Tag-arkiv: Røde Kors

24. januar 1918 – Jens Iversen: Besøg på det danske sygehus

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

A., Torsdag, den 24. Januar 1918.
Da der herskede forholdsvis Ro i Eftermiddags, gik jeg hen paa det danske Sygehus. Jeg traf paa Sygeplejerskenes Værelse foruden disse Dr. Rendtorff, Frendahl, Ægteparret Krebs og Ladehoff. De har haft en bevæget Tid, da Aleksandnovski Boulevard ligger ligeover for Krepost og flére Gange har ligget i Skudlinien. Paa Sygehuset og hos Krebs’es ovenpaa var Vinduerne til Gaden næsten alle itu. Krebs’es sover om Natten med Klæderne paa paa Gulvet i deres Glasveranda ud mod Gaardspladsen.

Nedenunder laa foruden syge østrigske Civilfanger, saarede russiske Rødgardister og civile, der havde søgt Tilflugt i Sygehuset og nu bir behandlet af Dr. Rendtorff. Han har personlig overfor den røde Kommandant i Krepost protesteret mod Beskydningen af det med Røde Kors-Flag og Dannebrog kendetegnede neutrale Sygehus og formaaet ham til under Kamphandlingerne at forsyne dette med Proviant, saa materiel Nød lider de ikke, og forknytte var de heller ikke.

Paa Hjemvejen saa jeg et Smut ind til Pastor Loppes. Her havde der fundet rigtige Gadekampe Sted, og Rødgardister havde forlangt Kirkenøglen for at montere et Maskingevær paa Taarnet, hvad Pastor Loppe dog havde kunnet forhindre. Han fortalte, at et Angreb, som Kosakkerne havde foretaget her i Nærheden, var slaaet tilbage. Ogsaa her var der Skudhuller i Vinduerne til Gaden, og ogsaa her sov Familien paa Gulvet. Udsigterne for Kosakkerne anses almindeligt for ikke at være gode. Stakkels Familie Chlebnikoff.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune)

30. august 1917. Der skydes spurve (og franske lokummer) med skibskanoner

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33

I Slutningen af August 1917 blev vi flyttet ned foran Verdun, paa den østlige Side af Meuse. Vi blev anbragt en 5-6 km bag forreste Linie i nogle store Skove. Jeg synes aldrig i mit Liv, at jeg har været i mere intim Berøring og Kontakt med Naturen end i de ca. seks Uger, vi var der. De ikke saa tætbevoksede Steder af Skoven var fyldt med Hindbær- og Brombærkrat med Bær paa. Der var ogsaa Skovjordbær, tror jeg.

Solen skinnede hele Dagen, og der var varmt uden at være for varmt. Vi havde bygget os et stort Telt paa den bare Jord og faaet lagt vore Telefonforbindelser til Divisionen, Artillerikommandøren og de to nærmeste militære Centraler, og vi var saa heldige, at Ballonen med hele Mandskabet og Officerer et Par Dage efter flyttede et Par Kilometer længere bort til en bedre Opstigningsplads.

Men da vi nu engang havde vor Telefoncentral installeret, skulde vi ikke flyttes. Min Kammerat og jeg var altsaa helt uden for Syns- og Rækkevidde. Vi skulde kun passe Telefoncentralen, og vi gik halvnøgne omkring og gjorde, hvad vi selv vilde. Men hvor længe var Adam i Paradis?

En Dag, jeg gik paa Opdagelsesrejse, ser jeg et lille Kommando paa en halv Snes Artillerister, der er ved at sætte store Beggryder op med en 50 meters Afstand, ikke mere end en 100 meter fra vor luftige Bungalow.

„How, Kammerater,” siger jeg, „hvad laver I her?“ — Jo, de var ved at sætte disse Beggryder op i en stor Halvkreds, for inde i Halvkredsen var der paa et nyt anlagt Jernbanespor ankommet en paa Jernbanevogne monteret 21 cm Skibskanon. Den skulde til at beskyde Verdun, og naar den skød, skulde alle disse Beggryder tændes for at „forneble” Stillingen, saa Franskmændene ikke kunde observere, hvor den stod.

Hver Dag, naar den var færdig med at skyde, skulde den pr. Lokomotiv trækkes ud af Stillingen, for at Franskmændene ikke skulde ramme den ved Strø-Beskydning. „For,“ sagde han, „Franskmændene vil jo gøre alt, for ved Hjælp af Lydmaalere og meget andet at finde ud af, hvor den staar. Men det bliver svært, og det mest sandsynlige er, at de saa samler en Bunke Artilleri og beskyder det Omraade, som de formoder, Kanonen staar paa, i Haab om at ramme den.”

„Naa,“ sagde jeg, „det er jo kønne Udsigter! Jeg maa ned og se paa Kalorius.”

Ca. 500 meter fra Gryderingen fandt jeg Skibskanonen; gigantisk langt forekom Løbet mig. „Naa,“ spurgte jeg, „hvornaar er I klar til at skyde?” —- „I Morgen!” var Svaret. Man fortalte mig, at de i alt var lige ved 200 Mand for at betjene Kanonen. Om det nu var Løgn eller Latin, skal jeg lade være usagt.

Jeg skyndte mig hjem til vort fredelige Telt og fortalte min Kammerat, hvorledes Udsigterne var. Vi fik travlt med det samme med at grave os et Par Meter ned i Jorden for i hvert Tilfælde at være sikret mod Sprængstykker, naar Franskmændene begyndte at skyde.

Dagen derpaa — om Formiddagen, da jeg sad og passede Telefonen — meldte Skibskanonens Kommandant sig hos vor nye Ballonzugfører, Lt. Klister, og meddelte, at han af Artillerikommandøren havde faaet Ordre til at søge Kontakt med os, da vi skulde være Observationsballon for dem for de Maal, han havde faaet opgivet at skulle beskyde i Verdun.

Maal 1. 3 Skud mod en Badeanstalt og Bro ved Meuse inde i Verdun.

MaaL 2. 3 Skud paa en tidligere Skolebygning paa et nærmere betegnet Sted inde i Verdun, der nu var kendetegnet som Lazaret ved et stort rødt Genferkors paa Taget og med et do. i røde Mursten paa hvid Sandbund i Gaarden, og Maal 3. 3 Skud mod et Vejkryds lige udenfor Verdun.

Jeg spidsede Øren. Jeg kunde ikke lide Maal 2, og det kunde vor Lt. Klister heller ikke.

„Hør, Hr. Kammerat,” sagde han; „det kan da ikke passe med Maal 2! Mon der ikke foreligger en Fejltagelse her?”

„Nej,” sagde Kommandøren, „det gør der ikke, men det glæder mig, at De reagerer paa samme Maade som jeg. For da jeg fik Ordren, sagde jeg det samme som De, men saa oplyste Artillerikommandøren mig om, at de ogsaa der havde været forbavset, da de fik Ordren, og de havde ringet op til højeste Kommandosted, 5. Armé i Rethel, men dér faaet en over Næsen; de skulde bare udføre Ordrer og ikke spørge.

Men Artillerikommandøren havde bedt Kanonkommandøren, om han ikke ogsaa kunde gøre et Forsøg paa at faa denne famøse Ordre omstødt. Han havde saa ringet til sin højeste Instans, men der faaet Ordren bekræftet, dog med den Forklaring, at det skulde være en Slags Gengældelsesakt, fordi franske Flyvere for et Par Dage siden om Natten havde bombarderet et tysk Lazaret oppe i Nærheden af Sedan.

Kanonkommandøren vilde dog gerne røre mere op i den Sag, for den franske Bombning kunde jo være sket ved en Fejltagelse, og han vilde derfor bede vor Fører om at tale med sin højeste Instans, om denne Ordre ikke kunde omstødes.

Og saa begyndte vor Telefon at gløde. Jeg fik efter Ordre Forbindelse med „Koluft“ (Kommandør der Luftstreitkrafte) ved 5. Armé. Herfra forsøgte man ogsaa at indvirke paa højeste Sted, hvorfra Ordren var kommet, men ogsaa de fik en Næse og lod selvfølgelig Næsen gaa videre til Lt. Klister. Og saa var der ikke mere at gøre. Ordre var Ordre.

Nu forstod jeg ogsaa bedre det første Maal. For egentlig var det da det rene Galimatias at skyde med en saa stor og dyr Kanon paa en Badeanstalt og en Badebro. Det var som at skyde Spurve med Kanoner. Men det var naturligvis Meningen, at nu skulde Franskmændenes sanitære Indretninger ødelægges.

Kl. 1 3/4 om Eftermiddagen gik vor Ballon i Vejret for at være Observatør og Korrektør for Skibskanonens tre, mindre glorværdige Maal, og jeg maa sige, vore Officerer var ikke stolte over Opgaven. Kl. 2 begyndte Skydningen, og efter hvert Skud kom den lakoniske Meddelelse fra Observatøren: Schuss sitzt!

Det viser jo, hvilken fin Mekanisme en saadan Skibskanon er, og med hvilken Præcision den kan indstilles paa Landjorden.

Kl. ½ 2 havde man tændt alle disse Beggryder, og der var tyk Luft omkring os. Vi sad med daarlig Samvittighed i vort Hul og rystede for det, der kunde komme om et Par Dage.

Næste Formiddag ringede Kanonkommandøren igen og opgav tre nye Maal for Eftermiddagens Skydning, som igen skulde begynde Kl. 2. Denne Gang var det mere fornuftige Maal.

Kl. 2 sad jeg igen ved Telefonen og hørte igen Kommandoerne: Schuss kommt! — Schuss ab! Men det var det underligste Skud, jeg nogen Sinde har hørt. Det gav ikke saadant Rabalder, som Skuddene Dagen i Forvejen, men det lød saa underlig tomt, og i samme Øjeblik raslede nogle Sprængstykker igennem Luften. Et Øjeblik efter hørte jeg Aarsagen. Det var en saakaldt „Frühkrepierer”, der var eksploderet inde i selve Røret. Den havde foraarsaget en stor Bule i Løbet, og Projektilet var sprøjtet ud til alle Sider af Mundingen.

Dagen efter drog Skibskanonen med samt dens Betjening af Sted. Kanonen skulde til Krupp og Mandskabet sandsynligvis i en Forstærkningslejr. Og hvem der var glade? Det var vi! Nu kunde vi igen aande lettet op og nyde Naturen og Skønheden.

DSK-årbøger 1951

24. august 1916. Læge på feltlazarettet ved Somme

John Nis Lorenzen fra Tønder var medicinstuderende. Efter en kort uddannelse ved sanitetstjenesten kom han til at gøre krigstjeneste på et feltlazaret. I juli-august 1916 holdt det til i en kirke i landsbyen Quivières.

Den eneste lokalitet, der efter forholdene overhovedet kunne komme i betragtning, var kirken. Hele personalet begyndte straks at fjerne alt løst inventar hvad der tildels var forbundet med større besvær, og at rense bygningen.

I hovedrummet blev der derefter anbragt sække med halm, der imidlertid nogle dage senere blev erstattet med rigtige senge. I det ene sideskib blev der bagved nogle ophængte tæpper indrettet operationsstue, mens sakristiet ved siden af blev sterilisationsrum samt opholdsrum for operationsstuens faste folk.

Lazarettets øvrige institutioner (kontor, apotek, køkken, officersmesse, vognpark, kvarter for trainmandskab og heste) blev anbragt rundt omkring i byen på dertil mere eller mindre egnede steder. Vistnok allerede den første aften kom nogle transporter med sårede fra kamplinjen, der var ca. 10 km borte. Ambulancen (sanitetskompagniet) lå i en naboby noget nærmere ved fronten.

Ambulance ved Novoalexandrovsk i 1915
Ambulance ved Novoalexandrovsk i 1915

Forholdene var i de første dage i høj grad improviserede, men efterhånden kom vi i orden. Ved siden af kirken blev der rejst et telt, og lige overfor dette en operationsbarak. I begyndelsen blev der udelukkende opereret i kirken, senere kun i barakken, hvor der arbejdedes i to afdelinger og jævnlig døgnet rundt.

Feltlazarettet disponerede over to fuldtuddannede kirurger, der tog sig af laparotomier (åben operation, der udføres gennem åbning af bugvæggen) og lignende mere komplicerede ting og som regel måtte overlade det andet til reservelæger og underlæger (der var ældre medicinstuderende); disse sidste udførte f.eks. ikke sjældent ganske selvstændig trepanationer (åbning af kraniet ved udboring af et eller flere huller), hvad der i den sædvanlige rutinemæssige udførelse (og når operatørens hæmmende forestillinger i krigens løb var gået af ham) ikke frembød nogen større vanskelighed. Nyankomne sårede blev anbragt i teltet, der i forbindelse med pladsen udenfor, hvor der stod en del af kirkens bænke, blev brugt som modtage- og sorteringsafdeling.

ADCB_B117_såret_sanitet_lazaret
Transport af såret (øvelse)

Marchdygtige sårede blev efterset og i kolonner sendt videre, siddende og transportable liggende blev evakueret med sanitetsmotorvogne, vistnok til St. Quentin. De opererede og dårlige kom i kirken, hvor de lå, til de enten døde eller kunne transporteres, hvad der på grund af pladsmangel som regel allerede skete efter få dages forløb, selv om nogle undertiden også lå der i flere uger.

Vi to medicinere fik i denne periode lov til at gøre os gældende. Vi blev anvendt til journalskrivning (sådanne måtte føres selv i de travleste tider og fulgte så altid med patienten til de faste lazaretter), narkotiserede, assisterede, instrumenterede, ledede i perioder modtageafdelingen, fungerede som sektionskarle og deltog, når vi kunne undværes, i nattevagten i kirken.

Mortaliteten (dødeligheden) var stor. I kirken døde undertiden ca. 10 i løbet af en nat. En stor rolle spillede her gasphlegmonerne [koldbrand], hvis lumske og uhyggelige forløb ikke kunne undgå at gøre et dybt indtryk. De sårede havde undertiden ligget nogen tid på slagmarken og kom allerede ind med fulminante phlegmoner [koldbrand], andre viste først symptomer efter indlæggelsen til trods for, at der ved sårrevisionen altid blev taget særlig hensyn til muligheden eller sandsynligheden for anaerob [iltfri] infektion.

Operation læge Hans Lorenzen, Bov 91-215
Fra læge Hans Lorenzens fotoalbum

Arbejdet var overordentlig anstrengende, i hvert fald til tider og navnlig de første uger; vi måtte altid være tilstede, havde intet kvarter, men sov, når vi fik lidt tid, i en stald bagved kirken, ude i det frie eller på gulvet i barakkens forrum. Selv om landsbyen ikke lå så langt fra fronten, blev vi dog kun ganske få gange generet af artilleriild eller flyverbomber, derimod gik det en del ud over nabobyen, hvor ambulancen lå.

I en mere rolig periode fik lazarettet forsøgsvis tildelt to Rødekors-sygeplejersker. Disse svarede dog slet ikke til forventningerne, bestilte intet på afdelingerne, men holdt som regel til i officersmessen, hvor de virkede som gedder i karpedammen.

Lorenzen, John Nis: Erindringer fra fire år ved fronten (1934)

Se også: Krigsskader og behandling

4. Marts 1916. Frikendt for hjælp til faneflugt – og andre nyheder fra Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal.

Fra Felten.

Paa Lasaret.
Købmand M. Martensens Hustru i Nordborg har ifølge “Dvp.” faaet Efterretning fra sin Mand om, at han paa Grund af Sygdom er bleven indlagt paa et Feltlasaret. Martensen har siden Indkaldelsen været ved Vestfronten.

Savnet.
Landstormsmand Gaardejer Hans Juhls Hustru i Ladegaard II ved Hammelev har ifølge “Dv.” i disse Dage modtaget Efterretning fra sin Mands Kompagni, at hendes Mand har været savnet siden en Fægtning den 25. Februar i Aar. Man formoder, at han er falden i fransk Fangenskab, og Kompagniets Feldwebel beder fru Juhl om at give ham Efterretning, saafremt hun skulle faa Meddelelse om den Savnede.

I Fangenskab.
I Søndags modtog Høker Møllers Hustru i Slagergade i Haderslev ifølge “Dv.” gennem “Røde Kors” i København Efterretning fra sin Mand, der er i fangenskab i Rusland. Hun havde intet hørt fra ham siden August i Fjor og henvendte sig derfor til “Røde Kors” i København, der nu bragte hende den glædelige Efterretning.

Hjemme paa Orlov.
Handelsbetjent Fritz Clausen, en Søn af Lygtetænder Andreas Clausen i markgade Nr. 10 i Aabenraa, der tjener som Gardejæger ved Vestfronten, Bybud Peter Poulsen fra Toftlund, der har ligget i Garnison i Husum, og Landmand Niels Møller fra Allerup er for Tiden hjemme paa Orlov. Peter Poulsen har faaet Hjemlov paa ubestemt Tid, Niels Møller er kommen hjem for at faa sin Lade rejst, der faldt i Stormen.

Fra Provinsen.

Anklaget for Medhjælp til Faneflugt.

Ved Landsrettet i Flensborg forhandledes i Gaar en sag imod Møller Siegbert Anon Viborg i Terp ved Øster Lindet, som beskyldes for at have været sin Nabo, gaardejer Morten Jensen, behjælpelig ved at flygte over Grænsen for at unddrage sig Værnepligten.

Sagens Sammenhæng er i korthed følgende: Morten Jensen, som var anmeldt til Lægdsrullen, og den Anklagede foretog den 7. januar i Aar en Køretur og naaede tilsidst til Skudstrup Mark, hvorfra den førstnævnte forsvandt ag Grænsen til, medens Viborg bragte Køretøjet hjem.
Anklagen lade nu denne til Last, at han fra første Færd af havde været klar over Køreturens egentlige Formaal og saaledes havde begunstiget den anden ved Flugten.

Den Anklagede nægtede at have kendt Jensens Planer fra først af. Den Flygtede havde den nævnte Dag bedt den Anklagede om at tage med ud paa Kvæghandel, og først undervejs var Jensen fremkommen med Kørerturens sande Formaal. De var tilsidst naaede ud til Landmand Grosbøl paa Skudstrup Mark, hvorfra Jensen saa var forsvundet, medens den Anklagede var kommen i Samtale med Grosbøl. I Henhold til et undervejs givet Løfte havde Viborg saa taget den Forsvundnes Køretøj med hjem.

Ved Vidneafhøringen kom det til et lille Mellemværende, da den flygtede Morten Jensens Hustru skulde afhøres. Hun nægtede nemlig at aflægge Ed med den Begrundelse, at hun ikke kunde taale den Sindsbevægelse, Edsaflæggelsen for hendes Vedkommende vilde medføre. Da Formanden ikke formaaede at rokke ved Vidnets Nægtelse, trak Retten sig tilbage. Efter en kort Raadslagning idømtes Vidnet en Ordensstraf paa 200 Mark.
Efter Vidneafhøringen tog Statsadvokaten Ordet. Han androg paa 10 Maaneders Fængsel.

Dommen lød paa, at den Anklagede frikendtes. Retten stillede sig paa det Standpunkt, at, omendskønt der forelaa stærk Mistanke, var de foreliggende Beviser mod den Anklagede ikke fyldestgørende nok til en Domsfældelse.

26. januar 1916. Ribe Stiftstidende: Chokoladecensur!

Hemmelige meddelelser til fanger. Indbagt i chokolade.

Det hamborgske Røde Kors udvalg for tyske krigsfanger gør opmærksom på en artikel i det russiske blad Novoje Bremja af 8. december 1915, hvor der siges, at en embedsmand ved den militære censur for nogle dage siden ved undersøgelsen af en pakke fra udlandet, der var kommen til en krigsfange, havde opdaget en beskreven seddel i nogen chokolade, som den var bleven indbagt i.

Da man antager, at denne metode at sende breve på er blevet benyttet i stort omfang, har den øverstkommanderende befalet at gøre alle krigsfanger opmærksom på, at postpakker til krigsfanger i det hele taget ikke mere ville blive modtagne, ifald sådanne brevsendinger fra hjemmet ikke ophørte inden en måned.

Faldne

Peter Kræmer fra Øster Lindet, der har været meldt savnet, opføres nu i den prøjsiske tabsliste som falden.

For få dage siden modtog enke Marie Christiansen i Holebøl efterretning om,  at hendes yngste søn den 24. december er død på et feltlazaret i Rusland.

Carl Møller (fødested og kreds ikke anført) er ifølge tabslisten død på feltlazaret nr. 9.

Murer Peter Hansen fra Sønderborg er den 3. december falden i Novo Nielsandrovt, 35 år gammel.

I den sidste tabsliste meddeles, at Johan Chr. Lindberg fra Rødding er falden og at Peter Jensen 3. fra Gaansager, Johannes Bekke fra Gabøl og Anton Møller fra Arnum er døde af sygdom på krigslazaretter.

Sårede

I sidste tabsliste meddeles, at Martin Løstgaard (ikke som tidligere meddelt i tabslisten Johannes Løstgaard) fra Kvistrup i Haderslev Amt er hårdt såret, og Peter Dinesen fra Aller er såret.

 

17. oktober 1914. Kristendom og salpeter

Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal.

Krig, Kristendom og Mission.

I et Foredrag om ovenstaaende Emne udtalte Biskop Ostenfeld i K.F.U.M. i København forleden ifølge “Hovedstaden”s Referat, at i 1910 havde man i Edinburg holdt et stort Verdens-Missionsmøde, paa hvis Grundtanker – at netop de følgende 10 Aar var kritisk for Verdens Evangelisation – vi alle havde levet. Og saa faldt det tilsyneladelse akt sammen 1. August i Aar.

Man havde saaledes f.Eks. maattet aflyse en Fredskonference, sammenkaldt af den engelske kirkelige Fredsunion, og et af den amerikanske-biskoppelige Kirke organiseret verdensmøde, kort sagt: Krigen slog alle Enhedsbestræbelser ned. Nu er intet sikrere, end at Enheds- og Fredstanker er Jesu Tanker. Hvorledes da forlige det, der sker nu, med Guds Fredstanker? Saadan var mange mennesker kommen til at spørge sig selv i denne Tid. Nogle gjorde rent Bord, de sagde: Krigen 1914 viser, at en kærlig Gud ikke lever. Hertil er at svare, dels at end Gudstro, der staar og falder med, at mine Tanker virkeliggøres, er uden Værd, dels at det Onde ligefuldt bliver staaende, om jeg kaster min Gudstro bort.

Andre stillede sig paa det Standspunkt: Vi har en Gang oplevet Frelsen i Jesus Kristus, det er udgangspunktet, Kristendom er at faa Syndernes Forladelse og ikke at faa Svar paa Spørgsmaal. De, der vælger dette Stade, kan da enten ganske afvise alle Spørgsmaal eller forsøge at klare, om ikke alle, saa dog nogle af de Gaader, de møder paa deres Vej.

Hvorfor vi har faaet krigen 1914, var et Spørgsmaal vi maatte lade ligge. Hvortil vi havde faaet denne Krig, er et problem, vi kan tage fat paa. Taleren var vidende om, at hans kristne Liv ytrede sig under to Former: Koncentration og Ekspansion, svarende til, at han paa den ene Side fordybede sig i Ord som: Et er fornødent”, “Hvad gavnede det et Menneske, om han vandt den hele verden osv., kort sagt, i Ord der var Udtrykt for det egentlige i Kristendommen, eller at han paa den anden Side kom til at staa overfor et Ord som, “Alt skal underlægges Kristus”, der gav et Udtryk for Kristenlivets ekspansive Kraft. Men disse to Kræfter skulde holde hinanden i balance, det vil sige, det Kristne Arbejde skulde være baade personlig Inderliggørelse og Arbejde for “kristelig Kultur”.

Nu havde Taleren ofte været nødt til at gøre sig det Spørgsmaal, om de sidste 10 Aars Missionsarbejde ikke havde haft for lidt af den ene Kraft: Koncentrationen, om ikke de kristne Arbejdere trængte til at blive mere enfoldige. Men vil Gud have et Menneske ændret i den retning, bærer han sig ad som Gartneren, der beskærer træet. Og Krigen 1914 er en saadan beskæring af de kristne Samfund lige ned til Roden.

Den kristne Kultur kunde skabe stærke Karakterer; alene kunde den ikke skabe gode Mennesker. Men der krævedes baade Styrke og Kærlighed, ikke mindst paa Missionsmarken. Missionærerne kom til at revidere deres Motiver. Hvorfor gik de ud? For Nødens Skyld! Men de glemte da Hovedmotivet: Jesus har sagt det.

Det er herom, at alle Kristne maa samle sig, naar de staar overfor Missionsproblemerne.

København som Hjælpecentrum.

København, der i de første Krigsdage var Centrum for den internationale Hjælp til Flygtninge fra de krigsførende Lande, indtager stadig denne ejendommelige Stilling og fra Udlandet lyder der i denne Tid mange Lovord over den Maade, hvorpaa man hjælper de krigsførende Staters Flygtninge til rette baade paa den ene og den anden Maade. Det er særlig Opsporing af Slægtninges Opholdssted og Tilsendelse af Pengemidler, der er Tale om.

Et for kort Tid siden oprettet neutralt Telegrambureau, der skulde paatage sig saadanne Hverv, har ikke faaet nogen som helst Betydning. Det er gennem Storbankerne, at Hjælpen sker. Hver Dag indfinder der sig en Mængde Fremmede, der søger Oplysninger om Slægt og Venner i Udlandet, der trænger til øjeblikkelig Pengehjælp og lign. Og Hjælpen ydes hurtig og imødekommende. Det er navnlig Maaden, hvorpaa Hjælpen ydes, der vinder saa stor Paaskønnelse og skabet saa megen Taknemmelighed, og utallige er de Beviser paa Sympati og Taknemmelighed, de hjælpende Institutioner modtager. Naar Krigen engang er endt, vil Danmark paa denne Maade have skabt sig Tusinder af Venner, der aldrig vil glemme den redebonne og elskværdige Hjælp.

Salpeteret. den stedfortrædende kommanderende General bekendtgør under 7. Oktober:

Der er forbudt at sælge eller aflevere Salpeter af hvilken som helst Art og Salpetersyre af mindst 40 Gr. Beamé til andet end paaviseligt til krigsformaal. Folk der ejer Salpeter, maa skriftligt meddele Salpeterkommissionen i Altona B., Lurup Chausse 14, hvad der den Dag, da foreliggende Forordning udstedtes, ligger oplagret hos dem af egne eller fremmede Beholdninger de har liggende oplagret hos Speditører eller i offentlige Pakhuse. Anmeldelsen maa ske inden 25. Oktober.

Overtrædelser straffes.

Ansøgninger om at give Salpeter fri til krigsformaal maa rettes til ovennævnte Kommission.