Tag-arkiv: russere

21. juli 1917. Russer skudt ved grænsen. Enkefru Røgind: “Den elendige Soldat”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

21. Juli.
Saa er det sandt. Den stakkels Russer, der har været et Aarstid hos Jepsens og har været Krigsfange i næsten tre Aar, vilde flygte over Grænsen ved Christiansfeld sammen med en Søn af Jepsens Nabo (Gaarden mellem ham og Thygesen). Det mislykkedes. Vagten skød Russeren og nappede den anden.

Den elendige Soldat, der har gjort det, gid han maa bøde derfor, hvorfor kunde han ikke skyde forbi, er det de 50 Rmk., der har fristet ham? Gid de maa tynge hans Sjæl, saa han aldrig faar Fred.

En ung, kraftig, pæn Mand, gift, lider af Hjemve, hvem kan undres derover, saa lader han staa til — og saa Døden, Mordet kalder jeg det nu. Hans Kone havde sendt ham en Pakke fornylig, hun faar jo nu intet at vide om hans Skæbne, og han er nu begravet paa Aller Kirkegaard. Man taler meget derom og alle er bedrøvede, han var saadan et flinkt Menneske, jeg har set ham flere Gange, havde et godt Ansigt.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 140)

3. december 1916. Russerne beder om at blive taget til fange

Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i 4. Schlesiske Infanteriregiment 157 på Østfronten.

Efter tre dages artilleriild regnede vi med, at russerne ville angribe, men det skete ikke.

Vi fik så skyttegraven bragt i orden igen, vi troede stadig, at russerne ville angribe. Vort artilleri havde også givet godt igen, men vi kunne dog ikke se virkningerne fra vores stilling. Der var skov over det hele hos russerne.

Så en dag eller 2 efter artilleriilden, så vi nogle russere i skovkanten nærmest et stykke til venstre for os. Det var en del russere, der bad om at blive taget til fange! De ville ikke kæmpe mere.

Blandt fangerne var der en, som fortalte, at nu havde han og hans bror kæmpet sammen hele krigen side og side, og dagen i forvejen blev broderen dræbt af en granat.

Efter artilleriilden skulle de gå til angreb, men de havde nægtet, da de så pikkelhuerne foran sig. Efter den tid var der stille igen.

Thode, Carl Theodor: krigserindringer, nedskrevet 1974 (pdf)

Thodes erindringer danner grundlag for Jakob Brodersens roman “Thode”, der udkom i 2016.

thode-510x762

12. juli 1916. Eventyrlig russerflugt. Fra Willemoës’ notesbøger

Redaktør N.C. Willemoës, Ribe, førte under krigen en privat dagbog, bl.a. med begivenheder, der ikke kunne eller måtte trykkes i avisen.

12 juli 1916

Russere i Ribe i 43 dage fra Neu Strelitz.

Den 12. juli 1916 ankom en tredje russer til Ribe, nemlig sergent Pjotr Gregori Patuk af 104 inf.reg. (guv. Minsk). Han havde været 3-4 dage undervejs fra en fangelejr i Neu Strelitz. Han flygtede derfra sammen med en kammerat Nikolaj Nintonoff Pjevaschko. Der blev imidlertid skudt på dem ved grænsen, og Pjotr følte sig overbevist om, at kammeraten var blevet ramt. Stor blev derfor hans glæde, da Nikolaj næste dag bragtes til sygehuset. Pjevaschko, der er bonde i guv. Gradno, hørte til 118 reg. Deres glæde over at gense hinanden var ubeskrivelig, de omfavnede og kyssede hinanden.

s 288

Pjotr Patuk, der siden sin tilfangetagelse har ført en ret eventyrlig og til tider spændende tilværelse, fortæller bl.a. ”Lige fra den dag, jeg toges til fange, spekulerede jeg på at slippe bort fra det tunge åg”.

Første gang jeg forsøgte at flygte – det var sammen med en franskmand, kom vi kun til pigtråden, da tyskerne fik øje på os. Og da vi ikke kunne nå at skære pigtråden over i løbet af et par minutter, blev vi grebet af tyskerne og måtte til straf sidde i fængsel i 14 døgn.

Anden gang jeg forsøgte at flygte, tog jeg afsted sammen med to kosakker, og i løbet af 12 dage nåede vi til Kielerkanalen; men da vi dér ikke kunne finde nogen båd og slippe over med og da civile folk fik øje på [os] og henledte militærets opmærksomhed på os, måtte vi, da vi nu befandt os i nærheden af jernbanelinjen over Kielerbroen var der ikke andet at gøre end at prøve på at komme op på det kommende tog. Det lykkedes os, men midt inde på broen, blev kanalen oplyst, og vi blev opdaget, og da vi kom til den næste station (byen Slesvig) kom en soldat ud og greb os kl. 1 om natten og anbragte os i vagten. Jeg kan ikke sige, kun det skar mig i hjertet, at jeg ikke nåede at få fuldført min plan. Jeg forsøgte at flygte fra vagtlokalet og dets to soldater, men det lykkedes ikke. For flugten fra lejren måtte jeg tilbringe 21 døgn i arrest. Det var hårdt. Jeg fik kun varm mad hver 3. eller 4. dag. Herefter tilbragte jeg ca. 4 måneder i lejren i Güstrov. Så førtes alle underofficerer til lejren i Neu Strelitz, hvorfra jeg besluttede at flygte sammen med en anden kammerat. På postkontoret, hvor der sad en kammerat, var der et stort kort; det kopierede jeg. Et kompas fik jeg også fat i efter nogen tids forløb – ligeså i en knibtang.

Russiske_krigsfanger_s289

Min tredje flugt påbegyndte jeg kl. 12½ om natten. I løbet af en halv times tid lykkedes det at file pigtråden over, og kl. 1 om natten slap vi ud af lejren og gik hurtigt et par timer, men så kom vi i mørket bort fra vejen og ind på marker og moser, hvilket beredte os mange vanskeligheder.

På vor flugt, der skulle vare 45 (43?) dage kom vi efterhånden gennem mange steder, hvor der lå tropper.

Da vi nåede landsbyen Kroffelitscho, fik politiet øje på os, men vi skyndte os ud på en mose og gik senere derfra videre. Vi søgte så vidt muligt at komme til at ligge i rugmarker om dagen – en ikke altid ufarlig situation, da vi ofte kunne høre soldaternes højrøstede tale på de landeveje, som førte os tæt forbi os. Var der ikke rugmarker, skjulte vi os i en skov, hvor vi almindeligvis havde det herligt og helt fornøjeligt: ovenover os fuglesang og måske kun 100 skridt fra os tyskerne, der skændte fra kraget[?] med deres forbandede (djævelske) stemmer, hvilket til tider kunne forurolige os. Da vi nåede Wismar ved Østersøens bred gik vi videre ad chausséen og opdagede en stor bygning lige foran os. Da vi forsigtigt gik nærmere, sprang en stor vagthund frem og gøede stærkt, og efter den kom en vagtpost. Vi skyndte os bort det bedste, vi kunne. Herefter måtte vi passere en mængde vandløb og moser, og jeg blev efterhånden så afkræftet, at jeg næppe kunne slæbe mig frem.

Natten derpå gik vi videre. På chausséen foran os så vi tre mænd, der hurtigt gik fremefter; vi gættede, det var flygtninge, men vi turde ikke spørge. På vor vej videre nåede vi ind på jernbanen, hvor en tysker kom os i møde for at gribe os; men vi skjulte os hurtigt for hans ???? og slap lykkelige videre.

Næste nat omtrent et kvarter før 12 begav vi os igen på vej; men det var nu søndag og folk sov ikke endnu; det var vanskeligt at komme frem gennem de mange mosestrækninger og over de mange grøfter. Næste nat gik vi videre og ankom til den store station Blankenberg . Her så vi et par meget store bygninger, den første lignede en skole og den næste, den største syntes ubeboet. Udenfor den syntes at stå en stor sten eller lignende, men da den kom nærmere, viste ’stenen’ sig at være en skildvagt, som stirrede på os. Vi kom hurtigt af sted, han råbte ’Halt’, men vi løb og løb og nåede ind i en stor skov.

Desværre har russeren under sit ophold ikke fået tid til at skrive mere, men allerede denne beretning giver et godt indblik i de farer, der møder flygtninge langvejs fra.

Af hvad han fortalte om flugten, skal her anføres en del interessante enkeltheder:

Hvad deres rute angiver, gik de efter kompasset først mod vest, senere mod nord. De tyske vejvisere med nøjagtig angivelse af kilometerafstande var dem til megen nytte.

Med hensyn til levnedsmidler undervejs medbragte de fra lejren så meget brød, chokolade etc. At de levede deraf i de første 14 dage dvs. indtil de var i nærheden af Neumünster . Senere skaffede de sig føde bl.a. på følgende måde: Når de lå skjulte om dagen, så de næsten altid fangne landsmænd, der arbejdede i nærheden. De lagde så mærke til, når den tyske vagt var borte, fik så mad af de russiske fangne landsmænd og gav dem penge, så disse kunne købe chokolade til dem. En enkelt gang købte de selv chokolade. De så fanger i nærheden og gjorde så regning på, at købmanden ikke kunne opdage, at de var fanger fra andre egne.

Over Kielerkanalen satte de i løbet af 10 minutter i en stor båd. Kanalen var stærkt oplyst, og der lå en del skibe i den, men dog ikke krigsskibe.

En anden gang måtte de surre 3 planker sammen for at komme over et større vandløb.

Flere fanger er fra Neu Strelitz flygtede til Holland, hvortil vejen er kortere, men vore to fanger her mente, at flugten forløb sikrere til Danmark.

Ved grænsen, som de passerede i nærheden af Vester Vedsted, blev der skudt flere skud mod dem.

Til straf fordi Pjotr Paluk tidligere var flygtet, var der på hans dragt og hans kasket blevet anbragt hvide kors, som dog blev fjernet efter at lejren havde haft besøg af russiske søstre.

Ingen af disse to – og ej heller af de sidst ankomne russere – udtaler sig rosende om deres officerer, hvorimod de alle fremhæver, hvor fortræffelige og flinke kosakkernes officerer er ligesom de tartanske og grusenske officerer.

Som andre soldater taler de meget ondt om jøderne. Alle fremhævede, at det russiske sanitetsvæsen er udmærket ved den russiske front og hvor flinke sygeplejerskerne er.

Paluk er dekoreret med Georgskorset af 4. og 3. grad.

N.C. Willemoës’ notesbøger

Hvis du har lyst til at være med til at skrive notebøgerne af, så kontakt René Rasmussen

28. april 1916 – Claus Eskildsen: “… paa Dødens Mark!”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder og blev indkaldt ved krigens begyndelse, men kom først til fronten i februar 1915. Her gjorde han resten af krigen tjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I foråret 1916 befandt regimentet sig på østfronten.

Hele April igennem var det endnu meget uroligt ved Narocz-Søen. Efter et voldsomt russisk Angreb den 13. April tæller vi over 200 døde Russere foran vort Regimentsafsnit; men Dagen efter piskes de brune Masser frem til Storm igen. Paaskelørdag, den 22. April, prøver de det umulige for sidste Gang. Saa falder der omsider Ro over dem.

Vore Frontstakler bruger Spaden endnu flittigere end Bøssen. For fire Uger siden overtog de en lille Vandgrøft. Nu er den udbygget til et helt System af dybe Grave og sikre Hulrum, værnet med et tæt Filter af Pigtraad. De roder omkring i Sand og Sump, kæmper og vaager om Dagen, vaager og kæmper om Natten, — Paaskedag, anden Paaskedag, Søgn og Helg er ens.

Tysk maskingeværstilling i skyttegrav på østfronten, Claus Eskildsens østfrontalbum (Lokalhistorisk Arkiv for Gl. Tønder Kommune)
Tysk maskingeværstilling i skyttegrav på østfronten, Claus Eskildsens østfrontalbum (Lokalhistorisk Arkiv for Gl. Tønder Kommune)

De er saa trætte! Men nu krones Arbejdet. Russeren er faldet til Ro, og vor Stilling begynder at se pæn ud, Nu kan vi vel ogsaa unde os lidt Ro, Nej, Fronten maa aldrig komme til Ro, thi saa kommer Tankerne, og tænke maa det stakkels Frontdyr ikke.

Angrebsbefalingen er der!

Nu er det Tyskerne, der vil tromme og storme. I Dagevis slæbes der Ammunition frem. Nye Batterier gaar i Stilling. Stormtropperne dukker op i Skovlejren. Af Divisionens Tropper er vort Regiment det eneste, der skal tage Del i Angrebet. Maaske er det Generalens »Tak for sidst«, fordi vor Major paa højere Sted har klaget over den umulige og unødvendig strenge Divisionskommandør, — i det mindste mener Majoren, at vi skal med igen, fordi han ikke kan forliges med Generalen.

Vort stakkels Regiment har nu ligget fem Uger her forude, i Trommeild og Angreb, og har hverken Dag eller Nat faaet Hvile. De fleste, der den 22. Marts begyndte Kampen her, er faldne, saarede, syge, den største Del bestaar i Dag af uøvet Udfyldningsmandskab. — Men Ordren skal lystres!

Den 28. April, paa Slaget 4 om Morgenen, begynder det tyske Artilleri at tromme. Den nærmeste Egn omkring os er spækket med Batterier. Jorden ryster, Barakken sitrer. Vinduerne klirrer, det fine Sand risler ned paa os. Officererne sidder i deres Heltekælder. Deres dyrebare Heste har de sendt længere tilbage i Sikkerhed, deres mindre dyrebare Skrivere lader de roligt sidde i den skrøbelige Barak. Men Russerne prøver slet ikke paa at holde det tyske Artilleri nede. De lægger al deres Ild paa Skyttegravene, hvor Stormtropperne staar, og os lader de i Fred.

Reserve-Infanterie-Regiment nr. 266´s skrivestue, i forgrunden Claus Eskildsen (Lokalhistorisk Arkiv Gl. Tønder Kommune)
Reserve-Infanterie-Regiment nr. 266´s skrivestue, i forgrunden Claus Eskildsen (Lokalhistorisk Arkiv Gl. Tønder Kommune)

Fra 9½—10 presses Artilleri- og Minekasterilden op til højeste Styrke. De russiske Skyttegrave er helt ukendelige, forvandlet til en Pløjemark. Vore Folk kravler op af deres Huler og stiller sig parat, dirrende af Spænding.

Paa Slaget 10 standser hele Orkestret. Stormtropperne springer ud af Gravene, løber som vilde fremad, mærker næppe, at de springer over den første russiske Skyttegrav, tager den anden, løber videre, tager alt det, den 75. Div. tabte i Marts, løber videre — og vilde være
løbet til Verdens Ende, hvis man ikke havde kommanderet Holdt.

Russerne løber ligesaa stærkt, mange i samme Retning, andre med opløftede Arme hen imod vore Folk. Regimentets Bytte er 13 Officerer og 1327 Mand, 7 Maskingeværer og l Minekaster. Det er stødt saa dybt igennem, at det har taget 2 Regimentskommandører med deres Stabe til Fange. Den store Hærberetning opgør det samlede Bytte til 6 Officerer, 5600 Mand, 1 Kanon, 28 Maskingeværer og 10 Minekastere. Vore Tab var ikke særlig store. 2 Officerer og 44 Mand er faldne, 8 Officerer og 186 Mand saarede. — Men 240 Mand paa een Dag er alligevel en slem Aareladning for et Regiment.

Slagmark med døde russere, Claus Eskildsens østfrontalbum (Lokalhistorisk Arkiv for Gl. Tønder Kommune)
Slagmark med døde russere, Claus Eskildsens østfrontalbum (Lokalhistorisk Arkiv for Gl. Tønder Kommune)

Om Eftermiddagen gaar Premierløjtnanten og jeg ud for at se paa Slagmarken. Det er et forfærdeligt Syn. Alle disse Sandmarker, Fyrre- og Granskove er gennemrodede, oppløjede af Granater og Miner, sammenskudte, revet i Trævler, et eneste Kaos af Huller, Grave, Stubbe, Pigtraad, Hylstre, Splinter — og Lig! I Hundredvis ligger døde Russere strøet ud over det tidligere Ingenmandsland, forraadnede, sønderrevne af Granater.

Hvor bliver Livets daglige Bekymringer smaa, naar man staar her midt paa Dødens Mark! Premierløjtnanten gaar længere fremefter, hvor Slagets Bulder endnu lyder. Jeg bliver tilbage og tager et Par Billeder med mit Fotografiapparat.

Russiske krigsfanger, Claus Eskildsens østfrontalbum (Lokalhistorisk Arkiv for Gl. Tønder Kommune)
Russiske krigsfanger, Claus Eskildsens østfrontalbum (Lokalhistorisk Arkiv for Gl. Tønder Kommune)

Paa een Gang staar der en stor Russer ved min Side! Han har vist hidtil ageret »levende Lig«, »død Mand«, men har nu ment, at en fredelig Skriver med et Fotografiapparat som eneste Vaaben ikke kunde være farlig at overgive sig til. Nu slaar vi Følge hjemefter. Omtrent halvvejs paa Vejen til Lejren indhenter vi en simpel »Muskot«, der svedende og pustende slæber af med et russisk Maskingevær, som han har erobret og nu selv vil aflevere paa Byttesamlingsstedet Det gaar tungt for ham i det dybe Sand. — »Vent lidt, her kommer jeg med en Trækhest til dig!« — Den store Russer gaar grinende med i Tøjet, og nu trækker de to, mens jeg gaar ved Siden. Men det er endnu tungt nok for to, og jeg har ikke Tid til at gaa saa langsomt. — »Nu vil jeg sige dig noget, Kammerat! Det kommer sig ikke saa nøje med en Pølse i Slagtetiden! Jeg forærer dig min Fange og gaar min Vej!«

Det var da flot! Den eneste Fange, jeg »tog« under hele Krigen, forærede jeg bort.

(Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront, København 1929, s. 122-5)

9. februar 1916. Russisk landsby “… endnu værre end i Mjøls!”

Sønderjyden Jakob skrev hjem til sin niece fra en russisk landsby

I en russisk Landsby

Rusland, den 9. Februar 1916.

Kære Marie!

Nej, mit Billede, som jeg sendte hjem, var ikke smukt, men det var ejendommeligt, det vil sige Rammen. Den vidner om Russernes Kultur her i denne Egn af det store Rusland. Naar Du vil lægge Mærke til den, saa er den udhulet af ét Stykke Træ og ikke sammensat, som vore Billedrammer.

Vi lever her paa Landet 8—9 Mil fra Lida, ligesaa langt fra Minsk og lidt længere fra Vilna, saa Du kan nok forstaa, at det er endnu værre end i Mjøls.

Landbruget her staar forholdsvis paa samme Standpunkt som Billedrammen. Alle Redskaber er hjemmelavede og af Træ. Harver, Plove, Vogne, Slæder, alt er hjemmelavet og af Træ.

Som Repræsentant for den nyere Tid saa jeg forleden en moderne Symaskine staa ved Ruinerne af et russisk Bondehus. Klædningsstykkerne har ogsaa været hjemmelavede, da man i hvert Hus kan se en Væv og der endnu ligger Rester af pænt vævet broget Klæde mellem Ruinerne.

Ruiner, som i Tyskland, kendes ikke her. Enten staar Husene endnu, eller ogsaa er de helt nedbrændte. De er nemlig byggede helt af Træ, den ene Træstamme lagt over den anden til samme Højde, som hjemme hos os i Kolstrup, og tækkede med Halm. Naar et saadant Hus kommer i Brand, og det har Russerne sørget for saa godt som muligt,  saa brænder Rub og og Stub.

Af de Huse, som endnu staar, tager vi til Dels Bjælkerne, som vi bruger til at bygge Dækninger af og til Brænde. Det sidste maa vi ganske vist ikke, men ved Militæret lærer man at hjælpe sig, og alt er tilladt, naar bare man kommer godt fra det.

Russernes Landbrugsredskaber og Driftsmaader er de samme, som vore var det for 200 Aar siden. At Fremskridt ikke kan komme til sin Ret her, ligger i, at Jorden drives i en Art Fællesskab og hvert tredie eller femte Aar bliver ny fordelt indenfor Kommunen, rettende sig efter, hvormange Indbyggere Kommunen har; enhver Familie skal have sit.

Det var et Stykke russisk Kulturhistorie. Maaske interesserer det Dig ligesaa meget at høre, paa hvilket Kulturstandpunkt jeg selv staar i Øjeblikket. At vi ikke ofte kommer af Tøjet, kan Du vel tænke Dig. At jeg hver Aften gaar i Seng med lange Støvler, rene eller snavsede, som det kan passe sig, paa Benene, Kasket paa Hovedet og Hænderne i Lommen, er ogsaa Tilfældet. Men i Modsætning dertil bliver jeg barberet 2—3 Gange ugentlig, og mit Overskæg bærer jeg som før, efter nyeste Mode. Som Du ser, en sælsom Blanding af middelalderlig Røverridder-Kultur og raffineret Lapse-Kultur fra det 20. Aarhundrede.

Ellers har jeg det godt, lever, som det kan træffe sig, af Rov, d. v. s. af mine Pakker med lidt Tilsætning af Soldaterkost. Vinteren lader os i Ro, og da Solen kommer højere og højere, lader det nok være med at blive altfor slemt.

I Haab om, at I har det godt og med de bedste Hilsener til Dine Forældre, Søskende og i Kolstrup være Du selv bedst hilset fra

Din Onkel Jakob.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

12. december 1914. Hemming Skov på angreb: “En haabløs Angstfølelse griber en, og man maa gøre sig haard.”

Af Allan Otto Wagner.

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten

Tidlig om Morgenen d. 12. Dec. modtog vi paa fastende Hjerte den Befaling, vi frygtede mest af alle, den nemlig, at der skulde angribes. Vi skulde 200 m længere frem for at komme nærmere ind paa Fjenden. Vor Delingsfører laa allerede foran med to Mand. „Befaling er Befaling!”

Og vi sprang op i en Klump, men en Strøm af Ma­skingeværkugler hvæsede om vore Øren, og vi styrtede tilbage i Graven. En af mine Kammerater havde faaet et svagt Strejfskud paa den ene Kind, det var imidlertid ikke nok til et „Heimatschuss”; men derimod nok til at tage Varsel af. — Vi troede nemlig paa den Slags, og ofte nok havde man desværre noteret sig Varslets Fuldbyrdelse. Ogsaa nu sagde Kammeraten: „Für mich ist bald eine Kugel bestimmt!”

Ulykken lod i dette Tilfælde ikke vente længe paa sig. — Lidt efter kom Kompagniføreren, og vi maatte af Sted.

En haabløs Angstfølelse griber en, og man maa gøre sig haard og følelsesløs for at kunne holde ud til dette uophørlige Myrderi og for at faa Mod til at gaa Faren i Møde. Af Sted skal vi, og vi løber nu en for en for at vække mindst mulig Opsigt.

Den fastsatte Linie kan ikke naas i ét Spring, nogle Gange maa man kaste sig ned, og hver Gang der kom en hylende Salve oven over os fra vore Batterier, foretog man det næste Spring. Vi benytte­de disse Øjeblikke, fordi vi vidste, at Russerne da tog Dæk­ning og ikke skød.

Undervejs løb vi forbi mange saarede, som vaandede sig i Smerter; men her var foreløbig ikke Tid og Sted til at yde Hjælp; det vilde betyde den visse Død.

Under saadanne Forhold var vor lille Spade en saare vigtig Udrustningsgenstand. Liggende paa Maven arbej­des der i en Fart en lille Dynge Jord op foran Hovedet. Men der skal stærke Nerver til, og man ligger ikke ret længe ad Gangen, naar man ganske tæt foran sig ser, hvor­ledes Jorden sprøjter i Vejret af de nedslaaende Projekti­ler. Derfor søger man at naa den fastsatte Linie saa hur­tigt som muligt.

Jeg naar den uden Mén og ligger nu skiftevis paa Maven og paa Ryggen og arbejder af al Kraft i denne Stilling for hurtigt at faa et Hul at putte mig ned i. Jeg ser Sidekammeraten sidde paa Knæene for bedre at kunne arbejde, og næppe har jeg faaet udtalt: „Menneske, du har en Skrue løs”, før Kammeraten ligger død ved min Side.   Lidt bag ved mig ligger en anden Kammerat, som er saaret og ikke formaar at komme hverken frem eller til­bage.

Med disse Omgivelser for Øje er det alt andet end hyggeligt her, 100 m fra Russernes Stilling, og mange slip­per ikke godt fra det. Jeg nøjes med en Kugle gennem mit Kogekar og yderligere en gennem mit Tornyster. Denne sidste havde været yderst nærgaaende, idet den havde hullet min Kappe under Tornysteret og var gaaet ud af Tornysterets ene Side. Med Hentydning hertil lød det fra Kammeraterne bagefter: „Kamerad, du hast Schwein gehabt!” —

Russerne blev overdænget med en frygtelig Artilleriild. Den ene Salve efter den anden kom hylende tæt over os; vi var lige ved at være i egen Artilleriild, idet enkelte eksploderede tæt foran os. Røg og Krudtslam blindede næsten vore Øjne. Et ødslende Tal af Granater slyngedes bort. Frygtelig Susen og Hylen blandes med ens nærmeste saarede Kammeraters Jamren. For Røg og den Mængde Jord der slynges op i Luften kan vi ikke se, hvor mange Fuldtræffere den russi­ske Skyttegrav har, men mange Granater udfører sikkert deres frygtelige Arbejde, og Døden holder sin Høst. — Det var et Skyttegravs-Helvede.

Vi fik os kun halvt nedgravet, før Russerne hist og her i Skyttegraven begyndte at stikke smaa hvide Flag i Vej­ret, og enkelte kom løbende med oprakte Arme over imod os i en Grøft.

Nogle holdt endnu Stand. Men da Tilbage­vejen var spærret af brændende Huse fra Artilleri-Be­skydningen, ligesom der ogsaa af samme Grund var spær­ret for Tilførsler af Reserver, blev der stadig stukket flere smaa hvide Pjalter i Vejret paa Bajonetspidserne. Trods disse Tegn paa Overgivelse blev vi — belært af dyrekøbt Erfaring — roligt liggende. Fra 100 m og nedefter var vi jo glimrende Skydeskiver, og Russerne var før faldet for denne Fristelse. Og da vort Artilleri stadig var i stort Kamphumør, var der ikke noget, der hastede, saa me­get mere, som der nu viste sig aftagende Virksomhed fra Fjendens Artilleri, hvoraf vi nu formodede, at de forberedte Tilbagetoget. Det var Tegnet til, at Afgørel­sen nærmede sig. Unægteligt var det rart for begge Par­ter at faa en Ende paa dette her. —

Afslutningen kom overvældende: som paa én Kommando myldrer Russerne op af Skyttegraven og løber over imod os med oprakte Arme. En Del af dem løb tilbage, de saas tydeligt mellem de brændende Huse.

Fangerne her var noget uensartet paaklædt, nogle var i høje, graahvide Pelshuer. Fangerne blev hurtigt ekspederet, og vi maatte af Sted fremad igen. Den lige forladte Russergrav, hvor der selvsagt raadede skrækkelige Tilstande med baade døde og døende, gjorde man bedst i at passere hurtigst muligt, hvis man vilde skaane sine Nerver.

Der skulde vist ryddes op i Russernes Reserver, men efterhaanden kom vi i Ild fra vort eget svære Artilleri, og vi beordredes lidt tilbage. I en lille By blev vi sat til at begrave store Stabler efterladt Artilleri-Ammunition. Bag­efter maatte vi til at grave en forskriftsmæssig Skyttegrav med overdækket „Unterstand” og hvad dertil hører. Ly­sten til at gøre stort og ulasteligt Arbejde var ikke særlig stor; vi var ikke forvænt med lange Ophold og troede, at det snart gik videre. Graven blev færdig, og snart laa eller sad man i Skyttegravens „Bolig”.

Kampen var stil­net af, og Omgivelserne prægedes af Ro. Vi drømmer os tilbage til de rolige Dage foran Lodz. Vi ligger og tænker paa, hvad næste Dag vil bringe; da er det nemlig Søndag, og som oftest møder vi om Søndagen „dicke Luft”.

Kam­meraterne kalder det for Søndagens „Skyttefest”. Et Par Timer i Nattens Løb ligger jeg sammen med to Kamme­rater foran paa Lyttepost, hvor jeg gentagne Gange maa prikke til dem med Bajonetten, fordi de vilde falde i Søvn. Det er her ikke just rart at vaage alene.

1914-08-30 Russere overgiver sig
Russiske soldater overgiver sig

4. december 1914. Fanget bag fjendens linjer: Hårene rejste sig på hovedet – Skoven var fuld af russere!

Feltpostbrev fra “Jens”, dateret Østpreussen den 7. Decbr. 1914.

Kære Forældre

Det var den 3. December, da vi var paa Feltvagt. Vort Kompagni har en Feltvagt opstillet 1 Km.. fra vor Skyttegrav. Der foran ligger et Gods, som hedder Amalienhof, som er delvis nedskudt og afbrændt. Paa højre Side en lille Granskov, og paa venstre Side ligger Gaarden og en stor Park med store Træer, mest Løvtræer. Alt det skal vor Feltvagt beskytte, at der ingen Russere kommer ind. Tusinde meter paa den anden Side Godset ligger Byen B., som er besat af Russerne.

Vi kom derud om Aftenen og løste den gamle Feltvagt af, som bestaar af 44 Mand, en Løjtnant, en Feldwebel, et Par Underofficerer og en Hornist. Før vi blev Inddelt til vor Post, sagde Løjtnanten, at hvis vi blev overrumplet og ikke kunde holde Stillingen, vilde Hornisten give Signal, og Pladsen blev bestemt, hvor vi skulde samles. Jeg og Peter Bonde fra Dybbøl stod sammen, vi havde anden Vagt og skulde staa to Timer, fra 7 til 9.

Vi stod til Højre midt i Udkanten af Skoven, foran laa B., til Venstre stod 3 Mand i en lille Skyttegrav, til Højre for os stod 3 Mand i Skyttegrav og helt oppe paa højre Fløj stod en Dobbeltpost.

Da vi havde staaet en halv Time begyndte vore Poster at skyde helt nede paa venstre Fløj; men vi kunde ikke se noget, og Skydningen hørte op igen. Men paa en Gang kommer der ca. 70 Meter fra os en russisk Skyttelinje paa henved 30 Mand, saa begyndte jeg og Peter at skyde, vi skød en 40 Skud i alt, men kunde ikke forstaa, at ingen af de andre skød. Men det var ikke saa sært, for hele Feltvagten havde trukket sig tilbage. Der var nemlig kommen ca. 500 Russere ind i Skoven til Venstre, og det havde vi ikke set.

I det samme kom der en russisk Soldat og stod lige ud for mig. Jeg raabte ham an: Hvem der! Og den Stakkel, han gav et Skrig og blev saa angst. Det Ansigt og det Skrig glemmer jeg aldrig. Han forsvandt ind i Skoven, vi skød ikke, og han skød heller ikke.

Men hvad nu, paa en Gang var hele Skoven fuld af Russere. Feltvagten var borte og havde ingen Signaler givet, og havde ladet os staa alene. Vi gjorde rask omkring og vilde gennem Skoven. Men hvor skulde vi samles? Midt igennem Skoven gaar der en bred Landevej, og den skulde vi følge til W. Men da vi kom derned, var hele Landevejen besat af Russerne med en lang Skyttekæde, bag os kom ca. 40 Mand, ja vi var helt omringet.

Vi krøb straks ind under et Par smaa Graner, og der blev vi saa liggende. Russerne søgte Skoven ordentlig igennem baade paa Kryds og Tværs, men de saa os ikke. Vi blev rolig liggende, af og til kom der en. Ja, der var en saa nær ved mig, at han traadte paa min Kappe, da han gik forbi. Vi laa lige ned paa Jorden, og der laa vi fra om Aftenen Kl. 8 til om Morgenen Kl. 7 uden at røre os.

Vi frøs, vi kunde ikke hoste, ikke snyde Næsen, ja, det var en forfærdelig Stilling. Russerne lige foran. De var i Færd med at grave Skyttegrave udenfor Skoven; jeg sagde til Peter: „Hvad bliver det her til?” Ja, der var jo foreløbig ikke andet at gøre end blive liggende.

Hen i Morgenstunden hørte vi noget gebrokkent Tysk, og alt var roligt, saa stille som om hele Skoven var renset for Russere igen, men ak og ve! Vi mente næsten, at vor Feltvagt var kommen ud igen. Vi krøb saa rundt i Skoven, lyttede, krøb videre, vi vilde hen og se, om der var en Post udstillet ved vor Vagtstue.

Vi kom omtrent derhen, saa kom der en lille sort Russer ud og lo over hele Ansigtet, og saa saa fornøjet ud. Han havde vist været inde og faa sig et godt Maaltid, for vi havde baade Brød, Smør og Flæsk og Cigarer. Det laa jo paa Vagtstuen. Ja, han har rigtignok smovset.

Da vi saa ham, vidste vi jo Besked, at Russerne var der endnu. Vi krøb saa i Dækning igen. Men da Klokken var 10 om Formiddagen, begyndte vort Artilleri at skyde, og hele den Granatild fik vi altsammen. Ja, det var saa forfærdeligt, at der er ingen, der kan forestille sig det. Det Ekko, saadanne Skrald giver i Skoven, er helt ubeskriveligt. Af og til fik vi hele vor Kappe fuld af Granatstumper og Jord. Vi laa med Næsen i Jorden, krøb saa tæt ind under Granerne som vi kunde, og laa stadig med de Tanker: Nu kommer der en, og Du er færdig, eller der kommer en Russer og giver Dig en Kugle eller et Bajonetstik. Ja, det var lange Timer at ligge der.

Da Kl. var 11½ Middag, kunde Russerne ikke holde sig i Skyttegravene længere. Saa kom der ca. 30 Mand mindst og de gik lige tæt forbi os, men saa os ikke, vi laa ganske musestille. Og Granatilden blev ved uafbrudt. Mærkelig nok blev vi ikke truffet og saaret, men fik af og til en Ladning Jord, Sten og Granatstumper over os; men de var jo trætte af Grangrenene, inden de kom til Jorden.

Denne Granatild varede til Klokken 12 Middag, og saasnart den hørte op, var Russerne i Parken igen. De gik atter forbi os, men saa os ikke.

Hvad nu, siger Peter til mig. Jeg foreslog, at vi skulde blive liggende til Aften, for saa kom vor Feltvagt nok ud at lede om os. Men det slog fejl. Vi blev roligt liggende til Klokken 5 om Eftermiddagen stift paa en Plet, aa, hvor vi frøs, vi kunde ikke røre os, 50 Meter foran os stod Russerne. Vi havde ikke faaet noget at spise. Men Jeg var saa heldig, at jeg havde faaet en halv Flaske Cognac med. Den fik vi en lille Slurk af engang imellem. Det var det eneste vi nød. Men vi frøs, vi havde jo ogsaa ligget paa Maven fra Kl. 8 om Aftenen til anden Dags Eftermiddag Klokken 5. Det var en lang Tur, ligge i en saadan Stilling, og Du ved ikke, naar Du faar en Kugle eller et Bajonetstik. Ja, det var en lang, haard, nervespændende Nat og Dag.

Da Klokken var 5, var det lidt mørkt i Skoven, uden for den maanelyst. Nu skulde det prøves. Enten-eller. Se at komme tilbage til vort Kompagni eller i russisk Fangenskab. Jeg sagde til Peter: „Kan vi nu spille dem det Puds at snige os igennem?”

Vi regnede med, at Russerne var lidt dumme. Saa krøb vi paa alle fire hele Skoven igennem, ud til, hvor vi havde staaet Post. Vi tog vor Hue paa, Hjelmen i venstre Haand og Bøssen i højre. Af og til lyttede vi, om Farvandet var rent. Hele Skoven kan vel være en 10 Tønder Land, og den var besat af ca. 500 Russere, 2 krigsstærke Kompagnier.

Nu, vi kom godt og vel ud til Skovkanten, men lige som vi skulde ud af Skoven, kom der 7 Russere. De gik forbi os paa Skridts Afstand, vi blev staaende ganske roligt, og de mærkede os ikke.

Haarene rejste sig paa Hovedet; men da de var forbi, var vi straks koldblodige igen. Nu skulde vi igennem den russiske Skyttekæde. Vi agerede saa russisk Patrouille og gik ganske roligt ud af Skoven, med Hjelmen under venstre og Geværet under højre Arm, som om der ingen Ting var. Hele Skovkanten var jo besat af en vældig Skyttelinje, men for hver 10 Skridt vi kom fra Skoven, lettede det noget. Vi kom godt igennem Skyttekæden. Se, Russerne gaar altid og smaafløjter, og det havde vi jo ligget i Skoven og lært, saa Melodien kunde vi. Og vi gik saa og smaafløjtede paa vor Patrouilletur og det gik godt.

Men nu kom vi i en farlig Stilling, vi kom jo nemlig mellem 2 Skyttelinjer. Vi gik efter Skyttegraven ved 7. Komp. 84 og da vi kom nær paa 100 Meter, skød de to Skud paa os, den ene Kugle gik til Højre for os, den anden til Venstre.

Vi smed os straks ned, tog Huen af og satte Hjelmen paa, saa var vi tysk Patrouille, stod op og gik videre, og saa skød de ikke mere, det var jo maanelyst, og saa kunde de se, vi havde Hjelm. Vi gik saa hen til 6. Kompagni, dem raabte vi an, at de maatte ikke skyde, vi var Patrouille 5. Komp. 84. De hørte det straks og vi kom saa over Pigtraaden, og kom lykkelig over til 6. Kompagni. I kan tro, at vi var glade, at vi var kommen uskadt fra saadan en Tur, kommen godt igennem baade den russiske og tyske Skyttelinje. Nu gik det saa derfra til vort Kompagni. Der blev Glæde, da de saa os igen. Vi meldte os straks til vor Feldwebel, at vi var kommen tilbage. Han kunde næsten ikke tro sig selv. Vi gav saa en Forklaring over hele Turen.

Saa maatte vi med det samme hen og melde os til Officererne. Vi gjorde saa en Melding: Saa og saa mange Russere er der, og de har gravet Skyttegrave langs med hele Skovkanten. „Donnerwetter! Wie kan das blosz angehn!”

Den ene stak os en Flaske Vin, den anden en Flaske Cognac, og de var velkomne ovenpaa saadan en Frysetur. Men da vi saa kom til vore Kammerater, blev der først Glæde. Vi er jo 10 Danske, som altid holder sammen, og bor sammen; men nu fik vi at vide, at der mangler 2 Mand endnu. Vi har ikke set dem, saa de er nok løben lige i Hænderne paa Russerne. Den ene var en af os 10., Peter Andersen fra Dyndved paa Als, en flink en, som vi alle holdt saa meget af. Bare han ikke er saaret, saa kommer han nok igen. Den anden var en W. Schrøder fra Slesvig.

Vi var allerede meldt til Tabslisten som savnede, og al vor Post var sammenpakket og skulde have været retur, men den fik vi igen. Ja vi maa takke Gud, at vi kom saa godt fra det, for hvis han ikke havde hjulpet os, saa var vi aldrig sluppet godt fra det, og han skal ogsaa nok hjælpe mig herefter. Jeg vilde kun nødig gøre den Tur om igen. Det er længe siden jeg har hørt hjemmefra, men Banen har været spærret her i en Uge, saa nu kommer der nok nogen Post igen.

Hils dem nu alle hjemme, at jeg er kommen godt ud af den „Klese”.
Kærlig Hilsen

Eders
Jens

Tyskere i russiske uniformer B 2064
Tyske soldater i russiske uniformer. Peter Schmidt fra Aabenraa er nr. 5 fra højre.