Tag-arkiv: Safari

18. november 1917. “Generalen, raabte en Stemme paa gebrokkent Engelsk, Generalen — han er marcheret ad Helvede til.” Nis Kock tages til fange i Østafrika.

Nis Kock der var ankommet til Østafrika ombord på blokadebryderen “Kronborg”, deltog i forsvaret af den tyske koloni. Det sidste forsvar ved Nambindinga begyndte så småt at trække sig ud for at følge general Lettow-Vorbeck mod (hvad der i dag er) Mozambique. Efterfølgende kom englænderne så småt ind i lejren.

Ude omkring Lejren lød Maskingeværsalverne, men der blev længere og længere imellem dem, og op mod Højen kom nu gaaende nogle sidste Askariafdelinger, der havde hindret Englænderne i at trænge frem, saa længe det var lyst.

De kom gaaende langsomt og tungt og forsvandt imellem Træerne igen. Men nu kom, som vokset op af Jorden, andre Afdelinger dragende ud af Tusmørket.

De gik lige forbi det Sted, hvor jeg laa. Jeg rejste mig op paa Albuen og saa paa dem med vidt opspilede, febersyge Øjne. Hurtigt og næ­sten lydløst sluttede Afdeling sig til Afdeling og voksede ud af Mørket, blev tydelige et Øjeblik i Skæret af de mange Baal og forsvandt igen i Mørket. Det var den tyske Østafrika-Hær, der marcherede mod den portugisiske Grænseflod Rovumi.

Baalene skinnede paa eventyrlige Skikkelser, hvide og sorte imellem hinanden, med Geværerne over Nakken med Kolben bagud. Der var barfodede Skikkelser og Folk med nøgen Overkrop og Patronbælterne som Bandoler over Brystet, der var Folk med skæve Tropehjelme, gamle Filthatte, Uniformskasketter eller bare Hoveder.

Alle Slags Laser dukkede op belyst af Baalene og forsvandt igen ud i Mørket. Forbimarchen blev ved. Baalenes Ild gav Glimt i de blanke Riffelløb og i Stellene til Maskingeværerne, der blev baaret som Tomandsbyrde.

Afdeling efter Afdeling sluttede sig til. Nogle af dem var kun ganske smaa, men der var mange af dem — det maatte være Resterne af de forskellige Kompagnier.

Hvor mange var der? Jeg kunde ikke faa Tal paa dem, men over et Par Tusinde var der ikke. Og her i Østafrika var der rejst en Hær paa tre Tusind hvide og 11,000 Askarier.

Afrika havde næsten slidt denne Styrke op — de lasede Mænd, der drog forbi, var de sidste, der var tilbage. Efter Askariernes Skyggehær fulgte en uendelig Strøm af Bærere, og efter dem igen en lang, lang Række Kvinder og Børn, der klamrede sig til Hærens Bagtrop.

Det blev mørkere og mørkere, og jeg saa mindre og mindre af, hvad der skete omkring mig. Feberen steg, og jeg havde næsten intet Kinin. Jeg lagde mig ned i mine Tæpper, men endnu længe efter kunde jeg høre Lyden af de Hundreder af Fødder, der vandrede ud af Nambindinga paa Vej til Rovumi.

De andre drog videre, og jeg blev tilbage. Jeg kunde ikke sove. Over hele den store Lejr, hvis Udstrækning jeg ikke kendte, havde sænket sig Stilhed. Baalene begyndte at brænde ud, men omkring dem laa Hundreder af Mennesker og ventede paa Morgenen.

Tidligt den næste Morgen smeldede Maskingeværerne mod Lejren fra Englændernes Stillinger, men ikke et Skud svarede fra den døde Lejr. Kort Tid efter saa jeg de første engelske Soldater forsigtigt dukke op i Lejrens Udkanter, og et Øjeblik efter vrimlede det af dem. Det var Negersoldater fra Kaplandet i flunkende nye Uniformer med opkrammede Boerhatte.

Solen blinkede i Hundreder af Geværer, da de løb gennem Lejren raabende og skrigende. De standsede ikke ved de syge, men ledte efter levende og kæmpende Tropper.

En Officer fulgt af en halv Snes Mand var ved at falde over Vaabenmesteren. Han svingede en Revolver i Haanden og var kobberrød i Ansigtet af Ophidselse, mens han raabte den ene Gang efter den anden:

— Generalen, hvor er Generalen?

Der var ingen, der svarede ham, men han blev ved at gentage sit Spørgsmaal. Saa rejste en af de syge Hovedet og begyndte at le.

Flere stemte i med. — Generalen, raabte en Stemme paa gebrokkent Engelsk, Generalen — han er marcheret ad Helvede til.

Det var den 18. Oktober 1917 [Der skulle stå november her red.], at den store Overgivelse ved Nambindinga fandt Sted. Ude omkring i den store Lejr laa mange Sønderjyder fra „Kronborg“, men vi saå først hinanden flere Dage senere paa Vej til Lindi.

[Der var over 300 hvide soldater og op mod 700 askarier (sorte soldater) tilbage i Nambindinga da den blev taget. De fleste blev sendt i fangelejrer i Egypten. Heriblandt Nis Kock.]

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

18. november 1917. “Den store Safaris Rytme, som jeg endnu havde i Blodet, var kun Fortid”. Den store overgivelse i Østafrika

Nis Kock der var ankommet til Østafrika ombord på blokadebryderen “Kronborg”, deltog i forsvaret af den tyske koloni. Med nyheden om at Nis skulle blive i Nambindinga, var det tid til at tage afsked med hans folk. Nis Kocks store safari var ved at drage mod enden.

[Note fra redaktøren: Denne dag har rigtig meget indhold for Nis Kock, så indslaget vil blive delt op i flere segmenter i løbet af dagen. Følg med endelig med på siden løbende!]

Jeg gik hen til Vaabenmestrene og fortalte dem, at jeg skulde blive tilbage. Det skulde den ene af dem ogsaa. Saa gik jeg tilbage til min Lejrplads og hentede mit Gevær og mine Patroner og min Pistol, som jeg afleverede til Vaabenmestrene, og derefter sagde jeg Farvel til mine Bærere, Mand for Mand.

Det var det værste af det altsammen. De stod dér saa ubevægelige og ulykkelige, og jeg havde intet at sige dem andet end at ønske dem god Rejse og takke dem for den Tid, vi havde været sammen.

Tung i Sindet og tung om Fødderne vendte jeg mig fra dem og gik hen til det Sted, hvor Ramasan havde redt mit Leje.

Nu var det uigenkaldeligt forbi. Den store Safaris Rytme, som jeg endnu havde i Blodet, var kun Fortid, og Fremtiden kunde jeg ikke danne mig nogen Mening om.

Jeg var ikke mere, og mine Fodtrin skulde ikke længere blandes med de Hundreder Fødders Trav gennem Urskove og Græssletter, over Bjerge og udtørrede Flodlejer. Jeg var afvæbnet og sat udenfor, og i samme Nu forstod jeg, at det, som jeg havde oplevet, var noget stort og eventyrligt — et Stykke Verdenshistorie, som nu var afsluttet for mit Vedkommende.

Jeg var et Stykke Vraggods fra det store Forlis og talte ikke med mere. Ramasan tog imod mig, og jeg fortalte ham, at det, som vi havde talt om for nogle Dage siden, var gaaet i Opfyldelse.

Nu var Krigen endt for os. — Nu kommer du hjem igen til Daressalam, og det gør du ogsaa, Ali.

— Amri ya Mungu — det er Guds Villie, svarede Ramasan paa begges Vegne. Ingen af dem saa videre begejstrede ud, men maaske skjulte de deres Følelser. Jeg lagde mig paa mit Leje og svøbte mig ind i Tæpperne. Feberen var igen begyndt at gøre sig gældende.

Den kom altid, naar man var længst nede i Humør. Ramasan og Ali syslede med Maden, og jeg spiste lidt. Saa satte de sig i Græsset et Stykke fra mig og talte sammen. Og medens vi laa dér og ventede paa, at Natten skulde komme, kom der andre og slog sig ned ved Siden af os, Hvide og Sorte imellem hinanden.

Ikke langt fra mig laa en af Vaabenmestrene stærkt angrebet af Malaria, og et Stykke til den anden Side, tæt ved Ramasan og Ali, havde Ambulancesoldater lagt en saaret Officer, som jeg genkendte som Kaptajn Liebermann, der havde ført de Afdelinger, som havde forsvaret Ndanda. Han var haardt saaret og laa og stønnede paa sit Leje. 

Imellem Træerne og Buskene tændtes Baal ved Baal — ikke høje frejdige Soldaterbaal, men smaa bitte Lysprikker i Mørket, og om de fleste af dem laa Folk, som skulde blive tilbage.

Ramasan fortalte mig, at Hundreder af Sorte og Hvide skulde efterlades i Lejren, og at sorte Soldater havde knust deres Geværer og brændt dem paa et stort Baal, for at de ikke skulde falde i Englændernes Hænder.

Han havde forsøgt at komme hele Lejren igennem, men var ikke naaet saa langt. De saarede og syge og en Del Fanger, som var taget ved Mahiva, laa spredt over et stort Terræn, og der kom stadig saarede fra de Kampe, som hele Dagen havde raset omkring Lejren.

Jeg forstod, at dette var en Overgivelse i den store Stil, og at General Lettow-Vorbeck havde noget ganske særligt i Sinde, siden han sorterede saa mange af sine Soldater fra, og snart løb det ogsaa Lejren rundt fra Sygeseng til Sygeseng, at Generalen var vendt tilbage efter et Opklaringsridt, hvor han havde fundet en Vej ud mellem de engelske Tropper.

Den gik stik mod Syd, og det var Meningen, at de Afdelinger, der var dannet af det sidste kampkraftige Mandskab, skulde gaa over Grænsen til portugisisk Østafrika og fortsætte Krigen dér.  Kunde der ikke længere kæmpes i Østafrika, saa skulde der kæmpes andre Steder, hvor der var Plads til det.

Jeg fyldtes af en gysende Beundring for denne stædige og utrættelige Mand, paa hvis Ordre jeg havde vandret det halve Østafrika igennem og udholdt Sygdom og Sult, og som nu, da alle Sunde var lukket, alligevel havde fundet en ny Udvej.

[FORTSÆTTES…]

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

18. november 1917. ” Der er ikke anden Udvej end at efterlade alle dem, der behøver Kinin” – Nis Kock får ordre om at blive tilbage.

Nis Kock der var ankommet til Østafrika ombord på blokadebryderen “Kronborg”, deltog i forsvaret af den tyske koloni. Mens den tyske hær var i Nambindinga blev de så småt omringet af de engelske styrker. Det var planen at hæren skulle bryde fri, men det betød også at de syge måtte blive tilbage. Heriblandt de malariaplagede.

[Note fra redaktøren: Denne dag har rigtig meget indhold for Nis Kock, så indslaget vil blive delt op i flere segmenter i løbet af dagen. Følg med endelig med på siden løbende!]

Jeg talte med et Par hvide Soldater, deriblandt med de to Vaabenmestre, som jeg havde arbejdet under i Livale og kendte godt. Jeg spurgte dem, om vi var fuldstændig omringet, og det mente de nok, men den ene af dem var sikker paa, at Generalen nok skulde finde en Aabning at smutte ud igennem.

Den anden mente ingenting. Han laa indsvøbt i sine Tæpper stærkt angrebet af Malaria. Ud paa Eftermiddagen begyndte der at gaa Rygter om, at Gennembrudet skulde finde Sted om Natten. Ramasan kom hen imod mig og fortalte, at der havde været en Ordonnans med Meddelelse om, at alle hvide Mænd skulde undersøges af Lægerne.

Jeg gik hen til en Græshytte, udenfor hvilken der stod en Del hvide Mænd, som jeg ikke kendte. En Læge undersøgte dem hurtigt og var færdig, inden jeg kom derhen, og Mændene begav sig bort i en anden Retning, saa jeg ikke fik talt med dem. Læ­gen sagde ogsaa nok. Han undersøgte mig et Øjeblik og spurgte saa:

— Malaria?

— Javel!

— Kan De klare Dem uden Kinin et længere Stykke Tid?

— Det har jeg ikke prøvet det sidste Aar, men jeg har haft for lidt.

— Saa maa De blive tilbage her.

Blive tilbage — saa bliver jeg jo fanget. Lægen trak paa Skuldrene:

— Der er ikke anden Udvej end at efterlade alle dem, der behøver Kinin, og som er saa medtaget af Sygdommen som De. Vi kan ikke føre syge Mennesker med os. Jeg kan trøste Dem med, at vi maa efterlade Folk, der ikke er tilnærmelsesvis saa medtaget som De.

Tankerne svirrede rundt i Hovedet paa mig, da jeg gik tilbage til mine Bærere. Lægen havde talt saa roligt og sindsligevægtigt til mig, som om det var en selvfølgelig Sag, at jeg skulde blive tilbage her i Nambindinga og lade mig tage til Fange.

For mig var det en Verdensbegivenhed, og et svagt Haab blussede op i mig om at gense mine Kære derhjemme. Men det var stadig lige ufatteligt, at jeg ikke var med mere.

Jeg var udenfor det hele. Naar de andre drog videre, skulde jeg ikke følge med. Vi skulde aldrig mere gaa sammen paa de lange Safarier, og jeg skulde ikke mere høre Bærernes enstonige Sang, som forstummede, naar Solen stod højest, men levede om Morgenen og i Aftentimerne, naar vi nærmede os Lejrpladsen.

Jeg blev et Bytte for de mest modstridende Følelser, og dertil kom, at et nyt Malariaanfald var paa Vej og bredte Haabløshed over mit Sind. Hvad kunde det nytte altsammen?

Hvordan kom jeg hjem? Som en syg og nedbrudt Mand. Afrika havde taget det bedste af min Kraft, og nu da jeg var udslidt og næsten havde forsonet mig med min Skæbne, skulde jeg lade mig fange, mens de andre drog videre.

Men Tanken om Hjemmet blussede op igen, og træt af at kæmpe med mine forvirrede Tanker naaede jeg hen til et lille Træskur, hvor vi om Formiddagen havde anbragt vor Ammunition.

Her stod de to Vaabenmestre, som jeg kendte saa godt, og her stod mine Bærere, som havde været sammen med mig i over halvandet Aar.

Det gav et Stik i mit Hjerte, da jeg saa deres trofaste og gode Ansigter, som jeg havde haft for Øje Dag efter Dag paa de lange Rejser, og som havde kendt Stache. Det var som at sige Farvel til ham engang til.

[FORTSÆTTES…]

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

18. november 1917. Den tyske hær samles i Østafrika. “Den kæmpemæssige Klapjagt var ved at være til Ende.”

Nis Kock der var ankommet til Østafrika ombord på blokadebryderen “Kronborg”, deltog i forsvaret af den tyske koloni. Midt i november samledes den tyske hær i Nambindinga. Nis Kock opsøgte her general Lettow-Vorbeck.

Nambindinga var blot et Navn. Der laa ingen By paa det Sted, men maaske havde der engang ligget en. I disse midterste Dage af November 1917 var det imidlertid det Navn, der oftest blev nævnt blandt Resterne af de tyske Tropper i Østafrika.

Da vi naaede dertil, fik jeg kun lidet at se af Stedet, men alligevel er Nambindinga en Milepæl i den østafrikanske Krigs Historie. Hæren trak sammen mod Nambindinga.

Alle Afdelinger, jeg mødte, var paa Vej dertil. Nogle marcherede som i Fredstid maalbevidst frem gennem det bjergfulde og uvejsomme Land, medens andre knap slap saa let af Sted. Langs de Veje, hvor jeg med min Safari førte den Ammunition, som jeg havde arvet efter Stache, til Samlingsstedet, blev der kæmpet.

Maskingeværerne knitrede, og Geværerne hakkede uregelmæssigt ind imellem. For hver to Kompagnier, der kunde marchere farefrit til Nambindinga, var der ét, der maatte holde Englænderne tilbage.

Fra Morgen til Aften hørte vi Skydningen omkring os, og da vi holdt vort Indtog i Lejren ved Nambindinga den 16. November kort før Mørkets Frembrud, smældede Maskingeværsalverne rundt i Skovene og fortsatte længe efter, at det var blevet mørkt.

Jeg lod mine Folk lægge sig og gik ind i den store Lejr, der var spredt over et meget udstrakt og temmelig bevokset, højtliggende Terræn, for at melde mig til General Lettow-Vorbeck.

Han var imidlertid ikke til Stede i Lejren, og jeg meldte mig saa i Stedet for til hans Adjudant, der gav mig Ordre til at overtage Staches Arbejde og Plads Det fyldte mig med Stolthed, at jeg var blevet betroet det store og vanskelige Arbejde, men ogsaa med Ængstelse for ikke at kunne gøre det godt nok.

De sidste Par Dage havde været temmelig nedslaaende for mig. Malariaen var vendt tilbage, om ikke med uformindsket Styrke, saa dog paa en saa ubehagelig Maade, at jeg var ved at segne af Træthed. Jeg vidste, at der maatte være en Del Kammerater i Lejren og vilde komme flere endnu, efterhaanden som Afdelingerne trak sig sammen her, og jeg vilde ogsaa gerne have hilst paa dem og talt med dem, men jeg havde ikke Energi til at opsøge dem og til at tale med nogen.

Jeg rullede mig ind i mine Tæpper og faldt snart i en tryg Søvn af Træthed. Den gik dog hurtigt over til den typiske hvileløse Febersøvn, og om Morgenen den næste Dag var jeg alt andet end kampdygtig. Hele den tyske Styrke samledes i Nambindinga.

Ind i Lejren kom dragende Bærerkolonner, Askarikompagnier, Safarier af Kvinder og Børn, der fulgte med Soldaterne og Bærerne. Ude omkring Lejren hørtes en vedvarende Maskingeværild, der syntes at komme fra alle Sider, og nogle af de Tropper, der kom ind i Lejren, saa ud til lige at have været i Kamp. De var trætte og udasede, og mange af dem bar friske Forbindinger.

For første Gang i denne Krigs Historie var de tyske Afdelinger trængt sammen paa en saa snæver Plads, at de, der havde begyndt Kampene ved belgisk Kongo, og de, der havde kæmpet paa Grænsen til Kenya, kunde høre hinandens Geværer knalde.

Den kæmpemæssige Klapjagt var ved at være til Ende. Der kunde kun være et Gennembrudsforsøg eller en almindelig Overgivelse tilbage.

De sorte Soldater, som rykkede ind i Lejren, tog sig fantastiske ud i Solens Lys. Nogle var i engelske Uniformer, andre var klædt i Resterne af tyske, og atter andre havde begge Nationers Uniformsdele hængt paa Kroppen. 

De fleste havde noget paa Hovedet, men mange af dem gik barhovedet, og de andres Hovedbeklædninger var saa forskellige, at det grænsede til det helt utrolige. At der fandtes saa mange Slags Hovedbeklædninger i Verden, var ikke til at forstaa.

[Note fra redaktøren: Denne dag har rigtig meget indhold for Nis Kock, så indslaget vil blive delt op i flere segmenter i løbet af dagen. Følg med endelig med på siden løbende!] [FORTSÆTTES…]

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

16. november 1917. I Østafrika: “jeg vil spørge dig, Bwana, om Krigen i Ulaya (Europa) snart holder op. “

Nis Kock der var ankommet til Østafrika ombord på blokadebryderen “Kronborg”, deltog i forsvaret af den tyske koloni. På vej sydpå betragtede Kock de hyppige skovbrande, og Ramasan spørger ind til krigen i Europa.

Det begyndte at mørknes, og ude i Skovene tændtes Baal ved Baal lige for Øjnene af mig og ud til Siderne, og bagved mig, da jeg rejste mig op for at se hele Horisonten rundt.

Det kunde være Englændernes Lejrbaal, men de fleste af dem var sikkert Skovbrande. De bevægede sig ganske langsomt, da der var fuldstændig vindstille, og vilde vel først blive slukket, naar Regntiden kom.

Senere fik jeg at vide, at saadan brænder Skovene ofte i Afrika og har gjort det fra Tidernes Morgen. Disse Brande er helt forskellige fra de fremstormende Skovbrande i andre Lande.

De holder sig ganske stille paa ét Sted, til der ikke er mere, der kan fortæres af Ilden, saa springer Ilden over i den næste Trægruppe og kan saaledes meget langsomt æde sig en Vej gennem Skoven. De almindeligste Brandstiftere er Lyn og Baal, der ikke er slukket ordentligt.

Her var det vel ogsaa Brandbomber, Granater og maaske skødesløst henkastede Cigaretter.

Da det blev helt mørkt, fik Himlen et brandrødt Skær hele Horisonten rundt, og jeg kunde først rive mig løs fra det sjældne Syn, da Ramasan kom hen til mig med min Mad.

Da jeg havde spist, blev han staaende, og jeg var klar over, at han vilde tale med mig, og spurgte ham, hvad han vilde 

— Jo, jeg vil spørge dig, Bwana, om Krigen i Ulaya (Europa) snart holder op.
— Ja, Ramasan — jeg skottede ud til de brændende Baal og den brandrøde Himmel, der laa om os som et Krigens Tegn — jeg tror næsten, at Krigen snart er forbi.
— Vender du saa tilbage til Ulaya?
— Ja, det gør jeg, Ramasan — dér har jeg jo min Bibi, men maaske vender jeg engang tilbage til Afrika sammen med min Bibi — vil du saa være Boy for mig igen?
— Ja, Bwana, det vil jeg — kwa heri, Bwana!
— God Nat, Ramasan.

Den stakkels trofaste Ramasan! Nu var det ogsaa blevet for meget for ham. For første Gang havde han spurgt mig om, hvad. Tusinder af Hvide havde spurgt hinanden om i Aarevis.

Mit Svar til ham var ikke nøje overvejet, men jeg følte det som en sikker Sag, at nu maatte det lakke ad Ende med Krigen baade her og i Europa. Og dengang var min Hensigt at vende tilbage til Afrika, hvis jeg nogen Sinde slap levende derfra.

Der er en ejendommelig dragende Magt i dette mærkelige Land.  Mange Sønderjyder, der har gennemlevet endnu mere end jeg, nærede det samme Ønske, og nogle vendte ogsaa tilbage.

Men de fleste af os blev fanget ind af Hverdagen, da vi kom hjem. Hvor længe har Ramasan ventet paa, at jeg skulde vende tilbage?

Vi hvide Mennesker kaster den Slags Løfter i Flæng, men i Afrika bliver de bevaret i dybeste Alvor og med en lang Hukommelse.

Hvornaar holdt Ramasan op med at vente paa mig?

Jeg gik hen til mit Græsleje, som Ramasan havde redt, og rullede mig ind i mine Tæpper. Feberen kom igen, og jeg laa længe uden at kunne sove, medens Himlen rødmede af de brændende Skove.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

15. november 1917. Nis Kock mindes faldne venner. “Et Nik og en skødesløs Hilsen var den Afsked, vi fik taget.”

Nis Kock der var ankommet til Østafrika ombord på blokadebryderen “Kronborg”, deltog i forsvaret af den tyske koloni.  Efter tabet af Ndanda og hans overordende Stache, fortsatte Kock safarien sydpå.

Under vore Marcher mod Syd var vi ellers kommet ind i et Landskab af sjælden Skønhed og af megen Ejendommelighed. Det var et Bjerglandskab med en langt bedre Luft end Lavlandet, og den livede mig meget op, men ikke nok til, at jeg kunde glemme Malariaen.

Vi gik op ad Bjerge, der ligesom var forsynet med Trappetrin lavet af Naturen selv, og fra den ganske flade Top, hvor vi slog Lejr, havde vi en pragtfuld Udsigt over det skønneste Skovlandskab.

Rundt omkring bredte sig herlige Skove og smukt og ejendommeligt formede Bjergtoppe, men mærkeligt nok var Beboerne i dette smukke Landskab noget af det grimmeste, man kunde se for sine Øjne.

Det var dog ikke Naturens Værk.

Wamakondestammerne, som bor her, er verdensberømte for den Maade, hvorpaa de vansirer deres Kvinder. Deres Læber bliver, fra de er ganske smaa, udspilet med Træringe, der stadig gøres større og større, med det Resultat, at de voksne Kvinder ligefrem har Næb som Ænder.

Ramasan fortalte mig, at de gjorde dette for at hindre Bortførelser, og jeg maatte indrømme, at det var ganske snildt udtænkt, selv om det medførte, at de lykkelige Ejermænd skulde gaa rundt og se paa de rædselsfulde Andenæb.

Af alle hidtil udpønskede Midler til at forhindre Bortførelser er dette sikkert det mest effektive. 

Vi slog Lejr, og jeg satte mig ned paa en Sten og saå ud over det smukke Landskab.

Efter Maaneders Vandring i Elefantgræs og sur, sumpet Jungle var dette Syn en Hvile for Øjne og Nerver. Ramasan havde tændt et Baal mellem tre Stene, som han havde gjort det paa Hundreder af Lejrpladser, og Bærernes Baal blussede ogsaa lystigt nede bag nogle store Sten, hvor de havde slaaet sig ned.

Jeg sad og tænkte paa min gamle Ven Peter Hansen — om Englænderne nu gad ofre saa megen Lægekunst paa ham, at han kunde blive rask, og paa Stache.

Jeg savnede ham. Vi havde siddet sammen ved saa mange Lejrbaal, at jeg ikke kunde tænke mig, at han ikke var et eller andet Sted i Lejren. Selvfølgelig maatte han dukke op og begynde:

— Naa, Kock — saa slap vi da levende over denne Dag.

Men Stache kom ikke — han kom aldrig. Da Bærerne drog ud fra Ndanda skrukkende sig for Geværkuglerne, der fløj over Hovedet paa dem, saå jeg ham for sidste Gang.

Et Nik og en skødesløs Hilsen var den Afsked, vi fik taget.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

10. november 1917. Kampe i Østafrika: “Jeg satte Ild til Tændsnoren og løb i rasende Fart”

Nis Kock der var ankommet til Østafrika ombord på blokadebryderen “Kronborg”, deltog i forsvaret af den tyske koloni. Som Englænderne rykkede nærmere skulle ammunitions depotet også skaffes af vejen, men Nis Kock måtte skynde sig inden de tyske tropper rykkede for langt tilbage.

Fra et højt Stade kunde jeg se den tyske Front i hele dens Udstrækning. Afstanden til de nærmeste var vel omkring 300 Meter, og hvis de sprang tilbage endnu engang, vilde de være indenfor Farezonen, naar Sprængningen skete.

Og det kunde ikke vare længe, før de maatte tage dette Spring, da Englænderne ustandseligt søgte at omgaa deres Flanker, hvad de havde let ved paa Grund af deres store Antal.

Jeg blev liggende nogen Tid endnu og saa paa Kampen. Meget var der ikke at se af Englænderne udover smaa Grupper, der paa én Gang dukkede op, løb frem og kastede sig ned igen.

Saa steg Geværilden i Styrke paa tysk Side, og ofte naaede ikke alle Gruppens Medlemmer frem.

Det var, saa vidt jeg kunde skønne, en ualmindelig haardnakket Fægtning mellem to Parter, der havde haft hinanden i Kikkerten i snart et Døgn, og for mig var der nu ikke noget Valg. Enkelte tyske Grupper begyndte at gaa tilbage.

Jeg satte Ild til Tændsnoren og løb i rasende Fart hen til den Dækning, jeg havde udsøgt mig — en stor Termittue. I samme Øjeblik, som jeg kastede mig ned bag den, rystede Jorden af en mægtig Eksplosion, og Sprængstykker snurrede om Ørene paa mig.

Hele Flodlejet fyldtes med en tæt Røg, der bed i Øjnene, og rundt omkring mig plaskede Sten og Jord, Patronhylstre, Bræddestumper og meget andet, som Eksplosionen havde flaaet i Stykker og sendt til Vejrs.

Et mægtigt Springvand af Jord og Ild havde rejst sig i den udtørrede Flodseng og faldt nu til Lave igen. Da Braget og dets Eftervirkninger var døet bort, var der én Ting, der straks forekom mig mærkelig, men først efter et Par Sekunders Forløb forstod jeg, hvad det var.

Skydningen var holdt op paa begge Sider. Lige foran mig laa mindst 1500 Mand og spekulerede paa: — Hvad i Alverden var nu det?

Jeg rejste mig og gik gennem den røgfyldte Kløft op paa den sydlige Skraaning og begyndte min ensomme Vandring mod Syd. Bagved mig vaagnede Geværilden atter op, og pibende vildfarne Kugler fulgte mig et langt Stykke paa Vej.

Ramasan og Ali var ude af sig selv af Befrielse og Glæde, da de saå mig komme helskindet tilbage.

Det vældige Brag, som Eksplosionen havde givet, kunde høres i Miles Omkreds, og ingen af de to var rigtig kommet over den Forskrækkelse, de fik, da jeg blev slaaet ud af Eksplosionen i Livale.

Nu var de straalende glade, og Ramasan havde Mad parat til mig. Da jeg havde spist, vandrede jeg videre, og efter et Par Dagsmarcher kom vi til den Lejrplads, hvor mine Bærere havde slaaet sig ned for at vente paa mig.

Nu var Friheden forbi. Jeg havde ikke længere Stache til at træffe Dispositionerne, men maatte handle paa egen Haand.

Det var jeg ikke bange for, og havde aldrig været det, men Malariaen var kommet tilbage, og den gjorde mig træt og nedtrykt.

Jeg saå Farer og Besværligheder, hvor der ingen var, og min Opgave, som jeg under normale Forhold vilde have glædet mig over, forekom mig besværlig og vanskelig.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

10. november 1917. “Jeg kunde endnu høre hans rolige, venlige og dybe Stemme”. Nis Kock sørger i Østafrika.

Nis Kock der var ankommet til Østafrika ombord på blokadebryderen “Kronborg”, deltog i forsvaret af den tyske koloni. Efter englændernes angreb på Ndanda, var Stache enten faldet eller tilfangetaget. Kocks malaria begyndte også at vise sit grusomme ansigt endnu en gang. Men der var stadig det store ammunitions depot der skulle gøres noget ved.

Den anstrengende Dag havde været for meget for mine Nerver, der i Forvejen var haardt medtaget af Malariaen.

Ogsaa den havde ladet høre fra sig i de sidste Dage med smaa Anfald. Den stærke Indsprøjtning var aabenbart ved at have udspillet sin Rolle, og jeg kunde igen mærke den uhyggelige Træthed, som jeg havde været forskaanet for en kort Tid.

De stærkt forcerede Marcher om Eftermiddagen havde næsten slaaet mig ud, og dertil kom, at jeg ikke kunde faa Dagens to Begivenheder ud af mine Tanker:

Peter Hansen paa sit Græsleje, graa i Ansigtet og med Blod om Munden, og Stache, der pludselig var forsvundet ud af min Tilværelse — død eller fanget.

Han var nok ikke fanget. Jeg kunde ikke tro paa det. Stache havde langt snarere forsvaret sin Ammunition til det sidste og var faldet imellem Patronkasserne, som han havde ført til Ndanda gennem alle Østafrikas Jungler og Sumpe.

Jeg kunde endnu høre hans rolige, venlige og dybe Stemme og se hans skarpskaarne, solbrændte Ansigt for mig. Han havde været min Overordnede, men havde aldrig i den Tid, jeg havde kendt ham, ladet mig føle det.

Jeg kunde slet ikke forestille mig, hvordan Livet videre skulde forme sig for mig, naar Stache ikke var mere. 

Ud paa Morgenstunden faldt jeg endelig i Søvn, men fo’r et Øjeblik efter — troede jeg da — op ved den voldsomme Skydning, som aabnedes, saa snart det var blevet lyst.

Hele Koncerten fra Aftenen i Forvejen genoptoges, men blot laa Skyttelinierne endnu nærmere ved mit Flodleje end Aftenen i Forvejen.

Tyskerne havde trukket sig lidt tilbage i Nattens Løb, og Englænderne var fulgt efter. I Løbet af ganske kort Tid kom Begivenhederne saa tæt ind paa Livet af mig, at jeg ikke behøvede at høre mig til dem.

Den tyske Skyttekæde trak sig hurtigt tilbage lige mod Flodlejet. Jeg kunde se, hvorledes Askarierne rejste sig op, løb lidt tilbage og kastede sig ned igen, og Kuglerne hvinede over Flodlejet, saa det ikke var raadeligt at vise sig i oprejst Stilling. 

Jeg lod Ramasan og Ali og mine tre Bærere begive sig paa Vej mod Syd med Ordre til at vente paa mig et Par Kilometer fra Flodlejet, og da de var kommet vel af Sted, traf jeg mine sidste Forberedelser til Sprængningen.

[Fortsættes…]

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

8. november 1917. I Østafrika: “De er 6 Kompagnier imod os, og vi er kun 3.”

Nis Kock der var ankommet til Østafrika ombord på blokadebryderen “Kronborg”, deltog i forsvaret af den tyske koloni.  Efter at have sluppet væk med noget af ammunitionen, var det umuligt for Kock at få resten væk grundet mangel på bærere. Og Stache var borte.

Askarisoldaterne laa spredt i Græsset i en uregelmæssig Linie med Geværerne i Næverne, ivrigt spejdende frem for sig.

Engang imellem faldt der et Skud imod Linien eller fra Linien, men Ilden var dog i det store og hele døet hen og vilde sikkert ikke blive genoptaget før den næste Morgen, da begge Parter var trætte og Nattekampe ikke yndede i denne Krig, fordi Negrene saa fik Bersærkergang.

Jeg spurgte om Vej til Afdelingens Chef og traf en ret kendt Officer, Kaptajn v. Liebermann, der laa i Græsset ivrigt studerende et Kort sammen med en anden Officer.

De saa begge to meget medtagne ud i Tøjet og lignede alt andet end de flotte Officerstyper, der tjente i Beskyttelsestropperne ved Krigens Begyndelse.

Jeg meldte mig til Kaptajnen og fortalte, at jeg havde en Ladning Ammunition liggende i Nærheden, men ikke kunde faa det transporteret væk paa Grund af Mangel paa Bærere, men maaske kunde jeg laane nogle af Kompagniernes Bærere. v. Liebermann rystede energisk paa Hovedet. — Jeg kan ikke hjælpe Dem med andet end med at skyde den væk, sagde han, og det kan jeg heller ikke, for saa længe kan vi ikke holde Stillingen.

De er 6 Kompagnier imod os, og vi er kun 3.

Skuffet gik jeg tilbage til Flodlejet, hvor jeg traf Ramasan og Ali vagtsomt spejdende ud i Mørket.

Der var ingen Chance for, at de trætte og forslæbte Bærere naaede tilbage, inden det blev lyst, og saa var der kun ét at gøre — at sprænge Ammunitionen i Luften.

Jeg traf alle Forberedelser til Sprængningen og udsøgte mig et Sted, hvor jeg kunde ligge i Dækning.

Da dette var gjort, lagde jeg mig til at sove, men fik ikke megen Søvn i Øjnene.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

8. november 1917. ” Englænderne var under Fremrykning”. Kampe i Østafrika

Nis Kock der var ankommet til Østafrika ombord på blokadebryderen “Kronborg”, deltog i forsvaret af den tyske koloni.  Kock var taget afsted i al hast for at bringe en stor del af den ammunition de havde liggende i Ndanda ud af byen. Ikke længe efter fik han dog en bekymrende nyhed.

Vi satte Kurs ret mod Syd og kom uantastet ud af Lejren. En halv Snes Kilometer mod Syd i et udtørret Flodleje havde vi endnu et Depot, som vi havde udlagt for nogle Dage siden, og hertil førte jeg mine Folk.

Vi kom hurtigt af Sted, og snart tabte Geværilden sig i det fjerne som en stadig svagere Støj.

Vi naaede Flodlejet efter en temmelig forceret March, læssede af og begav os atter mod Nord.

Da vi var kommet Halvvejen, kom nogle Bærere, som var blevet tilbage, løbende os i Møde og raabte, at Stache var død eller taget til Fange.

Kort efter hørte jeg voldsom Skydning lige foran mig og var klar over, at Ndanda var taget, og at Englænderne var under Fremrykning lige mod det Sted, hvor vi havde vort store Ammunitionslager liggende.

Jeg lod straks mine Folk vende om, og vi begav os i Hurtigmarch tilbage til det udtørrede Flodleje.

Jeg lod dem tage deres Byrder op igen og gav dem Ordre til at bære dem endnu en halv Snes Kilometer mod Syd, medens jeg selv, mine tre Bærere, Ramasan og Ali blev tilbage som Vagt ved den Ammunition, der ikke kunde føres med. 

Jeg lod Ramasan og Ali holde Vagt, medens jeg selv gik tilbage i Retning af Ndanda for at se, om de kæmpende tyske Kompagnier ikke kunde undvære nogle Bæ­rere.

De laa ikke langt borte, hvad jeg kunde høre paa Skydningen, og kort før Solnedgang var jeg naaet ud til den kæmpende tyske Linie.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

8. november 1917. “Paa én Gang brød en infernalsk Geværild løs”. Kampe i Østafrika

Nis Kock der var ankommet til Østafrika ombord på blokadebryderen “Kronborg”, deltog i forsvaret af den tyske koloni.  Englænderne angreb pludseligt den position, Ndanda hvor Nis Kock og Stache holdt til.

Jeg stod og talte med Stache, da Uvejret pludselig brød løs over vore Hoveder. Det var næsten ganske som i Kisakki.

Paa én Gang brød en infernalsk Geværild løs fra de to Sider, og et Øjeblik efter hørte jeg en lige saa kraftig Geværild besvare den.

Jeg havde ikke lagt Mærke til tyske Soldater i Nærheden, men der var saa mange Lejrpladser, at der godt kunde ligge flere Kompagnier dér, uden at jeg havde bemærket det efter saa kort Ophold paa Stedet.

Der var, saa vidt jeg kunde høre, betydelige Styrker i Kamp paa begge Sider, og flere kom til. Englændernes Skydning forstærkedes stadig, og Askarier og hvide Mænd kom i stort Tal løbende over den aabne Slette ved vor Lejrplads i den Retning, hvorfra Skydningen kom.

I Løbet af nogle faa Minutter steg Geværilden fra begge Sider til en Helvedeslarm, saa man vanskeligt kunde raabe hinanden op.

For os var der imidlertid ikke andet at gøre end at slippe ud af Byen med Ammunitionen, saa godt det lod sig gøre. Vi havde ikke meget, men havde dog i de sidste Dage faaet samlet mere sammen i Ndanda, end vore Bæ­rere kunde tage paa én Gang.

Vi havde i det hele taget altid mere Ammunition, end vi kunde bære paa en enkelt Safari, og mange af de Vanskeligheder, vi havde været ude for siden vor March fra Ruponda, skrev sig netop fra dette Forhold, at vi havde for lidt Mandskab.

Som sædvanlig blev Stache tilbage, medens jeg drog af Sted med den første Safari, der bar Drejebænken og Ammunitionen.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

23. oktober 1917. Nis Kock får nyt om et slag i Østafrika: Mahiva.

Nis Kock der var ankommet til Østafrika ombord på blokadebryderen “Kronborg”, deltog i forsvaret af den tyske koloni.  Nis Kock fik besked om slaget ved Mahiva. Dette var et slag der havde stået ved Mahiva floden der varede fra den 15-18. oktober 1917. Slaget endte med markante tab på begge sider, og ingen kunne gå derfra som sikre sejrherrer.

Det var i Slutningen af Oktober eller i Begyndelsen af November 1917.

I de Dage naaede sære Rygter ud til selv de mest afskaarne og isolerede Safarier.

Der havde staaet et stort Slag inde i Bjergene.

Senere dukkede Navnet op — Mahiva, og endnu senere mødte vi Folk, som kunde fortælle om Enkeltheder fra Slaget.

Det havde været et Slag som ved Tanga i sin Tid. Efter Maaneders henholdende Kampe havde Englænderne givet sig en Blottelse, og Lettow-Vorbeck havde straks slaaet til.

I Ilmarch var Kompagnierne blevet trukket sammen og Englænderne pludselig angrebet.

Senere fik de Lov til i tre Dage at løbe Storm paa de tyske Stillinger, indtil et Flankeangreb afgjorde Slaget med en tysk Sejr. Tabene havde efter østafrikanske Forhold været blodige — for Englændernes Vedkommende 1500-2000 Mand paa Grund af deres stædige Frontalangreb.

Noget strategisk Resultat var dog ikke opnaaet — dertil rakte de tyske Kræfter ikke.

Som en stærkt svunget Bue bevæ­gede de engelske Tropper sig fra alle Sider ned mod Koloniens sydøstlige Hjørne og drev i daglige Kampe de faatallige og næsten fuldstændig udkørte tyske Troppeafdelinger foran sig.

Overmagten var saa svimlende stor, at selv den genialeste Hærfører ikke kunde vinde det tabte Land tilbage.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

10. oktober 1917. “Jeg havde kronisk Malaria, og jeg kunde ikke faa Kinin”. Nis Kock i Østafrika

Nis Kock der var ankommet til Østafrika ombord på blokadebryderen “Kronborg”, deltog i forsvaret af den tyske koloni.  Kinin-rationerne var begyndt at blive sparsomme, og det gik stærkt ud over Nis og hans nu efterhånden kroniske malaria.

Min Kinin var omtrent sluppet op, og intetsteds var der mere at faa. Beholdningerne var kun ganske smaa, og Rationeringen blev skrappere for hver Dag, der gik. Medens man før kunde faa 28 Gram, naar man havde Malaria, var Rationen nu kun 7 Gram, og Resultatet blev, at denne modbydelige Sygdom blev siddende i mig og forfulgte mig, hvorhen jeg end bevægede mig.

Arbejdet maatte dog ikke hvile. Vi modtog jævnlig Ordre fra Hovedkvarteret om at holde os i Nærheden af denne eller hin lille Landsby eller sende Miner forskellige Steder hen, men vi skiftede saa ofte Opholdssted, at baade Navne og Begivenheder fra denne Periode er gaaet tabt for mig.

Ofte bevægede vi os ad Veje, hvor vi Uger tilbage havde gaaet, men oftest maatte vi selv bane os Vej ind igennem Skove, hvor Hvide aldrig havde sat deres Fod.

I Gaasegang vandrede vi sløvt af Sted fra Morgen til Aften gennem mandshøjt Græs eller stikkende Krat eller frodig Jungle. Kun sjældent hørte vi nyt, og mine Indtryk fra den Tid er præget af den rene Haabløshed.

Jeg havde kronisk Malaria, og jeg kunde ikke faa Kinin — jeg var dømt til at dø i Løbet af kort Tid.

Med et forstærket Malariaanfald rasende gennem mine Aarer mødte jeg en Dag en Læge, der var paa Vej til en af Fronterne med en Safari af indfødte Ambulancesoldater.

— Hen til ham, sagde Stache, maaske har han noget Kinin. Jeg dinglede hen til Lægen, som ikke saa videre opmuntret ud ved at møde en Malariapatient. Det var sikkert heller ikke noget uvant Syn for ham, men han gjorde dog sin Pligt og undersøgte mig grundigt.

Diagnosen var ikke lystelig, skønt jeg flere Gange havde stillet den selv og den saaledes ikke kom som nogen Overraskelse.

— De er vel klar over Deres Stilling — De har kronisk Malaria? — Ja, det har jeg længe været klar over, men jeg mangler Kinin. Lægen saå lidt paa mig: — Det er et Vidunder, at De kan holde Dem paa Benene, og i den Anledning vil jeg give Dem noget af det kosteligste, jeg har paa mig i Øjeblikket.

Jeg har noget flydende Kinin. Det vil sikkert have en god Virkning paa Dem, indtil De kan faa anden Hjælp. Han gav mig en stor Indsprøjtning i Armen, og jeg takkede ham varmt for hans Hjælp. Saa gik jeg tilbage til vor Lejr og lagde mig paa et Græsleje, som Ramasan havde bygget til mig.

Dér laa jeg og lod Injektionen virke og kunde formeligt mærke, hvorledes Kininen kæmpede med Sygdommen i mig. Jeg faldt i Søvn og vaagnede forfrisket op den næste Morgen.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

8. oktober 1917. Nis Kock i Østafrika: “Ofte turde vi ikke tænde Ild om Natten af Frygt for de engelske Patrouiller”

Nis Kock der var ankommet til Østafrika ombord på blokadebryderen “Kronborg”, deltog i forsvaret af den tyske koloni. Efter tabet af en vigtig position i den lille landsby Ruponda, måtte Kock og hans bærerkolonne bevæge med varsomhed for ikke at blive fanget af englænderne.

Junglen eller Kratlandskabet, som man maaske snarere maatte kalde det, vrimlede af Patrouiller, tyske og engelske imellem hinanden, og ofte blev der kæmpet tæt ved det Sted, hvor vi havde slaaet os ned.

Mange Gange maatte vi og Bærerne skjule os i tæt Krat for engelske Patrouiller, og Stillingen blev til sidst komplet uoverskuelig.

Hvor vi vendte os hen, stødte vi paa fjendtlige Afdelinger, og i næsten lige saa mange Retninger kunde man træffe mindre tyske Afdelinger. De kunde slippe igennem overalt, men vi kunde imidlertid ikke.

Vor lange Bærerkolonne, der var direkte underlagt Overkommandoen og skulde holde sig i Forbindelse med Hovedkvarteret, som skulde give Besked om Fordelingen af Ammunition, var uden fast Forbindelse med Hovedkvarteret.

Vi vandrede og vandrede — gennem mandshøjt Græs. der kunde finde paa at skære og stikke som Knive, og gennem sejgt Krat, hvor Skovknivene maatte bruges for at bane os Vej.

Ofte turde vi ikke tænde Ild om Natten af Frygt for de engelske Patrouiller, og altid maatte en af os to hvide holde Vagt med Geværet i Haand for at advare mod Angreb.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

4. oktober 1917. I Østafrika: “Vi havde […] en uhyggelig Anelse om, at vi var blevet afskaaret fra Hovedstyrken”

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i Østafrika. Efter at være sluppet ud af Ruponda med en god del af ammunitionen stødte Stache til Kock. Stache var oprørt over tabet af Ruponda, men de måtte videre hvis de ikke skulle afskæres fra hovedstyrken.

Op paa Dagen kom Stache med Bærerne. De havde holdt Hvil i Ruponda et Par Timers Tid, inden de begyndte paa den nye Transport, men de var nu meget trætte, og vi lod dem hvile den Dag og Natten derefter.

Den Nat, fik jeg senere at vide, stormede Englænderne Ruponda, som kun var forsvaret af den lille Styrke, som vi havde kæmpet sammen med.

De Englændere, vi havde vekslet Skud med, var en Fortrop for en stor engelsk Kolonne, hvis Ankomst Tyskerne ikke havde haft Anelse om, og som nu skød sig op som en Mur mellem de Troppestyrker, de havde staaende Vest for Livale, og Hovedstyrken, der laa ude imod Kysten. Stache var meget oprevet over Tabet af Ruponda.

Dér laa store Magasiner med Fødemidler, og han begreb ikke, at Stedet ikke var forsvaret bedre. Det er den ærgerligste Overrumpling, vi endnu har væ­ret ude for, sagde han.

Vi maa bogstavelig talt sulte og har sultet, mens vi laa ved de store og fyldte Magasiner, og saa kommer en lille engelsk Afdeling og napper det hele, skønt jeg er sikker paa, at der staar store tyske Afdelinger ikke ret langt herfra.

I de følgende Dage og Uger trak vi med vor Safari mod Øst eller Sydøst, og ofte maatte vi gaa tilbage igen og slaa Lejr paa Steder, hvor vi før havde været. Der var ikke megen Tid og ikke megen Ro til at opstille Drejebænken og begynde at arbejde.

Vi havde ganske kort Tid efter Rupondas Fald en uhyggelig Anelse om, at vi var blevet afskaaret fra Hovedstyrken, og denne Anelse bekræftedes Dag for Dag.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

26. september 1917. Nis Kock: “Da Solen stod op, var Stache endnu ikke ankommet”

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i Østafrika. Efter en træfning med englænderne i landsbyen Ruponda, var Nis og Stache blevet forløst af en tysk kamppatrulje. De udnyttede dette til at få så meget af ammunitionen der lå i byen i sikkerhed.

Vi marcherede en god Del af Natten, indtil jeg mente, at vi var kommet paa passende Afstand fra den truede Magasinby, og gemte saa Ammunitionen i et uigennemtrængeligt Krat.

Skønt Bærerne var trætte, maatte jeg sende dem tilbage til Ruponda for at hente den sidste Ammunition, medens jeg selv, Ramasan og Ali blev tilbage ved den, vi havde faaet ud af Kniben — for at hindre, at en fjendtlig Patrouille uforvarende faldt over den.

Da Solen stod op, var Stache endnu ikke ankommet med Bærerne, og jeg begyndte at blive bange for, at han var faldet i Baghold paa Vejen og var faldet eller taget til Fange.

For ikke selv at blive overrumplet tog jeg min Riffel, bad Ramasan lave lidt Mad til mig, til jeg kom tilbage, og forsvandt saa ud i Skoven for at spejde efter mulige Fjender.

Det kunde jo være, at Englænderne efter at have angrebet og ødelagt Staches Safari vilde følge vort Spor og overraske mig, og det ønskede jeg ikke at blive udsat for.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

25. september 1917. Forstærkninger kommer Nis Kock til undsætning.

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i Østafrika. Under en mindre kamp med en engelsk styrke i Ruponda, begyndte Nis at undre sig over hvor længe der ville gå før de blev stormet.

Jeg skød jævnt og støt, og saa længe havde det nu staaet paa, at jeg kunde lugte, hvorledes Geværløbet blev varmt.

Jeg tog omhyggeligt Sigte for hvert Skud, men til Trods herfor kan jeg ikke sige, om jeg ramte noget, da Fjenden var næsten usynlig og kun gav sig faa Blottelser. Til Gengæld kom heller ingen af os fem Forsvarere noget til trods en meget voldsom fjendtlig Ild.

Jeg laa netop og spekulerede paa, hvor længe det vilde vare, inden de engelske Negersoldater begyndte en omgaaende Bevægelse, der hurtigt kunde have gjort det af med os, da deres Skydning pludselig steg til en hel Trommeild, og jeg hørte høje Raab bagved mig.

Et Øjeblik efter kastede en Snes Mand sig ned i vor Skyttekæde. Det var en stor tysk Kamppatrouille ført af en hvid Underofficer, der kom os til Undsætning. Det var Folk, der forstod deres Haandtering — deres Skydning var rolig og velovervejet, og ude paa Fløjene begyndte smaa Grupper at kravle frem mod Fjenden, omhyggeligt benyttende sig af hver Ujævnhed i Terrænet og af hvert Skjul.

Man maatte nok ikke undervurdere disse pjaltede Askarier. Det var Fagfolk i Sammenligning med de engelske Negersoldater. Ikke et Minut efter at de var blevet sat ind i Kampen, havde de allerede begyndt en farlig omgaaende Bevægelse mod Englændernes Flanker. De handlede uden Kommando, blot paa en Bevægelse af Underofficeren.

Krigen var blevet deres andet Liv, og den virksomste Form for Angreb gennemførte de næsten instinktmæssigt.

Stache raabte til mig, at jeg skulde begynde at bringe Ammunitionen tilbage, og jeg løb med Geværet i Haanden hen til Bærerne, der laa fladt paa Jorden eller dækkede sig bag Træer og Buske. Stache fulgte kort efter.

Vi havde ikke Bærere nok til den almindelige Ammunition, der fandtes i Ruponda, saa det maatte transporteres bort ad to eller tre Gange. Da Angrebet og Skydningen var stilnet af, satte jeg mig i Spidsen for den første Safari, medens Stache blev tilbage i Ruponda.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

28. juli 1917. Nis Kock ankommer til Ruponda.

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i Østafrika. Efter en mindre safari fra den lille flække Nangano ankom Nis og Stache til Ruponda. Nis led stadig meget af sin kroniske malaria, men han og Stache fremstillede stadig miner.

Paa Vejene i Nærheden af Ruponda mødte vi flere mindre tyske Afdelinger, og i selve Byen laa der nu og da Tropper, men sjælden ret længe ad Gangen.

Det var som Livale og Nangano et Sted, hvor Tropperne trak igennem. Nogen By var der heller ikke Tale om — blot nogle ganske faa Negerhytter og et Par Magasiner.

Af Tropperne, som nu og da kom til Stedet, fik vi at vide — at de ingenting vidste. Der var ingen af de hvide Officerer, der med Bestemthed kunde sige, hvor Generalen havde Kvartér, og der var ingen, der var klar over de engelske Troppers Stilling.

Man frygtede for, at Vest- og Nordgruppen, som Tyskerne endnu var delt i, skulde blive afskaaret fra hinanden netop ved et engelsk Fremstød mod Ruponda, men ikke desto mindre var Byen og Magasinerne som oftest uden nævneværdig militær Beskyttelse.

Stache og jeg passede vort Arbejde. Vi lavede Miner af alt for Haanden værende Materiale. De blev sendt med smaa Safarier mod Øst, og de sorte Bærere fandt altid Vej til de Troppeafdelinger, der skulde have Minerne.

I øvrigt halvsultede vi, og jeg blev sløjere og sløjere af Malaria, fordi jeg ikke kunde faa tilstrækkeligt Kinin.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

14. juli 1917. Nis Kock i Østafrika: “hvis jeg ikke kom under Behandling, var jeg sikker paa Døden.”

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i Østafrika. Efter fem ugers tid i den lille landsby Nangano, var det tid til at drage videre. Englænderne bombede løs fra flyvemaskiner, mens Nis og hans overordnede Stache forgæves forsøgte at skyde dem ned med deres rifler.

Først efter lang Tids Sygeleje stod jeg op, og saa snart jeg var kommet paa Benene, brød vi op fra Nangano.

Den sidste Dag blev de engelske Flyvere hængende over Hovedet paa os og bombarderede os ubarmhjertigt baade med Sprængbomber og Brandbomber. Baade Stache og jeg skød paa dem, men som sædvanlig uden Resultat, skønt jeg var overbevist om, at mange af mine Skud traf, hvor de skulde.

Flere af Bærerne blev saaret af Bomberne, men de kunde dog følge med Safarien, da vi brød op og drog videre mod Sydøst.

Vort Maal var Navnet Ruponda — thi en ny Landsby ventede vi ikke at finde paa det Sted, men derimod skulde der findes betydelige Magasiner i Nærheden.

Stache sagde, at dér var der Sandsynlighed for, at vort flyvende Urskovsværksted kunde arbejde i Fred og Ro nogen Tid, da Ruponda sikkert vilde blive forsvaret haardnakket — ligesom Kisakki i sin Tid.

Jeg glædede mig meget til at komme et Sted hen, hvor der var en Læge, for jeg var nu blevet klar over, at jeg havde kronisk Malaria, og hvis jeg ikke kom under Behandling, var jeg sikker paa Døden.

Denne Safari til Ruponda var en af de besværligste for mig at følge med i. Jeg var saa medtaget af Sygdom, at jeg ikke husker en eneste Enkelthed fra den.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

9. juni 1917. Østafrika: “Feberen rasede gennem Blodet med en Styrke som aldrig før.”

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i Østafrika. Efter at have kommet sig oven på sin ulykke med en mine, var Nis begyndt at arbejde igen, men de måtte rykke fra deres plads i Livale til en mindre landsby sydøst for byen: Nangano. Her begyndte Malariaen desværre at sætte sine kløer i ham endnu en gang.

Her byggede vi ikke Hytter. Den Tid var forbi, da man kunde indrette sig saa varigt i Østafrika.

Fjenden var tæt inde paa Livet af os, og vi kunde blive tvunget til at bryde op, hvornaar det skulde være.

Vi fabrikerede Miner af min nye Konstruktion, som vi sendte med Safarier til Hovedkvarteret.

Vi var der i fem Uger, men i de sidste kunde jeg ikke deltage i Arbejdet. Det var ikke paa Grund af mine Saar, der i Øjeblikket ikke gav andre Efterveer end, at mit Syn var noget svækket. Det var Malariaen, der kom igen — frygteligere end nogen Sinde.

Pulsen piskede af Sted, saa de enkelte Slag ikke kunde tælles, og Feberen rasede gennem Blodet med en Styrke som aldrig før.

Kinin havde jeg kun meget lidt af og maatte spare endnu mere paa det end før, og Følgen blev, at Sygdommen varede længere og var mere haardnakket end nogen Sinde tidligere.

I de Dage kastede de engelske Flyvere ofte Bomber ned i vor Lejr. Jeg laa paa mit Leje og hørte Bomberne eksplodere omkring Lejren, Bærernes Raaben og Skrigen og de korte, skarpe Knald af Staches Riffel, naar han skød efter Flyverne.

Jeg havde jo været med til det engang, vidste jeg, og jeg kunde ogsaa nok have Lyst til at være med endnu en Gang. Men jeg var berøvet al Villie, og jeg oplevede kun som gennem en Taage, hvad der skete omkring os.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

7. juni 1917. Nis Kock forlader Livale: “Fælden var ved at klappe sammen om de tyske Tropper”

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i Østafrika. Han arbejdede med at fremstille miner og dreje granater. Under dette arbejde sprængte der en mine i hans hytte, og han havde været ude af stand til at arbejde i en længere periode. Efter han kom på benene igen, havde arbejdet skredet frem som normalt.

Min Helbredelse skred hurtigt frem — hurtigt i Forhold til de Saar, jeg havde faaet, men det varede dog 8 Uger, inden jeg kunde fortsætte mit Arbejde.

Til sidst opgav Lægen at finde flere Sprængstykker i mig, og hans Æske var da ogsaa paa det nærmeste fyldt. De store Bind blev ogsaa taget af mig, navnlig fordi jeg ikke i disse knappe Tider kunde ligge med en saadan Overdaadighed af Gazebind om mig. I Stedet for blev der lagt smaa Stykker Gaze paa mine aabne Saar, og omkring dem blev der surret Baand og Strimler af Bast, som man nu anvendte til Forbinding.

Da jeg var kommet op, tegnede og konstruerede jeg en Mine, som jeg havde ligget og spekuleret paa under min Afmagtsperiode. Den blev sendt til Hovedkvarteret, og der kom meget hurtigt Meddelelse tilbage om, at mit Forslag var det bedste, der hidtil var indkommet, og at Miner skulde konstrueres saadan for Fremtiden. De Miner, jeg havde opfundet, frembød ingen Fare for Manden, der lagde dem ned, men kun for ham, der traadte paa dem.

Kun ganske kort Tid fik jeg dog Lejlighed til at virke i Livale. Fælden var ved at klappe sammen om de tyske Tropper. Fra Syd og Vest og til sidst ogsaa fra Nord trængte Englændere, Indere, Sydafrikanere og sorte Askaritropper frem i hurtige Marcher.

Der laa endnu Dele af den tyske Vesthær Vest for Livale, men den vilde sandsynligvis trække sig tilbage Nord for Stationen. Hovedhæren laa i Øjeblikket ved Lindi ude ved Kysten og i Bjergene, paa Muera-Plateauet længere inde i Landet.

Livale svævede faktisk i Luften, da Stache efter Ordre fra Hovedkvarteret lod Lejren bryde op for efter to Dages Safari at naa frem til Nangano — et Navn, men ikke ret meget af en Landsby sydøst for Livale.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

27. februar 1917. I Østafrika: Ankomst til Livale

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i Østafrika. Efter en månedeslang march nåede han endelig frem til byen Livale i slutningen af februar 1917.

Efter omtrent en Maaneds March naaede vi frem til Livale.

Allerede paa lang Afstand kunde jeg se Militærstationens røde Tage rage op over den lave Urskov omkring Byen.

Stort andet var der heller ikke at se i denne By. Der laa nogle ganske enkelte Hytter, men ellers var ogsaa her kun Navnet tilbage. Byen var aabenbart aldrig kommet til Kræfter efter Rædslerne for 10 Aar siden.

Bærernes Ansigter straalede, da de fik Øje paa Militærstationen, og Stache, som stod paa Vejen for at tage imod os, straalede ogsaa. Han havde ventet længe paa mig, sagde han, og han havde en Mængde Arbejde, som vi skulde have lavet paa Drejebænken.

For at vi kunde faa hvilet godt ud ovenpaa den lange Safari, havde han ladet bygge en hel lille Landsby til os af Stedets Materialer, Træ og Græs, og jeg kunde for første Gang tage en ganske ny Hytte i Besiddelse helt alene.

Ved Mansabugten havde vi været to eller flere om en Hytte. Jeg lod straks Ramasan og Ali holde Indtog i Hytten, med en virkelig stolt Følelse af at være Husejer i Afrika.

Hytten var af dejligt tyndt og tæt Græs, uigennemtrængeligt for Regn og Sol og med udskaarne Vinduer og Døre. Paa Gulvet stod et Bord med en Plade af flettet Græs og en groft sammenbundet Stol.

Desuden fandtes der et Sengeleje med dejligt tørt Græs i. Der er næppe nogen, der har taget en komfortabel Ejendom i Besiddelse med saadan en Henrykkelse som jeg, da jeg slog mig ned i min nye og helt private Græshytte i Livale.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

21. februar 1917: “Han blev et nyt og bedre Menneske, da han saa den pragtfulde Gave”

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af kolonien Tysk Østafrika. Under en lang march sydpå, havde han sammen med sine bærere søgt ly i en landsby, for at undslippe det voldsomme regnvejr.

— Hvad mener du om disse Mennesker? spurgte jeg Ramasan.
— Man skal ikke stole for meget paa dem, Bwana, svarede Ramasan og trak paa Skuldrene.

Jeg tog Magasinet ud af min Parabellum Pistol og tørrede det omhyggeligt af. Saa satte jeg det i igen og lagde Pistolen skudberedt ved Siden af mig paa Kitandaen.

Geværet blev ogsaa efterset og anbragt støttet til mit Leje, saa jeg hurtigt kunde faa fat paa det.

Men det glædede mig dog meget, at Bærerne laa i en Kreds mellem Døren og mit Leje, saa ingen kunde komme ind uden at vække dem, for der er næppe nogen Tvivl om, at jeg var blevet overfaldet om Natten, hvis jeg havde været alene.

Nu faldt jeg i Søvn og sov til den lyse Morgen, uden at der hændte mig noget ubehageligt.

Den næste Morgen var det straalende Solskin, og vi beredte os paa at drage videre.

Først takkede jeg dog Høvdingen for den udviste Gæstfrihed og forærede ham en brugt Uniformsfrakke, som jeg havde med i min Tøjkiste.

Han blev et nyt og bedre Menneske, da han saa den pragtfulde Gave, og stillede øjeblikkelig en Vejviser til vor Raadighed, saa vi uden Besvær kunde naa til den slagne Karavanevej.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

20. februar 1917: “Det var velgørende at se de glade Ansigter omkring Baalet”

Nis Kock fra Sønderborg deltog i det tyske forsvar af kolonien i Østafrika. Under en lang march mod byen Livale i den sydlige del, besluttede han at skyde genvej, men regnen blev for kraftig til at slå lejr under åben himmel.

Det var en forbandet Egn, vi var havnet i, en Landstrækning, der næsten var ødelagt af Krig og Voldsomheder, og nu skulde den igen være Skuepladsen for krigerske Begivenheder.

Den Smule Befolkning, der levede paa disse Egne, var skummel og mistroisk. Der havde i Krigens første Aar været ikke saa faa Uroligheder hernede, men de var blevet dæmpet med haard Haand.

Alligevel var det ikke nogen hyggelig Befolkning at slaa Lejr imellem. Kun en eneste Gang paa den lange Rejse søgte jeg Husly i en beboet Landsby, og Modtagelsen der gav mig et godt Indtryk af Befolkningens Sindelag.

Det var en Dag, da jeg havde besluttet at forlade den afstukne Rute og skyde en Genvej, der sparede os for ca. 40 km Omvej.

Vejen viste sig at være meget besværlig med meget oversvømmet Terræn og vanskelig Urskov, hvor vi undertiden maatte hugge os igennem, men det havde jeg været forberedt paa.

Værre var det, at Regnen ved Middagstid begyndte at strømme ned med en Voldsomhed, som jeg kun sjældent havde oplevet.

Det blev næsten mørkt, og Bærerne arbejdede sig kun med Besvær frem gennem det sumpede, halvt oversvømmede Landskab.

Regnen blev ved hele Dagen med den samme Voldsomhed, og der kunde ikke være Tale om at slaa Lejr, da det var umuligt at faa tændt Baal midt i denne Syndflod. Jeg gik forrest med Ramasan og Ali, og det var en af dem, der fik Øje paa dyrkede Marker forude.

Kort efter skimtede vi ogsaa Lys imellem Markerne. Vi var kommet til en Landsby. Da jeg vidste, at der ofte stod tomme Hytter i Landsbyerne hernede, besluttede jeg for en Gangs Skyld at overnatte i en Negerlandsby.

Jeg gik rask frem mod Byen, samtidig med, at jeg løsnede Pistolen lidt i Holderen, da man aldrig kunde være for sikker, og naaede hurtigt ind i Byen.

Jeg stak Hovedet ind gennem den aabne Dør i den første Hytte, jeg kom til, og hilste God Aften. Der sad to Mænd og en Kvinde ved Baalet, som brændte midt paa Gulvet, og de syntes temmelig overraskede, men hilste mig dog, og en af Mændene bad mig træde nærmere.

Jeg bøjede mig og gik ind, og vi hilste endnu engang paa hinanden — Negre er høflige paa en værdig og smuk Maade — og spurgte, om jeg ikke kunde faa en Hytte til mig selv og mine Mand, da vi ikke kunde gaa længere i Mørket og det regnede for stærkt til, at vi kunde slaa Lejr under aaben Himmel.

De to Mænd konfererede lavmælt med hinanden og skelede engang imellem hemmeligt op til mig.

Jeg fyldte — hvilket dog ikke skal være sagt til egen Fortjeneste — ganske godt op i deres Hytte, og min Pistol og Riffel var ogsaa synlige for dem.

Resultatet af Konferencen blev, at den ene af dem gik sin Vej og kort efter kom tilbage med en Mand, der kunde se ud til at være Høvdingen, og en anden, som jeg anslog til at være Stedets Medicinmand.

Ingen af dem lod til at være stærkt begejstret i Anledning af min Tilsynekomst, men efter nogen Snak frem og tilbage fik jeg dog overladt en stor og rummelig Hytte, hvor vi allesammen kunde være. Ja, Høvdingen var endog saa elskværdig at sende en Kitanda, en Slags Seng, der bruges af Rangspersoner, til mit personlige Brug.

Kort efter kom mine Bærere til Byen og tog straks med Jubel Hytten i Besiddelse. I Løbet af et Øjeblik var Hytten gjort ren og et stort Baal var tændt midt paa Gulvet under utallige Kogekar.

Jeg skiftede Tøj og fik det vaade hængt op ved Siden af Baalet, saa det kunde tørre, og da jeg var færdig og havde smidt mig paa Kitandaen, kunde Ramasan allerede servere det varme Rismaaltid for mig.

Kort efter laa vi allesammen og døsede omkring det herlige varme Baal. Bærernes Smule Tøj tørrede hurtigt paa Kroppen af dem, og jeg kunde høre paa dem, hvordan de nød at være helt tørre for en Gangs Skyld.

Det var velgørende at se de glade Ansigter omkring Baalet i Stedet for de halvarrige Fjæs, jeg havde haft Udsigt til under Marchen, for slet ikke at tale om de aabenlyst fjendtlige Ansigter, jeg var blevet modtaget med i Landsbyen.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

15. februar 1917. Østafrika: “I disse Maaneder var den tyske Hær saa svag”

Nis Kock fra Sønderborg deltog i det tyske forsvar af kolonien i Østafrika. Det var svært at skaffe mad, og folk var syge. Under marchen sydpå mindedes han et oprør der havde forgået i kolonien i 1905-06, det såkaldte Maji-Maji oprør (Maji er det swahiliske ord for vand). Dette oprør efterlod sig mange tomme landsbyer og meget af landet var stadig hærget.

Junglen var fuld af Sygdom og syge Mennesker.

I disse Maaneder var den tyske Hær saa svag, at et Vindpust kunde have væltet den, men Vindpustet kom ikke endnu — fordi det ogsaa var umuligt for Englænderne at føre Krig i disse forpestede Egne.

Vand foroven, Sump forneden, Myriader af Moskitoer i Luften, Slanger i Græsset eller i Træerne, giftige Skorpioner, Sandlopper, der borede sig ind i Tæerne og kunde ødelægge hele Foden, Oversvømmelser, rivende Regnfloder, uvenlige Indfødte, hvor der endelig var nogle — saadan saa det ud hele Vejen fra Utungisøen til Livale.

Jagten var grumme ringe og vanskelig.

Gang paa Gang kom jeg tomhændet hjem fra en Jagtudflugt, men undertiden lykkedes det mig dog at faa Ram paa et Stykke Vildt, der til Gengæld gjorde dobbelt Fyldest, fordi vi var saa faa — kun ca. 30 Mennesker.

Helt oppe fra Floden og ned til den portugisiske Grænse havde der raset et voldsomt Oprør ansiftet af Araberne i Aarene 1905-06.

De havde solgt de Indfødte en Vidundermedicin, som skulde gøre dem haarde mod Tyskernes Kugler — ja, fortalt dem, at der vilde løbe Vand ud af de tyske Geværmundinger, naar de blev rettet mod en Mand, der havde drukket af denne vidunderlige Medicin.

Livale var blevet stormet og Besætningen nedhugget, adskillige mindre tyske Afdelinger var blevet nedsablet

— hele Landet stod i Flammer fra Syd til Nord. Plantager var blevet brændt og Beboerne myrdet eller fordrevet, og mange Ejendomme var groet i Jungle og Dyrkningen aldrig genoptaget siden.

Saa kom Hævnen jo til sidst. Opstanden blev slaaet ned med den største Strenghed.

Helt oppe ved Rufijifloden havde jeg stødt paa forladte Landsbyer, og paa denne Safari traf jeg ogsaa paa en Del af disse stumme Mindesmarker for Oprøret for 11 Aar siden, og en Del Landsbyer, der kun var halvt beboede.

Paa hele Rejsen fra Rufiji til Livale fandt jeg ikke en Landsby, der var paa over en halv Snes Hytter, og ofte var af hele Byen kun Navnet tilbage.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)