Tag-arkiv: Rumænien

15. juli 1917. Hvidløg og væggelus i Rumænien

Carl Werner-Jacobsen var med den tyske hær i Rumænien

„Lilika” – Minder fra Rumænien

1917. Fra Toppen af de iskolde Karpater var vi med det første Tøbrud steget ned til den rumænske Slette, hvor vi en kort Stund nød den lune Foraarssol

Ploestis mange Oliekilder brændte endnu, da vi drog forbi dem, og det imponerede os, at finde de store Oliebeholdere saa langt borte fra deres Oprindelsessted. De var eksploderet og gennem det voldsomme Trykslynget gennem Luften — og laa nu her, flere hundrede Meter borte, i de endeløse Majsmarker som store, sammenkrøllede Blikdaaser.

Fronten blev stabiliseret ved Sereth-Floden, længere syntes Generalstaben ikke at ville trænge frem, og vi var yderst fornøjede med det. Efter Foraarets milde Luft var nu Sommerens Hede kommet, en Hede, der gjorde os sløve.

Feltlazaret Nr. 15 blev installeret i Gugesti, og Opsamlingsstedet, hvortil jeg hørte, blev lagt fem Kilometer bag Fronten ved Focsani, hvor vi slog vore Telte og Barakker op.

Hidtil havde vi ikke haft for megen Tid til at studere den rumænske Befolkning. Fremmarchen var jo gaaet saa hurtigt, at vi kun saa de uendelige Strømme af ulykkelige Flygtninge. Nu til Gengæld fik vi dem paa nært Hold.

Jeg lærte hurtigt at skelne mellem de Rumænere, der bar Skjorten uden for Bukserne, og dem, der bar dem inden for. Saa utroligt det lyder, saa var det nu dem, der bar Skjorten udenfor, som var de mest sympatiske, mest renlige og tiltalende.

Jeg glemmer aldrig den første Nat, hvor jeg var indkvarteret hos en rumænsk Bonde, en af dem der bar Skjorten i Bukserne.

Huset var af Lerjord. Taget af Majshalm, og foran Indgangen fandtes en faldefærdig Træveranda. Paa Afstand saa det meget romantisk ud. En stor, halvnøgen Børneflok legede i Skyggen af Verandaen, og nogle Kvinder i farverige Bomuldskjoler, barbenede og med et Udseende som typiske Zigeunere, sad og lappede Tøj. Husets Herre, med et vældigt Fuldskæg, bar trods den store Varme en Pelshue paa Hovedet. Hans snavsede Skjorte var godt fedtet i Halslinningen, hvorfra han altfor ofte, men med en sikker Haandbevægelse, fangede smaa Medbeboere. Han bar en kort, blaa Jakke og saa de mægtige vide Benklæder.

En saa stærk Hvidløgsduft, som her kom mig i Møde, var jeg dengang ikke vant til. Den var saa stærk, at den ligefrem generede mig. Da man havde anvist mig mit Værelse og jeg saa, at der ikke fandtes nogen Dør mellem mit og Familiens kombinerede Sove- og Opholdsstue, blev jeg ikke saa lidt eftertænksom.

Pyt med Inventaret og med Sengen, der kun var en Træbænk, jeg havde jo mit eget Uldtæppe med; men at være indkvarteret hos M ennesker, hvis Sprog og Sindelag jeg overhovedet ikke kendte, og som hele Tiden talte og talte til een med den eneste Virkning, at jeg blev mere og mere utilpas af den stærke Hvidløgsduft, der med hver Ordstrøm lagde sig om mine Aandehuller, nej, jeg havde helt tabt Humøret, og min Higen efter Romantik var blevet betydelig reduceret.

Det blev ikke bedre om Natten, da jeg skulde sove. Luften i mit Rum var uudholdelig, og gennem den aabne Dør til Familiens Fællesrum kunde jeg se Bedstemoder, tre voksne og seks Børn ligge paa Gulvet paa Straamadrasser. Tøjet havde de beholdt paa, og jeg gjorde det samme, hvad jeg ikke kom til at fortryde.

Knapt havde jeg rullet mig i mit Tæppe og slukket Lyset, før jeg fik Besøg af smaa, flade Væsener, der i en lang Stribe kom marcherende fra Naborummet. De prøvede paa at faa Indgang til min Krop gennem Buksebenet og Halslinningen. Jeg tog resolut mit Tæppe og flyttede udenfor paa Verandaen. Her var Luften i det mindste renere, og træt overgav jeg mig til Søvnen.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1942

3. juli 1917. K. Tastesen i Mellemøsten: Malaria!

K. Tastesen  var i foråret 1917 i Mellemøsten, men kom i juli 1917 retur tul Balkan.

Nu meldte sig en Sygdom, som kaldtes Malaria, mellem Soldaterne, hvoraf der døde mange. Sygdommen opstod vistnok paa Grund af Varmen og Tørheden.

Da det blev for alvorligt, skulde vi tilbage til Makedonien, hvortil vi ankom den 3. Juli og var der i tre Dage. Derfra kørte vi saa igennem Sofia til Semendria og var der den 14. Juli. Semendria er en gammel Fæstning, hvor der er meget smukt, saa der kunde vi sagtens faa Tiden til at gaa saa længe, vi skulde være der.

Tre Dage efter kom vi i Toget i Semendria. Saa kørte de to à tre Vogne ud paa FIaader, som var lavet til det samme, og bugserede saaledes Toget over Donau, som løber langs med Byen.

Derfra kørte vi saa videre og naaede Bukarest den 21. Juli. Der laa 59. Infanteriregiment, som vi blev overflyttet til og fordelt mellem, da det i Forvejen havde mistet meget af sit Mandskab.

I Bukarest blev vi liggende i fem Uger, saa vi fik rigtig Lejlighed til at se Byen igennem. Den var meget smuk, og vi befandt os udmærket der. I Bukarest fik jeg ved en Parade tildelt Jernkorset, som de mente, jeg havde gjort mig fortjent til under Kampene i Rusland.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

12. januar 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om uroligheder i Rusland, ententens svar på amerikanske fredsinitiativer, Tysklands beslutning om at indføre den uindskrænkede ubådskrig fra 1. februar 1917. Neidell anfører, at når Tyskland tøvede så længe, hang det sammen med tysk frygt for en invasion fra Danmark, så længe Tyskland var så tyndt forsvaret på nordflanken pga. kampene i Rumænien, der imidlertid var ved at være nedkæmpet nu. Det handler også om tyske problemer med moralen på Vestfronten og om Rusland efter mordet på Rasputin.

26. december 1916. Rumænske krigsfanger desperate af sult

Christian Esbensen, Kegnæs, Als, lå med sit regiment i Champagne. I juledagene blev det forflyttet til Elsass.

Så endelig kom ordren: »Auf, zum Bahnhof – einsteigen«. Ved fælles hjælp blev vi halet op i de høj akslede kreaturvogne, for rampen skulle jo bruges til vognparken og hestene, thi dyr kan stille sig på bagbenene, hvis der er noget, der ikke passer dem, mennesker kan
jo ikke.

Efter endnu en stunds tålmodighed, venten, til alle klarmeldinger var indløbet, og de rette signaler var sat, satte toget sig i bevægelse, og i den påfølgende nat og dagen derpå havde man tid til at filosofere over en hyggelig jul derhjemme i familiens skød og ved den varme kakkelovn, siden en varmedunk i en indbydende seng. – Men her! At sove var ikke til at tænke på, de stivfrosne lemmer tillod ikke at få søvn.

Ud på dagen, den 25. – juledag – landede vi i Sarburg i Elsas-Lothringen og blev indkvarteret på en kaserne, hvor vi – tænk bare – kom til at ligge på stråsække med hvide lagner oven over.

Ud på morgenstunden blev vi vækket af en forfærdelig larm neden under vore vinduer, og nysgerrigheden viste sig stærkere end kulden, så vi for ud på gangen for at hitte ud af, hvad der var på færde.

Bag indhegningen på den anden side af gaden ovre på eksercerpladsen ser vi 5-600 fanger, rumænere, der er i vildt slagsmål omkring tre gullaschkanoner, hvor en uddeling af mad viser sig at være næsten umulig. Udsigten til en tynd kartoffelsuppe har drevet de mennesker til vanviddets rand, og til trods for, at  soldaterne hugger ind på dem med bøssekolberne, er de ikke til at styre. –

De er blevet taget til fange ved det hurtige kavallerioverfald på Rumænien i efteråret 1916. For ca. 14 dage siden startede en fangetransport på 15-1600 mand fra Rumænien og hertil for at arbejde bag Vestfronten. Men der var kun 5-600 tilbage af dem; resten var døde af sult og kulde. –

Hvordan man til sidst fik ro over gemytterne, ved jeg ikke, det må vel endelig være lykkedes, men det blev for koldt for os på gangen at afvente slutningen på dramaet.

Anden dags morgen stillede fangekolonnen til strækmarch nede på kasernepladsen; det gjaldt om at få liv i de stivfrosne lemmer, idet de havde tilbragt natten på lidt træuld i den store, uopvarmede eksercer-Schuppen. Nysgerrigheden drev os derover for at se, hvordan de havde camperet.

5-6 døde lå rundt i træulden, en krammede endnu ulden i de valne fingre – andre 15-20 blev ført bort til lægeundersøgelse, de raskeste af dem støttede dem, der ikke mere havde kræfter til at holde sig oprejst.

DSK-årbøger 1970

25. november 1916. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om kejser Franz Josefs død; afslutningen af Somme-offensiven, der krævede et samlet tab på over én million mænd, heraf over 300.000 dræbte; kampene i Rumænien, hvor tyskerne er i offensiven; ententens offensiv sydfra ind i Makedonien mod tyske og bulgarske tropper; og sænkningen af verdens største skib, Britannic (søsterskib til Titanic) ved Grækenland. Overlevende var en kvinde, der også havde overlevet sænkningen af Titanic!

17. november 1916. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om Somme, hvor briterne foretager endnu et angreb på Beaumont Hamel, om Makedonien, hvor bulgarerne og tyskerne tvinges i defensiven af serbiske og franske tropper, om Rumænien, hvor rumænske og russiske tropper angriber Mackensens tyske styrker mod syd, mens tyske tropper under Falkenheyn til gengæld angriber gennem Karpaterne mod nord.

12. november 1916. Hans Hostrup på vej til Makedonien

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, blev i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan.

(… fortsat)

Fra Prilep skulde vi Dagen efter videre med en Feltbane. Her kom en Kammerat, Rose hed han, og jeg bort fra de øvrige og traskede længe rundt i de bundløse Gader for at finde de andre eller i hvert Fald et Natte- herberge. Vi mødte Børn, der vilde have os med hjem; saa meget Tysk havde de da lært, at de kunde gøre os det begribeligt. Vi skulde dog ikke nyde noget, for vi kunde jo nok regne ud, hvad den gik ud paa.

Omsider fik vi Husly; der var dog ingen Vinduer. Vi sov sammen med nogle andre Soldater paa Gulvet.

Det var sjældent, vi saa Ruiner i de efterhaanden mange serbiske Byer, vi stiftede Bekendskab med. Det saa ud til, at Tyskerne havde haft let Spil, da de erobrede Landet.

Næste Morgen fandt vi vore Kammerater paa Feltbanestationen, og herfra blev vi kørt til Topolschani, en lille Landsby i Nærheden af Monastir, hvor der var oprettet et Ammunitionsdepot. Ammunitionen blev fra Feltbanen udlosset paa Stationen, der kun bestod af en Plads med Tag over.

Herfra skulde Granaterne bæres op ad en Bjergskraaning og graves ned i smaa Kælderrum, der var indhugget i Bjerget med en vis indbyrdes Afstand. Der var Plads til ca. 200 Granater i hvert Hul, alt efter Størrelsen, og der var mange Variationer, helt fra 7,5 til 21 cm.

Det var et grimt Stykke Arbejde at slæbe paa de dumme Tingester, og selv om vi „trykkede” os lidt, (vi blev efterhaanden helbefaren i denne Kunst), skulde det jo gøres, og Granaterne trykkede ogsaa, endda saadan, at jeg mange Aar efter var øm paa Kravebenet af det.

Vi var dog ikke ene om det, idet en Afdeling rumænske Krigsfanger var sat til at hjælpe os. De var bevogtet af Bulgarerne, nogle raa Fyre, der ikke tog i Betænkning at jage Bajonetten i dem, naar de ikke vilde — eller ikke kunde — makke ret. Under Arbejdet var de under Opsyn af en tysk Underofficer, der pryglede dem for et godt Ord. Trods det holdt de mere af os end af deres Vogtere- „Bulgarski nje dobra, nihs Kultur. Germanski dobra“, sagde de til os.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1951

7. november 1916. “Blodet strømmede ud, saa at alt mit Tøj var gennemblødt …” Rumænerne angriber! K. Tastesen såret af bajonetstik!

Füsilier K. Tastesen kom i oktober 1916 til Rumænien på Balkanfronten.

Den 6. fik vi at vide, at vi skulde storme Dagen efter. Vi havde faaet nogle ganske smaa Heste og Æsler til at bære Ammunition og Fødemidler op. Vi havde ikke andet Artilleri end nogle ganske smaa Kanoner, som kunde skilles ad og bæres op.

Den 7. om Morgenen var der en meget stærk Taage, det passede os meget godt, da vi skulde ned ad Skrænten. Da vi var kommen ned, blev vi liggende der, da vi ikke skulde storme før Kl. 10.

Da vi havde ligget der et Kvarters Tid, saa jeg nogle Skikkelser forude. Det var endnu saa taaget, at vi kun kunde se faa Meter fra os. Jeg spurgte min Kammerat, om han kunde se, hvem det var. Han mente, det var Tyskere, men jeg vidste, vi var de forreste, saa dem kunde det ikke være.

I det samme fik vi Vished, idet Rumænerne med et Hurra stormede frem imod os. Tre Mand for hen imod vor Gruppe, men de fire af vore Folk var nye, som aldrig havde været paa med Bajonetten før. De blev saa forskrækkede, at de løb tilbage. Jeg blev siddende paa Knæ og skød den ene af Rumænerne ned. Med det samme var den anden inde paa Livet af mig. Jeg fik mig ikke rigtig rejst, før jeg mærkede et Stik i Brystet, og i det samme susede en Bøssekolbe og ramte Rumæneren i Hovedet.

Det sortnede for mine Øjne, og jeg kunde ikke holde mig oprejst. Jeg fik mig dog arbejdet en halv Snes Meter tilbage, hvor der var en lille Lavning. Jeg tog min Forbindspakke frem og holdt den paa Saaret. Det varede dog ikke længe, før jeg var saa udmattet, at jeg ikke kunde holde den længere, og Blodet strømmede ud, saa at alt mit Tøj var gennemblødt.

Tyskerne stormede forbi mig, og længere borte var der et Spektakel af Haandgranater og Geværskud, blandet med Hurraraab fra dem, der gik frem, og Skrig fra de Saarede. Jeg var mest bange for, at Tyskerne skulde blive slaaet, saa vidste jeg, at jeg kom i Fangenskab eller maaske blev dræbt, men hvad saa, saa var det hele da overstaaet.

Kampen trak sig imidlertid længere og længere bort, og nu kom Sygebærerne og forbandt os. Et lille Stykke borte laa en Feltwebel og havde begge Ben afskudt. Han raabte, men Sygebærerne kom først til mig, og jeg blev ogsaa forbunden først. Da han var ved at forbinde mig, saa jeg en Rumæner ligge lidt derfra og famle ved Bøssen, som han havde rettet mod os. Jeg gjorde Sygeplejeren opmærksom paa det, og han sprang til og tog Geværet fra ham.

Tyskerne havde taget nogle Fanger. De blev nu sat til at bære de Saarede ned ad Bjerget. Bjerget, hvorpaa jeg blev saaret, hed Blæsabjerget — Kl. 10 kom to rumænske Fanger sammen med to af vore egne Soldater og bar mig til en Forbindingsplads længere tilbage paa Bjerget. Der fik jeg to Indsprøjtninger for at stille Smerterne. Saa blev jeg bundet fast til Baaren, og Nedstigningen begyndte. Det varede godt fire Timer, og jeg led frygtelige Smerter. Saa kom vi til Ambulancen, som kørte mig til et Lazaret i Petrosini. Der blev jeg lagt ind i en Hal, som var omtrent fuld af Saarede i Forvejen, saa det vilde vare længe, før jeg kom for Tur.

Endelig, jeg antager henved Kl. 12, kom jeg paa Operationsbordet. Der var tre Læger i Kitler, der en Gang havde været hvide, men nu var de fuldstændig overløbne med Blod, og ligeledes svømmede Gulvet med Blod, saa det lignede mere et Slagtehus end et Sted, hvor Mennesker skulde behandles.

Da jeg havde faaet Forbindingen af og var bleven undersøgt, hørte jeg Lægerne sige, at jeg havde haft Held med mig, at jeg netop var ramt der, da Saaret var 6 à 7 cm dybt. Saa blev jeg bedøvet og ved ikke mere, før jeg laa paa en Stue. Min blodige Skjorte beholdt jeg paa, da de ingen anden havde til mig, og desuden var jeg saa fuld af Utøj, at det næsten pinte mig mere end Saaret.

Vi laa 17 Mand paa en Stue, alle haardt Saarede. Vi blev tilset af Lægerne hver Dag, men ellers blev der ikke gjort noget særligt ved mig. Der laa jeg saa i 14 Dage, inden jeg kunde blive flyttet til et Lazaret i Tyskland.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

4. november 1916. Fraternisering med rumænerne – og en løbsk rulle pigtråd

Füsilier K. Tastesen, kom i efteråret 1916 til fronten i Rumænien.

Morgenen efter skulde jeg og en anden hente Vand til Kaffen. Vi vidste ikke, hvor der var noget, og kom temmelig langt bort. Endelig fandt vi en Kilde, hvor Vandet flød ud af Klipperne. Jeg laa ned og fyldte Vand i Kedlerne, da vi fik Øje paa to Rumænere, som ogsaa skulde hente Vand. De stod ganske fredelig bag nogle Buske med Geværet over Nakken og saa paa os.

Vi vidste ikke rigtig, hvad vi skulde gøre, for de kunde lige saa hurtigt komme til at skyde som vi, og vi kunde ikke fjerne os saa hurtigt, at de ikke kunde skyde os bagfra. De stod ganske fredeligt, og for os var der ikke andet at gøre end at indtage samme Standpunkt. Vi satte saa Bajonetten i Jorden og vinkede af dem, at de skulde komme. De kom hen til os. Vi kunde jo ikke tale sammen, men trykkede hinanden i Haanden og var gode Venner. Derpaa fik de deres Kedler fyldte, og vi gik hver til sit.

Jeg kogte Vandet i en lille Lavning bag ved Stillingen, og da en Underkorporal var ovre at hente et Par Kedler og skulde tilbage over en lille Høj, blev han ramt i Underlivet af en Kugle, og samtidig blev en Soldat ramt i Halsen og døde med det samme. Underkorporalen blev forbunden, og nu skulde han bæres ned til et Lazaret neden for Bjerget.

Jeg og tre andre blev sat til at bære ham ned, efter at han var bunden fast til Baaren. Det var en meget besværlig Vej at komme ned ad, og af og til maatte vi sætte ham ned for at hvile, medens han klagede sig af Smerter. Henved 2-Tiden naaede vi Lazarettet, hvor han blev indlagt.

Dernede var flere Graders Varme, hvorimod vi havde flere Graders Kulde oppe paa Bjerget. Da vi skulde op igen, maatte vi have hver en Rulle Pigtraad med. Vi satte en Stok gennem Rullen og bar den paa Nakken. Da vi var kommen Halvvejen, var jeg saa uheldig at tabe Rullen, saa den trillede ned ad Bjerget. Det var jo kedeligt, men jeg var ikke saa ked af det endda, for jeg lod den løbe, og saa skiftedes jeg og en anden til at bære den, han havde.

Da vi naaede op, var Klokken halvelleve, men vi fandt dog ned i vore Huller igen og sov til om Morgenen. Der var nu roligt om Dagen, men om Aftenen foretog Rumænerne et lille Angreb, som dog hurtigt blev slaaet tilbage.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

3. november 1916. Ved fronten i Rumæniens bjerge

Füsilier K. Tastesen blev i oktober 1916 overført til Balkanfronten. I begyndelsen af november ankom han til Rumænien.

Om Morgenen, saa snart det blev lyst, begyndte vi at stige op ad Bjerget; det var besværligt, da det var meget stejlt. Vi havde hver en Stok med en Pig i Enden, og saa kravlede vi det meste af Tiden op ad Bjergsiden i en lang Række een for een, da vi ikke kunde være fire Mand ved Siden af hinanden hele Tiden.

Det tog 8 Timer for at komme de 2200 Meter i Vejret. Saa blev der saa jævnt, at vi kunde marchere videre. Bjergene var bevoksede med enkelte Træer og en Del Krat.

Endelig naaede vi Regimentet, som vi skulde afløse. Vi troede, der var Skyttegrave, men der var kun nogle smaa Huller, man lige kunde skjule sig i. Man kunde ikke komme længere ned, fordi Bunden bestod af en Slags Sten. Da vi kom derop, var det behageligt tørt, men Natten efter begyndte det at sne, og det blev ualmindeligt koldt, særlig for os, der var gennemblødt af Sved fra Opstigningen.

Nogle Meter foran os gik det lige saa brat ned som Taget paa et Hus, og lige overfor paa et andet Bjerg ca. 600 Meter borte laa Rumænerne. Vi havde ingen Vagt ude, kun nogle faa skulde holde sig vaagne, hvor de laa. Vi behøvede ikke at være bange for natligt Angreb, da det jo var vanskeligt at komme op ad Skrænten.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

1. november 1916. Tastesen på march i Rumænien

Füsilier K. Tastesen, Havde været på både Vest- og Østfront. Men i oktober 1916 blev hans enhed blev overført til Balkanfronten.

Ellers passerede der ikke noget videre paa Rejsen, indtil vi naaede Petrosini i Rumænien tolv Dage efter vor Afrejse fra Gailet. Ankommen til Petrosini marscherede vi derfra med det samme. Efter tre Timers Marsch naaede vi en lille Landsby, hvor alle Husene var skudt sammen.

Det var Meningen, vi skulde være bleven der nogle Dage, men hvad der kom i Vejen, ved jeg ikke, for vi blev kaldt op om Morgenen Kl. 5.

Om Eftermiddagen ved 3-Tiden naaede vi efter 50 kms Marsch et Kloster, hvor vi blev indkvarteret. Klostret var ikke beskadiget, men var fuldstændig tomt. Der blev vi til Kl. 9, og Kl. 12 skulde vi afløse et Regiment i Skyttegravene.

Vejen gik stadig i Zig-Zag ind imellem Bjergene. Huse var der ingen af, men hist og her var der en Kilde, hvor Vandet flød ud over Klipperne, som nogle Steder ragede helt ud over Vejen, saa det næsten var som en Hule, vi gik i.

Soldater marscherede hele Vejen, baade Bulgarer, Østrigere og Tyskere. Hen paa Aftenen naaede vi Serat-Floden, som snor sig ind mellem Bjergene. Vore Ingeniører havde bygget en Træbro, da Rumænerne havde sprængt den gamle i Stykker. Her skulde vi til at gaa op i Bjergene, men da vi ikke kunde se at komme længere frem, overnattede vi i nogle Hulninger ved Floden. Om Natten fik vi Fødevarer udleveret til to Dage.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

 

22. oktober 1916. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om kampene i Somme, Bulgarien, Rumænien og ved Verdun, hvor franskmændene planlægger at tilbageerobre for Douamont. Vi slutter i Grækenland – formelt neutralt, men i praksis …

7. oktober 1916. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om Rumænien, det armenske folkedrab, Saloniki-fronten og mudderet ved Somme, hvor sir Douglas Haig endnu ikke havde forstået de offensive begrænsninger, som artilleriets begrænsede rækkevidde medførte.

1. september 1916. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om tyskernes modangreb ved Somme, afskedigelsen af den tyske generalstabschef Erich von Falkenhayn (han blev erstattet af (Hindenburg og Ludendorff), Rumæniens indtræden i krigen – og briternes erobring af Morogoro i Østafrika.

14. juli 1914. Russisk gesandt død. Serberne sørger. Altyske aviser skadefro.

Haderslev-avisen “Modersmaalet” kommenterer begivenhederne på Balkan:

Tysk Skadefryd over en politisk Modstanders Død.

Selv de mest ansete tyske Blade kan ikke undertrykke den Følelse af Lettelse, som Budskabet om den russiske Gesandt v. Hartvigs pludselige Død i det østerrig-ungarnske Gesandtskabshotel i Belgrad Fredag Aften har fremkaldt, ja der gives endog enkelte fremtrædende først og fremmest altyske Blade, der ikke kan dølge deres Skadefryd over, at ”en af Østerrig-Ungarns og dets Balkanpolitiks forbitreste Modstandere” er kaldt bort saa hurtig og paa et saa kritisk Tidspunkt.

Før v. Hartvig blev russisk Sendemand i Belgrad, var han Ruslands Repræsentant i Teheran. Ruslands held i de senere Aar i dets Balkanpolitik – man vil mindes at Rusland nu ogsaa har fortrængt den østerrigske Indflydelse i Rumænien – tilskrives særlig v. Hartvig, der gjaldt for at være en meget energisk Forkæmper for de storslaviske Ideer og Planer paa Balkan. Han skal have været den drivende Kraft ved Oprettelsen af Balkanforbundet mod Tyrkiet, og Tyskerne giver ham Skylden for de sidste Krige paa Balkan. Endvidere tilskrives det ham, at Serbien og Montenegro vil slutte sig sammen til et statsretligt og toldpolitisk Forbund, hvorved Serbien faar uhindret Adgang til Adriaterhavet, hvilket Treforbundet og særlig Østerrig-Ungarn er meget imod.

Enkelt tyske Blade sigter ham endog for at være Ophavsmand til Mordet paa det østerrig-ungarnske Tronfølgerpar, og de betragter hans pludselige Død i Gesandtskabsbygningen som Himlens hurtige Straf for hans sidste Forbrydelse. Man ser, at de tyske Blade ikke skaaner deres Modstandere efter Døden.

Det uventede Dødsfald har selvfølgelig fremkaldt Sorg ja ligefrem bestyrtelse i Serbien, man beklager v. Hartvigs Bortgang. Belgrad klædte sig i Sorg og alle serbiske Blade omtalte hans store Fortjeneste af Serbien. Lige saa langt som tyske og østerrigske Blade nedsatte v. Hartvigs Gerning, lige saa højt hævede de serbiske ham til Skyerne.

Til ”Berlingske Tidende” telegraferes fra Berlin i Lørdags blandt andet: Den tyske Presse har foretaget en karakteristisk Svingning i sin Stilling over for Serbien. Efter at man er bleven bekendt med Resultatet af Undersøgelserne i Serajevo, falder Bladene med stor Voldsomhed over Serbien, medens de hidtil er optraadte særdeles rolig.