Tag-arkiv: patrulje

24. september 1917. 86’er patrulje overrumpler sovende franskmænd

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregimentet”, fordi usædvanligt mange sønderjyder gjorde krigstjeneste i det.

Den 24. september lykkedes en strålende overrumpling for en patrulje fra 8. kompagni. På den anden side af Steen-bækken lå nogle betonbunkere, der gjaldt for at være ubeboede.

Løjtnant Reich fra 8. kompagni ville konstatere, om det virkelig forholdt sig sådan. Med en patrulje overskred han på denne dag om morgenen i tæt tåge Steen-bækken på en gangbro. Enheden – det var foruden kompagniføreren oversergent Hattig, sergent Röhrs, korporal Fajen, menige Seller og Hinz – sniger sig til den nærmeste bunker og finder deri sovende franskmænd.

At tage disse til fange var næsten lykkedes; men kræfterne rakte ikke til en nærkamp med nabodækningsrummenes besætning, som ville blive nødvendig som følge af den opståede larm. Derfor sniger Reich sig tilbage for at hente forstærkning, efter at have placeret patruljen skudklar foran indgangen. Han henter broposten, løjtnant Hawranke, sergenterne Hofbauer og Schauenburg, korporal Schröder og menig Kandel. Reich selv sikrer med forstærkningen mod nabodækningsrummene.

Patruljen styrter sig under ledelse af løjtnant Hawranke ind i bunkeren, griber de nærmeste geværer og et maskingevær og baldrer franskmændene op af deres søvn. Disse overgiver sig efter lidt modstand.

Men nabobunkerne bliver alarmeret og vil komme deres kammerater til hjælp. Det er 40-50 mand; men de vover sig ikke frem mod en håndfuld 86eres heftige skydning, idet de måske i tågen har overvurderet antallet. Da de tilfangetagne – 1 sergent og 6 mand – nu er mindre villige til at gå med bagud, bliver der hjulpet lidt til med geværkolberne.

Alle når i god behold over gangbroen. Også byttet, 3 geværer og 1 maskingevær, bliver bjerget. Ved forhøret af de tilfangetagne bliver det konstateret, at en ny fransk division er sat ind over for regimentets front.

Fra: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

23. august 1917. Indædt patruljekrig ved Havrincourt

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregimentet”, fordi usædvanligt mange sønderjyder gjorde krigstjeneste i det. I juni 1917 lå regimentet i Siegfriedstillingen ved det ødelagte slot Havrincourt. Det var et helt andet og moderne forsvarsværk end de gamle skyttegravsstillinger. Briterne lå tæt ved.

Den 18. august begyndte kampene igen. På denne dag lå der dagen igennem igen tung mineild på kalkbjergets kant. Ved midnat ramte et uhørt kraftigt ildoverfald 6. kompagnis poster; samtidig blev den højere placerede hovedstilling rasende bestrøget af mange maskingeværer. Efter kort tid blev artilleri- og mineilden forlagt fra postelinjen til feltvagten.

Så kom der bag nordsiden af bjerget ca. 20 og bag sydsiden ca. 30 Tommy’er stormende frem. Hensigten var tydelig: Posterne oppe ved randen skulle omgås og afskæres. Denne hensigt mislykkedes på grund af vagtsomhed og uforfærdethed hos 6. kompagnis poster, som på ingen måde havde ladet sig gøre møre af den rasende ild.

Angrebet blev slået tilbage. En sergent blev ganske vist taget af overmagten og ført med tilbage; til gengæld faldt en såret skotte i vore hænder. Hovedformålet, erobring af kalkbjerget, var mislykket.

Men der var stadig ingen ro her. Allerede næste nat blev en dobbeltpost angrebet af en patrulje. De bliver jaget væk, men kommer tilbage med forstærkning, i alt otte mand. De styrter sig på ny over dobbeltposten. Den ene bliver gjort ukampdygtig ved et kolbeslag over armen, men kan endnu stikke af; den anden, allerede grebet, river sig løs. Endnu i den samme nat bliver pigtrådsspærringen foran denne post repareret; derved falder en mand fra sikringspatruljen. I de nu følgende nætter ind til afløsningen forsøgte fjenden ikke igen angreb mod kalkbjerget.

Otte dage senere, efter fire måneders småkrig med en stædig, udspekuleret og uforfærdet modstander, kunne forpoststillingen derfor uskadt overgives til afløsningen. Dette resultat skyldtes ikke mindst den rastløst flittige major von Hanstein, der førte regimentet fra begyndelsen af maj til slutningen af juli i stedet for den afkommanderede major von Drigalski.

Fra: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

2. august 1917. Raid ind i de britiske stillinger ved Havrincourt

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregimentet”, fordi usædvanligt mange sønderjyder gjorde krigstjeneste i det. I juni 1917 lå regimentet i Siegfriedstillingen ved det ødelagte slot Havrincourt. Det var et helt andet og moderne forsvarsværk end de gamle skyttegravsstillinger. Briterne lå tæt ved.

Med særligt mod og succes blev der natten mellem 1. og 2. august gennemført en patruljeoperation fra 10. kompagni. Fra kompagniets feltvagt var der kommet melding om, at en fjendtlig patrulje på ca. 20 mand opholdt sig i forterrænet.

Straks gik en enhed under ledelse af kompagniføreren løjtnant Becker frem. Endvidere deltog løjtnant Nissen, sergent Salostowitz, landstormmand Köster og füsiliererne Jäckel, Schernekau og Thiel.

Den meldte patrulje fandt de ganske vist ikke, men vende om med uforrettet sag ville de heller ikke. De opdagede et hul i pigtrådsspærringen, kravlede igennem og arbejdede sig gennem endnu en hindring.

Forpostgraven bliver nået og passeret, bag ved den var der en busk, ved hvilken der både om dagen og kort forinden var observeret englændere. Altså en standplads. Hurtigt bliver busken omringet, men intet rørte sig, intet var der at finde i busken andet end … en latrin. Ny skuffelse!

Men stadig ingen lyst til at vende om. Forsigtig tilbage til forpostgraven; to poster bliver ladt tilbage ved hullet i spærringen.

De to officerer samt Salostowitz og Schernekau går nu opret som englændere, med våbnene på ryggen langs med bagsiden af forpostgraven. Ved det femte skulderværn bliver de anråbt. En dobbeltpost, Becker råber nogle beroligende engelske ord til dem, så et spring ned i graven med pistolen for panden af dem, men englænderne er nogle barske fyre, de kan ikke bevæges til at komme med.

Da flyver en håndgranat over skulderværnet og eksploderer under gruppen. Løjtnant Nissen bliver såret i baghovedet. Nu er det tid!

Hans modstander vægrer sig stadig; han bliver skudt ned. Nu bekvemmer den anden, der også er såret, sig til at komme med. De to officerer bringer ham til hullet i spærringen, hvor de finder de to poster forladt. Men hvor er de to folk? Umuligt at finde dem, for den fjendtlige grav er allerede arlarmeret, håndgranater brager og maskingeværild knalder bagefter. De to forbliver savnet; de er formodentlig truffet af håndgranater og som sårede faldet i fjendens hænder.

Fra: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

20. juli 1917. Raid ind i de britiske stillinger ved Havrincourt

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregimentet”, fordi usædvanligt mange sønderjyder gjorde krigstjeneste i det. I juni 1917 lå regimentet i Siegfriedstillingen ved det ødelagte slot Havrincourt. Det var et helt andet og moderne forsvarsværk end de gamle skyttegravsstillinger. Briterne lå tæt ved.

Omkring midten af juli lagde observatørerne mærke til, at englænderne byggede en række mindre stikgrave fremadrettet fra kampgraven. Hvad skulle de til for? Standplads for minekastere? Kom der ikke fra andre dele af fronten underretninger om et større skyderi med gasminer? Skulle der også til at ske sådan noget her? Det skulle der ubetinget skaffes klarhed over.

En større patruljeoperation bliver forberedt til at finde sted natten fra 20. til 21. juli. Efter artilleriforberedelse skulle tre stærke enheder trænge frem hen over forpostgravene til den anden fjendtlige hovedkamplinje, undersøge gravene for gasinstallationer og om muligt tage fanger.

Den højre enhed, 50 mand infanteri fra III bataljon sammen med en gruppe pionerer, stod under løjtnant Zergiebel, den midterste fra I bataljon i en lignende sammensætning under kaptajn Friherre von Ompteda. Den venstre enhed var svagere, 2 sergenter og 16 mand fra II bataljon.

Både om formiddagen og om aftenen slyngede det forstærkede artilleri ødelæggelsesild over de engelske grave, Kl. 11.30 om aftenen et kort, kun minutlangt ildoverfald, og enhederne styrtede frem.

De undgår den heftige engelske spærreild, overskrider trods vild maskingeværild forpostlinjen og den første engelske kampgrav. Da slår der en salve granater ned i enhed Zergiebel, den river 12 mand til jorden.

Det dobbelte antal er nødvendigt for at skaffe de døde og sårede tilbage; andre er blevet sprængt i luften, med den tilbageblevne svage rest er en videre fremrykning udsigtsløs og bliver opgivet. Den midterste enhed Ompteda trænger frem over den engelske hovedstilling, finder hulvejen bagved og konstaterer, at der intetsteds er installeret minekastere eller gas. Stikgravene var bestemt for vandafløb. Samme resultat havde den venstre patrulje.

Fanger blev der ikke taget, da englænderen tilsyneladende havde rømmet stillingen på grund af vor artilleriild. Kun lidt bytte i form af geværer, remtøj, stålhjelm og skanseredskaber blev hjemtaget. Men det væsentlige var opnået, de ønskede konstateringer var gjort.

Ganske vist var de med 4 døde og 19 sårede dyrt købt. Blandt de døde var også den tapre og utrættelige løjtnant Rodatz. Ikke desto mindre, det var ledelsens pligt at skaffe klarhed.

Fra: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

24. juni 1917. Engelsk patrulje har bortført en vagtpost

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregimentet”, fordi usædvanligt mange sønderjyder gjorde krigstjeneste i det. I juni 1917 lå regimentet i Siegfriedstillingen ved det ødelagte slot Havrincourt. Det var et helt andet og moderne forsvarsværk end de gamle skyttegravsstillinger. Briterne lå tæt ved.

Den 22. juni om aftenen savnedes en underofficerspost fra 7. kompagni. Den havde stået ved et skovbælte, et særligt blæsende hjørne i den nedlagte Havrincourt-skov. Altså måtte det være sket ved højlys dag. Hvordan var det muligt?!

To dage senere blev der kastet lidt lys over den dunkle hændelse. Det samme sted sneg to englændere sig den 24. juni ved højlys dag camoufleret med buske gennem underskoven. Først på en afstand af 20 meter bliver de opdaget af vagtposten. Før han kan komme til skud, bliver han strakt til jorden ved to skud, sergenten bliver ligeledes dræbt ved et hovedskud, da han stikker hovedet ud af vagtposternes dækning. Først den tredje mand lykkedes det ved håndgranater at fordrive modstanderen. Den formodning var nærliggende, at den forsvundne post for to dage siden var blevet offer for den samme list. En gammel krigslist, der vandrende Dunsinan-skov i Shakespeares ”Macbeth” var vakt til live igen.

Ellers havde fjenden med sine hyppige forsøg uden og med artilleriforberedelse ringe held til at overrumple posterne, og ret ofte havde de tab. Natten mellem den 1. og 2. juni blev 3. kompagnis poster angrebet af en ca. 12 mand stærk patrulje. Som reaktion på gevær- og håndgranatild iler løjtnant Barfaut fra 1. maskingeværkompagni fremad med en projektør og et maskingevær. Ildkampen er endnu i fuld gang. Da lyser projektøren op, maskingeværet bestryger forfeltet. Der kommer skrig derovre fra; Barfaut styrter frem med fire mand og tager en såret og en uskadt englænder til fange.

Fra: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

11. juni 1917. Patruljekrig ved Havrincourt

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregimentet”, fordi usædvanligt mange sønderjyder gjorde krigstjeneste i det. I juni 1917 lå regimentet i Siegfriedstillingen ved det ødelagte slot Havrincourt. Det var et helt andet og moderne forsvarsværk end de gamle skyttegravsstillinger.

Vanskelighederne begyndte straks på højre fløj. Foran vor linje lå det såkaldte ”Kalkbjerg”, en til vor stilling retvinklet aflang bunke kalkbrokker, indholdet af en kanal under bygning. Dens overflade var en tavleformet forhøjning. Englænderen havde lagt sin forpostgrav hen over midten af kalkbjerget, vore poster klamrede sig til dets bageste rand.

Her skulle den lille krig ikke falde til ro, da det måtte være englænderen meget om at gøre at skubbe vore poster ned fra bagskrænten for så ved hjælp af kalkbjerget at drive en beherskende kile ind i vor forpostlinje.

Anderledes, men ikke mindre vanskelig var situationen i midten og på den venstre fløj. Her var, som nævnt, Havrincourts skov, der knyttede sig til parken, fældet til langt bag englændernes front af dem, der byggede Siegfried-stillingen, så fjenden ikke ubemærket kunne samle sine angrebskolonner. Men de fældede træstammer lå der endnu, og underskoven skød allerede stærkt igen. Forfeltet var her svært at overse. Det var det rigtige terræn til en minikrig med indianertaktik. Sådan var også forholdene på den venstre fløj, hvor vore poster delvist lå i den fældede lille Femy-skov.

Når således terrænet ligefrem indbød til sportsmæssig patruljevirksomhed på begge sider, så var det endnu mere tilfældet, når man betragtede den almindelige situation.

Patruljevirksomhedens art var et spejlbillede af den strategiske helhedssituation: for os måtte det komme an på at erkende modstanderens hensigter, altså tage fanger, som kunne give oplysninger om fordeling, troppeforskydninger, angrebshensigter og overhovedet om hele situationen hos modstanderen. Når det så ikke lykkedes, så skulle i det mindste den fjendtlige stilling undersøges nøje med hensyn til spærringernes styrke, udbygning af gravene, posternes standpladser. Således havde vore patruljer mere til formål at skaffe oplysninger.

For modstanderens vedkommende gik det ud på at rive kæden med poster op og komme tæt på hovedstillingen. Han kæmpede derfor i almindelighed med større enheder samt artilleri- og mineild.

Den tyske ledelse kæmpede febrilsk på at komme til klarhed om modstanderens hensigter. Den antagelse, at englænderen engang ville forsøge at støde frem over Havrincourt til de beherskende Fresquières-højder, kunne ikke uden videre afvises og blev også bekræftet ved Cambrai-slaget i november dette år.

Den regimentsobservationspost, der var indrettet på de nævnte højder, gjorde god gavn for opklaringen. Men hovedarbejdet i den henseende blev præsteret af patruljerne. Næsten hver nat var en eller flere frivilligt ude i terrænet og hjembragte ved deres omtanke og uforfærdethed værdifulde resultater.

Fra: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

15. marts 1917. Patruljekampe ved Gomiecourt

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev i februar 1917 endelig afløst fra stillingerne ved Ancre. Men længe varede hvilen ikke.

Den 7. marts var også dette afsluttet, og regimentet blev endnu engang sendt til fronten. Tilbagetoget var allerede begyndt nord for Ancre. Tropperne var gået tilbage til den flere gange nævnte R 1 stilling.

Bataljonerne marcherede til Gomiécourt.

Den 8. marts afløste II bataljon infanteriregiment 96 fra 38. division i forreste linje, mens III bataljon besatte R 2 og den bagved liggende Logeast skov, I bataljon blev i Gomiécourt. Stilling og skov lå 5 km nord for Miraumont. Alle bataljonens fire kompagnier lå i fronten, som yderligere var sikret af to feltvagtenheder. Bevægelseskrigen satte ind igen. Den nye stilling var noget mudret, men dækningsrummene og pigtrådsspærringerne var gode.

Englænderen forsøgte at støde frem efter os og bevare følingen med os. Allerede i den første nat gik en engelsk patrulje på ca. 50 mand mod vor feltvagtenhed. De blev afvist. To sårede englændere faldt i 5. kompagnis hænder. Et angreb af en stærk fjendtlig patrulje blev af den samme feltvagtenhed afvist den 12. marts om aftenen.

Den 14. drev 10. kompagni en stærkere afdeling tilbage. Denne havde én død og efterlod os 3 geværer. Det samme kompagni tog dagen efter 5 englændere til fange. Nu blev disse forsigtigere og holdt deres forreste linje på 6-800 m afstand.

Den 16. marts lykkedes det 11. kompagni at tage endnu en englænder til fange.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

12. februar 1917. Engelsk patrulje på raid i 86’ernes skyttegrav!

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 kom i december 1916 i stilling ved Ancre, en biflod til Somme. I begyndelsen af februar 1917 angreb englænderne og tvang tyskerne tilbage i nye stillinger.

Fjenden fortsatte med sine delangreb for at gøre fronten mør. Næsten hver nat blev der angrebet ved en ny division.

Om natten fra den 11. til den 12. februar blev regimentet ramt. Hele dagen slog der svære granater ned på regimentets højre fløj og på den venstre fløj af infanteriregiment 32 ved siden af. Med flyverobservation.

Hen mod kl. 9 om aftenen begyndte et kraftigt ildoverfald, svære shrapnels, så styrtede mørke skikkelser over klippelandskabet og trængte overraskende ind i den slørede post fra 8. kompagni.

Men her er man vågen. Den røde lyskugle udløser vor spærreild, den ligger godt.

Så går kompagniføreren løjtnant Reich straks til modangreb. Han befrier sine vagtposter og tager en premierløjtnant og 32 mand til fange, to Lewis-geværer tager han også som bytte. Fra 8. kompagni faldt løjtnant Bönning og én mand, 21 var sårede.

Den fjendtlige artilleriild øgedes endnu engang denne nat, men fjenden vovede ikke en gentagelse af angrebet.

Den 12. februar melder regimentet, at officerer og mandskab er udmattet til det yderste. Heller ikke reservebataljonerne har fundet hvile.

Som følge af angreb på nabodivisionerne hørte alarmeringer til dagens orden eller rettere til nattens orden. Men stærkest havde den tolv timer lange dagsvagttjeneste tæret på kræfterne.

I de første ti dage af februar var der alene kommet 204 ny sygdomstilfælde til. Antallet af syge var kommet op på 716.

Der kunne slet ikke mere være tale om nogen nævneværdig kampkraft. Endelig kom den forløsende ordre, at divisionen fra 14. februar skulle afløses af 9. reservedivision.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

19. januar 1917. Patruljetjeneste på Vestfronten

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 kom i december 1916 i stilling ved Ancre, en biflod til Somme.

De uklare forhold ved fronten nødvendiggjorde en livlig patruljevirksomhed. Allerede juleaften krøb en patrulje gennem mudderet for at indhente efterretning om tropperne i en foranliggende skyttegrav, den såkaldte ”Saale-spærring”.  De fandt den ubesat, men opdagede spor efter lejlighedsvis brug.

I begyndelsen af 1917 følte løjtnant Hasselmann sig frem med en patrulje. De stødte på en stærkere engelsk patrulje og tvang den med deres ild til at gå tilbage.

Den 6. januar jagede en fælles patrulje fra 5. og 6. kompagni den svage engelske besætning ud af Saale-spærringen og holdt denne besat en kort tid. Et vellykket resultat opnåede en patrulje i natten fra en 19. til den 20. januar, en patrulje fra 9. og 10. kompagni under ledelse af løjtnant Kirchner fra 3. maskingeværkompagni, sergent Höweler fra 10. kompagni og korporal Spörer fra 9. kompagni. Kirchner havde i den to dage gamle sne opdaget et spor, som førte ind i Saale-spærringen. Som jægere lagde patruljens deltagere sig på lur ikke langt fra stedet. Da de havde ligget der nogle timer, kom der en engelsk patrulje på syv mand krybende ud af Saale-spærringen. Skyd! To englændere blev såret, to overgav sig, og resten trak sig skydende tilbage.

Den 19. januar blev det frostvejr, og det blev ved helt til afløsning af regimentet. Det betød en afgørende lettelse.

Antal tab ved sygdom forblev ganske vist stadig højt. Det androg alene i januar 494 mand. For det meste var det forkølelse, mave- og tarmsygdomme. Tabene som følge af kamp var betydeligt færre.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

2. december 1916 – Lorens Jepsen: “… det stolte Regiment ”Bremen” “

Lorens Jepsen var landmand fra Valsbøl lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse. I januar 1916 var han blevet tildelt Infanterie-Regiment Nr. 75, der i efteråret 1916 lå i stilling mellem Blangy og Tilloy ved Arras.

Monchy Lørdag XII.16.

Min kære Anne!
Takker Dig hermed for et Kortbrev fra d. 28. Du klager, at Du faar saa sjælden Post. Saa maa jeg jo se, om jeg kan overkomme at faa noget mere skrevet. Faar du imidlertid 2 til 3 Breve ad Gangen, saa er det jo selvfølgelig ikke min Skyld, men maa ligge hos Posten. I Gaar Aftes var vi forude at skanse og naar vi gør sadanne Ture saa har vi kun meget lidt Tid til egen Raadighed og er ogsaa trætte, naar man naar tilbage[.] Derfor maa Du undskylde naar jeg ikke skriver paa saadanne Dage.

Udsnit af Flensborg Avis 27. november 1916 med omtale af kamppatrulje "Hansa" udført af blandt andet Infanterie-Regiment "Bremen" Nr. 75 25.-26. november 1916
Udsnit af Flensborg Avis 27. november 1916 med omtale af kamppatrulje “Hansa” udført af blandt andet Infanterie-Regiment “Bremen” Nr. 75 25.-26. november 1916

Du har læst, at Regimentet ”Bremen” har haft Patrouilleforetagender. Ja, det stolte Regiment ”Bremen” er helt rigtigt mit Regt. No 75, ca. hundrede Mand frivillige var fra vort Rgt en lille Smut over i den engelske Grav, snappede 25 Fanger og var saa rask tilbage igjen. Paa Grund af, at Overfaldet foretoges uformodet og hurtig kom det ikke til nogen Fægtning og vi tabte kun en Mand, som var uheldig at hage med en Haandgranat i Pigtraaden, som derved kom til at eksplodere og dræbte ham selv. Vi havde en Vogn staaende rede for at transportere mulige fangne Officerer. Dem fik vi dog ingen af. Jeg laa jo den Gang i Staffete mellem første og anden Stiling og havde selvfølgelig ikke andet med Patrouillegangen at gøre, end at det kunde bringe nogle flere Meldinger. Men da en Tidlang slet ingen Meldinger kom, saa har jeg lagt mig hen at sove og har ikke mærket det mindste til det Hele. Det hele har ikke mindste Betydning, det skulde da i det Højeste være i Oplysningsøjemed.

Kort over operation "Hansa" gennemført 25. - 26. november 1916 (Zipfel u. Albrecht: Geschichte des Infanterie-Regiments Bremen (1. Hanseatisches) Nr. 75, Bremen 1934, s. 234)
Kort over operation “Hansa” gennemført 25. – 26. november 1916 (Zipfel u. Albrecht: Geschichte des Infanterie-Regiments Bremen (1. Hanseatisches) Nr. 75, Bremen 1934, s. 234)

Det var jo et sørgeligt Tilfælde med Lassen Rerup.

Pastor Tonnesens Skrifter, som Du har tænkt at bestille, er ikke noget Blad, men nogle Skrifter som Du kun faar tilsendt en Gang. At dømme efter Manden tænker jeg, at Skrifterne vil være rigtig gode. Er Sigmund Olsen endnu hjemme? Der er vel ellers saa omtrent gjort ren Kant, jeg forstaar ikke hvorfra Soldaterne skal tages til næste Aar, men maaske Kvinderne saa kommer for Tur.

Hjertlig til Dig og Børnene
Din egen Lorens

28. september 1916. Thygesen på patrulje i ingenmandsland ved Somme

24-årige Thyge Thygesen fra Stepping tilhører Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 36 indsat, der i slutningen af september bliver indsat ved Somme. Om formiddagen 28. september vender han tilbage til sit kompagni efter at have slæbt en såret kammerat til Baupame. Han noterer i sin dagbog.

Kl. 10¼ kom vi tilbage og fik straks den dårlige Efterretning at Kl. 10½ skulde vi træde an, helt frem og så tage Mariegården tilbage, som var bleven tagen af Englænderne. Da vi var ved at træde an, kom der anden Bestemmelse og vi gik atter tilbage.

Men Kl. 12.40 måtte vi atter afsted. Vi var et Stykke undervejs, da vi pludselig atter måtte tilbage. Det hed sig, der blev ikke stormet. Klokken 5½ måtte vi alligevel af sted. Vi kom lige hertil, da det blev lyst.

Vi ligger nu nedgravet bag et Hegn. Foran os er Stillingen forladt. I Eftermiddag. blev Marius, underofficer Naumann og jeg kommanderede til at gøre en Patrulje frem og se om vi kunde finde den forladte Stilling.

Ca. 400 meter skulde vi gå frem. Vi var ikke videre fornøjede dermed, men måtte jo langs. Stillingen vi fandt var mindst 700 meter fra os, men besat. Hvorledes Stillingerne er her, er der nok ingen rigtig der ved. I Dag er Hauptmann Trappe falden!

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

25. september 1916. Den franske fange er død: “Et unødvendigt offer for krigens grusomhed.”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni ved Infanterie-Regiment Nr. 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

(… fortsat)

Overfaldet på den franske forpost lykkedes – men franskmændene er alarmeret. Hvordan skal H.C. Brodersen og hans kammerater komme tilbage til egne linjer igen?

Nu kunde vi høre, at det blev levende i Skyttegraven bag ved os og sluttede deraf, at det var den bortløbne Franskmand, der havde hentet Forstærkning.

Skorstensfejeren og Sepl fik fat i Kraven paa Sepls haardtsaarede Modstander og slæbte ham op af Hullet, medens jeg med Revolveren og et Par Haandgranater dækkede Tilbagetoget. Da de andre var naaet noget ud til Siden, søgte jeg bagefter, og i et Mosehul afventede vi, hvorledes Situationen videre vilde udvikle sig.

Fra Hullet, som vi lige havde forladt, kunde vi høre Banden og Raaben, der beviste, at det atter var fyldt med Franskmænd. Vor Fange aandede svagt, og vi maatte fuldstændig slæbe ham efter os, da vi noget efter saa smaat søgte at naa tilbage til vore egne Skyttegrave. Det var vanskeligt nok, thi vore egne Kammerater har vel troet sig angrebet af Fjenden og skød som vilde.

Haandgranaterne røg ud over Skyttegravskanten og eksploderede i ubehagelig Nærhed. Der var ikke andet for end at raabe til dem om ikke at skyde, og først efter at de havde faaet Feltraabet, kunde vi slippe ind.

Det viste sig, at vi var kommet saa langt ud af Retningen, at vi laa overfor 2. Kompagni, der ikke vidste, at der var nogen ude ved den Tid. Klokken var allerede henad Morgenstunden, da vi endelig naaede hen til Kompagniføreren med vor Fange.

Vi var næsten mere døde end levende, men Kompagniføreren havde  en Flaske Cognac i Nærheden, og han vilde hellere ofre den og have os velbeholdne tilbage, end at indsende vore Navne til Listen over de faldne, hvilket han saa smaat havde forberedt sig paa.

Vi fik nu Tid til at se paa vor Fange, og han var ikke mange sure Sild værd. Frygtelig var han tilredt af Sepls Kniv, og han blødte af mange Saar, og fra et dybt Hul ved Halsen strømmede ved hvert Pulsslag  det varme, dampende Blod ud. En Cognac blev hældt i Munden paa ham. Han aabnede Øjnene og saa sig forvildet omkring. Et Par store Taarer banede sig Vej ned ad Kinderne og forsvandt i Fuldskægget.

Af nogle Optegnelser i hans Dagbog fremgik det, at han havde været med i Krigen fra Begyndelsen. Et Fotografi viste, at han var Tjenestemand, at han var gift og havde et Barn. Det var en Pige i 12 Aars Alderen, som paa Fotografiet stod lænet op til ham, der sad ved et Bord.

Kompagniføreren anbragte Fotografiet imellem hans foldede Hænder. Kort efter hørte vi en sagte Jamren, der endte i et dybt Suk. Vor Fange var død og havde i sine sidste Minutter trykket Billedet til sine Læber.

carte-postale17_fransk_soldat_cropped

For ham var Krigen forbi, men han syntes at være blevet et unødvendigt Offer for dens Grusomhed.

Vi har lige været hos Kompagniføreren, der paany har lovet „at tænke paa os ved næste Lejlighed”. Han mente det vel godt nok, men baade Skorstensfejeren og jeg har lovet os selv, at intet Avancement oftere skal friste os til at deltage i en lignende Ekspedition. Den  syntes os hensigtsløs og uden Led i Afgørelsen om Krigens endelige Udfald.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

25. september 1916. Natligt overfald på fransk forpost: “Vi var snart indviklet i den mest forbitrede nævekamp …”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

(… fortsat fra kl. 18:00)

Under en patrulje i ingenmandsland blev Brodersen og hans kammerater pludselig anråbt på fransk.

Vailly den 25. September 1916.

Vi trykkede os saa langt ned i Moder Jords Skød, som det blot var muligt, og med Munden tæt til hinandens Ører aftalte vi, hvad vi videre skulde gøre. Et Par Skud peb hen over Hovederne paa os, og der blev derfor ikke lang Tid til at betænke os i.

Det havde været Meningen at overrumple dem, men Franskmændenes Opmærksomhed var nu vakt, og Sagen stillede sig derfor nu vanskeligere. Dog, vi havde Ordre til, enten død eller levende, at bringe een Mand, og vi maatte derfor gøre et Forsøg.

 Vi kravlede nu hver til sin Side, og det var en Aftale, at Skorstensfejeren og Sepl skulde sørge for et Offer, medens jeg skulde holde Ryggen fri.

Med et Spring var vi nede i Hullet hos de forbavsede Franskmænd, men hvem der blev mest forbavset, fik vi ikke Tid til at konstatere, thi i Graven var der nemlig 4 Mand i Stedet for 2, som vi havde regnet med.

I samme Øjeblik var vi indviklet i et vildt Haandgemæng. Høje Raab og Brøl som fra vilde Dyr kløvede Luften, og de frygteligste Eder og Forbandelser paa begge Sprog brød Nattens Stilhed. Een af Franskmændene løb straks tilbage, og vi var nu 3 imod 3 og var snart indviklet i den mest forbitrede Nævekamp.

Franskmændene var værst stillet, thi de havde kun de lange Geværer at værge sig med, medens vi brugte Haandgranaterne som Slagvaaben. Jeg laa snart paa Bunden af den snævre Plads og med en stor Franskmand over mig. Med sit Sidegevær gennempryglede han min Krop, medens jeg kun havde Tanker for at værge saa godt for mig, som jeg kunde.

Mørket hindrede os i at iagttage Enkelthederne, men jeg opfattede dog, at min Modstander flere Gange satte Bajonetten imod mit Bryst, men paa Grund af de andres Tumlen rundt om i Hullet, er han vel blevet hindret i at støde til. Det lykkedes mig nu at faa frigjort min Revolver, og medens han i sin halvt liggende Stilling stod bøjet over mig, pressede jeg denne imod hans Bryst og trykkede til.

Han faldt ned over mig, men i min fortvivlede Angst for Ekspeditionens Udfald, lykkedes det mig i en Haandevending at gøre mig fri og sprang op af Hullet. Imedens de andre kæmpede som vilde Dyr, havde jeg et Øjeblik Tid til at trække Vejret.

Sepl havde faaet fat i sin Kniv, og det var et frygteligt Vaaben i hans Haand. Han brugte den paa en saa frygtelig Maade, at hans Modstander blødte af mange Stiksaar, og med sin Staalhjelm søgte det arme Menneske at afværge det afgørende Stik. Skorstensfejeren kæmpede en fortvivlet Kamp med sin Mand, der var stor og stærk. Franskmanden havde nu med et Kvælertag faaet fat om Halsen paa ham, og de faldt nu om og tumlede rundt nede i Hullet. Jeg kunde nu ikke høre noget Livstegn fra Skorstensfejeren, og med et Spring sad jeg paa Ryggen af hans Modstander. Et Revolverskud imellem hans Skuldre gjorde Ende paa Kampen.

Imedens kæmpede Sepl som en aldeles rasende mod sin Mand, og de lignede mere vilde Dyr end Mennesker. De faldt og rullede rundt om hinanden, sprang op og ind paa hinanden igen. Franskmandens Tøj var flænget over det hele, men Sepl havde endnu ikke faaet Lejlighed til at bibringe ham det afgørende Stød. Imidlertid var Skorstensfejeren atter kommet noget til Hægterne, og i sin liggende Stilling lykkedes det ham at slaa Armene omkring Franskmandens Ben.

Han faldt, og Sepl var straks over ham og rendte i sin Afsindighed sin Kniv i Brystet paa ham.

Det var forbi, men Faren var endnu langtfra overstaaet, thi fra alle Sider blev der nu afskudt Lysraketter, der oplyste Terrænet som i klareste Dagslys. Det var det værste, der kunde ske for os, thi kun i Skjul af Mørket havde vi Haab om at slippe tilbage.

Fra alle Sider lød Maskingeværernes kendte Tikken, og Kuglerne fløjtede hen over Hovederne paa os.

(… fortsættes kl. 21:00)

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

25. september 1916. På patrulje i ingenmandsland: “Pludselig blev vi anråbt på et fremmed sprog …”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

I samme Stilling [Vailly], den 25. September 1916.

Det er vel alle Steder saadan, at „Lediggang er Roden til alt ondt”. Saadan gik det ogsaa her, og selv Officererne syntes at kede sig.

Vi syntes ikke at kunne indse, hvilken Interesse det for Eksempel kunde være at vide, hvilket fjendtlig Regiment, der laa foran os, men Kompagniførerens Nysgerrighed var nu engang vakt, og derfor kaldte han igaar Underofficererne fra 3. Deling til sig. Han vilde have haandgribeligt Bevis paa, hvilket Regiment der laa foran os, og drøftede derfor med os Planen om, paa hvilken Maade det bedst kunde lade sig gøre. Han selv syntes, at den Sag var ganske lige til, idet vi kun havde behov at gaa over og hente en Mand, hvad enten han nu blev bragt død eller levende.

Han overlod os Underofficerer Planen til videre Overvejelse, men dog med den Betingelse, at det skulde være overstaaet inden Midnat. Med den Besked gik vi til vore Hytter for at tænke videre  over Sagen, der dog ikke syntes saa lige til , som Kompagniføreren mente. Vi udbad os frivilligt Mandskab, men ingen meldte sig. Jeg havde som den ældste Underofficer faaet lagt Sagen i min Haand, og  der var stillet mig en Avancementspost i Udsigt, og af den Grund var  jeg næsten forpligtet til at gaa med.

Efter lang Overvejelse besluttede Skorstensfejeren sig ogsaa til at gaa med, og da Sepl hørte, hvordan vi havde tænkt os Sagen grebet an, erklærede han, at det kun var „Børnemad” og vilde saa ogsaa med.

En Underofficerspost, som vi vidste laa foran 3. Delings Stilling, var udset som Offer, og uden Gevær og Livrem og med den dertil hørende tunge Last tog vi afsted. Vi var kun forsynet med hver et Par Haandgranater, min Revolver og den for Hesserne uundværlige Kniv, der sad i Støvleskaftet.

Krybende paa Hænder og Fødder, og gennemblødt af det dugvaade Græs, naaede vi omsider saa langt frem, at vi mente, enten at være naaet for langt eller ogsaa at have tabt Retningen.

Vi laa musestille og diskuterede Spørgsmaalet, da vi i det samme blev anraabt i et fremmed Sprog.

(… fortsættes kl. 20:00)

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

5. september 1916. Faret vild om natten bag fjendens linjer

Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i 4. Schlesiske Infanteriregiment 157 på Østfronten i Karpaterne.

Om aftenen den 4. september kom han i hård og blodig nærkamp med russiske tropper. Men russerne var i overtal.

Nu var det på høje tid at komme afsted. jeg kunne i mørkningen ikke se mine kammerater. Jeg løb så alt, hvad jeg kunne, men uheldigvis løb jeg på en stor væltet træstamme og blev hængende fast i en gren. Geværet fløj fra mig og satte sig med bajonetten fast i jorden.

Det varede dog ikke længe, inden jeg fik mig gjort fri og fik geværet taget op. Nu kunne jeg ikke mere høre,  i hvilken retning de andre var løbet.

Forsigtigt løb jeg afsted  der, hvor jeg antog, de andre var løbet, men så blev jeg beskudt.

Jeg er dog næsten sikker på, at det har været vores egne, der skød. De har sikkert troet, at det var russerne, de hørte. Jeg blev så stående et lille øjeblik, gik så langsomt frem, men mere til højre.

Pludselig hørte jeg stemmer, og nu var der ikke andet at gøre end at risikere alt. Jeg lagde mig på knæ og råbte: “Hvem der”.

Heldigvis var det to eller tre af vores egne soldater. De var også kommet bagefter og var helt forvildede.

Ingen af os var klare over, hvilken vej vi skulle løbe.

Jeg sagde så, at jeg mente, vi skulle mere til venstre, men at jeg var blevet beskudt derfra. Det viste sig dog senere, at min antagelse om, at beskydningen kom fra vore egne, var rigtig. Vi blev så enige om at gå forsigtigt og langsomt frem. Vi var heller ikke kommet ret langt, før vi hørte stemmer. Vi lyttede og opdagede så, at det var vore egne.

Såvidt jeg husker, var der tre mand, så nu var vi en seks-syv stykker.

Det var næsten alle lidt ældre kammerater, der ikke havde kunnet følge med de andre og var blevet bagefter og til sidst ikke havde vidst, hvor de var. Nå, det var nu heller ikke så underligt, da der hverken var vej eller sti i den mørke skov.

Da de andre var endnu mere rådløse og forvirrede end jeg, måtte jeg overtage kommandoen, skønt jeg var den yngste.

Da det allerede var sent på natten, koldt og mørkt, blev vi enige om
at vente på, at det skulle blive lyst igen. Der var en lille hulning, hvor vi kunne gemme os lidt. For at holde varmen trykkede vi os godt sammen ryg mod ryg. Det var vel nok en uhyggelig nat, da vi ikke vidste, om vi var bag den russiske front eller ej.

Som jeg har bemærket før, var de andre allesammen ældre kammerater. Da vi var blevet sendt til Østfronten, var der en del af ældre årgange, der kom med os. De har vel været en 40-43 år, men for mig, var de jo gamle.

Det havde vist været meningen, af de skulle indsættes til hjælp bag fronten. Da vi imidlertid straks efter ankomsten i Karpaterne fik ordre til at gå til fronten, måtte de alle med, og der havde ikke
været tid til at ordne andet.

Desværre gik det hårdt ud over de ældre. Jeg glemmer aldrig, hvor de var ulykkelige, i hvert fald nogle af dem. De bad til gud, at han skulle hjælpe dem. De havde kone og børn derhjemme.

Selvfølgelig var jeg ligeså bange som dem, men jeg holdt det dog mere for mig selv. Jeg var ligesom en fader for dem alle, trods aldersforskellen. Alt, hvad jeg foreslog, var de indforstået med.

Da det var ved at blive lyst om morgenen, stod vi op og diskuterede, i hvilken retning, vi skulle forsøge at gå. Pludselig hørte vi fløjten og tale. Vi kunne så mellem træerne ca. 50 meter fra os se en hel kolonne russiske soldater komme i gåsegang – med geværet over skulderen.

Så vi var stadig i tvivl om, vi var foran eller bag den russiske front. Disse russiske soldater så ikke ud til at være forberedt på modstand. Jeg sagde så til de andre: “Vi flygter i modsat retning af, hvor  russerne kommer fra, men pas på ikke at træde på grene og lav så lidt støj som muligt”.

Da vi var nået et stykke vej, traf vi på nogle døde soldater. Vi var kommet til det sted, hvor vi dagen før havde begyndt angrebet. Jeg kunne genkende den ene af de døde, en maskingeværsløjtnant, som var faldet om lige ved siden af mig, da vi gik frem.

Han lå endnu sådan, som han var faldet om. Jeg huskede godt, at han var faldet, men havde ikke været klar over, om han var såret eller blot var snublet. Han må have fået et skud i hjertet, så han har været død med det samme.

Nu vidste vi i hvert fald, hvor vi var. Vi fortsatte så, og pludselig blev der skudt på os, men ingen blev ramt. Da jeg var temmelig sikker på, at det var vore egne, råbte jeg “Hold op, vi er tyskere”. De forstod os med det samme, og vi gik hen til dem.

Her så ikke godt ud, der var kun få soldater og eet maskingevær. Alle var så nervøse, at de skød, så snart de hørte noget i buskadset.

Vi fordelte os så blandt dem, der var her, for at danne en skyttelinie. Der var ingen officerer eller underofficerer, så enhver var anvist til sig selv.

Vi gravede nogle huller til beskyttelse, og vi fortalte om den russiske kolonne, der var på vej. Nu blev nervøsiteten endnu større.

Desværre lå der bag os en tysk officer, som var blevet vanvittig. Han lå i et hul, de havde gravet til beskyttelse for ham, og han lå og fantaserede og skreg. Det var ikke godt, for han forrådte jo vores stilling. Hele denne nervøse tilstand endte da også med, at der blev dræbt nogle af vore egne med maskingeværet.

De var på en forpost, og da russerne havde skudt på os, havde man skudt med maskingeværet og derved truffet vore egne.

Der, hvor vi havde sat os fast, var der tæt underskov, og det havde været nødvendigt at placere forposter. Det var også meget farligt.

Jeg har selv prøvet at ligge imellem russernes og tyskernes ildlinier, men slap dog godt fra det.

Senere på dagen fik vi dog forstærkning, og stillingen blev udbygget, så det gav lidt mere ro i lejren. Det var også på høje tid, for de fleste af os var ved at være færdige af udmattelse. Vi blev nu afløst at østrigsk militær.

Thode, Carl Theodor: krigserindringer, nedskrevet 1974 (pdf)

Thodes erindringer danner grundlag for Jakob Brodersens roman “Thode”, der udkom i 2016.

13. august 1916. Pikstern: russiske overløbere og en spist skinke

Füsilier K. Tastesen, Vestpreussisk Infanteriregiment 148, 11. Kom. 5. Gruppe, blev i foråret 1915 såret på vestfronten og efter endt rekreation og orlov blev han genindkaldt i ny enhed på den nordligste del af østfronten i Kurland ved floden Düna i det nuværende Letland

Den 13. August skulde vi afløse et Regiment ved Pikstern. Der kom vi til at ligge lidt til venstre for, hvor vi selv havde gravet Skyttegrave.

Vi kom dertil om Morgenen, og Kl. halvsyv begyndte Russerne at bombardere. Kl. 9 fik jeg og en Kammerat samt en Underofficer Ordre til at gøre en Patrouilletur. Det var inde i Skoven, saa vi kunde ikke se 3 Meter fra os, og af og til slog en Granat ned og splintrede Træstammer saa fint som Pindebrænde. Underofficeren gik foran.

Pludselig gav han Tegn til at standse, og vi fik Øje paa en russisk Patrouille, ogsaa paa tre Mand. De stod og var parat til at skyde, men Underofficeren tiltalte dem paa russisk, og de kom hen til os. Han talte noget med dem, og Enden blev, at de satte Bajonetten i Jorden og gik med os tilbage.

Nu tænkte vi nok, Russerne vilde angribe, og vi fik Artilleriet underrettet. Dette satte en Spærreild ca. 100 Meter foran vor Skyttegrav.

Der kom heller ingen Russere igennem, og længere hen paa Dagen gjorde vi et Modangreb og kastede Russerne ud af deres Stillinger og tilbage i en Sump. Der skulde vi saa lave Skyttegrave, men det var ganske umuligt. Saa fældede vi Træstammer i Stedet for og stablede dem op og dækkede dem til med Græstørv.

Om Aftenen blev vi afløst og marscherede tilbage til Krautsche. Under Stormen havde jeg faaet fat i en dejlig stor Skinke, som Russerne var løben fra. Da vi skulde tilbage, bandt jeg den oven paa Tornystret, og jeg tænkte, jeg skulde rigtig have Steg, naar vi holdt Hvil. Da vi kom til Krautsche, skulde jeg til at se efter min Skinke, men der var desværre kun Ben tilbage. Resten havde mine Kammerater gaaet bag ved og skaaret af.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

6. august 1916. Verdun: Jørgen Jakobsen og Peter Jensen såres

Peter Clausen, Lundsgårdsmark, gjorde krigstjeneste ved RIR88, der i juli ankom til Verdun

Da den division, der skulle afløse os, blev borte, måtte vi efter at have fået nyt mandskab ud igen, men denne gang var der forholdsvis roligt, og der var ingen franske angreb.

Vi havde dog alligevel tab af døde og sårede at notere, hvilket dog for det meste skyldtes nervøsitet på begge sider. Ingen vidste rigtig, hvor frontlinjen gik. Når man så om natten måske havde mistanke om, at der foregik noget usædvanligt forude, så sendtes der lys raketter til vejrs som signal til artilleriet om at lægge spærreild på de forreste stillinger, og så begyndte altså kanonerne at snakke med.

Nogle granater gik somme tider for kort, og så blev der sendt raketter op igen, nogle gule, nogle røde, for at forlange ilden lagt frem. Når det nu gik franskmanden på samme måde, så var det det rene fyrværkeri iblandet glimtene og bragene fra eksploderende granater – næsten som vi kender det fra Tivoli.

Hele postyret varede som oftest kun en fem til ti minutters tid. 

En nat var Jørgen Jakobsen, Asserballe, med på en patruljegang, da det gik løs, Da de derfor søgte tilbage, kastede tyskerne håndgranater, idet de troede, at det var franskmændene, hvorved Jørgen blev såret i begge hænder. Næste dag gik det ud over Peter Jensen fra Løjt, der blev ramt i overarmen af en geværkugle – det var et glat kødsår, jeg forbandt ham og fik ham sendt godt tilbage, men nu var vi kun fire danskere i stillingen, Da vi imidlertid skulle afløses, måtte jeg blive en dag længere forude.

DSK-årbøger 1970

23. juni 1916. Hans Callesen nænner ikke at skyde en franskmand

Hans J. Callesen fra Avnbøl fortæller om denne hændelse en St. Hans nat på patrulje ved Reims.

Her i Skoven ligger 3. Bataillon i Reserve, den er underbragt i Blokhuse, som er lavet af lutter Træstammer, godt forankrede og bedækket med Jord. Hele Skoven er levende, der lyder Sang og Mund- harmonikamusik op fra Jordhulerne.

Vi naar Kantinen og faar os nogle Glas Øl og vender saa hjemad igen til vor underjordiske Beboelse. Da vi kommer tilbage til Kampstillingen, kommer vor Korporal og siger til Grün og mig, at vi skal paa Patrulje i Nat.

Vi protesterer, men det nytter jo intet, en Befaling er en Befaling. Klokken 12 skal vi starte, vi skulde se, om vi kunde hente et fransk Maskingevær. Franskmændene havde hentet et hos os i sidste Uge. Korporalen, en Berliner, var heller ikke saa stolt af Bestillingen, men vi skulde jo forsøge det.

Vi gik sammen ned ad alle de mange Trapper og fik Sagerne ordnet, Revolverne efterset og hver 3 Haandgranater stoppet i en Sandsæk. Vi spiste vor Aftensmad og satte os derefter paa vore Tornystre for at afvente Tiden.

Tankerne er saa urolige, man tænker de skrækkeligste Ting, og misunder sine Kammerater, der sidder og spiller Kort og slaar i Bordet ved den tarvelige Belysning, Hindenburglyset spreder om sig.

Klokken er næsten 12, da vi kommer op i Skyttegraven. Kompagnierne er paa Plads. Geværerne er stukket igennem de lange Huller i Panserpladerne, alle staar parate, i Fald det skulde udarte sig til Angreb fra Franskmændenes Side, alle staar i Alarmberedskab. Minekastere staar tavse med Mundingen lige i Vejret, mens Mandskabet staar og venter paa, hvad der skal komme.

Korporalen hopper op over Brystværnet, og vi to følger efter.

Denne skønne Sommernat; Stjernerne blinker ned til os, der er Ro over hele Linjen, ikke et Skud er der at høre, og nu skal Roen forstyrres.

Med Traadsaksene foran kryber vi langsomt fremad. Vi har jo Tid nok, der er jo ikke noget, der haster. Vi kommer tidsnok i Fare for at blive skudt, saaret eller taget til Fange.

Det gaar kun langsomt. Pigtraaden snor sig paa Kryds og tværs fra Pæl til Pæl. Vi har allerede forskellige Rifter paa Hænder og Tøj.

Vi lander alle tre i et Granathul. Vi bliver liggende for at hvile lidt og samle nyt Mod til det sidste Fremstød. Korporalen mener, vi er godt halvvejs.

Langt til Venstre sendes der en Lyskugle i Vejret. Langsomt daler den ned mod Jorden og bliver hængende i Pigtraadene. Vi kan se, at vi nærmer os den franske Skyttegrav.

Korporalen hvisker, at vi skal af Sted. Langsomt, langsomt, hvisker han, I maa ikke blive nervøse nu. Saa lydløst som muligt, saa de franske Vagtposter ikke mærker noget, før vi er over dem.

Vi kryber af Sted ingen. Det er forfærdelig med den Pigtraad, at faa den klippet og lagt tilside, men vi skrider dog fremad. Korporalen er stadig foran. Grün er ikke med mere, han bliver liggende, ser jeg, han vinker. Jeg holder Korporalen i Benet og vinker til ham, saa kryber jeg tilbage til Grün. Han har faaet en lang Rift i Laaret af Pigtraadene. Jeg hvisker i Øret paa ham, at han skal krybe tilbage til Granathullet og se at forbinde Saaret, og vente der, til vi kommer tilbage.

Saa vender jeg om, kryber hen paa Siden af Korporalen og ryster paa Hovedet. Saa kryber vi videre frem ad, Side om Side.

Korporalen tager fat i mig, vi bliver liggende og lyt­ter.

Vi ser op mod Himlen. Det er St. Hans Aften, det er i Aften, alle Blus bliver tændte, det er i Aften at Hekse bliver fordrevet og rider til Bloksbjerg paa deres Kosteskafte. Og nu ligger vi her i Frankrig paa et far­ligt Sted, med de franske Bøssepiber og Maskingeværer kun nogle faa Meter foran os, og bag os Tyskerne, som staar parate med Haandgranater og Miner. De skyder løs saa snart det mindste viser sig.

Korporalen rører paa sig. Han faar sin Revolver frem og gør Tegn til mig om at gøre ligesaa, og saa al Sted igen. Nu er vi lige ved Maalet. Et Gevær ligger foran os, en Staalhjelm ved Siden af. Lydløse nærmer vi os Skyttegraven.

Vagtposten maa have forladt sin Post, eller han sover.

Vi kigger ned.                                                                                 .

Et ejendommeligt Syn. Paa det nederste Trappetrin op til Brystværnet sidder den franske Post. Lommelygten, som han har hængende paa Brystet, er tændt og straaler ned paa et Billede eller Fotografi, som han holder i Haanden, kanske hans Hustru og Børn, vi kan ikke rigtig skimte det. Han sidder og stirrer paa Billedet, har glemt alt omkring sig.

Der sidder han og aner ikke, at Fjen­den er over ham, at Døden er saa nær. Der sidder han og har glemt Krigen og hele Tilværelsen; kun det ene drejer Tankerne sig om, Hustru, Hjem og Børn.

Krigen er forfærdelig. Her ligger vi to paa Skyttegravskanten og ser paa, at han kærtegner sit Billede. Han har ikke kun­net holde ud at staa de Timer uden at skulle se sine Kære.

Korporalen rækker sin Arm frem, men jeg holder den tilbage. Vi ser hinanden i Øjnene, en Taare triller ned paa den kolde Jord. Langsomt kryber vi tilbage og tager hans Gevær med.

I Granathullet ligger Grün, han har faaet sit Ben forbundet. Vi rækker ham det franske Gevær.

Han studser. — Var I helt derovre, spørger han?

Korporalen fortæller ham det hele. Vi giver hinanden Haanden paa ikke at fortælle til nogen, hvordan vi havde baaret os ad. For det var jo ikke Meningen med Patruljen, at vi skulde lade Fjenden sidde i Ro, vi skulde da i det mindste have taget ham med tilbage som Fange.

Korporalen løsner for Sækken og tager en Haandgranat, skruer Kapslen af og trækker i Snoren, og kaster den over mod den franske Skyttegrav. Den eksploderer med et vældigt Brag, som høres viden om i den stille Sommernat.

Vagtmanden derovre er nok faldet ned af Forskrækkelse og sprunget op til sit Gevær, men det var borte. Han aner ikke, at hans Fjender har taget det. Det er sikkert en Gaade for ham endnu, hvis han lever. Den Historie skal han nok ofte have fortalt i Familiens og Venners Kreds. Her er Gaadens Løsning.

Korporalen kaster endnu i Hast en Granat, og snart begynder Lyskuglerne at hænge i Luften og oplyse Terrænet. Men vi ligger godt i Granathullet.

Saa begynder de saa smaat at skyde fra begge Sider, Minerne farer afsted fra Skyttegrav til Skyttegrav. Artilleriet sætter ind, Granaterne suser i Luften, mens vi kryber tilbage og kommer velbeholdne ned i Skyttegraven.

Nattens Stilhed er brudt, St. Hans Aftenens Hekse farer gennem Luften i Form af Miner og Granater.

DSK-Årbøger, 1942

 

27. maj 1916. Operation “Zugketten”: Stødtropoverfald på den franske skyttegrav

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 lå i foråret 1916 ved Somme Py i Champagne. Den 19. maj gennemførtes et gasangreb mod de franske stillinger – men det var vanskeligt at vurdere dets effekt.

For den højere ledelse var det imidlertid nødvendigt at konstatere virkningen af gassen. Det blev derfor beordret, at en patruljeoperation skulle tage fanger i den fjendtlige stilling, som kunne berette om gasangrebets virkning.

Den 27. maj fandt denne operation sted under løsenet ”Zugketten”. Den blev gennemført foran afsnittene ”Adolf” og ”Bertram”.

Det betragteligt forstærkede artilleri og minekasterne gjorde forarbejdet om formiddagen. Modstanderen svarede kraftigt igen. Om eftermiddagen tav ilden, også det fjendtlige artilleri standsede.

Kl. 6.45 om eftermiddagen satte man fra vor side koncentreret ind med effektild. En time senere forlagde man ilden. Fire stødtrop-grupper på hver 25 mand styrtede frem. Hvert kompagni fra III bataljon havde stillet en gruppe. 9. kompagni under løjtnant Meyer. 10. kompagni under løjtnant Sievers, 11. kompagni under løjtnant Hoff, 12. kompagni under løjtnant Peters.

De trængte frem over en bredde på 300 m i en dybde af 2-300 m. De fleste af franskmændene lod sig uden modstand hente ud af deres dækningsrum; hvor der blev ydet modstand, blev den nedkæmpet med håndgranater. Nogle fanger måtte skydes under forsøg på at flygte. Modstanderens tab androg skønsmæssigt 30 døde. 2 officerer, 6 underofficerer og 56 mand fra fjenden måtte følge de tapre patruljer tilbage. De tilhørte igen 26. jægerbataljon.

Vore tab var 2 døde, 11 sårede og 2 savnede. Blandt de døde var løjtnant Peters, der langt foran sin deling blev dræbt af en håndgranat. Det lykkedes desværre ikke at bjærge hans lig.

Formålet med dette fremstød, der blev gennemført med stor handlekraft, var i fuldt mål nået, succes’en i forhold til tabene meget betydelig. Det kom også til udtryk i en fjernmelding fra generalkommandoen:

”Jeg udtrykker mine varmeste lykønskninger til regimentet for dagens smukke resultat, der knytter sig værdigt til regimentets tidligere angrebsresultater. Jeg føjer dertil min anerkendelse af de tapre officerer, underofficerer og mandskab, som det på grund af operationens gennemtænkte forberedelse ved god ledelse lykkedes at tage et betragteligt antal fanger.”  von Quast

Den fjendtlige artilleriild døde hen ved mørkets frembrud, livede kraftigt op igen ved midnat, uden at der skete noget.

De 64 fanger kunne fortælle: i Suippes lå alene 200 gasofre begravet. 19. jægerbataljon, der dengang lå i forreste linje, havde 350 døde og syge, regiment 171, til venstre derfor, havde haft 500. Gasangrebet havde altså været et tungt slag for fjenden.

Det var regimentets sidste kamphandling i Champagne.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen

31. marts 1916. Patrulje i Champagne: “Som store snegle glider de fremad på den bløde og våde jord.”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldt “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder.

Klokken er 2 om natten. Sagte bliver der meddelt: patrulje rykker frem.

Tre mand med Parabellumpistoler i hånden og to håndgranater i bæltet forlader sapespidsen, arbejder sig gennem tråden og sniger sig mod fjenden.

Ganske langsomt, som store snegle glider de fremad på den bløde og våde jord, hele tiden med lange pauser og til det yderste iagttagende og lyttende. De skal konstatere, hvad de mærkeligt høje jordbunker ved den fjendtlige sapespids betyder. Bliver der arbejdet på en underjordisk gang?

Glidende og lyttende arbejder de sig frem, over en halv time har de brugt for at passere en strækning på 50 meter. Nu er de ved den fjendtlige grav, lægger sig foran den og hører den franske post hoste.

Da går der en lyskugle op og svæver over dem i sin silkefaldskærm. De tre stikker næsen dybt ned i skidtet. Er de opdaget? Hamrer der snart en kugle i kroppen på dem? Men lyskuglen slukkes, uden at der løsnes et skud eller en håndgranat brager. Nu ligger de i to timer som døde i de våde mudder. De oplever den franske vagtafløsning, hører nogle ord fra den tjenstgørende officer, men de fornemmer ikke nogen arbejdsstøj. Efter to timers uafbrudt og åndeløs lytten kravler de tilbage, fire timer er de kravlet omkring på den våde jord. Gennemvåde og smurt ind i ler, når de tilbage til deres egen grav og melder til deres kompagnifører, at de intet usædvanligt har erfaret.

Kompagniføreren er beroliget, roser sine soldater og giver dem lov til at sove lige til om aftenen. – Hvorfor bliver her fortalt om en tilsyneladende ubetydelig hændelse, en sag uden egentlig pointe?

For at vise dem, der først lader heltegerninger begynde med 10 dræbte og 20 fanger, hvilken offervilje, hvilken omtanke, hvilken tapperhed også en ganske enkel patruljeoperation kræver.

Hundreder af den slags opgaver har 86’erne gennemført. Denne ene fortælles for eksemplets skyld.

Da patruljedeltagerne kravler ned i deres bunker, gryr morgenen langsomt. Livet ebber ud. En ny dag begynder.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen

30. marts 1916. Natlig rutine i skyttegravene i Champagne

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldt “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder.

Om vinteren med dens lange nætter er det et surt stykke arbejde at stå på post. Fredsinddelingen: to timers post, fire timers hvile har man for længst måttet opgive. To timers post og to timers hvile, ofte også arbejde i stedet for hvile, sådan er det nu. Tre eller fire gange må soldaten om natten ud af sin trange dækningsgrav og stå på post.

Der er han så et lille bitte led i en uhyre lang kæde, som når fra Nordsøen til de schweiziske bjerge. Men han ved, at en kæde aldrig er stærkere end sit svageste led, at det kommer an på ham, og derfor er han påpasselig om dagen som om natten.

Om dagen betragter han nøje det lille afsnit, som ligger foran ham. Han kender hvert krater, hver træstump, hver tidselstilk, han indprenter sig pælenes stilling i den fjendtlige pigtrådsspærring og trådenes virvar. Den fjendtlige gravs omrids sætter sig på øjnenes nethinde. Hver lille bunke, hver jordklump husker han efter form og alder. Om morgenen ser han straks: fjenden har her gravet nogle nye pæle ned, dér lappet en forhindring, dér kastet et par bunker jord op, han melder det til sin kompagnifører.

Om natten borer hans øjne sig ind i, lytter hans ører i timevis ud i mørket, særligt i sapespidserne, kompagniets yderste følehorn.

Sanserne er spændt ind til smertegrænsen. Var der ikke noget, der bevægede sig der fremme? Det var blot en tidselstump, der svajede i vinden. Raslede det ikke lidt i græsset? Hånden griber fast om geværkolben. Nej, det var vinden, der peb igennem ståltråden. Men nu, det er ikke til at tage fejl af, da dukker et hoved op. Klikker det ikke også i tråden? Et greb ned i kassen ved siden af ham, en håndgranat brager. To mørke skikkelser springer tilbage. En ramme patroner bliver sendt efter dem. Lyskugler stiger op i luften. Der er ikke mere at se.

Den fjendtlige patrulje synes at være sluppet fra det. – Hvis posten står på et mindre udsat sted, i anden eller tredje grav, så vandrer tankerne langt bort, alt efter stand, alder og temperament.  Ungdomstid, hjemby, kone og barn, dækkede borde, hvide senge, balsale med smukke kvinder bevæger sig i en broget blanding i hans fantasi. Men frem for alt er det hjemmet, som hans tanker længselsfuldt kredser om som om en salighedens ø.

Overmander trætheden sommetider posten, så sørger det fjendtlige artilleri for, at han ikke sover ind. Han ved også nøjagtigt, i hvilken retning de fjendtlige kanoner står. Når det blinker to skridt til højre for træstumpen, så gælder det ham. Han har så 6 sekunders tid til at finde dækning.

Efter to timer kommer hans afløser ud af dækningsrummet. Han meddeler ham i få ord, hvad der er sket, til gengæld fortæller den anden, at det giver ”pigtrådshegn” til middag. Madhenterne er kommet tilbage fra det indbyggede feltkøkken for en halv time siden. Afløsningen, d.v.s. den halve gruppe, har allerede spist. Den anden halvdel, som ind til nu var på post, står nu for tur. Maden har deres gruppefører holdt varm. I dag tørrede grønsager, ”pigtrådshegn” også kaldet, i morgen nudler, i overmorgen ris, og så igen ”pigtrådshegn” osv.’

Til dette hovedmåltid kan der kun bevilges en halv time. I den første halvdel af natten kan der slet ikke tænkes på hvile. Gravene skal gøres dybere, om dagen må det ikke ske, fordi opkastet jord og kridt tiltrækker artilleriilden.

Nu bytter posten sit gevær ud med en spidshakke eller en spade. Geværet anbringer han imidlertid sådan, at han straks har det ved hånden. Ikke et øjeblik må han i graven være forsvarsløs, også i dækningsrummet hænger geværet sådan, at han kan fatte det med ét greb.

Andre tager de trådruller og pæle på skulderen, som reservekompagniet lige har slæbt hertil, og klatrer op på dækningen. Med uendeligt besvær arbejder de sig gennem pigtrådsspærringen. På den side, der vender mod fjenden, graver og skruer de først to rækker pæle i. Natten er sort og regnfuld, det er godt, men alligevel skal det gøres helt stille, for fjenden ligger på lur kun knap 40 meter borte.

Så spinder de et tæt net af pigtråd over pælene, river deres hænder til blods og ligeledes støvler og uniform, kaster sig et dusin gange eller mere ned i skidtet, når lyskuglerne derovre fra sønderriver mørket. Når de så slukkes i mudderet, springer de op igen og fortsætter deres arbejde. Den mistroiske modstander skyder uophørligt ind i mørket, så gnisterne springer fra tråden. Sommetider bliver én båret nedenunder, men arbejdet går videre, ind til tråden er sluppet op.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen

23. marts 1916. “Jeg er bare så bange ….” Minekamp i Flandern

Niels H. Lustrup gjorde krigstjeneste i Regiment 361, 10. kompagni. Han fortæller her om en minekampdag i Flandern.

Solen er ved at stige frem paa den østlige Horisont. Taagen, der ligger ud over Egnen, er ved at lette, mere og mere af Byen Dixmuidens sønderskudte Ruiner bliver synlige, efterhaanden som den røde Ildkugle i Øst hæver sig op over Jorden og med sine Straaler spreder Taagen, som til sidst kun som en let graa Masse svæver hen over Vandet i de mange Granathuller, der med Tiden er blevet til i Engdragene her foran Byen.

Luften er klar og krydret. Alting er endnu stille. Ja, saa stille, saa man næsten kunde fristes til at tro, at der ikke er Krig mere. — Højt over mit Hoved hører jeg en lille Lærke juble og trille i den friske Morgenluft. En svag Brise bringer Lyden ud til os inde fra Byen — Øksehug. — Man er derinde nok i Færd med at lave Brænde til Morgenkaffen.

— Ak ja! — En Kop varm Kaffe var vel nok paa sin Plads nu. Vi er tre Mand, der er paa Vej tilbage fra Patruljetjenesten derude foran Pigtraadsspærringen, hvor vi i den forløbne Nat har sneget os rundt, for om muligt at opsnappe fjendtlige Patruljer eller— maaske selv at blive opsnappet.

Vi har været heldige, og nu har vi passeret Pigtraaden og er gennem Udgravningen i den sønderskudte Jernbanedæmning naaet ind bag Jordvolden, der fører ind til Byen, der ligger nogle faa Hundrede Meter længere bagude.

Bag Jordvolden ligger der nogle lave halvt underjordiske „Bunkers”. Efter at have meldt vor Tilbagekomst hos vor Kompagnifører, begiver vi os hen til vort Kvarter i en af de andre „Bunkers”. De fleste af Kammeraterne ligger og nyder Hvilen. Der er kun et Par af Kammeraterne, foruden den gode Feldwebel Wilhelm Lamprecht, dei er vaagne. Medens vi søger at komme af med Klunset, sidder han og smaaskænder paa os.

— „Hvad i al Verden har I bestilt, siden I nu først vender tilbage,” siger han i en let bebrejdende Tone.

— „Ja, hvad skal jeg snart sige til det, Willem. Vi var naaet lidt langt over mod venstre og var naaet over i Nærheden af Slottet Woumen, hvor vi løb paa en Patrulje fra ,,33’erne”.

Vi holdt saa lidt Snak med dem, medens vi røg en Pibe Tobak. Desuden var Vejret smukt, og Taagen tæt og. . .“ Saa vidste jeg ikke mere. — „Ja, ja. Det er godt!” Sagde Willem leende.

Jeg ser paa mit Ur. — Nej se! Klokken er allerede 7! Ja, saa maa Klaus Hansen snart være her med Morgenkaffen. Altsaa kan det ikke blive til noget med at sove forinden, hvorfor jeg tænder min udgaaede Pibe og kaster mig ned hos den flinke Korporal Hannes Schrøder, der nu ligger og gnider Øjnene, idet han er vaagnet ved Samtalen, jeg førte med vor Delingsfører.

Aa — ah! Hvad er Klokken, Knacker? siger han gabende, medens han strækker sig paa det haarde Leje. — — Syv! — siger jeg, men ingen hører det — for i det samme lyder der et stærkt Brag, der faar vor Hule til at gynge og ryste.

Fortumlede triller vi rundt mellem hverandre. Heldigvis holdt Hytten.

Lugen foran Indgangen er af Lufttrykket slynget op. En efter en kryber vi ud for at se, hvor stor Skade der er sket. Medens vi staar og betragter den forvoldte Skade, lyder den os velkendte Lyd — „Klik”, siger det. — Minekamp!

Det piber og fløjter, og Minerne gaar bragende ned i vor første Stilling. Det lader til, at Englænderne derovre allerede har faaet deres Morgenkaffe. Vi er nysgerrige nok til at kigge over mod vor første Stilling, hvor Kammeraterne nu gør bedst i at søge i Dækning i deres Huler. — „Himmel og Hav” staar i et derovre.

Vi kan være glade, at vi kan ligge her i anden . . . raaber Korporal Schrøder — videre kom han ikke. — Der lyder nogle Brag lige i Nærheden af vor Stilling, og vi faar os hurtigt anbragt i Dækning bag Jordvolden. —

Man beskyder Stillingen her med Granater, hvis Stumper piber og hviner i Luften efter Bragene, der truer med at sprænge vore Trommehinder. Udstrakte ligger vi paa Jorden, der gynger under os efter hvert Nedslag. Af og til kommer der en lille Pause i Beskydningen, saa letter vi paa os og ser, om vi endnu alle er levende. Jo — det lader da til.

Du, Knacker, siger Wilhelm Schumann, der ligger lige foran mig, det er ikke blot Granater, men og- saa Miner, de . . . — mere hører jeg ikke for nye Hyl og Brag. Jeg stikker atter Næsen i Jorden og ønsker bare at kunne forsvinde ned i et Musehul. Efterhaanden bliver Tanke og Hjerne overtræt, og man næsten døser hen. Kun de værste Brag virker paa en.

I en Pause vaagner jeg. Det er Feldweblen, der kalder paa mig. — Halløj, du, Knacker! — Det er ham, Posten i Dæmningen. Ham har vi glemt. Se lige efter, om han er levende. Ellers faa ham med herud! siger han.

Naa, jeg letter paa mig, og som en Kat skynder jeg mig hen forbi de tomme „Bunkers”.

I Dæmningen ser det ikke godt ud, flere Granatnedslag har fundet Sted her. Gennemskæringen er næsten faldet sammen. Noget Tømmerværk er styrtet sammen foran Indgangen til Tunnelen i Jernbanedæmningen.

Posten, en af de ny tilgaaede Rekrutter, er der ikke. Jeg raaber ind i Tunnelen: — Halløj, er du der? — Ja, lyder det, men det er ikke inde fra det mørke Hul. Jeg rejser mig op og ser ham ligge henne paa Jorden ved Siden af Kompagniførerens Hule, hvor han klogeligt har søgt Dækning.

Da jeg kommer hen til ham, spørger jeg, om han fejler noget. Nej, jeg er bare saa bange, siger han med rystende Stemme. Han er helt grøn i Ansigtet, ser jeg nu.

Aah, ja, Krig er forfærdelig. Ikke noget for saadanne grønne Drenge, som ham der. Kom, Kammerat, befaler jeg og faar ham bragt paa Benene igen. Skyndsomst bevæger vi os tilbage til Kammeraterne og kaster os ind mod den beskyttende Jordvold netop tidligt nok til at undgaa at blive ramt af Granatstumperne, der svirrer rundt i Luften efter de eksploderende Miner og Granater, der i rigeligt Maal bliver os tildelt.

Vore egne Batterier svarer nu ogsaa. Larmen forstærkes endnu yderligere. Kampen mellem det svære Vaaben gaar videre. Vi elendige Mennesker, Smaakryb, kan kun ligge og vente.

— Vente og haabe, at det hele snart maa være forbi. Efter en Stunds Forløb — jeg ved ikke hvor længe — gaar en stor Mine ned i vor Jordvold i ganske kort Afstand fra det Sted, hvor jeg ligger. Braget er vældigt. Alt omkring mig bliver mørkt.

Jeg lukker Øjnene i og tror, at det hele er forbi. Knapt mærker jeg, at en sand Regn af Jord falder ned og næsten begraver mig. Lidt efter hører jeg gennem Larmen nogen skrige: „Hjælp mig! Aah, kom dog og hjælp!“

Jeg aabner Øjnene, og gennem Røgen ser jeg, at en af mine bedste Kammerater er blevet begravet af de nedstyrtende Jordmasser. I en Fart er jeg paa Benene og sammen med flere af Kammeraterne iler jeg den nødstedte Kammerat til Hjælp.

Ludvig Eggert ligger under Jordmasserne af den nu fuldstændigt jævnede Jordvold. Hans Ansigt er det eneste, der er frit. Ludvig Eggerts Ansigt er fortrukket af Smerte, og vi bruger vore Spader, saa godt vi kan. Endelig har vi faaet ham fri og slæber ham i Dækning. En af de unge Rekrutter bliver under dette Arbejde ramt i Ryggen af en Granatstump. Han forbløder under Arbejdet med at forbinde ham.

Atter ligger vi stille. I min umiddelbare Nærhed hører jeg een stønne og græde. — Det er Ludvig Eggert. Atter gaar der en Tid. Pludselig hører Beskydningen op. Den er lagt hen paa Byen og Artilleristillingerne bagved.

Granaterne roder svært op i den øde og sønderskudte Bys Gader og Huse. Det buldrer og brager derinde af Eksplosionerne, der faar de sørgelige Rester af Byens forhen saa smukke Huse til at styrte sammen. Et Minedepot rammes, og under et forfærdeligt Brag ryger det i Luften. Braget er saa voldsomt, at Luften ligefrem dirrer, og Jorden under os ryster, som var det Jordskælv. — Ekkoet fra Eksplosionen gjalder svagt tilbage fra de afstumpede og hullede Mure.

— Pludselig holder Beskydningen op! Gennem Stilheden hører jeg Willem sige: „Ha, — nu har „Tommy” nok faaet nok for denne Gang.

— Hans Rør er nok blevet for varme, saa han maa have dem afkølet lidt, før han kan begynde paa næste Akt.“

Gudskelov blev det dog ikke til mere denne Gang. Vi aander lettet op og er snart paa Benene igen. Solen skinner atter, medens de sidste Røgskyer bortvejres af den friske Brise. Oppe under Himlen synger Lærkerne, og Blomsterne i Engen, som her er temmelig fremmelige, nikker og samler Nektar af Solens varme Straaler. Vi staar og ryster Støvet af vore Klæder, og sandelig er der een, der ler — det er Ludvig Eggert, der staar paa de bare Ben. Han er glad over, at han slap saa heldigt fra det denne Gang.

Den eneste, der ikke ler mere, er den unge Soldat. Her endte han sit unge Liv.

DSK-årbøger 1945

Vestfront Fransk mine slår ned

23. februar 1916. Fjendens granater uden virkning på moderne skyttegrave

Underofficer A. Carstensen fra Løgumkloster og Gefrejter J. Petersen fra Ris, gjorde krigstjeneste på Vestfronten.

To gode Kammerater fra Nordslesvig.

I Skyttegraven den 23. Febr. 1916.

Efter at vi har været i Reserve i 6 Dage, tager vi ud i Skyttegraven for at afløse vore Kammerater, som afvekslende med os besætter Stillingen i 6 Dage, og som med spændt Opmærksomhed venter efter det Øjeblik, da vi kommer og raaber ned i Hulen til dem: „Ablösung“.

I et Nu spænder de Tornystren paa, tager Bøssen i Haanden og med et venligt „God Nat og paa Gensyn om 6 Dage“ tager de tilbage for at hvile ud i deres Kvarter.

Efter at vi har stillet dobbelt Vagtpost ud, begynder vi med vor egen Syssel. Madposen bliver aabnet, en Kop Kaffe varmes, og saa spises der Aftensmad med en vældig Appetit. Nede i Hulen, som er bygget af Bølgeblik dybt under Jorden, har vi sat en lille fransk Kakkelovn op, som der bliver fyret i, naar det er mørkt. Før gaar det ikke, da ellers Franskmanden, som ligger nær foran os, vilde beskyde os med svær Ammunition.

Derefter ordner enhver sit Leje, for at lægge sig til Ro efter de sidste Anstrengelser.

Den Del af Graven, som vi besætter, er opnævnt efter den pæneste Gade i vor Garnisonsby Ch., Bismarckstrasse-Kaiserdamm, hvor en moderne Undergrundsbane kører uafladeligt. De store Huller, der forestiller Holdepladserne, er forbundne med underjordiske Gange, og de er ligeledes opnævnt efter disse, saa naar Banen var her, kunde man køre fra den ene Station til den anden.

Da Graven gaar i en Bue, forekommer det ofte, at Fjenden beskyder os fra Flanken. Henimod Kl. 6 hver Aften aabner Fjenden, som staar paa Vagt lidt til venstre for os, en heftig Ild. Han kaldes i Almindelighed Peter Knald, fordi han hvert 5. Minut knalder lige over vor Dækning paa et og samme Sted. Lidt efter begynder hans Kollega fra højre, som kaldes August Schütz. Folkene morer sig hver Aften kosteligt over disse to Helte, naar de kan sige „Det var Peter Knald“ eller ogsaa „Det var August Schütz“, fordi de helt uden Virkning bortknalder en Mængde Patroner.

Enhver mener, at naar vi engang faar fat i dem, skal de begge faa tildelt en „Lukasmedaille“.

I første Halvdel af Natten overtager vi Gravtjenesten for en tredje Del af Kompagniet, netop paa den Tid, da Fjenden sætter alle sine Minekastere i Funktion. Af og til hører man et dumpt Skud, som om det kom nede fra en Hule. Alle Vagtposter er med et Spring nede i deres Smuthuller. En stor Mine stiger højt op, og med et vældigt Brag kreperer den i Nærheden, saa en Byge af Splinter, Jord og Træ hagler ned i Graven. „Det var en af de store“, siger vi til hverandre, „det er dog noget Pak, at de ikke kan holde Ro en eneste Time“.

Man ved allerede, at der snart kommer en til. Dog gør de os ikke megen Skade dermed, thi Graven har vi saa „moderne“ anlagt, at det næsten er dem umuligt at ramme os.

Undertiden taler ogsaa Artilleriet med, noget som vore Artillerister snart skal besvare. Paa begge Sider blinker Kanonerne tillige med de eksploderende Granater, der vidt og bredt sprøjter med Gnister. Under deres uhyggelige Lyd kigger man med spændt Opmærksomhed over Kanten for at se deres Virkning.

Nattens Mørke oplyses af de saakaldte Faldskærme, som bliver kastet op med en Raket og af Vinden baaret over vor Stilling. Skærmen er af den fineste Silke, hvorunder der hænger en brændende Patron, der en kort Tid kaster et klart Lys over Graven, saa man let kan se, om der er en Patrouille paa Færde. „Fallschirm in Sicht“, raaber Vagtposterne og forfølger dem med Øjnene, til de falder ned, for saa at samle dem op om Morgenen. Mangen en sender dem hjem, for at deres Kære skal se, hvad Damerne i Paris syr sammen til Gavn for deres Tropper.

Ja, hvis denne hele Bedrift kun ikke var forbunden med Fare, saa er det virkelig meget interessant, hvad man oplever i denne Krig. Men desværre mister man saa ofte en god Kammerat.

For nylig overraskede en god Ven der hjemme fra, J. J., som er ved et Kompagni, der ligger her ved Siden af, os med et Besøg. „Hvem kan det vel være, der humpler ned ad den ujævne Trappe“, siger vi til hverandre, idet Døren bliver lukket op. En god Ven træder ind og byder venligt God Aften, og saa begyndte Samtalen paa Dansk, noget man ikke faar Lejlighed til hver Dag. Først spørges der, om man ikke har hørt noget Nyt om Freden, men desværre kan man ikke svare paa det. Derefter drøftes de sidste Nyheder fra vort kære Hjem, og hvad man har læst i „Hejmdal“, som vi med stor Glæde modtager næsten hver Aften, naar den dejlige Time kommer, da Postsagerne bliver uddelt, og man spændt lytter efter hver Adresse, der oplæses. Før Besøget gaar igen, skænkes der en Kop Kaffe eller, hvis det er muligt, destilleres en Vingrog, som man plejer der hjemme.

Desværre gaar der saa mange gode Dage tabt for en, hvor man hjemme paa en anden Maade kunde være mere til Gavn. Men vi haaber, at vor gode Gud vil beskærme os som hidindtil og vil sende os sunde og raske hjem igen til vore Kære derhjemme i Nordslesvig.

En venlig Hilsen til Venner og Bekendte fra Underofficer A. Carstensen fra Løgumkloster og Gefrejter J. Petersen fra Ris.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

4. december 1914. Fanget bag fjendens linjer: Hårene rejste sig på hovedet – Skoven var fuld af russere!

Feltpostbrev fra “Jens”, dateret Østpreussen den 7. Decbr. 1914.

Kære Forældre

Det var den 3. December, da vi var paa Feltvagt. Vort Kompagni har en Feltvagt opstillet 1 Km.. fra vor Skyttegrav. Der foran ligger et Gods, som hedder Amalienhof, som er delvis nedskudt og afbrændt. Paa højre Side en lille Granskov, og paa venstre Side ligger Gaarden og en stor Park med store Træer, mest Løvtræer. Alt det skal vor Feltvagt beskytte, at der ingen Russere kommer ind. Tusinde meter paa den anden Side Godset ligger Byen B., som er besat af Russerne.

Vi kom derud om Aftenen og løste den gamle Feltvagt af, som bestaar af 44 Mand, en Løjtnant, en Feldwebel, et Par Underofficerer og en Hornist. Før vi blev Inddelt til vor Post, sagde Løjtnanten, at hvis vi blev overrumplet og ikke kunde holde Stillingen, vilde Hornisten give Signal, og Pladsen blev bestemt, hvor vi skulde samles. Jeg og Peter Bonde fra Dybbøl stod sammen, vi havde anden Vagt og skulde staa to Timer, fra 7 til 9.

Vi stod til Højre midt i Udkanten af Skoven, foran laa B., til Venstre stod 3 Mand i en lille Skyttegrav, til Højre for os stod 3 Mand i Skyttegrav og helt oppe paa højre Fløj stod en Dobbeltpost.

Da vi havde staaet en halv Time begyndte vore Poster at skyde helt nede paa venstre Fløj; men vi kunde ikke se noget, og Skydningen hørte op igen. Men paa en Gang kommer der ca. 70 Meter fra os en russisk Skyttelinje paa henved 30 Mand, saa begyndte jeg og Peter at skyde, vi skød en 40 Skud i alt, men kunde ikke forstaa, at ingen af de andre skød. Men det var ikke saa sært, for hele Feltvagten havde trukket sig tilbage. Der var nemlig kommen ca. 500 Russere ind i Skoven til Venstre, og det havde vi ikke set.

I det samme kom der en russisk Soldat og stod lige ud for mig. Jeg raabte ham an: Hvem der! Og den Stakkel, han gav et Skrig og blev saa angst. Det Ansigt og det Skrig glemmer jeg aldrig. Han forsvandt ind i Skoven, vi skød ikke, og han skød heller ikke.

Men hvad nu, paa en Gang var hele Skoven fuld af Russere. Feltvagten var borte og havde ingen Signaler givet, og havde ladet os staa alene. Vi gjorde rask omkring og vilde gennem Skoven. Men hvor skulde vi samles? Midt igennem Skoven gaar der en bred Landevej, og den skulde vi følge til W. Men da vi kom derned, var hele Landevejen besat af Russerne med en lang Skyttekæde, bag os kom ca. 40 Mand, ja vi var helt omringet.

Vi krøb straks ind under et Par smaa Graner, og der blev vi saa liggende. Russerne søgte Skoven ordentlig igennem baade paa Kryds og Tværs, men de saa os ikke. Vi blev rolig liggende, af og til kom der en. Ja, der var en saa nær ved mig, at han traadte paa min Kappe, da han gik forbi. Vi laa lige ned paa Jorden, og der laa vi fra om Aftenen Kl. 8 til om Morgenen Kl. 7 uden at røre os.

Vi frøs, vi kunde ikke hoste, ikke snyde Næsen, ja, det var en forfærdelig Stilling. Russerne lige foran. De var i Færd med at grave Skyttegrave udenfor Skoven; jeg sagde til Peter: „Hvad bliver det her til?” Ja, der var jo foreløbig ikke andet at gøre end blive liggende.

Hen i Morgenstunden hørte vi noget gebrokkent Tysk, og alt var roligt, saa stille som om hele Skoven var renset for Russere igen, men ak og ve! Vi mente næsten, at vor Feltvagt var kommen ud igen. Vi krøb saa rundt i Skoven, lyttede, krøb videre, vi vilde hen og se, om der var en Post udstillet ved vor Vagtstue.

Vi kom omtrent derhen, saa kom der en lille sort Russer ud og lo over hele Ansigtet, og saa saa fornøjet ud. Han havde vist været inde og faa sig et godt Maaltid, for vi havde baade Brød, Smør og Flæsk og Cigarer. Det laa jo paa Vagtstuen. Ja, han har rigtignok smovset.

Da vi saa ham, vidste vi jo Besked, at Russerne var der endnu. Vi krøb saa i Dækning igen. Men da Klokken var 10 om Formiddagen, begyndte vort Artilleri at skyde, og hele den Granatild fik vi altsammen. Ja, det var saa forfærdeligt, at der er ingen, der kan forestille sig det. Det Ekko, saadanne Skrald giver i Skoven, er helt ubeskriveligt. Af og til fik vi hele vor Kappe fuld af Granatstumper og Jord. Vi laa med Næsen i Jorden, krøb saa tæt ind under Granerne som vi kunde, og laa stadig med de Tanker: Nu kommer der en, og Du er færdig, eller der kommer en Russer og giver Dig en Kugle eller et Bajonetstik. Ja, det var lange Timer at ligge der.

Da Kl. var 11½ Middag, kunde Russerne ikke holde sig i Skyttegravene længere. Saa kom der ca. 30 Mand mindst og de gik lige tæt forbi os, men saa os ikke, vi laa ganske musestille. Og Granatilden blev ved uafbrudt. Mærkelig nok blev vi ikke truffet og saaret, men fik af og til en Ladning Jord, Sten og Granatstumper over os; men de var jo trætte af Grangrenene, inden de kom til Jorden.

Denne Granatild varede til Klokken 12 Middag, og saasnart den hørte op, var Russerne i Parken igen. De gik atter forbi os, men saa os ikke.

Hvad nu, siger Peter til mig. Jeg foreslog, at vi skulde blive liggende til Aften, for saa kom vor Feltvagt nok ud at lede om os. Men det slog fejl. Vi blev roligt liggende til Klokken 5 om Eftermiddagen stift paa en Plet, aa, hvor vi frøs, vi kunde ikke røre os, 50 Meter foran os stod Russerne. Vi havde ikke faaet noget at spise. Men Jeg var saa heldig, at jeg havde faaet en halv Flaske Cognac med. Den fik vi en lille Slurk af engang imellem. Det var det eneste vi nød. Men vi frøs, vi havde jo ogsaa ligget paa Maven fra Kl. 8 om Aftenen til anden Dags Eftermiddag Klokken 5. Det var en lang Tur, ligge i en saadan Stilling, og Du ved ikke, naar Du faar en Kugle eller et Bajonetstik. Ja, det var en lang, haard, nervespændende Nat og Dag.

Da Klokken var 5, var det lidt mørkt i Skoven, uden for den maanelyst. Nu skulde det prøves. Enten-eller. Se at komme tilbage til vort Kompagni eller i russisk Fangenskab. Jeg sagde til Peter: „Kan vi nu spille dem det Puds at snige os igennem?”

Vi regnede med, at Russerne var lidt dumme. Saa krøb vi paa alle fire hele Skoven igennem, ud til, hvor vi havde staaet Post. Vi tog vor Hue paa, Hjelmen i venstre Haand og Bøssen i højre. Af og til lyttede vi, om Farvandet var rent. Hele Skoven kan vel være en 10 Tønder Land, og den var besat af ca. 500 Russere, 2 krigsstærke Kompagnier.

Nu, vi kom godt og vel ud til Skovkanten, men lige som vi skulde ud af Skoven, kom der 7 Russere. De gik forbi os paa Skridts Afstand, vi blev staaende ganske roligt, og de mærkede os ikke.

Haarene rejste sig paa Hovedet; men da de var forbi, var vi straks koldblodige igen. Nu skulde vi igennem den russiske Skyttekæde. Vi agerede saa russisk Patrouille og gik ganske roligt ud af Skoven, med Hjelmen under venstre og Geværet under højre Arm, som om der ingen Ting var. Hele Skovkanten var jo besat af en vældig Skyttelinje, men for hver 10 Skridt vi kom fra Skoven, lettede det noget. Vi kom godt igennem Skyttekæden. Se, Russerne gaar altid og smaafløjter, og det havde vi jo ligget i Skoven og lært, saa Melodien kunde vi. Og vi gik saa og smaafløjtede paa vor Patrouilletur og det gik godt.

Men nu kom vi i en farlig Stilling, vi kom jo nemlig mellem 2 Skyttelinjer. Vi gik efter Skyttegraven ved 7. Komp. 84 og da vi kom nær paa 100 Meter, skød de to Skud paa os, den ene Kugle gik til Højre for os, den anden til Venstre.

Vi smed os straks ned, tog Huen af og satte Hjelmen paa, saa var vi tysk Patrouille, stod op og gik videre, og saa skød de ikke mere, det var jo maanelyst, og saa kunde de se, vi havde Hjelm. Vi gik saa hen til 6. Kompagni, dem raabte vi an, at de maatte ikke skyde, vi var Patrouille 5. Komp. 84. De hørte det straks og vi kom saa over Pigtraaden, og kom lykkelig over til 6. Kompagni. I kan tro, at vi var glade, at vi var kommen uskadt fra saadan en Tur, kommen godt igennem baade den russiske og tyske Skyttelinje. Nu gik det saa derfra til vort Kompagni. Der blev Glæde, da de saa os igen. Vi meldte os straks til vor Feldwebel, at vi var kommen tilbage. Han kunde næsten ikke tro sig selv. Vi gav saa en Forklaring over hele Turen.

Saa maatte vi med det samme hen og melde os til Officererne. Vi gjorde saa en Melding: Saa og saa mange Russere er der, og de har gravet Skyttegrave langs med hele Skovkanten. „Donnerwetter! Wie kan das blosz angehn!”

Den ene stak os en Flaske Vin, den anden en Flaske Cognac, og de var velkomne ovenpaa saadan en Frysetur. Men da vi saa kom til vore Kammerater, blev der først Glæde. Vi er jo 10 Danske, som altid holder sammen, og bor sammen; men nu fik vi at vide, at der mangler 2 Mand endnu. Vi har ikke set dem, saa de er nok løben lige i Hænderne paa Russerne. Den ene var en af os 10., Peter Andersen fra Dyndved paa Als, en flink en, som vi alle holdt saa meget af. Bare han ikke er saaret, saa kommer han nok igen. Den anden var en W. Schrøder fra Slesvig.

Vi var allerede meldt til Tabslisten som savnede, og al vor Post var sammenpakket og skulde have været retur, men den fik vi igen. Ja vi maa takke Gud, at vi kom saa godt fra det, for hvis han ikke havde hjulpet os, saa var vi aldrig sluppet godt fra det, og han skal ogsaa nok hjælpe mig herefter. Jeg vilde kun nødig gøre den Tur om igen. Det er længe siden jeg har hørt hjemmefra, men Banen har været spærret her i en Uge, saa nu kommer der nok nogen Post igen.

Hils dem nu alle hjemme, at jeg er kommen godt ud af den „Klese”.
Kærlig Hilsen

Eders
Jens

Tyskere i russiske uniformer B 2064
Tyske soldater i russiske uniformer. Peter Schmidt fra Aabenraa er nr. 5 fra højre.

 

19. november 1914. Hemming Skov: “Man fulgte blindt skæbnen”

Af Allan Otto Wagner.

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten

Da det atter blev Dag, sendtes Patrouiller frem mod Russergraven, og Jeg fulgtes med min Ven, Gefreiter Plein, for sidste gang; Dagen efter faldt han for en Kugle. Skyttegraven var tom paa nær nogle saarede, som de ikke havde faaet med tilbage. Vi støttede dem hen til vor Forbindingsplads, hvorefter vi, der havde gaaet Patrouille, fik Lov at sove om Formiddagen, medens andre begravede vore døde Kammerater i en Fællesgrav.

Med hensyn til disse to forskelligartede Kommandoer, saa var der i Grunden ingen, der følte sig forurettet af den Grund. Man fulgte blindt Skæbnen, ingen fik Tid og Enerum til at ruge over sine Sorger. Derfor saa man Folk le midt i Elendigheden og spøge midt i Granatilden. Det daglige Myrderi, det stadige Syn af saarede og døde, den evindelige Brummen og Knalden, alt dette indgik i Bevidstheden som det givne, som den naturligste Ting af Verden. Vi kunde godt staa og abe Granaternes Susen efter.

Ved Middagstid (d. 19. Nov.) kom vi til Alexandrov, lidt Vest for Zgerz, og ligeledes ca. 10 km fra Lodz. Alexandrov var næsten en Ruinhob, og Gaderne var ufremkommelige. Beboerne, der var ,,blevet hjemme”, var ude af sig selv af Rædsel, og de spurgte os, om vi troede, at Russerne kom igen. Det mente vi ikke, og dermed var de godt tilfreds. De ønskede ikke en Gang til at opleve et saadant Bombardement, som Natten og Dagen i Forvejen.

Om Aftenen rykkede vi et Par km frem efter Lodz til. Patronvogn og Feltkøkken fulgte os. Vi kom ind i en lille By, hvor Kuglerne skrattede imod Husene, og her laa Reg. 141 i Stilling. Byens Navn var Sokolof, og her blev vi godt kendt, for her blev vi nemlig liggende paa et og samme Sted i næsten 3 Uger. 9. Arme under Kommando General Mackensen begyndte Angrebene paa Lodz, og vort Armekorps angreb, som allerede nævnt, fra Alexandrov og Zgerz, Byen fra Nord.

De sidste fire Dages Oplevelser var af ret streng Beskaffenhed, men nu fik vi endelig ro. Vi laa stille i Skyttegrave, og jeg vil kendetegne disse uger som de roligste, vor Division hidtil havde haft. Andre Steder havde Erobringen af Lodz kostet meget; saaledes maatte 3. Garde Div., der kæmpede Øst for Byen og angrebet i Ryggen, gøre omkring og slaa sig igennem til Brzeziny (15 km Øst forLodz). Tyskerne gav derefter Byen Navn efter Divisionens General, Litzmann , og kaldte Lodz for Litzmannstadt.

Stormet russisk skyttegrav 07006F00102
Stormet russisk stilling