Tag-arkiv: “organisering”

14. august 1917. Efter indsatsen: To dages driverliv bag fronten ved Ypres

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var efter et længere lazaretophold i slutningen af juli 1917 på vej tilbage til fronten ved Ypres til bataljon 407.

Den 13. august om morgenen kom afløsningen. Det var dejligt at komme tilbage og få lidt ro, og vi trængte så sandelig til det.

Vi havde alt pakket sammen, vi afleverede kanonen, og ved 5 tiden gik vi tilbage, og efter en lille times march, var vi ved vognene, de holdt bag nogle træer og buske, i en fart kom vi på vognene og så kørte vi tilbage. Det varede ikke længe, inden vi lå hulter til bulter nede på bunden af vognen og sov.

Vi kørte ikke til Morslede, men til Beythem; Morslede var blevet skudt i brand i de dage, vi lå i ildstillingen. Da englænderne begyndte at beskyde den med svært kaliber, flygtede alt tilbage og tog kvarter i Beythem. Dette var gengældelse, fordi tyskerne havde skudt kvartererne i stykker bag den engelske front.

Da vi kom til Beythem, steg vi ned af vognen og fik et loft anvist på en bondegård. Det var en ret stor gård, hvor der kunne ligge 50 mand på loftet af stuehuset. Når vi kom til kvarteret, var klokken omkring 7-8 .

Først drak vi kaffe og spiste. Så vaskede vi os grundigt og så lagde vi os til at sove og sov fra kl. 9 – kl. 4. Vi stod så op, gabede, strakte os, og ved 5 tiden fik vi så middagsmad.

Om aftenen spadserede vi en tur, gik rundt i byen, drak et glas øl i kantinen, sad i vejgrøften og røg tobak, skrev breve m.m.

Ved 10 tiden gik vi til ro og sov så til om morgenen ved 8 tiden, stod op, vaskede os, drak kaffe, så gjorde vi støvlerne i stand, rensede vort tøj, syede, pudsede sabelen og karabineren, og hen på eftermiddagen stillede vi til parade med påklædning og våben. Spiste så til middag ved 5 tiden.

Tit kogte vi pærer eller æbler i denne tid om eftermiddagen, for der hørte en stor frugthave med til gården. Man kunne også komme til at skrælle kartofler, pille bønner eller komme med til at hente (plukke) bønner rundt omkring på markerne.

Man kunne også komme med hen til proviantdepotet for at hente brød og andre levnedsmidler, et sådant depot lå temmelig langt bag fronten. Eller vi begravede de faldne på en eller anden kirkegård. Ved 7-8 tiden gik vi så til ro, for ved 2 tiden blev vi vækket, og så gik det ud til ildstillingen igen.

Efter 2 døgns ro var vi udhvilet, men mindre kunne heller ikke gøre det, for når vi kom tilbage fra ildlinjen, var vi helt overtrætte.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

9. august 1917. Ved Verdun: ” Regimentet kommer ind i en stor tragikomisk Kartoffelkrig, fuld af dramatiske Momenter.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. En uges tid efter ankomsten ved Verdun, trækkes Eskildsens regiment tilbage til Villé-Cloye, hvor manglen på mad udløser en mindre skandale.

Efter en Uges Forløb trækker man os længere tilbage til den lille By Villé-Cloye, kun 3 Kilometer fra Montmédy.

Herfra kan vi hurtigt gribe ind ved Verdun, men kan ogsaa hurtigt transporteres med Banen andre Steder hen.

Vi ser herfra over til det maleriske Montmédy. Oppe paa en stejl og høj Bjergkegle ligger den gamle Fæstning med stærke Mure og Volde og knejsende Kirke, ved Foden af Bjerget ligger den nye Stad Montmédy. Villé-Cloye ligner de andre Byer her.

Officerskokken kom straks i stor Forlegenhed, thi i hele Byen fandtes der intet Komfur og ikke saa meget som en Arne. Paa Gulvet ligger der en Jernplade, og her tænder Familien det Baal, som skal varme Maden. I alle Husene har man Stole med særlig lave Ben, saa man kan sidde rundt om Husbaalet.

Det er en mærkelig Familie, Skæbnen har ført os ind til. Manden er godmodig, men Konen er den værste Heks, vi endnu har truffet, gammel, grim, ondskabsfuld. Hun skriger og skænder hele Dagen og huserer med Manden og Børnene, en 18-aarig bleg Knøs, der fejer ud og koger Mad og ellers ikke bestiller noget, og en 13-aarig snavset Datter. Hele Familien synes at være stærkt angrebet af Tuberkulose.

De er saa fattige, saa fattige.

Vi selv har ikke rigeligt. Smør har vi ikke faaet udleveret i et Par Uger, Kartofler har vi ikke smagt i mange Uger. Men vi kan alligevel ikke udholde at se paa deres Nød og deler en Dag vort Kød med dem. Da fortæller de os, at de ikke har smagt Kød i mange Maaneder!

Vore Soldater er graadige efter Kartofler og begynder at stjæle fra Markerne om Natten. Derved kommer Regimentet ind i en stor tragikomisk Kartoffelkrig, fuld af dramatiske Momenter.

Den mæskede Bykommandant, en tyk Trainkolonneløjtnant, vaager over Markernes og Træernes Frugter med skarpt Blik og streng Haand. En Mand fra Regimentsstaben i dømmer han 8 Dages Arrest, fordi han har rystet tre Blommer ned af et Træ, en anden Mand, ligeledes fra Staben, fanges en Nat i en Kartoffelhave og faar 14 Dages Arrest.

Oberstløjtnanten er vred, fordi det er hans Stab, der staar som Tyveknægte, og kommanderer hele Staben til en Straffeparade. Alle 86 Mand stiller op, feltmæssig, med langskaftede Støvler paa Benene, Gasmasker i Bæltet, Tornyster paa Ryggen, Staalhjelm over Helteansigterne, et frygtindgydende Kompagni af Skrivere, Oppassere, Kokke, Kuske og Ordonnanser.

Saa holder Stabens Feldwebel efter Kommando en Tordentale, — min første og eneste Tale under hele Krigen.

Denne første Akt af Kartoffelkrigen var meget morsom. Mine strenge Ord virkede aabenbart ikke. Kommandanten klager igen, Forestillingen gentager sig, men denne Gang var det Løjtnant v. Oven, der skulde holde Tordentalen. Kommandanten klager til Divisionen, og nu kommer den alvorligere tredje Akt.

Generalen har længe haft et Horn i Siden paa vor selvstændige, umedgørlige Oberstløjtnant og befaler ham at komme til Divisionsstaben. Her bliver Oberstløjtnanten saa rasende over den Behandling, han faar, at han paa staaende Fod nedlægger Kommandoen over Regimentet. Stor Opstandelse!

Brigadekommandøren, General v. Monteton, iler straks til Villé-Cloye. Vi stiller op for tredje Gang og faar nu af selve Generalen den tredje Skylle gydt ud over vore syndige Hoveder. Derpaa gaar den gamle, rare Monteton ind for at snakke Oberstløjtnanten til Rette.

Denne er stædig; men omsider kommer Forliget i Stand. Oberstløjtnanten faar »paa Grund af Sygdom« tre Ugers Orlov og lover saa at overtage Regimentet, naar han kommer tilbage fra sin Lieschen. — Den menige Soldat fik Fæstning og Straffelejr, naar han smed Geværet og ikke vilde lege med længere.

En Husundersøgelse i Byen viser et Par Dage senere, at det var Trainsoldaterne og Civilindbyggerne, der stjal Kartoflerne. Det havde vi uskyldige Lam paastaaet hele Tiden.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 177-179

31. juli 1917. Held i uheld – og stegte æbler på træerne.

Mathias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69. Efter at have været indsat ved bl.a. Somme i 1916, blev regimentet flyttet til østfronten i foråret 1917, hvor det deltog i de hårde kampe i Galizien i juli 1917. Efter sammenbruddet af den russiske offensiv gik det mod øst.

Imens kom også de sidste fremstormende Styrker i Dækning. Vor Kompagnifører, som sammen med Ordonnansen var gået frem i Grøften ved Landevejen, havde fået et Skud gennem Halspulsåren og var død.

Kommandoen blev overtaget af den næste Officer, en yngre Løjtnant.

Han havde imidlertid også fået Besked på, at der Klokken 8 skulde angribes og fik derfor samlet Kompagniets Mandskab. Derefter begav vi os på Vandring i Retning mod Floden, det eneste Overgangssted. Der skulde være et stort Træ, som var faldet således, at Toppen nåede den anden Flodbred. At nogen skulde kunne nå over, var meget usandsynligt, når man tager i Betragtning, at Russerne lå 70 m ovenover på Højene. Efter hvad man havde fortalt os, var det hidtil heller ikke lykkedes. Enhver, der havde vist sig på Stammen, var blevet ramt, faldet ned i Floden og druknet. Vi var naturligvis ikke glade for Situationen.

Undervejs traf vi vor M. G. O., Overløjtnanten, som havde Kommando over Regimentets tre Maskingeværkompagnier.

„Hvor skal De hen?“, spurgte han Løjtnanten.

Løjtnanten gav Melding. „Er De blevet tosset, Mand”, skreg Overløjtnanten. „De søger med det samme Stilling til Deres Geværer i Hus eller Have og holder Fjendens Skyttegrav under Ild, sålænge Aktionen varer.”

Hvor blev vi lettet! Vi takkede Forsynet, der lod Overløjtnanten krydse vor Vej. Vi var ikke lange om at forsvinde. Hvert Gevær blev anbragt i en gunstig Stilling. Vi søgte ind i et Hus, fra hvis ene Vindue vi havde den bedste Udsigt og frit Skudfelt mod Fjendens Stilling. Vi fik slæbt Borde hen til Vinduet og fik Maskingeværet stillet op med Mundingen ud i det fri.

Klokken 8 blev der Uro, og Skyderiet begyndte. Maskingeværerne rasede, og langs med Kanten af den russiske Stilling sprøjtede Sand og Jord fra de utallige Projektiler, som slog ned der. Hvad der foregik nede ved Floden, kunde vi ikke se, men i vor Synskreds kom ingen Tropper frem.

Pludselig begyndte det russiske Artilleri at beskyde Byen med Sprang- og Brandgranater. De havde opdaget Maskingeværrederne.

Flere Ejendomme, almindelige stråtækte Huse, gik op i Luer. Også vi måtte retirere ud i en Majsmark. Vor Geværfører var forsvundet. Efter en Times Tid flovede Ilden af til spredt Geværild. Angrebet var ikke kommet i Gang. Der var sikkert ikke kommet nogen over Floden, hvad vi heller ikke havde ventet.

Vi søgte nu efter vor Geværfører og fandt ham i en Kælder i en af Naboejendommene. Han var en stor kraftig Fyr, Slagter fra Køln, og sikkert ingen Kujon i almindelig Forstand. Han havde varet med fra Begyndelsen i Sept. 1914, og Nerverne var ikke mere helt, som de skulde vare. De var i Årenes Løb blevet tyndslidte.

Jeg tror, at mange har gjort den Erfaring, at Års Frontindsats tog på Nerverne, og at Nerverne til Slut ikke mere var de samme som i Begyndelsen. Jeg ved i hvert Fald af Erfaring, at man kunde tage Begivenhederne med Ro, – men efterhånden, som Årene gik, kostede det Anstrengelse at bevare Roen.

Vi undersøgte nu Ejendommen og Kælderen. Der fandtes Sække fulde af det fineste Mel, der var Svin i Stalden og Høns i Hønsegården. Befolkningen var borte. Køer og Heste løb rundt på Marken og i Haven. Vi fik fat i en Gris på en ca. 60-70 Pund, og Slagteren måtte i Funktion.

Vagtposterne måtte om Natten også passe Køkkenet. Der blev bagt Pandekager, stegt Flæskesteg og kogt Kartofler.

Og Desserten hang på Træer. Ja — du ler. Men ikke desto mindre er det sandt. Naboejendommen var brændt ned, efter at den var skudt i Brand af Russerne. Få Meter fra Huset stod et stort Træ, fyldt med de dejligste Æbler. Den stærke Varme fra Branden havde gennemstegt Æblerne så fuldkommen og så fint, som ingen Ovn kunde have gjort det. De var fine, runde, skare og velsmagende, og vi behøvede bare, at plukke dem. Den Tid har altid stået for mig, som om vi havde været i Slaraffenland.

Men desværre udeblev Følgerne jo ikke. Vi var jo ikke vant til så fed, rigelig og god Kost, for vi tog godt for os af Retterne. Vi fik allesammen Dysenteri.

Den næste Dag skulde vi have haft Hønsesuppe. Vi havde jo lukket for Hønsegården. Men — uha —, da vi kom, havde der varet ubudne Gaster. Vi fandt kun Hønsehoveder, men det tog vi ikke så tragisk. Der var jo nok andet.

Men hvor lange var Adam i Paradiset? Det gode varer aldrig ret lange ad Gangen. Vi fik snart en ny Stilling.

DSK-årbøger, 1945

31. juli 1917. Mathias Møller: “… det er utroligt, hvad Mennesket kan, hvis der ikke er noget Valg”

Mathias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69. Efter at have været indsat ved bl.a. Somme i 1916, blev regimentet flyttet til østfronten i foråret 1917, hvor det deltog i de hårde kampe i Galizien i juli 1917. Efter sammenbruddet af den russiske offensiv gik det mod øst.

Den 29. Juli nåede vi Wasylkowice, en lille Landsby ikke langt fra den gamle Grænse mellem Galizien og russisk Ukraine. Grænsen dannedes her af Floden Sbrucz, en Biflod til Dnjestr. På den russiske Side af Floden havde Russerne besat forberedte Stillinger, og det lykkedes ikke Stødtropperne at forcere Floden.

I Wasylkowice kom vi i Kvarter, men allerede Natten fra den 30. til 31. blev vi alarmeret og marcherede videre.

Vi skulde afløse Stødtropperne. I Morgenskumringen nåede vi en lille By ca. 2 km fra Fronten. Da vi gjorde Holdt, opdagede vi et stærkt ramponeret Olieraffinaderi. Vi kunde ikke modstå Fristelsen at forsyne os med Olie, som Kælderen var fyldt med. Olien kunde jo bruges til at stege Kartofler i. Fedtstoffer var jo en meget efterspurgt Vare i 1917.

Inden Kompagniet var samlet og kunde fortsætte Marchen, var det blevet lyst, men Tåge lå endnu over Markerne. Da vi var kommet ud af Byen og ud i frit Terræn, begyndte de første Solstråler at titte frem over Højene foran os. Det varede ikke længe, for Tågen forsvandt.

Vi kunde nu overse Terrænet, der foran os var fuldstændigt fladt, med modne Rug- og Hvedemarker. I en Afstand af ca. 1500-2000 m lå en mindre Landsby med spredt Bebyggelse mellem Træer, Buske, Haver og Majsarealer. Det var det nærmeste Sted, hvor man kunde finde et Skjul.

På den anden Side af Byen, bag Floden Sbrucz, steg Terrænet ca. 70 m stejlt op. På den øverste Kant af Højene lå de russiske Stillinger. Russerne havde altså højt oppefra fri Udsigt over hele Terrænet.

Så snart Solstrålerne havde fået Tågen til at lette, begyndte Geværprojektiler at pibe i Luften og klaske ned omkring os. Vi søgte ind i Kornmarkerne og gik spredte frem. Det vil sige, vi gik ikke, vi løb, vi løb for Livet — selvfølgelig fremad —. Målet skulde jo nås.

Kun den, som har prøvet at løbe med det tunge Maskingeværmateriel, ved, hvad det koster af Anstrengelser. Ret længe kan man ikke løbe ad Gangen i dukket Stilling med Maskingevær og Ammunitionskasser.

Det varede ikke længe, for de første sårede begyndte at kravle og slæbe sig tilbage. Man misundte dem, som havde fået et ”bedre” Kødsår. Men vi måtte jo videre.

Vi styrtede korte Strækninger frem ad Gangen. Lungerne arbejdede vildt, Benene var som jordbundne, så tunge. Jo længere vi kom frem, jo flere Projektiler sang der i Luften.

Enkelte Maskingeværer bjæffede, men til alt Held havde Russerne tilsyneladende ikke ret mange af dem, for ellers vilde sikkert ingen af os være kommet levende fra det. Artilleriild mødte vi ikke.

Kræfterne svandt mere og mere, men det er utroligt, hvad Mennesket kan, hvis der ikke er noget Valg, og man skal fremad. Distancen mellem os og det reddende Skjul bag Træer, Buske og Huse blev mindre og mindre. Med en sidste, næsten håbløs Anstrengelse nåede vi Bestemmelsesstedet.

Fuldstændig udmattet kastede vi os ned blandt Kammeraterne ved Byens Udkant. Det var Tropper af Støddivisionen, vi skulde afløse.

Det varede en Tid, for vi i det hele taget kunde sanse noget, for Lungerne, Hjertet og Nerverne faldt nogenlunde til Ro.

Det første vi hørte, da vi kunde tale med Tropperne, som lå der, var, at Klokken 8 skulde de russiske Stillinger angribes. Det gjorde aldeles ikke vort Almenbefindende bedre. Vi var nærmest deprimerede.

DSK-årbøger, 1945

23. juli 1917. Mathias Møller i hælene på russerne: “Ligene lå i Grøften, fuldstændigt tilsølede.”

Mathias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69. Efter at have været indsat ved bl.a. Somme i 1916, blev regimentet flyttet til østfronten i foråret 1917, hvor det deltog i de hårde kampe i Galizien i juli 1917. Efter sammenbruddet af den russiske offensiv gik det mod øst.

Hver Dag, når vi marcherede over Nattens Frontlinie, mødte vi det samme Syn. Rundt omkring i Landskabet døde, sårede og afkræftede, som ikke kunde følge med mere. Spredt på Markerne stod rejste russiske Geværer med Bajonetten stukket ned i Jorden, et Tegn fra passerede Stødtropper om, at der lå et Lig eller en såret. Værst var det ved Vejene. Der lå de fleste. Ligene lå i Grøften, fuldstændigt tilsølede.

Det hele mindede mig om Slagmarker, som jeg havde forestillet mig dem, når jeg som Dreng læste Beretninger fra tidligere Krige.

Den første Dag passerede vi de tidligere østrigske og russiske Skyttegrave. De var alle meget velholdte, et Tegn på, at det havde været en rolig Stilling, men Tid til at se nærmere på Stillingen fik vi ikke. Det hed bare: videre.

Med Forplejningen gik det ikke helt, som det skulde. Det var jo ikke så let at få Forsyningerne med. Sommetider gav det noget, men til Tider måtte man selv sørge for noget spiseligt, hvis man ikke vilde sulte. Det var ikke så underligt, at vi ikke var helt velsete, hvor vi kom frem Det gik jo en Del ud over Kartofler, Æg og Høns. Noget blev købt, men en Del blev ”besørget”.

Tre Gange krydsede vi større Vandløb — Zlota Lipa ved Brzezany, senere Strypa og Sereth, alle tre Bifloder til Dnjestr. Overgangen var jo noget, der tog Tid ved Benyttelsen af provisoriske Broer og gammeldags Færger, for alt skulde jo med – Vogne, Heste, Biler, Skyts etc.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1945

7. maj 1917. H.C. Brodersen kaprer et tog på vej mod nord

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Hamburg. Hptbhf., den 7. Maj 1917
Ved en fejl Omstigning i Köln, som Marinesoldaterne var Skyld i , naaede vi ikke det rigtige Tog til Hamburg. Marinerne havde imidlertid faaet opsnuset, at der skulde komme et Kurértog i samme Retning. Der blev paa vor Forespørgsel herom sagt, at det kun holdt  et Øjeblik, og at det ikke optog Passagerer, idet det kun bestod af II. Klasse.

Stationsforstanderen vilde ikke lade os komme med, og vi besluttede da selv at gøre et Forsøg; thi her kunde vi jo ikke blive staaende. Toget kom, men en ærbødig Forespørgsel til Togføreren om at komme med, blev barskt afvist. Paany satte Toget sig i Bevægelse, men vi var ogsaa klar til Entring. Nu eller aldrig, tænkte vi, og sprang ind paa Toget. To Mand slap straks ind, medens andre, deriblandt jeg, naaede kun at faa fat i en Jernskinne ved Skydedøren til Bremsevognen.

Men det var ogsaa nok; thi efterhaanden som Benene ikke længere slog til til Farten, der nu var sat yderligere i Vejret, blev jeg af  Marinerne halet indenbords. Togføreren var rasende og forlangte at faa vore Papirer. Dem fik han og noterede vore Navne. Han skulde nok sørge for, at vi blev meldt til Kompagnierne, sagde han, medens han uopholdelig skældte ud efter bedste prøjsiske Mønster.

Det var dog ikke saa slemt som et Par Timers Trommeild, og da vi havde faaet Cigarerne i Brand og ogsaa bød ham en, faldt han  nogenlunde til Rette. Noget efter indbød vi ham til Frokost, hvilket han ikke sagde nej til.

Han var nu kommet i sine rette Folder og mente, at vi dog sad meget bedre i en II. Klasses Kupé, som han vidste var fri.

Vi havde nu opnaaet mere, end vi havde turdet haabe paa, og ved en Skat naaede vi efterhaanden til Hamburg. Her i Hjørnet af den store Ventesal i Hamburgs Hovedbanegaard har jeg truffet flere Bekendte.

Medens Marinerne straks havde Tilslutning i Retningen mod Kiel, maa jeg vente i flere Timer, inden jeg kan fortsætte efter Flensborg. Hvor gør det godt at høre det hjemlige Sprog, men sørgeligt at høre Landsmænd tale om, at nu er denne eller hin af Bekendtene derhjemme faldet.

„Eilzug in der Richtung Kiel und Flensburg, Bahnsteig 3,” lyder det. Nu gælder det nok om ikke at forpasse Tiden igen.

Enhver, der skal med, samler op i Pakkenellikkerne og haster af Sted.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

 

3. april 1917. Retur til dødens hule: “Fra alle Sider lød Stønnen, Klagen og Raab om Hjælp.”

Den hule, hvori H.C. Brodersen opholdt sig sammen med adskillige hundrede andre soldater, er braset sammen og mange er blevet knust. Men Brodersen og hans nærmeste kammerater er sluppet ud.

De fleste af os fandt sammen nede i Dalen, hvor ogsaa en Løjtnant fra Kompagniet, men som vi ikke havde set i Hulen, blev antruffet. Han samlede sammen paa Resterne af dem, der hørte til  Kompagniet, og da han hørte, at vi var løbet fra det hele og ikke en Gang havde bjerget hverken Maskingeværer eller Gasmasker, gav han omgaaende Ordre til, at vi skulde hente det hele tilbage.

Berliner Justav, Skorstensfejeren og jeg samlede alt, hvad der var i Nærheden af Mandskab, og paany gik det tilbage til Hulen.

Skydningen var imidlertid aftaget betydeligt, og uden Tab naaede vi Hulen. Vi samlede, hvad vi mente, vi kunde bære og skyndte os  forøvrigt med at komme ud.

Opholdet var uhyggeligt. Fra alle Sider lød Stønnen, Klagen og Raab om Hjælp. Mange Gange lød det, som om Raabene kom fra Gravens Dyb. „Hier Hauptmann Reich,” lød det fra et Sted. „Hier Hauptmann Reich,” ikke mere, men det var nok til at vide, at Hauptmanden var indeklemt et Sted imellem Stenene og ikke ‘kunde slippe fri ved egen Hjælp.

Vi søgte at finde Stedet, hvorfra Raabene lød, men kunde ikke finde, hvorfra de kom. Det var som i en stor Grav, og Raabene gav Genlyd til alle Sider.

Under vor Vandring i Hulen kom vi forbi Døren til Spisekamret. Den var revet af sine Hængsler, og der var uhindret Adgang. Her var alt tænkeligt spiseligt opmagasineret, og selv under disse uhyggelige Forhold kunde Skorstensfejeren ikke lade være med at aflægge  Spisekamret et Besøg.

Det var ogsaa Anstrengelserne værd. Det  varede heller ikke længe, før vi havde tømt vore Tornystre for alt overflødigt Indhold, og Brød, Skinker og Pølser forsvandt ned i dem i Stedet for. Store Kurveflasker fyldt med Rom og Cognak blev hældt over i mindre Vandflasker og fordelt i alle Lommer.

Det sidste vi hørte, forinden vi forlod Hulen, var: „Hier Hauptmann Reich.”

Da vi naaede Dalen, laa denne fyldt med Gas. De afhentede Gasmasker kom os nu til god Nytte, og med dem for Ansigtet søgte  vi at finde Kammeraterne. De var dog ikke til at finde noget Steds, i hvert Fald ikke samlet, men enkelte traf vi, som, væltende sig i  Smerter, allerede nu havde indaandet saa meget Gas, at de var prisgivet denne snigende Død. Af og til hørte vi dette velkendte  „Plump” fra en Gasgranat, der eksploderede med en Lyd, som om en  Tallerken smadres. Gassen, der strømmede ud fra Granaten, var gulIiggraa, men efterhaanden antog Farven samme Farve som Luften og var nu saa meget farligere, da den nu ikke kunde ses.  Smagen var sødlig, men vi skulde helst lade være med at smage paa den.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

31. januar 1917. “Jeg har ærligt og redeligt hugget den!” Bergholt fodrer sine heste

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten og i juli 1916 blev han overført til maskingeværafdelingen. Han lå i vinteren 1916-1917 i Galicien.

Fra tid t i l anden afløste v i østrigske regimenter snart her, snart der; men marcherne generede mig ikke mere.

Tre gange 16 dage var jeg afløser for kuske, der var på orlov. Da jeg altid har holdt af at have med heste at gøre, passede det mig fortrinligt.

Jeg ynkedes tit over disse dyr, for de fik langt fra nok at æde.Hver hest fik højst 1-2 pund havre om dagen. Hvis de så endda havde fået tilstrækkeligt med hø eller halm, kunne det have gået an. Alt træværk, som de kom i nærheden af, åd de uden videre.

En dag, da det det var min tur til at hente den ugentlige foderration til hestene, lykkedes det mig at få en balle hø for meget læsset på vognen.

Det var pressede baller, og de vejede ca. 100 kilo. Da jeg kom hjem, forlangte underofficeren, under hvem hestene og dermed også foderet sorterede, at den »reddede« balle skulle indgå i den  almindelige fordeling.

Dette modsatte jeg mig meget kraftigt, idet jeg for det første henviste til , at jeg ærligt og redeligt havde hugget den, og for det andet, at de to heste, som jeg havde, var de to største og også de to magreste ved afdelingen.

Han bøjede sig for mine argumenter, og jeg fik lov til at beholde høet t i l mine to »rallikker«, for det var nemlig det, de var.

Virkningen af denne ene balle hø var så iøjnefaldende, at Feldweblen ved den ugentlige appel spurgte mig, hvad jeg havde gjort ved de to heste.

I øvrigt f ik jeg bevis på, at utak er verdens løn, da den ene hest en dag langede ud efter mig, så jeg satte mig på halen. Heldigvis ramte sparket min tegnebog, der sad i brystlommen og var fyldt med breve, så jeg tog ingen skade.

Da v i kort tid efter kom til Frankrig, gik det galt med disse udsultede dyr. Her var rugen allerede en halv meter høj, og græs var der også nok af.

Hestene foråd sig simpelt hen, og slet ikke så få af dem døde af kolik.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

 

9. januar 1917. På hovedet lige i latrinen!

M. Levisen gjorde krigstjeneste som pionersoldat i 9. Pionier-Batailon på Vestfronten.

Når soldaten er sulten, sådan som vi tit var det, så tager han det ikke så nøje med et rask lille tyveri. Vi kaldte det dengang at rekvirere, det lød lidt pænere.

En anden gang, det var i vinteren 1916-17, efter at vi igen havde været indsat ved Somme og var havnet i Poelkapelle i Flandern med stilling ved Langemark.

Det frøs hårdt den vinter, og når man er skrupsulten, så føles kulden dobbelt så hård. En af kammeraterne havde fået opsnuset, at nogle artillerister, der lå ca. 10 km nord for os, havde nogle dejlige kaniner.

En aften var vi fire sultne sjæle, der i mulm og mørke startede en vandring med artilleristernes kaniner som mål. Artilleristerne boede i en villa, der lå lige op ad en stor skov.

Vi sneg os på indianervis hen imod huset og kaninstaldene, der stod i haven. Da vi var nået så langt, at vi lige kunne skimte kanin staldene, gik døren i villaen pludselig op, og ud kom nogle artillerister og en stor hund.

Pokker tog ved os. Vi styrtede af sted, alt hvad vi kunne, ind i skoven.

Men ak, der er noget, der hedder nemesis. Den ene kammerat var så uheldig, at han i mørket rendte mod den velbekendte siddebom med grube bag ved og gik på hovedet ned i gruben. Han kom dog ved egen hjælp ret hurtigt op og slap heldigt bort sammen med os andre.

Vi, der havde undgået berøringen med den sanitære indretning, brød os dog ikke om at følges med ham på hjemvejen.

Kaninsteg fik vi ikke, men i en kantine var vi så heldige, at vi kunne købe et halvt, røget grisehoved og lidt gryn. Det blev kogt sammen til en herlig ret.

DSK-årbøger, 1968

18. november 1916. Hans Hostrup i Makedonien

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz, og i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan.

(… fortsat)

Nogle Gange var der fjendtlige Flyvere over os. De smed Bomber ned i Nærheden. Saa var det bare med at komme væk, for sæt, at det hele røg i Luften. Vi havde ingen Antiluftskyts, kun vore Karabiner, som vi knaldede lystigt med, men det hjalp jo ikke ret meget.

Det eneste effektive „Værn“ vi havde, var et Feltlazaret med det røde Kors, liggende lige i Nærheden. (Meget snildt hittet paa). Flyverne maa have respekteret Flaget, for det havde været en let Sag at sprænge det hele i Luften.

Her ved Lazarettet traf jeg en Landsmand, en Saniteter, (fra Borg ved Bredebro), som en Dag var ved at skrive Navne af efter nogle Trækors, der var sat paa nogle nye Grave. Hvordan det gik til, ved jeg ikke, men vi opdagede snart, at vi var Landsmænd.

Som før omtalt gik det haardt til ved Monastir. Tyskerne trak sig tilbage [18. november 1916]. Levnedsmidler og Ammunition blev hentet tilbage, og en skønne Dag laa der et lille Bjerg af røget Flæsk og Kød paa Baneterrænet- Det var bare med at faa fat i noget af det, inden der blev sat Vagt ved det, og det varede heller ikke længe. En Mand fra Skrivestuen kom for Sent, men han mente, at Vagtposten godt kunde se en anden Vej, mens han tog et Stykke, men her kom han til den forkerte! En-to-tre, afsikret og Bøssen til Kinden, og saa var det for den anden om at faa Følehornene til sig i en Fart, ellers var han blevet skudt paa Stedet.

Brød var det knapt med, og kunde vi se vort Snit til at hugge et fra Lastbilerne, der kørte Brødet bort fra Feltbageriet i Prilep, gjorde vi det. Det var om at være hurtig i Vendingen. Saa snart Bilen var begyndt at køre, de gjorde nu tit Holdt hos os, saa op paa Trinbrættet, Haanden ind under Presenningen, et Brød ud og ind under Frakken og væk hurtigst muligt. Det skete ogsaa, at vi blev nappet ved det og kønt maatte aflevere Rovet igen.

Den Slags regnede vi ikke for Tyveri; derimod tog vi aldrig noget fra Befolkningen. Havde de noget, vi kunde bruge, betalte vi for det. De var for Resten meget skikkelige, og vi mærkede aldrig noget til Had eller Modvilje hos dem. Tilsyneladende fandt de sig taalmodigt i deres Skæbne, men de havde jo nok set paa os paa samme Maade, som vi saa paa Tyskerne under Besættelsen af vort Land under sidste Krig.

Der var mange Lighedspunkter. Hele Landet var besat af en overmægtig Fjende; Modstandsbevægelse, Sabotage m. m. og Værnemagere har der vel ogsaa været.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1951

23. august 1916. “Gasangreb” som følge af overdreven ostespisning

M. Levisen gjorde krigstjeneste som pionersoldat i 9. Pionier-Batailon på Vestfronten.

Vort kompagni havde været indsat ved Somme i tiden fra 22. juli til 23. august 1916. Det havde været en meget hård tid, og vore tab havde været store. Det var derfor kun et lille kompagni, der den 23. august marcherede bort fra Somme.

Vi marcherede hele dagen og nåede endelig hen imod aften til den jernbanestation, hvor vi skulle læsses og sendes til et andet frontafsnit. Vi var udasede og rigtig godt sultne, fordi tilførslen af forplejning havde svigtet.

På banegården viste det sig, at vort tog endnu ikke var kommet og heller ikke ventedes mere den dag. Vi blev derfor i hast indkvarteret i nogle store bygninger og gik dødtrætte til ro.

Henimod midnat blev vi imidlertid allerede purret ud. Toget kunne ventes i løbet af natten.

Da vi kom til banegården, var der dog endnu ikke noget tog, hvorfor geværerne blev stillet sammen i pyramider på banegårdspladsen og vor oppakning anbragt ved siden af. Vi snusede rundt på banegården, og under nogle presenninger fandt vi store stabler af rugbrød.

Det kom os lige tilpas, og vi fik travlt med at fylde vore slunkne maver. Da sulten var bleven stillet, pakkede vi hver et helt brød ind i vort tornyster. Det var godt at have lidt at stå imod med, hvis tilførslen af forplejning igen skulle svigte.

Imidlertid havde en eller anden fået opsnuset, at et tog med levnedsmidler dagen før var kommet i brand der på stationen, og alle levnedsmidler var blevet udlæsset på banegården.

Så kunne vi jo nok regne ud, at der et eller andet sted i banegårdens bygninger måtte findes mere spiseligt. Vi fik travlt med at kigge efter, og nogle havde da også kigget så stærkt på en dør, at den nederste dørfylding var gået ud.

Et par af kammeraterne kravlede ind i rummet bag ved døren, og det varede ikke længe, så kom den ene store, runde ost efter den anden trillende ud. Der var mange gode oste og meget andet godt. Jeg tror nok, at de fleste af kammeraterne sikrede sig i hvert fald en halv ost.

Nu var der sandelig ikke mere plads for brødet i tornysteret – ud med det og en halv ost ind i stedet.

Det varede dog ikke længe, så blev det hele jo opdaget, og der skulle finde en grundig visitation sted hos hver mand. Heldigvis fik vi det at vide så betids, at vi i huj og hast kunne få vore gode oste ud af tornysteret og gemt et eller andet sted i nærheden, så de var nemme at få fat på, når toget kom, for vi ville da sandelig have vore gode sager med.

Vi blev så allesammen visiterede, og vor bagage blev grundig gennemset, men der blev ikke fundet det mindste hos os. Det måtte altså have været nogle andre, der havde været så formastelige at stjæle levnedsmidler. For en sikkerheds skyld blev der dog udstillet vagtposter ved de resterende levnedsmidler, så vi kunne ikke hente mere.

I mellemtiden var det blevet dag, og endelig kom også vort tog, der skulle køre os videre mod ukendt mål. Vi blev læssede, og vagtposterne blev inddraget. Et par stykker af os benyttede dog rask lejligheden til at hente nogle dåser med kødkonserves. Dem nød hele vognen godt af under transporten, der varede helt til om aftenen.

Det var mørkt, da vi blev læsset ud et eller andet sted i Flandern.

Atter blev vi sat i march. Tornysteret med osten, som vi selvfølgelig havde fået med, tyngede slemt, men der var noget, der var værre.

»Jedes Bonehen gibt ein Tonehen «, plejede soldaterne at sige, når de havde fået bønner til middag, men osten gav sandelig også toner. Jeg var glad for, at jeg var så stor og gik i forreste gruppe …

Om natten blev vi indkvarteret i to små skolestuer, og koncerten gik videre.

Ja, når soldaten er sulten, sådan som vi tit var det, så tager han det ikke så nøje med et rask lille tyveri. Vi kaldte det dengang at rekvirere, det lød lidt pænere.

DSK-årbøger, 1968

3. august 1916. Hønsene nægtede at parere ordre!

Hans Andersen, Ny Kronborg, fortæller:

Det var i Sommeren 1916. Vi laa i Ro i en lille fransk By, La Perte. Kompagniet stod opstillet til Parade, og Feldwebelen gik frem og tilbage foran Fronten. Han snoede og drejede sit wilhelmske Overskæg, han rullede med Øjnene, hans uhyre Korpus stønnede og pustede som et Lokomotiv. Barometret stod paa Storm og Uvejr! Der blev kommanderet „Ret!“ Kompagniføreren, en Overløjtnant, gik ned langs Rækkerne.

I det civile Liv var Kompagniføreren Læge, og han havde sin Gerning i Kolonierne. Han var en Mand, som Soldaterne saa op til, og hvis en eller anden havde noget paa Hjerte, kunde man trygt henvende sig til ham. Under Kamphandlinger var han altid blandt sine Soldater, og han krævede, at enhver gjorde sin Pligt. Han havde dog sin egen Mening om Krigsførelsen, og jeg husker, at han i hvert Fald to Gange nægtede at udføre en Ordre, han havde faaet fra oven. Hans overordnede kunde af denne Grund ikke lide ham.

Kompagniføreren blev staaende foran Fronten. Saa udbrød han i en snerrende Tone: „Der er her i Nabolaget blevet stjaalet seks Høns og en Hane! Jeg anmoder om, at den, der har taget Dyrene, træder frem!“ — Ingen traadte frem. — „Bonden siger, at han kan genkende Tyven. Jeg har beordret ham herhen, for Sagen skal opklares.”

Bonden traadte frem. Kompagniføreren sagde til ham, at han skulde udpege Misdæderen. Bonden gik ned langs Fronten, og da han naaede ud til venstre Fløj, pegede han paa en Underkorporal og sagde: „Der staar Tyven.“

„Naa,“ sagde Kompagniføreren, „har De stjaalet Hønsene?”

— „Nej, Herr Kompagnifører.”

— „Hvad fik De til Middag i Gaar? — „Hønsesteg!“

— „Maa jeg nu faa en Forklaring? “

–  „Jeg fik i Gaar Ordre fra Herr Kompagniføreren til at rekvirere en Vogn, og da jeg vilde trække Vognen frem fra Vognskuret, sad der fem Høns og en Hane paa Vognen. Jeg gav dem paa militærisk Vis Ordre til at forlade Vognen. De strakte kun Hals og nægtede pure at efterkomme Ordren.

Jeg gentog min Ordre. Trafikanterne gloede dog kun dumt paa mig. De blev siddende. Saa gav jeg ifølge Reglementet Ordre for tredie Gang, og da de absolut ikke vilde adlyde min Befaling, trak jeg min Sabel og slog Hovedet af dem.”

Kompagniføreren smilede lumsk, men forstaaende, saa sagde han: „Ja, jeg vidste det, i mit Kompagni bliver der ikke stjaalet!

DSK-årbøger 1953