Tag-arkiv: Rusland

20. maj 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om politiske uroligheder i Rusland, den britiske offensiv ved Arras, fronten i Makedonien, den italienske offensiv til det 10. (tiende!) slag om Isonzo – og optimisme i Tyskland, hvor man anser sejren for at være inden for rækkevidde.

23. marts 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om britisk fremrykning i Mesopotamien og på Vestfronten, fransk fremrykning i Makedonien – og om den nye regering i Rusland, der fortsat er med i krigen – men hvor længe? Det handler også om utilfredshed blandt britiske arbejdere – og om den nye østrig-ungarske kejser, Karl, der indleder forhandlinger om separatfred med vestmagterne. Tyske ubåde fortsætter med at sænke amerikanske skibe – og krigserklæringen lurer i den nærmeste fremtid.

21. marts 1917 – Jens Iversen: “Mænd og Kvinder i Fangedragt”

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

Onsdag den 21. marts 1917
I Eftermiddags undervejs til Siedels kom jeg i Nærheden af “Tyrma” dvs. Fængslet, uforvarende ind i en ophidset Menneskehob. Fangevagten havde egen Haand aabnet Fængselsportene og løsladt ikke alene de politiske Fanger, men ogsaa de kriminelle Forbrydere. Man var ikke lidt foruroliget ved at Mænd og Kvinder i Fangedragt løbe ned ad Gaden og ud i Friheden.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune)

19. marts 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om revolutionen i Rusland og Zarens abdikation, og britiske og indiske troppers erobring af Bagdad. Der er desuden nyt fra Makedonien, hvor østrig-ungarske og bulgarske tropper går til angreb mod oprørerne

 

17. marts 1917 – Jens Iversen: “Store Optog myldrer gennem Gaderne”

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

Lørdag den 17. Marts 1917
Det bekræftes, at Gouvernøren er fængslet, ligeledes Garnisonskommandanten, Vojenskij Natshalnik, under hvem vi Krigsfanger sorterer, og Politichefen. Polititjenesten forrettes af de revolutionære Soldater og ældre Gymnasiaster. “Meetings” er blevet et elektriserende Ord. De afholdes hele Dagen og alle Vegne, hovedsageligt i Kremlhaven overfor Aleksander Boulevard og Aleksander Square. Man gaar grundigt til Værks. Store Optog myldrer gennem Gaderne, man hører endog Marseillæsen. De vildeste Rygter svirrer gennem Byen, og de blir troet allesammen. Fremfor alt er alle, vi med, enige om, at Freden nu er nær. Fred og Brød, siger Russerne.

Med Udskejelser hører man ikke noget om. Folk føler sig som rusket op af en døsig Dvale, man gned sig vel i Førstningen i Øjnene, som om man ikke rigtigt fæsted Lid til, at en Verden virkelig var brudt sammen. Men nu er de besatte af en forunderlig Rus, at nu, da Folket selv har overtaget Magten, hele Magten, nu vil med ét Slag alt blive godt. Der males kun sort og hvidt.

Med Begejstring modtoges Bekendtgørelsen om, at Hæren og Flaaden staar bag den provisoriske Regering og Duma´en og at Mikael Aleksandtrovitj har frasagt sig Regentskabet og Tronen, som han kun vil modtage af Folket ved almindelig, hemmelig, direkte og frie Valg. Rasputin hedder den myrdede hemmelighedsfulde sibiriske Munk, der nu er i alles Munde, og det er de utroligste Ting, man vil vide om ham og Tsarinden.

Hos Familien Chlebnikoff er, saavidt jeg kan se, Overgangen fra det gamle til det nye Regime foregaaet temmelig smertefrit. Lavrentje Aleksejevitj bærer uanfægtet sine Distinktioner, men han har nu som før lidt Tjeneste. Aleksej Lavrentjevitj viste ved Middagsbordet et Telegram, hvorefter der ogsaa var Revolution i Berlin og at Kejser Wilhelm var fængslet, men det stoler han dog ikke rigtig paa.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune)

16. marts 1917 – Jens Iversen: “… nu prydet med en rød Fane”

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

Fredag, den 16. Marts 1917
I Formiddags saa vi fra Gaardens Port store Flokke, Mænd og Kvinder, langs Admiralteiskij Satons Dige færdes ad Byen til. De fleste kom vist fra Nobels Fabrikker paa den anden Side Volga. Da jeg i Eftermiddags gik ind i Byen, var Gaderne stuvende fulde af Mennesker. De samledes paa Aleksander Square, hvor Statuen af Aleksander I., Tsarbefrieren, er rejst, nu prydet med en rød Fane.

Jeg stod paa Gadehjørnet ligeover for Indgangen til Gouvernørspalæet og kunde overse hele Sideflø[j]en. Der sagdes, at Gouvernøren havde tilbageholdt Telegrammer fra Petersborg og modsat sig Offentliggørelsen. Saa Traadte han i fuld Generalsuniform frem paa Balkonen, omgivet af nogle Officerer og civile. I en kort Tale redegjorde han for Begivenhederne i Hovedstaden og bekendte sig til den nye Regering. Han opfordrede til Ro og Orden og udbragte et Leve for Rusland, der dog kun fandt maadelig Tilslutning. Maaske havde man ventet mere, maaske mistroede man den gamle Kosakhetman og “Reaktionær”.

Pludselig banede en sig en Trop unge Infanteriofficerer [sig] Vej gennem Mængden og ind i Palæet. Jeg havde Indtryk af, at i det mindste nogle af dem var spirituspaavirket. Hen paa Aftenen fortaltes, at den gamle Mand var blevet fængslet af Officererne. Man havde slæbt ham ned paa Gaden, Pøblen havde flænget hans Distinktioner og Ordener af ham og slaaet ham blodig.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune)

16. marts 1917 – Flensborg Avis: Revolutionen i Rusland

Flensborg meddelte fredag den 16. marts 1917 forskelligt om den russiske revolution, der var brudt ud to dage tidligere.

Revolutionen i Rusland.
En ny Hersker.

Om Begivenhederne i den russiske Hovedstad bringer Wolffs Bureau følgende Melding efter St. Petersborg Telegrambureau, afsendt i Onsdags:

Befolkningen i St. Pedersborg, som var opbragt over den fuldstændige Uorden i Transportvæsnet og med Hensyn til Forplejningsvæsnet, har allerede i længere Tid været ophidset og murret mod Regeringen, som den gjorde ansvarlig for alle de Lidelser, den maatte bære. Regeringen, som forudsaa Urolighederne, greb til omfattende Forholdsregler til Ordenens Opretholdelse. Blandt andet foreskrev den Rigsraadets og Dumaens Opløsning. Men denne besluttede den 11. Marts ikke at efterkomme Kejserens Ukas og fortsætte Møderne. Den nedsatte straks et Eksekutiv udvalg paa 12 Medlemmer med Dumaens Præsident Rodzianko som Formand. Dette Udvalg erklærede sig som den foreløbige Regering og udsendte følgende Opraab:

„I Betragtning af den vanskelige Stilling og den indre Uorden, som man kan takke den gamle Regerings Politik for, ser Dumaens Eksekutivudvalg sig nødsaget til at tage Opretholdelsen af den offentlige Orden i sin Haand. I fuld Bevidsthed om det Ansvar, som de tagne Beslutninger giver, udtrykker Udvalget Haabet om, at Folket og Hæren vil bistaa det under den vanskelige Opgave, det er at skaffe en ny Regering, som imødekommer Folkets Ønsker og nyder dets Tillid.

Eksekutivkomiteen stillede sig paa Befolkningens Side i Hovedstaden, som befandt sig i fuldt Oprør, og Garnisonen i St. Petersborg, som er mere end 30,000 Mand stærk og forenede sig med Oprørerne, arresterede alle Ministre og kastede dem i Fængsel. I Dag, Oprørets tredje Dag, er hele Hovedstaden, hvor Ordenen hurtig vender tilbage, i Eksekutivkomiteens, Dumaens og Troppernes Magt, som understøtter denne.

Den deputerede Engelhardt, Oberst i den store Generalstab, blev af Udvalget udnævnt til Kommandant i St. Petersborg. I Aftes udsendte Udvalget Opraab til Befolkningen, Tropperne, Jernbanerne og Bankerne, i hvilke disse opfordredes til at genoptage deres daglige Virksomhed.
Den deputerede Gronski har af Udvalget faaet overdraget den foreløbige Ledelse af St. Petersborg Telegrambureau.

Dumamedlemmerne Pepelajev og Taskin har efter Ordre fra Eksekutivkomiteen begivet sig til Kronstad, hvis Garnison har stillet sig til Raadighed for Komiteen. Pepelajef er udnævnt til Kommandant i Kronstad.

„Frankfurt,er Zeitung” melder Torsdag fra Stokholm: Byforvaltningerne i Moskva, Kasan, Charkov og Odessa har erklæret deres Tilslutning til det petersborgske Velfærdsudvalg og konstitueret sig som Udvalg til Ruslands Befrielse.

Torsdag Aften melder Wolffs Bureau fra London: I Underhuset har Finansminister Bonar Law meddelt, at Tsaren har nedlagt Kronen og Storfyrst Mikael Aleksandrovitsh er bleven udraabt til Regent. (Mikael Aleksandrovitsh er Kejser Nikolajs Broder. Han er født den 4. December 1873).

„Berliner Tageblatt” for Fredag Morgen melder efter „Ekstrabladet” i København, at Ministrene Stürmer og Protopopof er blevne myrdede af Folket.

Det samme berlinske Blad melder fra Stokholm: I Modsætning til Rygterne om, at Tsaren skulde være flygtet til den sydlige Del af Riget, meddeles, at han siden den 8. Marts har befundet sig i Sikkerhed i Hovedkvarteret. Kejserinden har hele Tiden opholdt sig i Tsarskoje Selv.
Endelig melder Wolffs Bureau Fredag Morgen fra Amsterdam:

Ifølge en hertil indløben Reuter. Melding fra St. Petersborg af 14. Marts har den engelske og den franste Statsafsending, efter at Dumaens Eksekutionsudvalg havde konstitueret sig, indledet Forhandlinger med dette. Rodzianko har paa Dumaens Militærkomites Vegne rettet et Opraab til Marine- og Armskommandanterne paa alle Fronter om at forblive rolige, men at fortsætte Kampenmod Fjenden. Ligeledes er der rettet Opraab til Arbejderne om at opretholde Ordenen og genoptage Arbejdet, for at Kampen kan føres videre.

Halvanden Time efter Revolutionens Udbrud i St. Petersborg sluttede Moskva sig til den. Militærkommandanten samt Tusinder af Gendarmer og Polinbetjente blev arresterede, de politiske Fanger løsladte, og der konstituerede sig en Militærkomité til Ordenens Opretheldelse med militær Hjælp. Nishni Novgorod og Charkov har ligeledes sluttet sig til Revolutionen.

12. januar 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om uroligheder i Rusland, ententens svar på amerikanske fredsinitiativer, Tysklands beslutning om at indføre den uindskrænkede ubådskrig fra 1. februar 1917. Neidell anfører, at når Tyskland tøvede så længe, hang det sammen med tysk frygt for en invasion fra Danmark, så længe Tyskland var så tyndt forsvaret på nordflanken pga. kampene i Rumænien, der imidlertid var ved at være nedkæmpet nu. Det handler også om tyske problemer med moralen på Vestfronten og om Rusland efter mordet på Rasputin.

24. december 1916. Claus Eskildsen: ” Midt i den hellige Julenat smider man os ud i Kulden”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I december 1916 blev regimentet flyttet fra østfronten til vestfronten.

Den 20. December forlader vi Narocz-Søen. Det er russisk Vinter, Snefog, bidende Kulde. Vi har en March paa 25 Kilometer. For første Gang siden Masurslaget faar jeg Hul paa Fødderne, inden vi naar Maalet, Godset Komorrovsczisna.

Skrivere, Oppassere, Telefonister faar her anvist to tomme Stuer. Saa kan vi heller ikke arbejde. Vi spiller ”Mauschel” og ”Gottes Segen bei Cohn” i to Dage.

Juleaftensdag Kl. 1 ½ om Morgenen staar vi ude i Sneen. Vi marcherer til Konstantinov, hvor vi faar Plads i en kold Kreaturvogn. En Flaske Brændevin gaar rundt, en Mundharmonika spiller op, to Mand danser i Vognen for at holde Varmen.

I Lyntupy staar vi fire Timer ude i Sneen og fylder saa det Transporttog, som skal være vort Hjem denne Jul. Nogle Grangrene og et lille Grantræ tager vi med ind i Vognen. De skal fremtrylle en fattig Julestemning.

Det er allerede mørkt, da vi kører gennem Vilna. Vi prøver lidt forsagte paa at synge Julesalmer. Kl. 6 holder vi i Landvarovo.

– ”Alle Mand ud til Forplejning!”

– Nu skal vi have vor Juleaftensnadver!

Den blev en af vort Livs bitreste Skuffelser. Vi træder ind i en Bølgebliksbarak og faar her tynd Vandsuppe med nogle Byggryn, og ser vi nøje til, opdager vi enkelte udkogte Kødtrævler. Det er alt!

Henne i et Hjørne staar der et lille forpjusket Juletræ med et — eet — Lys. Hvorfor kan man ikke denne ene Gang om Aaret give et gennemrejsende Frontregiment ordentlig Mad, en Cigar, et Glas varm Punch?

Officererne kommer ud af Barakken ved Siden af, med Cigarer i Munden. *Udmærket Mad!” siger de og stryger sig over Maven. Stemningen er bitter.

Kl. 7½ lægger vi os til at sove i vor Jernbanevogn.

Midt i den hellige Julenat smider man os ud i Kulden. Vi har naaet Grænsestationen Eydtkuhnen og skal nu gennemgaa den store Lyskningsproces [aflysning, red.] , der tager Resten af Natten!

Vi afleverer vort Tøj, kommer splitternøgne ind i Styrtebadet, faar ved Siden af udleveret ny Vask og skubbes saa i den bare Skjorte ind i en Spisesal, hvor vi Kl. 5½ om Morgenen faar vort næste Julemaaltid.

Det er igen tynd Vandsuppe med nogle Byggryn og enkelte udkogte Kødtrævler. Men lidt forandring er der dog: den er endnu mere sveden end Forgangeren i Landvarovo.

Vort Tøj kommer varmt ud af Ovnen, og vi kastes ud i kulden, hvor vi fryser nogle timer. Kl. 12 middag damper Toget videre.

Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront (1929).

 

21. september 1916: Brusilov-offensiven er forbi

Den 4. juni indledte den russiske hær en offensiv på den sydlige halvdel af Østfronten. General Aleksej Brusilov var manden bag en række velforberedte angreb rettet mod den østrig-ungarske hær, som trods veludbyggede forsvarslinjer blev løbet fuldstændig over ende nær byen Lutsk (i det nuværende Ukraine).  Her slog russiske tropper et kilometerdybt hul i østrig-ungarernes linjer, og generalstabschef Conrad von Hötzendorff var nødt til at bede den tyske hærledelse i Berlin om assistance. Den fik han, men prisen var den østrig-ungarske hærs selvstændighed. Fremadrettet blev det tyskerne, der havde overkommandoen over hele Østfronten.

Selvmorderiske angreb

Kampene fortsatte med korte ophold sommeren igennem over en godt 300 km lang front. I slutningen af juli satte Brusilov endnu et kraftigt angreb ind mod den kombinerede tysk-østrig-ungarske ’Südarmee’. Over sommeren blev Centralmagterne presset tilbage over det meste af det brede frontafsnit, og flere steder var der opløsningstendenser blandt de østrig-ungarske arméer, men russerne pådrog sig også meget store tab.

De fornyede russiske angreb kom godt fra start, og igen måtte tyske og østrig-ungarske styrker vige tilbage for enorme russiske infanteriangreb. Opmuntret af vellykkede angreb den 28. juli lagde russerne alle kræfter i et angreb mod byen Kovel (i det nuværende Ukraine). Samtlige tre russiske armeer på denne del af frontafsnittet blev beordret i retning af byen, og med kontinuerlige fremstød blev de to tilstedeværende østrig-ungarske korps nødsaget til at trække sig tilbage. Men trods massive angreb, som den tyske general Erich Ludendorff senere karakteriserede som ”selvmorderiske”, lykkedes det ikke for russerne at bryde igennem. De tyske og østrig-ungarske hærfører satte alle deres reserver ind, bl.a. tre nyankomne tyske landeværnsregimenter, og det lykkedes for centralmagterne at holde linjen ved Kovel.

IMG_2014_05_06_058_døde_russere_pigtråd
Døde russiske soldater ved en pigtrådsspærring. Russerne udførte kæmpemæssige infanteriangreb under Brusilov-offensiven i 1916. Angrebene skabte fremgang, men kostede dyrt i form af døde og sårede.
Offensiven går i stå

Russerne fortsatte imidlertid ufortrødent deres offensiv, men fremgangen var nu kun begrænset, og deres tab blev ved med stige. Med ankomsten af stadig flere tyske reserver til den sydlige halvdel af Østfronten var centralmagterne i stand til at inddæmme og tilbagevise de russiske angreb, og den 3. august gik de tilmed til modangreb på den allersydligst del af fronten. Angriberne havde dog både terrænet og vejret imod sig og manglede desuden tilstrækkeligt mandskab.

De russiske operationer forsatte langs fronten i løbet af august og september, men uden at kunne bryde igennem centralmagternes linjer. Adskillige forsøg på at bemægtige sig Kovel slog gang på gang fejl, ligesom fremstød mod Karpaterne mod syd allerede i midten af august var gået i stå. I dag, den 21. september, bad den russiske tsar, Nikolaj II, den russiske generalstabschef, Mikhail Alekseev, om at stoppe de “håbløse angreb” på Kovel.

Brusilov-offensiven varede frem til oktober 1916, men reelt var den allerede i midten af august gået i stå pga. de store russiske tab og mangel på forsyninger.

Den sydlige del af Østfronten: Brusilov-offensiven; til venstre planen for offensiven, til højre frontlinjens reelle udvikling fra juni til september 1916.
Den sydlige del af Østfronten – kort over Brusilov-offensiven: Til venstre planen for offensiven, til højre frontlinjens reelle udvikling fra juni til september 1916. Fra Wikimedia Commons.
Konsekvenserne

Målt på erobret land var Brusilov-offensiven krigens hidtil mest virkningsfulde operation. Rusland havde erobret eller generobret ca. 25.000 km2 land, taget over 400.000 krigsfanger og bemægtiget sig store mængder materiel. I et mere overordnet perspektiv var det nok så vigtigt for de allierede, at den russiske offensiv havde tvunget centralmagterne til at overflytte tropper fra den italienske front og Vestfronten, hvilket bl.a. lettede presset på de hårdtprøvede franske styrker ved Verdun.

Militært set bragte den russiske offensiv Østrig-Ungarn i knæ. Det habsburgske kejserrige havde tidligere vaklet under krigen, men den østrig-ungarske hærs sammenhængskraft var nu definitivt afhængig af støtte fra tyske tropper. Sommerens kampe havde kostet østrig-ungarerne et katastrofalt tab på ca. 750.000 mand, hvoraf ca. halvdelen var taget til fange.

Brusilov-offensivens indledende succes var desuden også medvirkende til, at Rumænien valgte at træde ind i krigen på allieret side. Målet var at erobre de østrig-ungarske områder Bukovina og Transsylvanien, hvorved regeringen i Bukarest kunne realisere ambitionen om at samle hele den rumænske nation i et Storrumænien.

Dermed kom Brusilov-offensiven også indirekte til at koste Erich von Falkenhayn posten som tysk generalstabschef. Hans politiske fjender udnyttede de manglende resultater ved Verdun og den rumænske krigserklæring til at få ham afsat og erstattet med Østfrontens øverstbefalende: Paul von Hindenburg og Erich Ludendorff.

For Rusland var offensivens store territoriale gevinster imidlertid kun en hul succes. Man havde kun generobret dele af det de store landområder, der gik tabt ved nederlagene og tilbagetogene i 1915, og over for tyske tropper på frontens nordlige del havde den russiske indsats været halvhjertet og resultatløst. Hertil kom de frygtelige tabstal. Kampene havde i sommerens løb kostet den russiske hær hele 1,2 mio. døde og sårede, mens over 200.000 var blevet taget til fange. Kritiske ryster i Rusland fremlagde således offensiven som forfejlede eller kaldte den slet og ret for et nederlag. Troen på den militære og politiske ledelse i Rusland var begyndt at smuldre.

28. juli 1916: Overblik over kampene på Østfronten i juni og juli – Brusilov-offensiven fortsætter

Den 4. juni 1916 indledte fire russiske arméer under general Brusilovs kommando en offensiv på Østfrontens sydlige del. Veludførte russiske angreb ved byen Lutsk og i området mellem byerne Tarnopol og Czernowitz (Ternopil og Tjernivitsi i det nuværende Ukraine) overløb hurtigt de østrig-ungarske stillinger. I de følgende otte dage fortsatte de russiske styrker fremmarchen, og langs en 80 km lang frontlinje skubbede russerne østrig-ungarerne ca. 45 km tilbage. I midten af juni havde den russiske offensiv fremgang langs hele den sydlige del af Østfronten, og byerne Lemberg (Lviv) og Kovel var truet.

Østrig-ungarerne led store tab: Fra den 4. til den 12. juni tog russerne knap 3.000 østrig-ungarske officerer og 190.000 menige soldater til fange samt erobrede ca. 500 kanoner og 645 maskingeværer. Kampene kostede også mange russiske tab, men værre var det imidlertid, at Brusilovs offensiv ikke modtog den støtte, den havde brug for på Østfrontens nordlige del. Her undlod de russiske generaler Evert og Kuropatkin at udføre helhjertede angreb på de tyske stillinger, hvilket ellers skulle have forhindret tyskerne i at komme østrig-ungarerne til undsætning og samtidigt gjort det muligt for Brusilov at omgruppere sine styrker efter de indledende angreb. Efter ca. to uger mistede Brusilovs angreb således momentum, men det offensive initiativ var endnu ikke tabt for russerne.

Østrig-Ungarn må bede om tysk hjælp

I midten af juni 1916 så det ud til, at den russiske offensiv muligvis ville føre til et afgørende gennembrud på Østfronten. Den østrigske generalstabschef, Conrad von Hötzendorf, som ikke havde formået at indse styrken af det russiske angreb på Brusilov-offensivens første dag, havde dog allerede den 8. juni måtte henvende sig til den tyske generalstab i Berlin og bede om hjælp. Hvis ikke den tyske generalstabschef, Eric von Falkenhayn, sendte tyske troppe, som kunne stabilisere den østrig-ungarske del af Østfronten, så risikerede man ifølge Conrad ”afgørelsen på Verdenskrigen”. Modvilligt sendte Falkenhayn fire tyske divisioner fra Vestfronten og yderligere fem divisioner fra den tyske østfrontskommandos reserver. Selv sendte Conrad fire østrig-ungarske divisioner fra den italienske front.

Til sammen skulle de tysk-østrigske forstærkninger forhindre russerne i sammenstyrte den østrig-ungarske frontlinje og erobre bjergkæden Karpaterne. Prisen for den tyske støtte blev til gengæld den østrig-ungarske hærs selvstændighed. Allerede fra den 12. juni var den østrig-ungarske hær i praksis under tysk overkommando, og der blev fra slutningen af juli indledt forhandlinger om en formel overdragelse af kommandoen for hele Østfronten til den tyske general Hindenburg.

Den østrig-ungarske generalstabschef, Conrad von Hötzendorf, og den tyske generalstabschef, Erich von Falkenhayn.
Den østrig-ungarske generalstabschef, Conrad von Hötzendorf (t.v.), og den tyske generalstabschef, Erich von Falkenhayn (t.h.). Efter endnu en østrig-ungarsk krise på Østfronten, hvor Conrad måtte bede om hjælp i Berlin, blev Østrig-Ungarn presset til at overlade den militære ledelse på fronten til tyskerne. Fotos fra Wikimedia Commons.
Fornyede kampe

Den 2. juli genoptog russerne offensiven. Denne gang blev angrebet indledt mod tyske stillinger på Østfrontens nordlige del. Den russiske 10. armé blev af general Evert beordret til at angribe på et frontafsnit nær byen Baranovichi (i det nuværende Hviderusland) med støtte fra over 1.000 russiske kanoner. Efter en uges kampe måtte Evert dog erkende, at angrebet havde slået fejl. Russerne havde mistet ca. 80.000 mand og tilsvarende kun formået at påføre tyskerne et tab på ca. 16.000. Angrebet formåede ikke at tiltrække tyske styrker fra den sydlige del af Østfronten og forhindrede heller ikke tyskerne i at sende yderligere reserver til støtte for østrig-ungarerne. Endnu et russisk angreb på tyskerne i området nær Riga slog også fejl den 5. juni. Angrebet, beordret af general Kuropatkin, var kun kortvarigt og blevet slået tilbage allerede samme dag.

Ingenmandsland på østfronten
Fotografi af ingenmandsland et ukendt sted på Østfronten. Selv stærke østrig-ungarske stillinger måtte give efter under Brusilov-offensiven.

Det var således igen uden støtte mod nord, at Brusilov genoptog den russiske offensiv i starten af juli. Alligevel havde det fornyede angreb fremgang, og i den første uge tog Brusilovs styrker yderligere 40.000 krigsfanger. De russiske tab var dog ligeledes betydelige – næsten en halv million mand, heraf 60.000 døde, 370.000 sårede og 60.000 savnede. Derfor syntes den russiske offensiv fra centralmagternes perspektiv også at have mistet momentum igen allerede den 9. juli: Den nordlige del af fronten anså tyskerne ikke længere for truet, og selvom centralmagterne var blevet skubbet tilbage den på sydlige del af fronten og mistet positioner langs Styr-floden, så var der allerede anlagt nye defensive stillinger, som man fra tysk og østrig-ungarske side følte sig i stand til at holde. Både russerne og centralmagterne omgrupperede derfor nu deres tropper og gjorde klar til nye kampe.

Nye russiske angreb på Østfrontens sydlige del

Den 20. juli tog russerne initiativet på ny, denne gang på den centrale del af frontafsnittet, med angreb retning af byen Kovel og ved Styr-floden. Netop som disse kampe så ud til at klinge af, har Brusilov i dag, den 28. juli, endnu en gang fornyet den russiske offensiv. Kl. 04 åbnede det russiske artilleri ild langs hele den sydlige del af fronten, og i flere sektorer benyttede man sig også af gasgranater. De efterfølgende angreb har presset den kombinerede tysk-østrig-ungarske ’Südarmee’ tilbage, og flere steder har der været opløsningstendenser blandt de østrig-ungarske arméer. Eksempelvis har 4. armé i dag mistet ca. 60 % af sin styrke, svarende til 15.000 mand – heraf 10.000 tilfangetaget.

Det samlede udfald af Brusilov-offensiven er stadig usikkert. Indtil nu har de mange russiske angreb siden juni medført en gradvis vestlig forskydning af Østfrontens sydlige del, stadig med størst fremgang ved Lutsk og allersydligst i retning mod Karpaterne. Tabene har for både russerne og østrig-ungarerne været store, og spørgsmålet er, i hvor lang tid de stridende parter på dette frontafsnit kan bevare deres sammenhængskraft?

4. juni 1916: Ny russisk offensiv – general Brusilovs tropper bryder igennem den østrig-ungarske frontlinje

Centralmagternes offensiver på Østfronten ebbede ud i efteråret 1915. Herefter stabiliserede fronten sig, men russerne var blevet trængt op til 400 km tilbage, og hele russisk Polen og store dele af Baltikum var besat af tyske eller østrig-ungarske styrker. Især den tyske offensiv ved Gorlice-Tarnow fra maj til september havde været katastrofal for den russiske hær, som i sidste ende mistede op mod 2 mio. mand (døde, sårede og tilfangetagne). Russernes evne til at udføre offensive aktioner var foreløbigt slået i stykker, og både Østrig-Ungarn og Tyskland kunne derfor allokere tropper og ressourcer til andre fronter. Dette muliggjorde bl.a. nedkæmpelsen af Serbien fra oktober til december 1915 og det store tyske angreb ved Verdun i februar 1916, mens den østrig-ungarske hær fra midten af maj kastede sig ud i en storoffensiv på den italienske front.

Brusilovs forberedelser

Den svækkede russiske hær og centralmagternes engagement på andre fronter betød, at der fra efteråret 1915 opstod en status quo på Østfronten. I februar og marts 1916 forsøgte russerne sig igen med angreb på tyske stillinger, men uden nogen succes. Til gengæld begyndte den russiske general, Aleksej Brusilov, at planlægge en ny offensiv mod den østrig-ungarske del af fronten. Brusilov, der var blandt Ruslands bedste generaler, havde vist sit værd allerede i august 1914, hvor han overtog kommandoen over den russiske 8. armé i Galizien. Han var tidligere kavaleriofficer og viste sig at være en meget opfindsom og initiativrig frontkommandør.

Offensiven blev forberedt meget omhyggeligt. Først og fremmest sørgede Brusilov for at få ført tilstrækkeligt med reservetropper frem til frontlinje, og han beordrede anlæggelsen af løbegrave frem til godt 200 meter fra østrig-ungarernes skyttegrave. Herudover fik han konstrueret dybe dækningsstillinger til beskyttelse af reserverne, hvilket alt sammen skulle medvirke til, at offensivens momentum kunne bevares efter den første angrebsbølge. Russiske fly blev desuden benyttet til at lokalisere de østrig-ungarske artilleristillinger, noget som stort set ikke var blevet praktiseret i den russiske hær hidtil. Dette gav det russiske artilleri mulighed for at sætte de østrig-ungarske kanoner ud af spillet med præcise bombardementer.

Brusilov havde også øje for, at den monotome og forudsigelige rytme med massive artilleribombardementer fulgt af fremstormende soldater ikke var tilstrækkelig, men nok så vigtigt sikrede han sig også overvægt af både mandskab og ildkraft, inden offensivens udførelse.

Foto af den russiske general Aleksej Brusilov fra 1916. Han var hovedarkitekt bag den russisk offensiv. Fra Wikimedia Commons.
Foto af den russiske general Aleksej Brusilov fra 1916. Han var hovedarkitekten bag den russisk offensiv. Fra Wikimedia Commons.

Den østrig-ungarske hær havde siden efteråret 1915 opført nogle imponerende forsvarsværker igennem Bukovina-området. Styr-flodens grundvand umuliggjorde dybe skyttegrave, men i stedet var der etableret tre befæstningslinjer af jordvolde og træstammer, forstærket med cementbunkere og velpositionerede maskingeværsreder. Med andre ord forventede den østrig-ungarske hærledelse et russisk angreb, men de var godt befæstet, og de var klar til at slå det tilbage.

Et angreb ved solopgang

Ved solopgang denne morgen, den 4. juni, begav general Brusilovs arméer sig frem over en 300 km lang front fra Pinsk ved Pripet-sumpene i nord til Karparterne i syd. De naturlige barrierer i hver af frontlinjens ender skulle forhindre centralmagterne i at koncentrere deres reserver og iværksætte et modangreb. Offensivens hovedkraft blev dog sat ind omkring byen Lutsk, hvor russisk artilleri med et kort, intenst bombardement knuste de stærke østrig-ungarske stillinger. Men ikke nok med det: Artilleriild, gas- og infanteriangreb blev koordineret under angrebet, hvilket var et sjældent fænomen i den russiske hær, og reserverne blev samlet og holdt skjult ved angrebets tre vigtigste punkter, hvor de stod klar til at udnytte eventuelle gennembrud. Over for dette veludførte angreb og en russisk styrke, som var 132.000 mand i overtal, faldt det østrig-ungarske forsvar fra hinanden. Ved solnedgang havde russiske tropper overløbet alle tre østrig-ungarske forsvarslinjer og slået et stort hul på frontafsnittet.

Conrad von Hötzendorf, Østrig-Ungarns generalstabschef, var ved de første indløbne meddelelser imidlertid ikke bekymret for det, han troede var et mindre fjendtligt gennembrud på hans frontlinje. Han nægtede derfor at afbryde en igangværende galamiddag hos hærens øverstbefalende, den habsburgske ærkehertug Friedrich (– det var trods alt ærkehertugens fødselsdag). Conrad forsikrede sin stab om, at det russiske angreb ikke var noget alvorligt. Russerne ville hurtigt blive slået tilbage, og ”vi vil højest miste et par hundrede meter land”.

Realiteten var, at det lykkedes russerne at rykke næsten 10 km frem over en 30 km bred front på en enkelt dag.

14. september 1914. 176’eren Hemming Skov overnatter i Rusland.

Hemming Skov fra Københoved, Inf.-Reg 176, I. battl. fortæller:

Vi gik altså over den russiske grænse, men gik tilbage igen. Dette gentog sig i øvrigt flere gange i løbet af kort tid, og jeg tænkte hver gang: Frem og tilbage er lige langt.

Men her, den 14. september 1914, passerede vi grænsen i retning vest-øst for anden gang. Efter en march på 20 kilometer kom vi i kvarter, og for første gang sov vi en nat i det store Rusland.

Vi opdagede omgående, at her var det forskelligt fra forholdene i Østpreussen. Alting var mere primitivt og fattigt.

DSK Årbøger, 1946.

Erobret russisk kanon 6a410-11-047
Erobret russisk kanon

 

12. august 1914. Hårde kampe ved Liège

Af Erik Ingemann Sørensen

De voldsomme kampe ved forterne omkring Liège fortsætter. Tyskland har sat ind med et intensivt bombardement af de franske stillinger med voldsom effekt. Men mandskabet holder fortsat ud og nægter at overgive sig. Herved bindes og forsinkes de tyske tropper.

1914-08-12 Smadret Fort Lancin

I Rusland gives der nu besked om generalmobilisering.

 

(+) Den 35-årige Oberleutnant Karl Fitze fra Tønder dør på Krankenhaus Westerland af sine sår.

11. august 1914. Russerne angriber i Østpreussen

Af Erik Ingemann Sørensen

Den første russiske Armé under ledelse af general Paul von Rennenkampf angriber de tyske styrker – den 8. tyske Armé – ved Gòra Kalwaria (det nuværende Polen).

1914-08-11 Rennenkampf

Samme dag erklærer Frankrig Østrig-Ungarn krig.

 

(+) Den 22-årige Werner Koch fra Halk sogn ved Haderslev såres under kampene ved Weichselfloden og dør.

31. juli 1914. Modersmaalet: Hvad nu?

Haderslev-avisen Modersmaalet kommenterer udviklingen i Europa:

Englands Interesser.

I ”Hamburgischer Correspondent” offentliggøres en Samtale med Generaldirektør Ballin, der er vendt hjem fra London. Hr. Ballin erklærede det for urigtigt, at den engelske Flaade er mobiliseret, og tilføjede, at England ikke ville satse sine Stridskræfter i Vægtskaalen for nogen af de to Stormagtsalliancer; det er ikke England, men Rusland, som nu har Afgørelsen med Hensyn til Krig eller Fred.

En tredje Balkankrig?

Man frygter i officielle Kredse i Athen for, at Udbruddet af Fjendtlighederne mellem Østerrig-Ungarn og Serbien skulde give Signalet til en tredje Balkankrig. Den lidet disciplinerede Presse i Athen fører et skarpt Sprog mod Østerrig. Den offentlige Mening staar paa Serbiens Side. Fra Korfu meldes, at den østerrig-ungarnske Flaade træffer særlige Forberedelser for at kunne blokere de græske Hovedstæder i Tilfælde af, at Grækenland skulde understøtte Serbien med Vaabenmagt.

Bladudtalelser om Krigen.

”Kølnische Zeitung” skriver i Gaar: Rusland mobiliserer. Dermed har den europæiske Krise naaet sit Højdepunkt, og en Klaring af Stillingen i den ene eller anden Retning kan ventes i den allernærmeste Fremtid. Vi kan som før kun indtage det Standpunkt, at vi yderst ugerne ser en væbnet Strid med Rusland, men vi har Forbundsforpligtelser, om vi ikke kan fragaa og som vi aldrig vil unddrage os.

Flertallet af Bladene i Paris ser stadig sort på Stillingen, men haaber dog, at Freden vil blive bevaret som Følge af den Solidaritet og Enighed, Treforstaaelsens Magter har lagt for dagen. Bladene er stadig af den Anskuelse, at Krigens Løsning ligger i Tysklands Hænder, og hævder enstemmig, at Frankrig maa vise Ro og Koldblodighed, men samtidig holde sig rede til enhver Mulighed.

England er trofast.

”Daily telegraph” skriver, at England vil forblive tro mod Tremagtsforstaaelsen og er fuldkommen rede til at opfylde sin Forpligtelser over for Forstaaelsen.

Våbensøstre 6a49-328
Våbensøstre: Tyskland og Østrig-Ungarn. Kölnische Zeitung: Vi har forbundsforpligtelser, som vi ikke vil unddrage os!

 

svendsen 001aRedaktør Nicolai Svendsen skrev Modersmaalets udenrigsrubrik.

 

30. juli 1914. Modersmaalet: Spændingen i Europa

Haderslev-avisen Modersmaalet kommenterer i sin rubrik “Politisk Rundskue” begivenhederne i Europa.

Spændingen i Europa.

Hvor man hører fra, meldes det, at Spændingen og Nervøsiteten er stor, saa stor, at ingen kan mindes noget lignende; thi den hersker i enhver nok saa lille By hele Europa over, eftersom alle Europas Lande, naar det gaar galt, kan blive indviklede i den Krig, som nu er begyndt mellem Østerrig-Ungarn og Serbien.

I ethvert af de store Lande, der enten høre til Tremagtsforstaaelsen eller Treforbundet, findes der to Partier, et Krigsparti, som absolut vil have Krig, og et Fredsparti, der ikke vil have Freden krænket. Disse Partier fører aabenlyst, men især bag Kulisserne, en voldsom Kamp, og Fred eller Krig afhænger af, hvem der vinder Overhaand. Afgørelsen kan trække ud, og den kan ogsaa komme pludselig. En almindelig europæisk Krig staar paa Dørtærskelen – et Ord, som anvendes ofte i disse Dage.

Krigsbegejstringen for ikke at sige Krigsgalskaben er størst i de af Slaver og Tyskere beboede og beherskede Lande; thi det længe ulmende Had mellem de to Folk, Slaver og Germaner, synes nu, da Tiden er til det store Opgør, at ville bryde ud i lys Lue.

Heldigvis synes Flertallet af de ledende Mænd i alle Stater og særlig de, som det mest kommer an paa, endnu at ville dæmme op for den Kæmpekrig, hvis Udfald og Følger vil være uberegnelige.

Naar man læser tyske Blade, vil man lægge Mærke til, at der i meget store Dele af det tyske Folk er en udpræget Krigslyst. Begejstringen for Østerrig-Ungarn er meget stor, og hele skylden væltes over paa Serbien.

Det skal ikke nægtes, at Serbien har en meget stor Part af Skylden, og særlig maa det stygge Dobbeltmord paa det østerrigske Kronprinsepar den 28. Juni fordømmes paa det skarpeste; men Østerrig og Ungarn har i mange Aar undertrykt og forulempet Serbien paa alle mulige Maader, saa det er forstaaeligt, at Serberne til Gengæld tirrer deres store Nabofolk, hvor de kan, og at serbiske Fædrelandsvenner nu efter Sejren over Tyrker og Bulgarer gør sig Haab om at samle alle serbisktalende Folk – ogsaa de, som er under Østerrig-Ungarn, som til Eksempel Bosnien og Herzegovina – til et stort serbisk Rige.

Men sligt kan en Regering som den østerrig-ungarnske selvfølgelig ikke billige og bør, før det bliver for sent, skride ind derimod. Nu maa man altsaa i Wien have indset, at det var paa højeste Tid, og ved Mordet paa Tronfølgerpaaret brast Taalmodigheden. Serbien skal straffes.

At man paa ledende Steder i Tyskland er ked af de stærke Tilkendegivelser for Krigen, fremgaar af en officiøs Artikel i ”Hamburger Correspondent” i Gaar under Overskriften ”Spænding og Bekymring”. Det hedder her til Slutning: ”I det tyske Folk har den Bekymring og den Spænding, som er bleven paalagt det, heldigvis ikke fostret nogen som helst Modløshed. Langtfra at ønske Krigen er Tyskland besluttet paa fuldt at staa paa sin Forbundsfælles Side. De i de sidste Dage fra forskellige tyske Byer meldte Tilkendgivelser lader ingen Tvivl tilbage; men nye Tilkendegivelser behøves ikke. Ja, den kan skade, da de let kan udarte og blive en Brod mod andre Magter.

Det er derfor absolut i sin Orden, at der nu i Berlin er udstedt Forbud herimod. Lad Diplomaterne have Ordet. De har givet os tydelige Beviser for, at de forstaar Folkets Sprog. I Kabinetterne er man ligesom i Fædrelandets videste Kredse gennemtrængte af, at den svære Krise ikke maa endes med en raadden Fred.”

– Krigslystens Udslag er altsaa kommen visse Folk i Berlin paa tværs; de ønsker ikke saa megen Rabalder.

svendsen 001a
Redaktør Nicolai Svendsen

Udenrigsrubrikken “Politisk Rundskue” var redigeret af Nicolai Svendsen

27. juli 1914. “Det moralske Ansvar for det truende Sammenbrud af den europæiske Civilisation falder paa Tyskland”

Flensborg Avis analyserer den højspændte situation i et ekstranummer:

Ved Verdenskrigens Rand

I Lørdags afbrødes den diplomatiske Forbindelse mellem Østerrig-Ungarn og Serbien. Efter den Tid er der udspredt Masser af Ekstrablade trindt omkring i Europa; men der er ikke sket noget afgørende, og Meddelelse om nogen større Kamp foreligger endnu ikke.

Med langt større Spænding end selve Udviklingen ved den østerrigsk-serbiske Grænse følger Europa Forholdet mellem Stormagterne.

Endnu synes intet afgjort med Hensyn til, hvorledes Rusland vil stille sig. Der meddeleles Udtalelser om, at Frankrig vil slutte sig trofast til Rusland, og at Tyskland og Italien vil staa Last og Brast med Østerrig-Ungarn, Udtalelser, der paa nærværende Tidspunkt er en Selvfølge.

Kejser Wilhelm er nogle Dage før Tiden vendt hjem fra Norge. Præsident Pointcaré har derimod ikke opgivet sit besøg i København.

(…)

Fra Wien telegraferes:

(…) Det var et højst dramatisk Øjeblik, da Udenrigsministeriets Pressekonsulent kalde de 40 Journalister ind til sig, som i Timevis havde ventet i Paladset Gange. Pressekonsulenten var synlig bevæget, da han meddelte, at den diplomatiske Forbindelse med Serbien var afbrudt.

Meddelelsen modtoges med stormende Bravoraab, og alle styrtede derefter til Udgangen og raabte mod Menneskemængden foran Slottet: “Krig! Krig!”

Stormende Hurraraab var Folkets Svar. I næste Nu var den indre slotsplads opfyldt af Mennesker, og man afsang den østerrigske Nationalsang.

Hvad siger Tyskland?

Det officiøse “Wolffs Bureau meddelelser: (…) Den tyske Regering har overalt paa samme Maade hævdet det Standpunkt, at den betragter Konflikten mellem Østerrig-Ungarn og Serbien som et Anliggende, der alene angaar disse to Stater og derfor maa forblive lokaliseret.

Dens Bestræbelser gaar ud paa, at ogsaa de øvrige Magter skal gøre dette Standpunkt til deres, for at Freden i Europa kan blive bevaret.

Den russiske Presse

(…) Novolje Vremja skriver i en ledende Artikel: Østerrig-Ungarn alene vover ikke at gøre sig skyldig i nogen Krænkelse af den internationale Ret.

Et Ord af den tyske Kejser er tilstrækkeligt til, at Østerrig-Ungarn tager sin Verbalnote tilbage. Kejseren ved, at Rusland ikke kan forblive ligegyldig, men er tvunget til ved den fulde Vægt af sin Militærmagt at understøtte Serbien.

Østerrigs Overfald paa Serbien betyder krig med Rusland. En østerrigsk-russisk Krig fremkalder Tysklands Medvirkning, et russisk-tysk Sammenstød drager Frankrig med ind, maaske ogsaa England.

Det moralske Ansvar for det truende Sammenbrud af den europæiske Civilisation falder paa Tyskland og dets Leder. En fredelig Udgang er kun mulig, hvis Tyskland ikke er fast besluttet paa nu at føre Krig mod Frankrig og Rusland.

1914-07-17 Peter SimonsenRedaktør Peter Simonsen var ansvarlig for Flensborg Avis’ udenrigsrubrik.

24. juli 1914. Flensborg Avis: “Faren for en Eksplosion er overordentlig stor!”

Flensborg Avis beretter om begivenhederne i Europa:

Østerrig og Serbien. En engelsk Advarsel.

I Beretninger fra Wien til tyske Blade hedder det, at man nu ser roligere paa Tingene. (…) Ingen kender endnu de østerrigske Fordringer (…) og i ledende Kredse er man overbevist om, at Serbien vil gaa ind paa dem. Dette vil naturligvis afhænge af deres Art, og det vil derfor udelukkende komme an paa den østerrigske Regering, om Tingene skal udvikle sig i den ene eller den anden Retning. Er Østerrigs Krav urimelige, vil Serbien utvivlsomt kunne stole paa Ruslands støtte.

Men ogsaa alle uhildede Iagttagere vil i saa Fald staa paa Serbiens Side. Meget oplysende er en Artikel, der i Onsdags fandtes i Verdensbladet Times; den turde gengive den almindelige Opfattelse:

“Den voksende Spænding mellem Østerrig-Ungarn og Serbien har hidført en Situation i den europæiske Politik, der er alt for alvorlig til, at man kan lade den uænset. Det er ikke vort ønske at overdrive Faren, men Magterne maa søge at besværge den, inden det er for sent. Og der er ingen Tid at spilde. (…)

Den østerrigske Regering har hidtil handlet med forholdsmæssigt Maadehold. Det er nu som før vort Haab, at den Holdning, som Kejser Franz Josef umiddelbart efter Mordgerningen indtog i de af ham udstedte Proklamationer til Hæren og Folket, maa blive bibeholdt under de uundgaaelige Forestillinger, der vil blive gjorte Serbien. Men der er tydelige Tegn paa, at man i indflydelsesrige Kredse nu indtager en ganske forandret Holdning. Det er vel tilfredsstillende, at der ogsaa i disse Kredse er et stærkt Ønske om at opnaa Støtte hos Europas offentlige Mening. Men de Midler, der anvendees, er snarere egnede til at modarbejde end opvække Sympati hos upartiske Iagttagere.

Tanken om ved Trusler eller gennem en Krig at tvinge Serbien til at undertrykke en national Bevægelse rummer mange Farer, ikke blot for Østerrig-Ungarn, men for Europas Fred. Disse Farer vil ogsaa være alvorlige, selv om det lykkes at lokalisere Krigen. Det er klart, at naar Østerrig-Ungarn drager Sværdet, vil det søge at lokalisere Konflikten, hvis det kan. Men det er lige saa klart, at Afgørelsen ikke vil komme til at afhænge af Østerrig-Ungarn alene. Dette gør Sagen til et europæisk Spørgsmaal.

Et Felttog mod Serbien, ja blot Fordringer over for Serbien, der kan synes at være Udslag af politisk Ærgerrighed, vil i Rusland fremkalde en slavisk Bevægelse, der vil kunne øve Indflydelse paa Regeringen. Og hvis det forholder sig rigtigt, at Østerrig-Ungarn er bestemt paa at benytte Lejligheden til at søge alle Spørgsmaal, der angaar Orienten, ordnet, saa er Faren for en Eksplosion overordentlig stor.”

1914-07-17 Peter SimonsenFlensborg Avis’ udenrigspolitiske artikel var skrevet af Peter Simonsen

24. juli 1914. Østrigsk ultimatum!

Østerrig-Ungarn og Serbien.

Til ”Neues Wiener Tagblatt” meddeles fra Semlin den 23. Juli:

Den østerrig-ungarnske Gesandt har over for den serbiske Regering klaget over, at serbiske Gendarmer for nogle Dage siden har skudt paa østerrigske Undersaatter. Den serbiske Regering har indledt en indgaaende Undersøgelse. ”Novoje Bremja” skriver i Anledning af den spændte Stilling mellem Østerrig-Ungarn og Serbien, at Rusland og Frankrig endnu mindre end i 1912 og 1913 vil tillade, at Østerrig overfalder Serbien.

Østerrigsk Ultimatum til Serbien.

Ifølge et i Morges modtaget Telegram fra Belgrad har den østerrig-ungarnske Gesandt i Aftes Kl. 6 overrakt den serbiske Regering en Verbalnote med den østerrig-ungarnske Regerings Krav til Serbien. I Noten kræves der Svar til Lørdagen den 25. Juli Kl. 6 Aften.

 

23. juli 1914. “… et europæisk spørgsmål.”

Rusland og Frankrig

Præsident PoinCaré er altsaa paa Besøg i St. Petersborg. At hans Rejse har stor politisk Betydning, er der ingen, som tvivler om, særlig da han ledsages af Førsteminister Bibiani og Direktøren for Udenrigsministeriet i Paris de Margerie.

Af de russiske Blade har ”Novoje Bremja” betonet Toforbundets fredelige Karakter, men tillige hævdet, at det burde optræde med Fasthed.

Kadetbladet ”Retj” erklærer, at Forbundets Forpligtelser maa være gensidige, og advarer indtrængende Frankrig mod at nedsætte den treaarige Tjenestetid. Sker det, vil Ruslands Følelser for Frankrig blive stærkt afkølede. Bladet haaber, at Poincaré som en særlig Mægler kan skaffe en engelsk-russisk Marineoverenskomst i Stand.

Et radikalt russisk Blad peger paa de svære Byrder, som Forbundet paalægger begge Lande, kræver, at de skal nedsættes, og tager til Orde for et tysk-fransk-russisk Forbund.

De franske Blade er glade over, at den fransk-russiske Forstaaelse er saa inderlig, men betoner i øvrigt, at de stærke Rustninger er den bedste Garanti for en Verdensfred.

”Action” skriver, at man fra Berlin stadig udbreder Rygter om, at Frankrig ønsker Hævn. Det er imidlertid ikke Tilfældet, og Rygterne udspredes kun for at dække over den udæskende Politik, som man fører i Berlin.

”Gaulois” erklærer, at Poincaré ikke nu vil foreslaa en engelsk-russisk Marineoverenskomst, en saadan kan komme senere, men først maa de to Magter blive enige om de persiske Spørgsmål.

”Matin’s” Petersborgkorrespondent Jules Hedeman, fremhæver i sine Artikler vedvarende Ruslands umaadelige militære Styrke. Den russiske Hær tæller nu 44, til næste Aar 45 Hærkorps, dog maa 12 blive i Asien, 2 i St. Petersborg og Finland. Hele Resten kan angribe ved de tyske og østerrigske Grænser.

Overfor Rumænien behøver Rusland ikke mere at dække sig, da dette Land ikke længere har nogen Militæroverenskomst med Østerrig, og det sandsynligvis vil vende sig mod Østerrig for at tage Siebenbürgen. I stærk Modsætning til den krigerske Tone i denne Korrespondance, staar, som meddelt, de Taler, som Kejser Nikolaj og Præsident Poincaré har udvekslet.

Østerrig og Serbien

Det spændte Forhold mellem Østerrig og Serbien forvolder vedblivende Uro, ikke mindst paa Børserne. En snarlig Udbrud af en Krig regner man dog ikke med. Man mener i berlinske diplomatiske Kredse, at Forhandlingerne mellem Wien og Belgrad i Betragtning af Forholdenes alvorlige Natur vil strække sig over et længere Tidsrum…

”Times” behandler i Tirsdags den truende Stilling i en længere Artikel, hvor det bl. andet hedder: ”Tanken om ved Trusler eller gennem en Krig at tvinge Serbien til at undertrykke en national Bevægelse rummer mange Farer, ikke blot for Østerrig-Ungarn, men for Europas Fred. Disse Farer vil ogsaa være alvorlige, selv om det lykkes at lokalisere Krigen.

Det er klart, at naar Østerrig-Ungarn drager Sværdet, vil det søge at lokalisere Striden, hvis det kan. Men det er ligesaa klart, at Afgørelsen ikke vil komme til at afhænge af Østerrig-Ungarn alene. Dette gør Sagen til et europæisk Spørgsmål.”

 

21. juli 1914. Tysk avis: “Den tyske Hær vil man ikke indjage Frygt og Rædsel!”

Haderlev-avisen “Modersmaalet” kommenterer udviklingen i Europa:

Fast og Rolig sin Vej.

I Anledning af de franske Blades rosende Omtale af det russiske Forsvarsvæsen bemærker ”Berliner Lokal-Anzeiger” i sin politiske Ugeoversigt for i Søndags bl. andet:

Hr. Poincaré har endnu ikke naaet sit Rejsemaal, og allerede viser Forstaaelsesfællerne i et uundgåeligt Anfald af Lidenskab de forfærdelige Tegn paa tøjlesløs Hadefuldhed. Jo mere beskæmmende de Tilstande er, som dertil kaldede Kritikere i disse Dage har fastslaaet i Frankrig, des mere imponerende skildres de russiske Krigsforberedelser for dermed at gøre Indtryk i Tysland. Muligvis er i Rusland alt det Guld, som glimrer. Men den tyske Hær vil man ikke indjage Frygt og Rædsel. Den gaar fast og rolig sin Vej og kan fortrøstningsfuldt vente paa det, som skal komme.

Krigsfaren i Sydøst.                                                                  

…”Neue freie Presse” i Wien erfarer fra særlig Kilde angaaende Ruslands Holdning over for den østerrig-serbiske Spænding følgende: Rusland haaber, at Østerrig-Ungarn ikke vil stille Krav til Serbien, der paa nogen Maade truer dette Lands Selvstændighed. Saafremt Østerig-Ungarns Forlangender er maadeholdne, vil Rusland sikkert i Fredens Interesse gøre alt for at støtte dem.