Tag-arkiv: psykiske skader

4. og 6. December 1917. “Jeg saa igjen, hvor min Broder laa i Sengen.”

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

Den 4 Dezember:

Jeg saa min Broder hvor han laa i en Kurveseng og et Bord ved Siden, det var i Kuba. Og Vorherre stod ved ham med et Ur i Haanden. Og jeg saa mange Telte og Molemente der i Kuba.

“Saadan saa jeg min Broder ligge i en Seng i Kuba og var meget Syg.”
“Saadan saa jeg en Eskimor med ligesom en Pels paa Kroppen. Det lignede et Björneskind.”

Den 6 Dezember:

Jeg saa igjen, hvor min Broder laa i Sengen. Nu saa jeg et andet Syn, og det var et Menneske som kaltes en Eskimo, han var lenket til en Stötte. Han haude ligesom et Dyreskin om sig over hele Kroppen. Jeg saa ogsaa et stort Hav, og der saa jeg forferdelige store Skibe, og bagefter dem saa jeg store Fisk og Söslanger. Jeg saa ogsaa en Natsion, det var Munke blev det mig sagt. De haude tudere [?] Krave helt op i Halsen, di var fra det hellige Land. Der var Kadekumber der, blev det mig sagt.

“Denne store Fisk saa jeg i det store Hav hen til Samoa.”
“Denne Slange saa jeg ude paa det store Hav. Det var en Söslange jeg saa i det store Hav.”
“Det blev mig sagt at det var en Munk. Og di var fra de hellige Land.”

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

27. November og 1. December 1917. “Jeg saa Vorherre, hvor han pregte paa en Tavle med hele Krigen paa”

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live

Den 27 November 1917:

Jeg saa Vorherre, hvor han stod ved Himlens Port, og han skinnede som et Lys. Og han rakte en lang kæde med et Ur ved, og han vred det til halv otte, om denne Tid skulde vi ind til Juletræet. Saa kom der en lys röd Engel, og den kom med en heel Haandfuld lange grönne Blade, og dem skulde jeg binde en Krans af og [sætte] Blomster i, og den skulde jeg henge i Spisen om Juletræet.

“Vorherre og Englen stod ved mig og sagde at vi skulde holde et Juletræ med Aabenbarings Billeder paa.”
“Jeg saa hele Himlen fuld af Englene som spillede og jeg hörte ogsaa hvor di sang.”

Den 1 Dezember:

Jeg saa Vorherre, hvor han pregte paa en Tavle med hele Krigen paa. Saa saa jeg, hvor alt blev mörkt over den hele Jord, og jeg saa hvor alle Stjærne falt ned fra Himlen, undtagen et par. Stemmen sagde, at det var et A[d]varselstegn. Nu saa jeg store Molementer [monumenter?]. Og der saa jeg min Broder komme gaaende med smaa Pakker i Haanden, og der var elektrisk Belysning, som skinnede i alle Kulöre.

“Jeg saa det store Stjærnefal som vil komme. Det er et Avarselstegn hvor Sjærnerne falt til Jorden.”
“Jeg saa denne Natsion i et fremmed Land.”
“Saadan saa jeg min Broder i et fremmed Land.”
“Den 1. Dezember 1917 Saa jeg det store Tegn ved Solen. Solen skal forvandles til Mörke.”
“Den 1. Dezember 1917 saa jeg det store Tegn ved Maanen som skal forvandles til Blod. Det er Maanen som skal ske Tegn ved.”

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003

18. November 1917. “Men Vorherre pregte og sagte, »det Sted kan du ikke være, thi der var Krig.«”

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

 

Jeg saa Vorherre hvor han stod og omfavnede min Broder, han
skulde nu paa en lang Vandring. Min Broder haude en lys dragt
paa, saa drog han afsted. Men Vorherre pregte og sagte, »det
Sted kan du ikke være, thi der var Krig.« Befolkningen der haude
omheng om dem og lange spyr i Haanden i dette Land. Vorherre
viste min Broder, hvor han hang paa Korset og har lidt.

 
Saa saa jeg et Skib, og der steg min Broder i og sejlte over
et Vand. Saa naaede han et Land, men der var sorte Folk, og
der kunde han heller ikke være, der var ogsaa Krig. Saa pregte
Vorherre og gik videre. Saa kunde min Broder ikke holde det
ud længere, saa lagde han sig ned og sov. Jeg saa Vorherre staa
ved ham. Da han haude hvilet sig, saa jeg, hvor han sad paa en
Hest, og saa drog han videre. Saa blev han tret af at ride, saa
stod han af og gik ved Siden. Saa viste Vorherre ham en underjordisk
Hule, der haude Vorherre ligget begravet. Saa drog han
langt videre bort, saa kom han til et Land, der var hvide Folk
med hvidt Omheng om dem.

Og der i dette Land stod der et stort Taarn med glinsende Steen paa Tornet og runde Telte. Nu viste Vorherre ham for tredie Gang, hvor han hengt paa Korset og haude lidt. Og der satte Vorherre ham og gav min Broder Haanden og sagde Farvel til ham. Og saa forsvant Vorherre. Og disse Folk var fredelige og gode ved ham. Og jeg saa, hvor di gav ham noget at spise. Og det Land kaltes Kuba.

“Saadan saa jeg i Synet da min Broder drog afsted til Kuba.”

 

“Disse Folk saa jeg i Kiron.”
“Der ved disse sorte var der ogsaa krig, der kunne min Broder heller ikke være.”
“Saadan saa Folkene ud paa Djævelön, der hvor min Broder var, der blev sagt at di var ikke gode ved dem.”
“Det er Teltet hvor min Broder var i. Saadan saa Torvet ud. Saadan saa Folkene ud der i Kuba hvor min Broder landede.”

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

4. og 14. november 1917: »Og i skal finde eders Sön levende.«

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

Den 4 November:
Jeg saa Vorherre, hvor han kom gaaende med et Kors i Haanden
og bankede paa Dören. Og jeg svarede, »kom ind til os med
Glæde.« Vorherre svarede og sagde, »Eders Sön lever. Og jeg vil
tage Korset bort fra eder, som I har baaret, thi Korset som I har
baaret med Sygdom og Sorg har I baaret med Taalmodighed.
Og jeg vil tage Korset med mig.«

Og han pregte med Staven efter os og sagde, »I Huset skal
det blomstre med Lykke og Glæde. Og i skal finde eders Sön
levende. Ja, han er paa Djævelöen.« Nu lyste Vorherre op, og
saa saa jeg min Broder, hvor han red paa en Hest. Saa rakte
Vorherre mig Haanden og sagde, »Siden den jer [den her] dag
du have seet Vorherre, vil Huset blive smykket med Lykke og
Glæde.«

Den 4. November 1917. Saadan kom Vorherre til den Mans Dör og bankede paa, som har gjort Ondt for ham.

Den 14 November:
Jeg saa et sort Skikkelse, der kom om ved et Telt. Töiet paa
Teltet var saa langt, at det slepte om paa Jorden. Og der i dette
Telt saa jeg min Broder, hvor han gik ud af det. Og Vorherre
stod og holt sin Haand over ham. Disse Folk, som bor der, di
haude gul prikkede hvide Hengebukse rynkede ved Knæerne
og kort prikkede Vest.

Den 14. November 1917. Og saadanne Folk der der der hvor min Broder er. Det er Skikkelsen som kom med i Teltet [i] Synet. Saadan stod Vorherre ved min Broder i det fremmed Land.
Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

15. september 1917. “og alle Marke blev til Kirkegaarde”

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

Jeg saa, hvor der blev en Bro lagt fra Angel og over til os, og der
saa jeg lig[esom] et Dyr med 2 Vinger ud til hver Side, som kom
over Broen. Og der ved Broen var der helt fuldt af Skibe. Jeg
saa Soldater til Hest kommer over den, nogle falt i Vandet. Da
di saa var kommen over paa vor Side, red di halve op af Vejen
og di andre med Stranden om.

 
Nu saa jeg et stort Slag, der red een foran med röd Tröie, og
han huggede ud til alle Sider, han var til Hest, og hvor jeg saa
var alle Soldater til Hest, og di kom alle ridende herind – og det
blev et forferdeligt Slag, og alle Marke blev til Kirkegaarde, og
alle Vegne, hvor jeg saa, var der Kors opstelt.

De er dette Syn jeg har seet fra Angel og over til os. Naar Krigen kommer i Slesvig hvor der kommer en Bro, og alle Millitær kommer over.

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

10. september 1917. »bareste jeg kunde skrive Hjem, at jeg kunde faa nogle gode Klæder, thi jeg længes meget efter mine kjære Hjemme.«

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

Jeg saa min Broder, hvor han var ved at slaa en Vogn sammen.
Saa blev hans Adresse sagt, det var ligesom det löd »Cairo«.
Jeg saa Vorherre, hvor han stod paa Sinai Bjærg, der stod han
og pregte efter noget. Saa saa jeg, det var min Broder, der kom,
saa hörte jeg, hvor min Broder sagde, »mine Klæder er heelt
Elendige.« Jeg saa Vorherre, hvor han omfavnede ham, og min
Broder sagde, »bareste jeg kunde skrive Hjem, at jeg kunde
faa nogle gode Klæder, thi jeg længes meget efter mine kjære
Hjemme.«

Saa reiste min Broder hen og see Jesu Grav. Der hvor han reiste
igjennem, maatte han först igjennem et langt Vand, hvor der
var en stor ranning [?] bygget over Vandet. Og der i dette vand
saa jeg store Nilkrokodille. Det var et ganske smalt Vand, hvor
Skibet lige kunde sejle ind igjennem. Det kunde ikke komme
helt igjennem, da det var formange Stenhobe, og saa vandrede
min Broder til Fods hen til Jesu Grav. Jeg saa at der laa et Hjærte
af Gulsteen i alle slags Kulöre og et stort Gulkors, en stor Steen
og Kranse, det saa smukt ud.

Jeg saa et Dyr der i Jerusalem; det var sort og gult prekkere
over hele Kroppen, og Stru[d]se var der ogsaa der. Da min Broder
haude seet alt, reiste han til sit Bestemmelsessted. Jeg saa
et Telt, hvor min Broder opholdt sig, di skulde snart krybe ind
igjennem det. Udenfor ved Teltet gror der Nil med store blaa
Blomster paa. Der var store Bjærge og lange alleer med store
Trær, og store Stenhobe er opstamlet der. Disse Vogne, [h]vad
di haude, ligne snart smaa Höstvogne med Trin paa Siden og
to Haandfange ved. Det er en stor Svane u[d]bygget foran paa
Vognen, og min Broder og nogle Flere skulde trække Vognen.
Jeg saa ogsaa min Broder sidde ude ved Tæltet paa en Bænk.

 

De er Vognen som min Broder og en jen Kamerat skulde trække i Cairo.
Jeg saa Vorherres Grav inde i Jerusalen. Saadan saa jeg hvor Herres Grav.

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

14. august 1917. Saa sprang jeg op og flygtede ja til det fremmed Land jeg reiste bort fra Slaget.

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

(…)

 
Jeg saa en heel deel Menesker med spraglede Klæder paa, di
gik op af et stort Bjærg, og di haude Kanoner med dem, og di
sköd efter di vilde Folk, som tilbad Gulkalven, og jeg saa hvor di
sköd alle deres Huse i Brand. Og der saa jeg ogsaa mange slags
Dyr, jeg saa arabisk Heste, Ellefante, Tiggere, et langt smalt
Dyr med store Öjne, en Buldug, Hyæner, Kondor og Robuger,
og en Fasan der sad paa en Green.

 
Nu saa jeg, hvor der kom fire store Skibe sejle [nde] herude
paa Havet ved os. Jeg saa. hvor der kom et stort Luftskib i det
samme sejlende over Skibene, og di bar fremmede röde og hvide Flag.

 

Jeg saa nu min Broder, hvor han og en kamerat, han haude
kuns eet Been, hvor di gik med et stort hvidt Kar, di skulde hen
og give Kamæle Havre. Jeg saa igjen mange af di sorte Drenge
med Ring i Nesen. Nu hörte jeg, hvor min Broder sang for
mig:

 
Da jeg fra Hjemmet maatte drage,
Og med i den store Krig,
Hvor jeg maatte kæmpe og stride
og falt i det Kæmpeslag.
Jeg sprang op og bad til vor Frelser
og hjælper mig i al denne Nöd.
Jeg laa udstrakt på Jorden,
saa kom Vorherre til mig.
Saa sprang jeg op og flygtede
ja til det fremmed Land
jeg reiste bort fra Slaget
og haude hverken Fode eller Klæde.
Saa kom jeg til det fremmed Land
hvor jeg fik god Föde og blev skön,
nu er jeg fri for al den store Krig.
Min Frelserman har hjulpet mig,
min Frelserman – Hurra.
Nu da jeg atter til Hjemmet maa drage
Hjem til mine kjære igjen -,
jeg lenges med store Smerte
at finde eder igjen.
Min Frelserman har frelst mig,
Min Frelserman, Hura, Hura, Hura.
Hjem, Hjem, mit kjære Hjem.

Det er dette Syn jeg saa ude paa Havet. [Tilføjelse:] Det kom 14 dage efter den 28 August alle Skibe og Luftskibet.
Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

18. juli 1917. Saa saa jeg i Synet, hvor der blev et stort Flag heist paa Tornet paa Broaker Kirke.

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

(…)

Saa saa jeg ogsaa der ved disse Telte, der stod min Broder og talte med en tysk Soldat. Min Broder stod og var meget bedrövet over, at han ikke vi[d]ste, om vi var levende hjemme, og han var utilfreds over, at han skulde være der i fremmed Land, og at Krigen vare saa lenge. Saa gik han ind i Teltet igjen. I det samme som han var kommen derin, kom der en Fugl flyvende ind i Teltet med et Bref fra det röde Kors. Den flö[j] rundt og sögte efter ham, og saa fant den ham. Og da min Broder modtog dette Bref, blev han saa glad, at han raabte til alle Soldater. (Et Bref nu.) »Og nu er jeg saa lykkelig«, og i en fart vilde han til at skrive. Men saa haude han ingen Papier og ingen Bord at sidde ved. Saa sagde Fangemesteren til ham: »Kom ind til mig, saa maa du sidde ved mit Bord, og jeg vil give dig Papier.«

Jeg saa nu igjen det store Slag, der hvor min Broder var med, og hvor han laa udstrakt paa Jorden og laa ligesom han var dö. Men saa kom Vorherre og löftede ham og tog ham med, og alle Fjænder veg til Side. Di kom alle til Hest, og Granaterne sprang, men di red ikke over ham. Og min Broder kom i god Behanling og blev bedre, thi hans Arme og Been var ligesom di vare saarede. Saa saa jeg i Synet, hvor der blev et stort Flag heist paa Tornet paa Broaker Kirke.

(Der er ikke nogle tegninger til denne dato)

Lorens’ navn som det står i Mindeparken i Århus. Billede taget af Pernille Bolander.

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

30. juni 1917. “Han sagde, at han haude ikke godt i Hovedet af al den store Krig, han haude været med i”

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

Jeg saa Vorherre, hvor han flygtede til Ægypten. Saa saa jeg,
hvor han kom med min Broder og viste ham for mig, jeg skulde
see, hvorledes han saa ud. Han sagde, at han haude ikke godt i
Hovedet af al den store Krig, han haude været med i, og hans
Arme og Been var ligesom di vare saarede.

Saa strög Vorherre ham over hans Pande, Arme og Benet, og paa eengang var alle Saarene lægt. Saa kom der en Engel i Skyerne og forkynte mig hvor min Broder han er, han er i Asien. Men den sagde, »Adressen,
den maa du ikke faa at vide.« 

Nu saa jeg nogle af di mörke Folk, di saa sorte ud i Ansigtet, di var ved at slagte en Kronjort.

Nu saa jeg et Kort, hvor min Broder var Fotegraferet paa. Saa sagde Vorherre, at jeg skulde bære et firedoppelt Halskæde med et Kors ved.

Nu saa jeg et andet Syn. Jeg saa uden for ved et stort Slot,
der saa jeg store Molemente [monumenter?] og smukke Trær
intil Ingangen, og der saa jeg, hvor der stod en Dör aaben. Og
derinde saa jeg en Keiser med Kronen paa Hovedet og stod ved
een, som var död. Den laa i hvidt Silke.

“Denne Engel kom og viste mig denne Halskæde og sagte, at saadan skulde jeg male Billedet og henge det paa Juletræet Juleaften. Og den skulde du have.”

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

31. maj 1917. “Og jeg saa, hvor der falt saa mange Mennesker.”

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

Den 31. Mai
saa jeg min Broder. En Stemme sagde, at han var i et Fangelejr
i Asien. Og jeg saa, hvor han gik med en Spade på Rygen og
gik op paa et stort Bjærg. Han skulde ud at grave. Og saa möte
han en tysk Soldat, han var paa Jagt. Og saa saa min Broder
[sig] om, og i det samme sköd han en stor Kronjort. Og saa
slepte min Broder og den anden Soldat af med den hjem. Den
vilde di have til Middagsmad. Og jeg saa, hvor der var een, der
serverede den til dem. Og min Broder sagde til den anden, at
det var en god Ret. Di levede meget ved vilde Dyr.
(…)

Jeg saa een af di mörke Folk, som gik om ved Teltene. Han
trak en stor Drommedar. Saa gik min Broder og di andre tyske
Soldater op af et stort Bjærg med en Kretbad [trillebör]. Di
skulde op og plukke Kardemom. Jeg saa ogsaa alle slags Dyr der. Der var Æsle, Skilleparde, Drommedare, Struse, Böfle, Lama,
Storke, Kronjorte og Kamæle. Jeg hörte en Röst, der sagde:

»Jeg har det godt her, di er jo gode ved os, blot jeg lenger [længes]
meget efter mine kjære Hjemme. Jeg kommer nok hjem til eder
igjen.«
Saa saa jeg et Bref, som var skrevet, og i Brevet stod der: »Jeg
opholder mig her i Asien i et Fangeleir intil videre. Jeg har det
godt og haabe, at i allesammen er levende Hjemme. Jeg haaber
snart at se eder alle igjen mine kjære derhjemme. De venligste
Hilsener fra eders kjære Sön og Broder Lorenz. Min adresse er
Fangelejr Asien.«

(…)
Nu ser jeg i Synet, hvor der kom mange Heste med Soldater
paa. Di haude graa Klæder paa og Pikkelhue, di haude
ogsaa mange Kanoner. Og den tyske Keiser raabte: »Tag mig
Pak, jeg vil reise bort.« Thi han sagde, han kunde ikke være
her lengere, for di vilde have en Slagmark. Stemmen sagde:
»Holland«.
Og jeg saa, hvor der falt saa mange Menesker. Men saa reiste
der sig een op mit imellem dem alle og sagde:

»Nu kan det snart være nok.« »Men der er noget endnu her, som kommer«, löd svaret, »for Krigen er til Ende.«

“Det saa jeg i Asien, i dette Telt var min Broder, da jeg saa ham.”
“Det er Fangemesterens Værelse i Asien.”
“Saadan saa det ud i Asien, der hvor min Broder skulle op og plukke Kardemom.”

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

16. Maj 1917. »Jeg har det godt og haabe[r] det samme om eder.«

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

 

Jeg saa min Broder, hvor han var et Sted, som lignede et Slot, og der var et stort Vand udenom. Det var ligesom en O. Der var en lang gang ind til Slottet med store Trær, og rundt udenom var alt store Bjærge.

Jeg saa, hvor han arbeidede, og jeg hörte en Stemme, der raabte: »Jeg har det godt og haabe[r] det samme om eder.«

Han sagde, forst da han kom der, haude han det ikke saa godt, men nu gik det bedre.

Nu lyste det op, og der saa jeg et Land. Stemmen sagde, at
det var i Agypten. Der var store hoie Palmer og Bjærge. Stemmen
sagde, at det var endnu smukkere en[d] i Asien.

“Jeg saa mange Storke og et stort Palmetræ inde i Ægypten og store Bjærge. Det saa jeg i Ægypten.”

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

30. april 1917. Jeg hörte en Stemme, som sagde: “Det var din Broder, du saa, der falt.”

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

Jeg hörte en Stemme, som sagde:

»Det var din Broder, du saa, der falt.«

Saa lyste det op, og der saa jeg min Broder, hvor han laa i en Seng på en brun Madrasse med Töiet paa og Pikkelhue, og han laa med Hovedet paa den ene Side og ligesom sov.

Jeg saa en Diakonesse med hvidt om Hovedet kom ind til ham, og jeg hörte, hvor hun spurgte ham, om han kunde have noget at spise. Han reiste sig og spurgte, hvor mange Klokken var, for han skulde ud at arbejde.

Nu saa jeg et andet Syn.

Jeg saa her i Tyskland, hvor der var opstilt to Hære, og saa kom der nogle Regimente med rode Tröie[r] og rode Hue[r] paa. Di var til Hest, og jeg saa, hvor der falt saa uendelig mange Menesker. Og jeg saa, hvor di sköd Flyvere med Kanoner, Saa saa jeg, hvor der kom to fine ridende på hvide Heste. Di haude mange Ordne[r] paa dem. Stemmen sagde, at di kom og vilde tale ned den tyske Keiser.

“De var de förste Syn jeg saa, hvor min Broder laa i et Lazeret.” Tegningen er udført tre dage efter modtagelsen af brevet fra kompagniføreren om, at Lorenz var faldet i slaget ved Arras 11. april.

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

9. oktober 1916. Døden ved Somme: “De nyankomne var ikke hurtige nok …”

Fr. Muller, Højer, gjorde krigstjeneste på Vestfronten, oprindeligt ved 4. kmp. i Jägerbataillon 33. I efteråret 1916 kom han til Infanteriregiment 362, der blev indsat på Somme-fronten.

Nu var jeg helt alene på min post. Stillingen blev beskudt ustandseligt. Der faldt både lette og svære granater. Natten gik. Jeg ventede på afløsning. Der kom ingen. Omsider besluttede jeg at søge tilbage til mine kammerater.

Undervejs mødte jeg en underofficer fra et andet regiment. Han standsede mig og gav mig den mærkelige befaling, at jeg straks skulle foretage et stormangreb på den fjendlige linie. -— Der måtte jo være noget i vejen med denne mand!

Jeg svarede derfor: »Javel, men jeg må lige underrette min underofficer, for vi må jo være nogle flere om det!«

Jeg fortsatte min vej, søgte efter mine kammerater, men fandt ingen. Det var mystisk!

Under min eftersøgning løb jeg på en soldat fra Bayern. Da jeg fortalte ham om min resultatløse eftersøgning, blev vi begge lidt underligt til mode. Mon den forreste linie var blevet taget af franskmændene? Mon vore kammerater havde trukket sig tilbage?

Vi kom igennem hele vort skyttegravsanlæg, helt ud til stillingens højre fløj. Her standsede vort frontafsnit, fordi der her gik en landevej igennem skyttegraven. På den anden side af vejen begyndte naboregimentets afsnit.

I samme øjeblik, vi kom til landevejen, begyndte de fjendtlige  batterier at skyde. Vi søgte i en fart dækning i en forladt jordhule ved landevejen. I det samme ankom en afdeling soldater, ca. 35 mand, under anførsel af en løjtnant. De skulle besætte stillingen.

Hele skyttegravsanlægget så dog håbløs ud. Derfor blev vi heller ikke forundret, da løjtnanten sagde: »Hvor er skyttegraven?«

Granaterne suste ned på vejen, og løjtnanten påskyndede sine folk. De kom hurtigt ned i graven. Jeg søgte også sammen med nogle andre påny dækning, og det blev vel vor redning, for  sprængstykkerne, store og små, fløj rundt til alle sider; men de nyankomne var ikke hurtige nok. De fleste af dem faldt eller blev hårdt såret; endda to af dem, der sammen med mig søgte ind i jordhulen, blev lettere såret. Den ene løb sin vej. Hvor han blev af, og hvad der blev af ham, ved jeg ikke. Den anden tog jeg mig af. Jeg forbandt ham og sørgede for, at han sammen med andre kom tilbage til en opsamlingsplads for sårede.

Da han ikke kunne gå alene, gik jeg med ham og støttede ham. Ved denne lejlighed fandt jeg omsider mine kammerater. De var trukket tilbage fra frontlinien. Gruppeføreren meddelte mig, at de havde anmeldt mig som savnet. Jeg blev overrasket ved denne meddelelse. — De anede ikke, hvad jeg havde oplevet, siden jeg blev sendt ud på den ensomme post på vor venstre fløj.

DSK-årbøger 1960.

8. oktober 1916. Jens Jørgensen henretter civile: “… de stod der så helt værgeløse … Og vi skulle skyde dem ned …”

Jens Jørgensen, Brede, deltog i en henrettelsespeloton i Belgien

Det værste, jeg har været med til

Det værste for mig i krigens år ved fronten i Frankrig og i Flandern var ikke strabadserne og selve kampen i frontlinien, men derimod dengang, jeg sammen med mit kompagni blev kommanderet til at skyde nogle belgiske „spioner” i Liége.

Da jeg havde en stor, uforsørget børneflok, var jeg i efteråret 1916 blevet trukket tilbage fra fronten ved Yser- kanalen og gjorde tjeneste ved jernbanebevogtningen i nærheden af denne bekendte fæstning.

En eftermiddag klokken fire blev vi alarmeret og sattes med fuld oppakning i march mod byen. Vi troede, vi skulle til fronten. Inde i byen kom vi i massekvarter, men klokken fire den næste morgen gik det videre. Vi anede ikke, hvor vi skulle hen; men omsider marcherede vi ind igennem en port og kom ind i et af byens store forter. Vi havde een gang før været på dette forts eksercerplads. — Vi blev samlede ved et skur i et hjørne af pladsen. Det var endnu halvmørkt. En gammel major kom hen til os og meddelte, at vi var udset til at skyde tre belgiske „spioner”, som havde været skyld i „mange tyske soldaters død”, og derfor var de af en krigsret dømt til døden.

Han udtog nu ti mand til hver af de dødsdømte; de, der havde tjent aktivt, blev udtaget først. Hvis vi ikke parerede orde, skulle „forbryderne” stikkes ned af to unge løjtnanter, der fik overdraget kommandoen. Det ville således være bedre for de dømte, om de blev truffet således, at de var døde på stedet. Vi skulle derfor sigte efter hjertet.

Nogle meldte sig frivilligt til dette modbydelige arbejde. Jeg forsøgte hele tiden under udvælgelsen af skydemandskabet at stille mig bag ved majoren; men da der stadig ikke var nok i tallet, måtte jeg omsider også med i en skydegruppe.

Nu blev de tre arrestanter ført frem, et postbud i uniform, en mand i civil og en kvinde. De førtes af en patrulje; tre mand foran og tre bagved. En katolsk præst fulgte med dem. Han tog dem til alters. Knælende modtog de sakramentet, medens de hele tiden — fra de kom og til det var overstået — mumlede noget for os uforståeligt, antagelig bønner, på deres mål.

Denne mumlen i angst eller trods blev bagefter i lang tid ved med at følge mig både i vågen og i sovende tilstand. Hørte jeg på vagten en fugl eller en anden lyd fra naturen, var det straks de dødsdømtes mumlen, der klang i mine øren og i mit sind.

De tre belgiere var imidlertid blevet stillet et par skridt foran tre pæle. Bag dem var der en skydevold. Fangevogterne trådte til bagfra, to ved hver. Den ene havde et reb, hvormed han trak fangen tilbage og bandt ham til pælen. Den anden havde en klud, som blev bundet for fangens øjne.

Så kommanderede de to løjtnanter. Den ene, som kommanderede et „æreskompagni”, råbte: „Achtung! Präsentiert das — Gewehr!”

Den anden: „Zum Chargieren! Fertig! — Feuer!“

Jeg skulle skyde på den kvindelige arrestant. Det sidste, hun råbte, var: „Vivat la Belgique!“

De var alle tre døde på stedet.

Vi blev formeret påny og marcherede bort, tilbage til vor vagttjeneste; men det var underlige tanker, der gik igennem mit sind. Dog hvad var der for mig at gøre? Man skulle jo udføre en ordre.

Efter en uges tid gentog det samme myrderi sig desværre. Vi blev atter purret ud og måtte af sted til byen og ud til den skumle kasernegård. Nu vidste vi, hvad der forestod. — Denne gang førtes der seks arrestanter frem. De blev ligeledes taget til alters og blev bundet til pælene. Det kneb med at faa tilstrækkeligt kvalificeret skydemandskab frem, for der skulle bruges tres mand. Man så sig nødsaget til at tage nogle rekrutter med, som dårligt nok forstod at håndtere et gevær. Officererne gjorde nu oven i købet den brøler at lade disse rekrutter danne den sidste gruppe i stedet for at fordele dem på alle skydegrupperne.

Majoren var den samme, men løjtnanterne var udskiftede. Den ene af disse var yderst nervøs. Han forsvandt ind i en plantage og kom først farende tilbage lige før aktionen. (Hans oppasser sagde for resten bagefter, at han var kommet tilbage med bukserne fulde.)

Kommandoerne lød, og vi skød, den forreste række knælende. Løjtnanten glemte i sin nervøsitet at kommandere os i ro igen. Det gjorde vi så af os selv. Han forsvandt omgående igen. — Det viste sig, at den sidste i fangernes række ikke var død. Kuglerne havde ramt ham i armene og benene og havde strejfet hans hoved. En læge løb hen til den faldne for at tilse ham. Først efter tre til fire minutters forløb udåndede han.

Hvad havde de gjort, de stakkels folk? Vi fik ikke noget at vide om det. De havde elsket deres fædreland og sat deres liv ind for det, det fædreland, som fjenden havde overfaldet.

Det er det værste, jeg har været med til i krigen. Havde de endda fået lov til at fare imod os, så vi kunne have skudt dem i modværge. Men de stod der så helt værgeløse … Og vi skulle skyde dem ned …

DSK-årbøger, 1951

6. september 1916. “Jeg rystede over hele Kroppen, jeg var hundeangst” – Matthias Møller ved Somme

Matthias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste ved Reserve-Infanteri-Regiment 69. Han fik sin ilddåb ved Somme

Matthias_Møller_Sønderborg
Matthias Møller (1897-1983)

Den 6. Septbr. henimod Aften blev vi stillet op, forsynet med Stormbagage, og fik uddelt Lyspistoler og Lyskuglemunition. Der blev sagt, at vi skulde kun ud og lave Skansearbejde. (For at ingen skulde tage „Afgangs-billet”). Vi troede ikke rigtig på det. Men det „kunde” dog være sandt.

Gruppevis (4 Mand) i Afstand forlod vi Byen. Fjendtlige Observationsballoner kunde overse Landskabet, og for at undgå for store Tab ved Ildoverfald gik vi i Afstand.

Da Mørkningen begyndte, rykkede vi sammen og marcherede i Række på een.

Rundt i Landskabet eksploderede Granaterne. Terrænet var gennempløjet af Eksplosioner, Granathul ved Granathul. Alle Ejendomme var Ruiner. Træerne strakte splintrede Grene og Stammer ud i Luften, alt virkede så uvirkeligt og uhyggeligt ved den Ødelæggelse, det var undergået.

Natligt_angreb_måske_Somme

Henimod Klokken 11 samledes vor Bataillon på en Mark ved Siden af en Hulvej.

Geværerne blev stillet sammen og Bagagen taget af. Kornet, som endnu stod skokket på Marken, blev hentet, for at blive benyttet som Underlag til Hvile. Det var bleven forbudt at tænde Cigarer, Cigaretter eller Pibe. Men det varede ikke længe, før man trods Forbudet hist og her så små Lysglimt.

Kort Tid senere kunde vi høre fjendtlige Observationsmaskiner over os, og ikke længe efter begyndte et fjendtligt Batteri at beskyde os.

Den første Granat gik for kort — jeg skal love for, vi fik Næsen ned — den anden gik for langt. Men den tredie sad midt i det ene Kompagnis Geværpyramider. Straks kom Råbet: Saniteter, Saniteter!

32a Transport såret_cropped

Da Splinterne var fløjet, fo’r alle op og af Sted mod Hulvejen. Det var et forfærdeligt Kaos. Geværerne og Bagagen blev trampet ned.

Den første Ordre lød på, at vi skulde tage vore Ting med. Men den blev straks annulleret ved en ny Ordre om, at alt skulde blive liggende.

Tre Kompagnier styrtede ned i Hulvejen, hvor vi lå Mand ved Mand, så tæt, som Sild i en Tønde.

Granaterne kom nu susende i uafbrudt Række. Hvert Øjeblik ventede man at se en Fuldtræffer lande i Hulvejen, for Franskmændene måtte jo have nøjagtige Generalstabskort og altså kende Terrænet. En sådan Træffer måtte få frygtelige Følger.

Jeg rystede over hele Kroppen, -— jeg var hundeangst. Den halve Time, vi lå der under dette Ildoverfald, mit første, har i hele min Fronttid været den eneste Gang, hvor mine Nerver fuldstændig svigtede, hvor jeg havde en håbløs Angstfølelse. Jeg har i de næste 2 År været udsat for Situationer, der har været mere farlig og nervepirrende, men jeg har aldrig haft en lignende Følelse.

Midt under det hele kom Lastbiler frem med Håndgranater. Jeg blev sammen, med andre Kammerater afkommanderet for at modtage Forsyninger. Da vidste vi sikkert, at nu gik det i Stilling.

Ilden stilnede af og vi slap med Skrækken.

Imidlertid var der kommet Kammerater fra Stillingen, som skulde føre os frem.

I Hast gik det så videre. Spærreilden var sat ind. og enhver havde kun den ene Tanke, hurtigst at nå Må let. At gå i Stilling i et Kampafsnit, er værre, end at ligge i Stillingen.

Den Del af Kompagniet, jeg hørte til, skulde besætte Stafetposterne mellem Bataillonskommandoen og de forreste Linjer.

Da vi nåede den Løbegrav, vi skulde besætte, fik vi anvist vore Pladser.

Det hele gik i en rygende Fart. Der var ingen Tid til Forklaringer. Sammen med 3 Mand stod jeg pludselig ovenpå en Løbegravsdækning og så Resten af Kompagniet forsvinde i Nattens Mørke.

IMG_2011_11_30_6426_Vestfront_skyttegrav_cropped

Kammeraterne, vi skulde afløse, var færdige til at stikke af. De gav sig lige Tid til at sige: nærmeste Post til venstre ca. 150 meter Bataillonsunderstand og til højre ca. 200 meter indtil Romerchausseen og så lige ovre på den anden Side, 20 meter herfra, ligger der en Falden — ham skal I ikke blive bange for. Og væk var de — ikke et Ord mere. Resten skulde vi nok finde ud af.

Vort Opholdssted var et Stykke Løbegrav på en 6-7 meters Længde med nogle små Udgravninger i Leret ved Siden, hvor man lige kunde krybe ind for at søge Dækning for Splinter. Ellers ikke noget. Jeg syntes i min Uerfarenhed, at det var umenneskeligt at skulle tilbringe Dage og Nætter under sådanne Forhold.

Men vi havde det godt i Forhold til dem i Kamplinien. Der lå Tropperne kun i Granathuller i ganske kort Afstand fra Fjenden. En sammenhængende Linie eksisterede ikke. Dag og Nat bølgede Angreb frem og tilbage. De Faldne blev smidt op på Randen af Granathullerne og benyttet som Dækning. Sårede var så godt som fortabt. De kunde ikke bringes tilbage. Jeg har ikke set mange gå eller blive transporteret tilbage fra forreste Linie i de 7 Dage, vi lå der.

Soldaten_Kleinwiehe_Bd_1_189

Behagelig var vor Lod nu heller ikke. Jo værre det stod til med Angreb og dermed Trommeild på hele Egnen bagud, jo mere Meddelelser, Ordrer og Forespørgsler skulde bringes frem eller tilbage. Kun, hvis vort Afsnit ikke lå under stærk Artilleriild, gik vi alene — ellers altid to.

Det varede heller ikke længe, før vi måtte af Sted. Det var godt, at vi havde fået Besked på, at der lå en Falden i Graven. Ellers havde vi sikkert fået en alvorlig Forskrækkelse. Da vi kom omkring et Hjørne, lå han der på Ryggen, det ene Ben og den ene Arm bøjet opefter. Man kunde ikke komme forbi, uden at træde ham på Livet. Det løb mig koldt ned ad Ryggen. Og hver Gang, jeg den Nat måtte over ham, havde jeg en Uhyggefornemmelse.

Når Artilleriilden tillod det, sprang jeg, før jeg nåede Stedet, op på Dækningen og ned på den anden Side.

Næste Dag skovlede vi Løbegravsvæggen ned over ham. Der fandt en af de mange en Grav. Vi måtte Dag og Nat utallige Gange over den.

(fortsættes …)

DSK-årbøger 1972

 

 

5. september 1916. Faret vild om natten bag fjendens linjer

Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i 4. Schlesiske Infanteriregiment 157 på Østfronten i Karpaterne.

Om aftenen den 4. september kom han i hård og blodig nærkamp med russiske tropper. Men russerne var i overtal.

Nu var det på høje tid at komme afsted. jeg kunne i mørkningen ikke se mine kammerater. Jeg løb så alt, hvad jeg kunne, men uheldigvis løb jeg på en stor væltet træstamme og blev hængende fast i en gren. Geværet fløj fra mig og satte sig med bajonetten fast i jorden.

Det varede dog ikke længe, inden jeg fik mig gjort fri og fik geværet taget op. Nu kunne jeg ikke mere høre,  i hvilken retning de andre var løbet.

Forsigtigt løb jeg afsted  der, hvor jeg antog, de andre var løbet, men så blev jeg beskudt.

Jeg er dog næsten sikker på, at det har været vores egne, der skød. De har sikkert troet, at det var russerne, de hørte. Jeg blev så stående et lille øjeblik, gik så langsomt frem, men mere til højre.

Pludselig hørte jeg stemmer, og nu var der ikke andet at gøre end at risikere alt. Jeg lagde mig på knæ og råbte: “Hvem der”.

Heldigvis var det to eller tre af vores egne soldater. De var også kommet bagefter og var helt forvildede.

Ingen af os var klare over, hvilken vej vi skulle løbe.

Jeg sagde så, at jeg mente, vi skulle mere til venstre, men at jeg var blevet beskudt derfra. Det viste sig dog senere, at min antagelse om, at beskydningen kom fra vore egne, var rigtig. Vi blev så enige om at gå forsigtigt og langsomt frem. Vi var heller ikke kommet ret langt, før vi hørte stemmer. Vi lyttede og opdagede så, at det var vore egne.

Såvidt jeg husker, var der tre mand, så nu var vi en seks-syv stykker.

Det var næsten alle lidt ældre kammerater, der ikke havde kunnet følge med de andre og var blevet bagefter og til sidst ikke havde vidst, hvor de var. Nå, det var nu heller ikke så underligt, da der hverken var vej eller sti i den mørke skov.

Da de andre var endnu mere rådløse og forvirrede end jeg, måtte jeg overtage kommandoen, skønt jeg var den yngste.

Da det allerede var sent på natten, koldt og mørkt, blev vi enige om
at vente på, at det skulle blive lyst igen. Der var en lille hulning, hvor vi kunne gemme os lidt. For at holde varmen trykkede vi os godt sammen ryg mod ryg. Det var vel nok en uhyggelig nat, da vi ikke vidste, om vi var bag den russiske front eller ej.

Som jeg har bemærket før, var de andre allesammen ældre kammerater. Da vi var blevet sendt til Østfronten, var der en del af ældre årgange, der kom med os. De har vel været en 40-43 år, men for mig, var de jo gamle.

Det havde vist været meningen, af de skulle indsættes til hjælp bag fronten. Da vi imidlertid straks efter ankomsten i Karpaterne fik ordre til at gå til fronten, måtte de alle med, og der havde ikke
været tid til at ordne andet.

Desværre gik det hårdt ud over de ældre. Jeg glemmer aldrig, hvor de var ulykkelige, i hvert fald nogle af dem. De bad til gud, at han skulle hjælpe dem. De havde kone og børn derhjemme.

Selvfølgelig var jeg ligeså bange som dem, men jeg holdt det dog mere for mig selv. Jeg var ligesom en fader for dem alle, trods aldersforskellen. Alt, hvad jeg foreslog, var de indforstået med.

Da det var ved at blive lyst om morgenen, stod vi op og diskuterede, i hvilken retning, vi skulle forsøge at gå. Pludselig hørte vi fløjten og tale. Vi kunne så mellem træerne ca. 50 meter fra os se en hel kolonne russiske soldater komme i gåsegang – med geværet over skulderen.

Så vi var stadig i tvivl om, vi var foran eller bag den russiske front. Disse russiske soldater så ikke ud til at være forberedt på modstand. Jeg sagde så til de andre: “Vi flygter i modsat retning af, hvor  russerne kommer fra, men pas på ikke at træde på grene og lav så lidt støj som muligt”.

Da vi var nået et stykke vej, traf vi på nogle døde soldater. Vi var kommet til det sted, hvor vi dagen før havde begyndt angrebet. Jeg kunne genkende den ene af de døde, en maskingeværsløjtnant, som var faldet om lige ved siden af mig, da vi gik frem.

Han lå endnu sådan, som han var faldet om. Jeg huskede godt, at han var faldet, men havde ikke været klar over, om han var såret eller blot var snublet. Han må have fået et skud i hjertet, så han har været død med det samme.

Nu vidste vi i hvert fald, hvor vi var. Vi fortsatte så, og pludselig blev der skudt på os, men ingen blev ramt. Da jeg var temmelig sikker på, at det var vore egne, råbte jeg “Hold op, vi er tyskere”. De forstod os med det samme, og vi gik hen til dem.

Her så ikke godt ud, der var kun få soldater og eet maskingevær. Alle var så nervøse, at de skød, så snart de hørte noget i buskadset.

Vi fordelte os så blandt dem, der var her, for at danne en skyttelinie. Der var ingen officerer eller underofficerer, så enhver var anvist til sig selv.

Vi gravede nogle huller til beskyttelse, og vi fortalte om den russiske kolonne, der var på vej. Nu blev nervøsiteten endnu større.

Desværre lå der bag os en tysk officer, som var blevet vanvittig. Han lå i et hul, de havde gravet til beskyttelse for ham, og han lå og fantaserede og skreg. Det var ikke godt, for han forrådte jo vores stilling. Hele denne nervøse tilstand endte da også med, at der blev dræbt nogle af vore egne med maskingeværet.

De var på en forpost, og da russerne havde skudt på os, havde man skudt med maskingeværet og derved truffet vore egne.

Der, hvor vi havde sat os fast, var der tæt underskov, og det havde været nødvendigt at placere forposter. Det var også meget farligt.

Jeg har selv prøvet at ligge imellem russernes og tyskernes ildlinier, men slap dog godt fra det.

Senere på dagen fik vi dog forstærkning, og stillingen blev udbygget, så det gav lidt mere ro i lejren. Det var også på høje tid, for de fleste af os var ved at være færdige af udmattelse. Vi blev nu afløst at østrigsk militær.

Thode, Carl Theodor: krigserindringer, nedskrevet 1974 (pdf)

Thodes erindringer danner grundlag for Jakob Brodersens roman “Thode”, der udkom i 2016.