaanfald rasende gennem mine Aarer mødte jeg en Dag en Læge, der var paa Vej til en af Fronterne med en Safari af indfødte Ambulancesoldater.

— Hen til ham, sagde Stache, maaske har han noget Kinin. Jeg dinglede hen til Lægen, som ikke saa videre opmuntret ud ved at møde en Malariapatient. Det var sikkert heller ikke noget uvant Syn for ham, men han gjorde dog sin Pligt og undersøgte mig grundigt.

Diagnosen var ikke lystelig, skønt jeg flere Gange havde stillet den selv og den saaledes ikke kom som nogen Overraskelse.

— De er vel klar over Deres Stilling — De har kronisk Malaria? — Ja, det har jeg længe været klar over, men jeg mangler Kinin. Lægen saå lidt paa mig: — Det er et Vidunder, at De kan holde Dem paa Benene, og i den Anledning vil jeg give Dem noget af det kosteligste, jeg har paa mig i Øjeblikket.

Jeg har noget flydende Kinin. Det vil sikkert have en god Virkning paa Dem, indtil De kan faa anden Hjælp. Han gav mig en stor Indsprøjtning i Armen, og jeg takkede ham varmt for hans Hjælp. Saa gik jeg tilbage til vor Lejr og lagde mig paa et Græsleje, som Ramasan havde bygget til mig.

Dér laa jeg og lod Injektionen virke og kunde formeligt mærke, hvorledes Kininen kæmpede med Sygdommen i mig. Jeg faldt i Søvn og vaagnede forfrisket op den næste Morgen.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

8. oktober 1917. Nis Kock i Østafrika: “Ofte turde vi ikke tænde Ild om Natten af Frygt for de engelske Patrouiller”

Nis Kock der var ankommet til Østafrika ombord på blokadebryderen “Kronborg”, deltog i forsvaret af den tyske koloni. Efter tabet af en vigtig position i den lille landsby Ruponda, måtte Kock og hans bærerkolonne bevæge med varsomhed for ikke at blive fanget af englænderne.

Junglen eller Kratlandskabet, som man maaske snarere maatte kalde det, vrimlede af Patrouiller, tyske og engelske imellem hinanden, og ofte blev der kæmpet tæt ved det Sted, hvor vi havde slaaet os ned.

Mange Gange maatte vi og Bærerne skjule os i tæt Krat for engelske Patrouiller, og Stillingen blev til sidst komplet uoverskuelig.

Hvor vi vendte os hen, stødte vi paa fjendtlige Afdelinger, og i næsten lige saa mange Retninger kunde man træffe mindre tyske Afdelinger. De kunde slippe igennem overalt, men vi kunde imidlertid ikke.

Vor lange Bærerkolonne, der var direkte underlagt Overkommandoen og skulde holde sig i Forbindelse med Hovedkvarteret, som skulde give Besked om Fordelingen af Ammunition, var uden fast Forbindelse med Hovedkvarteret.

Vi vandrede og vandrede — gennem mandshøjt Græs. der kunde finde paa at skære og stikke som Knive, og gennem sejgt Krat, hvor Skovknivene maatte bruges for at bane os Vej.

Ofte turde vi ikke tænde Ild om Natten af Frygt for de engelske Patrouiller, og altid maatte en af os to hvide holde Vagt med Geværet i Haand for at advare mod Angreb.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

4. oktober 1917. I Østafrika: “Vi havde […] en uhyggelig Anelse om, at vi var blevet afskaaret fra Hovedstyrken”

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i Østafrika. Efter at være sluppet ud af Ruponda med en god del af ammunitionen stødte Stache til Kock. Stache var oprørt over tabet af Ruponda, men de måtte videre hvis de ikke skulle afskæres fra hovedstyrken.

Op paa Dagen kom Stache med Bærerne. De havde holdt Hvil i Ruponda et Par Timers Tid, inden de begyndte paa den nye Transport, men de var nu meget trætte, og vi lod dem hvile den Dag og Natten derefter.

Den Nat, fik jeg senere at vide, stormede Englænderne Ruponda, som kun var forsvaret af den lille Styrke, som vi havde kæmpet sammen med.

De Englændere, vi havde vekslet Skud med, var en Fortrop for en stor engelsk Kolonne, hvis Ankomst Tyskerne ikke havde haft Anelse om, og som nu skød sig op som en Mur mellem de Troppestyrker, de havde staaende Vest for Livale, og Hovedstyrken, der laa ude imod Kysten. Stache var meget oprevet over Tabet af Ruponda.

Dér laa store Magasiner med Fødemidler, og han begreb ikke, at Stedet ikke var forsvaret bedre. Det er den ærgerligste Overrumpling, vi endnu har væ­ret ude for, sagde han.

Vi maa bogstavelig talt sulte og har sultet, mens vi laa ved de store og fyldte Magasiner, og saa kommer en lille engelsk Afdeling og napper det hele, skønt jeg er sikker paa, at der staar store tyske Afdelinger ikke ret langt herfra.

I de følgende Dage og Uger trak vi med vor Safari mod Øst eller Sydøst, og ofte maatte vi gaa tilbage igen og slaa Lejr paa Steder, hvor vi før havde været. Der var ikke megen Tid og ikke megen Ro til at opstille Drejebænken og begynde at arbejde.

Vi havde ganske kort Tid efter Rupondas Fald en uhyggelig Anelse om, at vi var blevet afskaaret fra Hovedstyrken, og denne Anelse bekræftedes Dag for Dag.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

26. september 1917. Nis Kock: “Da Solen stod op, var Stache endnu ikke ankommet”

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i Østafrika. Efter en træfning med englænderne i landsbyen Ruponda, var Nis og Stache blevet forløst af en tysk kamppatrulje. De udnyttede dette til at få så meget af ammunitionen der lå i byen i sikkerhed.

Vi marcherede en god Del af Natten, indtil jeg mente, at vi var kommet paa passende Afstand fra den truede Magasinby, og gemte saa Ammunitionen i et uigennemtrængeligt Krat.

Skønt Bærerne var trætte, maatte jeg sende dem tilbage til Ruponda for at hente den sidste Ammunition, medens jeg selv, Ramasan og Ali blev tilbage ved den, vi havde faaet ud af Kniben — for at hindre, at en fjendtlig Patrouille uforvarende faldt over den.

Da Solen stod op, var Stache endnu ikke ankommet med Bærerne, og jeg begyndte at blive bange for, at han var faldet i Baghold paa Vejen og var faldet eller taget til Fange.

For ikke selv at blive overrumplet tog jeg min Riffel, bad Ramasan lave lidt Mad til mig, til jeg kom tilbage, og forsvandt saa ud i Skoven for at spejde efter mulige Fjender.

Det kunde jo være, at Englænderne efter at have angrebet og ødelagt Staches Safari vilde følge vort Spor og overraske mig, og det ønskede jeg ikke at blive udsat for.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

25. september 1917. Forstærkninger kommer Nis Kock til undsætning.

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i Østafrika. Under en mindre kamp med en engelsk styrke i Ruponda, begyndte Nis at undre sig over hvor længe der ville gå før de blev stormet.

Jeg skød jævnt og støt, og saa længe havde det nu staaet paa, at jeg kunde lugte, hvorledes Geværløbet blev varmt.

Jeg tog omhyggeligt Sigte for hvert Skud, men til Trods herfor kan jeg ikke sige, om jeg ramte noget, da Fjenden var næsten usynlig og kun gav sig faa Blottelser. Til Gengæld kom heller ingen af os fem Forsvarere noget til trods en meget voldsom fjendtlig Ild.

Jeg laa netop og spekulerede paa, hvor længe det vilde vare, inden de engelske Negersoldater begyndte en omgaaende Bevægelse, der hurtigt kunde have gjort det af med os, da deres Skydning pludselig steg til en hel Trommeild, og jeg hørte høje Raab bagved mig.

Et Øjeblik efter kastede en Snes Mand sig ned i vor Skyttekæde. Det var en stor tysk Kamppatrouille ført af en hvid Underofficer, der kom os til Undsætning. Det var Folk, der forstod deres Haandtering — deres Skydning var rolig og velovervejet, og ude paa Fløjene begyndte smaa Grupper at kravle frem mod Fjenden, omhyggeligt benyttende sig af hver Ujævnhed i Terrænet og af hvert Skjul.

Man maatte nok ikke undervurdere disse pjaltede Askarier. Det var Fagfolk i Sammenligning med de engelske Negersoldater. Ikke et Minut efter at de var blevet sat ind i Kampen, havde de allerede begyndt en farlig omgaaende Bevægelse mod Englændernes Flanker. De handlede uden Kommando, blot paa en Bevægelse af Underofficeren.

Krigen var blevet deres andet Liv, og den virksomste Form for Angreb gennemførte de næsten instinktmæssigt.

Stache raabte til mig, at jeg skulde begynde at bringe Ammunitionen tilbage, og jeg løb med Geværet i Haanden hen til Bærerne, der laa fladt paa Jorden eller dækkede sig bag Træer og Buske. Stache fulgte kort efter.

Vi havde ikke Bærere nok til den almindelige Ammunition, der fandtes i Ruponda, saa det maatte transporteres bort ad to eller tre Gange. Da Angrebet og Skydningen var stilnet af, satte jeg mig i Spidsen for den første Safari, medens Stache blev tilbage i Ruponda.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

28. juli 1917. Nis Kock ankommer til Ruponda.

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i Østafrika. Efter en mindre safari fra den lille flække Nangano ankom Nis og Stache til Ruponda. Nis led stadig meget af sin kroniske malaria, men han og Stache fremstillede stadig miner.

Paa Vejene i Nærheden af Ruponda mødte vi flere mindre tyske Afdelinger, og i selve Byen laa der nu og da Tropper, men sjælden ret længe ad Gangen.

Det var som Livale og Nangano et Sted, hvor Tropperne trak igennem. Nogen By var der heller ikke Tale om — blot nogle ganske faa Negerhytter og et Par Magasiner.

Af Tropperne, som nu og da kom til Stedet, fik vi at vide — at de ingenting vidste. Der var ingen af de hvide Officerer, der med Bestemthed kunde sige, hvor Generalen havde Kvartér, og der var ingen, der var klar over de engelske Troppers Stilling.

Man frygtede for, at Vest- og Nordgruppen, som Tyskerne endnu var delt i, skulde blive afskaaret fra hinanden netop ved et engelsk Fremstød mod Ruponda, men ikke desto mindre var Byen og Magasinerne som oftest uden nævneværdig militær Beskyttelse.

Stache og jeg passede vort Arbejde. Vi lavede Miner af alt for Haanden værende Materiale. De blev sendt med smaa Safarier mod Øst, og de sorte Bærere fandt altid Vej til de Troppeafdelinger, der skulde have Minerne.

I øvrigt halvsultede vi, og jeg blev sløjere og sløjere af Malaria, fordi jeg ikke kunde faa tilstrækkeligt Kinin.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

14. juli 1917. Nis Kock i Østafrika: “hvis jeg ikke kom under Behandling, var jeg sikker paa Døden.”

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i Østafrika. Efter fem ugers tid i den lille landsby Nangano, var det tid til at drage videre. Englænderne bombede løs fra flyvemaskiner, mens Nis og hans overordnede Stache forgæves forsøgte at skyde dem ned med deres rifler.

Først efter lang Tids Sygeleje stod jeg op, og saa snart jeg var kommet paa Benene, brød vi op fra Nangano.

Den sidste Dag blev de engelske Flyvere hængende over Hovedet paa os og bombarderede os ubarmhjertigt baade med Sprængbomber og Brandbomber. Baade Stache og jeg skød paa dem, men som sædvanlig uden Resultat, skønt jeg var overbevist om, at mange af mine Skud traf, hvor de skulde.

Flere af Bærerne blev saaret af Bomberne, men de kunde dog følge med Safarien, da vi brød op og drog videre mod Sydøst.

Vort Maal var Navnet Ruponda — thi en ny Landsby ventede vi ikke at finde paa det Sted, men derimod skulde der findes betydelige Magasiner i Nærheden.

Stache sagde, at dér var der Sandsynlighed for, at vort flyvende Urskovsværksted kunde arbejde i Fred og Ro nogen Tid, da Ruponda sikkert vilde blive forsvaret haardnakket — ligesom Kisakki i sin Tid.

Jeg glædede mig meget til at komme et Sted hen, hvor der var en Læge, for jeg var nu blevet klar over, at jeg havde kronisk Malaria, og hvis jeg ikke kom under Behandling, var jeg sikker paa Døden.

Denne Safari til Ruponda var en af de besværligste for mig at følge med i. Jeg var saa medtaget af Sygdom, at jeg ikke husker en eneste Enkelthed fra den.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

9. juni 1917. Østafrika: “Feberen rasede gennem Blodet med en Styrke som aldrig før.”

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i Østafrika. Efter at have kommet sig oven på sin ulykke med en mine, var Nis begyndt at arbejde igen, men de måtte rykke fra deres plads i Livale til en mindre landsby sydøst for byen: Nangano. Her begyndte Malariaen desværre at sætte sine kløer i ham endnu en gang.

Her byggede vi ikke Hytter. Den Tid var forbi, da man kunde indrette sig saa varigt i Østafrika.

Fjenden var tæt inde paa Livet af os, og vi kunde blive tvunget til at bryde op, hvornaar det skulde være.

Vi fabrikerede Miner af min nye Konstruktion, som vi sendte med Safarier til Hovedkvarteret.

Vi var der i fem Uger, men i de sidste kunde jeg ikke deltage i Arbejdet. Det var ikke paa Grund af mine Saar, der i Øjeblikket ikke gav andre Efterveer end, at mit Syn var noget svækket. Det var Malariaen, der kom igen — frygteligere end nogen Sinde.

Pulsen piskede af Sted, saa de enkelte Slag ikke kunde tælles, og Feberen rasede gennem Blodet med en Styrke som aldrig før.

Kinin havde jeg kun meget lidt af og maatte spare endnu mere paa det end før, og Følgen blev, at Sygdommen varede længere og var mere haardnakket end nogen Sinde tidligere.

I de Dage kastede de engelske Flyvere ofte Bomber ned i vor Lejr. Jeg laa paa mit Leje og hørte Bomberne eksplodere omkring Lejren, Bærernes Raaben og Skrigen og de korte, skarpe Knald af Staches Riffel, naar han skød efter Flyverne.

Jeg havde jo været med til det engang, vidste jeg, og jeg kunde ogsaa nok have Lyst til at være med endnu en Gang. Men jeg var berøvet al Villie, og jeg oplevede kun som gennem en Taage, hvad der skete omkring os.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

7. juni 1917. Nis Kock forlader Livale: “Fælden var ved at klappe sammen om de tyske Tropper”

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i Østafrika. Han arbejdede med at fremstille miner og dreje granater. Under dette arbejde sprængte der en mine i hans hytte, og han havde været ude af stand til at arbejde i en længere periode. Efter han kom på benene igen, havde arbejdet skredet frem som normalt.

Min Helbredelse skred hurtigt frem — hurtigt i Forhold til de Saar, jeg havde faaet, men det varede dog 8 Uger, inden jeg kunde fortsætte mit Arbejde.

Til sidst opgav Lægen at finde flere Sprængstykker i mig, og hans Æske var da ogsaa paa det nærmeste fyldt. De store Bind blev ogsaa taget af mig, navnlig fordi jeg ikke i disse knappe Tider kunde ligge med en saadan Overdaadighed af Gazebind om mig. I Stedet for blev der lagt smaa Stykker Gaze paa mine aabne Saar, og omkring dem blev der surret Baand og Strimler af Bast, som man nu anvendte til Forbinding.

Da jeg var kommet op, tegnede og konstruerede jeg en Mine, som jeg havde ligget og spekuleret paa under min Afmagtsperiode. Den blev sendt til Hovedkvarteret, og der kom meget hurtigt Meddelelse tilbage om, at mit Forslag var det bedste, der hidtil var indkommet, og at Miner skulde konstrueres saadan for Fremtiden. De Miner, jeg havde opfundet, frembød ingen Fare for Manden, der lagde dem ned, men kun for ham, der traadte paa dem.

Kun ganske kort Tid fik jeg dog Lejlighed til at virke i Livale. Fælden var ved at klappe sammen om de tyske Tropper. Fra Syd og Vest og til sidst ogsaa fra Nord trængte Englændere, Indere, Sydafrikanere og sorte Askaritropper frem i hurtige Marcher.

Der laa endnu Dele af den tyske Vesthær Vest for Livale, men den vilde sandsynligvis trække sig tilbage Nord for Stationen. Hovedhæren laa i Øjeblikket ved Lindi ude ved Kysten og i Bjergene, paa Muera-Plateauet længere inde i Landet.

Livale svævede faktisk i Luften, da Stache efter Ordre fra Hovedkvarteret lod Lejren bryde op for efter to Dages Safari at naa frem til Nangano — et Navn, men ikke ret meget af en Landsby sydøst for Livale.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

27. februar 1917. I Østafrika: Ankomst til Livale

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i Østafrika. Efter en månedeslang march nåede han endelig frem til byen Livale i slutningen af februar 1917.

Efter omtrent en Maaneds March naaede vi frem til Livale.

Allerede paa lang Afstand kunde jeg se Militærstationens røde Tage rage op over den lave Urskov omkring Byen.

Stort andet var der heller ikke at se i denne By. Der laa nogle ganske enkelte Hytter, men ellers var ogsaa her kun Navnet tilbage. Byen var aabenbart aldrig kommet til Kræfter efter Rædslerne for 10 Aar siden.

Bærernes Ansigter straalede, da de fik Øje paa Militærstationen, og Stache, som stod paa Vejen for at tage imod os, straalede ogsaa. Han havde ventet længe paa mig, sagde han, og han havde en Mængde Arbejde, som vi skulde have lavet paa Drejebænken.

For at vi kunde faa hvilet godt ud ovenpaa den lange Safari, havde han ladet bygge en hel lille Landsby til os af Stedets Materialer, Træ og Græs, og jeg kunde for første Gang tage en ganske ny Hytte i Besiddelse helt alene.

Ved Mansabugten havde vi været to eller flere om en Hytte. Jeg lod straks Ramasan og Ali holde Indtog i Hytten, med en virkelig stolt Følelse af at være Husejer i Afrika.

Hytten var af dejligt tyndt og tæt Græs, uigennemtrængeligt for Regn og Sol og med udskaarne Vinduer og Døre. Paa Gulvet stod et Bord med en Plade af flettet Græs og en groft sammenbundet Stol.

Desuden fandtes der et Sengeleje med dejligt tørt Græs i. Der er næppe nogen, der har taget en komfortabel Ejendom i Besiddelse med saadan en Henrykkelse som jeg, da jeg slog mig ned i min nye og helt private Græshytte i Livale.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

21. februar 1917: “Han blev et nyt og bedre Menneske, da han saa den pragtfulde Gave”

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af kolonien Tysk Østafrika. Under en lang march sydpå, havde han sammen med sine bærere søgt ly i en landsby, for at undslippe det voldsomme regnvejr.

— Hvad mener du om disse Mennesker? spurgte jeg Ramasan.
— Man skal ikke stole for meget paa dem, Bwana, svarede Ramasan og trak paa Skuldrene.

Jeg tog Magasinet ud af min Parabellum Pistol og tørrede det omhyggeligt af. Saa satte jeg det i igen og lagde Pistolen skudberedt ved Siden af mig paa Kitandaen.

Geværet blev ogsaa efterset og anbragt støttet til mit Leje, saa jeg hurtigt kunde faa fat paa det.

Men det glædede mig dog meget, at Bærerne laa i en Kreds mellem Døren og mit Leje, saa ingen kunde komme ind uden at vække dem, for der er næppe nogen Tvivl om, at jeg var blevet overfaldet om Natten, hvis jeg havde været alene.

Nu faldt jeg i Søvn og sov til den lyse Morgen, uden at der hændte mig noget ubehageligt.

Den næste Morgen var det straalende Solskin, og vi beredte os paa at drage videre.

Først takkede jeg dog Høvdingen for den udviste Gæstfrihed og forærede ham en brugt Uniformsfrakke, som jeg havde med i min Tøjkiste.

Han blev et nyt og bedre Menneske, da han saa den pragtfulde Gave, og stillede øjeblikkelig en Vejviser til vor Raadighed, saa vi uden Besvær kunde naa til den slagne Karavanevej.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

20. februar 1917: “Det var velgørende at se de glade Ansigter omkring Baalet”

Nis Kock fra Sønderborg deltog i det tyske forsvar af kolonien i Østafrika. Under en lang march mod byen Livale i den sydlige del, besluttede han at skyde genvej, men regnen blev for kraftig til at slå lejr under åben himmel.

Det var en forbandet Egn, vi var havnet i, en Landstrækning, der næsten var ødelagt af Krig og Voldsomheder, og nu skulde den igen være Skuepladsen for krigerske Begivenheder.

Den Smule Befolkning, der levede paa disse Egne, var skummel og mistroisk. Der havde i Krigens første Aar været ikke saa faa Uroligheder hernede, men de var blevet dæmpet med haard Haand.

Alligevel var det ikke nogen hyggelig Befolkning at slaa Lejr imellem. Kun en eneste Gang paa den lange Rejse søgte jeg Husly i en beboet Landsby, og Modtagelsen der gav mig et godt Indtryk af Befolkningens Sindelag.

Det var en Dag, da jeg havde besluttet at forlade den afstukne Rute og skyde en Genvej, der sparede os for ca. 40 km Omvej.

Vejen viste sig at være meget besværlig med meget oversvømmet Terræn og vanskelig Urskov, hvor vi undertiden maatte hugge os igennem, men det havde jeg været forberedt paa.

Værre var det, at Regnen ved Middagstid begyndte at strømme ned med en Voldsomhed, som jeg kun sjældent havde oplevet.

Det blev næsten mørkt, og Bærerne arbejdede sig kun med Besvær frem gennem det sumpede, halvt oversvømmede Landskab.

Regnen blev ved hele Dagen med den samme Voldsomhed, og der kunde ikke være Tale om at slaa Lejr, da det var umuligt at faa tændt Baal midt i denne Syndflod. Jeg gik forrest med Ramasan og Ali, og det var en af dem, der fik Øje paa dyrkede Marker forude.

Kort efter skimtede vi ogsaa Lys imellem Markerne. Vi var kommet til en Landsby. Da jeg vidste, at der ofte stod tomme Hytter i Landsbyerne hernede, besluttede jeg for en Gangs Skyld at overnatte i en Negerlandsby.

Jeg gik rask frem mod Byen, samtidig med, at jeg løsnede Pistolen lidt i Holderen, da man aldrig kunde være for sikker, og naaede hurtigt ind i Byen.

Jeg stak Hovedet ind gennem den aabne Dør i den første Hytte, jeg kom til, og hilste God Aften. Der sad to Mænd og en Kvinde ved Baalet, som brændte midt paa Gulvet, og de syntes temmelig overraskede, men hilste mig dog, og en af Mændene bad mig træde nærmere.

Jeg bøjede mig og gik ind, og vi hilste endnu engang paa hinanden — Negre er høflige paa en værdig og smuk Maade — og spurgte, om jeg ikke kunde faa en Hytte til mig selv og mine Mand, da vi ikke kunde gaa længere i Mørket og det regnede for stærkt til, at vi kunde slaa Lejr under aaben Himmel.

De to Mænd konfererede lavmælt med hinanden og skelede engang imellem hemmeligt op til mig.

Jeg fyldte — hvilket dog ikke skal være sagt til egen Fortjeneste — ganske godt op i deres Hytte, og min Pistol og Riffel var ogsaa synlige for dem.

Resultatet af Konferencen blev, at den ene af dem gik sin Vej og kort efter kom tilbage med en Mand, der kunde se ud til at være Høvdingen, og en anden, som jeg anslog til at være Stedets Medicinmand.

Ingen af dem lod til at være stærkt begejstret i Anledning af min Tilsynekomst, men efter nogen Snak frem og tilbage fik jeg dog overladt en stor og rummelig Hytte, hvor vi allesammen kunde være. Ja, Høvdingen var endog saa elskværdig at sende en Kitanda, en Slags Seng, der bruges af Rangspersoner, til mit personlige Brug.

Kort efter kom mine Bærere til Byen og tog straks med Jubel Hytten i Besiddelse. I Løbet af et Øjeblik var Hytten gjort ren og et stort Baal var tændt midt paa Gulvet under utallige Kogekar.

Jeg skiftede Tøj og fik det vaade hængt op ved Siden af Baalet, saa det kunde tørre, og da jeg var færdig og havde smidt mig paa Kitandaen, kunde Ramasan allerede servere det varme Rismaaltid for mig.

Kort efter laa vi allesammen og døsede omkring det herlige varme Baal. Bærernes Smule Tøj tørrede hurtigt paa Kroppen af dem, og jeg kunde høre paa dem, hvordan de nød at være helt tørre for en Gangs Skyld.

Det var velgørende at se de glade Ansigter omkring Baalet i Stedet for de halvarrige Fjæs, jeg havde haft Udsigt til under Marchen, for slet ikke at tale om de aabenlyst fjendtlige Ansigter, jeg var blevet modtaget med i Landsbyen.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

15. februar 1917. Østafrika: “I disse Maaneder var den tyske Hær saa svag”

Nis Kock fra Sønderborg deltog i det tyske forsvar af kolonien i Østafrika. Det var svært at skaffe mad, og folk var syge. Under marchen sydpå mindedes han et oprør der havde forgået i kolonien i 1905-06, det såkaldte Maji-Maji oprør (Maji er det swahiliske ord for vand). Dette oprør efterlod sig mange tomme landsbyer og meget af landet var stadig hærget.

Junglen var fuld af Sygdom og syge Mennesker.

I disse Maaneder var den tyske Hær saa svag, at et Vindpust kunde have væltet den, men Vindpustet kom ikke endnu — fordi det ogsaa var umuligt for Englænderne at føre Krig i disse forpestede Egne.

Vand foroven, Sump forneden, Myriader af Moskitoer i Luften, Slanger i Græsset eller i Træerne, giftige Skorpioner, Sandlopper, der borede sig ind i Tæerne og kunde ødelægge hele Foden, Oversvømmelser, rivende Regnfloder, uvenlige Indfødte, hvor der endelig var nogle — saadan saa det ud hele Vejen fra Utungisøen til Livale.

Jagten var grumme ringe og vanskelig.

Gang paa Gang kom jeg tomhændet hjem fra en Jagtudflugt, men undertiden lykkedes det mig dog at faa Ram paa et Stykke Vildt, der til Gengæld gjorde dobbelt Fyldest, fordi vi var saa faa — kun ca. 30 Mennesker.

Helt oppe fra Floden og ned til den portugisiske Grænse havde der raset et voldsomt Oprør ansiftet af Araberne i Aarene 1905-06.

De havde solgt de Indfødte en Vidundermedicin, som skulde gøre dem haarde mod Tyskernes Kugler — ja, fortalt dem, at der vilde løbe Vand ud af de tyske Geværmundinger, naar de blev rettet mod en Mand, der havde drukket af denne vidunderlige Medicin.

Livale var blevet stormet og Besætningen nedhugget, adskillige mindre tyske Afdelinger var blevet nedsablet

— hele Landet stod i Flammer fra Syd til Nord. Plantager var blevet brændt og Beboerne myrdet eller fordrevet, og mange Ejendomme var groet i Jungle og Dyrkningen aldrig genoptaget siden.

Saa kom Hævnen jo til sidst. Opstanden blev slaaet ned med den største Strenghed.

Helt oppe ved Rufijifloden havde jeg stødt paa forladte Landsbyer, og paa denne Safari traf jeg ogsaa paa en Del af disse stumme Mindesmarker for Oprøret for 11 Aar siden, og en Del Landsbyer, der kun var halvt beboede.

Paa hele Rejsen fra Rufiji til Livale fandt jeg ikke en Landsby, der var paa over en halv Snes Hytter, og ofte var af hele Byen kun Navnet tilbage.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

14. februar 1917. På safari i Østafrika: “Utrolig nøjsomme var disse Mennesker”

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i østafrika. I februar 1917 var han undervejs sydpå mod byen Livale med en kolonne af bærere. På denne safari mødte han også en anden sønderjyde.

For Bærerne derimod var der intet spændende ved dette. Det var deres daglige Arbejde, deres Profession, som de udførte med en rørende Troskab.

Slet ernærede var de, deres Løn blev mere og mere værdiløs, og de fjernede sig længere og længere fra deres Landsbyer. Det vilde være forstaaeligt, om de havde kastet deres Byrder og var løbet deres Vej, men det gjorde de ikke.

Jeg har vandret Hundreder af Kilometer i Afrika førende større og mindre Safarier, men der er aldrig deserteret en eneste Bærer fra mig. Bærerfaget var opbygget paa meget gamle Traditioner, og til de bedste af dem hørte urokkelig Trofasthed. Kun naar Bærerne blev udsat for meget daarlig Behandling, løb de deres Vej.

Utrolig nøjsomme var disse Mennesker og udholdende indtil det usandsynlige. Foruden en Byrde, der som Regel vejede 60 Pund, bar de deres egen Proviant, en Feltflaske, der var lavet af en udhulet Frugt af Abetræet, og et Kogekar.

De havde undertiden saa meget at bare, at de havde Vanskelighed ved at rejse sig op under Byrden, men naar de først var kommet i Gang, kunde de gaa meget langt uden at trættes.

Deres Haardførhed var ogsaa stor. De sov paa den vaade Jord i Regnen uden at have Tæpper til at dække sig med, og deres gennemblødte Tøj gav ingen Varme. Det bestod i øvrigt kun af noget tyndt Bomuldstøj — undertiden et helt Gevandt, men som oftest kun et temmelig stort Lændeklæde.

Efterhaanden som Bomuldstøj blev sjældnere og sjældnere, svandt deres Paaklædning mere og mere ind, og til sidst var de omtrent vendt tilbage til Urskovens paradisiske Paaklædning.

Bedst fik man det med dem, naar man gav dem en Hviledag engang imellem, hvad jeg ogsaa gjorde baade af Hensyn til mig selv og til Bærerne.

Paa en saadan Dag, hvor vi havde slaaet Lejr i en lav Urskov, kom Ramasan, som vidste alt, og fortalte mig, at der laa en hvid Mand i Lejr tæt ved.

Jeg gik derhed og fandt en stor, kraftig Mand liggende paa et Leje af samme Slags, som jeg havde ligget paa. Manden glødede af Feber — en af Malariaens uhyggeligste Følgesygdomme, Sortvandsfeber, som næsten altid bragte Døden.

Jeg kendte straks den syge, og da han fik et klart Øjeblik, kendte han ogsaa mig. Det var en Sønderjyde, Hans Johansen fra Iller paa Broager, som havde opholdt sig i Østafrika før Krigen, ansat ved Koloniens Telegrafvæsen.

Jeg havde mødt ham i Tanga, da Peter Hansen og jeg kom tilbage fra vort Rekreationsophold i Usambarabjergene. Han havde ventet paa os og gav os en straalende Modtagelse i Tanga.

Nu Iaa han her. Vi naaede at faa hilst, medens han var ved Bevidsthed, men kort efter brød hans Safari op. Negrene lagde varsomt Hans Johansen paa en Baare og bar ham mod Syd til et eller andet Junglehospital

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

9. februar 1917. I Østafrika: “For hans Drengesind var det en eneste stor og spændende Oplevelse”

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i østafrika. Tidligt i 1917 bevægede han sig stille og roligt sydpå mod Livale, men han var stadig plaget af malaria.

Helt havde jeg ikke faaet Feberen ud af Blodet og kunde heller ikke gøre mig Haab om at faa det med den Smule Kinin, jeg havde til min Raadighed, og min gamle Form fandt jeg aldrig igen.

Paa den første Del af Marchen maatte jeg støtte mig til en Stok, og naar vi kom til Vandløb eller Regnsøer, Korongos, som de hedder paa Kisuaheli-Sproget, maatte jeg lade mig bære over af en stor og stærk Neger.

Denne Transport var ikke lige blid, da Bunden i disse Korongos ofte var fyldt med Elefantspor, hvor Bæreren stadig var ved at snuble. Jeg bad ham være forsigtig, da jeg nødig vilde en Tur i Vandet i den Tilstand, jeg befandt mig i, og han svarede regelmæssigt:

— Ja, Bwana, jeg skal nok passe paa, men hvis jeg falder, saa er det paa Guds Befaling — Amri ya Mungu — det er Guds Villie.

Bagefter mig svømmede den lille Ali som en Fisk. Han var vist den, der klarede sig bedst paa hele denne Safari. For hans Drengesind var det en eneste stor og spændende Oplevelse altsammen.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

27. januar 1917. I Østafrika: ”Alt var nu bitter Alvor.”

Nis Kock fra Sønderborg deltog i det tyske forsvar af Østafrika. Efter en stund ved Utungisøen, begyndte den lange march sydpå mod byen Livale, hvor der skulle leveres ammunition.

Vi gik mod Syd under grønne Trækroner. Bærerne gik for sig selv i en lang, lang højtidelig Procession med deres forskelligt formede Byrder paa Hovedet og Armene oprakt for at give Byrderne den nødvendige Afstivning.

Nogle af dem bar dobbelte Byrder, der var surret fast til et Par Bærestænger, som to Mænd bar paa Skuldrene.

Det var Dele af Drejebænken eller sværere Granater, der var surret sammen med Bast.

De sang ikke mere.

Regnen var begyndt og gjorde Jorden blød og glat og Luften saa tung og dampmættet, at den føltes som en flydende Masse.

Bagefter fulgte Stache og jeg, der som Regel gik ved Siden af hinanden, og efter os fulgte vore Bærere med vore personlige Ejendele.

Den lille Ali holdt sig trofast i mit Kølvand, og Ramasan vandrede værdigt og alvorligt gennem Junglen med sin Høne paa Hovedet.

Den levede endnu, var blevet tyk og fed, og den Dag i Dag er det mig en Gaade, hvad der bevægede Ramasan til at tage dette Dyr med paa den lange Rejse.

Han havde i Tidernes Lob købt mange Høns til mig og havde slagtet dem omgaaende uden Ceremonier, men denne havde han slæbt rundt med i over to Maaneder uden nogen fornuftig Begrundelse.

Og langt bagefter fulgte Kvinderne — unge og gamle imellem hinanden. Ramasans unge Kone holdt stadig Trit, mens andre havde vanskeligere ved det. En af dem forsvandt en Dag fra Safarien, men indhentede os igen nogle Dage efter — bærende et lille nyfødt Barn paa Ryggen.

Det var ikke længere en Safari, man gjorde for sin Fornøjelses Skyld.

Alt var nu blevet bitter Alvor.

Selv de, der næppe anede noget om Stillingen ved Fronten, følte det instinktmæssigt, og det var nu fuldbyrdet i Østafrika som paa alle Skæbnevandringer, at de svage klamrede sig til de stærkere og opbød alle deres Kræfter for ikke at blive ladt ene tilbage.

Jo længere det gik mod Syd, jo mere fortvivlet Stillingen blev for de tyske Tropper, jo flere hagede sig i Fortvivlelse fast til Hæren.

I øvrigt sivede og plaskede Regnen ned, alt efter som Skyerne var til Sinds.

Der kunde være enkelte tørre Timer denne Dag, de følgende Dage, de følgende Uger, men det normale var den uopholdelige Regn. Den gennemblødte vort Tøj, da vi ikke havde nogen Beskyttelse modden, den gjorde det yderst vanskeligt at skaffe tort Brændseltil Baalene om Aftenen, og den skabte smaa Søer i Lavninger i Skovene og paa Sletterne og fik tørrede Flodlejer til at svulme op med brunt mudret Vand, der skummede af Sted mod Rufiji eller mod Syd.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)