Tag-arkiv: patrulje

14. november 1914. Hemming Skov: I uophørlig berøring med fjenden

Af Allan Otto Wagner.

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten.

Efter at vi, før vi gik i Kvarter Natten til den 14. Nov., maatte udstille Feltvagt, var vi fra dette Tidspunkt uophørlig Berøring med Fjenden. Næste Dag gik det fremad i Skyttekæde-Formation, og langt forude skimtede vi vore Jæger-Patrouiller, som var ude at søge Oplysninger om Fjendens Stillinger.

Vi gik ganske langsomt fremad, indtil vi fik Ordre til at lægge os fladt ned paa Jorden. De to første Grupper af første Deling, hvor jeg var med, blev kommanderet ud til venstre som Dækning for opkørt Artilleri. Det passede os godt, fordi vi heraf kunde slutte, at vi nu ikke kom i Infanteri-Ild.

Fra vor Dækning bag Husene skulde vi forhindre russiske Patrouiller i at udspionere vore Batteriers Stillinger.

Hen under Aften kunde vi atter slutte os til Kompagniet, og vi naaede frem sammen med Feltkøkkenet, fra hvilket vi saa fik en Portion varm, styrkende Mad.

1914-10-polsk bondegård

5. november 1914. Småkrig i ingenmandsland

Af Füsilieregiment 86’s historie:

En dag besatte 20 frivillige fra 7. kompagni Sauffoye-Ferme, ca. 1 km foran Pimprez. Vanvittig ophidselse derovre, maskingevær- og artilleriild på gården.

Efter at alle nødvendige oplysninger var indhentet, lykkedes det afdelingen at nå uskadte tilbage til deres skyttegrav.

En anden gang overrumplede en patrulje under ledelse af fungerende officer Iversen fra 6. kompagni et hus på randen af Ribécourt. Det lykkedes franskmændene, som blev overrasket midt i aftensmaden, at undslippe gennem en bagdør.

Nu etablerede man hurtigt et heksebål af gardiner, bordduge og stoleben i stuen og antændte det. Huset brændte ned til grunden.

2. november 1914. Patruljevirksomhed

Af Füsilierregiment 86’s historie

På patruljevirksomheden, var det muligt at vise modstanderen vor overlegenhed. Her fik de krigsfrivillige anvist et udstrakt og taknemmeligt felt, hvor de kunne udleve deres krigsbegejstring.

Den ungdommelige forstærkning havde i starten ikke haft det for let. De krigsfrivillige blev på grund af deres mangelfulde militære optræden af deres kammerater opfattet som mindre fuldgyldige soldater, og mangen en foresat var forfærdede over deres umilitæriske optræden. De blev snart kaldt ”krigsuvillige”.

Men kloge kompagniførere forstod snart at skaffe afløb for deres virketrang. De gav dem til opgave at skaffe kendskab til forholdene hos modstanderen og finde ud hans livsvaner, styrke og fordeling af poster, tilstanden af hans skansearbejder og så videre.

Først drog de unge karle af sted under ledelse af ældre, erfarne folk. Snart derpå alene. De flokkedes om patruljeturene, stillede sig selv opgaver, udvidede selvstændigt de stillede opgaver. I begyndelsen noget klodset og usmart, men snart sneg de sig som indianere gennem græs- og roemarker, smuttede om natten ind på teglværket i Ribécourt, krøb op på loftet og iagttog hele dagen, hvad der rørte sig hos fjenden. Ofte måtte de hals over hoved tilbage, mens shrapnells og geværprojektiler peb efter dem; men de overbragte deres fornøjede kompagnifører en hel række meldinger.

 

19. oktober 1914. På patrulje: “Jeg trykkede Brystet mod Jorden og gjorde mig saa lille som muligt”

FR86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl fortæller:

Den 19. Oktober 1914. Om Aftenen fik jeg Ordre til at gaa Patrouille imod Fjenden. Hertil fik jeg fire haandfaste Karle. Ordren lød paa, at vi skulde se, om Byen, som laa foran os, var besat med Fjender, og hvad de foretog sig, og saa skulde vi om muligt tage en rød fransk Kasket med til Kompagniføreren.

Da Mørket faldt paa, listede vi af Sted. Foran os var der først en Dal, saa var der en 400 Meter bred Stubmark, beplantet med Frugttræer, derefter en lige saa stor Roemark, og ovre bag den laa Byen.

I Nærheden af Byen stod to Halmhæs. Her lagde vi os ned for at lytte. Vi hørte tydeligt, at der var mange Soldater i Byen, og vi listede os forsigtigt nærmere. Ved det første Hus saa vi en dobbelt Vagt staa ligegyldig og tale sammen. Dem kunde vi nok tage; men sæt nu, at det ikke gik glat, og de slog Alarm. Saa fik vi hele Banden paa Halsen. — Saa gik vi uden om dem og hen for Midten af Byen, hvor vi stod og lyttede.

Inde i Byen hørte vi dæmpet Tale og Vogne, der kørte frem og tilbage, samt Klirren med Kogekar. Nogle fældede Træer, og andre byggede Skanser. Vi havde hørt tilstrækkeligt og gik tilbage igen. Men da vi kom til Roemarken, kom der en Trop hen imod os. Det maatte være Fjender; thi fra os var der ikke flere ude den Aften.

Omhyggelige for at undgaa Støj kastede vi os ned paa Maven. De var 10 Mand og en Officer, altsaa en fransk Officerspatrouille. Langsomt og listende gik de forbi os i en uhyggelig Nærhed.

I det Øjeblik, de var lige ud for os, holdt jeg Aandedrættet tilbage, som om jeg var bange for, at det skulde forraade os. Jeg trykkede Brystet mod Jorden og gjorde mig saa lille som muligt. Jeg var kommen til at ligge med Maven paa en haard Genstand; men jeg turde ikke flytte den for ikke at komme til at lave Støj.

Da Faren var ved at trække over, fjernede jeg Genstanden. Nej se, det var et prægtigt Æble. Det kom mig lige tilpas, og jeg spiste det straks. Ved at søge fandt jeg et Par til og tog dem med i Lommen. Da vi kom tilbage, overbragte jeg Meldingen til Kompagnichefen, som sad nede i Kælderen ved et lille Bord og skrev ved det flakkende Skin af et Tællelys. Meldingen, jeg overbragte, var tilfredsstillende.

Kasketter fik vi ingen af; men en Forkølelse fik vi da; thi vi var kun meget let paaklædt, uden Kappe og Patrontasker, kun med Geværet i Haanden og 20 Patroner i Lommen, for at vi kunde pille af, naar vi kom i Knibe.

Franske soldater i de karakteristiske røde bukser
Franske soldater i de karakteristiske røde bukser og røde huer

16. oktober 1914. Jeppe Østergaard ved Kosnaz.

Jeppe Østergaard fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.

Dagbogen 16.10-1914.

Patruljer, som skulde undersøge, om Kosnaz var besat, blev hæftig beskudt. De, som endnu sov, skræmmes op kl. 5.30 af infanteriskydning, ja een ramtes dødelig af en kugle gennem taget.

Vor battaillon skulde udfylde et hul, som var opstået mellem landeværnsbrigaden til højre og infanteriregimentet til venstre. Stillingen var vanskelig og svær, for linjen var 2 km lang, og kun et batteri stod til understøttelse. Da vi ved middagstid fik befaling til at gå tilbage og atter slutte os til divisionsreserven, havde hvert komp. mistet 4-6 mand. Om aftenen kom vi atter i kvarter.

Russisk maskingevær
Russisk maskingevær

10. oktober 1914. “Her ligger Danske Side om Side i Skyttegraven.”

Hejmdal

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Livet i Skyttegravene ved Aisne.

Skyttegraven ved ……., 26. Sept. 14.

– – Jeg kan ikke med Ord udtrykke, hvilken Glæde det er at modtage Post hjemmefra. Alle mine kammerater er som jeg, det der interessere os allermest om Morgenen, naar vi vaagner, og om Aftenen, naar vi lægger os til Ro, er, om der er Post. Fra ….., Varnæs, fik jeg ligeledes i Gaar Chokolade og Cigarer, det er rørende, saa venlige alle er imod mig.

Vi ligger endnu stadig her i Skyttegraven, og jeg vil i al Korthed fortælle Jer lidt om Livet her, det kan dog maaske interessere jer. Jeg deler Hule sammen med Løjtnant R., i Civil Dr.jur. Hulen har til Loft en Dør, som Pionererne har skaffet os fra en nærliggende Landsby. Den har en Dybde af ca. 2 Meter, saa vi paa en Conserveskasse udmærket kan sidde uden at støde imod Loftet med Hovedet. Bredden udgør ca. 1½ Meter. Bunden er belagt med lidt Halm og lidt Lucernehø. For at faa Plads til vore smaa Æsker med Godter i, har vi udgravet et Par smaa Hylder. Her ligger vort Drikkebæger, vor Post og lignede Sager. Natten tilbringer vi særdeles udmærket. Vi ligger indpakket i et Par Overfrakker.

Om natten kan det hænde, at vi vækkes af Patrouiller, men særlig i Morgenstunden begynder Knalderiet. Vi er dog nu saa vante til den Rummel, at vi ikke lader os forstyrre i vor Morgenro. Naar der ikke er noget særlig paa Færde, sover vi med Afbrydelser til Klokken ca. 9. Saa indtager vi Morgenmaaltidet, som bestaar af Brød og i denne herlige Tid af lidt Kød eller Flæsk, sidste en meget efterspurgt Vare. Vi har vi ogsaa en Del Cigarer og mangler kun Tændstikker, som for Tiden er det mest efterspurgte.

Formiddagen gaar med Læsning, Besøg i Naboskyttegravene og Samtaler om Krigens Gang. En Gang imellem kommer der saa en Granat susende og minder os om, at endnu er Fjenden ikke svækket. Men Granaterne er vi nu saa vante til, at vi knap blinker med Øjnene, naar saadan en Fyr med et voldsomt Brag slaar ned og lever et meterdybt Hul i den haarde Jord. Nej, man hærdes.

Dagen igennem gaar saa med lidt Læsning, lidt Rygen og, hvad næsten er det bedste, med lidt Søvn.

Men saa snart Mørkets tunge Skyer falder hen over Egnen, vaagner først rigtig Livet i og omkring Skyttegraven. Saa komme de alle krybende ud af deres Huler. Nu er der jo ingen, der kan se dem. Men der maa tales sagte, thi Franskmændene er ikke langt fra os, og lidt højt Talen kan forraade os i en September Aftens Stilhed. Vore Patrouiller foran Fronten hører tydeligt Fjenden modtage maden, hører dem samtale; af og til faar de en Shrapnell ned over Hovedet, og vor Patrouille morer sig over den Uro, den volder dem.

Om Aftenen faar vi vor varme Mad, lidt Ris med Kød, eller lidt Ærter og Bønner med Kød, alt sammen godt tilberedt i vort herligste Vaaben, nemlig Feltkøkkenet. Det er en ganske uundværlig Ting, saadan et Feltkøkken; havde vi ikke haft det, ja, saa havde vi været meget mere forkomne, end vi er. De sidste Dage har vi faaet en Rødvinspunch om Aftenen, hvor herlig en Ting det er for os, kan I ikke danne Jer nogen Mening om. Det ved man først, naar man har boet 3 Uger i en kold og fugtig Jordhule. Naar vi har faaet vor Mad, ryger vi lidt paa Piben og gaar saa til Ro.

Saa længe vi ingen Regn har, er Skyttegravslivet ganske udmærket, men begynder det først med Regn og Slud, saa forstaar I nok, at Tilværelsen i en leret Hule ikke kan være behagelig. Mine Fødder er allerede nu paa Grund af, at man i 14 Dage ikke har faaet sine Støvler af Fødderne, helt Kolde og stive. Ved sidste Dag at søge efter v. Barm fandt jeg i en fransk Tornyster et Par Lædersko, foret med Uld. Jeg har ved Hjælp af dem og de nye Strømper at faa mine Fødder i Orden igen.

Min “Hjemdal” vandrer hele Skyttegraven igennem, alle er jo næsten Nordslesvigere. Lige ved Siden af mig ligger Chr. E. Christensens Nabo, en N. Bonde fra Asserballe. Han pakker Løjtnanten ind hver Aften, og meget drypper fra Herrens Bord paa Ham. Ellers har jeg det udmærket, er ved godt Mod og har en urokkelig Tro paa, at jeg igen skal ses med Jer.

Af et Feltkort fra samme:

Her ligger Danske Side om Side i Skyttegraven. Alt gaar næsten paa Dansk. “Hjemdal” vandrer fra Haand til Haand. Løjtnanten læser den ogsaa. Jeg fortolker. Paa denne Vis tilbringer vi Dagen i Jordhulen.

Fra en Gaardejer, der er hjemmehørende paa Bevtoftegnen, men nu er i Felten, har en Slægtning modtaget et Brev, hvoraf vi hidsætter følgende:

…. Vi er nu flere Mil inde i Rusland og har kun Forbindelse med Thorn ved Automobiler. Vi har det for øvrigt meget rart her i Wlozlawsk. Det er en ret anselig By og det er ret interessant at spadsere omkring og betragte Livet her. Vi har ogsaa haft forholdsvis god Tid dertil indtil nu. Bortset fra det ret fremmedartede Indtryk, som selve Byen gør, har man slet ikke Følelsen af at være i Fjendeland. Der er fuldstændig orden i alting. Befolkningen, der for største Delen bestaar af Polakker, er som Regel venligsindet, særlig da vi opretholder Orden og betaler alt, hvad vi bruger, men rede Penge, medens Kosakkerne, for de forlod Byen, røvede og plyndrede, saa meget de kunde overkomme, hvorved det selvfølgelig mest gik ud over Evangeliske og Jøder, som der ogsaa er mange af her. Hovedgaderne her i Byen er meget flotte, men des fattigere ser det ud i de smalle Gyder. Men derom kan jeg jo fortælle mere, naar jeg en Gang kommer hjem, hvad jeg haaber; og hvis det skulde fejle mig, saa maa I hellere ikke sørge saa meget for min Skyld. Jeg er ikke bange for Døden og stoler paa Gud….

Faldne og Saarede.

Iver Lycke er Navnet paa en ung Mand fra Hygum Sogn, som ifølge Tabslisten er falden ved Neuvy den 6. September. Navnet er ikke kendt ud over den snævre Kreds, som er kommen i personlig Berøring med Ham, men af de vil det ikke glemmes. Iver Lycke tilhørte en dygtig Slægt, og han var selv en ualmindelig dygtig og energisk und Mand, en af dem, som vi daarlig har Raad til at miste. Iver Lycke var Landmand; ved Krigens udbrud var han Bestyrer paa Aarupgaard. Han har i en Aarrække været forlovet med en unge Pige fra Kongeriget. Hans Moder og Kæreste nærer endnu et svagt Haab om, at han kan være falden i fransk Fangenskab.

Den 24. September er Theodor I. Erlang fra Ladegaard I falden i Frankrig. der er Mindegudstjeneste i Morgen i Aastrup Krige.

Frederik Christian Moos fra Bramdrup er falden den 25. September i Frankrig. Der holdes en Sørgehøjtidelighed u Tilslutning til Eftermiddagsgudstjenesten i Morgen i Moltrup Kirke.

Bygmester Sønke Nissen, der boede i Vidaagade i Tønder var en stræbsom Haandværker, er falden i Frankrig.

– Der er ifølge “Bsl.Tid.” endvidere kommet Meddelelse til Tønder om, at Overlærer Mietz ved Realskoen der i Byen, en ung Mand, skal være falden i Franskrig.

Postbud Green fra Lindtrup, som siden Krigens Udbrud har været med paa den vestlige Krigsskueplads, er bleven let saaret i den ene Haand.

I Fangenskab.

Gaardejer Kresten Fink paa “Fuglsiggaard” har modtaget Meddelelse fra sin Avlskarl, Jakob Hansen fra Vester Lindet, om at han er saaret og i fransk Fangenskab i Bordeaux. han har det ellers godt. Hansen stod ved 84’erne i Haderslev.

– H. Schmidt Rederi i Flensborg har fra Lagos (Vestafrika) modtaget et Brev fra Kaptajn Nicolaisen, der førte Damperen “Diana”. Kaptajnen oplyser, at “Diana” er belagt i Arrest af Englænderne og at hele den hvide Besætning er bragt til Lagos som Krigsfanger. Det er blevet ham forsikret, at hele den store Besætning er blevet fjernet fra Damperen og at Skibet er slæbt til Forrabos, hvor det ligger under Guvernement-Opsyn.

Andreas Dirks, der er barnefødt i Skovby (Bredsted Sogn), Søn af Lærer Dirks i Harreslev ved Flensborg, er i Frankrig blev taget til Fange af Englænderne og ført i engelsk Krigsfangenskab.

8. oktober 1914. Hemming Skov i kamp foran Warzawa

IR176’eren Hemming Skov fra Københoved deltog i kampene på østfronten.

8. Oktober gik det imod Warka, en større By ved Floden Pilitza lige før dennes Udløb i Weichsel.

I nogle Timer marcherede vi igennem en Skov, og endnu inden vi var ude af Skoven, begyndte Artilleriet at beskyde Byen, Infanteriet sværmede ud og fordrev de russiske Forposter.

I vor Nærhed begyndte en Vejrmølle at løbe rundt, og i det samme blev vi overfaldet af et Haglvejr af Shrapnel. En Patrouille hentede to melede Møllere, og med Bind for Øjnene blev de ført til Reg.-Staben.

Russerne havde imidlertid sprængt Broen over den ca. 200 m brede Pilitza, og Pionererne arbejdede hele Natten paa en ny, hvortil de næste Dag fik Assistance fra Infanteriet. Under Arbejdet fik vi Besøg af en russisk Flyver; men dengang var der heldigvis ingen Bombemaskiner.

Hen paa Eftermiddagen kunde Broen befærdes, dog foreløbig kun af Infanteriet. Vi kom over, Warka toges i Besiddelse, og efter en 15 km March kom vi i Kvarter paa et Gods.

EasternFront1914b

 

9. september 1914. Regiment 86 på tilbagetog

Af Regiment 86’s historie:

Det gik i nordlig retning over La Celle, hvor Petit Morin blev passeret igen, og Vendiere og Viffort, som først for tre dage siden blev passeret, og som ligger over 25 km nord for Neuvy. Lange ophold i marchen er et uundgåeligt bi-fænomen ved tilbagetog. Ved hver kort standsning synker folk som døde ned i vejgrøften og på landevejen. Dødtrætte når regimentet Viffort den 8. september kl. 2 morgen.

Det kunne knap betale sig at lægge sig hen. Allerede kl. 6 skulle der marcheres videre. Denne gang i nordvestlig retning over Chézy sur Marne, Hautvesnes, Marolles am Ourcq. Her blev der i mørket holdt et kort hvil, og i natmarch nåede man ved midnatstid Ivors. Ca. 50 km havde fødderne tilbagelagt denne dag. Den nye frontlinje var nået, men udmattelsen var fuldstændig. Fire dage så godt som uden søvn. March, deltagelse i et stort og svært slag, march og march igen. Dag og nat. Lastbilerne, som fulgte efter de udmattede, var toplæsset med mennesker og oppakning. Alle andre blev pisket fremad af den tanke ikke at falde i fjendens hænder. Mange sank i Ivors sammen som blyklumper og sov sig ømme og stive i den kolde efterårsnat

Om morgenen den 9. september var regimentet allerede kl. 7 klar til angreb ved sydvestranden af skoven ved Ivors. Den franske 6. armés sidste, svage omgåelsesforsøg i retning af Villers Cotteret skulle afværges ved hjælp af et angreb. III og II bataljon holdt skovranden ved Ivors besat; til højre infanteriregiment 85, til venstre 3. armékorps. I bataljon forblev bagud til rådighed for brigaden.

I løbet af formiddagen blev II bataljon trukket frem til sikring af det artilleri, som var på vej op til fronten. Den gik i stilling ved sydvestranden af Bargny.

Vidt og bredt stod kornet i traver og gav god dækning. Da rykker en stærk fransk kavalleripatrulje frem fra det overfor liggende Macquelines. Den kommer lige imod folkene fra 7. kompagni. De lader franskmændene komme ind på 300 meters afstande og giver så ild. Kun én slipper derfra.

Kl. 1.30 om eftermiddagen indtræffer angrebsbefalingen. Angrebet skal føres frem 4 km i sydvestlig retning indtil banelinien Ormoy-Betz. Kl. 3.30 var banedæmningen nået. Fjenden bestående af vigende, svage styrker ydede ingen alvorlig modstand. Artilleriet havde snart skræmt ham ud af korntraverne, som han var krøbet ind i. Et komisk syn var det, hvordan traverne pludseligt blev levende og i en betragtelig fart løb hen over marken. Bagud. På højderne syd for banedæmningen gik regimentet til ro kl. 9 om aftenen med posterede vagter.

Franske soldater i de karakteristiske røde bukser
Franske soldater i de karakteristiske røde bukser

25. august 1914. 86’erne passerer grænsen til Frankrig

Af Regiment 86’s historie:

Den følgende morgen, den 25. august, bliver den franske grænse med stor glæde overskredet ved Ruinsette og la Folie. Nogle km syd for grænsen ligger den lille by Bavai. Den siges endnu at være besat af en engelsk bagtrop. I og III bataljon deployeres til højre for vejen Hon-Bavai. Men ingen modstand rører sig. Med marchsikring[1] marcheres der ind i Bavai. Syd for Bavai skulle vi gå i bivuak sent på eftermiddagen. Bataljonerne sikrer sig ved vagtposter mod sydøst og øst, d.v.s. især mod overraskelser fra Maubeuge.

Da bliver en patrulje fra 2. kompagni, som rekognoscerer i Mecquigny, en landsby 3 km syd for Bavai, udsat for kraftig ild. 250 til 300 geværer skønnes det. Hurtigt bliver 1. og 2. samt en deling af 3. kompagni alarmeret.

På få minutter danner de skyttekæde i retning af vagtposterne. Fremrykningen over markerne, der er omgivet af levende hegn og hække, er vanskelig. Så nås den forreste linje, og ildkampen begyndes. Snart efter viger fjenden. Så en kort forfølgelse. Uden anlæg bliver adskillige skudt ned, og mangen en såret englænder synker sammen i kløvermarken og bliver forbundet og bragt tilbage af vore folk. 10 bliver taget til fange.

Det drejer sig om afsiddede engelske lansenerer, som skal dække den franske armés tilbagetog. En forpostfægtning, som I bataljon alene havde klaret. Vore tab var ringe, 1 død og 5 såret.

Om aftenen indtraf efterretning om den venstre naboarmés sejr, den 2. armé, og det skabte stor jubel. Nu brød de to arméer frem henholdsvis vest og øst for Maubeuge. Fæstningen var en hindring, der skulle tages alvorligt. ”Hvis kommandøren er en snedig hund, så vil han denne nat forsøge et udfald her mod nord med de 40.000 mand, han formodentlig har til rådighed”, mente en bataljonskommandør.

Derfor skulle der i hvert fald etableres sikring mod et fremstød fra fæstningen i flanken på den forbimarcherende armé. Denne sikring blev delvist betroet regimentets II og III bataljon.

De to bataljoner gravede sig ned foran Bavai med front mod Maubeuge. Selve korpskommandøren besigtigede de udgravede stillinger og indskærpede for soldaterne, hvor uhyre vigtig deres post var. Hele natten og den følgende dag blev bataljonerne liggende i deres stillinger, mens tropper uophørligt marcherede, vogne og artilleri raslede forbi. Men kommandøren for Maubeuge var ingen ”snedig hund”, han foretog sig intet, og de to bataljoner forblev uforstyrrede.

[1] Når en troppeenhed flyttes er der tale om march, hvad enten man går eller kører. Foregår det i eller nær kampzonen, vil marchen skulle sikres mod ildoverfald, typisk ved hjælp af mindre grupper foran og til siderne

Reg 86 i Belgien Chateau Thierry 1
86’ere passerer efterladt fransk materiel ved Chateau Thierry

Fra Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen.

14. august 1914. Husundersøgelse i en belgisk landsby: “De rystede af skræk for, hvad der ville ske.”

86’eren H.C Brodersen fra Nordborg gennemfører en husundersøgelse i Belgien. Der er mistanke om, at “friskytter” (“franc tireurs”) har beskudt soldaterne.

Liége, den 14. August 1914.

Skorstensfejeren og jeg samt lille Jim havde om Eftermiddagen været paa Patroullie. Maalet var et enligt beliggende Hus, i hvilket Vinduerne var tilskoddede, men da Skorstenen røg, antog vi, at Beboerne endnu ikke var flygtet, men opholdt sig i Huset.

Vi var enige om, at de tilskoddede Vinduer ikke var noget godt Varsel for vort Forehavende, og krybende paa Hænder og Knæer, og med Geværet hængt om Halsen, nærmede vi os Huset fra 2 Sider. Alle paa en Gang sprang vi ind imod Døren, der var laaset. En kraftig Dundren paa Døren og Vinduesskodderne forblev ubesvaret, og de medbragte Økser blev derfor taget i Brug.

Resultatet heraf var naturligvis en aldeles smadret Dør, der røg op med et Brag. Vi styrtede ind og fandt i den bagerste Stue hele Familien samlet i et Hjørne af denne. De rystede af Skræk for, hvad der vilde ske, og Rosenkrandsen løb med rivende Hast gennem deres sitrende Fingre.

Voelkerkrieg 1005a

Ved Tegn og enkelte tillærte Brokker af det franske Sprog søgte vi at gøre dem forstaaeligt, at vi søgte efter belgiske Soldater.

Skorstensfejeren pegede ivrigt mod Loft og Kælder, og en gammel Mand viste os omsider Adgangen til disse. Medens Jim gik i Kælderen, gik Skorstensfejeren op paa Loftet, og jeg holdt Vagt for at sikre mod Overrumplinger.

Undersøgelsen varede dog ikke længe. Jim havde intet mistænkeligt fundet, men anderledes med Skorstensfejeren. Da han langt om længe kom tilbage, havde han en Haandfuld Hylstre med sig. De stammede tydelig nok fra en Militærriffel, men hvem havde afskudt dem?

Beboerne fattede straks vor Mistanke, og en ung Kone smed sig ned paa Knæene, omklamrede mine Ben og hulkede, som om Hjertet blev revet ud af Brystet paa hende, eller som om hun allerede saa sig stillet overfor en Gruppe Geværpiber. Hun sprang op, tog mig om Halsen og talte ivrigt i det for os uforstaaelige Sprog.

Vi var alle nærmest daarlig tilpas. Hvad skulde vi gøre? Imedens var Skorstensfejeren gaaet hen til et Vindue, som han aabnede. Medens han samtidig pegede mod sine struttende Lommer og sit „hævede” Bryst, smed han Hylstrene ud af Vinduet og sagde: „Lad os dog vise Menneskelighed, kom lad os gaa.”

Ved Tegn bad han om noget at drikke, og da vi kort efter havde smagt paa den første, fjendtlige Vin, der ikke var daarlig, forlod vi Huset.

Forinden skrev vi dog med Kridt paa Resterne af den ituslaaede Dør: „Skaansel, her bor gode Mennesker. 3/86.”

Bag den nærmeste Dækning søgte vi Hvil. Skorstensfejeren havde under sit lange Ophold paa Loftet bjerget lidt til Føden, og han viste sig at være en god Vært, thi fra sine Lommers Dyb hentede han baade Brød og Vin, og vi gav os god Tid til Frokosten.

Det er blevet Aften, og vi er nu naaet til Liége, hvor vi er blevet indkvarteret. Her er „Liv og glade Dage”. Vinen flyder i Strømme, og Humøret er indstillet efter Devisen: „Wer nicht lieb Wein, Weib und Gesang —”

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)