Tag-arkiv: Passchendaele

22. oktober 1917. “Stillingen ved Vest Rosebecke blev mere og mere ‘brenzlig'”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebeke i Flandern.

Den 22. oktober blev Gefreiter Popp såret. Han kom tilbage, og jeg så ham ikke senere. Kanoner Hackmann blev såret samme dag; han døde et par dage senere på lazarettet.

Stillingen ved Vest Rosebecke blev mere og mere ”brenzlig” (dvs. farlig). Englænderne beskød os jævnlig med lettere og sværere kaliber. Vi fik ild af 5 batterier, ofte samtidig.

Mens de således tromlede på vor stilling, sad vi nede i understanden, dvs. når forholdene tillod det; men angreb infanteriet samtidigt med
artilleriet, måtte vi holde stand.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

17. oktober 1917. “Vandet var dårligt alle vegne på grund af gasforgiftning”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebecke i Flandern.

Det blev aften. Vi ventede efter køkkenvognen, men den udeblev.

Vi skiftedes til at sove lidt om natten. Den næste dag oprandt, men skydningen var lige så voldsom, som dagen forud. Vi spejdede
efter køkkenvognen, men den kom endnu ikke denne dag, heller ikke om natten.

Vi spiste så jernportionen, men det kneb uhyre med drikkevarer.

Vandet var dårligt alle vegne på grund af gasforgiftning. Tørsten pinte os ganske uhyre. Om aftenen på tredje dagen gik jeg frem og fandt en forbindingsplads, her bad jeg om lidt kaffe, men lægen svarede: ”Hier ist kein Gasthaus zum wilden Mann”.

“Wilden Mann” var en beværtning mellem Hochlede og Vest Rosebecke. Den var ikke beboet, men der stod med store bogstaver over døren “Gasthaus zum wilden Mann”. Men han gav mig så en flaske Seltervand. Jeg drak den, og det smagte vidunderligt, men forslog kun så lidt.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

17. oktober 1917. Fire dages tørst ved Passchendaele: “Det var, som vore Ganer og vort Svælg fyldtes med en brændende, klæbrig Masse …”

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I efteråret 1917 deltog han det 3. slag om Ypres.

Mineilden hørte omsider op. Ved Morgengry blev vi trukket tilbage og kom ind i en stor Hule, hvor vi var ca. 20 Mand; men vi var fuldstændig uden Mad. Det var umuligt for os at komme tilbage og faa Mad hentet, og vi foretrak at sulte i Stedet for at udsætte os for den frygtelige Spærreild, som vi maatte igennem for at faa Maden hentet. Vi maatte blive derude i 4 Døgn.

De første 24 Timer var Hungeren slem nok; men saa var det, som om Maven sov ind og intet krævede mere, men derimod blev Tørsten for hver Time frygteligere. Det var, som vore Ganer og vort Svælg fyldtes med en brændende, klæbrig Masse, som brændte helt nede for Brystet.

Allerede den anden Nat, spændte vi vore Teltduge ud for om muligt at samle lidt Dugg eller maaske lidt Regnvand, og om Morgenen slikkede vi med vore Tunger over det snavsede Teltlærred for at læske vor brændende Gane.

Den sidste Nat fandt nogle Kammerater et Granathul, i hvilket der var noget mudret, snavset Vand.

Vi drak alligevel af det, men fik forfærdelige Mavesmerter, saa da vi endelig blev afløst og kom tilbage, saa vi ynkelige ud. Vi meldte os straks til Lægen, som ikke kunde forstaa, hvad vi fejlede. „I har jo Gassymptomer,” sagde han, „men Gasangrebet var jo forbi, da I kom derud.”

Tilsidst sagde han: „I har da vel ikke drukket Vand af et af disse fæle Granathuller, i hvilke der maaske ligger døde Rotter og døde Mennesker, og hvor desuden Gassen har aflejret sig?”

Og da vi maatte tilstaa, at det havde vi gjort, blev vi naturligvis skældt Huden fuld; men saa fik han travlt med at skrive Etiketter, som vi kunde binde i et Knaphul i vor Frakke, og saa blev vi sendt ind til Ostende til videre Behandling.

Da vi kom dér, var alt overfyldt. Vi kom omsider ind i et stort Hus, ind over Loftet paa fjerde Sal, og dér lavede vi saa selv vort Lasaret; saa gik vi hver Dag til Lægen, blev undersøgt og fik lidt Aspyrin samt nogle Draaber, jeg véd ikke hvad.

Jeg tror nok, at for mit Vedkommende hjalp det bedre, at den før omtalte Kantinefeltvebel fik mig med ind og gav mig en rigtig god Snaps Rom.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

14. oktober 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om den britiske offensiv ved Passchendaele, der kører fast i mudderet; urolighederne i Rusland, hvor Trotskijs taler puster til den revolutionære glød og om den tyske invasion af øerne i Rigabugten: Operation Albion. Endelig handler det om kampene i Tysk Østafrika, hvor de tyske tropper tvinges på tilbagetog.

 

13. oktober 1917. Ved Passchendaele: “Vi kravlede over Ligene, som laa derude …”

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I efteråret 1917 deltog han det 3. slag om Ypres.

Da jeg atter naaede ned til Fronten, kom jeg straks ud i Stilling. For fjerde Gang var Kompagniet ført i Ilden ude i Sandklitterne ved Newport. Jeg kom straks med ud i forreste Linie og kom med iblandt dem, som hver Nat blev skubbet et godt Stykke frem mod Englænderne for at danne første Forsvarslinie.

Vi kravlede over Ligene, som laa derude, igennem ituskudte Pigtraadsforhindringer, rivende vort Tøj til Pjalter og vort Skind til Blods, alt imens Granater og Minegravskugler sang deres Dødssang over os.

En af de første, der gik bagover, var en kær Underofficer fra Stettin, en troende Skomagermester, som fik en Shrapnellkugle paa Staalhjelmen midt i Panden. Den trykkede en stor, rund Bule i Staalhjelmen, men denne reddede hans Liv; han slap med en alvorlig Besvimelse og et vældigt stort Hoved, som svulmede op under Slaget. Han blev baaret tilbage, men næste Gang vi gik i Stilling, var han atter med, frisk og sund.

Vi kom ud til en lille lav Jordvold, hvor vi fik anvist vore Pladser med 5-10 m Mellemrum. Jeg havde den Morgen faaet med et Ord fra Brødremenighedens Løsensbog.

Ordet var: „Holder Eder nær til Gud, saa skal han holde sig nær til Eder.”
Det Ord blev skrevet med Ild i mit Hjerte og i min Bevidsthed.

Vi havde lige indtaget vore Pladser, saa begyndte Englænderne at overdænge os med Miner, disse frygtelige Miner, som i Nattens Mulm og Mørke ligner Ilddrager. De farer hvislende igennem Luften og styrter ned med et øredøvende Brag. Det varede ikke saa længe, før vor Underofficer kom springende, idet han raabte: „Følg mig, vi maa længere til venstre, her er for farligt!”

Jeg sprang op og fulgte, men aldrig har jeg været i en saadan Situation. Herredømmet over mig selv var som blæst bort. Jeg havde en Følelse, som var jeg omgivet af onde Aander; rystende baade paa Sjæl og Legeme, grebet af en ubeskrivelig rædselsfuld Angst, syntes jeg, jeg havde sluppet min Frelsers Haand.

Minerne kunde vi jo ikke løbe fra, og da vi havde løbet ca. 100 m, kastede jeg mig ned og kravlede paany ind til Jordvolden, men jeg kunde hverken gribe Ordet fra Gud eller bede.

Saa kom der en Mine og dumpede ned saa tæt ved mig, at da den eksploderede med et øredøvende Brag, slog Varmen ind imod mit Ansigt, som stod jeg foran en gloende Ovn. Jord, Smaasten og smaa Splinter haglede ned paa min Staalhjelm og raslede fælt; men i samme Nu blev Ordet fra Gud levende for mig: „Holder Eder nær til Gud, saa skal han holde sig nær til Eder.”

Jeg kunde atter bede og lægge mig fuldt trygt til Hvile i min Frelsers Favn; Angsten var forsvundet, Uroen borte, jeg var igen mig selv.

Mineilden hørte omsider op. Ved Morgengry blev vi trukket tilbage og kom ind i en stor Hule, hvor vi var ca. 20 Mand; men vi var fuldstændig uden Mad. Det var umuligt for os at komme tilbage og faa Mad hentet, og vi foretrak at sulte i Stedet for at udsætte os for den frygtelige Spærreild, som vi maatte igennem for at faa Maden hentet.

Vi maatte blive derude i 4 Døgn.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

11. oktober 1917. Farvel til “den flandernske helvedessump”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregimentet”, fordi usædvanligt mange sønderjyder gjorde krigstjeneste i det.

Den følgende dag måtte resterne af III bataljon endnu engang ud foran, for sammen med resterne af II bataljon samt infanteripionerkompagniet at holde den forreste stilling, for III bataljon fra regiment 58 rådede også kun over 50-60 geværer, og støttepunktet KTK var for vigtigt. Hvis det faldt, risikerede hele stillingen at blive rullet op mod nord.

Om aftenen kom der igen trommeild, men der fulgte ikke noget angreb.

Foran I bataljon, som var forblevet i den erobrede stilling, forsøgte fjenden på samme tid endnu engang at komme fremad. Vor spærreild holdt ham for størstedelen nede; de få angribere blev drevet tilbage af maskingeværild.

Endelig skulle om natten fra den 10. – 11. oktober alle de dele af regimentet, der befandt sig i stilling, afløses af grenadérregiment 123.

Afløsningen havde sine vanskeligheder på grund af, at terrænet var helt forandret af det tunge artilleri. Efter midnat var den gennemført.

Om formiddagen hæmmede meget stærk ild igen bataljonernes march. Det fjendtlige angreb kommer imidlertid ikke fremad. Nu bliver bataljonerne endelig helt frigjort. 

Lettede vender de den flandernske helvedessump ryggen. En officer og 105 mand har de måttet lade døde tilbage, 15 officerer og 405 mand var såret, 116 savnet. Tabene var mindre end på tidligere store slagdage. Dette skyldtes det nye princip om bevægeligt forsvar samt dybere echelonnering. Mange døde lå efter kampen i kratersumpen og under brækkede grene.

Fire uger efter regimentets afløsning kvaltes Englands angrebsvilje i mudder og blod. De havde ikke nået deres mål, de tyske ubådsbaser var ikke i farezonen.

Til de Flandernkæmpende udtalte Ludendorff denne ros: ”Hvad den tyske soldat har ydet i Flandernslaget, har oplevet og lidt, vil for ham til alle tider være et mindesmærke, som han på fjendlig grund har sat sig selv!”

Füsilier-Regiment 86 havde også sin andel i denne ros.

Fra: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

8. oktober 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om Lawrence of Arabia og kampene i Mellemøsten og jernbanesabotagen mod den tyrkiske infrastruktur. I Flandern gør de britiske styrker store fremskridt ved Zonnebeke og Broodseinde. General Plumers “bite and hold”-taktik giver anledning til stor bekymring den tyske overkommando. Tyskerne forsøge at gå fra den nye, elastiske defensiv og tilbage til den gamle taktik før 1917 med stærke styrker i forreste linje. Men der var en grund til, at man var gået bort fra denne taktik: Den kostede forsvarerne dyrt i mænd. Den tyske overkommando var i vildrede med, hvad den skulle gøre. Og den britiske øverstkommanderende, Haig, sigtede nu efter at tage Passchendaele. Men vinteren nærmede sig, og regnen, der mirakuløst var udeblevet indtil nu, ville forvandle slagmarkerne til uigennemtrængeligt mudder.

Mod øst planlægger tyskerne angreb ved øerne ud for de baltiske lande.

 

30. september 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om den britiske “bite and hold”-taktik, der tilsyneladende har knækket koden til at føre krig mod det fleksible tyske forsvar i Hindenburglinjen. I denne uge angreb de ved Polygon-skoven i retning mod Zonnebeke. Det var også i denne uge, at det tyske flyver-es Verner Voss blev skudt ned. Det handler også om det store forsøg på forræderi ved den italiensk-østrig/ungarske front ved Sugana-dalen i Trentino – en gylden chance for gennembrud, som italienerne ikke greb. Der er også britisk fremgang i Mesopotamien ved Eufrat-fronten

2. september 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om urolighederne i Rusland – og mytterier i Sortehavsflåden – og den meget stille Kaukasusfront. Der er også nyt fra det franske angreb ved Verdun – og det britiske ved Passchendaele. Og italienerns 11. offensiv ved Isonzo er stadig i fuld gang. Og så forsøges det at bestikke Enver Pasha til at tage Det Osmanniske Rige ud af krigen. Til slut fortæller Indy Neidell den makabre historie om henrettelsen af en britisk desertør.

27. august 1917. Ved Ypres: Skudkadence: 150 granater à 50 kilo i timen

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var efter et længere lazaretophold i slutningen af juli 1917 på vej tilbage til fronten ved Ypres til bataljon 407.

Den 27. august om natten gik vi ud i stillingen igen. Englænderne skød så voldsomt med svært artilleri denne morgen, at vi kunne svært komme hen til kanonerne.

Vi løb spredt over markerne. En granat slog ned ved siden af mig, den slog min karabiner i stykker og gennemhullede min frakke. Jeg beholdt remmen i hånden. Senere sendte jeg remmen hjem som erindring. Den er anbragt på karabiner 3899 i min samling.

Vi havde et par svære dage. Englænderne angreb ganske voldsomt, vi skød på en kort afstand ca. 3000 m., og kampen rasede i flere døgn uden at tage af i styrke og voldsomhed.

Den 27. august om natten nåede de hen til lige foran kanonerne, men vi holdt stillingen til om morgenen; da kom der forstærkning, det var en hel marinedivision, der blev sat ind; det var næsten, som om de kom op af jorden, sådan vrimlede det med soldater.

De gik straks over til angreb, og englænderne blev kastet tilbage til deres oprindelige stilling.

Det var en hård kamp, vi skød hele tiden alt det vi kunne, dvs. indtil 150 granater pr. time pr. Skyts.

Under sådan en kanonade kunne vi dårligt tale sammen, rørene blev ophedet, og der kunne blive ladebesværligheder, låsen kunne sidde fast, men så måtte man passe at smøre alle vegne. Der var 76 smørehuller at iagttage.

Det varede ikke længe, inden de sårede begyndte at komme. De kunne komme enkeltvis, flere sammen, i små flokke, to letsårede kunne støtte en hårdt såret, eller bære ham, eller slæbe ham, køre ham på en hjulbør, eller bære ham i teltdugen på en stang og så fremdeles. Jeg mindes, at der kom to og stillede sig op ved huset på hjørnet. Den ene viste os, hvorledes en kugle var trængt ind igennem patrontasken og to rammer patroner og ind og sad fast i uret. Han havde fået et skud i siden.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

13. august 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det igen navnlig om Det tredje slag om Ypres (Passchendaele), som tyskerne kalder Flandernschlacht, hvor mudderet vanskeliggør kamphandlingerne. Men også på Østfronten er der bevægelse: von Mackensens tyske armé rykker frem i Rumænien og krydser Suritsa-floden. På samme front rykker centralmagterne frem ved Oituz. Længe nordpå på Østfronten går russerne derimod til angreb, men bliver stoppet med store tab. På den russiske hjemmefront vejrer bolsjevikkerne morgenluft. Og så handler det om de britiske eksperimenter med hangarskibet HMS Furious – (der i 1918 skulle spille en afgørende rolle i angrebet på Zeppelinbasen i Tønder).

4. august 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om Det tredje slag om Ypres (Passchendaele), som tyskerne kalder Flandernschlacht. Næsten en halv million briter og franskmænd gik til angreb på de tyske stillinger og gjorde i begyndelsen gode fremskridt – men regnen og mudderet satte snart en stopper for den videre fremrykning. Hjemme i Tyskland udbryder der mytteri på krydseren SMS Prinzregent Luitpold. Også i den russiske hær hørte mytterier og lydighedsnægtelse til dagens orden. Alligevel gjorde den russisk-rumænske offensiv ind i det besatte Rumænien fremskridt.