Tag-arkiv: optøjer

24. november 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “Befolkningen … stormede Bagerbutikkerne”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detach. m. Fcia.

1. Paalidelig Forbindelse over Grænsen.

a. For knap en Maaend siden afgik fra Flensborg en Troppetransport paa ca 2500 Mand. Paa Banegaarden var der fuldt af Koner og Børn, og da disse blev jagede bort, blev Soldatern rasende og demonstre[re]de, bl.a. ved at kaste Geværerne fra sig. Der blev saa rekvireret en Afd. af 86´ Rgt., der drev Soldaterne ud i Vognene. Da Toget satte i Bevægelse blev alle Vinduer brudt.

b. Ved Afrejse af en Troppetransport fra Byen Slesvig paa 1500-2000 Md skete samtidig lignende Spetakler.

c. I Flensborg ligger endnu mange Tropper, Hjemmelsmanden mener c 4000 Md, iberegnet de 17 aarige og lieg indkaldte ubrugbare.

d. Ved Mørvig er opstillet en traadløs Telegrafstation samt en Vandflyverskole med 32 Maskiner (6/11 styrtede 2 Maskiner ned paa Harrislev Mark, hvorved dræbtes 3 Off. og 1 menig).

e. For 3-6 Uger siden standsede i Flensborg Uddelingen af det sædvanlige halve Pund Gryn pr. Hoved om Ugen. Befolkningen krævede forgæves mere Brød og stormede Bagerbutikkerne 30-40 Kvinder blev fængslede og idømte 3-4 Ugers Fængsel. Faa Dage efter begyndte Optøjerne paany. En Afd. af 86´Rgt. samt Brandvæsenet blev da beordret ud.

Rationerne er pr. civil ugentlig 7 Pund, ½ Pund Gryn, 40 gr Smør, 1700 gr. Brød, 80 gr. Sukker, 380 gr. Kød, Mælk kun til Børn fra 1-6 Aar.
Priserne var følgende
Skinke 16-18 Mk pr Pund
Smør 12-14 – – –
Sæbe 3-4 – – –
Æg 0,50-0,60 – – –

Fra anden paalidelig Kilde:
Fra Toftlund afgik d. 14-15 ds. et Komp. Straffefanger til Nordfrankrig. Endnu findes i Byen 3 Komp. Straffefanger; desuden er en Landstormbatl. Indkvarteret i Omegnen.

3.
a. Ved en Mængde Overgangssteder ved Grænsen er Opgravningerne kastede til; Bommene staar derimod endnu.

b. Det forlyde med stor Sikkerhed og er i dag bekræftet fra ny Kilde, at 24´Batl. (den vestligste) i næste Uge skal afgaa mod S. (sikkert til Bevogtning af Jernbanen ved Rødekro), og at den skal erstattes med en anden B.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)