Tag-arkiv: orlov

16. maj 1917. “Kompagni-bedstefar” hjem på orlov

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.

Vi kom til en lille By, som hed Trois Villadge. Dér havde vi slet ingenting at tage os for, laa bare hele Dagen jgennem og strakte alle fire fra os i det dejlige Solskin og friske Græs.

Her var Civilbefolkningen endnu, og vi havde rigtig gode Kvarterer.

Men Tiden var nu saa vidt fremskreden, at jeg kunde regne med, at det var min Tur at komme paa Orlov. Jeg spurgte flere Gange, men fik altid det Svar, at det endnu ikke var min Tur.

Mit stille Lønkammer havde jeg i en sammenskudt Mølle; men det kneb for mig at vente, til den Tid kom, da jeg maatte rejse. Endelig efter otte Dages Forløb sagde min Ven, Skriveren paa Skrivestuen, at nu var min Tur kommen, og jeg kunde sikkert regne med at rejse Mandag Morgen.

Let og glad lagde jeg mig til Hvile om Aftenen paa det Cementgulv, hvor vi sov; men ved Midnatstid kom vor Ordonnans farende med sin lille elektriske Lommelygte tændt, slog Døren op og raabte ind til os, at vi skulde hurtigt gøre os færdige og møde paa Alarmpladsen.

Det var rigtignok med tungt Hjerte, at jeg gjorde mig færdig til en Timestid efter at marchere ud af Byen. Vi afmarcherede med Villers-Outréaux som Maal, det var 25 km. Det var Tordenvejr, og Regnbygerne gennemblødte os snart; forude saa vi de Tusinder af Blink fra de fyrende Kanoner og hørte i det fjerne en dump Rullen, som snart blev tydeligere.

Kort udenfor Villers-Outréaux faldt min Ven Kunstmaleren sammen, han kunde ikke mere. Jeg syntes ogsaa, det var et meget passende Tidspunkt at tage et lille Hvil, hvorfor jeg satte mig ved Siden af ham paa Grøftekanten. Da vi havde hvilet en halv Timestid, tog vi den sidste Stump Vej ind til Byen og fandt Kompagniet, som var blevet indkvarteret i en stor Vævefabrik, hvor alle Maskiner var borte, saa der var god Plads.

Trætte lagde vi os til Hvile og sov. Da vi havde sovet et Par Timer, vaagnede jeg, gik straks paa Skrivestuen og spurgte om min Orlov. Den var ikke kommen.

Saa gik jeg til Køkkenet, om de havde Kaffe færdig, og da Kaffen var varm, vækkede jeg Kompagniet. Vi fik Kaffen hentet og drukket, den dejlige sorte Kaffe, og spiste vort tørre Brød, og det smagte udmærket.

Da vi var omtrent færdige, kom der en Ordonnans springende ind til os; vi skulde skynde os at gøre os færdige og stille, vi skulde i March forud.

Atter stod vi der, Tornysteren paa Nakken, Staalhjelmen paa Hovedet, Geværet i højre Haand, færdige til at stille, da der paany kom en Ordonnans og kaldte paa Tybbing, det var Kunstmaleren, og Poulsen, det var mig. Vi skulde straks komme over paa Skrivestuen, faa vore Papirer og saa paa Orlov.

Jeg blev bogstavelig talt saa glad, at jeg græd af Glæde; nu lige parat til atter at gaa ud, og saa i Stedet for have Lov at komme hjem paa Orlov! Hjertet var fuldt af Tak baade til Gud og Mennesker. Nu skulde der naturligvis siges Farvel til Kammeraterne, og fra dem, hvis Kære jeg kunde naa i deres Hjem, skulde jeg jo have en Hilsen med.

Kunstmaleren benyttede Tiden til at løbe hen til Kompagniføreren
og klage sin Nød for ham, at han umuligt kunde holde ud at marchere tilbage igen. Kompagniføreren var en god Mand, og han trøstede Kunstmaleren og sagde: „Gaa hen og sig til Poulsen, at I kan vente til i Morgen, saa maa I faa en Dag mere paa jeres Orlovspas.”

Saa kom han da glædesstraalende og fortalte mig det; men jeg sagde: „Jeg tror, du er gal, Mand, at vente her til i Morgen. Nej, ikke for nogen Pris.”

Han hang lidt med Næbbet; men naar jeg absolut vilde af Sted, saa vilde han nu alligevel med. Vi kom over paa Skrivestuen, og da Feltvebelen rakte os vore Orlovspapirer, sagde han: „Se nu, I kommer her fra, for her kan ske mange Ting inden i Morgen.”

Saa fik Kunstmaleren Mod paa sig, og da vi gik bort fra Skrivestuen, stak jeg min Arm ind under hans og sang ned igennem Villers-
Outréaux Gader: „Vort Modersmaal er dejligt”, saa det rungede gennem hele Byen.

Kunstmalere gik og pylrede ved Siden af mig og sagde: „Du er da ogsaa en gammel underlig Snegl; nu er vi saa dødtrætte, og saa giver du dig dog til at synge.” Jeg syntes rigtignok, at det var alle Pengene og saa en Sang værd; desuden trøstede jeg ham med, at jeg havde lagt Mærke til, da vi marcherede ind til Byen, at vi var gaaet over en Jernbane, og der var jo en Mulighed for, at der kunde være et Tog forude, som vi muligvis kunde køre med, i det mindste et Stykke Vej.

Vi gik saa et Stykke Vej til næste Jernbanestation og spurgte os for, og ganske rigtig, der var et Tog forude med Sten til Vejbygning. Det skulde samme Vej som vi, endog helt til Caudry, hvor vi ogsaa skulde hen. Der var bare den Hage ved det, at det kun var Lokomotivet, som skulde saa langt, Vognene skulde blive staaende et Par Stationer før.

Efter et Par Timers Ventetid kom Toget. Vi kravlede op i Stenvognene og kørte med. Det var naturligvis hverken første eller anden Klasse; det kan være, at der var dem, der vilde have kaldt det for sjette eller syvende Klasse, men vi syntes, vi kørte som et Par Prinser og raabte Hurra, da Toget kørte bort fra Stationen med os.

Da vi saa efter nogle Timers Kørsel kom til den By, hvor Vognene skulde blive staaende, havde jeg sørget for at faa nogle Stykker godt, dansk Smørrebrød i Stand af den dejlige Madpakke, som jeg havde faaet sendt fra min Hustru, og da vi gjorde Holdt, løb jeg til Lokomotiv- og Togføreren, stak ham et Par Stykker godt, dansk Smørrebrød — som jo er verdensberømt — et Par Mark, et Par Cigarer og nogle Cigaretter.

Der blev slet ingenting sagt, men han forstod udmærket godt Sproget.

Der blev hængende en Vogn ved Maskinen, som Kunstmaleren og jeg kravlede op i, og saaledes kom vi meget let til Caudry.

Da vi kom der, fik jeg at vide af en søvndrukken Vagt paa Banegaarden, at der den næste Morgen gik et Tog til Cambrai, hvorfra Orlovstogene gik direkte til Tyskland.

I Køln skiltes vi. Han kørte med Berlinerekspressen, jeg med Hamborgekspressen, og Dagen før Kristi Himmelfartsdag stod
jeg, uden at min Hustru eller mine Børn vidste, at jeg var undervejs, pludselig i Stuen hos dem.

Dagen efter fik jeg Lov til at tale ved det store Kristi Himmelfartsmøde i Gram, saa dér mødte mig et Pust fra
Venneflokken derhjemme, som jeg maatte savne derude.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

8. maj 1917. Overnatning i fri luft ved Kobbermølle

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni. I maj 1917 var han på vej hjem på orlov.

Ved Kobbermøllebugten, Natten til den 8. Maj 1917.
Jeg naaede saa sent til Flensborg, at der ikke var nogen Forbindelse hjemefter, hvorfor jeg besluttede at tage Turen til Fods.

De første 6 Kilometer er tilbagelagt, og jeg har taget mig et Hvil. Her i Kobbermøllebugten ruller Smaabølgerne sagte mod den flade Strand. Jeg maatte standse. Det var umuligt, syntes jeg, at gaa videre uden i dybe Drag at fylde Lungerne med den friske Luft og Duften fra Saltvand og Tang.

Hvilket herligt, ubeskrivelig smukt og fredfyldt Billede er ikke det Panorama, der ligger for mig. Den næsten fulde Maane staar over Mørvik og sender fra en skyfri Himmel sine Straaler hen over den blikstille og spejlblanke Overflade af Flensborg Fjord. Skovene ved Kollund og ved Glyksborg staar som mørke Silhuetter mod den stjernetindrende Himmel.

Hvilken vidunderlig Ro. Som om hele Naturen sover. Kun i Skovene rundt omkring synes der at være Liv. Kvidren og Fløjten fra hundreder smaa Fuglestruber er det eneste, der paa en behagelig Maade afbryder Stilheden. Aah, hvor gør det godt at sidde ned et Øjeblik og nyde al den vidunderlige Skønhed og Ro.

Tankerne glider tilbage til Ugers, ja Maaneders Liv blandt lemlæstede Mennesker, usigelig Elendighed, Morads, forvredent Pigtraad og af Granater gennempløjet Jord.

Blikket glider mod Himlen og dens Millioner af Stjerner. De og den selvsamme Maane, som her lyser over et saa fredfyldt Landskab, er derude tavse Vidner til Menneskeskabningernes vilde, barbariske og vanvittige Mord- og Ødelæggelseslyst.

I Øst begynder den ny Dag at farve Horisonten blegere.

Jeg maa videre. Ingen véd derhjemme, at jeg kommer. Det vil vel nok blive en Overraskelse.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

7. maj 1917. H.C. Brodersen kaprer et tog på vej mod nord

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Hamburg. Hptbhf., den 7. Maj 1917
Ved en fejl Omstigning i Köln, som Marinesoldaterne var Skyld i , naaede vi ikke det rigtige Tog til Hamburg. Marinerne havde imidlertid faaet opsnuset, at der skulde komme et Kurértog i samme Retning. Der blev paa vor Forespørgsel herom sagt, at det kun holdt  et Øjeblik, og at det ikke optog Passagerer, idet det kun bestod af II. Klasse.

Stationsforstanderen vilde ikke lade os komme med, og vi besluttede da selv at gøre et Forsøg; thi her kunde vi jo ikke blive staaende. Toget kom, men en ærbødig Forespørgsel til Togføreren om at komme med, blev barskt afvist. Paany satte Toget sig i Bevægelse, men vi var ogsaa klar til Entring. Nu eller aldrig, tænkte vi, og sprang ind paa Toget. To Mand slap straks ind, medens andre, deriblandt jeg, naaede kun at faa fat i en Jernskinne ved Skydedøren til Bremsevognen.

Men det var ogsaa nok; thi efterhaanden som Benene ikke længere slog til til Farten, der nu var sat yderligere i Vejret, blev jeg af  Marinerne halet indenbords. Togføreren var rasende og forlangte at faa vore Papirer. Dem fik han og noterede vore Navne. Han skulde nok sørge for, at vi blev meldt til Kompagnierne, sagde han, medens han uopholdelig skældte ud efter bedste prøjsiske Mønster.

Det var dog ikke saa slemt som et Par Timers Trommeild, og da vi havde faaet Cigarerne i Brand og ogsaa bød ham en, faldt han  nogenlunde til Rette. Noget efter indbød vi ham til Frokost, hvilket han ikke sagde nej til.

Han var nu kommet i sine rette Folder og mente, at vi dog sad meget bedre i en II. Klasses Kupé, som han vidste var fri.

Vi havde nu opnaaet mere, end vi havde turdet haabe paa, og ved en Skat naaede vi efterhaanden til Hamburg. Her i Hjørnet af den store Ventesal i Hamburgs Hovedbanegaard har jeg truffet flere Bekendte.

Medens Marinerne straks havde Tilslutning i Retningen mod Kiel, maa jeg vente i flere Timer, inden jeg kan fortsætte efter Flensborg. Hvor gør det godt at høre det hjemlige Sprog, men sørgeligt at høre Landsmænd tale om, at nu er denne eller hin af Bekendtene derhjemme faldet.

„Eilzug in der Richtung Kiel und Flensburg, Bahnsteig 3,” lyder det. Nu gælder det nok om ikke at forpasse Tiden igen.

Enhver, der skal med, samler op i Pakkenellikkerne og haster af Sted.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

 

5. maj 1917. H.C. Brodersen på vej hjem på orlov

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

I Toget fra Lille, den 5. Maj 1917.
I et overfyldt Tog haster jeg efter Hjemmet. Jeg kom tidsnok til at faa en Siddeplads, men mange maa staa op.

Det tager de med i Købet, thi det gaar jo hjemad. Der er særlig mange Marinere med. De er kommet fra Ostende og er fulde og støjende, saa det ikke er til at faa lukket Øjnene til et lille Blund.

Toget kaldes for at være et Eksprestog, men vi syntes alle, at det kun „bumler” af Sted. Hvor er det dejligt at vide sig udenfor Livsfare, og hvilken dejlig Musik er ikke Hjulenes regelmæssige „Dump” i  Skinnesammenføjningen eller deres Raslen henover et Sporskifte. „Nær-me-re, nær-me-re,” gaar det i Takt, og videre haster vi af Sted i Natten mod Tysklands Grænser og Hjemmets Arne.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

4. maj 1917. En frontrotte på køkkentjans

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Harnes, ved Lens, den 4. Maj 1917
Efter endt Jernbanerejse og en længere Marchtur er vi ankommet til Arrasegnen, hvor der forude udfægtes haarde Kampe. Vi skal dog ikke i Stilling endnu, men foreløbig blive her i Byen i Beredskab.

Jeg er blevet Køkkenchef. Den tidligere Chef med samt sin hele Stab og Køkkenredskaber blev taget til Fange ved Soisson. De havde indrettet sig i en Hule og havde ikke opdaget, at Franskmanden  havde omgaaet dem.

Denne Plads var mig ikke uvelkommen, særlig ikke, da der var Udsigt til at beholde den, og saa for Resten sørge for at lade Livet forme sig noget behageligere.

Jeg skulde dog snart erfare, at det ikke var saa helt lige til at være Køkkenchef. Der skulde holdes ordentlig Hus, thi de udleverede Rationer var smaa og stod ikke i rimeligt Forhold til Sulten.  Appetitten var altid glimrende, og selv da jeg fandt paa at hælde mere Vand paa, slog Maden ikke til. Det varede heller ikke længe, før Folkene klagede over Kosten. De mente, at den var for tynd, og at de bedst selv kunde hælde Vand paa.

I Dag gik det galt. Jeg har tit ærgret mig over, at d’Hrr. Oppassere  hver Morgen hentede den bedste Kaffe, og at de om Formiddagen  atter stillede og skulde hente denne eller hins Frokost. Der var  nemlig ikke beregnet noget ekstra til „Herrerne”, men for at gøre gode Miner til slet Spil, sørgede jeg altid for at have „lidt varmt” til  Frokost, lidt ristet Brød, eller hvad jeg kunde finde paa.

Men nu i Dag, da mødte de igen alle, som de plejede, endda det er kødløs Dag, og forlangte Bøffer. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulde tage dem fra.

Gal i Hovedet og fast bestemt paa, at nu skulde der gøres en Ende paa denne Svindel, gik jeg til Feldveblen.

Efter at jeg havde  gjort Rede for min Opfattelse og paa en meget lempelig Maade  udbedt mig hans Mening om Sagen for Fremtiden, erklærede han, at han allerede længe havde set, at jeg ikke egnede mig til denne  Tjeneste. Jeg svarede: „Javel, Hr. Feldvebel” og gik.

Dog saaledes vilde jeg ikke give Slip, hverken paa min Trykpost eller paa mit Forehavende. Jeg vidste, at Kompagniføreren aldrig vilde taale den uretfærdige Fordeling af Maden og gik derfor til ham. Jeg bankede paa. „Kom ind!” raabte han. „De kommer, som om De var kaldet!”

Jeg var forbavset og vidste ikke, hvad der nu kunde være paa Færde.
„Jeg har lige faaet Meddelelse om,” begyndte han, „at orlovsspærringen er hævet, og De er jo den første paa Listen!”

„Javel, Hr. Løjtnant’ ” svarede jeg.
„De kan faa Deres Pas og rejse med det samme. Passer det Dem?”
„Javel, Hr. Løjtnant,” var Svaret, og ud af Døren forsvandt jeg med et Spring.

Jeg har pakket. Af de smaa Portioner har jeg skaaret mig en forsvarlig Frokost, og „Bratkartoflerne”, der ellers var beregnet til Officererne, er pakket i Kogekarret. Jeg venter endnu kun paa at sige Farvel til et Par gode Venner, saa gaar det hjemad. Hjem — hjem, ud af Skidtet for et Stykke Tid og hjem.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

3. maj 1917 – Flensborg Avis: “… strafbart, at Børn driver omkring”

Uddrag af Flensborg Avis´s meddelelser fra provinsen.

Kvindelig Arbejdskraft til Landet.
Paa Landet er der stor Mangel paa Arbejdskraft. Der kan ikke skaffes Krigsfanger mere og kan ikke regnes med omfattende Orlovsbevillinger. Det maa derfor hilses med særlig Glæde, hedder det i en Meddelelse til Bladet, at der er skabt en omfattende Organisation for at faa Kvinder, som stammer fra Landet, og som er kendt med Arbejdet der til at vende tilbage dertil. Der har allerede meldt sig mange Kvinder. Landmændene bør henvende sig til Kommuneforstanderne og i rette Tid meddele deres Behov, hvis der skal tages Hensyn dertil.

Kødkortene.
De nye Huslister til de næste Tilskuds-Kødkort bæres rundt i disse Dage. Ved de første Lister er det hyppig sket, at Husholdninger har krævet og faaet Kødkort til Fortrinspriser, skønt de efter de udstedte Bestemmelser ikke var berettigede dertil. Der gøres opmærksom paa Magistratens Bekendtgørelse i Dag.

 En Paamindelse.
„Sonderburger Zeitung” i Sønderborg er bleven anmodet om paa ny at henvise til den stedfortrædende Generalkommandos Forbud, hvorefter det er strafbart, at Børn driver omkring paa Gaderne efter Klokken 8 om Aftenen og at unge Mennesker ryger.

Kanintyveri. (Hmb.)
Hos Skomagermester Karl Kjer Nygade 50 i Aabenraa er der i Gaar Nat blevet stjaalet en stor sort Kanin. Ved Ellevetiden om Aftenen var den endnu paa sin Plads. En Kanin med 3 Unger i en Kasse ved Siden af var bleven forsmaaet af Tyven. Den har vist næppe syntes Tyven fed nok til at slagtes.

Mejeriet i Løjt har fra Tirsdag den 1. Maj af igen optaget Driften hver Dag.

Telefonspærringen inden for Haderslev Kreds kan, efter hvad der skrives i ”Schleswigsche Grenzpost”, nu som før ikke ophæves i Almindelighed. Men Krigsøkønomistedet har af den stedfortrædende Generalkommando i Altona faaet Tilsikring om, at der over for enkelte begrundede Andragender om Frigivelse af bestemte Telefontilslutninger i Betragtning af den store Betydning, som Landbruget har i denne Tid, vil blive udvist den største Imødekommen. For de paagældende Kredse bekendtgøres dette ad denne Vej, skriver Bladet, idet det overlades vedkommendes forgodtbefindende at indsende Andragender om Frigivelse af Telefontilslutninger til Krigsøkonomistedet i Haderslev

Sorrig og Glæde. (Dv.)
Landstormsmand Harald Fogt fra Tiset, som har faaet otte Ugers Orlov for at faa sin Foraarssæd lagt, modtoges ved sin Hjemkomst med den sørgelige Efterretning, at hans ældste Barn, en fire Aars Dreng, var bleven syg og under Sygdommen ramt af et Slagtilfælde og død. Han laa Lig, da Faderen kom hjem.

Ny Gennemgangspost.
I „Haderslev Kredsblad” for 26. April 1917 bekendtgøres af Landstorms-Inspektion I i Flensborg, at indtil videre er ogsaa Grænseovergangsstedet Farris (Jels Sogn) tilladt som Gennemgangspost. Gennemgangsbeviser for denne Gennemgangspost udstedes af Grænseovergangskommandoeni Farris paa Grundlag af de af Landraaden i Haderslev udstedte Passer med Viseringsanmærkning. Grænsekommandoen bestemmer de Tog, som maa benyttes paa Gennemgangsbeviser.

25. april 1917. Gift på orlov – “så min forlovede kunne få enkepensionen …”

Füsilier K. Tastesen, Vestpreussisk Infanteriregiment 148, blev såret i Rumænien på Balkanfronten. I April 1917 kom han på orlov og blev gift.

Den 5. Januar 1917 kom jeg fra Lazarettet og ned til Bonigheim, ca. 20 km fra Ludvigsburg, til en Millionær Ammon, der for egen Regning havde oprettet et lille Rekreationshjem for Soldater. Der havde vi det udmærket, fik alle de Cigarer, vi vilde ryge, Klaver og andre Musikinstrumenter til fri Raadighed, og levede udmærket.

Der var jeg til den 24. Marts. Saa kom jeg til Garnisonen i Elbing, til det Regiment, jeg var ved før. Jeg søgte om Orlov og fik den den 17. April og rejste saa hjem. Der var jeg saa i 20 Dage, og i den Tid holdt jeg Bryllup, for at min Forlovede i Tilfælde af, at jeg ikke skulde komme hjem mere, kunde faa Enkepensionen.

Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

25. april 1917 – H.P. Hanssen: “Nægtelsen af Orlov til dansksindede”

H.P. Hanssen var en af mindretallets ledende mænd, og repræsenterede blandt andet som medlem af den tyske rigsdag mindretallet i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin d. 25. April 1917.
[…] Mit Materiale angaaende den i Hoptrup myrdede Fange

overgav jeg i Dag til Schöpflin, som skal behandle Soldatermishandlingerne. Davidsohn fik Materialet vedrørende Nægtelsen af Orlov til dansksindede Sønderjyder, deriblandt opsnappede tyske Skemaer med Rubriker vedrørende Ansøgerens politiske Sindelag. Schopflin paatalte senere Fangens Mord med stor Virkning og krævede nærmere Oplysninger af Krigsministeren, som straks lovede at indlede en Undersøgelse. Materialet angaaende Orlovsansøgningerne vakte megen Opmærksomhed, og Krigsministeren tog Afstand fra de benyttede Skemaer. Det politiske Sindelag var i og for sig ligegyldigt, naar en Soldat søgte om Orlov. Der skulde kun tages Hensyn til, om der var Fare for Desertation. Hvor en saadan Fare forelaa, kunde der ikke gives Orlov. […]

(H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd. 1, Kbh. 1925, s. 297)

23. april 1917. Johannes Christensen. Skillelinjen mellem liv og død

20-årige Johannes Christensen befinder sig i Pignicourt nord for Reims, hvor hans enhed Regiment 84 samme nat skal afløse Regiment 87 på den omstridte Høj nummer 100, som franskmændene snart ventes at angribe og bombarderer uafbrudt. Det er et uddrag af nogle optegnelser, han har skrevet på Vallekilde højskole i 1918.

Vi havde vel ligget der i tre dage med stor oppakning påsnørret livremmen og alt tilbehør om livet. Det var os ikke tilladt i det mindste at frigøre os nogle af delene, da det hvert øjeblik kunne gå løs. Klokken 1 om middagen begyndte franskmændene pludseligt at beskyde byen. Den første granat traf lige uden for laden, så det knagede i alle sammenføjninger. Den smadrede en feldwebel og en løjtnant, der stod lige uden for laden. Nu blev der naturligvis et vældigt røre – og alle stormede ud i det fri, for hvis denne granat var gået tre skridt længere havde den ødelagt to kompagnier, som i dette øjeblik befandt sig i laden. Da franskmændene fra deres lænkeballoner, så hvilket røre der blev, lod de kanonerne rigtigt brage løs og anrettede frygtelige scener.

Trods alt endte denne eftermiddag glædeligt for mig. Min gode ven (Hans Lindholm, red.) havde nemlig været hjemme på orlov og var lige kommet tilbage den dag. Han fortalte, at han skulle overtage min plads i rækken den nat, for jeg måtte rejse hjem på orlov. Jeg blev både glad og ked af det i førstningen. Vi vidste jo alle, hvad der forestod den nat, og at det for manges vedkommende var den sidste dag, de levede her på jorden. Nu kom han lige der hjemmefra. Alt stod endnu klart for ham, og så stod han lige med ét ved skillevejen mellem liv og død. Blot jeg endda havde vist, hvorledes det ville gå ham denne nat. Men om sider måtte vi jo skilles – han måtte fremad og ud i det rædselsfulde, jeg tilbage og hjemad til mine kære.

Den første aften nåede jeg tilbage til en by, der hedder Briennes, der var skrivestuen, hvor jeg skulle have min orlovsseddel. Da vi kom dertil – vi var fem mand ifølge – kunne jeg ikke drage videre den nat, da min orlovsseddel ikke var kommet i orden endnu, da jeg var sønderjyde. Det var en skuffelse og jeg gruede næsten for, at der noget bag, der var værre.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ . Bogen kan bl.a. købes på Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

22. april 1917 – Enkefru Røgind: “Moralen er slappet ved Grænsen”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

22. April.
Fru Lindstrøm fortalte dramatisk om sin Rejse. Den har i Sandhed været spændende; godt det gik saaledes. Man faar ret Indtryk af, hvor Moralen er slappet ved Grænsen, baade dansk og tysk er lige god, gælder kun Smørelsen.

Hvad der havde gjort et meget stærkt Indtryk paa hende, var Mødet med en Soldat i Toget fra Fjelstrup. Han kom fra Arras, havde rejst uafbrudt fire Dage og Nætter, havde Orlov, var lige ankommet, et Telegram ventede ham og en Gendarm ligesaa, og øjeblikkelig maatte han efter Rekvisition tilbage til Arras uden at have set sit Hjem, sine Kære.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 135)

10. april 1917 – Enkefru Røgind: “Tag da Russerne, jeg tegner ingen Krigslaan”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

10. April.
En Gaardejer, som de var kommet til med dette Enten-Eller [Krigslaan eller af med de russiske Fanger], svarede: »Tag da Russerne, jeg tegner ingen Krigslaan«. Ogsaa en kendt Gaardejer, der var hjemme paa Orlov, havde ti Dage, erklærede Nej, og da de saa slog paa, at han godt kunde blive kaldt til Fronten, førend de ti Dage var forbi, sagde han: »Krig’slaan faar De ikke«.

Det er skandaløst, som de gaar frem med dette Krigslaan. Hvis de tegner dem, faar de Orlov bevilget. En Soldat kom ind i Sparekassen og havde 1000 Rmk. og sagde: »Det er til Krigslaan for fem Dages Orlov. Men man tager den jo, man ved jo ikke, hvor længe man er i Live, og om man faar Brug for de Penge«.

Der bliver holdt Foredrag for Soldaterne om Fordelen ved Krigslaanet, og de, der er skikkede dertil, bliver udtagne for at agitere for Sagen mellem Kammeraterne. Soldaterne faar i Lønning 33 Pg. om Ugen [?], derfrabliver nu fradraget l Rmk. [?] pr. Mand til Krigslaan, Børnene i Skolen bliver tvunget til at tegne, Præsterne gaar omkring til Sognebørnene og agiterer for Tegning.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 134)

8. april 1917. H.C. Brodersen på vulkaner i Laon: “Nur für Offiziere”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

I Laon opsøgte vi først en Badeanstalt. Bademesteren gloede dumt paa os og henviste til et Skilt, hvorpaa der med store Bogstaver stod: „Nur für Offiziere”. Efter vor indtrængende Anmodning fik vi dog et Brusebad og var tilfreds.

Vi aflagde derefter et Besøg i en Cigarforretning og købte os en Snes af de længste og tykkeste Cigarer, vi kunde opdrive. I et  Beklædningsdepot lykkedes det efter en længere Debat at faa udleveret et Sæt ny Uniform. I en Barberforretning besørgede en „Verschonerungsrat” Haaret lagt i glinsende Skilninger, og som de Gentlemen, vi nu mente os berettiget til at give os ud for, begav vi os ud i Byen for at se lidt nærmere paa den.

To Aftener var vi i Teatret, men hver Gang var vi saa uheldige at finde netop de Pladser, der var reserveret: „Nur für Offiziere,” dog hver Gang fandt vi os til Rette og morede os godt. Aldrig før havde vi set noget saa henrivende, syntes vi. De sprællende smaa Danseben, den udfordrende Sang fra Scenen og Latteren fra den feststemte Forsamling hensatte os Skyttegravsmonarker i stærk Stemning og mindede os om Følelser, vi ikke længere mente at være i Besiddelse af. Hvor vi morede os. Taarerne løb i stride Strømme ned ad  Kinderne, medens vi vred os i Latter.

 Alt for tidligt var det forbi, og da vi den sidste Aften drev rundt i Gaderne for at svale vore hede Pander, syntes vi ikke at kunne finde tilbage til Skyttegravene.

Vi drev rundt i Omegnen af Banegaarden og kom i en smal Gade forbi et Hus, hvorfra Sang og munter Latter naaede ud til os. Vi besluttede at undersøge, hvad der var Aarsagen til denne ubeherskede Morskab bagved de tæt tilhængte Vinduer og bankede paa Døren. Den blev aabnet, og et gammelt Dameansigt stak Næsen udenfor. Hun havde dog næppe set, hvem hun havde den Ære at have for sig, før hun atter smækkede Døren i .

Det syntes Skorstensfejeren dog var for frækt og ringede paa igen. Han maatte dog ringe længe, før der atter blev aabnet. Nu havde Damen faaet Munden paa Gled. Gud, hvor hun skældte, og vi forstod kun Halvdelen af, hvad hun vidste at fortælle. Sepl mente dog at have faaet fat i dette: „Pour le Office Allemagne.” Medens vi grublede over dette, smækkede hun atter Døren til, og et Forsøg paa at faa en Fod imellem lykkedes ikke. V i hørte, at Nøglen blev drejet 2 Gange rundt, men fortsatte vore Betragtninger over denne ublide Medfart, som vi ikke mente at have gjort os fortjent til.

„Det kan aldrig være Meningen,” mente Skorstensfejeren, „at denne By kun er for Officerer, lad os prøve paany.” Dørklokken kom atter i Svingning og med større Udholdenhed og Kraft. Nu blev Døren atter  aabnet. Denne Gang af en Løjtnant. En purung, sød lille Pige, der ikke var iklædt andet end en Halskæde, hang ved hans Arm.  Løjtnanten, der langt fra var ædru, tog først meget voldsomt paa Vej.
„Har I fordømte Svin ikke set Skiltet?” raabte han.
„Skiltet?” spurgte Sepl og gloede dumt paa Løjtnanten.
„ Nej!”
„Naa ikke,” svarede Løjtnanten, men fortsatte mere venligt:
„tag nu imod Fornuft, Folkens, her kommer I dog ikke ind. Her er nemlig alt optaget i Aften, kom en anden Gang igen! God Nat!”
„Bon Amysement, Mousiør Løjtnant!” svarede Skorstensfejeren, men da var Døren allerede lukket.

Med sin Lommelampe belyste Sepl nu et Skilt, som vi ikke før havde set. Der stod: „Nur fur Offiziere!” Vi kunde ikke forstaa Skæbnens manglende Hensyntagen, men luskede af Sted. I et Lokale, der var betegnet: „Unteroffizierskasino”, fandt vi endelig et Sted, hvor vi kunde sove den Nat.

Vi fandt intet interessant ved en gammel Kone, der gik og vaskede Gulv, og faldt derfor snart i Søvn. I Løbet af Dagen er vi atter naaet tilbage. Herligt var det med den Orlov. Dog nu skal vi atter af Sted ud i Skidtet.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

5. april 1917. H.C. Brodersen & Co tager på påskeudflugt

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Skærtorsdag 1917
Vi havde drukket Kaffen, og Drøftelsen af, hvor vi skulde finde Kompagniet, var lige begyndt igen, som saa mange Gange før, da Skorstensfejeren kom med et Forslag, der straks vandt Tilslutning.

Han havde hørt, at der i Laon, der ikke laa langt herfra, skulde være et Teaterselskab fra Berlin og mente nu, at vi skulde slaa  Paaskedagene ihjel ved at tage en Tur derind. Vi har faaet børstet Tøjet og pakket sammen, hvad vi mente, vi kunde lade staa helt  aabenlyst, og er nu klar til at tage af Sted.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

23. marts 1917 – Milert Schulz: “… Kugeln pfeifen ja hier auch”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Geschrieben d. 23/3 1.

Meine lieben Eltern u. Geschw.!
Gottes Friede zum Gruss! Zuerst meinen besten Dank für erhaltene Briefe vom 12 u. 14. und Karte vom 14/3 liebe Eltern.

Entschuldige, dass ich nicht früher geschrieben habe. Wir sind nämlich auf dem Marsch nach anders wo. Von Besista sind wir am 20/3 abmarschiert und liegen nun erst noch auf halben Wege im Biwak unter Zelte und habe Euch deshalb nicht schreiben können. Wo wir hin kommen weis ich selber nicht. Aber wie Ihr ja wisst ist es hier auf dem Balkan ja nicht so gefährlich als auf den andern Kriegs schauplätzen[,] aber Kugeln pfeifen ja hier auch.

Mir geht es ja noch immer Gott sei Dank gut bin gesund und wohl. Von Schwester Mie habe ich auch Brief gehabt worin sie mir geschrieben hat, dass sie ihr Herz dem lieben Herrn und Heiland auch gegeben hat. Ja dass ist etwas herrliches sich in Gottes Hand geborgen zu wissen. Der Herr gebe, dass wir alle seine treuen Nachfolger werden und einst bei ihm in ewiger Herrlichkeit sammeln.

Du schreibst wegen Urlaub liebe Mutter. Ja da muss ich die leider mitteilen, dass die jenigen nur auf Urlaub fahren können, welche schon ein Jahr hier im Felde gewesen sind. Natürlich gibt es ja auch ausnahmen z.B. bei Todesfällen oder sonst irgend ähnliches. Na hoffenlich ist der Krieg bald zu Ende[,] dann bekommen wir einen grossen Urlaub.

Aber klagen könne wir ja auch nicht hier draussen[,] wiewohl wir vieles entbehren müssen, aber wir haben immer genug zu essen und trinken. Wie ich Euch schon mal geschrieben habe, wir leben viel besser wie manche Städter. Wir haben genug zu schmieren aber bloss keine Butter.

Und mit diesen Strafen lieber Vater, da brauchst du für michkeine Angst zu haben[,] ich werde mir schon keine Strafen zuziehen dazu habe ich zuviel Ehre im Leibe.

Hier ist es in der letzten Zeit ziemlich warm gewesen und könnt Ihr Euch wohl das mar schieren in solcher Hitze vorstellen. Vielleicht kannst du mir ein paar Strümpfe oder Fusslappen schicken liebe Mutter.

Sons für diesmal nichts mehr. Viele herzl. Grüsse und Küsse und auf ein frohes Wiedersehn hoffend von mir Euer Sohn und Bruder Milert.

Die Sachen habe ich noch nicht abgeschickt.

(Brev i privateje)

19. marts 1917 – Thyge Thygesen: “Hvad mener Du, kære Fader, med at tegne Krigslån?”

Thyge Thygesen fra Stepping var blevet levende begravet ved Somme i september 1916. Efter et langt sygeleje var han i januar 1917 blevet sendt til et rekonvalescenskompagni i Eisleben.

Eisleben d. 19. 3. 17.

Kære Forældre og Søstre!
Kan vel nu snart begynde at vente lidt fra Eder. Har det ellers godt her, vi har mere Tjeneste nu, men desto bedre går Tiden jo. Hvis nu bare snart Reklamationen må indtræffe. Af Landmændene bliver der nogle afkommanderet hver Dag. Jeg skal nu see og hytte mig, for hvis jeg først er sat i Arbejde her et Sted, går det vist ikke så let at komme hjem. Det vilde da være kedeligt hvis jeg skulde blive sat i Arbejde her i det Fremmede og af den Grund ikke kunde komme hjem.

Påskeorlov kan det vist ikke lønne sig for mig at give ind. For det første er det vist for kort siden jeg har havt Orlov. For det andet, giver det vist kun nogle Dage, så den Tid går jo med Rejsen frem og tilbage. Orlov kunde jeg vist også nok have fået, hvis jeg vilde tegne Krigslån. Men det giver jo sagtens heller ikke mere Tid end at jeg lige kan Rejse frem og tilbage i.

Hvad mener Du, kære Fader, med at tegne Krigslån? Når det nu senere ender med en stor Bankerott, for Krigslånet skal da vist hele Riget (hvis der da bliver noget tilbage!) stå ind, er det så ikke sikrest anbragt? Men forlænge Krigen vilde man naturligvis heller ikke gerne, det er ikke til at træffe det rigtige!!

Her var Teater i Går, hvortil jeg var med. Der blev spillet ”Heimat” af Leipziger Skuespillere, det var helt godt, men er naturligvis ikke noget imod noget i Modersmålet. Hvis den kedelige Tid da bare snart var til Ende, nu efter den skønne Orlov er jeg da så led på det hele som aldrig før og så må jeg jo endda være glad, hvis jeg bare kan blive her.

Hvad Christian, men han fik vel ingen Efterorlov? Blev den anden Ansøgning (til Kompagnieføreren) siden rakt ind for ham? Her har jeg hørt af een at han har gjort lige så – men han har endnu ingen Besked fået. ( det er allerede 4 Uger siden) På den skal der utrykkelig bemærkes at der er en anden rigtig Ansøgning undervejs. Den gør hverken fra eller til, da det hele jo kommer fra oven! Håber det går godt med Mbr. Hans? Hils dem alle – alle!

Nu de kærligste Hilsener til Eder alle fra Eders Thyge.

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

 

7. marts 1917 – Avisen Hejmdal: “Fra Felten”

Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Faldne.
Gaardejer Jens Fogts Hustru i Sebbelev paa Als har ifølge ”Fl.A.” efter to Maaneders tung Uvished modtaget den sørgelige Meddelelse, at hendes Mand har fundet Døden paa den vestlige Krigsskueplads. Jens Fogt blev godt 42 Aar og efterlader sig Enke og 3 Børn.

Mejerist Boj Bojesen, som før sin Indkaldelse var Undermejerist paa Ketting Mejeri, har ifølge ”Fl.A.” fundet Døden paa Krigsskuepladsen.

Død paa Lasaret.
Rudolf Schulz fra Haderslev er den 19. Februar afgaaet ved Døden paa et Lasaret ved Østfronten som Følge af sine Saar. Han efterlader sig Enke og et Barn.

Saarede.
Frederik Ravnsgaard fra Toftlund er ifølge ”Fl.A.” bleven saaret og kommen paa et Lasaret; han kæmpede i Rumænien.

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Jens Hansen fra Guderup paa Als, Falle Kjær fra Skrydtstrup og Gefrejter Hans Nissen fra Brundlund i Haderslev Kreds er let saarede.

Forfremmet.
Arbejdsmand Frits Jøhnke fra Stiftelsesgade Nr. 9 i Haderslev, der deltager i Krigen ved Sanitetsvæsenet, er ifølge ”Dv.” bleven udnævnt til Underofficer. For Tiden ligger han haardt saaret i et Lasaret.

Savnet.
Thomas Autzen fra Traasbøl, der før har været opført som saaret, er ifølge den sidste preussiske Tablsliste savnet.

I Fangenskab.
Landmaaler Dietrich Andersen, Søn af Rentier Andersen i Sønderborg, befandt sig ved Krigens Udbrud i Dar-es-Salaam i Tysk-Østafrika. Siden den Tid har hans Forældre indtil forleden værte uden Efterretning fra ham. Men nu er der ifølge ”S.Z.” ankommet et Kort fra ham, hvorpaa han meddeler, at han i sin Tid paa Grund af Sygdom maatte blive tilbage i Etappentjenesten i Sydøstafrika og er falden i Fangenskab. Nu er han efter en lange Rejse ankommen til Fangelejren La Pallica ved La Rochelle i Frankrig.

Den sidste preussiske Tabsliste melde, at Hans Nielsen fra Frørup, der før har været opført som savnet, ifølge privat Meddelelse er falden i Fangenskab.

Hjempermitteret.
Mejeribestyrer A. Gadeberg i Tyrstrup, der siden Krigens Begyndelse har været indkaldt som Landstormmand og gjort Tjeneste mange forskellige Steder og ved mange forskellige Ting, er nu bleven hjempermitteret for atter at kunne overtage sin Stilling som Leder af det store Mejeri i Tyrstrup, der forøvrigt er Nordslesvigs største Andelsmejeri. Hans Stedfortræder under Fraværelsen, Mejerist Ludvig Hummelgaard fra Danmark, har – som forleden meddelt – faaet Plads som Bestyrer paa Mejlby Mejeri med Tiltrædelse 1. April.

Dekorerede.
Følgende Krigsdeltagere har faaet tildelt Jernkorset: Murer Konrad Randschau fra Sønderborg, der tjener som Underofficer ved et Infanteri-Regiment paa Østfronten, Arthur Dürfeld fra Sønderborg, der er Matros paa en Undervandsbaad, Landeværnsmand H. Læbel fra Haderslev, der er med i Kampene ved Somme, og Frederik Bjørnson, Søn af Nikolaj Bjørnson i Roager, der staar ved et Artilleri-Regiment paa Østfronten.

Hjemme paa Orlov.
August Pankoke fra Nørre-Chaussé i Aabenraa er ifølge ”A.T.” for Tiden hjemme paa Orlov.

7. marts 1917. “Hvorfor græder du lille mor?” Thomas Dinesen hjemme på orlov for første gang i 14 måneder

Sønderjyden Thomas Dinesen fra Jels gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment Nr. 265, 5. kompagni. Han må ikke forveksles med den rigsdanske Thomas Dinesen, der meldte sig frivilligt til canadisk krigstjeneste.

Jeg lå i Rusland ved 5. kompagni, Reserveinfanteriregiment 265, 108. infanteridivision. Vi havde flyttet omkring på forskellige frontafsnit fra Dynaborg i nord til egnen Kowel-Luck i Karpaterne.

På grund af de voldsomme russiske angreb af general Brussilov i 1916 mod de østrigske og tyske stillinger havde der længe været spærret for orlov. Hvad det betød, ved enhver gammel frontsoldat; men omsider blev det min tur.

Jeg fik på skrivestuen udleveret mine orlovspapirer, og jeg så, at der i papirerne stod: »Der Musketier Dinesen hat die Erlaubnis, während seines Urlaubs Zivilanzug zu tragen«.

Det var enestående, at en soldat oppe fra den danske grænse fik denne tilladelse indført i sine orlovspapirer. (En god kompagnifører). Men at netop dette skulle komme til at volde mig vanskeligheder under min orlov, anede jeg intet om.

Vi var nogle kammerater fra forskellige egne af Tyskland, som kunne følges ad til Berlin. Efter at være blevet afluset på en »Entlausungsanstalt«, og efter at vi havde fået skriftlig attest herpå, nåede vi stationen Ivanise.

På vej til aflusning
Aflusningsanstalt

Derfra gik det over Kowel, Brest-Litowsk imod Warszawa med almindeligt bumletog. Vor orlov gjaldt tre uger i alt, så det var om at udnytte tiden. På orlov måtte vi kun benytte almindelige orlovstog, men da vi kørte ind på sporet i Warszawa, så jeg et tog holde ved siden af vort lige ankomne. På den ene vogn stod der: »Schnellzug Berlin«.

Frække, som vi var blevet efter flere års fronttjeneste, vejrede jeg en chance og gjorde mine kammerater opmærksomme på skiltet. – Men  der måtte handles hurtigt. – I en fart fik vi oppakningen og tornystret fat og så ud. Ubemærket nåede vi lige at komme op i toget til Berlin, netop som det satte i gang. Vi havde allerede regnet ud, at en halv dag var vundet.

Da togkonduktøren kom, måtte vi frem med papirerne. Ved nærmere eftersyn kunne han jo nok se, at vi ikke havde ret til at benytte »Schnellzug«, og der fulgte en ordentlig reprimande, men der var ikke noget at gøre. Det gamle ord om, »at heldet følger de tossede«, passede for en gangs skyld igen. – Ganske rigtigt – toget kørte mod Berlin, og det gjorde ikke holdt ved de små mellemstationer.

Nu skiltes vore veje, for jeg skulle fra Berlin videre mod Hamborg og derfra videre mod nord, men det lykkedes ikke igen at komme med hurtigtoget, for her var kontrollen lidt skrappere. Dog den halve dags forspring var reddet, og det gik nu hurtigt hjemad. –

At vor luseattest ikke havde kraft mere, mærkede vi tydeligt, thi det kriblede og krablede på kroppen, som det plejede. Mange af de kammerater, som var kommet med andre tog mod Berlin, havde ikke været på nogen »aflusningsstation«, og derfor var der gode muligheder for, at vi havde fået stammerne forædlet.

Lus 6a44-192
Lusebefængte soldater

Mod aften nåede toget Flensborg, og nu var det lige om at finde et tog, som gik mod Sommersted. – Køreplanen blev studeret på perronen, og jeg fandt ud af, at jeg kunne være i Sommersted ved 12-1-tiden om natten. Så var der en march på otte kilometer over Mølby og Oksenvad til Jels.

Mellem klokken et og halvto nåede jeg hjem til Jels by, og da det var midt om natten, måtte jeg være yderst forsigtig, thi der var mange soldater indkvarteret i byen. De havde til opgave at sikre grænsebevogtningen. I mit hjem havde man to soldater i privat kvarter, foruden at der i missionssalen, som hørte til vort hjem, var ekstra 40 mand i massekvarter.

Forsigtigt gik jeg til bagdøren, for ved siden af var mors og fars soveværelse. Jeg bankede på vinduet og hørte så en stemme: »Hvem er der?« – »Det er Thomas«, svarede jeg. Mor tændte lys, hvorefter hun kom ud i baggangen og lukkede op. Mor fik noget tøj på, og hvordan gensynet formede sig efter fjorten måneders fravær, det skal jeg ikke komme nærmere ind på.

Da døren igen var låst, så mor på mig og sagde: »Thomas, du har vel ikke lus?« – »Ja, lille mor, det har jeg sikkert, selvom jeg blev afluset for tre dage siden i Rusland«, – »Vil du så ikke nok gå ud i vaskerummet og trække det gamle tøj af, så skal jeg nok finde rent undertøj frem til dig«.

Mor fulgte mig ud i vaskerummet, og jeg trak min uniformsfrakke af.

– Pludselig tog mor til at græde. »Hvad græder du for, lille mor«, spurgte jeg. Jeg vidste med det samme, hvorfor mor græd, thi min skjorte hang i laser på min krop, rådnet op af sved og snavs. Der var kun lidt af højre ærme tilbage og en lille smule af overkroppen i laser. –

Mor kom med rent undertøj, og jeg fik mig grundigt vasket, derefter det rene undertøj på. Den beskidte uniform blev lagt i det yderste hjørne af vaskerummet, og den næste dag tog mor det hele under behandling.

Efter et solidt måltid, så godt som mor evnede at præstere det, trods rationeringsmærkerne, der var mangelvare, og knaphed på mange områder, blev den værste sult dog stillet, og jeg kom i seng – for første gang efter fjorten måneder. – Det endte dog med, at jeg ikke kunne sove i sengen, og først efter, at jeg var havnet ude på gulvet, faldt jeg i søvn.

DSK-årbøger 1972

6. marts 1917 – Thomas Thomsen: “Panja Weiber”

Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der i begyndelsen af 1917 befandt sig i Galizien.

6/3 1917
Liebe Mutter!
Besten Dank für denn Briefe und dein Parket mit Fleisch das ich Gestern erhalten habe. Ich verstehe nicht das da nicht mehr Pakete ankommen[.] Das ist das erste jetzt in über 8 Tagen.

Hier siehst du ein Bild von Panja Weiber.

Tre "Panja Weiber", dvs. bondekoner, formodentlig fra Galizien, hvor Thomas Thomsen befandt sig, da han i begyndelsen af marts sendte billedet til sin mor (Kåre Pedersens Samling)
Tre “Panja Weiber”, dvs. bondekoner, formodentlig fra Galizien, hvor Thomas Thomsen befandt sig, da han i begyndelsen af marts sendte billedet til sin mor (Kåre Pedersens Samling)

Du kannst ein Urlaubsgesuch einreichen für mich jetzt wegen Arbeitsurlaub[.] Jetzt sind schon verschiedene gefahren wieder[.] Am besten du schickt es direckt an die Kompagni. Es konnte ja sein das ich Glück hatte[.] Mach es so bald wie möglich ehe die Urlaub wieder gesperrt wird.

Viele herzlichen Grüße sendet dein Sohn Thomas Thomsen.

(Kåre Pedersens Samling)

6. marts 1917 – Lorens Jepsen: “mine specielle Venner”

Landmand Lorens Jepsen fra Valsbøl blev indkaldt sommeren 1915 og i januar 1916 tildelt Infanterie-Regiment nr. 75. I februar og begyndelsen af marts  gjorde han dog tjeneste ved rekrutdepotet for 17. Infanterie-Division, som hans regiment hørte under.

d. 6 Marts 17
Min kære Anne!
Er i Dag kommen tilbage til Kompagniet. Nu ska vi se om Frontlivet atter vil smage. Lyst dertil har jeg nu i hvert Fald ikke. Jeg havde jo haabet stærkt paa Orlov nu i Marts Maaned. Jeg spurgte af den Grund i Dag Skriveren hos Feldweblen, da vi kom til at tale om Orlov, om jeg maaske snart kunde regne med Orlov, men han mente, at det kunde jeg vist ikke, thi jeg havde jo allerede haft Orlov to Gange mens mine Kam[m]erater, som har været lige saa længe ved Kompagniet som jeg, kun har haft Orlov en Gang. Saa den Orlov kan jeg vel skyde en hvid Pind efter. Jeg har da rigtignok ogsaa frygtet for, at det kunne komme saaledes.
Naa, man maa jo se at finde sig i sin Skæbne.

I Gaar, da jeg var i Cambrai, kørte Orlovstoget til Köln. Ved en saadan Lejlighed gør det en ondt at man ikke kan rejse med. Jeg var afmeldt ved Gen.Afd., og ved Kompagniet var der ingen som savnede mig, i hvert Fald i de første Dage, saa for den Sags Skyld havde jeg gerne kunnet rejse, men jeg savnede jo Rejsepas, og uden Papirer er det jo ikke næmt at komme igennem.

Du nævnede en Gang, at lægge Penge i en Ansøgning, det maa Du ikke gøre, der kommer Du næmlig til fejl Adresse. At søge om Orlov til Foraarsarbejdet er vel for tidlig endnu og nytter maaske heller ikke.

Mine gamle Venner som jeg altid var samme med har jeg ikke truffet igjen. Der var tre af min Alder, som var mine specielle Venner. Den ene var, lige førend jeg kom i Dag, kommen bort til et Sygehus, en er forsvunden ved et Stormangreb d. 17. II og den tredje, Koopmann er allerede tidligere bleven syg og ligger et Sted paa Lazarettet, saaa det er af denne Grund at jeg endnu intet Svar har faaet paa mit Brev.

Kompagniet ligger for Tiden, men gaar dog formodentlig atter en af Dagene for ud. Forhaabentlig bliver vi dog snart helt afløste her.
Havde jeg bare, ligesom Hans, været ved Trainet, der er det dog mere menneskeligt.

Hermed slutter for i Dag med de hjerteligste Hilsner til Dig og Børnene
Din hengivne Lorens

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

6. marts 1917. Døde mennesker har jeg set nok af. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 6. marts 1917

Min kære, kære Inger!  … Nu er vor ro nok snart forbi for denne gang, for i morgen skal vi flytte igen, og så nærmer vi os så småt fronten. Men det var noget, vi kunne vente. Jeg ved ikke rigtig, hvor vi kommer hen, men jeg har hørt, at det skulle være lidt til højre for det sted, hvor vi var sidst. Du synes, at jeg skal søge om at få orlov til Flensborg.

Ja, det kan godt være, at det var rigtig nok, men nu vil jeg hellere vente lidt for at se, hvad det bliver til med ansøgningen, og jeg må jo også først have degn Paulsens adr., inden jeg kan spørge om at få orlov dertil. Du vil nok huske at sende den. Nu får jeg alligevel ikke orlov så længe vi er i stilling…

Hvor var det da godt, at Fedder endnu slap for at blive indkaldt. Ja, de andre stakler, for dem har det ikke været rart. Det er værst for de gamle M. Knudsen og degn Klausen. Er Hans Bang også blevet indkaldt, jeg troede da, at han var helt fri. Det ser ud, som om de ikke vil indkalde landmændene nu til såtiden, og det var da også forkert at tage de få, som endnu er hjemme…

Sidste søndag blev en engelsk flyver skudt ned, lige her i vor nærhed. Han sprang ud af maskinen højt oppe i luften og var selvfølgelig død, inden han nåede jorden. Der var mange, som var henne og se derpå, men jeg blev hjemme. Døde mennesker har jeg set nok af. De engelske flyvere er meget dristige. De kommer ofte hertil, så langt bag fronten, men de vil jo se, hvad der her foregår. Her er en hel mængde russiske fanger, som også arbejder på den nye stilling. Det er nok derfor, vi ingen kan få hjemme…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

5. marts 1917 – Ribe Stiftstidende: en trist orlov

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Ikke opvarmede jernbanetog

Efter hvad der meddeles skal opvarmningen af jernbanetogene, der i fjerntrafikken allerede er meget begrænset, nu helt ophøre af mangel paa opvarmningsslanger, til hvis fremstilling, der skal bruges gummi.

Mangel paa gas

er der nu ogsaa i Tønder. Dér vil gasværket fra 1. marts ikke levere gas fra 1 til 6 om eftermiddagen.

En trist orlov

Murer Berliner fra Slotsgade i Aabenraa kom for nogle dage siden hjem fra fronten for at besøge sin hustru, der laa syg. Nu er hustruen i søndags afgaaet ved døden, og om nogle faa dage skal manden ifølge Flensborg Avis atter af sted til fronten, efterladende 6 moderløse børn i hjemmet. 

Faldne

Enke Berteline Schmidt i Høgsbro ved Hvidding har modtaget budskab om, at hendes eneste søn, Søren Knudsen Schmidt, er død i et feltlazaret, 23 aar gl.

 

1. marts 1917 – Avisen Hejmdal: “Fra Felten … taget til Fange i Tysk Østafrika”

Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Faldne.
Landpostbud Friedrich Heuck, Søn af Chausséopsynsmand Heuck i Dybbøl, er falden paa Slagmarken, 32 Aar gammel. Han efterlader sig Hustru og Børn. En Broder til ham, Peter Heuck, har været savnet siden den 19. September i Fjor. Der vil blive holdt Sørgegudstjeneste for Friedrich Heuck Søndag den 11. Marts om Eftermiddagen Kl. 2½ i Nybøl Kirke.

Gaardejer Peter Møllers Hustru i Klingbjerg ved Notmark har iflg. ”Fl.Av.” i de sidste Dage modtaget den sørgelige Meddelelse at hendes Mand har fundet Døden paa Krigsskuepladsen. Peter Møller efterlader sig Enke og 3 Børn.

Johannes Lund fra Fol er falden, 29 Aar gammel. Han blev, ifølge Meddelelser til hans Hjem, haardt saaret og døde paa Valpladsen uden at være kommen til Bevidsthed. Han vil blive jordfæstet paa Fol Kirkegaard paa Fredag den 2. Marts om Eftermiddagen Kl. 2 fra Hjemmet.

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Ernst Christensen fra Hørup og Wilhelm Ecklon fra Augustenborg er faldne.

Saarede.
I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Overjæger Freidrich Ravengaard fra Toftlund og Peter Jørgensen fra Oksbøl er haardt saarede. Som let saarede opføres: Chresten Christensen fra Klingbjerg i Sønderborg Kreds, Jørgen Jessen fra Sillerup (Sjellerup?) i Sønderborg Kreds og Søren Lange fra Neder-Jersdal. Endvidere meddeles, at Mads Henriksen fra Mels er let saaret, men bliver ved sin Troppeafdeling.

Savnet.
I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Thomas Johnsen fra Haderslev er savnet.

I Fangenskab.
I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Peter Callesen fra Gramby, der hidtil har været meldt savnet, iflg. Private Meddelelser er i Fangenskab.

I Fangenskab i Indien.
I den sidste Liste over de kejserlige Værnetropper meddeles, at Overmatros Christ. Ludvig Møller fra Skodsbøl Mark den 17. November 1916 er bleven taget til Fange i Tysk Østafrika og siden har været interneret i Ahmednaggar i Indien.

Forfremmet.
Musiker Mads Berg fra Kabdrup i Bjerning Sogn, der er Chauffør ved en Generalstab og har været med siden Krigens Begyndelse, er bleven forfremmet til Underofficer. For et halvt Aars Tid siden fik han tildelt Jernkorset.

Dekorerede.
Gustav Sander, Søn af Over-Postkonduktør Sander i Sønderborg, der gør Tjeneste som Overmaskinist paa en Undervandsbaad i Flandern, har ifølge ”S.Z.” faaet tildelt Jernkorset at første Klasse.

Christian Schmidt, Søn af pensioneret Degn Schmidt i Sønderborg paa Kajnæs, der for nogen Tid siden blev haardt saaret, under Kampen ved Østfronten og nu gør Tjeneste paa et Kontor i en Ammunitions-Fabrik, er ifølge ”S.Z.” bleven dekoreret med Jernskorset af anden Klasse.

Hjemme paa Orlov.
Landstormsmand Lorents Jensen fra Barsmark i Løjt Sogn, er kommen hjem paa Orlov fra Rusland.

28. januar 1917. Kompagni-bedstefar i hårde orlovs-forhandlinger

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. Han var rekrut ved IR49 i Gnesen.

Efter Jul gik Eksercitsen igen sin daglige Gang; men saa en Søndag Middag, da jeg kom med min Middagsmad og vilde ind at spise den paa vor Stue, stod Kaptajnen ude i Forstuen og var i Færd med at flytte Knappenaalene med de smaa Flag paa et stort Landkort. Disse Flag betegnede Frontlinierne, saadan som de løb paa de forskellige Fronter, og dem var Tyskerne især meget interesseret i at faa flyttet, saa længe det gik fremad.

Jeg tænkte som saa: „Nu eller aldrig!” kom hurtigt ind i Stuen, fik mit Forklæde af, min Mad sat paa Bordet ud for Kaptajnen og huggede Hælene sammen, saa Gnisterne føg, og der stod jeg saa stiv og stram som en Pæl.

Jeg syntes, det tog en farlig Tid, men omsider løftede Kaptajnen sit Blik og sagde: „Hvad ønsker De, Poulsen?” „Det var jo den Orlov. Jeg vilde jo gerne paa Orlov.”

Han stod og betænkte sig et Øjeblik, og saa sagde han: „Det skal De ogsaa faa Lov til. Hvornaar vil De rejse?”

– „I Dag med 2-Toget, Hr. Kaptajn.”

– „Naa, det er der ellers ikke længe til.”

– “Nej, men jeg mente ogsaa, at det nu var paa Tiden at faa den
Orlov.

– „Ja,” sagde han, „men der er to Mand mere, jeg har lovet Orlov.”

Han nævnede deres Navne. „Dem kan De hente, og saa kan I følges ad.”

Jeg sagde: „Ja Tak, Hr. Kaptajn, men der er endnu en Kammerat, der trænger til at faa Orlov,” og nævnede hans Navn og sagde, at jeg havde læst Breve hjemme fra hans Hustru, og at han havde syv smaa Børn derhjemme, der alle var syge. Den første Marts skulde de bort fra den Ejendom, hvor de boede, og som de havde i Forpagtning, saa jeg mente, at han trængte alier haardest til at komme hjem paa Orlov; men Kaptejnen svarede:

– „Ikke Tale om det, Poulsen. De maa rejse tre Mand, og dermed Punktum.”

Jeg prøvede at lirke lidt ved ham, men han sagde kort Nej. Det laa mig i Munden, at jeg selv skulde blive og saa lade Kammeraten rejse i mit Sted, men det kunde jeg ikke faa mig selv til. Jeg gentog derfor bare, at han maatte lade os rejse alle fire, for der var ingen, der trængte saa haardt til Orlov som denne Kammerat, og saa siger da Kaptajnen tilsidst:

– „Saa hent dem da alle tre, saa skal I faa Lov til at rejse alle fire Mand.”

Jeg fløj som en Stormvind ind i Stuen, hvor Kammeraterne sad og spiste, kaldte paa de tre og sagde: „Skynd jer at komme, vi skal paa Orlov nu med 2-Toget.”

Den tredie sagde: „Jamen faar jeg virkelig Lov til at komme med ogsaa?” „Ja, det faar du Lov til.” Han græd af bare Glæde. „Men skynd
dig nu at komme, saa kan du vente med at flæbe, til du kommer
hjem til din Hustru.”

Snart stod vi ved Kaptajnens Dør og bankede paa. Vi kom ind, stod stram i Stuen indenfor Døren; Kaptajnen sad og læste. Det varede en god Stund, før han løftede sit Blik fra sin Bog og spurgte tilsyneladende ganske uforstaaende:
– „Hvad vil I ?”
– „Ja, vi vilde jo paa Orlov, Hr. Kaptajn.”
– „Paa Orlov? Hvad kan det blive til? Nu er der kommet ny Ordre fra Berlin; det er næsten ikke til at komme igennem. I maa hellere lade de Tanker fare, I ved jo ikke en gang, hvordan I skal bære jer ad med at rejse, saa I kan gaa hen og lave Dumheder, som vort Regiment kan komme til at lide under. Det kan ikke blive til noget, I maa hellere
blive her.”
Jeg sagde: „Jo, Hr. Kaptajn, vi ved nok, hvilken Vej vi skal rejse. Vi kommer med Banen til den og den Banegaard i Berlin, tager med Sporvognen til den og den Banegaard, kører saa med Hurtigtoget til Hamborg og saa videre mod Nord, mod Hjemmet.”
– „Ja, det er jo rigtigt nok,” sagde Kaptajnen, „men saa lover I mig, at I ingen Dumheder laver i Berlin.”
– „Javel, Hr. Kaptajn.”
– „Naa, saa kan I gaa ind paa Skrivestuen til Feltwebelen
og faa jeres Orlovspapirer.”

Kort omkring, ud ad Døren og ind paa Skrivestuen. Der sad Feltvebelen. Han saa op og sagde i en bister Tone: „Hvad
vil I?”

Jo, vi vilde ind at hente vore Orlovspapirer.

– „Hvad for noget? Orlovspapirer?” Han sprang op fra sin Stol, og Øjnene stod paa Stilke, idet han sagde: „Hvem har givet jer Orlov?”
– „Det har Kaptajnen,” svarede jeg.
– „Hvad for noget? Kaptajnen? Hvor kommer I til Kaptajnen?
I ved jo godt, at Vejen til Kaptajnen gaar igennem mig.”

Vort Mod begyndte at synke, og lidt mere lavmælt fortsatte jeg, at jeg havde truffet Kaptajnen ude paa Gangen og havde saa spurgt ham om Orlov, som han for længe siden havde lovet mig, og nu skulde vi saa følges ad hjem, vi fire.

Men Feltwebelen blev rasende, og hvor kunde han skælde ud! Hans Ordstrøm sluttede med dette: „I kommer ikke paa Orlov. Jeg skal vise jer — og saa brugte han Ukvemsord — at I maa gaa til mig, før I gaar til Kaptajnen, og Orloven bliver der ikke noget af.”

Saa høj jeg var, da jeg havde opnaaet Kaptajnens Tilladelse til at faa en Kammerat med hjem, saa lille blev jeg nu, da jeg var klar over, at det var min Skyld, at Orloven blev os nægtet af Feltwebelen baade for mig selv og de andre.

Jeg tiggede, bad og lovede aldrig mere at gaa udenom Feltwebelen,
men ligemeget hjalp det. Han sagde Nej og dermed Basta.

Omsider fik han mit Blod saa meget i Kog, at jeg sagde til ham: „Hr. Feltwebel, Kaptajnen sidder i sin Stue og venter paa at underskrive vore Orlovspapirer, og da De nægter os dem, maa jeg gaa ind og sige til Kaptejnen, at han ikke skal vente paa os.”

Saa gik jeg hen til Døren for at gaa ind til Kaptajnen; men da jeg fik fat i Dørgrebet, raabte Feltwebelen: „Holdt!” skældte godt ud endnu en Gang, men derefter fik vi vore Orlovspapirer.

Vi kom atter ind til Kaptajnen, som satte sit Navn under. Han spurgte os, hvor lang Tid vi skulde have. Jeg svarede, at jeg vilde gerne have 14 Dage. „Naa, saa skal de andre vel ogsaa have 14 Dage?” spurgte han, og det fik vi; men 2-Toget var forlængst borte.

Vi fik vore faa Pakkenelliker samlet sammen, gik ind til Byen, holdt os skjult der til om Aftenen Kl. 11, da der kom et Orlovstog fra Rusland, som vi saa kom med. Nu gik det mod Hjemmet, og det var skønt. 10 Dage var jeg hjemme. Rejsen tog to Dage frem og to tilbage, og atter kom jeg ned til Gnesen, blev sendt til Bromberg
til et Kursus i Nærkampe, hvorfra vi telegrafisk blev tilbagekaldt og sendt til Fronten i Frankrig.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

11. januar 1916. Med kul til Konstantinopel

Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i 4. Schlesiske Infanteriregiment 157 på Østfronten. Han skulle egentlig have været på orlov, men det kunne han ikke komme pga. orlovsspærring – der havde nemlig været mange deserteringer blandt sønderjyske soldater på juleorlov hjemme..

Der var på den tid orlovsspærring til Nordslesvig, så jeg kunne ikke sendes på orlov.

Nu vidste man ikke, hvad man skulle stille op med mig. Feldwebelen, der afgjorde det, sagde til mig, at de skulle stille soldater til vagt ved kultransporter til Konstantinopel, men at de ikke måtte sende felttjenstdygtige med. Da de manglede nogle, sagde han:’ “Vi sender Dem med en transport, og når De så kommer tilbage, er  orlovsspærringen forhåbentlig ophævet”.

Det var sket flere gange, at man havde spærret for orlov til Nordslesvig, da der var for mange, der løb over grænsen til Danmark..

Jeg blev så sendt med et kultog til Konstantinopel. Det blev en spændende tur.

Det hele gik godt, vi fik mad med, og jeg mener også, vi fik udleveret nogle penge. Der var en personvogn med toget – ikke særlig behagelig, for vi måtte sove på hårde bænke. Men det gjorde ikke noget, vi var ikke så godt vant.

Da vi nåede midt ned i Ungarn, kom der så meget sne, at vi ikke kunne komme videre. Vi lå indesneet i en by, der hed Biik, og her blev vi indkvarteret i en sukkerfabrik.

Vi havde det dejligt her. Fabriksinspektøren og hans kone gjorde alt,
hvad de kunne gøre af godt for os. Vi kunne her købe alt det flæsk, vi ville have, så vi købte en ordentlig portion. Det var godt at have med på rejsen.

Jeg husker ikke så nøje, hvor længe vi var her, vel nok 2-3 dage. Så var strækningen klar igen, så vi kunne køre videre.

Jeg har aldrig hverken før eller siden set så meget sne.

Rejsen videre gik godt, indtil vi kom til det daværende Serbien.

Der opdagede vi, at så snart toget gjorde holdt, sprang folk op på kulvognene og smed så meget af kullet, som de kunne nå, af toget. Der var mangel på brændsel dernede. Det var jo også derfor, vi var med for at passe på. Vi måtte jage dem bort, men de var frække. Vi måtte tage skydevåben i brug, og det hjalp, selvom vi ikke sigtede på dem, men skød i luften.

Det skete dog, at de fik en del aflæsset, især hvis vi holdt, når det var mørkt, så der blev temmelig store huller i vognene. Så måtte vi læsse på igen, da det jo ikke kunne nytte, at vi kom med tomme vogne til endestationen.

Vi havde det ellers godt, bestilte ikke andet end at spise og spille kort. Det var et livligt selskab. Vi var fem mand, en underofficer og fire menige. Jeg var den eneste, der ikke var polak. De fire andre var alle fra det øvre Schlesien fra kulegnen. Nogle hidsige krabater.

Hvert øjeblik blev de så uenige over kortspillet, at de var ved at komme i slagsmål. Jeg dyssede dem så lidt ned, men det hjalp ikke meget. Et øjeblik efter var de dog gode venner igen, og kortspillet begyndte forfra.

Da vi nåede den tyrkiske grænse, gik den ene kulvogn i stykker, en vognfjer knækkede. På et meget øde sted blev vi kørt ind på et sidespor, og vognen blev koblet fra.

Nu måtte så en af os blive ved vognen, indtil den var repareret og kunne køre videre. Vi kunne først ikke blive enige om, hvem af os der skulle blive tilbage, da det var en så øde strækning, og ingen var glade for at blive ladt alene tilbage.

Det endte med, at jeg tilbød at blive. I en lille hytte opholdt der sig en toldkontrollør, det vil sige, han var der kun i den tid, der kom tog. Han var en meget fin herre, sikkert med god uddannelse. Han talte også godt tysk. Jeg fik lov at være i hytten natten over.

Næste dag kom der nogle mænd med et tog, og de gjorde vognen klar.

Derefter gik rejsen videre med et godstog til Konstantinopel. Der var ingen personvogn med toget, så jeg fik lov at opholde mig i lokomotivet. Det var jo meget morsomt.

Thode, Carl Theodor: krigserindringer, nedskrevet 1974 (pdf)

Thodes erindringer danner grundlag for Jakob Brodersens roman “Thode”, der udkom i 2016.

thode-510x762

31. december 1916 – Ribe Stiftstidende: orlov og damestøvler

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Orlovsbevillinger

Det meddeles, at samtlige troppedel paany er bleven anmodede om med al eftertryk at virke hen til, at de mandskaber, der et aar eller længere har ligget uafbrudt i felten og i denne tid ingen orlov har haft – særlig de gifte – faar orlov. Der arbejdes hen paa, at disse folk faar en kort orlov – saavidt de militære interesser paa nogen maade tillader dette – ogsaa uden officielt bevis.

Hvad skal man tage med sig paa rejse

I Schleswiger Nachrichten mindes der om, at personer, som forbigaaende rejser til et andet sted (paa besøg osv.) bør faa et rejsebrødkort med sig fra deres hjemstedskommune. Ligeledes bør de medtage deres rigs-kød-, sæbe og sukker-kort paa rejse, naar de ønsker at faa noget af disse rare ting.

Skafterne paa damestøvler

maa paa størrelse nr. 38 ikke være højere end 18,5 centimeter, og for andre størrelser gælder en tilsvarende højde. Der skal nemlig spares paa læderet.

Faldne

Landstormsmand Heinrich Petersen fra Aabenraa er falden i Rumænien; han, der efterlader hustru og voksne børn, blev 45 aar gl.

Jes Hansen Holm. søn af Svenne Holm og hustru i Nørre Hostrup, er falden i Frankrig den 13. november, 35 aar gl.

Saarede

Ifølge tabslisten er Henrik Kruse fra Stenderup, der før har været opført som haardt saaret, død og Chr. Christensen fra Tandslet paa Als haardt saaret.

Savnede

Vicefeldwebel Klaus Tiedemann fra Sønderborg er savnet og Karl Lassen fra Sønderballe, der før har været opført som haardt saaret, er ligeledes savnet.

I fangenskab

Arbejdsmand Chr. Egtved fra Lunding ved Haderslev er i russisk fangenskab.