Tag-arkiv: orlov

23. marts 1917 – Milert Schulz: “… Kugeln pfeifen ja hier auch”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Geschrieben d. 23/3 1.

Meine lieben Eltern u. Geschw.!
Gottes Friede zum Gruss! Zuerst meinen besten Dank für erhaltene Briefe vom 12 u. 14. und Karte vom 14/3 liebe Eltern.

Entschuldige, dass ich nicht früher geschrieben habe. Wir sind nämlich auf dem Marsch nach anders wo. Von Besista sind wir am 20/3 abmarschiert und liegen nun erst noch auf halben Wege im Biwak unter Zelte und habe Euch deshalb nicht schreiben können. Wo wir hin kommen weis ich selber nicht. Aber wie Ihr ja wisst ist es hier auf dem Balkan ja nicht so gefährlich als auf den andern Kriegs schauplätzen[,] aber Kugeln pfeifen ja hier auch.

Mir geht es ja noch immer Gott sei Dank gut bin gesund und wohl. Von Schwester Mie habe ich auch Brief gehabt worin sie mir geschrieben hat, dass sie ihr Herz dem lieben Herrn und Heiland auch gegeben hat. Ja dass ist etwas herrliches sich in Gottes Hand geborgen zu wissen. Der Herr gebe, dass wir alle seine treuen Nachfolger werden und einst bei ihm in ewiger Herrlichkeit sammeln.

Du schreibst wegen Urlaub liebe Mutter. Ja da muss ich die leider mitteilen, dass die jenigen nur auf Urlaub fahren können, welche schon ein Jahr hier im Felde gewesen sind. Natürlich gibt es ja auch ausnahmen z.B. bei Todesfällen oder sonst irgend ähnliches. Na hoffenlich ist der Krieg bald zu Ende[,] dann bekommen wir einen grossen Urlaub.

Aber klagen könne wir ja auch nicht hier draussen[,] wiewohl wir vieles entbehren müssen, aber wir haben immer genug zu essen und trinken. Wie ich Euch schon mal geschrieben habe, wir leben viel besser wie manche Städter. Wir haben genug zu schmieren aber bloss keine Butter.

Und mit diesen Strafen lieber Vater, da brauchst du für michkeine Angst zu haben[,] ich werde mir schon keine Strafen zuziehen dazu habe ich zuviel Ehre im Leibe.

Hier ist es in der letzten Zeit ziemlich warm gewesen und könnt Ihr Euch wohl das mar schieren in solcher Hitze vorstellen. Vielleicht kannst du mir ein paar Strümpfe oder Fusslappen schicken liebe Mutter.

Sons für diesmal nichts mehr. Viele herzl. Grüsse und Küsse und auf ein frohes Wiedersehn hoffend von mir Euer Sohn und Bruder Milert.

Die Sachen habe ich noch nicht abgeschickt.

(Brev i privateje)

19. marts 1917 – Thyge Thygesen: “Hvad mener Du, kære Fader, med at tegne Krigslån?”

Thyge Thygesen fra Stepping var blevet levende begravet ved Somme i september 1916. Efter et langt sygeleje var han i januar 1917 blevet sendt til et rekonvalescenskompagni i Eisleben.

Eisleben d. 19. 3. 17.

Kære Forældre og Søstre!
Kan vel nu snart begynde at vente lidt fra Eder. Har det ellers godt her, vi har mere Tjeneste nu, men desto bedre går Tiden jo. Hvis nu bare snart Reklamationen må indtræffe. Af Landmændene bliver der nogle afkommanderet hver Dag. Jeg skal nu see og hytte mig, for hvis jeg først er sat i Arbejde her et Sted, går det vist ikke så let at komme hjem. Det vilde da være kedeligt hvis jeg skulde blive sat i Arbejde her i det Fremmede og af den Grund ikke kunde komme hjem.

Påskeorlov kan det vist ikke lønne sig for mig at give ind. For det første er det vist for kort siden jeg har havt Orlov. For det andet, giver det vist kun nogle Dage, så den Tid går jo med Rejsen frem og tilbage. Orlov kunde jeg vist også nok have fået, hvis jeg vilde tegne Krigslån. Men det giver jo sagtens heller ikke mere Tid end at jeg lige kan Rejse frem og tilbage i.

Hvad mener Du, kære Fader, med at tegne Krigslån? Når det nu senere ender med en stor Bankerott, for Krigslånet skal da vist hele Riget (hvis der da bliver noget tilbage!) stå ind, er det så ikke sikrest anbragt? Men forlænge Krigen vilde man naturligvis heller ikke gerne, det er ikke til at træffe det rigtige!!

Her var Teater i Går, hvortil jeg var med. Der blev spillet ”Heimat” af Leipziger Skuespillere, det var helt godt, men er naturligvis ikke noget imod noget i Modersmålet. Hvis den kedelige Tid da bare snart var til Ende, nu efter den skønne Orlov er jeg da så led på det hele som aldrig før og så må jeg jo endda være glad, hvis jeg bare kan blive her.

Hvad Christian, men han fik vel ingen Efterorlov? Blev den anden Ansøgning (til Kompagnieføreren) siden rakt ind for ham? Her har jeg hørt af een at han har gjort lige så – men han har endnu ingen Besked fået. ( det er allerede 4 Uger siden) På den skal der utrykkelig bemærkes at der er en anden rigtig Ansøgning undervejs. Den gør hverken fra eller til, da det hele jo kommer fra oven! Håber det går godt med Mbr. Hans? Hils dem alle – alle!

Nu de kærligste Hilsener til Eder alle fra Eders Thyge.

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

 

7. marts 1917 – Avisen Hejmdal: “Fra Felten”

Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Faldne.
Gaardejer Jens Fogts Hustru i Sebbelev paa Als har ifølge ”Fl.A.” efter to Maaneders tung Uvished modtaget den sørgelige Meddelelse, at hendes Mand har fundet Døden paa den vestlige Krigsskueplads. Jens Fogt blev godt 42 Aar og efterlader sig Enke og 3 Børn.

Mejerist Boj Bojesen, som før sin Indkaldelse var Undermejerist paa Ketting Mejeri, har ifølge ”Fl.A.” fundet Døden paa Krigsskuepladsen.

Død paa Lasaret.
Rudolf Schulz fra Haderslev er den 19. Februar afgaaet ved Døden paa et Lasaret ved Østfronten som Følge af sine Saar. Han efterlader sig Enke og et Barn.

Saarede.
Frederik Ravnsgaard fra Toftlund er ifølge ”Fl.A.” bleven saaret og kommen paa et Lasaret; han kæmpede i Rumænien.

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Jens Hansen fra Guderup paa Als, Falle Kjær fra Skrydtstrup og Gefrejter Hans Nissen fra Brundlund i Haderslev Kreds er let saarede.

Forfremmet.
Arbejdsmand Frits Jøhnke fra Stiftelsesgade Nr. 9 i Haderslev, der deltager i Krigen ved Sanitetsvæsenet, er ifølge ”Dv.” bleven udnævnt til Underofficer. For Tiden ligger han haardt saaret i et Lasaret.

Savnet.
Thomas Autzen fra Traasbøl, der før har været opført som saaret, er ifølge den sidste preussiske Tablsliste savnet.

I Fangenskab.
Landmaaler Dietrich Andersen, Søn af Rentier Andersen i Sønderborg, befandt sig ved Krigens Udbrud i Dar-es-Salaam i Tysk-Østafrika. Siden den Tid har hans Forældre indtil forleden værte uden Efterretning fra ham. Men nu er der ifølge ”S.Z.” ankommet et Kort fra ham, hvorpaa han meddeler, at han i sin Tid paa Grund af Sygdom maatte blive tilbage i Etappentjenesten i Sydøstafrika og er falden i Fangenskab. Nu er han efter en lange Rejse ankommen til Fangelejren La Pallica ved La Rochelle i Frankrig.

Den sidste preussiske Tabsliste melde, at Hans Nielsen fra Frørup, der før har været opført som savnet, ifølge privat Meddelelse er falden i Fangenskab.

Hjempermitteret.
Mejeribestyrer A. Gadeberg i Tyrstrup, der siden Krigens Begyndelse har været indkaldt som Landstormmand og gjort Tjeneste mange forskellige Steder og ved mange forskellige Ting, er nu bleven hjempermitteret for atter at kunne overtage sin Stilling som Leder af det store Mejeri i Tyrstrup, der forøvrigt er Nordslesvigs største Andelsmejeri. Hans Stedfortræder under Fraværelsen, Mejerist Ludvig Hummelgaard fra Danmark, har – som forleden meddelt – faaet Plads som Bestyrer paa Mejlby Mejeri med Tiltrædelse 1. April.

Dekorerede.
Følgende Krigsdeltagere har faaet tildelt Jernkorset: Murer Konrad Randschau fra Sønderborg, der tjener som Underofficer ved et Infanteri-Regiment paa Østfronten, Arthur Dürfeld fra Sønderborg, der er Matros paa en Undervandsbaad, Landeværnsmand H. Læbel fra Haderslev, der er med i Kampene ved Somme, og Frederik Bjørnson, Søn af Nikolaj Bjørnson i Roager, der staar ved et Artilleri-Regiment paa Østfronten.

Hjemme paa Orlov.
August Pankoke fra Nørre-Chaussé i Aabenraa er ifølge ”A.T.” for Tiden hjemme paa Orlov.

7. marts 1917. “Hvorfor græder du lille mor?” Thomas Dinesen hjemme på orlov for første gang i 14 måneder

Sønderjyden Thomas Dinesen fra Jels gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment Nr. 265, 5. kompagni. Han må ikke forveksles med den rigsdanske Thomas Dinesen, der meldte sig frivilligt til canadisk krigstjeneste.

Jeg lå i Rusland ved 5. kompagni, Reserveinfanteriregiment 265, 108. infanteridivision. Vi havde flyttet omkring på forskellige frontafsnit fra Dynaborg i nord til egnen Kowel-Luck i Karpaterne.

På grund af de voldsomme russiske angreb af general Brussilov i 1916 mod de østrigske og tyske stillinger havde der længe været spærret for orlov. Hvad det betød, ved enhver gammel frontsoldat; men omsider blev det min tur.

Jeg fik på skrivestuen udleveret mine orlovspapirer, og jeg så, at der i papirerne stod: »Der Musketier Dinesen hat die Erlaubnis, während seines Urlaubs Zivilanzug zu tragen«.

Det var enestående, at en soldat oppe fra den danske grænse fik denne tilladelse indført i sine orlovspapirer. (En god kompagnifører). Men at netop dette skulle komme til at volde mig vanskeligheder under min orlov, anede jeg intet om.

Vi var nogle kammerater fra forskellige egne af Tyskland, som kunne følges ad til Berlin. Efter at være blevet afluset på en »Entlausungsanstalt«, og efter at vi havde fået skriftlig attest herpå, nåede vi stationen Ivanise.

På vej til aflusning
Aflusningsanstalt

Derfra gik det over Kowel, Brest-Litowsk imod Warszawa med almindeligt bumletog. Vor orlov gjaldt tre uger i alt, så det var om at udnytte tiden. På orlov måtte vi kun benytte almindelige orlovstog, men da vi kørte ind på sporet i Warszawa, så jeg et tog holde ved siden af vort lige ankomne. På den ene vogn stod der: »Schnellzug Berlin«.

Frække, som vi var blevet efter flere års fronttjeneste, vejrede jeg en chance og gjorde mine kammerater opmærksomme på skiltet. – Men  der måtte handles hurtigt. – I en fart fik vi oppakningen og tornystret fat og så ud. Ubemærket nåede vi lige at komme op i toget til Berlin, netop som det satte i gang. Vi havde allerede regnet ud, at en halv dag var vundet.

Da togkonduktøren kom, måtte vi frem med papirerne. Ved nærmere eftersyn kunne han jo nok se, at vi ikke havde ret til at benytte »Schnellzug«, og der fulgte en ordentlig reprimande, men der var ikke noget at gøre. Det gamle ord om, »at heldet følger de tossede«, passede for en gangs skyld igen. – Ganske rigtigt – toget kørte mod Berlin, og det gjorde ikke holdt ved de små mellemstationer.

Nu skiltes vore veje, for jeg skulle fra Berlin videre mod Hamborg og derfra videre mod nord, men det lykkedes ikke igen at komme med hurtigtoget, for her var kontrollen lidt skrappere. Dog den halve dags forspring var reddet, og det gik nu hurtigt hjemad. –

At vor luseattest ikke havde kraft mere, mærkede vi tydeligt, thi det kriblede og krablede på kroppen, som det plejede. Mange af de kammerater, som var kommet med andre tog mod Berlin, havde ikke været på nogen »aflusningsstation«, og derfor var der gode muligheder for, at vi havde fået stammerne forædlet.

Lus 6a44-192
Lusebefængte soldater

Mod aften nåede toget Flensborg, og nu var det lige om at finde et tog, som gik mod Sommersted. – Køreplanen blev studeret på perronen, og jeg fandt ud af, at jeg kunne være i Sommersted ved 12-1-tiden om natten. Så var der en march på otte kilometer over Mølby og Oksenvad til Jels.

Mellem klokken et og halvto nåede jeg hjem til Jels by, og da det var midt om natten, måtte jeg være yderst forsigtig, thi der var mange soldater indkvarteret i byen. De havde til opgave at sikre grænsebevogtningen. I mit hjem havde man to soldater i privat kvarter, foruden at der i missionssalen, som hørte til vort hjem, var ekstra 40 mand i massekvarter.

Forsigtigt gik jeg til bagdøren, for ved siden af var mors og fars soveværelse. Jeg bankede på vinduet og hørte så en stemme: »Hvem er der?« – »Det er Thomas«, svarede jeg. Mor tændte lys, hvorefter hun kom ud i baggangen og lukkede op. Mor fik noget tøj på, og hvordan gensynet formede sig efter fjorten måneders fravær, det skal jeg ikke komme nærmere ind på.

Da døren igen var låst, så mor på mig og sagde: »Thomas, du har vel ikke lus?« – »Ja, lille mor, det har jeg sikkert, selvom jeg blev afluset for tre dage siden i Rusland«, – »Vil du så ikke nok gå ud i vaskerummet og trække det gamle tøj af, så skal jeg nok finde rent undertøj frem til dig«.

Mor fulgte mig ud i vaskerummet, og jeg trak min uniformsfrakke af.

– Pludselig tog mor til at græde. »Hvad græder du for, lille mor«, spurgte jeg. Jeg vidste med det samme, hvorfor mor græd, thi min skjorte hang i laser på min krop, rådnet op af sved og snavs. Der var kun lidt af højre ærme tilbage og en lille smule af overkroppen i laser. –

Mor kom med rent undertøj, og jeg fik mig grundigt vasket, derefter det rene undertøj på. Den beskidte uniform blev lagt i det yderste hjørne af vaskerummet, og den næste dag tog mor det hele under behandling.

Efter et solidt måltid, så godt som mor evnede at præstere det, trods rationeringsmærkerne, der var mangelvare, og knaphed på mange områder, blev den værste sult dog stillet, og jeg kom i seng – for første gang efter fjorten måneder. – Det endte dog med, at jeg ikke kunne sove i sengen, og først efter, at jeg var havnet ude på gulvet, faldt jeg i søvn.

DSK-årbøger 1972

6. marts 1917 – Thomas Thomsen: “Panja Weiber”

Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der i begyndelsen af 1917 befandt sig i Galizien.

6/3 1917
Liebe Mutter!
Besten Dank für denn Briefe und dein Parket mit Fleisch das ich Gestern erhalten habe. Ich verstehe nicht das da nicht mehr Pakete ankommen[.] Das ist das erste jetzt in über 8 Tagen.

Hier siehst du ein Bild von Panja Weiber.

Tre "Panja Weiber", dvs. bondekoner, formodentlig fra Galizien, hvor Thomas Thomsen befandt sig, da han i begyndelsen af marts sendte billedet til sin mor (Kåre Pedersens Samling)
Tre “Panja Weiber”, dvs. bondekoner, formodentlig fra Galizien, hvor Thomas Thomsen befandt sig, da han i begyndelsen af marts sendte billedet til sin mor (Kåre Pedersens Samling)

Du kannst ein Urlaubsgesuch einreichen für mich jetzt wegen Arbeitsurlaub[.] Jetzt sind schon verschiedene gefahren wieder[.] Am besten du schickt es direckt an die Kompagni. Es konnte ja sein das ich Glück hatte[.] Mach es so bald wie möglich ehe die Urlaub wieder gesperrt wird.

Viele herzlichen Grüße sendet dein Sohn Thomas Thomsen.

(Kåre Pedersens Samling)

6. marts 1917 – Lorens Jepsen: “mine specielle Venner”

Landmand Lorens Jepsen fra Valsbøl blev indkaldt sommeren 1915 og i januar 1916 tildelt Infanterie-Regiment nr. 75. I februar og begyndelsen af marts  gjorde han dog tjeneste ved rekrutdepotet for 17. Infanterie-Division, som hans regiment hørte under.

d. 6 Marts 17
Min kære Anne!
Er i Dag kommen tilbage til Kompagniet. Nu ska vi se om Frontlivet atter vil smage. Lyst dertil har jeg nu i hvert Fald ikke. Jeg havde jo haabet stærkt paa Orlov nu i Marts Maaned. Jeg spurgte af den Grund i Dag Skriveren hos Feldweblen, da vi kom til at tale om Orlov, om jeg maaske snart kunde regne med Orlov, men han mente, at det kunde jeg vist ikke, thi jeg havde jo allerede haft Orlov to Gange mens mine Kam[m]erater, som har været lige saa længe ved Kompagniet som jeg, kun har haft Orlov en Gang. Saa den Orlov kan jeg vel skyde en hvid Pind efter. Jeg har da rigtignok ogsaa frygtet for, at det kunne komme saaledes.
Naa, man maa jo se at finde sig i sin Skæbne.

I Gaar, da jeg var i Cambrai, kørte Orlovstoget til Köln. Ved en saadan Lejlighed gør det en ondt at man ikke kan rejse med. Jeg var afmeldt ved Gen.Afd., og ved Kompagniet var der ingen som savnede mig, i hvert Fald i de første Dage, saa for den Sags Skyld havde jeg gerne kunnet rejse, men jeg savnede jo Rejsepas, og uden Papirer er det jo ikke næmt at komme igennem.

Du nævnede en Gang, at lægge Penge i en Ansøgning, det maa Du ikke gøre, der kommer Du næmlig til fejl Adresse. At søge om Orlov til Foraarsarbejdet er vel for tidlig endnu og nytter maaske heller ikke.

Mine gamle Venner som jeg altid var samme med har jeg ikke truffet igjen. Der var tre af min Alder, som var mine specielle Venner. Den ene var, lige førend jeg kom i Dag, kommen bort til et Sygehus, en er forsvunden ved et Stormangreb d. 17. II og den tredje, Koopmann er allerede tidligere bleven syg og ligger et Sted paa Lazarettet, saaa det er af denne Grund at jeg endnu intet Svar har faaet paa mit Brev.

Kompagniet ligger for Tiden, men gaar dog formodentlig atter en af Dagene for ud. Forhaabentlig bliver vi dog snart helt afløste her.
Havde jeg bare, ligesom Hans, været ved Trainet, der er det dog mere menneskeligt.

Hermed slutter for i Dag med de hjerteligste Hilsner til Dig og Børnene
Din hengivne Lorens

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

6. marts 1917. Døde mennesker har jeg set nok af. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 6. marts 1917

Min kære, kære Inger!  … Nu er vor ro nok snart forbi for denne gang, for i morgen skal vi flytte igen, og så nærmer vi os så småt fronten. Men det var noget, vi kunne vente. Jeg ved ikke rigtig, hvor vi kommer hen, men jeg har hørt, at det skulle være lidt til højre for det sted, hvor vi var sidst. Du synes, at jeg skal søge om at få orlov til Flensborg.

Ja, det kan godt være, at det var rigtig nok, men nu vil jeg hellere vente lidt for at se, hvad det bliver til med ansøgningen, og jeg må jo også først have degn Paulsens adr., inden jeg kan spørge om at få orlov dertil. Du vil nok huske at sende den. Nu får jeg alligevel ikke orlov så længe vi er i stilling…

Hvor var det da godt, at Fedder endnu slap for at blive indkaldt. Ja, de andre stakler, for dem har det ikke været rart. Det er værst for de gamle M. Knudsen og degn Klausen. Er Hans Bang også blevet indkaldt, jeg troede da, at han var helt fri. Det ser ud, som om de ikke vil indkalde landmændene nu til såtiden, og det var da også forkert at tage de få, som endnu er hjemme…

Sidste søndag blev en engelsk flyver skudt ned, lige her i vor nærhed. Han sprang ud af maskinen højt oppe i luften og var selvfølgelig død, inden han nåede jorden. Der var mange, som var henne og se derpå, men jeg blev hjemme. Døde mennesker har jeg set nok af. De engelske flyvere er meget dristige. De kommer ofte hertil, så langt bag fronten, men de vil jo se, hvad der her foregår. Her er en hel mængde russiske fanger, som også arbejder på den nye stilling. Det er nok derfor, vi ingen kan få hjemme…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

5. marts 1917 – Ribe Stiftstidende: en trist orlov

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Ikke opvarmede jernbanetog

Efter hvad der meddeles skal opvarmningen af jernbanetogene, der i fjerntrafikken allerede er meget begrænset, nu helt ophøre af mangel paa opvarmningsslanger, til hvis fremstilling, der skal bruges gummi.

Mangel paa gas

er der nu ogsaa i Tønder. Dér vil gasværket fra 1. marts ikke levere gas fra 1 til 6 om eftermiddagen.

En trist orlov

Murer Berliner fra Slotsgade i Aabenraa kom for nogle dage siden hjem fra fronten for at besøge sin hustru, der laa syg. Nu er hustruen i søndags afgaaet ved døden, og om nogle faa dage skal manden ifølge Flensborg Avis atter af sted til fronten, efterladende 6 moderløse børn i hjemmet. 

Faldne

Enke Berteline Schmidt i Høgsbro ved Hvidding har modtaget budskab om, at hendes eneste søn, Søren Knudsen Schmidt, er død i et feltlazaret, 23 aar gl.

 

1. marts 1917 – Avisen Hejmdal: “Fra Felten … taget til Fange i Tysk Østafrika”

Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Faldne.
Landpostbud Friedrich Heuck, Søn af Chausséopsynsmand Heuck i Dybbøl, er falden paa Slagmarken, 32 Aar gammel. Han efterlader sig Hustru og Børn. En Broder til ham, Peter Heuck, har været savnet siden den 19. September i Fjor. Der vil blive holdt Sørgegudstjeneste for Friedrich Heuck Søndag den 11. Marts om Eftermiddagen Kl. 2½ i Nybøl Kirke.

Gaardejer Peter Møllers Hustru i Klingbjerg ved Notmark har iflg. ”Fl.Av.” i de sidste Dage modtaget den sørgelige Meddelelse at hendes Mand har fundet Døden paa Krigsskuepladsen. Peter Møller efterlader sig Enke og 3 Børn.

Johannes Lund fra Fol er falden, 29 Aar gammel. Han blev, ifølge Meddelelser til hans Hjem, haardt saaret og døde paa Valpladsen uden at være kommen til Bevidsthed. Han vil blive jordfæstet paa Fol Kirkegaard paa Fredag den 2. Marts om Eftermiddagen Kl. 2 fra Hjemmet.

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Ernst Christensen fra Hørup og Wilhelm Ecklon fra Augustenborg er faldne.

Saarede.
I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Overjæger Freidrich Ravengaard fra Toftlund og Peter Jørgensen fra Oksbøl er haardt saarede. Som let saarede opføres: Chresten Christensen fra Klingbjerg i Sønderborg Kreds, Jørgen Jessen fra Sillerup (Sjellerup?) i Sønderborg Kreds og Søren Lange fra Neder-Jersdal. Endvidere meddeles, at Mads Henriksen fra Mels er let saaret, men bliver ved sin Troppeafdeling.

Savnet.
I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Thomas Johnsen fra Haderslev er savnet.

I Fangenskab.
I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Peter Callesen fra Gramby, der hidtil har været meldt savnet, iflg. Private Meddelelser er i Fangenskab.

I Fangenskab i Indien.
I den sidste Liste over de kejserlige Værnetropper meddeles, at Overmatros Christ. Ludvig Møller fra Skodsbøl Mark den 17. November 1916 er bleven taget til Fange i Tysk Østafrika og siden har været interneret i Ahmednaggar i Indien.

Forfremmet.
Musiker Mads Berg fra Kabdrup i Bjerning Sogn, der er Chauffør ved en Generalstab og har været med siden Krigens Begyndelse, er bleven forfremmet til Underofficer. For et halvt Aars Tid siden fik han tildelt Jernkorset.

Dekorerede.
Gustav Sander, Søn af Over-Postkonduktør Sander i Sønderborg, der gør Tjeneste som Overmaskinist paa en Undervandsbaad i Flandern, har ifølge ”S.Z.” faaet tildelt Jernkorset at første Klasse.

Christian Schmidt, Søn af pensioneret Degn Schmidt i Sønderborg paa Kajnæs, der for nogen Tid siden blev haardt saaret, under Kampen ved Østfronten og nu gør Tjeneste paa et Kontor i en Ammunitions-Fabrik, er ifølge ”S.Z.” bleven dekoreret med Jernskorset af anden Klasse.

Hjemme paa Orlov.
Landstormsmand Lorents Jensen fra Barsmark i Løjt Sogn, er kommen hjem paa Orlov fra Rusland.

28. januar 1917. Kompagni-bedstefar i hårde orlovs-forhandlinger

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. Han var rekrut ved IR49 i Gnesen.

Efter Jul gik Eksercitsen igen sin daglige Gang; men saa en Søndag Middag, da jeg kom med min Middagsmad og vilde ind at spise den paa vor Stue, stod Kaptajnen ude i Forstuen og var i Færd med at flytte Knappenaalene med de smaa Flag paa et stort Landkort. Disse Flag betegnede Frontlinierne, saadan som de løb paa de forskellige Fronter, og dem var Tyskerne især meget interesseret i at faa flyttet, saa længe det gik fremad.

Jeg tænkte som saa: „Nu eller aldrig!” kom hurtigt ind i Stuen, fik mit Forklæde af, min Mad sat paa Bordet ud for Kaptajnen og huggede Hælene sammen, saa Gnisterne føg, og der stod jeg saa stiv og stram som en Pæl.

Jeg syntes, det tog en farlig Tid, men omsider løftede Kaptajnen sit Blik og sagde: „Hvad ønsker De, Poulsen?” „Det var jo den Orlov. Jeg vilde jo gerne paa Orlov.”

Han stod og betænkte sig et Øjeblik, og saa sagde han: „Det skal De ogsaa faa Lov til. Hvornaar vil De rejse?”

– „I Dag med 2-Toget, Hr. Kaptajn.”

– „Naa, det er der ellers ikke længe til.”

– “Nej, men jeg mente ogsaa, at det nu var paa Tiden at faa den
Orlov.

– „Ja,” sagde han, „men der er to Mand mere, jeg har lovet Orlov.”

Han nævnede deres Navne. „Dem kan De hente, og saa kan I følges ad.”

Jeg sagde: „Ja Tak, Hr. Kaptajn, men der er endnu en Kammerat, der trænger til at faa Orlov,” og nævnede hans Navn og sagde, at jeg havde læst Breve hjemme fra hans Hustru, og at han havde syv smaa Børn derhjemme, der alle var syge. Den første Marts skulde de bort fra den Ejendom, hvor de boede, og som de havde i Forpagtning, saa jeg mente, at han trængte alier haardest til at komme hjem paa Orlov; men Kaptejnen svarede:

– „Ikke Tale om det, Poulsen. De maa rejse tre Mand, og dermed Punktum.”

Jeg prøvede at lirke lidt ved ham, men han sagde kort Nej. Det laa mig i Munden, at jeg selv skulde blive og saa lade Kammeraten rejse i mit Sted, men det kunde jeg ikke faa mig selv til. Jeg gentog derfor bare, at han maatte lade os rejse alle fire, for der var ingen, der trængte saa haardt til Orlov som denne Kammerat, og saa siger da Kaptajnen tilsidst:

– „Saa hent dem da alle tre, saa skal I faa Lov til at rejse alle fire Mand.”

Jeg fløj som en Stormvind ind i Stuen, hvor Kammeraterne sad og spiste, kaldte paa de tre og sagde: „Skynd jer at komme, vi skal paa Orlov nu med 2-Toget.”

Den tredie sagde: „Jamen faar jeg virkelig Lov til at komme med ogsaa?” „Ja, det faar du Lov til.” Han græd af bare Glæde. „Men skynd
dig nu at komme, saa kan du vente med at flæbe, til du kommer
hjem til din Hustru.”

Snart stod vi ved Kaptajnens Dør og bankede paa. Vi kom ind, stod stram i Stuen indenfor Døren; Kaptajnen sad og læste. Det varede en god Stund, før han løftede sit Blik fra sin Bog og spurgte tilsyneladende ganske uforstaaende:
– „Hvad vil I ?”
– „Ja, vi vilde jo paa Orlov, Hr. Kaptajn.”
– „Paa Orlov? Hvad kan det blive til? Nu er der kommet ny Ordre fra Berlin; det er næsten ikke til at komme igennem. I maa hellere lade de Tanker fare, I ved jo ikke en gang, hvordan I skal bære jer ad med at rejse, saa I kan gaa hen og lave Dumheder, som vort Regiment kan komme til at lide under. Det kan ikke blive til noget, I maa hellere
blive her.”
Jeg sagde: „Jo, Hr. Kaptajn, vi ved nok, hvilken Vej vi skal rejse. Vi kommer med Banen til den og den Banegaard i Berlin, tager med Sporvognen til den og den Banegaard, kører saa med Hurtigtoget til Hamborg og saa videre mod Nord, mod Hjemmet.”
– „Ja, det er jo rigtigt nok,” sagde Kaptajnen, „men saa lover I mig, at I ingen Dumheder laver i Berlin.”
– „Javel, Hr. Kaptajn.”
– „Naa, saa kan I gaa ind paa Skrivestuen til Feltwebelen
og faa jeres Orlovspapirer.”

Kort omkring, ud ad Døren og ind paa Skrivestuen. Der sad Feltvebelen. Han saa op og sagde i en bister Tone: „Hvad
vil I?”

Jo, vi vilde ind at hente vore Orlovspapirer.

– „Hvad for noget? Orlovspapirer?” Han sprang op fra sin Stol, og Øjnene stod paa Stilke, idet han sagde: „Hvem har givet jer Orlov?”
– „Det har Kaptajnen,” svarede jeg.
– „Hvad for noget? Kaptajnen? Hvor kommer I til Kaptajnen?
I ved jo godt, at Vejen til Kaptajnen gaar igennem mig.”

Vort Mod begyndte at synke, og lidt mere lavmælt fortsatte jeg, at jeg havde truffet Kaptajnen ude paa Gangen og havde saa spurgt ham om Orlov, som han for længe siden havde lovet mig, og nu skulde vi saa følges ad hjem, vi fire.

Men Feltwebelen blev rasende, og hvor kunde han skælde ud! Hans Ordstrøm sluttede med dette: „I kommer ikke paa Orlov. Jeg skal vise jer — og saa brugte han Ukvemsord — at I maa gaa til mig, før I gaar til Kaptajnen, og Orloven bliver der ikke noget af.”

Saa høj jeg var, da jeg havde opnaaet Kaptajnens Tilladelse til at faa en Kammerat med hjem, saa lille blev jeg nu, da jeg var klar over, at det var min Skyld, at Orloven blev os nægtet af Feltwebelen baade for mig selv og de andre.

Jeg tiggede, bad og lovede aldrig mere at gaa udenom Feltwebelen,
men ligemeget hjalp det. Han sagde Nej og dermed Basta.

Omsider fik han mit Blod saa meget i Kog, at jeg sagde til ham: „Hr. Feltwebel, Kaptajnen sidder i sin Stue og venter paa at underskrive vore Orlovspapirer, og da De nægter os dem, maa jeg gaa ind og sige til Kaptejnen, at han ikke skal vente paa os.”

Saa gik jeg hen til Døren for at gaa ind til Kaptajnen; men da jeg fik fat i Dørgrebet, raabte Feltwebelen: „Holdt!” skældte godt ud endnu en Gang, men derefter fik vi vore Orlovspapirer.

Vi kom atter ind til Kaptajnen, som satte sit Navn under. Han spurgte os, hvor lang Tid vi skulde have. Jeg svarede, at jeg vilde gerne have 14 Dage. „Naa, saa skal de andre vel ogsaa have 14 Dage?” spurgte han, og det fik vi; men 2-Toget var forlængst borte.

Vi fik vore faa Pakkenelliker samlet sammen, gik ind til Byen, holdt os skjult der til om Aftenen Kl. 11, da der kom et Orlovstog fra Rusland, som vi saa kom med. Nu gik det mod Hjemmet, og det var skønt. 10 Dage var jeg hjemme. Rejsen tog to Dage frem og to tilbage, og atter kom jeg ned til Gnesen, blev sendt til Bromberg
til et Kursus i Nærkampe, hvorfra vi telegrafisk blev tilbagekaldt og sendt til Fronten i Frankrig.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

11. januar 1916. Med kul til Konstantinopel

Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i 4. Schlesiske Infanteriregiment 157 på Østfronten. Han skulle egentlig have været på orlov, men det kunne han ikke komme pga. orlovsspærring – der havde nemlig været mange deserteringer blandt sønderjyske soldater på juleorlov hjemme..

Der var på den tid orlovsspærring til Nordslesvig, så jeg kunne ikke sendes på orlov.

Nu vidste man ikke, hvad man skulle stille op med mig. Feldwebelen, der afgjorde det, sagde til mig, at de skulle stille soldater til vagt ved kultransporter til Konstantinopel, men at de ikke måtte sende felttjenstdygtige med. Da de manglede nogle, sagde han:’ “Vi sender Dem med en transport, og når De så kommer tilbage, er  orlovsspærringen forhåbentlig ophævet”.

Det var sket flere gange, at man havde spærret for orlov til Nordslesvig, da der var for mange, der løb over grænsen til Danmark..

Jeg blev så sendt med et kultog til Konstantinopel. Det blev en spændende tur.

Det hele gik godt, vi fik mad med, og jeg mener også, vi fik udleveret nogle penge. Der var en personvogn med toget – ikke særlig behagelig, for vi måtte sove på hårde bænke. Men det gjorde ikke noget, vi var ikke så godt vant.

Da vi nåede midt ned i Ungarn, kom der så meget sne, at vi ikke kunne komme videre. Vi lå indesneet i en by, der hed Biik, og her blev vi indkvarteret i en sukkerfabrik.

Vi havde det dejligt her. Fabriksinspektøren og hans kone gjorde alt,
hvad de kunne gøre af godt for os. Vi kunne her købe alt det flæsk, vi ville have, så vi købte en ordentlig portion. Det var godt at have med på rejsen.

Jeg husker ikke så nøje, hvor længe vi var her, vel nok 2-3 dage. Så var strækningen klar igen, så vi kunne køre videre.

Jeg har aldrig hverken før eller siden set så meget sne.

Rejsen videre gik godt, indtil vi kom til det daværende Serbien.

Der opdagede vi, at så snart toget gjorde holdt, sprang folk op på kulvognene og smed så meget af kullet, som de kunne nå, af toget. Der var mangel på brændsel dernede. Det var jo også derfor, vi var med for at passe på. Vi måtte jage dem bort, men de var frække. Vi måtte tage skydevåben i brug, og det hjalp, selvom vi ikke sigtede på dem, men skød i luften.

Det skete dog, at de fik en del aflæsset, især hvis vi holdt, når det var mørkt, så der blev temmelig store huller i vognene. Så måtte vi læsse på igen, da det jo ikke kunne nytte, at vi kom med tomme vogne til endestationen.

Vi havde det ellers godt, bestilte ikke andet end at spise og spille kort. Det var et livligt selskab. Vi var fem mand, en underofficer og fire menige. Jeg var den eneste, der ikke var polak. De fire andre var alle fra det øvre Schlesien fra kulegnen. Nogle hidsige krabater.

Hvert øjeblik blev de så uenige over kortspillet, at de var ved at komme i slagsmål. Jeg dyssede dem så lidt ned, men det hjalp ikke meget. Et øjeblik efter var de dog gode venner igen, og kortspillet begyndte forfra.

Da vi nåede den tyrkiske grænse, gik den ene kulvogn i stykker, en vognfjer knækkede. På et meget øde sted blev vi kørt ind på et sidespor, og vognen blev koblet fra.

Nu måtte så en af os blive ved vognen, indtil den var repareret og kunne køre videre. Vi kunne først ikke blive enige om, hvem af os der skulle blive tilbage, da det var en så øde strækning, og ingen var glade for at blive ladt alene tilbage.

Det endte med, at jeg tilbød at blive. I en lille hytte opholdt der sig en toldkontrollør, det vil sige, han var der kun i den tid, der kom tog. Han var en meget fin herre, sikkert med god uddannelse. Han talte også godt tysk. Jeg fik lov at være i hytten natten over.

Næste dag kom der nogle mænd med et tog, og de gjorde vognen klar.

Derefter gik rejsen videre med et godstog til Konstantinopel. Der var ingen personvogn med toget, så jeg fik lov at opholde mig i lokomotivet. Det var jo meget morsomt.

Thode, Carl Theodor: krigserindringer, nedskrevet 1974 (pdf)

Thodes erindringer danner grundlag for Jakob Brodersens roman “Thode”, der udkom i 2016.

thode-510x762

31. december 1916 – Ribe Stiftstidende: orlov og damestøvler

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Orlovsbevillinger

Det meddeles, at samtlige troppedel paany er bleven anmodede om med al eftertryk at virke hen til, at de mandskaber, der et aar eller længere har ligget uafbrudt i felten og i denne tid ingen orlov har haft – særlig de gifte – faar orlov. Der arbejdes hen paa, at disse folk faar en kort orlov – saavidt de militære interesser paa nogen maade tillader dette – ogsaa uden officielt bevis.

Hvad skal man tage med sig paa rejse

I Schleswiger Nachrichten mindes der om, at personer, som forbigaaende rejser til et andet sted (paa besøg osv.) bør faa et rejsebrødkort med sig fra deres hjemstedskommune. Ligeledes bør de medtage deres rigs-kød-, sæbe og sukker-kort paa rejse, naar de ønsker at faa noget af disse rare ting.

Skafterne paa damestøvler

maa paa størrelse nr. 38 ikke være højere end 18,5 centimeter, og for andre størrelser gælder en tilsvarende højde. Der skal nemlig spares paa læderet.

Faldne

Landstormsmand Heinrich Petersen fra Aabenraa er falden i Rumænien; han, der efterlader hustru og voksne børn, blev 45 aar gl.

Jes Hansen Holm. søn af Svenne Holm og hustru i Nørre Hostrup, er falden i Frankrig den 13. november, 35 aar gl.

Saarede

Ifølge tabslisten er Henrik Kruse fra Stenderup, der før har været opført som haardt saaret, død og Chr. Christensen fra Tandslet paa Als haardt saaret.

Savnede

Vicefeldwebel Klaus Tiedemann fra Sønderborg er savnet og Karl Lassen fra Sønderballe, der før har været opført som haardt saaret, er ligeledes savnet.

I fangenskab

Arbejdsmand Chr. Egtved fra Lunding ved Haderslev er i russisk fangenskab.

 

21. december 1916. Kammeratskab: Julepakken hjemmefra fordelt mellem kammeraterne

Jørgen Gaarde havde været indsat på Somme-fronten i efteråret 1916. Men i december 1916 kom han til Østfronten.

Først i december blev vi læsset i et tog, og rejsen gik denne gang til Rusland i tredje klasses vogne. Hver siddeplads var optaget, og vi blev godt ømme bagi, selvom vi bestandig skiftede stilling.

Om natten fik vi liggeplads ved, at to af os lå på bænkene, to på gulvet og to i bagagenettene. Efterhånden, som bagdelene havde vænnet sig til det hårde sæde, fandt vi, at det slet ikke hastede med at afslutte rejsen.

Vi kom dog ikke ret langt ind i Rusland, kun et stykke vest for Dynafloden, og regimentet gik straks i stilling.

Vi i byggeafdelingen fik anvist nogle understande, som var gravet ind i en skrænt et godt stykke bag fronten, men der manglede døre og kakkelovne. Det fik vi dog hurtigt fremskaffet, og så boede vi lunt og hyggeligt fem-seks mand i hver understand.

Vi skulle stille vagt ved regimentskommandøren, og jeg var den første, hvem denne »ansvarsfulde« post betroedes at bevogte dette store kreaturs dyrebare liv og sikkerhed. Der gik nemlig en mand på hver side af huset, og jeg kunne i de oplyste stuer se, hvor de herrer frådsede i mad og drikke. – Jeg gik ude i kulden, godt sulten. Vi havde ingen forplejning fået den dag. –

Det er forståeligt, at jeg blev gram i hu ved det, jeg så. Men vi tog revanche. Vi opdagede nemlig, at der på et loft lå en dynge ærter, og af dem tog vi hver morgen en sandsæk fuld. – De var udmærkede til at forbedre vor middagsmad med.

Jeg var så heldig at få orlov i fjorten dage til jul, så jeg rejste hjem og fejrede både jul og nytår.

Før jeg rejste, sagde jeg til kammeraterne, at hvis der kom en stor pakke til mig, så måtte de dele den. Jeg havde ganske vist skrevet til min kone ikke at sende mig noget, da jeg regnede med at få orlov til jul, men da jeg kom hjem, fik jeg at vide, at hun alligevel havde sendt den, og de skrev omgående et kort med tak for de gode sager, men at de havde gemt et pund tobak til mig. Det havde jeg bedt dem om. Det var nemlig alle byfolk, der ikke fik ret meget hjemmefra.

DSK-årbøger 1972

15. december 1916. Claus Eskildsen: Udsigt til fred? Nej, udsigt til Vestfronten!

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I december 1916 blev regimentet flyttet fra østfronten til vestfronten.

Den 12. December kommer jeg tilbage til Pronki efter min tredje Orlov. Premierløjtnanten byder mig velkommen med Jubelraabet: ”Der kommer Fredsenglen!” Kejseren har lige ladet meddele sine Soldater, at han har udsendt sit Fredstilbud til Fjenderne.

Hele Fronten er ved at revne af Spænding og Glæde. Løjtnant v. Oven indgaar Væddemaal paa, at vi allerede i Morgen har Vaabenstilstand. Major Huck, det gamle Fæ, er ved at pakke sin Kuffert, og da han naturligvis ikke har Plads til sine Ting, forærer den gamle Fedtebasse alt det overflødige bort. Skidt med det, nu kommer Freden!

Oberstløjtnanten er allerede rejst hjem paa sin fjerde Orlov. Det er Juleorlov, og den er paa hele fire Uger!

Den lykkelige Kobarg har altid samme Orlov som sin Herre. 12 Officerer og mange Mænd er glade rejst hjem til deres kære. Aldrig har Regimentet haft saa mange paa Orlov som op til denne Jul.

Vi andre skal nu til at holde Jul derude. Der er købt rigeligt ind, og fra Bremen kommer der en hel Jernbanevogn, fyldt med ”Kærlighedsgaver” til Regimentet.

To Dage varede den stakkede Glæde! Den 15. meddeles der om Formiddagen, at Frankrig og England har afvist Kejserens Fredstilbud, — ingen Fred!

Om Eftermiddagen kommer Befalingen, at Regimentet skal gøre sig rede til at blive transporteret bort — ingen Jul!

Der følger nogle travle Dage. Alt Materiel bringes i Orden, alle de Stakler, der glade rejste paa Juleorlov, telegraferes tilbage.

Vi ventede at se Oberstløjtnanten i vildt Raseri; men det gik helt godt. Han havde lige faaet et smukt Ridderkors med Sværd og haaber nu, at vi skal til Macedonien, hvor der vanker baade bulgarske Kors og tyrkiske Halvmaaner. Der var ellers nappe en fri Plads mere paa hans Bryst.

Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront (1929).

 

28. november 1916. Kompagni-bedstefar søger om orlov

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. Han var rekrut ved IR49 i Gnesen.

Efter en halv Snes Dages Forløb listede jeg en Aften ind til vor gamle Kaptajn og bad indstændigt, om han vilde lade mig faa Lov til at faa en Orlov, før jeg gik til Fronten. Jeg vilde saa inderlig gerne endnu en Gang hjem og sige Farvel til min Hustru og mine Børn, for jeg vidste jo ikke, om det var min Lod at blive derude.

Kaptajnen hørte paa mig, og jeg syntes at kunne se et velvilligt Blink i hans Øje.

Da han havde betænkt sig lidt, sagde han: „Ja, Poulsen, De skal faa en Orlov, før De rejser til Fronten.”

Saa sagde han til mig, at naar jeg kom derud, skulde jeg kun gaa saa langt, som det blev forlangt af mig, men ikke gaa og være nysgerrig og kigge op over Skyttegraven; thi derved havde mange hentet sig en dødbringende Kugle.

Og han fortalte mig, at netop Aftenen før, han var blevet haardt saaret, var der gledet underlige Anelser igennem hans Sjæl om, at der vilde times ham noget alvorligt. Han skrev da Afskedsbrev til sin Hustru, sendte sin Vielsesring og sin Portemonnæ hjem til hende, og næste Dag blev han ogsaa haardt saaret af en Haandgranat.

Da han havde fortalt det, dristede jeg mig til at sige til ham: „Jamen, Hr. Kaptajn, det var jo Gud, som kaldte ad Dem.”

Han saa paa mig og svarede: „Ja, Poulsen, det er jeg ogsaa selv klar over.”

Og fra det Øjeblik syntes jeg ikke, at vi var saa langt fra hinanden.

Jeg havde besluttet at gøre alt med en god Vilje og et frisk Mod, for saa vidt det var mig muligt, og jeg stod mig godt ved det. Mit Lønkammer fandt jeg ude mellem et Par Udhuse, hvor jeg kunde være ene med Gud hver Morgen Kl. 04:30.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

28. oktober – Ellen Jensen: “Reden din er lun og varm”

Ellen Jensen var gift med journalist ved Flensborg Avis, J.N. Jensen. Under krigen boede hun i Flensborg, og berettede i sine breve om stort og småt fra sit liv i byen og fra deres omgangskreds rundt om i Sønderjylland og Sydslesvig.

Flensborg den 28-10-1916

Min egen Kæreste!
”Reden din er lun og varm”, nu har vi saagar´16°, jeg er alligevel en Kone, der kan ordne Paragraferne! Synes du ikke? Tak for dit Brev af 24, modtaget i Dag. Og du er nu flyttet igen, det var kedeligt, du laa saa rart der, synes jeg hele Tiden, men Reserven er nok ikke lang. Bare i nu ikke kommer ind midt i ”Helvedet” igen. – Og Hansen er paa Kvægtransport, ja det holder han jo nok ud.

-Maaske kan du naa at komme til Jul, siger du. Det skulde dog være et mærkeligt Træf, om det blev saaledes. Men hvor dejligt, hvis det blev. Nu er det tre Aar side vi holdt rigtig Jul, begge to. Det er en lang Tid, og dog er den jo gaaet hurtigt. Men det er jo da ikke givet, at Orloven bliver stan[d]set saa længe, og saa kommer du jo da nok inden saa længe. Havde man Garanti for, at du kom til Jul, saa maatte det jo hellere vente, men det har man jo ikke, og saa maa man jo sige, at én Fugl i Haanden er bedre en[d] ti paa Taget. Jeg længes forfærdelig efter dig, lille Kæreste. –

– Maries Far er ogsaa hjemme i disse Dage, der venter Ole[?] det 10de Barn, tror jeg nok det er, hvis det ikke er det elvte. – Det er heller ikke let. Og Konen har kun lige Krigeunderstøttelsen at slaa sig igennem med. Det maa rigtignok knibe. Men de faar heller ikke det de kan spise, for hvad Marie kan fortælle, det er aldeles storslaaet. Somme Tider tænker jeg, at det kan snart ikke gaa an at have hende, for alt det hun spiser. Men saa synes jeg heller næsten ikke jeg kan undvære hende, og saa gør jeg da ogsaa noget godt med at have hende. Hun er nu en lille god Pige, som jeg gerne vil beholde, men nu skal hun konfirmeres til Foraaret, saa er det jo Spøgsmaalet, om hun ikke skal have en Plads. Hun er saa gennem solid og trofast, at man helt kan stole paa hende, det har meget at sige. Saadan en lille Pige, er mere værd end en voksen.

– – Lis har sin Efteraarsmavepine i denne Tid. Hænder saa, og det hænder ikke saa sjældent, at der passerer noget for i Bukserne, siger hun forundret; hvorfor smækker du ikke Søster [kælenavn for Lis], Mor? Pus synger en lille tysk Vise, men der er nu ingen af dem begavet med Toner, lille Kæreste! Maaske kan det komme. Pus er forfærdelig grinagtig nu.

– I Dag fik jeg igen en Prøve hjemme fra, med Kød. Jeg tænkte først, at jeg maatte vist skrive, at det skulde de ikke, men saa tænkte jeg igen, at vi kan forhaabentlig efter Krigen give dem noget igen til Tak. Det er jo dejligt nu, med alt dette.

Hvorledes mon det gaar dig, hører du fra Joh. eller skal jeg tage Affære og sende dig det jeg faar hjemme fra? Kjems sagde, at de lever som Lus i Skurrer, der hvor han var, alt var saa rigeligt og godt, dog dog [sic!] var han alligevel mager. Han beklagede mig at skulde gaa alene her i Fl. det vilde han nødig. Han havde et Fotografi af Joh. Juhl, hvor han sidder og spiser med sin kunstige Haand, det er trist at se. Han har forsk. Apparater til de forskellige Arbejder, han skal til. I Morgen tager vi saa vist til Elsa.

Saa kysser jeg min egen Ven til god Nat, og drømmer dig hjem til mig.
Din egen Pige

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

16. oktober 1916. En hane for 14 dages orlov

H.P. Jørgensen fra Olmersvold ved Vollerup vest for Åbenrå gjorde krigstjeneste i flåden, først på en minestryger og senere om bord på SMS Najade. Sidst i juli 1916 fik han orlov – og ved små gaver blev orloven forlænget gentagne gange. I oktober 1916 var det forbi med orloven – og dog!

Næste Dag havde Oppasseren hos Chefen og jeg travlt med at bygge et Hønsehus. Det foregik på en Landtange ud for Skibet. Interesseret havde Chefen fulgt vor Færd fra sit Kontorvindue, og henad Formiddagen havde vi ham da også. Da han hørte, at det var mine Høns, spurgtehan mig, om jeg vilde sælge dem.

Det vilde jeg selvfølgelig gerne. Helst havde jeg foræret ham dem for den længe Orlov, jeg havde haft; men det risikerede jeg nu ikke, og så fik han dem for 20 Mark.

Nu vilde Skæbnen, at en af Løjtnantens Hunde bed selve Hanen ihjel, hvorfor Kaptajnen en Dag, mens jeg var ved at spule Overdækket, spurgte mig, hvor det kunde være, at Hønsene ikke lagde Æg. Dette Spørgsmål var jeg ikke belavet på, men jeg syntes, at han måtte da vide, at nu i Efterårsmånederne,

hvor Hønsene havde begyndt at skifte Fjer og tilmed for nylig var blevet flyttet, var der da ingen Høns, der lagde Æg. Jeg trak derfor lidt ud med Svaret, men så for det ud af mig, mens jeg slog Hælene sammen, så det smældede:

„Hr. Kaptajn, det er, fordi Hønsene ingen Hane har!“

„Nå-nå“ , sagde han med Eftertanke, jo, om vi da havde flere Høns hjemme? — Jo, det havde vi da, — og om de så kunde sende nogle flere. — Ja, men der var Udførselsforbud fra Slesvig-Holsten, og da vi her var i Meklenborg, måtte der en Mand med.

— „Tillader Hr. Kaptajnen, at jeg anmoder om fjorten Dages Orlov?”

— „Nej, min kære Søn”, sagde han, og så klappede han mig på Skulderen: Nu havde jeg lige haft Orlov i 72 Dage, og så vilde jeg have endnu fjorten Dage? — Nej, den gik ikke.

— Nå, ja, så gik den altså ikke.

Dog otte Dage senere viftede Vagtmesteren mig en skønne Dag med Orlovsbeviset om Næsen, den stod på fjorten Dage. „Men se nu at få Hønsene med!” — Det var netop i Jagtsæsonen, så det passede mig godt. Foruden Hønsene havde jeg da også en Hane med til dem, da jeg kom tilbage. Nu havde jeg vundet mig en god Position der om Bord, og Tjenesten var ikke streng.

DSK-årbøger 1945

15. oktober 1916 – Lorens Jepsen: “… en Plage for hver eneste en”

Lorens Jepsen var landmand fra Valsbøl lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse. I januar 1916 blev han tildelt Infanterie-Regiment Nr. 75, der efter flere ture ved Somme i løbet af sommeren midt i september blev indsat mellem Blangy og Tilloy ved Arras.

Skg. d.15.X.1916

Min kære Anne!
Modtag hermed min Tak for et Brevkort fra d. 11. Det glæder mig meget at høre, at And. Asmussen er i Fangenskab; for ham kan krigen vel blive lang endnu, men han er dog saa lykkelig, en Gang at kunne vende hjem til sin Familie. Hoslagte fand[t] jeg en Dag i et Bremer Dagblad, som laa her ude i Skyttegraven. Nævnte Sch. er maaske den, som jeg rejste herud sammen med fra Orlov i Foraaret. Han var den Gang jo meget ked af det Hele, men haabede dog at vi snart maatte faa Fred. Ventetiden er vel nu bleven ham for lang.

Lor. Andresen fra Skovbøl er ogsaa ved Fronten, han var godt ked af Krigen, især var det ham ubehageligt at være helt alene blandt lutter Rhinprøjsere. Men Krigen er jo enten mere eller mindre, en Plage for hver eneste en. Hans er vel ikke kommen hjem paa Orlov endnu? Vil Du ikke sende mig hans nuværende Adresse, saa at jeg en Gang kan skrive til ham. Det gør mig ondt for ham, at han slet ikke kan komme hjem, han vil vist længes svært. Halvandet Aar i det Fremmede er en lang Tid.

Kære Anne, vil Du ikke, førend Du flytter til Medelby snakke med Moder om, hvad Du skal med hendes Tøj og Møbler, om hun vil beholde noget i Valsbøl, eller om Du skal tage alt med til Medelby. Skal du ogsaa give Afkald paa et Stykke Møbel, saasom Komode og Chartoul, det skal Du ikke bryde Dig om, lad Moder faa det, som hun ønsker, thi hun vil dog vist blive nede hos Marie, med Dig til Medelby rejser hun vel næppe. Mangler du noget Møbel for at opbevare Tøjet, saa kan Du jo altid købe Dig noget ved Lejlighed. Læg ved Flytningen det lille Handværktøj i en Magarinekaase at det ikke skal blive borte der maa være en Murhammer, Harhammer, 3 Knibetange, Høvl, Murske, bag Skorstenen i Baghuset ligger der ogsaa et H[?]spid, to Murskeer – hvis det da er af finde endnu.
I Baghuset hænger der ogsaa en Del Rendstager med Lægener, maaske vil Skomagerens have, de kommer dog vist til at gøre Plads til flere Kreaturer. Har de Hr. Gaardhandlere ikke ladets sig mærke vedrørende Landsalg til ham.

Hermed sluttes for i Dag med hjerteligste Hilsner til alle Børnene og til min egen kære lille Anne
Din hengivne Lorens

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

30. august 1916 – Lorens Jepsen: Orlovshåb

Lorens Jepsen var landmand fra Valsbøl lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse. I januar 1916 var han blevet tildelt Infanterie-Regiment Nr. 75, der i slutningen af august for anden gang blev indsat ved Somme ved landsbyen Barleux ca. 5 km sydvest for Peronne.

d. 30.8.1916

Min kære Anne!
Min hjerteligste Tak for et Brev og en Pakke med Kage, som jeg modtog i Aftes. Jeg beder Dig ikke at sende mig mere foreløbig, ej heller at skrive Breve, da jeg har stærkt Haab om at komme hjem. De andre er i Dag kommen tilbage fra Høstorlov. Men hvem der skal rejse nu, er ikke bestemt. Ansøgningerne er vel ikke kommet tilbage fra Regimentet endnu. Nogle mener, at denne Orlov begynder d. 1. Septbr., andre d. 4., dog bestemt faar man intet at vide førend i sidste Øjeblik.

I Aften rykker vort Kompagni atter forud og jeg havde jo egentlig haabet at blive fri for denne Tur, men naar det ikke giver nærmere Besked, saa kommer jeg nok til at traske med, det faar jo hjælpe sig, blot man kommer sund tilbage igjen, men behageligt er det langt fra, det har regnet stærkt her i den sidste Tid. Vejen er derfor meget opblødt, og tung at gaa og i Skg. vil der vist nok staa Vand. Ja, den bedste Tid af Aaret har vi nu atter haft her ude.

Krigen fører jo meget voldsom for Tiden, Rumænien har vel ogsaa erklæret Krig, dog tror jeg alligevel ikke at det giver Fred dette Aar, skønt det vel var værd at ønske.

Jeg har ogsaa faaet en Pakke fra Jørgen Jørgensen i Aftes. Hvad den indeholder ved jeg ikke endnu, da jeg ikke har haft Tid til at se efter. Jørgen har endnu foreløbig Orlov til d. 22. September, men jeg vil haabe, at han slet ikke kommer til Fronten mere. Et Liv, som det, vi maa føre her for Tiden, vilde han heller ikke holde længe ud, dertil er han ikke stærk nok. Jeg skal have skrevet til ham, da han ikke har hørt fra mig i lang Tid. Jeg ved ikke, hvori det ligger, thi jeg har i den sidste Tid kun haft lidt Lejlighed, men ogsaa kun lidt Lyst til at skrive.

Ansøgningen om otte Uger Orlov er kommen tilbage med Afslag. Der var vel heller ikke andet at vente. Amtsforstanderen har vistnok ingen Anbefaling givet, i hvert Fald var det ikke at vente, efter som han før har baaret sig ad.

Hvis der er megen Kløver i Havren ude i Søndertop saa burde den hellere sidde over Kostalden at den kunde tærskes lidt og saa fodres paa Kreaturerne. Til Hakkelse er Kløverhavre ikke god. Blot Vejret nu ikke volder for mange Vanskeligheder ved Bjærgningen.

De hjerteligste Hilsner til Eder alle i Hjemmet.
Paa Gjensyn! Din Lorens

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

24. august 1916. På orlov efter kun otte dages soldatertjeneste

August Lorenzen, Gravlund, blev indkaldt i august 1916.

Jeg havde af tjent min Soldatertid mange Aar før Verdenskrigens Udbrud i 1914, og jeg var derfor oppe i Aarene, da jeg ved Krigens Udbrud skulde stille i Haderslev. Da der var mødt flere, end der var Brug for, blev jeg med det samme hjemsendt.

Saadan fulgtes Indkaldelse med Hjemsendelse flere Gange; men da jeg den 16. August 1916 mødte i Flensborg, blev jeg sammen med omkring ved halvtreds andre sendt til Altona. Her blev vi indkvarteret i en stor Fabriksbygning, og da der ogsaa andre Steder fra var sendt Mandskaber til Altona, var efterhaanden over fire Hundrede Mand samlet i denne Bygning.

I vort nye Kvarter fik vi udleveret en Straasæk, et Lagen, en Hovedpude og et Tæppe, hvorefter vi efter eget Valg fandt os et Sovested paa Gulvet. Vi tænkte paa vort rare Hjem og vor varme Seng derhjemme. Hvilken Forandring!

En af mine Kammerater har senere fortalt mig, at han den første Nat havde haft svært ved at holde Taarerne tilbage. Det kan jeg godt forstaa. Og samme Mand havde endda ved Krigens Udbrud ment, at han var særlig godt stillet, for han selv var for gammel til at blive indkaldt, og hans Søn, der var 18 Aar, var for ung. Nu var de begge indkaldt.

Min Kammerat fik forøvrigt en Aften et Iltelegram fra sin Søn. Han meddelte, at dersom Faderen vilde hilse paa ham, inden han skulde til Fronten, skulde han komme omgaaende. Faderen rejste straks — og fulgte med sin Søn til Fronten.

En Formiddag kom en anden af mine Kammerater hen til mig og sagde: „Ved du, hvad jeg vil?“ Det var jo ikke godt at vide. „Jeg vil hjem paa Orlov” sagde han.

Dette fandt jeg ganske umuligt, og derfor svarede jeg ogsaa: „Hvad tænker du dog paa? Der er jo Krig, og du har kun været her i otte Dage!“ — „Ja, det er nu det samme,“ sagde han, „jeg vil hjem!” Og det sagde han bestemt og med Eftertryk; han tilføjede endog: „Og jeg skal ogsaa nok komme det!”

Jeg slog ind paa hans Tankegang og sagde: „Kan du komme hjem, saa kan jeg vel ogsaa!” — „Ja, skynd dig og vær parat,” svarede han, „naar vor Kaptajn kommer tilbage med Rekrutterne, maa vi være paa Pladsen!”

Jeg var straks rede, og da vi kom ned i Gaarden, svingede Rekrutterne ind og traadte af. Nu var det vor Tur.

Vi sprang hen foran Kaptajnen, som spurgte, hvad vi vilde. „Vi beder om Orlov, Hr. Kaptajn.” — „Hvad er I i Civil?” — „Bønder!” svarede vi. „Vore Hustruer staar derhjemme og skal klare Høsten ved Hjælp af russiske Krigsfanger, og Russerne har intet Kendskab til Selvbindere. Kornet er modent, og bliver det ikke høstet i Tide, gaar det til Spilde, og det kan Landet ikke taale.”

„Hvor lang Tid behøver De til Høsten?” spurgte han min Kammerat. — „Fjorten Dage,” svarede han. — „Og De?” — „Ti Dage,”‘ svarede jeg. — „I faar hver otte Dage, og dermed færdig, svarede han. — I en Fart fik vi Orlovsbeviset i Orden, og saa gik det hjemad.

DSK-årbøger 1953

7. august 1916. På orlov for at begrave konen

Andr. Bøgen, Vennemose, blev indkaldt i sommeren 1915 og blev efter træning i Slesvig i november transporteret til Østfronten. Gårdens drift måtte han overlade til svagelig kone, en konfirmeret dreng og en pige.

Efter to-tre Maaneders Forløb skiftede vi Stilling, som vi saa ofte har gjort det siden, altid i Egnen Syd eller Nord for Baranovitzi.

Den 28. April drog jeg for første Gang paa Orlov fra Fronten, og det var en Fornøjelse engang at komme ud af Elendigheden. Jeg havde Orlov i fire Uger. — Da jeg igen tog Afsked med min Kone, havde jeg en Følelse af, at det var sidste Gang, og det slog desværre til.

Den 7. August samme Aar blev jeg kaldt til Skrivestuen, hvor Kompagniføreren, som netop var til Stede, rakte mig et Telegram med Meddelelse om, at min Kone var død.

Jeg stod nogle Øjeblikke i mine egne Tanker; saa spurgte man, om jeg ønskede Orlov. Det gjorde jeg naturligvis, men det varede et helt Døgn, før jeg fik Rejsetilladelse, og det bevirkede, at jeg først kom hjem, da min Kone var begravet.

Det var i en trist Anledning, jeg rejste paa Orlov, og Afrejsen fra Hjemmet efter tre Ugers Orlov var ikke morsom. Jeg maatte overlade det hele til fremmede Menneskers Forgodtbefindende

DSK-årbøger 1952

4. august 1916. Peter Rossen hjem på orlov

Peter Rossen, Rurup. gjorde krigstjeneste som armeringsoldat. I maj-juli 1916 lå han mellem Laon og Reims. Sidst i juli fandt han en revolver skjult i nogle æblekasser hos nogle franske civile. Det bragte han i fedtefadet, men han slap for videre påtale. Den 4. august skulle han hjem på orlov.

Endelig oprandt den 4. August . . .
Jeg var bange for, at der ikke blev Orlov denne Gang.

Vi var to, der skulde af Sted. Vi maatte selv hente vore Rejsepapirer i Everguicourt ved vor Bataillon. Da vi kom ind paa Skrivestuen og meldte os, sagde Løjtnanten til sin Skriver: »Løb hen paa  Banegaarden og sig, at de skal vente paa to Mand, for Toget gaar om to Minutter; de har en lang Rejse og skal med!«

— Saa udfyldte han vore Papirer og rakte os dem med de Ord: »Lykkelig Rejse og god Orlov!« —

Da vi kom hen paa Banegaarden og steg ind i Toget, viste det sig, at  det var en Kammerat fra Haderslev, som kørte Toget. —- »Naa, det er saadanne Herrer, jeg maa vente paa«, sagde han. Han hed Wilhelm Rickens.

Nu kørte vi mod Rethel og naaede hjem Dagen derpaa.

Jeg fik Rugen høstet, mens jeg var hjemme. — En Dag vilde vi besøge min Kones Mor i Tiset. Hun havde Fødselsdag. Da vi naaede Højrup, kom Gendarmen ind og reviderede. — »Den er gal«, sagde han,  »Deres Orlov gælder kun til Rurup«.

— »Ja, men vi vil besøge min Svigermor«. — »Ja, saa maa De anmelde i Rødding, at De er paa Besøg i Tiset«. — »Saa kan vi lige saa godt rejse tilbage med det samme«, sagde jeg. Jeg fik saa Lov til at melde mig i Arnum, baade nu og naar vi rejste hjem, og der passerede ikke noget. — »Det er for Deres egen Skyld«, sagde Gendarmen.

Omsider kom Afskedens Dag. Min Orlov var forbi, og jeg drog atter ud til Fronten.

DSK-årbøger 1960

8. juni 1916. Medalje til sønderjysk sygeplejerske og andre nyheder

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen

Spredte notitser.

Snedker Peter Johnsen i Skærbæk, som for tiden er hjemme på orlov, er efter ansøgning blevet fritaget for militærtjeneste.

Sygeplejerske frøken Christine Aagaard, forhen i Skærbæk og Broager, har for sin virksomhed som sygeplejerske i flere lazaretter fået Røde Kors-medaljen.

Ny stedfortrædende general.

I spidsen for det stedfortrædende 9. Armékorps træder ifølge ”Kieler Weitung” i stedet for general i artilleriet v. Roehl generalløjtnant v. Falk, hidtil kommandør for 2. infanteridivision i felten.

General Maximilian v. Roehl kom i begyndelsen af august 1914 som efterfølger af den til felten indkaldte general v. Böhm til Altona; han havde den gang siden 1910 boet i Raumburg ved Saale som til disposition stillet general i artilleriet.

Den ny stedfortrædende general for 9. Armékorps (hvorunder Slesvig, Holsten og Lauenborg hører) v. Falk er en søn af den 1900 afdøde kultusminister v. Falk. Han har tidligere været kommandør for 9. infanteribrigade og siden 1912 inspektør for krigsstolene.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

Nikolaj Jakobsen fra Sottrup er efter indløbet meddelelse faldet. En yngre halvbror har i forvejen delt samme tunge skæbne.

Herm. Petersen og hustru, Aabenraagade 30 i Flensborg, har modtaget underretning om, at deres søn Otto er faldet under søslaget på Vesterhavet, 21 år gl.

26. maj 1916. Peter Rossen kommer for sent tilbage fra orlov

Peter Rossen, Rurup. gjorde krigstjeneste som armeringsoldat.

I Maj 1916 havde jeg været hjemme paa Orlov. Jeg trak Tiden for Afrejsen ud og kom med Vilje nogle Dage for sent. Omsider naaede jeg dog ud til Fronten.

Vi laa mellem Laon og Reims, og naturligvis fik jeg en ordentlig Skylle. Vor Kompagni-Feldwebel var endnu paa Orlov. Sammen med mig anmeldte et Par Meklenborgere, der ogsaa havde været paa Orlov, deres Tilbagekomst. De kom rettidigt tilbage.

Da de var gaaet, sagde Feldwebelens Stedfortræder: »De bliver denne Gang straffet; men kan De ikke angive en Grund, hvorfor De kommer for sent?«

— »Jo«, sagde jeg, »min Kone skulde aflevere Korn til Militærforvaltningen, og det hjalp jeg hende med«.

— Denne Begrundelse blev nedskrevet, men om den blev undersøgt, ved jeg ikke, men sandt var det nu, at jeg havde hjulpet min Kone; det var bare otte Dage tidligere.

— »Men«, sagde han, »det havde De da kunnet lade notere, for saa havde De kunnet faa et Par Dage mere, for det er jo ogsaa en Slags Tjeneste«. — »Men«, fortsatte han, »pas nu paa, at Løjtnanten ikke træffer Dem, for han er meget vred, fordi De har overskredet Deres Orlov to Gange lige efter hinanden.

Jeg skulde hen paa Tøjdepotet og hente mit gamle Tøj. Vi havde nemlig to Sæt. Og hvem sidder saa der og ser til, at en Soldat prøver et Par Støvler? Vor Løjtnant!

— Han sagde: »Hvad vil De?«

— »Jeg vil have mit Tøj«, sagde jeg.

— »En Soldat vil ikke noget; han gør, hvad der bliver ham befalet!«

— »Ja«, svarede jeg, »jeg vilde gerne bede om mit Tøj«.

— »Ja, det er helt rigtigt«, sagde han, »men De kommer for sent tilbage fra Orlov«.

— Jeg fortalte ham den samme Løgn som paa Skrivestuen

– »Naa, saadan«, sagde han og saa paa mig, »nej, min fine Ven, De har nok villet hvile endnu en Nat hos Konen!«
– »Ja«, svarede jeg, og der blev ikke talt mere om det.

DSK-årbøger 1960

4. maj 1916. Fronten tur-retur – orlov igen!

Peter Rossen, Rurup, gjorde krigstjeneste som armeringssoldat. Hans regiment lå ved Berry-au-Bac. Han var hjemme på orlov i påsken 1916. Han havde forgæves søgt om forlængelse af orloven, men og måtte derfor retur til fronten. Han ankom den 1. maj sent om aftenen.

Jeg havde en Dag skrevet hjem og fortalt, hvordan det var gaaet mig. Om Aftenen lagde jeg mig til at sove, for jeg ventede ingen Breve.

Paa een Gang kom dog en Underkorporal. han var fra Bayern, han
spurgte: »Er her en Prøjser?«
»Ja«, sagde jeg; »hvad er der paa Færde?«
Han kom ned i Hulen og sagde: »De lykkelige Menneske, De kører paa orlov«.
Jeg kunde ikke forstaa det. Jeg troede, at han holdt Sjov med mig… ,
»Ja«, sagde han, »i Gaar lavede De Vrøvl, og nu, da De faar orlov, tror De det ikke«.
Saa overrakte han mig et Stykke Papir af en Pose, hvorpaa der stod: »Kør straks paa orlov!
« Vort Kompagnistempel fandtes derpaa, saa det maatte jo være rigtigt.
Jeg kom paa Benene, og mine Kammerater ogsaa. De fik mit Brød og Smør, som jeg havde med hjemmefra.

Saa tog jeg Afsked og rejste igen hjem paa orlov.

Min orlov lød fra den 4. til den 11. Maj 1916. Det var ikke sket før, at en Soldat paany drog paa orlov.

Der havde ikke været megen Ro, den dag, jeg drog ud i Stillingen, og det Døgn, jeg nu havde været ude ved Fronten, gav heller ikke nogen Ro.

Jeg stilede lige mod Byen Provais, skulde igennem flere Traadforhindringer paa adskillige Meters Bredde. Den Aften hang Lyskuglerne overalt. Det var et herligt Vejr. Nu skulde jeg gennem en Viadukt under Banen Laon-Reims. Den blev med Mellemrum beskudt og skulde passeres, naar det var roligt.

Jeg kom dog godt under Viadukten, men jeg var kun naaet et lille Stykke langs med Dæmningen, før de atter fyrede løs. Jeg maatte smide mig ned og fik en hel Kaskade af Jord over mig.

Omsider naaede jeg tilbage. Kvarteret var fuldt belagt, men jeg kravlede op paa mit gamle Leje.

Her laa dog vor Kompagniskrædder, Jacob Kruse fra Hoptrup.
»Er det dig, Peter«, sagde han, »hvad vil du dog her paa denne Tid af Natten?«
»Jeg skal paa orlov i Morgen«, sagde jeg.
»Men du er jo lige kommet fra orlov«, sagde han.
»Ja, men jeg kører igen i Morgen«.
»Er der da sket noget derhjemme?«
»Nej, det er der ikke; men jeg skal altsaa paa orlov igen «

Jeg meldte mig om Morgenen paa Skriverstuen. Vor Feldwebel var paa orlov i Hamborg.– Jeg drog sidst hjemmefra en Lørdag Middag og kom hjem igen Torsdag Eftermiddag.

Jeg kom helt uventet. Min Mor sad og spandt, da jeg kom ind ad Døren. –

»Men, kære Søn«, sagde hun, »du er dog ikke løbet fra dem?«
»Nej, jeg har orlov i otte Dage igen«, sagde jeg.

De Dage gik alt for hurtigt. Jeg maatte af Sted igen, men jeg kom med Vilje et Par Dage for sent …

DSK-årbøger 1959