Tag-arkiv: officer

24. maj 1917. Verdun: Dumhed betales med døden

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Den 5. maj 1917 kom han til Verdun.

En anden lignende episode kostede desværre en Feldwebel livet på grund af hans overdimensionerede pligtfølelse og manglende erfaring. Hertil kom, at han var uimodtagelig for sund fornuft og gode, velmente råd fra “gamle rotter”.

I det civile liv var han stadsarkitekt i en større by hjemme i Tyskland og havde i flere år været »unabkommlich« (uundværlig). Han var lige ankommet fra garnisonen i Tyskland.

Den MG-rede, som vi besatte, må ledelsen have anset for meget vigtig, for den blev besat med to maskingeværer – som regel var der kun et i hver rede. Ledelsen af reden havde denne Feldwebel.

Vi havde afløst to andre geværer fra et andet kompagni, og mandskabet herfra fortalte, at de havde tilbragt en rolig tid uden at være blevet generet af fjenden.

Reden var indrettet i en gammel tilgroet og på flere steder halvt sammenstyrtet skyttegrav. Der var tre slet ikke så dårlige “Stollen” (sikringsrum), hvor vi skulle opholde os om dagen, da al trafik ved dagslys ville være omtrent det samme som selvmord.

Afløsningen havde selvfølgelig fundet sted om natten. Da Richard  … og jeg havde undersøgt lokaliteterne grundigt, blandt andet for at se, om vi kunne forsvinde derfra nogenlunde uset, hvis det skulle blive nødvendigt, lagde vi os til at sove.

Men kort efter blev vi vækket af en af de “gamle”, der meddelte, at Feldweblen havde givet ordre til, at skyttegraven skulle gøres dybere på et sted, hvor sammenstyrtningen var særlig stor. Arbejdet var allerede sat i gang.

Det kan nok være, at vi kom på benene, og Richard bandede Feldweblen langt væk.

Vi havde i vor vildeste fantasi ikke forestillet os, at manden kunne være så idiotisk. Enhver forandring i terrænet ville, når det blev dag, omgående blive observeret af fjenden.

Vi forsøgte at gøre manden dette begribeligt; men i sin salige naivitet mente han ikke, at den smule jord , der var blevet kastet op af graven, kunne betyde noget. De folk, vi havde afløst, havde jo sagt, at alt var roligt og stille her. Ydermere havde vi vore “Stollen”, der dog var 4-5 meter dybe.

Richard, der ikke ligefrem var mundlam, gjorde ham endnu engang opmærksom på, at det, der var lavet her, grænsede til selvmord, og at “Stollerne” var de rene ligkister, når franskmændene begyndte at beskyde os med 21 og 28 cm granater med “Verzögerung”  – Det var granater med tidsindstilling, der først detonerede efter, at de var gået et par meter i jorden.

Men manden var ikke til at tale med. Vi opgav ham, men før vi gik, spurgte Richard ham, hvad vi skulle gøre, hvis fjenden fandt på at beskyde os. “Vi går selvfølgelig i vore ‘Stollen’, hvor ellers?” svarede Feldweblen.

Hertil replicerede Richard , at det nok var betydeligt bedre at forsøge at trække ud til en af siderne.

Det ville manden slet ikke høre tale om, for som han sagde: “Dér er der da slet ingen dækning. Vi bliver her!” Det sidste blev sagt i kommandotone, så der var ikke noget at tage fejl af.

Richard trak på skulderen og svarede, at han hellere ville gå i dækning bag et muldvarpeskud end i disse ligkister. Og han fortsatte: “Ja ja, Herr Feldwebel, Befehl ist Befehl. Dann Gute Nacht, und auf Wiedersehen, wenn nicht anderswo, dann im Massengrab.”

– “Lassen Sie Ihre unerwünschten Bemerkungen, Unteroffizier« (“En ordre er en ordre. Så god nat og på gensyn – om ikke andre steder så i massegraven.” – “Spar os for Deres uvelkomne bemærkninger, underofficer”), svarede Feldweblen, hvorpå Richard vendte ham ryggen, mens et indeklemt »Idiot!« smuttede over hans læber. Det var møntet på Feldweblen, men henvendt til mig.

Vi instruerede omgående folkene – der var tolv foruden Richard og mig – om, hvordan de skulle forholde sig, så snart fjenden havde sendt det første skud over til os.

Vi anbefalede dem, såfremt de havde livet kært at følge vore anvisninger, uanset hvad Feldweblen fandt på at bestemme. Vi regnede for øvrigt med, at manden ved det første skud ville forsvinde ned i sit dækningsrum, som han tilsyneladende var så glad for, og som han havde for sig selv. Vi kendte typen. –

Før vi atter lagde os til at sove, undersøgte vi endnu en gang retrætelinien. Selv om vi skulle kravle ca. 200 meter i en lille fordybning, der ikke var meget dybere end en plovfure, var vi enige om, at når heldet blot var med os i første omgang – det vil sige, at den første salve ikke ramte graven – så skulle det være muligt at klare situationen.

Der var nu gjort, hvad der kunne gøres for at bøde på Feldweblens dumhed. Vi tvivlede ikke på, at den kommende dag ville blive endog meget “varm”. Vi kunne ligefrem lugte faren.

Dagen oprandt med klart solskin, det var atter et minus for os. Formiddagen gik til ende, uden at der skete noget. Feldweblen tillod sig at hovere over vort sortsyn, men Richard svarede, at det ikke var aften endnu, og at der formentlig var flere dage i øst. Vi skulle blive her i mindst fem dage endnu.

Først på eftermiddagen gik det løs. Heldet var med os. De første par skud ramte ikke graven. Feldweblen forsvandt i sit hul , som vi havde forudset, og vi andre, vagtposten inklusive, begyndte vor kravletur og fuldførte den med bravur. Vi havde jo lært at kravle i garnisonen.

Nu skete det med livet som indsats.

Da vi havde tilbagelagt de 200 meter, blev “plovfuren” betydelig dybere, og her afventede vi begivenhedernes gang. Hvis ikke fjenden havde bemærket den “kravlende slange”, regnede vi med at være i nogenlunde sikkerhed, og det slog til . De 5 % havde atter sejret. [5% erfaring og 95% held skulle der til for at overleve, fortæller Bergholt andetsted, RR]

Kanonaden var blevet stærkere og stærkere. Vi kunne se, at de fleste granater traf deres mål, og vi var klar over, at den stivsindede Feldwebel skulle være udstyret med et kolossalt held, hvis han skulle gå ram forbi.

I det hele taget forløb aktionen, som vi havde tænkt os.

Franskmændene benyttede kun det svære kaliber, og i løbet af en times tid var reden jævnet med jorden.

Skydningen holdt lige så pludseligt op, som den var begyndt. Richard og jeg blev enige om, at vi to ville kravle tilbage for eventuelt at komme Feldweblen til hjælp, hvis han da havde hjælp behov, hvad vi tvivlede meget stærkt på. Beskydningen havde nemlig været så koncentreret som aldrig før. Hvis vi ikke var kommet tilbage i løbet af en halv time, og alting endnu var roligt, skulle de øvrige følge efter.

V i nåede igen reden, der nu kun var granathuller, og fandt også det sted, hvor Feldweblen skulle være. Hans “Stollen”, som han havde stolet så stærkt på, havde fået mindst én fuldtræffer. – Og dermed er alting sagt. Den blev hans ligkiste, som Richard havde forudsagt.

Det eftermæle, Richard gav manden, var ikke ligefrem rosende. Det sluttede med det tyske ordsprog: »Die dummen werden niemals alle« (Dumhed forgår aldrig).

Egentlig syntes jeg, at Richard var lovlig hård i sin dom. Manden havde jo betalt for sin stædighed. Jeg vidste, at Richard var et ejegodt menneske, og at hans hårde ord kun var provokeret frem af Feldweblens dumhed. Det er helt klart , at Feldweblen ville have været skyld i hele besætningens udslettelse, hvis ikke “de gamle” havde taget sagen i egen hånd og havde sat sig ud over den givne befaling.

Begge maskingeværer var gået sig en tur. Den følgende nat fik  i to nye geværer – men ingen ny Feldwebel.

Kommandofeldweblen – Hannoveraneren – der nok kunne lægge to og to sammen, undrede sig over, at vi var sluppet med tabet af kun én mand og to ødelagte geværer og slet ingen sårede. Men han gik ikke nærmere ind på sagen.

Et stykke tid efter var vi en dag på tomandshånd, og han forlangte så at få sandheden at vide. Det fik han, og hans kommentar var mindst lige så hård som Richards.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

4. maj 1917. Officer truet: “Knivene ud, og saa tre Mand til at røre i Blodet!”

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.

Efter fire Døgn i første Linie ved Arras kom vi tilbage til Lécluse og haabede, at vi skulde slippe for at komme ud slappes, mere; men vi blev skuffet.

Da vi havde været tilbage i to Timer, blev vi alarmeret paany. Vi havde hverken faaet vaadt eller tørt og kom slentrende hen paa Alarmpladsen.

Kort efter marcherede vi op ad Lécluses Gader, trætte, forvaagede, sultne og modløse; vi lignede alt andet end prøjsiske Paradesoldater, nærmest nogle store, levende Lerklumper. Vi holdt hverken Geled eller Fodslag og kunde godt mærke, ogsaa paa vore Officerer, at de var meget ængstelige.

Englænderne havde stormet og brudt Linien, og nu skulde vi ud og hjælpe at storme, for at drive dem tilbage til deres gamle Stillinger.

Da vi var kommet et Stykke op ad Gaden, mødte vi en prøjsisk Major.

Han stod og skrævede midt paa Fortovet og saå foragteligt efter os og raabte: „Hvad er det for en Flok Faar?”

Det skulde han nu ikke have gjort, for da han havde udtalt det, standsede hele Kompagniet, og saa er der en, der raaber: „Hvad siger han, en Flok Faar. Knivene ud, og saa tre Mand til at røre i Blodet!”

Men det syntes Majoren ikke om! Som var han skudt ud af en Kanon, røg han ind i den første den bedste Dør. Og væk var han!

Jeg var baade angst og skamfuld og tænkte: „Det gaar jo ravruskende galt, for de af os, der kommer hjem fra Stormen, som vi skal ud i, bliver naturligvis skudt allesammen.

Men vi hørte aldrig mere noget til den Historie, og det var første Gang, jeg mærkede, at Militærdisciplinen var i Færd med at slappes. Det var de første Dage i Maj 1917.

Vi marcherede et Par Kilometer frem, til vi kom i Nærheden af en lille By, som hedder Boiry, hvor der var et stort Kalkbrud. Dér mødte vi en Ordonnans, som kommanderede os ind i Kalkbruddet; dér skulde vi vente nærmere Ordre.

Saa fik de da travlt hjemme ved Feltkøkkenet; en fik Gullashkanonen ladt og kom kørende ud til os med dejlig, varm Kaffe, som smagte udmærket.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

2. maj 1917. Ny delingsfører: “Han så ud, som om han havde ædt et par sure agurker!”

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.

Endelig var de tre Dage forbi. Af de 42 Mand var kun de 18 tilbage, 24 døde og saarede.

Vi blev paany samlet i Grusgraven og skulde nu ind i første Stilling; men vi skulde have nyt Udfyldningsmandskab, for det var jo tyndet slemt ud i Rækkerne.

Iblandt dem, vi havde mistet, var ogsaa vor Delingsfører. Han var faldet, saa vi skulde have en ny. Da vi fik ham at se, syntes vi slet ikke godt om ham; han saa ud, som om han havde ædt et Par sure Agurker.

Han syntes maaske heller ikke godt om os, og da vi omsider blev sat i March med Kompagniføreren forrest og den nye Delingsfører bagest, var der allerede paa Forhaand Sprængstof i Luften.

Jeg var en af de forreste og fulgte tæt efter Kompagniføreren; men da vi kom til det Omraade, hvor den engelske Spærreild laa, løb Kammeraterne forbi mig, en efter en, og snart havnede jeg som sidste Mand lige foran vor Delingsfører.

Han gav mig nogle opmuntrende Tilraab, som ikke lød videre godt i mine Øren. Jeg sagde til ham, at han skulde bare løbe sin Vej, for jeg kunde ikke holde ud at løbe; det vilde mine daarlige Lunger ikke tillade.

Han tænkte naturligvis, at han skulde passe godt paa den gamle Fyr, som sikkert ikke vilde med i Stilling. Vi havde nemlig allerede paa det Tidspunkt Folk, som aldrig gik med i Stilling.

Han blev mere og mere nærgaaende, tilsidst traadte han mig i Hælene, alt mens han skældte og smældte.

Men man skal ikke træde en Hund paa Halen; man skal heller ikke træde en Mand i Hælene, for saa koger han over.

Jeg traadte ud til Siden og sagde harmdirrende til ham: „Hold nu Kæft, og pil saa af; jeg skal nok komme bagefter, for jeg kan nu ikke holde ud at løbe.”

Men Delingsføreren mente naturligvis, at han var i sin gode Ret, og derfor forstærkede han sine Udtryk. Det udartede til et Mundhuggeri; vi blev saa højrøstede, at vor Kompagnifører kunde høre det; saa kom han løbende tilbage og sagde til Delingsføreren: „Sørg for at komme ud i Stilling og faa Kompagniet stillet op og lad den gamle passe sig selv, han skal nok komme.”

Saa skyndte Delingsføreren sig tilbage til Kompagniet, og da jeg kom derud, havde han holdt en Plads aaben til mig ved Siden af sig selv. Det var jeg slet ikke begejstret for, men den Sag var der ikke noget at gøre ved.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

17. marts 1917. “Gott strafe England … og alle danske!”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Vallly, den 17. Marts 1917

Med lidt Forskydeise hver Gang har vi siden November været i Stillingen her, med afvekslende Ro og Reservestilling.

Det er stadig Frostvejr, og stadig er vi bedst tilpas, naar vi er i Stilling. Amerika har nu erklæret os Krigen. Det er den nye Delingsfører glad for, eller dog i hvert Fald meget begejstret over. Han har glat tiltraadt Parolen fra „Oven” om, at jo flere Fjender, des større Æren. Han er en begejstret Tilhænger af den uindskrænkede Undervandsbaadskrig og mener, at v. Tirpitz nok skal være Mand for at ordne Englænderne.

I Politik kan jeg aldrig enes med  Delingsføreren, og jeg har ofte givet  ham et Kursus i sønderjysk Historie, men det, som jeg søger at forklare ham angaaende 1864 og om Tiden derefter: om Forbud af vort Sprog i Skole og Kirke, affejer han med den Bemærkning, at hvad der er „errobert”, det er tysk, og at der ikke er nogen anden Mening om den Ting.

I vor Skatklub holder vi stadig sammen, og det er mange Gange sent, inden v i om Natten skilles med Ønsket om „Gott strafe England”, og Delingsføreren tilføjer saa gerne: „Og alle Danske”.

hans-christian-brodersen_cropped_mindre
H.C. Brodersen

I Forgaars havde vi Lejlighed til at se Tysklands største General. Han kom ud til Reservestillingen, medens vi var ved at hugge og grave i den frosne Jord Han var „Ekscellence” og var Kommandør af vort Arméafsnit.

Ekscellencen lagde Mærke til, at vi Underofficerer ikke bestilte andet end at sørge for at holde Fødderne varme, men han belærte os rigtignok meget hurtig om vor aldeles fejlagtige Opfattelse af  Situationen. Den frosne Jord maatte erfare det, i hvert Fald saa længe, han endnu var i Syne.

I Dag har vi haft Besigtning. Regimentskommandøren mente, at det var noget værre Hø. Parademarchen var uden nogen Effekt, og havde ikke Spor af Lighed med nogen egentlig Parademarch. Han beklagede, at vi nu atter skulde i Stilling, da han ellers nok skulde faa lært os at strække Skankerne.

Divisionskommandøren overværede Øvelserne og Kritikken. Han var af den Mening, at hvad han havde set, var virkelig godt, og Øvelserne var meget pænt udførte, syntes han. Han stillede saa Regiméntskommandøren det Spørgsmaal, om der havde været afholdt Skydeøvelser med omhængte Gasmasker. Han havde nemlig Erfaring for, at de allerfleste ikke vidste at omgaas deres Gasmasker ordentlig, og ikke kendte til at udskifte Reserveiltpatronerne. Det kunde blive til stor Fare for enhver, mente han, ikke at vide hvorledes en Mand under et Gasangreb havde at forholde sig. Han tilraadede en indtrængende Prøvelse af dette Forhold og anbefalede sig.

Det var Prinsen af Reuss. Vi var alle klar over, hvem af de to Herrer, der havde Ret, og at Regimentskommandøren havde hentet sig en „Næse””, som vi inderligt ønskede ham. Vi var glade, da vi atter skulde i Stilling.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

 

16. februar 1917. Feldwebel med store ord og fedt flæsk …

Christen Reggelsen, Errested, gjorde krigstjeneste i Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86. I januar-februar 1917 lå han med sit kompagni i en ramponeret lade ved Mireaumont.

Hver Nat gik vi paa Patrulje ved Grandcourt. Vi tog af Sted ved Ettiden og var tilbage igen om Morgenen omkring ved Klokken ni. Vi skiftedes til at blive hjemme. Det var jo nødvendigt at holde Opsyn med vore Ejendele i Laden. Nytaarsdag var jeg saa heldig at kunne blive tilbage, og jeg nød virkelig Dagen i Fred og Ro.

En af de første Dage i det nye Aar fik vi en ny Feldwebel. Han mødte den første Dag med en ordentlig Brandert og holdt en Tale til os. Han lovede os, at han altid vilde være blandt sine Folk, og om det saa skulde blive hans Død. Han var vel højt oppe! Store Ord og fedt Flæsk . . . .

Sidst i Januar fik jeg Halsbetændelse og kom paa Lazaret i Dinant. Her var jeg i fjorten Dage.

Da jeg kom tilbage til Kompagniet, var jeg saa uheldig straks den første Nat at maatte med ud at trække Pigtraad. Jeg havde allerede lagt mig til Hvile, da Feldwebelen kom ind. Han tog fat i min Støvle, ruskede mig vaagen og sagde: „Op med dig, min Ven, nu skal vi frem. Vi skal trække Pigtraad!” Jeg foregav, at jeg endnu var syg og klagede mig, men det hjalp ikke.

Vi var vel omkring ved 25 Mand, der maatte af Sted. Da vi var færdige med vort Arbejde, fandt Feldwebelen paa, at vi skulde trække endnu en Portion. Han havde nemlig paa Udturen opdaget, at der laa en Mængde Ruller Pigtraad henslængt bag et Hegn.

Vi protesterede naturligvis omgaaende, og der skulde en Masse Overtalelser til, før vi indvilgede. Vi gik altsaa tilbage, men da vi skulle tage Rullerne op, opdagede jeg, at Feldwebelen forsvandt ned i en Understand i Nærheden.

„Naa,“ tænkte jeg, „kan du gøre det, saa kan jeg ogsaa. “ Jeg dumpede altsaa ogsaa derned. Der var mange Soldater dernede. Han genkendte mig ikke. Det var ogsaa let at skjule sig blandt de mange.

DSK-årbøger 1953

4. februar 1917. Claus Eskildsen: “Værst var det, at man lige i denne Tid tog Regimentsadjutanten fra os”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I januar 1917 blev regimentet indsat ved La Bassée.

Vi forlader hurtigt Dødens By for at være hjemme, inden de engelske Flyvere løfter sig paa deres Vinger. De benytter deres Overlegenhed til at skyde paa Soldater i Skyttegravene og enkelte Mennesker paa Vejene. Englænderne behersker Luften. I Snesevis sejler engelske Flyvere gennem Lufthavet og fordriver de faa Tyskere, som vover sig op.

Næsten hver Dag er vi Vidner til Luftkampe, der dog som oftest ender uafgjort. Ogsaa i Luften gaar de fleste Kugler forbi. Men Flyverne har ogsaa Bomber med, det faar vi at føle herovre. Flere Gange ryster Jorden, og Vinduerne klirrer, naar Flyverbomber er suset ned i vor lille Landsby.

Vi havde ingen »Heltekælder« og var derfor ikke beskyttede mod Bomberne. Alligevel følte vi ikke Angst for Flyverne; den største Plads er altid udenom. Det er kun bagude i Etappen, hvor man ikke kender andre Farer, at man frygter Flyverne. Arbejdet er det bedste Lægemiddel mod Frygten, og vi havde meget at bestille.

Min Forgænger paa Stedet, den bajerske Regimentsskriver, var en fornem Herre. Han havde 6 Skrivere paa Kontoret og boede selv i et lille Hus i Nærheden, hvor han tilbragte Natten i Ro, medens Personalet passede Forretningen. Det kendte vi ikke, og jeg opslog straks mit Leje i Kontoret.

Naar vi mange Gange havde arbejdet til ud over Midnat, maatte jeg endnu i Nattens Løb indtil otte Gange op af »Sengen« for at telefonere. Værst var det, at man lige i denne Tid tog Regimentsadjutanten fra os.

Premierløjtnant Ebeling forflyttedes den 4. Februar til Generalkommando 65 — »Generalkommando Nordslesvig«! Navnet lød meget ildevarslende for os Sønderjyder, der saa Skyerne trække sammen over Hjemstavnen i disse Dage efter Proklameringen af den uindskrænkede Ubaadskrig, da Tyskerne belavede sig paa alt heroppe. 

Bekymringen for Hjemstavnen og Danmark øgede Afskedssmerten. Den var ellers gensidig og stor nok. Premierløjtnanten græd den hele Dag. Mig tog han Afsked med under fire Øjne og sagde aabent og ærligt, at mit gode og trofaste Arbejde var regnet ham til Fortjeneste, saa jeg havde min store Andel i hans Forfremmelse.

Vi gav kun nødig Afkald paa ham ved Staben. Han var en frisk, glad, ærlig Officer, maaske lidt ligegyldig og let, men godmodig og jævn. Hans Efterfølger, Løjtnant v. Oven, var i mange Punkter hans Modsætning, veg, lunefuld, forkælet, og ikke udrustet med Ebelings klare Blik og hurtige Opfattelsesevne.

Ebeling var Officer, hans Hovedinteresse var Jagt og Dyr. v. Oven var Æstetiker, han læste Romaner og interesserede sig mest for Kunst og Litteratur. Han kunde jage en stakkels Cyklist 15 Kilometer frem og tilbage gennem Regn og Slud og Granater for at hente en Rulle Klosetpapir, og da en Telefonist en Morgen vækkede ham lidt for ublidt, sendte han straks Manden ud i Skyttegraven, hvor han kort efter blev haardt saaret.

Jeg personlig har imidlertid aldrig kunnet klage over denne unge Løjtnant. Han havde Respekt for mit skaldede Hoved og behandlede mig meget godt. Vi to kom snart til at føre Regimentets Tøjler, thi Oberstløjtnanten stak af paa Orlov, saa snart denne blev givet fri.

Den gamle Major Huck, den mest umulige Officer under Solen, »førte« Regimentet i Oberstløjtnantens Fraværelse. Han virkede altid paa mig, som om han var sprunget levende ud af en af Friherre v. Schlichts Militærhumoresker. Han begreb intet og fik intet at vide. Løjtnanten klarede det hele, og jeg maatte nu ogsaa hjælpe ved de taktiske Ting, som man hidtil havde holdt mig udenfor. Det var sikkert en daarlig Ledelse, og vi savnede tit Oberstløjtnantens klare Hjerne, — for nu blev Regimentet indviklet i alvorligere Kampe.

Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront (1929).

28. januar 1917. Kompagni-bedstefar i hårde orlovs-forhandlinger

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. Han var rekrut ved IR49 i Gnesen.

Efter Jul gik Eksercitsen igen sin daglige Gang; men saa en Søndag Middag, da jeg kom med min Middagsmad og vilde ind at spise den paa vor Stue, stod Kaptajnen ude i Forstuen og var i Færd med at flytte Knappenaalene med de smaa Flag paa et stort Landkort. Disse Flag betegnede Frontlinierne, saadan som de løb paa de forskellige Fronter, og dem var Tyskerne især meget interesseret i at faa flyttet, saa længe det gik fremad.

Jeg tænkte som saa: „Nu eller aldrig!” kom hurtigt ind i Stuen, fik mit Forklæde af, min Mad sat paa Bordet ud for Kaptajnen og huggede Hælene sammen, saa Gnisterne føg, og der stod jeg saa stiv og stram som en Pæl.

Jeg syntes, det tog en farlig Tid, men omsider løftede Kaptajnen sit Blik og sagde: „Hvad ønsker De, Poulsen?” „Det var jo den Orlov. Jeg vilde jo gerne paa Orlov.”

Han stod og betænkte sig et Øjeblik, og saa sagde han: „Det skal De ogsaa faa Lov til. Hvornaar vil De rejse?”

– „I Dag med 2-Toget, Hr. Kaptajn.”

– „Naa, det er der ellers ikke længe til.”

– “Nej, men jeg mente ogsaa, at det nu var paa Tiden at faa den
Orlov.

– „Ja,” sagde han, „men der er to Mand mere, jeg har lovet Orlov.”

Han nævnede deres Navne. „Dem kan De hente, og saa kan I følges ad.”

Jeg sagde: „Ja Tak, Hr. Kaptajn, men der er endnu en Kammerat, der trænger til at faa Orlov,” og nævnede hans Navn og sagde, at jeg havde læst Breve hjemme fra hans Hustru, og at han havde syv smaa Børn derhjemme, der alle var syge. Den første Marts skulde de bort fra den Ejendom, hvor de boede, og som de havde i Forpagtning, saa jeg mente, at han trængte alier haardest til at komme hjem paa Orlov; men Kaptejnen svarede:

– „Ikke Tale om det, Poulsen. De maa rejse tre Mand, og dermed Punktum.”

Jeg prøvede at lirke lidt ved ham, men han sagde kort Nej. Det laa mig i Munden, at jeg selv skulde blive og saa lade Kammeraten rejse i mit Sted, men det kunde jeg ikke faa mig selv til. Jeg gentog derfor bare, at han maatte lade os rejse alle fire, for der var ingen, der trængte saa haardt til Orlov som denne Kammerat, og saa siger da Kaptajnen tilsidst:

– „Saa hent dem da alle tre, saa skal I faa Lov til at rejse alle fire Mand.”

Jeg fløj som en Stormvind ind i Stuen, hvor Kammeraterne sad og spiste, kaldte paa de tre og sagde: „Skynd jer at komme, vi skal paa Orlov nu med 2-Toget.”

Den tredie sagde: „Jamen faar jeg virkelig Lov til at komme med ogsaa?” „Ja, det faar du Lov til.” Han græd af bare Glæde. „Men skynd
dig nu at komme, saa kan du vente med at flæbe, til du kommer
hjem til din Hustru.”

Snart stod vi ved Kaptajnens Dør og bankede paa. Vi kom ind, stod stram i Stuen indenfor Døren; Kaptajnen sad og læste. Det varede en god Stund, før han løftede sit Blik fra sin Bog og spurgte tilsyneladende ganske uforstaaende:
– „Hvad vil I ?”
– „Ja, vi vilde jo paa Orlov, Hr. Kaptajn.”
– „Paa Orlov? Hvad kan det blive til? Nu er der kommet ny Ordre fra Berlin; det er næsten ikke til at komme igennem. I maa hellere lade de Tanker fare, I ved jo ikke en gang, hvordan I skal bære jer ad med at rejse, saa I kan gaa hen og lave Dumheder, som vort Regiment kan komme til at lide under. Det kan ikke blive til noget, I maa hellere
blive her.”
Jeg sagde: „Jo, Hr. Kaptajn, vi ved nok, hvilken Vej vi skal rejse. Vi kommer med Banen til den og den Banegaard i Berlin, tager med Sporvognen til den og den Banegaard, kører saa med Hurtigtoget til Hamborg og saa videre mod Nord, mod Hjemmet.”
– „Ja, det er jo rigtigt nok,” sagde Kaptajnen, „men saa lover I mig, at I ingen Dumheder laver i Berlin.”
– „Javel, Hr. Kaptajn.”
– „Naa, saa kan I gaa ind paa Skrivestuen til Feltwebelen
og faa jeres Orlovspapirer.”

Kort omkring, ud ad Døren og ind paa Skrivestuen. Der sad Feltvebelen. Han saa op og sagde i en bister Tone: „Hvad
vil I?”

Jo, vi vilde ind at hente vore Orlovspapirer.

– „Hvad for noget? Orlovspapirer?” Han sprang op fra sin Stol, og Øjnene stod paa Stilke, idet han sagde: „Hvem har givet jer Orlov?”
– „Det har Kaptajnen,” svarede jeg.
– „Hvad for noget? Kaptajnen? Hvor kommer I til Kaptajnen?
I ved jo godt, at Vejen til Kaptajnen gaar igennem mig.”

Vort Mod begyndte at synke, og lidt mere lavmælt fortsatte jeg, at jeg havde truffet Kaptajnen ude paa Gangen og havde saa spurgt ham om Orlov, som han for længe siden havde lovet mig, og nu skulde vi saa følges ad hjem, vi fire.

Men Feltwebelen blev rasende, og hvor kunde han skælde ud! Hans Ordstrøm sluttede med dette: „I kommer ikke paa Orlov. Jeg skal vise jer — og saa brugte han Ukvemsord — at I maa gaa til mig, før I gaar til Kaptajnen, og Orloven bliver der ikke noget af.”

Saa høj jeg var, da jeg havde opnaaet Kaptajnens Tilladelse til at faa en Kammerat med hjem, saa lille blev jeg nu, da jeg var klar over, at det var min Skyld, at Orloven blev os nægtet af Feltwebelen baade for mig selv og de andre.

Jeg tiggede, bad og lovede aldrig mere at gaa udenom Feltwebelen,
men ligemeget hjalp det. Han sagde Nej og dermed Basta.

Omsider fik han mit Blod saa meget i Kog, at jeg sagde til ham: „Hr. Feltwebel, Kaptajnen sidder i sin Stue og venter paa at underskrive vore Orlovspapirer, og da De nægter os dem, maa jeg gaa ind og sige til Kaptejnen, at han ikke skal vente paa os.”

Saa gik jeg hen til Døren for at gaa ind til Kaptajnen; men da jeg fik fat i Dørgrebet, raabte Feltwebelen: „Holdt!” skældte godt ud endnu en Gang, men derefter fik vi vore Orlovspapirer.

Vi kom atter ind til Kaptajnen, som satte sit Navn under. Han spurgte os, hvor lang Tid vi skulde have. Jeg svarede, at jeg vilde gerne have 14 Dage. „Naa, saa skal de andre vel ogsaa have 14 Dage?” spurgte han, og det fik vi; men 2-Toget var forlængst borte.

Vi fik vore faa Pakkenelliker samlet sammen, gik ind til Byen, holdt os skjult der til om Aftenen Kl. 11, da der kom et Orlovstog fra Rusland, som vi saa kom med. Nu gik det mod Hjemmet, og det var skønt. 10 Dage var jeg hjemme. Rejsen tog to Dage frem og to tilbage, og atter kom jeg ned til Gnesen, blev sendt til Bromberg
til et Kursus i Nærkampe, hvorfra vi telegrafisk blev tilbagekaldt og sendt til Fronten i Frankrig.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

20. januar 1917. For krigsretten for at tale sønderjysk

Hans Hansen fra Haderslev beretter følgende episode:

I vinteren 1916/17 var et hold af vort kompagni ved Condé sur Seuppe i nærheden af Berry au Bac ude at grave nogle maskingeværreder. Under frokostpausen søgte tre nordslesvigere, chauffør Jacob Borch, Haderslev Amtssygehus, repræsentant August Steffen, Haderslev, og landmand Peter Juhler, Arnitlund, og jeg sammenfor at få en lille sludder. Vi talte dansk, som sønderjyder plejede at gøre, når de traf hinanden.

Det faldt vor gruppefører, underofficer Steffen, Hamborg, for brystet. Han for op og forlangte, at vi skulle tale sammen, så vore kammerater kunne forstå, hvad vi talte om. Peter Juhler svarede, at når tyskerne talte deres plattyske dialekt, så kunne vi heller ikke forstå, hvad de sagde.

Underofficer Steffen bruste op. Juhler skulle holde sin mund og stå ret, når en foresat talte til ham Det mente Juhler ikke var nødvendigt, når man var ude i stilling.

Så befalede underofficeren en gefreiter Eisenschmidt at føre Juhler til Pinguiscourt og indsætte ham i arresten …

Der sad så Juhler i nogle dage og ventede på, at hans sag skulle for retten.

Han havde det dejligt. Bataillonsstaben lå i Counuscourt, og her skulle krigsretten sættes. Undervejs til retten prøvede underofficer Steffen at indvirke på Borch og August Steffen, der skulle møde som vidner. Han fortalte dem, hvad de skulle sige i retten, men de mente begge, at det skulle de nok selv finde ud af.

Nå, den høje ret blev sat, og underofficeren anklagede Juhler for lydighedsnægtelse og for at have talt dansk trods hans forbud. Så kom Borch og August Steffen frem som vidner.

De hævdede begge,  at alle nordslesvigere i kompagniet — der var over 20 mand— altid plejede at tale dansk sammen, og ingen af de øvrige kammerater havde taget anstød heraf. Sønderjyderne hindrede jo heller ikke de andre i at tale deres dialekt, selv om de slet ikke kunne forstå et muk.

Ligeledes fortalte de, at underofficeren på vejen til retten havde søgt at påvirke dem, ved at fortælle, hvad de skulle sige for retten.

Men så vankede der en ordentlig omgang til underofficeren. Retten var meget forstående, og Peter Juhler blev frikendt, og  sønderjyderne blev ved med at tale dansk både i og uden for tjenesten, som de altid havde gjort. Men underofficer Steffen  forsvandt fra kompagniet for ikke at vække anstød.

DSK-årbøger 1958

13. januar 1917. Officersoppasser i Konstantinopel

Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i 4. Schlesiske Infanteriregiment 157 på Østfronten. I vinteren 1916-1917 bevogtede han en kultransport til Konstantinopel.

Da jeg havde afleveret kulvognen på banegården i Konstantinopel, måtte jeg melde mig på et tysk militærkontor.

Alle de kammerater, der blev sendt med kultransporter herned, fik lov at blive nogle dage i byen, før de blev sendt tilbage igen. De boede på et tysk skib, der lå i havnen. Dette skib hed COCORVADO

Man skulle melde sig dagligt på det tyske militærkontor, det samme sted, hvor jeg skulle melde mig ved ankomsten.

Konstantinopel, 1918 (Zeppelin- og Garnisonsmuseet Tønder)
Konstantinopel, 1918 (Zeppelin- og Garnisonsmuseet Tønder)

Da jeg kom til kontoret, mødte jeg en hel del kammerater fra for udgående kultransporter, deriblandt selvfølgelig også dem, jeg havde været sammen med. Jeg var kun lige kommet ind for at melde
mig, da der kom en officer ud fra et tilstødende værelse og spurgte henvendt til de kammerater, der allerede var der, om der var en, som havde været oppasser.

Da der ikke var nogen, der meldte sig, tænkte jeg: “Du melder dig, måske der er en chance for at blive her et’ stykke tid”. Det gjorde jeg så. Han spurgte så, hvor og hos hvem jeg havde været oppasser. Jeg måtte nu hitte på noget, for jeg havde aldrig været oppasser. Jeg nævnede navnet på en officer, jeg huskede fra Østfronten, og så fortalte jeg, at jeg havde været beskæftiget i et officerskøkken nogle måneder. Det sidste var nu sandt nok.

Officeren gik så ind igen, og der kom en meget fin herre ud – en stabslæge – der kiggede lidt på mig. Jeg må sige, at jeg så ikke særlig ren ud, da jeg jo kom direkte fra kultoget og ikke havde haft lejlighed til at vaske mig. Han sagde så, at jeg skulle tage med til skibet COCORVADO og få mig renset.

Der blev jeg så afhentet i bil og kørt midt ind i byen. Det var et vældig stort hus, stabslægen boede i. Man sagde, at det var den engelske konsulatsbygning. Jeg fik et værelse i stueetagen, hvor jeg måtte indrette mig. Foruden stabslægen, boede der endnu 2 andre stabslæger, den ene var fra Hamborg og den anden fra Danzig.

Min chef var berliner, men han havde i flere år opholdt’ sig i Østen, Japan o.s.v. Han var en virkelig fin mand.Jeg havde det godt her. Mit arbejde bestod i at holde orden i hans værelse, pudse sko, gøre indkøb o.s.v.

Jeg måtte jo tilegne mig nogle sprogkundskaber, så jeg fik hurtigt lært at klare mig lidt på tyrkisk. Tallene lærte jeg hurtigt. Jeg kunne så meget, at jeg kunne gøre mig forståelig ved indkøb af de mest nødvendige ting. Jeg havde det virkelig godt her.

Foruden os, boede der en fransktalende ældre dame i huset. Hun havde nok fået lov at bo der for at holde lidt styr på inventaret, der var stuvet sammen i nogle værelser.

 Da lægerne var meget lidt hjemme, var vi to de eneste i det
store hus. Desværre kunne vi ikke tale meget sammen, da jeg ikke forstod fransk, og hun ikke tysk. Vi kunne kun.forstå hinanden ved at
tale en blanding af tysk, fransk og lidt tyrkisk.

Hun var ellers meget flink. En dag spurgte hun om jeg ville drikke en
kop mokka sammen med hende. Jeg sagde selvfølgelig ja tak. Men jeg dummede mig nok gevaldigt. Hun kom med nogle små kopper.

Nu havde jeg aldrig hverken hørt om eller i hvert tilfælde slet ikke prøvet at drikke, mokka. Jeg undrede mig over, at man skulle drikke kaffe af så små kopper. Jeg drak derfor meget små mundfulde, men ak, da jeg havde drukket ganske lidt, var det slut med mokkaen, den halve kop var kaffegrums. Det var mit første bekendtskab med mokka. Jeg tror nok, hun så lidt forbavset på mig.

Thode, Carl Theodor: krigserindringer, nedskrevet 1974 (pdf)

Thodes erindringer danner grundlag for Jakob Brodersens roman “Thode”, der udkom i 2016.

thode-510x762

19. december 1916. Carl Thode melder sig “frivilligt” til et stormkompagni

Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i 4. Schlesiske Infanteriregiment 157 på Østfronten.

En dag blev der forespurgt hos os, om der var nogle af os, som ville melde sig frivilligt til et stormkompagni.

Det var vel nok noget af det værste. Jeg tror ikke, der var mange, der
meldte sig, selvom der blev lovet dem orlov. Jeg blev også spurgt, men svarede at jeg ikke ville melde mig frivilligt.

Så kom min korporalskabsfører hen til mig og spurgte, om jeg dog ikke ville med. Han og jeg var dé eneste, der ikke var af polsk afstamning. De andre var alle fra Schlesien, og talte alle polsk. Underofficeren ville gerne have mig med.

Jeg sagde igen, at jeg ikke meldte mig frivilligt.

Så gik han hen til vores kompagnifører. De kom så begge tilbage, og kompagniføreren sagde så til mig: “Ja, Thode, De er ung og rask og ikke gift, så jeg bestemmer, at De går med”.

Han smilede til mig, og jeg kunne se, at dette var en aftale mellem de to.

Jeg var bestemt ikke glad for det, men regnede med, at det måske ikke kunne blive værre end her.

Det at komme på orlov trak jo også lidt, da jeg ikke havde været hjemme 1½ år. Glad var jeg ikke, for det anede mig, hvad jeg gik ind til.

Heldigvis fik det en helt anden vending. Vi blev sendt til garnisonen Brieg i Schlesien, derfra skulle vi så sendes på orlov, hvorefter vi skulle samles til stormtropperne.

De fleste af de kammerater, der var med, fik så orlov. De boede næsten alle i Schlesien.

Thode, Carl Theodor: krigserindringer, nedskrevet 1974 (pdf)

Thodes erindringer danner grundlag for Jakob Brodersens roman “Thode”, der udkom i 2016.

10. december 1916. “Her stinker som et abebur!” Rengøring på stuen

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. Han var rekrut ved IR49 i Gnesen, hvor der herskede kadaver-disciplin.Ved en aftenrevision manglede et par soldater nogle knapper – det skulle straffes!

Dommen lød paa, at næste Fridag skulde vi have Hovedrengøring i vor Stue.

Fridagen kom, og vi skurede Gulve og Skabe, pudsede Vinduer og Kakkelovne; vi fløjtede og sang af Hjertens Lyst og syntes, at det var sjovt.

Da vi var færdige, meldte jeg mig hos Underofficeren og meddelte ham, at Hovedrengøringen var færdig.

Saa gik han med op og tog Stuen i Øjesyn; men da han var kommet ind i Stuen, stod han midt paa Gulvet og satte et meget forbavset Ansigt op og spurgte med den største Forbavselse i Tonefaldet, om her virkelig var gjort rent; han lugtede og snusede og endte med at sige: „Her stinker jo som i et Abebur. Nej, jeg skal lære jer at gøre rent.”

En Mand blev kommanderet efter Vand, en anden efter Sand, det ene af de to store Borde blev trukket ud paa Gulvet og belagt med et godt Lag Sand; derefter blev der hældt Vand over det, saa det hele flød naturligvis over den halve Stue. Det andet Bord blev lagt ovenpaa med Benene i Vejret; saa blev fire Mand kommanderet op paa det Bord, som laa med Benene i Vejret; af vi andre otte Mand kom der to hen til hvert Bordben, og saa blev der trukket frem og tilbage, og det kan nok være, at Bordene blev rene begge to.

Skamlerne fik samme Omgang, og da Underofficeren havde været et Kvarter inde hos os, lignede vor Stue en Grisesti, og saa kunde vi
begynde forfra.

Lidt lange i Ansigtet var vi jo naturligvis; men det maatte jo tages med.

En Gang maatte to Mand til at skure Gulvet med Tandbørster. En anden Gang var vi 16 Mand, som skulde fylde en Vandkaraffel oppe paa anden Sal. Vandet skulde vi hente ved Posten nede i Gaarden og bære op i vor Syring, hvori der jo ingen Bund var.

Vi havde den staaende paa vor Tommelfinger, og de faa Draaber Vand, vi kunde have i den, bar vi meget forsigtigt op. I Førstningen lo vi til hinanden, naar vi gik forbi hinanden paa Trapperne; men tilsidst holdt Latteren op, vi kunde næsten ikke slæbe Benene med os.

Oppe ved Vandkaraflen sad Underofficeren og røg den ene tykke „Havanneser” efter den anden.

Undertiden kunde de komme midt om Natten og jage os op paa Skabene i bare Skjorter, eller kommandere Tornystrene paa og saa jage os ind under Sengene, og var en for langsom i Vendingen, saa blev der to Mand sat til at hale ham frem og tilbage, saa længe til han kunde gøre det hurtigt nok.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

8. december 1916. Kompagni-bedstefar lægger arm med korporalen

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. Han var rekrut ved IR49 i Gnesen, hvor der herskede kadaverdisciplin. Efter et intermezzo blev han Stubenälteste med ansvar for stuen.

En Aften kom den tjenesthavende Underofficer, og da Kammeraterne sprang op og stod ret hver ved sit Skab, jeg pligtskyldigst traadte frem og meldte „alt i Orden”, ser Underofficeren hen ad Rækken, og saa siger han:

– „Hvad er det for noget; en staar i lange Støvler, en anden i Snørestøvler, en i Fedtlæder, en anden i Lædertøfler.”

Han vilde gøre opmærksom paa, at de alle skulde staa i ens Fodtøj, og saa skældte han naturligvis ud, som kun en prøjsisk Underofficer kan skælde ud.

Jeg saa paa ham og sagde saa ganske stilfærdigt, at han kunde godt spare paa sit Krudt, for vi regnede ikke stort med det alligevel; men saa begyndte han selvfølgelig at gnistre, for at gøre os begribeligt, at vi skulde komme til at regne med ham.

Han gik sin Vej, men undlod at give os Tilladelse til at gaa i Seng.

Friserne var rasende, Aarerne svulmede i deres Pande, og de knyttede Næver bar Vidnesbyrd om, at Underofficeren kunde vente sig en Afregning.

Da vi havde ventet et Kvarter, sagde jeg, at de kunde gaa i Seng alle Mand, saa skulde jeg nok tage Stødet.

Jeg gik saa ud af Stuen og vilde gaa over til vor Kaptajn i Officerskasinoet; men under Vejs mødte jeg den paagældende vagthavende Underofficer.

Han raabte til mig: „Hvor skal du hen, Poulsen?”
– „Jeg skal over i Officerskasinoet!”
– „Hvad skal du dér?”
– „Jeg skal over til Kaptajnen.”
– „Hvad skal du hos ham?”
– „Jeg skal over at spørge, om vi maa gaa i Seng.”

Imellem hvert Spørgsmaal havde jeg fjernet mig nogle Skridt, men nu kom han springende henimod mig og sagde:

–  „Hvad for noget, har jeg ikke været paa Jeres Stue?”
– „Jo, men De har ikke givet os Tilladelse til at gaa i Seng, og nu vil jeg over at indhente Tilladelse hos Kaptajnen.”

Han brugte mange Ukvemsord og skældte ud, saa det knaldede, alt imens jeg gik; men tilsidst raabte han til mig:
– „Jeg giver dig den bestemte Befaling, at du gaar hjem til din Stue og lader hele Mandskabet gaa i Seng.”

Jeg svarede: „Mandskabet har jeg ladet gaa i Seng, og giv De kun
bestemte Befalinger 10 Gange. Jeg lystrer ikke, for jeg vil vide hos Kaptajnen, om vi ikke kan have Lov til at gaa i Seng, naar Tiden er der.”

Og saa fortsatte jeg min Gang.

Saa kom han løbende, greb mig i Skulderen og sagde: „Du er jo en gammel Mand, saa vær dog fornuftig; det skal ikke komme til at gentage sig tiere; derfor, gaa du nu hjem, og lad os saa være fri for at faa Skandale.”

Saa listede jeg hjem paa min Stue og sov godt.

Jeg var naturligvis glad ved den Sejr, jeg havde faaet over Underofficeren; men Glæden blev lidt blandet.

Et Par Dage efter kom en anden Underofficer, og ved Aftenrevisionen fandt han forskellige, som manglede en Knap i Bukserne eller i Skjorten, andre havde ikke Neglene fint renset, alt sammen Forseelser, som skulde straffes.

Hoved- Dommen lød paa, at næste Fridag skulde vi have Hoved-
rengøring i vor Stue.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

7. december 1916. Kompagni-bedstefar for kaptajnen

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. Han var rekrut ved IR49 i Gnesen. Den 7. december 1916 havde han over for en feltpræst efter en prædiken udtrykt forståelse for USA’s fjendtlige indstilling til Tyskland. Hvad nu?

Vi var knap nok kommet hjem paa Stuen, før der kom Ordre, at Poulsen skulde møde nede paa Skrivestuen; der var Officerer og Underofficerer samlet, og saa holdt den gamle en Slags Forhør over mig. Hvem jeg var, hvor jeg var fra, og hvorledes jeg var kommen til disse tossede Forestillinger, som jeg havde sat frem oppe i  Spisesalen?

Jeg fik herved Lejlighed til at fortælle ham en hel Del om vore særlige Forhold derhjemme i Nordslesvig. Han var især meget forbavset over, at det kunde gaa saadan, at et Par unge Mennesker, som blev forlovede, begge født indenfor Tysklands Grænser, Manden villig til at være prøjsisk Soldat, alligevel blev erklærede for hjemløse, saa det kunde blive dem nægtet at blive gifte, hvorved de forhindredes i at sætte Foden under eget Bord.

Om vore sørgelige Skoleforhold fik jeg ogsaa lidt sagt, og hele Tiden stod han og sagde: „Er det sandt? Er det sandt?” hvorpaa jeg svarede, at jeg var i Stand til at skaffe Kaptajnen saa mange Beviser, han maatte ønske.

Jeg syntes imidlertid hele Tiden at mærke et Stænk af Velvilje i min gamle Kaptajns Maade at spørge paa. Det blev ikke sidste Gang, at jeg maatte ned i Skrivestuen for at fortælle om vore Forhold i Nordslesvig.

Var Kaptajnen til Stede, maatte jeg staa ved Døren, var kun Underofficererne der, fik jeg Lov til at sidde paa en Skammel.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

29. november 1916. Kadaverdisciplin – og en frækhed, der belønnes

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. Han var rekrut ved IR49 i Gnesen.

Med Eksercitsen gik det saa som saa. I Løb løb alle de unge fra mig; men var vi ude paa Marchture, saa kunde jeg holde Skansen, og har ikke saa sjældent haft et Gevær foruden mit eget og et Par Kammerater under Armen.

Vi havde en ret fornuftig Underofficer [korporal, RR], men en rent rundtosset Gefreiter [underkorporal, RR].

Inde paa vor Stue havde vi ogsaa en Gefreiter, som var „Stueældste”; han var en prøjsisk Godsejersøn, hvis Forældre havde købt et Gods i Polen; rigtig en storsnudet Slyngel.

Naar vi om Morgenen havde alle vore Senge redt, gik han som Regel hen ved et Hjørne og begyndte at rive alle Senge over Ende, og saa kunde vi begynde forfra. Han kunde paa den Maade holde os i Gang, saadan at der hver Morgen var nogen, som maatte ud uden Kaffe og Brød.

Følgen var, at vi hadede ham af et godt Hjerte allesammen.

Da der var gaaet nogle Dage, blev en Aften efter Parolen vi 4 Danske fra Nr. 34 kaldt frem for Kompagniet. Vi sprang frem for vor Feltvebel, og han holdt saa en Tordentale til os, som om han vilde have ædt os paa staaende Fod, og bebrejdede os, at der ikke var saa meget Kammeratskabsfølelse i os, at vi kunde tale Tysk, saadan at alle kunde forstaa os.

Jeg stod og tænkte: „Vent bare lidt, for jeg har ogsaa noget, jeg skal have klinket i den Sag, og da han var færdig, spurgte jeg meget højtideligt, om det maatte være mig tilladt at gøre ham et Spørgsmaal, hvortil han svarede ja.

Jeg sagde saa: „Østrigerne er vore Forbundsfæller, og hvis Hr. Feltvebelen sammen med tre Kammerater blev tildelt den østrigske Hær og kom til et rutensk Regiment, saa vilde jeg gerne spørge Feltvebelen om, hvilket Sprog han saa vilde bruge, om han med sine Kammerater vilde bruge sit tyske Modersmaal, eller han vilde bruge det rutenske Sprog?”

Ja, det havde Feltvebelen aldrig tænkt over.

Ja, saa vilde jeg meget indstændigt bede ham tænke over det. For vi er paa vor Stue 4 Danske, 4 Frisere og 4 Tyskere, saa det er en babylonisk Sprogforvirring. Vi Danske kan kun mangelfuldt Tysk og er vante til at tale Dansk hjemme.

„Det er Løgn,” raabte Feltvebelen, „du taler ligesaa godt Tysk som alle de andre.”

Jeg mente, at mit Tysk var meget mangelfuldt, og vilde lade ham vide, at han kunde ikke forbyde os at tale Dansk, for vi havde forespurgt hos Bataillonskommandøren, som havde givet os Tilladelse til at skrive og tale Dansk, saa meget vi vilde.

Han svarede meget hidsigt, at han havde ikke forbudt os at tale Dansk, hvortil jeg svarede, at jeg havde forstaaet, at det var hans Mening.

Men jeg var klar over, at det, det var galt med, var vor Gefreiter og Stueældste, „for,” sagde jeg, idet jeg pegede hen paa ham med min Finger, „han har naturligvis meldt os, for da han ikke kan forstaa os, tror han, at vi taler ilde om ham, fordi han er, som han er, imod os.”

Jeg var endnu ikke saa meget Soldat, at jeg vidste, at det at udpege en Befalingsmand for Fronten af Kompagniet og beskylde ham for noget, som er Uret, var en meget grov Fornærmelse; men det kan nok være, at jeg blev belært om det.

Lige med det samme sprang Feltvebelen hen imod mig, som stukket af en Bi, og mens Øjnene lynede, brugte han Mund, saa Skummet stod i Mundvigene, og skældte ud.

Jeg tænkte som saa: „Du ryger i Kassen til Fader „Fillip”.

Saa galt gik det nu dog ikke.

Næste Dag, da vi kom hjem fra Eksercits, varvor Gefreiter borte, og jeg blev udnævnt til Stueældste.

Jeg begyndte allerede den Gang at forstaa lidt af, at i den prøjsiske Hær fik en Soldat aldrig Ret, men var han fræk nok, opnaaede han det, han vilde.

Vi var allesammen godt tilfreds med Byttet, men nu var der den Besværlighed, at jeg skulde bære Ansvaret for Stuen, og det var ikke saa helt let.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

28. november 1916. Kompagni-bedstefar søger om orlov

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. Han var rekrut ved IR49 i Gnesen.

Efter en halv Snes Dages Forløb listede jeg en Aften ind til vor gamle Kaptajn og bad indstændigt, om han vilde lade mig faa Lov til at faa en Orlov, før jeg gik til Fronten. Jeg vilde saa inderlig gerne endnu en Gang hjem og sige Farvel til min Hustru og mine Børn, for jeg vidste jo ikke, om det var min Lod at blive derude.

Kaptajnen hørte paa mig, og jeg syntes at kunne se et velvilligt Blink i hans Øje.

Da han havde betænkt sig lidt, sagde han: „Ja, Poulsen, De skal faa en Orlov, før De rejser til Fronten.”

Saa sagde han til mig, at naar jeg kom derud, skulde jeg kun gaa saa langt, som det blev forlangt af mig, men ikke gaa og være nysgerrig og kigge op over Skyttegraven; thi derved havde mange hentet sig en dødbringende Kugle.

Og han fortalte mig, at netop Aftenen før, han var blevet haardt saaret, var der gledet underlige Anelser igennem hans Sjæl om, at der vilde times ham noget alvorligt. Han skrev da Afskedsbrev til sin Hustru, sendte sin Vielsesring og sin Portemonnæ hjem til hende, og næste Dag blev han ogsaa haardt saaret af en Haandgranat.

Da han havde fortalt det, dristede jeg mig til at sige til ham: „Jamen, Hr. Kaptajn, det var jo Gud, som kaldte ad Dem.”

Han saa paa mig og svarede: „Ja, Poulsen, det er jeg ogsaa selv klar over.”

Og fra det Øjeblik syntes jeg ikke, at vi var saa langt fra hinanden.

Jeg havde besluttet at gøre alt med en god Vilje og et frisk Mod, for saa vidt det var mig muligt, og jeg stod mig godt ved det. Mit Lønkammer fandt jeg ude mellem et Par Udhuse, hvor jeg kunde være ene med Gud hver Morgen Kl. 04:30.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

10. november 1916. Beskyldninger mod sønderjyder for at desertere

En Kammerat, der værgede vor Sag

I November 1916 blev en Del gamle Landstormmænd her fra Nordslesvig indkaldt til Oplæring i Krigskunsten og sendt til Schwerin. Blandt de indkaldte var ogsaa M. Wahrlich fra Aabenraa.

Han hørte nu just ikke til dem, der ved »Schneidighed« kastede Glans over Soldaterstanden , men han havde, naar det gjaldt, Mod til at forsvare os.

En Morgen, da hele Afdelingen var traadt an til Undervisningen paa en af de store Belægningsstuer, lod en Feldwebel falde nogle Ord om, at Nordslesvigerne jo løb over Grænsen.

Da rettede Wahrlich sig og spurgte: Tillader Hr. Feldwebel?

Da Tilladelsen var givet, sagde Wahrlich : Der er da i hvert Fald falden 2800 Mand deroppe fra, saa de er da ikke alle løbet bort fra den lille Plet deroppe.

Da vi kom tilbage til Stuen, var der mange af vore tyske Kammerater, som roste Wahrlich for hans Optræden.

P-L. i DSK-årbøger, 1941

5. november 1916. Ingen krigslån fra J. Due i Gabøl

J.Due fra Gabøl Hede blev indkaldt i efteråret 1916.

Det var i Oktober 1916, at jeg blev indkaldt til Fod-Artilleri-Regt. Nr. 20 i Neu Breisach i Elsas i en Alder af 44½ Aar. Efter 4 Ugers Forløb flyttedes jeg over i Fod-Artilleri-Rgt. 23 i Posen, og herfra gik det saa til Frankrig, hvor vi sattes ind i Kampene ved Aisne og i Champagne.

I Eftersommeren var Tyskerne i Gang med Tegning af Krigslaan, og en Vicefeldwebel Kirschbaum henvendte sig i denne Anledning ogsaa til mig.

— Jeg sagde nej, jeg skal ikke have noget tegnet.

— Alle Deres Kammerater har givet noget!

— Det bliver jo deres Sag, det vedkommer jo ikke mig. For Resten har jeg ikke noget at undvære.

— Jo, De har. De har da en Ejendom derhjemme, De har fire Køer og en Hest!

Hvor han vidste det fra, véd jeg ikke, men det passede godt nok.

Da jeg stadig vægrede mig ved at tegne, vilde han absolut have Grunden til denne Vægring at vide. Først undslog jeg mig ved at nævne Grunden, men da han stadig pressede paa, og han var for Resten et godt Menneske og en forstaaende foresat, fik han omsider mine Grunde.

— For det første har jeg Hustru og otte ukonfirmerede Børn derhjemme. For det andet har jeg ofret en Søn paa Tysklands Alter, han faldt i September 1915. For det tredje véd Feldwebelen jo nok, at jeg er oppe fra det dansktalende Nordslesvig (— Ja, det véd jeg, indskød Kirschbaum), saa jeg er ikke Tilhænger af Krigen. Og for det fjerde er jeg selv her. Det maa være tilstrækkeligt, mere faar De ikke hos mig.

Feldwebel Kirschbaum stod et Øjeblik og saa paa mig, saa lagde han begge Hænder paa mine Skuldre og sagde: „Det er tilstrækkeligt, Kanoner”.

Jeg blev aldrig mere opfordret til at tegne Krigslaan.

DSK-årbøger 1946

13. oktober 1916. Løjtnanten går glip af sin middagsmad

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86. Efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni, der i efteråret 1916 lå ved Somme-fronten.

Kompagniet har fået en ny løjtnant, som ingen bryder sig om.

Saa ligger vi da atter i Skyttegraven, og med den nye Løjtnant som Fører. Gud, sikken et Fjols.

 Vi   “tabte” ham undervejs. Forbindelsen mellem ham, der gik foran med sine Ordonnanser, og Kompagniet blev „afrevet”, og vi var snart uden Fører.

 Vi vidste imidlertid, hvor vi skulde hen, og ankom til Skyttegraven et Par Timer før Løjtnanten. Men hvor har han raset. Imidlertid modtog vi Løjtnantens Belæring om Disciplin med tilvant Ro.

I Aftes sendte han Bud til Køkkenet om Ekstraforplejning. Han vilde ikke spise af „den Hundeføde” og af de beskidte Kogekar.

Skorstensfejeren mødte i Morges de Mænd, der kom med  Løjtnantens Mad, og da han syntes, at det var alt for tidlig paa Dagen at forstyrre Løjtnanten i Søvnen, bragte han Maden ned i vor Understand.

Der blev ogsaa sendt Bud efter Sepl, og da vi var naaet til Kaffen og Cigarerne, var vi enige om, at vi havde spist godt. Cigarerne var af Mærket: „Dem deutschen Offiziere”, og bestod endnu af uforfalsket Tobak.

Da Løjtnanten hen paa Formiddagen spurgte os om, hvorvidt vi havde set noget til hans Mad, saa han kun ind i nogle dumme Ansigter.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

11. oktober 1916. Ny løjtnant – “Der er ikke een, der kan lide ham, og jeg tror derfor ikke, han lever ret længe.”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, men efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni, der i efteråret 1916 kom til Somme.

Manancourt, den 11. Oktober 1916

Vi har et Par Dage faaet Lov til at gaa rundt efter eget Hoved. Dog, nu har vi faaet en ny Kompagnifører, der har lovet at lære os  Disciplin.

Han er en lang Krabat og er altid højt til Hest. Det er lidt usædvanlig  paa disse Breddegrader, men hele Karlen er noget usædvanlig. Han mente i Dag, at det ikke var af nogen Betydning, at Regimentet var  blevet hæderligt omtalt i Beretningen fra den „Oberste  Heeresleitung”. Det, vi havde gjort, mente han, var kun vor fordømte Pligt, og den, der ikke med Glæde vilde ofre sig for Fædrelandet, var en Lump, en Fejgling, der ikke var bedre værd, end at blive stillet mod en Mur og skudt ned som en Hund.

Han uddelte i Dag nogle Jernkors, ikke under Anerkendelse eller rosende Omtale, men under stadig Henvisning til Soldatens Pligt.

Gud, hvor vi alle hader ham. Der bliver fortalt, at vi i Morgen Aften atter skal i Stilling, men det er vistnok kun i Reservestilling, saa faar vi se, hvordan det stiller sig med Løjtnantens Courage.

Der er ikke een, der kan lide ham, og jeg tror derfor ikke, han lever ret længe.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

3. oktober 1916. Helvedet ved Somme: Lig i drikkevandet

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni. I begyndelsen af oktober 1916 lå han ved Somme-fronten.

… det er det værste, vi endnu har været ude for. I Skyttegravene findes der saa godt som ingen Understande, i hvert Fald er de langtfra tilstrækkelige, og de fleste har maattet kampere i Hullerne, der forestiller Begrebet — Skyttegrav.

IMG_2011_11_30_6426_Vestfront_skyttegrav_cropped

Levnedsmidler er endnu ikke kommet frem, og den medbragte Jernportion er forlængst vederfaret Retfærdighed. Sulten er stor, men Tørsten er endnu større, dog Savnet af Rygemateriale er vel dog sluttelig det allerstørste. Er der en, der er saa lykkelig at have en Cigaret, melder der sig straks 10 Mand med Bøn om „ein Zug”. Naar Cigaretten saaledes er gaaet fra Mund til Mund 10 Gange, slukkes Ilden i den, og den hengemmes i Vestelommen til „næste Frokost”, andet giver det nemlig ikke.

Drikkevandet er sluppet op, thi efter at nogle i Gaar Morges havde opdaget, at der af det Granathul, ad hvilket vi hidtil havde hentet det grumsede Vand, stak et Par Ben og flere Par Arme frem, har vi tabt Lysten til det Vand.

Hidtil havde det afhjulpet Vandmanglen, men nu er vi nødt til at udspænde Teltlærredet i Skyttegraven for at opsamle Regnen. I Midten af Lærredet har vi skaaret et Hul, ad hvilket Draaberne samler sig ned i en Staalhjelm, der er anbragt nedenunder for at op  fange Draaberne. Det er flere Gange lykkedes nogen at faa en Mundfuld, men for det meste bliver hele Indretningen revet bort af Granaterne.

Kølevandet til Maskingeværerne er forlængst drukket, men de efterfyldes med Vandet fra Granathullet bagved. Sepl og jeg er lige kommet fra Kompagniføreren, til hvem vi indtrængende henstillede at lade sørge for Mad og Drikke.

RIR242_Maskingeværstilling_mindre

Kompagniføreren er god nok. Han havde ogsaa Forstaaelsen af vor fortvivlede Stilling, men vi kunde tydelig mærke paa ham, at hvis han sendte nogle tilbage, troede han ikke, at de kom igen. Han lovede dog, at hvis Levnedsmiddelkommandoen ikke naaede frem til Aften, skulde der blive sendt et Kommando af Sted, som under Sepls Ledelse skulde bringe Levnedsmidler frem.

I 4 Dage har det franske Artilleri hamret paa vor Stilling, og Opholdet her er ikke til at beskrive. Kaskader af Granater og  Shrapnels ligefrem regner ned over Skyttegravens Besætning og længere tilbage, og de Meldinger, som Underofficererne hver Morgen bringer Kompagniføreren, indeholder altid en uhyggelig Fortegnelse over store Tab.

Skyttegrav_tegning_døde_cropped

Understande, eller rettere Hullerne, er skudt sønder og sammen og har begravet alt levende under sig, og i første Deling til højre er der næsten ingen tilbage. Fra Understandene, der ligger op til saadanne, der er sammenskudt, kan v i høre de begravedes fortvivlede Kalden paa Hjælp, dog, der hengaar kun et Par Timer, saa er Raabene  forstummet.

Det er umuligt at komme til Hjælp, thi vi kan ikke opholde os i Skyttegraven for Granaterne eller de omkringflyvende Splinter, der har en Længde af indtil 1 Meter.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

26. september 1916. Jeg går det i møde tryg og uden gru

19-årige Johannes Christensen fra Nørby ved Visby er netop blevet overført fra et rekrutdepot til Regiment 84, som er rykket ind i stillingen omkring Fort Douaumont ved Verdun.

Skrevet 26-9-1916

Kære alle sammen

Da jeg lige har en time til overs i aften, skal I have en lille hilsen igen. Jeg har det godt.

Forrige nat var vi på vej ud i stillingen, men kom kun halvejs, så måtte vi vende om igen. I morgen aften går det løs igen. Hvor længe vi bliver derude ved jeg ikke., men jeg tænker en halv snes dage. Jeg ligger i Fleury. Jeg ved ikke rigtigt, hvordan det staves. Adolf og Johannes har jeg talt med. Adolf er hjemme på orlov nu. Stillingen her er den samme som den var til at begynde med på 304. Nogen skyttegrav er der ikke endnu. Der er kun granathuller at opholde sig i, men der arbejdes jo naturligvis hver nat. De ligger kun 20-40 meter fra hinanden. Det er just ikke den bedste stilling, jeg har truffet, men jeg synes, at jeg går til det hele så tryg og uden gru. Jeg ved ikke, hvor den tryghed stammer fra, men gudskelov at jeg har den.

Ja. Lad ham råde for min skæbne, så går det nok, som det er bedst.

Vi har her tre danske løjtnanter ved kompagniet. En der hedder Christensen fra Uge, som fører kompagniet, så er der Vestergaard fra Emmersbøl og Jørgensen fra Abild. Ved 6. kompagni er løjtnant Christensen fra Egebæk og en mere dernede fra.

Ja. I kære derhjemme. Nu håber jeg I har det godt og lad os håbe på et snarligt og glædeligt gensyn.

Med hjertelig hilsen eders Johannes

Jeg kan ikke se mere, så I må undskylde skriften. Jeg ville være meget glad om I ville bestille avisen et par måneder. I kan jo sende adressen til dem. Ellers har man jo slet ingen anelse om, hvordan det står til i verden.  Ja. Så godt nat og hils og alle derhjemme.

Eders Johannes

Forhåbentligt er Thorvald hjemme endnu. Jeg håber I har modtaget mit kort med adressen på.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

24. august 1916. På orlov efter kun otte dages soldatertjeneste

August Lorenzen, Gravlund, blev indkaldt i august 1916.

Jeg havde af tjent min Soldatertid mange Aar før Verdenskrigens Udbrud i 1914, og jeg var derfor oppe i Aarene, da jeg ved Krigens Udbrud skulde stille i Haderslev. Da der var mødt flere, end der var Brug for, blev jeg med det samme hjemsendt.

Saadan fulgtes Indkaldelse med Hjemsendelse flere Gange; men da jeg den 16. August 1916 mødte i Flensborg, blev jeg sammen med omkring ved halvtreds andre sendt til Altona. Her blev vi indkvarteret i en stor Fabriksbygning, og da der ogsaa andre Steder fra var sendt Mandskaber til Altona, var efterhaanden over fire Hundrede Mand samlet i denne Bygning.

I vort nye Kvarter fik vi udleveret en Straasæk, et Lagen, en Hovedpude og et Tæppe, hvorefter vi efter eget Valg fandt os et Sovested paa Gulvet. Vi tænkte paa vort rare Hjem og vor varme Seng derhjemme. Hvilken Forandring!

En af mine Kammerater har senere fortalt mig, at han den første Nat havde haft svært ved at holde Taarerne tilbage. Det kan jeg godt forstaa. Og samme Mand havde endda ved Krigens Udbrud ment, at han var særlig godt stillet, for han selv var for gammel til at blive indkaldt, og hans Søn, der var 18 Aar, var for ung. Nu var de begge indkaldt.

Min Kammerat fik forøvrigt en Aften et Iltelegram fra sin Søn. Han meddelte, at dersom Faderen vilde hilse paa ham, inden han skulde til Fronten, skulde han komme omgaaende. Faderen rejste straks — og fulgte med sin Søn til Fronten.

En Formiddag kom en anden af mine Kammerater hen til mig og sagde: „Ved du, hvad jeg vil?“ Det var jo ikke godt at vide. „Jeg vil hjem paa Orlov” sagde han.

Dette fandt jeg ganske umuligt, og derfor svarede jeg ogsaa: „Hvad tænker du dog paa? Der er jo Krig, og du har kun været her i otte Dage!“ — „Ja, det er nu det samme,“ sagde han, „jeg vil hjem!” Og det sagde han bestemt og med Eftertryk; han tilføjede endog: „Og jeg skal ogsaa nok komme det!”

Jeg slog ind paa hans Tankegang og sagde: „Kan du komme hjem, saa kan jeg vel ogsaa!” — „Ja, skynd dig og vær parat,” svarede han, „naar vor Kaptajn kommer tilbage med Rekrutterne, maa vi være paa Pladsen!”

Jeg var straks rede, og da vi kom ned i Gaarden, svingede Rekrutterne ind og traadte af. Nu var det vor Tur.

Vi sprang hen foran Kaptajnen, som spurgte, hvad vi vilde. „Vi beder om Orlov, Hr. Kaptajn.” — „Hvad er I i Civil?” — „Bønder!” svarede vi. „Vore Hustruer staar derhjemme og skal klare Høsten ved Hjælp af russiske Krigsfanger, og Russerne har intet Kendskab til Selvbindere. Kornet er modent, og bliver det ikke høstet i Tide, gaar det til Spilde, og det kan Landet ikke taale.”

„Hvor lang Tid behøver De til Høsten?” spurgte han min Kammerat. — „Fjorten Dage,” svarede han. — „Og De?” — „Ti Dage,”‘ svarede jeg. — „I faar hver otte Dage, og dermed færdig, svarede han. — I en Fart fik vi Orlovsbeviset i Orden, og saa gik det hjemad.

DSK-årbøger 1953

3. august 1916. Hønsene nægtede at parere ordre!

Hans Andersen, Ny Kronborg, fortæller:

Det var i Sommeren 1916. Vi laa i Ro i en lille fransk By, La Perte. Kompagniet stod opstillet til Parade, og Feldwebelen gik frem og tilbage foran Fronten. Han snoede og drejede sit wilhelmske Overskæg, han rullede med Øjnene, hans uhyre Korpus stønnede og pustede som et Lokomotiv. Barometret stod paa Storm og Uvejr! Der blev kommanderet „Ret!“ Kompagniføreren, en Overløjtnant, gik ned langs Rækkerne.

I det civile Liv var Kompagniføreren Læge, og han havde sin Gerning i Kolonierne. Han var en Mand, som Soldaterne saa op til, og hvis en eller anden havde noget paa Hjerte, kunde man trygt henvende sig til ham. Under Kamphandlinger var han altid blandt sine Soldater, og han krævede, at enhver gjorde sin Pligt. Han havde dog sin egen Mening om Krigsførelsen, og jeg husker, at han i hvert Fald to Gange nægtede at udføre en Ordre, han havde faaet fra oven. Hans overordnede kunde af denne Grund ikke lide ham.

Kompagniføreren blev staaende foran Fronten. Saa udbrød han i en snerrende Tone: „Der er her i Nabolaget blevet stjaalet seks Høns og en Hane! Jeg anmoder om, at den, der har taget Dyrene, træder frem!“ — Ingen traadte frem. — „Bonden siger, at han kan genkende Tyven. Jeg har beordret ham herhen, for Sagen skal opklares.”

Bonden traadte frem. Kompagniføreren sagde til ham, at han skulde udpege Misdæderen. Bonden gik ned langs Fronten, og da han naaede ud til venstre Fløj, pegede han paa en Underkorporal og sagde: „Der staar Tyven.“

„Naa,“ sagde Kompagniføreren, „har De stjaalet Hønsene?”

— „Nej, Herr Kompagnifører.”

— „Hvad fik De til Middag i Gaar? — „Hønsesteg!“

— „Maa jeg nu faa en Forklaring? “

–  „Jeg fik i Gaar Ordre fra Herr Kompagniføreren til at rekvirere en Vogn, og da jeg vilde trække Vognen frem fra Vognskuret, sad der fem Høns og en Hane paa Vognen. Jeg gav dem paa militærisk Vis Ordre til at forlade Vognen. De strakte kun Hals og nægtede pure at efterkomme Ordren.

Jeg gentog min Ordre. Trafikanterne gloede dog kun dumt paa mig. De blev siddende. Saa gav jeg ifølge Reglementet Ordre for tredie Gang, og da de absolut ikke vilde adlyde min Befaling, trak jeg min Sabel og slog Hovedet af dem.”

Kompagniføreren smilede lumsk, men forstaaende, saa sagde han: „Ja, jeg vidste det, i mit Kompagni bliver der ikke stjaalet!

DSK-årbøger 1953

31. juli 1916. Hundehvalpe og krigskontrabande

Peter Rossen, Rurup. gjorde krigstjeneste som armeringsoldat. I maj-juli 1916 lå han mellem Laon og Reims.

Vi var tre Mand, der havde lavet et Bord og hver en Skammel, og vi  tog et Slag Kort udenfor, naar Vejret tillod det.

En Aften kom selve Divisionsgeneralen forbi. Han var Generalløjtnant og skulde tituleres med »Excellence«.

Han hed von Bärenssprung og var en Mand paa 50-60 Aar, men et herligt Menneske. Det mærkede vi senere hen. Jeg har aldrig hørt, at han overfuste et Menneske.

Jeg sad for Bordenden og raabte: »Achtung!« Vi rejste os og stod ret; men han vinkede af, og vi satte os igen. Saa sagde han, at han gerne vilde se lidt paa vort Kortspil. Vi var ikke saa begejstrede for dette  Besøg. Han gik rundt om Bordet og saa til, og han kom flere Aftener, og var der en Aften, hvor vi ikke spillede, sagde han: »Naa, i Aften spilles der nok ikke« — og saa hilste han og gik.

I Staben var der ogsaa en Løjtnant, Ludvigs hed han. Han kom en Dag hen til mig og sagde: »De, Bygmester, kan De bygge mig et Hus?«

— »Ja, det kan jeg vel nok, naar vi har Materialer«.

— »Ja«, siger han saa, »det er et Hundehus«. Han havde en Racehund, et meget fint Dyr, og den skulde have Hvalpe. Nu manglede han en  Plads til den. Der blev søgt, vi fandt Materialer, og saa blev Boligen bygget, saa godt, at vi selv til Tider har haft det meget ringere.

Vi havde ogsaa en Arkitekt, en Sachser. Han arbejdede for hele Divisionsstaben, og han skulde give Lov til at faa udleveret Brædder. Han var jo Fagmand, som det hed ved Militæret, og saa kan de jo  klare alt.

En Aften kom Løjtnanten og sagde, at jeg skulde gaa med ham op og se Hunden, der nu havde faaet otte dejlige Hvalpe. Han kom da i  Tanker om, at det kunde være dejligt, om Hvalpene havde en  overdækket Legeplads; men det kunde vi ikke faa Materialer til. Der stod dog et Halvtag ved et Hus, hvor der boede et Par gamle  Mennesker, Manden havde engang været Faarehyrde, men Faarene havde Tyskerne taget. Jeg havde faaet en Hyrdestav, 2 m lang, af ham. Paa Staven var der udskaaret Portrætter af Napoleon,  Bismarck og en eller anden fransk General. Dette Halvtag kunde vi  bruge, men det var fyldt med Æblekasser, og dem maatte vi have  flyttet, for at vi kunde faa Stolperne med.

Hundehvalpe 6a44-077

— Jeg havde i de Dage en Meklenhorger til at hjælpe mig. Han hed Anderson — havde dog ikke opfundet Krudtet . . . Til det andet Byggeri havde jeg haft Henning Thorø fra Gabøl og Jes Jessen fra Skærbæk til Hjælp.

Da vi nu den sidste Dag flyttede Kasserne, kom der under en af dem en Rem til Syne. Jeg tog fat i den og trak til. Den var næsten en Meter lang. — Op af Jorden kom to Revolvere og tre Dum-Dum-Kugler. De var filet til som en halv Ært.

Jeg tog Revolverne og sagde til Anderson: »Du tager den ene, jeg den anden«. Jeg havde stukket min i Lommen paa min Vaabenfrakke. Han stod og fumlede med sin og vilde stikke den i Lommen. Da kom der en Korporal bagfra.

Han saa, at han havde noget blankt i Haanden. »Hvad har De der«, sagde han, »lad mig se det«. —

Han fik Revolveren og spurgte saa, om vi havde fundet mere. — »Ja«, sagde Anderson, »han har ogsaa een«. — Jeg hørte ikke meget efter, men Korporalen vilde ogsaa have den, jeg havde. — »Ikke paa  Vilkaar«, sagde jeg.

Det var mod Aften. Jeg gik ned i Barakken og gjorde Revolveren skudklar. Den var forsynet med Magasin til otte Skud. Der var lidt Gravrust i Løbet, men ellers var den pæn og fungerede udmærket.

Jeg sad og spiste Aftensmad, da en Tjener kom. Han sagde, at jeg skulde komme op til Løjtnanten. Nu troede jeg, det var angaaende  Hundene, saa det hastede vel ikke saa meget. Jeg spiste videre. Han kom igen og spurgte, om jeg snart kom. — »Ja, naar jeg er færdig«, sagde jeg.

Det varede ikke mange Minutter, saa kom der to Soldater med opplantet Bajonet. Jeg maatte med.

 De havde Ordre om, at jeg skulde tage Revolveren med. Jeg var ikke helt glad ved den Vending, som Sagen havde taget. Det var i de sidste Dage i Juli 1916, og jeg skulde paa Orlov den 4. August. Jeg tænkte, at bare min Orlov ikke gaar i Vasken. —

Naa, vi kom op til Løjtnanten. Der sad fem Mand rundt om et ovalt  Bord. De havde Papirer liggende foran sig, rede til at skrive. De fik  min Revolver. Den anden laa paa Bordet. Den, jeg havde, gik nu fra Haand til Haand. Jeg sagde, som sandt var, at jeg havde fundet dem under Æblekasserne.

De spurgte, om der ogsaa havde været Ammunition. — Nej, det havde jeg ikke set. De læste en hel Masse op om Straf og deslige. Den mindste Straf var to Aars Fæstning for at tilegne sig Krigskontrabande. Jeg blev afhørt. Naar og hvor jeg var født, og hvornaar jeg var blevet Soldat. Om jeg havde tjent aktivt og meget mere. —

Ja, altsaa: Den mindste Straf, jeg kunde regne med i dette Tilfælde, var altsaa to Aar. Det var ikke saa dejligt at høre. —

Jeg tænkte ved mig selv, at blot de ikke ville tage min Orlov, for nu ser de mig ikke mere. Kommer jeg hjem, gaar jeg nordpaa. —

Min Ven fra Kortspillet — Excellencen — var ikke til Stede den Aften. Endelig maatte jeg gaa, gjorde Honnør og var borte.

Nede i Barakken sad de andre Kammerater og ventede. Hvordan mon det ville gaa mig? Jeg fortalte, hvad de havde sagt og spurgt.

Jeg havde mest ondt af de gamle Mennesker, som boede i deres Hjem. De kom ogsaa i Forhør. Man hundsede med dem, og de blev ført bort. De maatte med en Bylt under Armen forlade deres Hjem. Det var Synd for dem, og det var jo faktisk mig, der var Skyld i det.

Halvtaget blev ikke flyttet, og Løjtnanten saa jeg ikke meget til mere.

DSK-årbøger 1960

25. juli 1916. Verdun: Træning for stormen

Peter Clausen, Lundsgårdsmark, gjorde krigstjeneste ved RIR88, der i juli ankom til Verdun

Nu begyndte træningen til vor opgave, som bestod i at erobre et område ca. 7-800 meter dybt fra fort Vaux over mod forterne Tavannes og Souvillers og så holde stillingen i fire dage, hvorefter vi ville blive afløst af en ny division, der så skulle bryde igennem til Verdun. Det første magtede vi at gennemføre: det sidste lykkedes ikke.

Træningen bestod i først og fremmest at bringe os fysisk i form efter de syv måneders skyttegravsliv i en forholdsvis rolig stilling. Men her gik det ikke som under rekruttiden i Aabenraa med, at vi for frem med et »Sprung auf marsch, marsch« og så storme stillingen med hurraråb. Nej, vore øvelser var mere realistiske: Håndgranatkastning, rulle en skyttegrav op, brug af flammekastere osv.

Den 20. juli okkuperede vi et større ubeboet areal ved byen Loisson, der lå endnu tættere ind på Verdun, og her fortsattes øvelserne på bataljons- og regimentsbasis, hver dag ledet af regimentsføreren, en både dygtig og sympatisk oberst.

Området, som skulle erobres, var blevet nøje udforsket og kortlagt i forvejen, så tyskerne havde nøjagtig rede på, hvor franskmanden lå og havde sine udbyggede støttepunkter. Disse blev markerede, og de forskellige delinger fik deres opgaver som at likvidere en maskingeværrede i et stenbrud og længere til højre at ødelægge nogle minekastere, der var installeret i en hulvej o.s.v., o.s.v. – men alt dette på øvelsesbasis. – Ja, alt var planlagt i de mindste enkeltheder.

For os menige var det i grunden en ret behagelig uge. Når vi havde klaret vor opgave, så var vort arbejde jo slut, og vi kunne ligge og sole os, mens officerer og underofficerer var til kritik hos obersten, så det var lige så meget træning og uddannelse af disse, det hele tog sigte på.

Til sidst fik vi alle af obersten forklaret, hvordan alt skulle foregå: Natten mellem den 30. og 31. skulle stormstillingerne besættes, hvorpå alle skulle holde sig skjult efter bedste evne for så den 1. august klokken fire om morgenen at være parate til angrebet.

Efter en forberedende trommeild på seks timer – altså klokken ti – skulle angrebet startes, idet alle kanoner nu skulle »Feuer vorverlegen« med 100 meter, mens vort infanteri i hurtigt tempo skulle fare frem og så »rulle skyttegraven op«, næsten inden de derovre kunne nå at få hovedet løftet op over dækningen. –

Så kom det, der kaldtes »Feuerwalzen«: Altså for hvert minut flytte spærreilden 100 meter frem, mens infanteristerne i hælene på alt dette søgte at erobre grav efter grav, så hele aktionen kunne blive afviklet i løbet af en halv snes minutter; og det klappede fuldstændigt, som det var planlagt.

Men her ved oberstens redegørelse fik vi et indblik i det store koordinerings- og planlægningsarbejde, som staben udførte, og det gjaldt alle våbenarter, artilleri, minekastere med videre, så lidt respekt fik vi da for dem, der efter vor mening »ellers ikke bestilte noget« – staben altså.

Kompagniet var jo på 250 mand, men de 50 var afkommanderet til skrivestue, køkken, håndværkere, sygebærere, telefonister o. s. v. Af de resterende 200 mand dannede 150 angrebskæden, mens 50 blev tilbage for at bringe forsyninger frem til kamptropperne m. m. –

Jeg slap for at komme med blandt stormtropperne, da jeg sammen med fem andre blev udtaget som stafetløber, der skulle holde forbindelsen mellem bataljon og regiment intakt.

DSK-årbøger 1970