Tag-arkiv: religion

27.oktober 1918 – Milert Schulz: ”Igaar Formiddag havde vi Gudstjeneste derefter Ordensfordeeling. Jeg blev ogsaa dekoreret med den tyrkiske Jern-halvmaane”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Efter at have gjort tjeneste i Østpreussen og Makedonien, kom han længere mod syd og befandt sig i sommeren 1918 i Palæstina og efterfølgende i Jordan.

Mine kjære Forældre og Sösk.!

Guds Fred til Hilsen!

Endelig igaar efter 10 Dages ventetid modtag vi atter Post hernede hjemmefra. Deriblandt ogsaa dit Brev fra de.30.9. kj. Far og Dit fra den 5.10. kj. Mor. Hjertelig Tak for begge. Jeg glæder mig altid hver gang jeg faar Post og jeg maa læse at alt gaar godt derhjemme.

Som du skrev kj. Far har I jo avlet en heel Deel Kartofler. Ja Du kan tro jeg veed nok vad for 3 Ting Far sörger for naar Vinteren melder sig, og det er jo ogsaa en Guds Gave naar vi kan fylde Huset med disse Ting. Vi hernede i Felten har jo intet at sörge for. Vi haar jo alt leveret, og vi kan heller ikke klage over Forplejningen. Vort Smörelse til Brödet er nu ikke til at rose. Én Dag faar vi Marmelade og en anden Faaresmör. (Banausenfett) kalder vi det.

Ellers er jo alt vel hos mig. Jeg er Guds skee Tak sund og rask. Vor er det en stor Gave at vi maa være sund og rask. Her er der ikke död mindre en 5 Mand af Overanstrengelse fra denne Rucktog. Herren har været naadig imod (mig). Hvor har vi dog en stor og barmhjertig Gud han alene Æren for alt. Igaar Formiddag havde vi Gudstjeneste derefter Ordensfordeeling. Jeg blev ogsaa dekoreret med den tyrkiske Jern-halvmaane. Det er en Orden som blier offentlig haaret paa höjre Bryststrop som hos os Jern-Korset af I Klasse. Det er en meget fin Orden.

Tjeneste har vi heller ikke meget. Igaar har vi her faaet den förste Regn efter Sommerenstid. I morgen har det ogsaa regnet lidt. Hvor hver det en vederkvægende luft da Regnen var forbi.

Fra Pastor Nielsen havde jeg ogsaa to Breve. Han var ogsaa i Angst om mig efter at han havde læst disse Begivenheder i Avisen. Han bad mig om et uførlig Brev hvordan det er gaaet mig i de sidste Uger. Naar jeg har dette Brev færdig skriver jeg til ham. Naar jeg skrev til ham skrev jeg altid ”Ærede Herre Pastor”. For den Tid modtog jeg et Brev, der skrev han saa ”Kald mig ikke Ærede” men kald mig ”Kjære”. Han er dog en meget dybtænken Mand. Til Slut under sidt sidste Brev skrev han. ”Langt fra Slægt og Venner! Men nær hos Jesus! Det er nok ”

Ja naar vi ejer Jesus saa har vi alt. Han manede mig ogsaa at gaa lige ud, og kun en Dag en Time ja hvert Minut at leve ad gang og altid med Jesus for öje.

Ja maatte det altid være saadan. Din Födselsdag har jeg heelt forglemt kj. Mor. Den Dag om Eftermiddaag var vi lige i Slag med Englænderne.

Være saa inderlig Hilset og Kysset af mig Eders Sön og Broder

Milert.  

 

1. september 1918 – Milert Schulz: “… at tænke paa, at her har Jesus min Frelser siddet.”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Efter at have gjort tjeneste i Østpreussen og Makedonien, kom han længere mod syd og befandt sig i sommeren 1918 i Palæstina (Israel og Vestbredden). Herfra skrev han blandt andet til præsten Nic. C. Nielsen.

Den 1.9.18.

Guds Fred til Hilsen!
Igaar Deres Brev fra den 10.8. med Glæde og Tak modtaget. Som De skrev vilde De besøge mine kj. Forældre paa Gjennemrejsen til Bedsted – Ja dette Slag er om saa haardere da den kjære Broder er den förste af vor Familie som skulde bort, men som min kj. Fader skrev maa vi dog smile under Taarerne tie Herren vil jo kun vort vel og sin Vilje Skee, og det samme maa jeg ogsaa sige.

Vi er nu atter pa Vandring igjen fra Middelhavskÿsten til Östjordanlandet. I dag, nej igaarmorgen, kom vi her til Bÿen Nablus hvor vi har et par Dage Ro; för det gaar videre. Naar man saadan vandrer igjennem dette Land, kommer der saa mangen en bibelsk Erindring op. Denne Bÿ kaldtes för i Jesu Tid Sichum. Her er ogsaa Stedet hvor Jakob drömte om Himmelsstigen. Ligeledes Jakobsbrönden, hvor Jesus sad, da Synderinden kom og vilde öse Vand af denne Kilde og han bad hende om noget at drikke. Kilden er 33 meter Dyb.

Vi havde idag Gudstjeneste og Presten fortalte os meget om denne Kilde og hvor Jesus gav denne Kvinde Livsvandet. Efter Gudstjenesten gik Presten med os hen til Kilden og viste os mangt og meget. Kilden er nu indbygget i en stor Kirke som er halv ferdig, der hvor Kilden er, er nu Alteret bygget. Det seer meget pænt ud; da vi gik ned til Kilden, drak vi hver en Kopp Vand af et Sölvbæger. Vandet bli[v]er optrukket med en lille Spand. Kilden bli[v]er bevogtet af en Munk. Jeg blev heelt mærkværdig stemt, da jeg stod ved Kilden, ved at tænke paa, at her har Jesus min Frelser siddet.

Omtrent 200 meter mod Nord seer man Josephs Grav. Denne er ogsaa indbygget i et lille Kapelle. Denne Grav bli[v]er meget hellig holdt af Jöderne, Mohamadanerne og Christne som bor her.

Ja for som Guds Börn er det meget interessant at see alt dette og gjöre en Vandring her i dette Land, men som nu i Krigstid har man ikke meget ud af det.

Maatte Herren dog snart forbarme sig over denne Elendighed og före os sund og rask hjem igjen.

Hermed de kjærligste Hilsener fra mig Deres unge Ven og Broder i Herren

Milert Schulz

(P116, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

5. august 1918 – Milert Schulz: “… idag sætter jeg min Fod her i Krigens Tegn”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Efter at have gjort tjeneste i Østpreussen og Makedonien, kom han længere mod syd og befandt sig i sommeren 1918 i Palæstina (Israel og Vestbredden). Herfra skrev han blandt andet til præsten Nic. C. Nielsen.

Palästina den 5. Aug. 18.

Ærede Herr Pastor! Guds Fred til Hilsen!
I dag Deres kjære Brev fra den 13.7. med megen Tak og Glæde modtaget, ligeledes det Gamle Budskab og de tyske Blade, som jeg faar[.] veed De efter min Faer at jeg ligger hernede i Palästina. Indtil nu har Herren bevaret mig naadig og fört mig underlig igjennem saa mange Farer. Ham alene Æren for alt godt, ogsaa [h]vad Sundheden angaar maa jeg ikke klage, det er naturlig ikke saa ledt for os Nordlænder at holde det ud i denne varme her. Men vi ligger nu heelt heldig her. Tædt ved Middelhavetskÿst. Om dagen blæser den dejlige afkölende Söluft ind over Landet som er en Velgjærning i denne brennende Heede.

Da vi kom herned kom vi först til en Bÿ som hedder Es-Salt, derfra kunde man saa Jericho, Jordanfloden og Jerusalem, som alt er i Engländerne[s] Haand. Derfra kom vi bort mod Jernbanen til en By El-Tire. Med Jernbanen kjörte vi over Jordanfloden og forbi Söen Genezareth. Der havde vi en 4-5 Timers ophold. Jeg stod længe og saa mig Söen an hvor jeg paa den anden Side kunde see Tiberial og Capernaum og andre Bÿer. Nazareth saa jeg ogsaa fra Banen.

Da jeg saa alt dette kom der der saa mangen Erindring op i mig om den Tid da vor Herre og Frelser Jesus Christus vandrede her i denne Egn. Det er saa merkelig at tænke at for 1900 Aar siden har Jesus sadt sin Fod paa dette Land og idag sætter jeg min Fod her i Krigens Tegn.

Da jeg idag læste det gamle Budskab fra den 14.7. om den Herlighed som skal aabenbares at Peter, Jakobus og Johannes har faaet noget af den paa Tabors Bjerg da maatte jeg standse ved at tænke at lige fortiden ligger jeg i en Skyttegrav som er opkastet paa en Høj som kaldes Tabor-tebe og ikke langt derfra ligger Bÿen Tabor.

Frugterne som gror her er Appelsiner, Figner, Johannisbrød, Citroner, Oliventræer, Riis, Meloner, Bananer og Palmetræer o.s.w. Ellers er Landet ikke saa frugtbar og for det meste sandig. Ved Damaskus er Egnen heelt smukt. Med Vand er det ogsaa forfærdelig knapp her. I Timevis skal man löbe efter Vand.

Maatte Herren snart forunde os den Fred som alle længes efter at vi snart kunde komme hjem igjen, men maatte ogsaa mange finde den Fred som Jesus senker ned i Hjerterne. Hjertl. Hilsen Deres M. Schulz.

(P116, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

3. august 1918 – Nis Wogensen: En nordslesvigsk bibelkreds i Frankrig

Senest ændret den 8. januar 2023 12:54

Nis Wogensen var en af de mange nordslesvigere, der skrev sammen med den indremissionske pastor Nic. C. Nielsen. Den 3. august 1918 sendte han et postkort med sig selv og seks nordslesvigske kammerater: “Her ser de den lille Kres som samles om Guds Ord naar Lejlighed Gives“.

Postkort fra Nis Wogensen til pastor Nic. C. Nielsen med syv nordslesvigske soldater fra RIR216 (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Ifølge et brev den 16. august 1918 bestod kredsen af:
Niels Bech, Ørby.
Asmus Friis, Øster Løgum.
Kresten Krestensen, Sommersted.
Nicolajsen, Tønder Landsogn.
Peter Jürgensen, Hynding, Ravsted.
Bohm Nikolaisen, Sottrup.
Nis Wogensen, Sommersted.

Postkort fra Nis Wogensen til pastor Nic. C. Nielsen (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

På postkortet står:

d. 3.8.18.
Kære Hr Pastor!
Tak for L. u L. fra 7 og 14 Juli modtog dem först i Gaaraftes Postforbindelsen er fortiden meget daarlig
Med kærlig Hilsen fra Deres gamle Elev og Broder i Herren
Nis Wogen[sen]
Gefr. 8 Komp R.I.R. 216

(P116, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

23. december 1917 – Milert Schulz: “… som I jo nok kan tænke har man heller ikke den rigtige Juleglæde”

Senest ændret den 27. december 2017 12:07

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Den 23.12.17

Kjære Forældre og Sösk.!

Guds Fred til Hilsen!

Först mange Tak for Eders kjære Julebrev fra den 15.12 Tak for hver en Julehilsen der stod deri. Det er saa det sidste Brev jeg skriver til Eder för Julen. Trods det imorgen er Juleaftendag saa merker her sledt ikke noget at man er saa nær ad det kjære Julefest. Ligesom sidste Aar maa vi også fejre Jul i Stillingen. Men et Juletræ har vi dog faaet herude. Det bliver jo naturlig ikke pyntet med allehaande Sager som derhjemme. Nej at fejre Jul herude i Felten har man virkelig ikke meget af og som I jo nok kan tænke har man heller ikke den rigtige Juleglæde.

Men Herren vil velsigne os det herude. Forhaabentlig lader os Fjenden være i Ro i disse dage. I forgaars var vi ellers lidt i knibe da sköd han med di svære 18 ctm. Granater efter os saa vi maatte ordentlig forkrybe os i de Granatsicher Understænder. Die har nu forfærdelig Virkning og Lufttryk disse 18 ctm. To exploderede én omendtrendt 50 Meter höjre og én 80 m. venstre fra os.

Glasruderne i vor Understand blev alle itu trykket af lufttrykken saa I nok kan forstaa det var ikke saa behagelig. Men Herren kanjo bevare os for alt Ondt og han har ogsaa været mig særlig mer indtil nu. Er det sin Vilje saa vil han ogsaa eengang naar Fredsbudskabet lyder höre os sund rask hjem igjen. Indtil nu er jeg ogsaa sund og rask. Her har vi i denne Tid en ledt Vandsnee eller Tösnee saa det er saa snavset og beskidt. Ved Fronten er ogsaa alt rolig.    

Nu i Haab om at vi snart maatte samles igjen slutter jeg, saa for denne Gang med mange kj. Hilsener til Eder alle fra mig Eders Sön og Broder.

Milert.

Forhaabentlig kommer Julepakkerne snart?

(Breve i privateje)

22. november 1917. Mikael Steffensen: “Der skabes Had, som vil gaa i Arv til kommende Slægter”

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 84. I november 1917 befandt han sig i Flandern på Vestfronten.

Halluin, Flandern, den 22. november 1917.

Kære, kære Venner!

Selv er jeg sund og stærk nu, men det kneb haardt en Overgang. Alt og alting forsømte jeg, og desværre ogsaa at skrive til mine Venner, og ogsaa til Jer.

Aldrig havde jeg troet, at man kunde blive saa sløv og træt, og ofte saa ulykkelig, men det gik ogsaa næsten over menneskelig Evne. Nu er det, som sagt, bedre, og jeg kan hæve Hovedet igen og se ud og se ind i Fremtiden med lysere Syn .

Alt her er ødelagt. Byer og Stæder er Grushobe, Vejene sprængte, Markerne fuldstændig oprodede. De stolte Linde langs de gamle Hærveje rager nu op med deres Splinter, de brede Kroner, og ofte hele Stammen med, ligger splintret og søndret paa Jorden. Trøstesløst og øde er alt. Og nu, da Vandet staar over Markerne her i det flade Landskab, og Vintertaage og Regn gør Luften mørk og graa, da er det trist.

Og det gaar mod Jul, uden Fred i Landene. Hjertefreden trues af al Menneskets Ondskab. Men der længes dog mod Jul. Endnu ligger der Glans over den gamle, hellige Fest, og der kommer Varme og Glæde i de trætte Øjne, naar det gaar op for een, at det lider mod Jul. Hvor underligt; thi i det ydre vil Juledagene gaa som alle andre, men der er noget andet, noget dybere, der griber Sindet, en Urkraft, eller rettere en Guddomskraft, som ingen kan benægte. Vi længes mod Jul for at høre Englebudskabet: Fred paa Jord; thi Barnet er født, som skal frelse Verden, fri os fra al Synd og berede os Himmelvejen.

Aa, som vi trænger fil Fred allesammen, men først og sidst: Fred i Hjertet, i Sind og i Tanke. Her gælder Kravet: i Dag! Den Fred vindes ikke med Landefred, men den kan vindes midt i det allerhaardeste.

Maalt med menneskelig Forstand er der langt til Fred. Hvem har det egentlige Overtag? Nu, da det tyske Folk har vist, at det kan kæmpe og ogsaa sulte, og at det kan sætte sig ud over, at Børn og Kvinder sulter ihjel, da er der langt igen, til Kraften er brudt, selv om Verden har sluttet sig sammen mod dem.

Sejren i Italien kan være dyrt købt, dyrere, end Øjeblikket tillader Udsigt over. Det kan gaa her, som det gaar i Rusland. Der skabes Had, som vil gaa i Arv til kommende Slægter.

Lev vel derhjemme, ‘Guds Fred, der er mer end Englevagt.

Vær kærlig hilset fra

Eders Mikael.

Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)

15. november 1917. “Hvor er Gud, at dette kan ske?”

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I efteråret 1917 befandt han sig på Vestfronten.

Bataillons-Stillingen, den 15. november 1917.

Kære N. N.!

Saa længe har jeg længtes efter rigtigt at kunne sige Dem Tak for den Glæde, De gav mig med Deres Brev. De kender jo selv, hvor forskelligt et Brevs Indhold kan være. Ikke blot Ordene, men det, der ligger mellem Ordene, havde jeg nær skrevet, er det, man søger og længes efter at finde. Glæden er saa inderlig, naar man finder, at Brevskriveren har søgt at lægge sin Sjæl ind i det skrevne. Et Brev, en Hilsen er saa forskellig som et Haandtryk. Der kan ligge saadan er Varme i det Blik, som sænkes i mit, naar en Ven rækker mig sin Haand til Hilsen, og det er, billedlig talt, det Blik jeg søger efter, naar jeg læser et Vennebrev. Det fandt jeg i Deres Brev, og inderlig Tak derfor.

Vi laa den Gang ved Transloy som Reserve, og Englænderne trængte os haardt. Det saa ud til, at ingen af os skulde komme levende derfra. Mine Kammerater laa saa ængstelige paa deres usle Leje i den Træbarakke, som var anvist os. Rundt om os slog 28 Centimeters Granaterne ned, Væggene saa ud som en Si, saa hullede var de. Da kom Posten og Deres Brev. Jeg læste det flere Gange, og mod Forbudet tog jeg det med ud, da vi en Time senere gik frem.

Ord, som til andre Tider slet ingen Indflydelse vilde have, og slet intet Indtryk efterlader, udøver ofte under slige Forhold en Virkning, som spores jeg tror næsten et Menneskeliv igennem. Den Aften troede jeg bestemt, at min Time var kommen.

Tusinder af Malmmunde brølte imod os og koncentrerede deres Ild mod vor Stilling. I tre Dage havde der været Stilstand, og Nat og Dag havde vort Artilleri samlet Munition. At Englænderne havde gjort det samme, fik vi at høre.

Jorden rystede milevidt under Drønene og Luften blev sat i voldsomme Svingninger, Aandedrættet paavirkedes og blev meget besværliggjort, men værre blev det, da vi kom ind i Krudtdampen. Kommandoen druknede i Bulderet; vi fulgte kun vor Formand, snart i Løb, snart os gennem Taagen.

Værst var det næsten i og mellem Batteristillingerne. Hver Lavning i Terrænet, hver Busk, hvert Træ dækkede for et Batteri. Da tænkte jeg: To Verdensmagter har her koncentreret deres Kræfter imod hinanden, to rasende, overnaturligt store Kæmper prøver her deres Styrke, og du gaar her midt imellem deres fægtende Arme, som en svag, elendig Skabning. Men du gaar dog beskyttet. En endnu større Magt har du betroet dit hele Liv, i dens Varetægt har du jo betroet alt. Min Sjæl kæmpede for at vinde Fred. Men ogsaa inden i mig kæmpede Magter mod hinanden.

Nu gjaldt det Vished, nu var det Alvor. Jeg mindedes Dagene fra Poziéres, da jeg saa rolig saa Døden ind i Øjnene, da jeg havde Vished for, at Døden vilde bringe mig hjem til Gud. Den Aften var det anderledes. Fristeren kom med sin nagende Tvivl. Sandhed, Lys, Sandhed, det var det, jeg søgte, og ikke kunde finde. Midt i alt dette skrækkelige var det, som Gud havde forladt mig, som om alt det, jeg havde knælet for og ‘havde fundet Glæde og Trøst og Fred i, havde været Blændværk.

Min Tanke stod stille, en uhyggelig Angst greb mig. Er det muligt, at Mennesket fødes til Verden og glædes en Stund, for saa at gaa til Grunde i denne forfærdelige Elendighed! Hvor er Gud, at dette kan ske?

Seks Døgn, seks Døgn uden Søvn og Hvile og næsten uden Mad og Drikke, seks Døgn med frygtelige Anstrengelser laa bag os. Hjernen var tom for Tanker, men overfyldt med feberhedt Blod. Ikke et Ord til Trøst var gemt derinde, intet var der, kun Nat, bælgmørk Nat med Helvede omkring mig, med Døden for Øje. Hvad var det dog.

Aa, som de skreg og jamrede omkring mig, disse stakkels, brave Kammerater, som væltede i deres Blod. Vi laa i en ussel Rende, som var næsten jævnet af Granaterne, laa for at puste ud før det forfærdelige Løb gennem Spærreilden.

Foran mig, lidt til venstre laa en herlig, gammel Kirkegaard, omkranset med flere Rækker ældgamle Linde. Alt blev knust i denne Nat. Ikke et Træ, som ikke splintredes, ikke en Grav, som ikke ødelagdes. Ogsaa dette maa ske, tænkte jeg, alt, hvad Mennesker freder om og holder i Ære skal knuses og forhaanes.

Min Gruppe havde samlet sig om mig. »Vi kommer aldrig igennem,« sagde de, »aldrig«. Taarerne har sikkert haft frit Løb, Stemmen var saa usikker. Stakkels Gutter, de fleste var ikke vant til Ilden. Men ogsaa de Gamle trængte til Trøst. »Værre end nogen Sinde før,« sagde de. De trængte til Trøst; men jeg kunde ikke trøste. Det var en indirekte Løgn, da jeg sagde; »Det gaar altsammen. Løb, naar jeg befaler det, og følg efter mig. Til højre for Hulvejen ligger næsten ingen Ild, og der er en Gennemgang gennem Traadforhugningen foran Flankestillingen«.

Vi skulde gaa gruppevis frem, og jeg havde lidt Tid. Da følte jeg Deres Brev i min Lomme, og alt det, jeg havde følt, da jeg læste det, gennemgik jeg i samme Øjeblik. Min Gud, den Gud, hvorpaa jeg havde bygget mit hele Liv, men som jeg ikke kunde finde, havde Brevet jo vidnet om. Den Varme, hvormed De havde skildret Livet med Gud, det Vidnesbyrd, De havde aflagt, bevidst eller ubevidst, blev min Trøst og min Redning. Jeg maatte leve i andres Tro, maatte ledes paa Vej ved Deres Vidnesbyrd, styrkes ved andres Forbøn. Og da kom det saa lykkelig stille, ikke overvældende, men lægende mildt: Guds Menighed, Vennerne derhjemme, staar bag dig i Bøn til Gud. Da kom De med Deres varme Haandtryk, og De saa paa mig og sagde: Der er kun een Gud, og det er vel ogsaa din Gud. Jeg følte, at De havde talt Sandhed, følte, at Lykken laa gemt bag Deres Vidnesbyrd, og dette førte mig ind paa Vejen igen, paa Vejen hjem til Ham.

Et Kvarter efter laa vi i forreste Linje, alle omkring mig næsten jublede af Glæde. Gruppen havde naaet sit Maal og fundet sin Plads, og ikke en Mand var tabt.

Granaterne slog ned omtrent 150 Meter bag os, nu havde vi kun med Infanteri at gøre, en lige Kamp, paa lige Vilkaar, den frygter ingen. Stormen kom henad Morgenstunden, den blev standset foran vor Linje, thi vi havde Skudfelt paa 600 Meters Afstand.

Da Solen stod op, havde jeg endnu alle mine Folk, og dem havde jeg den Lykke at faa med uskadt derfra, da vi paa anden Dags Aften blev afløste.

Aa, der var saa meget, jeg vilde skrive, men det lakker mod Midnat, og Brevet vil blive for tungt, naar jeg skriver mere. Jeg fortsætter en af de første Dage.

I Aften de kærligste Hilsener og en inderlig Tak. Deres hengivne

Mikael Steffensen.

Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)

14. november 1917. Mikael Steffensen: “Der er saa meget, vi Mennesker ikke fatter, men dybest inde ikke kan lade være at tro paa”

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I efteråret 1917 befandt han sig ved  Vestfronten, hvor han gjorde sig tanker om religion og velsignelse.

Den 14. november 1917.

Min Engel er trofast. Der siges jo, at hver Menneskesjæl har sin Engel, og jeg tror, det er sandt, men paa en stærkere og skønnere Maade, end Menneskeforstand kan fatte.

Forstanden bunder ikke de Dybder, som hører Gud og hans Rige til. Der er saa meget, vi Mennesker ikke fatter, men dybest inde ikke kan lade være at tro paa.

Der er nu Ordet Velsignelse, hvor dybt gaar nu egentlig vore Tanker om dette Begreb? Gud velsigner, men hvorledes? Tænker vi over de Veje og Midler, Gud benytter til at velsigne sine Børn?

Først herude har jeg oplevet og erfaret, at Gud ofte lader Velsignelsen gaa gennem Mennesker. Vi vil ikke skarpt kunne adskille Begrebet Velsignelse fra Lykke eller Glæde, ja endog Bedrøvelse. Men saa Vennerne, der dør, er vi helt udelukkede fra Forbindelsen med dem? Ja, her standser Tanken og Forstanden, her griber Tro og Oplevelse ind. Jeg tør ikke sige, at Forbindelsen er afbrudt, jeg ikke alene helst vil tro paa, at de Afdøde endnu kan følge vor Færd, men der er en Overbevisning herom i mit Indre, som jeg ikke kan forklare.

Sønderjyden Mikael Steffensen

30. oktober 1917 – Lorens Jepsen: “… at kunne tale frit”

Landmand Lorens Jepsen fra Valsbøl blev taget til fange på vestfronten sidst i marts 1917. I september kom han til særlejren for dansksindede i Feltham.

Feltham, d.31.10.17.

Kære Anne!
Saa er da nu ogsaa denne Maaned borte. I Aften har vi fejret Lutherfest. Det er, som Du vel ved, fire hundred Aar siden Reformatoren opslog sine Sætninger paa Slotskirken i Wittenberg. Ja, vi lever her, Gud ske Lov, ikke mere som Hedninger, men som kristne Mennesker, lever et Liv, friere og bedre end vi før kunde leve det Hjemme.

Ja, kære Anne, Du kan tro vi har det godt her, til Militarismen mærker vi ikke noget, her er alle lige gode. Og hvor er det ikke behageligt at kunne være sammen med gode Venner ved Arbejdet, at gaa sammen med gode Venner om Aftenen og at kunne tale frit om alt hvad der ligger en paa Hjertet. Hvad siger Du, naar Du hører, at vi her har Koncert og Lysbilleder, Dilletantforestilling, at vi har Gymnastikforening og Sangforening. Gudstjeneste i vor egen Kirke har vi hver Søndag.

Er tilfreds med min Lod. Har kun en eneste stor Sorg. Tanker paa Hjemmet – paa Eder. Gid Herren hjælpe Eder over den tunge Tid.

Hj.H.Lor.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

21. juni 1917 – Paul Paulsen: “… jeg er saa kaput”

Paul Paulsen blev indkaldt i slutningen af 1915 og kom først til at tjene ved Infanterie-Regiment Nr. 85. Efter i oktober 1916 at være blevet såret, blev han i foråret 1917 overført til Infanterie-Regiment Nr. 163.

Kjære Forældre og Søskende!
I længes jo vist meget efter at høre fra mig. Først siger jeg mange Tak for Pakken No 9 med Flæsk og for Middes Brev. Jeg er jo glad[,] naar i sender mig noget, men troe mig kjære Forældre[,] at Appetitten gaar helt bort. Det er næsten ikke til at holde ud her i Granathullerne[.]

Vi har nud ligget 7 Dage derude i en Tur og kom inat ud af Stelling. Jeg mo[d]tog da Post fra 7 Dage[,] for der komme ingen Post ud og vi kan heller ikke skrive[.] Jeg vil bede eder ikke at sende mig for meget[,] da jeg er saa kaput [,]at jeg dog ikke kann spise det. Om et paar Dage skal vi vist der ud igjen.

Ja vis da Krigen snart va[r] til Ende[.] Denne Sommer koster mange Meneske Livet. Men vi vil bede Gud at han vil holde sin Hand over os og føre os vel hjem til eder igjen.

Jeg seer ogsaa[,] at Broder Martin ikke er saa rask, men [h]vis det ikke er for slimt, kan han vist slippe en Tur for at komme med i Stelling[.] Ja at man kan holde det alt ud[,] er til at undre sig over[,] men vi maa altid sætte vor Lid til Gud, han vil dog føre alt til det be[d]ste for os Jeg ved idag ikke andet at skrive maaske meere imorgen[,] naar jeg kommer lidt til Ro.

Nu de kjærligste Hilsener til eder alle fra Paul.

(HBA8033, Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

10. juni 1917 – Paul Paulsen: “… mangen Kammerat har maattet lade Livet”

Paul Paulsen blev indkaldt i slutningen af 1915 og kom først til at tjene ved Infanterie-Regiment Nr. 85. Efter i oktober 1916 at være blevet såret, blev han i foråret 1917 overført til Infanterie-Regiment Nr. 163.

Kjære Forædre og Søskende!
Siger Eder mange Tak for Pakken No 7 med Kage og Flæsk og for Mor og Faders Brev og Middes Kort[,] som jeg motog i Morgen.

Vi er i Nat kommen ud af Stilling[,] nu bliver vi her 4 Dage[,] saa skal vi derud igjen. Jeg maa takke Gud for[,] at jeg er sluppen godt fra det, for det seer sørgelig ud derude og mangen Kammerat har maattet lade Livet.

Jeg havde ogsaa et Kort fra Broder Martin fra Rusland. Det er godt[,] at han er borte fra Vestfronten. Ja nu vil vi bede Gud[,] at han vil bevare os og føre os eder sund og rask hjem til Eder igjen. Ja[,] det va 4 ha[a]rde Dage derude. Gud give at vi snart ma[a]tte faa Fred.

Nu en kjærlig Hilsen til eder alle fra Paul.

(HBA8033, Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

5. april 1917 – Milert Schulz: “Ja wenn man so an die Friedenzeit zurück denkt”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien, hvor han i slutningen af marts blev kompagniskriver.

Im Felde den 5.4.17.
Auf Schreibstube Abends um 9 Uhr.

Meine lieben Eltern und Geschw.!
Gottes Friede zum Gruss. Da jetzt alles schläft sitzte ich nun hier und schreibe den Brief nach der lieben Heimat. Ich warte nur noch auf ein Vizefeldwebel der hier schlafen soll und da er bis jetzt noch nicht eingetroffen ist habe ich ja die schönste Ruhe.

Sitzte bei einem Talglicht und habe eben vorher ”Det gamle Budskab” gelesen mit den Text ”Ildlinien”. Ja liebe Eltern dieselben Gedanken habe ich auch oft gehabt wie dieser junger Mensch, und um mich noch mehr im Herrn zu freuen habe ich mir auch damals ”Lommesangbogen” schikken lassen und gleich habe ich mir mein Lieblingslied aufgeschlagen No 60 “Du evige Klippe jeg kommer til dig o.s.v. Wie habe ich diesen Gesang oft gesungen in Lgkl. Abends wenn ich nach Hause kam mit
meinen Freund Anton Hansen. Ja wenn man so an die Friedenzeit zurück denkt. Nicht wahr[,] schön war es doch wenn man Abends zusammen kommen und nun ist man Soldat muss hier draussen im Felde sein fern von den Seinen. Aber will es Gott so hoffen wir auf ein frohes Wiedersehen in der Heimat hier oder dort.

Das ich mal auf Urlaub fahren soll wird wohl noch ein weilchen dauern aber hoffentlich haben wir bald Frieden[,] dass wir den grossen Urlaub gesund und glücklich antreten können. O welch eine Freude wird das werden. Gott gebe das es bald Schluss ist. Nach Aussagen eines Gefreiten von unserer Kompanie der aus serbischer Gefangenschaft entwichen ist und heute hier bei der Companie ankam, meinen die Feinde auch, dass es wohl in 2 Monate Schlus sein wird und ich glaube auch es wird nicht mehr lange dauern. aber nur nicht verzagen.

Nun liebe Eltern, danke ich Euch erstmal für die vielen Briefe welche ich gestern erhalten habe. Es sind alles Briefe vom 16-26 Märtz. Im vorigen Brief habe ich Euch ja geschrieben, wie das kam. Ebenfalls habe ich 1 Paket mit Kuchen, 1 mit Wurst und Carbonae (aber leider nicht mehr geniesbar) 1 mit den Schinken was noch sehr gut ist und 1 mit Kuchen, Zucker und Butter, und noch eins mit Schreibpapier von Schw. Thilde.

Die Erinnerungen von denen ich Euch ebenfalls geschrieben habe werde ich morgen abschicken. Ich werde mal sehen ob ich ein paar andre be- kommen kann. Wenn ich mal nach Prilep wieder kommen sollte werde ich Euch etwas kaufen. Hier gibt es ja nichts zu kaufen. Dann schreibst du wegen Thee und Pfeffer liebe Mutter. Wenn ich was bekommen kann[,] will ich dir gerne ein Paket voll schicken und ich will auch mal sehen ob ich nicht was bekommen kann. Das kann hier wohl nicht so schlimm sein, denn die Bulgaren essen nur stark gepfefferte Speisen und daher haben sie auch alle einen üblen Geruch an sich. Kaffee kann ich aber nicht bekommen.

Gestern hatten ich und ein paar Kameraden uns Photographieren lassen, es ist aber leider nicht geglückt. Na vielleicht ein andres mal. Sonst bin ich ja noch immer gesund und wohl und hoffe dasgleichen von Euch. So lange ich hier als Schreiber bin stehe ich ja nicht aus. Genug zu essen und trinken. Hungern brauchen wir tatsächlich nicht.

Nun zum Schluss seid Ihr alle recht herzlichst gegrüsst und geküsst von mir Euer Sohn und Bruder Milert.

(Jetzt ist die Uhr 10 also eine Stunde hat das schreiben gedauert ich gehe jetzt schlafen Gute Nacht)

(Brev i privateje)

27. marts 1917 – Ole Damm: “…kun at jeg mangler mit Ben”

Ole Damm gjorde fra slutningen af 1915 tjeneste ved Reserve-Infanterie-Regiment 207´s 3. kompagni.  Den 29. maj 1916 blev han under kampene ved Verdun såret af en geværkugle i venstre ben, otte måneder senere, den 2. februar 1917, blev det amputeret.

Flensburg d. 27.3.17.

Kjære Pastor Nielsen
Mange Tak for Bladene som De sender mig. Nu er jeg sund og rask igjen, kun at jeg mangler mit Ben. Det er jo et Savn og vil blive ved at være det, men Herren som har hjulpen mig saa godt Hidindtil, han hjælpe ogsaa nok med at bøde det[.] Jeg var simpel, dog han har holdt sin beskjærmende Haand over mig og ladt mig blive rask igjen. Nu skal jeg snart til at bort at gaa paa det kunstige Ben. Kjærlig Hilsen og Guds Fred Deres
Ole Damm

(P116, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

 

23. marts 1917 – Milert Schulz: “… Kugeln pfeifen ja hier auch”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Geschrieben d. 23/3 1.

Meine lieben Eltern u. Geschw.!
Gottes Friede zum Gruss! Zuerst meinen besten Dank für erhaltene Briefe vom 12 u. 14. und Karte vom 14/3 liebe Eltern.

Entschuldige, dass ich nicht früher geschrieben habe. Wir sind nämlich auf dem Marsch nach anders wo. Von Besista sind wir am 20/3 abmarschiert und liegen nun erst noch auf halben Wege im Biwak unter Zelte und habe Euch deshalb nicht schreiben können. Wo wir hin kommen weis ich selber nicht. Aber wie Ihr ja wisst ist es hier auf dem Balkan ja nicht so gefährlich als auf den andern Kriegs schauplätzen[,] aber Kugeln pfeifen ja hier auch.

Mir geht es ja noch immer Gott sei Dank gut bin gesund und wohl. Von Schwester Mie habe ich auch Brief gehabt worin sie mir geschrieben hat, dass sie ihr Herz dem lieben Herrn und Heiland auch gegeben hat. Ja dass ist etwas herrliches sich in Gottes Hand geborgen zu wissen. Der Herr gebe, dass wir alle seine treuen Nachfolger werden und einst bei ihm in ewiger Herrlichkeit sammeln.

Du schreibst wegen Urlaub liebe Mutter. Ja da muss ich die leider mitteilen, dass die jenigen nur auf Urlaub fahren können, welche schon ein Jahr hier im Felde gewesen sind. Natürlich gibt es ja auch ausnahmen z.B. bei Todesfällen oder sonst irgend ähnliches. Na hoffenlich ist der Krieg bald zu Ende[,] dann bekommen wir einen grossen Urlaub.

Aber klagen könne wir ja auch nicht hier draussen[,] wiewohl wir vieles entbehren müssen, aber wir haben immer genug zu essen und trinken. Wie ich Euch schon mal geschrieben habe, wir leben viel besser wie manche Städter. Wir haben genug zu schmieren aber bloss keine Butter.

Und mit diesen Strafen lieber Vater, da brauchst du für michkeine Angst zu haben[,] ich werde mir schon keine Strafen zuziehen dazu habe ich zuviel Ehre im Leibe.

Hier ist es in der letzten Zeit ziemlich warm gewesen und könnt Ihr Euch wohl das mar schieren in solcher Hitze vorstellen. Vielleicht kannst du mir ein paar Strümpfe oder Fusslappen schicken liebe Mutter.

Sons für diesmal nichts mehr. Viele herzl. Grüsse und Küsse und auf ein frohes Wiedersehn hoffend von mir Euer Sohn und Bruder Milert.

Die Sachen habe ich noch nicht abgeschickt.

(Brev i privateje)

13. marts 1917 – Milert Schulz: “das linke Bein abgerissen”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Im Felde d. 13/3 17.

Meine lieben Eltern u. Geschw.!
Gottes Friede zum Gruss! Da ich bei der letzten Postver
teilung nichts von Euch hatte will ich Euch heute wieder ein Brief schreiben. Heute Abend gibt es wieder Post[,] kann aber leider nicht beantworten[,] da unsere Post nach der Heimat heute Abend also jeden 2ten Tag vom Schützengraben nach hinten geht, aber Übermorgen werde ich Euch schreiben ob etwas dabei war. Habe gestern einen Brief an Onkel Anton und Tante Mie geschrieben. Habe aber noch kein Wort von Onkel Anton gehört.

Werde Euch gelegentlich ein kleines Paket nach Hause schicken mit ein paar kleine Erinnerungen un zwar 1 grade Französische Gewehr kugel[,] welche direct über meinen Kopf flog und hinter mir in dem Sand einschlug[,] und 2 krummen von derselben Sorte[,] welche auch in der nähe von mir eingeschlagen sind und zwar auf dem hohen Berg wo wir im Februar lagen. Denn 1 Granatsplitter auch von diesem Berg wovon ich Euch geschrieben habe[,] der nicht exblodiert ist und zwar von einer französischen Granate.

Sonst gibt es ja nicht grade so schöne Erinnerungen von hier. Gestern kamen feindliche Flieger über uns und warfen Bomben in ein Dorf[,] zum Unglück war ich und 2 Kammeraden auch im Dorf und wollte Holz holen zum Brennen, aber uns ist Gott sei Dank nichts passiert. Dagegen wurden 2 Thelepfonnisten verwundet und 2 tot. Der eine bekam das linke Bein abgerissen und der andre ein Sprengstück im Hinterkopf. Der verwundete bekam die Ohrlippe aufgerissen und wo der andre verwundet wurde[,] weis ich nicht.

Heute morgen um 5 Uhr war ich Kaffehohlen gegangen als ich wieder zurück kam und kaum im Bombenwicheren war[,] fing die feindliche Artellerie nach uns zu schiessen an. Dicht um uns schlugen die Granaten ein aber der Herr hällt seine beschützen de Hand über mich. Wie oft habe ich gleiches nicht erfahren hier im Felde, wo man mitunter in tausend Ängsten gewesen ist und doch glücklich durchgekommen. men med ham ved min side. jeg tröstig kan stride.

Hoffentlich hat der Krieg bald ein Ende dass wir uns froh und glücklich im lieben Heim wiedersehen dürfen. Welch eine Freude wird das werden, aber nicht wie wir wollen sondnern wie Gott es will.

Nun schliesse ich mit vielen herzl. Grüssen und Küssen an Euch allen meine Lieben Euer Sohn und Bruder

Milert.

Habt Ihr ein paar Taschentücher abgeschickt?

(Brev i privateje)

25. februar 1917 – C. Brodersen: “… hvorfor jeg fik Jernkorset”

Senest ændret den 23. juni 2017 10:54

Pastor Nicolai C. Nielsen skrev under krigen hilsner til soldater fra Nordslesvig, en af dem var Musketier C. Brodesen ved Infanterie-Regiment Nr. 153.

Vendinbruk. Søndag Aften d. 25.2

Kære Herr Pastor Nielsen!

Vil nu i Aften skrive et par Ord til Dem, som jeg burde haft gjordt for længe siden, men man har ikke altid Lejlighed, naar man er [i] Stilling. Igaar Aftes kom vi her i Reserve til denne By. Jeg har modtaget deres kære Brev og ligeledes det gamle Budskab i hver Uge takker tusinde Gange derfor. Jeg er Gud ske Lov sund og rask haaber det samme om Dem. Det har været meget koldt her i den sidste Tid, men nu har vi Tøvejr. I Formiddag var jeg til Kirke, vi er i Kirke hvert Gang hvor vi er her.

For 8 Dage siden skulde vi have været afløst, Afløsningen var allerede her, men saa greb Englænderne plu[d]selig an en andet Sted[,] saa kom de derhen. Vi skulde have været i Ro ved Lille i tre Uger[,] men det blev jo ikke til noget, men Gud Villie ske. Det vil jo vist ikke vare længe inden det rigtigt gaar løs igen med Krigen, men vi vel befale aldt i Guds Faderhaand, han har hjulpet saa godt ind til Tide Han hjælper ogsaa i Fremtiden. Ja naar man ikke havde en kærlig Gud at holde sig til[,] saa var det ikke til at holde ud her i den Elendighed[,] men Gud giver os ikke mere Nøde som vi kan bære. Naar Nøden er størst er Hjælpen nærmest.

Nu er min Kære Broder Peter bleven K.V. skreven. [K.V. = “Kriegsverwendungsfähig” – egnet til krigstjeneste]

Kære Herr Nielsen De spørger om hvorfor jeg fik Jernkorset. Ja, det vil jeg fortælle. Da vi var nede ved Somme. De første par Dage greb Englænderne ikke an[,] men den 26. September om Eftermiddag satte Englænderne Trommelfeuer paa os. Det var næsten ikke til at holde ud, men jeg bad udaffladelig til den kære Gud, Kam[m]erater faldt højre og venstre ved mig[,] paa et Gang saate de Englænderne Attaleriet lidt længere tilbage og[]saa kom Inf. til Angrebet. I højre og venstre kom de i Graven ved os[.] men saa lavede vi straks en Barrikade i Graven og jeg og to andre stillede os hen derved og smed hele Tiden med Haandgranater. Hvert Gang at [de] prøvede at komme over Barrikaden blev de tilbage dreven eller de faldt[,] der laa en stak af Lig der. Dem som kom for fra blev nedskydt af Maskingeværet. Englænderne kom rigtig an i Kompagnikolonne[.] Saa blev det Aften[,] da blev det lidt roligere. Jeg og de to andre Nordslesvigere smed hele Natten Haandgranater ved Bar[r]ikaden saa ingen kom igennem.

Om Aften var vi 26. Mand tilbage af Kompagniet. Den 27. September sagde Kompagniføreren at vi skulde rømme Graven for Englænderne. Han bestemt mig og et par Mand mere dertil da han vidste[,] at jeg kunde smide Haandgranater særlig godt. Vi kom ogsaa godt over Bar[r]ikaden til Englænder[ne,] og[]saa smed vi Haandgranater paa Dem[,] de fald og vi løb bag efter Dem som blev levede. Min ene Kam[m]erat fra Tønder faldt ogsaa derved[.] Det varede ikke længe saa havde vi ingen Granater mere[,] saa maatte vi til bage[,] saa kom de bag efter os igen[,] og[]saa greb de an igen forfra. De par Mand som endnu var leve[n]de af os[,] kunde ikke holde sig længere. Min Leutnant og et par Mand blev til Fange taget[,] jeg knep ud, men nu maatte jeg igennem Speerfeuer tilbage.

Hvordan jeg kom godt derfra forstaar jeg ikke. Gud Fader har bevaret mig som sit Barn. Jeg fik ogsaa et S[h]rapnelkugle gennem Trøjen paa Brystet, men jeg var ikke beskadiget Gud ske Tak derfor. Jeg var den eneste der kom tilbage af hele Kompagniet. Jeg ved ikke om jeg har fortalt at jeg ogsaa har faaet det Sachsen Altenburgisceh Tapperheds medalje. Det er en 3 Uger siden.

Vil nu slutte med tusinde kærlige Hilsner og Vorherre være os arme syndige Mennesker naadig for Jesu Skyld, din trofaste Konfirmant Carl
Paa kærlig Gensyn her og hisset.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

19. februar 1917 – Milert Schulz: “Ja Herren skal have Tak for saavidt …”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Skreven d. 19/2 17.
Mine kjere Allesammen! Guds Fred til Hilsen!
Mange Tak for Pakken No 7 med Pölse og- 2 Stykker Sösterkage som jeg i Forgaars har modtaget med Glæde. Kagen har jeg spiset strax. Det var jo naturligvis tör. Men her hvor man ikke nyder saadan noget saa tidt smager det alligevel. Pölsen har jeg spist det sidste Stykke idag. Det har smaget mig rigtig godt.

laften giver det jo Post igjen saa venter jeg jo noget at höre igjen fra Eder mine kjære. Jeg beder Eder sende mig igjen noget Skrivepapier ikke for lidt[.] Det andet har jeg allerede opskrevet.

Ellers gaar det mig jo endnu rigtig godt, er sund og rask. Ja Herren skal have Tak for saavidt han vil ogsaa holde sin beskÿtende Haand over mig i Fremtiden. Igaar blev vi beskudt af den fjentlige Artelleri. Ommendtrent 5 Meter fra vor Understandt slog en Granat ned. Nu har vi jo en Bombenfast Understand[,] saa han kan godt skyde saameget han vil. Jeg stod lige Posten[,] da kom den förste Granat og slog ned i Nærheden paa Bjerget. Jeg löb saa i en hast ned i vor Understand. Lige var jeg kommen ind da kom den neste Granat og slog endnu nermere ned. Lidt efter kom den tredie og slog 5 meter ned for vor Understand. Den slog lige ned i Klippen saa Stenene og Sprengstykker flöj omkring. En Steen floj ind i vor Understand.

Saa midt om Natten kl. 2 gjorde Fjenden en Ildoverfald. Da skoj Fjenden med Geverer og M.G. og Miner og Artelleri hvad Rem og Toj kun holde. Saadan blev han hved en halv Time. Herefter hvad [dvs. var] det alt rolig saa vi kunde legge os hen og sove igjen. Saadan bliver man jo lidt forstyrret i sin Sövn[,] hvor I derimod ligger trÿgt og godt i Federsengen og vi paa Halmen med en dekke over Hovedet. Ja jeg skal nok forteile Eder alt naar jeg engang[]kommer godt hjem. Herren give dog at Freden snart maatte komme over Landene og vi maatte komme lykkelig hjem igjen.

Altsaa er Fetter Anton fra Brede nu ogsaa dö. Jeg kan snart ikke tro at han nu oqsaa er borte. Han har ogsaa skrevet mig flittig og nu er han dö. Ja det gjelder om at vare rede til en hver Tid. Men lykkelig den som har sin Sjel frelst. Send mig dog ogsaa den lille Lommesangbog med.

Nu til Slut mange kjerlige Hilsener til Eder alle og paa snarlig Gjensyn fra mig Eders Sön og Broder
Milert

(Brev i privateje)

11. januar 1917 – Milert Schulz: “Kuglerne piber”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien, hvor han også befandt sig ved årsskiftet.

Skreven den 11/1 1[7]

Kjere Anna!
Dit Kort for nu en 8 Dage med Glede og Tak modtaget. Som du vel hörer fra mine Forældre[,] gaar det mig jo endnu rigtig godt hernede i Mazedonien. Siden den 8. er jeg igjen i forreste Linie. Kuglerne piber en om Örerne. Men som der staar i den 91. Salme: Om Tusind holder ved din Side og titusind ved din Venstre[,] skal det dog ikke ramme dig. Og det er min Fortröstninq til Gud[,] at han vel staar mig bi i Angstens Timer.

Fra Hans hører jeg oqsaa tidt. Det er kjedeliq at vi ikke kunde blive sammen[.]

Mange kjerliq Hilsener til Eder allesammen
Eders Milert

(Brev i privateje)

31. december 1916 – Milert Schulz: “Steinsplitter … um die Ohren”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Geschrieben d. 31. Dez 1916.

Meine lieben Eltern und Geschw. !
Endlich nach 1½ Monat habe ich gestern deinen Brief liebe Mutter vorn 9. und Vaters Brief vom 20. vielmals dankend erhalten. Also 10-12 Tage sind die Briefe unterwegs gewesen. Wie Ihr wohl denken könnt, wurde ich natürlich froh wie ich zum ersten Mal hier im Felde so weit von der lieben Heimat entfernt Post erhalt. Wie ich aus Euren Briefen ersehe habt Ihr es ja noch alle recht gut zu Hause was mich sehr freut. Ich bin auch noch immer gesund und wohl.

Ja, Ihr könnt glauben ich habe auch an Euch Wei[h]nachten gedacht. Ich habe mir das Ganze so richtig im Gedanken vorgestellt. Hier draussen im Felde haben wir ja nicht viel Freude gehabt von dem lieben Fest. Aber der Herr ist uns doch gnädig gewesen und uns vor den listigen Angriffen und Überfällen des Feindes behütet, so dass wir doch in aller Ruhe haben Weihnachten feiern können.

Unser Weihnacntsbaum bestandt aus einer Flasche um dessen Hals wir, buntes Papier gewickelt haben und oben im Hals ein Licht eingesteckt hatten. Dann haben wir Weihnachten mit unsern Liebesgaben gefeiert. Neujahr werden wir auch noch hier in der Stellung feiern.

3 Gewehre sind vorne im Schützengraben und unser Gewehr ist weiter hinten in Reserve. Wir hinten sind aber jedoch den meisten Gefahren ausgesetzt. Der Franzose beschiesst uns immer mit seiner Artellerie. Ungefähr 100 meter von uns hat er 6 Schuss rein gepulvert jedoch ohne Erfolg. Die Steinsplitter vom Gebirge sind uns doch um die Ohren geflogen, aber der treue Gott hat uns bisherher noch immer gnädig behütet.

Das Klima ist hier jetzt wie bei uns im Frühling. Tags sehr warm und Nachts Frost und kalt. In dieser Zeit ist ja sonst die Regenszeit. Wir haben aber nicht viel Regen gehabt. Eine Nacht haben wir hier unter freiem Himmel im Regen geschlafen. Jetzt haben wir ja unsern Unterstandt gebaut, dann lass es man regnen.

Hoffentlich wird uns nun das Jahr 1917 den Frieden geben. Gott gebe dass wir bald Frieden haben.  Das Genende Paket ist wohl nach Arÿs geschickt worden, hoffentlich wird es mir nachgesandt. Habt Ihr Briefpapier für mich abgeschickt, denn dies ist der letzte Boqen den ich hab und hier bekommt man nichts.

Wir leben ja einen ganz schönen Tag hier den ganzen Tag, schlafen und nichts tun. Sonst wäre da nicht viel neues zu schreiben und schliesse ich mit vielen herzlichen Grüssen und Küssen an Euch allen meine Lieben Euer Sohn und Bruder
Milert.

Auf bald« Wiedersehn Schreibe bald wieder.

(Brev i privateje)

18. december 1916 – Milert Schulz: “… Ich habe zu Gott geschrien …”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Geschrieben d. 18/12 16.

Weine lieben Eltern u. Geschw. !
Wie ich Euch schon mitgeteilt habe sind wir ja in ein andres Dorf in Reserve gekommen. Wir lagen in einem schönnen grossen Hause in Quartier mit 30 Infanteristen zusammen. Dieses wird der Feind wohl gemerckt haben, und nachts vom 16-17 um ½12 Uhr fing er an uns zu beschiessen. 5 Granaten hat er in das Haus wo wir lagen einge(pfeffert). 4 krepierten auf dem Boden und eine schlug durch die decke, das es man blos so Krachte.

Nun da eine Granate zwischen uns gesaust, waren die meisten von uns in die Luft geflogen. Glücklicher Weise ist aber keine Verwundet worden. In ein andres Haus schlug auch eine [d]rinn, da sind 2 Mann verwundet geworden. Wir sind denn ausgerückt und liegen nun oben auf einem hohen Berg zwischen den Felsen.

Ich bekam aber mit der Angst zu tun. Ich habe zu Gott geschrien und er hat mich bewahrt. Möge er doch bald dieser Elend ein Ende machen.

Diesen Brief schreibe ich sitzend unter freiem Himmel.  Heute ist es ziemlich kalt hier. Sonst bin ich ja noch immer gesund un munter. Bitte meine Briefe aus dem Felde aufzubewahren.

Viele herzl. Grösse und Küsse an Luch allen
meine Lieben Euer Sohn und Bruaer
Milert

(Brev i privateje)

9. december 1916 – Milert Schulz: “… schon genug von dem Ganzen”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Geschr. d. 9, Dez. 1916.

Meine lieben Eltern und Geschw.!
Kann Euch mitteilen dass wir gestern in Stellunq gerückt sind. 5 Stunden sind wir von unserer Reservestellung marschiert. Die kanonenkugeln saussen und alle Augenblicke Uber die Köpfe. Ein merkwürdiges Gefühl ist es doch,

Wir gingen 3 Comp, in Stellung, davon blieb unsere Compagnie in Einem Dorfe hinten der Schützenlinie als Reserve liegen. Aber die Feinde schiessen doch über uns weg. Sonst ist es ziemlich ruhig hier. Ich habe aber schon genug von dem Ganzen. Wäre es man blos bald zu Ende.

Abends kommt die Küche rann mit Essen und Kaffe.

Viel neues ist da sonst nicht zu schreiben. Ich bin noch immer gesund und wohl. Der Herr schenke mir auch fernerhin Kraft und Mut durchzuhalten. Hoffe da noch alles beim Besten ist zu Hause, im lieben Heim. Meine vorherigen Briefe habt Ihr wohl erhalten. Hier ist es noch ziemlich warm. Den ganzen Tag Sonnenschein.

Nun viele herzl. Grüsse an Euch Allen Euer Sohn und Bruder
Milert.

Hoffentlich kommt da ein gutes Weinachtspaket

2. december 1918 – Milert Schulz: “… durchhalten muss man trotzdem”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Geschrieben d. 2. Dez. 1916.

Meine lieben Eltern u. Geschw. !
Endlich nach 13 Tagen hier angelangt in der Reservestellung. Die Tour ist sehr schön gewesen. In Deutschland sind wir gut verpflegt worden, in Österreich war es nicht so besonders. Vier Tage sind wir mit dem schweren Gepäk marschiert. Aber durchhalten muss man trotzdem.

Wir liegen hier in einen Werbischen Dorfe 1-2 Stunden von der Front ab. Hier ist es überall Gebirgig. In einer Weise ist es ja  sehr schön hier und in einer andren sieht es fürchterlich aus hier.  Gestern hat die Artellerie mächtig geschossen. Die schiessen ja andauernt, Kanonendonner hört man den ganzen Tag.

Heute sind wir eingeteilt worden für die Gewehre. Mein Gewehrführer ist ein  gläubiger Mann und freue ich mich dass ich bei dem eingeteilt bin. Der Herr wolle uns gnädig behüten. Und ist es sein Wille, dass wir hier sterben müssen, so haben wir doch die Hoffnung, dass wir uns einst droben im Licht wieder sehen dürfen.

Schicke mir nun erstmal etwas Schreibmaterial. Sonst noch alles bei bester Gesundheit. Soeben hat ein Kamerad von einem Bulgaren ein Schof [Scharf?] für 4 Mark gekauft.

Den Herrn befohlen und viele Grüssen an Euch allen Euer Sohn und Bruder
Milert

(Brev i privateje)

18. november 1916 – Milert Schulz: “… die Stunde hat jetzt geschlagen…”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han bag i garnison i Ostpreussen, men i  slutningen af november rykkede han i felten.

Abends 10 Uhr,  Arÿs d. 18/11 16.

Liebe Eltern und Geschw.

Ja meine Lieben, die Stunde hat jetzt geschlagen wo wir ins Feld rücken. Morgen früh um 6 Uhr 30 fahren wir ab. Deine Karte vom 15. lieber Vater sowie Schwester Mies vom 14. heute dankend erhalten.  Also ist dies nun der letzte Brief den Ihr von mir von hier erhält. Nun hab man keine Sorgen um mich meine Lieben. Der Herr ist mit uns allen(telben). Auch im Felde. Ihr wisst mich in Gottes Hand geborgen. Er ist auch meine Zuflucht immer und immer. Möge uns der Herr bald gesund und wohl wieder nach Hause führen.

So lebt denn Wohl Ihr Eltern und Geschwister, zum letzten Male reich ich Euch die Hand. Und sehen wir uns nicht mehr wieder, so sollen wir auf jenes bessre Land.

Zum Schluss noch viele herzl. Grüsse und Küsse und dem tr. Herrn befohlen Euer Sohn und Bruder
Milert.

Muss nun meinen Tornister packen.

(Brev i privateje)

25. maj 1915 – Et eftermæle fra felten

Senest ændret den 2. februar 2020 19:53

Flensborg Avis bragte følgende nekrolog den 10. juni 1915:

"Her kan I see nogle Nordslesviger ved Jens Madsens Grav kort efter Jordfæstelsen af Kisten er der ikke noget at see da den står under i Graven. Med det første kommer der Kort med den tildækkede Grav med Kors paa." (Dan Obling)
“Her kan I see nogle Nordslesviger ved Jens Madsens Grav kort efter Jordfæstelsen af Kisten er der ikke noget at see da den står under i Graven. Med det første kommer der Kort med den tildækkede Grav med Kors paa.” (Dan Obling)

“Et Eftermæle fra Felten.

Redaktionen har modtaget følgende Feltbrev: Igen er en god Nordslesviger falden som Offer for Krigen.

Vi ligger en Del Nordslesvigere ved et Sanitetskompagni i Frankrig, i en Egn, hvor der kæmpes Haardt og blodigt. Som sædvanlig var vi Natten fra 25. til 26. Maj ude i Skyttegravene for at hente saarede. Jens Matzen fra Nørgaard ved Løgumkloster blev i en sammenskudt Løbegrav ramt af en Kugle og var død paa Stedet.

Vi mister i Jens Matzen en god Ven og tro Kammerat. Paa Grund af hans ligefremme muntre Væsen var han afholdt af alle. Vor kære Ven ligger nu begravet blandt hundrede Soldater, der delte samme Skæbne som han. Han ligger langt, langt borte fra Hjemmet, som han havde saa kært og stadig omtalte med Varme.

Vi, der har lært den afdøde at skatte og kende under Krigen, veed, hvilket Haardt Tab det maa være for hans Kone og Børn; vi beder dem være forvissede om vor hjertelige Deltagelse i deres store Sorg.

En Kammerat”

Syv dage forinden, den. 3. juni 1915, bragte samme avis følgende:

Falden. I Tirsdags modtog Gaardejer Jens Matzens hustru i Nørre Løgum den sørgelige Meddelelse, at hendes Mand var falden i Frankrig den 28. Maj. Han efterlader sig Enke og tre Børn, hvoraf det ældste blev konfirmeret til Paaske.

Med Gaardejer Jens Matzen er en af Sognets yngre bedste Mænd gaaet bort. Han var ikke alene en dygtig Landmand, men ogsaa en sjælden retskaffen og hæderlig Karakter. Matzen var altid ved frisk Mod, glædede sig ved Livet og saa alting fra den lyse Side. Derfor har han ogsaa forstaaet i de faet Aar, han har boet her i Byen, at forskaffe sig mange Venner. Han var tillige en oprigtig, troende Kristen. Dagen før Matzen faldt, skrev han til Forfatteren af disse Linjer, at han stod paa en farlig Post, men han trøstede sig med, at han stod i en højeres Haand, og at han ogsaa her i Troen paa sin Frelser maatte klamre sig til det Haab, at han histoppe ogsaa holder alle Traade i sin stærke Haand og vil vende alt til det bedste; skulde han lade sit Liv, saa troede han fuldt og fast paa at samles igen med sine kære, hvor al Krig var forbi. Jens Matzen vil blive Haardt savnet baade af sine nærmeste, for hvem han var en god Søn, Mand og Fader, og af sine mange Venner. Fred være med hans Minde!

A. N”