Tag-arkiv: pligt

15. juli 1918. “Jeg har et ansvar, en pligt, overfor dem derude.” Andreas Christian Andersen overtager kommandoen for et batteri

Andreas Christian Andersen gjorde krigstjeneste ved Landwehr-Fussartillerie-Bataillon 76, 6 Batteri, der blev indsat ved den store tyske offensiv i juli 1918. Nedenfor bringes hans beretning fra dagene 14.-17. juli.

Christian Andreas Andersen (1892-1965) som soldat.
Original i privateje.

FRA KAMPDAGENE I JULI, 1918

Den hede julisol nedsender sine stråler over Champagnes ødemarker. Flere dage har luften været så trykkende, at det næsten ikke er til at drage ånde. Måske kommer det og så af den stadig til­tagende spænding i krigssituationen, thi siden 1. juli, har her især fra tyskernes side været udfoldet en travl virksomhed at skaffe tropper og ammunition, til fronter, som tyder på , at noget stort er i gære.

Vi har opslået vor lejr på en stejl affaldende skrænt, der er svagt bevokset med træer. Om dagen lever vi temmeligt fredeligt, men om natten suser projektilerne hen over os og vejene omkring os, ligger hele natten under en morderisk, fransk granatild, så at sove er der ikke tale om, Ofte må vi de lange nætter vandre omkring i de fugtige stoller (det er lange underjordiske gange) der er gravet f.eks. ind i bjergsiden og går skråt nedad, med ansigtet tæt indesluttet i de uhyggelige gasmasker, for ikke at blive overraskede af de gif­tige gasarter, der ofte udvikler sig ved dertil indrettede pro­jektilers detonation.

Alt som forberedelserne til den frygtelige kamp skri­der fremad, bliver også den franske ild mere livlig. Særlig slemme er dagene d. 10., 11. og 14 juli.

Sidstnævnte dag henved aftenstide, går jeg en lille tur gennem lejren og betragter det brogede feltliv, der i grunden tager sig ganske fredeligt ud i den­ne lune sommeraftenstund. Et par hundrede meter fra mig, ved skræn­tens fod, holder en ammunitionskolonne rast. Hestene græsser roligt og soldaterne koger deres aftensmad. Da med et afbrydes stilheden af et dumpt drøn, som jeg straks høre et afskud af en fransk kanon, i det næste øjeblik høres en granats uhyggelige sus gennem luften og midt i den fredeligt rastende kolonne slår den ned og eksplo­derer med en øredøvende larm. Billedet er med ét: heste og folk spredes i vild flugt fra hinanden. Et par sårede soldater råber om hjælp, et par heste bliver liggende, dødeligt ramt.

Højt oppe i luf­ten kredser én fransk flyver, der nedkaster røde lyskugler, et tegn på at ilden kan fortsættes, da skuddene ligger gunstigt, atter de dumpe drøn, denne gang tre i umiddelbar rækkefølge, de uhyggelige sus og — , de tre skud ligger spredt blandt de flygtende folk og heste.

Atter de samme skrækkelige råb af sårede og lemlæstede men­nesker, hvor frygtelig i denne ellers så kønne aftenstund.

Så hurtigt, som muligt skynder vi os nu fra lejren, hen til ulykkesstedet, at bringe de sårede hjælp. Desværre er dette i de fleste tilfælde til ingen nytte. Hvor granaterne har gjort deres værk, der er vi små mennesker for det meste magtesløse. De fleste er ramt så hårdt, så døden allerede er indtrådt. Til disse, seks i alt, kastes der en fællesgrav, derude på den åbne mark. Lempelig lægges de derned, uden salmesang og ligtale, men hver især af os føler i sit indre vistnok har følelsen af afmægtighed og er små overfor døden, for hvilken vi alle engang, tidlig eller silde skal bøje os.

Tilstedeværende ansigter bærer præg af de alvorlige tanker, de vist i dette øjeblik behersker sindene. Nu træder kolonnens fører, en ung løjtnant, hen til graven, han blotter hovedet, folder hænderne og med stille vemodig røst, beder han ved den åbne grav et Fadervor.

Efter denne korte men meningsfulde andagt, kastes graven til.

Næppe er jeg nået tilbage til lejren, før franskmændene igen åbner ilden. Denne gang har han vor lejr som mål. Heldigvis ligger denne så gunstigt, midt på den temmelig stejle skrænt, at de fleste skud går over os og ender nede i dalen 20-30 m. under os.

Hen ved 11-tiden kommer en mand løbende, deres opholdssted, en nyopført træbarak, er skudt itu, Heldigvis er ingen blevet såret, i hast får jeg alle om kvarteret og stuvet sammen, i de førnævnte stoller, et ubekvemt, men i sådanne tider, dog et ret behageligt kvarter. Her er man da i det mindste nogenlunde skudsikker. Skyd­ningen tager til eftersom tiden skrider frem og jeg længes efter at klokken skal blive 1. På dette tidspunkt skal nemlig det tyske angreb begynde. Intet er nemlig mere oprivende end at ligge afven­tende og lade sig overdænge med granater af de fjendtlige. Endelig er klokken 1. og som med et slag, sætter den tyske trommeild ind.

Hen ved 1500 kanoner skyder i hurtig ild projektiler fra de mindste til de største og sværeste kalibere ind mod den franske stilling.

Lyskastere arbejder ustandseligt, blinkapparatur morser korte telegrammer mellem observeringen og kommandostabene. og så dertil den øredøvende larm af kanonernes afskud og projektilernes eksplosioner.

Henad morgenstunden, forsøger jeg at telefonere du til mit batteri, men desværre, alle ledninger er skudt itu, der er ingen forbindelse at få. Op på formiddagen kommer en telefonist ind til mig, på konto­ret. Han kommer fra stillingen og blodet løber ham ned over ansigtet af et sår, som en granatsplint har tilføjet ham i hovedet. Jeg vil straks i færd med at forbinde ham, men han afslår det, det er kun en ubetydelig, men desværre, siger han, er begge officerer så­rede, den ene temmelig hårdt, Batteriet er uden fører og ingen ved hvad de skal gøre. Mens han beretter dette, ser jeg, at hans højre øre og kind er stærkt ophovnede og spørger om årsagen. Åh, siger han, det er vist en bi eller myg der har stukket mig. Jeg lagde høre­ren af telefonen et øjeblik i græsset og da jeg satte den til øret igen, mærkede jeg det.

Nu vidste jeg straks årsagen. Græsset, hvor han havde lagt høreren, havde været forgiftet af de frygtelige gas­arter og disse var nu årsagen til den stærke ophovnen. Disse gasar­ter er nemlig så frygtelige, at de formeligt æder kødet og det ene­ste middel derimod er indgnidning med klorkalk. Dette var også al­tid ved hånden og efter, at han foreløbig var blevet behandlet der­med, sendte jeg ham til forbindingspladsen.

Den franske ild der var rettet mod vores lejr, var for­stummet og jeg kravler op ad skrænten, for deroppefra at følge kampens gang. Jorden ryster formelig af den voldsomme artilleri­duel, der udkæmpes der forude. To rækker lænkeballoner kendeteg­ner de to linier. Forude styres en tysk observationsflyver frem mod de franske linier, den er omgivet af flere lette jagtflyvere af Fokkertypen, der har til opgave at skærme mod de franske angreb.

Pludselig hører jeg lige i min nærhed lyden af fremmede motorer. Det er en kæk amerikansk flyver, der har taget sigte på en tysk lænkeballon. So men høg overfalder en høne, sådan suser han fra oven skråt ned ad på ballonen. Nu høres et maskingeværs tikken og et øje­blik efter slår en mægtig flamme ud af ballonens gasbeholder. Nu springer en mand, forsynet med faldskærm ud af gondolen. Han daler langsomt med små svingninger ned ad mod jorden. En anden følger efter, Men desværre, han kommer ikke langt nok ud til siden, flammerne får fat i hans faldskærm og staklen suser ned i dybet, han er fortabt.

Medens jeg betragter dette rædselsfulde og dog tillige storslåede skuespil, kommer en mand henimod mig. Det er min batte­rifører, Løjtnant T., højre arm bærer han i bind og hans ansigt er fortrukket af smerte. Efter at have hilst, siger han med brudt stemme: “Det ser sørgeligt ud derude, angrebet er i stå, ja franskmanden er somme steder i modangreb stødt frem over vore linier. Vort bat­teri ligger under den sværeste ild. Samtidig med mig bar de også løjtnant V. og tre mand bort, der er nok kommen flere til siden.”

Batteriet er fuldstændig afskåret og uden ledelse, løjtnant L. der opholder sig her i lejren, må øjeblikkelig derud.

Vi følgens ad, hen til løjtnant L., han går foran jeg bagefter, hvor nedbøjet er han, den ellers så stolte og modige mand, der med største hengivenhed i over fire år tappert har kæmpet for land og folk. Han føler vist i dette øjeblik, hvilken skæbne, der frister det stolte Tyskland, løjtnant L. kommer os i møde og ud­taler sin beklagelse over det skete. Uden omsvøb, fortæller batte­riføreren ham, hvorledes det står til derude. Da synker han sammen, den eller så militæriske løjtnant L. Han er dagen før, vendt tilbage fra en orlov i Hjemmet, hvor han tog afsked med sin hustru og to små børn. Jeg kan ikke, stønner han, jeg har ikke min udrustning og jeg har ingen gasmaske, det er den visse død at gå derind uden den. Batteriføreren måler ham med et foragteligt blik.

Han vender sig mod mig: ”Andersen, vil de tage dem af batteriet, de stakkels folk har ikke fortjent, at de ofres, fordi ingen vil tage sig af dem”.

-”Javel”, er mit svar og jeg belaver mig straks til at gå. Endnu et håndtryk og et lev vel og måske det sidste af den sårede mand, der altid har været så ærlig og rettænkende, over for sine undergivne, og jeg gør mig færdig til rejsen.

Det tager ikke lang tid. Iført en let sommerfrakke, gasmasken i beredskab på brystet, pistolen med otte skud i bæltet og stålhjelmen trykket godt ned over panden, begiver jeg mig på vej, ud til batteriet. I afstand ser jeg, hvorledes stillingen derude overdænges med granater og svære miner. Hver gang et projektil slår ned, ser jeg den lodrette røgsøjler stige til vejrs og jordklumper og jord kastes ud til siden. Det ser frygtelig ud på nært hold og der skal jeg ind, i dette helvede, jeg gyser og ser tilbage.

Hvorfor skal jeg sætte mit liv på spil? Så jeg ikke helst, at tyskerne knuses fuldstændigt? Jo, sandelig, men ikke den enkelte mand. Er hans liv ikke så meget værd som mit? Jeg ved at dersom jeg bliver derude, da vil jeg blive begrædt af min kære gamle mor og far, af søskende og af venner. Men har de, der nu ligger hjælpeløse derude, ikke også en mor derhjemme? Jo, sandelig, de vil savnes lige så meget som mig.

Her gælder det ikke en begejstret kamp for folk og Tyskland, men her gælder det om at frelse, måske mange mennesker og da bør jeg ikke vige tilbage. Jeg har et ansvar, en pligt, overfor dem derude, for hver enkelt der er betroet min. omsorg og derfor, kun fremad.

Snart er jeg midt i ilden. Nu gælder det om at holde hver nerve anspændt til det yderste. Af erfaring, lærer man at bedømme på afskuddene, om vedkommende granater vil slå ned i nærheden el­ler ej og jeg lytter derfor spændt, alt som jeg går fremad. Nu kommer der en – – i samme øjeblik ligger jeg pladask på jorden. Rigtig

Den slår ned omtrent 20 meter foran mig, splinter og jord farer hvin­ende henover mig. Med lynets hurtighed er jeg på benene og frem styrter jeg, for at kaste mig i det hul, den sidste granat efterlod sig. Det er nemlig en kendsgerning, at af hundrede granater, fal­der sjældent to på samme sted, selv om de er nok så velrettede, atter falder granater foran og bagved mig og i pausen arbejder jeg mig stadig fremad. Endelig når jeg ud til batteriet. Det ser sørgeligt ud. Jorden er fuldstændig omrodet af granater. Folke­ne har søgt skjul i løbegravene, der forbinder de enkelte kanoner med hverandre eller har nedgravet sig enkeltvis i små huller. Tele­fonisterne har indrettet i en ret rummelig jordhule med 25-30 cm jord ovenpå, de er nogenlunde sikrede mod splinter. Hos dem skal jeg også have mit opholssted. Da jeg kommer derind sidder en ung oversergeant bøjet over en mængde tabeller, som er udarbejdet i forvejen.

Jeg spørger hvorledes det står til. ”Sørgeligt’’, siger han, ”vi er fuldstændig afskåren, alle ledninger er itu”. Jeg spørger hvornår sidst vejrberetning er kommet. “For 6 timer siden”, svarer han. Disse plejer at komme fra et meteorologisk institut hver anden time, da vejret har stor indflydelse nå skydningen. Dermed kan vi altså ikke regne. Jeg går ud for at se, om alt er i orden i fald vi bliver nødsagede til at skyde. Skuddene falder nu kun enkeltvis og helt sjældent. Jeg kommer op foran batteriet og ser forud. Også derude synes det roligere. Da, pludselig ser jeg grønne raketter stige til vejrs, det er vort infanteri, der på denne måde forlanger spærreild, jeg retter i hast an, viser på et i terrænet nøjagtigt orienteret kort ind efter signaturerne, den viser i retning af Ripont mølle. Der­næst måler jeg afstanden fra hovedretningen til siden og afstanden fra batteriet til den plet, hvor skuddene skal ligge, og i samme øje­blik giver jeg kommando “Spærreild, Ripont mølle. Hovedretning 12 . 1850.- 3 skud. Næppe er kommandoen udtalt, før folkene bakser med de svære kanoner og snart fyrer den første kanon, straks efterfulgt af 2. og 3. Jeg observerer gennem mit glas. Efter at skuddene er faldet, sendes røde signaler til vejrs, et tegn på , at de ligger for langt. I hast prøver jeg afstanden på kortet. Den stemmer. Hvad er der så i vejen? Nu har jeg det, Krudtet er blevet opvarmet af solen og forbrænder under et stærkere gastryk. “1825” er mit næste kommando, 10 grupper, det vil sige at hvert skyts afgiver 10 skud på en og samme afstand i hurtig ild. Knap syv minutter efter melder de enkelte kanonkommandører, at de 10 skud er afgivet, fra infante­riet kommer der ingen flere signaler. Vor ild har altså bevaret dem fra franskmandens angreb.

Kanonbetjeningen kan nu tage sig et hvil og telefonfolkene må i gang med at lappe den sønderskudte ledning sammen. Den første forbindelse jeg får, er med bataillonen. Kommandøren er selv ved apparatet. Det er det første af sine batterier, han har forbindelse med og glæder sig sikkert derover. Jeg forklarer ham, hvorledes det står til og beder ham virke hen til, at vi så snart, som muligt bliver trukket ud af denne stilling, da den aldeles uholdbar i for­svarsøjemed. Han lover at gøre sit bedste, men foreløbig må vi vente og se tiden an. Imidlertid er feltkøkkenet nået ud til os. Den mod­ige sergeant, der er ansvarlig for forplejningen, har trodset den franske ild og er og så uden synderligt uheld nået ud til os. Det tages formelig i storm af de stakkels, overanstrengte og udvågede folk. Efter at de har spist, giver jeg dem lov til at tage et hvil og jeg overtager selv vagten. Eftermiddagen forløber rolig. Mod aften kommer der befaling fra battallionen om at forblive i stillingen i endnu 3 dage, for at dække infanteriets tilbagetog, dog med den bemærkning at vi kun skal skyde, når infanteriet forlanger spærreild.

Vi indretter os så nogle jordhuler i en forladt stilling, ved siden af batteriet og her søger vi tilflugt, når franskmændene retter ilden mod vort batteri. Efterhånden som dagene går, tilintetgøres vor stilling næsten fuldstændig og da vi d. 19 . juli om natten ende­lig får lov at rømme den, er den næsten jævnet med jorden. Kun én af vore fire kanoner er i brugbar stand og ligeledes er folke­nes udrustning ilde tilredt. Vi trækker omkring 3 km. tilbage i en god udbygget stilling, løjtnant L. overtager nu kommandoen og jeg vender tilbage til min skrivestue. Den 23. juli forlader jeg bat­teriet, for at tilbringe 4 ugers orlov hjemme.

Erindringsmanuskript, i privateje.

5. juni 1918. Grundlovsdag set fra en tysk minestryger

P. M. Christensen, Blans, gjorde krigstjeneste på minestrygerne.

En Dag fik vi i Cuxhaven Ordre til at gaa op i Kattegat, hvor der var minesprængt nogle Skibe. Det var mørkt, da vi sejlede ud af Havnen, Fyrene var ogsaa slukkede, men vi satte Kursen mod Brunsbuttøl.

Frivagten sad i Logiet og passiarede. Pludselig gav det et Stød i Baaden. Den lagde sig helt over paa den ene Side. Vi fo’r op paa Dækket og fik at vide, at vi med fuld Fart var løbet paa en Sandmole, ikke vi alene, men fire andre Baade med.

Den næste Morgen kunde vi gaa rundt om dem, men da Vandet atter steg, var vi flot igen og kunde fortsætte til Kiel. Her blev begge Tankene fyldt, og vi fortsatte nordpaa.

Om Aftenen gik vi til Ankers ved Aarø, lettede tidligt næste Morgen og stod op gennem Lillebælt. Snart passerede vi Grænsen. Jeg kunde se mit Hjem, hvor mine kære færdedes, og Havnen, hvor mit eget Skib laa. – Da jeg senere skrev hjem, at vi havde passeret Hejlsminde, viste det sig,
at de hjemme nok havde set Flotillen passere, dog uden at ane, at jeg var med om Bord. –

Der var de gamle kendte Steder, der var Skamlingsbanken, hvor jeg saa tit havde været med til Fest. Hvornaar mon det igen kunde ske? – Ak, ja, saa tæt ved Hjemmet, og dog saa langt borte. Da vi passerede  Middelfart, blev alle kaldt paa Dækket for at se det smukke Landskab. Det blev da ogsaa højligt beundret.

Vi fandt ingen Miner eller minesprængte Skibe i Kattegat og stævnede derfor mod Syd igen.

Da vi passerede Snoghøj, saa jeg, at der flagedes overalt. Det var et yndigt Syn at se de mange Dannebrog vaje. Neden for Højskolen, – dengang Fiskerihøjskole – var der mange Mennesker forsamlede. De vinkede ud til os, og vi besvarede Hilsenen.

Jeg kom til at tænke paa, hvilken Dato vi havde, og opdagede, at det var den 5. Juni – Grundlovsdagen. Det var altsaa derfor, der flagedes, og de mange Mennesker var forsamlede. Da plejede jeg jo ogsaa før i Tiden at være med til Fest, nu var der et andet Flag, jeg maatte sejle under for at have Lov til at bo og bygge i Hjemstavnen.

DSK-årbøger 1948

16. august 1917. Modangreb ved Zonnebeke: “Englænderne stikker af og efterlader døde og sårede.”

C.J. Beuck  var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84). Han blev senere tysk præst i Aabenraa. I begyndelsen af august 1917 ankom regimentet til fronten ved Ypres.

Den 16. august bryder frem – igen en dag, der for os hører til krigens uforglemmelige dage.

På én gang sætter trommeilden ind tidligt om morgenen. Jeg farer ud af søvnen, strammer mekanisk bælte og frakke og giver ordre ned gennem kompagniet: “giv agt, gør klar!” Jeg ved: nu drejer det sig om modangreb. Snart indtræffer ordren fra regimentet: “5., 6. og 9. kompagni går over Grotemolen frem mod Westhaus og generobrer den mistede stilling; Forbindelse: 5. kompagni.” – Jeg lader straks træde an.

Hen over højdedraget går det nu ned i lavningen. Et skrækkeligt terræn: sump, granathuller, brede grave, meget svært fremkommeligt. Zonnebeke forbliver til højre for os.

Vi får artilleriild; i løb går det fremad. Jeg ser mig omkring: jeg får det samme billede, som jeg så ofte har set, især i Polen: i deployeret skyttelinje går kompagniet frem, foran går gruppe- og delingsførere; det hele er som støbt. En følelse af stolthed fylder mit bryst, stolthed over mit kære, tapre 5. kompagni; enhver ved, at det bliver en tung dag, men enhver er også fyldt med en jernvilje til at gøre sin pligt; den gamle Mansteiner ånd lever endnu i os. –

Over højen foran os ligger der tung ild. Inde i mig stiger bekymringen for, hvordan jeg skal få kompagniet igennem; jeg ytrer mine betænkeligheder for Vizefeldwebel Wellmann. Han svarer: “Vi skal bare igennem, hr. løjtnant!” – og vi går igennem, – vi kommer direkte mod Westhaus.

Foran mineindgangen står kaptajn Hofmeister og vinker til mig. Jeg lader kompagniet få en åndepause og løber hen til kaptajn Hofmeister. Han stråler af glæde: “Jeg vidste det da, at I ikke ville lade os i stikken”, og ryster min hånd.

Hans situation er heller ikke misundelsesværdig. Den forreste linje og Wilhelm-stillingen foran ham er besat af fjenden; knap 100 meter foran ham ligger englænderne.

Bataljonskommandostationen har kun et maskingevær til forsvar; fra venstre er 90erne ved at storme, men foran ham er der en åbning; dér skal vi ind. –

Og fremad går det igen. En rasende maskingevær- og geværild modtager os. Vi går i stilling og åbner en livlig ild. Jeg mærker, at fjenden begynder at vakle og lader kommandere: “Om lidt går det fremad til storm!” og straks efter : “Op og afsted! March! March!”

En blændende storm: en lang, sammenhængende linje springer frem – ind i Wilhelm-stillingen. Englænderne stikker af og efterlader døde og sårede.

Vi har skam også tab. Vizefeldwebel Wellmann  kommer krybende langs med skyttelinjen og beretter om hårde tab; Storm, en ganske fortræffelig underofficer, der fra begyndelsen har stået i kompagniet og først for få uger siden som den første underofficer i kompagniet har fået Jernkorset af 1. kl., er faldet; det var et hårdt slag for mig. –

Men vi må videre. Uopholdelig driver vi englænderne foran os, men foran Haanebek må vi blive liggende. Det fjendtlige artilleri har skudt sig ind på denne linje og overdænget os med ild. Angrebet går i stå; men vi har også klaret et godt stykke. – Vi er nu på samme højde som linjen til højre for banedæmningen.

Også dér havde fjenden angrebet, men foran 8.kompagni var hans angreb takket være Vizefeldwebel Hegermanns energiske indgriben gået i stå. Hegermann, en tavs men ubetinget pålidelig og åndsnærværende soldat, havde, som jeg senere hørte, lige i rette tid bragt et maskingevær i stilling på sit betondækningsrum og således opholdt angrebet.

Langsomt rinder timerne. Alt for langsomt følger solen sin bane. Endelig bliver det aften. Kanonlarmen bliver efterhånden svagere. Jeg hører om yderligere tab i kompagniet; de gør mig ondt allesammen, mest vor kære, tapre Wellmanns død; ingen ved, hvor og hvordan han er faldet. – 

Mod midnat falder kun nogle enkelte granater i terrænet; én slår ned tæt foran mig; for første gang såres jeg af et stykke fjendtligt jern; den granat, der sårer mig, rammer de to nærved liggende Unteroffiziere Kaad og Hoffmann, af hvilke den sidstnævnte senere dør af sine sår. –

Jeg humper ud af kamplinjen, efter at løjtnant af reserven Sebald har fået kommandoen over kompagniet, og når efter timelang, forgæves søgning en forbindingsplads. I infirmeri-behandling i Moorslede afventer jeg kompagniet, som indtræffer den 19. august.-

Flandernslaget er for os slut; vi trænger til hvile og ny opfyldning.      

Af Regiment 84’s historie

11. april 1917. Ved Arras: “Livsmodet var brudt, enhver vilde vel være glad for en barmhjertig Kugle”

Th. Lorenzen, Felsted, deltog i slaget ved Arras i april 1917

(… fortsat)

Klokken tre blev Kompagniet alarmeret. Hele tredie Bataillon skulde ud og besætte en Banelinie mod Vitry-Biach.

Det var slet ingen ranke Helte, der drog ud denne Morgenstund. Livsmodet var brudt, enhver vilde vel være glad for en barmhjertig Kugle, der kunde lade en slippe ud af denne Jammer og elendige Tilværelse, men Tanken om Hjemmet, det lille Hjem deroppe i Nord, holdt Modet oppe. Maaske laa der nu en ensom Kvinde søvnløs paa Lejet og lod Tankerne vandre ud den mørke Nat til den, som var hende kærest, til Faderen til den lille Dreng, som laa saa trygt ved hendes Side. Ogsaa hun kastede sig vel uroligt omkring paa Lejet, forpint af Angst over Faderens Skæbne derude.

Nej, man maa bide Tænderne sammen, man har Pligter over for Livet, som man ikke paa saa fejg en Maade kan komme udenom og løbe fra, om end det vilde være meget lettere at slippe for Byrden ved en rask Beslutning. Det er ikke altid Angsten for Livet og Rædslerne, som kan give Soldaten den Tanke at gøre Ende paa det hele, nej, det er Fortvivlelsen over dette Liv fuld af Længsler, Jammer og Elendighed, der kan tvinge Mennesket ned i Afgrunden.

Nu laa vi derude i Sneen, i Grøften, trætte, vaade og forkomne. Vi savnede Hvile, Søvn og Føde. Den ene lange Time gik efter den anden.

Klokken seks om Morgenen kom der endelig Ordre til at bryde op. Vi skulde samles ved venstre Fløj, og saa gik det mod Biach, en lille By mellem Arras og Douai, ved Scarpe Floden.

Byen laa under engelsk Artilleriild. Den civile Befolkning flygtede; gamle Mænd, Kvinder og Børn saa man løbe med Bylter og Pakker. De vilde frelse noget af det mest værdifulde af deres Ejendele. Husene var for største Delen Ruinhobe, mange havde faaet et Grundskud og kunde styrte sammen, hvornaar det skulde være. I en Porcelænsbutik var en Fuldtræffer gaaet igennem Ruden, og de mange Krukker, Vaser og Nipsfigurer laa sønderknuste omkring.

Opholdet i en saadan By er under Beskydningen langt mere farligt, end naar man ligger ude i Marken, i det fri. Vi søgte allerførst et Kvartér i et Hus, som var nogenlunde beboeligt, og hvor vi for nogle Timer kunde faa lidt Hvile og Søvn. Paa anden Sal i et Hus fandt vi nogle Værelser, som var nogenlunde. Vi kunde faa lidt Varme ved en Kamin, og i Køkkenet fandtes et Komfur og Rester af Madvarer, som vi straks tog i Brug. Især en Daase med Kaffebønner vakte vild Begejstring.

Sektionen samledes snart ved en dejlig varm Kaffe. Vi nød den af rigtige Menneskekopper, noget enestaaende for vore Forhold. Kaffen vækkede Livsaanderne paany, og snart sad vi omkring Kaminilden med Pibe eller Cigaretter og nød Tilværelsen. Træthed og Søvn gjorde sig dog snart gældende, og man søgte nu en Plads, hvor man kunde faa lidt Hvile og Søvn. Jeg opslog min Paulun i et Klædeskab, som var væltet og fyldt med gamle Klæder og deslige, og snart var hele Flokken borte i en god og vederkvægende Søvn.

En Kammerat maatte for Sikkerhedens Skyld og for at have Forbindelse med Kompagniet holde Vagt ved Gadedøren.

Ved Middagstid var der igen Alarm. Kompagniet samledes i Hast og marcherede, ud af Byen. Vi skulde dække nogle Batterier, som var nedgravet ved Banelinien, hvor denne skærer Landevejen uden for Byen. Kanonerne var lige kommet paa Plads og begyndte nu at skyde sig ind paa de fjendtlige Stillinger. Vi laa hele Eftermiddagen i Sne og Kulde i en dyb Grøft ved Banelinien.

Man gav os Lov til at tænde et Baal, saa vi kunde varme Lemmerne. Snevejret tog til, og vi søgte i Mørkningen Dækning i et Lokomotivskur. Lokomotiverne stod under Damp, Tenderen var ladet med Sprængstoffer, parat til at sendes ud imod de fjendtlige Rækker, naar det skulde knibe. Om Aftenen skulde vi gaa i Stilling og afløse et Kompagni af 31. Regiment.

En Underofficer og to Mand blev sendt ud for at søge Forbindelse med Folkene forude, saa vi bagefter kunde finde frem til den rigtige Plads. I Mørkningen uddeltes varm Mad, Brød og Kødkonserves til de næste Dage.

Skydningen fra vore Batterier vedblev. Af og til fik vi en Svarhilsen derovrefra. Nedslagene laa meget spredt. De laa inden for en Radius af hundrede Meter og var ofte temmelig nærgaaende. Vi var dog vante til denne Musik fra de hylende Bæster og sendte dem kun et Sideblik, naar de kreperede i Nærheden. I lange Skarer strømmede Civilbefolkningen tilbage, trækkende en Kærre eller en Barnevogn for at frelse Livet. Mon de nogen Sinde er fundet tilbage igen til deres Hjem? De vil maaske næppe kunne genkende den Plet Jord, hvor deres Hjem har været.

Henved Titiden kom en af de Kammerater, som var sendt udfor at finde Vejen til den Stilling, som vi skulde besætte, tilbage. Han kom alene, de andre to var faldet paa Hjemvejen, ramt af Kugler fra et fjendtligt Maskingevær. Dette gjorde naturligvis et meget nedslaaende Indtryk paa os.

Kompagniet kaldtes til Samling. Der manglede tre andre Kammerater. De kunde ikke findes. Vi maatte saa af Sted uden dem. Senere bragte vi i Erfaring, at de var deserteret. Man paagreb dem i Anvers. Rømning var næsten helt almindeligt, idet man fandt det bedre at komme i Fængsel end at skulle med ud i Frontlinien.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1950

16. februar 1916. Mathias Petersen i “Bøffel-kompagniet”

Mathias Petersen fra Tykskov ved Visby blev indkaldt i sommeren 1915.

Jeg fik jo ogsaa den røde Seddel og skulde møde den 12. Juli 1915 i Flensborg. Jeg blev forfærdelig skuffet, for det skete jo ofte, at nogen blev indkaldt, men kom hjem igen. For os, som mødte denne Dag, gik det den anden Vej, nemlig til Husum. Et andet Hold kom til Güstrow i Mecklenborg.

Vi blev afhentet af to Mand, en Underofficer og en Gefreiter. Det var et Par Rævepelse. Vi kom altsaa godt til Husum og havnede nede i  Nystad hos en Gæstgiver. Vi blev indkvarteret i lange Kreaturstalde. Saa fik vi udleveret en Spiseskaal.

En Gefreiter tog sig af os. Han var ikke særlig flink. Vi hentede vor Mad nede i en anden Gade i et Slagteri. Middagen stod paa Klipfisk og nogle sorte Kartofler, som de jo paa denne Aarstid kunde være. Jeg havde desværre ingen Spisegrejer, for jeg havde ingenting med, da jeg regnede med at komme hjem.

Den Morgen, jeg skulde af Sted, sagde jeg til mig selv: »Men gælder det at Stride for Frihed, Liv og Fred, jeg lægger alt til Side og gaar i Kampen med«. — Det var rigtignok ikke af Begejstring, men der var jo noget, der hed: »Du skal!«

Vi maatte saa af Sted til Depotet efter vore Beklædningsgenstande, og vi file Straasække til at ligge paa. Af og til skulde vi til Byen for at hente adskillige Ting. Vi skulde lære at hilse, men det var de jo flinke til at bibringe os. Vi fik ogsaa Krigsartiklerne forelæst, og der var jo noget, der hed, at vi kunde blive straffet. Det skulde vi særligt have i Erindring.

Jeg kom i samme Gruppe som Niels Borg, Høgelund,og Peter Dall,  Visby. Vor Øvelsesplads var ude i Mildsted Plantage og Horsted Hede. Der gik det løs med Løb og Spring og meget andet. Peter Dall sagde: »Det var som Sørens!« Han var ikke særlig smidig.

Vi havde den Lykke at blive ret lang Tid i Husum. Der udbrød Difteritis, men omsider blev vi jo til rigtig Kanonføde. Vi rejste fra Husum den 16. Februar 1916 og havnede i Elsass i Byen Kolmar.

Derfra marcherede vi om Natten et Par Kilometer ind mod Bjergene til Byen Vettelsheim, og her blev vi i ca. tre Uger. Vi holdt Øvelser i Bjergene og var paa Marchture op til Dreiähren.

En Dag blev vi fordelt paa de forskellige Kompagnier. Vi var en Flok, som vilde være sammen, og da der blev kommanderet: »Haandværkere frem!« traadte en Underofficer og jeg frem. Vi kom til 4. Kompagni. Der kom saa et højere Væsen og sagde, at alle, der gerne vilde være sammen, skulde blive sammen. I vort Kompagni var der flest Mecklenborgere. Man kaldte os »Bøffel-Kompagniet«.

DSK-årbøger 1958

1. november 1914. Kaserne i stedet for højskole til Peter Østergaard.

Senest ændret den 22. februar 2016 10:58

Peter Østergaard fra Stursbøl, en bror til Jeppe Østergaard, der faldt 26. oktober 1914, er mødt hos Regiment 84 på kasernen i Slesvig by. Her skal han gennemgå uddannelsen som soldat. Han havde egentlig håbet at skulle på Askov Højskole i Danmark fra 1. november 1914, men sådan kom det ikke til at gå. I et brev nedfældede han sine tanker. Peter Østergaard var privat indkvarteret sammen med flere andre sønderjyder, bl.a. Mikael Steffensen.

— Den 1. November bliver af mange sønderjyder imødeset med længsel, når man har bestemt at rejse nord for de sorthvide pæle, for på en eller anden skole at få et godt ord, for at få nedlagt spiredygtigt frø, der så senere kan vokse frem og bære god frugt. Havde det gået efter ønske, så var vel også jeg gået denne vej nu til November, men det er jo kommen anderledes, Nu går det i den modsatte retning i alle henseender. I stedet for at høre gode foredrag, der kunde bygge op, hører man kun her det, der kan bryde ned. I stedet for at være med til at kæmpe for det, man har kært, må man her kæmpe for …

Når vi om aftenen synger en aftensang og blandt andre også „Altid frejdig”, så kan vi ikke lade være med at sige, at havde vi endda kunnet gøre, som der står i sidste vers, så var livet ikke så svært, døden ikke heller. Men som vor stilling er, bliver det hele jo meningsløst. Dog trøster vi os med andet vers i samme sang.

Vi har en herlig skat i de mange sange, vi kan. Vi sidder til tider næsten hele aftenen og synger. Steffensen synger udmærket, og han lægger så for, og vi andre synger, så godt vi kan. Her kan vi rigtig få luft, for vi behøver ikke at spørge, om den er forbudt eller ej, og vore værtsfolk vil gerne have, at vi synger.

Askov Hoejskole
Peter Østergaard havde ønsket sig at komme på Askov Højskole i vinteren 1914-1915. I stedet kom han i krig.

 

1. september 1914. Modersmaalet udkommer igen – under censur.

Senest ændret den 1. februar 2016 14:12

Den 1. september 1914 blev det igen tilladt for avisen at udkomme. Den ansvarshavende redaktør, Nicolai Svendsen, skrev i den forbindelse følgende ledende artikel:

Fredagen den 31. Juli 1914 blev Krigstilstanden erklæret i hele det tyske Rige. Samtidig standsedes nærværende Blad efter Ordre fra de militære Myndigheder. I August Maaned udgik intet Nummer. Imidlertid er Bladet nu blevet Frigivet, og det vil atter udkomme daglig.

I den Maaned, der er gaaet, siden sidste Nummer udsendtes, er der sket store Ting. En skæbnesvanger Tid er opstaaet for det tyske Rige og dets Forbundsfælle. De to store mellemeuropæiske germanske Stater med deres slaviske Islæt er fra alle Sider omringede af Fjender.

Med Verdenskrigen er vi pludselig kastede ind i en overvældende ny og stor Udvikling med lige dybtgaaende Belysning for alle Dele af Befolkningen. I den tyske Hær i Øst og Vest staar Tusinder af Unge fra Nordslesvig. De er efterkommet deres Pligt paa en Maade, som maa indgyde alle Respekt for deres Lovlydighed Troskab mod den Ed, de har svoret, hvilket svarer til, hvad vi altid er gaaede ud fra som noget selvfølgeligt.

Med samme Begærlighed som vore tysktalende Medborgere længes de dansktalende Beboere i Nordslesvig under disse Forhold efter Meddelelser ude fra den store Verden. Et Dagblad maa i en saadan Tid være sig sin Opgave overfor Landet og Befolkningen klart bevidst. Under dette Ansvar skal nærværende Blad blive ledet saa loyalt, som Medborgerne og Myndighederne kan forlange det.

Vi er forpligtede til, hvad Krigen angaar, at bringe Efterretninger fra Wolffs Bureau i Berlin og andre officielle tyske Kilder. Det er en Selvfølge, at denne Forpligtelse vil blive strengt overholdt, mens Efterretninger om Krigens Gang efter udenlandske Beretninger er udelukkede.

Avisen udgaar daglig under Censur; men selv om dette ikke havde været Tilfældet, vilde vi have forstaaet at lede Redaktionen saaledes, at der ikke opstod Vanskeligheder for de Styrende eller Anledning til at skride ind for nogen som helst. Endelig vil Bladet fremtidig bringe upolitiske lokale Efterretninger, Dagsnyt, underholdende Stof og Romanlæsning, men først og fremmest føles det som en vigtig Forpligtelse at opfordre Læserne til under alle Forhold at iagttage den Ro, Besindighed og Lovlydighed overfor Øvrigheden og dens Bestemmelser, som den alvorlige Tid kræver.

svendsen 001a
Redaktør Nicolai Svendsen

8. august 1914. Danske nordslesvigere mødt fuldtalligt!

Senest ændret den 28. januar 2016 22:07

Artikel fra Ribe Stiftstidende, der gik for at være den bedst informerede rigsdanske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Danske Nordslesvigere under Fanen

Den tyske Overkommando siges at være blevet meget overrasket over, at danske Nordslesvigere er mødt saa fuldtalligt under Fanerne, som Tilfældet er blevet. Man er synlig behageligt overrasket over at finde en saa udpræget Pligtfølelse hos en Befolkning, der har levet under saa haarde Betingelser paa forskellige Omraader.

8. august 1914. Afgang fra Haderslev

Senest ændret den 28. januar 2016 22:06

En anonym 84’er fortæller om afgangen fra Haderslev:

Vi var i Garnisonen i Haderslev i fire Dage. Den 8. August om Formiddagen stod Bataillonen, 1000 Mand ialt, opmarcheret paa Kasernepladsen i fuld Krigsudrustning, med Bagage, Feltkøkkener, Patronvogne og hvad der nu alt hørte til, med Bataillonsmusikken paa Fløjen, rede til at rykke i Felten.

Nu var jeg klar over, at der ikke var Haab om nogen fredelig Løsning mere.

Mens jeg stod her paa min Plads i Kompagniet, en graa Soldat blandt tusind andre graa Soldater, var jeg ikke fri for noget i Retning af en Smule Beklemmelse. En stille Tanke gled hjemover. Hvornaar fik man dem mon nu at se igen?

(… fortsættes under billedet)

Et unavngivet sønderjysk ægtepar tager afsked august 1914
Et unavngivet sønderjysk ægtepar tager afsked august 1914

Igen — ja, fik man mon overhovedet — Jeg kunde nemt have faaet dem at se endnu engang i de Dage, vi gik i Haderslev. De var slet ikke langt derfra. Havde maaske ovenikøbet været i Byen i de Dage. Men jeg vilde ikke se dem. Afskeden var overstaaet, og jeg syntes, det var bedst saadan for alle parter. Derfor havde jeg ikke meddelt min Kone noget som helst om, hvor vi var eller hvornaar vi rykkede ud. Hun anede ikke, at jeg have været i Haderslev i de fire Dage.

Nu — nu, hvor vi om faa Minutter forlod Nordslesvig for at rykke ud i den store Krig. Nu, mens vi stod og ventede uvirksomme paa Falderebet og Tankerne tog frit Løb, nu var jeg næsten lige ved at fortryde, at jeg ikke alligevel havde skrevet hjem; at jeg ikke havde faaet dem at se endnu engang.

Bataillonskommandøren, den nok som bekendte Major Meibauer, hjalp mig over det døde Punkt. Han kom sprængende paa sin Ganger midt ind i Karréen, med dragen Kaarde og med Kindremmen spændt ned, og holdt en Donnertale til os om, hvorledes vi havde at forholde os som tapre prøjsiske Soldater, om Pligt og Troskab og om, hvad Fædrelandet ventede af os, om hvad vi skyldte Regimentet og dets glorværdige Traditioner og meget andet af samme Slags. Med Bestemthed husker jeg ikke andet end de Ord, hvormed han indledede sin Tale: Wiedermal ruft der deutsche Kaiser sein Volk zu den Waffen.- –

Derefter satte Bataillonen sig i March, og med klingende Spil gik det over Gammelting, gennem Nørregade, Gravene, Storegade til Banegaarden; ved Middagstid rullede et langt Tog bort med os, sydpaa. Hen paa Eftermiddagen naaede vi Flensburger Weiche; her var et større Ophold, mens vi fik tildelt Forplejning.

”Chr.” i Almanak for Nordslesvig, 69. årgang, 1935.

7. august 1914. Rigsdagsmand H.P. Hanssen: Et alvorsord

Senest ændret den 28. januar 2016 21:51

Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev den 7. august 1914 den ledende artikel “Et Alvorsord” i sin avis Hejmdal:

Rigsdagsmand H.P. Hanssen
Rigsdagsmand H.P. Hanssen

Der er ofte ytret Tvivl om, hvorvidt vi danske Nordslesvigere ville gøre vores Pligt, hvis der udbrød Krig. Over for den slags antydninger har vi altid hævdet, at den nordslesvigske Befolknings Lovlydighed og Pligttroskab nok skulle staa sin Prøve i Farens Stund.

De sidste Dages Begivenheder har givet os Ret. Mobiliseringen skrider hurtigt fremad. Naar den er endt, vi der staa hen ved 15.000 danske Nordslesvigere i den tyske Hærs Rækker. Og Hærens Officerer, som i vid Udstrækning har givet Soldaterne fra Nordslesvig Tillidsposter i Fredstid, vil sikkert ogsaa under Krigen hurtigt lære at sætte Pris paa deres fremragende Egenskaber, deres Intelligens, deres Pligtfølelse.

I visse Kredse ytrer man nu Tvivl om, hvorvidt den ikke-værnepligtige Del af den nordslesvigske Befolkning er sig sit Ansvar bevidst og vil opfylde sine statsborgerlige Pligter under Krigen. Dette er for os hævet over enhver Tvivl. Vi er og har altid være overbeviste om, at lige saa energisk, som de danske Nordslesvigere altid har krævet deres statsborgerlige Rettigheder respekterede, lige saa samvittighedsfuldt vil de opfylder deres statsborgerlige Pligter i disse alvorlige Tider.

Der er næppe et Hjem i Nordslesvig, som ikke har nære Paarørende i Felten. Vore Sønner, Brødre, Mænd og Fædre staar i Øjeblikket i den tyske Hærs Rækker. Det er under disse Omstændigheder – rent bortset fra den nordslesvigske Befolknings rolige Besindighed og dybt indgroede Lovlydighed – ganske utænkeligt, at den skulle svigte sin Pligt.

Vi danske Nordslesvigere vil ogsaa i den Henseende gøre vore Modstanderes Tvivl til skamme.

Hejmdal

1. august 1914. Hejmdal: “Vore danske landsmænd vil gøre deres pligt!”

Senest ændret den 28. januar 2016 12:57

“Hejmdal”, den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssens avis, bringer søndag morgen i et særnummer en ledende artikel. Heri hedder det bl.a.:

Rigsdagsmand H.P. Hanssen
Rigsdagsmand H.P. Hanssen

Kommer Krigen alligevel, saa er vi overbevist om, at vore danske Landsmænd vil gøre deres Pligt, selv om den er tung, og vise, at Nordslesvigernes Indflydelse og Pligttroskab er stærk nok til at staa sin Prøve i de tungeste Tider.

30. juli 1914. Jeppe Østergård: “Aldrig har det været så kritisk som nu”

Senest ændret den 28. januar 2016 12:36

Jeppe Østergård stammede fra Stursbøl i Oksenvad Sogn. I oktober 1912 var han blevet indkaldt til hæren, og da krigen brød ud, var han ved at aftjene den sidste del af sin værnepligt i Danzig, i dag Gdansk, Polen. Et udvalg af hans breve skrevet både før og under krigen blev udgivet i udvalg i 1931.

30—7—1914.

I formiddag har vi ingen tjæneste. Alle på stuen skriver breve hjem, og jeg blir også smittet af manien. Stort nyt er der naturligvis ikke at berette.

Byen var iaftes i vildt oprør, og begejstringen gik højt, da regimentet med fuld musik i spidsen drog gennem byen fra banegården til kasernen. I løbet af natten er to kompagnier rykket ud krigsmæssigt udrustet for at besætte Weichselbroen ved Dirschau. Forøvrigt arbejdes i det stille. Krigssager blir tilpasset og udleveret fra oplagsrummene.

Den almindelige mening er den, at vi i morgen rykker ud og går til grænsen. Hvordan det så videre vil gå, må afventes. Aviser har jeg idag endnu ikke læst, men jeg tvivler stærkt på et tilbage. Dag for dag har tingene tilspidset sig, overalt arbejdes der på mobiliseringen. Aldrig har det været så kritisk som nu.

Mine tanker ved alt dette tør jeg ikke betro papiret, da brevhemmeligheden i denne tid langtfra er sikret. Dog kan I så omtrent tænke jer min stilling. Men der er intet valg, og vi går med så friske og frejdige som nogen. Meget værre er det for dem, der må forlade familie, bedrift og alt. Jeg er løs og ledig, har ingen forpligtelser, kan udmærket undværes o. s. v.

Det er morsomt at lægge mærke til, hvordan de forskellige tar imod efterretningerne. Gennemgående er den ældre årgang mere rolig og mandskaberne i besiddelse af mere galgenhumør.

Rekrutterne føler stærkere de bånd, som binder dem til hjemmet og alle de kære. Af skrålhalsene er mange bleven underlig tavse — en stadfæstelse af gammel erfaring.

— Jeg er meget spændt på, hvad dagen endnu vil bringe. I morgen skal I atter høre mere.

(Marius C. Skar (udg.): To Faldne Brødre. Breve fra Jeppe og Peter Østergård hjem til Nordslesvig, 1931, s. 38-39)

F_A_von_Kaulbach_Germania_1914