Tag-arkiv: plyndring

28. oktober 1917 – Johannes Ankersen: “glæden ved at ødelægge”

Johannes Ankersen fra Flensborg tjente som løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, og deltog i oktober og november i den tysk-østrig-ungarske offensiv mod Italien, hvor han havde kommandoen over en afdeling minekastere.

Jeg husker ikke længere, hvor lang tid det tog før vi var ude af Alperne. Det skete naturligvis ikke pludseligt, som man vel kan forestille sig, og alligevel var jeg forundret over den forholdsvis hurtige overgang fra bjerge til dal. En dag så vi det øvre italienske lavland ligge for os. Første større by var Cividale, der netop var blevet indtaget af vores tropper. Vores division skulle dog ikke til Cividale, men mod højre til Faedis. Jeg ville dog ikke undlade at ride forud for at se nærmere på Cividale.

Det var allerede mørkt, da jeg ankom, og hvilket ejendommeligt billede. Ikke en beboer var at se, de syntes alle at have skjult sig. I stedet fyldte soldater fra Alpekorpset gaderne, tykke alterlys i hænder som belysning, for at finde ud af hvor der var noget at erobre. Det drejede sig naturligvis først og fremmest om levnedsmidler, intet andet var af betydning for soldaterne. Jeg var også i en butik. Forfærdeligt så der ud. Hele gulvet var dækket med konservesdåser. For at fastslå indholdet stak soldaterne hul på dåserne med deres bajonet, og da de fleste indholdt tomater, lod de dem simpelthen ligge. Det var tåbeligt, denne ufornuftige ødelæggelse. Men sådan var det under hele det italienske felttog, og det virkede som om, at man fra øverste sted ikke ønskede at beordre soldater til stoppe. Sandsynligvis skulle den tidligere allierede, Italien, på den måde grundigt tugtes. Efter min mening var det dybt beklageligt. Man havde jo kunnet rekvirere, hvad man kunne bruge, men ordentligt, af dertil opstillede kommandoer. Ved den meningsløse plyndren gik værdier tabt, der kunne være kommet Tyskland til gode.

Selvfølgelig viste sig også glæden ved at ødelægge, men dog kun der, hvor indbyggerne var flygtet. Biblioteker blev kastet omkuld, møbler ødelagt og knust, linned og tøj flået ud og trådt under fod. Desuden havde østrigerne en forkærlighed for at svine de tomme boliger til på den mest uanstændige måde. Konsekvensen af det hele blev, at vi, da vi senere marcherede samme vej tilbage, ikke kunne finde et eneste ordentlig kvarter. Dette er alt sammen meget beklageligt, også selvom vi også undede Italienerrne straf, så skulle den have været gennemført på en måde, der sømmede sig bedre for tyske soldater. Senere kom der dog mere orden i tingene. En egenhændige rekvisition blev strengt forbudt.

Jeg sørgede for at komme ud af Cividale, alene havde jeg ikke kunnet skride ind over for plyndringerne. Jeg fandt hurtigt min enhed, og vi marcherede videre mod Faedis. Kl. 2 om natten ankom vi der, havde altså ydet et godt dagsarbejde, da vi havde været på benene siden kl. 6 om morgenen. I Faedis traf jeg ordonnans-officeren fra vores regiment, af hvem jeg i det mindste igen kunne få informationer af. Det var gået regimentet ganske godt, desværre var vores regimentsadjudant faldet under den raske fremmarch og var blevet bisat i Faedis. Som afløser var chefen for minekasterkompagniet, vores oberleutnant, der stadig befandt sig med det øvrige kompagni i Østrig, blevet tilkaldt.

Divisionen marcherede nu til San Daniele ved Tagliamento. Det var alt sammen meget godt, og jeg ville også let være kommet derhen, hvis jeg bare havde haft et kort, men mit eneste kort sluttede ved Faedis, og selv med den bedste vilje kunne jeg ikke, hvor end jeg og søgte, få fat i et nyt. Man hvad hjalp det, jeg måtte til mit regiment på den ene eller anden måde, altså måtte jeg spørge mig vej, hvilket besværliggjordes af at jeg ikke kunne italiensk. Et sted fandt jeg et vægkort i en skole, en stor ting på to kvadratmeter og temmelig unøjagtigt. Men i sidste ende var det bedre end ingenting.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)

9. august 1917. Ved Verdun: ” Regimentet kommer ind i en stor tragikomisk Kartoffelkrig, fuld af dramatiske Momenter.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. En uges tid efter ankomsten ved Verdun, trækkes Eskildsens regiment tilbage til Villé-Cloye, hvor manglen på mad udløser en mindre skandale.

Efter en Uges Forløb trækker man os længere tilbage til den lille By Villé-Cloye, kun 3 Kilometer fra Montmédy.

Herfra kan vi hurtigt gribe ind ved Verdun, men kan ogsaa hurtigt transporteres med Banen andre Steder hen.

Vi ser herfra over til det maleriske Montmédy. Oppe paa en stejl og høj Bjergkegle ligger den gamle Fæstning med stærke Mure og Volde og knejsende Kirke, ved Foden af Bjerget ligger den nye Stad Montmédy. Villé-Cloye ligner de andre Byer her.

Officerskokken kom straks i stor Forlegenhed, thi i hele Byen fandtes der intet Komfur og ikke saa meget som en Arne. Paa Gulvet ligger der en Jernplade, og her tænder Familien det Baal, som skal varme Maden. I alle Husene har man Stole med særlig lave Ben, saa man kan sidde rundt om Husbaalet.

Det er en mærkelig Familie, Skæbnen har ført os ind til. Manden er godmodig, men Konen er den værste Heks, vi endnu har truffet, gammel, grim, ondskabsfuld. Hun skriger og skænder hele Dagen og huserer med Manden og Børnene, en 18-aarig bleg Knøs, der fejer ud og koger Mad og ellers ikke bestiller noget, og en 13-aarig snavset Datter. Hele Familien synes at være stærkt angrebet af Tuberkulose.

De er saa fattige, saa fattige.

Vi selv har ikke rigeligt. Smør har vi ikke faaet udleveret i et Par Uger, Kartofler har vi ikke smagt i mange Uger. Men vi kan alligevel ikke udholde at se paa deres Nød og deler en Dag vort Kød med dem. Da fortæller de os, at de ikke har smagt Kød i mange Maaneder!

Vore Soldater er graadige efter Kartofler og begynder at stjæle fra Markerne om Natten. Derved kommer Regimentet ind i en stor tragikomisk Kartoffelkrig, fuld af dramatiske Momenter.

Den mæskede Bykommandant, en tyk Trainkolonneløjtnant, vaager over Markernes og Træernes Frugter med skarpt Blik og streng Haand. En Mand fra Regimentsstaben i dømmer han 8 Dages Arrest, fordi han har rystet tre Blommer ned af et Træ, en anden Mand, ligeledes fra Staben, fanges en Nat i en Kartoffelhave og faar 14 Dages Arrest.

Oberstløjtnanten er vred, fordi det er hans Stab, der staar som Tyveknægte, og kommanderer hele Staben til en Straffeparade. Alle 86 Mand stiller op, feltmæssig, med langskaftede Støvler paa Benene, Gasmasker i Bæltet, Tornyster paa Ryggen, Staalhjelm over Helteansigterne, et frygtindgydende Kompagni af Skrivere, Oppassere, Kokke, Kuske og Ordonnanser.

Saa holder Stabens Feldwebel efter Kommando en Tordentale, — min første og eneste Tale under hele Krigen.

Denne første Akt af Kartoffelkrigen var meget morsom. Mine strenge Ord virkede aabenbart ikke. Kommandanten klager igen, Forestillingen gentager sig, men denne Gang var det Løjtnant v. Oven, der skulde holde Tordentalen. Kommandanten klager til Divisionen, og nu kommer den alvorligere tredje Akt.

Generalen har længe haft et Horn i Siden paa vor selvstændige, umedgørlige Oberstløjtnant og befaler ham at komme til Divisionsstaben. Her bliver Oberstløjtnanten saa rasende over den Behandling, han faar, at han paa staaende Fod nedlægger Kommandoen over Regimentet. Stor Opstandelse!

Brigadekommandøren, General v. Monteton, iler straks til Villé-Cloye. Vi stiller op for tredje Gang og faar nu af selve Generalen den tredje Skylle gydt ud over vore syndige Hoveder. Derpaa gaar den gamle, rare Monteton ind for at snakke Oberstløjtnanten til Rette.

Denne er stædig; men omsider kommer Forliget i Stand. Oberstløjtnanten faar »paa Grund af Sygdom« tre Ugers Orlov og lover saa at overtage Regimentet, naar han kommer tilbage fra sin Lieschen. — Den menige Soldat fik Fæstning og Straffelejr, naar han smed Geværet og ikke vilde lege med længere.

En Husundersøgelse i Byen viser et Par Dage senere, at det var Trainsoldaterne og Civilindbyggerne, der stjal Kartoflerne. Det havde vi uskyldige Lam paastaaet hele Tiden.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 177-179

8. august 1917. Hundesteg i Champagne

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33

Her i Champagne skete det ogsaa, at jeg for første Gang spiste Hundesteg. En af Løjtnanterne havde en Hund, der hed Karo. Den var i god Foderstand.

En Sachser havde faaet Øje paa den, og da man siger, at de fleste Harestege, man dengang spiste i Dresden og Leipzig, i levende Live havde gaaet rundt paa Tagene og sagt Miav-Miav, var det jo ikke noget særlig nyt for ham, og hans Tænder løb i Vand ved at se denne Hund i disse paa Kød og „Fettigkeiten” saa magre Tider.

Han fik den aflivet, og en lille Kreds af Kammerater blev indbudt til Festmiddag paa Karo. Jeg maa sige, den smagte egentlig rigtig godt. Jeg fik et Stykke Ribbensteg og et Stykke Nyresteg, godt med brun Vov-Vov Sauce til.

Havde jeg ikke vidst, at det var en Hund, vilde Stegen have smagt endnu bedre. Dog har jeg aldrig senere gjort Forsøget om — trods det, at min Pudel, Skipper, for Tiden er i lækker Foderstand.

DSK-årbøger 1951

4. august 1917. Hønsekødsuppe i grøften: “Så trist som at følge én af sine kære til det sidste hvilested.”

Mathias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69. Efter at have været indsat ved bl.a. Somme i 1916, blev regimentet flyttet til østfronten i foråret 1917, hvor det deltog i de hårde kampe i Galizien i juli 1917. Efter sammenbruddet af den russiske offensiv gik det mod øst.

(… fortsat)

Dage i Stilling vekslede nu med Ro i Landsbyerne i Baglandet. Var vi i Ro, blev der ekserceret med os for at holde Disciplinen vedlige. I Stilling havde vi det betydeligt bedre. Stillingerne var rolige. Der var kun lidt Skyderi.

Een Gang til blev vi alarmeret. Vi var i de tidlige Morgentimer blevet afløst og marcherede fra Stillingen – til en af Landsbyerne – langt tilbage. Det var en lang Marchtur. Vi nåede først over Middag Bestemmelsesstedet.

Vi var fuldstændig færdige af Træthed. Vi kunde næsten ikke mere gå på vore Ben, men sultne var vi, og der var mange Høns i disse Egne – „Kochgeschirraspiranten“, som vi kaldte dem. Vi sluttede os 2-3 eller 4 sammen, travede rundt på vore ømme Fødder og fik ”besørget” Høns. Så blev disse plukket, og Indvoldene taget ud. Det var et uvant Arbejde.

Vi fik lavet et provisorisk Ildsted i Læ af et Hegn, Hønen puttet i et Kogekar, og så skulde det snart blive til en dejlig Hønsesuppe. Det varede heller ikke lange, før Fedtøjnene viste sig. Vandet løb sammen i Munden på os. Det skulde vel nok smage.

Trætte var vi, usigelig trætte, men først vilde vi spise og så endelig tage os en ordentlig Lur. Den løb jo ikke bort — vi var jo i Havn.

Imens var det blevet Eftermiddag, Hønsesuppen var færdig. Vi skulde til at tage Kogekarret af Ilden, da en Ordonnans kom løbende og råbte „Alarm“ — om 10 Minutter færdig til Afmarch.

Først var vi som lamslåede, men så gav vi Luft for vor Harme. Det var ikke blide Ord, der faldt. Jeg har aldrig hørt nogen bande så nederdrægtigt, som vi gjorde det de næste 5 Minutter. Der var ikke een indenfor de „ansvarlige”, som ikke fik sig en ordentlig Omgang. Det havde sikkert været nok til at blive idømt Fæstning, hvis det var blevet meldt.

Lettede gjorde det unægteligt i Øjeblikket, men det hjalp nu ikke. 10 Minutter er kun en kort Tid, når man skal have alt pakket, og når man skal forlade Stedet for aldrig mere at vende tilbage dertil. Suppen var skoldhed. Det var umuligt, at få en Skefuld ned. Jeg ved ikke, om nogen kan forestille sig, med hvilke Følelser vi hældte det hele i Grøften. Det var næsten ligeså trist, som at følge en af sine kære til det sidste Hvilested.

Men Tanken om at skulle marchere hele den lange Vej tilbage igen var ligeså deprimerende. Det varede 20 Minutter, inden vi alle var til Stede og kunde begynde Marchen.

Jeg tror ikke, at Tilskuerne har fået Indtrykket af, at det var kampbegejstrede Tropper, der drog af Sted mod Fronten, hvorfra Kanontordenen kunde høres. Det var nærmest et Sørgetog.

I Begyndelsen gik det nogenlunde, men efterhånden kunde vi ikke mere. Kompagniføreren gav omsider Ordre til at søge Plads på Geværvognene. Der er ikke megen Plads på Maskingeværvognene. På alle mulige og umulige Måder forsøgte vi at komme til at sidde. Jeg fik Plads helt inde på Vognstangen og måtte holde mig fast ved Vognen for ikke at falde ned. Så længe det gik i Skridt, kunde det jo nok gå an. Men da det blev mørkt, og vi var kommen ind i et Område, der kunde beskydes, blev der kommanderet „Carrache“ . Hestene fik Pisken, og nu gik det i Galop over Stok og Sten og gennem Granathuller.

Jeg havde alle Kræfter behov for at holde mig fast ved Vognen for ikke at blive slynget ned under den, men næsten værre endnu var det med Hestehovene. Øjnene fulgte som hypnotiseret Hestenes Bevægelser. Bagbenene gik op og ned, og Hovene hver Gang i betænkelig Nærhed af mine Ben. Hvor længe vilde det gå godt? Hvornår vilde Slaget komme, der fik mig til at lande under Vognen og dermed også under de efterfølgende Heste og Vogne? Det var et eneste Mareridt, som jeg aldrig vil glemme, men en højere Hånd bevarede mig for den Skæbne, som jeg ustandseligt havde for Øjnene. Jeg slap fra det med Livet i Behold.

Ved et Ophold undervejs tabte vi vor Geværfører. I et Ærinde forsvandt han i Mørket. Der fortaltes bagefter, at han havde skudt sig selv i Hånden. Jeg har aldrig set ham eller hørt om ham siden. Hvis det passede, er det jo nok blevet en alvorlig Sag for ham. Sådan noget blev ikke dømt mildt.

DSK-årbøger, 1945

23. juli 1917. Mathias Møller i hælene på russerne: “Ligene lå i Grøften, fuldstændigt tilsølede.”

Mathias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69. Efter at have været indsat ved bl.a. Somme i 1916, blev regimentet flyttet til østfronten i foråret 1917, hvor det deltog i de hårde kampe i Galizien i juli 1917. Efter sammenbruddet af den russiske offensiv gik det mod øst.

Hver Dag, når vi marcherede over Nattens Frontlinie, mødte vi det samme Syn. Rundt omkring i Landskabet døde, sårede og afkræftede, som ikke kunde følge med mere. Spredt på Markerne stod rejste russiske Geværer med Bajonetten stukket ned i Jorden, et Tegn fra passerede Stødtropper om, at der lå et Lig eller en såret. Værst var det ved Vejene. Der lå de fleste. Ligene lå i Grøften, fuldstændigt tilsølede.

Det hele mindede mig om Slagmarker, som jeg havde forestillet mig dem, når jeg som Dreng læste Beretninger fra tidligere Krige.

Den første Dag passerede vi de tidligere østrigske og russiske Skyttegrave. De var alle meget velholdte, et Tegn på, at det havde været en rolig Stilling, men Tid til at se nærmere på Stillingen fik vi ikke. Det hed bare: videre.

Med Forplejningen gik det ikke helt, som det skulde. Det var jo ikke så let at få Forsyningerne med. Sommetider gav det noget, men til Tider måtte man selv sørge for noget spiseligt, hvis man ikke vilde sulte. Det var ikke så underligt, at vi ikke var helt velsete, hvor vi kom frem Det gik jo en Del ud over Kartofler, Æg og Høns. Noget blev købt, men en Del blev ”besørget”.

Tre Gange krydsede vi større Vandløb — Zlota Lipa ved Brzezany, senere Strypa og Sereth, alle tre Bifloder til Dnjestr. Overgangen var jo noget, der tog Tid ved Benyttelsen af provisoriske Broer og gammeldags Færger, for alt skulde jo med – Vogne, Heste, Biler, Skyts etc.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1945

1. marts 1917. Kompagni-bedstefar ankommer til Vestfronten

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. Han var rekrut ved IR49 i Gnesen, men i februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.

Efter 4 Døgns Kørsel med Toget naaede vi en lille By nede i Frankrig, som hedder Caudry. Der kom vi ud af Toget og maatte se at finde os et Logi for Natten.

Næste Morgen marcherede vi ud til Somme-omraadet, hvortil vi
naaede den 1. Marts 1917.

Vi marcherede til en By, som hedder Vendhuille, og blev tildelt 357. Infanteriregiment.

Jeg kom sammen med 17 Mand til 12. Kompagni. Kompagniet var lige kommet fra Stilling og havde Parade for Regiments-kommandøren.

Vort 12. Kompagni fik en meget daarlig Omtale, fordi nogle var løbet tilbage ude fra Fronten, og andre godvilligt havde ladet sig tage til Fange af Englænderne.

Der blev ogsaa henvendt nogle Ord til det nye Udfyldnings-mandskab. Officeren haabede, at vi skulde bringe en bedre Aand ind i 12. Kompagni. Det var slet ikke saa lystigt at høre paa.

Vi havde, før vi kom ud, ogsaa hørt Tale om mange forskellige Ting, ikke mindst om Utøjet, som var en Plage for Soldaterne ved Fronten.

Vi besluttede at prøve paa, om vi ikke kunde se at blive sammen og slippe for at blive blandet med Kammeraterne, som stod ved Kompagniet.

Vi var seks Mand, som fandt et lille faldefærdigt Hus.

Der fandt vi en Stue, et Køkken eller saadan noget, hvor der var lidt Ly og Læ, og der opslog vi vort Paulun. De sidste civile Folk havde netop den Dag forladt Byen. Vi saa disse stakkels Mennesker med en lille Bylt, saa meget som enhver kunde bære, samle sig paa Torvet, og saa grædende gaa tilbage, mens de maatte efterlade alt til de tyske Røvere.

Vi saa, hvordan Soldaterne med raa Haand tog de kønne franske
Møbler, huggede dem i Stykker til Pindebrænde og i det hele taget ødelagde alt. Det kunde vi ikke være med til. Vi søgte og fandt et Brændelager, hvor der var Brænde nok.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

2. september 1916. Østafrika: Provianten slipper op. Hvad nu?

Nis Kock fra Sønderborg sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. De blev siden indrulleret i det tyske forsvar af kolonien. I august 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepotet i Morogoro.

Det, som var begyndt som en anstrengende March, blev til en Lidelse og en stadig Pine. Vi holdt ikke længere Regnskab med Dagene, men kun med de kummerlige Fremskridt, vi gjorde paa Kortet, og efter 4-5 Dages March stod vi uden Proviant til vore Bærere.

At købe eller rekvirere Proviant hos Befolkningen var en Umulighed, da alle de Bebyggelser, vi stødte paa, var tomme. Beboerne var flygtet til Skovs af Frygt for at blive presset til at være Bærere. Den Del af Østafrikas Befolkning, som ikke plejede at give sig af med dette Arbejde, var skrækslagne ved Tanken om at blive tvunget til at bære Byrder, og flygtede næsten altid, naar den saa en marcherende Kolonne.

Ved Rufijifloden, hvortil jeg senere kom, var de Indfødte af den Mening, at Aberne, som fandtes i stort Tal dér, meget vel kunde tale, men de gjorde det blot ikke, naar der var Mennesker i Nærheden — af Frygt for at komme til at bære Byrder. Saa stor var Respekten for Bærerarbejdet i de Stammer, hvor det ikke var en Tradition, og „Bærerstammerne“ boede oppe omkring de store Søer, som nu ikke længere var i tysk Besiddelse.

Af disse Grunde blev det nødvendigt for os at tage selv, naar vi engang imellem stødte paa dyrket Jord. Det var navnlig Majs, man dyrkede i disse Egne, og den var ikke helt moden, men altid bedre end ingenting. En Del af Markerne blev slaaet, den umodne Majs ristet og derefter knust til Mel mellem Stene.

Stache sagde, at han meget nødig greb til denne Udvej. Han havde levet saa længe i Landet, at han fuldt ud: kendte de Indfødtes Skikke. Navnlig i Urskovsdistrikterne saaede de aldrig mere, end de selv kunde spise, og naar Jorden var træt af. at give, lod de Marken ligge og valgte sig en ny.

Vor Hærgen i Majsmarkerne vilde betyde Nød for Beboerne, maaske Plyndringstogter og Stammekrige, men vi havde intet Valg og kunde ikke lade vore trofaste og taalmodige Bægere sulte.

I Forvejen havde de det strengt nok. Marchen gennem Bjergene var
usandsynlig besværlig, og vi kom kun ganske smaa Distancer igennem paa en Dag.

Klimaet vekslede næsten fra Time til Time fra klar og frisk Luft i Bjergene til tung og dampmættet Luft i Dalene og en næsten uudholdelig mættet Fugtighed i Skovene.

Vi var inde i den varme Aarstid — det europæiske Efteraar, der er Sydafrikas Tørketid — og i Dalene, hvor Luften stod stille som i en Gryde, var Varmen ofte utrolig koncentreret. Vort Tøj klæbede til Kroppen og Sveden drev ned ad vore Ansigter, hvert Skridt kostede Anstrengelser i denne glubende Hede.

Her kneb det ogsaa med at finde brugbart Drikkevand, men heldigvis stødte vi ofte paa aldeles vidunderligt Vand paa Højderne, og det var vor store Trøst paa denne Safari. Vi kunde støde paa Kilder, hvor Vandetbaade var koldt og krystalklart, og det satte altid Humøret stærkt i Vejret hos vore 450 Bærere.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

16. juni 1915. “Halvt vanvittig og som et jaget dyr.” Hans Petersen taget til fange af franskmændene

Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86

Pludselig kom et Par Franskmænd og stødte til os med Bajonetten og gjorde os forstaaeligt, at vi skulde følge dem over i deres Skyttegrav. Lige foran os slog vore Granater ned, og Krudtrøgen steg til Vejrs som en høj, uigennemtrængelig Mur, og dér skulde vi igennem. Det har været en af mine uhyggeligste Fornemmelser saadan at løbe hjælpeløs i vor egen Artilleriild. Halvt vanvittig og som et jaget Dyr styrtede jeg fra det ene Granathul til det andet.

Lige som vi skulde til at springe ned i den fjendtlige Skyttegrav, aabnede de franske Senegalnegre en morderisk Geværild mod os. En vild Panik opstod, og vi flygtede alle til højre, forfulgt af en vanvittig Kugleregn. Her faldt Thomas Petersen og Nis Abrahamsen.

Lidt længere fremme sprang vi ned i Graven. Jeg var en af de sidste, og det blev mig befalet at tage en af de saarede Negre paa Ryggen og bære ham hen, hvor han kunde blive forbundet. Han var haardt saaret i Hovedet. Blodet løb ham ud af Næse og Mund og ned ad min Ryg.

Saa kom vi hen, hvor Graven var fuld af disse Sydens vilde Sønner, mest Negre og Turkos. De var rasende paa os og udlod deres Vrede paa alle mulige Maader. De skar Tænder og spyttede os lige i Ansigtet, slog os med knyttede Næver og Geværkolber, saa der var flere, som maatte lade sig forbinde. De tog vort Hovedtøj og skar os alle Knapper og Skulderklapper af Trøjen.

De fratog mig ogsaa mit Ur, Pengepung og andre Ting. Jeg rakte Haanden frem og bad, om jeg ikke maatte beholde Uret. Men den sorte Æsel greb Bajonetten med et uhyggeligt Grin om de røde, svulne Læber, der aabnede sig, saa de hvide sammenpressede Tænder kom til Syne, mens han tilkastede mig et Blik, hvori der laa dødeligt Had. Han var ikke til at misforstaa. Som bidt af et giftigt Kryb sprang jeg til Side og løb.

Vi blev ført gennem lange Skyttegrave, stadig forfulgte af de sortes vilde Plagerier. Nede bag en lille Skov blev vi fotograferet, mens et Par af vore Shrapneller eksploderede lige over os. I en Stenhule fik vi lidt Vand at drikke, og saa gik det videre.

I den første By, vi kom igennem, var de franske Beboere meget nærgaaende; de skændte, truede og spyttede efter os. Alle Vegne, hvor vi kom igennem, kom Folk løbende til for at se os, saa jeg tror nok, at Fanger paa denne Egn har været noget nyt. Vi var ialt henved 200 Mand og 2 Officerer. I en Skov, hvor vi gjorde Holdt, blev nogle af de forskellige Troppedele udspurgt af de franske Officerer. Saa kom vi til et Slot, hvor vi blev lukket ind i en Slags Kælder eller Kølerum. End ikke her var vi sikre for vore egne Granater. Der kom et Par Salver af de svære Projektiler og slog ned i en uhyggelig Nærhed, saa Jorden rystede. De var vistnok rettet efter det franske Artilleri, som stod lige ved Siden af Slottet.

Efter at vi var bleven grundigt undersøgt, og alle Papirer og Lommebøger var taget fra os, blev vi stillet op i Kolonne, de saarede bagerst, og saa gik det fremad igen. Vi havde en Del arabisk Rytteri med som Bevogtning. Det kunde ogsaa nok gøres Behov; thi ellers havde den rasende franske Befolkning sikkert gjort os Fortræd. Vi gjorde Parademarch, idet vi gik forbi en højtstaaende Officer. Det maa utvivlsomt have været et morsomt Syn for Befolkningen,  især Synet af os, som var saarede. En af os gik med begge Støvler i Haanden, en anden
haltede paa det ene Ben, og jeg haltede paa dem begge. Vi var ogsaa Genstand for den største Opmærksomhed, som udløste sig i en skadefro Latter fra Tilskuerne.

Da vi kom til Forbindingspladsen, blev vi taget under Lægebehandling. Først nu randt det mig i Hu, at jeg havde faaet et Bajonetstik i venstre Side, da jeg laa i Granathullet foran vor Skyttegrav. Jeg havde ogsaa flere Gange haft en Følelse af noget halvstift, halvklæbrigt ned ad venstre Side, men under min Aandsfraværelse ikke agtet derpaa. Saaret var lige over det nederste Ribben, heldigvis dog ikke dybt. Men Benene smertede og var meget ophovnede af den tunge, brækkede Bjælke i den sammenstyrtede Jordhule.

Efter endt Forbinding blev vi glad overrasket ved hver at faa et Stykke Smørrebrød, som var det eneste, vi havde faaet at spise den Dag. Saa blev vi laast inde i en gammel Lade og fik noget Straa og et Dækken at ligge i . Det gjorde usigelig godt at lægge den mishandlede Krop ned i lidt Halm. De for mange Aar siden hvidkalkede Vægge saa saa venlige ud —og der var ingen Kanontorden. Det var, ligesom jeg gik ind til et nyt Liv.

Med hvilken Tilfredshed og Glæde jeg her lagde mig til at sove, kan jeg ikke skildre. Imod Skyttegraven var her et Paradis.

Kort over skyttegravene ved Moulin-sous-Touvent 6.-16. juni 1915. De tyske skyttegrave er markeret med blåt, de franske med rødt (Les armées françaises dans la Grande guerre, Tome III, Carte10)
Kort over skyttegravene ved Moulin-sous-Touvent 6.-16. juni 1915. De tyske skyttegrave er markeret med blåt, de franske med rødt (Les armées françaises dans la Grande guerre, Tome III, Carte10)

15. marts 1915. Kresten Andresen: “Det er en skændsel uden ende.”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86). I marts 1915 lå han på Vestfronten ved Lassigny.

Dagbogen, 15. marts 1915.

I dag er det mandag, og den er blå i enhver henseende. Himlen er blå, og lærkerne synger, så det er en lyst. Artillerikampen har tiltaget i styrke. I nat skød de ganske forfærdeligt. De skød et hus i brand helt yderst til højre i Lassigny, og endnu i morges slog flammerne i vejret.

For et øjeblik siden var her en ung løjtnant fra reg. 163. Han fortalte, at han havde ligget i begyndelsen, endnu inden bajerne kom. Dengang var her den yderste fløj af den tyske hær, og herfra begyndte opmarchen til højre. Han fortalte, hvorledes de var bleven angrebne flere gange (…). De havde set dem komme op over bakker halvt til højre for Divette, fra byen Candy. Angrebet var voldsomt, men strandede på grund af deres egen artilleriild.

I dag spadserer franskmændene ganske gemytligt i deres røde bukser over på landevejen ved Plassir de Rois. De nyder vist solskinnet. Det blev dog nogle af os for frækt, og der blev en livlig ild ud af det.

„Tyskland har folk nok, men ikke jern!” det var de berømmelige ord, som general v. Böhmen sagde til os, da vi var vendt hjem fra Soissons. Og efter den tid har vi nu gået og samlet gammelt jern sammen, alt muligt kram og affald, som franskmændene er os evig taknemmelige at vi vil hjælpe dem af med. Vi er i sandhed det franske riges skraldemænd.

Alt hvad vi kan finde af jern, granater, håndværktøj, blikdåser, tuber, bliver afleveret. Endnu en gang bliver Lassignys ruiner  gennemrodede; hvad der er af træ i husene; gulve, lofter og paneler bliver brækket væk. Det er en skændsel uden ende. Gad vide om den vil  blive afleveret sådan, eller om ilden ikke vil komme til at udslette det sidste spor af en gerning, som ingen civiliseret nation kan være bekendt.

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012) – fås i boghandelen.

Krestens breve

5. marts 1915. Kresten Andresen på jagt efter en glasrude

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86) på Vestfronten.

Lassigny den 5. marts 1915

Frygteligt skyderi fra morgen til aften de sidste dage. Vi har slæbt de tomme vinfade inde fra kældrene ud og stillet dem op til rygdækning og fyldt dem med jord. Løjtnant Hansen er rent forrykt og spadserer op og ned, for at vi da heller ikke skal få et minuts ro. Så snart én lister sig ned i hulen, kommer der én og haler ham ud.

Brød blir der overhovedet ikke tid til at spise mere, men vi skal jo også spare. Løjtnanten har fået sig en ny lejlighed, fint tapetseret, fine møbler af stukket læder; udenfor har vi måttet lave et anlæg med blomster og grønne palmer og planter. Nu har begge løjtnanter og feltweblen hver en stor hule, hvori der kunde ligge tilsammen 4-5 grupper, og vi ligger sammenstimlede i huler, så vi næsten ikke kan vende os.

Jeg var afkommanderet med patrontasker og gevær til Lassigny for at hente en glasrude, og en skrivelse fra løjtnanten, at det skete på hans befaling. Jeg havde næppe nået gendarmeriet, før de første granater bankede ind, og jeg måtte skyndsomst søge dækning i en kælder. Af hele vinduesruder er der næsten ingen mere i byen, det tog halvtredje time, inden jeg havde fundet en.

Fra “Krestens breve og dagbøger”, udgivet af Claus Bundgård Christensen, 2012

Krestens breve

3. marts 1915. Peter Østergård: “Vi bliver nogle hele muldvarper her, jo dybere vi kan komme ned, desto sikrere er vi!”

Peter Østergård fra Stursbøl i Oksenvad Sogn gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 på Vestfronten. Vi har fulgt hans bror, Jeppe, fra krigens begyndelse og indtil han faldt på østfronten den 26. oktober 1914; og vi følger nu Peter, der blev indkaldt kort efter broderens død.

Brev fra Peter Østergårds til hans søster 3. marts 1915:

Ja, sidst jeg skrev til dig, var vi jo nået til Cuy, og da du nu er nået så vidt, er det vist bedst, at du også får at se, hvordan vi bor herude i skyttegraven. Du gør derfor bedst i at følge os igår morges, da vi gik herud. Kl. 3/4 gik vi fra Cuy, og efter en lille halv times gang nåede vi byen Dives.

Her er tårnet af kirken til dels taget ned, for at den ikke skal byde en skive for artilleriet. Selve byen har ikke lidt meget. Her er vor 3. bataillon indkvarteret og 9. jægerbatl., ved hvilket H. Kock fra Mølby og H. Moos fra Nybøl og en Kræmer fra Østerlindet er. Alt er roligt her endnu, og vi går videre og når så byen Lassigny, en by på henved 3000 indbyggere. Ja, nu er der ingen. Byen er helt sammenskudt, kun få huse har ikke lidt meget. Særlig kirken, en stor, smuk kirke, er helt ødelagt.

Her går vi forsigtig gennem gaden for ikke at gøre for megen støj, for hvis franskmændene mærkede, at der kom afløsning, vilde de jo sikkert hilse på os med granater. Ved vestudkanten af byen skilles vi ad for at gå til vor gamle hule i skyttegraven, som ligger ca. godt 100 m udenfor byen. Der går jo en løbegrav fra byen og derud, men den benytter vi ikke, når det er mørkt, da går vi lige til.

Snart er vi også ved graven. En stige fører ned i den. Der veksles et par ord med de folk, der har beboet hulen, om de har fået megen ild osv., og så drager vi ind i vor gamle borg. Alt er gået stille, der er ikke falden et skud. — Du må bukke dig godt for at komme ind af døren, thi den er kun en alen høj. Herfra er der så tre store trappetrin ned til bunden af hulen. Er du nået derned, er du ca. 1 ½ m under jorden. Så megen jord er der ialtfald oven på.

Du vil let kunne stå oprejst, og vender du dig om med ansigtet mod døren, vil du se, at lyset falder igennem et lille vindue til venstre for døren. Under og ved siden af vinduet er der et par hylder, og herpå står der mange små papkasser, hvori der er eller har været noget fra dem derhjemme. Under vinduet står der et bord med et fint gammelt bordtæppe, og ved enden af bordet op mod væggen står et stort spejl, og heri kan vi, hvis vi har lyst, måle, hvormeget skægget gror, og hvor beskidte vi bliver i de 6 dage, vi er her.

Ved siden af bordet står 2 stole, deraf er den, jeg i øjeblikket sidder på, polstret og betrukken med plyds, træet er fint udskåren. Sikkert har den ikke drømt om at havne i en tysk skyttegrav. Disse ting er slæbt herned fra byen af dem, der er her, når vi er i kvarten. Jeg kan ikke godt være med til at tage noget sådant, kommer altid til at tænke på mig selv, hvis det nu var hjemme osv.

Til højre ser du vor kakkelovn. Den ligner mest en grubekedel, men varmer udmærket. Her koger vi om aftenen, når vi har lyst, enten det nu skal være kaffe, the eller chokolade. Det er så nemt at koge vandet og så putte nogle terninger i. Om dagen må vi ikke fyre, for at franskmændene ikke har det at rette kanonerne efter.

Længere til højre vil du se et hul, og når vi lyser derind med lommelygten, vil du se, at det er vort sovekammer. Her ligger vore dækkener. Der er dog kun plads til to mand, den ene må sove på stolene, når han ikke er på vagt. Nu har vi gravet en kælder. Den er i den bagerste væg dybt ned. Her har vi 2 m fast jord med kalkstenslag i foruden den løse jord over. Godt afstivet er det dernede, og her kryber vi ned, når granaterne bliver lidt nærgående.

Her mener vi at være omtrent sikre. En reserveudgang har vi til vor nabohule. På den måde kan vi komme ud, hvis den ene udgang skulde blive skudt til. Vi bliver nogle hele muldvarper her, jo dybere vi kan komme ned, desto sikrere er vi. Hernede skal den ene så sove, når vi får lagt nogle brædder og halm derned. —-Rundt om på væggene hænger vore sager, tornister, kapper o. s. v. Nu kan jeg ikke vise dig mere, og til underholdning har jeg ingen tid denne gang, for det er om et øjeblik så vidt, at jeg må ud at have min tur på vagten.

Understand_Fritz_Schwartz
Sønderjyder spiller kort under jorden i en “understand” (dækningsrum).

 

 

2. marts 1915. “Den rene belejringskrig …”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86) på Vestfronten.

Lassigny den 2. marts 1915

Kære alle sammen!

Mange tak for det brev, faster, og blomsterne – ja, påskeliljen skal nok komme til at betyde fred. Jeg har rigtig fået et brev fra dig før, men du må jo ikke have fået mit svar derpå; enkelte breve kan nok gå tabt i tider, hvor der er større troppeforskydninger; men det er kun yderst få; postvæsenet funktionerer uhyre præcis. Men her ligger vi jo også i fuldstændig fast stilling, den rene belejringskrig. Det er altid kanonerne, der har ordet, og det er næsten helt sjældent at høre geværskud.

Nu har vi fået en stor badeanstalt, hvor vi kan få varme bade, så tit vi vil, d.v.s. når vi ligger i reserve i Cuy; og I kan tænke jer, at de er ved at indrette en større teatersal. Det hele får her tysk præg; også gadehjørnerne i Dives pranger med navne som Hindenburgerstrasse o.s.v. I Belgien var overhovedet alle vejvisere og plakater allerede i november tyske.

Forleden dag blev vi alle sammen – undskyld ordet – aflusede; det var en meget komisk scene; for alt vort tøj skulde gennemhedes i en dampmaskine, og i den time, hvor det stod på, måtte vi løbe rundt med ikke mere tøj på end vor kappe; det var komisk at se dem galoppere op og ned ad gaden; thi selv om vi er i Vælskland og det er ved at blive forår, så kan det gøres behov at galoppere sig til varmen, når man med ét bliver så sommerligt klædt.

For øvrigt kan vi her tillade os mange bekvemmeligheder i reserven – for et seks dages ophold i skyttegravene er lige akkurat nok til at sætte et uigennemsigtigt lag over hele personen og alt hans tilbehør. Så kan vi spadsere i parken til et stort slot „les Essarts”, og det er dejligt nu, for det myldrer frem af jorden af violer og vilde kalaer (ingefær); misteltenen, hvoraf der er en uendelig bunke, er grøn. Her er mægtige fyrretræer og Libanons cedre.

Og i skoven henter de franske bønder under militærvagt brændsel. De kører det hjem på tunge, tohjulede kærrer; hjulene har som oftest min højde; og dér har de så en tre-fire store flamske heste for, den ene foran den anden, ikke i spand som hjemme.

Selve landskabet er ikke her så forskelligt fra det hjemme; det veksler med bakker og dale, enge og skove; men hver eneste mark er abildgård, der er en masse frugttrær; hver eneste gård har næsten også en frugtperse, og man laver her æblevin i stor stil – „men den er sur, peha!”

I begyndelsen lå der jo fuldt i alle kældre i Lassigny, og da vi ikke må drikke vand, så var vi jo henvist dertil, men det var næsten som at spise slåen.

Vin har de her – eller nu må man sige: har haft -; hvert eneste hus har også sin vinkælder, som der er gjort særlig megen stads ud af; de er altid helt af sten med runde hvælvinger; tit ligger de helt frit et stykke fra huset. Alt, hvad der hedder huse, er nemt byggede her; man bruger som oftest store tilhugne kalkstensblokke, to fod lange og to fod høje. De giver også en lille smule sydlandsk præg, særlig i byerne, hvor de tit i steden for skodder bruger persienner.

Fra “Krestens breve og dagbøger”, udgivet af Claus Bundgård Christensen, 2012

På vej til aflusning
På vej til aflusning (Museum Sønderjylland)
Badning efter aflusning
Efter aflusningen (Museum Sønderjylland)

 

 

20. februar 1915. Hans Petersen i Moulin-sous-Touvent

Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86

Byen Moulin ligger nede i en Dal. Der er Højder rundt omkring, begroede med stedsegrønne Buske og Smaakrat, hvori de kvidrende Smaafugle forkyndte os, at Foraaret kom snart. Byen laa godt skjult for Modstandernes Iagttagelser, og endskønt den kun laa 2 Kilometer bag Skyttegraven, var der dog en ret livlig Færdsel her.

Der blev arbejdet hele Dagen. Nogle samlede Bjælker, Brædder, Lægter, Vinduer og Døre fra de nedskudte Huse og bar det ud i Skyttegraven, hvor det blev brugt til Jordhulerne. Der var ogsaa Skrædder- og Skomagerværksted, Vaske- og Badestuer, samt et Par Huse, hvor der blev hugget Gravstene til de faldne.

Ved Siden af Badestuen stod vort Feltkøkken. Dets Forspand stod i Kælderen og havde det godt. Kusken, Ribe, striglede og passede sine to røde, som om det var hans egne.

Kirken var meget haardt medtaget af Artilleriild. Loftet var styrtet sammen, og Alterklæderne laa forrevne blandt Ruinerne. — Aftenen forud var jeg vagthavende nede i Byen. Det gav en søvnløs Nat. For det første var der et forfærdeligt Træk gennem de Huller, hvor der før havde været Vinduer og Døre, og dernæst havde vi Besøg af Rotter og Mus hele Natten.

Kirken i Moulin
Kirken i Moulin

 

29. januar 1915. “Der bliver uddelt en frygtelig mængde jernkors …”

Brev fra Kresten Andresen, Ullerup på Sundeved. Han gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86)

Cuy den 29. januar 1915

Løjtnanten har fået jernkorsets første klasse. Der bliver uddelt en frygtelig mængde jernkors; det er jo en eftertragtet tingest.

Hvem husker ikke feltwebel Eichner ved stormen på heksekedlen. Han stormede på som en vild, med sin degen [officersdolk, RR] og sin revolver: die Schweinebande, die Schweinebande! råbte han; sie mussen was haben! og så knibsede han løs med sin revolver, som imidlertid hver gang slog klik.

Dengang jeg efter sidste storm drog hjem fra slottet til stillingen, kom jeg i flåde med en del af andet komp. Der var bælgmørkt. Da vi kom til skoven og skulde begynde opstigningen, er der nogen, der råber inde mellem træerne. Vi står stille og lytter: kammerat, kammerat, helft mir! Det er nok en såret – siger jeg; vi må hjælpe ham hjem. Jeg famler frem ind i skoven; dér ligger der en soldat, som har fået favnen så fuld af vinflasker, at han slet ikke kan slæbe dem, vi får alle hver en af ham, og så går det videre hjemad.

Lidt højere oppe i skoven ligger der en såret løjtnant fra Regiment 36, 8. kompagni. Nogle soldater, som har fundet ham, har lavet en båre af to geværer, kviste og kapper. Vi må tage ham med og bære ham op ad alle trapper til livregimentets stilling.

Andresen, Kresten, Ullerup 02569H

23. januar 1915. “I kan tro, jeg er stolt af mine Landsmænd …” Faldne, ikke-faldne og hilsener.

Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal

Faldne.

Arbejdsmand Christian Hansens Hustru i Bovrup, har nu faaet Meddelelse om, at hendes Mand, som hun ikke havde hørt fra siden den 9. September, er død paa en Lasaret i Noyon, efter Saar af to Kugler. Han efterlader Enke og 4 smaa Børn – Det er nu det femte Offer fra Varnæs Sogn. Desuden savnes der Oplysninger om en sjette Mand, som man intet Livstegn har hørt fra siden August Maaned.
Laurids Christensen, Søn af Arbejdsmand Christensen fra Mintebjerg, er falden i russisk Polen. Han stod i Hæren som aktiv Soldat og var 22 Aar gammel.

Seminariedirektør Badenhop i Haderslev bekendtgør, at endnu en Elev fra Seminariet, den attenaarige H. Gøttsche fra Gribbohm, har fundet Døden paa Krigsskuepladsen. Han er falden den 7. Januar under Kampene ved Sennheim.

Dr.phil. Cai Dame i Flensborg, er falden paa den vestlige Krigsskueplads. En yngre Broder til Cai Dame er ligeledes falden i Frankrig. Regnskabsfører Dame har ifølge “Fl.N.Z.” endnu en Søn tilbage, der ligeledes staar paa den vestlige Krigsskueplads.

Ikke falden.

Der meddeltes nylig, at Bager Tøge Clausen i Sønder Hostrup var falden. Nu har hans Hustru modtaget Brev fra en Feldwebel Kønig, hvori der meddeles, at Clausen ligger paa Sygehuset i Beuthen. Han har efter Brevet at dømme været med ved Kampene i Galicien.

Fra Felten.

Feltlivets Humør.
Belgien, d. 8. Jan. 1915.

Kære Broder!
Jeg har i de sidste Dage faaet saa mange Breve og Pakker fra Dig, at det er en Lyst. Det er vist paa Tide, jeg faar sagt Dig tak for det alt sammen, – Tak! I Dag modtog jeg en Pakke fra Dig fra sidst i November med Kiks, Ost, Pølse osv. Nu tror jeg da, jeg har faaet alle Eders Julepakker. Det er godt, at de ikke kom alle paa en Gang, for saa skulde jeg have lejet en Vogn eller et Automobil til at køre dem paa. At bære dem alle havde været en ren Umulighed. Men som sagt, jeg har faaet dem lidt paa lang, og det er gaaet helt godt med at fragte dem. Kun Juledagsmorgen, da vi gjorde en March paa et Par Timer, svedte jeg frygteligt. Men havde du set vort Kompagni, vilde Du vist have troet, at det var en Flok Kræmmere, saadan var vi behængte med Pakker. Ja, det er helt storartet, hvad der gøres for os, baade fra vor Families, fra Statens og Kommunernes Side. Hvad Forplejningen angaar, lider vi ingen Nød. Man faar ikke saa meget, naar man er civil, kun er det saa lidt bedre tilberedt.

Vi har i den sidste maaneds Tid haft en temmelig let Tjeneste. Vi er 4 Dage ude i forreste Linje og 4 Dage i Reserve. Den Tid vi ligger i Reserve, har vi det ret hyggeligt. Vi sørger først og fremmest for at faa Kroppen ren (L. er jeg omtrent af med), og saa for Resten bager og steger og koger vi i større Maalestok. Vi har i vor “Gruppe” en dygtig Kok i M.H. fra Favervraa. Sikke Pandekager han kan bage. – Mel har vi erobret en Pose af i Woumen – en nedskudt By her i Nærheden, Mælk køber vi hos Bønderne her. De er tildels vendte tilbage igen. Et Par Æg køber vi ogsaa, naar det lader sig gøre, og Fedt og Smør leverer vi hver en lille Klat af. Lægter og Træ til Brænde faas fra de nedskudte Huse, det er et udmærket Brændsel. Er vi saa heldige at have en Pande, saa er det storartet, ellers bruger vi, hvad der saadan kan gaa.

Nu skal jeg fortælle sig, hvordan det gik, da vi slagtede vor Julegris. Ser Du, ude i forreste Linje staar det et Par Huse og Resten af nogle Gaarde. Vi har sat Løbegravene i Forbindelse med disse Huse, saa vi til enhver Tid kan besætte Stillingen i en Fart. Vi nøjes gerne med at stille en hel Del Poster ud, som kan alarmere os, saa snart der er Ugler i Mosen. Resten af os ligger i Husene. Nu, den første Gang vi kom derud, gik der en gammel So og en halv Snes Ungsvin omkring. Vi fik Ordre til at “rekvirere ” dem. Ungsvinene afsattes jo glat som lækre Sager. Vor Gruppe fik ogsaa fat paa en, den blev slagtet og flaaet, og saa tog vi den med tilbage, da vi kom i reserve igen.

Til Jul var kun den gamle So tilbage. Turen kom til den. To Hamborgere var Hovedmændene. De gik og jagede med den i tre Dage uden Held. Saa en Dag lykkedes det os, at faa den ind i en Dækning, vi havde ude i Haven. En Mand stillede sig udenfor Indgangen til Dækningen med en stor Kølle, den anden gik ind for at jage Soen ud. Han med Køllen skulde være parat og slaa den for Panden, naar den kom ud. Med et høres et mægtigt “Bov”, og Soen kommer springende, vor Hamborger bliver saa forflippet, at han først glemmer, hvad han skal, men derpaa hæver han Køllen og træffer Soen – paa Bagen. – Hen paa Eftermiddagen maatte Soen – efter tre Dages haardnakket Kamp – give tabt for Overmagten. Den kom i Julegryden, men hvor var den sej!

Ja saadan gaar det, vi sørger først og fremmest for at faa noget at spise. Det er næsten ved at blive Hovedsagen.

Hvor længe vi bliver her i denne Stilling, ved jeg ikke, sandsynligvis ikke ret længe. Jeg har meldt mig til Musikken og er ogsaa bleven antaget. Jeg slaar Bækkenerne. Det er et helt nyt Musikkorps, vi har saaet sammenstillet, og der er ingen af de andre Forstærkningsbatailloner, der har et saadant. Om vi nu faar til Fordel af det, idet vi f.Eks. kan blive ved Bataillonsstaben og ikke kommer ud i forreste Linje ved jeg ikke endnu. Men om vi ogsaa ligefuldt skal gøre Tjeneste med, saa er der dog altid lidt Afveksling og Opmuntring at finde ved Musikken.

Kære Broder, hvor er jeg dog glad ved, at Du er helt fri. Men somme Tider tænker jeg som saa, det kunde have været helt interessant for Dig, hvis Du kunde have besøgt mig et Par Dage og faaet et lille Indblik i Livet i Felten. Vi har nylig faaet Forstærkning af Rekrutter og Forstærkningsreservister.

Vil Du hilse S. og Marie og den alle fra mig. Tror Du, vi kommer hjem til Paaske? det er ved vanskeligt! Hvor maa vi være glade, at Krigen ikke raser hjemme hos os. Du kan tro, det ser ikke lysteligt ud her.
Hilsen til Jer alle
fra
Hans

Fra Skyttegravene i Østpreussen.

Fra nordslesvigske Landeværnsmænd der i 8 Uger har ligget i Skyttegravene i Østpreussen, er der iflg. “Fl.Av.” indløbet følgende Brev:

Østpreussen, 11. Jan. 1915.

Kære Familie!

I Dag skal I have et Brev fra mig, da jeg har Tid til at skrive. Vi er nemlig komne i Ro i syv Dage. Her er ikke noget videre nyt; den ene Dag gaar som den anden. Jeg kan da fortælle, at Rasmus Jørgensen og jeg har faaet os en Seng, en virkelig Seng, hvori vi kan lægge os om Aftenen ligesom enhver Civilperson. Det har jeg ikke haft siden jeg kom fra Slesvig. I maa tro, at det er en behagelig Følelse at trække af Klæderne, som klæbede os paa Kroppen; vi har jo ikke noget at skifte med, og Utøj har vi alle.

Vi bor her i P. hos nogle pæne og rare Folk. De Stakler har faaet at vide, hvad Krig er. Det er Mand, Kone og 3 Børn; en Søn er i Frankrig, og en blev skudt af Russerne. Den eneste Trøst for dem var, at de fandt hans Lig og fik det jordet; han var kun 19 Aar. Moderen, den Stakkel, kan slet ikke glemme det og taler ofte med mig derom. Jeg har set Grave af Russerne her, hvor en Haand eller endog Arme rager frem; ikke engang helt i Jorden har Russerne faaet deres Døde. Det er en Ynk at se, og Kragerne holder godt Maaltid.

Ja, kære Familie, saadan ser det ud, men vi er saa vante til Elendigheden, at vi næppe ser den mere; det er næsten, som om vore Følelser sløvedes. Men I skulde se vore nordslesvigske Folk her; det er Karle. Vore Overordnede er saa glade for os, at det er en Lyst. Hos Nordslesvigerne er der ingen Brovten og Pralen, men Rolighed, Ædruelighed og Paapassenhed i alle Retninger; der er ingen Drikken og ingen Banden. I kan tro, jeg er stolt af mine Landsmænd; hos dem gaar Pligten over alt. Jeg har dog nu lært mange Slags Mennesker at kende, men Nordslesvigeren er Nr. 1.

Vi har det ellers temmelig roligt i denne Tid. Artilleriet er naturligvis altid i Virksomhed, men det gør os ikke megen Skade. Vi kan på Fløjtet nøje kende, hvad der kommer, om det er en Shrapnell, en lille “Aufschläger” eller en “Fuldtræffer”. De sidstnævnte har vi respekt for; de kan ødelægge et helt Hus med ét Skud. De førstnævnte kommer i en uhyre Fart og siger hui-rap, rap; de andre siger ssss-bump; de kommer mere langsomt og giver et Knald, der kan høres milevidt. Russerne skyder godt og er modige Soldater; men Førerne duer ikke, og Forplejningen er daarlig.

Lidt om Juleaften:

Juleaften gik jeg paa Vagt ved Pigtraaden og tænkte paa mine Kære derhjemme og lidt mindre paa Russerne. Jeg kom, saa daarlig en en Juleaften det ogsaa var, rigtig i Julestemning og nynnede en var vore smukke Julesalmer. Derved fløj mit Blik ud over det smukke hvide Landskab. Sneen glitrede som Krystal i Maaneskinnet, og alt saa saa herligt og fredeligt ud. Men saa begyndte paa én Gang vore Kanoner bag ved os at tordne, og Illusionen var brudt.

Vi skal ellers have Øjnene godt med os; thi naar der ligger Sne paa Jorden, kommer Russerne i lange hvide Kjortler og Huer, saa vi næsten ikke kan se dem. Maalet er at skære vore Pigtraadshegn over; derfor er det lidt farligt at staa paa Post ved Pigtraaden, vi har taget adskillige Russere derved. Vi anvender den samme List. De skyder vel paa os, men træffer for det meste ikke.

Vi har endnu vort nordslesvigske Humør, endskønt vi har ligget 10 Uger i Skyttegraven; det forlader os aldrig. Men hvor vi længtes efter at se andre Mennesker. Jeg var med nogle andre for nogen Tid siden afkommanderet til A. for at lære at kaste Bomber, at betjene Lyskasterne, at skyde Lyskugler og overvaage Klokkerne i Pigtraaden. Vi havde 6 Uger ikke set andet end Soldater og atter Soldater og blev staaende stille paa Gaden og saa paa Folk; enhver vi traf, tiltalte vi. jeg fik fat paa to Smaapiger paa lille Ingas Alder og gav dem hver en Groschen; blot for at holde lidt paa dem og tale med dem.

Ja, Krigen er skrækkelig; gid den snart havde Ende og vi kunde komme hjem vil vore Kære igen. Vi er jo alle ældre Folk her og har Kone og Børn hjemme.

Hjertelig Hilsen til Eder, I Kære, og Hilsen til alle Venner i Nordslesvig fra Gefrejter Bennedsen, Bolderslev, Landeværnsmændene Joh. Torp og Rasmus Jørgensen, Hjordkær, Knud Schultz, Johan Schrøder og Anton Maasbøl, Uge, Jens A. Hansen, Storde, Anton Jensen, Aarslev og Johan Bock, Hjerpsted.

22. januar 1915. Nyt fra Hejmdal: Faldne, savnede, fangne – og hilsener fra felten

Hejmdal

Fra Felten.

Død paa Vejen hjem.

Gaardejer P. H. Wolf fra Viby paa Als blev indkaldt i Begyndelsen af September Maaned og var derpaa med som Landeværnsmand i Frankrig. Han blev haardt saaret den 2. Okt. i Omegnen af Noyon ved et Skud i Lungen, men allerede den 12. Oktober som saa vidt ved Helbred, at han kunde transporteres, ført med et Lasarettog til Tyskland. Siden den Dag savnedes der if. “S.Z.” Underretning om ham, saa at hans Familie i en helt Fjerdingaar har maatte leve i Uvished med Hensyn til hans Skæbne.

Nu er det endelig, efter mange Undersøgelser lykkedes at erfare, at Wolf den 13. Oktober i Maubeuge er bleven udladet af Togen som død. Hans sager afgivne til Banegaardskommanturen dersteds. Wolf var 32 Aar gammel og efterlader Enke og to smaa Børn. Hans for 2 Aar siden afdøde Fader, der var Kommuneforstander i Viby havde været med i Krigen 1870-1871.

Til Marokko.

Gaardmand J.P. Jessen fra Ragebøl, der en Tid lang har været i fransk Fangenskab, har nu ifølge “Fl.Av.” underrettet sine Paarørende om, at han til Jul er bleven transporteret fra Sydfrankrig, hvor han var interneret, til Marokko.

Store Ofre.

Enke Carstensen i Ebøl ved Bredsted har ifølge “K.Z.” i den senere Tid modtaget tunge Budskaber. Efter at allerede én Søn og en Svigersøn er faldne og en anden Søn er betegnet som savnet, har Enken nu faaet den Efterretning, at ogsaa hendes tredje Søn har fundet Døden paa Krigsskuepladsen.

Savnet.

Kommuneforstander Heinrichsen i Eggebæk beder om Oplysninger vedrørende Landmand Thomas Autzen af Eggebæk Mark (født den 12. November 1879), der drog i Felten med 86. Reserveregiment 11. Kompagni; den 2. Oktober blev han saaret i Benet ved Noyon, men senere ikke ladet høre fra sig.

Rømøboere i Fangenskab.

Følgende Søfolk fra Rømø er internerede i Fangenskab:
Kaptajnerne Peter Lassen, Hans Lassen og Janus A. Jensen.
Styrmændene Ginius Nissen, Mathias Mathisen og Konrad Thomsen, Matros Sybrandt Jensen og Skibsdreng Ludvig Schmidt.
Kaptajn Peter Lassen er i russisk, Styrmand Nissen i fransk, og alle de øvrige i engelsk Fangenskab. De har alle sammen været i Fangenskab siden Krigens Begyndelse.

Fra Provinsen.

Telegrammer til Soldaterne i Felten. Modtagelses- og Prøvestedet for Telegrammer til Soldater i Felten er for 9. Armékorps Vedkommende: “Haupttelegraphengebäude, Hamburg, Ringstrasse 7, Zimmer 100a.”
Telegrammer til Soldaterne sendes alle hertil.

Falden. Der er kommet Meddelelse om, at Vognmand Eskild Madsen, Fiskergade i Aabenraa, er falden paa Slagmarken i Vest.
Den Faldne, hvis Kone afgik ved Døden i Fjord, efterlader sig en gammel Moder og en talrig Børnefolk.

Hvor krigen hærger.

…. (Frankrig), den 12. Jan.
…. I det tidlige Morgengry marcherer vi han ad den opblødte Vej. Maanens smalle Segl skinner frem mellem jagende Skyer. Det støvregner, og mørke Skyer i Øst, hvor morgenrøde varsler om den frembrydende Dag, lover os Regnvejr for hele Dagen. Vejen fører os gennem ødelagte Landsbyer.

En gammel Bondegaard, der ligger omgivet af en Grøft paa alle Sider, næsten nedskudt af Granaterne, minder om en Borgruin fra den 16. Aarhundrede.
I hele Landsbyer findes ikke et ubeskadiget Hus, af mange er der kun en Grushob tilbage. Og hvad Granaterne hidtil har skaanet, det ødelægges efterhaanden af Militæret. Alt, hvad der forefindes af Træ, Døre, Vinduer, Lægter, Sparrer, Slyd og Brædder, bruges til at beklæde Skyttegravene med, eller ogsaa til Brænde. Selv Møblerne skaanes ikke. Nøden tvinger Soldaterne til at tage, hvad Granaterne og Ilden har levnet. Det ser trist ud i saadan en forladt Landsby. Kommer man endelig til et Hus, der endnu er nogenlunde beboeligt, er det sædvanlig taget i Brug som Opholdssted for Soldaterne, særlig for Artilleristerne. Men ingen rydder op i Tomterne. Hvem tænker derpaa, naar Kanonerne dundrer uafladeligt og Granaterne hvert Øjeblik springer i Nærheden?

Lige foran Indgangen til en Gaard ligger de halvt forraadnede Indvolde af et Kreatur og udsender en ilde Lugt. Inde paa Gaardspladsen ligger Sengetøj, Klæder, Køkkenredskaber og Brugsgenstande ved foden af Møddingen. (Her i Frankrig har Bønderne altid Møddingen liggende midt inde paa den indesluttede Gaardsplads). Resterne af et Kirketaarn rager op over Brandtomterne og de halvt nedskudte Huse. Vi kommer gennem en Allé af høje Elmetræer. Vinden raser i Træernes Kroner, det er, som sang den en Sørgesang over Landets Ulykke, Helgenbilledet ved Korsvejen staar uskadt. Det er, som om Kuglerne var veget ud for Byens Skytspatron.

Men alt som vi marcherer videre, stiger Solen frem, og Himmelen bliver høj og klar Lige som Frankrigs Kvinder har saa let ved at skifte fra Graad til Smil, saadan skifter Himmelen hernede saa brat fra Regn til Solskin.

Man undres i Grunden over, at Solen kan smile ned til Landskabet, thi Marker og Haver er ned traadte og Frugterne fra sidste Høst staar og raadner ud. Det Brødkorn, der skulde have mættet de Tusinde Munde, smuldrer hen og bliver til Muld, ligesom alle de unge, kraftige Legemer, der ligger og smuldrer i Jorden her. Trindt omkring paa Markerne truer sig de smaa Jordhøje, hvor Ven og Fjende ligger Side om Side. Nogle er af Kammeraterne pyntet med Blomster og Grønt, andre er forsynet med et simpelt Trækors, de Kristnes Tegn, Fredens og Forsoningens Symbol. Uvilkaarligt tænker man, naar man gaar mellem disse Grave: “Hvor langt er vi Kristne endnu fra at følge i hans Fodspor, der gjorde dette simple Trækors til vort Bannermærke”.

Ak, hvor mange haabefulde unge Mænd er her ikke falden for den dræbende Kugle! Hvor mangt et Liv er her ikke afsluttet brat, som maatte kunde være blevet til Velsignelse for mange!

Mens vaarens første spæde Blomster titter allerede frem mellem de friske Grave, og de ligesom hvisker til en: “Menneske, hvi sørger du? Liv skal spire efter Døden, og nye Slægter skal følge efter. Vaaren vil atter blomstre over de Døde!”

Og Grundtvigs Ord klinger én i Øret: “Lovet være Himlens Gud, de Ædles Æt dør aldrig ud!”

Vi naar frem til en Landsby, der endnu ikke er forladt af alle Beboere, men Synet, man møder her, er ogsaa trist. Ethvert Spor af Hygge er borte, men man forstaar at Folkene hænger ved deres Hjem og nødig vil forlade det, før den haarde Nød tvinger dem dertil. Og hvorhen skal de vende sig?

Her har de i det mindste dog Føden for i Dag. Thi Soldaten deler gerne sin sidste Bid med den stakkels Befolkning.

Flandern, 12. Januar.

Kære “Hejmdal”!
Vi kan meddele vor Venner og Bekendte, at vi endnu alle er ved nogenlunde Sundhed. Julen og Nytaar har vi tilbragt 30 Kilometer bag Fronten i Fred og Ro. Men efter 3 Ugers Ro belaver vi os paa igen at komme frem i Kanonernes Torden. Det er jo ikke saa slemt, naar vi er saa mange Bekendte sammen. Bare Vejret var lidt bedre. Forhaabentlig kan vi snart samles med hverandre i vort kære Nordslesvig igen.

Venner og Bekendte hilses hermed paa det varmeste fra

Johann Fr. Johannsen, Tumbøl; Peter Nielsen Christiansen, Løjtkirkeby; Frederik Jepsen, Mastrup ved Haderslev; Christian Paulsen, Felsted; Andreas Feddersen, Skodborg; Frederik Peter Hansen, Todsbøl; Nis P. Clausen, Svejrup; Gjøde M. Kjer, Genner; W. Stallbohm, Aabenraa; P. Høeg, Mjøls; Svend A. Simonsen, Sønder Sejrslev; Karl Nydal, Tinglev.

13. januar 1915. Nytårshilsener, faldne og sårede – og overtro

Hejmdal

Nytaarhilsnen.

Fra 6 Nordslesvigere, der er med i Felten i Frankrig, har “Dv.” modtaget følgende: de bedste Ønsker om Held og Lykke i det nye Aar sendes af 6 Nordslesvigere i Felten i Frankrig:
Hans Chr. Mortensen, Skovbølling; Jens Nørregaard, Sønderballe; Marius Bramsen, Bolderslev; Hans Nissen, Langetved; L. Lebeck, Vojens; Lars Hansen, Grønnebek.
Konvolutten er stemplet den 5. Januar.

Faldne.

Tidligere Skipper Jes Maag i Løjtkirkeby fik i Gaar Underretning om, at hans Søn, der havde været savnet i Begyndelsen af September Maaned, var falden i Vest.

Landmand Jes Bertelsen i Bjerndrup har ifølge “A.T.” modtaget den sørgelige Efterretning, at han eneste Søn, der var med paa den vestlige krigsskueplads, er falden.

Ligesaa har Landmand P. C. Nissen i Bjerndrup modtaget sin Søns personlige Ejendele fra Felten. Efterretningen om hans Død var allerede indløben.

Georg Ahrendt fra Sillerup er falden paa Valpladsen i Østpreussen den 30. December.

Jens Wriedt fra Sønderborg er falden den 23. November under kampene ved Lods.

Landeværnsmand Peter Simonsen Bossen fra Aventoft i Tønder Amt blev dødelig saaret den 30. December ved Stormen paa en fjendtlig Stilling paa den østlige Krigsskueplads. Han var gift og 30 Aar gammel. Nu ligger han ifølge “T.Z.” begravet i Paulswalde, en Landsby 7 Kilometer fra Augerburg i Østpreussen, hvor han døde paa Lasarettet den 2. januar.

Krigsfrivillig Heinrich Schulze fra Flensborg, Søn af Regnskabsraad Schulze hersteds, er, efter hvad der nu oplyses, falden i Frankrig den 7. September.

Hornist Wilhelm Jahn (Søn af Enkefru Jahn i Lyksborggade i Flensborg), som nylig dekoreredes med Jernkorset, er falden ved Otting paa den østlige Krigsskueplads.

Paa mange Lasarettet. – Saarede.

Landmand Andreas Paulsen fra Ris Hjarup, der staar i Landeværnet og har været med i Frankrig, blev saaret den 2. Oktober af en Granatsplint i venstre Haand. Haanden er endnu ikke rigtig kommen sig. Han har været sendt hen til 4 forskellige Lasaretter. Først kom han til Lyneborg i Hannover, saa til Aabenraa, dernæst til Sønderborg, hvor der er Lasaret i Forsamlingshuset, og slutteligt til Slesvig paa reservelasarettet. Derfra havde han Orlov i 18. Dage. da denne orlov var til Ende, maatte han melde sig i lejren ved Lockstedt, hvorfra han senere blev forflyttet til Oldesloe.
En Søn af Skomager H. Jensen i Barsmark, Lorens, er bleven saaret i Rusland ved et Skud i Armen. han ligger nu paa Lasaretet i Bajern.

Chauffør Carl Bock fra Graasten er bleven saaret under en Biltur paa den østlige Krigsskueplads.

Fra Tønder meddeles til “Vestsl.Tid.”, at Gæstgiver Detlev Johannsens Søn Heinrich, der ligger ved Østgrænsen som Lndeværnsmand, er bleven saaret ved et Skud gennem den ene Lunge.

Falden?

For et Par Dage siden modtog Landmand Jørgen Clausen i Kettingskov gennem Posten sin Søns, Christians, Nr. med Kæde, hans pung med nogle Pengesedler og Halsplade med Regimentsnummer. Oplysning om, havde der var hændt ham, fulgte ikke med, og Adressen kunde Faderen ikke læse. I Søndags kom der et Brev tilbage med Paaskrift “saaret den 15. December”. Man er nu i hjemmet dybt bekymret og nedtrykte for Sønnens Skæbne.

Tyfus.

Gæstgiver Wanges Søn fra Graasten har ifølge “Dvp.” ligget syf af Tyfus paa et Lasaret ved Fronten, men er nu saa rask, at han er kommen hjem paa Orlov for atter at komme til Kræfter.

Send ikke tyske Aviser til Krigsfanger. Officielt meddeles:
Det synes ikke tilraadeligt at sende tyske Aviser til krigsfangne Tyskere i Udlandet eller at anvende dem som Indpakningspapir i Pakker til Fangerne, fordi det maa befrygtes, at den fjendtlige Stat venter med Udleveringen af sådanne Pakker, ja hyppigt ogsaa af velforstaaelige Grunde holder den helt tilbage.

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Spaamanden ved …. Kompagni. (Uddrag af seks Feltbreve fra en Alsinger.) [Må være fra Füsilierregiment 86, der lå ved Dreslincourt på dette tidspunkt, RR]

Dreslincourt, den 28. Okt.
(I Nærheden af en større By, som hedder Noyon og ligger ved Oise paa Banestrækningen St. Quentin – Paris, ca. 80 – 90 Klm. fra Paris. I vel vistnok kunne finde Byen paa Kort.)
Kære E!
…Jeg har kun været med i to Fægtninger i September. I Oktober har der intet Slag været, hvor jeg har været med. Alt er godt forskanset med Pigtraad, og i Timer ligger jeg hver Nat paa Forpospatrouille med mine to Kammerater og lurer paa Fjenden. Vi har jo noget Hø at ligge paa. Det er samme Tider svært at holde sig vaagen, men naar vi er tre Mand, saa gaar det jo. Der er nogle her, som bliver misundelige paa vor Patrouille, fordi vi er tjenestefri Resten af Dagen, efter at vi har ligget vore 4 Timer.
Du skulde blot se vore Leje, der er storartet efter Krigsbrug. En Madras, en Hovedpude, som netop ikke er det reneste, en Ble og mit Telt til at dække over mig. Vi har ikke været af Tøjet siden Flensborg, men jeg har skiftet Skjorte to Gange, idet jeg har modtaget en Skjorte og fire Par Strømper i Kærlighedsgaver fra Flensborg.
Nu maa jeg slutte for denne Gang. Hjertelig Hilsen til Eder alle og først og sidst til Dig fra
Din tro
Hans
(Efterskrift:) Lev vel til vi ses. Gud give vi maa ses friske og sunde igen. Det give Gud.

Dreslincourt, den 27. Novbr.
Kære E.!
Tak for Dit Brev, som jeg har modtaget i Gaar. Jeg ser deraf, at I er sunde og raske, hvilket jeg ogsaa kan meddele Dig, at jeg er. Jeg har ogsaa modtaget et Kort fra C. og to Pakker fra hende, en fra Børnene i Skolen i S. og to fra Chr. med Sukker og Chokolade og en Daase med Fedt eller Smør – jeg har ikke set efter endnu – og saa Cigarer. Cigarer behøver Du ikke at sende foreløbig, thi nu faar vi hver Dag 3-6 Cigarer og 5-9 Cigaretter og desuden Shagtobak, saa vi har nok at ryge.
Nu har vi faaet Tøvejr igen. Lidt tør Frost vilde være helt net, for saa er det dog tørt om Benene. Men nu er det jo ogsaa mildt Vejr igen. Naar vi ligger 3 Mand i vor Hule, saa er det jo heller ikke koldt.
Der er en Landeværnsmand ved … Kompagni her, han er fra Haderslev, nu i Hamborg, han hedder L. Han kan se ind i Fremtiden i Drømme, naar han sover. Og han tror selv, hvad han ser, for vi andre med. Saaledes har han forudsagt om de tre Mand, som skulde rende paa en underjordisk Mine, hvilket jeg engang før har skrevet om til Dig. Saa har han sagt, at der var en Mand for mange i hans Korporalskab, og at en Mand af dem skulde blive skudt gennem Hovedet af en “Querschläger”, og at Kuglen skulde gaa igennem hans Skydehul – om Aftenen passerede det, som han havde sagt. Saa har han fortalt, at vi snart fik Sne; den havde vi i Forgaars, da var Jorden hvid. Saa har han fortalt om et stort Søslag ved Helgoland, som skal komme, og til en har han fortalt, at vi havde Fred den 15. Decbr. Da den anden lo ad ham, sagde han til ham; “Du tror det ikke, men jeg tror det for os begge. Og vi har ikke blot Fred, men vi har ogsaa vundet.” Han siger selv, at han hellere vilde, han ikke kunde se det alt, for hver Gang han blev vaagen, var han vaad af Sved.
Man kan næsten ikke tro det, men vi vil haabe det bedste, og at vi saa maa komme Hjem til Eder friske og sunde. Ogsaa Udfyldningsmandskaber, som kom i Gaar fra Flensborg (det er de Saarede, der kommer tilbage) fortæller om, at de engelske og franske Blade taler om Fred. Og ligesaa de neutrale Stater. Og vi har hørt, at Fredsforhandlingerne skulde begynde den 2. December i Genf. Det var jo at ønske, at Manden fra … Kompagni fik Ret. Men indtil nu er der ingen, der tror derpaa.
Nu har vi jo faaet Mahomedanerne til Hjælp, og det lader jo til, at de indtil nu har haft godt Held med sig baade mod Englænderne og Russerne. Afghanerne truer med at falde ind i Indien og fremkalde Oprør blandt Mahomedanerne mod England. Ogsaa Boerne i Sydafrika gør Oprør og vil ny jage Englænderne, deres gamle Arvefjende, ud. Vi har nu over en halv Million krigsfanger i Tyskland. Hvilken Glæde vilde det ogsaa blive, naar vi snart fik Fred, om vi end ikke kom hjem til Jul, saa dog, om Gud vil, at samles med Eder alle derhjemme igen. Hvor maatte vi ikke være ham taknemlig derfor, om vi igen kunde mødes, Du og jeg, friske og sunde.
Som vi har det nu, har vi det ogsaa godt, og vi ønsker, at vi maa blive liggende her, indtil Freden er sluttet.
Nu fortæller de, at Manden fra … Kompagni skal have sagt, at der i Dalen her ved Siden af skulde komme Forstærkning, og nu i Gaar kom den virklig ogsaa. Vor Oberstløjtnant og vor Major hører ogsaa paa hans Fortællinger. Han ser det alt i Søvne.
Tak for alle Pakkerne. Fra B. og H. har jeg ogsaa Løfte om Brød m.m., saa der er gode Udsigter. Men det var bedre, om jeg kunde undvære Pakkerne og komme hjem til Eder. Nu vil jeg slutte for denne Gang med mange hjertelige Hilsner til Dig og dem alle derhjemme og (Ønsket om) at vi snart maa ses igen. Fra
Din tro
Hans

Dreslincourt, den 2. Decbr.
Kære E.!
(Brevskriveren takker først for de Pakker, han har faaet tilsendt, og fortæller derpaa:)
Saa længe vi ligger her, kan vi sagtes holde det ud, og vi vil gerne blive liggende her. Denne By her er blevet taget fire Gange af Tyskerne. Tre Gange blev den taget, men maatte opgives igen. Fjerde Gang holdt de Byen.
Ellers har jeg det godt, og jeg haaber, at dette Brev maa træffe Dig ved et godt Helbred. Det er godt, at Krigen ikke er hjemme, thi hvor vi ligger længe, alt bliver ødelagt, idet det franske Artilleri beskyder Byen hver dag. Værst gaar det ud over Slottet. De maa vel tro, at der er meget Militær der. Mange Huse er sønderskudte og afbrændt. Sengestederne er slaaet i Stykker. Vi har hentet Madrasser, Tæpper, Dyner, baade Døre, Vinduer, Luger, Stole o.m.m. til vor Bekvemmelighed, Sikkerhed mod Fjendens Kugler og mod Regn og Kulde. Nu brækker vi ned af Lofterne (i de fleste Huser er der Cementloft oven over Brædderne) til at lægge Fliser i Skyttegravene, da der er saa skiddent der, naar det regner, og vi saa kan arbejde med at gøre rent hver Gang. Det er godt, vi ikke er paa højre Fløj, hvor der er Oversvømmelse og Soldaterne står i Vandet til Knæerne, og hver det sner og fryser nu. Vi har jo ogsaa haft Ro nu i mange Uger.
Kære E., jeg vil nu fortælle Dig noget, som du ikke behøver at tro mere af, end Du vil; thi jeg tror ikke noget deraf. Vi skal nemlig have Fred den 15- og den 19. Eftermiddag Kl. 3 skal vi være paa Banegaarden i Noyon. /Her gentages saa, hvad der i det foregaaende Brev er fortalt om den synske Mand ved …. Kompagni. Derpaa hedder det videre:) Men Du har ikke Behov at vente os hjem til Jul; men ønskeligt var det jo. Hvor vilde det være glædeligt, og hvor maatte vi ikke bede Gud, at det maatte ske og vi saa maatte komme hjem til Eder igen alle sammen sunde og friske, og hvor maatte vi ikke takke ham. For ham er jo intet umuligt. Hvilken Glæde, hvis jeg kunde fejre Jul med Eder hjemme.
Nu ved jeg ikke mere denne Gang. Jeg ved ofte meget at fortælle, men glemmer det igen, naar jeg skriver. Nu en hjertelig Hilsen til Eder alle derhjemme og mest til Dig fra
Din tro
Hans

(Fortsættes.)

18. december 1914. Svineslagtning på Østfronten

Af Allan Otto Wagner.

Hemming Skov fra Københoved gjorde tjeneste i Regiment  176 på Østfronten.

Ved Juletid 1914 laa mit Troppekontingent under be­hagelige Vejrforhold — efter Aarstiden at dømme — Syd for Weichsel mellem Lowic og Warszawa. Da vi opererede i Egnen omkring Rawkas Udløb i Bzura, var vi dog i me­get stærk Grad hæmmet af Pløre og Morads. Dette med­førte, at mange blev syge. Ogsaa jeg fik dette „Held”, men først et Stykke hen i det nye Aar. Indtil „Heldet” naaede mig, maatte jeg igennem et og andet, Oplevelser, jeg her vil berette om.

— De to Floder, Rawka og Bzura — den sidste mun­der ud i Weichsel floden ved Byen Visgorod, 30 km Nord for os — vandt historisk Navnkyndighed under de Kam­pe, der denne Vinter udkæmpedes ved deres Bredder.

Broerne over Vandløbene var sprængt af Russerne, ogsaa der, hvor vi, ved Byen Partokko, skulde forcere Rawka den 18. Dec. En Nødbro var blevet tømret af Pio­nererne. Der, hvor vi naaede Floden, laa en Vandmølle i fredelig Idyl. At der her ogsaa blev drevet Landbrug, blev vi klar over, da der var en Del Dyr; men Dyrene var uden Røgt og Pleje, Beboerne var nemlig evakueret. Vi tog os lidt af Dyrene, og særlig fik vi Forkærlighed for et Svin, som løb udenfor. Det blev omgaaende fanget, og da vi var saa heldige at have en gammel Reserve-Underofficer, der i det civile Liv var Slagter, var vi kom­met over det døde Punkt med Hensyn til Slagtningen. Da denne Slagter i Modsætning til de fleste Tyskere havde Lune og var til stor Opmuntring for mit Korporalskab, i det hele taget var en god Kammerat, som man kan blive ved med at mindes med Tak, skal han nævnes ved Navn. Han hed Boewe.

1914-10-polsk bondegård

14. december 1914. Peter Østergaard: “Halvdelen ved kompagniet er dansktalende. Det er jo helt hjemligt.”

86’eren Peter Østergaard, en bror til Jeppe Østergaard, der faldt den 26. oktober 1914, er nu nået til fronten i Frankrig.

Kære alle sammen!

Ja nu er jeg så nået herned til fronten. Vi ligger i en landsby 5—6 km vest for Noyon. Det er jo lige i det hjørne, hvor linjen bøjer mod nord. Skyttegravene ligger 5 km vest for os, og der skal vi ud i overmorgen. Det er ude ved Lassigny. Så vidt jeg husker, sendte jeg et kort med hjem, så der kan I vist, hvis I har lyst, se navnene. Her bor vi i et rum ude i en bagbygning og har nu fået et bord og et par bænke opsat. Sengeplads var der i forvejen. Det er et par brædder sat på kant, og indenfor er der halm. Her er vi 5 mand, alle danskere, så vi har det jo helt rart, men mærker ikke stort til krigen, hvis der ikke af og til kom et skud derude fra. Dog tror jeg nok, at vi er kommen på et heldigt sted. Der forekommer ikke større fægtninger. Hver ligger i sine stærke skyttegrave og passer sig selv, blot med lange mellemrum sender de hinanden en hilsen for at mindes, at det er krig.

Mit kompagni har nu ligget på denne plads i 5 uger og har i den tid kun haft 2 sårede, hvad jo ikke er slemt. Dog, skal der i går være bleven skudt 3 og såret 2 derude, ikke fra mit kompagni, og grunden dertil fcr, at der for et par dage siden var nogle tyskere, der om natten kastede bomber ned i de franske skyttegrave. Det er for dette, franskmændene vilde kvittere. Når ingen af parterne forser sig, er alting omtrent roligt. Vi skal, som jeg har nævnt, ud i skyttegravene paa Onsdag morgen. Der bliver vi så i 4 dage og har så igen fri i fire,. På den måde er det jo til at holde ud, for i fritiden har vi næsten ingen tjeneste, i alt fald ikke ved mit kompagni, men det skal også være et af de bedste. Den eneste hage ved den ordning er, at vi netop kommer til at ligge derude i hele julen. Det kan komme til at passe, at vi skal derud den 24. om morgenen og kommer så tilbage den 28. På lignende måde kan det gå med nytår.

Dette er der jo ikke noget at gøre ved, og i og for sig har det jo også mindre at sige, om vi skal fejre den her eller derude, for nogen jul, som man kunde ønske sig, bliver det jo dog ikke.

Her sidder man og samtaler og har det så godt, at man næsten ikke kan tænke sig, at man om et par dage skal ud at skyde på mennesker.

— Der kom nu en til, som gerne vilde bo sammen med os, vi er så 6, og deraf er en fra Dynt, en fra Sottrup, en fra Smedeby, en fra Aller og så Nissen ude fra Bov. Halvdelen ved kompagniet er dansktalende. Det er jo helt hjemligt. Egnen her er meget smuk, men beboelseshusene er efter vor mening meget tarvelige. De er for det meste bygget af sandsten, nogle der ligner tufsten. Der er ikke mange vinduer, og dette skal, efter hvad jeg hører, have sin grund i, at der betales skat efter, hvor mange vinduer man ejer. Overalt ser man store frugthaver. Hele marker er tilplantet med æbletræer. Hver mand har sin frugtpresser og sin vinkælder med store tønder, dog er deres indhold for længst drukket, og desuden er der ikke bleven nogen ny vin lavet i år, for både æbler og pærer ligger ude under træerne og er rådnet.

Befolkningen er borte. Der er kun nogle gamle mænd, kvinder og børn tilbage, og de må jo finde sig i alt. Det regner hver nat, så det er meget sølet her på disse lerede jorder.

Eders Peter.

Soldater med danske aviser
Sønderjyske soldater med danske aviser: Dannevirke (Haderslev), Flensborg Avis og Dagens Nyheder (København). Hvor det var muligt, søgte dansktalende soldater sammen og delte aviser og andet med hinanden.

25. november 1914. Hemming Skov på Østfronten: Madlavning under artilleri-ild

Af Allan Otto Wagner.

Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 176 på Østfronten

Det eneste, der ikke var tilfredsstillende i den Tid, var vor Gullaschkanon; her foran Lodz var det Smalhans med Maden, og Brød saa vi ikke hver Dag. Høns og den Slags Lækkerier slog kun til et Par Dage. Vi havde til sidst kun Kartofler, og af dem kogte vi af og til en Portion. Naar Røgen somme Tider blev for slem, kom sædvanligvis en Officer og forbød os at koge. Vi skulde jo ikke røbe os selv til det russiske Artilleri. Men med lidt svag ild tæt op imod et Hus gik det jo an. I en lille Smedie blev mange af disse Kartoffel-Maaltider lavet.

Men en Nat fik den lille Smedie en Fuldtræffer og var næsten skudt sønder og sammen. Alligevel kogtes der den følgende Dag, endda til Trods for, at der laa en død Soldat ved Siden af Ildstedet, og vi af og til blev jaget ud af en Officer.

Vi var øjensynligt ogsaa værre Slughalse end Russerne; en Dag hørte jeg en Hane gale ovre i Byen bag Russernes Stilling, og da havde vi forlængst drejet Halsen om paa Hønsene. En af de sidste Dage slagtede vi en gammel Ko, som løb rundt og ikke vidste, hvor den havde hjemme. Enhver snappede et Stykke Kød, som straks blev kogt. Fra Feltkøkkenet, der allerede om Aftenen den 20. Nov. kørte nogle km tilbage, blev Maden hentet om Morgenen, før det blev lyst, og om Aftenen, naar det var mørkt.

Paa Grund af Frosten fik vi smaa Sække udleveret, som skulde fyldes med Sand og bruges til Dækning i Tilfælde af Angreb. Vi syntes, at det var et tragikomisk Arrangement.

En Dag, mens vi sov allerbedst i vort Kvarter, blev der pludselig slaaet Alarm. I en Fart kom vi ud af Halmen. Der var meldt, at Fjenden var brudt igennem, men andre fik Opgaven ,,at gøre det godt igen”, for vi kunde lægge os igen, efter at vi i et Par Timer havde staaet og frosset.

Hemming Skov
Hemming Skov

 

22. november 1914. “Vi har god Dækning her for Geværkugler, og de russiske Granater duer ikke”

Feltpost fra Østfronten

Østprøjsen den 22. November

Kære Forældre

Jeg har det godt. Vi har Ro i to Dage og ligger i Slottet V…. Det ser ikke godt ud her, alle Laderne er nedbrændt, og vi bor i Slottet. Kun et Lag Halm paa Gulvet. Det er forfærdeligt, som alt bliver ramponeret. Russerne har trukket sig tilbage her over hele Linien. De var ikke langt borte fra os, kun 2-300 Meter. Men vort Artilleri har jaget dem bort.

Det russiske Artilleri skyder helt udmærket, men deres Sprængstof duer ikke. Det er kun faa af deres Granater, der springer. Granaterne faldt tæt, rundt om Skyttegravene; men der var ingen, der blev saaret af dem. Denne Granatild varede i fire Dage, men vi slap godt fra det, vi havde 5 Saarede fra vort Kompagni. Men paa højre Fløj gik det lidt haardere til. Der var mange Døde og Saarede.

Jeg tror nok, vi er kommet til et heldigt Sted. Vi skal vist blive her i Skyttegravene i Vinter, staa 48 timer og have Ro 48 Timer, saa det kan jo nok gaa an. Vi har god Dækning her for Geværkugler, og de russiske Granater duer ikke, de er fyldt med Svovl og sort Krudt.

Men det er koldt heroppe, vi har streng Frost og Sne. De kører paa Slæder, som bruges meget. Det er forfærdeligt, hvad der bliver Ødelagt, saa mange Gaarde, der bliver brændt af. Hver dag er der mange Ildebrande.

Russerne har renset Egnen her for Heste, Kvæg og Svin. De har taget en Masse med sig, efter hvad Folk fortæller. Civilfolk er der ikke mange af her. Ja, det er vældigt, hvad en saadan Egn lider. Der er nok mange tilfangetaget, som sidder i Rusland.

Ja, bare den Tid snart maatte komme, da vi atter kunne komme hjem. Her synes vi, at der er ingen Ende at se. Russerne har en Masse Folk, men den russiske Ledelse og Administration duer ikke. De har ikke deres Kram i Orden.

Vi faar en rigtig god Forplejning, meget mere end vi kan spise i form af Pølser og Flæsk, og Brød har vi også nok af. Det kniber derimod med at faa smør og Fedt til at smøre paa Brødet. I Dag har jeg kapret mig en Daase Fedt. I Gaar var vi 6 Mand, som fortærede to Høns. De bekom os vel …

Feltpostbrevet blev offentliggjort i Hejmdal og få dage senere, den 10. december 1914, i Ribe Stiftstidende, hvorfra det er afskrevet

16. november 1914. Kvarter i en hestestald – og 15 liter Cognac

FR86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl ved Broager fortæller:

Alle Rum var belagt med Mandskab undtagen Hestestalden. I den vilde ingen bo; thi der laa et Lag Gødning paa en halv Meter, og det lugtede ikke godt.

Jeg saa derind og syntes, det var Skade, at her ingen boede. Det kunde endda blive en fin Stue. Jeg havde arbejdet i Gødning før, og resolut tog jeg fat paa at kaste Gødningen ud paa Møddingen, som laa midt paa Gaardspladsen lige ud for Storstuedøren. Saa fejede jeg det gamle Spindelvæv ned fra Loftet og skrubbede Gulvet med Vand.

Da saa Gulvet var tørt, og der var luftet godt ud, bar jeg et Par Knipper Halm derind og strøede det ud over Gulvet. Jeg bar mine Sager derind, og samtidig kom 3 frivillige med deres Tornystre i Haanden og spurgte, om de maatte bo sammen med mig. Den ene var en Referendar og hed Lindlof, den anden var Dr. phil. Kurt Hayer, begge fra Kiel. Lille Frits Wolf, som var Jernbaneembedsmand fra Hamborg, var den tredie.

Saa skaffede vi et Bord, fire Stole, et stort Spejl og et Par Billeder. En Rulle Tapet, som jeg fandt oppe paa Loftet, fastgjorde vi paa Væggen med store Søm, som vi tog ud af gamle Brædder.

Dernæst hentede vi oppe i Byen en Kakkelovn, som vi kogte paa efter Evne. Røgen havde vi ledet langs Trappen op paa Loftet; vi maatte jo nok have lidt Ild; men det maatte ikke ryge. Der var dog ialt 15 Fyrsteder paa Gaarden.

Ved at rode i det gamle Skrammel oppe paa Loftet for at finde noget Bohave til vor Stue, fandt jeg en stor Glasflaske til 25 Liter. Jeg tog Proppen af og lugtede til den. Tænk! Det var den rene, skære Kognak, og der var omkring ved 15 Liter i den. Den, der blev mest glad, var Dr. Hayer. Han sprang op paa en Stol og lovpriste det store, vigtige Fund. Han sagde: “Det er jo et helt Apotek. Den Medicin er god, naar man faar ondt i Maven eller Tandpine, eller naar vi bliver forkølet. Den skal være vor fuldtro Ven lige til sin sidste Draabe, og den skal være vor Trøst, naar vi kommer i daarligt Humør.”

Til Slut udbragte han et rungende Leve for de klare Draaber, som har vist saa mangen brav Mand Vejen til Rendestenen, og saa vraltede han lidt ubehjælpsomt ned af Stolen.

8. november 1914. Dækningsrummene møbleres med organiserede møbler

Af Infanteriregiment 84’s historie, fortalt af Wilhelm Hartmann, løjtnant ved 8. kompagni.

En dag havde jeg i landsbyen Moulin, der var temmelig godt forsynet, men også grundigt udplyndret, opdaget to vidunderlige senge, der ville passe godt ind i vort hummer. Det var nogle sammenklappelige jernstel, der var særligt egnede til transport gennem løbegrave. Jeg meddelte min kaptajn min opdagelse, og han var straks med på at annektere disse brugbare sengesteder, skønt det var strengt forbudt.

Så begav vi os ud på vort røvertogt en regnfuld novemberaften, der efter vor mening egnede sig særlig godt til sådanne foretagender. Det lykkedes os også at få sengene uhindret og uset ud af den pågældende bolig.

Men da vi stønnende slæbte dem hen ad den mudrede landsbygade, følte vi os pludselig forfulgt og det af selve lejrkommandanten, hvad vi trods mørket kunne erkende, eller hvad medfølende menige på kammeratlig vis råbte til os. Jo hurtigere vi løb, jo hurtigere rendte forfølgeren bagefter.

Endelig nåede vi sveddryppende et hus, som kompagniet til en vis grad betragtede som sit værtshus i landsbyen. Dér susede vi ind og smed vor last. Vi, kaptajnens drabanter, forsvandt straks videre ud ad husets bagdør i nattens mørke, blev imidlertid i nærheden for at påhøre den dundertale, som lejrkommandanten overfusede kaptajnen med. Denne kunne dog ved klog forhandling sikre os vort rov, som vi så som et sejrsbytte slæbte ind i vor wigwam med taknemlig glæde i vore hjerter.

Og hvor har vi dog sovet vidunderligt på disse vakkelvorne trådsenge!

Hvis blot vi havde fået mere lejlighed til det. For de inddelte vagter måtte punktligt overholdes. Således var det ikke noget under, at jeg som delingsfører efter en halv nats vagt lod, som om jeg sov, selv om jeg med missende øjne fra mit leje iagttog, hvordan kaptajnen ved den lille kanonovn tog sig af ild til kaffekogning.

Engang havde kaptajnen mærket denne hundesnuhed og mente: “Sådan er det rigtigt, sådan skal det være i verdenskrigen; løjtnanten sover endnu, mens hans gamle kaptajn tænder op og koger kaffe.”

07-01

 

4. november 1914. Med 84’ernes 5. kompagni i “Manstein-hulen” ved Moulin-sous-Touvent

Af Regiment 84’s historie:

Bag vor stilling lå “Manstein-hulen”. En grundig rengøring lod os erkende, hvor meget skidt der skal til, før franskmanden befinder sig godt.

Regimentsstaben havde sit hjemsted til venstre ved siden af indgangen. En forhøjet niche dannede soverum for regimentskommandøren og hans adjudant. Foran lå opholdsrummet. Senere blev det skilt fra med brædder og forsynet med en dør. Senge, stole, service o.s.v. blev “skaffet”. Ved siden af dette rum havde regimentskøkkenet sin plads.

Over for “regimentet” lå “bataljonen” med officererne fra det tjenstgørende reservekompagni. At disse rum var forsynet med gulve og beboeligt indrettede var vor kaptajn Klapps fortjeneste. På hans ordre “fandt” mine kompagnikammerater i Moulins sønderskudte huse en rød sofa, to grønne lænestole, seks stole, et stort rundt bord, en hængelampe, ja, også den hane, der engang havde givet kirketårnet sin afslutning, kunne de bruge som udsmykning.

Et forhæng skilte soverummet fra opholdsrummet. Nogle madrasser – senere kom der også en jernseng til – et servantebord og nogle mindre borde passede til rummets bestemmelse.

I hulens gange lå der frisk halm som hvilested for mandskabet. En rengjort mellemgang gjorde plads for Moulins tidligere skolebænke til at sidde på og til at skrive ved. Lærerens bord med en stor hængelampe over mindede om indretningen af et læse- og skriverum. Underofficererne indrettede i de forskellige nicher deres opholdssteder. Vore folks opfindsomhed var forbavsende.

Trods manglende frisk luft og dagslys kunne hulen godt blive til et virkeligt bosted, hvor man kunne finde ro og styrke til nye anstrengelser. Senere blev der brudt et hul ind til en nabohule, hvis udgang var umiddelbart nord for Touvent-Ferme. Derved kom der gennemtræk og frisk luft ind i hulen.

Gennem denne udgang, der var bedre dækket end den ved siden af staben, gik nu al trafik til stillingen. Dens hovedforbindelsesgrav i en sænkning nord for Touvent-Ferme blev forlænget til nær ved denne huleudgang. Da den koldere årstid indtraf, blev den forreste huleindgang lukket med en dør.

Bagsidepåskrift: "Kønigin Hulen ved Moulin"
Naboregimentet Nr. 86’s hule ved Moulin: Königin-Höhle.

 

31. oktober 1914. 86’erne flytter – men ikke så langt.

FR86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl fortæller:

Den 31. Oktober 1914.

Vi holdt saa Flyttedag, ja, i Ordets fulde Forstand blev det en rigtig Flyttedag. Det var med en vis Sorg, vi pakkede Tornysteren og maatte skille os af med mange af de Sager, vi havde samlet i den Tid, vi havde ligget der. Nogle kunde alligevel ikke skille sig af med en Stegepande eller en Kasserolle, men havde dem spændt ovenpaa Tornysteren, da vi lidt stille og beklemte om Hjertet marcherede ud af Porten — hvorhen — ingen vidste det.

Vi marcherede op ad Gaden til den modsatte Ende af Byen. “Du skal se, vi bliver her i Byen,” sagde lille Frits Wolf til mig. Det var, ligesom jeg blev større ved at høre det Par Ord. Kunde det tænkes?

Vi bøjede virkelig af fra Vejen og ned ad en Havesti til en Gaard. Paa Gaardpladsen talte jeg med en Mand fra Regimentet Nr. 162. Jo, ganske rigtigt! De skulde afløses, og det var han meget glad for; det var jeg naturligvis ogsaa; thi jeg havde mere Lyst til at blive her end til at komme op til Yser.

Næppe havde vi faaet at vide, at vi skulde blive her, saa for vi af Sted hen til den gamle Stilling for at hente de Sager, vi ikke kunde have med første Gang.

Det var et Skue at se hver enkelt drage forbi med sine Ejendele under Armen eller paa Ryggen. Der fandtes nemlig ikke den mindste Ting, som vi vilde lade i Stikken. Alt brugeligt og ubrugeligt blev taget med, og det kostede os mange Draaber Sved, før vi naaede Maalet. Naar en eller flere forpustede gjorde Holdt paa Vejen, kunde vi ikke lade være med at smile lidt ad hinanden. Det var ogsaa komisk at se, hvordan man ilede af Sted med Porcellæn, Borde, Stole, Billeder, Spejle, Spande, Sengetøj, Gryder, Papæsker, Baljer, Kaffemøller og mm.   Nogle slæbte endogsaa paa en Kakkelovn. Det kunde alt sammen bruges.

Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk politiuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk politiuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.